Jean Jacques Ipsen (1867-1936)

Præsentation med udgangspunkt i problemformuleringen:

En kort redegørelse for J. J. Ipsens liv og levned.

En analyse af J. J. Ipsens syn på Socialdemokratiet, som det kommer til udtryk i „Socialdemokraterne er Anti-Socialister“ fra 1918.

En vurdering af J. J. Ipsens betydning for den danske/nordiske arbejderbevægelse.

Barndommen

Jean Jacques Ipsen (1867-1936) fødes som præstesøn i Nørre Broby på Fyn. Han bliver oprindeligt

døbt Johannes Jacobus Ipsen.

Overraskende nok beskriver han sin landsbyskole som en, som sådan, ikke så dårlig oplevelse: „Nu vil

man vel sige at den vist var svært gammeldags; men for mig staar den snarere som forud for det

moderne. Vi gik Piger og Drenge sammen, kun sad vi hver for sig, ligesom Kvinder og Mænd gjorde

det i Landsbykirken. Den gamle Skolelærer Tscherning, der tillige var Kirkesanger, lærte de mindste at

regne med Smaasten som de maatte samle op ude på Vejen, og de større holdt han i Ave med et

Spanskrør.“. Han skriver at: „Min bedste Lærdom fik jeg fra Moder Jord; hun satte sit Præg i mig. Saa

blev jeg sendt til Latinskole i Odense. Det var Naturen der slap mig, og Kulturen der tog mig i

Nakken.“.

Lærlingetiden

Efter han fik realeksamen i Odense, rejste han til København. Her gik han i skibstømmerlære i 1872 og

var udlært 3 år efter. Det var i den tid hans politiske bevidsthed vågnede: Han fortæller at „som ungt

Menneske maatte jeg i 1876 flytte fra Stabssergent Møllers Pensionat i Landemærket, fordi jeg holdt

Social-Demokraten“.

Derefter læste han privat til student, hvilke han også blev i 1877.

Universitetet

I København studerede han fransk. Det er også her at hans fornavne første gang bliver ændret til Jean

Jacques. Om universitet kan han kun sige at: „Universitetet er en Skole for Statsfunktionærer, og

Undervisningen kaldes højere, men videnskabelige Resultater kommer oftest fra Folk som arbejder

udenfor Universitetet. Professorerne var daarligt lønnede Embedsmænd og ikke uafhængige ...“.,

tilsvarende hans opfattelse af institutionen, varede studiet kun kort tid. Den for hans tid meget

antiautoritære holdning til uddannelse svarer vel nok til hvad man i dag vil anse som normalt: „Hvad

skal man være? Ud over det at man skal være lykkelig, eller dog forsøge at blive det, har jeg aldrig haft

noget Svar paa dette Spørgsmaal. Anbringe sig i en autoriseret Baas?“. I samme år deltog han i

samtidens „studenteroprør“: Studentersamfundets stiftelse og siger herom: „Jeg har for mit

Vedkommende aldrig opdaget at nogen var „Brandesianer“; og dog har jeg kendt de tre Brødre Brandes

og været med ved Studentersamfundets Stiftelse. Georg Brandes har fralagt sig denne

Partibenævnelse ...“, og om Brandes virke selv skriver han: „Personlig er jeg som sagt aldrig stødt paa

en Brandesianer. Det ligger også deri at Brandes var negativ; vi ved intet, sagde han en Gang, absolut

ingen Ting! Det er ikke just et Ord man kan samle en Menighed om“.

„Morgenbladet“

Efter sit studie blev han ansat som journalist ved Venstres daværende københavnske avis

„Morgenbladet“. Da Ipsen begyndte at arbejde der, udbrød Ipsens gamle onkel: „Nu er Johannes sunket

saa dybt, som et Menneske kan synke!“. Morgenbladets chefredaktør var forfatteren, og senere

folketingsmanden, Viggo Hørup og Ipsen beskriver han således at denne var „en mærkelig Redaktør;

han interesserede sig nemlig ikke for andet end det han selv skrev. Det var i overensstemmelse dermed

at den gamle Korrektør, Brun, altid delte Manuskripterne i to Bunker; i den ene laa Hørups Artikler, en

sjælden Gang lidt af Brødrende Brandes, i den anden laa alt det øvrige, og den kaldtes „Møgbunken“.

Dagbladets levetid varede kun kort. Det blev lukket i 1883 og var aldrig udkommet i et oplæg på

udover 3-4000 eksemplarer.

