vincentz - nukaakas kabale (læseprøve)

omsl

ag: e

yela

b.dk

S P Æ N D I N G S R O M A N – R O S I N A N T E

NUKAAKAS KABALE

NU

KA

AK

AS K

AB

ALE

PRESSEN SKREV

Den afrikanske jomfru»Flot og yderst velkomponeret … Romanens plot er ikke bare overraskende, det er simpelthen ikke til at vaske af sig igen.« Weekendavisen

»Helle Vincentz afvikler sit drama i et stensikkert anslag og et spændstigt sprog … en international thriller, der både i form og indhold nærmer sig John le Carrésk standard« Information

Den fi lippinske pirat»Helle Vincentz har skabt en neglebidende spændende roman om karrierekvinden Caroline Kayser, der må konstatere, at vejen op ikke er uden omkostninger. … man har svært ved at lægge bogen fra sig, før sidste side er vendt.« Nordjyske Stiftstidende »Helle Vincentz kan både få det psykologiske og det spændings-mæssige til at fungere i denne effektive og hæsblæsende roman.« Dagbladenes Bureau

HØJAKTUEL SPÆNDINGSROMAN OM JAGTEN PÅ GRØNLANDS RÅSTOFFER

Den ambitiøse karrierekvinde Caroline Kayser kastes ud i et magtspil, der er koldere end den grønlandske indlandsis. Situati-onen på jobbet hos Dana Oil er hæslig, Caroline er traumatiseret, og hun rejser med kæresten Stig til Nuuk for at slippe væk fra det hele. Men opholdet i Grønland forløber ikke som forventet.

I Nuuk møder hun Nukaaka, der er chef i Grønlands Råstofdirek-torat. Stormagterne strides om landets værdifulde råstoffer, da en nær medarbejder i direktoratet bliver myrdet. Mens Nukaaka kæmper for at beskytte sig selv og sin lille søn, hvirvler kvindernes fælles fortid dem ind i et spind af mord, penge, politik, løgne og gammelt fjendskab mellem Danmark og Grønland. Jagten på de kostbare råstoffer sætter al moral ud af spil – og jagten er kun lige begyndt.

Nukaakas kabale er en aktuel grønlandsroman og en intelligent krimi.

Romanen er tredje selvstændige bind om den hårdføre forretnings-

kvinde Caroline Kayser.

NU

KA

AK

AS K

AB

ALE

HELLE VINCENTZ (f. 1978) kender den rå for-retningsverden, hun skriver om. Før Vincentz blev forfatter, arbejdede hun som projektleder hos A.P. Møller-Mærsk, og som Fulbright-studerende har hun en mastergrad i human rights fra Columbia University med speciale i olieindustriens sociale ansvar. Hun er desuden uddannet journalist og cand.public. og har været freelancejournalist for bl.a. Morgenavisen Jyllands-Posten. Vincentz debuterede i 2011 med Den afrikanske jomfru, der blev shortlistet til Danske Banks Debutantpris. I 2012 udkom Den fi lippinske pirat. Helle Vincentz’ bøger er foreløbig solgt til udgivelse i Tyskland, Holland og Frankrig.

©Stine Heilmann

© S

tine Heilm

ann

9 7 8 8 7 6 3 8 2 7 6 7 6

00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26

layout: [email protected] +45 51 84 51 51

00 01 02 03 04 05 06 07 08 09 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 33 34 35 35 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 00 01 02 03 04 05 06 07

Nukaakas kabale SMUDS 159x236.indd 1 30/08/13 11.17

1

NUK AAK AS K ABALE

34557 Nukaakas kabale.indd 1 21-08-2013 10:45:38

2

Af samme forfatter:Den afrikanske jomfru · spændingsroman (2011)

Den filippinske pirat · spændingsroman (2012)


3

Helle Vincentz

Nukaakas kabale

spændingsroman

Rosinante


4

Nukaakas kabale© Helle Vincentz og Rosinante/rosinante&co, København 2013

1. udgave, 1. oplag, 2013Omslag: EYELAB

Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga

isbn 978-87-638-2767-6Printed in Latvia 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


5

Til min mor, hvis Grønlands-eventyr jeg har lånt fra.


