lene kaaberbøl - skammerens datter, filmudgave (læseprøve)
DESCRIPTION
Bogen bag filmen Skammerens datter, der markerer Lene Kaaberbøls store gennembrud i både ind og udland. Hun fejrer i 2015 40 års jubilæum som forfatter med debut allerede som 15årig. Opdag eller genlæs den fascinerende fortælling om en moderne heltinde med særlige talenter og øjne, ingen almindelige mennekser tør se ind i. Bogen er oversat til 25 sprog og er udkommet i mange oplag og udgaver siden 2000, hvor den udkom første gang. Filmudgaven indeholder bonusmateriale i form af stills fra filmen.TRANSCRIPT
S K A M M E R E N S D A T T E ‰
L E N E K A A B E R B Ø L
H Ø S T & S Ø N
2
N O R D H AV E T
R I N G H AV E TAuria
BelsogniaMurfolket
Magdaner-kysten
Skibsbyggerkysten
Campana
SkaylocSkaylers Stol
Dunvedi
DunlainDunovinOvinlain
Dunark
Solark
Sol-Marsken
SkaylersRand
Skayler-Passet
Skay-Højlandet
LoclainSagisloc Sagis-Borgen
Sagis-Bjergene
S K A Y — S A G I S H A L V Ø E N S S S
3
N O R D H AV E T
R I N G H AV E TAuria
BelsogniaMurfolket
Magdaner-kysten
Skibsbyggerkysten
Campana
SkaylocSkaylers Stol
Dunvedi
DunlainDunovinOvinlain
Dunark
Solark
Sol-Marsken
SkaylersRand
Skayler-Passet
Skay-Højlandet
LoclainSagisloc Sagis-Borgen
Sagis-Bjergene
S K A Y — S A G I S H A L V Ø E N S S S
L E N E K A A B E R B O—| L
SKAµMERENSDATTE‰
S K A M M E R E N S D A T T E R 1
Skammerens datter © Lene Kaaberbøl
og Høst & Søn/rosinante & co, København 20153. udgave, 1. oplag, 2015
Udgivet efter aftale med Lars Ringhof AgencyOmslag: Harvey Macaulay, Imperiet. Baseret på
»SKAMMERENS DATTER« film artwork. © 2015 Nepenthe FilmStillfotografier fra »SKAMMERENS DATTER« © 2015 Nepenthe Film
Stillfotograf: Jiri HanzlBogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk
og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-3760-6Printed in Finland 2015
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Læs mere om forfatteren på: www.kaaberbøl.dk
Skammer-serien består af fire bøger:
skammerens datterskammertegnetslangens gave
skammerkrigen
Høst & Søn er et forlag i rosinante & coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
rosinante-co.dk
L E N E K A A B E R B Ø L
H Ø S T & S Ø N
L E N E K A A B E R B O—| L
SKAµMERENSDATTE‰
S K A M M E R E N S D A T T E R 1
L E N E K A A B E R B Ø L
H Ø S T & S Ø N
D U N A R K B Y
Dunark-Borgen
Lønporten
Løngangen
Apoteker-Enkens Hus
Vandhuset
SanktAdelas
Adelas-gade
Grønningen
Nederby
Tinstræde
Hejsebrønden
Toldgården
Torveporten
ToldportenTold-gårdsPlads
Lønstien
Østporten
DunarkLandevej
Torve-gade
Smede-boderne Bom-
pladsen
Porttorvet
KøbmandsTorv
Borgporten
Borggade
St.AdelasTorv
Kurvemagergade
Uldkræmmergade
Sankt Magda
MagdasPlads
Store Torv
Toldgårdsgade
Skomagerhuset
Garvergyde
Korn-torvetMuslingestien
Skidenstad
Klippekant og murværk
Bymur
Brønd
PortGade eller torv
Bygninger
Græsning
D U N A R K – B O R G E N
Nordgarnison
Garnisons-brønden
Gamle Stald
Sydgarnison
FangekælderGamle Fyrstegård
Gamle Reservoir
Nye Reservoir
DragegårdenDrageporten
Skafot
ArsenaletArsenal-brønden
Badehus
AlkymistensværkstedGamle Fort
Østfløjen
Arsenalgården
