Sandheden

PALIN, 3K.indd 1 1/8/2013 9:01:43 AM

PALIN, 3K.indd 2 1/8/2013 9:01:43 AM

Michael Palin

Sandheden

Oversat af Henrik Torjusen

Forlaget HetlandKøbenhavn

PALIN, 3K.indd 3 1/8/2013 9:01:43 AM

SandhedenOversat fra engelsk efter The Truthved Henrik TorjusenCopyright © Michael Palin 2012Dansk udgave © Forlaget Hetland 2013First published by Weidenfeld & Nicolson, LondonOmslag © Andy Bridge 2012Bogen er sat med Minion Pro af Thomas Mogensenog trykt hos CPI Clausen & Bosse, LeckPrinted in Germany 20131. udgave, 1. oplagISBN 978-87-9955-560-4

http://www.ForlagetHetland.dk

PALIN, 3K.indd 4 1/8/2013 9:01:44 AM

”Gertrude, sandheden er en meget kompleks størrelse.”

Oscar Wilde, An Ideal Husband

PALIN, 3K.indd 5 1/8/2013 9:01:44 AM

PALIN, 3K.indd 6 1/8/2013 9:01:44 AM

første del

*

Problemet

PALIN, 3K.indd 7 1/8/2013 9:01:44 AM

PALIN, 3K.indd 8 1/8/2013 9:01:44 AM

Keith Mabbut var forfatter. Det var han overbevist om. Han boede i en toetagers villalejlighed i et rødt murstenshus i Upper Holloway i London. Han ville have foretrukket at bo tættere på centrum af London, men det var ikke en finansiel mulighed, og han boede kun et stenkast fra Finsbury Park Station, og på en god dag kunne han være på The British Library otteogtredive minutter efter, at han var taget hjemmefra. Han boede sammen med katten Stanley og Julia, hans datter, som var nitten, og som alle kaldte for Jay. Han havde et barn mere, Sam, der var ved at uddanne sig til skuespiller, og som ikke længere boede hjemme. Mabbut og hans kone, Krystyna, som var fra Polen, var separerede. Det var længe siden Mabbuts forældre døde, og der havde været mindre end et år mellem dødsfaldene. Han havde en ældre søster, Lucy, som boede i Australien.

Selv om han havde opbygget en karriere på baggrund af det skrevne ord, og faktisk havde modtaget en pris fra British Gas som et bevis på sin succes, var han efterhånden blevet seksoghalvtreds uden at have opnået antydningen af den samme succes som sine litterære helte, George Orwell og Albert Camus, der begge var døde i fyrreårsalderen. Hvis man så bort fra den indlysende, men ubehagelige sammenhæng mellem geni og tidlig død, var han af den opfattelse, at han stadig havde sine bedste værker til gode. Og på en måde, han mindst ville have forventet det, havde han faktisk ret.

PALIN, 3K.indd 9 1/8/2013 9:01:44 AM

PALIN, 3K.indd 10 1/8/2013 9:01:44 AM

11

Kapitel 1

Stemningen ved morgenmaden på Stratsa House Hotel var lige så dyster som himlen udenfor. Der var en fremherskende følelse af fortrydelse, som var langt stærkere end følelsen af forventning; folks tanker kredsede i højere grad om i går end om i dag. Det var i hvert fald tilfældet, hvad Keith Mabbut angik. Han havde netop afsluttet sin bog om olieterminalen i Sullom Voe, og hans arbejde på Shetlandsøerne var forbi. Om tre timer ville han lette fra Sumburgh Lufthavn for sidste gang.

Han undersøgte buffeten. Den bestod som altid af det samme, men hver eneste dag håbede han, at der var dukket en frugtkompot op eller en grov mysli eller bare noget, der ikke var pakket ind. I dag var der endnu mindre end normalt. Der var ikke engang en banan. Han åbnede en lille pose mysli af mærket Alpen, som han tømte ned i en skål, tilføjede noget yoghurt, en skefuld rosiner og en tørret figen.

Han bestilte en kop te og satte sig ved sit sædvanlige bord ved vinduet, der vendte ud mod havet.

Et midaldrende par, to mænd, der sad ved hver sit bord, og en enlig kvinde med bobbet, blond hår og en meget stor bog var de eneste, der sad i restauranten Clickimin Suite med de tykke tæpper og de draperede gardiner. Stedet var opkaldt efter en sø i udkanten af Lerwick. Noget, han ville savne ved Shetlandsøerne, var den sprudlende overflod af stednavne. Spiggie, Quarff,

PALIN, 3K.indd 11 1/8/2013 9:01:44 AM

12

Muckle Flugga, Yell og Gloup, Wart of Scousburgh, Haa of Fun zie og Bight of Ham. Ved siden af dem var Lerwick, hvis navn oprindeligt stammede fra det nordiske navn Leir Vik, og som betød ”mudret vig”, skuffende prosaisk.

