legend læseprøve

”LEVER IKKE KUN OP TIL HYPEN, DEN FORTJENER DEN.”

THE NEW YORK T IMES

NEW YORK TIMES BESTSELLER

June er en af Republikken Amerikas unge stjernesolda-ter og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører.

Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for be-skidte til at fange Day – og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører.

Efterhånden som June zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er død-sensfarlig og dybt begravet viden – og Republikken skyr

ingen midler for at holde sandheden skjult …

Brug QR-koden og hent en gratis prequel om Day og June – før de mødte hinanden.

9 7 8 8 7 1 1 3 3 6 8 3 0

★ ”EN VILD OG MEDRIVENDE BLANDING AF ACTION OG SCIENCE FICTION … LEGEND GIVER HUNGER GAMES-FANS NOGET DE HAR LYST TIL AT LÆSE.”

VOYA, STJERNEANMELDELSE

Til min mor

Legend Oversat fra engelsk af Lene Ewald Heselefter Legend First published by The Penguin GroupCopyright © Xiwei Lu, 2011All rights reservedCover art and design: Lori ThornDansk udgave © Forlaget Carlsen, 2015Sat med Adobe Caslon hos Kat·ArtOg trykt hos Livonia Print, 2015

ISBN 97887113368301. udgave, 1. oplag

www.carlsen.dkwww.lindhardtogringhof.dk

Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S,et selskab i Egmont

legend ombr_ny.indd 4 05/12/14 13.20

m a r i e l u

På dansk ved Lene Ewald Hesel

legendlegendlegendlegendlegend


DAY


FØRSTE DEL

� � �

DRENGENDRENGENDRENGENDRENGENDRENGENDER VANDRER DER VANDRER DER VANDRER DER VANDRER DER VANDRER

I LYSETI LYSETI LYSETI LYSETI LYSET


DAYDAYDAY

9

Min mor tror, jeg er død.

Det er jeg selvfølgelig ikke, men det er sikrere for hende at tro

det.

Mindst to gange om måneden bliver efterlysningsplakaterne

blæst op på storskærmene i Los Angeles’ centrum. De virker på

en eller anden måde malplacerede deroppe. Det meste af dét,

der vises på storskærmene, er glade ting: smilende børn under

en klar, blå himmel, turister, der poserer foran ruinerne af Gol-

den Gate Bridge, Republikken-reklamer i skrigende neonfarver.

Der er også anti-Kolonierne-proganda. Kolonierne er ude efter

vores land, skriger opslagene. De vil have dét, de ikke har. Lad

dem ikke besejre vores hjem! Støt sagen!

Og så er der alle mine forbrydelser. De lyser op på storskær-

mene i al deres mangefarvede pragt:

EFTERSØGT AF REPUBLIKKEN

J.NR. 462178-3233 “DAY”

---------------------------------------------

EFTERSØGT FOR OVERFALD, BRANDSTIFTELSE,

TYVERI, ØDELÆGGELSE AF MILITÆR EJENDOM

SAMT SABOTAGE AF KRIGSINDSATSEN

200.000 REPUBLIKANSKE SEDLER FOR

OPLYSNINGER, DER KAN FØRE TIL HANS

ANHOLDELSE


10

LEGEND

De viser altid forskellige fotos ved siden af opremsningen af for-

brydelser. Engang var det en fyr med briller og en stor manke

af kobberrøde krøller. En anden gang var det en skaldet fyr med

sorte øjne. Sommetider er jeg sort, sommetider hvid, somme-

tider gylden eller brun eller gul eller rød, eller hvad de nu kan

finde på.

Republikken har med andre ord ingen anelse om, hvordan jeg

ser ud. Det virker ikke, som om de ved noget som helst om mig,

bortset fra at jeg er ung, og at der ikke er noget match, når de

kører mine fingeraftryk gennem deres database. Det er derfor,

de hader mig, det er derfor, jeg ikke er den farligste forbryder i

landet, men den mest forhadte, den mest eftersøgte. Jeg stiller

dem i et råddent lys – får dem til at ligne idioter.

Det er sidst på eftermiddagen, men det er allerede bælg-

mørkt udenfor, og vandpytterne reflekterer storskærmenes bil-

leder. Jeg sidder i resterne af et smadret vindue i tre etagers

højde, skjult bag nogle rustne stålbjælker. Det var engang en

beboelses ejendom, men den er så forfalden, at den ikke står til

at redde. Gulvet flyder med ødelagte lamper og glasskår, og ma-

lingen skaller af væggene i store flager. I det ene hjørne ligger et

gammelt portræt af Elector Primo. Jeg spekulerer på, hvem der

mon har boet her; der er trods alt ingen, der er så tossede, at de

bare lader portrættet af Elector ligge og flyde på den måde.

Jeg har som sædvanlig samlet mit hår og stoppet det op i en

gammel gadedrengekasket. Mit blik er rettet mod det lille et-

planshus overfor. Mine fingre leger med den amulet, jeg har om

halsen.