Social-Demokraten og Socialdemokratiet

Året efter bliver han gennem Georg Wiinblad tilknyttet bladet „Social-Demokraten“. Som han

mindedes det, var det ikke helt ufarligt at være journalist dengang: „at Arbejderbevægelsen fra første

Færd har haft taabelige Modstandere, har nærmest skadet den. De andre Blades Medarbejdere vilde

saaledes ikke side til Bords med os, og Uvidenheden om Socialismen delte de med deres Læsere; selv

blandt Arbejderne var der Uklarhed, og det er der da endnu. Estrups Tilhængere ligefrem hadede os;

det gav Anledning til at hele Redaktionen blev forsynet med Revolvere. Jeg husker ikke om det var den

Gang jeg som Referent ved Højres Grundlovsfest i Kongens Have var nær ved at blive smidt i

Springvandsbassinet, hvor jeg skulde druknes paa 6 Tommer Vand; nok er det at vi en lang Tid gik

hver med en Revolver som blev betalt af Partiet. Paa en stor Vægtavle havde vi tegnet et billede af

Krigsminister Bahnson, og ham øvede vi os paa. Det gik godt indtil Bydrengen en Dag fik fat i

Redaktørens Revolver, skød sig i en Finger og satte Kuglen ind i Vindueskarmen hos en ung Dame lige

overfor. Efter den Begivenhed forsvandt Revolverne, og der skete ikke større Skade“.

Den 3. maj 1886 blev han: “valgt ind i Socialdemokratiets Hovedbestyrelse. Det kom ganske

overrumplende; jeg anede ikke noget før jeg læste det en Morgen i Socialen“. I hovedbestyrelsen hvor

han: „kun sad et Aar, fik jeg det Indtryk af at al Ting foregik uden om den. Regeringsformen i Partiet

var demokratisk; Kontrahentforsamlingen (Repræsentanter for Social-Demokratiets Ejere) var

Folketinget, Hovedbestyrelsen Landstinget, men de egentlige Magthavere var Klikken. Formelt

afgjorde Arbejderne al Ting, reelt ingen Ting. Men man kan ogsaa sige at reelt var det som det skulde

være; thi Arbejderne var ud af Stand til at afgøre noget selv, de var slet ikke blevet opdragne efter den

berømte Læresætning at deres Befrielse skulde være deres eget Værk. Ja der var ikke en Gang noget

som tænkte på Befrielse; P. Knudsen havde sagt at det gjald om 10 Øre mere om Dagen, og igen om 10

Øre, og så igen om 10 Øre. At Socialismen oprindeligt var Befrielsen for Tvangstanken om denne 10

Øre, for Lønarbejdet, anede kun yderst faa“.

Han fik hurtigt nok af snæversynetheden på Social Demokraten: „Telegrammerne blev beskaarne eller

undertrykte, naar der stod noget i dem som de Umyndige ikke havde godt at faa at vide, f.eks. at

Arbejderne i andre Lande bare sig anderledes ad. Da ordet Sabotage dukkede på, sendte jeg en

Korrespondance fra Paris om dette nye Kampmiddel; den gik i Papirkurven“.

Frankrig

Efter at have fået nok af atmosfæren på „Socialen“ opholdte han sig 1889-99 i Paris hvor han arbejdede

som funktionær i en „forsikringsvirksomhed, og sendte korrespondancer hjem til Social-Demokraten.

Det var på samme arbejdsplads at han lærte den norske forfatter boheme-anarkisten Hans Jæger at

kende. Det udviklede sig hurtigt til et inderligt venskab som varede hele livet. Det var også

anmeldelsen af Jægers første bog „Syk kærlighed“ i Socialdemokraten, som medførte påtale mod

bladet og indbragte Ipsen en måneds fængsel på grund af de vovede citater fra bogen. Bogen bliver

også senere hen forbudt i hele Skandinavien og Finland på grund af sit erotiske indhold:

„Arrestbetjentene havde læst i Aviserne at jeg var kommen hjem fra Frankrig i Anledning af en

kriminel Anmeldelse af Hans Jægers „Syk kærlihet“ som vakte et frygteligt Postyr, jeg mener

Anmeldelsen. Hørdum maatte stoppe Salget af Bladet, og Wiinblad sagde om Hans Jæger: – Det er dog

kolossalt hvor den Mand er ærligt! Han mente: hvor vi andre er uærlige. Saa telegraferede han til mig

om at komme hjem og navngive mig“.

Det er også i Frankrig at han bliver anarkist, men han tilslutter sig en særlig „individualistisk“ retning

af anarkismen hvis teoretiske grundværk bygger på bogen „Den Eneste og hans Ejendom“ skrevet af

den tyske filosof Max Stirner. På trods af at han var tilhænger af „egoismens“ filosofi var han en stor

beundrer af de franske anarkister og syndikalister hvis aktioner han beskriver som han selv oplevede

det: „et morsomt Syn var det også at se en Anarkist køre rundt en Valgdag med en mægtig Plakat

hvorpå der ståd: – Vælger, stem ikke paa mig!