Den sidste uges tid havde kraftige vindstød blæst på tværs af den mudrede vig, men de var stoppet pludseligt i løbet af natten, og i stedet for vinduernes sædvanlige klirren var de eneste lyde i Clickimin Suite denne morgen lyden af smør, der blev påført toast, og kaffemaskinens lavmælte gurglen. Oppe på hans værelse stod Keiths taske, pakket og klar til afrejse.

I aftes havde olieselskabet holdt en fest på Rani, en indisk restaurant, der lå i den nordlige ende af havnen, for at fejre færdiggørelsen af hans bog, der havde fået titlen Triumf i modgang. Sullom Voe-olieterminalens officielle historie. Den var bestilt af NorthOil, et af de selskaber, der var del af olie-terminalens ejerkonsortium, for at fejre trediveårsjubilæet for terminalens produktionsstart. Ideen til bogen var opstået på hovedkontoret i Edinburgh og var derfor aldrig blevet støttet helhjertet af den lokale ledelse, som hellere ville arbejde videre uden at blive forstyrret. Så det var ingen overraskelse, at Howard Michie, den lokale afdelingsleder for NorthOil, havde en anden aftale, og hans assistent, Kevin O’Connolly, havde derfor fået opgaven at deltage på hans vegne. Der var intet ved O’Connolly, som Mabbut kunne lide. Han havde gjort sin skotske oprindelse til sit varemærke og havde iklædt sig en hårdkogt glasgowsk mytologi, der var lige så gennemskuelig som glas. Han gen-kendte også flere fra kommunikationsafdelingen – Harry Brinsley og Sheila O’Connell, begge unge, kvikke og sørgeligt underbeskæftigede – og der var Roscoe Gunn fra planlægning, høj og kedelig, Laurie Henneck fra regnskab, Rob Taggart, som var blevet flyttet fra udviklingsafdelingen for at være med til at

PALIN, 3K.indd 12 1/8/2013 9:01:44 AM

13

koordinere indsamlingen af det materiale, som Mabbut måske ville få brug for, og sidst, men ikke mindst, Mae Lennox fra HR, som var ansvarlig for, at Keith fik løn og havde et sted at bo, mens han var på Shetlandsøerne.

Da han seksten måneder tidligere havde besøgt stedet for første gang, var han blevet overrasket over, hvor lidt viden der var om terminalen, hvis råstoffer og færdige produkter jo havde forvandlet den britiske økonomi. I den lokale boghandel var der hylder helliget fiskeri og ornitologi og lokal musik; der var tre eller fire bøger om ’The Shetland Bus’, en gruppe, der havde brugt øernes fiskerbåde til at hjælpe den norske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig, men de få bøger, der handlede om olieindustrien, havde længe været udsolgt fra forlagene. Det nye, smarte og omfattende lokale museum, der var blevet finansieret af olieindtægter, rummede flere udstillinger om neolitiske stenhuse og kun en enkelt tilegnet kilden til det uventede held, der havde ændret indbyggernes livsstil. Shetlændernes tilbageholdenhed med at omtale deres nye rigdom havde opmuntret Mabbut. Efter indledningsvis at have været flov over den ydmygende bestillingsopgave, han havde accepteret, var han begyndt at ane konturerne af en rolle, han kunne udfylde. Ikke som selskabets mand, men som en udenforstående, der kunne skrive ærligt og objektivt om, hvad Sullom Voe i virkeligheden betød for Shetlandsøerne. Han indså dog meget snart, at det ikke var det, der blev forventet. Efter de seneste katastrofer, som udslippet i Den Mexicanske Golf, var olieselskaberne, der traditionelt set var meget hem-melighedsfulde, blevet ekstremt paranoide, og NorthOil var ingen undtagelse.

Mens sikkerheden blev forstærket omkring det 400 hektar store kompleks 65 kilometer nord for Lerwick, blev det gjort

PALIN, 3K.indd 13 1/8/2013 9:01:44 AM

14

stadig mere klart for Mabbut, at han blev betalt for at fremhæve de positive aspekter. Henvisningerne til de første kaotiske dage, hvor terminalen blev opført, og en importeret arbejdsstyrke blev indkvarteret på øen, der havde været fuldstændig uforberedt på deres ankomst, eller til den IRA-bombe, der sprang samme dag, som dronningen officielt åbnede stedet, eller til de to potentielt set katastrofale olieudslip, der var forekommet i nærheden, blev modarbejdet eller bare slettet fra hans manuskript. Nogle af de lokale afdelingsledere havde direkte ytret deres ind-vendinger mod bogen. Og Mabbut blev ikke kun set som en udenforstående – det, de heroppe kaldte for en ’soothmoother’, en, som var ankommet til havnen i Lerwick via dens sydlige åbning – han var også noget af det allermest foragtelige, en miljøjournalist.