6


7

PROLOG

Kvinden krængede sig ud af sin nye, blå dynejakke og smilede ad den håndfuld snefnug, der sad fast på hætten. De lyste hvidt mod det mørke stof, men forvandlede sig til klare dråber, da hun børstede hen over dem. Så hev hun huen af, og det lange hår faldt blødt ned over skuldrene.

Fingrene følte sig frem til kontakten. Sekundet efter oplyste fire aflange loftslamper det rummelige kontorlokale. Det var her, hun og kollegerne sad hver dag. Skrivebordene led under presset af de mange høje papirstabler. Breve fra store mænd, der lovede guld og grønne dollarsedler mod at få hænderne dybt ned i skødet på Moder Jord.

Hun bevægede sig gennem kontoret til den velkendte tikken fra kol-legaens enerverende kukur. Udenfor sneede det stadig, og fordi hendes øjne fulgte fnuggenes dalen så nøje, ænsede hun ikke den skygge, der smøg sig ind bag døren til chefens kontor for enden af lokalet. Tan-kerne føg mod alt det, hun nu skulle til at opleve. Et nyt liv ventede derude. Han var borte, hans trusler forbi. Hun trak vejret så dybt ind, at hun kom til at hoste. En tot hår faldt frem foran ansigtet, hun skubbede den om bag øret med en let bevægelse. En sagte nynnen voksede i brystet, og hun hørte ikke den lave knirken fra en dør, der forsigtigt blev puffet i.

Fødderne fortsatte, mens ordene flød ud mellem læberne. Det var ikke én sang, det var et medley, hun bare lod komme. Dickow, Kvamm, Key. En skylle af alle de sange, som nu skulle synges.

Et par meter fra chefens kontor standsede kvinden og så sig over skulderen. Opmærksom drejede hun hele vejen rundt om sig selv,


8

granskede rummet. Der var ingen, og hun fortsatte hen til døren, hvor hun trykkede håndtaget ned, ulåst, som sædvanlig. Men netop som hun skulle til at træde ind, kom fornemmelsen igen. Hun vendte sig langsomt. Noget i rummet havde fået sangene til at forstumme. En spænding, et minde, den velkendte angst. Hun stirrede ud i konto-ret. Ingenting, ud over det tikkende ur, der var ved at drive dem alle til vanvid. Den unge kvinde skævede mod vinduesrækken. Udenfor kaldte den grønlandske aften på hende. Stadig ny, eksotisk, lokkende. Hun beordrede tavst sig selv til at slappe af. Der var jo ingen. Han var så langt væk. Beslutsomt tændte hun lyset på chefkontoret.

I det sekund hun tog det første skridt ind over dørtærsklen, stod han foran hende, og blikket i hans øjne bekræftede, at det skridt ville blive hendes sidste.

Den grønlandske aften ville fortsætte uden hende.


9

1

Nogle dage var Nuuk omringet af fjelde, andre dage havde tæt tåge spist dem. I dag var en af den sidste slags, og tågen måtte have været sulten, da den gik om bord i den grå bymur. Nukaaka Nielsen kiggede et øjeblik ud på den mælkehvide skydyne, før hun vendte sig bort fra vinduet. På vejen passerede hendes blik en grågrøn linje af fugt, der drev ned ad karmen.

– Tag den dér af. Hun så på sønnen, der stod bag hende.– Nej, svarede han med læberne knebet trodsigt sammen.– Jo. Nukaaka satte hænderne i siden. – Isak, du skal gøre, som jeg

siger. Tag den af. Nu!– Jeg vil ikke! Han lagde armene over kors.– Det er jeg udmærket klar over, men det skal du. Hun så bestemt

på den lille dreng i den lysende blå og røde dragt.Hans mundvige trak nedad.– Hvorfor? mumlede han vredt ned i gulvet.– Fordi jeg siger det. Og fordi man ikke går i børnehave i Spider-

man-dragt.Slet ikke, når det er under frysepunktet, var hun ved at tilføje, men

hun orkede ikke at tage diskussionen igen i morgen, hvis fønvinden sendte temperaturen i vejret.

– Øv. Hans ene, bare fod stampede hårdt i lejlighedens nedslidte parketgulv. – Saaling!

