159 mm 159 mm25 mm

236

mm

236

mm

DAG MAR

R o m a n

S A M L E R E N

R o m a n

M A R I A

H E L L E B E RG

M a r i a F e o d o r o v n a

MA

RI

A

HE

LL

EB

ER

G

D

AG

MA

RS

AM

LE

RE

N

Dagmar er datter af Christian IX og dronning Louise og bliver som sine søstre gift ind i Europas fyrstehuse. Dagmars skæbne bliver dog den mest dramatiske af dem alle: Med ægteskabet med Ruslands kronprins og senere zar Alexan-der III, bliver Dagmar til kejserinde Maria Feodorovna og må fi nde fodfæste i et ældgammelt, enevældigt monarki i et dybt forarmet land.

Mange år senere, med hendes søn Nikolaj II ved magten, bliver hun som Enkekejserinde kastet midt ind i en af ver-denshistoriens mest dramatiske og blodige begivenheder, da revolutionen bryder ud, Romanov-dynastiet står for fald og zarfamilien bliver spredt for alle vinde.

Dagmars ældste søn, hans hustru, deres søn og fi re døtre myrdes af de revolutionære – et faktum, som Dagmar til sin død nægter at tro. Efter to år i husarrest på Krim vender hun tilbage til Danmark, og herfra, på landstedet Hvidøre i Nordsjælland, ser hun som 80-årig tilbage på sit liv, der blev det mest utrolige i det danske kongehus’ historie.

MARIA HELLEBERG, født 1956, er med sto-re historiske romaner som Kærlighedsbarn og Dronningeskolen blevet en af Danmarks mest læste og populære forfattere. Senest har hun skrevet Alberto, den fantastiske historie om billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, ver-dens mest berømte kunstner på sin tid.

”Den historiske romans førstedame.” – INFORMATION

“Maria Helleberg formår at skildre miljø og personer, så alt synes at vokse lyslevende op for vore øjne og hjerner.” – INGE HOLM KNUDSEN, FYENS STIFTSTIDENDE

FO

TO

: M

OR

TE

N H

OL

TU

M

DAGMARmaria feodorovna

32938 Dagmar.indd 1 20-09-2007 08:39:16

Af samme forfatterSeersken 1986

Så mangen sti vild 1988Som en vredens plov 1989Marskallens kvinde 1990

Statholderens hustru 1991Mathilde 1991

Slavebarnet 1992Fremmede naboer. Polens historie 1992

Børnejægeren 1993Undtagelsestilstand 1993Lucrezias ægteskab 1994Louise længe leve 1994

