bare sammen af anna gavalda læseprøve 2

100mm 153mm 153mm

226m

100mm 35mm

9 788711 331538

ISBN 978-87-11-33153-8

WWW.L INDHARDTOGR INGHOF.DK

Fire menneskers liv flettes

tilfældigt ind i hinanden,

og deres tilværelse bliver

aldrig den samme igen.

BARE SAMMEN er den hjertevarme historie om fire meget

forskellige personer, der imod alle odds ender med at bo sammen i

et unikt fællesskab. Philibert er adelig postkortsælger, en smule sær,

og bor i en kæmpe herskabslejlighed i Champ-de-Mars-kvarteret

ved Eiffeltårnet. Af økonomiske årsager er han nødt til at have

en bofælle; Franck, en rapkæftet, lettere arrig kok, der bruger sin

ugentlige fridag på at besøge sin gamle bedstemor, Paulette.

I samme ejendom, helt oppe under taget, bor Camille – en

talentfuld kunstner, der arbejder som rengøringskone. Da Camille

har allermest brug for hjælp, får Philibert hende installeret i den

store lejlighed, og det bliver starten på et ualmindeligt venskab.

ANNA GAVALDA (f. 1970) debuterede i 1999

med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var

en, der ventede på mig et eller andet sted,

som hun fik stor litterær anerkendelse for.

Hun har siden udgivet i alt otte bøger, som er

oversat til mere end 30 sprog. Gavaldas store

gennembrudsroman Bare sammen har solgt

over en million eksemplarer alene i Frankrig og

er filmatiseret af Claude Berri. Anna Gavalda

bor i Seine-et-Marne med sine to børn.

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

FOTO / M. HEINRY

Anmelderne om Anna Gavalda

BARE SAMMEN:

“Forfatteren har skabt en helstøbt, vidunderligt livsbekræftende og under-holdende roman om livets grumhed.” – LITTERATURSIDEN

”På én gang enkelt og raffineret drejer hun en nærende sprød fortælling om kærligheden, der overvinder alt.” – POLITIKEN

JEG VILLE ØNSKE DER VAR ÉN DER VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED:

”Anna Gavaldas portrætter af moderne franskmænd byder på både stille katastrofer og spillende underfundighed … Gavalda kan nemlig skrive, så det synger, og hendes historier lyser klart længe efter, at man har lukket øjnene.” – WEEKENDAVISEN

JEG HAR ELSKET: ”Et lille mesterværk om de nære ting i livet, kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken … Hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.”

– INFORMATION

LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL: ”Anna Gavalda er så fransk som nogen eller noget. Elegant og erotisk, raffineret og stilsikker. Og helt, helt sin egen … Det er det smukkest beskrevne kærlighedsmøde mellem to voksne, jeg nogensinde har læst.” – NORDJYSKE

Anna G

avalda Bare samm

en

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Anna Gavalda

Bare sammenPå dansk ved

Frants Iver Gundelach

LINDHARDT OG RINGHOF

Bog Bare sammen-151x226mm:Bog Bare sammen 26/05/14 13:02 Side 3

Bare sammen

er oversat fra fransk efter

Ensemble, c’est tout

Copyright © Le Dilettante, Paris, 2004

All rights reserved

Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof A/S, København

Omslag: Mikkel Henssel

Grafisk tilrettelæggelse og sats: John Ovesen/Baghus

Trykt hos Livonia Print, 2014

ISBN 978-87-11-33153-8

4. udgave, 1. oplag 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted

på institutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


1

Paulette Lestafier var slet ikke så skør som man sagde. Selvfølgeligkunne hun kende forskel på dagene, andet havde hun jo efterhåndenikke at tage sig til. Tælle dem, vente på dem, glemme dem. Hun vid-ste udmærket at det var onsdag i dag. I øvrigt var hun parat! Hunhavde taget sin frakke på, havde fundet kurven frem, havde samletsine tilbudskuponer. Hun havde endda hørt Yvonnes bil i det fjerne ...Nu var der så bare det at hendes kat stod foran døren, den var sulten,og det var da hun havde bøjet sig ned for at stille skålen at hun varfaldet og havde knaldet hovedet ned i det nederste trappetrin.

Paulette Lestafier faldt jævnligt, men det var hendes hemmelighed.Ingen måtte få det at vide, ingen overhovedet.

“Ingen overhovedet, forstår du,” truede hun tavst sig selv. ”Hver-ken Yvonne eller lægen, og da slet ikke knægten ...”

Man måtte rejse sig langsomt, vente på at genstandene blev normaleigen, gnide sig med lidt Synthol og skjule de dér forbandede blå mær-ker.

Paulettes blå mærker var aldrig blå. De var gule, grønne eller lilla, ogde var synlige på hendes krop i lang tid. I al for lang tid. Nogle gangei flere måneder ... Det var svært at skjule dem. Velmenende menne-sker spurgte indimellem hvorfor hun altid klædte sig som om det varmidt om vinteren, hvorfor hun altid havde strømper på og aldrig togsin vest af.

Det var især knægten der plagede hende med det:

9


– Hvad så, Bedste? Hvad er alt det der for noget? Tag dog noget afdet der af, du får jo hedeslag!

Nej, Paulette Lestafier var overhovedet ikke skør. Hun vidste kun alt forgodt at hendes kæmpemæssige blå mærker, der aldrig forsvandt, enskønne dag ville volde hende problemer ...

Hun vidste udmærket hvad der skete med nytteløse gamle kvindersom hende. Dem der lader kvikgræsset brede sig i køkkenhaven og måstøtte sig til møblerne for ikke at falde. Dem der ikke længere kantræde en nål og som ikke længere kan finde ud af at skrue op for lydenpå fjernsynet. Dem der forsøger sig med alle knapperne på fjernbet-jeningen og grædende af afmagt ender med at slukke for apparatet.

Bittesmå, forbitrede tårer.Med hovedet i hænderne foran det slukkede fjernsyn.

Men hvad så? Slet ikke noget? Ingen lyde længere overhovedet i helehuset? Ingen stemmer mere? Aldrig mere? Bare fordi man har glemtfarven på knappen? Knægten havde da ellers sat små farvede mærkaterpå ... Han havde klæbet dem på, ikke? En for kanalerne, en for lyden,en for afbryderknappen! Kom nu, Paulette! Hold nu op med at grædeog se på mærkaterne!

Gider I godt at holde op med at råbe af mig ... Mærkaterne er røgetaf for længst ... De røg af næsten med det samme ... Jeg har nu i fleremåneder ledt efter knappen, jeg kan ikke høre noget, jeg ser kunbillederne og hører en ganske svag mumlen ...