– Den slags sprog vil jeg ikke have her, Isak, sagde Nukaaka, mens hun vendte ansigtet bort for at skjule et smil. I troen på, at hun ikke forstod ham, forsøgte sønnen ofte at snyde sig til at bande ved at ytre


10

ederne på grønlandsk. Hun ventede, mens han modvilligt krængede yndlingspåklædningen ned over sine smalle, treårige skuldre. Hans sorte hår lignede en vildt voksende bregne.

– Du må få den på, lige så snart du kommer hjem fra børnehave i dag. Hendes stemme blev blød igen.

– Henter du mig tidligt? Med sine små, brune øjne så han forvent-ningsfuldt op på hende. Hun bandede indvendig af sig selv.

– Det bliver nok lidt sent, svarede hun, vel vidende, at det blev præcis fem minutter, før børnehaven lukkede. Jobbet som chef for Råstofdirektoratets licensafdeling krævede alle de arbejdstimer, hun kunne klemme ind.

– Jeg vil hellere have, at du henter mig tidligt. Nu talte han til gulvet igen.

– Det ved jeg godt, Nuno, men nu bliver det sådan her. Hun kørte fingrene rundt i busken af hår på hans hoved. Ved siden af dem peb det ind ad vinduet. Blok 9 var ikke blevet renoveret, siden den blev bygget engang i tresserne, hvilket man mærkede tydeligt, hver gang vinterens vinde fejede gennem byen.

– Øv. Han trak sig væk under hendes berøring.Fem minutter efter hev hun ham ned igennem den graffitihærgede

opgang og ud af blokken. Foran indgangen stod som så mange andre morgener to af opgangens børn og kastede med en slidt tennisbold. De ventede på, at deres forældre blev færdige med at slås. Nukaaka smilede kort til dem, før hun og Isak var af sted på cyklen med en blæst så strid imod sig, at tårerne trillede vandret hen ad hendes kinder. Da de nåede den store, nybyggede børnehave med de mange glasvinduer, lirkede hun hurtigt Isak ud af barnesædet, der snart var for lille, og trak ham indenfor. Heldigvis var det Kunuk, som tog imod. Den nye mandlige pædagogmedhjælper var hurtigt blevet Isaks yndling, og sønnen gav frivilligt slip på hendes hånd. Nukaaka mumlede noget om, at det måske blev lidt sent lige i dag, og bakkede mod udgangen, mens hun vinkede med begge hænder.

– Ha’ en god dag, min skat, råbte hun, før hun stødte ryggen mod


11

yderdøren, drejede om på hælen og småløb tilbage til cykelskuret. Hun skævede til uret, før hun kastede sig op på cyklen og ud på den snestrøede vej. To minutter til første møde.

– Beklager, I måtte vente, lad os se at komme i gang.Nukaaka trak stolen ud for enden af det lange, nyindkøbte møde-

bord, der var placeret midt i medarbejdernes store fælleskontor. Tre af medarbejderne rejste sig med det samme fra deres skriveborde og tog plads ved bordet. De hilste alle venligt godmorgen, selv om hun syntes at ane et hånligt glimt i Kristoffers øjne.

Hun så sig om i rummet. Minik sad bag sit bord og fortsatte uan-fægtet med at føre lange snørebånd igennem hullerne i sine støvler, mens Ane roligt kom trissende med et spækbræt med brød i den ene hånd og en gul kaffekop i den anden. På Anes skrivebord lød en takt-fast tikken fra det ubeskrivelig irriterende kukur, hvor en isbjørn en gang i timen stak hovedet ud af en iglo og brølede.

– Svært at få drengen ud ad døren? Ane lagde medfølende hovedet på skrå, og Nukaaka mærkede en pludselig trang til at række ud og puffe til den gule kop, så kaffen ville skvulpe ud over den barmhjertigt interesserede kvinde.

– Nej. Hun rystede heftigt på hovedet. – Der var bare lige et opkald fra ... direktøren, som jeg var nødt til at tage. Hun skævede til Kristof-fer. – Men lad os se at komme i gang. Minik?

Ane satte brættet fra sig på bordet og begyndte at save det friske franskbrød ud i tykke skiver. Det knasede, hver gang hun skar gen-nem skorpen.

– Minik? Hallo, er der nogen hjemme? Nukaaka så over på den tætbyggede mand, hvis kraftige fingre roligt trykkede snørebåndet gennem det sidste hul, hvorefter han studerede resultatet.

