kirke & identitet

Et dEbatmagasin& KirKe identitet

ClEmEnt KjErsgaard + bodil jørgEnsEn + jaKob Holm + mogEns lindHardt + stig Hjarvard + maja luCas

Kan folkekirken håndtere sin egen rummelighed?

Glemmer vi i vores tusmørke kristendommen, så ender vi med selv at blive glemt

Den tavse præst er enten bange eller uforskammet

jaKob Kvist

mariE vEjrup

HEnriK jEnsEn

4

Marie Vejrup: Medlemmerne i folkekirken nyder en udstrakt religionsfrihed. Det er ikke en kirke, som markerer grænser i forhold til sine medlemmer i særlig høj grad

Leder

En ny rummelighed?Marie Vejrup Nielsen En verden af fortabte sønner Henrik Jensen

Åbenheden opadBodil Jørgensen

1 # Folkekirken 2020Naser Khader

Moderne apologi foregår i medierne Jakob Holm

2 # Folkekirken 2020Karen Schousboe

Konfirmation Maja Lucas

Hvorfor være medlem af folkekirken?Clement Behrendt Kjersgaard

Mediernes magiStig Hjarvard

3 # Folkekirken 2020Karen Klint

Den tavse præst er enten bange eller uforskammetJakob Kvist

4 # Folkekirken 2020Inge Lise Pedersen

Et netværkscenter for forskning, udvikling og formidlingMogens Lindhardt

LandemodetalePeter Henrik Skov-Jakobsen

Landemodeprædiken Peter Henrik Skov-Jakobsen

Præstetilgang og afgang

Invitation til debatdag

Kirke & identitet. Et debatmagasin. Årbog 2010 • Udgivet af Københavns Stift • Redaktion: Peter Birch, Elsebeth Grummesgaard Gjesing, Søren Johannsen, Sørine Gotfredsen (ansvarshavende), Christiane Gammeltoft-Hansen (ansvarshavende) • Foto: Maj-Britt Boa • Layout: D-grafisk, David Lund Nielsen • Tryk: Aka-Print, Århus • ISSN: 902-4190 • ISBN: 87-89096-09-6 • Københavns Stift, stiftsadministrationen, Nørregade 11, 1165 København K, Tlf. 33476500, E-mail: [email protected], www.kobenhavnsstift.dk

Indhold34

10161920252628303536

4142

48515456

10

30

Henrik Jensen: Men lige der – her – i det fremmede, slår timen for besindelse og omvendelse. En ny tid begynder. Den fortabte søn husker igen faderen og begiver sig på vej. Hjem

Stig Hjarvard:Medierne er blevet en helt central kilde for danskerne, når det gælder åndelige og religiøse spørgsmål

2 | KIRKE & IDENTITET 2010/2011

Biskop Peter Henrik Skov-Jakobsens nye udvalg bag Stiftsårbogen: Peter Birch, Søren Johannsen, Sørine Gotfredsen, Christiane Gammeltoft-Hansen, Elsebeth Grummesgaard Gjesing

ET DEBATMAGASIN | 3

Det har længe været en kendt sag, at danskerne ge-nerelt har svært ved at forklare, hvad folkekirken egent-lig er. Både fordi konstruktionen er uigennemsigtig for de fleste, og fordi der ikke findes en klar øverste stemme, der udstikker linjerne. Vi har derfor i denne nylancerede udgave af Stiftsårbogen sat os for at gå på jagt efter folke-kirkens identitet. Det gør vi, fordi vi er af den opfattelse, at folkekirken i disse år føler sig trængt på identiteten og ramt på selvværdet.

Det kan i længden sætte sig spor i et menneske og i et fællesskab at være del af en bevægelse, der af mange opfattes som stærkt svækket af sekularismen. For folke-kirken synes den ydre påvirkning og beskrivelse at have skabt en ofte defensiv og nederlagspræget tænkning. Det også selvom hverdagen i sognet måske ikke opleves som trængt, men tværtimod vidner om et liv, der leves med tæt kontakt til mange forskellige mennesker og alders-grupper.

Med dette debatmagasin ønsker vi at skabe selvindsigt, provokation og gerne masser af debat om folkekirkens identitet og præsters, ansattes og menighedsråds selvop-fattelse. Folkekirken står og falder med folkets tilslut-ning, men den står og falder i høj grad også med den holdning, hvormed tingene angribes fra de indre linjer.

I det følgende vil læseren møde forskellige bud på kir-kens indre tilstand og også de mange muligheder, der er for udvikling. Marie Vejrup Nielsen, Henrik Jensen, Stig Hjarvard og Mogens Lindhardt beskriver på hver deres måde kirkens position, hvad angår rummelig-hedens identitet, manglende lyst til at være autoritet samt synet på medlemstal. Kristelig Dagblads debat- og kronikredaktør Jakob Holm og forlagsredaktør Jakob Kvist kritiserer kirkens og præsternes forbehold overfor at kommunikere gennem medierne og DR’s Clement Behrendt Kjersgaard beskriver i bramfri vendinger kirkens problem med at identificere sig selv. Forfatte-ren Maja Lucas står for udgivelsens eneste rene fiktive indslag, mens skuespiller Bodil Jørgensen fortæller om sit personlige forhold til kirken. Og endelig har vi bedt en række markante personer give deres bud på, hvordan folkekirken ser ud om ti år. Alt sammen for at opfordre til diskussion og lyst til at se på kirken med både sund realisme, kampgejst og glæde over det kirken er og kan være.

For ikke at tabe denne vigtige diskussion og besindelse på gulvet inviterer vi som opfølgning af Stiftsårbogen til et debatmøde d. 26. januar (læs mere herom på side 56). Vi håber, at mange i stiftet vil møde op til dette møde og give deres besyv med.

Vi ønsker alle masser af læselyst!

Med venlig hilsenRedaktionen

led

er


MARIE VEJRUP NIELSEN

ET DEBATMAGASIN | ‘ 5

EN N

y RUMM

ELIGHEDAF MARIE VEJRUP NIELSEN

olkekirken har siden sin begyndelse befun-det sig på et på mange måder vanskeligt definerbart sted mellem statskirke og tros-samfund. Den er på den ene side en stats-kirke, i den forstand, at den har stærke bånd

til staten, men samtidigt er den også noget andet. Den er et selvstændigt trossamfund, der danner ramme om sine medlemmer. Balancen mellem disse to dimensioner, forenet under overskriften „folkekirke“ kalder igen og igen på debat om, hvad denne kirke egentlig er for en størrelse. I den offentlige debat er det ofte spørgsmålet

Den traditionelle beskrivelse af folkekirken er, at den er rummelig. Men spørgsmålet er, om folkekirken kan håndtere den form for radikal rummelighed, som allerede synes at være en realitet i forhold til medlemmernes adfærd i disse år. Sikkert er det i hvert fald, at individualiseringen og pluralismen udfor-drer folkekirken på identiteten.


om forholdet mellem stat og kirke, der tages op, men denne artikel vil se nærmere på en anden dimension af folkekirkens situation i dag ud fra spørgsmålet om medlemmernes plads i folkekirkens selvforståelse. Dette emne knytter sig også til spørgsmålet om folkekirkens forhold til kulturen bredt forstået. Med ca. 4.5 millioner medlemmer, det vil sige godt 81 % af befolkningen, er spørgsmålet om forholdet mellem kirke og medlemmer samtidigt et spørgsmål om forholdet mellem kirke og kultur. Kirken møder samtidskulturen i sit møde med kirkens medlemmer, hvad enten det er til højmesse eller i forbindelse med populære ritualer som dåb og konfir-mation.

Folkekirkens medlemmer

Nu er det i sig selv vanskeligt at sige, hvem „kirken“ er, men denne artikel fokuserer på folkekirkens officielle repræsentanter. Og her er præsterne naturligvis en op-lagt gruppe at se nærmere på. Hvordan ser præsterne på mødet mellem kirke og strømninger i samfundskulturen i dag, og hvordan afspejler det eventuelt en forståelse af de menige medlemmer? En af de undersøgelser, der er tilgængelig, findes i bogen „Karma, Koran og Kirke“, hvor præster er blevet spurgt om, hvad de ser som den største udfordring for kirken, og hvor de primære

udfordringer tegner sig som: sekularisering, medlem-mernes blandingsreligiøsitet og islam. Overordnet set fordeler de forskellige udfordringer sig sådan, at det er sekularisering, der ses som den største udfordring (73 %), hvorimod blandingsreligiøsitet får højeste prioritet af 22 % og islam af 4 %. Disse to sidste tal ændrer sig dog i områder, hvor der er en større tilstedeværelse af folk med anden etnisk herkomst end dansk. Men det er stadigvæk sekularisering, der er topscorer. Spørgsmålet om sekularisering er naturligvis meget komplekst. Især i en dansk sammenhæng hvor teologien i høj grad har re-flekteret på religionskritikken og taget sekulariseringen til sig som en positiv udvikling, der sætter religionen på den rette plads i samfundet, ifølge mange teologer. Som jeg læser præsternes besvarelse i undersøgelsen, synes den at gå i retning af en bred bekymring for tilknytnin-gen mellem kirke og kultur, kirke og folk, det vil sige en undergravning af selve folkekirkeidentiteten.

Og er det i denne sammenhæng ikke netop muligt at se de tre udfordringer under ét? Nemlig som udtryk for to af de dominerende tendenser i det religiøse landskab i dag: individualisme og pluralisme. Og i sammenhæng med folkekirkens identitet handler dette særligt om individualisering som medlemmernes selvforståelse som frie individer og autoriteter i deres eget religiøse liv. Og om pluralisme som den øgede mangfoldighed af reli-

Medlemmerne i folkekirken nyder en udstrakt religionsfrihed. Det er ikke en kirke, som markerer grænser i forhold til sine medlemmer i særlig høj grad

ET DEBATMAGASIN | 7

være uenige inden for den samme struktur og beken-delse. Og for det andet, i rummeligheden over for de „ikke-vakte“ i menigheden og konstruktionen af sogne-menigheden som grundlaget for dette trossamfund. En kombination af de meget engagerede og de mindre engagerede udgjorde således folkekirkens menigheds-grundlag fra begyndelsen.

religionsFrihed i Folkekirken

I dag står folkekirken i en ny situation, hvor de kirkelige retninger har en anderledes position og til dels spiller en mindre rolle, og hvor særligt rummeligheden over for medlemmernes adfærd synes at være den helt store ud-fordring. Og her spiller individualisme og pluralisme en vigtig rolle. Opfattelsen af at jeg er autoritet i mit eget liv, også i forhold til religiøs praksis, kombineret med et øget udvalg af muligheder både inden for og uden for tradi-tionel religiøsitet, skaber en ny situation. Spørgsmålet er, hvordan folkekirken vil håndtere den form for radikal rummelighed, som allerede synes at være en realitet i forhold til medlemmernes adfærd.

Det, som i den nævnte undersøgelse kaldes blan-dingsreligiøsitet, kan i en folkekirkelig sammenhæng knyttes til et interessant fænomen: nemlig at medlem-merne i folkekirken nyder en udstrakt religionsfrihed.

hvorFor er jeg medlem aF Folkekirken?

Det korte svar er: fordi mine forældre meldte mig ind, da jeg blev døbt som spæd, fordi det nu engang var det man plejede at gøre. Min familie kan nærmest kategoriseres som minimal-fejrings-kristne og valget var ikke baseret i noget nært forhold til kirken hos mine forældre.

giøse tilbud, både i form af traditionelle religiøse tradi-tioner og i form af mere flydende former for religiøsitet.

Den traditionelle beskrivelse af folkekirken som „rummelig“, som stadigvæk synes at være gyldig for mange i dag, spiller netop på dimensioner af både plura-lisme og individualisme.

Den rummelige folkekirke er jo i sig selv født plura-listisk til en vis grad. For det første på det man kunne kalde det multilutherske niveau, hvor mange forskellige kirkelige retninger og fraktioner er blevet enige om at

Man opfatter sit medlemskab som en del af det at være dansk, som forbundet med traditioner, der betyder noget for familien, og netop ikke som et bevidst, individuelt tilvalg ud fra en religiøs motivation


Det er ikke en kirke, som markerer grænser i forhold til sine medlemmer i særlig høj grad. Steen Marqvard har undersøgt hvilken form for frihed, der gives forskellige grupper i folkekirken, og undersøgelsen peger netop på, at medlemmerne har den absolut største frihed af alle set i forhold til f.eks. præster og menighedsrådsmedlem-mer. Samtidigt fremgår det, når danskernes religiøsitet undersøges generelt, at langt de fleste ikke føler sig bundet af noget fast trosindhold, men i høj grad kombi-nerer tanker fra forskellige sammenhænge i deres trosliv. Folkekirkens praksis indikerer, at det kun i sjældne tilfælde er noget, som kirken gør noget ved. Man viser ikke folk bort ved døren, selvom de tror på reinkarnati-on, magiske amuletter, mediterer efter østlige religioners praksisformer, eller på anden vis har tanker og praksis fra andre religiøse traditioner. Den kirke, der i sit ud-gangspunkt tolererede manglende engagement, synes i dag således også at acceptere et nyt engagement, baseret i andre traditioner og eventuelt helt andre religioner. Og denne udvidelse af rummeligheden kan måske være en af forklaringerne bag det høje medlemstal i folkekirken.

Som medlem af folkekirken kan man tro – eller ikke tro – som man vil. Og dermed danner folkekirken på mange måder en bred ramme omkring tendenser som individualisering og pluralisme.

kulturkirke eller trossamFund?

Men samtidigt stiller det en række spørgsmål til folke-kirkens identitet, som ikke synes at være særlig tydelige for medlemmerne, siden de ikke melder sig ud, når de f.eks. bliver optaget af en bestemt religiøs praksis, der ligger uden for folkekirkens grundlag. Måske indikerer dette, at en del af dem ikke opfatter deres medlemskab af folkekirken, som et medlemskab af et forpligtende trossamfund? Hvordan de så opfatter folkekirken, kan man kun gisne om, men der er mange, der i de seneste år har beskrevet folkekirkens medlemmers form for kri-stendom som kulturkristendom. Hvilket igen betyder, at man opfatter sit medlemskab som en del af det at være dansk, som forbundet med traditioner der betyder noget for familien, og netop ikke som et bevidst, individuelt tilvalg ud fra en religiøs motivation. Hvis dette er rigtigt, betyder det, at medlemmernes adfærd peger væk fra fol-kekirken som et trossamfund, som man aktivt tilvælger. Og i retning af folkekirken som en kulturel og national institution, som man ikke behøver melde sig ud af, selvom man bliver optaget af en anden religiøs praksis, eller ikke opfatter sig selv som religiøs overhovedet.