Sagen er at Anarkister anmelder deres Kandidatur udelukkende for at faa Lov til at slaa Plakater og

Proklamationer op, hvad igen andre maa end de anmeldte Valgkandidater“.

Tilbage i Danmark og „Korsaren“

Efter hjemkomsten blev Ipsen tilknyttet „Aftenbladet“ i København som han var ved i 5 år, og da han

forlod Aftenbladet i 1907 var det med en pension, som gav ham en relativ økonomisk uafhængighed

fremover. Samme år han forlod bladet opstartede han, i samarbejde med Hans Jægere, bladet „Korsaren

- Kamporgan imod Social-Demokratisk Allinancepolitik og Statsparlamentarisme, Talsmand for ren

Socialisme.“ En af bladets ivrige støtter var anarkistagitatoren, malersvenden Sophus Rasmussen der

senere skød en politibetjent og derpå sig selv da han skulle anholdes på Nørrebro samme år. Årsagen

var den vedvarende politichikane og over den almindelige udbytning og undertrykkelse i samfundet.

Korsaren døde hurtigt og dets „Ophør anmeldtes i et Blad under Overskriften; „Afdøde Bavian““. I

efterfølgeren „Revolten“s første nummer bragtes et særdeles sympatiserende digt af Andersen-Nexø

om Rasmussen.

I de følgende år var Ipsen ansat ved avisen „København“ som „var først på Færde med det Format som

afløste de gamle fire Sider“.

De sidste år

Han skrev sporadisk i Fagoppositionens blad „Solidaritet“, bl.a. om den franske bombe-anarkist

Ravacholt og en serie, som senere udkom som pjece under overskriften „Valdagssvindel“ i 1920. Han

var en flittig skribent i de skandinaviske Ungsocialisters blad „Den røde krig“ (tilsvarende „Revolt“ i

Norge og „Brand“ i Sverige). Sammen med den indvandrede svenske anarkist, kasserer i „Sømændenes

Forbund“, A.V. Lundstrøm startede han bladet „Ny Produktion“, som i lighed med de fleste blade ikke

klarede sig længe. I sine sidste år skrev han en del i Retsforbundets organ „Vejen frem“ og DKP's

„Arbejderbladet“, men først og fremmest udgav han en række små bøger på Woels Forlag.

Han er den eneste erklærede anarkistiske forfatter her i landet med en stører produktion bag sig og selv

hvis der er et par gentagelser og en del svagheder, er der også en del morsomme og interessante

betragtninger hans materiale. Hans utallige foredrag og deltagelse i den offentlige debat har sikkert

gjort at han har haft indflydelse, og det ikke blot i journalisternes og kunsternes miljø, som ofte blev

tiltrukket af anarkismen. Hans indflydelse på arbejderbevægelsen har sikkert været lille, men den

fandtes.

Socialdemokratiet

I Ipsens værker kan man spore en dyb frustration og utilfredshed med det bestående samfund og den

autoritære del af arbejderbevægelsen, oftest repræsenteret ved Socialdemokratiet.

Gennem årene bliver Ipsen mere og mere kritisk indstillet overfor Socialdemokratiet: Med

Septemberforliget i 1899, den første socialdemokratiske minister 1916 samt den første

socialdemokratiske regering i 1924 mente han, at nu var idealerne vendt på hovedet og principperne

endevendt: „For blot at nævne en Ting til, saa har Socialdemokratiet, lige til dets Antimilitarismes

Fallit i Krigsaaret 1914, modsat sig Militærbevillinger, men samtidig selv indbragt et Lovforslag om

almindelig Folkebevæbning, der vilde koste Millioner og atter Millioner aarlig. Det er en

Besynderlighed af samme Art som den, at Arbejdernes Førere erklærer at ville omstyrte det Bestaaende

men aflægger Ed paa Grundloven altsaa paa det Bestaaende, saa snart de bliver optagne i Rigsdagen,

hvor de sikkert heller aldrig kunde falde dem ind at omstyrte noget som helst, ligesom det gamle

Slagord: „Krig mod Paladserne, Fred over Hytterne“ ikke har forhindret dem i at tage imod Invitationer

fra Hoffet og være med til at bygge et Slot“

I denne ånd indleder han også pjecen, „Socialdemokraterne er Anti-Socialister“ om det store, gamle

arbejderparti således:

„Socialdemokratiet har udvidet den sociale Kritik; man kan sige som Ros, at det har forbitret den.

