mwaha huu 2011 - utamaduni årsmagasin

MWAKA HUU 2011

Utamaduni årsmagasin MWAKA HUU 2011

2

Kære lejrvenner!

www.utamaduni.dkLejren - utamaduni.dk/camp

Dansegruppen - utamaduni.dk/dance

Projektgruppen - utamaduni.dk/project

Dansegrupperne - utamaduni.dk/grupper

Facebookgruppe - facebook.com - Søg efter Utamaduni

Kontakt Utamaduni: [email protected]

Utamaduni Kulturforeningv/Trine Ø. Jensen, Gæstfri,

Emmelev kærvej 1, 8500 Grenå

Tlf. 8638 7292

[email protected]

Redaktør: Mads Mchele Bischoff. Opsætning, layout mv.: Safi.dk v. Mads Bischoff & GRAFlab v. Trine Naja K. StruveMWAKA HUU betyder ”Nu i år”. Forsiden: Illustration af Lone Hedegaard. Udgivet marts 2011.

Bagsiden: 2.plads 2010, (Dea Mogensens foto fra 2009, manipuleret af redaktøren)Tak til APARTE for korrektur. Trykt af ØKO-Tryk, i samarbejde med Indtryk/Keramikgården Oplag: 600

Så sidder jeg her i den kolde vinter og tænker på årsmagasinet og den forgangne sommerlejr, der jo som altid var fantastisk!Nu skal vi så til at tænke på den næste lejr, som bliver den 29. I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at nu i 2011 er det 20 år siden til april, at vi stiftede foreningen, altså i 1991. Dengang kaldte vi den slet og ret ”Utamaduni Lejrforening”. Inden da, altså fra 1982, da træffet starte-de, var det Utamaduni-gruppen, der kørte lejren med nogle få praktiske medhjælpere. Der kan nævnes Bageri Preben, Duka Vinge, Pladsmand Jon, Info Dorthe Loft, Bar Inge-lise og undertegnede.

Da vi startede, var der jo heller ikke flere end ca. 70 mennesker derude på Keramik-gårdens mark. Før det, var det kollektiver-nes årlige sommertræf, der fandt sted der, men afrikansk dans var kommet for at blive, og lejren voksede hastigt, og der blev brug for flere og flere praktiske grise. Myndighe-derne fik også øje på os i 1989, da de kom for at godkende pladsen til Blues festival, der skulle finde sted ugen efter, at vi havde været der. Så tiden var inde til at lovliggøre os med, hvad det indebar; ingen bål og 3 m mellem teltene, brandmateriel og meget andet. Rex og jeg købte en bog om, hvordan

man lavede forening, vi har den endnu!Den stiftende generalforsamling blev således april 91, hvor vi var klar med et sæt vedtægter. Det var så også der, at jeg blev valgt til forkvinde, så også jeg har 20 års jubilæum til april. He-he.

På den følgende sommerlejr i 91 havde vi Paskali og Lucia Busheni og deres lille dreng Sengerema samt Sebastian Paulo, som gæster på årets lejr.Lejren var på dette tidspunkt vokset til ca. 300 deltagere, og vores 3 køkkenledere mente ikke, at de kunne klare, at den blev meget større, men det gjorde den. Vi måtte blive endnu flere til at tage os af det prakti-ske og især gøre vores køkken mere praktisk og vores toiletter, måtte vi også gøre mere tidssvarende. Men vi valgte at sætte loft på deltagerantallet, da der dog var grænser for, hvad pladsen kunne bære. Vi havde også i vores forening folk, der arbejdede med

ulandshjælp. Det faldt godt i tråd med lej-ren, så vi lavede et par vedtægtsændringer i 1996, og fik dem sluset ind i foreningen, og således skiftede vi navn til ”Utamaduni Kulturforening”. Vi har jo også en slags fond, kaldet ”U-kassen”. Man kan søge om støtte, hvis man har et godt projekt, og indtæg-terne fra lejrens genbrugsbutik og chai-cafe går dertil, hvilket du kan læse meget mere om her i magasinet.

Dette var så lige et lille tilbageblik. Vi er mange, der har været med i rigtig lang tid, og da det jo heldigvis er en stor succes, vi har skabt, men også masser af hårdt ar-bejde, har vi brug for nye og friske kræfter, flere der vil tage ansvar for at kunne føre lejren videre og bevare lejrånden. Så hold dig ikke tilbage fra at kontakte os, hvis du vil være med til at arrangere Utamadunilejren.Utamaduni Kulturforening længe leve Oyee!

Tanker fra Trine

Foto

: Kar

in M

alm

berg

3

2010 var et anderledes år i pladsmandstel-tet. Flere af de hidtidige pladsmænd var gået på pension eller ude at rejse. Derfor måtte et nyt team konstrueres, og det blev til en ung og stærk gruppe. Der var meget for de nye at lære; Hvordan kører man traktor? Samler et lokum? Byg-ger en tisseline? Hvad er materialegården? Det var interessant og lærerigt at skulle forklare og sætte ord på ting, man tager for givet efter 15 år på Utamaduni.Også materielt set skete mange nye ting i 2010. Teltene blev fordelt anderledes på pladsen, den nye yurt kunne på æstetisk vis huse trommerne. Der kom nye toiletter på den anden plads, og Grenaa Produkti-onsskole er ved at producere 5 nye dasser efter samme design som de gamle røde, som pladsmand Jon byggede for 17 år siden. Vi skilte os af med den røde ladvogn, i stedet lejede vi en mere driftsikker og moderne kassevogn, oven i købet med

besparelse. Samlet har vi sparet ca. 10.000 kr. i forhold til vores budget og stadig sikret byggematerialer, slamsugning, affaldscon-tainere, vand, sand og dansetelte...

Men det er jo ikke bare arbejde og bundlin-je. Hvert år er det en magisk fornøjelse at se pladsen, før det høje græs bliver slået, før Tobacco Beach er harvet. At se flere og flere telte poppe op på engen. Så kommer køkkenet op, der kommer kølecontainere, de første rafter til baren graves ned. Der kommer containere med borde, reoler, stole, som hvert år genfinder deres faste plads i Kagefeen, Infoen, Børneteltet eller et andet sted. Pladsen bliver et ufremkom-meligt og uoverskueligt rod af biler, byg-gebunker og børn der spiller bold. Og pludselig efter 2 dages hyggeligt og hårdt arbejde er alting på plads, og man opdager, at man befinder sig i en større landsby midt i skoven.

Paralleluniverset er opbygget, man glem-mer dagligdags ting som tv-avis og trafik-kryds. Verden består af trommer, dans og problemløsning af praktisk karakter. I en uge er man skraldemand, VVS’er, tømrer, chauffør, entreprenør og på ferie. Indtil det hele igen pakkes ned i containe-re, ledninger rulles sammen, huller dækkes til, telte slås ned og pladsen kæmmes for den sidste papirflims. Tilbage - i år var det tirsdag efter lejren - står pladsen bar, græs-set er nedtrådt og fuglene vender forsigtigt tilbage efter trommernes dominans.

Bogen lukkes, man suges baglæns ud af utauniverset og kastes tilbage ind i det ”normale”.

Indtil næste gang…

Hvert år er det en magisk fornøjelse, at se pladsen - FØR det høje græs bliver slået ...Af Astrid Strunk, pladsmandsteltet

Foto: Dea Mogensen


I år får Utamadunilejren besøg af 10 medlemmer fra gruppen Bunghya Wangoko fra Sukumaland i Tanzania. Gruppens speciale er bunungule (hulepindsvinedans), men de dyrker også andre stilarter især sogota og bulabuka. Bunghya Wangoko blev dannet i 2010 af dansere, trommeslagere, medicinmænd og sangere, der har dyrket bunun-gule i mange år. Gruppen holder nu til i Mitundwas (medlem af Utamaduni dance troupe) hjem i landsbyen Isangijo. De 10 medlemmer er valgt ud fra et ønske om at præsentere bunungulekulturen i dens helhed. Derfor er det både gruppens stærke medicinmænd og store kultur-

personligheder samt gruppens vildeste dansere og trommeslagere, der kommer til Danmark. Gamale er medicinmand og har nedarvet navnet og titlen Gamale (bunungulekongen) fra hans far og bedstefar. Mzee Mleka og Mzee Milundumo er begge kendt for deres flotte sange og har dyrket bunungule i mange år. Mashaka er gruppens kvindelige danseleder, der til utallige dansekonkurrencer har ledet gruppen. Minyaro er en helt særlig skabning. Han er gruppens Ngunyaman (pulsspiller) og skøreste danser og praktiserer bunungulekulturen i alle dens afkroge - han skal opleves live! Kijeba er trommebygger og en fed kankulo (solo) danser. Yohanna og Shigela er dygtige dansere og trommeslagere og har begge været gæstelærere på Utamadunilej-ren. Yohanna i 2006 og Shigela i 2009. Huma er gruppens hårdeste trommeslager, og Philipo er gruppens powerdanser både i kankulo og fællesdans og en eminent underviser. Bunghya Wangoko er inviteret til Danmark af dansegruppen og foreningen Vipepeo i Århus, med økonomisk støtte fra Utamaduni kulturforening / Utamadunilejren. Besøget i Danmark kommer til at vare 2 måneder fra midten af juli til midten af september, hvor de ud over at skulle undervise på lejren skal lave shows og workshops mange forskellige steder. Hvis du skulle være interesseret i at få dem forbi, er du velkommen til enten at ringe eller skrive. [email protected]. 30299903

Vi glæder os til den vildeste, skøreste, fedeste bunugulelejr.