Fyrstegården
Nye PaladsNordfløjen
Nye PaladsVestfløjen
Oran-geriet
Ravens-fontænen
Våbengård
Vognporten
Fyrsteligestalde
Kornlager
Smedje
Vogngyden
Løngården Østtårnet
Lønporten
Løntårnet
Højporten Lavporten Staldgyden
Portfortet
Porttårn PorttårnVesttårnet
TrappeKældergangeller -rum
Brønd ellerspringvand
Vand
Borgmur
Befæstet borggård
kort 2
NORDHAVE T
Dunark
Dunmarsken
Birkene
Solark
Eidin Sol-marskenDracanaFloden
EidinFlodenMeira
ArlaneiraBaur Morlan
Morlan
Skaya
Skaylers StolBaur Maddin
Maddin
Hollin
Skayloc
Fredo-floden
Baur Hollin
LoclainSkayarkSkayler-Passet
SkaradalenKensie
LaclanBaur Kensie
Baur Laclan
SkaylersRand Skay-Højlandet
9
S K A M M E R E N S T Ø S
Strengt taget var det vel ikke Cillas skyld, at jeg blev bidt i
armen af en drage. Det er nok bare en tilfældighed, at hun
bestemte sig for at smide en spand valle i hovedet på mig,
netop den dag manden fra Dunark kom. Men hver gang min
venstre arm gør ondt ... hver gang jeg savner Lindehuset og
pæretræerne og hønsene, vi havde dér ... så bliver jeg gal på
Cilla én gang til.
Cilla var møllerens datter, den eneste pige ud af en flok
på seks. Måske var det derfor, hun var blevet så utålelig.
Hvis Cilla ville have en honningmad eller et silkebånd til
sit hår eller et sæt Prins-og-Drage-brikker, så spærrede hun
bare øjnene lidt op og gjorde stemmen sirup-sød. Hendes
øjne var blå som kornblomster, og hun havde smilehuller i
kinderne, ét i hver side. Hendes far var som smør i hendes
hænder. Og hvis nogen drillede Cilla eller kom hende på
tværs på en eller anden måde, så sladrede hun til et par af
sine brødre. De havde alle sammen arbejdet i møllen, siden
de var små, og kunne kaste rundt med sækkene dér, som
om de var fyldt med fjer i stedet for korn eller mel. Ingen
brød sig om at komme op at slås med dem, ikke engang
min egen storebror Davin, og han er ellers ikke særligt
bange af sig. Cilla var vant til at få det præcis, som hun
ville have det.
NORDHAVE T
Dunark
Dunmarsken
Birkene
Solark
Eidin Sol-marskenDracanaFloden
EidinFlodenMeira
ArlaneiraBaur Morlan
Morlan
Skaya
Skaylers StolBaur Maddin
Maddin
Hollin
Skayloc
Fredo-floden
Baur Hollin
LoclainSkayarkSkayler-Passet
SkaradalenKensie
LaclanBaur Kensie
Baur Laclan
SkaylersRand Skay-Højlandet
10
Normalt gik jeg i en stor bue uden om hende. Men dén
dag havde det været en rigtig møgdag, lige fra jeg stod op.
Mor havde skældt ud, fordi jeg havde glemt mit sjal ude ved
brændeskuret aftenen før, så det var blevet drivvådt. Jeg var
kommet op at skændes med Davin, og Melli, min fireårige
plageånd af en lillesøster, havde pillet øjnene af min gamle
kludedukke. Selvfølgelig var jeg for stor til at lege med duk-
ker, i hvert fald det meste af tiden, men Nana var min dukke,
og jeg havde ikke givet Melli lov til at lege med hende. Jeg var
simpelthen så sur og gal på hele familien, at jeg ikke kunne
holde ud at være i hus med dem. Først gik jeg ud i stalden
og stod lidt hos Blis, vores lille, rare, brune hoppe. Men så
kom Davin og satte hende ud at græsse på engen bag pæ-
retræerne, og der blev for ensomt og for kedeligt i stalden.