Lad være med at råbe sådan op, jeg bliver bare døv oven i købet ...


2

– Paulette? Paulette, er De der?

Yvonne knurrede. Hun frøs, trak sjalet tættere om sig og knurredeigen. Hun brød sig ikke om at komme for sent i supermarkedet.

Slet ikke.

Hun gik tilbage til bilen med et suk, slukkede for motoren og tog sinhue.

Paulette måtte være ude i haven. Paulette var altid ude i haven.Siddende på bænk ved siden af de tomme kaninbure. Hun sad der itimevis, måske fra morgen til aften, rank, ubevægelig, tålmodig, medhænderne hvilende på knæene og et tomt blik.

Paulette talte med sig selv, anråbte de døde og tryglede de levende.Talte til blomsterne, salathovederne, musvitterne og sin skygge.

Paulette var i færd med at gå fra snøvsen og kunne ikke længere holdestyr på dagene. I dag var det onsdag, og onsdag var indkøbsdag.Yvonne, der hver uge i mere end ti år var kommet for at tage hendemed, løftede havelågens slå med en jamren: ”Sikken en ulykke ...”

En ulykke at blive gammel, en ulykke at være så ensom og enulykke at ankomme sent til supermarkedet hvor der ikke længere villevære nogen ledige indkøbsvogne ved kasseapparaterne ...’

Men nej. Der var ikke nogen i haven.Fruentimmeret begyndte at blive bekymret. Hun gik om til bagsi-

den af huset og skærmede med hænderne for at kigge ind gennem vin-duet og tage bestik af stilheden.

11


“Du gode Gud!” udbrød hun, da hun fik øje på venindens krop somlå udstrakt på køkkenets flisegulv.

Den gode dame blev så rystet at hun lidt lemfældigt slog korsets tegnfor sig, forvekslede Sønnen med Helligånden, lidt banden blev detogså til, og gik så ud i skuret for at hente et redskab. Hun slog rudeni stykker med et hakkejern og klatrede med en vældig anstrengelse opi vindueskarmen.

Hun havde svært ved at komme gennem rummet, lægge sig på knæ ogløfte den gamle dames hoved – som lå i en lyserød pøl hvor mælk ogblod allerede var flydt sammen – op.

– Hallo! Paulette! Er De død? Er De død?

Katten spandt mens den slikkede gulvet; den bekymrede sig ikke omdramaet, god takt og tone og glasskårene rundt omkring.


3

Yvonne var ikke meget for det, men ambulancefolkene havde bedthende om at stige op i vognen sammen med dem for at få styr på depraktiske detaljer og indlæggelsesformaliteterne på hospitalet:

– Kender De hende, hende damen?Hun var blevet forarget:– Ja, det skulle jeg da nok mene! Vi gik i samme kommuneskole!– Nå, men stig så lige herop.– Hvad med min bil?– Den forsvinder ingen steder hen! Vi skal nok køre Dem tilbage

bagefter ...– Ja, ja da ..., sagde hun opgivende, – så må jeg gå på indkøb sene-

re ...

Der var ret ubekvemt oppe i ambulancen. Hun havde fået anvist etlillebitte sæde ved siden af båren, som det nogenlunde var lykkedeshende at klemme sig ned i. Hun klamrede sig til sin håndtaske og varved at falde ned ved hvert eneste sving.

En ung mand var sammen med hende. Han skældte ud fordi hanikke kunne finde nogen vene i patientens arm og Yvonne brød sig ikkeom den slags manerer:

– Lad være med at råbe sådan op, brummede hun, – lad være medat råbe ... Hvad er det egentlig De vil gøre ved hende?

– Lægge hende i drop.– Lægge hende i hvad for noget?På den unge mands blik forstod hun at hun hellere måtte dæmpe

sig lidt, så hun fortsatte sin lille monolog for sig selv: ”Vil du bare ligese der, hvordan han bakser rundt med hendes arm, jamen vil du bare

13


lige se der ... Sikken en redelighed! ... Jeg foretrækker ikke at se det ...Hellige Jomfru Maria! ... Hov! Det dér gør jo ondt på hende!”

Han stod og skruede på en lille ventil på slangen. Yvonne talteboblerne og bad på lykke og fromme. Sirenens tuden forhindredehende i at koncentrere sig.

Hun havde taget venindens hånd i skødet og glattede den mekanisksom var det sømmet på hendes nederdel. Sorgen og frygten gjorde detsvært for hende at være mere øm ...

Yvonne Carminot sukkede idet hun betragtede rynkerne, denhårde hud, de stedvist mørke pletter, neglene som stadig var fine, menhårde, snavsede og revnede. Hun havde lagt sin hånd ved siden af forat sammenligne. Hun var ganske vist yngre, og også mere trind, menhun havde først og fremmest haft færre sorger i denne verden. Hunhavde ikke skullet arbejde så hårdt og hun havde fået flere kærtegn ...Hun var for længst holdt op med at knokle rundt ude i haven ...Hendes mand fortsatte med kartoflerne, men hvad resten angik, så vardet meget bedre i Inter-supermarkedet. Grøntsagerne var rene og hunbehøvede ikke længere rense salathovederne for skovsnegle ... Og hunhavde sin familie: sin Gilbert, sin Nathalie og de små piger hun kunnepusle om ... Men Paulette, hvad havde hun tilbage? Ingenting. Ikkenoget der var noget værd. En død ægtefælle, en tøjte af en datter og etbarnebarn der aldrig besøgte hende. Så mange bekymringer, så mangeminder – som en rosenkrans af små ulykker ...

Yvonne Carminot var tankefuld: Det var altså det, et liv? Mere vejededet ikke? Så utaknemmeligt? Og så hende Paulette ... Sikke dog ensmuk kvinde! Og så god af sig! Som hun dog strålede førhen ... Menhvad så? Hvor var det dog blevet af alt sammen?

I samme øjeblik begyndte den gamle dames læber at bevæge sig. I étnu skubbede Yvonne dette filosofiske sammensurium der belemredehende, fra sig:– Paulette, det er Yvonne. Alt er i den skønneste orden, Paulette ... Jeg

14


var kommet for at tage på indkøb, og ...– Er jeg død? Var det det? Nu er jeg død?, hviskede hun.– Nej, nej, overhovedet ikke, Paulette, overhovedet ikke.

