N E W Y O R K T I M E S B E S T S E L L E R

C I C E R O

DEN ENGELSKE PIGE

Af samme forfatter:

Den faldne engel Portræt af en spion Vatikanets mand

Ildens søn Budbringeren

I hemmelig tjeneste Moskvareglerne

Afhopperen Rembrandt-sagen

DANIEL SILVA

DEN ENGELSKE PIGE

Oversat fra amerikansk af Charlotte Grubb

CICERO

Den engelske pige er oversat fra amerikansk

af Charlotte Grubb efter The English Girl Copyright © 2013 by Daniel Silva

Published by arrangement with HarperCollins Publishers Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København

Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Illustration: XXX

Sat med Adobe Garamond Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck

ISBN: 978-87-638-3175-8 Printed in Germany 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

Endnu en gang, til min hustru, JamieOg mine børn, Lily og Nicholas

Den, der lever et umoralsk liv, dør en umoralsk død.Korsikansk ordsprog

FØRSTE DEL

Gidslet

11

1

Piana, Korsika

De kom efter hende i slutningen af august på øen Korsika. Det nøjagtige tidspunkt blev aldrig fastslået – et eller andet tidspunkt mellem solnedgang og den efterfølgende dag klokken tolv, nærmere kunne hendes husfæller ikke komme det. De havde sidst set hende ved solnedgang, susende ned ad villaens indkørsel på en rød scooter med en florlet bomuldsnederdel flagrende om de solbrændte lår. Den efterfølgende dag klokken tolv gik det op for dem, at hendes seng var tom bortset fra en underlødig halvlæst roman, der lugtede af kokosolie og svagt af rom. Der skulle gå yderligere fireogtyve timer, før de fik taget sig sammen til at kontakte gendarmerne. Det havde været den slags sommer, og Madeline var den slags pige. De var kommet til Korsika fjorten dage forinden, fire kønne piger og to alvorlige fyre, alle samme tro tjenere af den britiske regering eller det politiske parti, der sad i den for tiden. De havde en enkelt bil, en fælles fem-dørs Renault, der var stor nok til, at fem mennesker kunne presses ind i den, og den røde scooter, der udelukkende tilhørte Madeline, og som hun kørte på med en dumdristighed grænsende til det selvmorderiske. Deres okkerfarvede villa lå i landsbyens vestlige udkant på en klippe med udsigt over havet. Den var nydelig og kompakt, den slags ejendomsmæg-lere altid beskriver som ‘charmerende’. Men der var svømmebassin og en muromkranset have fyldt med rosmarinbuske og pebertræer; og kun ganske få timer efter at de var ankommet, havde de bragt sig i den lyksalige tilstand af solbrændt halvnøgenhed, som alle engelske turister tilstræber, uanset hvor deres rejser fører dem hen. Selv om Madeline var den yngste i gruppen, var hun dens uofficielle leder, en byrde hun accepterede uden indvendinger. Det var Madeline, som havde ordnet lejen af villaen, og Madeline, som arrangerede de lange frokoster, de sene aftensmåltider og dagturene ind i Korsikas vildsomme indre, og som altid førte an hen ad de forræderiske veje på sin scooter.

