erbillor - debil tur retur (læseprøve)
DESCRIPTION
Eskild er supercyklist og verdensmand. Men han er en presset verdensmand: • Eskild er 24 og bor hos sin mor, Else Johansson. • Eskilds far er død. Muligvis i forbindelse med en form for fødselspsykose. Else Johansson er af en anden opfattelse. • Eskild arbejder i Matas. • Eskilds søster Helene er blevet forladt af sin kæreste og er flyttet hjem igen. Hun gør krav på empati og på at få sit gamle værelse tilbage. • Eskilds kæreste Pernille tvinger ham til at se på lejligheder. Hun vil flytte sammen, men Eskild vil egentlig helst slå op. • Bedstevennen Boris fester og scorer piger – og introducerer Eskild til smukke og uopnåelige Anne. Løsningen synes at ligge i en kanotur til Norge. Boris, Kommando Torben, Pernille, Eskild og uopnåelige Anne drager af sted.TRANSCRIPT
100 mm
200
mm
11,5 mm 100 mm125+3 mm 125+3 mm
Jeg har haft det værste mareridt
af alle. Jeg lyver ikke, når jeg siger,
at jeg drømte, at Jørgen Leth og
jeg snavede. Alt imens min Bedste
stod ved siden af og prædikede om
Jesus, og hvad der ellers hører til
ham. Jeg vasker mit ansigt i koldt
vand. Jeg synes at have smagen af
Haiti i min mund.
roman
sa
ml
er
en
Sab i na E r b i llo r
sab i na e r b i llor e r født i 1991 og kom m e r fra aar h us.
Omslag: © alette Bertelsen, aletteB.dk
fO
tO:
© a
gn
et
e s
ch
lic
ht
kr
ul
l
Sa
bin
a Er
billo
rd
Ebil tu
r-r
Etur
Løsningen synes at ligge i en kanotur til Norge.
Boris, Kommando Torben, Pernille, Eskild og uopnåelige
Anne drager af sted.
e s ki ld e r su pe rcykli st og ve r d e n s man d. m e n han e r e n pr e ss et ve r d e n s man d:
• Eskild er 24 og bor hos sin mor, Else Johansson.
• Eskilds far er død. Muligvis i forbindelse med en form
for fødselspsykose. Else Johansson er af en anden
opfattelse.
• Eskild arbejder i Matas.
• Eskilds søster, Helene, er flyttet hjem igen. Hun gør
krav på empati og på at få sit gamle værelse tilbage.
• Eskilds kæreste, Pernille, vil flytte sammen, men
Eskild vil egentlig helst slå op.
• Bedstevennen Boris fester og scorer piger – og intro-
ducerer Eskild til smukke Anne.
sam le r e n
dEbil tur
rEtur
sam le r e n
cmYk + glOssY kasche
Debil tur-retur
Sabina Erbillor
Debil tur-retur
Roman
samleren
Debil tur-retur
© Sabina Erbillor og Samleren/rosinante & co, København 2015
1. udgave, 1. oplag, 2015
Omslag: Alette Bertelsen, AletteB.dk
Sat med Utopia Christensen Grafisk
og trykt hos Livonia Print, Riga
ISBN 978-87-638-3651-7
Printed in Latvia 2015
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne
i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond
Samleren er et forlag i rosinante & co
Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
rosinante-co.dk
5
Jeg har haft det værste mareridt af alle. Jeg lyver ikke,
når jeg siger, at jeg drømte, at Jørgen Leth og jeg sna-
vede. Alt imens min Bedste stod ved siden af og præ-
dikede om Jesus, og hvad der ellers hører til ham. Jeg
vasker mit ansigt i koldt vand. Jeg synes at have smagen
af Haiti i min mund. Hvem fanden smager af Haiti i
munden. Jeg løber ud i køkkenet og finder en skål og en
ske. Jeg hælder Coco Pops ned i skålen og tager letmæl-
ken ud af køleskabet. Men intet kommer ud af mælke-
kartonen. Jeg skriger min storesøsters navn, Helene.
Men hun svarer ikke. Jeg hader, når hun er på besøg.
Hun overtager hele huset. Jeg tramper hårdt i gulvet.
Jeg tramper fandeme så hårdt i gulvet. Jeg tramper ind
til min søster, som sidder inde i stuen. Hun kigger op
på mig med sine dumme brune øjne, hun har brun
letmælk over hele fjæset. For helvede, Helene, siger jeg,
du har taget al letmælken. Helene trækker på skuldrene
og propper en ordentlig skefuld Coco Pops ind i mun-
den. Gå dog ned og køb en ny liter, mumler hun og be-
gynder at zappe frem og tilbage med fjernbetjeningen.