Knivstikkeren 1995Valeria 1995

Svanekød 1996Pigerne 1997

At gå i barndom 1997Leonora 1997

Lady Hamilton og hendes tid 1998Milady 1998Beth 1999

Under huden på Rom 1999Under huden på Napoli 1999

Konebytning 1999Martha, Marie og Anna 1999

Rigets Frue 2000En andens hjerte 2001

Miss Suzanna 2001Kærlighedsbarn 1-2 2002

Vilde kvinder, milde kvinder 2003Dronningeskolen 2004

Cæsar og Kleopatra 2005

Alberto 2006

32938 Dagmar.indd 2 20-09-2007 08:39:16

MARIA HELLEBERG

DAGMARmaria feodorovna

ROMAN

samleren

32938 Dagmar.indd 3 20-09-2007 08:39:16

Dagmar. Maria Feodorovna

© Maria Helleberg og Samleren/ A/S, København 2007

. udgave, . oplag, 200

Omslag: Peter StoltzeSat med Adobe Garamond Pro hos Christensen Grafisk

og trykt hos WS Bookwell, Borgå

ISBN: 978-87-638-0 7 -

Printed in Finland 200

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Samleren er et forlag i A/S

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K

www. .dk | www.samleren.dk

32938 Dagmar.indd 4 20-09-2007 08:39:16

Rosinante&Co

Rosinante&Co

rosinante-co

8

82

9 4 0

1

5

KRIM 1918

Du har solgt dig selv, glemt dine sanser, forsømt at leve. Du har solgt dig selv for at gå i de skønneste kjoler, hellere svær silke mod huden end kærtegn, hellere strålediademer i håret end kys. Det var min elskedes stemme i nat i drømmen, og jeg er stadig vred på ham, opirret og vred, irriteret, utilfreds, vil forsvare mig. Men hvordan kan jeg det, når min elskede ikke er hos mig? Min elskede Chabka er ikke længere hos mig. Han er død, som alle andre. Alt bryder sammen, midten kan ikke holde sig oppe. Hvor stammer det citat fra? Chabka læste det for mig på engelsk engang, i en anden verden. I sit skrammede, fugtige hus, hvor stukken raslede om ørerne på én, og tapetet hang i laser, sad han og læste højt for mig. Nicky, min ældste søn, Ruslands zar og hersker, hadede Chabka. Stedfar. En slyngel, der kun ønskede løsrivelse for sin lillebitte nation. Nu har historien og tiden forenet dem i sort glemsel. Første gang jeg hørte folk kalde mig »den gamle kejserinde« i modsætning til Alix, »den nye«, følte jeg et stik af modvilje. Jeg havde søreme ikke lyst til at være den gamle! Jeg var 47! Men det var jo sandheden. Nu er jeg uden embede, uden elsker og uden beundring og beundrere. Den ufarlige gamle kone. Ikke sandt? Engang håbede jeg, at man i det mindste ville huske mig som den kvinde, der havde gjort livet morsommere og mere farverigt. Ja, Alix mener, at jeg er lovlig kulørt: men hellere kulørt end farveløs! Jeg savner kroppen. Den tier. Jeg ved ikke, om de stadig elsker mig. Jeg er bange for, at de kommer til at hade mig også. Som Olga, min yngste datter, indimellem hader hun mig, så jeg kan se, hun får kvalme ved at tale med mig. Efter Den Blodige Søndag i 1905 kaldte hun mig de værste navne. Som om det var mig personligt,

32938 Dagmar.indd 5 20-09-2007 08:39:16

6

der vendte kanonmundingerne mod ubevæbnede menneskemængder og beordrede: fyr! Hvad du ellers mener om dem, er de mennesker. Du aner heller ikke, hvordan det er at leve i vores land. Ingen af os aner det. Men jeg har set helvede på jorden. Det findes i Nickys land. De påstår også, at zaren er død. Skudt med hele sin familie. Men for mig er han for længst ophørt med at være zar. For mig er han kun min søn Nicky.

KIJEV 1916

Baby Olga havde fået dette mærkelige ansigt, snart lignede hun sin kluntede far, og snart igen blev hun den myndeslanke, selvbevidste storfyrstinde. Hun var en kamæleon, men man var aldrig i tvivl om, hvornår hun havde det bedst med sig selv. Lige nu trivedes hun overdådigt med arbejde. Olga havde det kun godt, når hun var i aktivitet. Olga skulle have haft en uddannelse og et arbejde. Havde hun været en dreng, ville hun have fået en militær uddannelse og var blevet den eneste feltherre i familien. Olga vågnede, alt i hende vågnede, da hun fik et hospital at styre. Noget praktisk, overskueligt og nyttigt. Og ikke et velordnet hospital i Petrograd, hvortil man sendte sårede, som skulle have komplicerede restaurerende behandlinger. Dagmar ankom i stiveste puds, sort, elegant kjole, sort, elegant hat med fjer og slør og pailletter, de sårede havde fortjent at se enke-kejserinden i al hendes glans. Hun gik rundt på hospitalet og lod, som om hun nød at være hos de sårede. Midt i stanken og uroen af smerte, lidelse og frygt kom den tanke til hende, at hun kun var i vejen. Mit Kijev, sagde hun trodsigt, når Olga fortalte hende, at folk var zarfamilien uvenligt stemt, og at man opfattede det negativt, at hun opførte sig, som om hun ejede alting. Jamen, det gjorde hun da! Hun ejede hele Rusland! Også Ukraine, også Kijev! Derfor kørte hun demonstrativt hver dag igennem byen