På vegne af Vipepeo: Maja Krüger, Nanna Hansen, Maico Mitundwa og Sarah Mariegaard.

Bunghya Wangoko

Gæster fra Sukumaland på Utamadunilejren 2011

Gamale (bunungulekongen) i færdmed at give Mzee Milundumo traditionel sukumamedicin.

Huma og Yohanna saver træ ud til gruppens nye trommer.

Fotos: Maja Krüger


5

Mzee Nhawa (til venstre) og Mitundwa (til højre) til ceremoni i Isangijo. Mzee Nhawa var gruppens eneste slangedanser. Han var en stor danseleder og medicinmand. Han døde i januar 2011, samme dag som han var ude at optræde med et slangedanseshow.

Maganigani, som var gæstelærer på utamadunilejren i 2007, var sogota-danseleder, medicinmand og var Bunghya Wango-kos formand. Maganigani døde af pludseligt opstået sygdom i efteråret 2010.

Mzee Nhawa og Maganigani kan derfor desværre ikke komme med til Danmark til sommer. Æret være deres minde.

Foto

: Maj

a Kr

üger

Foto

: Maj

a Kr

üger

Mzee Milundumo viser et udvalg af gruppens bununguletrommer frem.


På INFO-fronten begynder de første optræk til årets lejr allerede i april måned.Sekretariatet vågner af vintersøvnen, der kun har været afbrudt af nogle få spredte henvendelser hen over året, om hvornår kan man melde sig til næste lejr, eller ”har I mit gule regntøj eller min blå mobil?”, og om vi kan finde adressen på flammen fra mødet i baren i sommers…

Når foreningens generalforsamling er af-holdt sidste lørdag i marts, så er startskud-det reelt fyret af.Sekretariatet, og det vil i Uta INFO-regi sige vores skrivebord i stuen, og henover køk-kenbordet, er kørt i stilling. Når først vi har sendt indbydelserne ud i løbet af maj måned, eksploderer det. Vores telefoner kimer fra morgen til midnat, på arbejdet og hjemme. Oftest over aftens-maden. Hverdag og weekend. Indbakken bugner dagligt, og henvendelserne er mange og mangeartede. Fra spørgsmål om indholdet af workshops, teltplacering, særlige ønsker til kost, aktiviteter for børn, kan jeg være sikker på at få mit bestik med hjem igen, til hvordan kommer jeg fra Ryomgård station til lejren med min yndlingsmadras, og ved du om XX fra X-land kommer i år, og må jeg tage hjem før, hvis det hele bare bliver for meget?

Alle henvendelser og spørgsmål er rel-evante for den enkelte lejrdeltager der spørger. Vi gør, hvad vi kan, for at imøde-komme og hjælpe, så enhver lejrdeltager føler sig hørt, velinformeret og klar til at tage på Utamadunilejr.Den kontakt vi har med mange lejrdel-tagere inden lejren, gør det personlige møde ved ankomst og in-tjek i Infoen nemt og smidigt. Vi har snakket sammen inden og måske lavet særlige aftaler om alt fra værge-forhold, sene ankomster, bestilling af særlige indkøb, til placeringen af kombi-camperen.Kort sagt: Vi kender allerede hinanden.Udover henvendelserne med de alsidige spørgsmål, er der selve indskrivningen i vores uta-database, når I tilmelder jer. Det rigtige efternavn, den helt rigtige adresse og etage, så I ikke må rykke for brev fra os, når I har hørt at vennerne har fået årets Uta-brev med lejrfolderen i. Rettelser fordi tante Asta alligevel ikke skal med, og der skal findes plads til moster Oda.De sidste to år har vi haft elektronisk betal-ing, og det har komprimeret processen med udsendelse af indbydelse, tilmelding og betaling, udsendelse af bekræftelses-brev og lejrfolder til nogle hektiske uger i maj og juni.

I begyndelsen af juli har vi utallige spørgsmål om der er fyldt op, om man kan komme på venteliste, om man kan bytte sig til en plads, fantastiske forklaringer på hvorfor vi skal finde plads til lige præcis dig. Der kommer frameldinger, retur-betalinger, og de sidste justeringer skrives ind i databasen.På junimødet har vi optimalt set fået tjanseønsker fra alle grupperne. Tjans-eskemaet laves i god tid inden lejren, og de aftaler, der er indgået på forhånd med nogen af jer, fx om ”vi er det samme lokumshold som i fjor”, skrives på.Lige inden lejren har Mads og jeg en flette-date. Alt det, der er skrevet ind i uta-basen, fletter IT-nørden Mads sammen, så det kommer ud af printeren og er blevet det uundværlige værktøj for os, der er i Infoen. Det hele sættes i mapper, og LISTERNE er klar. Onsdag og torsdag bygges der op, og der møbleres. Kangaerne vaskes og luftes. Fredag flyttes ind. Arrangørerne og gratisterne bliver tjekket ind, og får deres bånd på.Lørdag kommer Ria med blomster, I kom-mer alle sammen, alle de kendte ansigter, og de nye viser vi rundt ved landingen i den afrikanske landsby.Vi står klar til at byde jer velkommen og dele uge 30 med jer endnu engang!

Vel mødt! Lone i Infoen

Tryk 1 for tilmelding, tryk 2 for framelding, tryk 3 for bogholderi, tryk 4 for spørgsmål…

Foto

: Trin

e Ø

. Jen

sen

på le

jren

2009


7

Frank ’Bonderøven’ og jeg er på vej til Ntulya "Gud nr. 2 s" boplads i Sukumaland. Her skal der laves optagelser med ’TV Peter’ om "Bonderøven i Afrika".

Vi skal køre med okseploven, flette kornmagasinbeholder, tække en hytte og fange en fisk på Victoriasøen. Vi skal også smede en Mholo (grenøkse) hos Makungus familie i Lygeye og meget meget mere. Mon ikke også at Frank skal have syet sig et par nye arbejdsbukser hos skrædderen i Ngudu? Og hvem ved måske kommer vi også nyklippede hjem fra turen til Tanzania?

”Bonderøven i Afrika” bygger på fremvisning af godt Sukuma-håndværk i allerbedste venskabelige stil, med ånden fra Ramten Skov, rytmen i håndværket serveret med en kop veltilberedtchai til.Vi ses til sommer! Mlalahasi

Mkulima og MlalahasiAf Knud Erik Mlalahasi Asak

Knud Erik og Frank i Værkstedet på Produktionsskolen. Fotograferet med Knuds mobil, af den der stod nærmest.

Der spekuleres grundigt under opbygning 2011. Foto: Trine Naja


Hjemme igen efter den dejligste lejr. Mistede stemmen på vej derover – havde været syg uden tid til at tage mig af det og blev først rigtig syg, da det var tid at tage af sted til lejr. Har humpet igennem og elsket lejren alligevel. Stor portion malurt i bægret, at jeg ikke har kunnet synge. Det er jo det jeg elsker allerhøjst af det hele. De der nætter, hvor vi er mætte af at danse, kærlige sammen fordi vi ikke kunne finde et bedre selskab i hele verden end netop dette – tilsyneladende tilfældigt sammen-satte - selskab, bestående af alle dem, der netop disse timer havnede ved bålpladsen. Intet er tilfældigt, alting har sin mening og de sange vi synger, får yderligere meninger. Ordene er ofte lidt hemmelige, ingen ud over sukumaerne og de få der kan sukuma, husker vel dybest set præcis hvad de fortæller. Oversættelserne sker oftest på et tidspunkt og i et tempo, hvor jeg i hvert fald har rigtig svært ved at opfatte det. Det er alligevel mere en fortolkning med lange omstændelige forklaringer, end det er en decideret oversættelse. Men under disse særlige omstændigheder, hvor vi bare er sammen og synger dem, opstår nye betydninger. Med et lønligt håb om at min stemme ville vende tilbage, var jeg holdt helt op med at ryge. Og se! Sidst på ugen kunne jeg ganske forsigtigt synge med på de dybe stemmer og min følelse af savn og ekskludering blev mindre.

Allerførste aften, der hvor min stemme havde glimret så meget med sit fravær, at jeg kun knebent kunne hilse ordentligt på alle vennerne og hvor samtalerne alt for hurtigt ebbede ud, fordi det gjorde helt vildt ondt, gjorde jeg noget atypisk for mig. Da sangene gik i gang MASEDE jeg mig helt ind i midten, sad der på jorden mellem alle sangerne og sugede til mig som en tørstende efter en tur over Sahara. Jeg sad heldigt, med Kay i ryggen – hans klare stærke stemme er mig en kilde til evig fryd. Den usvigelige sikkerhed i forhold til såvel tekster som melodier er en tørresnor, som rigtig mange andre sangere kan hænge deres lidt mindre sikre stemmer op på.