Selvfølgelig er De ikke død!– Åh, sagde hun og lukkede øjnene igen. – Åh ...Dette ”åh” var forfærdeligt. En lille, skuffet stavelse, modløs og

allerede opgivende.Åh, så jeg er altså ikke død ... Åh, jamen i så fald ... Åh, så kan det

også være det samme ... Åh, det må I meget undskylde ...

Yvonne delte ikke den opfattelse:– Nej, hør nu her! Det gælder om at leve, søde Paulette! Det

gælder om at leve, ikke også!

Den gamle dame rystede på hovedet, fra højre til venstre. Næstenumærkeligt og meget langsomt. En antydning af beklagelse,sørgmodig og stædig. Et lillebitte oprør.

Måske det første ...

Så blev der stille. Yvonne anede ikke hvad hun ellers kunne sige. Hunpudsede næse og tog atter venindens hånd i sin, mere forsigtigt.

– De har tænkt sig at sende mig på plejehjem, ikke?Det gav et sæt i Yvonne.– Nej da, selvfølgelig vil de ikke sende Dem på plejehjem! Nej, da.

Hvorfor siger De det? De vil behandle Dem, ikke andet. De erhjemme igen om få dage.

– Jeg ved godt at det ikke er sandt ...– Hvad? Nej, hør nu lige her! Hvad er nu det for noget? Og hvor-

for dog det, søde ven?Ambulancemanden gjorde et tegn med hånden for at få hende til

at dæmpe sig.

– Hvad med min kat?– Jeg skal nok tage mig af Deres kat ... De skal ikke være bekymret.

15


– Og min Franck?– Vi skal nok ringe til Deres barnebarn, vi ringer til ham lige

straks. Jeg skal nok tage mig af det.– Jeg kan ikke finde hans telefonnummer, jeg har vist forlagt

det ...– Jeg skal nok finde det!– Men De må helst ikke forstyrre ham ... Han arbejder meget

hårdt, som De ved ...– Ja, Paulette, det ved jeg godt. Jeg lægger en besked til ham. De

ved hvordan det er nu om dage ... Ungerne har alle mobiltelefoner ...Det forstyrrer dem ikke ...

– De kan sige til ham at jeg ... at jeg ... at ...Den gamle dame var ved at kvæles.

Idet ambulancen begyndte at køre op ad hospitalsrampen, mumledePaulette Lestafier hulkende: ”Min have ... Mit hus ... Vær sød at køremig tilbage til mit hus ...”

Yvonne og den unge ambulancemand havde allerede rejst sig.


4

– Hvornår har De sidst haft menstruation?

Hun stod allerede bag skærmen i færd med at kæmpe med buk-sebenene på sine jeans. Hun sukkede. Hun vidste at han ville spørgehende om det. Vidste det. Hun havde ellers taget sine forholdsregler... Hun havde sat håret op med en tung sølvspænde, hun var trådt oppå den forbandede vægt med knyttede hænder, idet hun forsøgte attrykke sig så meget sammen som muligt. Hun havde endda forsøgt athoppe ganske lidt for at flytte pilen ... Men det havde ikke været nokog nu skulle hun så have sin lille moralske opsang ...

Hun havde set det på hans øjenbryn lidt tidligere, da han havdefølt på hendes mellemgulv. Hendes ribben, hendes udstående hofter,de latterlige bryster og de tynde lår, alt dette generede ham.

Hun spændte roligt bæltet. Denne gang behøvede hun ikke atfrygte noget. Det var firmaets helbredsundersøgelse, ikke skolelægen.Lidt uforpligtende småsnak, og så ville hun være ude igen.

– Nå?

Nu sad hun overfor ham og smilede.

Det var hendes absolutte våben, hendes hemmelige stød, hendes lillefjertingest. At smile til en samtalepartner som bringer én i forlegen-hed, der findes ikke nogen bedre måde at skifte emne på. Desværrekendte fyren det der lille fif ... Med albuerne hvilende på bordet ogfoldede hænder sendte han hende et afvæbnende smil retur. Nu varhun nødt til at svare. Det burde hun i øvrigt have kunnet forudse, han

17


var ret sød, og hun havde ikke kunnet lade være med at lukke øjneneda han havde lagt hænderne på hendes mave ...

– Nå? Og ingen løgne, vel? Ellers vil jeg hellere have at De ladervære med at svare.

– Det er længe siden ...– Det siger sig selv, sagde han med en lille grimasse, – det siger sig

selv ... Otteogfyrre kilo for en meter og treoghalvfjerds, i det tempoforsvinder De snart helt bare De vender siden til ...

– Siden til hvad?, spurgte hun troskyldigt.– Øh ... siden til den der ser på Dem ...– Nå, på den måde! Undskyld, jeg kendte ikke det udtryk ...

Han skulle til at svare noget, men gjorde det så alligevel ikke. Med etsuk bøjede han sig ned for at tage en recept inden han igen kiggedehende i øjnene.

– Spiser De ikke?– Selvfølgelig spiser jeg!Hun følte sig pludselig meget mat. Hun var led og ked af alle de

diskussioner om hendes vægt, dødtræt af det. Hun havde fået smidtdet i hovedet i snart syvogtyve år. Kunne man ikke tale om nogetandet? For fanden, hun var her da! Hun var i live! Helt levende! Ligeså aktiv som alle andre. Lige så munter, trist, modig, følsom ogforstemmende som enhver anden ung pige. Der var et menneske de-rinde! Et menneske ...

Kunne man dog for Guds skyld ikke tale om noget andet med hendei dag?

– De er vel enig med mig, ikke sandt? Otteogfyrre kilo, det er ikkeligefrem at være overvægtig ...

– Nej, samtykkede hun opgivende, – nej ... Jeg er enig ... Det erlænge siden min vægt har været så langt nede ... Jeg ...

– De ...?– Nej, ikke noget.– Bare sig det.

18


– Jeg ... Jeg vil tro at jeg nok har kendt heldigere tider ...Han reagerede ikke.– Udfylder De formularen?– Ja, ja, nu skal jeg gøre det, sagde han og rystede sig, – øh ... Hvad

er det nu firmaet hedder?– Hvilket firma?– Det her, det hvor vi er nu, altså Deres ...– Tooclean.– Undskyld?– Tooclean.– Stort T u-k-l-i-n, stavede han.– Nej, c-l-e-a-n, rettede hun ham. – Jeg ved det, det er ikke særlig

logisk, det havde været bedre med ”Totalren”, men det er nok fordi degodt kunne lide det der amerikanske præg, ikke ... Det virker mereprofessionelt, mere ... vånnerfuld drim tim ...