32938 Dagmar.indd 6 20-09-2007 08:39:16

7

i åben vogn. De kunne værsgo skyde hende eller smide bomber på hende, hvis de ville. Hvis de turde. De kunne skyde hende ned med koldt blod, som premierministeren, Stolypin. Herregud, det lå kun fem år tilbage, og det var sket her i Kijev. Hendes Kijev. Hendes Stolypin. Det sidste håb. Ja, det havde hun tænkt dengang. Nu måtte de opfinde nye håb for at holde ud. Så var det, hun så ind i sin datter Olgas øjne. Min kloge pige, som hendes far engang havde kaldt hende selv. Hendes yngste barn, Baby Olga, den lille pige. Olga var nu altid klædt i praktisk sygeplejerske-uniform, groft syet, stoffet bulnede under armene. Håret var skjult bag et tørklæde, hun lignede en ortodoks nonne. Hendes ansigt, der aldrig havde været smukt, var solbrændt og huden stram og plettet. Ikke desto mindre var der vokset en trodsig skønhed frem hos Dagmars yngste datter. Baby Olga var blevet en rigtig kvinde. En russer. En hærdet bondekone, praktisk og frygtløs. Dette var ikke hendes datter, ingen Romanov. – Måske skulle du vente med resten af besøget til i morgen, sagde Olga blidt og tog hende om albuen, – du udmatter og opskræmmer bare patienterne, og de har brug for al den ro, de kan få, hvis de skal have en chance for at komme sig. Dagmar ville svare skarpt, hun ledede skam Røde Kors, og hun var deres kejserinde, de havde ret til at opleve noget storslået, selv om de lå hér og var ved at dø. Men hun kunne ikke irettesætte Olga, ikke her. Hun kunne derimod godt se, at Olgas klædedragt var praktisk. Hendes var en slags hån mod de unge mænds ofre. Men hun ville besvime, hvis hun forsøgte at efterligne Olga. Dette ansigt, Olgas ansigt, som hun aldrig kunne blive færdig med. Denne kvinde, som havde kræfter og overskud til at leve for andre. Hvor kom hendes overskud fra? Måske havde hendes ældste søn Nicky ret. For år tilbage havde han, med sin lille skæve undskyldning af et smil, sagt til hende, at hans kære mor måske skulle have ofret mere opmærksomhed på sine døtre – kære mor havde været så forbandet optaget af sine sønner, at døtrene havde måttet udvikle sig uden hendes hjælp.

32938 Dagmar.indd 7 20-09-2007 08:39:16

8

Olga var hvid som en nonne, men med mistænkeligt blussende kinder. Og gik vagtsomt bag sin mor gennem alle hospitalets sale. Hvor var der dog mange smukke, men sønderskudte unge mennesker. Nicky skulle tage at forlade fronten og besøge et hospital, fuldt af, ja, netop disse sønderskudte unge mennesker ... Rigets fremtid skudt i stykker. Rigets fremtid slagtet. Det var kun familiens kvinder, som blev konfronteret med krigens modbydelighed. Her gik hun mellem Thorvaldsen-figurer, der var radbrækkede og ødelagte. – Hvad ville du tale med mig om? spurgte Dagmar lidt stakåndet, mens hun igen fæstnede det fine sorte net til den vældige hat. De sårede havde ret til at se hendes ansigt utilsløret. Med datteren var det noget ganske andet. – Jeg syntes, du skulle være den første, som fik det at vide, sagde Olga mildt, men spændt, og hjalp sin mor med sløret. En uhørt indblanding i Dagmars indre forhold. – Jeg bliver skilt og gifter mig med min elskede, og du kan ikke forhindre mig i det. Nicky har givet mig lov. Vil du holde mit bryl-lup? Dagmar gjorde sig færdig i tavshed, glad for sløret. Olga måtte have planlagt dette møde i detaljer, også at hun ville sige alting klart, koldt og kompakt. – Jamen så er alt jo godt, sagde Dagmar tørt. Olga svarede ingenting. De to kvinder stod lidt foran hinanden, så blev Dagmar utålmodig og pegede mod trappen, mod hospitalets port, var det ikke meningen, at de skulle følges ad hjem? – Jeg orker ikke én dag mere at sidde og slå tiden ihjel i dit selskab, sagde Olga med en helt ny og meget rolig stemme, som om hun fandt styrke i at tale fuldkommen ærligt. Dagmar vidste, at hun burde spørge om noget vigtigt: Hvornår var Olgas skilsmisse trådt i kraft, hvorfor havde Nicky givet hende lov til at lade sig skille. Allervigtigst: Hvad hed Olgas elskede? – Maler du stadig? spurgte hun så sin datter på vej ud til vognen. Det så ud, som om hun havde ramt en særlig følsom nerve hos sin datter. Olga var ikke den, som spjættede og ømmede sig, hvis nogen gik hende for nær. Men dette uskyldige spørgsmål lod til at plage

