tæppehandlerens død

KA R I N WA H L B E R G

Tæppehandlerensdød

Kriminalroman People’sPress

Oversat fra svensk

af Svend Ranild

Bog Tæppehandlerens død-FINAL:Layout 1 18/09/12 10:47 Side 3

Prolog

“JEG ARVEDE TO tæpper efter min far,” sagde hr. Omar.Sventon blev så forbavset, at han bare måbede. Så blev han gal og

sagde vredt:“Og hvad så? Så har jeg da arvet mange flere! En dørmåtte, et tæppe

til entréen og en rødstribet løber og et tæppe til spisestuen og to sengefor-liggere – jo, vist har jeg arvet tæpper!”

Den orientalske fremmede indrømmede dette ved at bøje hovedet ensmule. “Efter min ringe mening savnes der måske alligevel et tæppe.”

Ha! tænkte Sventon, det burde jeg have forstået straks. Han er tæp-pesælger.

“Absolut ikke!” sagde han og slog hånden i bordet. “Jeg købte et tæppepå afbetaling for to år siden, og jeg har endnu ikke … Nå, det kommerikke sagen ved. Jeg køber ingen tæpper.”

“Hvis hr. Sventon ikke køber noget tæppe af mig, så kommer jeg na-turligvis heller ikke til at sælge noget tæppe til hr. Sventon,” sagde denfremmede gådefuldt og rullede sit tæppe ud på gulvet. […]

“Der er ikke mange, som ejer to tæpper,” fortsatte den fremmede. […]“Nej, men syv, otte tæpper kender jeg masser af mennesker, der ejer.”“Visseligen,” sagde manden med de uudgrundelige øjne, “men ikke fly-

vende.” Han bukkede næsten helt ned til gulvet.“Hvad behager?” sagde Sventon, som blev irriteret over disse evinde-

lige buk.“Ikke flyvende,” gentog den fremmede uden at fortrække en mine. “Ikke

flyvende tæpper.”

5


Kapitel 1

CARL-IVAR OLSSON SAD ude på dækket og nød det i fulde drag. Detvar lørdag eftermiddag, og bådmotorerne dunkede beroligende ogvuggede ham ind i en behagelig ro. Den friske luft gjorde også sit.

Frisk og frisk, for resten … Han rettede hurtigt sig selv. Atmos-færen over en storby på Istanbuls størrelse var måske ikke den sun-deste. Cirka ti millioner mennesker i et kaotisk mylder; udstød-ningsgasser og tynde ozonlag i stratosfæren over det. Lommetør-klædet blev sort når man pudsede næse, det kunne ikke være godtfor nogen.

Men det behøvede han ikke tage sig af. Han trivedes her. En delaf hans sjæl havde slået rod i Istanbul.

Og han var fuldkommen klar over hvad der var sket. Med enslags automatik havde han indoptaget sin kones tanker og kom-mentarer og gjort dem til sine egne som om hun sad ved siden afham. Sådan som det ofte skete når to personer har levet et langt livsammen. Man rykkede sammen, på godt og ondt.

Egentlig ville han ikke lukke hustruen ind i sine tanker lige nu,men han var tvunget til at huske sig selv på at ringe til hende i løbetaf aftenen og sige at han blev der nogle dage mere. Tirsdag var detbud han havde givet hende da hun rejste hjem til Sverige dagen før,men allerede da havde han bestemt sig for at blive til næste lørdag.En hel uge mere.

Men det var besværligt at sige det til hende ligeud. Hun villehave stirret på ham og afkrævet ham en forklaring uden overhove-

6


det at åbne munden. Det var afgjort lettere at ringe og i en fart for-tælle om en god gammel ven fra Syrien som tilfældigvis var dukketop i Istanbul. Hun ville være travlt optaget af sit eget derhjemme ogsige noget i retning af: “Gør som du vil, Carl-Ivar. Når bare du kom-mer hjem i god behold …” Hun ville formodentlig ikke engang lydeirriteret. Muligvis have en antydning af træthed i stemmen som manhar over for et barn der plager om slik.

Hun burde have gennemskuet ham nu. Men på den anden side– mennesker ser det de ønsker at se.

Nå ja, desuden var de ikke børn længere, hverken han eller Bir-gitta. Man må nyde livet så længe det varer, tænkte han vemodigtmens en havbrise kildede ham i næsen.

Han nærmede sig de 70. Han holdt af livet. Meget. Han havdemeget at se frem til. Han måtte sørge for at leve fornuftigt og passepå topmaven.

Med ét mærkede han igen sideblikkene fra sin kone, og irrita-tionen voksede. Hendes kritiske øjne, som var rettet mod hans skålmed flødehvid yoghurt på morgenbordet på hotellet. Mild og læk-ker, men for fed, her i Tyrkiet. Det havde øjnene sagt til ham, hankunne uden vanskelighed aflæse hende. De sorte oliven og solmodnetomater var derimod blevet godkendt. Han dyngede altid bunkerop på sin tallerken, og hun sagde ingenting. Heller ikke om agur-kestavene, fetaosten og honningen. Og faktisk heller ikke om smør-ret. Hun måtte have overset det.

Men brødet var for hvidt, ikke fiberrigt nok. Hun havde været såoprørt at hun slyngede en bemærkning ud til dem der gad høre efter:“Har I virkelig ikke noget groft brød her på stedet?”

Netop det lille ord virkelig havde sat sig fast og generede hamogså nu hvor han sad i fred og ro på færgen, ærgerligt nok. Hanburde vide bedre end at lade sig fortære af hendes bedrevidendeholdning. I stedet havde han taget en sesambolle, skænket sort kaffeog sat sig ved et brunlakeret bord med plads til fire. De havde spisti tavshed. Hendes tænder klaprede selv om de ikke var forlorne.

7


Han holdt meget af disse morgenmåltider i Tyrkiet.Mindet fik ham til at hoste voldsomt, der hvor han sad med ud-

sigt til bølgerne. Som om han ville hoste billedet af hustruen ende-ligt væk. Men irritationen havde allerede lavet en sprække.

Vore liv forfølger os, tænkte han filosofisk mens en lille hurtig-færge sejlede forbi dem. De kaldtes havbusser her i Istanbul. Detgrågrønne vand skummede kraftigt langs skroget og piskede en lidtmuggen havlugt op. Søtrafikken på Marmarahavet var livlig med enkonstant stime af krydsende både.

Han kløede sig i nakken med en pegefinger inde under skjorte-kraven og skiftede så stilling mens han hele tiden mærkede denbløde taske mod kroppen på bænken ved siden af sig.

Han havde sat sig sådan at ingen kunne komme imellem ham ogtasken. På den anden side var redningsbåde surret fast. Da håndenforlod kraven, bevægede den sig hurtigt og næsten umærkeligt henover jakkens venstre forside. Han ville kontrollere at inderlommensindhold stadig var der, hvad det naturligvis var.

Bagefter sad han stille indtil han havde genvundet herredømmetover sig selv og igen kunne nyde den passive sanseligheds vellyst.Han havde mange behageligheder at kaste tankerne på.