Han fangede den ikke.– Hvad er det egentlig?– Undskyld?– Det her firma?

Hun lænede sig tilbage og strakte armene frem for sig, mens hun medstewardessestemme, gravalvorligt, beskrev forholdene ved sit nye ar-bejde:

– Tooclean, mine damer og herrer, er svaret på ethvert ønske omrengøring De måtte have. Private, erhverv, kontorer, foreninger, forret-ninger, bureauer, hospitaler, boliger, ejendomme eller værksteder, Toocleaner der for at yde Dem fuld tilfredshed. Tooclean rydder op, Tooclean gørrent, Tooclean fejer, Tooclean støvsuger, Tooclean polerer, Tooclean pudser,Tooclean desinficerer, Tooclean får det til at skinne, Tooclean gør detsmukkere, Tooclean sanerer, Tooclean fjerner lugtgener. Arbejdstider efterDeres ønsker. Smidighed. Diskretion. Omhyggeligt arbejde og konkur-rencedygtige priser. Tooclean, professionel rengøring for enhver smag!

19


Hun havde liret denne bemærkelsesværdige remse af sig i ét træk,uden at trække vejret. Hendes lille franske doktormand var helt paf:

– Et det en spøg?– Nej, da. I øvrigt kommer De til at se dream teamet, det sidder

lige bag døren ...– Hvad er det egentlig De laver?– Det har jeg jo lige fortalt Dem.– Nej, Dem ... Dem!– Mig? Jamen, øh, jeg rydder op, gør rent, fejer, støvsuger, polerer

og hele molevitten.– Er De rengøringsk... ?– Tsst ... Jeg foretrækker overfladetekniker ...Han anede ikke sine levende råd.– Hvorfor laver De det?Hun spilede øjnene op.– Nej, forstå mig ret, hvorfor ”det”? Hvorfor ikke noget andet?– Hvorfor ikke?– Har De ikke lyst til at lave noget mere ... øh ...– Berigende?– Ja.– Nej.

Sådan var han blevet siddende et stykke tid endnu, med hævet blyantog halvåben mund; så kiggede han på sit armbåndsur for at se datoenog spurgte hende, uden at se op:

– Navn?– Fauque.– Fornavn?– Camille.– Fødselsdato?– 17. februar 1977.

– Værsgo, mademoiselle Fauque, De er arbejdsduelig.– Strålende. Hvad skylder jeg?– Ikke noget, det er ... øh ... Det er Tooclean der betaler.

20


– Ååh, Tooclean, gentog hun idet hun rejste sig og gjorde en storteatralsk gestus, – så er jeg jo egnet til at rengøre lokummer, hvorherligt!

Han ledsagede hende hen til døren.Han smilede ikke længere; ansigtet var atter en maske af samvit-

tighedsfuld alvor.

Samtidig med at han trykkede dørhåndtaget ned, rakte han hendehånden:

– Nogle kilo til, måske? Bare for at glæde mig ...Hun rystede på hovedet. Den slags kneb virkede ikke med hende.

Afpresning og gode hensigter, dem havde hun fået nok af.– Lad os se hvad der sker, fik hun sagt. – Lad os se ...Samia kom ind efter hende.

Hun gik ned ad lastbilens trappe mens hun ledte efter en cigaret i sinelommer. Den tykke Mamadou og Carine sad på en bænk, i færd medat kommentere de forbipasserende og brokke sig fordi de gerne snartville hjem.

– Nå, hva’ så?, udbrød Mamadou med et grin, – hvad havde dugang i derinde? Jeg skal nå mit regionaltog! Lavede han heksekunsterpå dig, eller hvad?

Camille satte sig på jorden og smilede til hende. Ikke den samme slagssmil. Et gennemsigtigt smil, denne gang. Mamadou, hun spillede ikkeklog-klogere med hende, det var hun for stærk til...

– Er han okay?, spurgte Carine, idet hun spyttede en stump negl ud.– Helt fin.– Ha, jeg vidste det!, triumferede Mamadou, – det anede mig! Er

det ikke osse rigtigt at jeg sagde det til dig og Sylvie, at hun var split-ternøgen derinde!

– Han beder dig om at træde op på vægten ...– Hva’! Mig?, udbrød Mamadou. – Mig? Tror han at han får mig

21


op på vægten?Mamadou, der lavt anslået vejede omkring hundrede kilo, slog sig

på lårene.– Aldrig i livet! Hvis jeg kommer op på den tingest, maser jeg den,

og ham med! Og hvad ellers?– Han giver dig nogle indsprøjtninger, indskød Carine.– Hvaffor nogen indsprøjtninger?– Nej, nej, sagde Camille beroligende, – nej, han vil bare lytte til

dit hjerte og dine lunger ...– Det er okay ...– Han mærker også på din mave ...– Nej, hør nu her, sagde hun gnavent, – hør nu lige her, dér kan

han godt tro om. Hvis han så meget som rører ved min mave, æder jegham rå ... Små hvide doktormænd smager ret godt ...

Hun overdrev sin accent og gned sig på maven.– Åh ja, det er dejlig mam-mam ... Det er mine forfædre som har

fortalt mig det. Med maniok og hønekamme ... Mmm ...– Hvad med hende Bredart, hvad vil han gøre ved hende?

“Hende Bredart”, hvis fornavn var Josy, var deres kælling, deres mær,deres lede sæk og deres alles prygelknabe. Som en biting var hun ogsåderes chef. Deres ”Rengøringsleder” som det tydeligt stod at læse påhendes badge. Bredart-kvinden forpestede deres tilværelse, ganske vistindenfor de muligheder hun rådede over, men det var alleredeanstrengende nok ...

– Ikke noget. Når han finder ud af hvordan hun lugter, beder hanhende straks om at klæde sig på igen.

Carine havde ikke uret. Ud over de mange ovenfor nævnte fortrin,havde Josy Bredart tilbøjelighed til at svede meget.

Så blev det Carines tur; Mamadou tog en stak papirer op af sinstråkurv og lagde dem i Camilles skød. Camille havde lovet hende atkigge på dem og hun forsøgte nu at få hoved og hale på denne rod-sammen.

– Hvad er det her?

22


– Det er børnetilskuddene!– Jamen, hvad er alle de her navne for noget?– Det er da min familie!– Hvad for en familie?– Hvad for en familie, hvad for en familie! Min familie, selvføl-

gelig! Så brug dog indersiden af hovedet, Camille!– Alle de her navne, er det din familie?– Alle, bekræftede Mamadou stolt.– Jamen, sig mig, hvor mange unger har du?– Jeg har fem og min bror, han har fire ...– Jamen, hvorfor står de alle sammen her ...– Hvor, her?– Øh ... på papiret.– Det er nemmere fordi min bror og min svigerinde, de bor sam-

men med os, og i og med vi har den samme postkasse ...– Hør lige her, den går altså ikke ... De skriver at det kan I ikke ...