32938 Dagmar.indd 8 20-09-2007 08:39:16

9

hende. Eller måske skyldtes det, at hendes mor ikke spurgte til hendes elskede. – Nej, mor, det fik du jo også ordnet så glimrende for mig, svarede Olga, – Nikolaj siger, jeg skal male et portræt af far, så vi altid vil have ham hos os. Nikolaj? Dagmar så skarpt op på sin høje datter, og i hendes øjne læste hun svaret. Mærkeligt. Olga havde en elsker, som hun kaldte ved fornavn. – Hvad hedder han mere end Nikolaj? spurgte hun. Der var kun én udvej på dette, Olga måtte køre med hende hjem. – Nikolaj Kulikovskij, sagde Olga. Selv om hun forsøgte at lyde neutral, klang navnet behageligt. Han var Olgas ægtemands oppas-ser. Adjudant, kaldte Olga ham stædigt. Han var så god til heste. Bondedreng fra Kuban, skøn som døden, og loyal. – Jamen så er alt jo godt, hørte Dagmar sig selv sige med en nervøs latter, – hvorfor har du aldrig fortalt mig om Kulikovskij? – Du bremser mig jo altid, kære mor, sagde Olga med et skævt smil. Selvfølgelig havde hun sat en bremse for Olgas tåbelige tro på eget talent. Hun havde også selv lært at male og tegne. Det betød ikke, at man var kunstner. Olga havde ingen kritisk sans over for sine egne frembringelser. Og de ville jo aldrig blive opfattet som andet end storfyrstindens billeder. Ingen ville se dem for koloritten eller motivets skyld. – Jeg skal sige dig, hvorfor jeg ikke turde fortælle dig om det vigtigste, der er sket i mit liv. Du ville skille os ad, det vidste jeg. Du har altid sat grænser for os. Vi var jo bange for dig, sagde Olga opgivende, som om alt dette havde ligget på hendes tunge i årtier, – vi elskede fars besøg, men dig frygtede vi, for du var aldrig vores mor, kun kejserinden. Selv når vi var sammen. Vi skulle neje og knikse og opføre os pænt. Du var så bange for alt, hvad der gik imod etiketten, bange for alt, der var usømmeligt. Du straffede os for det rene ingenting. Men far elskede os, han gad bruge tid på os, for ham var vi dyrebare væsener, ikke små vilddyr, der skulle tæmmes.

32938 Dagmar.indd 9 20-09-2007 08:39:16

10

Hun lyver jo, det er klart. Hun lyver for sin egen skyld. Her sidder jeg i mit soveværelse og lader, som om jeg sover. Min datter lyver for mig, kun for at såre mig. Jeg troede da, fuldt og fast, at børnene elskede mig, især når jeg vejledte dem. De første børn har jeg da altid elsket. Lille Alexander, som døde, og yndige Nicky. Olga ved intet om, hvordan jeg levede. Jeg var så ensom, og Sasja elskede mig ikke. Jeg havde kun mine små børn. Olga kom bare alt for sent, min efternøler, familiens vildkat. Men så slemt var det vel heller ikke, hvis vi holdt afstand. Nicky og Alix spiser aldrig sammen med deres børn. Det gjorde jeg da, gang på gang. I datjaen ved Peterhof, der skrællede jeg kartofler. Husker hun det virkelig ikke? Nej, Olga er ikke længere mit barn. Olga er kun sig selv nu. Olga kæmper for – ja, hvad hedder denne mand? Kulik et eller andet. Min svigersøn. Mit eget ansigt, mit barns ansigt, summen af Sasja og mig, og på vej bort, for altid, hun har allerede skilt sig så meget fra sin mor, at jeg ikke længere ved, hvad min egen sjæl tænker. Kød af mit kød, sjæl af min sjæl, og hun bevæger sig med uhyggelig fart bort fra mig. Ikke som Xenia, hun giftede sig bare og blev voksen. Med Olga er det noget andet. Født i purpur, som det eneste af mine børn. Jeg tror, hun har ret, når hun siger, vi skal rejse til Krim og skjule os dér, gå i dækning, til stormen er drevet over. Hvis de afsætter Nicky og vælger – ja, hvem? Jeg aner det ikke, og jeg vil ikke se mere. Men hun ved da, hvad der skete på Livadia, selv om hun kun var en lille pige, og vi holdt hende på afstand. Skal jeg virkelig bo på Livadia igen? Gud ved, om de har fået stanken ud af huset. Olga må da kunne huske sin fars død. Herregud det er kun, ja hvad – tolv år siden? ’94. Hvem skulle dog tro, at vi på tolv år kunne komme så vidt.