Resultatet er i alt Fald, at den er trængt ind overalt, og ingen tror mere urokkeligt paa, at alt er, som det

skal være. Dernæst har Socialdemokratiet direkte skabt en stærk social Organisation for Arbejderne, og

indirekte en om muligt endnu stærkere for Arbejdsgiverne. Gennem disse to Organisationer er en

Omvæltning af Samfundet foreløbig umuliggjort, thi de er som de to Blykugler paa det bekendte

Legetøj: Linedanseren; der ikke kan falde ned. Dersom Socialdemokratiet tilskriver sig Æren af at have

udrettet mere, er det med Urette. Hvad der f. Eks. er fremkommet af sociale Love, det vil sige af

Humanitet, er alle Vegne fremkommet, hvor Socialdemokratiet har været i Mindretal. At denne

humane Bevægelse har nået, hvad den kunne naa, vil også vise sig, naar vi, efter at Socialdemokratiet

har kritiseret alt i 40 år, Ørkenvandringens Aar, tager os Ret deraf til at kritisere Socialdemokratiet og

paastaar, at det naar aldrig ind i det forjættede Land“

Som anarkist fornægter Ipsen staten som et redskab til at skabe sociale fremskridt og velstand. Med

denne mening som udgangspunkt citerer han i førnævnte pjece, blandt mange andre socialister, den

moderne antiautoritære socialismes første agitator, russeren Mikhail Bakunin: „Staten er et nødvendigt

Onde, et historisk Overgangsled. Hvor Staten hører op, begynder den personlige Frihed, som den

personlige Frihed i sin Tid hørte op, hvor Staten begyndte.

Staten er i sit Princip en uhyre Kirkegaard, hvor alle det personlige og lokale Livs Ytringer, alle de

Enkeltinteresser, der netop udgør samfundet, opofrer sig, dør og begraves. Staten er et Alter, hvor den

virkelige Frihed og Folkenes Vel bringes som Offer for den politiske Storhed; og jo mere der ofres

heraf, desto fuldkomnere er Staten, hvoraf man kan drage den Slutning, at Rusland er den fuldkomneste

Stat i Evropa!“.

I sine mange citater fra socialismens klassiske værker bruger han forfattere som Karl Marx: „Her vil vi

holde os til den af Socialdemokratiets selv opstillede Autoritet Karl Marx, den Kilde, hvoraf hele den

skandinaviske Socialisme oprindelig øste.

Hvad Karl Marx lærte og begrundede, kan med hans egne Ord kort siges saaledes: Staten er de

Besiddendes Organisation til Undertrykkelse af de Besiddelsesløse, den er Retten til Udbytning, og

hvis Staten vil tilintetgøre Pauperismen, Fattigdommen, maa den tilintetgøre sig selv ude, thi Ondet

ligger i selve Statens eksistens. Staten er ude af Stand til at overvinde Fattigdommen.“

Selv kommunister og anarkister er meget uenige om „overgangssamfundet“ og „proletariatets diktatur“,

men de vil til enhver tid være enige om at staten er hovedredskabet til at undertrykke og udbytte

arbejderne. Ipsen skriver videre om denne problematik: „Hvorledes er nu dette gaaet til? Den

socialistiske Stat omtales ikke med et eneste Ord et eneste Sted hos Karl Marx, og alligevel er den

socialistiske Stat blevet Socialdemokratiets Maal?

Ved en Forfalskning. Socialismen er lavet om til Statssocialisme, og Statsocialisme er ikke andet end

Statskapitalisme. Begyndelsen skete den Gang, Arbejderførerne hørte op med at være Arbejdere, og det

indtraf igen nøjagtigt den Gang Arbejderførerne begyndte at skaffe sig adgang til det Bourgeoisi, der

var klogt nok til at tage imod dem uden at gøre alt for store Vanskeligheder, det Bourgeoisi, der er

Staten“. Det bemærkelsesværdige er at J. J. Ipsens er opfinder begrebet „statskapitalisme“ til

anvendelse mod Socialdemokratiet langt før marxisten Tony Cliff i 1947 udviklede sin teori om

statskapitalisme efter 2. Verdenskrig for at forklare, hvorfor Sovjet og de østeuropæiske satellitstater

ikke var socialistiske. I dag ville man nok kalde det fænomen, som Jean Jacques beskriver, for

borgerliggørelse af arbejderne eller simpelthen pampervælde. Men denne kritik af forholdende er plat

og skyder forbi målet.

Ipsen anvender sit førnævnte begreb således: „Statssocialismen er i sig selv en gammel ting. Vi har haft

Statskirken, Statsskoler, Statsbaner, Statsejendom, ja selv Statshusmænd længe før vi fik

socialdemokratier. Grundtvig og Biskop Mortensen har talt Statssocialismens Sag. Bønderne har

gennem deres vældige Andelsfortagender lavet et indgribende stykke Statssocialisme, ved siden af

hvilket Arbejdernes senere Aktieselskaber og Kooperationer synes en ringe Kopi. Højre og Venstre har

foreslaaet og gennemført „sociale“ Love, medens Socialdemokraterne sad og nødvendigvis maatte

sidde som et parlamentarisk Mindretal. Socialdemokratiet er altsaa lovligt undskyldt, naar det ikke har

kunne skabe socialistiske Reformer – noget der i sig selv er en Modsigelse, thi Socialismen er alle

Reformers Ophør og indførelse af et nyt System“.