Lige nu er folkekirkens svar på udfordringen i relation til medlemmerne primært en accept af den pluralisme og individualisering, som bringes med ind i kirken af

ET DEBATMAGASIN | 9

medlemmerne, mens der kæmpes drabelig kampe om nye ritualer og præsters politiske engagement. Og dette gælder også i relation til de udfordringer, præsterne i slutningen af det 20. århundrede udpegede, og som alle på en eller anden måde kan opsummeres under over-skrifterne: individualisering og pluralisme. Danmark bliver i højere og højere grad et pluralistisk land. Vi er de senere år blevet meget mere opmærksomme på ikke alene de mange forskellige kristne grupper i Danmark, men også de mange andre religioner, og på fænomener der går på tværs af samfundet, såsom individualiserin-gen. Hvordan vil folkekirken tage disse udfordringer op? Vil det blive som tidligere via de mange frie kirkelige organisationer samt lokale initiativer af forskellig art, el-ler vil der komme flere fælles overvejelser over identitet og grænser? Vil det betyde en folkekirke, som vil vogte mere over grænserne, f.eks. over for medlemmerne som vil og blive mere kritisk over for det, man ikke opfatter som kompatibelt med folkekirken? Eller en folkekirke, som vil fortsætte den nuværende model med udstrakt religionsfrihed til medlemmerne? Der er mange spørgs-mål, som man kan stille omkring folkekirkens fremtid, og de berører alle sammen spørgsmålet, om folkekirkens identitet. Og dermed også spørgsmålet om hvorvidt den rummelige model vil blive bevaret i folkekirken, eller

om individualisering og pluralisme vil øge kravet om en mere markant identitet fra folkekirkens side. Og om vi således er på vej væk fra en bred, mere diffus ramme omkring et flertal af danskernes medlemskab, til et min-dre, veldefineret trossamfund.

Litteratur:Karma, Koran og Kirke – religiøs mangfoldighed som folkekirkelig udfordring, redaktører: Berit Schelde Christensen, Viggo Morten-sen, Lars Buch Viftrup. 2007, Univers.

Hvordan er folkekirken rummelig? Steen Marqvard Rasmussen, 2010, e-årbog Religion i Danmark 2010, http://teo.au.dk/csr/relaarbog10/smr/

MARIE VEJRUP NIELSEN Adjunkt ved Afdeling for Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Her er hun tilknyttet Center for Samtidsreligion. Hun forsker og underviser inden for emnet: kristendommen i Danmark i dag.

Som medlem af folkekirken kan man tro – eller ikke tro – som man vil. Og dermed danner folkekirken på mange måder en bred ramme omkring tendenser som individualisering og pluralisme


en korte version af moderniteten – vores epoke – er individualisering og tab af vertikalitet, tab af autoritet. Fra før at leve livet med blikket op og ned langs en lodret akse, lever vi nu med det langs en vandret. Det er ikke længere afgørende, hvad traditionen,

autoriteten, pligten, historien eller forældrene siger, vig-tigere er hvordan kammeraterne – andre, der er i samme situation som en selv – ser på verden og selvet. Det ram-mer kirken hårdt. Overskriften er „Guds død“, som det blev formuleret af billedstormeren og postlutheraneren Nietzsche. Men det var jo også ham, der postulerede „Evig genkomst“, og begge dele kan vel ikke være sandt?

Dieu se retire, var Léon Bloys formulering, med helt

andre konsekvenser: Gud trækker sig tilbage. Måske modsvares det af Vattimos såkaldt svage teologi: Jeg tror, at jeg tror. Jeg tænker, at jeg tror. Noget i mig tror, måske. Der er efter sigende teologer, der mener, at teologi først bliver rigtig spændende, når Gud trækker sig tilbage. Det samme kan siges om moralen. Lidt for spændende, måske.

Hvorom alting er, situationen sætter en streg under det dilemma, kirken står overfor i dag. Er vi i et mel-lemspil, eller er det snarere et slutspil? Giver tilværelsen mening, eller er det bare, som Shakespeare formulerede det, a tale told by an idiot, full of sound and fury, signify-ing nothing?

Vi ved ikke, hvad der vil ske. Vi lever midt i en stor forandring. Vi kan enten tolke det 21. århundrede som

I en verden af fortabte sønnerKirken skal insistere på at være autoritet fremfor at være endnu et offentligt kontor i velfærdsstaten. Kun sådan kan den tage imod menneskene af det gudløse samfund, når de vender tilbage

AF HENRIK JENSEN

ET DEBATMAGASIN | 11

HENRIK JENSEN


modernitetens sidste, eller som et katastrofalt, postmo-dernistisk interregnum. Men der er en lære at hente i fortiden. Der ligger ting, som det nye må indeholde, hvis det skal holde. En genopbygning af vestlig kultur må trække på de store kilder til autoritet i dens egen fortid. Derved må der skabes en ny reformation. Man kan ikke flygte fra fortiden, dens spor er indgraveret i karakteren hos os i nutiden, indkapslet ved undfangelsen, arven fra forfædrene. Der er ingen mening i at forsøge at und-drage sig sin fortid – det er her meningen findes.

Hvis det er sådan – et mellemspil – tror vi så på sa-gen? Somme tider virker det ærlig talt som om, kirken er en afviklingsforretning. Hvor er gejsten?

svært at komme ned på knæ

Der er under alle omstændigheder megen søgen i denne tid. Folk søger en mening. De søger den ganske vist sjældent i kirken. Det forekommer (og her tillader jeg mig forbigående at parafrasere min bog Det faderløse

Giver det overhovedet mening at holde kirken intakt og kirkedøren på klem i det faderløse samfund? Ja, hvad ellers? I venten på genkomst og hjemkomst i en verden af fortabte sønner


samfund) fornuftigst at antage, at når de ikke kommer i kirken, er det fordi kirken ikke møder deres behov.

Måske ved de heller ikke, hvad kirken har at „tilbyde“. Mange, særligt blandt de yngre, aner ikke, hvad kirke-lige højtider og ritualer går ud på. Ikke så mærkeligt, for deres forældre var unge i 1960’erne og 1970’erne, og anså det ikke for vigtigt at holde lige netop den gryde i kog. Kirken blev mest set som en billet til et tog, der var kørt, mens skinnerne var ved at ruste væk. Salmerne blev ikke sunget, ordet ikke hørt.

Men de aner nok til at fornemme, at kirken „nok ikke lige er dem“. Præster og menighedsråd søger på forskel-lig vis at komme dem i møde ved at modernisere det hele en smule. De prøver at hamle op med de øvrige underholdningstilbud på markedet. Men det er ikke bare det akavede sprog eller de absurde ritualer, der forhindrer budskabet i at trænge igennem. Den slags særheder møder folk også i andre sammenhænge, uden at det betyder noget. Det kan endda være eksotisk. Nej, budskabet rammer ved siden af. Dette er individualise-ringens tidsalder. Vi er ikke dem, vi var for 50 år siden,

og kortest formuleret handler det om, at det er svært, for ikke at sige nærmest umuligt, for et moderne men-neske at komme ned på knæ og bede en højere instans om tilgivelse for sine synder. Det er ikke bare jævnt ydmygende – det er skudt forbi! Vi er ikke de syndere og skyldnere, der tales om i dagens tekster og bønner. Vi har ikke gjort noget, og da slet ikke noget forkert. Det er snarere os, det går ud over!

Lige sådan har vi det med det helt principielle i at skulle takke nogen for livet og det daglige brød, med an-dre ord for den materielle velstand, vi til daglig vælter os i. Vi tager den for givet, vi har ganske enkelt fortjent den ved at lade os føde. Det er en velerhvervet rettighed.

I denne tidslomme falder det os mere lige for at se os selv som ofre end som syndere. Ikke desto mindre lader det sig ikke benægte eller ændre, at i en bydende kristen-doms optik er vi syndere over for Gud. Og eftersom en betingelsesløs erkendelse af skyld trods ethvert moder-niseringsforsøg forbliver en forudsætning for at få del i kirkens „tilbud“ om tilgivelse og frelse, sluttes strømmen aldrig. Dialogen etableres ikke.


glemsel i tusmørkesamFundet

Giver det overhovedet mening at holde kirken intakt og kirkedøren på klem i det faderløse samfund? Ja, hvad el-lers? I venten på genkomst og hjemkomst i en verden af fortabte sønner. Lukas nedskrev netop lignelsen om den fortabte søn for fjerne tider og steder som vores, præget af traditionstab og tab af vertikalitet. Fjernt fra faderens hus kryber den fortabte sammen og vogter svinene. Han er fuldstændig fallit, har sat sin fædrene arv over styr, og står nu dér i det gudsfjerne og har mistet orienteringen. GPS’en er helt død. Men lige der – her – i det fremmede, slår timen for besindelse og omvendelse. En ny tid be-gynder. Den fortabte søn husker igen faderen, og begiver sig på vej. Hjem.

Gudstusmørket rummer sit eget tungsind. Vejen væk fra faderen og ind i det fremmede har måske været nød-vendig, for det er først i det fremmede, i det gudsfjerne, at den tabte tradition igen får karakter af hjemstavn. Først i tusmørket lyser faderens skikkelse igen. Derved har den hjemvendende på sin omvej måske erfaret mere end den, der blev hjemme.

Der findes ikke nogen fremtid for Vesten, som vi kender det, uden Gud. Et folk, der er uden religiøse vær-dier og normer, går til grunde. Og det er uden tvivl den kristne religion, der ligger til grund for vestlig tænkning og de værdier, der er forbundet med den. Glemmer vi i vores tusmørke kristendommen, så ender vi selv med at blive glemt. Så bliver Vesten til et åbent land.

Glemmer vi i vores tusmørke kristendommen, så ender vi selv med at blive glemt


I tusmørkesamfundet kalder vi os kristne, men det er underforstået: ikke så kristne at det gør noget. Vi må lære at insistere. Kirken må tage sig selv alvorligt og holde dørene åbne. Der er et par generationer af fortabte, der trænger til at komme hjem.

Men – kan man for alvor tro på den idé, at folk, når alt det nyreligiøse og terapeutiske gejl engang er over-stået, vil gå til en tjenestemandsansat gudstjener med sin gudslængsel? Ja. Hvis det, som de søger, ikke er endnu en tom bekræftelse af individualiteten, men en bekræf-telse af vertikaliteten. For død er den netop ikke. Autori-teten kan ikke dø. Men man kan blive døv for den.

kirken som terapeutisk tilbud

Vertikalitet etableres fra oven og nedefter, og fra neden og opefter. For tiden kan den næppe findes i kirken. Uden en velfungerende megafon af tradition og tran-scendens forbliver præsten formidler af egne sandheder. „Det mener du. Jeg mener noget andet!“

Problemet er i al sin korthed, at kirken kom for tæt på velfærdsstaten. Ikke til at skelne fra de andre kontorer. Den blev en del af rettighedskulturen, frem for af pligt-kulturen. Nu er vi i en fase, hvor det af hensyn til sam-fundets sammenhængskraft og hele værdiorienteringen igen ville være lidt rart med en religion – samtidig med at vi inderst inde godt ved, at en religion ikke følger af dette behov, men af tro. Religioner er aldrig blevet stiftet, fordi de var nødvendige for det ene eller det andet for-mål. Det er, når man havner i deres karismatiske sfære, at man ved, at man har brug for dem.

Men kirken agerer til stadighed, som om den mest ser sig legitimeret ud fra religionens samfundsmæs-sigt ønskværdige konsekvenser: Prøv med lidt religion, religion gør dig ydmyg, religion betoner de nydelige værdier, religion giver stabilitet, religion giver pas-sende åndelig kompensation for en muligvis svindende forbrugslykke. Kirken bliver endnu et terapeutisk tilbud. Helt flad og uden myndighed.

Kirken må rebe sejlene og ruste sig til storm. Den må holde op med at se sig selv og sin hygge-Gud som en del af velfærdsstatens sociale tilbudskatalog. Præsterne må holde op med at se sig selv som terapeutiske ekspedien-ter, de må være forkyndere og tro på autoriteten. Der må tros på sagen. Som det er, er der et næsten spøgelsesag-tigt fravær af moral i „organisationen“ – moral forstået som sammenhængskraften i en hær eller på et fodbold-hold. Den danske folkekirke er en besynderlig organi-satorisk konstruktion. Der er ingen vertikalitet i den. Den katolske kirke har til forskel nærmest vertikaliteten forærende i form af en veritabel trappestige, bakket op

af extra ecclesiam nulla salus. Den danske folkekirke kan ikke beslutte sig for noget som helst, den flyder som et koralrev i alle vindretninger.

Jeg sidder selv i et menighedsråd, hvor vi aldrig snak-ker om noget overordnet, men evigt og uendeligt om regnskaber, vedligeholdelse af bygninger, samarbejds-problemer mellem faggrupper osv. Dybest set holder jeg af idéen om menighedsråd – en rest af det gamle folkestyre – men det er udmattende, at alt bevæger sig i cirkler, aldrig fremad.

ud aF deFensiven

Der må fokuseres på den enkelte: Det er dig, det kom-mer an på, dig der skal igennem døren. Sammenlign dig ikke med de andre: Tror de mere? Der hersker en misforstået mystisk forståelse af, hvad tro er: Tror jeg mon på jomfrufødsel og nadver og genopstandelse? Tro skal drejes mere i retning af trofast og tillidsfuld. I sin muligvis svage tro kan man starte med at gøre sin pligt, bevæge sig gennem ritualerne, først søvngængeragtigt, senere med mere følelse. Siden kommer resten af sig selv, som med børn. Ikke alle skal omvendes spektakulært som Saulus på vej til Damaskus eller som i en buddhi-stisk koan.

Kristendom kan blive for teologisk indviklet. Det er ikke nødvendigt med en særligt udpenslet teologi. Der er mest af alt brug for en traditionel instans at ordne sig ind under og takke. Og måske en ny katekismus? Og måske var det idiotisk at afskaffe det personlige skrifte-mål? Ikke „måske“ – det var en pietistisk misforståelse. Måske, måske. Frem for alt: Kirken overlever ikke i skyggen. Den må ud af defensiven, ind i offensiven! For at snakke management-sprog: Kirken har et helt utroligt brand, og sikke nogle logoer! Men ingen ledelse. Fint nok, så længe der ikke er den store tvivl om opbaknin-gen og retningen. Men et skib i oprørte vande uden kap-tajn eller styrmand eller søkort? Hvem ville ikke springe overbord?