Sasja havde skrantet i årevis. Men han ville jo ikke søge læge, han var vant til at blive rask hurtigt. Bare ikke nu. Han tabte sig, han besvimede, han vågnede om natten og talte i

32938 Dagmar.indd 10 20-09-2007 08:39:17

11

vildelse, tissede blod i store mængder hver morgen – og blev mere og mere bange, slet og ret. Rædselsslagen ved tanken om døden. Min enorme muzhik Sasja var rædselsslagen for sin egen sygdom, og hvad den uundgåeligt førte med sig. Han havde ingen erfaringer med sygdom, han havde altid været den bomstærke bror, som så sin sarte storebror Nixa sygne hen og dø. Han havde aldrig skånet sig selv, for han var jo så stærk. Han var fuld af overskud! Hver gang jeg skrev til mine forældre eller til min søster Alexandra, måtte jeg overveje følgerne af, hvad jeg afslørede. Jeg måtte lyde, som om der var håb, som om han bare skulle have ro på Fredensborg tre ugers tid. Estrup fik vel mine breve at læse, og den engelske premier-minister, og dronning Victoria. Herregud, han var ikke engang 50. Men han lignede en olding, skægget var endda blevet helt hvidt. Når jeg sad hos ham om aftenen, mens han kæmpede med at trække vejret og ikke kunne falde i søvn, men heller ikke havde kræfter til at holde sig vågen, kunne jeg fornemme hans rådvildhed. Min krop har forrådt mig. Hvad skal jeg dog gøre? Og jeg kom til at tænke på Nixa og på svigerfar. Jeg fik at vide, at jeg gjorde klogt i at forberede mig. At det var min pligt at forberede familien, tronfølgerne ville ikke få lang tid til at vænne sig til deres nye liv. Nicky, som ville giftes i huj og hast med sin Alix. Tanken kom til mig, mens jeg sad, svimmel af udmattelse, og vågede over min mand – mørk nat, underlig unaturlig varme her i november. Hvornår kunne jeg tillade mig at tage hjem til Danmark? Hvor snart kunne jeg tage hjem? Nej, det var sikkert utænkeligt, med kroning og bryllup, mine forældre måtte komme til Petersborg, til bisættelsen, jeg måtte bede far tage mor med. Måske kunne jeg få lov at tilbringe julen i København. Måske kunne jeg bare et øjeblik slippe ud af at være voksen og 47 og enke og mor og blive Dagmar igen, helst Minny. Han døde stille, han svandt bare hen, stadig bange og mumlende, indelukket i mine arme, i sin lænestol – jeg lod ham hvile og forsøgte at rejse mig, men faldt om, ned på knæ skulle jeg åbenbart. Det var forbi, og ingen tråde holdt dukken oppe længere. På en måde var det godt. Sådan et smukt, lunkent mørke, der lukkede sig om mig, en