Kevin O’Connolly satte en ære i sin uformelle, uhøjtidelige stil. Han var tidligere alkoholiker og havde været ansat i selskabet, siden han var teenager. Mens dampende retter i form af biryani, murgh massallam og rogan josh blev anrettet på bordet, klappede han for at få ro.

”Før I alle sammen kommer for godt i gang med jeres mad, vil jeg gerne på vegne af NorthOil sige tak til Keith og alle dem, der har hjulpet ham med at fremstille denne bog, der be skriver, hvad vi laver heroppe. Især for dem, der aldrig helt har forstået det.”

Latter.”Oliebranchen får skyld for stort set alting i disse tider, og det

er rart at læse noget godt om os selv, som den kendsgerning, at vi forvandlede en tørvemose til en af de største olietermi-naler i Europa i løbet af fire år, og at vi i tredive år har holdt den kørende dag og nat. Hvis de grønne fik deres vilje, ville vi blive til en tørvemose igen, men heldigvis har vi folk som

PALIN, 3K.indd 14 1/8/2013 9:01:44 AM

15

Keith til at fortælle vores side af historien, og det er en fantastisk historie, som vi alle sammen kan være stolte af. Så på vegne af selskabet, og jeg ved, at vores administrerende direktør ville tilslutte sig dette, vil jeg gerne takke Keith for et storslået stykke arbejde – for en skide englænder …”

Nervøs latter.”… med at indfange den dygtighed, den foretagsomhed og

den ukuelighed, som Sullom Voe har været udtryk for i de forgangne tredive år. Hvis man gerne vil blive mindet om, hvor vigtig vores profession er, og hvor godt den klarer sig, så er det her bogen, man skal læse. Og vi ser alle sammen frem til at modtage vores gratis eksemplar.”

Latter endnu en gang.”Derfor, tak, Keith.”Han bukkede sig ned og samlede noget op, som Rob Taggart

havde placeret på hans stol.”… og fra alle os hos NorthOil vil vi gerne give dig dette,

som et lille tegn på vores taknemmelighed.” ”Sikkerhedsgodkendelse på livstid!” råbte en eller anden,

hvilket fik mange til at grine; ”et skotsk pas!”, hvilket fik endnu flere til at grine. Gaven vidste sig at være en allroundjakke som dem, der blev brugt på boreplatformene, med ”NorthOil” fremhævet i fede, gule versaler på tværs af ryggen. Det var ikke noget, Mabbut kunne se sig selv være iført til det næste møde i Greenpeace.

Han holdt en kort tale, kort fordi han var ude af stand til at udtrykke, hvor frustrerende det havde været at skrive bogen, vel vidende at hver eneste chef på terminalen holdt øje med ham. O’Connolly undskyldte sig og gik, kort efter at han havde givet Mabbut et kraftigt håndtryk – han var ikke typen, der brugte det med omfavnelser. Stemningen blev mere afslappet.

PALIN, 3K.indd 15 1/8/2013 9:01:44 AM

16

Maden var god, og da det var selskabet, der betalte, gik dem, der blev, fra øl over til vin og endda til nogle besynderlige indiske digestif, som Rani fandt frem fra et skab. Mabbut havde en lang samtale med Laurie fra regnskab, som havde boet på øen hele sit liv og var desperat for at komme væk og ud og se verden. Hun havde aldrig været i London, og ligegyldigt hvad Mabbut fortalte hende om byen, ville hun stadig af sted. Efterhånden som aftenen gik, sagde de, der boede uden for Lerwick, farvel og begyndte at sive. Snart var kun Mabbut, Roscoe Gunn og Mae Lennox tilbage. Roscoe var en tillukket mand, og alkohol virkede ikke til at have nogen effekt på ham. Han var imidlertid en endnu mere dødelig kombination: en tillukket mand, der godt kan lide selskab, og det var langt over midnat, før han trykkede Mabbuts hånd en sidste gang og begav sig ud i natten. Mabbut ventede på, at Mae Lennox betalte. Da de trådte ud på Bank Lane, var himlen vidunderligt klar, og en smal halvmåne hang så skarp og klar over bugten, at ingen af dem følte, at de kunne vende ryggen til den. I stedet gik de ned mod havnefronten, hvor omridset af en norsk tremaster, der for nylig havde lagt til kaj, rejste sig mod nattehimlen. De drejede mod syd langs Commercial Street, hvis solide og robuste gamle huse løb parallelt med havet, som skvulpede blidt mod stentrinene på de trapper, der førte fra husene og ned til vandet.