De var på vej mod kajen i Eminönü i Istanbuls hjerte. Færgensejlede med jævn fart og foretog netop en blød drejning mens hanbetragtede bølgerne. Tankerne roterede langsommere og langsom-mere og blev til sidst som spredt løv der stædigt sad tilbage på gre-nene selv om efterårsstormene havde gjort deres. Endelig slap ogsådisse blade grebet og dansede stille ned mod jorden. Faldt ned forat blive til muld. Naturens evige kredsløb, tænkte han sløvt.

Musik drønede fra en færge som netop mødte dem. Det gav etsæt i ham. Ak, der forsvandt den behagelige døsighed.

I stedet dukkede hustruen idiotisk nok op igen. Måske var det enmåde at bearbejde på, som man sagde nu for tiden. At flytte rundtpå det indre, at stå til ansvar, for endelig at blive fri.

Egentlig var der ikke noget særligt i vejen med Birgitta, hun var

8


en dygtig og arbejdsom person. Han fortrød. Han kunne selv høreat det var det han gjorde. Fortrød ved at forsvare hende og dermedforsvare sig selv og sin egen ulyst. Og også sin egen dårlige samvit-tighed.

Han var godt klar over hvad han var i færd med. Han var en per-son som ofte gjorde bod. Hvis han viste generøsitet over for hendesoverbevisninger, kunne han håbe at hun gjorde det samme. Ved atvære retfærdig, ikke sort-hvid og fordømmende i tankerne, rensedehan sin samvittighed. Han vidste af erfaring at han på den mådelettere kunne holde hustruen på afstand. Men uden at være ond.Han var ikke noget ondt menneske. Sådan ville han ikke opfatte sigselv, han ville opfatte sig selv som en person der udstrålede respektog ærlighed, i store træk.

Men uden at være alt for kritisk kunne han trods alt konstatereat der i løbet af de sidste år var blevet lige lovlig meget i deres fæl-les liv som kredsede om hvad der var sundt og gavnligt. Han varikke mindst irriteret over hendes store interesse for hvad der ikkevar gavnligt. Det usunde havde fået sin helt egen tiltrækningskrafti hendes liv. Noget at hage sig fast i, at fordømme, ligesom hor ogspiritus var det i hans barndom.

Men man kunne selvfølgelig spørge sig selv hvorfor han brugtetid på at ærgre sig over hustruens private dødsangst. Hun mente detselvfølgelig godt med sin stavgang og mindre fedt og færre kulhyd-rater. Hun ønskede at han også skulle leve så længe som muligt. Deto livet ud på samme pind, som to gamle undulater. Dør den ene, gården anden også snart bort.

Han lo. Man kunne sige hvad man ville, men sund livsførelse vari det store hele en temmelig uskyldig aktivitet.

Men nu var hun her ikke.Solen, som langsomt havde bevæget sig nedad, var stadig varm.

Kinderne brændte. Med sammenknebne øjne kiggede han ud overde skarpe reflekser på vandet. Muligvis anede han Prinseøerne i ho-risonten, han vidste at de lå der. Så fulgte han kysten på den asiati-

9


ske side, som opløstes og forsvandt i en grågrøn dis.Han sad med et savn der allerede sved, det var vel derfor tan-

kerne gik i den forkerte retning – mod hustruen. Men han skullenok få orden på det. Han havde jo et par dage mere i Istanbul. Enhel uge, nærmere bestemt.

Den mørke sky der havde tårnet sig op i hans liv, var han nu påvej til at rydde væk. Det ville koste ham en hel del, men det var detværd.

Indtil videre måtte det være sådan. Han måtte udtænke nogetandet senere.

Gruppen af amerikanske turister som havde siddet i nærheden afham og talt højt, rejste sig og gik. Med ét fandt kroppen sig endnubedre til rette. Han sad bekvemt selv om det var en hård træbænk.Forsoningens mildhed nåede ham. Døsigheden tog igen over, endrømmeagtig stilhed som fik hovedet til at vippe hid og did indendet endelig faldt bagover. Øjenlågene lukkede, hagen trillede ned.

Båden gled frem. Bølgeskvulpene mod skroget og mågernes ens-formige skrig lå nu hinsides det jordiske.

En tung skygge var netop faldet over tæppehandler Olsson.


Kapitel 2

DET VAR LØRDAG formiddag i maj måned, og Oskarshamn lå badeti et hvidt forårslys. Men vindens hale var kølig, luften havde endnuikke nået at blive varmet op. Veronika Lundbord havde fundet etsted i læ på en bænk midt på Flanaden, som var den eneste gågade icentrum og ikke særlig lang. Hun sad mageligt tilbagelænet medskrævende ben for at give plads til maven, som hvælvede sig stor ogtung. Hun regnede med at blive siddende der i ro og fred et godtstykke tid. Claes og Klara var henne at købe sandaler. Klara havdebedt om at det kun var far som skulle tage sig af dette vigtige indkøb.

Børn, tænkte hun.Pigen havde selvfølgelig regnet ud at far var mere medgørlig end

mor. Med et mildt blik havde hun set efter dem da de gik, Klarasom hoppede fremad, og Claes som kiggede ned på datteren og sik-kert sagde noget morsomt men han krammede hendes hånd endnumere.

Veronika blev varm indeni ved dette fortrolige bånd mellem farog datter som var så stærkt at det kunne ses af alle. Nyd det! sagdehun til sig selv. Vinteren der var gået, havde ellers været for an-strengende.

Men det var så det. Hun var ikke nogen morderlæge. Hun loskævt ad det. Tænk hvor nemt den rene galskab kan opløftes tilsandhed. Og i en lille by hænger det let fast og bliver til et livslangteftermæle. Hun kunne høre hvordan det lød: “Du ved, hende denlæge som slog den dér patient ihjel. Men det var vist manden, ham

11


den dér virksomhedslæge, og hans elskerinde, hende den unge ogsmukke …”

Men et eller andet skal man vel blive kendt for!Cecilia, tænkte hun så. Det andet sørgelige emne. Hun tænkte på

Cecilia hver dag. Det kom i små portioner. Uroen som pinte menogså lettelsen over at det var gået så forholdsvis godt som det var.Trods alt. Men hun ønskede naturligvis at alt ville blive præcis somfør. Ikke kun næsten.

Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet opad. Solstrålerne varblide mod ansigtet, trækkene mildnedes. Hun knappede den hvidebluse op i halsen og lagde så en hånd over varmekilden i maven.Den kartede rundt, langsomme bevægelser som mest mærkedes påhøjre side. Snart ville maven være væk. Hun var hverken bange ellerdirekte urolig, blot normalt nervøs. Og naturligvis nysgerrig. Kej-sersnittet var planlagt, det hele var under kontrol, men store begi-venheder skal ikke passere sporløst forbi. En stærk anspændelse komog gik som rejsefeber eller den uro som mærkes før en forelskelse.

Hendes sidste barn, sådan måtte det utvivlsomt blive. Hun reg-nede ikke med at blive som Sara i Første Mosebog, Abrahams hu-stru, som blev gravid i en meget høj alder. Mindst hundred.