At du ikke kan have ni børn ...– Og hvorfor skulle jeg ikke kunne det?, udbrød hun forarget, –

min mor fik da tolv!– Hov, lad nu være med at gå i selvsving, Mamadou, jeg fortæller

dig jo bare hvad der står her. De beder dig om at forklare dine fami-lieforhold og at møde op med din familieattest.

– Hvorfor det?– Jeg tror ikke at jeres fidus er helt lovlig ... Jeg tror ikke at du og

din bror bare kan samle alle børnene på den samme ansøgning ...– Jo, men min bror, han har jo ikke noget!– Har han et arbejde?– Selvfølgelig har han det! Han er ved motorvejsvæsenet!!– Hvad med din svigerinde?Mamadou rynkede på næsen.– Hende, hun laver ikke en dyt! Ikke en dyt, siger jeg dig. Hun fly-

tter sig ikke, den dovne mokke, hun letter aldrig sin store røv!

23


Camille smilede indeni, hun havde svært ved at forestille sig hvad deri Mamadous øjne kunne gøre sig fortjent til betegnelsen ”stor røv” ...

– Har de begge opholds- og arbejdstilladelser?– Ja da!– Jamen, så kan de da bare indsende deres egen ansøgning ...– Jo, men min svigerinde, hun vil ikke opsøge de sociale myn-

digheder, og min bror, han arbejder om natten og sover om dagen, så...

– Jaså. Hvor mange børn får du egentlig børnepenge for lige i øje-blikket?

– Fire.– Fire?– Det er det jeg har prøvet at fortælle dig lige fra starten, men du

er ligesom de andre hvide, du har altid ret og du lytter aldrig!Camille sukkede, en smule irriteret.

– Problemet som jeg ville fortælle dig om er at de har glemt min Sis-si ...

– Minsissi er nummer hvad?– Hun er ikke et nummer, dit fjols!, udbrød den tykke kvinde

ophidset, – det er den sidste! Den lille Sissi ...– Nå, Sissi!– Ja.– Og hvorfor tæller hun ikke med?– Sig mig, Camille, gør du det med vilje eller hvad? Det er jo det

jeg har spurgt om hele tiden!Hun anede ikke hvad hun skulle svare ...– Det bedste ville være at tage hen på socialkontoret sammen med

din bror eller din svigerinde og alle papirerne, og forklare tingene fordamen ...

– Hvorfor siger du ”damen”? Hvad for en dame?– Det er lige meget, bare en af dem!, udbrød Camille hidsigt.– Nå ja, okay da, lad nu være med at hidse dig sådan op. Jeg

spurgte bare fordi jeg troede at du kendte hende ...

24


– Mamadou, jeg kender ingen på socialkontoret, jeg har aldrig no-gensinde sat mine ben der, forstår du?

Hun gav hende hendes rodsammen tilbage; der var også reklamer,billeder af biler og telefonregninger med i bunken.

Hun hørte hende småknurre: ”Hun sagde damen så jeg spørgerhende hvad for en dame det er da ret normalt for der er jo også mændog hvordan kan hun så vide når hun aldrig har været der om der erdamer? Der er da også mænd ... Er hun fru Ved-alt eller hvad?

– Sig mig er du sur, eller hvad?– Nej, jeg er ikke sur. Du siger bare at du nok skal hjælpe mig og

så gør du det ikke. Det er bare det. Ikke andet.– Jeg skal nok tage med jer.– På socialkontoret?– Ja.– Og du vil tale med damen?– Ja.– Og hvis det ikke er hende?Camille overvejede et kort øjeblik at give slip på lidt af sin ro, men

så dukkede Samia op igen.– Det er din tur, Mamadou ... Her, sagde hun, idet hun vendte sig

om, – det er lægens telefonnummer ...– Hvad skal jeg med det?– Hvad du skal med det? Hvad du skal med det? Hvor skulle jeg

vide det fra? For at lege doktor og patient, velsagtens! Han bad migom at give dig det ...

Han havde skrevet nummeret på sin mobil ned på en receptformular,med tilføjelsen: Jeg ordinerer Dem en god middag, ring til mig.

Camille Fauque krøllede den sammen og smed den i rendestenen.

– Ved du hvad, fortsatte Mamadou og rejste sig tungt mens hun ret-tede pegefingeren mod hende, – hvis du tager dig af spørgsmålet omSissi, så skal jeg bede min bror om at fremmane den elskede til dig ...

25


– Jeg troede at din bror arbejdede på motorvejene ...– Motorveje, forhekselser, ophævelser af forhekselser.Camille så opgivende op mod himlen.– Hvad med mig?, afbrød Samia, – kan han finde en kæreste til

mig?Mamadou gik forbi hende idet hun gjorde en kradsende bevægelse

gennem luften foran hendes ansigt:– Vi kan tale igen om det når du har givet mig min gulvspand

tilbage, dit fordømte kvindemenneske!– Hold kæft, hvor pisser du mig af med det der! Det er ikke din

spand, det er min! Din spand var rød!– Fordømte kvinde, hvislede den anden, – fordømte kvinde ...

Hun var knap nok kommet op af trinnene og ind i vognen før end denbegyndte at gynge. God fornøjelse derinde tænkte Camille med etsmil, idet hun greb sin taske. God fornøjelse ...

– Skal vi smutte?– Jeg kommer.– Hvad gør du? Tager du metroen sammen med os?– Nej, jeg går hjem.– Nå ja, det er rigtigt, du bor jo i et fint kvarter ...– Ja, sikkert ...– Vi ses i morgen ...– Hej piger.

Camille var inviteret hjem og spise hos Pierre og Mathilde. Hun lagdeen besked for at sige at hun ikke kom; det var en lettelse at få derestelefonsvarer.

Den så lette Camille Fauque gik altså sin vej. Kun vægten af hendesrygsæk holdt hende nede på asfalten, og så den – sværere at beskrivemed ord – af de sten som hobede sig op inde i hendes krop. Det vardet hun skulle have fortalt firmalægen for lidt siden. Hvis hun havdehaft lyst til det ... Eller kræfterne til det? Eller tiden måske? Sikkert

26


tiden, beroligede hun sig selv uden rigtigt selv at tro på det. Tiden varen størrelse hun ikke længere kunne begribe. For mange uger ogmåneder var forløbet uden at hun på nogen måde havde deltaget idem, og hendes enetale fra for lidt siden, denne absurde monologhvor hun forsøgte at overbevise sig selv at hun var lige så frejdig somenhver anden, var løgn fra ende til anden.