Af alle de mennesker, han havde mødt i forbindelse med sit arbejde i Sullom Voe, var Mae den person, han ville savne mest. Hun var midt i fyrrerne og var aldrig blevet gift, und tagen med sit arbejde. Hun måtte have modtaget flere tilbud, for hun var livlig og begavet og så godt ud, uden at det virkede til, at hun brugte særlig mange kræfter på det. De havde tilbragt endel tid sammen og var blevet glade for hinanden, men hvor

PALIN, 3K.indd 16 1/8/2013 9:01:44 AM

17

hen des venlighed var kammeratlig snarere end fortrolig, var hans følelser mere komplicerede.

”Skal vi gå ned til Knab?” Mae foregav at være rædselsslagen.”Knab! Jeg skal på arbejde i morgen tidlig, hr. Mabbut.””Det er min sidste aften.””Jeg har ikke de rigtige sko på.””Jeg skal nok bære dig.”Mae grinede højlydt og så op mod himlen.”Nå, lad os gå lidt længere. Det er en usædvanligt dejlig

aften.”De slog begge kraven op på deres jakker, da de nåede forbi

husenes beskyttelsesmure, og vinden ramte dem direkte ude fra vandet. På toppen af den næste bakke fandt de igen beskyttelse i læ af et udvalg af uheldigt udseende moderne bungalower og store stenhuse med spidse tage. En rutsjebaneformet sti førte ned mellem husene til en lav klippe og derefter op igen forbi en kirkegård. Tætsluttende rækker af sølvfarvede gravsten spredte sig op ad skråningen, som en tavs hær, der betragtede dem. Ingen af dem talte, før de var nået frem til forbjerget, der var kendt som Knab, hvor et lille læskur var blevet opført som del af en sti til turister. Her satte de sig og så ud i den stjernebestrøede nat, hvor sundets sølvgrå vand stille rislede under dem.

Mae gjorde sit hår fri af kraven.”Jeg føler mig som en teenager igen.”Mabbut lagde sin arm rundt om hende, beskyttende og

kammeratligt, men med nok styrke til at mærke hendes kompakte form mellem taljen og ribbenene.

”Jeg kan ikke huske så langt tilbage.” Hun vendte sig om mod ham.

”Regner du med at få sympati eller sådan noget? Se på mig. Halvvejs gennem fyrrerne allerede.”

PALIN, 3K.indd 17 1/8/2013 9:01:44 AM

18

”Ja, men du har stadig en stor del af dit liv foran dig, Mae. Det meste af mit ligger bag mig.”

”Åh, sikke noget pjat. Hvor gammel er du? Seksoghalvtreds?””Det burde du vide, det var dig, der ansatte mig.””Seksoghalvtreds er ingenting.””Det er ingenting gange seksoghalvtreds,” sagde Mabbut

blegt. Foran dem drev et par skyer hen over den sydlige horisont.”Hvis nogen på journalistuddannelsen havde fortalt mig,

at jeg, når jeg var ved at nærme mig de tres, ville blive takket af et olieselskab for at styrke dets image, ville jeg have forladt kurset og i stedet blevet opsynsmand på et toilet.”

”Mange tak.””Du ved, hvad jeg mener. Det er ikke noget personligt. Bare

en nagende påmindelse om, at succes er noget, der sker for andre mennesker.”

Mae rystede utålmodigt på hovedet.”Så begynder du igen, Keith. Du skal altid slå dig selv oven

i hovedet.””Jeg er ikke den eneste, der slår. Du kan godt huske, hvad

O’Connolly sagde, da jeg fandt ud af alle de interessante ting om gamle dage og byrådet, der fik én ting at vide, mens olieselskabet gjorde noget andet? ’De var ballademagere, Keith, folk, som ikke ville genkende et guldæg, om det så lå lige foran dem.’ Det var det, han sagde.”

Mae udstødte en kort latter.”Vi har gjort det nogenlunde, trods alt.” Mabbut fnøs vredt.”Ah, ja, men kun fordi flere af jer gjorde modstand. Fik

selskabet til at betale erstatning. Men det ville de ikke lade mig skrive i bogen.”

En sky flagrede forbi månen, og havet skiftede fra sølv til sort.

PALIN, 3K.indd 18 1/8/2013 9:01:44 AM

19

”Mae, sommetider drømmer jeg en drøm, hvor jeg går på en bro i myldretiden, og alle andre skal den anden vej.”