6
Hun vælger at stoppe ved De unge mødre. Det synes
Helene selvfølgelig er underholdende. Et program om
babyer og kvinder. Jeg udstøder et højt brøl. Hold dog
kæft, Eskild, det er bare mælk, snerper hun. Jeg vender
mig om og hiver mine bukser ned under røven og slår
en kæmpe prut. Så stor, at jeg tør vædde på, at man
kan se baldernes vibrationer. Helene forbander mig på
alle tænkelige måder, mens jeg går ud af stuen med et
selvtilfreds smil. Jeg hopper på cyklen. Jeg cykler ned
til den bager, som ligger nærmest. Min cykel er blå, og
det er en racercykel. Min cykelhjelm er sølvfarvet, og
mine benmuskler er stærke. Med andre ord ser jeg ret
sej ud, når jeg cykler. Jeg begyndte at cykle som treårig,
og jeg er ikke stoppet siden. Jeg er faktisk så hurtig på to
hjul, at jeg overhaler biler og busser. I bussen sidder alle
passagererne og ser ud på mig, og de tænker, at sådan
ville de ønske, de var. En stærk og frisk cyklist, og de
ved, at min indstilling er, at der intet dårligt vejr findes,
kun dårlig beklædning. Og alle mennesker inde i den
proppede bus tænker, at jeg vil leve ti år længere, end
de vil. De tænker, at jeg vil se fantastisk ud, når jeg run-
der de halvtreds. Jeg kan nå at cykle over for gult, og jeg
kan tage smutveje i de smalleste gader. Det er jo ikke,
fordi jeg vil blære mig med mit cykeltalent, men jeg er
hurtigst, og jeg giver ikke andet end en fuckfinger til
7
bilister. Jeg racer op til bageren og laver et langt brem-
sespor, jeg hopper af cyklen og låser den, hurtigt. Jeg
køber tre liter letmælk for at være på den sikre side. Jeg
smiler til bagerjomfruen, som er lækker, selvom hun
er femten år. Hun smiler igen, fordi jeg er ældre, og det
gør mig spændende. Hej Eskild, siger en stemme, og jeg
vender mig og ser ind i Boris’ glade og runde ansigt. Jeg
ser nedad, fordi han er lav. Jeg hilser, og så begynder
Boris at snakke, og når han snakker, bliver han ved.
Så er der ingen mangel på mælk, fniser han og nikker
mod de mælkekartoner, jeg er i gang med at pakke ned
i rygsækken. Jeg nikker og fortæller ham, at Helene er
på besøg, og at hun stjæler min mælk. Boris’ ansigt
forvandler sig til en stirrende maske, han fokuserer
nu på min venstre kind. Skal jeg komme forbi senere?
spørger han. Nej, Boris, hold dig væk! Nu vågner han
op og begynder at plage. Vi har jo ikke set hinanden i
lang tid, og det kunne da være hyggeligt at tage et spil
Ludo eller noget, siger han. Ludo. Vi har aldrig spillet
Ludo. Jo-jo, det har vi da. Nej, siger jeg. Nu ved Boris
ikke, hvad han skal sige. Du får ikke lov til at komme
forbi de næste par dage, basta, siger jeg og hopper op
på min cykel. Vi ses, Boris, siger jeg og klapper ham
på skulderen. Hvis jeg havde en søster, måtte du gerne
sniffe hendes rose, råber Boris efter mig.
8
Boris står uden for hoveddøren. Han har et spil Ludo
under armen. Han vil ind. Det kan han ikke komme,
men han insisterer. Min søster spørger, hvem det er.
Det er postbuddet, siger jeg. Men så kommer hun ud i
gangen. Hun hilser på Boris. Helene så sidst Boris ved
mit studentergilde for fire år siden. Hun joker med, at
han nu ligner en hulemand og ikke en bumset gym-
nasieelev, der lige har fået taget sin mødom. Hun kan
åbenbart ikke huske at have set Boris på de utallige
byture, hvor vi tilfældigt er stødt på hende, og det var
akavet, fordi min søster var fuld og frejdig, og jeg var
fuld og forvirret, og Boris var det hele. Boris husker
min søster alt for godt. Han er ude efter min søsters
tissekone. Flere gange har jeg taget en alvorlig snak
med ham om kammeratskab og troværdighed og om
de uskrevne regler om samleje med venners familie-
medlemmer. Boris giver ikke op, hvilket er mærkeligt,
fordi Helene er grim. Familien Johansson er en grim
familie, og Helene er ingen undtagelse. Boris kommer
ind og sætter sig inde i stuen, han breder ludospillet ud,
og Helene hviner, at hun ikke har spillet Ludo i årevis,
og så kører cirkusset. Jeg opgiver og sætter mig ned og
spiller med, men kun hvis jeg må være rød. Det må jeg
gerne. Vi mangler en spiller, vores hund, Luna, bliver
valgt til at spille den grønne farve. Luna er dårlig til
9
Ludo. Jeg lægger mærke til, at spillebanen er et stort
hagekors. Nazi-ludo. Jeg begynder at tale tysk. Og hver
gang jeg slår en af de andre spillere hjem – hvilket sker
ofte – råber jeg: sterben, sterben, ihr verdammten Ju-
den. Helene synes ikke, det er sjovt, og begynder at
prædike om koncentrationslejre, Hitlers ondskab, og
at der kun var én dreng, der blev navngivet Adolf sid-
ste år. Jeg siger, at hun minder om Bedste. Bedste kan
da ikke lide jøder, siger Helene. Kan du? spørger jeg.
