min bedstefars himmel

Min bedstefars himmel.indd 2 11/08/14 11.54

STEFAN HERTMANS

MIN BEDSTEFARS

HIMMEL

ROMAN

P Å DA N S K V E D B I R T H E LU N D S G A A R D

P E O P L E ’ S P R E S S

Min_bedstefars_himmel_titelsider.indd 3 07/08/14 10.04Min bedstefars himmel.indd 3 11/08/14 11.54

Min bedstefars himmel

er oversat fra nederlandsk efter “Orloog en terpentijn”

Copyright © 2013 Stefan Hertmans

Dansk copyright © 2014 People’sPress

Omslag: Rasmus Funder

Omslagsbillede: Christopher Richard Wyne Nevinson:

After a Push, 1917 © Imperial War Museum

Bogen er sat med Aldus hos LYMI DTP-Service

og trykt hos Nørhaven, 2014

ISBN: 978-87-7137-961-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Denmark 2014

Billede side 63: Jan Van Beers’ portræt af Peter Benoit. Copyright © Lukas-Art in Flanders vzw

De fleste andre billeder er fra forfatterens eget arkiv. Det har ikke været muligt

at finde rettighedshavere til alle billeder, men eventuelle rettighedshavere

kan henvende sig til forlaget.

Citatet af E.M. Remarque er fra Intet nyt fra vestfronten, Gyldendal 2008,

oversat af Tom Kristensen.

Citatet fra W.G. Sebald er fra Højde. Skræk. Tiderne Skifter 2012,

oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

The translation of this book is funded by the Flemish Literature Fund

(Vlaams Fonds voor de Letteren – www. Flemishliterature.be)

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst

mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress – Ørstedhus – Vester Farimagsgade 41 – DK-1606 København K

www.artpeople.dk


Til min far


Dagene står som engle i guld og blåt, ufatteligt hen over ødelæggelsens horisont.

E.M. Remarque


11

Det første minde, jeg har om min bedstefar, stammer fra stranden ved Oostende – en seksogtresårig mand, nydelig i det midnatsblå jakkesæt, har med sit barnebarns blå strandskovl gravet et lavt hul og glattet det opkastede sand omkring det, så han og hans hustru kan sidde nogen-lunde bekvemt dér. Den lille vold bag dem har han forhøjet lidt, så de sidder skærmet mod august måneds fralandsvind, der under højtlig-gende tågestrimer blæser ud imod bølgernes stadig fjernere linje. De har taget sko og sokker af og sidder og vrikker lidt med tæerne, mens de nyder køligheden i det dybereliggende, fugtige sand – en adfærd, der forekommer mig, et seksårigt barn, usædvanlig løssluppen for disse to personer, som altid er klædt i sort, gråt eller mørkeblåt. Min bedstefar beholder på trods af varmen og stranden sin sorte borsalino på sit næsten skaldede hoved; han har sin ulastelige, hvide skjorte på og bærer som altid sin sorte sløjfe, der er stor, større end sløjfer nor-malt er, og som desuden har to nedhængende ender, så det på afstand ser ud, som om det, han har bundet om halsen, er silhuetten af en sort engel, der spreder sine vinger. Min mor syr disse mærkværdige sløjfer efter hans anvisninger, og jeg har i hele hans lange liv ikke kendt ham anderledes end med en sådan sort sløjfe med ender som frakkeskøder; der må have været snesevis af dem, og et eller andet sted mellem mine bøger ligger der én af dem, et levn fra en fjern, svunden tid.

Efter en halv time har han alligevel taget jakken af, hvorefter han har fjernet sine guldmanchetknapper og puttet dem i venstre lomme; så har han endda rullet ærmerne op, eller rettere sagt, foldet dem om-hyggeligt to gange op til albuen, hvert ombuk i samme bredde som den stivede manchet, og nu sidder han med den omhyggeligt foldede jakke, hvis silkefor glinser i eftermiddagslyset, draperet over venstre arm, som om han poserer for et impressionistisk portræt. Hans blik


12

ser ud til at fortabe sig i den fjerne vrimmel af mennesker, børnene, som udstøder hvin og sprøjter vand på hinanden, de råbende og leende dagturister, der løber efter hinanden, som var de selv børn igen. Det, han ser, ligner noget i retning af et James Ensor-maleri i bevægelse, skønt han hader denne gudsbespottende mand fra Oostende med det engelske navn. En klatmaler er Ensor, og klatmaler er, foruden ka-sketdreng og plebejer, omtrent det værste, han kan beskylde folk for at være. Klatmalere er de, nutidens malerne; de har ikke længere den ringeste forstand på finmaleri, på alle de subtile aspekter af den tidli-gere, ædle malestil. De klasker bare noget på, respekterer ikke længere anatomiens love, ved ikke engang, hvordan de skal lægge en glasering, blander aldrig selv deres maling, bruger terpentin, som var det vand, og har ingen viden om hemmelighederne ved egenhændigt stødt pig-ment, om fin linolie eller om at puste sikkativ på – ikke så mærkeligt, at der ikke længere findes store malere.

Blæsten bliver lidt køligere, han tager manchetknapperne op af jak-kelommen igen, ruller skjorteærmerne ned, knapper skjorten anstæn-digt til, tager sin jakke på og hjælper omsorgsfuldt sin hustru med at drapere den sorte kniplingsmantille over hendes skuldre og den skin-nende knude i hendes mørkegrå hår. Kom, Gabrielle, siger han, og de rejser sig, tager skoene i hånden og påbegynder lidt møjsommeligt opstigningen til promenaden, han stadig med bukserne smøget cir-ka femten centimeter op, hun med sine sorte strømper stoppet ned i skoene, så jeg ser de fire hvide lægge under de mørke torsoer bevæge sig langsomt og adstadigt hen over sandet. De spadserer i retning af kvaderstenstrappen, ad hvilken de kan komme op på diget. Der vil de sætte sig på den nærmeste bænk, hvor de bruger lang tid på at banke og gnide fødderne rene, trække de sorte sokker på deres alabastfødder og lukke skoene med det, man dengang kaldte “bindeflipper” i stedet for snørebånd.

Selv løb jeg, da mit gangsystem med de store spillekugler af sten – mine dyrebare klinkere – var brudt sammen, rystende af kulde hen til min mor. Det bliver højvande igen, siger hun, mens hun gnubber mig varm, og de første kumulusskyer viser sig over klitterne bag os. Blæsten rusker i klittoppene; det er, som om den laver uorden i deres


13

behåring, og store, sandfarvede dyr ruster sig til aftenen, der nærmer sig.