I samme øjeblik hørte hun mobilens brummende ringesignal. Såkom den endelig, den samtale hun både havde ventet på og samti-dig et sted havde ønsket at hun slap for. Hun sukkede ikke engangda hun halede mobilen op af den stramme bukselomme og så pådisplayet. Ganske rigtigt, det var Cecilia.

Det sved i halsen, hun rømmede sig og gjorde en synkebevæ-gelse og trykkede så mobilen mod øret og kiggede ned på broste-nene for bedre at kunne koncentrere sig.

“Hej, min pige!” sagde hun muntert.“Hvad laver du?” spurgte Cecilia med tonløs stemme.“Jeg sidder på Flanaden og tænker på dig,” sagde Veronika sand-

færdigt. “Hvad laver du selv?”Der blev stille i den anden ende. Veronika fortrød. Hvorfor

12


spurgte hun datteren når hun udmærket kendte svaret? Men hvadskulle hun sige?

“Ikke noget særligt,” svarede Cecilia.Nej, netop. Ikke noget særligt. Det var derfor hun ringede. Hun

lod høre fra sig for at få tiden til at gå i det begivenhedsløse og nær-mest ødelagte liv som var blevet til efter det tragiske kraniebrud.Hvor længe ville det vare? Måske altid? På livstid – det lød grusomt.

Der var gået mindre end et år siden Cecilia var blevet brutaltslået ned af en hun ikke kendte, i et af de mere rolige kvarterer iLund. Hun havde antagelig ligget et stykke tid før en forbipasse-rende fandt hende. Den mand havde Veronika ofte takket i tan-kerne. Hun havde naturligvis også takket ham i virkeligheden. Hanblev genert men også bevæget over at have reddet den unge kvinde,og var mindst lige så grådlabil over at de faktisk takkede ham. Detvar ikke selvfølgeligt at være taknemmelig i dag, mente han.

I det hele taget var der meget omkring Cecilia der var anledningtil at være taknemmelig over: at det ikke skete ude i skoven, at dervar gået timer og ikke dage hvor hun havde ligget ubeskyttet, at detvar i august og natten var forholdsvis varm og ikke midt om vinte-ren med fugtig og råkold blæst sådan som den er nede i Skåne. Ce-cilia blev opereret akut på den neurokirurgiske klinik ved Universi-tetshospitalet i Lund. Den bedst mulige hjælp lige rundt om hjør-net. Men alligevel var det som det var.

Men hvorfor slår man i hovedet?For at få offeret til at falde, naturligvis. For at være sikker på at

skaden bliver varig hvis volden ikke fører til døden.Arrene i hovedbunden kunne ikke længere ses, håret var vokset

ud, lyst og kraftigt, men det var alligevel småting i sammenhængen.Hvad der stod tilbage i al sin elendighed, var den dér lille forskel,den som alle der havde kendt Cecilia før ulykken, syntes var et lil-lebitte men alligevel fremmed indslag i hendes tidligere så kom-plekse og “normale” personlighed. Vi er som seismografer, tænkteVeronika. Mærker den mindste bevægelse i jordskorpen.

13


Det tager tid at helbrede hjerneskader, ofte år. De dér to grå-hvide halvdele omgivet af skrøbelige kranieknogler var fascinerende.Ingen der har beskæftiget sig med menneskekroppen, vil kunnemene andet om denne forholdsvis bløde masse som består af tætsammenpressede nerveceller omgivet af støttevæv.

Hav tålmodighed! havde hun sagt til sig selv, sådan som hunhavde sagt tusindvis af gange til sine patienter. Kroppen skal have enrimelig mulighed for at blive rask. Det var sjældent så simpelt somat skifte en møtrik eller skrue.

Mobilen blev varm mod øret. Ivrigt forsynede hun datteren medalle mulige forslag til hvad hun kunne få dagen til at gå med. Gå entur, prøv at læse en bog, gå ud og køb noget rart og sæt lidt te ellerkaffe over.

Cecilia åndede initiativløst ind i mobilen. Sagde stort set ingen-ting. Slap bare nogle jamrende, passive lyde ud.

“Måske kunne du prøve at gå i biografen eller se en dvd?” fort-satte Veronika for energisk at fylde hende med forslag.

“Nej … har ikke lyst.”“Hvorfor ikke?”“Det er for besværligt.”“Men kan du ikke ringe til nogen af dine venner?” forsøgte Ve-

ronika til sidst.Cecilias apatiske åndedrag i røret.“Hvem?” sagde hun endelig.Herregud! Var alle faldet fra? Cecilia, som havde haft så mange

venner!Og et bittert spørgsmål steg op, det som Veronika havde udskudt

så længe: Tænk hvis disse venner aldrig kom tilbage? At se sit barnleve som enspænder gjorde ondt. Afvigende, aparte, ensom.

Nej!Men selv et afvigende liv var et liv at leve, tænkte hun straks. Så

farligt var det alligevel ikke! Og hvem har ret til at vurdere ogdømme? Mennesket er skabt til at tilpasse sig, det havde hun set så

14


mange gange – uden bryster, tyktarm, hår eller en arm eller et ben.Men tanken var alligevel ubehagelig.

Hun talte i tomgang nu. Hun kunne selv høre det. Ord, ord, ord.Løste problemer og opmuntrede med glad og fast stemme. På eneller anden måde forekom det lettest. Hun gjorde det som hun vargod til, endda professionel. Men hun burde sænke stemmen. Gøreden blidere, roligere. Lille, lille ven.

Men da hun luftede planer om at flytte Cecilia til Oskarshamnfor at kunne støtte hende mere aktivt, protesterede datteren. Hunville ikke, og det var sikkert godt. Et sundhedstegn skinnede kry-stalklart et kort øjeblik.

Og alting kunne trods alt stadig ske, sagde de på rehabilite-ringsklinikken på Orup Sygehus. Hjernens pandelapper, som sty-rede evnen til at finjustere det sociale samspil, udvikledes langt opmod 30-årsalderen. Der sad en stor del af personligheden også. Detlød trøsterigt. Cecilia var kun 24.

Da de havde lagt på, var Veronika nøjagtigt lige så modløs somhun plejede at være når hun havde talt med Cecilia. Hun stirredetomt ud i luften.

Efter nogen tid tog hun sig sammen og ringede til Claes for atspørge om hun skulle finde dem og gøre dem selskab, men de varlige gået ind i legetøjsbutikken og var endnu ikke kommet til sko-tøjsbutikken, og han så ikke nogen grund til at hun skulle dukkeop.

Det barn! tænkte Veronika igen.“Tag det nu endelig roligt, for pokker,” sagde Claes. “Det kom-

mer du ikke til at kunne gøre i årevis. Jeg lover …”Så hun købte en is i kiosken ved siden af, slog sig ned igen og bed

med nydelse i det tykke chokoladeovertræk der knækkede i storestykker som hun behændigt fangede med tungespidsen. Derundergemte flødeagtig vaniljeis sig, meget og mættende. Isen var ganskesimpelt for stor, kalorierne satte sig de helt forkerte steder, frem foralt nu da hun ikke rørte sig så meget. På den anden side var der jo

15


ingen som tvang hende til at spise det hele. Men hun var vel kun etmenneske!