Desuden ville mor garanteret ikke være længe om at finde et
eller andet at sætte mig til, for hun mener, at arbejde er den
bedste kur mod sure muler og hængende næb. Så før jeg rig-
tig havde tænkt mig om, var jeg på vej ned mod landsbyen.
Birkene var ikke nogen storby, men der var trods alt en
smedje, en kro og så møllen, som Cillas forældre har, foruden
elleve forskellige huse og smågårde i selve landsbyen. Og så
var der en håndfuld steder som Lindehuset, hvor vi boede –
steder, der lå uden for byen og både hørte med og ikke hørte
med. I næsten alle husene boede der familier, og næsten alle
familierne havde børn, og nogle af dem endda en ordentlig
flok. Med så mange at vælge imellem skulle man tro, det
var muligt for mig at finde en veninde eller to, eller i hvert
fald en legekammerat. Men sådan var det bare ikke. Ikke når
man var Skammerens datter. Da jeg var lille, havde jeg leget
med Sasia fra kroen. Men så begyndte hun at få svært ved
11
at se mig i øjnene, og så blev det ligesom lidt vanskeligt. Nu
undgik hun mig, fuldkommen som alle de andre.
Så da jeg endelig nåede ned til landsbyen efter at have
sjokket en god halv mil gennem mudder og blæst – så vid-
ste jeg faktisk ikke, hvad jeg skulle dér. Det var efterhån-
den sjældent, jeg gik derned alene, medmindre jeg havde
et ærinde for mor. Jeg stod ubeslutsom midt på torvet og
prøvede på at se ud, som om jeg bare var stoppet op for
at hvile mig lidt. Janus Tinkræmmer kom forbi med hånd-
kærren og hilste pænt, men uden helt at se på mig. Ovre i
smedjen stod Rikert og skoede kroens den skimlede. Han
vinkede, da han fik øje på mig, men bøjede sig hurtigt over
arbejdet igen. Så begyndte store, fede regndråber at plaske
mod jorden, og jeg kunne ikke længere bare lade, som om
jeg stod og slikkede solskin.
Måske af gammel vane satte jeg kursen mod kroen. Der
var næsten mennesketomt i krostuen. Kun en enkelt gæst
sad og spiste middagsmad, et stort brød af en skaylænder
fra højlandet oppe på den anden side af Skaylers Rand. Han
havde nok haft sommerhyre som karavanevagt eller sådan
noget og var nu på vej hjem. Han kastede et nysgerrigt blik
på mig, men kiggede hurtigt væk.
Bag disken stod Sasias mor og tørrede glas af.
»Goddag, Dina,« sagde hun høfligt, med blikket stift ret-
tet mod det glas, hun pudsede løs på. »Hvad kan jeg gøre
for dig?«
Hvad ville hun egentlig gøre, hvis jeg sagde: Se på mig?
Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. »Er Sasia hjemme?«
»Nej. Jeg tror, hun er ovre ved møllerens.« Hun gav et kast
med hovedet, stadig uden at hæve blikket.
12
Jeg tror, det begyndte at gå galt for mig allerede dér. Jeg
kunne mærke en besk og bitter vrede vende sig i mig. Alle
de bøjede nakker og bortvendte blikke ... hvad skulle det til
for? Jeg mærkede nok, at det ville være nemmere for dem
alle sammen, hvis jeg bare holdt mig væk. Men jeg havde
ikke bedt om at være Skammerens datter. Jeg havde ikke
bedt om de dér skammerøjne, ingen ville se ind i. Jeg kunne
stadig huske, hvordan jeg græd, da Sasia ikke mere ville lege
med mig.
»Hvad er der galt med mig?« havde jeg spurgt min mor.
»Der er ikke noget galt med dig,« sagde hun. »Du har bare
arvet min gave.« Hun lød både stolt og vemodig, men hvis
det stod til mig, så havde hun fået sin gave lige i hovedet
igen, og det med det samme. Men sådan noget bestemmer
man desværre ikke selv.