Min bedstefar har allerede sin skinnende spadserestok af lakeret elmetræ i hånden og står og venter lidt utålmodigt, indtil vi alle sam-men når op til promenaden igen. Så går han forrest; han er ikke nogen høj mand, en meter og otteogtres, hører jeg ham ofte selv sige, men hvor han kommer frem, træder folk til side. Med hovedet rankt, de sortglinsende støvletter ulastelige, bukser med skarpe pressefolder, med sin tavse hustru under armen og spadserestokken i den anden hånd – således går han lettere utålmodigt i forvejen, ser sig nu og da tilbage og råber til os, at vi kommer for sent til toget, hvis vi bliver ved med at smøle sådan. Han går som en pensioneret militærmand, det vil sige uden at smække hælene i, men altid med fodballen i først; sådan hører det sig også til, og har gjort det i over et halvt århundrede. Så forsvinder han på en eller anden måde ud af syne i mit minde, og over-mandet som jeg er af den pludselige klarhed i dette sceneri fra så læn-ge siden, føler jeg mig så træt, at jeg ville kunne falde i søvn på stedet.

*


14

Uden nogen som helst overgang er det næste billede, jeg har af ham, en stille grædende mand – han sidder ved det lille bord, hvor han ma-lede og skrev, klædt i sin grå kittel og med sin sorte hat på hovedet. Det gule morgenlys falder ind gennem det lille, vinomkransede vindue; i hænderne holder han en af de mange reproduktioner, som han jævn-ligt rev ud af kunstbøger, og som han brugte til at lave kopier (med tegnestifter satte han reproduktionen op på et lille bræt, som han fastgjorde på malepaletten med to tøjklemmer); han holder billedet i hænderne, jeg kan ikke se, hvad det er, men jeg ser, at tårerne løber ned over hans kinder, og at han lydløst mumler noget. Jeg er gået op ad de tre trin til hans værelse for at fortælle ham, at jeg har gravet skelettet af en rotte op; nu trækker jeg mig hurtigt og lydløst tilbage, mine skridt dæmpes af tæppet på trinene, jeg lukker døren igen, men senere, da han drikker kaffe nedenunder, sniger jeg mig ovenpå og finder bil-ledet på hans bord: Det er et maleri af en nøgen kvinde, der ligger med ryggen til beskueren, en slank kvinde med mørkt hår; hun ligger på en slags sofa eller seng foran et rødt forhæng, hendes fredeligt tankefulde ansigt er synligt i et spejl, som holdes op foran hende af en cupido med et blåt bånd over skulderen; hendes slanke, nøgne ryg og runde balder er fremtrædende. Så flytter mit blik sig til de sarte skuldre, de fine, små krøller i nakken, så atter til bagdelen, næsten obskønt vendt mod beskueren; forskrækket lægger jeg billedet fra mig og går nedenunder, og der er min bedstefar i køkkenet. Han står sammen med min mor og synger en vise på fransk for hende, som han husker fra krigen.

*

Mine barndomsår var spækket med hans historier om første verdens-krig, evig og altid den krig: ubestemmelige heltegerninger på mudder-sletter under bomberegn, knitrende geværsalver, skrigende skygger i mørket, brølende kommandoer på fransk, alt sammen gengivet fra hans gyngestol med en udsøgt fornemmelse for drama – derudover var der evig og altid pigtråd, granatsplinter fløj om ørerne på os, ma-skinpistoler knitrede, lysprojektiler beskrev en høj bue over den mør-ke himmelhvælving, morterer og haubitser fyrede, tusind bomber og


15

granater, mens de tedrikkende tanter sad og nikkede i blind beundring, og jeg selv ikke huskede meget mere af det, end at min bedstefar måtte have været en helt i en tid, der var mig lige så fjern som den middelal-der, man fortalte mig om i skolen. Nå ja, en helt var han jo i forvejen, han, som underviste mig i fægtning, sleb min lommekniv, lærte mig at tegne skyer ved at gnide forsigtigt med et viskelæder i former, som man først havde tegnet med et stykke svedent træ fra pejsen, eller hvordan man skulle gengive talløse blade på et træ uden rent faktisk at tegne hvert eneste – kunstens sande hemmelighed, som han sagde.

Historier var til for at blive glemt, for de kom jo igen og igen, også de mærkeligste historier om kunst og kunstnere. At den gamle Beet-hoven arbejdede så besat på sin niende symfoni, fordi han var døv, vidste jeg allerede, men en skønne dag blev den chokerende oplys-ning tilføjet, at han ikke engang gjorde sig den ulejlighed at opsøge et toilet, når han var optaget af arbejdet, og derfor bare “forrettede sin nødtørft ved siden af klaveret”, hvorfor – jeg citerer – “han sad og komponerede den smukke sang om, at alle mennesker forbrødres, ved siden af en bunke møg”. Jeg forestillede mig således den store, stokdøve komponist siddende i et wiener-interiør med guldbronzerede kapitæler, med sin luksuøse paryk, gamacher og galocher, ved siden af en pyramideformet, meterhøj dynge afføring, og hver gang den un-derskønne adagio i Pastoralesymfonien hørtes på en af de kedelige, lange søndag eftermiddage, og mine forældre og bedsteforældre sad i den brune sofa med blomstermotiver og nikkede ved radioen, så jeg et bjerg af lort ved siden af et lakskinnende spinet, mens gøgen fra Wie-nerwald kaldte mellem træblæsere og violiner, og min bedstefar holdt øjnene fast lukkede: Hans respekt for det romantiske geni, som han troede fuldt og fast på, tillod ham ikke i sådanne øjeblikke at se sine husfællers almindelighed i øjnene. Først mange år senere gik det op for mig, at han selv i cirka halvandet år faktisk havde levet ved siden af en bunke møg – i de elendige skyttegrave, hvor man blev straf-fet med en kugle i hovedet, så snart man stak det op over kanten for at forrette sin nødtørft andetsteds. Det, han ønskede at glemme, kom således tilbage i brudstykker af historier, i absurde detaljer, og enten de nu handlede om himmel eller helvede, så var det med den slags


16

brudstykker og detaljer, at jeg måtte gå i gang med at samle brikkerne for at forstå noget af, hvad der i et helt liv havde udspillet sig i ham: kampen mellem det ophøjede, som han higede efter, og mindet om død og fordærv, som ikke ville slippe sit greb i ham.