Da hun havde smidt pinden i papirkurven, følte hun sig led ogked af det og spekulerede på om hun skulle slæbe sig hen til tæppe-handleren og spørge om tæppet hun havde indleveret til reparation,var kommet tilbage. De ville ganske vist ringe eller sms’e, men manvidste jo aldrig. Dejligt at have ting og sager på plads inden babyenkom.

Men nej. Hun orkede ikke at rejse sig. Det var ellers ikke nogetstort tæppe men et bedetæppe som selv hun med sin tunge kropnemt kunne bære. Tæppet stammede fra Claes’ barndomshjem.Hun havde fundet det sammenrullet blandt hans ting da de flyttedesammen. Han havde ikke villet have det på gulvet i sin hypermo-derne møblerede ungkarlelejlighed, men hun kunne lide det meddet samme, der var noget rørende ved den slidte luv og de blege far-ver, så hun rullede det ud i forrummet på første sal. Og der havdedet ligget indtil kanten var begyndt at flosse så meget at hun stak tæ-erne i rendegarnet og var ved at stå på hovedet.

“Hvor er det synd det er laset,” sagde hun.“Smid det gamle skidt ud,” sagde Claes med det samme.Ikke fordi hun havde forstand på tæpper, men hun vægrede sig

ved at køre tæppet til genbrugspladsen. Det var kommet langvejsfra og havde mange år bag sig, måske var det værd at bruge pengepå af den grund? Hun spurgte Birgitta Olsson, som var sygeplejer-ske på klinikken, hvad hun mente. Og hun mente ikke noget. Tæp-per var hendes mands domæne, ikke hendes: “Men det skader velikke at tage det hen til forretningen, så kan Carl-Ivar kigge på det.”

Tæppehandler Carl-Ivar Olsson var en behagelig mand, en ældreherre af den type hun gerne faldt for. Måske fordi han mindede lidtom hendes far.

Tæppehandler Olssons øjne blev blanke da han så tæppet. Detvar antikt, sagde han, og det betød at det havde mere end hundredår på bagen. “Åh!” udbrød hun. Han spurgte hvor hun havde fået det

16


fra, og hun fortalte hvad hun vidste om tæppets historie, og det varikke mere end at det kom fra hendes mands familie. Der fandtesmange fine gamle tæpper i Sverige, sagde han så, fordi vi tidligt harhaft kontakt med Orienten. I slutningen af 1800-tallet og begyn-delsen af 1900-tallet hjalp svenskere med at bygge jernbaner ogbroer eller startede industrier og stablede statsforvaltninger på be-nene i mange lande i øst. Det var ikke altid muligt at udføre depenge de havde tjent. Mange investerede så i tæpper som de bragtehjem til Sverige. I de fornemme hjem kom det derfor på mode atdække gulvene med store og dyre orientalske tæpper eller pryde her-reværelsets vægge med tyrkiske kelimer.

Tæppehandleren lod til at have oceaner af tid, og Veronika havdeheller ikke travlt den dag hun indleverede tæppet til reparation. Hunhavde slået sig ned i det hyggelige lokale, som lå på et hjørne medvinduer til to sider, mens han fortalte at tæppet var et typisk bede-tæppe, det kunne man se fordi det havde et stort parti midtpå, densåkaldte bedeniche, som i dette tilfælde var så slidt efter flittig an-vendelse at luven var delvis væk. Dette burde man absolut ikke ud-bedre. Bedepartiet var smukt turkisfarvet, og hvis hun strøg forsig-tigt med fingerspidserne på siden hvor der stadig sad lidt luv, kunnehun mærke at den var rettet fra fødderne op mod hovedet. Detbetød at det var et tyrkisk tæppe, mente tæppehandleren. De persi-ske bedetæpper havde luven den anden vej. Han gættede på at tæp-pet kom fra et landdistrikt et sted i nærheden af Sivas, en by i detcentrale Anatolien, det vil sige Tyrkiet. Han havde et stort kort påvæggen og udpegede beredvilligt stedet, og Veronika forsøgte at ind-prente sig det. Det var som om tæppet fik endnu mere liv end detallerede havde. Tæppehandleren strøg over luven med de sammebløde hænder som en katteelsker stryger over pelsen med, med denforskel at tæppet ikke begyndte at spinde. Omkring bedenichen varder rækker af borter som var gule, varmt røde og i en gulgrøn nu-ance. Alle farverne harmoniserede udsøgt, mente han.

“Det lasede parti kan givetvis udmærket repareres,” lod Olsson

17


hende forstå. “Reparationer giver tæppet karakter, og denne lille,fine sag er absolut værd at bruge penge på … Ikke først og fremmestfordi det ville være værdifuldt pengemæssigt, hvilket jeg i og for sigtror, men især på grund af dets skønhed.”

Veronika havde i nogle øjeblikke følt sig som en deltager i et an-tikvitetsprogram i fjernsynet. Hun havde selvfølgelig været lige pånippet til at spørge hvor meget tæppet eventuelt kunne være værd.Men hun gjorde det ikke og fik derfor ikke lejlighed til at udstødeet forbavset “Åh, så meget! Det ville jeg aldrig have troet!”

Tæpper er personlige, man skal have dem fordi man kan lidedem. Orientalske tæpper blandt lyse, nordiske møbler var desudensmukt, mente Olsson, og hun kom i tanker om at Claes’ griske lil-lebror havde forsøgt at lægge beslag på tæppet for nogen tid siden.Han påstod at det var unødvendigt at det lå i et forrum på førstesal, hvor ingen så det. Det passede bedre på gulvet i hans arbejds-værelse, syntes han.

Ha!Men dengang havde også Claes lukket ørerne. Ikke mindst for

at sætte lillebroren på plads. Markus skulle ikke tro at han kunne snoalle om sin finger. Og så stod Liljan selvfølgelig i baggrunden ogbrokkede sig. Svigerinden, som altid forsøgte at rage til sig.

Veronika bøjede ryggen bagover og rettede på bukselinningen, somsnærede. Hun var overmæt, på grænsen til kvalme. Den forbandedeis! Alt var stort nu til dags: kanelsneglene, muffinsene og popcorns-bægrene i biograferne. De levede i overflodens, overgødskningernesog fedmeepidemiens tidsalder. Hun kunne uden besvær finde flerepragteksemplarer, ud over sig selv, blot ved at løfte blikket. De talteofte om det på arbejdet. Om fedtet som skabte problemer. Det varbetydeligt vanskeligere rent teknisk at operere tykke mennesker, ogdet var forbundet med stor risiko at bedøve overvægtige. Både dekortsigtede og langsigtede komplikationer forøgedes. Og det varikke noget man kunne se bort fra. Det var alvor.

18


Og meget trist at tænke på. Så hun stirrede i stedet lige ind i etudstillingsvindue og længtes voldsomt efter sine smalle jeans.