HENRIK JENSEN Født 1947. Historiker, anmelder, klummeskribent, kommentator og forfatter til bl.a. Ofrets århundrede, Det faderløse samfund, Når vi taler om 68 (med Georg Metz) og Det ordentlige menneske, medlem af menighedsrådet i Grundtvigskirken, Kbh.


yset vælder ind ad det store vindue i Bodil Jørgensens garderobe i Skuespilhuset på havnefronten. Uden for ligger havnens vand og spejler septembers sol. På en bøjle i det lille rum hænger det kostume, som hun har på, når hun om aftenen går på

scenen som Nille i Holbergs Jeppe på Bjerget. Rummet dufter tungt af teatersminke og en højtaler i et hjørne af rummet transmitterer lyd fra prøverne et andet sted i Skuespilhuset. Bodil Jørgensen skruer ned for lyden og sætter sig til rette. Med sin karakteristiske stemme, som har en sitrende intensitet, fortæller hun om sit forhold til folkekirken og kristendommen.

– Når jeg går ind i en kirke, får jeg lyst til at trække vejret dybt. Helt ind i hjertet. Der sker noget helt fysisk. Jeg bliver grebet af rummet på en måde, som jeg også

en gang imellem kan opleve det i naturen. Men den fred og fylde, jeg finder i kirkerummet, finder jeg ikke andre steder. Heller ikke i teateret, siger Bodil Jørgensen, der er en af sin generations mest benyttede og respekterede skuespillere. Masser af roller på film og på teateret er det blevet til for den nu 49-årige skuespiller.

– Teateret skulle gerne nå de højder, jeg føler, når jeg er i kirken. Men det er ikke ret tit, det sker.

Først i 1990’erne fik hun sit gennembrud på teateret, men hun slog for alvor igennem med sin rolle i Lars von Triers film Idioterne fra 1998. Den præstation blev belønnet med både en Robert og en Bodil. Hun har kristendom og kirke med sig fra sin egen barndom og opvækst. Men samtidig oplever hun, at kirken og troen får større og større betydning efterhånden, som livet skrider frem.

Skuespilleren Bodil Jørgensen bor på Nørrebro og går ofte ind ad den åbne kirkedør. Her finder hun et rum, der giver hende mening i tilværelsen.

ÅBENHEDEN opadINTERVIEw: PETER BIRCH


– Min moster døde for nylig og jeg gik med det sam-me ind i min lokale kirke, Stefanskirken. Døren er altid åben, og der sad jeg så. Kirken rummer alt det, jeg tror på. Hun bruger ofte kirkerummet til stille refleksion. Af og til går hun også i kirken om søndagen. Både hjemme på Nørrebro og i Nordsjælland, når tiden tilbringes i familiens sommerhus.

– Salmerne og ordet gør et stort indtryk på mig hver gang. Jeg bliver draget af Bibelens ord, siger hun og be-skriver, hvordan ord fra morgenandagten i radioen kan få hende til at standse op. Hun fortæller, at hun har min-dre og mindre behov for store armbevægelser i kirken.

– Det passer mig fint, at menigheden sidder dér, og præsten står dér og lyser velsignelsen. Det er ikke et se-minar eller plenum. Kirken skal efter min mening ikke

kaste sig ud i en konkurrence med underholdningsindu-strien. I den konkurrence har kirken ikke en chance.

– Min store trøst er Det Nye Testamente – budskabet om Kristi liv på jorden. Det bliver man ikke færdig med, siger hun og holder en pause, før hun fortsætter med en linje fra Jakob Knudsens morgensalme:

– „Lysvæld bag ved lysvæld“; jeg bliver rørt, hver gang jeg hører det. Jeg har flere veninder, der går andre veje i deres religiøse søgen. Men jeg finder højderne i kirken, lyder det stilfærdigt.

– Jeg synes jo, at teateret skulle lave flere religiøse dra-maer. Jeg har netop genlæst Onde ånder af Dostojevskij sammen med min mand. Den gør mig stærkere i troen på, at mennesket ikke kan klare alt – hverken politisk, økonomisk eller på anden måde.

BODIL JøRGENSEN

Når jeg går ind i en kirke, får jeg lyst til at trække vejret dybt. Helt ind i hjertet. Der sker noget helt fysisk. Jeg bliver grebet af rummet på en måde, som jeg også en gang imellem kan opleve i naturen.


åbne arme

Bodil Jørgensen beskriver selv sit barndomshjem som et troende hjem. Hendes mormor var organist, og hendes søster er nu organist. Det har altid været en del af hen-des verden, at der blev sunget salmer og bedt fadervor. Det har hun givet videre til sine egne børn.

– Vi beder fadervor hver aften, og jeg synger for børnene. De er Guds børn, det ved jeg. Men de skal også have det med sig. Derfor var det helt naturligt for os, at børnene skulle døbes. Hun fremhæver korstegning for ansigt og bryst som noget utrolig trygt og godt.

– Det er en stor gestus. Lad de små børn komme til mig, siger Jesus og breder sine arme ud. Vi kan ikke komme uden om de åbne arme. Det er for alle. Jeg vil gerne give mine børn øjne, der kan se dét. Jeg tror, det smitter af på ens gang i verden. Ved at lade dem døbe giver jeg dem en mulighed for at se det, forstå dybden i det. Men de skal selvfølgelig selv tage stilling og finde ud af, hvad det betyder for dem, siger hun og tilføjer, at al-lerede nu mærker hun, at hendes børn har kunnet hente trøst og mening i det, de har fået med sig.

– Når østen, der er 9, ikke kan sove om aftenen, beder han fadervor – så kan han sove!

Børnene har haft døden tæt inde på livet. Bodil Jør-gensens eksmand, teaterinstruktøren Henrik Sartou, der er far til den ældste af hendes tre børn, døde for fem år siden.

– Vi bad til Gud, da Henrik blev syg. Han døde allige-vel. Men vi tror, at Johannes’ far nu bor i himlen.

For et par år siden blev familiens yngste, Rigmor, døbt.

– Det var en stor dag. Familien var samlet, og i kirken var der mange af de mennesker, man møder på gaden på Nørrebro hver dag. Det var en stor oplevelse at gå til

nadver med familien og alle de andre. En sammensun-ken grønlænder. En gammel dame fra kvarteret. Kræft-patienten. Det var ubeskriveligt meningsfuldt.

I rollen som Nille er der pauser i løbet af forestillin-gen, hvor Bodil Jørgensen er i sin garderobe. Pauserne bliver lige nu fyldt med læsning af Selma Lagerlöfs Kristuslegender. De har en passende længde, og de taler stærkt til hende. Hun finder bogen frem og bladrer hurtigt frem til formuleringer, der har fyldt hende med glæde.

– I den legende, hun kalder Flammen, skriver hun om det lys fra Betlehem, der ikke kan måles eller opreg-nes. Vi plages meget af de begrænsninger, vi føler som moderne mennesker. Men her tales der om noget andet. Om åbenhed opad. Der er så meget, der ikke længere er mystisk eller er bærer af hemmeligheder. Alt er blevet så fikseret i det moderne samfund. Men vi har stadig kor-sets gåde. Det er det, jeg møder i kirken. At der er ting på vej under og over os, som er bærere af noget større.

– Jeg føler mig afmægtig ved en grav eller en kiste og kan mærke tvivlen og smerten nage. Men i kirken kan jeg netop rase med det. Det er et vigtigt rum at være i med alle de ting, siger Bodil Jørgensen.

Kirken skal efter min mening ikke kaste sig ud i en konkurrence med underholdningsindustrien. I den konkurrence har kirken ikke en chance

BODIL JøRGENSEN Født 1961. Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1990. Har deltaget i en lang række film, heriblandt Idioterne (1998), Klinkevals (2000), Anklaget (2005) og Hævnen (2010). Har også medvirket i adskillige tv-serier samt været tilknyttet Det Kongelige Teater siden 1996.


Selv om jeg er født muslim og opdraget muslim, så har jeg de senere år fået mere og mere sympati for den lutherske tro. Min sympati for kristendommen handler meget om sympati for princippet om, at den kristne tro er personlig og afhængig af individets frivillige samtykke til troen. I kontrast til dette bliver alle islamfødt muslimer for altid! At forlade islam kan visse steder koste livet. Efterhånden kan jeg bedre identificere mig med Jesus end med Muhammed! Og især tanken om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er. Også tilgivelse og forsoning appellerer til mig. Ikke at disse begreber ikke eksisterer indenfor islam, men de er ikke lige så fremtrædende. Det, der desværre er meget fremtrædende i islam, er den straffende og revsende Gud, og øje og for øje og tand for tand. Blandt andet derfor er jeg begyndt at tvivle på min barndomstro. Og er i dag søgende og en ærlig tvivler.

Selv om jeg principielt er tilhænger af en adskillelse af stat og kirke og så lidt religion i det offentlige rum som muligt, så har jeg ikke problemer med, at den danske folkekirke indta-ger en mere aktiv rolle i det danske samfund.

Jeg tror, at folkekirken også om 10 år vil være i sammenhæng med sta-ten. Og denne sammenhæng bliver ikke ændret i vores levetid, især ikke med de svenske erfaringer in mente.

Denne sam-menhæng er paradoksalt nok med til at holde det politiske ude af kirken. Der må ikke forkyndes politisk. Og sådan skal det også være i frem-tiden.

Jeg forestiller mig også en folkekirke, der er bedre til at involvere samtlige af sine medlemmer – bl.a. gennem demokratiske valg af biskopper. Herved aktiverer kirken sine med-lemmer og giver dem en individuel stemme i deres tro. Men kirken skal ikke blot være en demokratisk in-stans, den skal også ud og være mere aktivt missionerende. Den skal gå foran med de værdier, som demokra-tiet kommer til kort med. Værdier som medfølelse og næstekærlighed er jo ikke en naturlig følge af et demo-kratisk samfund, tværtimod er de religiøst, kulturelt funderede.

Fremtidens folkekirkepræster skal i højere grad end i dag kunne tale til det hele menneske og ikke kun til Guds barn. For således vil folkekir-ken være bedre rustet til at imøde-komme de udefrakommende udfor-dringer, den står overfor, også dem fra andre religioner. Hvis folkekirken

kan vise, at det netop er en eksisten-tiel mening med livet, den tilbyder samfundet, vil den også gå en stabil fremtid i møde.

I forlængelse af dette ser jeg det også som en naturlig del af folkekir-kens virke, at den enkelte kirke er solidt funderet i lokalsamfundet. At den fungerer som et forbillede for de værdier, den har at tilbyde nærområ-det. Det kan være alle former for so-ciale arrangementer, der er med til at opbygge sammenholdet og omsorgen for hverandre. I vores samfund er der flere og flere, der bliver distancerede fra hinanden. For at komme denne distancering til livs mødes man i sportsklubber, foreninger eller finder fællesskab på internettet. Folkekir-ken kan i den forbindelse tilbyde det enkelte lokalsamfund et helt unikt fællesskab og skabe et socialt tilhørs-forhold medlemmerne imellem.

1 # Folkekirken

AF NASER KHADERMF, DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI

Illustration: Morten Voigt


foreGår I medierne

pologi er et velkendt begreb for alle med en smule kendskab til den kristne kirkes historie. Helt fra den spæde kirkes fødsel har behovet for at forsvare kirkens tro og eksistens været selvindlysende klart, hvis

det kristne evangelium skulle kunne stå distancen og li-gefrem udbredes og vokse i en skeptisk og ofte fjendtligt indstillet omverden.

Her i begyndelsen af det 21. århundrede kan det konstateres, at kirkens behov for apologi er vokset yder-ligere efter det kirkeligt set brutale 20. århundrede. Et århundrede, hvor både kristendom og kirke er blevet sat under voldsomt pres fra den fremadstormende sekulari-sering af samfundet. En sekularisering, der i sit kølvand logisk nok har bragt ateisme, social darwinistisk etik og ligegyldighed over for den kristne tradition med sig på en sådan skala, at kirkens fremtidige forankring i det danske samfund ikke længere kan tages for givet.

I middelalderen var det kirken, der definerede det offentlige rum og forsynede os med den forestillings-verden, vi alle gik rundt med. Den rolle har medierne overtaget i den moderne, mediestyrede kultur, hvor den daglige kontakt med Guds ånd så at sige er blevet afløst af den daglige kontakt med tidsånden.

Medierne sætter i dag den daglige, offentlige dags-orden på godt og ondt, og det kan man begræde eller glæde sig over alt efter observans, men mediernes dags-orden er uomgængelig. Denne dagsorden er ikke per automatik venlig over for folkekirken eller kristendom-men, og slibrige præste- eller kirkeskandaler er særdeles godt tabloidstof, der adskillige gange har fundet vej til formiddagsavisernes forsider.

Mistro og angst for medierne præger derfor (af gode grunde) mange af folkekirkens præsters forhold til pres-sen. Man skal selvfølgelig passe på med generaliseringer af landets præstestand, og der er mange prisværdige undtagelser, men tre udbredte og uheldige typer af præstelig respons til den moderne og i høj grad medie-styrede verden kan man godt opridse.

et lukket system

Den første type kan man kalde „sognekongen“. Denne type præst er en uddøende race i folkekirken i dag og af-spejler nok den generelle udvikling væk fra den tidligere så udbredte sognebevidsthed, som prægede en stor del af befolkningen langt op i det 20. århundrede.

Sognekongepræsten har typisk ansvaret for et lokalt

Moderne

Hvis ikke folkekirken og dens præster får skabt et konstruktivt forhold til medierne, kan moderne apologi dårligt lade sig gøre. Der skal gøres op med „sognekongen“, „strudsepræsten“ og „den flove præst“

AF JAKOB HOLM

apologi


JAKOB HOLM

Det segment af befolkningen, der klager mest over for eksempel afviste læserbreve, er tankevækkende nok landets præster!


sogneblad, som han eller hun alene redigerer og ofte også fylder med artikler fra egen hånd. Når de vil ytre sig i større og landsdækkende medier, møder mange af disse præster for første gang kritisk respons på deres artikler og krav om forkortelser af deres „guldkorn“. En del præster reagerer desværre temmelig voldsomt på denne „censur“, som de stiller sig helt uforstående og vrede overfor. Det segment af befolkningen, der klager mest over for eksempel afviste læserbreve, er tankevæk-kende nok landets præster! Denne surmuler-holdning afslører klart en ret ringe for ikke at sige ikke eksiste-rende forståelse af de moderne mediers rolle og deres arbejdsbetingelser og behov for vinkling, præcisering og forståelighed.