32938 Dagmar.indd 11 20-09-2007 08:39:17

12

smal tunnel for mine øjne, jeg gav efter, det var så godt at hvile lidt selv. Sasja havde været så bange for smerterne og for døden. Og jeg kunne intet udrette. De bragte mig selvfølgelig straks tilbage til bevidsthed, cognac i munden, en vis medfølelse. Hvor forskellig fra svigerfars kaotiske død. Ingen hysterisk elskende hustru rev håret ud og skreg i sorg. Der var bare mig, skræmt og udmattet og lettet. Lunkent vand i årerne. I alle ansigter læste jeg den samme blanding af rådvildhed og smerte. Egen smerte eller spejling af Sasjas smerte. Han var så bange for at dø, så lidt færdig med livet. Han forstod ikke døden, accepterede ikke sygdommen, ganske som han havde ignoreret den i årevis. Hans familie kunne da have opsøgt udenlandske læger, danske læger, som næppe var rædselsslagne for at sige til Ruslands zar, at hans nyrer var ødelagt. Jeg har min egen skyld at bære, jeg havde bare snakket ham efter munden, ja, ganske som Xenia med sin afgud af en mand. Egentlig måtte jeg samle mig selv op og neje dybt for Nicky, helt ned til jorden, men han greb mig om albuen i en sær, skæv bevægelse, han næsten væltede mig omkuld. Ikke længere Nicky, min ældste søn, men Nikolaj den Anden. To skridt, og vi var ude på verandaen. Nicky stødte mig fra sig, men holdt fast om mit håndled, han stod med bøjet hoved og sloges med sine følelser, mumlede og rystede på hovedet, og trak mig omsider ind til sig. Men han omfavnede mig ikke, hans pande gled fra min skulder, det var op til mig selv at forsøge at finde en løsning, der ikke var alt for uværdig. – Jeg aner ikke, mumlede han, – jeg aner ikke, hvad jeg skal gribe og gøre. Hvad skal jeg gøre? Kan du sige mig det? Jeg ved jo ingenting! Hvem skal jeg vende mig til? Hvad vil de have af mig? Kan du sige mig det? – Du skal gå ind og sove godt, sov, til du vågner, så begynder vi forfra, når du har sundet dig, svarede jeg. Det var som at stå over for Alexandra: søde, blide, passive Alexandra, der ikke kan finde ud af at snøre et par sko selv. Min søster, som jeg altid har måttet beskytte og skærme.

32938 Dagmar.indd 12 20-09-2007 08:39:17

13

Nicky græd ikke, han stod ret op og ned og kæmpede med sit åndedræt. Jeg aede ham over kinden, min søn, som var blevet zar, men han virrede med hovedet for at slippe for den uønskede berøring. Nu burde jeg så sige det til ham, som mit hoved var fuldt af: Han måtte grave dybt i sig selv og finde styrke, følsomhed var ikke nok. Kære Gud, lad ham ikke vise sig helt så uegnet, som hans far mente! Jeg ville jo ikke have, at han giftede sig med Alix. Lille følsomme, indadvendte Alix fra Darmstadt. Jeg var sikker på, at han kunne finde noget bedre. Men mens vi stod tæt sammen på verandaen i Livadia, forstod jeg, at vi intet kunne udrette, han havde jo valgt. Nu havde han brug for Alix, sagde han, mere end for sin mor og resten af sin familie. Fanden stå i det. Jeg forsøgte at efterlade ham, men han indhentede mig og begyndte at bede: Han kunne ikke vente med brylluppet til efter sin fars begravelse, han måtte have Alix nu, ikke tale om, at hun tog tilbage til Darmstadt! En uge efter begravelsen kunne han indgå ægteskab, så var den dybeste sorg forbi. Han aner stadig ikke, at jeg åbnede hans breve – og hendes – for at se, hvor vidt det var nået mellem dem. Darling boysy, me loves you, oh so very tenderly and deep, sådan skrev Alix små noter til sin forlovede. Kvalmende. Sandro sagde det, kynisk og klart, som min svigersøn er, mens han tændte den første cigaret efter sin svigerfars død. Rusland var på kanten af kaos. Sasjas hårdhændede politik havde ikke reddet landet, tværtimod. Hungersnød, censur, epidemier, bestikkelse, korruption og forfølgelse. – Hvordan fanden skulle hårdhændet politik kunne redde dette land, sagde Sandro og hånlo, – ingen har endnu forsøgt at regere Rusland med mildhed og humanisme. Hvad med dig, Nicky Boy? Jeg sad med hænderne i skødet og hjertet hamrende i brystet og lyttede til disse voksne mennesker, mine børn, mine svigerbørn, og de tog intet hensyn til mig. Jeg så, hvordan Nickys hånd rystede, mens han røg, og hvordan hans grå ansigt hærdede. Min søde, vege dreng var ved at tage afsked med sine bedste evner. Det var altså ikke sådan, jeg havde håbet, det ville gå! Han skulle jo blive voksen og stærk og