Over for sad de smukke lyse kvindestem-mer, skarpe, på kanten til skingre og dermed helt helt rigtige til at fuldende oplevelsen. Og melodistemmerne, som der altid er flest af, fordi de fleste finder et naturligt behag ved at kunne fyre den af uden at skulle anstrenge sig synderligt, var mangfoldig ud over det sædvanlige. Jeg forsøgte mig med forskellige modeller til kompensation for at synge med. En tynd lille pippen kom over mine læber, men det var næsten værre end ingenting, fordi den største fryd er at bidrage til vellyden, ikke at gøre den skrantende. Jeg endte med at forme ordene med munden og hjertet og tænke dem ud uden den mindste lyd. Legede at jeg sang og var med til at skabe

og følelsen af, at jeg alligevel var sammen med alle mine venner og, at vi lavede det der SAMMEN var ren eufori. Flere gange i løbet af ugen prøvede jeg at genfinde roen til at være med, men det lykkedes ikke.

Der var imidlertid så mange andre dejlige ting at foretage sig, at jeg vel dårligt kan pibe over en stemmeløs lejr. Har haft de sjoveste aftendanseoplevelser, og har fået så megen ros og positiv op-mærksomhed fra ganske uventede kanter, at jeg begynder at tro på noget, Karin al-lerede fortalte mig for 10 år siden. Jeg er så dejlig at lære dansene af, fordi jeg danser så tydeligt, enkelt og smukt.

Vi dansede bunungule under hatten en aften. En flok fra African Footprint stod nede bagi. Jeg løb ned til dem, fordi det var sjovest, hvis de kunne se dansene og fordi jeg ville holde på dem. At vi er begyndt at danse hinandens danse på tværs af kulturer mellem øst og - vest synes jeg, er SÅ livsbekræftende. Vi dansede de fleste to gange. Jeg mere sansede end hørte, at min flok vestdansere forøgedes. De hev flere ind, og hver gang pegede de på mig og forklarede, at her kunne man lære dan-sene. Jeg fik en rigtig fin kommunikation med ham, der er døv. Til fri knald ud hev vi hinanden ind på hver vores enemærker og hjalp til, at den anden fik en god oplevelse. Så jeg har danset ghanesisk og haft det super sjovt. Noget fuld, lidt skæv (havde røget lille bitte smule med Kevin, som jeg havde foræret alle mine medbragte smø-ger) og helt vildt glad fyrede jeg den max af. Var kommet til det sted i min kuffert, hvor de foretrukne kjoler enten var malet med bunungulemaling, smurt ind i noget unævneligt eller bare lugtede af død hund. Tilbage var den grå, lidt for stramme, som Frida igen roste mig for at have på. Jeg tænkte, at når aftenen nu var kølig, og jeg havde en stor trøje over, gik det nok med det tætte look.

Vi dansede. Det der, jo er med de ghanesere, er at de ikke bare holder op igen. Jeg svedte så det drev og overgav

Ahhhrg, jeg blir’ så glad!

9

mig på et tidspunkt overbevist om, at vi alle var så fulde og festlige, at der nok ikke var nogen, der lige lagde mærke til om jeg havde en for stram kjole på. (Når jeg mener for stram, betyder det, at hver en kurve på kroppen bliver afsløret, inklusive de som i klassisk opfattelse ikke hører til kvindeidealet. Den er altså slet ikke ovre i rullepølsesegmentet, bare strammere end det jeg normalt føler mig tilpas i).

Det var virkelig sjovt. Min døve kammerat fornemmede heldigvis, at jeg ikke liiiige var til ind og lave solo med ham. Da parsoloer-ne indfandt sig, kom han over til mig, men da jeg uden store gebærder signalerede, at det her nok lige var lidt for meget udebane til mig, smilede han stort og lavede sin solo med sin sædvanlige dansepartner.

Senere på vej til den godtpakkede bar, stødte jeg på nogle af de gode gamle dansetøser. Nogen af dem, der i den grad aftvinger den dybeste respekt, fordi de bare er så sindssygt dygtige. De lavede bølge. Fordi jeg var sprunget ud som gha-nesisk danser; og fordi jeg var så FLOT i den kjole. Flere af dem henvendte sig senere og næste dag og fortalte, at de bare havde siddet og nydt mig på slap line og snakket om, at jeg bare så SÅ godt ud.Efter bununguleknaldud lavede vi soloer

og jeg fyrede en god en af. Trommerne var stærke, endnu ikke helt lasede og ømme efter for mange timer og timer med hænder, der til det blodpissende klaskes vedvarende ned på en hård trækant. Jeg kompenserede nok min manglende sang og de mange ensomme timer, hvor jeg sad ved siden af nogen jeg gerne ville have snakket med. Så min solo var lidt længere og med flere overraskelser end sædvanligt. Senere lavede Jacob og Marco den sjoveste solo, indeholdende en sulten høne (Marco) og en manisk skrækslagen orm (Jacob), og jeg lå hylende på jorden af grin over dem. Virkelig spitzenklasse. Der var selvfølgelig også de sædvanlige, som lavede deres soloer, og et par stykker, som prøvede for første gang.

En rum tid senere fandt jeg ungerne i kagefeen. De råhyggede og inviterede mig på en lille Bailey. De roste min solo, stort. Sagde, at det havde været den allerflot-teste ud over Jacob/Marco, der var så sjov, men ikke så flot dans. Jeg blev rigtig glad, men også ret overbevist om, at de jo ikke er helt upartiske (når det nu er deres mor/tante, vi snakker om). Men senere på nat-ten og sågar næste formiddag, kom folk til mig og roste min solo. Uffe gik hele vejen over pladsen, kaldende mit navn, for at sige, at det var en rigtig god solo, jeg havde

lavet i går. Ahhhrg bliver jeg bare glad! Jeg ved udmærket, at jeg skal finde glæden over mig i mig selv og være fuldkommen ligeglad hvad andre mener om mig. Men sådan spiller mit klaver jo bare ikke endnu og det, at andre får lyst til at sige noget positivt og venligt og varmende og bag-ende og lidt forelsket til mig, gør da, at jeg har meget lettere ved at finde frem til min egen begejstring over det, der er mig.

At opleve en helt fremmed kvinde, som i opvasken spørger mig om jeg måske havde en grå kjole på aftenen før, og da jeg bekræfter det, siger: ”Jamen så vil jeg bare lige sige tak, fordi du var så god at kigge på i aftes. Det var meget nemmere at danse, da jeg fik øje på dig, fordi du fortæller hvilke bevægelser, vi skal danse om lidt med din krop”. At opleve det, giver mig mod til at gå videre ud i verden med tillid til, at den vil mig det godt, og at jeg har noget godt at bidrage med til fællesskabet. Ud over mine velafprøvede professionelle kompetencer, har jeg altså nogle andre, som er værdifulde, selv om de ikke kan gøres op i kr. & øre.Tak for dejlig lejr. Igen!

Jeanette Pladsfe (som også har taget alle fotos på siden)


10

Sommerlejr 2010, Stemningsbillede af Trine Naja


11

Once upon a time there was a boy called Jimbo. He wanted to change the world into a better place, but he was so poor he could not even afford a proper meal. But that didn’t stop Jimbo from wanting to change the world. So one day, he heard about a distand land far far away, where he could find a solution on how to change the world. So, Jimbo put his ONLY possesion inside a brown old sack and decided to journey to that distand land to find the answer. All Jimbo had to his name was a djembe drum and he never left it behind whenever he travelled.So Jimbo began the long and tiresome journey, travelling through pathways, valleys,hilltops and even highways. Jimbo walked for days and days became weeks and weeks turned to months, yet Jimbo never found this place.Disillusioned and angry, he stopped at a village called Utamaduni, which was hid-den in lush,thick green bushes in a country called Viking.

The villagers of Utamaduni greeted Jimbo with smiles and they gave him some warm food and water to drink. Jimbo was so hun-gry that he ate his fill of the sweet tasting pumpkins and rabbit stew that had been given to him. He finished every bit of it and even licked the wooden plate because the food was so delicious. A big smile formed on his face because Jimbo was now full.All the villagers were curious to meet him. “Mudoda here kuti ndikuridzirei ngoma?” Jimbo asked the kind villagers.However, these kind villagers spoke a dif-ferent language from Jimbo, so they could not understand what he was saying.So JimbO took out his djembe drum from his worn out brown sack and everyone was so curious to see the strange object Jimbo was now placing between his legs.None of them had ever seen such a strange object before.Jimbo began to hum a tune while beat-ing his drum with his open palms. It was a strange yet beautiful sound that none of the villagers had ever heard before.

You see, Jimbo only knew one song and he began to sing it. Soon, the villagers began to sit around Jimbo and they began clapping their hands while Jimbo drummed and hummed. They all sat in a round circle around Jimbo, who was siting on a small wooden stool, with his djembe between his legs.He began to sing loudly while playing the drum and soon the villagers began to sing along with him.