Tess læner sig op ad væggen ved det andet vindue i rummet.

Hun holder øje med mig. Jeg er rastløs i aften, og som altid kan

hun mærke det.


DAY

11

Pesten har ramt Lake-sektoren hårdt. I skæret fra storskær-

mene kan Tess og jeg se soldaterne, der er i færd med at inspicere

husene nede for enden af vejen. De har alle sammen gasmasker

på, og deres blanke, sorte kapper hænger løst i varmen. Nogle

gange, når de kommer ud af et hus, maler de et stort rødt X på

hoveddøren. Derefter er der ingen, der kommer eller går – i det

mindste ikke, mens nogen ser det.

“Kan du stadigvæk ikke se dem?” hvisker Tess. Hendes ansigt

ligger i skygge, så jeg kan ikke se hendes udtryk.

I et forsøg på at tænke på noget andet begynder jeg at lave en

slangebøsse af nogle gamle elektrikerrør, der ligger på gulvet.

“De har ikke spist aftensmad. De har ikke siddet ved bordet i

flere timer.” Jeg skifter stilling og strækker mit dårlige ben.

“Måske er de ikke hjemme?”

Jeg sender hende et irriteret blik. Hun forsøger at trøste mig,

men det er jeg ikke i humør til. “De har tændt en lampe. Og se

stearinlysene; min mor ville aldrig lade så vigtig en ressource gå

til spilde og lade et stearinlys brænde, hvis ikke de var hjemme.”

Tess rykker nærmere. “Vi burde forlade byen et par uger.” Hun

forsøger at lyde rolig, men jeg kan høre en undertone af frygt.

“Pesten er snart drevet videre, og så kan du komme hjem igen

på besøg. Vi har mere end rigeligt til to togbilletter.”

Jeg ryster på hovedet. “En aften om ugen, husker du nok. Jeg

vil bare have lov at tjekke, hvordan de har det, en enkelt aften

om ugen.”

“Ja, men i den her uge har du været her hver eneste aften.”

“Jeg vil bare sikre mig, at de er okay.”

“Hvad nu, hvis du bliver syg?”

“Jeg tager chancen. Og du behøvede ikke tage med. Du kunne

have ventet på mig i Alta.”


12

LEGEND

Tess trækker på skuldrene. “Nogen skal jo holde øje med dig.”

Hun er to år yngre end mig, men sommetider lyder hun gammel

nok til at være min værge.

Tavse betragter vi soldaterne, der rykker nærmere min fami-

lies hus. Hver gang de stopper ved et hus, banker en af soldater-

ne på hoveddøren, mens en anden står ved siden af med trukket

pistol. Hvis ikke døren bliver åbnet inden for ti sekunder, spar-

ker den første soldat den ind. Jeg kan ikke se dem, når de først

er inde i folks huse, men jeg kender fremgangsmåden: En af

soldaterne tager en blodprøve fra hvert familiemedlem, sætter

den i den bærbare scanner og tjekker personen for pest. Hele

processen tager ti minutter.

Jeg tæller husene fra det sted, hvor soldaterne er nu, til det

hus, hvor min familie bor. Jeg må vente endnu en time, før jeg

kender deres skæbne.

Nede fra den anden ende af gaden lyder der et skrig. Mit blik

følger lyden, og min ene hånd flyver ned til kniven i mit bælte.

Tess holder vejret.

Det er et offer for pesten. Hun må have været syg i flere må-

neder, for hun har åbne, blødende sår, og jeg tager mig i at

tænke, hvordan soldaterne kan have overset hende under de

forrige inspektionsrunder. Hun vakler desorienteret rundt, hun

kaster sig fremad, men snubler og falder på knæ. Jeg ser tilbage

på soldaterne, som nu har fået øje på hende. Soldaten, der står

med pistolen i hånden, går hen mod kvinden, mens de 11 andre

bliver, hvor de er. Et enkelt pestoffer udgør ikke den store fare.

Soldaten hæver pistolen og tager sigte. En salve af gnister ind-

hyller den smittede kvinde.

Hun falder sammen på jorden og ligger så helt stille. Soldaten

vender tilbage til sine kammerater.


DAY

13

Jeg ville ønske, vi kunne få fat i en af soldaternes pistoler. Et

smukt våben som dét koster ikke alverden på markedet – 480

sedler, mindre end en kogeplade. Ligesom alle andre pistoler er

den yderst præcis, den finder sine mål ved hjælp af magneter

og elektriske udladninger og kan ramme på tre husblokkes af-

stand. Min far sagde engang, at det er en teknologi, vi har stjå-

let fra Kolonierne. Men det ville Republikken selvfølgelig aldrig

indrømme. Tess og jeg kunne købe fem af dem, hvis vi ville … I

årenes løb har vi lært at gemme en del af de penge, vi stjæler,

og reservere dem til nødstilfælde. Men det egentlige problem

med den slags våben er ikke udgifterne. Det er, at de er så nem-

me at spore. Hver eneste pistol har en indbygget sensor, der

registrerer brugerens position, håndfacon og fingeraftryk. Så

jeg må holde mig til mine hjemmelavede våben: slangebøsser af

elektrikerrør og andre småting.