– Nu skal jeg være der, svarede han uanfægtet, stillede støvlerne under sit bord og gik over til mødebordet. Hans tykke strømper knit-rede mod det grå gulvtæppe, der endnu var så nyt, at det lugtede af tæppeforretning.


12

– Vi takker for din deltagelse, sagde Nukaaka tørt, før hun røm-mede sig. – All right. Vi har meget, vi skal nå, så vi må hellere komme i gang. Kristoffer, hvor langt er du med at behandle ansøgningen fra sydkoreanerne?

Og så var mødet i gang.Råstofdirektoratet forvaltede Grønlands undergrund, og licensaf-

delingen var i særklasse den afdeling, alverdens olie- og mineselskaber gjorde sig til for tiden. Grønland var det nye, hotte sted for investerin-ger i råstofudvinding, og det var licensafdelingen, der skrev de anbe-falinger, ministeren for råstoffer traf sine milliardtunge beslutninger om uddeling af licenser på baggrund af.

Det var dem, der – som de sagde til hinanden ved højtidelige lejlig-heder – vogtede porten til det forjættede land.

Bygningen, de befandt sig i, var Nuuks nyopførte kontortårn, sa-len var den femte, og for bordenden sad Nukaaka, hvilket hun ind-imellem selv havde svært ved at forstå. Med sine 38 år var hun ingen vårhare, men dog stadig yngre og mindre erfaren end flertallet af medarbejderne. Faktisk var det kun Stine og Maliina, der var yngre, men Nukaaka havde fået chancen, da den tidligere chef rejste hjem til Danmark, og hun havde sagt ja.

De talte på skift. Fremlagde, hvilke ansøgninger hvem arbejdede på, og hvor langt de hver især var nået. Det meste foregik på engelsk til ære for Steve, deres amerikanske kollega, men danske sætninger dukkede altid op mellem de engelske. Nukaaka var for længst holdt op med at tænke over, om der blev talt dansk eller engelsk, hendes hjerne omstillede sig automatisk, og hun svarede bare med det sprog, folk talte til hende. Så længe det ikke var grønlandsk. Heldigvis var det ikke et stort problem her i afdelingen. De fleste af de ansatte var halvt grønlandske og halvt danske, ligesom hun selv, nogle var danskere, og kun en enkelt var »hel« grønlænder.

– Og hvad med kineserne? Det var Peter, der spurgte, og alles øjne rettede sig mod Nukaaka. Hun nikkede. Som chef for afdelingen gik det meste af hendes tid med at holde møder med ledelsen, både den


13

politiske og den administrative, og sørge for, at alle var glade, hvilket mildt sagt var en omfangsrig opgave. Men indimellem, når det drejede sig om en opgave af særlig bevågenhed, bad ministeren hende om per-sonligt at tage sig af den. Ansøgningen fra det kinesiske mineselskab faldt i den kategori. Formelt var afgørelsen ministerens, men det var endnu aldrig sket, at han var gået imod hendes anbefaling.

– De har sendt os hele ansøgningen, og Stine og jeg er ved at be-handle den. Hun så over på Stine, som nikkede, så hestehalen hoppede i nakken.

– Vi har fået alle oplysninger fra dem, fortsatte Nukaaka. – De ønsker stadig at erhverve retten til at udvinde de sjældne jordarter i Kvanefjeldet, og der er ingen grænser for, hvad de vil gøre for Grøn-land, hvis vi slår dørene op. Jeg har middag med dem i morgen, og vi skal aflevere anbefalingen til ministeren næste uge.

– Var det egentlig ikke i dag, der var deadline? Ane så bekymret på hende, og Nukaaka følte igen trang til at lange ud mod den gule kaffekop.

– Den er blevet rykket til næste uge, svarede hun kort, og medar-bejderen undlod at stille flere spørgsmål. Efter en hurtig gennemgang af, hvad de kommende dage ville byde på, skød Nukaaka stolen tilbage og nikkede til Stine om at følge med ind på chefkontoret.

– Hold da kæft, en morgen! Nukaaka dumpede tungt ned på kontor-stolen, der var betrukket med sort læder. Den rullede baglæns, til den ramte radiatoren. Stine satte sig på kanten af skrivebordet.