Så opdagede hun spejlbilledet af en person hun kendte. Han li-gesom listede sig forbi hende bag ved bænken og forsøgte åbenbartat komme væk så usynlig som muligt. Hun drejede ubarmhjertigthovedet. I begge hænder holdt han en lille men tung lilla plasticpose.

Göran Bladh. Han vidste at hun havde set ham, det kunne ses pågangen. Han satte farten op så godt han kunne uden at det skulle seud som om han flygtede.

Men det var ikke hendes liv han ødelagde, tænkte Veronika. Detvar bare så skide unødvendigt og sørgeligt, det han foretog sig. Vel-klædt, godt job, rimelig anseelse, interessant at tale med. Foreløbig,i hvert fald. Og det var præcis det hun havde sagt til ham sidste ganghan var indlagt for pancreatitis.

“Nogen skal sige det. Din betændte bugspytkirtel kan ikke tålemere. Jeg ved at du ved det. Men der findes et liv at leve,” mente hunog fastholdt hans blik.

Det var så værdiløst og meningsløst og resigneret med alkoholi-kere. Som at tale for døve ører, det vidste hun. Men alligevel villehun have det sagt. For sin egen skyld, måske. Fordi det kløede i fing-rene efter at forsøge at redde et menneske.

“Jeg har et andet liv at leve end du har,” svarede han hende tørt.“Måske bliver det kortere. Kan du respektere det?”

Ja da, tænkte hun. Ikke noget problem. Hun var bare læge, lige-som han selv i øvrigt, ikke nogen frelser. Men det sagde hun ikke.Antabus, tolvtrinsprogrammer og behandlingshjem bed ikke påham, mente han. Det måtte hun forstå! Stakkels menneske.

Og på arbejdet gik det tydeligvis langsommere. Mange sygedagemen ifølge rygterne alligevel ikke så mange som man skulle havetroet. Han havde både flere liv, ligesom katten, og ekstragear. For-modentlig valgte man at se igennem fingrene med det på klinikken.Der var mangel på røntgenlæger. Han var dygtig og engageret nårhan var på den rigtige side af tilværelsen og holdt sig oprejst. Dette

19


var overklassealkoholikerens selvmordsklippe. Den pudsede facade.Hun fulgte ham med blikket mens han skyndte sig væk i retning

af kvarteret Besväret, imod en opstrammer. Han boede misundel-sesværdigt dejligt, absolut ikke under en fugtig presenning nede påhavnen. Spørgsmålet var hvor længe han ville kunne klare jobbetuden at begå nogen større fejl. Han havde ansvaret for flere end sigselv.

Nej, hun måtte bevæge sig, det gjorde ondt i lænden. Hun rejstesig med besvær og bestemte sig alligevel for at gå hen til tæppefor-retningen.


Kapitel 3

ANNELIE DAUBN SAD bag det smukke bord af valnød med buet ud-skårne ben der både fungerede som disk og skrivebord. Hun læste.Det var et sprogkursus i italiensk. Knap hørbart mumlede hun sta-velserne for sig selv, om og om igen, som om hun ikke ville forstyrrestilheden. Trafikken udenfor støjede ikke noget videre. Næsteningen biler kørte forbi.

Hun havde taget lange, stramme bukser på, småternede i gam-melrosa og pistaciegrønt, og dertil en kortærmet bomuldsbluse i enmatchende rosa nuance. Hun havde endda strøget blusen i morges,bomuldstøjet var blødt og glat. Hun følte sig smuk og samtidig ele-gant. Hun anstrengte sig selv om der ikke ville komme strømme afkunder til forretningen. Hvis der overhovedet kom nogen. Hunklædte sig først og fremmest pænt på for sin egen skyld.

De italienske udtryk begyndte at kede hende. Hun afbrød stu-dierne og tog et spejl op af Mulberry-tasken af naturfarvet læder ogsmurte blegrosa lipgloss på. Samtidig nåede hun at kaste et hurtigtblik på sin småfregnede næse under det lyse pandehår. Solen havdegjort sit arbejde, som Carl-Ivar ville have sagt hvis ikke han havdeværet i Tyrkiet. Den slags sagde han uden at lyde hverken nærgåendeeller som en gammel gris. Hun så frisk ud, konstaterede hun selvtil-fredst, men det udtryk ville aldrig komme over Carl-Ivars læber. Ihans verden var salatblade eller afskårne blomster muligvis friske.Hun havde været hos frisøren i ugens løb. Håret var blødt, halvlangt

21


og etageklippet. Hun trak fingrene gennem det så det faldt lidt min-dre fladt tilbage.

Det var lørdag, så hun skulle ikke blive i forretningen hele dagen.Naboen havde lovet at hente hende lige efter klokken to. “På landethjælper man hinanden, selvfølgelig kan du køre med mig,” sagdeBirthe da hun ringede til hende i går aftes. Hvis hun lukkede for-retningen allerede klokken et, kunne hun nå at gå i butikker indenBirthe kom. Hendes egen bil stod med død motor i Motorcentra-len ude i det vestlige industriområde. Det var heldigvis lykkedes denat hakke sig helt dertil, så hun var sluppet for at arrangere bugsering.

Tæppehandlerens butik lå på et hjørne, så dagslyset faldt beha-geligt ind fra to sider. Ejendommen var fra det forrige århundred-skifte og havde atmosfære, en fin stemning som gjorde hende godttilpas hver formiddag når hun låste op og trådte ind.

Bordet hvor Annelie sad, var vendt mod døren og de to vinduer.Bag hende var der en væg prydet med tæpper, og på gulvet stod enlav reol med tykke bøger, de fleste på engelsk, med smukke billederaf glatvævede og knyttede tæpper fra alle verdenshjørner. Hvis hunbladrede i disse pragtværker, var hun fortabt i timevis. Hvad det varlykkedes menneskehånden – når det drejede sig om tæpper, for-trinsvis kvindehænder – at skabe, var ganske enkelt underværker.

For enden af bogreolen gik en vindeltrappe ned til lageret. For-retningen var kort sagt ikke stor. Den var i allerhøjeste grad over-skuelig og hyggelig.

Annelie hævede blikket og kiggede ud. Gadehjørnet lå delvis iskygge, men solen formåede at sende et stærkt strålebundt hen overhalvdelen af det ene udstillingsvindue. Hun havde lagt beskyttendepapir over tæpperne så de ikke blev solblegede. Nu forlod hun skri-vebordet og gik hen og rettede på det brune papir og overvejede attænde for radioen, men hun var afhængig af stilheden. Det var ligefør hun indtog stilhed som en livret. Det var de mislykkede år somlærervikar i et larmende klasseværelse som mere eller mindre havde

22


gjort hende syg og fået hende til at blive lidt mere forsigtig medhvad hun udsatte sig selv for.