“De har fundet en til,” siger Tess. Hun kniber øjnene sammen

for bedre at kunne se.

Jeg kigger ned på gaden. Soldaterne kommer væltende ud af

et andet hus. En af dem ryster en spraydåse og maler et kæmpe-

stort, rødt X på hoveddøren. Jeg kender det hus. Den familie,

der bor der, havde engang en lille pige på min alder. Mine brød-

re og jeg legede tit med hende, da vi var yngre – fangeleg og

gade hockey, som vi spillede med jernstænger og sammenkrøllet

papir.

Tess prøver at få mig på andre tanker og nikker ned mod den

tøjbylt, der ligger ved mine fødder. “Hvad har du med til dem i

dag?”

Jeg smiler og binder bylten op. “Nogle af de ting, vi har skaf-

fet i ugens løb. Der skulle være nok til at fejre det, når inspek-

tions runden er vel overstået.” Jeg roder rundt i den lille dynge


14

LEGEND

af småting i bylten og holder et par beskyttelsesbriller op. Jeg

tjekker dem igen for at sikre mig, at der ikke er revner i glas-

sene. “De er til John. En tidlig fødselsdagsgave.” Min storebror

fylder 19 senere på ugen. Han arbejder i 14-timers-skift ved

friktionsfyrene på den lokale fabrik, og på grund af varmen

og røgen kommer han altid hjem med røde, rindende øjne. Jeg

var så heldig at falde over beskyttelsesbrillerne i en sending

militær udstyr, som jeg plyndrede.

Jeg lægger dem på gulvet og gennemgår resten af indholdet.

Det er mest konservesdåser med kød og biksemad, som jeg har

neglet fra cafeteriaet på et luftskib, og et par gamle sko med

intakte såler. Jeg ville ønske, jeg kunne være der, når de åbner

bylten. Men det er kun John, der ved, at jeg stadig er i live, og

han har lovet ikke at sige noget til mor og Eden.

Eden bliver ti om to måneder, så om to måneder er det hans

tur til at tage Prøven. Selv dumpede jeg til Prøven, da jeg var ti.

Det er derfor, jeg er bekymret for Eden, for selvom han klart er

den klogeste af os tre, tænker han ligesom mig. Da jeg havde

overstået Prøven, følte jeg mig så sikker på mine svar, at jeg ikke

engang gad vente på bedømmelsen. Men så gennede vagterne

mig over i et hjørne sammen med en flok andre børn. De gav

mine prøvepapirer et særligt stempel og satte mig på et tog, der

kørte ind mod centrum. Jeg måtte ikke tage noget med, bortset

fra min halskæde. Jeg måtte ikke engang sige farvel til min fa-

milie.

Prøven leder i forskellige retninger, afhængigt af hvordan

man klarer den.

Den ultimative score, det højeste antal point, man kan opnå,

er 1500. Men det er der aldrig nogen, der har fået – eller, jo, en

enkelt gang for fire-fem år siden. Militæret gik helt i selvsving.


DAY

15

Gad vide, hvad der sker med en, der scorer så højt? Sikkert noget

med masser af penge og magt, mon ikke?

Hvis man får mellem 1450 og 1499 point, kan man klappe sig

selv på ryggen, for så får man adgang til seks år på high school

og derefter fire år på et af Republikkens absolut bedste og mest

prestigegivende universiteter: Drake, Stanford eller Brenan.

Man bliver ansat i Kongressen og tjener masser af penge. Glæde

og lykke følger automatisk med. I hvert fald hvis man skal tro

Republikken.

Hvis man får mellem 1250 og 1449 point, er man stadig godt

med. Man fortsætter på high school og derefter på et college,

som Republikken har valgt. Ikke dårligt.

Hvis man får mellem 1000 og 1249 point, klarer man den lige

akkurat. Man bliver udelukket fra high school, og man bliver en

af de mange fattige, ligesom min familie. De fattige har en høj

arbejdsrelateret dødelighed; enten drukner de i vandturbiner-

ne, eller de bliver dampet til døde i kraftværkerne.

Hvis man får under 1000 point, dumper man.

Det er næsten kun børn fra slumsektorerne, der dumper. Hvis

man tilhører den uheldige kategori, sender Republikken et par

embedsmænd hjem til familien. De får forældrene til at under-

skrive en kontrakt, hvormed de overlader barnet i statens vare-

tægt. Mændene forklarer familien, at barnet vil blive sendt til en

af Republikkens arbejdslejre, og at al kontakt dermed ophører.

Forældrene kan ikke gøre andet end nikke og acceptere. Nogle få

familier fejrer endda begivenheden, for Republikken giver dem

1000 sedler som en slags kondolencegodtgørelse. Penge plus en

mund mindre at mætte – hvor er regeringen dog hensynsfuld.