Havde jeg ikke været så vred den dag, var jeg nok bare
gået hjem. Men jeg var ved at blive trodsig. Det kunne godt
være, de helst så, jeg holdt mig væk ... men jeg havde vel
også ret til at være her? Nogen at snakke med, nogen at være
sammen med – det burde være en menneskeret. Trodsigt
og med en klump i halsen marcherede jeg tværs over torvet
igen og hen ad Møllegade.
»Ville du noget, Dina?« spurgte Ettie Møllers, da hun fik
øje på mig. Hun havde travlt med at få vasketøjet ned, inden
det blev gennemblødt af regnen.
»Jeg leder bare efter Sasia,« sagde jeg.
»Pigerne er vist alle sammen ovre i laden,« sagde hun med
munden fuld af tøjklemmer og kiggede på vasketøjet og ikke
på mig.
Jeg skråede over gårdspladsen og smuttede ind gennem
13
den lille dør i ladeporten. Der var temmelig dunkelt derinde,
men de havde lavet nogle roelygter og sat tællelys ned i dem,
så de lignede glødende dødningehoveder. Det så hyggeligt og
uhyggeligt ud på én gang. På ladet af en vogn sad Cilla med
et lyserødt lagen om skuldrene og en krans af gule georgi-
ner i håret. De andre sad i en halvcirkel rundt om, og midt i
cirklen stod Sasia på ét ben med møllerens gamle filthat på
hovedet og forsøgte at huske alle tolv vers af »Min hjertens-
kær var en vandringsmand«. Hun var nået til det syvende, og
det lød ikke så godt. Først gik hun i stå, og da hun begyndte
igen, fik hun blandet det sammen med ottende vers.
De legede Fri-til-Prinsessen, og det var selvfølgelig Cilla,
der var prinsessen. Hvis jeg kendte hende ret, så skulle hun
nok finde på så umulige opgaver til sine friere, at ingen af
de andre nåede at blive prinsesse dén dag.
»Hoffolkene« begyndte at pifte og buhe ad Sasia, og Cilla
bad sin frier skrubbe af og komme igen, når han var moden.
Så fik hun øje på mig og faldt lidt ud af rollen.
»Hvad laver du her?« spurgte hun.
»Kommer for at fri til prinsessen,« sagde jeg. »Hvad el-
lers?«
»Du er ikke blevet inviteret,« snerrede Cilla og studerede
sine fingernegle, så det kom til at virke, som om det var
under hendes værdighed at se på mig. »Sig mig lige engang,
Sasia, kan du huske, at vi har inviteret Skammerens tøs?«
Sasia mumlede et eller andet og så ned i jorden.
»Det kan godt være, du selv tror, du er en prinsesse, Cilla,«
sagde jeg indædt. »Men du opfører dig som en lus!«
Det gav et ryk i hende, og hun var lige ved at komme til at
se på mig, men tog sig i det i sidste øjeblik.
14
»Jeg skal give dig lus, skal jeg – « begyndte hun, men så
bremsede hun sig selv. »Nej, undskyld. Måske er det uretfær-
digt. Ved du hvad, Dina, du må gerne være med.«
Der lød vantro gisp fra de andre piger. Selv stirrede jeg
også forundret på Cilla. Det lignede hende ikke at være så
storsindet.
»Mener du det? At jeg må være med?«
»Ja. Var det ikke det, du bad om?«
»Jo.«
»Godt. Så fri til mig!«
Måske var det bare det, hun ville – se mig ligge på knæ
og fri. Men det var hundrede år siden, jeg havde leget med
andre end Davin og Melli, så jeg syntes, det var en billig
pris. Jeg knappede slaget op og kastede det hen over den ene
skulder, så det lignede en ridderkappe, og rakte hånden ud
efter filthatten. Sasia tog den af og gav mig den uden at se
op overhovedet.
»Oh, skønne Prinsesse Liljehvid – Skænk Eders frier den
hånd så blid ...« begyndte jeg, sådan som jeg skulle.