*

Hjemme brugte min bedstefar til stadighed såkaldte kieltjes, altid ens hvide eller lysegrå kitler af samme længde som en gammeldags slå-brok, over sin hvide skjorte med sløjfe. Uanset hvor ihærdigt min mor og hendes mor vaskede og kogte de gamle bomuldskitler, som han bar med en vis elegance, var og blev de fyldt med brogede pletter: spred-te strøg af oliemaling i alle regnbuens farver, fingeraftryk på kryds og tværs mellem hinanden, en komposition af skødesløse, fængslende strøg, aparte graffiti som levn fra det egentlige arbejde.

Dette egentlige arbejde, som han efter sin tidlige pensionering som krigsinvalid uforstyrret kunne udøve fra sit femogfyrretyvende år, var at male for sin fornøjelses skyld. Det lille værelse tre trin oppe, hvor han dag ind og dag ud stod ved det lille vindue, lugtede af linolie, terpentin, lærred, oliemaling. Ja, selv lugten af de store stykker viske-læder, udskåret efter mål med en kniv, kunne anes i den uforlignelige blanding, der udgjorde hans atmosfære, glansen af endeløse, tavse ti-mer, som han tilbragte med ivrigt og frugtesløst at imitere de store. Han var en virtuos kopist, som kendte alle hemmelighederne ved de gamle materialer og præparater, som var blevet brugt og videregivet af malerne siden renæssancen. Efter krigsårene havde han taget af-tenskoleundervisning i tegning og maling i sin fødeby, uanset hvor meget hans afdøde far, maleren af freskoer i kirker og kapeller, havde frarådet ham det. Skønt han i den periode også måtte udføre temmelig hårdt manuelt arbejde, fortsatte han, og ved den tid, hvor han omtrent havde den normale giftefærdige alder bag sig, var han i besiddelse af et “vidnesbyrd om færdighed vedrørende finmaleri og anatomisk kor-rekt tegning”.

Fra sit vindue kunne han se en krumning i Scheldes nedre løb, eng-ene med de sindige køer, de dybtliggende flodpramme, der tøffede for-


17

bi om morgenen, de højtliggende, mere hurtigt sejlende, tomme skibe, der forlod byen ved aftenstid. Utallige gange har han malet den udsigt, altid med skiftende lys og varierende farvenuancer, et andet tidspunkt på dagen, en anden årstid, en anden stemning. Hvert blad på den røde vin malede han naturalistisk – åbenbart ønskede kunsten alligevel af og til undtagelser fra sin ophøjede illusionslov – og når han kopierede en detalje fra Tizian eller Rubens, vidste han sig trænet i tålmodighed, i træfsikker skitsering med trækul eller grafit, i hemmelighederne ved farveblanding, fortynding af pigmenter, i at lade det ene lag hvile lige netop længe nok, før han lagde endnu et lag, som skulle skabe indtryk af dybde og transparens – en anden af kunstens mange store hemme-ligheder.

Hans store lidenskab var trækroner, skyer og draperede stoffer. I disse amorfe former kunne han slå sig løs, drømme sig væk i en ver-den af lys og mørke, skyer størknet i oliemaling, chiaroscuro, en ver-den, hvor folk ikke trængte sig ind på ham, for der var noget – det var svært at gennemskue hvad – som var knækket i ham. En skyhed blandede sig altid med hans hjertelighed, som om han konstant var bange for, at man ville komme for tæt på, fordi han havde været for venlig. Samtidig levede han i en slags højere, ædlere form for venlig godtroenhed, og den naivitet udgjorde kernen i hans muntre gemyt. Hans ægteskab med Gabrielle var uden en sky på himlen, hvis man ikke vidste bedre. Sammenvoksede med hinanden som to gamle træer, der i årtier har måttet vokse ind i hinandens kroner for at tilkæmpe sig sin del af det sparsomme lys, levede de deres enkle dage, kun afbrudt af deres datter og eneste barns nærmest løsslupne munterhed. Dagene forsvandt i den adspredte tids folder. Han malede.

Det værelse, der tjente som atelier, med de tre trin op fra den lille repos, var også deres soveværelse; det er helt utroligt, hvor selvfølge-ligt mennesker i gamle dage fandt det at råde over ganske lidt plads. Bag hans lille arbejdsbord stod sengen langs væggen, så hans hustru altid kunne krybe ind til væggen i søvne, for hun sov langt fra ham i den ellers temmelig smalle seng. Folder og skyer; trækroner og vand. Det bedste af hans udtalt traditionelle arbejde omfattede altid et par


18

formløse pletter, mærkelige, abstrakte masser, som han selv betragte-de som troskab mod naturen, som det at male efter den model, som Gud bredte ud for hans øjne, og som han skulle folde ud i det minu-tiøse tålmod, der krævedes i hans daglige arbejde som ydmyg kopist. Men det var også den told, han trofast betalte som en form for sorg over det alt for tidlige tab af faderen, den ydmyge kirkemaler Fran-ciscus.

*

I over tredive år har jeg uden at åbne dem opbevaret de notesbøger, hvori han omhyggeligt havde nedfældet sine erindringer med sin uendeligt smukke førkrigshåndskrift; han gav mig dem nogle få må-neder før sin død i 1981. Da var han halvfems år gammel. Han blev født i 1891, hans liv syntes ikke at have bestået af andet end, at to cifre i et årstal byttede plads. Mellem de to årstal lå der to krige, katastrofale massenedslagtninger, det mest hensynsløse århundrede i hele men-neskehedens historie, den moderne kunsts opståen og tilbagegang, motorindustriens verdensomspændende ekspansion, den kolde krig, de store ideologiers opståen og tilbagegang, opfindelsen af bakelit, ud-bredelsen af telefon og saxofon, industrialiseringen, filmindustrien, plastic, jazz, flyindustrien, månelandingen, talløse dyrearters udryd-delse, de første store økologiske katastrofer, udviklingen af penicillin og antibiotika, maj ’68, Romklubbens første rapport, popmusikken, opfindelsen af p-pillen, kvindefrigørelsen, fjernsynets og de første computeres fremkomst – og hans lange liv som glemt krigshelt. Det er det liv, som han bad mig beskrive ved at betro mig disse notesbøger. Et liv, der næsten spænder over et århundrede, og som begyndte på en anden planet. En planet af landsbyer, markveje, hestevogne, gaslamper, vaskefade, bedekort, gamle vægskabe, en tid hvor kvinder var gamle som fyrreårige, en tid med almægtige pastorer, som lugtede af cigarer og uvasket undertøj, med genstridige borgerdøtre i nonneklostre, en tid med præsteseminarier, biskoppelige og kejserlige forordninger, en tid, der påbegyndte sin lange dødskamp, da den lille, snuskede serber Gavrilo Princip i 1914 med et ikke engang særlig velrettet skud flæn-


19

gede det gamle Europas skønne illusion og dermed gav anledning til den katastrofe, der også skulle ramme ham, min lille bedstefar med de blå øjne, og for altid dominere hans liv.