He sang,“Ayewo AyewoAyewo AweyoNe RudoRudo kwamuri-AaayeeewooRudo pasi pose-aaaayeeewooooH”

The villagers began to hold hands, forming a giant circle around Jimbo, singing along and swaying in harmony to the tune of the drum.Their voices could be heard from other distant lands and soon villagers from neighbouring and far away villages began to come to Utamaduni village. They too would join the circle around Jimbo and sing along to his djembe. The circle around Jimbo soon grew so big that by the end of that day it had connected all villages across the world. “Ayewo AyewoAyewo AweyoNe RudoAaayeeewoo

Rudo pasi pose-AaaayeeewooooH,”they all sang in unison. Little did Jimbo realise that by playing his djembe and singing the only tune he knew, he had actually inspired the whole world to join hands and sing along with him.When Jimbo finally became tired of playing his djembe, other drummers from other villages began playing their drums too, to Jimbo’s songOne of the drummers, a tall Danish Viking with wooden tribal eearings in his ears, asked Jimbo what the meaning Rudo was.

“My fellow brother,Rudo means LOVE AND TOGETHERNESS,”Jimbo replied.

Till this day, if we all sit around in a big cir-cle while playing drums, we can hear Jimbo singing what has become the Unity song. Peace and Love to you allThe End.Tendai Tagarirawww.tendaitagarira.com

Tendai is Denmarks first Friby Author and he will resides in Aarhus for two years. He visited Utamaduni Camp in 2010, where he perfomed spoken word with mbira and drums alongside Mads, Jimmy and Jesse.

Dear Utamaduni Friends

TOGETHER WE CAN CHANGE THE WORLD

Tendai i baren på lejren. Foto: Mads Bischoff


12

Bayeye slangedansegruppen fra Djursland har været uden slange siden Mulinga gik på pension sidste år, og vi har derfor heller ikke trænet i 1,5 år! Men nu skal det ses og mærkes at Bayeye ikke er helt uddød.Vores indkøb af 2 nye slanger varsler en ny blomstringstid for Bayeye!Bayeye dansegruppen mødes snart og tiden vil vise os om der igen kommer liv i slangedansen...

Vi ses til sommerlejr!Vh. Majid Galula Eskandari, Bayeye slangepasser

Kære slangedanse-glade dansere

Utamadunilejren afholdes for 29.ende gang når vi mødes i Ramten skov til som-mer. I løbet af de mange lejre har tusindvis af mennesker oplevet den helt unikke lejr, og den utrolige stemning der opstår på engen ved Keramikgården. For os der arrangerer lejren er det glæden over at se alle de glade mennesker, som er vores drivkraft, det som gør, at vi gider at bruge en hulens masse tid og besvær uden anden ”løn” end glæden ved arbejdet!Men, tro det eller ej, mange af os som er med i arrangørgruppen har været med i mange mange år. Nogle er ved at køre trætte, og vi er ikke helt unge længere. Mange af os har endda været med i ar-bejdet omkring lejren lige siden starten af firserne. Og vi synes stadig det er sjovt!

Men hvis vi skal blive ved at synes det er sjovt, så er det vigtigt, at vi får nogle flere af alle jer yngre mennesker med i arbejdet. Et oplagt sted at starte er at snakke med de nuværende arrangører, og høre om der er nogen måde, man kan hjælpe på. Og ikke holde sig tilbage fra at tage del i det arbejde der ligger i alle de andre uger end lige lejrugen, uge 30. Altså det ”organisatoriske” som handler om planlægning, møder, kommunikation etc. etc. Og derfor er overskriften heller ikke en joke. Vi har brug for friske kræfter alle vegne. Også i bestyrelsen. Der er altid plads til engagerede folk der vil bidrage til arbejdet. Kontakt os gerne inden gene-ralforsamlingen 26/3, f.eks. via [email protected] Hilsen fra Mads :-)

Opfordring:

Stil op til bestyrelsen!Det lyder som et ekko, noget der er hørt før, men: Vi har brug for friske kræfter!

Den ene af Bayeyegruppens to nye slanger, fotograferet af slangepasser Majid Galula.

13

Dette er en opfordring til alle jer, der tager en masse gode billeder på lejren. Med-bring de 3 bedste billeder fra lejren 2010, og deltag i fotokonkurrencen 2011. Eller send dem på mail til Mads i god tid inden lejr.Under lejren vurderes billederne af en komite, og 1. præmien er en gratis lejr til fotografen.

I biblioteket er vi så glade for alle vores fotoplancher fra forgangne års sommer-lejre, og alle der besøger biblioteket på lejren er også glade for at kigge på dem. Derfor vil vi gerne fortsætte med at do-kumentere lejren i billeder.I de sidste par år er der desværre blevet indleveret færre og færre fotos til foto-konkurrencen, og vi har derfor lavet mulig-hederne for indlevering af billeder lidt om for at gøre det lettere for dig at deltage.

Du kan derfor, som noget nyt, nu også indsende eller indlevere fotos digitalt.

Du har altså 3 muligheder for at deltage:

• 1. Send dine fotos på mail til [email protected] inden lejren. Mads laver et print og tager det med på lejr. Du får på denne måde også mulighed for at få dine billeder i årsmagasinet eller lejrfolderen, hvis Mads kan bruge dem. • 2. Ta dine fotos med på lejr på usb-stick eller lign., henvend dig til Tine i biblioteket og Mads vil sørge for at lave et print. • 3. Ta dine fotos med på lejr og ind-levér dem i biblioteket senest tirsdag.

Alle lejrdeltagere, inklusiv arrangører og gratister, kan deltage med fotos fra lejren 2010, men max. med 3 stk. hver.Vi glæder os til at se alle de gode billeder, I har taget!

Kærlig hilsen, Tine Biblioteksbestyrer og Mads Redaktør

FotokonkurrencenFoto: 2. pladsen ved fotokonkurrencen 2010: Dea Mogensens foto fra lejren 2009

Lejrens ”sædvanlige” redaktør og biblioteks-bestyrer Kit, har i 2011 fået bevilget barsels-orlov.

Foto

: Kar

in M

alm

berg


14

OnlinetilmeldingenOnlinetilmeldingen er blevet taget godt imod, og der er kun 2%, som ikke synes om den. ”Pladsgarantien” har været oppe at vende, også i bestyrelsen, og vi skal finde en løsning på det. Analyserer man tilmeldingstidspunkterne over de sidste år, så står det klart, at folk tilmelder sig tidligere end før, og her gør onlinetilmeldingen det jo nemmere. Vi vil selvfølgelig gerne undgå, at folk stresser over tilmeldingen, og helt lavpraktisk er det også vigtigt at serveren ikke bliver overbelastet de første dage efter tilmeldingsstart. Der-for opstod ”pladsgarantien” sidste år. Citat: ”Fint-men hvad ***** sker der for tilmeldingsgaranti? Der er, så vidt jeg ved begrænsede pladser på lejren?!”En gratist skriver ”Som gratist er det jo ikke så relevant, men det virker nemt og tjekket!”(Det er ikke korrekt! red.), selv som gratist skal man tilmelde sig online. Via onlinetilmeldingen meddeler man, at man deltager på lejren og kommer med på de relevante lister. Så det er vigtigt at ALLE tilmelder sig online! Selvom man er gratist eller arrangør. (fig2 viser onlinetilmeldingen)

Dans og trommerRigtig mange kommentarer og citater til dans og trommer. Mange synes, der er en fin balance mellem trommer og dans, vest og øst, lette og svære workshops. Der er mange både positive og negative kommentarer til personer og deres pædagogik, niveau og energi. Kommentarerne er meget nuancerede og er et vigtigt bidrag til næste års lejrplanlægning.

TeltpladserFolk er generelt tilfredse med teltpladserne, der kunne være bedre toiletforhold på pladsen i skoven, og nogle påpeger at fællessove-teltet er for lille - også fordi folk fra den anden soveplads skal have et sted til at parkere ting og sager.