Nu stillede hun sig en smule ubeslutsom med korslagte arme ogkiggede ud ad vinduet. Folk gik i lette sko. Jakkerne var blevet lagt.Hun smilte og drejede sig om mod lokalet mens hun forsøgte atindprente sig nogle italienske udtryk. De var gledet helt ud af hen-des hoved. Det skete alt for tit. Hun anstrengte sig for at indfangenogle ord og sætte dem sammen til en sætning, men det blev mesttil en verbal risotto. Hun indså at hun nok aldrig ville komme til atlære italiensk med noget større held. Alligevel kæmpede hun videre.Visse projekter var svære at give slip på, virkelig dumt, tænkte hunog så nogle støvfnug flyve i den oplyste luft.

Skulle hun tage støvekluden frem? Men nej, rengøringen varhurtigt overstået og måtte vente til på mandag, så der var pænt nårCarl-Ivar kom hjem på tirsdag. Selv om han ikke ligefrem tilhørteden type som lagde mærke til om der lige var blevet gjort rent ellerej, kunne det føles godt at det lige var gjort.

Butikkens indretning var enkel for at fremhæve tæpperne. Etterrakottafarvet klinkegulv og hvide vægge, det var det hele. Ud-stødningsgasserne som trængte ind, var begrænsede. Det var ikkepå den mest trafikerede gade i byen Carl-Ivars tæppehandel lå, menalle fandt derhen. I hvert fald de der havde brug for en smuk gulv-belægning af god kvalitet eller ville indlevere et lille slidt yndlings-tæppe til reparation.

Det var ikke sådan at butikken var fyldt med tæpper fra gulv tilloft. De lå heller ikke stablet i store bunker nede i kælderen selv omder var en del. Tæpperne var snarere nøje udvalgt og hængt på dehvidmalede vægge eller draperede over trappegelænderet. Der varaltså ikke tale om større mængder, men det som var der, havde højkvalitet. Der var ikke noget skidt som havde kunnet snige sig ind.

Engang, da Olssons tæppehandel havde store lokaler og lå påKöpmannagatan, var det en anden sag. Men nu da Carl-Ivar var

23


pensionist med en opsparing i banken, havde hun mistanke om athan mest havde tæppehandelen for sin fornøjelses skyld. På grundaf nydelsen, sagde han en dag til Annelie, som nok var den enesteder virkelig forstod ham, troede han. Konen var ikke specielt vildmed tæpper, og de voksne børn foretrak nøgne gulve. Ligesom sko-magerens børn. Men da det ikke lige præcis var tæpper som havdepræget hendes egen opvækst, nød hun det endnu mere.

Tæpper var unægtelig ikke en hvilken som helst indretningsde-talje. Man havde et forhold til et tæppe på en helt anden måde endman havde et forhold til en … pindestol, for eksempel. Det havdehun tænkt på mange gange selv om hun var vældig glad for lige præ-cis stole, og gerne gamle.

Hun forsøgte at læse videre. I øvrigt gik hun i Carl-Ivars tæp-peskole. Han holdt aldrig foredrag men foretrak at uddele lidt tæp-pekundskaber af og til som det faldt sig, som når de havde fået ind-leveret et tæppe til reparation. Men han var meget omhyggelig medikke at trænge sig på med al sin viden. Det var følsomt, især over forkunderne. Mange kunne nemt føle at de blev taget ved næsen. Devar ofte selv specialister, i særdeleshed hvis de var samlere. Og sam-lernes antal var større end man havde nogen anelse om, oftest mænd.Sådan bliver det måske når der er store penge indblandet, tænkteAnnelie.

Det ældste kendte bevarede knyttede tæppe, Pazyryktæppet, var2.500 år gammelt og blev fundet nedfrosset i Sibirien – det var der-for det havde klaret sig så længe. Det var nomadekvinderne derhavde udviklet kunsten at knytte tæpper for at få noget at hænge påvægge og lægge på gulve som beskyttelse mod kulden. Samtidigkunne de ikke lade være med at gøre tæpperne smukke at se på. For-nemmelsen for det attraktive og det skønne må være nedarvet hosmennesket, tænkte Annelie. Kvinderne klippede ulden af får oggeder og spandt og plantefarvede den; derefter knyttede eller væ-vede de efter deres eget hoved eller ifølge nomadestammens tradi-tion. Mønstrene gik i arv fra generation til generation.

24


Eftersom de orientalske tæpper havde deres udspring i vidt ad-skilte områder, fra Balkanhalvøen og helt til Kina, varierede deresudseende af naturlige årsager meget. Om ikke andet var det i sigselv et eventyr at kunne se på et tæppe og gætte hvor det kom fra.Det krævede både viden og lang erfaring. For tiden bar Annelie påen stor længsel efter at begive sig ud i verden for at se på tæpper dérhvor de kom fra.

På det fri gulvareal foran hende i butikken lå et typisk såkaldtlandsbytæppe med medaljonmønster i forskellige nuancer af krap -rødt og indigoblåt. Det var et hamadantæppe, fremstillet i en af deutallige landsbyer omkring byen Hamadan i det nordvestlige Iran,landets største tæppeknytningsdistrikt. Disse tæpper var virkelig po-pulære og desuden meget robuste og slidstærke. For tiden anvendteman ofte syntetisk indfarvede garner i stedet for at bruge plante-farver, sagde Carl-Ivar, som ikke syntes det havde nogen større be-tydning. Man begyndte at farve garner syntetisk allerede i 1800-tallet, og et godt indfarvet syntetisk garn kunne være lige så smuktsom et plantefarvet. Desuden kunne begge fælde, eller bløde, somman sagde, afhængigt af hvordan de var fremstillet. Rendegarnet idisse hamadantæpper var nu for tiden ofte af bomuld, ikke uld,havde Annelie også lært. Derimod var det meget usædvanligt medbomuldsrendegarn i nomadetæpper fordi kvinderne måtte tage hvadde havde, og det var ulden fra deres egne dyr. De levede i selvforsy-nende husholdninger eller af byttehandel og havde som regel ikkekontante midler til at købe bomuldsgarn for.

Hamadantæpper fremstilledes som regel kun i to størrelser. Påklinkegulvet lå den mindste variant, den såkaldte zaronimstørrelse.De større, i dosarstørrelse, passede udmærket til en sofagruppe.Tæppet som hun dagligt trådte ind på, var robust og kunne tåle atblive gået og slidt på. Hun kunne godt lide det. Anskaf et slidstærkt,knyttet orientalsk tæppe til entreen, for eksempel, var hendes råd tilkunder som kiggede ind. Hun anbefalede det først og fremmest tilsmåbørnsforældre, som skulle have noget der opfangede grus og ler.

25


Et bedre alternativ fandtes ikke. Lette at holde, slidstærke og des-uden smukke.

De orientalske tæpper kunne groft sagt inddeles i tre kategorierafhængigt af i hvilke omgivelser de fremstilledes: nomadetæpper,landsbytæpper og storbytæpper eller ateliertæpper, som også kald-tes manufakturtæpper. Til forskel fra landsbytæpper, der som regelblev vævet eller knyttet i hjemmene, blev ateliertæpper knyttet istørre fabrikker. Det største tæppeland var Iran, det tidligere Persien.Annelie kunne stadig høre folk sige “persiske tæpper” og dermedmene orientalske tæpper generelt.