”Du gør tingene svære for dig selv. Det behøver du ikke at gøre. Ingen er fuldkommen.”

”Jeg tænker ikke på at være fuldkommen, Mae, bare på ærlig journalistik. Jeg har givet dem, hvad de ville have, men det var ikke, hvad jeg selv ville.”

Det her var heller ikke, hvad han ville. Ikke med Mae Lennox, ikke hans sidste nat på Shetlandsøerne. Han forsøgte at smile, men han virkede ikke helt overbevisende.

”Det er jeg ked af, Mae. Det er mit fortvivlelsesgen. Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.”

Han vendte sig og trykkede sig tæt ind til hende.”Jeg kommer til at savne dig, Mae.””Jeg kommer også til at savne dig.”Han bevægede sin arm hen over hendes skulder.”Kom med til London.”Mae lo, lidt mere hjerteligt, end han gerne ville have haft.”Mig? Nej. Jeg har lovet min mor, at jeg aldrig rejser længere

sydpå end Berwick-on-Tweed.””Det er ikke for sjov. Det er alvorlig ment.” Han trak sig væk.

”Kom med til London. Flyt ind hos mig.”Mae så på ham, lo, rystede på hovedet og begyndte igen at le.”Hvorfor ikke? Det ville være vidunderligt. Vi kommer så

godt ud af det med hinanden. Du forstår mig, Mae.””Hvorfor ikke? For det første, fordi du er gift. Vil du holde

mig skjult i et lille bitte rum et eller andet sted?”Mabbut bemærkede stilheden rundt om dem. Månen var

forsvundet, og det samme var vinden.”Det er bare en fjollet tanke,” sagde han.

PALIN, 3K.indd 19 1/8/2013 9:01:44 AM

20

Hun lænede sig over til ham og kyssede ham på kinden.”Vi har begge fået en del at drikke.”

”Det er derfor, jeg kan fortælle dig de her ting, men det betyder ikke, at jeg først tænker på dem nu …”

Mabbut tav. Han stirrede ind i det blæksorte mørke og trak vejret dybt to gange. Mae lagde sin hånd på hans.

”Du er et godt menneske, Keith Mabbut. Det burde du tænke på noget oftere.” De sad et stykke tid, hvor ingen af dem talte. Mae spejdede ud af hytten.

”Vejret er ved at skifte.” Hun så på sit ur og rejste sig hurtigt. ”Og klokken er to!”

De gik tilbage til byen. Da de passerede odden, blev de ramt af en ny vind, en vind fra nord, der var så strid og skarp, at de blev nødt til at gå tæt sammen, hvilket også var den måde, de gik på, da de stoppede ved bunden af den korte, stejle passage, som førte op til Keiths hotel.

Han gav hende et sidste, langt knus.”Jeg håber, vi ser hinanden igen, Mae. På den ene eller den

anden måde.””Det gør jeg også.””En forførende nat i Berwick-on-Tweed?”Hun smilede, trykkede hans hånd og vente sig om og gik så

raskt op ad Commercial Street, at hendes hæle klikkede mod fliserne. Han betragtede hende et stykke tid, men hun så sig ikke tilbage.

En tidlig morgenregns første stænk dannede et mønster på ruden i Clickimin Suite.

”Vil De have morgenmad, hr.?”Vækket af sine grublerier opdagede Keith en munter filip-

piner, der stod ved siden af ham med en notesblok.

PALIN, 3K.indd 20 1/8/2013 9:01:45 AM

21

Mabbut rystede på hovedet.”Nej, nej tak.”

Han så ud ad vinduet. Han kunne netop ane havet mellem træ-erne og garagerne. Han var glad for, at han ikke havde fortalt Mae hele sandheden om Krystyna i nat, selv om han ikke kunne hol de op med at spekulere på, hvilken effekt det ville have haft, hvis han havde.

Det var nu tre dage siden, hun havde overbragt ham nyheden. Han havde spærret sig inde på terminalen hele morgenen for at få styr på de sidste detaljer som udligningstankenes kapaci-tet og præfabrikationernes udvekslingsforhold, og han var på vej tilbage fra Voe, da hans mobiltelefon havde ringet. Det var Krystyna. Efter deres brud havde disse opkald fulgt et ret nøjagtigt mønster: mandag aften omkring klokken otte, udveksling af basale informationer, følelser undgået, overstået på mindre end ti minutter. Det her var en undtagelse. Hendes stemmeleje var også en smule forhøjet. Hun havde spurgt ham, om han kunne tale, og han var drejet af vejen og var kørt ind på en indkørsel belagt med slagger foran et lille, hvidskuret bondehus. Det havde været en af de bedre dage på øen, en brise sent på eftermiddagen havde næsten ikke besværet skyerne på den lysende blå himmel.