*

Jeg havde sat mig for, at jeg først ville læse hans erindringer, når jeg helt og fuldt kunne afse tid til det, eftersom jeg gik ud fra, at læs-ningen ville overvælde mig i en sådan grad, at jeg straks ville få lyst til at skrive hans livshistorie, at jeg med andre ord måtte være fri og ikke have andre gøremål end dette for at være til hans tjeneste. Men årene gik, og dagene nærmede sig, hvor der, på grund af de uund-gåelige mindehøjtideligheder i hundredåret for katastrofeåret 1914, ville udkomme en syndflod af bøger, som ville føje endnu en dæmning af bøger til det næsten uoverskuelige bjerg af allerede eksisterende historisk materiale, bøger så talløse som sandsækkene på IJzer-slet-ten, ivrigt dokumenterede, historiske, opdigtede romaner og historier, mens jeg, der havde det privilegium at råde over hans erindringer, ængsteligt holdt disse notesbøger lukket, end ikke turde slå op på den første side, vel vidende at dette ville blive et opgør med en del af mine egne barndomsår, en historie, som, hvis jeg ikke skyndte mig, ville udkomme i det øjeblik, hvor læseren gabende ville vende sig bort fra endnu en bog om den forbandede første verdenskrig. Jeg holdt notes-bøgerne lukket, skønt jeg vidste, at de, i betragtning af at det drejer sig om en usædvanlig veldokumenteret rapport, hører hjemme i før-ste verdenskrigs arkiv – at jeg med andre ord med min skammelige indolens oven i købet tilbageholdt et slående førstehåndsvidnesbyrd, der burde have været offentligt domæne. Derfor blev jeg også ramt af en slags præstationsangst, som blokerede mig endnu mere. Og da jeg genkaldte mig nogle af hans historier, sådan som jeg før i tiden havde hørt ham fortælle dem, og jeg først på det tidspunkt begyndte at forstå det sande hændelsesforløb og sammenhængen i mange ting, blev jeg overmandet af en følelse af magtesløshed og skyldfølelse. Igen spildte jeg kostbare år, holdt mig ivrigt beskæftiget med utallige andre ting og gik i en stor bue uden om notesbøgerne, disse tålmodige, tavse vidnes-


20

byrd, hvori hans omhyggelige, sirlige førkrigshåndskrift lå gemt som i et ydmygt relikvieskrin.

*

I årene med udsættelse og fortrængt skyldfølelse kom noget imidler-tid for dagens lys, som syntes at gøre sagen endnu mere presserende. En af mine onkler kom for at hjælpe min far med at udskifte nogle rådne brædder i parketgulvet i værelset mod gaden i den beskedne villa, som min bedstefar havde ladet bygge i 1930, og fandt i krybe-kælderen under dagligstuen, helt ude i den mørkeste ende, en gravsten i støvet. Han kaldte min far derhen, de to mænd kravlede på alle fire hen til den pågældende sten og lyste på den med en lommelygte. Det var min bedstefars mors gravsten. For pokker, her har han altså gemt den! hørte jeg min far sige. De slæbte den tunge sten hen til lugen og løftede den op. Heller ikke her gik den virkelige sammenhæng op for mig; min bedstefar havde på det tidspunkt været død en halv snes år, og jeg fattede ikke, hvorfor nogen ville begrave en gravsten så langt inde i en krybekælder, åbenbart fuldt og fast overbevist om, at den aldrig mere ville se dagens lys. Endnu flere år senere så jeg, at min far havde hængt stenen op med kraftige metalbeslag på en havemur, der i mellemtiden var groet helt til i efeu, cirka en meter over jorden, bag den gamle garage, hvor han før i tiden parkerede sin bil. Da læste jeg for første gang opmærksomt, hvad der stod på den:


21

bed for hendes sjælcelina andries,

f. 9-8-1868d. 20-9-1931enke efter

franciscus martiengift med

henri de pauw

*

Foran mig ligger de to notesbøger. Den første er lille og tyk, dens bla-de er farvet røde i siden. Omslaget er af lysegråt lærred, som om den er iført en skræddersyet jakke af førkrigstweed. Den anden notesbog er større, næsten A4-format, og har et gammeldags marmoreret kar-tonomslag, lidt ligesom den faux marbre – marmorering – som han selv holdt så meget af at male på vægge. I den første notesbog har han nedskrevet sine erindringer om sin fattige opvækst i Gent før 1900, og en del af sine oplevelser i første verdenskrig.

Han var tooghalvfjerds, da han påbegyndte den første notesbog – datoen er 20. maj 1963 – sandsynligvis for trods alt at kunne fortælle nogen, hvad der havde forkrøblet hans liv, for hans bofæller og fami-liemedlemmer var trætte af hans historier og affærdigede ham med et “det har du fortalt før”, “jeg er træt, jeg går i seng” eller “jeg må gå nu”. Hans hustru, Gabrielle, havde på det tidspunkt været død i fem år; på en eller anden måde har han afsluttet sin sørgeperiode ved at skrive. Hans karakterfaste håndskrift udvikler sig næsten ikke i den-ne første notesbog; han skriver for det meste med midnatsblåt blæk og kæder historierne sammen på en underholdende måde – med en overflod af erindringer om dagene i en grå provinsby; jeg ser stadig for mig, at hans Waterman-fyldepen ligger på det lille toiletbord fra det nittende århundrede, som han havde bemalet med uregelmæssige træmønstre i håb om, at det ville komme til at ligne et antikt møbel lidt. Den oprindelige marmorplade må engang være gået itu; den klod-set påsatte træplanke er lige netop lidt for lille. Ved dette lille toilet-


22

bord sad han i årevis og skrev, selv om det er for højt, og man sidder ubekvemt ved det. Det lille bord, hvis enkle skuffe er oversmurt med brogede strøg af oliemaling, står her bag mig i det værelse, hvor jeg skriver; jeg opbevarer stadig de to notesbøger i det. Den anden notes-bog, som han påbegyndte, fordi han så ud til at ærgre sig over, at han havde skrevet så omfattende om sin ungdom i ydmygende fattigdom, indledes med den erklæring, at han har medtaget for meget petite hi-stoire – anekdotisk stof – i sin første notesbog, og at han må begynde forfra med det hele, men nu kun krigsminder. Desuden var den første notesbog fyldt, da han kun var halvvejs igennem år 1916.