Mad, opvask, pladsmænd, køkken og lejrmod-tagelse Citat: ”Opvasken er smart design. Der er lidt problemer med num-mer to system, der går til højre (set fra opvasken). Ikke nok folk

vælger at stille frokosttallerkener og aftentallerkener dér, hvilket kunne optimere systemet: Altså, hvis man kunne få begge rækker til at fungere oftere, med to opvaskere og to baljer til hjælpere fra den anden side....”Citat: ”Opvasken … det er genialt”Citat: ”Mega lækker mad!!!! Kødet var fantastisk, men vegetarerne blev der ikke kræset så meget for, som der førhen er blevet.”Citat: ”Jeg lavede mad hele ugen”Citat: ”Det var bare så ekstra lækkert i år - det virkede som om der var ekstra hænder og mere ro på situationen. Lækkert at Søren kræser om os med natsuppe, når der er koldt, og den nye grill er bare nam”Citat: ”Tidspunkt og mad var fin - for mig. Men min datter på 3år½ levede stort set af ris hele ugen, for specielt aftenmenuen var ikke særlig børnevenlig. Jeg savner helt klart en anordning, der tager mere hensyn til de yngste, og det må gerne være lidt mere end agurk- og gulerodsstænger. Gerne et børnebord med noget lækkert for de helt små - for de er altså bare ikke ret vilde med sammenkogte krydderier. Mokosten var mere i børnehøjde. Men for farmand her var kødet fra grilltoget fantastisk og der var flere kulinariske momenter!”Citat: ”Jeg savnede mørk pålægschokolade hele ugen.. Så det først fredag morgen, hvordan kan man kun købe en slags pålægschoko-

Onlineevaluering Lejr 2010Af Christoph Ridder

7 mænd og 34 kvinder har besvaret årets onlineevaluering. 25 af dem var lejrdeltagere, resten var arrangører og gratister. Med ca. 650 mennesker på lejren er 41 besvarelser med lidt god vilje næsten 10% af det samlede antal. Men da halvdelen af lejrdeltagerne er børn, og kun 95% af de voksne har internet og kun ca. 60% af dem har en computer, som fungerer efter de har været på lejr, plus at 50% af denne restgruppe stadig venter på at windows starter færdig, er vi nede på 650*0,5*0,95*0,6*0,5 = 92 deltagere, som i praksis har haft mulighed for at besvare onlineevalueringen. 41 besvarelser giver så den mere realistiske besvarelsesprocent på 44%, hvad jeg faktisk synes er ret imponerende.For os der planlægger næste års lejr, er onlineevalueringen et meget vigtigt redskab til at få en tilbagemelding på, hvordan lejren er gået. Og ja, lejren er gået godt. Det siger statistikken. 40 ud af de 41 siger at lejren har været 8-10 på en skala til 10. Godt gået 2010!Tal og ”synes godt” og ”synes mindre godt” er én ting, og kan give grafer og figurer som man kan læse og tolke på. Men der står rigtig meget vigtig information i kommentarerne. De kan oftest stå for sig selv, og det skal de have lov til! Nogle gange er de meget personlige og skal ikke gengives her, så jeg har tilladt mig at ”skrive det lidt sammen”. Jeg er klar over at både udvælgelsen af kommentarerne og sammenskrivningerne er totalt subjektive, men jeg prøver så vidt som muligt at få alle synspunkter med.

Foto: Mads Bischoff


lade!??? Derudover blev maden betydeligt bedre hele ugen.”Citat: ”Dejlig mad. Imponerende hvad køkkenet kan fremstille ude i skoven”

Bad, hygiejne og lokummerCitat: ”Første gang var lidt hård, men sådan er det vel bare. Toilet-terne på pladsen var helt klart hyggeligst - også fordi man ikke kan se alt for meget.”Nogle vil have de gamle tisseliner tilbage, nogle synes, at der skal gøres oftere rent og, så mangler der sæbe en gang i mellem. Citat: ”Det er fedt at være toilettømmer!”Citat: ”Der var toiletter nok, og lys ;-). Hyppig rengøring er rigtig vigtig! Varmt vand om muligt. Nogle flere paller ved toiletområdet, der blev efterhånden sumpet og svært at sætte en taske, hånd-klæde o.l.”Citat: ”Tisseline dybt godnat - vi vil have det gamle tilbage.”Citat: ”Det er fint!”(Fig3)Citat: ”Badet på "den anden" campingplads var ikke så godt sat op, og var ved at falde sammen til sidst.”Citat: ”Jeg har i årevis ønsket mig, at nogen udvikler et system til selvfyldning af gruekedlerne. I stil med det aggregat, der sidder i toiletcisternerne. Det går tåleligt, at folk selv skal fylde efter, men ville være en bedre udnyttelse, hvis det sker automatisk. I øvrigt ønsker vi os, at der var vand nok, så vi ikke er nødt til at afbryde for bad, når vi skal lave mad... ”

BarCitat: ”VERDENS BEDSTE BAR! Jeg elsker at arbejde i baren, men synes faktisk, at vi arbejder alt for hårdt meget af tiden!”Citat: ”Utroligt, hvad der kan købes der”Citat: ”Helt i top. Fedt med det nye tequilla device :)”

Duka: Citat: ”Duka'en bliver bedre og bedre for hvert år. Og det må da gerne blive stort - Det er da bare fedt at få mulighed for at se og røre og købe alle de smukke ting, som folk har haft med hjem eller har lavet. Betjeningen er altid super venlig og fleksibel og hjælp-som :-)”Citat: ”Det er fint, men lidt for meget turistbras. Fedt at der var nogle kunsthåndværkere, der solgte ting”

NusunusuCitat: ”Jeg fik da brugt nogle penge, og der var engratis kasse som ungerne havde utroligt meget sjov ud af...”

PladsmandsteltetCitat: ”Fantastisk idé (med et pladsmandstelt, red.). De havde travlt, måske for travlt?”Citat: ”De var betydeligt mere tjekkede end tidligere år. Som om der har været et generationsskifte, og som om de ryger mindre end tidligere år.”Citat: ”Altid - genialt telt! Og flinke, hjælpsomme folk!”Citat: ”Der var ikke megen hjælp til at få spredt al sandet på beachen - så skred vi jo bare i aktion uden pladsmænd. Stor ros til Astrid for hendes indsats på årets lejr.”

KagefeCitat: ”Brugte den ikke så meget, opdagede den faktisk først sidst på ugen, men det er nok min egen fejl. Elsker navnet.”

Citat: ”Igen en opfordring til sukkerfri daddelkager o.l.”Citat: ”Helt uundværlig”Citat: ”Meget hyggeligt og lækkert med kaffe, kage, kakao mm.:) søde mennesker, god betjening”

TrommehulenDet var andet år med trommegrotten og folk er glade for tiltaget, og rigtig mange får bygget noget. Flere synes dog, at maskinerne larmer. Lyden blander sig med trommerne på den store plads, så nogle ønsker en anden placering.

CeremoniFolk er generelt glade for årets ceremoni, mange fremhæver den fine måde Anne blev mindet på. Citat: ”Jeg synes, det var en fin ceremoni med bånd til virkeligheden. Smuk minde-ceremoni lige tilpas, ikke for meget, ikke for lidt, men meget smukt”Citat: ”Årets ceremoni var rigtig fin. At vi tog os den fornødne tid til at mindes Anne, og at hendes forældre og børn deltog, står for mig som et af højdepunk-terne på lejren. Sander var nok liiige uhyggelig nok som falleret embedsmand, men det var også sjovt.”

Maisha safi Meget positive evalueringer!Citat: ”Rigtig fedt, også at man kan få chai og mandazi - og at det går til u-kassen”Citat: ”Godt, jeg føler mig ikke altid så velkommen, ved ikke helt hvorfor”Citat: ”Elsker chai-te og det er hyggeligt. der er læsestof i caféen og i biblioteket omkring projekterne, så ja, det er til at gennemskue... Jeg er ikke helt klar over, hvordan kop-situationen i chai-caféen er, men har en fornemmelse af, at de nogen gange løber tør for rene kopper, og ikke rigtig har nogen til at hjælpe sig?”

Børn og ungeOgså her mange kommentarer. Der er mange, som synes, at det er synd, at ungeteltet gemmes i skoven, de unge burde være mere en del af lejren. Børneteltet ligger godt, der hvor det ligger, og der er dejlige aktiviteter.

BibliotekAvisen er savnet, men alle er enige om, at det er meget hyggeligt. Citat: ”Flot, godt sted at være, dejligt med tæpper”

Foto: Dea Mogensen

Foto: Mads Bischoff


FørstehjælpCitat: ”ELSKER de damer og deres indstilling til os som patient-gruppe. Kunne dog godt tænke mig, at førstehjælpen havde udsalg af de produkter, vi ikke har råd til at dække over fællesøkonomien. Sportstape, pimpinelledråber etc. Der kører mange biler til Grenå apotek. Jeg siger jo ikke, at I skal sælge til indkøbspris, men det ville være godt med et lille salg af det mest efterspurgte.”

All stars aftenOgså her mange kommentarer, mange positive som synes at det er fantastisk, at vores unger kan alt det der…. Men så er der også nogle, som synes, at det er for tidligt på ugen at starte el-musikken op. Men den generelle vurdering er helt klart positiv.

FredagsfestenSom altid er der delte meninger om fredagsfesten - der er dem som tager hjem, når ”alle de andre kommer”, og der er dem, som har den fedeste fest. Dog er der enighed om, at det er vigtigt med godt vejr og shindano!

Lejr som kulturmødestedCitat: ”Først tænkte jeg, at det var hvide ”afrikaner-wannabees”, men jeg har gennem nogle år ændret mit syn på det. Der var en gang, at alle hvide tog til Afrika med henblik på, at vi skulle lære dem alt, at alt hvad vi kan er det eneste af værdi. Det er jo helt rig-tigt at mødes her, hvor så mange skandinaver er dybt optaget af at lære, hvad afrikansk kultur har at byde på, på enhver måde. Et sted hvor man mødes i gensidig respekt for hinanden.”