Hans kone afleverede sin besked i kortfattede vendinger. Hun havde mødt en anden. Der var gensidig tiltrækning, og han havde spurgt hende, om hun ville flytte ind hos ham. Hun delte stadig en lejlighed med deres søn, Sam, men det var ikke helt tilfredsstillende, og hun forventede at acceptere tilbuddet.

Mabbut lyttede til hende, mens hans opmærksomhed blev distraheret af et par havørne foran ham, der langsomt gled op og ned på luftstrømmene. Han takkede hende for at fortælle

PALIN, 3K.indd 21 1/8/2013 9:01:45 AM

22

det, og med et klodset forsøg på at lyde ubekymret spurgte han, hvorfor hun syntes, at det var nødvendigt at ringe til ham netop nu. Og da var det, at hun fortalte ham, at hun ville skilles.

Det burde ikke være kommet som et chok. De havde boet hver for sig så længe, at han var begyndt at betragte sepa ra-tionen som en slags bånd mellem dem. Ikke at være i stand til at leve sammen var noget, som kun de to delte. Dagen før hav de han købt en forholdsvis dyr sweater af shetlandsuld til hende. Det havde aldrig været let at købe gaver til hende, men sweateren med dens traditionelle, bølgelignende mønster og fine kombination af nuancer i grå og matte blå farver havde lige været hende. At give den til hende ville have bekræftet, at alt var, som det plejede, lige bortset fra børnene.

Han havde ikke haft lyst til at tage tilbage til hotellet, så han var vendt om og havde fulgt vejen tilbage helt ud til Brae, en landsby, der var vokset og blevet til en by på grund af dens beliggenhed tæt på terminalen. Oliepenge, behændigt trukket ud af selskaber af et stædigt byråd, havde forsynet byen med en ny skole og et fritidscenter, som en by tyve gange dens størrelse ville have været stolt af. Et område med nye huse i skandinavisk stil, der havde fået øgenavnet ’Toytown’ af de lokale, var blevet bygget op ad skråningen. Der var åbnet nye restauranter og butikker for at opfylde deres behov. Forrige vinter havde Mae lejet et af husene til Keith, så han var tættere på terminalen de dage, hvor solen forsvandt klokken tre og ikke dukkede op igen før klokken ti næste morgen.

I stedet for at køre hen til terminalen valgte han en anden vej, der førte mod vest over en smal bro, der ledte over til en klippefyldt ø af rød granit. Han kørte videre, indtil vejen endte, og gik derefter en lille kilometer hen til kanten af klipperne. Han havde sat sig på en afsats dækket af græstørv og set ud på havet.

PALIN, 3K.indd 22 1/8/2013 9:01:45 AM

23

På den anden side af vandet kunne han se de sammenkrympede omrids af øerne Papa Little og Vementry. Mod vest strakte Atlanterhavet sig ubrudt, indtil det nåede Grønlands kyst. Måger kredsede og skreg, mens bølger kom rullende og slikkede hen over de sorte, skinnende sten tres meter under ham.

Da hun var studerende, havde Krystyna Woniesjka deltaget i et af de kurser i creative writing, som han havde undervist på i Leeds i starten af 1980’erne. Mabbut, der havde været en alt for tærende læser siden sin tidlige barndom, var begyndt at skrive historier, så snart han kunne stave. På Huddersfield Grammar School havde han konkurreret med en dreng, der hed Clive Attwell, om førstepladsen i engelsk. Attwell havde været den bedste på alle områder og fik et stipendium til Cambridge. Mabbut, der var en bedre skribent, endte på University of Hull, hvor en voksende afsky over den måde, tingene var endt på, havde ført ham mod politik. Efter tre år som en mindre uro-stifter havde han sikret sig næstbedste karakter og en plads på den lokale journalistuddannelse. Det tog ham yderligere tre år at indse, at hans interesse for politik var lunken, at den mere var reaktion end aktion. Derefter, takket være en god vens kone, som han havde en kortvarig affære med, ansøgte han lidt overraskende for sig selv og med succes stillingen som den første underviser i creative writing på Leeds Polytechnic. Han havde en lidt omskiftelig forhistorie, hvad kærester angik. Han blev meget let forelsket, og hans valg af kvinder havde generelt været uheldige. Han var mere romantiker end jæger, og det havde taget ham ret lang tid, og nogen ulykke, før han indså, at Krys var anderledes. For det første var hun polsk, den yngste af seks og barn af et par, der arbejdede i flyvevåbnet, og som var blevet i England efter krigen. Det, der først havde tiltrukket ham, var ikke hendes udseende, men hendes trod-