Bortset fra, at det hele er én stor løgn. Republikken kan ikke

bruge mindreværdige børn med dårlige gener. I heldige tilfælde


16

LEGEND

lader Kongressen barnet dø, før det bliver sendt til laboratorier-

ne for at blive undersøgt for diverse svagheder.

Nu er der fem huse igen. Tess ser uroen i mit blik og lægger en

hånd på min pande. “Er du ved at få hovedpine?”

“Nej, jeg har det fint.” Jeg spejder ned mod min families hus

og får det første glimt af et velkendt ansigt. Eden kigger hurtigt

ud ad det åbne vindue i retning af soldaterne, der nærmer sig,

og peger på dem med en eller anden hjemmelavet tingest af me-

tal. Så trækker han hovedet til sig og forsvinder ud af syne. Hans

hvide krøller skinner i det flakkende lys. Han har sikkert kon-

strueret metaldimsen, så den fungerer som en slags afstands-

måler eller noget i den stil.

“Han er blevet tynd,” mumler jeg.

“Han lever og er oppegående,” svarer Tess. “Det er da positivt,

skulle jeg mene.”

Lidt efter går John og min mor forbi vinduet, fordybet i sam-

tale. John og jeg ligner hinanden, selvom han er blevet mere

muskuløs af de lange arbejdsdage på fabrikken. Ligesom de fle-

ste andre i vores sektor har han skulderlangt hår, der er samlet

i en enkel hestehale. Hans vest er skjoldet af rødligt ler. Jeg kan

se, at mor skælder ham ud for et eller andet – sandsynligvis at

han lod Eden se ud ad vinduet. Hun dasker Johns hånd væk, da

hun får et af sine evindelige hosteanfald. Jeg puster ud. I det

mindste er de alle tre raske nok til at gå omkring i huset. Selv

hvis en af dem viser sig at være smittet, er det stadig så tidligt i

forløbet, at de ville have en chance for at blive raske.

Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, hvad der vil

ske, hvis soldaterne sætter kryds på hoveddøren. Min mor og

mine brødre vil sikkert blive stående som lammede inde i stu-

en, længe efter at soldaterne er gået videre. Så vil mor tage sin


DAY

17

sædvanlige tapre mine på, men hun vil sidde oppe hele natten

og tørre tavse tårer væk. I morgen vil de så begynde at modtage

små portioner mad og vand og vente på at få det bedre. Eller dø.

Jeg tænker på de stjålne penge, som Tess og jeg har skjult.

2500 sedler. Nok til at holde os med mad i flere måneder … men

ikke nok til at købe antipestserum.

Tre minutter slæber sig af sted. Jeg lægger slangebøssen fra mig

og leger sten, saks, papir med Tess. (Af en eller anden grund er hun

irriterende god til det). Jeg skæver flere gange over til min mors

vindue, men kan ikke få øje på nogen. De står sikkert ude ved ho-

veddøren, så de er klar til at lukke op, lige så snart det banker på.

Og så er tiden inde. Jeg læner mig så langt forover, at Tess

holder fast i min arm, så jeg ikke falder ud af vinduet. Soldater-

ne hamrer på døren. Min mor lukker op med det samme, lader

soldaterne komme ind og lukker så døren igen. Jeg spidser ører

for at høre stemmer, skridt, hvad som helst, der kan fortælle

mig, hvad der sker. Jo før det er ovre, desto før kan jeg snige mig

ned med bylten.

Stilheden trækker ud. “Intet nyt er godt nyt, som de siger,”

hvisker Tess.

“Meget morsomt.”

Jeg tæller sekunderne inde i hovedet. Der går et minut. Så to,

tre, fire, og endelig er der gået ti minutter.

15 minutter. 20 minutter.

Jeg ser på Tess. Hun trækker på skuldrene. “Måske er deres

scanner i stykker,” foreslår hun.

Der går 30 minutter. Jeg viger ikke fra min udsigtspost; jeg tør

ikke, jeg er bange for, at der vil ske noget så hurtigt, at jeg vil gå

glip af det, hvis jeg så meget som blinker med øjnene. Jeg trom-

mer utålmodigt på knivskæftet med fingrene.


18

LEGEND

40 minutter. 50 minutter. En time.

“Der er noget galt,” hvisker jeg.

Tess snerper munden sammen. “Det ved du ikke.”

“Jo, jeg gør. Hvorfor skulle det ellers tage så lang tid?”

Tess skal lige til at svare, men før hun når at sige noget, kom-

mer soldaterne endelig ud af huset i en lang række. De er fuld-

stændig udtryksløse. Da de alle er defileret ud, lukker den sidste

soldat døren efter sig – og rækker ned efter noget ved hoften.

Med ét bliver jeg svimmel. Jeg ved, hvad der er på vej.

Soldaten strækker armen frem og sprøjter en rød skrå streg

hen over hoveddøren. Så sprøjter han en anden, så de to streger

tilsammen danner et stort X.