En anden type præsterespons til pressen kan man kalde „strudsepræsten“. Strudsepræsten lever i bedste velgående i den danske folkekirke. Som oftest vil denne type præst ikke „lade medierne diktere den gældende dagsorden“, og mener derfor med fordel bare at kunne ignorere pressen og dens henvendelser. At tro at man kan ignorere medierne, svarer til som strudsen at stikke hovedet i sandet for på den måde at undgå virkelighe-den. Men den mediestyrede virkelighed er der desværre stadig, når man trækker hovedet op igen. Hvis man fastholder afvisningen af medierne, får tingene hurtigt et præg af ikke at kunne tåle at blive set i dagslys. Det hele bliver indadvendt, og præst og kirke kommer ofte til at fremstå som noget sekterisk og fordækt. Som noget

forskanset, der kun trives i et lukket system, hvor andre ret snart ville få åndedrætsbesvær.

Den tredje type præsterespons til medierne, der her skal nævnes, repræsenteres af dem, man kan kalde de „flove“ præster. Dem er der rigtig mange af i folkekir-ken. Den flove præst er et ægte barn af det 20. århund-rede, der er vokset op med kirkens udfordringer fra naturvidenskaben og sekularisme på den ene side, og udfordringerne fra den voksende multireligiøse og den multikulturelle virkelighed på den anden.

Som nævnt i indledningen har det 20. århundredes udfordringer i den grad presset kirken og kristendom-men i defensiven, og behovet for apologi og forsvar af kirken er større end nogensinde tidligere. Men den moderne flove folkekirkepræst er ikke kristen apologet i klassisk forstand. Det er som om, han eller hun snarere er lidt pinligt berørt over hele det store folkekirkelige cirkus og det der med religiøs tro her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Den flove præsts selvværd kan ofte ligge på et meget lille sted, og nogen stolthed på kirkens eller kristendom-mens vegne skal man lede længe efter. Efter et måske oprindeligt prisværdigt forsøg på i redelighedens navn at ville forsvare kristendommen mod en tiltagende skep-tisk og videnskabeligt fokuseret verden, er forsvaret for mange af de flove præsters vedkommende nærmest endt i en ubetinget overgivelse.


de lækre gevandter

I vores egen luthersk protestantiske kultur kan man som eksempel på inspiration for de flove præster nævne den indflydelsesrige tyske teolog Rudolf Bultmann. I det 20. århundrede ønskede han netop i redelighedens navn at „afmytologisere“ kristendommen for at komme dens videnskabelige kritikere i møde. Men afmytologiserings-projektet lykkedes aldrig rigtigt for Bultmann. For det at ville skrælle de mytologiske lag af kristendommen viste sig nemlig hurtigt at være som at skrælle et løg: man kan fjerne lag på lag af løget, men pludselig står man med meget lidt eller ingenting i hånden! Et forsvar for kri-stendommen helt på videnskabens præmisser er således ikke en farbar vej frem.

Men de flove præster kæmper videre i kirken uden Bultmanns projekt, og for de akademisk velfunderede danske teologer er der da også mange andre muligheder for at kompensere for det, der i mange tilfælde umis-kendeligt ligner manglende tro. Prædikener kan jo for eksempel gøres indbydende og æstetisk tilfredsstillende, hvis man iklæder dem tilstrækkeligt lækre poetiske og historiske gevandter.

En af grundene til, at så mange flove præster kan trives i folkekirken, er givetvis måden præster ansættes på i folkekirken. Vi omtaler gerne kirken som folkekir-ken, men når det kommer til ansættelse, er folkekirken jo ret beset en statskirke og præsterne statslige embeds-mænd med gode pensionsordninger. Det er selvfølgelig i udgangspunktet godt for præsterne med gode og trygge arbejdsvilkår, men hvad gør embedsmandsbevidstheden egentligt ved den enkelte præsts selvforståelse, kaldet og troen? Mange udenlandske teologer undrer sig over manglen på den slags anfægtelse i folkekirken. Og nogle danske præster ærgrer sig over, at mange af deres kol-legaer tilsyneladende er mere optaget af snak om ferie og fridage end snak om teologi.

De tre typer præster, der ovenfor er skitseret, er på ingen måde fyldestgørende for den alsidighed, der gør sig gældende for den danske præstestand. Men de er alle tre eksempler på nogle meget udbredte forestillinger og indstillinger til pressen blandt præster i folkekirken.

Ingen af de tre tilgange til pressen er særligt frugtbare for folkekirken, der klart burde gøre mere ud af at for-mulere en egentlig pressestrategi eller som et minimum forberede de kommende præster langt mere på den me-diestyrede virkelighed, de skal virke i. I den forbindelse bør man erindre sig den tidligere biskop Jan Lindhardt, der som den mest mediebevidste biskop faktisk fik salget af fisk til at stige med 20 procent i hele landet efter i me-dierne at have kædet kristendom, pinse og fiskespisning sammen

Pressen er kritisk indstillet, men ikke nødvendigvis fjendtlig over for kirken og præsterne, og de moderne medier burde i langt højere grad tænkes ind i og bruges i evangeliets tjeneste. Mistro, skepticisme og afvisning af pressen kan være helt forståelig i det enkelte tilfælde, men som grundindstilling til medierne og deres rolle i det 21. århundrede er det en tabersag. Og den kan udgøre endnu et søm i folkekirkens ligkiste, hvis ikke udviklingen vendes og den konstruktive apologi styrkes i fremtiden.

JAKOB HOLM Født 1964. Teolog og debat- og kronikredaktør på Kristeligt Dagblad

At tro, at man kan ignorere medierne, svarer til som strudsen at stikke hovedet i sandet for på den måde at undgå virkeligheden. Men den mediestyrede virkelighed er der desværre stadig, når man trækker hovedet op igen


S+a+iS+ik1. dåb og konfirmation i 2009:

Antal døbte: 5409Antal konfirmationer: 2631

2. goddag og farvel i 2009:

Indmeldelser: 954Udmeldelser: 3213

4. Børnekor anno 2010:

der findes i Københavns Stift 21 børne-og ungdomskor, der er medlem af organisationen folkekirkens Ungdomskor. herudover findes et ikke opgjort antal, der ikke er medlem

3. Ægteskab og bortgang i 2009:

Vielser og Velsignelser: 1247Bisættelser og begravelser: 5367

5. Succes med pastagudstjeneste:

I Sankt Thomas Kirke på frederiksberg afholdes mellem 6 og 8 pastagudstjenester om året. I gennemsnit deltager 150 kirkegængere hver gang

6. mennesker i kirken:

da sognepræst i Sankt Jakobs Kirke, Mariann Schilder-Knudsen, for nogle år siden optalte antal mennesker i kirken på en måned blev resultatet 2003 personer. Ud af dem kunne 375 registreres som altergæster. en anledning til at overveje fornuften i at opdele folkekirkens brugere mellem altergæster og andre

køBenhavnS Stift


Et mål hvede for en denar og tre mål byg for en denar ... (Johannes’ Åbenbaring 6,6).

Det havde været nogle mærkelige og triste år. Det havde jo holdt hårdt.

Først skulle „det grå guld“ slippe forestillingen om, at kirken primært var til for at fejre gudstjeneste for de ældre og på traditionel vis med tre kirkegængere, syv korsangere samt fuld bemanding af kirketjenere, kordegne og organister. Det var den-gang, man endnu i fuld offentlighed kunne høre menighedsråd tale om „dåbsramte“ gudstjenester.

Folkekirken var imidlertid langt om længe begyndt at ryste støvet af sig, da kirkerne helhjertet havde enga-geret sig i at lave deres egne mødre-grupper.

Til det formål blev der på provsti-niveau lidt efter lidt ansat kristne sundhedsplejersker – først i Køben-havn og senere over hele landet.

Siden var det blevet almindeligt, at forældrene havde sat sig sammen og var begyndt at bygge deres egne børnehaver og siden friskoler. Alle sammen med et stærkt kristent og forkyndende islæt. Væk var angsten for at sætte børnene i skoler, hvor der blev bedt fadervor og sunget salmer.

Nok var der stadig folkeskoler, men de var efterhånden helt udmarvede, fordi politikerne havde investeret i helt unødvendige hospitalsbyggerier og plejehjem.

Skolerne derimod var bare fortsat med at blive udsultet.

Efterhånden som krisen igen havde bredt sig og fødevarepriserne bare steg og steg, var desuden „kirkehave“ bevægelsen kommet til. Selv i de større byer var det lykkedes at finde lommer, hvor der kunne dyrkes kål, kartofler, bønner og hyben. Vigtigst

af alt var dog bevægelsen, der blev sat i værk, da „Menighedernes Daginsti-tutioner“ havde forlangt, at institu-tionerne skulle gennemsyres – ikke kun af et kristent livssyn – men også af kristen forkyndelse. Det samtidig med at de var det eneste sted, hvor børnene var sikret et ordentligt varmt måltid mindst en gang om dagen!

Mission havde de råbt fra byens tage. Ja, hvad ellers ... jeg stod og smilede, mens den blege sol langsomt steg op over kirketårnene.

2 # Folkekirken

AF KAREN SCHOUSBOELEDER AF FOLKEKIRKENS INFOCENTER I KøBENHAVN



KonfirMationAF MAJA LUCAS

no

ve

ll

e


KonfirMation Da jeg gik til konfirmations-

forberedelse, var jeg negativ over

for kristendommen. Jeg havde

ellers selv valgt den, da jeg ikke

var døbt. Desuden gik jeg på

efterskole på Fyn, og der blev de

konfirmeret et år før København,

som jeg kom fra, så jeg måtte gå

til præst sammen med en flok, der

var et år yngre end jeg, fra den

lokale skole. Det siger næsten sig

selv, at det ikke forløb godt, og til

sidst gav præsten mig eneunder-

visning, selvom jeg faktisk ikke

blev drillet, men måske kunne

han ikke bære at se mig gå alene

rundt i pauserne. Alligevel vakle-

de jeg ikke i overbevisningen om,

at jeg ville konfirmeres, og det var

ikke for festens skyld, men fordi

min storesøster var blevet det.

Ikke mindst fordi hun bagefter

udtalte, at hun syntes, man var for

ung til at konfirmere sin tro i den

alder; hendes visdom fik mig til at

følge hendes eksempel. Hun var

heller ikke blevet døbt som spæd,

men blev det fjorten dage før sin

konfirmation. Det samme blev jeg,

heldigvis var der ikke andre dåbs-

børn, det var akavet nok at traske

op til døbefonten og bøje hovedet

bagover, så præsten kunne nå min

pande med sin våde hånd. Kun

min mor var med, hun sad godt

nede i rækkerne, kirken var mørk,

vejret havde spillet von Spreckel-

sens bygning et puds. Det var tæt

på messefald, og de, der trods alt

var der, var affældige; min mor

var en vårhare i forsamlingen.

Hun gik ikke til alters, og jeg ville

heller ikke have gjort det, hvis jeg

skulle have været ærlig; jeg har

ikke gjort det siden, med undta-

gelse af konfirmationen. Men jeg

ville konfirmeres, fordi min søster

var blevet det, og fordi jeg den-

gang som nu var tiltalt af ånde-

ligheden i troen. Selvom jeg nu er

agnostiker, er jeg fascineret af den

eksistentielle søgen, religionerne

udviser, og nu ville jeg betragte

de åndelige samtaler med præsten

som luksus. Men dengang var det

et nødvendigt onde. Jeg udtrykte

de mest klichéfyldte opfattelser af

kristendommen over for præsten.

Den var reaktionær, kvinde-

fjendsk. Han spurgte mig igen

og igen, hvor i Biblen jeg kunne

se det, men tit rystede jeg bare

på hovedet; DET vidste enhver

da. Især var jeg vred over Biblens

seksualitetsopfattelse, selvom jeg

aldrig havde prøvet at dyrke sex,

ikke engang at tungekysse. Men

oprørende var det, at kristendom-

men skulle holde menneskets

naturlige drifter nede. I dag ville

jeg have henvist til Paulus, „så er

det bedst for en mand ikke at røre

en kvinde“, og hvad angår femi-

nismen, er det klassiske citat fra

selvsamme vel nok: „Som i alle de

helliges menigheder skal kvinder-

ne tie stille i menighederne“. Nu

kender jeg min Bibel, det gjorde

jeg paradoksalt nok ikke dengang.

Som voksen har jeg langsomt læst

og husket, som ung vidste jeg

ikke noget, i sandhed var jeg ikke

moden, min storesøster havde

som altid ret. Min definition på

et barn: en der ikke kan overskue

noget. Som sagt, nu ville jeg have

nydt de ugentlige samtaler om

Vorherre, men dengang gjorde jeg

det ikke og var sikkert røvirri-

terende, jeg vil gerne her undskyl-

de over for præsten, han gjorde en

kærlighedsgerning ved at tilbyde

mig sin tid, som jeg tog dårligt

imod. Endda var det ikke ham,

der fik lov til at høste frugten af sit

arbejde, for da det kom til stykket,

rejste jeg tilbage til København

og blev konfirmeret sammen med

mine gamle klassekammerater,

dem som jeg i parentes bemærket

var kommet på efterskole for at

undgå, en samling forbryderspi-

rer. I sammenligning med dem

var 7.-klassen på Fyn nogle blide

lam, selvom Vorherre må vide,

hvad der blev af dem. En af pi-

gerne hed Lolita; hendes forældre

må enten have været meget lit-

terære eller det modsatte. Hun var

underudviklet og gik med briller,

den mest kiksede bortset fra mig

selv, der nok virkede helt aparte.

De boede alle sammen i den lille

landsby, efterskolen lå i, der var

en grill, en brugs, et bibliotek og

forunderligt nok en biograf, som

af og til spillede nogle hæderlige

film. Det var en dejlig by, omgivet

af marker og solskin, men den lå

forfærdelig langt ude på landet.


Hvorfor være medlem af folkekirken? Hvorfor ikke? Kan man spørge og måske er der ikke så få af medlemmerne, der gør det.

Her er der 2 dårlige grunde:1. Man kan betragte folkekirken som et forsikringssel-

skab: her får man sin sjæl forsikret, tegner en option på fast ejendom i himmerige og planlægger for det evige liv, ifald det findes. Hvis alternativet er en evig-hed i limbo eller helvede, må forsikringspræmien vel siges at være særdeles overkommelig.

2. Man kan betragte folkekirken som en del af dansk-heden, kort og godt: hvis man alligevel er i teatret og skal se forestillingen, kan man lige så godt sidde tæt på scenen som langt fra den.

Og de gode? De er straks vanskeligere at formulere, fordi de kommer til at lyde aldeles overskruede i en dansk kontekst.

Hør blot:1. Man er en del af Guds fællesskab og kan ikke ønske

andet højere end at være ét med Helligånden og sine trosfæller.