For Ipsen er klassekampen: „Kravet om Lønarbejdets Afskaffelse og dermed Klassedeligens Ophør; det

blev gennem Politik il Krav om Højere Løn, skønt Arbejderne aldrig opnaar mere i Løn end det

hvormed der til enhver Tid kan holdes Liv i Arbejderklassen“ og han kommer med en meget nutidig

kritik af partier og fagbevægelsen som en slags „virksomheder“ der skal skaffe arbejderne mest mulig

profit for deres „investeringer“ eller sagt på en anden måde, at der på den ene side er parlamentarismen

som integrer arbejderne i kapitalismen ved at: „De politiserende Arbejder-Parlamentarikere optages i

den ene fjendtlige Position efter den anden og befinder sig vel i dem. Enhver Lov, i hvis Udarbejdelse

de deltager, er en Afstivning af Staten, lige fra Loven om Kristiansborg Slots Genopførelse til Loven

om Jord til Husmænd og om Drifstslaan til Haandværkere, det vil sige til nye smaa Kapitalister. Eller

de hjælper Arbejderne op i Middelstanden ved Oprettelsen af Aktieselskaber og Kooperationer,

Storesfortagender, som gavner Arbejdernes egen Overklasse og bidrager til, at alt bliver, som det var:

de Små forneden, de Store foroven“, mens fagforeningerne på den anden side integrerer arbejderne i

kapitalismen: Her bruger han et citat af overretssagfører Oscar Johansen: „Strejken er ikke længere,

hvad den tidligere var. De regulære Kampe, som nu leveres efter forudgaaet krigserklæring med 14

Dages Varsel, rammer ikke Arbejdsgiverne som de gamle pludselige Indhug. De er desuden mere

omfattende, hvad der er til Skade for Arbejderne. Og medens den enkelte Arbejdsgiver indtil 1899 var

ganske henvist til at klare sig selv, tager nu en mægtig Organisation sig af hans Sag. Striden bliver

derfor, stadig mindre en Strid mellem Kapital og Arbejde end mellem forskellige Kapitalgrupper.

Spørgsmålet bliver, hvem der har penge til at kunne holde længst ud. Og Svaret herpaa kan vanskeligt

tænkes at falde ud til Gunst for Arbejderne“. Samme kritik anvender han også på brugsforeningerne

hvis „Princip er deltagelse i Udbyttet. Det vil sige, at de virker med Kapital og Lønarbejde, Udbytte er

udbytning. Det er i sig selv ikke meget socialistisk; men det kan naturligvis forsvares med, at vi jo

heller ikke lever under Socialismen. Kooperationerne maa sælge til Markedets Priser, og Priserne

bliver altsaa rent „kapitalistiske“. Det er dernæst klart, at den, der køber mest i en Brugsforening, faar

mest Udbytte. Det bliver igen de mere velhavende i Arbejderklassen, som faar Fordelene, ja, enhver

kan forresten gaa ind fra gaden og blive Medlem; med andre Ord: den sociale Ulighed udjævnes ikke,

den forøges, de meste trængende, „5te Stand“, faar ingenting ligesom i Socialdemokraternes

Aktieselskaber. Brugsforeningerne gavner en privilegeret Stand indenfor Standen, de fører til en

yderligere Klassedeling indenfor Arbejderklassen“.

Hvad Ipsen egentligt siger er at man kun kan lave socialisme når arbejderne hver især holder op med at

lave kapitalismen, dvs. lever ved at efterabe autoriteterne, fordi „Bourgeoisiet har valgt den klogeste

Metode: at uskadeliggøre de socialdemokratiske Politikere ved at optage dem i sig. Derved mistede

Socialismen efterhånden ethvert oprindeligt Præg; den bliver storborgerlig. Det hedder ikke mere med

Karl Marx: Fabrikerne skal konfiskeres til fordel for samfundet uden Hensyn til Staten (...)“.