32938 Dagmar.indd 13 20-09-2007 08:39:17

14

lykkelig, og en dag, når han fyldte 50, kunne det være, at han skulle arve sin fars stilling. – Du gør dig intet begreb om, hvilket had der koger i gryden derude, sagde Sandro og pustede røgen ud i fine ringe, – de ville sønderrive os, hvis de kunne få fat på os ... Og Nicky, det sødeste menneske i verden, uden fejl og laster, men med en eneste fatal mangel: personlighed. Så sov jeg i flere døgn, blev hentet frem, når nogen havde brug for kejserinden. Det værste var, at zaren burde dø i Petersborg, vores »Piter«. I det mindste skulle han dø i Moskva. Ikke på Krim. Nej, det værste var stanken. Vi må rive huset ned og bygge et nyt, sagde jeg til Sandro, som bare klappede mig på knæet, stakkels svigermor er lidt omtåget efter sin mands død, giv hende noget morfin, giv hende noget dulmende og dæmpende. Varmen forvandlede hurtigt Sasja. Den første dag havde hans ansigt et forløst udtryk, som om han i døden havde modtaget et syn, der afklarede alle hans problemer, en stor matematisk vision. På den tredje dag efter døden gav varmen hans kind en lussing, så kødet begyndte at slå sprækker. Det var Xenia, som gjorde opdagelsen, og med parfumevædet lommetørklæde trykket mod ansigtet opsøgte hun sin mor. Som om jeg kunne udrette noget. Jeg inspicerede min mand og forsøgte at undertrykke chokket. Han var simpelthen gået i forrådnelse på en udtalt ucharmerende måde. Han svulmede op time for time, hans mave antog absurde former, og hans ben sprængte sko og strømper. Men det var stanken selv, som tydeligst fortalte om ødelæggelsen. En snigende råddenskab, en blanding af rådden tang, skarn og sygelig sødme. Han blev båret ud af dødsværelset og nedenunder, men det tjente egentlig kun til at sprede stanken, som invaderede hele Livadia. De støbte Sasjas lig ind i cement, så hovedet og den ene hånd var det eneste synlige. Han skulle bevares til ceremonierne, alle 14 dage med hver sin dødsmesse, og hver gang skulle jeg knæle ned og kysse hans sorte hånd og hans efterhånden uigenkendelige ansigt. Livadia betyder kun død for mig. Der er jo en grund til, at jeg aldrig

32938 Dagmar.indd 14 20-09-2007 08:39:17

15

vendte tilbage. Der er blevet bygget et nyt hus dernede, men jeg vil altid huske stanken i det gamle. Det er vores tilflugt, siger Olga. Xenia i Petersborg skriver, at vi lettere kan flygte fra Krim end fra Kijev. Er vi allerede nået dertil?

KIJEV 1916

Hun var helt uforberedt på, at gode nyheder kunne komme uventet og diskret, som en telefonsamtale fra Petrograd. Byen havde skiftet navn. Alting var i skred. Byer skiftede navn og identitet, mennesker skiftede standpunkter, storfyrster blev revolutionære, og soldaterne deserterede. Rasputin var død, myrdet, kastet i Nevaen. Myrdet af fyrst Jusupov. Felix Jusupov, gift med Xenias datter Irina. Rasputin var myrdet af hendes egen familie. Alix’ beundrede Fader Grigorij, Vores Ven, som han hed i Nickys kreds. Først nåede hun at glæde sig over oplysningen, så blev hun forskræk-ket over sig selv. At fryde sig over en mands død! Det var at stille sig lig med de mordere, som havde ødelagt hendes svigerfar. Og Jusupov, gift med hendes lille sarte barnebarn Irina. De havde kun været gift i to år – lige yndige, lige silkeagtige, de passede så godt sammen, og alligevel havde hun været så bekymret for dem, ville al denne elskelige noblesse og gratie virkelig kunne modstå omverdenens tryk? Nu skulle hun tro på, at Felix havde myrdet Rasputin! Blege, forsigtige Felix Jusupov med de vege øjne og de løse håndled! Felix, det betød den lykkelige, ha! Dagmar havde endda trodset familien, især Alix, ved at arrangere Irinas bryllup med Felix. Hvor havde hun dog moret sig over Alix’ sure ansigt, hendes smalle mund og døde øjne. Hvem havde hun ellers ønsket Irina gift med? En af sine dejlige brødre fra verdensbyen Darmstadt?

32938 Dagmar.indd 15 20-09-2007 08:39:17