2. Man ønsker, at kristendommen skal være en stærk aktør i samfundet og i verden: det er ikke kirken, der skal underholde de frelste, men de frelste, der skal understøtte kirkens mission.

De to „gode“ svar lyder – på dansk i 2010 – som svaret på spørgsmålet: „Hvorfor være medlem af Pinsekirken?“.

Og her er problemet: Ingen af de 4 angivne svar er et, folkekirken bryder sig om. Den vil ikke være et forsik-ringsselskab. Den vil ikke være en underetage i Dansk-hedens parkeringshus. Den vil ikke være en fanklub for Jesus. Og den vil ikke være en militant NGO på globalt politisk felttog.

Derfor står folkekirken, hvor den står: med faldende medlemstal og svindende betydning. Om 20 år vil fol-kekirken være et jysk fænomen, uden nogen plads i den almindelige offentlighed og i Danmarks to storbyområ-der (København og Århus/Trekantområdet).

For 30 år siden var folkekirken i krise, fordi færre og færre købte missionen. Idag er folkekirken i krise, fordi færre og færre kender missionen.

hvorfor være medlem af folkekirken? AF CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

kl

um

me


Siden Grundtvig – og takket være ham – er den danske folkekirke blevet gradvist fusioneret med den danske stat/det danske demokrati/det danske folk i en så ind-kogt suppe, at ingen kan finde grænsedragningerne mel-lem religion, kultur og nation. Dette lighedstegn mellem „kristne“ og „danske“ værdier har haft to konsekvenser. For folkekirken den umiddelbart glædelige at man har kunnet kalde „Danmark“ „kristent“. Men samtidig den indlysende problematiske at folkekirken (på linje med utallige andre samfundsinstitutioner) har forsømt at udvikle sit eget værdigrundlag og sin egen selvforståelse.

150 år efter fusionen mellem „folk“ og „kirke“ er det entydigt „folket“, der har vundet mere og mere land fra „kirken“, der i 2010 bedst kan betragtes som landets største leverandør af selskabslokaler.

Hvis folkekirken ønsker en anden udvikling, er det første skridt lige så indlysende, som de følgende skridt er utydelige.

Processen må starte med indrømmelsen af, at folke-kirken allerede er en minoritetskirke:

For 50 år siden skulle du forklare dine naboer, hvorfor

du ikke var i kirke i søndags. Idag skal du forklare dig, hvis du var det.

Flertallet af danskerne er så fremmede for kirken, at den ikke taler til dem og ihvertfald ikke taler på deres vegne.

Samfundsudviklingen er indlysende folkekirken imod (og iøvrigt til fordel for andre kirkesamfund og trosformer). Udfasningen vil de næste årtier med al sandsynlighed foregå i et accellereret tempo. Hvis ikke folkekirken vil acceptere den udvikling, må initiativet komme fra den selv. Evigheden er på folkekirkens side, men det er tiden ikke.

CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD MA i Filosofi, Politik og økonomi fra University of Oxford og student fra UwC i Hong Kong. Siden 2002 udgiver af RÆSON (www.raeson.dk) og siden 2004 studievært og redaktør for DR. Tillige foredragsholder, bl.a. om tro, religion og kirke – se: www.kjersgaard.com

for 50 år siden skulle du forklare

dine naboer, hvorfor du ikke var i kirke i søndags. Idag skal

du forklare dig, hvis du var det


år man spørger danskerne, hvordan de beskæftiger sig med åndelige emner, spiller medierne en betyde-lig rolle. Diskussion med familie og nære venner er det mest hyppige svar, man får, men dernæst følger

medier som tv, faglitteratur og internet. Hvis man beder dem nævne nogle historier om det godes kamp mod det onde, som i særlig grad har gjort indtryk på dem, er det ikke mindst de fiktive medier og genrer, som danskerne nævner: spillefilm, tv-serier, romaner m.fl. Kirkegang og religiøse skrifter som Bibelen spiller en rolle for omkring 4-7 % af befolkningen, men for danskerne som helhed udgør medierne en langt større kilde til oplevelser og information om åndelige og religiøse emner i bredeste forstand.

Det er i den sammenhæng værd at understrege, at religion i medierne er noget ganske andet end den reli-gion, som folkekirken (eller andre trossamfund) forkyn-der. De bibelske fortællinger spiller en marginal rolle i mediernes udbud, men til gengæld producerer medierne sine egne historier med religiøse eller halvreligiøse undertoner. Ikke mindst blandt unge mennesker har fantasy-genren i de senere år givet anledning til stor in-teresse for magi, overnaturlige verdener og eksistentielle temaer. Stephenie Meyers Twilight-serie om vampyrer har både som bøger og film spundet guld på de helt unge teenagepigers hede drømme om troskab og ægte kær-lighed, mens især drenge og unge mænd har opnået stor

Mediernes magiMedierne er blevet en helt central kilde for danskerne, når det gælder åndelige og religiøse spørgsmål. Men den religion, som danskerne møder og interesserer sig for i medierne, har ikke meget med den danske folkekirke at gøre. Nyheder om religion og kirke er styret af journalistikkens behov for gode historier, og film, tv-serier og computerspil om magi og åndelige kræfter er langt mere populære end kristne budskaber.

AF STIG HJARVARD


Mediernes magi

STIG HJARVARD

De bibelske fortællinger spiller en marginal rolle i mediernes udbud, men til gengæld producerer medierne sine egne historier med religiøse eller halvreligiøse undertoner.


fortrolighed med mytologiske verdener i computerspil som World of Warcraft. Og for nogle få år siden havde også de voksne mulighed for at dyrke den mytologiske åre, da filmtrilogien Ringenes Herre gav Tolkiens eventyr en revival. Hvor Bibelens fortællinger kunne udgøre en kollektiv forestillingsverden for ældre generationer, er det i dag sådanne mediefiktioner, som udgør en fælles referenceramme for mange mennesker.

Sådanne fortællinger har sjældent nogen intention om at forkynde nogen særlig form for religion, men de udgør ikke desto mindre en slags moderne myter med moralske budskaber i magisk klædedragt. Medierne stjæler typisk med arme og ben fra eksisterende reli-gioner som kristendom eller islam og blander dem med andre former for mystik og individuel spiritualitet for derigennem at kunne fortælle sine egne historier. En konsekvens af dette er bl.a., at moderne menneskers viden om f.eks. Det Gamle Testamentes dommedags-visioner stammer fra amerikansk tv-fiktion, og mange danske børn vil primært have viden om nordisk myto-logi gennem tv-julekalenderen Jul i Valhal. For mange mennesker over hele kloden er kendskabet til Det Nye Testamente i de senere år blevet præget af Dan Browns romaner. Det er i den sammenhæng sigende, at 50,4 % af de danskere, der har læst eller set Da Vinci Mysteriet fin-der, at Dan Browns kritik af den kristne kirke er korrekt eller delvis korrekt; 31,5 % mener, hans kritik er forkert eller delvis forkert.

Nyhedsmedierne har ikke mindst i det seneste årti haft øget fokus på de organiserede religioner som kri-stendom og islam, men også i den journalistiske dæk-ning finder vi, at det ikke er de enkelte trossamfunds

egen forkyndelse, der står i centrum. I stedet er nyheder om religion styret af journalistikkens nyhedskriterier, hvorfor det ikke mindst er katolske præsters pædofili, islamiske kvinders hovedbeklædning og protestantiske præsters holdning til homoseksuelle og kvinder, der tager overskrifterne. Folkekirken og andre trossamfund har med andre ord mistet kontrollen over, hvordan religiøse emner og fortællinger repræsenteres i det of-fentlige rum. I stedet indtager medierne rollen som de primære fortællere om religion i det moderne samfund.

kirkens egne medier

Der findes naturligvis fortsat nogle medier og program-mer, hvor folkekirken og dens repræsentanter kan kom-me til orde uden filter. Det gælder eksempelvis andagter og gudstjenester i radio og tv, og disse programmer spiller helt givet en væsentlig rolle for kontakten mellem folkekirken og aktive trosfæller. Dilemmaet er imid-lertid, set med folkekirkens øjne, at lyttere og seere til sådanne transmissioner af kirkelige aktiviteter i højere grad består af personer, der i forvejen kommer i kirken. DR Kirken havde i forårshalvåret 2010 et gennemsnitligt seertal på 1,1 %, dvs. ca. 61.000 personer. Heraf er 75 % over 50 år, og DR Kirkens seere går næsten 5 gange så hyppigt i kirke som befolkningen som helhed. Til sam-menligning har en gennemsnitlig nyhedsudsendelse på TV 2 kl. 19 knap 800.000 seere.

Radio- og tv-transmission af kirkelige aktiviteter bringer ikke mange nye tilhængere til folkekirken, og det er derfor også karakteristisk, at et betydeligt flertal af danskerne (70,9 %) enten er helt uenig eller delvist uenig

Medierne indtager rollen som de primære fortællere om religion i det moderne samfund


i udsagnet om, at „der bør være flere gudstjenester og andagter i radio og tv“. Kun 5,7 % erklærer sig helt enig i dette udsagn, dvs. de samme ca. 4-7 % der ser ud til at udgøre en kerne af trosfæller for folkekirken med hyppig kirkegang og læsning i Bibelen.

Med internettet har folkekirken og andre trossam-fund fået en ny mulighed for at kommunikere med både menighed og omverden og dermed i højere grad selv at sætte dagsordenen for, hvad der er interessant at for-tælle. Både gamle og nye religioner har tydeligvis set de nye mediers potentiale, hvis man skal dømme efter de ressourcer, der mange steder er sat af til dette. Den eksi-sterende forskning peger dog på, at der er klare grænser for, hvor mange nye tilhængere det er muligt at komme i kontakt med via de nye medier. Igen finder vi, at det for-trinsvis er de personer, der i forvejen har en tilknytning til kirken, som også anvender de nye medier, som kirken tager i anvendelse. Til gengæld kan de nye medier være med til at ændre kirken selv. Med de nye mediers krav om at brugerne selv skal komme til orde, åbnes der for en mere individualiseret og forbrugerorienteret holdning

til religion, end vi har set med de gamle massemediers transmission af kirkens eget budskab. Autoriteten til at udlægge kristendommen kan herved vandre fra præst til menighed.

Trods den beherskede interesse for kirkens egne me-dier, er det ikke sådan, at danskerne slet ikke vil høre på repræsentanter for folkekirken i medierne som helhed. 54 % af danskerne er helt uenige eller delvist uenige i, at „præster og biskopper fylder for meget i den offentlige debat“, mens 33,1 % er helt enige eller delvist enige. Til gengæld synes et ganske overvældende flertal af dan-skerne slet ikke, at „præster og biskopper har større ret end andre personer til at udtale sig i medierne om kul-tur, moral og etik“. Kun 3,9 % af danskerne er helt enige i dette udsagn, mens 61,8 % er helt uenige.

mere religion i medierne – mindre tro i kirken?

Samspillet mellem medier og religion frembyder et paradoks. På den ene side er religion kommet til at fylde

For mange mennesker over hele kloden er kendskabet til Det Nye Testamente i de senere år blevet præget af Dan Browns romaner. Det er i den sammenhæng sigende, at 50,4 % af de danskere, der har læst eller set Da Vinci Mysteriet, finder, at Dan Browns kritik af den kristne kirke er korrekt eller delvist korrekt


meget mere i det offentlige rum gennem de sidste 10-15 år, og det er ikke mindst i mediernes offentlighed, at religion spiller en rolle. På den anden side er der ikke meget, der tyder på, at denne stærkt øgede opmærksom-hed omsætter sig i en øget kristen tro eller tilslutning til folkekirken. Tværtimod peger de sædvanlige indikatorer for danskernes religiøse orientering (f.eks. medlemskab af folkekirken, tro, kirkegang, dåb, kirkelig vielse osv.) på en svag men fortsat sekularisering. Medieopmærk-somhed er med andre ord ikke blevet vekslet til øget tro eller flere medlemmer.

Noget af forklaringen på dette paradoks skal findes i, at islam har fået særlig stor opmærksomhed i de senere år som følge af indvandring, international krig mod terror og national blokpolitik. En del af den offentlige diskussion af religion er således fortrinsvis motiveret af indenrigs- og udenrigspolitik og giver derfor snarere anledning til politisk kontrovers snarere end religiøs for-andring. Men selv hvis man fraregner islams store rolle i den offentlige debat, er det alligevel påfaldende, i hvor høj grad folkekirken er frakoblet de religiøse temaer og diskussioner, som mennesker får kontakt med gennem medierne.

Som helhed peger udviklingen på, at religionen har gennemgået en medialisering. Herved forstås, at medi-

erne i en vis udstrækning har overtaget den rolle, som kirken har haft som producent og formidler af religiøse forestillinger i bredeste forstand. Medierne giver ikke kun information, men leverer i bredeste forstand livs-hjælp og moralsk orientering til moderne mennesker. Medierne har typisk ingen intention om at forkynde nogen bestemt religion, men formidler både kirkekriti-ske nyheder og fortællinger, der leger med det spiritu-elle og magiske. I det omfang medierne stimulerer en interesse for religion, er det mere i pagt med en moderne livsindstilling: mediernes religion handler mere om interesse end tro, mere om leg og fantasi end alvorstung moral og mere om individets eksistentielle valg end kol-lektivets fælles behov.

STIG HJARVARD Professor, ph.d., ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet. Han har foretaget en større analyse af samspillet mellem medier og religion, og de her nævnte resultater, kan man bl.a. læse mere om i bogen En verden af medier, Samfundslitteratur, 2008. Han har været initiativtager til og leder af Det Nordiske Forskningsnetværk om Medialisering af Religion og Kultur.

Måder at beskæftige sig med åndelige spørgsmål på Procent

diskutere med familie og nære venner 24,3

Se tv-programmer 22,6

læse faglitteratur (f.eks. filosofi, psykologi) 10,5

Besøge websites/diskutere på internettet 8,9

Gå i kirke 6,7

læse romaner 5,8

Gå til møder/foredrag 5,2

Se film i biografen 4,3

høre om det i radioen 4,2

læse i Bibelen (eller andet helligt skrift) 3,9

Andet 3,0

Jeg har ikke beskæftiget mig med sådanne emner 50,4

tabel 1. Beskæftigelse med åndelige spørgsmål. de adspurgte har kunnet afkrydse op til tre forskellige svar på spørgsmålet: „Mennesker kan interessere sig for åndelige spørgsmål, herunder tro og overtro, etik, magiske oplevelser, liv og død m.m. hvis du interesserer dig for sådanne spørgsmål, hvordan har du så i de sidste par måneder beskæftiget dig med dem?“. Som følge af flere svarmuligheder overstiger summen af svarene 100 procent. Spørgsmålet var en del af analy-sebureauet Zaperas kvartalssurvey, 1. kvartal 2009. n=1010.