Indivualismen vs. Socialisme

Det særlige ved Ipsens ideologi er at han i den ene hånd har en ekstremt individualistisk tænkende

filosofi og i den anden en meget fælleskabsorinteret socialisme. Således skriver han at „I Virkeligheden

er Socialismen ikke Klassekamp men Klassekampens Afskaffelse, og den angaar Arbejdsgiverne lige

saa vel som Arbejderne! Lidelsen bor nemlig ikke i Saksogade, og Lykken ikke i

Amalienborgkvarteret; men der er Overflod paa Lidelse og Mangel på Lykke overalt hvor der er Tvang

og Tvang er der overalt i Staten og Lønarbejdet.“, og han uddyber videre: „man kan sige, at af

Socialismen har den i Virkeligheden igen Ting forstaaet; derfor er en bleven til et Socialdemokrati, der

lever paa det meningsløse, en evig Klassekamp mellem Trættebælle, et Slagsmaal for at blive rige, men

hvori ingen kan blive rige uden at hundrede bliver fattige, ingen Klasse kan blive øverst uden at andre

bliver nederst, hvori der altsaa slet intet socialt er men kun den rene Antisocialisme: den ene trampende

hen over den anden.“

Han lader sig heller ikke besnære af „økonomisme“ som forenkler klassemodsætninger til at handle om

økonomiske konflikter mellem arbejderne på den ene side og borgerskabet på den anden: „der er

endeligt Klassekampen, der rejser arbejderne mod arbejder i en forbitrelse, som tit var større end den

fælles forbitrelse mod arbejdskøberne“, og han afviser også den måde at tænke på, fordi „en af dets

materielle Fejltagelser er den, at Kapitalismen ødelægger Middelstanden“. Videre skriver han at, Marx

tog fejl, da han spaaede, at Kapitalen vilde komme paa færre og færre Hænder“.

Det er også selvsamme individualisme der forskåner ham fra meget af „arbejderismen“ i samtiden:

„Dette, at Arbejderne er de fleste, begyndte som en Smiger, og det steg snart til, at de var de mest

oplyste, de bedst organiserede, de første Arbejdere i verden. En af deres politiske førere, Wiinblad, har

en Gang udtrykt det saaledes: „Før min Tid hed det: Arbejderne kan ingen Ting; herefter skal det

hedde: Arbejderne kan al Ting!“ og det lykkedes at faa dem til at tro dette; deres Selvovervurdering

blev drevet op til det vattersotige som his Ludvig den Fjortende: Staten, det er os!“

Som individualist fremhæver Ipsen altid konsekvent individet over massen, f.eks. er hans

hovedargument mod parlamentarismen at: „Hvor 100 Mennesker skal vælge, vælger de ikke den

bedste, ikke den daarligste men med mest sikkerhed en der repræsenterer med næsten matematisk

sikkerhed en der repræsenterer Gennemsnittet; Demokrati er Mediokrati dets Ideal er Lykken i det

Middelmaadige“.

Hans skeptisk overfor klassekampsidealer og -bevægelser følger han også i sin pjece

„Socialdemokrater er Antisocialister“, hvori han kritiserer hvordan skruebrækkere og deres pårørende

bliver forfulgt offentligt af fagbevægelsen: „endeligt intet med Broderskab at gøre; thi Arbejderne er

ofte Arbejderne værst. At der i Stedet for er traadt et Militærvæsen, som ikke engang Klassekampen

kan undskylde, ...“, selvsamme kritik fik både Alfred Mogensen og Chr. Christensen til at angribe

værket stærkt i Fagoppositionens blad „Solidaritet“.

For ham som individualist er socialisme ikke en klasse dvs. en anonym økonomisk størrelse, men netop

bestående af håndgribelige individer: „Friederich Nietzsche er en af dem, der har set den aandelige

Pauperisme i Statsmoralen. Han siger: „For saa vidt som Individet vil sin lykke, skal man ingen

Forskrifter give det angaaende Vejen til Lykken; thi den individuelle Lykke vælder frem af egne, for

andre ubekendte Love, den kan kun hindres og hæmmes af Forskrifter udefra. De Forskrifter, man

kalder moralske, er i Virkeligheden rettede mod Individerne og vil aldeles ikke deres Lykke ... At sidde

moralsk til Doms skal være os usmageligt! Lad os overlade denne slette Smag til dem, der ikke har

andet at gøre end at slæbe det forbigangne et lille Stykke længere frem i Tiden, og som aldrig selv er

Nutid“.

Hans skeptisk overfor måden hvorpå Socialdemokratiet behandlede skruebrækkere kan nok også

skyldes hans egne erfaringer med partiets dobbelmoral, som „da Wiinblad i 1881 blev Redaktør af

Social-Demokraten, tog han en forhenværende Strejkebryder til Redaktionssekretær, den fortræffelige

Typograf Adolf Decker, der aldrig maatte høre et ondt ord af den Grund. Flertallet havde nemlig været

paa den gale Side i de første Kampaar, og skal man lade Flertallet dømme, saa var Retten den Gang hos

Skruebrækkerne“.