Hvad var det nu for et ord hun havde brugt? ”Levende”, ikke?Fuldkommen latterligt, Camille Fauque var ikke levende.

Camille Fauque var et spøgelse som arbejdede om natten og hobedesten op om dagen. Som bevægede sig langsomt, talte lidt og smuttedemed ynde.

Camille Fauque var en ung kvinde som man kun så ryggen af,skrøbelig og uhåndgribelig.

Man kunne ikke fæste nogen lid til scenen for lidt siden, der virkedeså let. Så nem. Så ubesværet. Camille Fauque løj. Hun nøjedes med atlade som om, tvang sig selv, gjorde vold på sig selv, foregav at hun vartil stede for ikke at blive bemærket.

Alligevel kom hun til at tænke på lægen ... Hun var ligeglad mednummeret på hans mobiltelefon, men måske havde hun forpasset enchance ... Han virkede tålmodig og mere opmærksom end mange afde andre ... Måske burde hun have ... Hun havde været lige ved ognæsten ... Hun havde været træt, hun burde også have lagt albuerne påskrivebordet og fortalt ham sandheden. Fortalt ham at hvis hun spisteså lidt, eller ingenting, var det fordi stenene optog al pladsen i hendesmave. At hun hver dag vågnede med følelsen af at tygge på grus, athun end ikke havde åbnet øjnene før hun allerede var ved at kvæles.At den verden der omgav hende ikke længere gav nogen mening, ogat hver ny dag var som en byrde hun ikke kunne løfte. Så gav hun sigtil at græde. Ikke fordi hun var ked af det, men for at få det alt sam-men til at glide. Tårene, denne væske, hjalp hende med at fordøjehendes skærver og gjorde det muligt for hende at ånde igen.

Ville han have hørt hende? Ville han have forstået hende?

27


Naturligvis. Det var derfor at hun ikke havde sagt noget.

Hun ville ikke ende som sin mor. Hun nægtede at hive i garnnøglen.Hun anede ikke hvor det kunne føre hen hvis hun begyndte. Forlangt, alt for langt, for dybt, for mørkt. Lige i øjeblikket magtede hunikke at se sig tilbage.

Lade som om, ja, men ikke se sig tilbage.

Hun gik ind i Franprix-supermarkedet som lå i stueetagen i den ejen-dom hvor hun boede og tvang sig til at købe nogle fødevarer. Hungjorde det til ære for den unge læges velvilje og Mamadous latter.Denne kvindes vældige latter, det åndssvage arbejde hos Tooclean,Bredart-kvinden, Carines meningsløse historier, skideballerne, de ud-vekslede cigaretter, den fysiske træthed, de ustyrlige, idiotiske lat-terudbrud og det lejlighedsvise dårlige humør, alt dette hjalp hende tilat leve videre. Til at leve, ja.

Hun vandrede flere gange rundt foran hylderne før hun besluttedesig. Hun købte nogle bananer, fire bægre yoghurt og to flasker vand.

Hun fik øje på ejendommens særling. En høj, sær fyr med briller somvar lappet sammen med plaster, rødbrune bukser og manerer som enmarsmand. Lige så snart han havde taget en vare op, lagde han den frasig igen, gik nogle skridt bort, skiftede mening, tog den igen, rystedepå hovedet, og endte med skyndsomst at forlade køen ved kasseappa-ratet når det blev hans tur for at lægge den tilbage. Ved en enkelt lej-lighed havde hun endog set ham forlade forretningen for så at gå de-rind igen og købe det glas mayonnaise han havde stillet fra sig lige før.En pudsig, sørgmodig klovn som morede tilskuerne, stammede forankassedamerne og knugede hendes hjerte.

Fra tid til anden mødte hun ham på gaden eller foran hoveddøren, ogdet var ikke andet end forviklinger, sindsbevægelser og ængstelser.Han stod atter og jamrede foran kodeboksen.

– Problemer?, spurgte hun.– Åh! Aha! Øh! Undskyld! Han vred de knugede hænder. –

28


Godaften, mademoiselle, De må meget undskylde at jeg ... øh ... ule-jliger Dem, jeg ... Jeg ulejliger Dem, ikke sandt?

Det var frygteligt at overvære. Hun vidste aldrig om hun skulle leaf det, eller føle medlidenhed. Denne sygelige skyhed, hans utroligtforskruede måde at tale på, de ord han brugte og hans flagrende hæn-der gjorde hende yderst ilde til mode.

– Nej, nej, det er helt i orden! Har De glemt koden?– For pokker, nej. I hvert fald ikke det jeg ved af ... altså ... Jeg

havde ganske vist ikke anskuet tingene fra den synsvinkel ... Dugodeste, jeg ...

– Måske har de ændret den?– Mener De det alvorligt?, sagde han, som om hun netop havde

fortalt ham at verdens undergang var nært forestående.– Vi får se ... 342B7 ...Døren klikkede.– Åh, hvor er jeg flov ... Hvor er jeg flov ... Jeg ... Det var ellers det

jeg havde trykket ... Jeg forstår det ikke ...– Det er helt i orden, sagde hun og skubbede til døren.

Han gjorde en pludselig bevægelse for at skubbe den op i hendes sted,men da han rakte ind over hende ramte han ved siden af og kom istedet for til at give hende et ordentligt dask over hovedet.

– Åh jammer! Det gjorde vel ikke ondt? Jeg er så forfærdelig klod-set, det må De virkelig meget undskylde ... Jeg ...

– Det er helt i orden, gentog hun for tredje gang.Han rørte sig ikke ud af stedet.– Øh ..., sagde hun tryglende, – ville De have meget imod at fly-

tte Deres fod, fordi den maser min ankel, og det gør faktisk rigtig ondt ...

Hun lo. Det var nervøst.

Da de var kommet ind i hallen, styrtede han hen til glasdøren for atlade hende komme ubesværet forbi.

– Ak, jeg skal desværre ikke op den vej, sagde hun beklagende ogpegede mod bunden af baggården.

29


– Bor De ude i baggården?– Øh, nej, ikke ligefrem ... snarere oppe på kvisten ...– Åh, javel ... Udmærket. Han hev i taskens håndtag som havde sat

sig fast i om messinghåndtaget. – Det må ... Det må være ganske be-hageligt ...