Kilder til historier om det godes kamp mod det onde Procent

film 41,1

Tv-program 25,2

roman 22,0

Avis 14,4

Computerspil 11,4

Internet 6,7

Magasin/ugeblad 6,0

radioprogram 6,0

religiøse skrifter 5,5

Andet 3,6

Kan ikke komme i tanke om en/ved ikke 41,4

tabel 2. Kilder til historier om det godes kamp mod det onde. de adspurgte har kun-net afkrydse op til tre forskellige svar på spørgsmålet: „Medierne er fulde af historier om det godes kamp mod det onde. det kan være spillefilm (f.eks. „Stjernekrigen“), romaner (f.eks. „harry Potter“), religiøse skrifter (f.eks. Bibelen), faktaprogrammer i tv (f.eks. Tv-Avisen) m.m. I det følgende bedes du angive 1-3 medier, hvor du har oplevet en historie om det godes kamp mod det onde, som i særlig grad har gjort indtryk på dig. du kan eventuelt angive titel på den pågældende historie, hvis du husker den“. Som følge af flere svarmuligheder overstiger summen af svarene 100 procent. Gennemført af analysebu-reauet Zapera i april 2005. n= 1005.


Er kirken en folkekirke om 10 år? Det regner jeg med, men ikke hvis vi ser passivt på. Det kræver mod og handling. Ti år er ingen tid i folkekirkens historie. Men fordi tilstedeværelse af andre trossamfund og ateisme spiller ind på opbaknin-gen til folkekirken, vil de næste ti år betyde meget.

Befolkningens medlemskab er en vigtig forudsætning for, at kirken kan beholde sin status som folkekir-ke. Derfor betyder det noget, at næste generation lader sine børn døbe, og at udøbte voksne indbydes til dåb og medlemskab.

Uden medlemmer ingen penge at holde kirke for! Uden medlemmer, ingen mennesker at holde kirke for. Uden en folkekirke vil fællesskabet i det danske samfund i væsentlig grad skifte karakter. Så enkelt er det.

Jeg tror ikke, det ret meget længere er holdbart for folkekirken, at den ledes af en statslig repræsentant, når vi nu ikke har en statskirke.

Folkekirkens ordning trænger til en grundlæggende gennemgang, og en ny ledelsesform bør findes. Det tror jeg vil ske inden for de næste ti år.

Regeringen havde ret i regerings-grundlaget fra november 2007, hvor

der blev skrevet, at regeringen af hensyn til opbakningen til kirken ville omlægge statens økonomiske støtte til folkekirken.

Det har der så været en ufolkelig bloktilskudsdebat om. Derfor var der ikke opbakning til forandring. Det tror jeg, var lige så dumt som at skyde sig selv i foden.

Gejstlige og læge og andre kloge bør sætte sig sammen, se fremtiden i møde og sammen turde formulere krav til en ny kirkeordning.

Vi bør anerkende, at mange andre borgere finder det mærkeligt, at

stats penge går til løn til vores for-kyndere og ikke til betaling for de ydelser og værdier, staten får og har i kraft af kirken. Gør vi ikke det, er det vores egen skyld, at andre lægger kirkens virke for had.

Lad os selv betale løn til vores præ-ster, provster og biskopper. Og lad staten betale for de opgaver, kirken løser for samfundet, og for de byg-ninger mm., Nationalmuseet ønsker at klassificere som fælles dansk kulturarv. Og lad kirken få sin egen forfatning og ledelse.

3 # Folkekirken

AF KAREN KLINTMF, SOCIALDEMOKRATERNE



JAKOB KVIST


DEN TAVSE PRÆST ER ENTEN

BANGE ELLER UFORSKAMMET

Præster har pligt til at indvie omgivelserne i, hvad de mener og tror på, mener journalist og forlagsredaktør Jakob Kvist. Ifølge ham er det bestemt muligt at deltage i mediernes samtale uden at give køb på kirkens identitet.

Også hvis præsten tvivler på sin tro

INTERVIEw: SøRINE GOTFREDSEN


et er muligvis ikke en tanke, der tidligere har optaget kirkefolket så meget, men den bliver mere og mere påtrængende. Det drejer sig om spørgsmålet om, hvordan folkekir-ken fremtræder i medierne, der jo

som bekendt i meget høj grad er med til at præge vores opfattelse af det omgivende. Og dermed også danskernes opfattelse af folkekirken. Jakob Kvist, der er uddan-net journalist og i dag er kreativ direktør for forlaget ArtPeople, har adskillige bud. Både på hvordan kirken fremstår blandt menigmand og på, hvad præster og andre i kirken kan gøre for at hjælpe sig selv. Jakob Kvist er vokset op i en traditionsrig præstefamilie og ken-der både til medieverdenen, præsterne og folkekirken. Og han er en mand, der spænder vidt. Han har været sportsjournalist på det hedengangne Det Fri Aktuelt, han har skrevet en yderst anerkendt biografi om Michael Laudrup, og han har siden sit skifte til forlagsbranchen været involveret i udgivelser med både Jan Lindhardt og Johannes Møllehave. Og på spørgsmålet om, hvordan

præsterne og folkekirken gør sig i medierne, lyder det til indledning:

– Jeg kan grundlæggende godt forstå, at der er en vis skepsis i synet på den store kommunikation, for i sin substans er trosforhold et blufærdigt anliggende, men medierne er nu engang dér, hvor det moderne samfund kommunikerer. Man skal turde samtalen, og det synes jeg, at man er for dårlig til. Jeg bryder mig slet ikke om den aktivistiske fløj, der vil gøre hvad som helst for at komme i medierne, og kirken skal ikke angle efter syn-lighed. Men en stor pointe er jo, at alle gode synspunk-ter kan forsvares og repræsenteres i medierne. Det er rigtigt, at det ofte skal siges kort, men det er altså ikke så svært. Det handler om at lære sig lidt kommunikation, som man gør i alle andre dele af samfundet. En præst kan jo godt tale om kristendom med et fem-års barn, og der bliver han også nødt til at gå på kompromis med sin eksegese. Jeg siger ikke, at alle præster absolut skal lære det, men dem, der er frustrerede over, at kirken ofte omtales på så gøgleragtig manér, må gøre det. Man skal

Man er ikke del af et taberprojekt, medmindre man selv tror, at man er det.


væk fra den der tro på, at kvalitet og mediekommunika-tion er som vand og olie, for hvis det overhovedet giver mening at tale om den åbne brede folkekirke, så må man tale til folk, dér, hvor de er.

Men hvordan skal man gribe det an i kirken?

– Man kan købe et abonnement hos nogle dygtige rådgivere, som man kan ringe til, når man skal udtale sig til medierne. Menighedsrådene har penge nok, så det er bare med at komme i gang i stedet for enten at jamre eller blot gøre ingenting og overlade festen til Poul Joachim Stender og typer som ham. Hvis TV 2 laver et indslag om, at kirkerne er tomme, skal en ordentlig præst kunne svare på det på ti sekunder. Der er risiko forbundet med enhver kommunikation, men risikoen ved at lade være er langt større.

Her vil en del nok indvende, at kirken trods alt har en så særlig historie og position, at man skal være varsom med at træde ind i den til tider meget flygtige samtale i samti-den. Og i stedet bevare sin lidt tilbagetrukne identitet.

– Ja, det er en lang og ærværdig tradition med den fjerne tidehvervske kirke, der ikke gør reklame for sig selv. Jeg har stor sympati for blufærdigheden og diskretionen, men man må ikke gemme sig, når vox populi banker på i form af en journalist. Man skal svare, når man bliver spurgt om det, man laver og gør, og man skal forklare hvorfor. Det har også præster pligt til, og hvis man ikke gør det, bliver man opfattet som enten bange eller

uforskammet. Vi skal også huske, at efter os kommer en generation, der ikke har hørt om kirken i skolen. Hvis de ser sig omkring, er det ikke en stolt og strunk kirke, de møder. De vil få indtrykket af nogen, der putter sig – samt måske en vis desperation ved synet af dem, der vil gøre hvad som helst for at redde deres job. De desperate præster skaber et skær af noget lidt latterligt.

Har du tænkt på, at nogle præster måske tvivler så meget på deres egen tro, at de ikke har lyst til at stå og tale om den i offentligheden?

– Det er jo en helt basal ting i det her. Vi føler vel alle, at vi ikke tror nok, men så må man jo kommunikere, at man ikke kan være skråsikker. Man må stå ved sin tvivl og ikke underlægge sig det Gallup-tyranni, hvor man skal svare ja eller nej til alting. Der er jo ikke noget nyt i diskussionen om, hvorvidt præster tror eller ej. Den havde vi også i 50’erne med P.G. Lindhardt og spørgsmå-let om det evige liv og om igen med Grosbøll. Det er jo den teologiske dobbelthed, hvor præsten på den ene side skal være fast i kødet, når han skal begrave en familie, der er blevet udslettet. Der skal evangeliet lyde, som præsten kan pakke sig ind i, og her skal han ikke stå og sige øh ... bøh ... Men på den anden side kan tvivlen jo godt samtidig være der.

Tror du, at folk kan rumme den dobbelthed i synet på kirken og præsterne?

– Jeg synes ikke, at man skal tænke så meget over, hvad

Der er risiko forbundet med enhver kommunikation,

men risikoen ved at lade være er langt større


folk kan rumme. Man skal tænke over, hvad man gerne vil sige, og hvilken platform man har at sige det fra. Og hvis man kun har 30 sekunder, så finder man tre sæt-ninger, der føles rigtige. Folk kan jo godt forstå medierne og ved godt, at det kun handler om en lille appetitbakke, hvor man skal søge den dybere mening et andet sted. Hvis man vil vide mere, må man gå i kirke, og man må som præst finde modet til at stille sig op og sige, at tro er en skrøbelig ting. Man skal åbent erkende, at der findes tvivl, og her vil jeg gerne lige rejse en statue for Johannes Møllehave. Han har forkyndt højt og lavt og aldrig givet køb, og han har udvist modet til at stå ved den, han er og tale om det. Mere af det.

Som nævnt kommer Jakob Kvist af en præstefamilie, og to af hans brødre – Jens Kvist og Morten Kvist – er præster i dag. Af samme grund er det ikke fremmed tale for Jakob Kvist, når han får beskrevet den i kirkekredse visse steder store bekymring for folkekirkens fremtid og frygten for, at kirken gradvist vil få mindre og mindre betydning for danskerne. Ja, så meget kan bekymringen fylde, at der rundt omkring kan udvikle sig en kultur, hvor der hersker for lidt selvværd og stolthed. Og hvor det i længden sætter sig spor i de ansatte af være del af en sag, der for det første jævnligt møder stor skepsis, og for det andet af mange anses for noget, der sikkert med tiden vil dø ud. Ikke religion som sådan, men folkekir-ken som vi kender den i dag. Spørgsmålet er, hvad det gør ved mennesker at være del af noget, der både set indefra og udefra kan blive opfattet som en tabersag.

– Man er ikke del af et taberprojekt, medmindre man selv tror, at man er det. Der er masser af religiøsitet og angst og bæven, der skal køres i garage derude, og summen af det er vel noget nær konstant. Der er søgen og åbenhed, og man skal i bund og grund tro på, at når kirken har holdt i 2000 år, er der ingen grund til at tro, at den bliver afviklet lige nu. Konjunkturerne skifter i

alle brancher. Jeg lever selv i en branche, der får at vide hvert 10. år, at nu er det slut. Lige nu er det aviserne, der erklæres døde, og snart er det tv-stationerne. Når man efterhånden er blevet halvgammel, slår det én hele tiden, hvordan det, man troede var uimodsigeligt stærkt, pludselig ligger ned. Og omvendt. Folkekirken er ikke mere skrøbelig end så meget andet. Den har et solidt og folkeligt fundament, og på et eller andet tidspunkt får folk brug for den, hvis det, der foregår i den, er ordent-ligt. Efter min mening er kirken truet mere indefra end udefra. Truslen består i, at præsterne ikke tør prædike evangeliet, og hvis hele projektet bliver et spørgsmål om at redde projektet for enhver pris med stiv pik som bil-lede på opstandelse, så når vi et punkt, hvor det hele kan være lige meget.

Hvad skal danskerne i dine øjne forbinde kirken med?

– Kontinuitet og tidløshed, der kommunikeres som en styrke, der skal værnes om, og ikke som en svaghed. Danskerne skal tænke på kirken som det andet fælles-skab, der er helt sig selv, og som står udenfor de mange kræfter, resten af samfundet er styret af. Men hvis man ikke tager sig sammen og står ved det, man er – også i medierne – så kan kirken i længden blive splittet op i uforenelige størrelser. Og så vil folk ikke længere blive ved med at have den her samlende fornemmelse.

JAKOB KVIST Født 1964. Uddannet journalist og i dag kreativ direktør på forlaget Art People.Har skrevet flere bøger, heriblandt Ambassadøren en biografi om Michael Laudrup, Møllehave – et liv har fem akter samt Barndomsvenner, en samtalebog med Ulf Pilgaard og Ole Michelsen.

hvorFor jeg er medlem aF Folkekirken

„Jeg holder meget af kirken, fordi den udgør et fanta-stisk fællesskab både med samtidige danskere og med fortiden. Den er det store favnende rum, hvor tingene mødes på tværs af sociale, regionale og etniske græn-ser. Man kan føle, at man sidder i kirken med sin fortid. Folkekirken er en dejlig ordning, fordi den er diskret og uprætentiøs og ikke gør sig til, men bare er der som en mulighed for os alle sammen.“


en levende og mangFoldig kirke

Folkekirken i 2020 er stadig flertal-lets kirke, men flertallet er spinkelt, og økonomien er stram. Trods det bruges der flere resurser end nu på indføring i kristendom både for børn og voksne, og hverken mission eller diakoni er fremmedord. Man er nemlig bevidst om, at kristen-dom skal forkyndes og formidles på mange forskellige måder.

For at kunne gøre det er struktu-ren ændret, så der er færre sogne, og provstierne har overtaget meget af det administrative, bl.a. personale-administrationen. Det giver me-nighedsrådene overskud til i højere grad at være med- og modspillere for præsterne og de øvrige ansatte, også i det kirkelige arbejde, sådan som menighedsrådsloven lægger op til.