Og så til sidst et par citater fra rubrikkerne ”Din bedste oplevelse på dette års lejr” samt ”Vigtigste årsag til at du deltager?””For min familie og jeg er lejren blevet et must. Jeg synes, det er et vigtigt møde at give videre til sine børn”, ”lidt ensidigt kulturbillede - f.eks. mere afrikansk mad, afri-kas historie og undervisning i swahili” ”Den er fantastisk” ”Jeg mener, at lejren godt kunne bruge flere diskussions-grupper om kulturmøde, styret mere dialog, kultur, erfa-ringsdeling og vidensdeling der kan komme alle til gavn, mere historiefortælling for de voksne, mere kommunika-tion, diskussionsgrupper med temaer og emner” ”Fantastisk!!! Dejligt at der var så mange afrikanere og så mange børn og folk i alle aldre””At (forsøge at) lære at tromme og danse. Lære søde, dejlige mennesker at kende. (måske kan man på nogle tidspunkter føle miljøet lidt indspist.... og føle sig lidt ensom blandt så mange mennesker) Som at rejse udenlands, og så skulle jeg kun køre fra Århus til Norddjurs ;-) Som at dykke ned i ny og bedre verden for en stund."

”At spille sammen med nye legekammerater. Hvis man må sige to: at opleve at et arrangement for så mange menne-sker kan fungere så gnidningsfrit!” ”Fredag aften. Hvilken fest!”"Af de ydre ting var det helt klart ”All Stars” aftenen med alle de supertalenter, som rørte mig dybt ind i sjælen. Men ellers de menneskelige oplevelser jeg har hvert år med vedkommende, nære oplevelser og samtaler med inte-ressante mennesker. Vi har det skide sjovt en hel uge.. Det er dybt inspirerende, og jeg får en masse, som jeg slet ikke kan vurdere ...lejren betyder meget for mig.””Også skønt at alle de opblomstrende talenter og nye dyg-tige folk finder vej til lejren. Fantastisk underholdning hele ugen!””Fakoly, Naby, Skønt der var så mange dygtige vestmusikere også. Det var meget inspirerende og efter min mening en god balance mellem vest /øst.””Børneteltet og børnearrangementerne””Ceremonien uden tvivl! At se at vores fælles interesse lever videre på trods :0)””At få lov til at være en del af det bagvedliggende og føle at jeg havde en vigtig plads.””Bunungule - er det det, det hedder?? (-: med Bugekele” ”Ihhh... Der er så mange! Det må klart være den modtagelse min familie og min kæreste fik efter langt om længe at have besluttet sig for at prøve det! Nu tror jeg, det er blevet et rigtigt familie-foretagende :-) Tak for det!” ”Den fantastiske stemning. Nærmest vanedannende.” ”Et bad om tirsdagen :D det var fantastisk.” "Havde et dejligt opvaskehold!!””Fik et vidunderligt grin til grineworkshoppen!””Havde en dejlig fest fredag, og fik, i løbet af lejren, snakket med en masse søde mennesker!"”Janies sangaften” ”Spoken Words og Mzungu Kichaa” ”Hyggen og den ro der altid indfinder sig, når man træder ind på pladsen, og ved det er her, og bare her man skal være den næste uge.””Jeg har ikke deltaget i lejren endnu. Jeg troede, jeg skulle i år, men fik ingen indbydelse.””Jeg deltager, fordi det er værdifuldt for mig at være der, skønne mennesker som jeg har lært at kende gennem de sidste 12 år. Sang, musik og dans så megen livsglæde samlet på et sted, og så i Ramten skov, hold da helt op, hvor får man mulighed for det, jeg kender ingen andre steder….” ”En gang Utamaduni, altid Utamaduni <3” ”Tak fordi at I bliver ved med at arrangere fede lejre! I er skønne!”

Foto

: Mad

s Bisc

hoff

17

Vores kære ven Bent pladsmand døde pludseligt i sit hjem i Nørager få dage efter årets lejr. Bent blev 57 år.

Midt i 90´erne valgte pladshøvding Jon efter årtiers imponerende indsats at gå på pension. I årene efter opstod et nyt pladshold med en ny måde at gøre tingene på og med en ny pladskultur - med Bent som en meget central figur. For Bent var det afgørende at skabe en forståelse og an-erkendelse omkring de forskellige gruppers arbejde på lejren. Med sin humoristiske og ironiske stil foreslog han blandt andet, at erklære pladsteltet ”kulturfrit” område, for at få en dialog om hvordan kulturen udvikler sig i alle kroge af lejren, og ikke blot tilhører dansen, trommerne og ”Kultur-området”.I den periode opstod et meget værdsat og specielt venskab mellem pladsholdet og bar-personalet. Holdet omkring baren komponerede sågar en sang som hyldest til pladsholdet, hvilket selvfølgelig slog pladsmændene fuldstændig bagover. En sådan kærlighedserklæring måtte selvføl-gelig gengældes. Pladsholdet bevægede sig ud på dybt, dybt vand med planer om at synge en sang til de skønne bar-folk. Gemt på traktorvognen under skraldesække og papkasser og iført hvide malerdragter blev pladsholdet kørt over foran baren. Vogntoget gjorde holdt og frem sprang et spændt og grinende pladshold og brød ud i den sandsynligvis mest pinlige og ynkelige fortolkning af et CV Jørgensen nummer. I et kort øjebliks stilhed efter sangen og før jublen brød løs, bemærkede en af lejrens dejlige unger:” Mor, jeg kan godt forstå, de er blevet pladsmænd, for synge det kan de godt nok ik´!” Bent elskede den historie, og kunne le-vende fortælle den igen og igen. En anden af Bents favoritter var fra det år, hvor pladsholdet gjorde sin entré på Tobacco Beach i en stor hvid limousine. Denne happening tog udspring i pladsmændenes årlige udflugt til Fjellerup Grill på lejrens vegetardag. Under en lejr opstod et rygte om, at en prominent gæst ville besøge lejren. Desmond Tutu var på besøg i

København den sommer, og hvad var mere nærliggende end at gætte på, at lejren i al beskedenhed ville få besøg af biskoppen? Iklædt politiuni-former, venligst ”hjemlånt” fra Randers arrest af Pjevs og Chance, gik lejrens to chauf-fører Lars og Flemming foran og sørgede for, at den store bil omhyggeligt blev gelejdet ned gennem dansepladsen. Det var naturligvis et temmelig slapt håndtryk vores forkvinde kunne præstere, da det KUN var de platte pladsmænd, der grinende stod ud. Jublen vil ingen ende tage. Bent elskede alle de sjove og fantastiske oplevelser, som vi sammen skaber på lej-ren. Med hans åbne og milde sind spredte han latter og glæde omkring sig. Bag den sjove pladsmand gemte der sig en meget belæst og berejst mand. Når man besøgte Bent i de mørke vinter-aftener, sad han ofte gemt bag høje stabler af tykke bøger,med rulletobak og kaffekande foran sig. Han var nærmest et omvandrende leksikon om 2. verdenskrig. Ved bålet en aften på baglejr begyndte Bent således en længere udredning af Filip-pinernes rolle under krigen. Han fortsatte: ”Faktisk var jeg selv dernede sammen med fatter for nogle år siden. Ja, den gamle for-liste med skib under krigen ud fra kysten. Han svømmede i land og blev reddet af nogle lokale fiskere. Det var selvfølgelig den gamles ønske at se denne strand en sidste gang, og tror I så ikke – bedst som vi står der på stranden, kommer de selv samme fiskere, som for flere årtier tilbage havde hjulpet den gamle”.

Bent var en gudsbenådet formidler og historiefortæller, og han elskede sådanne aftener omkring bålet med stilhed, hygge og nærvær. Da beskeden om Bents alt for tidlige død blev modtaget, tog alle der var tilbage på dette års baglejr en træpalle og lavede et kæmpe bål til minde om vores kære Bent Pladsmand. Bent havde ensjælden social intelligens. Jeg – blandt flere

andre – var ofte efter Bent, da jeg mente, at han arbejdsmæssigt kunne drive det ret vidt: ”Bent, det er spild af gode ressour-cer”. Selv afviste han altid med et varmt smil, at han skulle have sådanne ambitio-ner vedrørende sit arbejdsliv.

Efter en meget smuk mindehøjtidelighed i Grenå Kapel talte jeg med hans mor og søster. Hans mor fortalte: ”Bent kunne være blevet hvad som helst, men han ville ikke. Jeg kan huske engang, vi var i som-merhus, da han var en lille dreng. Han stod på en taburet, så han lige akkurat kunne nå vandhanen og fylde sin spand. Naboen kom forbi og spurgte: ”Nå Bent, hvad skal du så være, når du bliver stor?” Bent så på ham og svarede: ”Ingenting. Alt det andet bliver man SÅ træt af.” For mig blev det med tiden befriende og lærerigt at kende en, for hvem det at være noget i forhold til karriere, personlig udvikling, bolig m.v. ikke var væsentligt. Men hvor samvær, nærhed og øjeblikket var i fokus.

Kære Bent, tak for alle de uforglemmelige og utrolig sjove oplevelser, som vi har haft sammen. Tak for alt du lærte os – om at være, om at være sammen og om, at der skal være plads til alle.

Hvil i fred.