12

Ikke en eneste gang havde hun besværet sig med at kigge på et kort. Den encyklopædiske viden om øens geografi, historie, kultur og køkken havde hun erhvervet sig i løbet af en periode med intense studier og forberedelser i ugerne, der førte op til rejsen. Det lod til, at Madeline ikke overlod noget som helst til tilfældet. Men det gjorde hun kun sjældent. Hun var kommet til partiets Millbank-hovedkvarter to år tidligere efter at være dimitteret fra University of Edinburgh med eksaminer i økonomi og socialpolitik. Til trods for at hendes uddannelsessted ikke tilhørte top-klassen – de fleste af hendes kolleger var produkter af elitekostskoler og Oxbridge – steg hun hurtigt op gennem en række kontorjobs, indtil hun blev forfremmet til leder for den opsøgende borgerkontakt. Hendes op-gave, som hun gerne beskrev den, var at skaffe stemmer hos klasser i det britiske samfund, der ikke havde nogen som helst grund til at støtte partiet, dets program eller dets kandidater. Alle var enige om, at denne stilling kun var et skridt på vejen mod noget langt bedre. Madelines fremtid så strålende ud – „soleksplosions-strålende“ med et udtryk fra Pauline, som havde iagttaget sin yngre kollegas opstigning med ikke så lidt misundelse. Ifølge sladderbørsen havde en eller anden højtstående person i partiet taget Madeline under sine vinger. En eller anden tæt på premiereministeren. Må-ske endda premiereministeren selv. Med sit smukke tv-egnede udseende, sit skarpe intellekt og sin grænseløse energi var Madeline ved at blive bragt i stilling til et sikkert sæde i parlamentet og sit eget ministerium. Det var kun et spørgsmål om tid. Eller det sagde man i det mindste. Hvilket alt sammen gjorde det endnu mere ejendommeligt, at Made-line Hart i en alder af syvogtyve ikke havde nogen kæreste. Når hun blev opfordret til at redegøre for sit golde kærlighedsliv, erklærede hun, at hun havde for travlt til at have en mand. Fiona, en små-ondskabsfuld mørk-håret skønhed fra kabinetssekretariatet, syntes, det var en tvivlsom forkla-ring. Hvad mere var, hun mente, at Madeline var svigefuld – svigefuldhed var en af Fionas mest forsonende egenskaber, deraf hendes interesse for partipolitik. For at understøtte sin teori påpegede hun som regel, at mens Madeline glad og gerne snakkede om stort set alle tænkelige emner, var hun usædvanligt forbeholden, når det gjaldt hendes personlige liv. Jo, sagde Fiona, hun var villig nok til med mellemrum at komme med en harmløs godbid om sin problematiske barndom – den triste arbejderbolig i Essex, faren, hvis ansigt hun knap nok kunne huske, den alkoholiske

13

bror, som ikke havde arbejdet en eneste dag i sit liv – men alt andet holdt hun skjult bag en borggrav og mure af sten. „Vores Madeline kunne være øksemorder eller luksusluder, uden nogen af os anede noget om det,“ sagde Fiona. Men Alison, en underordnet fra indenrigsministeriet med et mere end en gang knust hjerte, havde en anden teori. „Det stakkels pus er forelsket,“ erklærede hun en eftermiddag, mens hun iagttog Madeline, der som en gudinde steg op af havet i den lillebitte bugt neden for villaen. „Problemet er, at den pågældende mand ikke gengælder hendes følelser.“ „Hvorfor skulle han ikke være det?“ spurgte Fiona døsigt inde fra skyggen af en enorm solskærm. „Måske tillader hans position det ikke.“ „Gift?“ „Ja, det er da klart.“ „Skiderik.“ „Har du aldrig?“ „Haft et forhold til en gift mand?“ „Ja.“ „Kun to gange, men jeg er ved at overveje en tredje gang.“ „Du havner lige lukt i helvede, Fi.“ „Det håber jeg så sandelig.“ Det var lige der, på den syvende dags eftermiddag og på baggrund af de spinkleste beviser de tre piger og to drenge, som boede sammen med Madeline Hart i den lejede villa i udkanten af Piana, påtog sig at finde hende en elsker. Og ikke bare en hvilken som helst, sagde Pauline. Han måtte have en passende alder, et godt udseende og en ordentlig baggrund, have orden i økonomien og en stabil psyke, ikke have nogen skeletter i skabene og ingen anden kvinde i sin seng. Fiona, den mest erfarne, når det kom til hjerteanliggender, fastslog, at det var en håbløs opgave. „Han findes ikke,“ forklarede hun med den træthed, der kendetegner en kvinde, som har brugt meget tid på at lede efter ham. „Og hvis han gør, så er han enten gift eller så forgabt i sig selv, at han overhovedet ikke vil have blik for stakkels Madeline. Trods sine betænkeligheder kastede Fiona sig hovedkulds over ud-fordringen, om ikke af anden grund end at det ville tilføre ferien lidt spænding. Heldigvis havde hun ingen mangel på potentielle ofre, for det virkede, som om halvdelen af det sydøstlige England havde forladt deres