»Ej skænker jeg nogen hånd eller tro – Før han har gjort
mig tjenester to,« fortsatte Cilla remsen.
»Her er mit sværd, og her er min bue – Hvormed må jeg
tjene min Skønne Frue?«
»Her hjælper ej bue, her hjælper ej sværd – På helt anden
vis skal du vise dit værd – Min frier, den første tjeneste er ...«
Cilla smilede og trak tiden ud, men jeg kunne se på hende,
at hun allerede havde bestemt sig. »Syng alle tolv vers af
Vandringsmanden, mens du står på ét ben – med bind for
øjnene! Tea, lån hende dit tørklæde.«
Det er sværere, end det lyder – det med at stå på ét ben
15
uden at kunne se. Det er faktisk ikke spor nemt at holde
balancen. Men jeg kunne lige akkurat skimte halmen på
ladegulvet, når jeg kiggede ned langs næsen, og det hjalp.
Og heldigvis er min hukommelse bedre end Sasias. Jeg gik
i gang det bedste, jeg havde lært:
»Min hjertenskær var en vandringsmand med
grønne fjer i hatten
For han holdt af pi’r den hele dag
Og endnu mer om natten
Og endnu mer om natten ...«
Jeg kunne godt høre, der var en fnisen og en raslen rundt
omkring, men jeg ville ikke lade mig hyle ud af den. Vers
efter vers sang jeg, selvom det ben, jeg stod på, rystede
under mig af træthed. Da det begyndte at knibe for alvor,
forestillede jeg mig bare Cillas sure fjæs, når hun blev nødt
til at bytte plads og lade mig blive prinsesse, og så kunne jeg
pludselig sagtens klare et par vers endnu. Jeg skulle netop
til at tage en dyb indånding og begynde på det tolvte og
sidste, da det skete.
Noget koldt og vådt sjaskede lige ind i hovedet på mig, og
i stedet for luft fik jeg en stor mundfuld valle. Jeg mistede
balancen og tumlede omkuld, hostende og hikstende efter
vejret. Noget af vallen løb op i næsen på mig, så det sved
og brændte i svælget og næseborene. Først kunne jeg sim-
pelthen ikke fatte, hvad der var sket. Men da jeg fik revet
tørklædet af og så Cilla med den tomme spand og hørte de
andre grine, så de var ved at brække sig – så forstod jeg.
»Skrub af, hekseunge ... og kom igen, når du er moden!«
sagde Cilla og var selv ved at dø af grin over sit nummer.
Hun havde så travlt med at grine, at hun ikke tænkte på
16
at stikke af. Og det burde hun have gjort. For jeg var så ra-
sende, som jeg aldrig havde været før, og det tog mig kun
en enkelt halvkvalt indånding, så var jeg oppe igen, og mere
end oppe: Jeg sprang simpelthen på hende og væltede hende
bagover, og så lod jeg mig dumpe ned på brystet af hende, så
hun ikke kunne komme op igen. Jeg greb om hendes ansigt
med begge hænder og tog den bedste hævn, jeg kunne.
»Se på mig, din lusede lille pyntedukke. Se mig ind i øj-
nene!«
Hun var ikke meget for det. Hun skreg og græd og prøvede
på at lukke øjnene, men jeg havde fat i hende, og jeg havde
ikke tænkt mig at slippe. »Se på mig!« hvæsede jeg én gang
til, og det var, som om hun ikke selv kunne bestemme mere.
De kornblomst-blå øjne gled op og stirrede lige ind i mine.