Mange kærlige hilsner Jesper Pladsmand

Farvel til en kær pladsmand

Bent med ild i håret... Foto: Dav Jakobsen


18

I december 2009 bevilgede U-kassen 4500 kr. til et projekt i Isesa, Sukumaland, Tanzania. Det er den landsby, hvor John Masolwa (lejrgæst i 2007 og 2009) kommer fra. Landsbyen havde søgt om hjælp til en risafskaller. De fik et tilskud på 900.000 tzs (små 4000 kr.) og skulle så selv skaffe resten af pengene.

Projekt risafskaller i IsesaAf: Marco og Maja fra Utamaduni Dance Troupe. Alle fotos: Maja Krüger

RegnskabAf de 4500 kr. fra U-kassen, er der brugt 900.000 tzs (3734 kr.) til risafskaller og motor

og 60.000 tzs (248 kr.) til transport. De resterende 518 kr. er gået retur til U-kassen.Risafskaller og motor kostede i alt 2.100.000 tzs. Landsbyen betalte selv de

1.200.000 tzs samt udgifterne til maskinhuset og det meste af transportudgifterne.

I januar 2010 tog vi ud til det første møde i Isesa omkring projektet. Vi blev modtaget med trommer og dans fra deres fede slange- og hakkedansgruppe.

I april havde landsbyen skaffet deres del af pengene, og vi tog sammen med tre repræsentanter fra Isesa ind til Mwanza by og købte risafskaller og motor.

Herefter fulgtes vi med de tre herrer til Isesa. Det blev en lang tur grundet voldsom regn og meget mudder, men vi nåede frem, og de gik i gang med at støbe funda-mentet til maskinen og bygge maskinhuset færdigt.

Elias Machogote (Isesas mekaniker), John Masolwa og Paulo Nkalo.

Her ses den lastbil, der transporterede maskinen til Isesa, godt kørt fast i mudder langt ude

på landet, hvor vi tilbragte mange timer den dag på at finde en alternativ måde at komme frem.

I slutningen af maj var maskinhus og fundament klart og maskinen blev monteret til stor glæde for folk i landsbyen.


19

Det er tankevækkende at sidde her lige op til nytår og skulle gøre status over året 2010, der er på hæld. Kulden har bidt sig godt fast, og vi har næsten vænnet os til den. Siden begyndelsen af novem-ber har det stået på med døgnfrost ned til 10-15 minus grader. Nu forlyder det så fra en uafhængig vejrprognose med bl.a. Vold-borg og Theilgaard i spidsen, at det vil fortsætte med frost og is helt hen til april-maj måned. En langtidsprognose siger endda, at der slet ikke vil komme nogen sommer i år, men at frost og sne vil fortsætte året igennem. Denne forudsigelighed leder tankerne hen til vores netværk i Afrika, og de strabadser de må stå igennem, når regnen udebliver. Først den lille regntid i december – folk klarer sig igennem den med kassavaen og frugten fra mangotræerne. Når så også regnen udebliver i den store regntid i marts, april og maj måned, så begynder det at gøre ondt. Økonomien er sat ud af drift, og nu handler det om at overleve. Swallowcyklen er solgt for længst, døtrene på Sumve Sec. School er kommet hjem, da der ikke er råd til skolepenge og uniform. Peter Almaki, familiens overho-ved overvejer nu også at sælge husets blikplader og putte græs på taget i stedet for. Det eneste Peter nødig vil af med er Philips-radioen, som giver husstanden de daglige nyheder og holder dem informeret om livet udenfor landsbyen. Majsprisen er steget på det sorte marked til det 4 dobbelte – regeringsprisen er pr. 6 debe (90 kg.) shilling 35.000(DKK 140). Det kvæg, der ikke faldt om og døde pga. tørken, er solgt til opkøbere fra nabodistriktet for mellem shilling 10 -15.000 pr. stk. (DKK 40-60). Nu gør det ondt, men som så mange andre i Afrika har Peter Almaki og hans familie prøvet det før. Dem der får økonomisk vinding ved krisen, er også dem, der sætter sig på magten, det vil sige smuglerne, kornhand-leren eller pengeudlåneren, som bønderne er kommet i gæld til. Gældsslaveriet, som vinder større og større indpas i den afrikanske virkelighed – fra subsistensbrug til pengeøkonomi, er den virkelig-hed, vi står i, når vi skal tænke på vores venskabssamarbejde med grupper i Tanzania. Alle skylder hinanden en vennetjeneste på godt og ondt, men det broderlige bånd med fællesskabet og solidaritet som grundpille er i opløsning også her.Det er med udgangspunkt i det ovenfor beskrevne scenarium vores samarbejde med udvalgte grupper i Tanzania har stået på i mere

end 20 år. Igennem alle årene har det overordnede mål været at støtte fødevareforsyningssikkerheden igennem praktiske tiltag ved indsamling og renovering af landbrugsudstyr til grupperne. Grenå Produktionsskole har været det faste holdepunkt i dette praktiske arbejde, hvor 10 unge som en del af deres afklaringsfor-løb på skolens Afrika-værksted løbende istandsætter og pakker udstyr til fortrinsvis Tanzania. Skolen modtager en blokbevilling fra Mellemfolkeligt Samvirke til udgifter forbundet med indkøb af reservedele, forsendelse og kørsel ved indsamling af udstyr. Rejser til modtagere i Afrika har i 2010 også været muligt, da både Ghana og Tanzania har været besøgt for at få indsigt i, om det renoverede udstyr nu også kommer i brug, og om ansøgeren har baggrund for at kunne håndtere teknologien.

Evaluering af arbejdet i SukumalandDerfor var det oplagt i foråret 2010 at ansøge Mellemfolkeligt Samvirke om økonomisk støtte på DKK 50.000 til at få foretaget en uafhængig evaluering i samarbejde med de 10 støttede ven-skabsgrupper i Sukumaland i Tanzania. Arbejdet gik ud på gennem møder med hver enkelt gruppe at finde ud af, om gruppen havde opnået det, der var visionen ved påbegyndelsen af dens arbejde. TZ konsulentfirmaet Alpine Consultant med professor Maselle Masiku som teamleder stod for denne evaluering. Antropolog og Utamaduni Kulturforenings æresmedlem Martin Loft deltog som uafhængig observatør fra netværket på Djursland i denne mission. Jeg selv stødte til med et par produktionsskoleelever på Bujora Cultural Centre, hvor den afsluttende 2 dages workshop med

Året 2010 der forsvandtTekst og fotos af Knud Erik Asak, Afrika-værkstedet Grenå Produktionsskole, (Baba Chai på Utamadunilejr)


20

deltagelse af 2 medlemmer fra hver gruppe var til stede. På workshoppen blev resultaterne af evalueringen fremlagt i åben-hed over for alle grupperne og os gæster fra Danmark. Den ende-lige rapport kan findes på Utamaduni Kulturforenings hjemmeside www.utamaduni.dk under projektgruppen. En swahili version er sendt til venskabsgrupperne i Tanzania, så anbefalingerne kan ind-drages i gruppernes videre arbejde og dialog med os.

Renoveret udstyr til Afrika:

Akrowa Aged-life Foundation.År 2010 var også året, hvor vi havde et godt samarbejde med Collins Woode fra Århus om hjælp til hans ”lille Trøjborg” (Akrowa Aged-life Foundation) projekt i Ghana. Vi istandsatte 2 traktorer med redskaber og indsamlede hjælpeudstyr og pakkede container. Vi tog med til Ghana for også at være med til at åbne den store 40 fods container og sammen med produktionsskoleeleverne at intro-ducere udstyret. Den største overraskelse for mig ved mødet med Ghana var synet af motorveje og den store middelklasse, der er i landet, og så den fantastiske venlighed. Et andet stort ønske var at møde og høre den Ghanesiske musik, men pga. at august måned er fredet til ”ro til forfædrene” måtte der ikke spilles eller synges under vores besøg i august måned.

Sumve Girls Secondary School Sumve Secondary School I Sukumaland Tanzania modtog en 20 fods container med landbrugs- og undervisningsudstyr lige midt i påsken (langfredag). En fantastisk jubel modtog vi fra skolens lærere og de 700 pigeelever. Pga. landbrugsudstyret og undervis-ningsudstyret f.eks. computerne søger piger nu helt fra hovedsta-den Dar Es Salaam optagelse på denne kostskole, som er blevet meget populær bl.a. på grund af disse praktiske tiltag og en dygtig forstanderinde Mama Kisula. Fætrene Hjalte og Jonas med rødder i henholdsvis Tustrup og Nør-ager var begge på et eget finansieret praktikophold i 2 måneder på skolen, hvor de bl.a. underviste i IT, sport og teater. Både lærere og elever savner de djurske ungersvende. Skolen i Sumve har løbende gennem flere år modtaget IT- og kontorudstyr fra os.