Han skriver: Min dagbog om krigen 1914-1918 er for mere end halvdelens vedkommende fyldt med kedelig beretning om barneår og mange uvæsentlige sider. Det, jeg skriver nu, handler kun om krigen, sandt og oprigtigt, ikke som hyldning. Så hjælpe mig Gud. Kun mine oplevelser. Mine rædsler.

Altså opsummerede han nogle allerede fortalte historier, skrev nye detaljer til her og der, for så at fortsætte til 1919. Denne anden notesbog indeholder nogle af de traumatiske scener på IJzer-sletten, nærmere oplysninger om hans krigsskader, hans rekreationsperioder i England, den for ham så vigtige opdagelse af freskoen i Liverpool; efter 1916, det år hvor han for anden gang blev skudt ned, bliver han mere kortfattet, fordi beskrivelsen af det grufulde liv i skyttegravene ikke kan gentages i en uendelighed, at man med hænderne klemmer rotter ihjel og rister dem over et lille bål om natten, lemlæstede kam-meraters skrig, blodige hænders kamp med pigtrådsruller i mudderet, maskingeværildens smælden, kardæskernes knalden og sprøjt af jord og afrevne lemmer. Men så dvæler han alligevel længere ved sit tredje ophold i England, nemlig i Windermere i Lake District. På de sidste sider af den anden notesbog, hvor han når til den dramatiske hændel-se, som ramte ham et år efter krigen, under den spanske syge i 1919, går håndskriften i opløsning. Disciplinen lader til at have forladt ham, men han forbliver påfaldende reserveret i det, han fortæller. Linjerne løber nu skråt hen over siden, hældende fra venstre til højre; somme tider genoptager han sin gamle, regelmæssige håndskrift, somme tider slingrer det hele. Han må have været langt oppe i firserne, da han møj-


23

sommeligt kradsede de sidste sider ned. Han skrev da med kuglepenne af skiftende farve, og hans syn var betydeligt svækket; så vidt jeg ved, anskaffede han aldrig nye briller i de tiår, hvor jeg kendte ham, så mu-ligvis kunne han næsten ikke længere se den side, som han sad og pin-te sig selv over. Sytten års arbejde med i alt seks hundrede håndskrev-ne sider som resultat. Hans hukommelse var stadig fuldstændig klar og havde fastholdt så mange detaljer, at jeg ikke finder nogen anden forklaring, end at det drejede sig om en form for traumatisk klarhed; detaljerne i den anden notesbog, sammenlignet med den første, viser, at han levede stadig dybere nede i sin erindrings skyttegrave. I hele sit liv kunne han ikke løsrive sig fra detaljerne, ikke fra et hvirvlende blad i tusmørket lige før han for gud ved hvilken gang så døden i øjnene, ikke fra billedet af sine døde kammerater, ikke fra lugten af mudderet, den lune vind over det sønderskudte land i de første forårsdage, stum-perne af en flænset hest i en sønderskudt hæk. På den sidste side er der en plet, hvor det ser ud til, at fugt er sivet igennem; der er et hul, og omkring det står der på den ene side ordene om aftenen og på den anden side ordet panik.

*

Jeg lod læsningen bundfælde sig og begyndte så med at paginere si-derne og notere de scener, hvor den første og den anden notesbog overlappede hinanden. Jeg har været næsten et år om at taste hans erindringer ind, så jeg fik overblik over, hvordan hændelser og fortie-de historier greb ind i hinanden. Det var et møjsommeligt arbejde; på den ene side kom jeg til at stå tilbage for ham, fordi jeg umuligt kunne eftergøre sammenblandingen af gammeldags elegance med kejtethed og autenticitet uden at forfalde til det kunstlede, og på den anden side fordi jeg ved at overføre det til nutidssprog fra hans omstændelige fortællestil fik en følelse af at forråde ham. Selv korrektionen af hans ofte rørende skrivefejl gav mig en let skyldfølelse. Arbejdet stillede mig over for den pinagtige sandhed ved ethvert litterært værk: Jeg måtte først helbredes for den autentiske historie, give slip på den, for på min egen måde at kunne genfinde den. Men tiden var mere knap


24

end nogensinde, og på en eller anden måde havde den tanke fæstnet sig hos mig, at jeg måtte afrunde dette arbejde før hundredårsdagen for første verdenskrig, hans krig. Min kamp med hans erindringer.

Som en anden kontorist puklede jeg mig igennem de hundredvis af håndskrevne sider og forbandede min egen middelmådige stil, der var resultatet af mit tvetydige forsøg på at forblive tro mod ham og alli-gevel oversætte hans historie til mit eget erfaringsområde. Derefter oprettede jeg et indeks over scener og nøgleord, jeg noterede de steder, som jeg blev nødt til at besøge, og lod notesbøgerne kopiere af angst for, at de skulle gå tabt, hvorefter jeg opbevarede dem i en brandsikker bankboks; jeg talte med de få tilbageværende overlevende, som alle sammen kun kunne give mig temmelig usikre detaljer med på vejen. Min far, hans svigersøn, der nu som den eneste sidder tilbage i huset på flodbredden, bad jeg om at skrive alt det ned, som han kunne huske; han hjalp mig, klarhjernet og stærk, som han stadig var som halv-femsårig, med at påføre den nødvendige lim mellem brudstykkerne, og at afprøve de apokryfe versioner, som min bedstefar i flere årtier lystigt havde strøet om sig, mod versionerne i notesbøgerne samt at lære at se det hele nogenlunde i dets sande proportioner.

*

Når jeg ser på det gamle toiletbord, som står her bag mig, ser jeg en lil-le, tætbygget skikkelse, der udstråler en uhørt intensitet. Hans lyse blå øjne, her mere end tredive år efter hans død, glimter i hans ansigt, der er omkranset af sparsom, hvid hårvækst, lidt i retning af den berømte afbildning af gamle Arthur Schopenhauer: seje, store personligheder, som vi bilder os selv ind ikke længere findes, fordi livet har mistet den spartanske enkelhed, hvori sådanne temperamenter kunne modnes og trives. Jeg kan høre ham råbe, jeg hører hans medrivende intonationer, teksturen i hans historier, men specifikke ord eller sætninger er der ingen af længere. Der er lugtene, som hang om ham: lugtene af den gammeldags maler, og noget ubestemmeligt, hans lugt, hans legem-lige tilstedeværelse i verden fjernt fra det tidspunkt, hvor jeg skriver dette. Trådt tilbage i tiden som skikkelserne i gamle myter og historier


25

er han blevet konkret på en helt anden måde, som en intim historie-fortælling. Og når jeg går på jagt efter spor af hans liv, som regel over-ladt til mig selv fordi næsten alt er forsvundet, spørger jeg mig selv mere end én gang, hvad det er, der på en så ambivalent måde forbinder os med bedsteforældre. Er det fraværet af den kamp mellem genera-tionerne, som vi jo fører med vores forældre? I den kløft, der åbner sig mellem os og dem, ligger kampen for vores indbildte særegenhed, og afstanden i tiden gør, at vi nærer den illusion, at der dér rummes en større sandhed end i det, som vi ved fra vores egne forældre. Det er en stor, kraftfuld naivitet, der ansporer os til at ville vide.