14

regnvåde ø til fordel for Korsikas sol. Der var kolonien af finansmænd fra City, som havde et fornemt lejemål i Golfe de Portos nordlige ende. Og kunstnergruppen, der boede som sigøjnere i en bjergby i Castagniccia-regionen. Og skuespillertruppen, som havde taget residens på stranden ved Campomoro. Og delegationen af oppositionspolitikere, som udstak planer om at vende tilbage til magten fra en villa oppe på toppen af fæstningsbyen Bonifacio. Fiona, der brugte kabinetssekretariatet som sit visitkort, arrangerede hurtigt en række improviserede selskabeligheder og ved hver lejlighed – om det så var et middagsselskab en vandretur i bjergene eller en fugtig eftermiddag på stranden – indfangede hun den bedst egnede af de tilstedeværende mænd og anbragte ham ved siden af Madeline. Men der var imidlertid ingen af dem, der havde held til at indtage hendes befæstning, ikke engang den unge skuespiller, der lige havde haft stor succes i hovedrollen i denne sæsons mest populære West End-musical. „Hun er tydeligvis hårdt ramt,“ medgav Fiona, da de var på vej tilbage til villaen en aften med Madeline som vejviser gennem mørket på sin røde scooter. „Hvem tror du, det er?“ spurgte Alison. „Aner det ikke,“ sagde Fiona med misundelse i stemmen. „Men han må være noget helt særligt.“ Det var på dette tidspunkt, hvor der kun var knap en uge til deres planlagte hjemrejse til London, at Madeline begyndte at tilbringe be-mærkelsesværdigt meget tid alene. Hun forlod gerne villaen tidligt om morgenen, som regel før de andre var stået op, og vendte tilbage sent om eftermiddagen. Når hun blev spurgt, hvor hun havde været, veg hun udenom, og ved aftensmåltidet var hun ofte tvær eller fraværende. Alison frygtede naturligvis det værste, at Madelines elsker, hvem han så ellers var, havde sendt hende besked om, at hendes ydelser ikke længere var ønsket. Men dagen efter, da Fiona og Pauline vendte tilbage til villaen efter en shoppetur, fortalte de henrykte, at Alison tog helt fejl. Det lod til, at Madelines elsker var kommet til Korsika. Og Fiona havde billederne, der kunne bevise det.

Denne observation var gjort ti minutter over to i Les Palmiers på Quai Adolphe Landri i Calvi. Madeline havde siddet ved et bord helt henne