PALIN, 3K.indd 23 1/8/2013 9:01:45 AM

24

sig hed. I modsætning til sine engelske medstuderende und-skyldte hun ikke for alt, hvad hun gjorde. Hvis hun begik en fejl eller fejlbedømte noget, løftede hun hagen i vejret, og hendes sorte øjne lyste som på et dyr, der var dødeligt såret. Det afskrækkede en del mennesker, men for en som Mabbut, der var god til at argumentere, men dårlig til konfrontationer, var det uimodståeligt tiltrækkende. Så meget, at han med vilje begyndte at finde fejl i hendes essays, så han kunne fremkalde den ønskede reaktion. En enkelt gang var hun blevet så vred over hans kommentarer, at hun havde forlangt at få et personligt møde med Mabbut og hans overordnede for at diskutere hans dårlige behandling. Mabbut formåede at overtale hende til ikke at forlange en officiel høring og acceptere i stedet at mødes med hende uden for arbejdstid for at tale om det.

Det viste sig, at hendes uforsonlighed i lige så høj grad var et dække over hendes ønske om at etablere et venskabeligt forhold. Med fem søskende havde Krystynas liv været en kon-stant kamp, ligesom det havde været en kamp at vokse op med et polsk navn, det var umuligt at stave til, i en engelsk landsby. De fandt ud af, at de havde samme smag, hvad bøger og film angik, og de begyndte at gå ud sammen. Fysisk intimitet var det sidste, der indtraf, men da det endelig gjorde, var det godt på en måde, som Mabbut aldrig havde kendt til før, og han faldt dybt for denne besværlige, kontrære, fuldstændigt unikke kvinde, som skæbnen havde ført ham sammen med. Den tiltrækning, han havde på hende, var mere gådefuld. Hun talte ikke rigtig om sådan noget. Hun var ikke filosofisk eller specielt nysgerrig (hvilket gjorde hende til en elendig forfatter), men hans velovervejede, mere betænksomme tilgang til tingene mildnede hendes heftige natur, og sammen med ham følte hun, at der var færre ting at være indigneret over. Hun så strålende

PALIN, 3K.indd 24 1/8/2013 9:01:45 AM

25

ud på deres bryllupsdag, og han følte sig stolt, privilegeret og lettet over, at hans liv endelig var blevet lidt meningsfyldt. De havde lovet at elske hinanden, så længe de begge levede.

Mabbut havde stået nede ved havet uden rigtig at fokusere på noget, og da han endelig så op og ud forbi kysten, kunne han se, at vandet var dækket af skumklædte bølger. Mørke, grå skyer formet som en mågevinge nærmede sig hurtigt ude fra vest. Det var et dramatisk syn, og han var fristet til at sidde og se på det, men han vidste, at stormene på Shetlandsøerne kunne vare flere timer, så han rejste sig og lænede sig mod vinden et øjeblik, før han med stort besvær gik tilbage til bilen.

Da han var nået tilbage til Lerwick, havde stormens fulde kraft ramt øen, så han blev siddende på hotellets parkeringsplads, sluk kede for motoren og så på regnen, der strømmede ned ad for ruden.

Utallige gange siden deres brud havde Mabbut ledt i sin hu kommelse for at finde netop det øjeblik, hvor han havde vidst, at det var gået galt, som om det ville give ham nøglen til at forstå alle de andre tegn. Indtil nu havde han ikke fundet noget. Der var erindringer om vrede, smertefulde skænderier, end da raserianfald, men ingen af dem var Det Ene. Den eneste for klaring, han kunne finde, var en proces, der, nu hvor han tænk te på det, var begyndt, så snart de havde mødt hinanden. De havde begge ændret deres adfærd, så de kom bedre overens.

Krystyna var blevet mindre omskiftelig, og han var blevet mindre undskyldende. Det havde passet dem begge godt et stykke tid, endda gjort dem til temmelig gode forældre, men på et tidspunkt var det begyndt at blive forvandlet til noget negativt. Som han altid havde vidst, var Krys munter, og nu hvor angsten for at være underlegen var blevet slebet af, var hun også charmerende og populær. Da børnene startede i