*

Mærkeligt nok var der også detaljer fra min egen verden, som først efter læsningen af hans erindringer frigav deres historiske hemme-lighed: et guldlommeur, der knustes mod fliserne; en smugrøget oval cigaret fra et sølvetui, som havde givet mig kvalme, da jeg var femten, et slidt rødbrunt tørklæde på et af de kasserede skabe i det forfaldne vindruedrivhus, dækket af de tynde fugleklatter fra solsorte, som var fløjet vild i drivhuset og i panik fløj mod ruderne, indtil de igen i blin-de forsvandt ud gennem den åbne luge; en æske med sølvfarvet gam-meldags barbergrej, hvorfra den gennemtrængende lugt af alunsten


26

og gammeldags sæbe steg op; en brochure fra Liverpool, der havde været åbnet og lukket så tit, at folderne var revnet; den lille metalæske med hans æresbevisninger og dekorationer, som jeg først fandt flere år efter hans død; det messinghylster fra en tung granat på trappe-gelænderet, som han hver uge omhyggeligt pudsede – som han kaldte en obus – og som jeg i hele min barndom anså for at være en slags klodset blomstervase.

Efterhånden afslørede tiden min bedstefars hemmelighed for mig – det lange liv, hvoraf størstedelen havde været et efterspil, en epilog til nærmest middelalderlige barneår, en ung mands liv fyldt med gru-fuldheder, en stor lidenskab, fundet og mistet efter krigen, historien om hans sejlivede resignation, hans smertefulde minder, hans barn-lige mod, de indre kampe mellem fromhed og længsel, endeløst frem-mumlede bønner, knælende, med hatten ved sin side på en kirkebænk, det hvidkransede hoved bøjet for de utallige helgenbilleder og blafren-de lys i dunkle gudshuse – den lidenskabelige livsfølelse i en verden, som der udefra set ikke var noget spændende ved.

*

Jeg strejfer om i gaderne i min fødeby og ser ham med helt andre øjne, end jeg har gjort, siden jeg for mere end ti år siden rejste væk herfra. Det er køligt forårsvejr med skyer som dem, han holdt af at tegne. Den gamle facade på cykelforretningen, hvor jeg engang fik min første, røde cykel, er der stadig, men bogstaverne er udviskede. Herskabshusene står forsømte langs en asfalteret vej og har ikke læn-gere ret meget at gøre med det komfortable liv, som de for godt et århundrede siden blev tegnet og bygget til. Det begynder at støvreg-ne, bilerne glider i langsomme rækker hen ad Heirnislaan, bag hvil-ken den dunkle gyde må have ligget, hvor han tilbragte sine første år, mellem en rangerstation og en kanal. Nu er den færdselsåre en del af ringvejen; dengang var det en velholdt allé med høje, skyggefulde træer, under hvilke “det højere borgerskabs jomfruer”, som han ære-frygtigt kaldte dem, om sommeren kurrende kiggede ud ad de små ruder i deres lette kalechevogne på de askegrå snothvalpe, som søndag


27

eftermiddag kom for at forgabe sig i dem. Denne Heirnislaan krydsede han på tågede vintermorgener i sine træsko som en lille helt fra en roman af Dickens, slæbende på en spand: Han skulle tigge stenkul hos de sort glinsende mænd, der skulle læsse på lokomotivernes tendere bag Dam poorts jernbanestation. Hjemme igen stillede han den tunge spand ved komfuret, hvor hans mor, når hun træt kom hjem fra sit arbejde hos et herskab et sted i byen, til sin glæde konstaterede, at de ikke skulle fryse den aften, og at de kunne få varm mad at spise. Selv hinkede han straks derefter i skole og fik en skideballe, fordi han kom for sent. Hans søstre lo ad ham, fordi han havde svært ved at følge med i sprog og matematik. Et sted i en grøftekant overbegroet med sommerfuglebuske og hyld ved siden af jernbanen havde han engang plantet en majskerne, og hver dag var han gået derhen for at give den voksende plante en sjat vand af en bulet skål, indtil han fandt den knækket og afrevet – en scene, som han beskriver med den betragt-ning, at “vores familie lidt efter lidt kom til at stå alene i gyden”.

*

Jeg går forbi de uinspireret opførte boligkvarterer, hvor engang Gent-se Beestenmarkt lå; mindet om det sted bærer jeg med som en vold-som duftoplevelse. Dette gamle kvægtorv var en overdækket åben hal, udstyret med jævnt fordelte jernpiller, hvor de stampende tyre med blodskudte øjne og slim ud af gabet stod og hev i kæden. Der flød vandigt blod i den tilstampede strøelse under udskæringsbordene, og de uformelige lyserøde bjerge, som de opstablede lunger danne-de, syntes stadig at leve i deres glatte materie. Hjerterne lå udskåret ved siden af tungerne, hovederne blev solgt per kilo, og øjnene, som gloede på én fra messingskålen, der dinglede i sin hunsel – som min bedstefar kaldte den praktiske vejekrog, en forbistring af ordet un-ster – stirrede stift, som om der blev tænkt dybt ud over grænserne af den allestedsnærværende død, en død der stod livet nærmere end alt, hvad jeg, der aldrig har oplevet en krig, har set i hele mit liv. Jeg antager, at han somme tider uvilkårligt og med modvilje har måttet tænke på dette kvægtorv ved synet af de nedslagtninger, som han var


28

vidne til ved IJzers bredder, på indvolde der vælter ud, og som dermed angiver, at en grænse er overskredet – nemlig den bag hvilken livet burde være i sikkerhed for dødens gribelystne kløer. Blandingen af panik og resignation, der lyste ud af øjnene på fårene, som ventede på at blive slagtet, blev skødesløst og muntert ignoreret af de daværende kvæghandlere. Det var en fredelig tid i en provinsby omkring 1900, alt havde sin plads, og den fattige stymper, som han var, slentrede forbi bordene og vidste, at såfremt bare en smule vemod lyste ud af de blå barneøjne, ville der i sidste ende nok blive kastet noget hen til ham: et par hundrede gram blodpølse, et sjusket udbenet stykke ribben, som der dog kunne koges en hel del suppe på, en smule trevlekød til en bouillon. Når han senere sammen med mig så på reproduktioner og nåede til Rembrandts berømte slagtede okse, sagde han: Det er så godt malet, at man mærker stanken fra Beestenmarkt.