– Øh, ja, svarede hun med en grimasse, mens hun skyndte sig væk,– sådan kan man godt opfatte det ...

– Godaften, mademoiselle, råbte han efter hende, – og ... hils en-delig Deres forældre fra mig!

Hendes forældre ... Han var godt tosset, den fyr ... Hun kunne huskeen nat – hun kom næsten altid hjem om natten – hvor hun var stødtpå ham nede i hallen, iført pyjamas og jagtstøvler, og med en æske tør-foder i hånden. Han var helt ved siden af sig selv og spurgte hende omhun ikke havde set en kat. Hun svarede benægtende og var gået lidtrundt i baggården sammen med ham for at lede efter bemeldte kat.”Hvordan ser den ud?”, havde hun spurgt. ”Det aner jeg desværre ikke...”, ”Ved De ikke hvordan Deres kat ser ud?”. Han var stivnet: ”Hvorskulle jeg vide det fra? Jeg har aldrig haft nogen kat!” Hun havde væretkvæstet og havde efterladt ham der med en hovedrysten. Fyren varganske enkelt bare for flippet.

“Et fint kvarter ...” Hun kom til at tænke på Carines udtryk da hunsatte foden på det første af de et hundrede og tooghalvfjerds op tilhendes hule. Et fint kvarter, ja såmænd ... Hun boede på syvende salop ad bagtrappen i en prangende ejendom med udsigt til Champ-de-Mars, og i den forstand, ja, kunne man godt sige at hun boede i etchikt kvarter, for hvis man kravlede op på en skammel og lænede sigfaretruende ud til højre, kunne man ganske rigtigt lige netop skimtetoppen af Eiffel-tårnet. Men hvad resten angår, putte, så var det nuikke lige sagen ..

Hun klamrede sig til gelænderet og var ved at hoste lungerne opmens hun slæbte sine vandflasker efter sig. Hun gjorde aldrig ophold.Aldrig. Ikke på nogen af etagerne. En nat var hun kommet til det, oghun havde været ude af stand til at rejse sig igen. Hun havde sat sig på

30


fjerde sal og var faldet i søvn med hovedet hvilende på knæene.Opvågnen havde været ubehagelig. Hun var forfrossen, og der gik ad-skillige sekunder før det gik op for hende hvor hun var henne.

Hun sukkede ved tanken om hvor stegende hedt der måtte værederoppe; inden hun gik, havde hun lukket det lille tagvindue fordihun var bange for at det skulle begynde at regne og tordne. Når detregnede var hun våd, når vejret var godt som i dag var hun ved atkvæles, og om vinteren rystede hun af kulde. Camille kendte disse kli-matiske forhold på fingerspidserne, hun havde boet der i mere end etår. Hun klagede ikke, at få denne fuglepind havde været uventet, oghun kunne stadig huske Pierre Kesslers forlegne ansigtsudtryk dendag han havde skubbet døren til dette pulterkammer op og rakt hendenøglen.

Det var meget småt, snavset, overfyldt og som sendt fra forsynet.

Da han en uge forinden havde fundet Camille på sin dørtærskel, for-sulten, forstyrret og umælende, havde hun netop tilbragt flere nætterpå gaden.

Han var blevet forskrækket, da han havde fået øje på denne skyggepå reposen.

– Pierre?– Hvem er det?– Pierre ..., jamrede stemmen.– Hvem er De?Han tændte for trappelyset og blev endnu mere bange:– Camille? Er det dig?– Pierre, hulkede hun og skubbede en lille kuffert frem for sig, –

De må opbevare den her for mig ... Forstår De, det er mit udstyr ogjeg er bange for at det bliver stjålet ... Det hele bliver stjålet ... Det hele... Jeg vil ikke have at de tager mit værktøj fra mig, det vil slå mig ihjel... Forstår De? Det slår mig ihjel ...

Han troede at hun talte i vildelse:– Camille, hvad er det du fabler om? Hvor kommer du fra? Kom

dog ind!

31


Mathilde var dukket op bag ved ham og den unge kvinde sanksammen på deres dørmåtte.

De klædte hende af og lagde hende ind på det bagerste værelse. PierreKessler havde trukket en stol hen til sengen og betragtede hendeskræmt.

– Sover hun?– Det tror jeg ...– Hvad er der sket?– Jeg aner det ikke.– Jamen, vil du lige se hvilken tilstand hun er i!– Sssht ...

Hun vågnede midt om natten et døgn senere og fyldte ganske lang-somt badekarret for ikke at vække dem. Pierre og Mathilde sov ikke,men foretrak at lade hende være i fred. De beholdt hende i nogle dage,gav hende et sæt nøgler og stillede ingen spørgsmål. Den mand og denkvinde var en sand velsignelse.

Da han foreslog hende at flytte ind på et pigekammer han havde holdtfast ved i forældrenes ejendom længe efter deres død, trak han den lilleskotskternede kuffert der havde ført hende til dem, frem fra undersengen:

– Her, sagde han til hende.Camille rystede på hovedet.– Jeg foretrækker at efterlade den h...– Ikke tale om!, afbrød han hende kort for hovedet, – du tager den

med. Den har ikke noget at gøre hos os!

Mathilde ledsagede hende hen i et indkøbscenter, hjalp hende med atfinde en lampe, en madras, noget sengelinned, nogle gryder, en koge-plade og et lillebitte køleskab.

– Har du penge?, spurgte hun hende, inden hun lod hende gå.– Ja.– Klarer du dig?

32


– Ja, svarede Camille, der måtte holde tårene igen.– Vil du beholde et sæt nøgler til vores lejlighed?– Nej, nej, det skal nok gå. Jeg ... hvad kan jeg sige ... hvad kan ...Nu græd hun.– Du behøver ikke at sige noget.– Tak?– Ja, sagde Mathilde og trak hende ind til sig, – tak, det er fint, det

er helt fint.

De besøgte hende nogle dage senere.Turen op ad trappen havde udmattet dem og de sank sammen på

madrassen.Pierre lo, sagde at det mindede ham om hans ungdom og gav sig

til at synge en sang om bohemelivet. De drak champagne i plasticbæ-gre og Mathilde halede en masse lækre madvarer op af en stor pose.Den gode stemning og champagnen fristede dem til at stille noglespørgsmål. Hun svarede på enkelte af dem, de insisterede ikke.

Da de var på vej til at gå – Mathilde var allerede nogle trin nede adtrappen – gjorde Pierre Kessler omkring og greb hendes håndled.