Jeg bander dæmpet og begynder at rejse mig –

– da soldaten gør noget uventet, noget, som jeg aldrig har set

før.

Han sprøjter en tredje, vandret linje hen over X’et, så det bli-

ver skåret midtover.


JUNEJUNEJUNE

19

Kl.13:47

Drake University, Batalla-sektoren.

22°C indendørs.

Jeg sidder i dekansekretærens forkontor. Igen. På den anden side af den matterede rude i døren kan jeg se en flok af mine klasse-kammerater (fjerdeårsstuderende, alle sammen mindst fire år ældre end mig), der driver rundt ude på gangen i et forsøg på at høre, hvad der foregår. En del af dem så mig blive hevet ud af eftermiddagens eksercits (dagens lektion: sådan lader og aflader man en XM-621 riffel) af et par truende vagter. Og når det sker, spreder nyheden sig hurtigt over hele campusområdet. Republikkens kæledægge har rodet sig ud i problemer igen. Bortset fra en svag summen fra sekretærens computer er der helt stille i forkontoret. Jeg har efterhånden indprentet mig selv de mindste detaljer ved det her kontor (på gulvet: håndgjorte marmorfliser importeret fra Dakota; i loftet: 324 kvadratiske plader af plastic; på bagvæggen: seks meter grå forhæng dra-peret på hver side af portrættet af den glorværdige Elector; på sidevæggen: en 30-tommers skærm (lyden er slået fra) med overskriften “forræderiske ‘patrioter’ bomber lokal militærforlægning – fem dræbte” fulgt af “republik-ken besejrer kolonierne i slaget om hillsboro”. Arisna Whitaker, dekanens sekretær, sidder bag sit skrivebord


LEGEND

20

og taster på glasset – velsagtens min anmærkning. Det bliver min ottende anmærkning i semestrets første halvdel. Jeg vil godt vædde på, at jeg er den eneste elev på Drake, der har fået otte anmærkninger på tre måneder uden at blive smidt ud. “Kom De til skade med Deres hånd i går, miss Whitaker?” spørger jeg. Hun holder op med at skrive og ser på mig. “Hvad får dig til at tro det, miss Iparis?” “Uregelmæssige pauser i anslagene. De bruger næsten ude-lukkende venstre hånd.” Miss Whitaker sukker og læner sig tilbage i stolen. “Ja, June. Jeg forvred mit håndled i går i en kivakamp.” “Det lyder ikke rart. Prøv at lægge svinget i armen og ikke i håndleddet.” Egentlig er det ment som en hjælp, men jeg kan godt selv høre, at det lyder lidt nedladende, og det virker heller ikke lige-frem, som om det gør hende gladere. “Lad os få noget på det rene, miss Iparis,” siger hun. “Du tror sikkert, at du er frygtelig klog. Du tror måske, at dine fine karakterer udløser en eller anden form for særbehandling. Måske tror du ligefrem, at du har fans her på universitetet.” Hun vifter i retning af de elever, der klumper sig sammen lige uden for døren. “Men person-ligt er jeg meget træt af vores små sammenkomster her på mit kontor. Og tro mig, når du engang har fået din eksamen og til-træder den stilling, som Republikken har valgt til dig, vil dine narrestreger ikke imponere dine overordnede. Er du med?” Jeg nikker, for det er dét, hun vil have mig til. Men hun tager fejl. Jeg tror ikke bare, at jeg er klog. Jeg er den eneste i hele Republikken, der scorede 1500 point til Prøven. Jeg blev anbragt hér på Republikkens allerbedste universitet, da jeg var


JUNE

21

12 år gammel, fire år før alle andre. Så sprang jeg andet år over. Jeg har fået topkarakterer på Drake i tre år. Jeg er klog. Jeg har dét, som Republikken betragter som gode gener, og mine lærere siger altid, at gode gener giver bedre soldater, der igen øger sandsynligheden for en sejr over Kolonierne. Og hvis jeg ikke føler, at eftermiddagseksercitsen i tilstrækkelig grad lærer mig, hvordan man fuldt bevæbnet klatrer op ad mure, så … tja, det var ligesom ikke min skyld, at jeg var nødt til at klatre op ad siden på en 19-etages bygning med en XM-621-riffel på ryg-gen. Man kan vel sige, at jeg bare tog ansvar for egen læring. Og jeg gjorde det for Republikkens skyld. Der går rygter om, at Day engang tilbagelagde fem etager på under otte sekunder. Hvis Republikkens mest eftersøgte forbryder kan lave sådan et stunt, hvordan skal vi så nogen-sinde kunne fange ham, hvis vi ikke er lige så hurtige? Og hvis vi ikke kan fange ham, hvordan skal vi så vinde krigen? Der lyder tre bip fra miss Whitakers bord. Hun trykker på en knap. “Ja?” “Kaptajn Metias Iparis holder uden for porten,” svarer en stemme. “Han skal hente sin søster.” “Godt. Send ham bare ind.” Hun slipper knappen og peger anklagende på mig. “Jeg håber, at din storebror snart begynder at holde bedre øje med dig, for hvis du og jeg mødes én gang til i det her kvartal –” “Metias holder bedre øje med mig end vores døde forældre,” siger jeg, måske en anelse skarpere, end det var meningen. Der sænker sig en ubehagelig tavshed. Efter noget, der føles som en evighed, lyder der endelig stå-hej ude i gangen. Eleverne, der står klinet op ad døren, deler sig, og deres skygger gør plads for en høj silhuet. Min bror.