*

Hans mor, Céline Andries, havde “fået lov” at studere, som han skri-ver – hendes forældre handlede med korn og kartofler, ligesom hans senere svigerfamilie. Deres datter havde gået i mellemskolen på den fine pigekostskole Piers de Raveschoot, som i det nittende århundre-de kun var tilgængelig for den økonomisk privilegerede klasse. Hun


29

talte fransk og engelsk, kunne digte af Prudens van Duyse udenad, læste Hendrik Consciences Flanderns løve og blev derved “flamsksin-det”. Hun havde efter sine studier “tjent”, som man kaldte det, hos en adelig familie i Antwerpens omegn – familien Potter de Veldewijk i Ekeren. Dér havde hun lært det højere borgerskabs livsstil at kende, og siden da var der lidt af en fornem reserverthed over hende. Det må have været en kvinde med en påfaldende stærk karakter; min bedste-fars beundring for hende er betingelsesløs. I sine erindringer omtaler han hende med en blanding af distanceret kærlighed og intim hengi-venhed.

Hans far, Franciscus Martien, var “kirkemaler”, en talentfuld dreng af lavere herkomst, som Céline havde mødt, fordi hun ved et uheld, da hun trådte ind i sognekirken, var stødt ind i hans stige og således næsten havde forårsaget den ydmyge malers fald, netop som han var i gang med at restaurere en fjerde korsvejsstation. Historien om de-res møde havde, inden jeg læste notesbøgerne, for mig altid været et mysterium, en historie som min bedstefar lattermildt slog hen, men som han kærligt har nedfældet. Der må, da hun ved et uheld stødte ind i hans stige, være faldet noget ned forbi hende fra det høje – en pensel, en paletkniv, noget af det værktøj som han havde hængende i sit bælte, det står ikke helt klart. Det skramlede mod stengulvet i den tomme kirke, den unge kvinde kiggede op, så den forskrækkede mand, der var ved at miste balancen, stigen slap derved et øjeblik muren, så han lynsnart måtte kaste kroppen ind mod stigen for ikke selv at styr-te ned. Der viste sig et smil på hendes strenge ansigt, hun gik videre, satte sig til at bede ved de to lys, der brændte for den hellige jomfru, to flammer, om hvilke hun senere sagde, at det var, som om deres sjæle havde stået der og brændt ved siden af hinanden. En lurvet ung mand, der møder en statelig ung kvinde i en tom, stille kirke – møder uden en tredjepart var temmelig sjældne for unge mennesker på den tid. Han kiggede ned, så den sorte kniplingsmantille draperet om hendes ranke skuldre, han kravlede ned ad stigen og stillede sig forlegent og kejtet til at vente på hende ved døren. Hun gik tæt forbi ham og så ganske kort på ham: ironiske, lysegrå øjne, som om hun hældte klart, koldt vand ud over hans sjæl. Lysegrå øjne, men sort hår, det må han som


30

maler have bemærket; det forekommer ikke så tit, det er en bestemt type skønhed, sagde min bedstefar selv altid senere, og han vidste, hvad han talte om.

Franciscus var ude af sig selv – i flere uger ventede han på, at den mørke skikkelse trådte ind, men den lod smerteligt vente på sig, indtil han blev fortvivlet, febril og syg. Han blev væk fra arbejdet i nog-le dage, indtil hjælpepræsten kom for at meddele hans forældre, at Franciscus ville miste sit arbejde, hvis han ikke kom tilbage. Da Céline omsider betrådte kirken igen en almindelig hverdag, hvor de færreste mennesker har tid til kirkebesøg, vidste han, at hun kom for at møde ham. Jeg kan af min bedstefars historie udlede, at der må være blevet stor opstandelse i hendes familie, som ikke tålte, at deres kultiverede datter skulle mænge sig med sådan en fattigrøv; men den stolte unge kvindes sjæl var tydeligvis solgt til den forpjuskede, romantiske kunst-ner, til hans El Greco-agtigt magre ansigt, til hans knoklede, maling-plettede hænder og hans tøvende, slanke fingre, hans noget leptosome, drengede måde at gå på. Uafvidende havde familien af rige handelsfolk udrettet det, som gang på gang gentager sig i historien: Når bonden bliver rig, giver han sine børn en borgerlig opdragelse og noget kultur med på vejen, hvilket får dem til at vende sig bort fra hans besættelse af det materielle og søge en højere lykke. Det havde kostet hende må-nedsvis af skænderier derhjemme, før hun fik tilladelse til at gifte sig med ham. Hun havde truet med at rejse hjemmefra, gå i kloster, løbe væk – hun vidste ikke hvorhen, hun havde låset sig inde på sit værelse, havde gjort sig umulig og i al hemmelighed tænkt: Jeg vil have ham, min kirkemaler med de blå øjne, jeg vil have ham, og jeg skal også nok få ham. At se sin smukke datter forsvinde ind i et kloster, det var for meget selv for en from kartoffelbonde. Altså gav hendes forældre sig til sidst; den kultiverede og stolte Céline fik sin fattige maler.

Hun fik hele redeligheden med i købet, den fattige tilværelse, pen-gesorgerne, Franciscus’ skrøbelige helbred, hans natlige hosteanfald og hans astmaanfald, fugten i det usle hus, de trange værelser, hvor de tilbragte deres liv, sulten og den endeløse vrælen og snotten af fem unger på rad. Og hun hægede om sin mand som sit sjette barn. Jamen, min egen maler dog, sagde hun hovedrystende, når hun blidt ville


31

gøre nar af ham. Og han tilbad hende – knuden i hendes blanke hår, hendes hals, hendes ranke skuldre, hendes håndledsknogles fine lille bule, hendes fingernegles perfekte form, den blege, fremmedartede glans, hun udstrålede, når hun talte.