– Isak?Nukaaka nikkede og skubbede stolen lidt frem igen.– Hvordan fanden når andre mennesker det? Jeg fatter det simpelt-

hen ikke! Hver morgen har jeg en ambition om, at nu skal vi have en hyggelig morgen, og jeg skal aflevere ham stille og roligt og møde i god tid her på kontoret. Men på en eller anden måde ender det altid med, at havregrøden brænder på, og Lynet McQueen taber et hjul, og Isak bliver sur, og så bliver jeg det også, og så slår det hele knuder. Hun


14

udstødte et dybt suk. – Morgener er fandeme ikke for enlige forældre, skriv dig det bag øret!

Stines ansigt fyldtes af det smil, der lavede små æblekinder i det ellers slanke ansigt, og som fik mænd i alle aldre, ikke mindst flere af dem i afdelingen, til at logre som lystige hundehvalpe.

– Jeg har nu heller ingen planer om at blive enlig forælder, når den tid kommer, svarede hun og rykkede sig på skrivebordet, så hendes balde puffede til rammen med det eneste billede af Isak, Nukaaka nogensinde havde fået taget sig sammen til at få fremkaldt. Den sorte ramme vaklede.

Nej, det har du vel ikke, og det bliver du garanteret heller ikke, tænkte Nukaaka med et stik af misundelse. Der er aldrig nogen, der vil gå fra dig.

– Nå. Hun rømmede sig og rettede sig op i stolen. – Hvor langt er du nået med kinesernes ansøgning om Kvanefjeldet?

Som fuldmægtig var det Stines opgave at lave et udkast til den an-befaling, Nukaaka senere skulle give til ministeren.

– Jeg er næsten færdig med første udkast, svarede hun.– Godt. Kan du have det klar til mig i morgen?– Jeg kan i hvert fald prøve. En vildfaren solstråle faldt ind ad vin-

duet og lagde sig på Stines ene skulder. Hendes bizarre, grå striktrøje med kvaster og sølvnister lyste op.

– Du er sgu en engel, sagde Nukaaka og roste som så mange gange før sig selv for, at det var lykkedes hende at overtale Stine, så dansk en pige, som de fandtes, til at forlade det københavnske caffe latte-liv for at rykke til Nuuk og blive fuldmægtig i Råstofdirektoratet, hvor kaffen i automaten smagte ens, uanset hvilken knap man trykkede på. Stine havde selvfølgelig sine egne, tungtvejende grunde til at rømme Danmark, det vidste hun godt, men at det lige skulle blive Grønland, var Nukaakas fortjeneste.

Stine gled ned fra skrivebordet og kørte en hånd gennem sin lyse hestehale.

– Jeg må hellere komme i gang, jeg er nødt til at gå lidt tidligt i dag.


15

Nukaaka nikkede fraværende, mens Stine forklarede, hvorfor hun skulle gå tidligt. Hun studerede kalenderen på skærmen, og Stine havde allerede lukket døren bag sig, da Nukaaka opdagede, at med-arbejderen havde nævnt noget om en fræk aftale.

Kalenderaftalerne lå som altid ryg mod ryg; ud over et internt møde med Malüna, medarbejderen der altid kunne finde noget at brokke sig over, var der møde med departementschefen i Indenrigsministe-riet og forhandlinger med Save the Arctic, en lokal miljøorganisation. Især det sidste fyldte altid Nukaaka med en trang til at skrige. Større nejhatte end dem, ansatte i miljøorganisationer fik udleveret med an-sættelseskontrakten, skulle man lede længe efter. Nej, vores råstoffer skal ikke udvindes. Nej, vi vil ikke samarbejde med internationale virksomheder. Nej, nej, nej. Som om fremgang bare kom af sig selv. Hun sukkede, allerede irriteret ved tanken om mødet. Første punkt på dagsordenen var heldigvis et interview med en dansk journalist, som i sin essens handlede om, at Nukaaka var sej. Den slags anerkendelse var hun ikke for fin til at tage imod.

Hun bladrede distræt gennem postbunken på skrivebordet. Farve-strålende reklamebrochurer fra firmaer, der ville gøre sig til. Faktu-raer, der skulle videre til økonomiafdelingen. En masse uopfordrede jobansøgninger fra folk, der ikke havde halvt så lang en uddannelse, som der krævedes for at arbejde i Råstofdirektoratet. Med endnu et opgivende suk skubbede hun bunken fra sig, da der pludselig lød et ‘ding’ fra computeren. Nukaaka vendte blikket mod skærmen, lænede sig frem og rakte ud efter musen, men idet hun ville klikke på den mail, der var tikket ind, faldt blikket på afsendernavnet.

