junglepigenDen fantastiske og sande historie om en pige,

der voksede op blandt aber

MARINA CHAPMAN

NYT NORDISK FORLAG ARNOLD BUSCK

26669-forside.indd 1 19/02/13 12.23

JUNGLEPIGEN

NNF_Junglepigen-P.indd 1 05/08/13 16.49

Denne bog er dedikeret til Maria Nelly og Amadeo Forero

i mindet om den kærlige Maruja

NNF_Junglepigen-P.indd 2 05/08/13 16.49

Junglepigen

– Den fantastiske og sande historie om en pige, der voksede op blandt aber

Marina Chapmansammen med

Vanessa James og Lynne Barrett-Lee

Oversat af Jens Peter Kaj Jensen

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

NNF_Junglepigen-P.indd 3 05/08/13 16.49

29

Kapitel 3

Enhver rest af søvnen var nu forsvundet, og da jeg åbnede mine øjne

helt, gik det op for mig, at jeg ikke alene var omringet, jeg blev også

overvåget. Hele vejen rundt omkring mig, i en afstand af adskillige

skridt, var der aber. Atter lammet af frygt forsøgte jeg først at tælle

dem. Jeg var næsten fem år og kunne tælle op til ti, men der forekom

mig at være langt flere end dette antal, og måske endnu flere bag mig,

ude af syne, hvilket skræmte mig endnu mere.

Men imens jeg betragtede dem, og de betragtede mig, følte jeg så

småt min frygt ebbe ud. De lignede en familie. Selvom de var i alle

forskellige størrelser, så de beslægtede ud. Store som små. Gamle som

unge. Alle havde de samme chokoladefarvede pels og noget blegere

mave, og i størrelse spændte de fra en lille hund og ned til ikke større

end den papegøje, der havde bidt mig. Jeg vidste, at det var vilde dyr,

og efter min erfaring med papegøjen, at jeg ikke kunne stole på dem,

men en fornemmelse sagde mig, at de ikke ville gøre mig noget ondt.

Den følelse varede ikke ubrudt ved. Lidt efter forlod en af aberne

cirklen og begyndte at nærme sig. Han var en af de største med en pels,

der var mere grå end de andres, og der var noget ved den måde, hvorpå

han så dristigt trissede frem mod mig, der fik mig til at tænke, at han

var den, der styrede familien. Bange igen, fordi jeg ikke vidste, hvad

han kunne finde på at gøre ved mig, krøb jeg atter sammen som en

kugle. Jeg forsøgte at gøre mig så lille som muligt, pressede mit hoved

stramt mod brystet og knugede mine arme om knæene.

Jeg skulle lige til at klemme mine øjne i, da jeg så ham lange en ryn-

ket, brun hånd frem og til min overraskelse vælte mig om på siden med

et enkelt fast skub. Jeg lå og dirrede på jorden i anspændt foregribelse

af det næste slag, som helt sikkert var på vej. Men det kom ikke, og efter

nogle sekunder vovede jeg igen at åbne det ene øje, kun for at opdage,

at aben havde mistet interessen. Han var nu tilbage i cirklen, havde sat

NNF_Junglepigen-P.indd 29 05/08/13 16.49

30

sig på hug og hvilede på bagbenene, mens han genoptog observationen

af mig sammen med alle de andre.

Det varede ikke længe, før en anden abe – igen en af de større –

begyndte at gå hen imod mig. Den nærmede sig langsomt på alle fire,

men uden spor af usikkerhed. Denne gang rejste jeg mig instinktivt på

fødderne, men så snart aben nåede frem til mig, rakte den armen ud,

greb et af mine ben og trak det væk under mig. Så faldt jeg igen omkuld

på jorden med et dunk. Jeg krummede mig sammen til en kugle igen,

men følte straks dyret begynde at pille i mit hår og famle hen over mit

ansigt med sine læderagtige hænder. Nu blev jeg forskrækket og spræl-

lede og forsøgte at befri mig fra dens nysgerrige fingre, men ligesom

den anden abe syntes den at have besluttet, at jeg var et stykke legetøj;

og så blev jeg endnu en gang skubbet over ende.

Denne episode syntes at give de andre, mindre aber selvtillid. Da

det var gået op for dem, at jeg ikke udgjorde nogen fare for dem, ville

de alle sammen kigge mig efter i sømmene. De begyndte at snakke

sammen – ved hjælp af lyde, der nærmest lød, som om de opmuntrede

hinanden og grinte – og i løbet af ingen tid var de første kommet frem

for at tjekke mig. Da de først var hoppet op på mig, begyndte de at

skubbe og prikke til mig, og de hev i min beskidte kjole og rodede

rundt i mit hår.

“Hold op!” bønfaldt jeg dem hulkende. “Lad mig være! Gå væk!”

Men de tog ingen notits af det, så jeg var nødt til at vente; jeg krøb

sammen og klynkede, indtil de havde afsluttet deres inspektion. Jeg

kunne nu mærke mig selv slappe en lille smule mere af, for hvis de

havde ønsket at gøre mig ondt, ville de allerede have gjort det. Det

havde de ikke, og nu syntes de helt at miste interessen og vendte tilbage

til, hvad de nu hver især havde lavet i den tætte underskov, hvor jeg

formodede, de kom fra.

Da jeg alligevel ikke havde nogen steder at gå hen og stadig var

bange for, at de ville følge efter mig, hvis jeg løb, sad jeg i lysningen

og iagttog dem. De klatrede rundt i træerne omkring os, de legede og

gravede i hinandens pels, samlede ting op og puttede dem i munden.