*

På grund af sin forelskelse i og giftermål med den ludfattige og astma-plagede kirkemaler var den stolte Céline sunket til en eksistens, der bestod af slidsomt arbejde og møje med at få det til at løbe rundt. Hun var altid klædt i sort, hun gik ligesom sin mand og sine børn med almindelige træsko, fordi de høje, elegante støvler, hun stadig havde hjemmefra, stak for meget af i forhold til resten af hendes familie og de andre beboere i gyden, så derfor stillede hun dem langt ind i det gamle vægskab og gik ligesom de andre klaprende rundt i udhulede træblokke. For at tjene lidt ekstra påtog hun sig alle mulige slags ar-bejde. I et godt stykke tid syede hun tøj om for de bedrestillede fami-lier, indtil hendes gamle trædesymaskine opgav ævred, og hun ikke havde penge at købe en ny for. Hun skrev breve for de ulærde folk i nabolaget, når de skulle besvare et administrativt dokument, skri-ve et brev til et familiemedlem eller rette en henvendelse til en ad-vokat – breve som på den tid udelukkende måtte affattes på fransk. Hun udførte velgørenhedsarbejde hos nonnerne i klostret, når hendes mand var fraværende i ugevis, for at stemme dem gunstigt, så han ikke mistede sit arbejde; hun opdragede sine fem børn så propert og ordentligt, som hun kunne. Efter min bedstefar, som var nummer to i rækken, kom der i hurtigt tempo endnu to små brødre og en søster. I et stykke tid gjorde hun rent hos en fransktalende familie i byens centrum, og den smule penge, hun hjembragte, syntes at glide mellem fingrene på hende som vand. Desuden blev boligen snart for lille, og først da hendes brystsvage mand i løbet af foråret genvandt kræfter-ne nogenlunde, kunne de tænke på at lede efter et større hus, som så igen var i en elendig forfatning, eftersom lejen ikke måtte være højere. Franciscus arbejdede en tid i et kloster hos De Barmhjertige Brødre, som ubarmhjertigt lod ham male hele deres refektorium op for en


32

sulteløn. Ikke desto mindre forblev familien from og strengt kirkelig; pastoren kom jævnligt hos dem, han hørte hendes historier om slid og slæb og feberredninger og sendte et par dage senere nogle studenter derhen med rester fra sit velforsynede bord.

Franciscus istandsatte det gamle, fugtige hus efter bedste evne, han udskiftede smuldrende kit og reparerede ødelagte falser, forstærkede rådne bjælker og udskiftede de rådne trin i kældertrappen. Det nye na-bolag i nærheden af Oostakkerstraat i Sint-Amandsberg passede dem bedre, og om sommeren kunne de over den lave havemur se nogle marker, og lidt længere henne var der en grøftekant med vilde blom-ster, hvor de oven i købet kunne lade en ged græsse, så børnene i det mindste regelmæssigt kunne få mælk at drikke, og de selv kunne lave frisk ost. Når min bedstefar om aftenen lå ovenpå i sin smalle seng i det overfyldte børneværelse, kunne han høre sine forældre snakke sammen i det gamle køkken, skiftevis faderens dybe stemme og mode-rens blide svar, en stor spyflues vekselsang med en turteldue, hvilket fik ham til at falde i en rolig søvn. Det var et ægteskab, skriver han, “i dyb og oprigtig kærlighed, og når min mor strøg over sin hostende mands magre kinder, sagde hun somme tider ‘min fine fattigfrans’, og så blev hendes lysegrå øjne fugtige”.

*

Urbain Martien, der havde fået sit fornavn, fordi hans mors bedstefar også hed sådan, var en dreng, der vandt alle for sig. Han var kraftigt bygget, havde lange krøller, stærke næver og tillidsfulde, blå øjne. Han vraltede som en and bag efter sin statelige mor og morede hende med sine fjollede indfald, sin utæmmelige trang til at give knus og opføre sig skørt, han dansede i sine træsko, gik rundt med sin tinkop på va-skepladsen og drak i smug af det sæbevand, som hans eget snavsetøj lå i blød i. På køreture om søndagen seks årtier senere kunne han, i sin høje alder stadig glad som et barn, sidde og stirre op i luften på perfektionen i en Boeing, der gled forbi i en bue, og sige, at det hele var smukt, alt hvad han så i verden. Hans livsglæde var groet op af den mørkeste jord – det har han skrevet udførligt om i sine erindrin-


33

ger. Urbain Martien, forudbestemt til alt og til intet (for han havde mange ubestemmelige talenter, sagde hans mor leende), Urbain var en sejlivet overlever, og alligevel var han følsom og sentimental. Stående i solen en påskemorgen, som halvfjerdsårig, kunne han med tårer i øjnene uden videre sige, at den blå farve i de blomstrende haveiris i baghaven var så uudgrundeligt dyb, i kombination med det stærkt gule hjerte, at det gav ham hjertebanken, noget i den retning, og at det var en skam, at et menneske skulle dø uden at fatte, hvordan sådan noget kunne opstå.

Da han som syvårig dreng i katekismustimen fik forklaret, at man nu engang ikke kunne se Gud, heller ikke selv om der ingen skyer var, fordi Gud var usynlig, og hvad mere var, at man selv i klare nætter ikke kunne se forbi stjernerne, hvor Han skulle opholde sig, og troen altså heller ikke kunne kontrolleres, fordi det i så fald ikke længere var en tro, sagde han pludselig: Jamen, hr. pastor, så kan man lige så godt sige, at der svæver en million små søheste gennem himlen, der er jo ingen, der ser det. Den forbløffede præst tabte underkæben, som om et hængsel var gået i stykker. Søheste, som i al stilhed svævede gennem det endeløse, mørke rum, rundt mellem stjernerne, somme tider med lysårs afstand imellem sig. De er aldrig siden forsvundet fra min fantasi, og de kom hele tiden svævende forbi, uendeligt mange i ophøjet stilhed, når nogen gav sig til at tale om gudsbeviset. Alligevel var Urbain Martien et troende menneske, endda mere end det, for han havde, efter at han var vendt hjem fra første verdenskrig, fået stærkt overdrevne gudfrygtige træk. To gange om ugen stod han op klokken halv seks for at overvære fromessen, tøffede i nattens mulm og mørke i sine ulasteligt blankede støvler hen over is og sne til kirken, når selv pastoren opgav ævred, sad om sommeren i sognekirkens kølige stil-hed, mens perlerne i rosenkransen gled mellem hans fingre, og hans læber bevægede sig ganske let, mens han fremmumlede latinske bøn-ner. Han tændte lys for Vor Frue af de Syv Smerter og gik hver uge til skrifte, med bøjet hoved, han, der virkede for god til at begå den mindste lille synd.

*


min bedstefars himmel

Documents