Armen frøs midt i luften.


16

2

De nålestribede jakkesæt myldrede op fra metroens underjordiske mørke til lyset på Christianshavns Torv.

I et af jakkesættene gik Caroline Kayser. Hendes krop gik der i hvert fald, hen over torvets ensartede halvcirkler af brosten. I en tranceagtig tilstand lod hun fødderne føre sig ind og ud mellem alvorlige mænd i frakke og habit og søvndrukne mødre med overpyntede barnevogne. Så forlod hun brostenene og fortsatte videre ad fortovet langs en side-vej til Christians Brygge, kajen ud mod Københavns Havn. Hælene klaprede mod de grå fortovsfliser.

På kajen skød flere mægtige kontorbygninger op af jorden, men én glasbygning tronede særlig rank. Hun standsede foran den spejl-blanke mastodont og kiggede op. Høj og jætteagtig rejste den sig mod himlen; de øverste etager spejlede sig i havnevandet. Bygningen var hovedkvarter for Dana Oil, Danmarks magtfulde olievirksomhed, hvor Caroline var ansat som teamleder i Afdelingen for Kommunika-tion og Social Ansvarlighed. Det var her, hun havde sat sit gode navn på spil ved at offentliggøre firmaets forbrydelser. Her, hun nu skulle træde ind for første gang, siden hun begik dødssynden.

Hun tog en dyb indånding, før hun lod sig æde af svingdørens opspærrede glasmund.

En af receptionisterne så op i hendes retning, men den optrukne mundvig faldt ned, i samme øjeblik den blonderede receptionist regi-strerede, hvem hun hilste på. Caroline fortsatte sammenbidt gennem sikkerhedslågen over mod elevatoren. De klaprende hæle lød nu alt for højt mod foyerens blanke gulv.


17

På sjette etage, hvor hendes kontor lå, gik hun ned ad gangen. Flere af hendes kolleger var allerede mødt, men når hun nærmede sig, fik de alle travlt med noget andet. Kun Malene lod sit ‘velkommen til-bage’ ledsage af øjenkontakt, og Caroline grundede kort over, hvad der gemte sig bag det tvetydige, blå blik. Respekt for, at hun havde handlet efter sine idealer? Omsorg for det, hun havde været igennem? Håbet om, at Caroline ville ryge ud med fuld musik, og hun selv ville være next in line til stillingen som teamleder?

Inden hun gik i seng aftenen før, havde hun skrevet til sin chef, Mark-vart, at hun ville møde på arbejde i dag.

Det var tre uger siden, hun sidst havde sat sine sorte pumps på Dana Oils polerede gulve. En evighed efter virksomhedens standarder. Hun havde ikke villet det sådan, havde bare ikke kunnet andet. En træthed, hun aldrig før havde kendt, havde gennemsyret hver muskel i hendes krop, boret sig hårdt ind i hver fiber. Dag efter dag havde hun ligget på sofaen sammenrullet i fosterstilling iført det eneste sæt jog-gingtøj, hun ejede. Dagtimerne var gået med at sove; søvnen blev kun afbrudt, når hun indimellem tændte for TV’et og fraværende iagttog talkshowværternes botoxlammede ansigtsmimik. Wordfeud var det mest udfordrende, hun kunne mønstre kræfter til, og hun forlod kun det grå joggingsæt, når Stig kom på besøg. Nætterne var mere udmat-tende end dagene. Mareridtene jagtede hende rundt på lagnet. Men i går havde hun følt sig parat. Kroppen ønskede stadig intet andet end at ligge på sofaen, men hun mente, at der nu var kræfter til at komme igennem en arbejdsdag uden at falde i søvn på kontoret. Så var der ingen undskyldning.

Planen var at overstå mødet med Markvart som det første, men da hun nåede chefkontoret, konstaterede hun, at det var tomt. Ved et stort og ryddeligt skrivebord foran indgangen til chefens gemakker sad hans sekretær, Birthe. Normalt vogtede hun adgangen til bossens salon med et høgeblik. Lige nu stirrede hun imidlertid stift på compu-terskærmen og ænsede tilsyneladende ikke Carolines tilstedeværelse.