Utopien

Ipsens ville, som alle anarkister, ophæve modsætningen mellem individuel lykke og kollektiv lykke, og

selv i hans samtid er han blandt de meget få der har prøvet at taget udgangspunkt i to så tilsyneladende

ekstreme modsætninger i ideologierne: Måden hvorpå han ville ophæve modsætningerne beskriver han

i pjecen „Slip mennesket Løs“: „Man producerer ikke mere for at tjene Formuer, for at gøre sig til

Herre over andres Arbejdskraft, man producerer udelukkende for at skaffe sig selv Livets Goder, og i

Bevidstheden om at det lader sig ikke gøre uden at det ene Menneske bestandig tillige arbejder for det

andet. Samfølelsen har faaet en smukkere Drivkraft ligesom Arbejdet“, og videre skriver han at: „I

Stedet for denne taabelige Maade at dele paa kommer der en anden, der er ganske ligetil, thi den

bestaar kun af den ene Paragraf: Tag selv, tag i Bunken! Og der er ikke ringeste Fare for at nogen

herefter skal tage for meget, andre faa for lidt“.

Christian Christensens kritik af Ipsen i sin nekrolog over ham i bladet „Arbejdet“ den 18. juli 1936,

pointerer meget godt problemet i Ipsens utopisme: „Det Skrift, der bedst udtrykker og repræsenterer

hans Opfattelse, er hans Bog „Slip Mennesket løs“. Her stiller Ipsen sig som alle Menneskehedens

største Aander paa det Standpunkt, at det er Lænkerne, økonomiske, moralsk som politiske, som binder

Menneskene, som gøre dem slette. Menneskene er gode eller rettere altruistiske i sig selv, Slip dem løs,

og al Uretfærdighed, Udbytning og social Ulykke vil forsvinde. Det er Friheden, den personlige Frihed,

Menneskene mangler for at blive lykkelige.

Men Ipsen forstod ikke rigtigt, hvor stærke disse lænker er, eller rettere, Nødvendigheden af Vejen og

Kampen for at bryde dem. Han fattede aldrig, hvor frygteligt dybt Masserne er bundne, og derfor heller

ikke de Veje og Midler, der skulde anvendes. Han havde jo selv læst, tænkt, og diskuteret sig til sin

personlige frigørelse – det kunne alle gøre, om de blot vilde“.

Christian Christensens kritiserer Ipsen for at være for idealistisk i sin utopisme og selvom han måske

fantastisk godt beskriver hvordan en utopi kan fungere og hvilke muligheder der er, så beskriver han

kun i ringe grad hvordan man kommer der hen og hvordan man får de andre med på det projekt. I

Ipsens værker findes der mange bemærkninger som følgende: „Arbejdernes Illusioner er utvivlsomt

den om deres Radikalisme. Førerne opretholder denne Illusion, og enkelte af dem tror maaske ogsaa

paa deres Radikalisme; men Bourgeoisiet faar de i hver Fald aldrig til at tro paa den. Frisindet har altid

været stærkest i Overklassen, hvorfra næsten alle Socialismens grundlæggere ogsaa er udgaaede; i

Underklassen er Frisindet indskrænket til en Svaghedsfølelse, der driver den til Sammenslutning.

Arbejderen er svag, siger Max Stirner, derfor søger han Støtte hos Staten, hos Organisationen, der er en

Kopi af Staten; der er ikke Friheden, han søger, det er Hjælpen; han kender ikke Idealet: struggle for

life (Kampen opad) ikke Kosmopolitismen (Internationalismen), hans Valgsprog er: hellere slet regeret

af vore egne end godt af de andre“.

Den slags bliver sikkert også opfattet af samtiden som ignorant og elitært, hvilket er umiddelbart

rigtigt, fordi han ser arbejdere forsvare frem for at prøve at komme ud af deres elendighed, med den

hjælp de nu engang kan få, selv hvis det betyder at man skal indgå kompromisser, kan man ikke

forvente, at nogen gider at lytte til ens agitation hvis man først sviner dem til og så stiller dem et

„paradis“ i udsigt, der er meget lang fra det der opleves til daglig.

Ipsens skriver egentlig intet nævneværdigt om vejen til målet. Det er rigtigt at arbejderne ikke var

særlig radikale og idealistiske, og at de havde ladet sig snyde for meget ved at de fulgte den autoritære

arbejderbevægelses leder og deres opspind. Ipsen har ideelt set ret i sin kritik af arbejderne udefra et

individualistisk og socialistisk standpunkt, men han har sikkert ikke ret udefra et strategisk og praktisk

standpunkt, og revolutionens kunst er netop at bygge bro imellem radikale krav, revolutionære idealer

og den desillusionerende virkelighed, som påkræver pragmatik uden at man selv opgiver sine egne

standpunkter. Hans fejl er, at han tror revolutionen kommer når bare alle tror på de samme smukke

tanker som ham, men netop der tager han fejl, fordi det ikke i bund og grund er nødvendigt at skulle

mene det sammen, men først og fremmest at opnå et minimum af fælles praksis i dagligdagen, fordi det

er de konkrete og fungerende fællesskaber der lægger op til forandring af samfundet.