LEGEND

22

Da Metias åbner døren og træder ind, får jeg øje på nogle af pigerne ude i gangen, der forsøger at skjule deres smil bag hænderne. Men Metias ser kun mig. Vi har de samme øjne – sorte med et gyldent glimt – de samme sorte øjenvipper og sort hår. De lange øjenvipper kommer især Metias til gode. Selv efter at døren har lukket sig, kan jeg høre dem hviske og fnise ude i gangen. Det ser ud, som om Metias kommer direkte fra patruljetjeneste. Han er stadset op i fuld uniform: sort dobbelt radet officersfrakke med guldknapper, handsker (neopren, med spectra-fór og en kaptajns broderede grads-tegn), blanke epauletter på skuldrene, stiv kasket, sorte bukser, blankpudsede støvler. Mit blik møder hans. Han er rasende. Miss Whitaker sender Metias et blændende smil. “Ah, kap-tajn!” udbryder hun. “Det er altid en fornøjelse at se Dem!” Metias sætter høfligt en finger til kasketten. “Jeg beklager, at det – igen – sker under disse omstændigheder,” svarer han. “Det skal De ikke tænke på, kaptajn.” Sekretæren vifter ba-gatelliserende med hånden. Sikke en spytslikker – ikke mindst i lyset af dét, hun lige har sagt om Metias. “Det er jo ikke Deres skyld, at Deres søster blev grebet i at klatre op ad et høj-hus, der ligger to blokke væk fra campus, i frokostpausen. Som De ved, må vores elever kun bruge vores egne, reglementerede klatremure til fysisk træning, og det er forbudt at forlade cam-pus midt på dagen –” “Ja, det ved jeg,” afbryder Metias og ser på mig ud af øjen-krogen. “Jeg så helikopterne kredse et sted i nærheden af Dra-ke ved middagstid og fik en mistanke om, at June på en eller anden måde havde noget med det at gøre.” Der havde været tre helikoptere. De kunne ikke selv klatre


JUNE

23

op ad højhuset og få mig ned på dén måde, så de måtte hale mig ned med et net. “Tak for hjælpen,” siger Metias til sekretæren. Han vender sig om mod mig og knipser med fingrene som tegn til, at jeg skal rejse mig. “Når June vender tilbage til campus, vil hun vise sig fra sin allerbedste side.” Jeg ignorerer miss Whitakers falske smil, da jeg følger efter min bror ud i gangen. Eleverne flokkes om os. “June,” udbry-der en fyr ved navn Dorian, der to år i træk (uden held) har inviteret mig med til det årlige bal på Drake. “Er det rigtigt, hvad de siger? Hvor højt nåede du op?” Metias afbryder ham med et strengt blik. “June er på vej hjem.” Så planter han en hånd på min ene skulder og styrer mig væk fra mine klassekammerater. Jeg ser mig tilbage og smiler til dem. “14 etager,” svarer jeg. Gangen genlyder igen af deres sum-men. På en eller anden måde er dét det nærmeste forhold, jeg har til de andre elever på Drake. Jeg er respekteret, jeg bliver diskuteret og sladret om – ikke så meget snakket med. Sådan er livet for en 15-årig fjerdeårsstuderende på et uni-versitet, der er beregnet til elever på 16 og op. Metias siger ikke et ord, mens vi baner os vej gennem gan-gene, forbi de velplejede plæner og statuen af den glorværdige Elector i universitetets store atriumgård og til sidst ud gennem en af gymnastiksalene. Mine klassekammerater er i gang med eftermiddagens øvelse, som jeg også skulle have deltaget i. De løber rundt på den kæmpestore løbebane, der er omgivet af en 360 graders simuleringsskærm, der forestiller en menneske-tom, trøstesløs krigszone. De holder rif lerne foran sig og øver sig i at lade og af lade hurtigst muligt, mens de løber. På de