Nødder og bær? Larver og insekter? Små firben? Det var svært at se på

afstand. Og jeg bemærkede hurtigt, at de efterabede hinanden. En af de

store gjorde et eller andet, og straks var der en mindre, der kopierede

NNF_Junglepigen-P.indd 30 05/08/13 16.49

det. Da jeg så det, kom jeg i tanker om en vending, min mor ofte havde

brugt: ‘Abe se, abe gøre’.

Jeg sad og fulgte dem i lang tid. Jeg var helt tryllebundet og følte

en eller anden form for modvilje mod at forlade dem. Der var noget

ved den måde, de syntes at nyde hinandens selskab på, der fik dem til

at virke som en rigtig familie. Det at være tæt på dem fik mig ligesom

til at føle, at jeg ikke længere var alene. De var også så smukke med

deres mælkechokoladefarvede pels og beigefarvede maver, med deres

buskede grå ører og deres mørke, tjavsede haler. Jeg var især betaget

af deres hænder, der fascinerede og forvirrede mig, fordi de, selvom

de ikke var menneskelige, lignede mine; de havde den samme farve og

størrelse som mine egne, og de havde hårde fingernegle og fire fingre

plus en tommelfinger.

Og de var konstant aktive, sprang højt og lavt, snakkede og jagtede

hinanden rundt om træer og buske. Det virkede, som om de elskede

at lege, og de af dem, der så ud til at være unger, holdt også slåskampe

og skændtes. De blev overvåget af de større aber, som af og til skreg og

lavede grimasser som for at fortælle de små, hvornår de gik for vidt.

Det var netop, hvad de voksne i min verden ville gøre, og på en måde

fik denne stemning af orden og familiesammenhold mig til at føle mig

bedre tilpas.

NNF_Junglepigen-P.indd 31 05/08/13 16.49

Vanessa James er Marina Chapmans yngste datter. Hun begyndte arbejdet med at nedskrive sin mors hi-storie i 2006 som en måde at få rede på begivenheder-ne i sin mors liv. Det tog hende to år at sammenstykke Marinas sammenfiltrede erindringer, hjulpet på vej af en efterforskningsekspedition tilbage til Colombia, inden hun kunne afslutte den originale version af bo-gen. Vanessa bor og arbejder i London som kompo-nist til film og tv samt som musiker i bandet Starling.

Lynne Barrett-Lee har været fuldtidsforfatter siden midten af 1990’erne og er forfatter til syv romaner samt to ’læslet’-bøger. Hun begyndte at arbejde med ghostwriting i 2008 (nærmest ved et tilfælde, idet hun var blevet kontaktet for at skrive en livshistorie) og har siden været forfatteren bag et dusin erindrings-bøger. Emnerne har været forskelligartede og spæn-der fra historien om ”Giant George”, verdens største hund, til en række bevægende erindringer fra helt almindelige mennesker med bemærkelsesværdige livshistorier – herunder ikke mindst Marina. Lynne er også medforfatter (under pseudonym) på en serie, der udgives af et af Storbritanniens førende forlag, og næsten alle hendes udgivelser fra de seneste tre år er endt på Sunday Times’ bestsellerliste. For mere infor-mation om Lynne Barrett-Lee kan du besøge hendes hjemmeside: www.lynnebarrett-lee.com

£12.99

En gribende og fuldkommen uforlignelig historie om en pige med en fabel­agtig evne til at klare sig helskindet igennem de mest utrolige begivenheder.

Det hele skete så hurtigt. Det ene øjeblik sad jeg i haven, optaget af at bælge ærter. I det næste så jeg et glimt af en sort hånd og hvid klud,

og før jeg fik en chance for at skrige, havde den dækket mit ansigt …

I 1954 blev en fireårig pige bortført i en fjerntliggende sydamerikansk landsby og derefter overladt til sig selv dybt inde i den colombianske regnskov.

Sådan begynder den utrolige og sande historie om Marina Chapman, der tilbragte adskillige år alene i junglen med en flok kapucineraber som sin eneste familie. Alene og med kun sine instinkter til at vejlede sig valgte hun at kopiere alt, hvad aberne gjorde, og inden længe havde hun lært at klare sig i regnskoven.

Ved omkring tiårsalderen blev den nu helt vilde pige ført tilbage til civilisationen af nogle jægere, der solgte hende til et bordel. Efter at være blevet gjort til slave og blevet slået dagligt endte hun med at flygte – kun for nu at optage den farefulde eksistens som colombiansk gadebarn.

Marinas tid som et vildt og utæmmet barn var ikke forbi. På en måde var den kun lige begyndt. Dette er hendes forbløffende historie.

Marinas livsbane har ført hende vidt omkring og langt væk fra den fjerntliggende jungle i Colombia, hvor hun boede i fem år som barn. Nu er hun gift med en englænder og bor i Bradford. Hun har to voksne døtre og arbejder i en børnehave. Derimellem har hun bl.a. været leder af en colombiansk gadeban-de bestående af hjemløse og forældreløse børn, ar-bejdet i et bordel og som slave for en voldelig mafia-familie i en af de farligste byer i Colombia, mistet tre forlovede ved alt for tidlige voldelige dødsfald, været igennem depression og et selvmordsforsøg og har fungeret som chefkok på en britisk statsinstitution.

junglepigenDen fantastiske og sande historie om en pige,

der voksede op blandt aber

MARINA CHAPMAN

NYT NORDISK FORLAG ARNOLD BUSCK

Marina i en alder af 62 sammen med sin familie

www.nytnordiskforlag.dk

ISBN: 978-87-17-04337-4

NYT NORDISK FORLAG ARNOLD BUSCK

Det tidligst kendte fotografi af Marina, taget ved 17-års alderen

jun

glepig

en

marina chapman

26669-omslag_AKA.indd 1 07/08/13 09.35