De lokale kirker er mere forskel-lige, end de er i dag, men tilsammen har de både brede og brogede tilbud, og der er et godt samspil mellem frivillige og ansatte med teologiske, pædagogiske og kunstneriske kvali-fikationer. Og der er altid mulighed for en personlig samtale med præ-sten eller en anden, for den person-lige kontakt vægtes højt.

Nogle gudstjenester er en slags indføring og indøvelse i kristendom,

som udtryk for at en menighed er et praksisfællesskab snarere end et meningsfællesskab. Vi er fælles om at gøre noget, nemlig samles til guds-tjeneste og samvær. Nogle gudstje-nester er for børnefamilier, andre er meditative, der er gudstjenester med megen musik, og nogle hvor delta-gerne sammen med præsten drøfter temaet over en bid brød bagefter.

Søndagsgudstjenesten byder på både teologisk og æstetisk kvalitet. Udtrykket kan være forskelligt, men

der er altid en menighed, der kerer sig både om hinanden og omverde-nen, og som er åben over for nye, der dukker op. De skal mærke, at her er vi glade for at gå i kirke, fordi vi har erfaret, at vi bliver glade af at gå i kirke, og den glæde vil vi gerne dele med andre.

Er det for højtflyvende ideer? Jamen, hvis vi mener, vi bare kan fremskrive nutiden, så er der slet ikke nogen folkekirke i København om 10 år.

4 # Folkekirken

AF INGE LISE PEDERSENFORMAND FOR LANDSFORENINGEN AF MENIGHEDSRÅD


Folkekirken er en organisation, der dagligt forholder sig til og iagttages af

sin omverden. Den er blevet et „vi“, der forholder sig til „dem“, uanset om „dem“ er aktive kirkegængere, passive medlemmer, udøbte eller medier. Det øger behovet for en større viden om både „dem“ og „os“,

så de gensidige beskrivelser kan bygge på andet end generaliseringer, fornemmelser, enkelttilfælde og anekdoter. Men hvordan samle og formidle en sådan viden? Det er

et netværkscenter måske svaret på

et netværkscenter

for forskning, udvikling

& formidling

AF MOGENS LINDHARDT

MOGENS LINDHARDT


er laves meget forskning, udvikling og formidling, men det er spredt og ukoordineret. Kan et videnscenter hjælpe på det? Altså et kvalifice-ret netværk som udvikler viden og samler noget af det, der udgår fra de

teologiske fakulteter, kirkens egne institutioner, orga-nisationerne (Landsforeningen for Menighedsråd er længst fremme her), private organisationer som f.eks. CUR (Center for Ungdomsstudier og Religionspæda-gogik) og fra præstegårde. Men også fra de psykologer, antropologer, organisationsteoretikere og andre, der fra hvert deres sted lejlighedsvis ser på både kirke og tro. Den opgave kunne man godt forpligte nogen på – at samle og formidle så andre kunne skaffe sig viden fra et bestemt sted. Skal de forpligtede også styre forskning, i det mindste den del af forskningen som sker for kirkens egne midler, altså under kirkelige udviklingsfonde og uddannelsesinstitutioner? Ja, det ville være nyttigt. Et center med forpligtelse til at skabe netværk og samle

viden kunne understøtte og formidle meget af det, der er i gang rundt omkring, og selv sætte forskning i gang.

Hvilken slags forskning? Skal den kun undersøge eller også udvikle ny praksis? Jeg har svært ved at se meningen, hvis et center ikke skal være udviklingsori-enteret. Det er sociologisk dataindsamling jo også. Den holder os orienteret om, hvordan landskabet omkring os ser ud, og det er godt. Men nogen skal også følge op på beskrivelsen, samle sammen, og selv igangsætte tiltag, som kan afdække, hvordan man kan bevæge sig i det landskab – og formidle erfaringer til andre. Sagt med et enkelt eksempel: Vi har med Teologisk Pædagogisk Center som dansk deltager i et europæisk projekt fået omfattende viden om, hvad unge får ud af konfirmand-undervisning. Vi skal vel også følge op på de tiltag, den nye viden giver anledning til og se, om de gør en forskel. Universiteterne kan med fuld ret have beskrivelse og fortolkning som deres forskningsformål. Et kirkeligt finansieret center må gerne gå lidt videre. Altså: ud-viklingsorienteret forskning. Ellers bliver det kun en

Folkekirken er blevet et „vi“, der for-holder sig til „dem“ – uanset om „de“ er aktive kirkegængere, passive med-lemmer, udøbte ateister, medier og andre trossamfund. Og de forholder sig til folkekirken, og spørger til den.


ressourcesvag konkurrent til etablerede institutioner. Frygten i folkekirken vil sikkert gå på, om nogen så sæt-ter sig på udviklingen og tegner den – på andres bekost-ning. Det burde ikke være et problem, hvis man tænker netværksbaseret, sætter klare rammer for hvilke dele af netværkets forskning, der skal styres og underlægger centret demokratisk, repræsentativ kontrol. Så sikrer man dels, at udviklingen bliver mangfoldig, dels at den hverken tegnes eller styres af de magtfulde få.

Hvad er standarderne for forskning? Folkekirkens

Institut for Præsteuddannelse har lige udgivet noget om, hvordan betænkninger modtages i provstierne. Vi har brugt anerkendte kvantitative og kvalitative metoder, men er det forskning? Vi kaldte det en rapport. Og hvad med det, som præster laver i deres studieorlovs? Under-tiden skaber de værdifuld viden, som ikke bør ligge hen eller kun komme få til gode. Et forskningscenter skal både kunne levere kvalificeret forskning f.eks. på post.doc. -niveau, og være åbent for at viden opstår på mange niveauer. Det skal kunne skelne. Og evt. vejlede dem, der gerne vil udvikle sig mere. Men hvorfor skal vi have et netværkscenter med den opgave? Svaret ligger lige for: Folkekirken er en organi-sation, der iagttages af sin omverden og forholder sig til den. Den er blevet et „vi“, der forholder sig til „dem“ – uanset om „de“ er aktive kirkegængere, passive medlem-mer, udøbte, ateister, medier, og andre trossamfund. Og de forholder sig til folkekirken og spørger til den. At det er sådan, afsløres dagligt: f.eks. i den løbende snak om

er det f.eks. rigtigt, at mange ikke forstår, hvad kirken siger? Tænk, hvis de har forstået det, men ikke synes det er umagen værd. faktisk ved vi meget lidt om, hvad folk tænker, ved det, vi gør

hvorFor jeg er medlem aF Folkekirken? Jeg ville nok føle mig slemt usolidarisk, hvis jeg meldte mig ind i en anden kirke – men er glad for at det er muligt, og for at medlemskab ikke er en bekendelsessag!


traditionstab, modernitet, ændrede livsvaner og -møn-stre. Og i alle mulige ønsker om at sætte noget i gang for at nå nogen. Vurdering af sig selv og omverdenen er blevet dagligkost. Derfor må vurderingerne også under-støttes af mere viden om både „dem“ og „os“. Ellers har vi kun egne tolkninger, generaliseringer, fornemmelser, enkelttilfælde og anekdoter at gå ud fra. Navnlig for-tolkninger og generaliseringer er der nok af. Men holder de? Ofte tjener de til at forklare og forsvare egen praksis, og ønskes derfor ikke undersøgt. Er det f.eks. rigtigt, at mange ikke forstår, hvad kirken siger? Tænk, hvis de har forstået det, men ikke synes det er umagen værd. Faktisk ved vi meget lidt om, hvad folk tænker ved det, vi gør. Per Salomonsen og Cecilie Rubow er nogle af de få, der på hver deres måde har prøvet at stikke lidt dybere. Der er rigeligt at undersøge. Jeg ville f.eks. gerne vide noget om:

Religionspædagogik. Hvad lærer folk af undervisning og lettilgængeligt materiale? Lærer de noget andet af at være med i noget, i samtalegrupper, gudstjenesteforbe-

redelse og udvikling, diakonalt arbejde? Mange af os er jo faktisk kommet tættere på kristendom ved at arbejde med noget. Hvad er udbyttet af de to måder at lære på? Og hvad er succeskriteriet for læring? At man gør noget? Kan fortælle noget? Hvad fortæller de i så fald? Hvis man mangler materiale til undersøgelsen, kan man jo medinddrage kirker, som lader folk lære ved at deltage dem aktivt, i stedet for ved regulær undervisning. F.eks. den Katolske kirke i Danmark.

Sognetilknytning. Hvad betyder det, at de fleste danskere kommer oftere i andre kirker end i deres sognekirker? Betyder det noget for deres forventninger til sognet? Ser de ting ude, som de er misundelige over, undrer sig over? Og hvordan samler sognet noget af den viden ind og forstår sin egen opgave i forhold til den?

Innovationer. I sognene skabes mange nye formidlings-former og arbejdsformer. Men det sker lokalt, der er sjældent nogen systematisk vidensindsamling og derfor heller ikke formidling på tværs. Det er sårbart: Hvis et


råd eller en præst udskiftes, forsvinder nyttige erfarin-ger. Det er ikke nødvendigt.

Sorg. Præster må – tror jeg – have en stor viden fra sam-taler om, hvordan folk tackler sorg, også i forbindelse med tragiske dødsfald. De må vide noget om folkelige ressourcer til at klare kriser: Hvad bygger den styrke på, svarer den til den dominerende krise- og sorgterapeuti-ske indsigt, eller går folk andre veje? Måske har kirken her et korrektiv til mainstream-tænkning.

Integration. Bidrager de mange nye indvandrerkirker til integration? I så fald hvordan? Måske som lommer for hjemlighed, der indirekte justerer tilpasning? Svarer det til muslimske menigheder? Eller til danske menigheder i udlandet?

Forkyndelse. Hvad hører de, når vi taler? Skal vi tale enklere og uden manuskript og kun syv minutter? Eller er det vi siger for banalt, for lidt, ikke fremmed og an-derledes nok? Vil de have noget andet? Trosuddybning

frem for statusbekræftelse, trosvejledning frem for trøst? Er de mismodige, når de kommer i kirke, eller bliver de det undervejs? Vi har teorier, men vi har ikke spurgt dem.

Teologi. Har vi egentlig selv hold på, hvad vi mener med gentagen tale om kærlighed, tilgivelse, evighed, synds-forladelse, forsoning? Hvad siger vi, hvad mener vi med det, vi siger? Det var da værd at undersøge ... og det er kun begyndel-sen!

MOGENS LINDHARDT Cand. theol. og MPA. Rektor for Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse, København og hjælpepræst ved Vor Frelsers Kirke i København. Han underviser i kirkekundskab og homiletik og har som interessefelter: homiletik, organisations- og ledelesudvikling og skam som det 21. århundredes grundkategori.

Hvad hører de, når vi taler? Skal vi tale enklere og uden manuskript? Eller er det vi siger for banalt, for lidt, ikke fremmed og anderledes nok? Vi har teorier, men vi har ikke spurgt dem.

AF PETER HENRIK SKOV-JAKOBSEN

Der er brug for en kirke på vandring og i opbrud! Brug for nogle, der tør gå med tro, håb og kærlighed ind i fremtiden.


Vi er en kirke i opbrud – vi er en kirke, der er på van-dring. Vi vandrer i det andet årti af det 21. århundrede!

Der er så mange meldinger om os hele tiden! Der går ikke en uge, hvor kirken ikke er i medierne! Det er fantastisk at mærke den bevågenhed. Det er også somme tider mærkeligt.

Jeg ved godt, at der er mange meninger om, hvordan folkekirken skal stille sig til partnerskabet; men er det ærligt talt ikke mærkeligt (og godt), at et samfund, som kalder sig sekulært, er så optaget af, om partnerskabet kan indstiftes i kirken? Kirken er åbenbart vigtig – også vigtig for dem, som den ikke siger noget!

Vi er i opbrud! Vi vandrer væk fra noget. Vi er på vej!Det ligger i hele vores historie, at vi er på vej!Jeg ville ønske, at vi kunne få den fornemmelse, som

jøder og arabere har, når en historie fortælles. Det er ikke noget, der foregår i fortiden – det er en fortælling, som jeg, som vi, er en del af.

Det er en ilddåb at færdes i verden med håb! Selvføl-gelig er der nogle, der er ligeglade! Selvfølgelig bliver vi modsagt! Selvfølgelig er der nogen, der ikke vil med!

I tolv år stod jeg ved verdens skøreste døbefont – ved det mest provokerende kunstværk – ved en farvepragt!

Den døbefont stod nærmest og trippede fra side til side. Den var ikke til at holde nede. Den lignede et kro-get træ, som skød i alle retninger op ad gulvet. Den var der med alle farver – med hele paletten. Den fortalte om liv og evighed med hele alfabetet.

Den stod og var fremmed! Den lignede noget fra et fjernt østligt land. Med galionsfigurer stirrede den på én. Med sorte fødder vandrede den i alle retninger.

Og den fortalte om, at dåben altid spræller, altid er levende, altid sætter spørgsmålstegn ved mit liv, altid udfordrer, altid bevæger.


Døbefonten er såmænd ikke så fremmed. I 1646 blev den gjort af Holmens smed, Hans Ulriksen Svitzer. Han var blevet så glad over, at hans datter var blevet godt gift. Glæden var dobbelt stor, for efter sigende var hun så styg, at ingen havde turdet håbe, at det ville ske!

Den døbefont er blevet hjemlig for mig. Men det er altså en hjemlighed, som også indeholder det fremmede, det provokerende, det anderledes. Der bliver hele tiden dasket til min tro, og troen driller mig kært og somme tider voldsomt.

Vi er en kirke med mange farver. Nogle folkekirke-medlemmer bruger kirken meget, fordyber sig i troens traditioner, elsker salmebogen, kan ikke få nok af den klassiske musik. Andre ved ikke rigtigt! De kan ikke skelne mellem det, der er vores tradition og det, der hører andre kirkelige traditioner til. Nogle af os bliver ophidsede og synes ikke, at det hører hjemme i vores evangelisk-lutherske tradition her i det nøgterne Nord!

Lad os nu se farverne! Lad os lytte til hinanden! Lad os udforske og udfordre hinanden! Vi er i opbrud og vores held er, at meget følger med!

Én ting er vigtig! Troværdigheden! Kirken er ikke en købmandsforretning! Det gælder ikke bare om at få mange kunder i butikken. Vi skal ikke løbe efter enhver grædende luftånd!

Vi skal midt i alle ordene, midt i gøglet, midt i intriger og overtalelseskunst turde stå inde for noget.

Selvfølgelig er det en intellektuel udfordring, at nogle

tror på opstandelsen! At hævde at død, løgn, modbyde-lighed er modsagt og aldrig vil vinde, må anses for at være naivt i en verden, hvor vi ofte betjener os af frygt og død for at få hinanden ned med nakken!