PALIN, 3K.indd 25 1/8/2013 9:01:45 AM

26

skole, be gynd te hun at arbejde som sekretær, i starten derhjem-me, senere på et kontor. Takket være en af Mabbuts kolleger blev hun først sekretær og senere chefassistent for en af de store kanoner i en af transportsektorens fagforeninger. Fra at have været jævnt beskæftiget blev hun direkte efterspurgt, arbejdede for nogle vigtige komiteer og blev nu og da opsøgt af parlamentsmedlemmer, der ville have skrevet en bog. Han, hendes gamle underviser, havde derimod haft en langt mere omskiftelig karriere. Han havde fået en vis succes som miljøjournalist og var blevet ret anerkendt. Hans afsløring af et vandselskab, der var involveret i udledning af giftstoffer i en nærliggende flod, havde indbragt ham en pris og et vist omdømme, men da han forsøgte at følge op på sin succes, var mange af de døre, der tidligere havde været åbne, nu blevet lukket. Uden lyst til at acceptere, at hans tid som afslørende journalist var forbi, blev han mere og mere stædig og uforsonlig – hvilket ironisk nok var præcis de egenskaber, han havde fundet tiltrækkende ved Krystyna. Deres roller var byttet om. Hun blev den, der trøstede, mens han i stadig højere grad blev uforudsigelig. Mabbut henførte det til den om-stæn dighed, at verden havde ændret sig, at den jour nalis tiske bran che havde forandret sig, og at folk som ham, journalister med en samvittighed, i stigende grad blev presset ud af ejere, der blandede sig, og af frygtsomme redaktører. Årene under Thatcher havde svækket folk. De ville ikke længere have ubeha-gelige afsløringer. De ønskede konsensus og jobsikkerhed. Og som alle andre ville de have flere ting.

Efter mange frokoster på pubber med en stadig mindre gruppe af ligesindede kolleger havde Mabbut overbevist sig selv om, at det var blevet tid til at provokere på andre måder. Mens regningerne lige nøjagtigt blev betalt af hans arbejde

PALIN, 3K.indd 26 1/8/2013 9:01:45 AM

27

for avisernes tillæg og af virksomhedsopgaver, begyndte hans tanker at kredse om hans første kærlighed: fiktion. Han havde undervist i fiktion, han havde mødt sin kone via fiktion, men han havde aldrig haft nok tiltro til sine egne evner til at skrive fiktion. I stedet var han blevet lokket tilbage til journalistikken, og det havde tydeligvis ikke ført til noget godt. Nu, før det var for sent, var det på tide at rette op på sit liv.

I løbet af vinteren på Shetlandsøerne var han begyndt at arbejde på forskellige ideer og havde fundet på noget, der havde overrasket og opildnet ham. Noget, der var dristigt og ambitiøst i omfang, et projekt, der ville kræve tid og omhu og opmærksomhed, men som ville virke overvældende, hvis han kunne få det til at fungere. Han havde gjort det meget klart for sin litterære agent, at denne gang ville han ikke gå på kompromis med sandheden og sin integritet ved at sælge sig selv til den højest bydende. Han ville bruge den opsparing, han havde opbygget ved at sælge sig selv til virksomheder, til at købe sig den nødvendige tid til at gennemføre sit nye projekt.

I mellemtiden var Krys begyndt at nyde frugterne af sin store praktiske sans og effektivitet og kunne ikke forstå, hvorfor han ikke bare kunne tage fat for alvor og gøre det samme. Alt det, han fandt kvælende, syntes hun var stimulerende og lukrativt. For en tid gjorde hendes velordnede succes hende tolerant over for hans egensindige ambitioner, men efterhånden som børnene forlod skolen og ønskede sig ting, som deres far ikke længere havde råd til, måtte hun bære en stadig større del af byrden. Det havde været meningen, at hun skulle have brugt de penge, hun havde tjent ved sit hårde arbejde, til at købe sig lidt af den luksus, hendes venner og kolleger tog for givet. I stedet betalte de nu for deres søns boliglån og deres datters universitetsuddannelse. Det var ikke, fordi hun ikke længere respekterede ham; hun

PALIN, 3K.indd 27 1/8/2013 9:01:45 AM

forstod ham ikke længere. Hun havde fundet sig til rette med livet. Det havde han ikke. Hun forlangte praktisk sans, han forsvarede sig med kreativitet. Det var en diskussion, de havde ført, fra det øjeblik de havde mødt hinanden. Det var det, der havde bragt dem sammen. Nu, femogtyve år senere, skubbede det dem fra hinanden.

”Skal jeg tage den, hr.?”Mabbut så sig omkring. Clickimin Suite var tom. Pigerne

var ved at gøre rent, tørre borde af og dække dem igen. Han drak det sidste af sin te og betalte regningen, og efter at have sagt farvel til de ansatte trådte han ud af Stratsa House Hotel og ind i en ventende taxa.

PALIN, 3K.indd 28 1/8/2013 9:01:45 AM