»Du er selvoptaget og forkælet,« hviskede jeg. Det var ikke
nødvendigt at tale højt nu, for hun kunne høre mig lige så
tydeligt, som hun kunne høre sine egne tanker. »Jeg kan
ikke komme i tanke om en eneste ting, du nogensinde har
gjort for andre. Og jeg kender hvert eneste lurvede lille num-
mer, du har lavet for at få din vilje. Jeg ved, hvordan du fik
den ring dér. Jeg ved, hvordan du fik Sasia til at give dig sit
syskrin. Jeg ved, hvordan du løj for dine brødre, så de gav
Tosse-Malte bank. Hvad havde han gjort ud over at løbe i
hælene på dig, fordi han syntes, dit hår var pænt? Ingen-
ting, Cilla. Du løj. Du er så ussel, så lav, så ynkelig, at jeg får
kvalme af at se på dig. Jeg ved det hele, Cilla. Jeg kender dig!«
Og det gjorde jeg virkelig. Mens jeg sad på maven af hende
og hviskede hende ind i hovedet, så vidste jeg, hvad hun
havde gjort. Og selvom hun skreg og sparkede og vred sig,
som om hun var ved at drukne, så kunne hun ikke komme
17
fri. Jeg tvang hende til at se sig selv. Og jeg tvang hende til
at skamme sig over det, hun så.
En af de andre prøvede på at skubbe mig væk fra Cilla,
men jeg behøvede bare at dreje hovedet og se på hende. Hun
sprang tilbage, som om hun havde brændt sig.
»Du er ussel, Cilla,« gentog jeg, lidt højere. »Og hvis du
tror, der er en eneste af pigerne hér, der kan lide dig for din
egen skyld – så tager du fejl.«
Jeg rejste mig op. Cilla blev liggende. Hun græd og græd,
så man skulle tro, jeg havde pisket hende.
»Og I andre er ikke meget bedre,« sagde jeg. »I som kom-
mer her og spiller hof for Prinsesse Cilla, bare fordi I er
bange for hende eller vil have noget af hende. Leg I bare
jeres dumme små lege. Jeg har fået nok!« Jeg så rundt på
dem, men de eneste øjne, der mødte mine, var roelygternes
lysende dødningeblik. Min vrede flakkede en smule. Det var
jo ikke sådan, jeg ville have, det skulle ende. Men lige nu var
der ikke meget andet at gøre end at gå sin vej.
Inden jeg nåede helt hen til porten, gik døren op, og Cil-
las far kom ind.
»Hvad laver I?« råbte han. »Cilla, hvad er der sket?«
Cilla svarede ikke. Hun lå bare og hulkede. Så opdagede
mølleren, at det var mig, der stod foran ham, og han var
ikke længe om at bestemme, hvem der havde skylden her.
»Din djævletøs, hvad har du gjort ved hende? Hvis du har
gjort min Cilla noget, så ...«
»Jeg rørte hende knap – « Jeg nåede ikke engang at tale
ud, før han stak mig en lussing, der gav genlyd i hele laden.
»Din slags behøver ikke røre,« snerrede han. »Skrub hjem
til din heks af en mor, og hvis du nogensinde gør min Cilla
18
noget igen, så ... Skammer eller ej, du skal få så mange tæsk,
der kan ligge på dig, om jeg så skal trække en sæk over ho-
vedet på dig for at kunne give dig dem!«
Det var lige alt det, jeg kunne stå på benene. Jeg var helt
ør efter slaget, og jeg kunne smage blod, hvor jeg var kom-
met til at klappe tænderne sammen om tungen. Men jeg
vidste, at det ikke nyttede noget at bede om medlidenhed.
Så jeg rankede mig og prøvede at se ud, som om jeg var
fuldkommen ligeglad med dem alle sammen, Cilla, hendes
far, Sasia, dem alle sammen. Og så skred jeg ellers ud i regn-
vejret, uden at se mig tilbage.
*
Det tog mig meget lang tid at gå den halve mil hjem. Og
endnu længere tid at tage mig sammen til at gå ind til mor.
Det var ikke bare det, at mit grønne uldslag og skjorten og
forklædet og det hele stank af valle – og valle egner sig mere
til svineføde end til tøjvask. Det var mere det at – ja, jeg tro-
ede altså ikke, at min mor ville blive særlig begejstret over
det, der var sket. Og det jeg havde gjort. Samtidig følte jeg
mig helt elendig, virkelig sådan bundulykkelig og ensom.
Davin havde venner. Melli havde venner – stort set alle syn-
tes, hun var så nuttet. Hvorfor skulle jeg så aldrig have andre
end min familie?