Stædigt at holde fast i håbet – stædigt at ville tage sig af jorden, af skabelsen, af den klode, som vi ofte blot bruger løs af – det mener nogle er overdrevent og hinsi-des troen!

I kirken fæstner vi øjnene på Jesus. Mon ikke vi først og fremmest føler, at han protesterer mod os?!

Mon ikke vi føler, at han modsiger vores kløgt; men med noget som vi mærker, er liv?!

Vi kan ikke undvære hans perspektiv. Vi mærker, at han får os til at se og føle. Han giver os et hjerte af kød, og en sten falder til jorden! Han får os til at slå en latter op, når selvhøjtideligheden er ved at kværke os!

Der er brug for en kirke på vandring og i opbrud! Brug for nogle, der tør gå med tro, håb og kærlighed ind i fremtiden. Brug for nogle, der tør tage sig af fremmede, udstødte, foragtede! Der er brug for alle kræfter, for traditionelle, for nyskabende, for det grænsesprængende, det provokerende, for stor og lille tro. Der er brug for det lejlighedsvise engagement og for det trofaste og alt det ind imellem!

Der er brug for, at vi tør bruge vores forstand, vores følelse, vores håndelag og tage fat!

Vi skal midt i alle ordene, midt i gøglet, midt i intriger og overtalelseskunst turde stå inde for noget


„Fred være med jer“, havde han sagt til dem.Han brød ind i deres rum! Ind i deres hverdag! Han

kom med det hellige og lagde det for deres fødder, lagde det ned i deres arme, gav det i hænderne på dem.

„Fred være med jer“ havde han sagt – og det skulle man da ikke tro, at noget menneske kunne blive bange over.

Men Lukas husker, at de blev bange – ja ligefrem for-færdede, og de troede, at nu spøgte det!

Den opstandelse! Det har aldrig været nemt med den! Det er nemt nok at tage i sin mund! Det er nemt nok at forlange, at andre skal tro på den! Det er nemt nok at have et par klichéer om den!

Men det er rystende i sin virkelighed, i sine dimensio-ner og perspektiver.

I opstandelsen tror jeg, at Vorherre har os til bedste. Han protesterer mod vores iskolde ord. Han puster liv i vores døde gerninger. Han vækker vores tanke for de utænkelige og de urørlige.

Opstandelse er guddommelig humor, og her bliver det hverdagsagtige helligt, og det hellige går helt ned i det profane.

Lukas er en ærlig mand. Jo mere jeg læser i Bibelen, jo mere optaget bliver jeg af den bog og undrer mig over alle facetterne, undrer mig over ærligheden, undrer mig over, at her er det selvfølgelig først og fremmest tro, der

AF PETER HENRIK SKOV-JAKOBSEN

PrædiKen til landeModegudStJeneSte

Dato: 9. oktober 2010 • Tekst: Lukas 24,36-49 • Salmer: 12 - 249 - 291 - 588


prædikes; men af mennesker som tør tvivle og være for-færdede, for de tør næsten ikke tro, hvad de ser og hører.

Tænk jer! Der stod de og var skrækslagne. De havde lige set alt, hvad de troede på, blive spottet, myrdet, hæ-vet op på en pæl. De havde undveget, de havde forrådt, de havde dukket sig, de havde tvivlet – og så står han der lige pludselig og siger „Fred være med jer“.

„Bevar mig vel“ er det, som om de siger – og så hen-vender han sig til dem med en bemærkning om, at de da bare kan tage fat i ham, hvis de vil og røre! Oven i det kommer så det næsten flabede: „Har I noget at spise?“.

Nu turde det være indlysende for enhver hvem det er, vi står over for!

Nu turde det være gået op for alle, at her er der tale om noget ganske særligt. Det turde også være klart, at det særlige ikke sker uden for tid og rum, men netop i tiden og rummet.

Gud er alligevel ikke så venlig, at han bare åbenbarer sig i hemmelighed, i det gedulgte.

Opstandelse er sandelig noget, der hører det offentlige rum til.

Det hellige trænger ind i det almindelige, lader sig

erkende i det daglige!Det hellige er noget, vi kan tale om, diskutere, og blive

uenige om!Men tør vi det!? Tør vi bevæge os ud i det, vi kunne

kalde den fælles kamp efter mening, efter tro, efter horisont, eller er vi bare overladt til at vække opmærk-somhed?

Er det eneste, vi kan svare på som samfund, happe-nings?

Kan vi bevæges af andet end pudsigheder? Er der kun den tilfældige beretning, den skandalise-

rende historie, den svirpende nyhed tilbage?Er vi overladt til det hurtige sprog, den fiffige be-

mærkning?Eller er der stadigvæk en drøm og et håb?Kan der stadigvæk gå opstandelse i det for os?Kan vi blive overraskede?Tør vi fabulere?Tør vi troens fantasi, eller er vi overladt til stunt, uli-

delig lethed og sproglig, kunstnerisk og poetisk hurtig-hed?

Der går nemlig opstandelse i et samfund, hvor man koncentrerer sig om at bidrage til fællesskabets lykke. Der går opstandelse i et samfund, når man vender ryggen til spekulationers, beregningers og intrigers kunst!


Jeg tror på, at der kan gå opstandelse i livet for os!Jo, i løbet af en uge bliver man kastet rundt af mange

smarte ord, hurtige vendinger, løgn og reklamer. I løbet af en uge bliver der bejlet til min fordom, til min forfæn-gelighed, til min egoisme!

Derfor er kirken et fristed! Her er endelig et helligt rum!Her er der et sted, hvor mennesker kan være som de

er!Her er det sted, som gør mig fri af min smålighed og

min slappe tanke!Her er et sted, som vender mig mod de fælles anlig-

gender og forfængeligheden, de personlige ambitioner, rivaliseringen og ærgerrigheden.

Vaclav Havel gjorde i 1990 sit folk opmærksom på, hvad den første præsident for Tjekkoslovakiet, Masaryk, havde sagt, nemlig „Jesus – ikke Cæsar!“.

Dermed pegede han på, at det var Ånden, Sandheden og Tanken, et samfund bygger på. Dermed pegede han på, at der skal stråle kærlighed og længsel efter forståelse i samfundet.

Der går nemlig opstandelse i et samfund, hvor man koncentrerer sig om at bidrage til fællesskabets lykke. Der går opstandelse i et samfund, når man vender ryg-gen til spekulationers, beregningers og intrigers kunst!

Der går opstandelse i os, når vi pludselig tør ind-rømme, at vi til tider ødelægger vores eget liv (og også andres), men at vi ikke er bundet til det ødelagte liv. Vi er ikke bundet til de gange, vi bare har vrænget ad sand-heden og retfærdigheden.

Jeg tror, ethvert samfund har brug for en kirke, der tør tro, at Gud har forandret alting.

Der er brug for de troende, som tør fortælle, at selv-følgelig må vi indrette os viist, selvfølgelig må vi være ansvarlige, selvfølgelig skal der tages økonomiske, politi-ske, sociale beslutninger, og mange af dem er bundet til

de omstændigheder, som nu engang er den reelle verden.Men hvad ville der dog ikke ske med os som menne-

sker, hvis vi overlod os til de såkaldte nødvendigheder?Hvad ville der ske, om troens fantasi blev gjort tavs

eller bare druknede i en ligegyldig happening?

Jesus – Guds ansigt på jorden! Han bevægede dem! Han er ikke til at holde inde i et system eller i en kasse! Han er nemlig opstanden! „Jamen du er da Kristus – den levende Guds søn“, havde Peter sagt i sin tid! Han kunne ligeså godt have sagt: „Når du taler, mærker jeg, at Gud er nær, jeg mærker, at der findes en medfølelse i verden, som er evig.

Når du taler, tør jeg være menneske. Når du taler, falder fjendebilleder og jeg kan se, at Romaen ligner mig, at Rumæneren ikke er mig fremmed, at piraten vi sejlede efter, er en stakkel, at fjenden er et menneske; ja og jeg tør godt tilstå, at jeg ser himlen i min elskedes øjne, at jeg hører sandheden og friheden, når barnet klukler, og når teenageren fniser og fjaser og fumler herligt med livet. Ja, jeg mærker, at intet er dig uvedkommende, og at alting bare venter på, at vi tør lade os bevæge og for-vandle af din befriende sandhed!“

Som jeg læste for jer til at begynde med, konstaterer Lukas, at det er i Jesu navn, verden skal forvandles, og han slutter med at konstatere, at de skal begynde i Jeru-salem og bevidne alt! Det gjorde de! Og jeg har lyst til at tilføje, at de også kom til København. Vejen var lang og besværlig. Den gik over Athen, Rom, Hamborg og Bre-men og vistnok også om ad de britiske øer. Den største udenlandske påvirkning af vores kultur begyndte, og noget fremmed blev hjemligt og hjerteligt. Vi er stadig på vej! Vi er kun nået til det 21.årh. Kirkehistorien er lang, og måtte troen på opstandelsen altid følge os, så vi kan blive hinandens medmennesker, gudfrygtige, og leve med respekt for det medmenneske, der tror noget andet eller slet ingen ting!

Jeg tror, ethvert samfund har brug for en kirke, der tør tro, at Gud har forandret alting


oprettede embeder

Lokalfinansieret sognepræst ved Bellahøj, Utterslev og BrønshøjLokalfinansieret sognepræst ved Sydhavn sogn

ordinationer – ordinander

Der har i det forløbne år været afholdt 8 ordinationer med i alt 10 ordinander.

ledige embeder/ansøgertal

I landemodeåret har der i Københavns Stift været op-slået i alt 15 præstestillinger med i alt 439 ansøgninger – et gennemsnit på godt 29 ansøgere pr. opslag.

• Rønne, sognepræst (genopslag) (12)• Olsker, sognepræst kbf (genopslag) (15)• Bellahøj, Utterslev og Brønshøj, lokalfinansieret over-

enskomstansat sognepræst (32)• Klemensker og Rø pastorat, sognepræst kbf (5)• Christians kirke, 50 % overenskomstansat sognepræst

(19)• Klemensker og Rø pastorat, sognepræst kbf (genop-

slag) (10)• Holmens, sognepræst (43)• Maria, sognepræst og korshærspræst ved Mariatjene-

sten (25)• Frederiksberg, konst. overenskomstansat sognepræst

(forældreorlov) (46)• Sions kirke, sognepræst (41)• Sankt Jakobs kirke, sognepræst (74)• Brønshøj kirke, sognepræst (63)• Timotheus kirke, lokalfinansieret sognepræst 25 %

(10)• Sankt Nicolai kirke, Rønne, sogne- og sygehuspræst

(8)• Husum kirke, sognepræst (barselsvikariat) (36)

PræSter tilgang afgang1/10 2009-30/9 2010


kirkejubilæer

Christians kirke, 29. november 2009, 250 årHusumvold kirke, 21. marts 2010, 50 årHøjdevang kirke, 14. april 2010, 75 årDragør kirke, 24. april 2010, 125 årKingos kirke, 16. maj 2010, 100 årHyltebjerg kirke, 23. maj 2010, 50 årEnghave kirke, 12. september 2010, 50 årFlintholm kirke, 26. september 2010, 50 år

ordinationer

• 3/1 Anne Katrine Blinkenberg Pedersen, Áki Kristoffer Nielsen• 11/1 Rikke Vedel Hansen• 13/2 Iben Vinther Nordestgaard• 23/4 Helga Tidemann Jensen, Birgitte Jeppesen• 1/5 Mikela Risum• 16/5 Jørgen Lind Rydkjær Bratkov• 11/7 Hanne Charlotte Lavér Hansen• 13/7 Hannah Svinth-Værge

Førstegangs-ansatte og ForFlyttede Fra embeder i andre stiFter

• 15/10 Mia Rahr Jacobsen, Vor Frue pastorat, Trinitatis kirke (gadepræst)• 1/12 Marlene Lindsten, Vor Frelser kirke• 1/1 Rikke Vedel Hansen, Bellahøj, Utterslev og Brønshøj kirker• 1/1 Áki Kristoffer Nielsen, Ols kirke• 1/1 Anne Katrine Blinkenberg Pedersen, Sankt Nicolai kirke, Rønne• 1/5 Birgitte Jeppesen, Mariakirken• 1/5 Anna Mejlhede, Holmens Kirke

• 15/5 Jørgen Lind Rydkjær Bratkov, Klemensker og Rø kirker• 1/7 Mette Kathrine Grosbøll Brok, Sions kirke, 3 års orlovsansættelse• 15/7 Hanne Charlotte Lavér Hansen• 1/10 Mia Miriam Lund Rao, Brønshøj kirke

embedsskiFt inden For stiFtet

1/2, Susanne Ivalo Mønsted, Christians kirke

aFskedigelser

• 31/10 Johan Aage Petersen, Maria kirke• 31/1 Peter Marius Sode Jensen, Klemensker og Rø kirker• 28/2 Jørgen worsaae Rasmussen, Københavns fængsler• 31/3 Vilhelm Værge, flyverprovst• 31/5 Solveig Lentz, Dragør og Store Magleby kirker• 30/6 Bent Flemming Nielsen, Trinitatis kirke (ulønnet hjælpepræst)• 31/7 Niels Henning Brønnum, Brønshøj kirke• 31/8 Erik Boye Olsen, Klemensker og Rø samt Christiansø kirker• 30/90 Elsebeth Diderichsen, Vanløse

døde

• 20. oktober Hans Christian Lorentzen, Skt. Nicolai kirke, Rønne• 23. oktober Carl Frederik Stub Trock, Mariendals kirke• 11. marts Kaj Plum Lykkesfeldt, Trinitatis kirke• 2. april Poul-Erik Fabricius, Den Danske Sømandskirke

i London


invitation til debatmødeStiftsårbogen har i år undergået en forvandling til debatmagasin.

Menighedsråd, præster og personale i stiftet inviteres derfor til debatmøde i forlængelse af udgivelsen:

Onsdag den 26. januar 2011, kl. 14.00-17.00Stanley’s Gaard, St. Søndervoldstræde 2, 1419 København K

Kritiker og forfatter Henrik Wivel samler trådene og leder debatten.

Panelet består af:Peter Henrik Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift

Jakob Kvist, kreativ direktør i ArtPeopleInge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Der serveres kaffe og kage i pausen.

Med ønsket om en god debat!Stiftsårbogredaktionen

Tilmelding: Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig til [email protected]

Sidste frist for tilmelding er mandag den 9. januar 2011

KøbEnHavns stift

9 788789 096094

ISBN 978-87-89096-09-4

kirke & identitet

Documents