18

– Godmorgen. Ved du, hvor Markvart er? spurgte Caroline og ven-tede.

Der var en, der talte i telefon i bunden af lokalet, men ellers var der tyst i det åbne kontorlandskab, hvor de otte medarbejdere i Afdelin-gen for Kommunikation og Social Ansvarlighed hørte hjemme. Det var dem, der værnede om renomméet Dana Oil – en hæderkronet olievirksomhed med over tre tusinde medarbejdere på lønningslisten og betragtelig indflydelse på dansk politik takket være det klækkelige bidrag, virksomheden hvert år spyttede i statskassen.

– Hvor er Markvart? spurgte hun igen, højere, for at overdøve de lyde, der åbenbart gjorde hendes stemme spag.

Modvilligt vendte Birthe sig mod hende. Sekretærens højrøde skjorte var knappet helt op i halsen, hvor den blev holdt sammen af en lille sølv-broche. Det var første gang, de så hinanden, siden Caroline brød kodeks.

– Til møde. Med ledelsen, svarede hun i en tone, der ikke efterlod nogen tvivl om, at hun havde valgt at tage Carolines handling som en personlig fornærmelse.

Caroline fandt sin plads, tændte computeren og åbnede mailboksen. Der plejede at tikke mindst tyve nye mails ind om dagen. Det seneste døgn var der kommet fire. Hun så rundt i lokalet. Per, en af kollegerne, trak skyndsomt øjnene til sig.

Vreden og modløsheden voksede i kroppen. Hun havde godt vidst, der ville komme en reaktion fra kollegerne, men hun var ikke forbe-redt på, at det ville føles sådan, og hun havde måske også forventet en smule omsorg oven på alt det, der var sket. Men Dana Oil var som en lukket loge, hvor interne ugerninger skulle forties udadtil, og da hun for en måned siden havde løftet røret og tastet nummeret til journali-sten, var hun brudt ud af geleddet. Som whistleblower.

Den slags blev straffet.Hun bed tænderne sammen, mens hun gennemgik de få mails. Den

ene var fra Viktor, hendes barndomsven hjemme fra Søllerøds vel-holdte villavej, der nu arbejdede i Dana Oils HR-afdeling. Hun havde håbet at høre fra ham, da artiklen udkom; opbakning fra en gammel


19

ven ville have varmet, men han havde ikke givet lyd fra sig. Ikke før nu. En varm glød fængede an i brystet, da hun læste emne-feltet: »Vi hjælper hinanden.«

Mailen var en fællesmail sendt til alle medarbejdere, og den bestod kun af to linjer. »I Dana Oil hjælper vi kolleger hinanden. Klik på linket herunder for at læse mere om vores nye medarbejderpolitik«.

Gløden i brystet fulgte mailen ned i den elektroniske papirkurv.

Til frokosten sad hun alene. De andre havde rejst sig og var gået i kan-tinen uden hende, og hverken de eller hun ønskede vel i virkeligheden hinandens selskab. Caroline huggede kyllingesalaten i sig med vrede bevægelser og sad under hele måltidet med blikket stift rettet mod den sorte BlackBerry, der lå på bordet. Heldigvis skrev Stig undervejs. Han glædede sig til at se hende i aften. Den følelse var i den grad gengældt.

Da hun kom tilbage på kontoret, var Markvart endelig på sin pind. Hun rettede på skjorten, før hun bankede let på ruden til chefkontoret.

Markvart så op og vinkede hende ind.Han var en populær chef i Dana Oil; en af dem, alle spåede en

fremtid i direktionens hjørnekontorer, og den drengede charme, han trods grå hår stadig havde i behold, fik mange sekretærer til at smile lykkeligt, når han vendte opmærksomheden mod dem. Carolines for-hold til ham var ambivalent. På den ene side havde han ansat hende i Dana Oil og dermed givet hende en chance, da hendes lovende advo-katkarriere i farens firma brast. Det ville hun altid være taknemmelig for. På den anden side var hun ikke et sekund i tvivl om, at han ville sælge både hende, hendes skind og sin egen gamle bedstemor, hvis det højnede hans chancer for at rykke det sidste stykke op i det interne hierarki, og folk med så høje ambitioner skulle man vare sig for. Det vidste hun fra sig selv.