Et andet stort tæppeland var Tyrkiet, hvor Carl-Ivar var lige nu.Samlebetegnelsen for tæpper knyttet dér, var anatolske tæpper.

At tæpper var kulturbærere, var let at indse. De der besøgte Ols-sons tæppeforretning, forstod temmelig hurtigt at det forholdt sigpræcis sådan. Et tæppekøb var noget der skulle tage tid. Det var na-turligvis i orden at tage tæppet med hjem og rulle det ud for at se omdet følte sig godt tilpas blandt de møbler man havde. Annelie havdeellers lært at orientalske tæpper stort set passede overalt. Hvis detman søgte, ikke var der, lovede Carl-Ivar at holde øjnene åbne og sehvad han kunne finde. Det meste kunne altså bestilles. Tæppe-handler Olsson havde desuden et fjernlager, Annelie var stadig ensmule usikker på hvor det lå. Han havde aldrig taget hende medderhen, hvilket selvfølgelig havde gjort hendes nysgerrighed større.

Annelie var selv forbavset over at hun havde det så godt med atpasse tæpper, tage telefonen og levere bestillinger. Måske fordi hunikke blev udsat for noget større pres. Resten af dagen kunne hunhengive sig til sine egne tanker. Hun var ikke noget “tusind-jern-i-ilden-menneske”. Det havde hun troet, måske fordi hun så gerneville være en ung kvinde med drive. Det indgik ligesom i livsbetin-gelserne for hendes generation. At arbejde drønhårdt for indimel-lem at kunne slappe af. Men netop hendes krop foretrak et lidt ro-ligere tempo.

26


Hun skulle lige til at begynde at fantasere om M, hun fornem-mede allerede gyset i kroppen når han rørte ved hende, da hun så enkvinde vugge sig langsomt hen mod døren. Hun gik med en be-tænkeligt tilbagelænet holdning på grund af en enorm gravid mave.Annelie genkendte hende, det var Veronika Lundborg som åbnededøren og stønnende kom ind i lokalet.

“Jeg har indleveret et tæppe til reparation,” sagde hun og sankstraks ned på den tyske chippendalestol som stod parat ved siden afdøren.

Annelie vidste med det samme hvilket tæppe det drejede sig om,et luvslidt men meget charmerende Sivas fra det centrale Anatolien.

“Er det færdigt?”“Nej, desværre.”“Det gør ikke noget. Jeg tænkte bare jeg ville kigge ind og spørge

når jeg alligevel lagde vejen forbi.”Annelie nikkede men havde svært ved at tro at nogen med sådan

en mave overhovedet bevægede sig nogen steder hen hvis man ikkevar absolut tvunget til det. Hun sad som en opsvulmet gummidukkepå stolen. Annelie forsøgte at lade være med at kigge på maven, hvil-ket var omtrent lige så håbløst som at undgå at se på en næse der varildrød eller blå. Samtidig tiltrak den blikket. Annelie havde endnuikke selv været udsat for den slags kropslig deformering. Desværre.

Veronika sad stille et halvt minut og kiggede bare op på væg-gene.

“Der er rart her.”“Ja, det er der,” sagde Annelie og smilte.“Her kunne man godt blive siddende, men jeg må nok hellere

smutte. I giver altså besked når det er kommet?”Det lovede Annelie, og Veronika rejste sig stønnende fra stolen

og vraltede ud ad døren og nåede kun ned ad de to trappetrin før enmand dukkede op på fortovet og ville ind i forretningen.

Så gik døren altså op igen.

27


Du godeste, sikke et rend! tænkte Annelie. Foran hende stod enmand med påfaldende blege blå øjne.

“Er Carl-Ivar Olsson her?” spurgte han uden at smile.

Veronika standsede op ved Lilla Torget og tog de nye solbriller op.Det var et par Ray-Ban, den klassiske Wayfarer-model, som var ble-vet populær igen, og som klædte hende.

Hun var igen på vej til Flanaden. Besøget i tæppeforretningenhavde været helt unødvendigt. Men hyggeligt. Hvis Claes og Klaraikke havde været så udholdende, var hun ikke gået derhen. Men hunfornemmede at hun havde siddet så længe at folk måske troede athun havde bosat sig på bænken på Flanaden.

På Västra Torggatan mødte hun Birgitta Olsson og fortalte athun lige var kommet fra hendes mands forretning – hun havde ikketruffet ham men en sympatisk ung kvinde.

“Carl-Ivar er i Tyrkiet,” sagde Birgitta Olsson.Det forklarede sagen. De blev stående lidt og småsnakkede mens

Veronika mærkede smerterne i de opsvulmede ben. Birgitta Olssonvar derimod en senet og spændstig kvinde og havde antagelig bedrekondition end Veronika, også uden mave, til trods for at hun varmindst 15 år ældre. Den type som løb kvindernes tikilometerløbhvert år og havde tænkt sig at gøre det indtil hun faldt død om.

“Man skal udnytte dagen,” sagde Birgitta pludselig og smilte såbredt at alle de fine rynker lagde sig smukt.

“Det er præcis det jeg gør,” lo Veronika og tænkte at det var ejen-dommeligt at visse mennesker kunne sige alle mulige banaliteteruden at det lød dumt.

“Hvornår kommer den?” spurgte Birgitta så i et moderligt tone-fald som gjorde Veronika varm.

“Om en uge. Kejsersnit i Kalmar.”“Hvor spændende. Ja, så får du snart nok at gøre. Held og lykke!”Birgitta nikkede og forsvandt ind i butikken på hjørnet som

solgte sportsudstyr. Hun skulle have nye løbesko, sagde hun.

28


Bænken på Flanaden var desværre optaget, hun måtte finde enanden, lidt længere mod øst, hvor Flanaden krydsede Östra Torgga-tan for derefter at fortsætte i Besvärsgatan, som repræsenterede enhelt anden epoke med toppede brosten og skæve, pittoreske træhuse.

Hun sank ned. Nu havde hun en anden udsigt at betragte.Der var ingen nævneværdig trafik på Besvärsgatan, som endte i

en trappe ned ad fjeldet mod havnen. Veronika så dog to skikkelsersom kom derfra, en mand og en kvinde der ikke lige netop tilhørtesamfundets højere lag. Hun genkendte manden, som for nogle årsiden var kommet ind på skadestuen, kraftigt påvirket af stoffer, oghavde råbt op. Kvinden var yngre og havde en langhåret schæfersom luntede ved siden af hende i en slap hundesnor.

Hvorfor skal de altid have så store hunde, de misbrugere, tænktehun. Parret gik hen mod Byparken.

Et spark indefra fik hende til at give slip på tankerne. Hun lagdehånden på maven og mærkede hvordan det bølgede. En fod eller enhånd. Hun fortrak munden i et saligt og selvoptaget modersmil.

Da ringede Claes og meddelte at de lige var begyndt at købe san-daler. Turen i legetøjsbutikken havde taget længere tid end planlagt,sagde han en smule undskyldende.