– Du må få dig et arbejde, Camille ... Du er nødt til at arbejde nu ...

Hun så ned.– Det forekommer mig nu at jeg har lavet meget på det seneste ....

Rigtig, rigtig meget endda ...Han strammede sit greb. Det gjorde næsten ondt.– Det var ikke arbejde og det ved du udmærket vel!Hun så op og fastholdt hans blik:– Var det for at fortælle mig det at I hjalp mig? For at sige det?– Nej.Camille dirrede.– Nej, gentog han og slap hende. – Lad være med at vrøvle. Du ved

udmærket godt at vi altid har betragtet dig som vores egen datter ...– Underet eller ødelandet?Han smilede til hende og tilføjede:

33


– Få dig et arbejde. Under alle omstændigheder, så har du ikkenoget valg ...

Hun lukkede døren, ryddede op efter måltidet og fandt et stort kata-log fra Sennelier på bunden af posen. Din konto er altid åben ... mind-ede en post-IT hende om. Hun orkede ikke at bladre det igennem ogdrak resten af champagnen direkte fra flasken.

Hun havde gjort som han sagde. Hun arbejdede.I dag gjorde hun rent efter de andres lort, og det passede hende

fint.

Der var ganske rigtigt stegende hedt deroppe ... Super Josy havde ad-varet dem dagen forinden: ”Lad være med at brokke jer, piger, vioplever de sidste gode dage, derefter bliver det vinter og så fryser lem-merne til is! Så lad være med at beklage jer, ikke!”

For en gangs skyld havde hun ret. Det var sidst i september og da-gene blev synligt kortere. Camille tænkte at hun burde indrette sig an-derledes i år, gå tidligere i seng og stå op igen i løbet af eftermiddagenfor at få set solen. Sådan en tanke kom en smule bag på hende og detvar en smule skødesløst at hun tændte for telefonsvareren:

“Det er mor. Ja, altså ..., lød stemmen med en besk latter, – jeg vedikke om du ved hvem det er ... Mor, er du med? Det er det ord somartige børn bruger når de henvender sig til deres mødrene ophav, trorjeg nok ... For du har en mor, Camille, det husker du vel? Ked af atmåtte minde dig om dette kedelige forhold, men da det er den tredjebesked jeg efterlader siden i tirsdags ... Jeg ville bare vide om vi stadigskulle spise frokost sam...”

Camille slukkede og stillede den yoghurt, hun netop havde taget hul,på tilbage i køleskabet. Hun satte sig i skrædderstilling, tog pakkenmed tobak og forsøgte at rulle sig en cigaret. Hendes hænder forrådtehende. Hun måtte gøre flere forsøg for at rulle papiret uden at rive det

34


i stykker. Hun koncentrerede sig om sine bevægelser som om der ikkefandtes noget vigtigere i hele verden, og bed sig så hårdt i læberne athun kunne smage blod. Det var for uretfærdigt. For uretfærdigt atkløjes i det på den måde bare på grund af et stykke papir, efter at hunhavde haft en næsten normal dag. Hun havde talt, lyttet, leet, endogværet social. Hun havde koketteret for lægen og givet Mamadou etløfte. Det lød ikke af så meget, og dog ... Det var længe siden at hunhavde lovet nogen noget. Hun afgav aldrig løfter. Aldrig til nogen. Også var det nok med nogle få sætninger der kom ud af en maskine til atsplitte hendes hoved ad, til at trække hende baglæns og tvinge hendetil at lægge sig, knust som hun følte sig under vægten af usandsynligemurbrokker ...


100mm 153mm 153mm

226m

100mm 35mm

9 788711 331538

ISBN 978-87-11-33153-8

WWW.L INDHARDTOGR INGHOF.DK

Fire menneskers liv flettes

tilfældigt ind i hinanden,

og deres tilværelse bliver

aldrig den samme igen.

BARE SAMMEN er den hjertevarme historie om fire meget

forskellige personer, der imod alle odds ender med at bo sammen i

et unikt fællesskab. Philibert er adelig postkortsælger, en smule sær,

og bor i en kæmpe herskabslejlighed i Champ-de-Mars-kvarteret

ved Eiffeltårnet. Af økonomiske årsager er han nødt til at have

en bofælle; Franck, en rapkæftet, lettere arrig kok, der bruger sin

ugentlige fridag på at besøge sin gamle bedstemor, Paulette.

I samme ejendom, helt oppe under taget, bor Camille – en

talentfuld kunstner, der arbejder som rengøringskone. Da Camille

har allermest brug for hjælp, får Philibert hende installeret i den

store lejlighed, og det bliver starten på et ualmindeligt venskab.

ANNA GAVALDA (f. 1970) debuterede i 1999

med novellesamlingen Jeg ville ønske, der var

en, der ventede på mig et eller andet sted,

som hun fik stor litterær anerkendelse for.

Hun har siden udgivet i alt otte bøger, som er

oversat til mere end 30 sprog. Gavaldas store

gennembrudsroman Bare sammen har solgt

over en million eksemplarer alene i Frankrig og

er filmatiseret af Claude Berri. Anna Gavalda

bor i Seine-et-Marne med sine to børn.

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

FOTO / M. HEINRY

Anmelderne om Anna Gavalda

BARE SAMMEN:

“Forfatteren har skabt en helstøbt, vidunderligt livsbekræftende og under-holdende roman om livets grumhed.” – LITTERATURSIDEN

”På én gang enkelt og raffineret drejer hun en nærende sprød fortælling om kærligheden, der overvinder alt.” – POLITIKEN

JEG VILLE ØNSKE DER VAR ÉN DER VENTEDE PÅ MIG ET ELLER ANDET STED:

”Anna Gavaldas portrætter af moderne franskmænd byder på både stille katastrofer og spillende underfundighed … Gavalda kan nemlig skrive, så det synger, og hendes historier lyser klart længe efter, at man har lukket øjnene.” – WEEKENDAVISEN

JEG HAR ELSKET: ”Et lille mesterværk om de nære ting i livet, kærligheden, lykken og ikke mindst ulykken … Hendes bøger står sært lysende i det litterære landskab.”

– INFORMATION

LYKKEN ER EN SJÆLDEN FUGL: ”Anna Gavalda er så fransk som nogen eller noget. Elegant og erotisk, raffineret og stilsikker. Og helt, helt sin egen … Det er det smukkest beskrevne kærlighedsmøde mellem to voksne, jeg nogensinde har læst.” – NORDJYSKE

Anna G

avalda Bare samm

en

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

bare sammen af anna gavalda læseprøve 2

Documents