Hun lukkede døren bag sig og tog plads ved chefens ovale møde-bord. Bordpladen var af glas ligesom væggene ud til medarbejdernes storrumskontor, og det føltes, som om øjne kiggede på hende alle vegne fra.


20

Med kontrollerede bevægelser her Markvart stolen ud over for hende og placerede sin høje, velklædte krop på den. Hans mundvige trak prøvende opad, men blikket i de stålgrå øjne bekræftede, at det var en alvorlig samtale.

– Velkommen tilbage. Hans stemme lød uvant dyb.– Tak, svarede Caroline og stirrede derefter tavs på ham.Han gengældte hendes blik, mens han uophørlig klikkede spidsen

på en kuglepen ud og ind. Klik-klak. Klik-klak. Så drejede han det velplejede ansigt mod vinduet for enden af bordet, og hun fulgte hans blik. Under dem duvede det grå vand i Københavns Havn, og et øjeblik føltes det, som om det gyngende vand var et spejlbillede af hendes hjerne.

– Det her er en svær samtale, Caroline. Han så tilbage på hende. – Vi ved jo godt begge to, at der er noget, vi er nødt til at tale om.

Nu lød den dybe stemme, som om den kom et sted langt væk fra.– Men først vil jeg godt lige sige, at jeg har stor forståelse for de

oplevelser, du har været igennem ...– Tak, afbrød hun hurtigt. Hun kunne ikke gennemføre den her

samtale, hvis hun samtidig skulle forholde sig til hans medfølelse.Der var stille en stund, før Markvart gjorde en bevægelse med hån-

den. På bordet mellem dem lå den tre uger gamle udgave af Dagens Nyheder, der havde sat virksomheden på den anden ende. De så begge ned på den. Det øverste højre hjørne var krøllet.

Overskriften på forsiden af avisen var »Dana Oils besætning begår rovmord«.

Artiklen var kulminationen på en rejse, Caroline havde foretaget til Asien for Dana Oil. Hun var rejst derud for at berolige besætningen om bord på en olietanker, men undervejs blev skibet kapret af pirater. Det havde været en oplevelse så forfærdelig, at hun ikke kunne be-skrive den med ord. Flere havde mistet livet, hun havde selv været tæt på at miste sit. Men det værste øjeblik indtraf, da besætningen, hendes kolleger og Dana Oils medarbejdere, efter at faren var overstået, med koldt blod dræbte den eneste pirat, der havde forsøgt at hjælpe dem.


21

Dana Oil mente ikke, det var nødvendigt at delagtiggøre omverdenen i den sag. Caroline var uenig.

Hun optrådte anonymt i artiklen, men alle, der kendte sagen, vidste, hvem der gemte sig bag de navnløse citater. Hun selv gjorde intet for at benægte.

Markvart vendte hovedet mod hende. Hans læber bevægede sig, og hun opdagede, at hun ikke havde hørt efter, mens han talte.

– ... rette din fejl? var det sidste, hun opfangede.Uden for vinduet hvirvlede vinden de vintersorte blade rundt. Et

af dem landede på ruden, hang stille et sekund og gled så langsomt nedad. Caroline skævede kort til det.

– Hvadbehager? spurgte hun så.Chefen sukkede irriteret. – Jeg siger, det er noget forbandet rod,

det her. Jeg ved godt, du har det svært, men jeg spørger dig, om du ikke selv kan se det fornuftige i at rette din fejl? At vende tilbage til Dagens Nyheder og sige, at du overdrev. Det vil alle kunne forstå. Du var oprevet efter kapringen og så det med din bror, og derfor har du ikke haft mulighed for at rette op på fejlen før nu.

Imens han talte, spilede Carolines næsebor sig ud, til det stram-mede i dem. Da han var færdig, så han afventende på hende.

– Markvart, jeg skal sige dig en ting. Hun trak vejret hørligt ind gennem næsen. – Hvis du på noget tidspunkt tror, jeg trækker i land, tager du fejl.

Med de ord skød hun sin stol tilbage og rejste sig. Indeni begyndte billederne at vælte rundt. Af broren. Olietankeren. Piraterne. De døde kroppe. Hun smækkede døren bag sig, da hun gik.


vincentz - nukaakas kabale (læseprøve)

Documents