“Bare tag det roligt,” sagde hun generøst. Det var temmelig me-ningsløst at stresse når man absolut ikke behøvede det.

Så sparkede væsenet inde i kroppen igen. Hun var ikke urolig, etplanlagt kejsersnit var klappet og klart. Det var først og fremmestbesluttet med tanke på hendes alder og den deraf følgende dårligeresmidighed i bækkenet, kunne man formode. Desuden var Klara ble-vet forløst med kejsersnit, men det havde ikke været planlagt, mo-derkagen havde løsnet sig. Ablatio placentae.

Mange små anledninger blev til en stor og afgørende beslutning.Sådan tolkede Veronika fødselslægens vurdering, og hverken huneller Claes havde anledning til at mene noget andet.

47 år næste gang hun havde fødselsdag. Hun var “den gamlemor”.

29


De sagde det ikke højt, men hun havde mistanke om at kom-mentarerne lå parate lige så snart hun kom uden for hørevidde. Hunhavde absolut selv udklækket lignende synspunkter dengang hunkun havde Cecilia og var ung og vidste bedst. Længe før hun mødteClaes og blev denne gamle mor, som trods dette hævdede sin eksi-stensberettigelse.

Hun tænkte på Cecilia. På dengang hun blev født en sen nat dernærmede sig daggry på Karolinska Sjukhuset i Stockholm. Hun var23 år, en biologisk gunstig alder for børnefødsler. Hun var hellerikke bekymret dengang. Havde vel ikke forstand til det. Og det gikudmærket den almindelige vej selv om hun havde været forbavsetover at det gjorde så ondt.

Men alligevel kom meningerne. At det var uansvarligt af hendeat få et barn midt under studierne, fik hun at vide. Hun sad der medden nyfødte datter ved brystet og måtte forsvare sig. Måtte høre påat man var en bedre forælder med lidt større modenhed. Sådan sagdehendes svigermor. Hvad vil du have? ville hun sige. Du mener velikke at jeg skal skille mig af med hende?

Hun huskede. Selvfølgelig gjorde hun det, for hvem glemmersine fødsler? De kom ikke mindst til hende som en nærmest fysiskfornemmelse hver gang Cecilia eller Klara havde fødselsdag. Denrystende fryd og stoltheden. “Nu er du mor,” havde jordemoderensagt da hun lå alene og holdt armene om Cecilias nøgne krop. Or-dene fik hende til at græde. Hun var mor.

Men hun huskede også den skærende og mørke forladthed somtog lang tid at fordøje. Hvor barnefaderen holdt til den lange nat dahun lå med veer, vidste hun ikke. Det var før mobiltelefonernes tid.Og formodentlig var han for fuld og træt til at læse sedlen som lå påkøkkenbordet da han var snublet hjem. Han påstod at han ikkehavde set den.

Kunne hun tilgive at han ikke dukkede op? I begyndelsen troedehun det. Stolede på forsoningens milde indvirkning. Og på tiden.Hun ville så gerne have at de skulle være en familie på tre, ikke to.

30


Hun havde ikke tænkt den tanke at to også var en familie.Men Dan blev ved at svigte hende mere end hun orkede at til-

give. Det kunne stadig give et stik i hjertekulen når hun tænkte påden tid. Næsten sådan at hun havde behov for at trøste sig selv. Detvar underligt blandet. En konfetti i alle farver. Vanskeligt og tungtog sort sammen med den lyserøde stolthed, glæde og lykke. Jo, hunvar lykkelig. Også.

Nu var hun ikke ensom. Bare for gammel.

Inden hun var gået på barselsorlov, havde hun mødt en patient somhavde holdt fast i de gode minder. Kvinden var lidt over 90 og havdebemærkelsesværdigt skarpe øjne. Hun så Veronikas mave skyde fremunder den grønne busseronne. De holdt til i et af de mindre be-handlingsrum på skadestuen. Sygeplejersken havde ringet til Vero-nika og tilkaldt hende fordi hun havde opereret patienten ugen før.For kontinuitetens skyld.

“Så der er småfolk på vej,” sagde kvinden venligt. “En lykkeligbegivenhed!”

Veronika nikkede og smilte. Hun sad på en taburet af rustfrit stålsom kunne hæves og sænkes, ved siden af briksen hvor patienten låmed bar mave. Kvinden havde gennemgået en maveoperation, deleaf tyndtarmen var fjernet, og hun havde klaret operationen godt.Men nu havde hun et håndfladestort område under navlen som varhidsigt rødt og varmt og bevægede sig op og ned og gjorde ondt.En infektion. Pusset skal ud, lød en god, gammel regel.

Veronika fjernede nogle klemmer som hun havde samlet sår-kanterne med, og sugede derefter lokalbedøvelsesmiddel op i ensprøjte mens hun samtidig, dumt nok, kom i tanker om at hun ikkelige præcis var i den børnefødende alder. Egentlig. Hvilket patien-ten ikke behøvede at få at vide. Det var ikke hende, lægen, somskulle være i fokus.

“Du kommer til at klare det, vær sikker på det,” sagde patientenopmuntrende. “Før i tiden var det nærmest skamfuldt at vente barn

31


oppe i din alder. Det er det i hvert fald ikke længere, gudskelov.”Veronika åbnede forsigtigt såret med en klemme. I takt med at

pusset løb ud, mindskedes smerten. Det lugtede. Hun tørrede mas-sen bort og trykkede let på hævelsen så den tømte sig helt. En be-hagelig ro bredte sig i rummet.

“Sætte mongolide børn i verden! Sådan sagde man før,” fortsattekvinden.

“Sagde man det direkte?”“Ja, for søren! Da jeg blev sådan med en ny mand, var jeg over 40,

vil jeg betro doktoren. Dengang havde man ikke de samme under-søgelsesmetoder som i dag. Det var mit første barn … og det skulleblive mit eneste. Abort var jo heller ikke nogen mulighed, det varikke tilladt medmindre der altså var særlige omstændigheder. Atman var sindssyg eller sådan noget. Og det var jeg ikke. Vi var lyk-kelige, min mand og jeg.”

Veronika hørte den opsætsige blanding af umiddelbar glæde ogforhåbning som lever hinsides al uro og fornedrelse. Hun hørte ogsånoget andet og håbede at sygeplejersken ikke ville komme stor-mende ind netop nu og bryde fortryllelsen.

“Pigen fik navnet Stina. Hun blev til stor glæde for sine foræl-dre.”

Øjnene blinkede som krystaller under de tynde øjenlåg. Så gjordekvinden en pause som om hun havde brug for at få vejret.

“Jo, hun havde ganske rigtigt Downs syndrom, som man siger idag.”

Tonefaldet var tøvende og fortalte Veronika at de ord havde hunudtalt mange gange men aldrig rigtig fundet helt nemme.

“Stina døde for ti år siden af sin medfødte hjertefejl.”Veronika nikkede knap synligt. Tavsheden svævede i rummet og

landede stille. De ventede stadig på forbindingen.“Ja, det var en svær tid. Nej, hvor vi savnede hende, min mand og

jeg.”


tæppehandlerens død

Documents