Afslutning

Ipsen er den anarkist i Danmark som har skrevet flest artikler og småskrifter, hans utallige foredrag og

taler har sikkert påvirket en del mennesker, men organisatorisk har hans virke været af en lille

betydning muligvis af de førnævnte grunde. Han har sikkert også haft indflydelse gennem hans støtte til

og samarbejde med digtere og forfattere fra hele Skandinavien og gennem de syndikalistiske_ og

anarkistiske gruppers blade til hvilke han skrev artikler. Til hans forsvar må man sige at anarkismen

aldrig har haft de bedste kår i Danmark. Det er nu meget svært at starte en bevægelse af en vis størrelse

i sådan et land, hvor der heller ingen tradition er for en antiautoritær arbejderbevægelse, han har

simpelthen manglet intellektuel basis og udfordring for en egentlig blomstring. Anarkismens historie i

Skandinavien er kun meget lidt beskrevet, og i Danmark er den ikke virkelig påbegyndt, derfor findes

der f.eks. heller ikke nogen fyldestgørende bibliografi over J. J. Ipsens værker. Hvad der gøre det ekstra

vanskeligt er, at hans erindringer i det hele taget mere har karakter af et lidt tilfældigt causeri og en

anekdotesamling med et par linier, end af virkelig historieskrivning, og noget lignende gælder i

forskellige udstrækninger andre af Ipsens mange småbøger og pjecer. Det kræver at man skal have

meget viden om samtidens politiske- og pressemiljø, og have styr på kilderne hvis man vil gå i dybden

og sætte sig ind i hans liv og tænkning f.eks. når det gælder kritikken af Socialdemokratiet for

korruption i en række forhold, som han nævner både i erindringerne og i andre værker: B.la.: „at de

socialdemokratiske ledere skiftede standpunkt i spørgsmålet smør kontra margarine i midten af 80'erne

efter et flere dages besøg af selve Otto Mønsted, hvormed fulgte økonomisk støtte. Han hævder også ,

at der var noget fordækt ved en hemmelig aftale imellem De forenede Papirfabrikker og den

socialdemokratiske presse om billigere papir til den end til kapitalistpressen“. Dog må det siges at en af

de sager hvor han virkeligt havde fat i noget var i sagen om Arbejdernes Brændselsforretning under 1.

Verdenskrig i „en stor artikelserie derom i „Solidaritet“ i april og maj 1918 med en fyldig samling af

oplysninger og en ganske grundig og stærk argumentation på, at der i hvert fald her var tale om flere

delikate sager“. Han troede sikkert af et godt og ærligt hjerte på sine egne historier, og der kunne være

noget i sagerne, men der mangler desværre virkelig dokumentation og argumentation. Hans

troværdighed bliver dog svækket meget af det opspind: „når han går så vidt i sidt angreb på

brændselsaffærens bagmand Parvus, at han påstår et fordrukkendt, lidet begavet, kriminelt subjekt, der

tillige optrådte som pengeafpresser og udgav sig for at have skudt en tysk politimester Rumpff, og som

nassede på danske socialdemokraters hjælpsomhed engang i midten af 80'erne, godt kunne have været

Parvus! Så dum var Parvus nok aldrig, og i øvrigt var han på det tidspunkt (i1885) i Odessa – ifølge

Scharlaus og Zemans bografi“.

Ipsens forfatterskab giver glimtvist et indblik i Socialdemokratiet, samt det lille anarkistiske miljø og

bohememiljøet der eksisterede omkring århundredeskiftet, men også nogle originale ideer som det er

også være et bygge videre på!

Ipsen minder faktisk om de moderne anarkister dvs. fra efter 2. Verdenskrig end sin egen samtids på

nogen punkter, f.eks.: hans analyse af Socialdemokratiet, klasseidelogien og hans „socialistiske-

individualisme“. Det er nok også derfor, at hans forfatterskab kan være af interesse i dag for andre

politiske interesserede.

Litteraturliste:

J. J. Ipsen: Denmark under den røde Fahne – Et Jammersminde, Kbh., 1933, Funkis Forlag, 103 s.

Charl Heinrich Pedersen: Danske Revolutionære – Ideer, bevægelser og personligheder, Kbh., 1970,

Borgens Forlag, 285s. (Indeholder „Pjecen slip mennesket løs“ af J. J. Ipsen s. 101-129)

J. J. Ipsen: En Utopists Historie: Kbh., 192 g, Woels Forlag 167 s.

J. J. Ipsen: Social-Demokraterne er Anti-Socialister, Kbh., 1918, Ungsocialistisk Forening, 64 s.

Internationale Socialister: Socialistisk Revy nr. 6, s. 10., Aug. 1998: Østeuropa - socialisme eller

statskapitalisme?

http://www.socialister.dk/socrevy/06/sry06s10.htm