Helene svarer ikke, men slår en globus. Hendes gule
brik hopper til globus. Boris siger, hop til globus, og
fniser. Boris slår stjerne, jødestjerne, og laver et langt
hop. Scheiße. Hans blå brik står lige bag min stærke
militærtrop, som kæmper for en stærk nation og fæl-
lesskab og magt. Jeg slår en sekser og forsvinder hur-
tigt fra jøden. Jeg vinder hele spillet og begynder at
marchere rundt i stuen med udstrakt arm. Jeg stopper
hurtigt igen, fordi jeg synes, jeg lader mig rive for meget
med. Jeg går ud på lokummet og lægger en lort. Da jeg
kommer tilbage, er min mor kommet hjem. Hun har
været ude ved banen og spille golf. Det kan Else godt
lide. Else Johansson er fritidsgolfspiller. Else er en høj
kvinde med et langt ansigt, mørkt hår og lange bryster.
Else Johansson er grim, men hendes øjne er smukke
og brune. Helene Johansson påstår, at hun har arvet
10
dem, de smukke brune øjne. Det er løgn. Jeg har arvet
min mors lange krop og mørke hår, og hvis jeg var en
kvinde, ville jeg sikkert også have arvet de lange bry-
ster. Helene Johansson har dog faste bryster. De er også
ret store. Måske er det Helenes bryster, der lokker Bo-
ris. Else og Helene Johansson falder hurtigt i snak om
alverdens ævl og kævl. Pigerne Johansson kan snakke
helt uhyggeligt meget. Boris opgiver at forføre Helene
med sit gamle og ildelugtende nazi-Ludo og sit nygro-
ede skæg. Boris siger farvel og vi ses med et tomt blik.
Jeg vågner ved, at min mobiltelefon ringer. Det er
Pernille. Pernille er min kæreste. Jeg tager den ikke.
Jeg vender mig. Mobilen ringer igen. Hvad? siger jeg i
røret. Sover du? spørger Pernille. Mmh. Klokken er et
om eftermiddagen, Eskild. Det svarer jeg ikke på. Jeg
har fundet en lejlighed, vi skal ud at se på om en time,
fortsætter hun. Okay, siger jeg. Hvad? O.K.!
Lejligheden er ganske fin. Jeg kunne godt bo her. Jeg
ser hen på Pernille, som taler et alvorsord med ejen-
domsmægleren. Pernille er høj. Pernille er også lidt
stor. Ikke sådan rigtig tyk, heller ikke buttet. Bare stor.
Hvad synes du om lejligheden, Eskild? Jo jo, den kan
jeg godt lide, svarer jeg og nikker. Jeg bliver ved med
11
at nikke og føler mig voksen, da jeg begynder at tale
om fællesudgifter og vedligeholdelse af baggården, lige
indtil Pernille snerper, at det har de lige gennemgået
for to minutter siden. Okay, så lad os for helvede flytte
ind, Pernille, eftersom du har så skidemeget styr på
det hele, siger jeg. Pernille gider ikke flytte ind, hvis
det er med den på. Hvilken på? spørger jeg. Det ved du
udmærket godt. Men det ved jeg ikke. Nu begynder vi
at skændes, og vi stopper ikke, før ejendomsmægleren
foreslår, at vi kan tænke over det og ringe tilbage.
Du er inviteret til min søsters konfirmation, siger Per-
nille. Jeg svarer ikke, for hvad skal jeg dog lave til Per-
nilles søsters konfirmation. Eskild! Hvad?! Det er på
søndag, du skal komme, siger Pernille. Hvorfor skal jeg
komme? Fordi du er inviteret, og du har ingen andre
planer, siger hun. Hvad ved du om mine planer, hva’?
Måske har jeg rent faktisk en aftale, siger jeg. Men jeg
har ingen aftaler, og jeg har absolut ingen planer, så det
ender selvfølgelig med, at jeg skal med til konfirmation,
med sange og taler. Med gaver og snottede møgunger.
Men jeg nægter at tage en gave med, siger jeg. Du skal
kun sørge for kortet. Nej, siger jeg. Okay, så laver jeg et
kort, siger Pernille og prøver at kysse mig farvel, men
jeg afviser hende.