15

ved havnekajen med ansigtet vendt en anelse ud mod havet, som om hun ikke ænsede manden i stolen overfor. Hendes øjne var skjult af store mørke briller. En stråhat med en kunstfærdig sort sløjfe kastede skygge over hendes lydefri ansigt. Pauline havde gjort anstalter til at nærme sig bordet, men Fiona, som fornemmede situationens anspændte intimitet, havde i stedet foreslået et hastigt tilbagetog. Hun havde dog ventet længe nok til i hemmelighed at tage det første belastende fotografi med sin mo-biltelefon. Madeleine havde tilsyneladende ikke bemærket forstyrrelsen, men det havde manden. I det øjeblik Fiona trykkede på knappen, havde han vendt hovedet skarpt, som om et nærmest dyrisk instinkt havde ad-varet ham om, at hans kontrafej blev elektronisk foreviget. Efter at være flygtet hen til et nærliggende brasserie, studerede Fiona og Pauline indgående manden på fotografiet. Hans vindblæste hår var grå-blond og kraftigt. Det faldt ned i panden på ham og indrammede et skarpskåret ansigt domineret af en lille mund med et ganske grusomt drag. Påklædningen var svagt maritim: hvide bukser, en blåstribet skjorte af oxfordlærred, lærredsmokkasiner med såler, der ikke ville efterlade spor på et skibsdæk. Det var den mandstype, han var, fastslog de. En mand, som aldrig efterlod sig spor. De gik ud fra, at han var englænder, selv om han muligvis kunne have været tysker eller skandinav, tænkte Pauline, eller måske en efterkommer af en polsk adelsslægt. Penge var tydeligvis ikke noget problem, hvilket blev bevidnet af den dyre flaske champagne, der stod og duggede i den sølvblanke champagnekøler, der var fastgjort til bordkanten. Han havde selv tjent sine penge, snarere end arvet dem, enedes de om, og ikke på en helt fin måde. Han var spiller. Han havde schweiziske bankkonti. Han rejste til farlige steder. Og fremfor alt var han diskret. I lighed med hans sejlersko afsatte hans affærer ingen spor. Men det var billedet af Madeline, der fascinerede dem mest. Hun var ikke længere den pige, de kendte fra London, eller bare den pige som de havde delt villa med i de sidste fjorten dage. Det virkede, som om hun havde tillagt sig en helt anden opførsel. Hun var en skuespillerinde i en anden film. Den anden kvinde. Nu, mens Fiona og Pauline sad bøjet ind over mobiltelefonen som et par bedre skoletøser, skrev de dialogen og forsynede rolleindehaverne med lidt flere detaljer. I deres version af historien var affæren begyndt uskyldigt nok med et tilfældigt møde i en

16

eksklusiv butik i New Bond Street. Flirten havde været langvarig, fuld-byrdelsen omhyggeligt planlagt. Men slutningen på historien kunne de ikke rigtigt få hold på, for i det virkelige liv var den endnu ikke skrevet. De var begge enige om, at den ville blive tragisk. „Sådan ender den slags historier altid,“ sagde Fiona erfarent. „Pige møder dreng. Pige forelsker sig i dreng. Pige bliver såret og gør sit bedste for at tilintetgøre dreng.“ Fiona tog yderligere to fotografier af Madeline og hendes elsker den ef-termiddag. Det ene viste dem gå langs med kajen i strålende solskin, mens deres knoer fordækt strejfede hinanden. Det andet viste dem tage afsked uden så meget som et kys. Derefter steg manden ned i en Zodiac-gummi-båd og styrede ud i havnen. Madeline satte sig op på sin røde scooter og satte kursen hjemad til villaen. Da hun nåede frem, var hun ikke længere i besiddelse af stråhatten med den kunstfærdige sløjfe. Samme aften, da hun berettede om eftermiddagens oplevelser, nævnte hun ikke med et ord et besøg i Calvi eller en frokost med en tilsyneladende velhavende mand på Les Palmiers. Fiona syntes, det var ret godt skuespil. „Vores Madeline er en overordentlig god løgnhals,“ fortalte hun Pauline. „Måske er hendes fremtid lige så strålende, som det siges. Hvem ved? Måske ender hun som premierminister en skønne dag.“

Den aften havde de fire kønne piger og de to alvorlige drenge, som boede i den lejede villa, planlagt at spise i den nærliggende by, Porto. Madeline havde reserveret bord på skolefransk og endda påbudt ejeren at holde på det fineste bord, det på terrassen med udsigt til den klipperandede store bugt. Det var underforstået, at de ville drage hen til restauranten i deres sædvanlige karavane, men lidt i syv forkyndte Madeline, at hun ville tage til Calvi og tage en drink med en gammel veninde fra Edinburgh. „Vi mødes på restauranten,“ råbte hun over skulderen, mens hun susede ned ad indkørslen. „Og prøv i himlens navn at komme til tiden for en gangs skyld.“ Og så var hun væk. Ingen af dem syntes, det var underligt, da hun ikke dukkede op til middagen den aften. Og de blev heller ikke foruroligede, da de vågnede og opdagede, at hendes seng var tom. Det havde været den slags sommer, og Madeline var den slags pige.