LEGEND

24

f leste andre universiteter er der ikke så mange militærstude-rende, men på Drake er vi næsten alle sammen på vej til en karriere i militæret. Nogle få er udpeget til politik og en plads i Kongressen, og nogle udvælges til at blive på universitetet og undervise. Men Drake er Republikkens bedste universitet, og eftersom de bedste fortsætter i militæret, er vores øvelses-lokaler og -baner altid proppet med kadetter. Da vi langt om længe når ud til en af de gader, der omgiver universitetet, og jeg klatrer ind på bagsædet af den ventende militærjeep, kan Metias næsten ikke rumme sin vrede længe-re. “Bortvist i en uge?! Hvordan vil du forklare det?” forlanger han at få at vide. “Jeg kommer tilbage efter at have taget mig af Patrioternes oprørere hele formiddagen, og hvad hører jeg? Helikoptere to husblokke fra Drake. En pige, der klatrer op ad en skyskraber.” Jeg veksler et venligt blik med Thomas – soldaten, der sid-der i førersædet. “Undskyld,” mumler jeg. Metias vender sig i passagersædet og kniber øjnene sam-men. “Hvad fanden tænkte du på? Var du ikke klar over, at du havde forladt campus?” “Jo.” “Ja, selvfølgelig var du da det. Du er 15 år. Du klatrede 14 etager op –” Han tager en dyb indånding, lukker øjnene og slår koldt vand i blodet. “Jeg ville virkelig sætte pris på bare en gang imellem at kunne passe mit arbejde uden at skulle bekymre mig om, hvad du finder på.” Jeg forsøger at fange Thomas’ blik i bakspejlet, men han stirrer stift på vejen. Selvfølgelig, jeg skal ikke forvente hjælp fra hans side. Han ser lige så ulastelig ud som altid, med sit perfekte pomadehår og sin pertentligt pressede uniform. Alt


JUNE

25

sidder, præcis som det skal. Thomas er Metias’ underordnede og adskillige år yngre end ham, men han er mere disciplineret end nogen anden, jeg kender. Indimellem ville jeg ønske, at jeg selv var lige så disciplineret. Han misbilliger sikkert mine små stunts endnu mere end Metias. Vi forlader centrum af Los Angeles og kører ud ad hoved-vejen i tavshed. Scenen skifter fra den indre Batalla-sektors 100-etages skyskrabere til tætpakkede kasernetårne og civile boligkomplekser på 20-30 etager med røde advarselsblink på taget. Årets mange storme og uvejr har f lået det meste af ma-lingen af. Murene bliver holdt sammen af jerndragere på kryds og tværs. Jeg håber, de snart får forstærket de støttebjælker. Krigen har været ret intens på det sidste, og efter at de penge, der var afsat til udbedring af infrastrukturen, i årtier er blevet omdirigeret til krigsmateriel, tvivler jeg på, at de her bygning-er kan modstå endnu et jordskælv. Nogle minutter efter fortsætter Metias i et roligere tonefald. “Du gjorde mig faktisk rigtig forskrækket i dag,” siger han. “Jeg var bange for, at nogen ville forveksle dig med Day og skyde efter dig.” Jeg ved godt, at han ikke mener det som en kompliment, men jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg læner mig frem og lægger armene på det øverste af hans sæde. “Hey,” siger jeg og rykker ham i øret, sådan som jeg gjorde, da jeg var lille. “Jeg er ked af, at jeg gjorde dig forskrækket.” Han pruster hånligt, men jeg kan allerede mærke, at hans vrede er ved at fortage sig. “Ja, det siger du hver gang, Junebug. Giver de dig ikke nok udfordringer på Drake? For så ved jeg snart ikke, hvor du kan lære mere.” “Jo, du gør så … Tag mig med på en af dine missioner! Det


LEGEND

26

får jeg garanteret meget mere ud af, og så holder jeg mig langt væk fra problemer.” “Godt forsøgt, men nej. Du skal ingen steder, før du har taget din eksamen og får din egen patrulje.” Jeg bider mig i tungen. Metias tog mig faktisk – én gang – med på en mission sidste år, da alle tredjeårseleverne på Drake skulle i praktik i et af værnene. Hans chef sendte ham ud for at dræbe en undsluppet krigsfange fra Kolonierne. Metias tog mig med, og sammen jagtede vi krigsfangen længere og læn-gere væk fra den stribe land, der løber helt oppe fra Dakota og ned til West Texas, og som skiller Republikken fra Kolonierne – væk fra grænsehegnene og krigszonen, hvor himlen er over-sået med luftskibe. Jeg sporede fangen til en gyde i Yellowsto-ne City i Montana, og Metias skød ham. Under jagten brækkede jeg tre ribben og fik en kniv begravet i det ene lår. Nu nægter Metias at tage mig med nogen steder. Da han endelig siger noget igen, lyder han nysgerrig mod sin egen vilje. “Sig mig,” hvisker han, “hvor længe var du så om at nå de 14 etager?” Thomas laver en misbilligende strubelyd, men jeg f lækker af grin. Uvejret er ovre. Metias elsker mig igen. “Seks minutter og 44 sekunder,” hvisker jeg tilbage til min bror. “Hvad siger du så?” “Det må næsten være rekord. Altså ikke, at du skal sætte nogen som helst rekorder.” Thomas standser jeepen for rødt lys og ser opgivende på Metias. “Miss Iparis lærer jo aldrig noget, hvis du bliver ved med at rose hende, når hun bryder reglerne, kaptajn.” “Arh, kom nu, Thomas.” Metias dunker ham i ryggen. “Der sker ikke noget ved at overtræde en enkelt regel en gang