Jeg endte ude i stalden hos Blis igen. Der var noget fanta-
stisk trøstende ved sådan et stort, varmt dyr, der var ligeglad
med, at man havde skammerøjne. Jeg lagde kinden mod den
bløde, efterårs-lodne hals og stod dér og græd en lille smule,
mens det mørknede udenfor.
19
Et lysskær glimtede i sprækken mellem skodderne, og så
gik døren op.
»Dina?« kaldte min mor. »Hvorfor står du her i mørket?«
Hun løftede olielampen, så hun bedre kunne se mig. »Hvad
er der sket?«
At lyve for min mor er selvfølgelig håbløst. At tie stille med
en hemmelighed er heller ikke nemt. Så jeg fortalte det meste,
og hun gættede sig til resten. Da jeg var færdig, stod hun lidt
og så på mig. Hun skældte ikke ud. Hun ventede bare, til jeg
vidste, at det jeg havde gjort var forkert. Så nikkede hun.
»Det er en gave,« sagde hun. »Og det er også magt. Man må
ikke misbruge den.« Hun stak hånden i sin forklædelomme
og rakte noget frem mod mig. »Her,« sagde hun. »Jeg har gået
og ventet på at give dig denne her. Jeg tror, det er tid nu.«
Det var et halssmykke. En rund tinplade dekoreret med
en cirkel i hvid emalje med en mindre cirkel i blå emalje
indeni. Det var hverken glitrende eller smukt – »kæden« var
bare en rund sort lædersnor – men jeg vidste, at det alligevel
betød noget særligt. Mor gik altid med et, der lignede, bort-
set fra at den mindste cirkel var sort i stedet for blå.
»Hvorfor skal jeg have den?«
»Fordi du nu er min lærling.«
»Din lærling ...«
»Ja. Fra nu af begynder jeg at lære dig, hvordan du skal
bruge din gave, hvornår du skal bruge den – og hvornår du
ikke skal bruge den.«
»Jeg har ikke spor lyst til at lære at bruge den. Hvad skal
det til for?«
Mor sukkede. »Når nogen har stjålet noget. Eller har gjort
andre mennesker ondt. Eller måske ligefrem har slået nogen
20
ihjel. Så sender man bud efter Skammeren. For der er men-
nesker, der kan gøre onde ting uden at føle skam. Og der er
mennesker, der kan skjule deres egen skam for sig selv og
finde på en hel masse gode undskyldninger, indtil de tror, at
de har været i deres gode ret til at gøre andre ondt. Men når
jeg kommer ... så kan de ikke længere gemme sig. Så kan de
ikke længere skjule, hvad de har gjort, hverken for sig selv
eller andre. De allerfleste har skam i livet. Og møder jeg en
af de ganske få, der næsten ikke har det ... så sørger jeg for,
at de får det. For jeg har en gave, jeg har lært at bruge. En
temmelig ualmindelig gave. Som du også har.«
»Jeg ville ønske, jeg ikke havde den!«
»Barn ... Det er svært, og det er så tidligt, du er vågnet.
Jeg kunne ønske for dig, det var sket lidt senere. Men der er
brug for vores gave, og derfor kan jeg ikke være rigtig ked
af, at du har den.«
»Heller ikke, når det betyder, at jeg aldrig får nogen ven-
ner? Og at ingen normale mennesker kan se mig i øjnene?«
Hun trak mig ind til sig og vuggede mig lidt frem og til-
bage. »Det er ikke, fordi de ikke kan. De har bare ikke lyst.
Du får dem til at huske alt det, de ellers helst vil glemme.
Alt det, de skammer sig over.« Hun strøg en valle-klistret
hårlok væk fra min kind. »Men du skal bare være tålmodig.
Før eller senere møder du én, der tør se dig i øjnene. Og så
er du heldig ud over alle grænser. For den, der kan se en
Skammer åbent i øjnene, er et helt særligt menneske og den
bedste ven, du overhovedet kan have.«
»Det bliver nok ikke Cilla,« sagde jeg dystert.
Mor lo. »Nej,« sagde hun. »Det tror jeg heller ikke.«