JUNE

27

imellem, og især da ikke, når man gør det for at dygtiggøre sig selv for Republikkens skyld. Sejr over Kolonierne. Ikke?” Der bliver grønt. Thomas vender blikket tilbage til vejen (det ser ud, som om han tæller til tre inde i hovedet, før han sætter jeepen i gear). “Jo,” mumler han. “Men du skulle nu sta-dig være forsigtig med, hvad du opmuntrer miss Iparis til – ikke mindst i betragtning af, at jeres forældre er døde.” Metias’ mund bliver en stram streg, og han får et velkendt, anspændt blik i øjnene. Uanset hvor skarp min intuition er, uanset hvor godt jeg klarer mig på Drake, og uanset hvor perfekt jeg scorer i forsvar og måltræning og nærkamp, vil jeg altid kunne se den angst i Metias’ øjne. Han er bange for, at der en dag vil ske mig noget grimt – som den trafikulykke, der kostede vores forældre livet. Den angst forlader aldrig hans ansigt. Og det ved Thomas. Jeg var så lille, da vores forældre døde, så jeg savner dem ikke på samme måde, som Metias gør. Når jeg græder over at have mistet dem, græder jeg, fordi jeg næsten ikke kan huske dem. Bare slørede minder af lange voksenben, der bevæger sig rundt i vores lejlighed, og hænder, der løfter mig op i min høje stol. Det er det hele. I alle de andre minder fra min barndom – som den-gang jeg skuede ud over gæsterne i auditoriet, da jeg modtog en pris, eller når nogen lavede suppe til mig, fordi jeg var syg, eller når jeg blev skældt ud eller puttet i sengen om aftenen – er jeg ikke sammen med mine forældre, men sammen med Metias. Vi kører gennem halvdelen af Batalla og forbi nogle fattige blokke. (Kan de gadetiggere da ikke holde sig lidt længere væk fra jeepen?) Endelig når vi frem til Rubys funklende højhuse i forskudte terrasser, og så er vi hjemme. Metias stiger først ud. Da jeg følger efter, sender Thomas mig et lille smil.


DAYLEGEND

28

“Vi ses, miss Iparis,” siger han og sætter en finger til kasketten. Jeg har opgivet at få ham til at kalde mig June – han forandrer sig aldrig. Men det er heller ikke så tosset at blive tiltalt ‘miss’. Det lyder pænt. Når jeg bliver ældre, og Metias ikke besvimer ved tanken om, at jeg går ud med fyre, kunne vi måske … “Hej, Thomas. Tak for liftet.” Jeg smiler til ham og klatrer ud af jeepen. Metias venter, til jeg har smækket bildøren. Så vender han sig om mod mig og sænker stemmen. “Jeg kommer sent hjem i af-ten,” siger han. Han har det der anspændte udtryk i øjnene. “Du skal ikke gå ud alene. Det forlyder fra fronten, at de slukker for strømmen til boligerne for at spare energi til luftbaserne. Ga-derne vil være mørkere, end de plejer. Så bliv inden døre, okay?” Jeg sukker. Jeg ville ønske, Republikken ville skynde sig at vinde den krig, så vi måske kunne opleve at have elektricitet en hel måned i træk. “Hvor skal du hen? Må jeg komme med?” “Jeg skal bevogte et laboratorium på Los Angeles Central-hospital. Der kommer en leverance af en eller anden muteret virus – det burde ikke tage hele natten. Og jeg har allerede sagt nej. Ingen missioner.” Metias tøver. “Jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan. Der er meget, vi skal tale om.” Han lægger hænderne på mine skuldre, ignorerer mit spørgende blik og kysser mig hurtigt på panden. “Elsker dig, Junebug,” siger han – det er hans helt personlige afsked, hans kendingsfarvel. Han vender sig og stiger ind i jeepen igen. “Jeg venter ikke oppe,” siger jeg, men han sidder allerede i jeepen, der trækker ud fra kantstenen. “Pas på dig selv,” mum-ler jeg. Men Metias er for langt væk til at kunne høre det.


”LEVER IKKE KUN OP TIL HYPEN, DEN FORTJENER DEN.”

THE NEW YORK T IMES

NEW YORK TIMES BESTSELLER

June er en af Republikken Amerikas unge stjernesolda-ter og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører.

Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for be-skidte til at fange Day – og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører.

Efterhånden som June zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er død-sensfarlig og dybt begravet viden – og Republikken skyr

ingen midler for at holde sandheden skjult …

Brug QR-koden og hent en gratis prequel om Day og June – før de mødte hinanden.

9 7 8 8 7 1 1 3 3 6 8 3 0

★ ”EN VILD OG MEDRIVENDE BLANDING AF ACTION OG SCIENCE FICTION … LEGEND GIVER HUNGER GAMES-FANS NOGET DE HAR LYST TIL AT LÆSE.”

VOYA, STJERNEANMELDELSE

legend læseprøve

Documents