Upendo Group Usukumani (Dem-der-holder-af-hinanden-gruppen i Sukumaland)Upendo- gruppen har sine rødder helt tilbage fra Tanzanias uja-maa tid i 70erne. En hårdtslående gruppe med gennemskuelige regnskaber. Gruppen modtog i 1997 en renoveret majsmølle fra os og byggede et fantastisk flot rundt møllehus til møllen. Mølleriet kører stadig til gavn for kvinderne i Mwangika landsbyen, og der er gjort mange erfaringer mht. vedligeholdelse af udstyret og regnskabsførelse. Dette har skabt grundlag for en ansøgning til os om landbrugsudstyr.Upendo gruppen modtog så i oktober 2010 en container med land-brugsudstyr, som gruppen pt. er i gang med at indkøre. Landsbyen Mwangika er slangedansernes hjemsted. Det var her, grundlæggeren for Bagika danseselskabet blev født og levede. Beboerne i Mwangika ved hvor stedet er, der hvor Ngika havde sin boplads, men ingen ønsker at besøge stedet på grund af angsten for ikke at kunne fremsige de rigtige bønner og dermed tilfredsstille forfædrene, siges der.


21

På Grenå Produktionsskole har vi også i år leveret istandsat hånd-værktøjskasser til andre grupper i Danmark, som har netværksfor-bindelse til Afrika. Vi får mange henvendelser i løbet af et år om hjælp til udstyr. Nogle kan vi hjælpe og andre har blot brug for rådgivning fra vores erfaringer.

Help the Masai.NGO’en ”Help the Masai” i Ngorongoro modtog en 40 fods con-tainer med skoleudstyr den 31.12.2010 - altså en nytårsgave fra børnene og lærerne på Saksild Skole ved Odder. Saksild Skole skulle have nyt skoleudstyr, og derfor skulle mere end 250 skoleborde og stole udskiftes. Børnene i Saksild havde udsmykket containeren med flotte afrikanske dyr, og på hvert stoleryglæn stod navnet på den enkelte elev, der nu afleverede sin stol til børnene på Naserian skolen oppe i handelsstationen Malambo i masailand. I Afrika er uddannelse i dag blevet et vigtigt element i kampen mod fattigdom, undertrykkelse, kvindernes frigørelse og retten til frit at kunne udtrykke sig. Mon ikke også at det er herigennem, at korrup-tionen en dag vil møde så stor modstand, at den vil blive bremset i at forpeste udviklingen i Afrika?Vi fik en god omtale igennem de lokale aviser i Odder og på DR UP-DATE ved dette samarbejde med Saksild Skole. Saksild skole fort-sætter dialogen med Naserian skolen i masailandet Ngorongoro.

Slangedanserne i Isesa i Misungwi Distrikt.Maisha Safi ”MS” (Det gode Liv), tehuset på Utamadunilejren i Ramten Skov i 2010, havde jo som mål gennem salg af chai og mandazier at skrabe mindst 8.000 kr. ind til indkøb af en brugt Ford 4000 traktor til vores slangedansevenner i Isesa landsbyen ved Victoriasøen. Det lykkedes, og der blev endda også et pænt overskud til U-kassen til hjælp til andre projekter. Primus motoren i samarbejdet til Isesa har været vores gæstelærer på lejren af 2 omgange, John Ya Mulinga. Slangedansegruppen er pt. ved at registrere sig som en udviklingsgruppe og vil på den måde kunne opnå skattefritagelse ved import af aid cargo. Misungwis distriktsmyndigheder er nu involveret, og vi håber at kunne sende en 20 fods container med renoveret landbrugsudstyr derned i begyndelsen af marts måned. Majsmølle og risafskaller, som Utamaduni Kulturforening økonomisk gav midler til igennem U-kassen, er nu kommet godt

i gang dernede.

Til slut…2010 har været et spændende år med mange udfordringer og oplevelser: Vi har støttet unge fra Danmark i kortere og længere ophold hos vores netværk i Tanzania. Der har været evalueringen af aktiviteterne i Tanzania – vil de konkrete forslag blive brugt af grupperne til forbedringer?I alt 220 kubikmeter indsamlet og renoveret udstyr er afsendt til netværket i Afrika. Mellemfolkelig Samvirke ”Genbrug til Syd” har støttet økonomisk med kr. 388.000. Grenå Produktionsskole har gennemført den praktiske del i Afrika-værkstedet, og 10 fuldt engagerede unge har slebet, malet, skruet, svejset og pakket udstyret. Næsten 5000 km er kørt i forbindelse med indsamling af udstyr i Danmark. 532 smser og 1792 mails er sendt og modtaget i forbindelse med aktiviteterne.

Utamaduni Kulturforening er og har været en stor aktør i kontakten til netværket/kulturgrupperne i Tanzania, og sådan kan det fortsætte til langt ind i år 2011, hvor det skal bliver spændende at se, om vi skal mødes i termotøj til vores årlige danselejr i Ramten Skov!!!

Alle ønskes et Godt Nytår fra Knud Erik Asak

Repræsentanter fra venskabsgrupperne på Bujora workshoppen

22

Kaere vennerVi önsker jer alle et godt nütaar herfra.Sander og Peter er nu flüttet ind i vores förste dobbelt-gaestehüt-te, en lille rund ting, der ligner et mini eventürslot.Vi holdt nütaarsaften taet paa stranden, hvor hele landsbüen samledes kl. 12. Der var hele 3 raketter og mine 2 pakker stjerne-kastere. Til gengaeld var vi under en fantastisk stjernehimmel og med et sölvfarvet Atlanterhav foran os.Der blev danset og tändt et kämpebaal paa stranden. Pludselig kom en af landsbüens magiske figurer til süne, kaldet Kumpo. Det er en kämpe höstak med en stav i den ene ende (tidligere var det en narhvaltand).Väsnet danser rundt, käppen er skiftevis horn foroven og hale eller fallos forneden. Han sätter ogsaa hornet i sandet og hvirvler rundt om den. Jeg fatter stadig ikke, hvordan det foregaar. Jeg har aldrig set väsnets födder. Det er et ritual, der har med de unge at göre. De unge mänd sünger en bestemt sang, mens de traver frem og tilbage. Siden kommer de unge kvinder til.Er der nogen generte unge, saa bliver de hentet frem af en anden figur med en käp.... alle skal deltage.Vores hus er blevet rigtig hüggeligt og praktisk, selv om der stadig mangler noget bl.a. bad og toilet, men det kommer. Vi har et dejlig stort arbejds - og -spisebord, og et velfungerende kökken med vand indlagt. Der er ikke ström endnu, saa vores köleskab bliver hver dag fodret med 2 liter is (a 1 kr. stk.). I köleskabet er bl.a. min hjemmelavede camembert og hvad vi ellers kan skaffe. Nogen dage slagtes der en ko, den skal saa sälges samme dag. Andre dage kommer rejemanden fobi med kämpestore tigerrejer. Ellers klarer vi os med rodfrugtmos, som vi aldrig bliver trätte af. Ellers er det traditionelle kökken i Senegal nok verdens värste: Friturestegt fisk med masser af ben, friturefedtet häldes saa over de kogte ris, og der püntes med 2 -3 stk. gröntsagsstükker - ogsaa fritürestegt.Velbekomme.

Vi laver selv mad for det meste og nüder bananerne og papaüaerne og om morgenen den frugt - og - nödde müsli, vi har med fra Gam-bia. Hans har arrangeret et par musikaftner her, og jeg er begündt at sälge mine öreringe, det er rart, at der kommer lidt penge ind ogsaa.Vi har 2-7 folk hver dag, der arbejder med badevärelset og den näste gästehütte. Lönnen er meget lav, til gengäld fölger der 2 ma-altider med samt diverse frünsegoder som f.eks. sko, töj, kufferter, tasker og hvad vi ellers har med hjemmefra.Om et par dage skal vi sejle ud i mangroven, dvs. ad smaa floder, der paa labürintisk vis förer ind i mangroveskoven. Vi skal ud til de smaa öer, der er her. Her lever folk som i stenalderen. Öerne er saa godt gemt, at selv slavejägerne aldrig fandt dem. Heller ikke araberne, saa alle her er kristne. Den förste missionär kom i 1960.Vi skal ud med plakater, der fortäller folk om, at Nüt Sün kommer i januar for at maale öjne og dele briller ud. Jeg arbejder gratis for dem, mens en lokal hjälper faar lön. Men jeg faar udgifterne betalt bl.a. baaden ud til öerne.Folk dürker hamp her i kaempe marker. Det er den maade, de faar kontanter paa. Ingen siger noget til det, selv om det jo er forbudt ligesom derhjemme.Vi sender jer kärlige hilsner herfra...Mette, Hans, Sander og Peter

SANGWORKSHOP med Janie Candie

Kom og vær med til at synge igennem og få en sjov og livsglad oplevelse.

Vi tager udgangspunkt i den afrikanske sangskat men kommer også andre steder hen! Workshoppen er for alle ...

Tid og sted: 8. maj 2011 Kl. 14 - 17Gøglerskolen, Klosterport 4D, 8000 Århus C.

Det koster 100 kr. og du kan tilmelde dig ved at sende en sms på 6160 6304.

Glæder mig til at være med til at skabe en stemning, som når vi synger sammen på Utamadunilejren....

Kærlig hilsen Janie


23

Det var november 2010. Alle i Utamadunigruppen skulle samles til den månedlige øve-weekend. Uffe og Sander plejer at komme med deres trommer, som vi har det store privilegie at få lov at benytte, men Sander var rejst til Afrika, derfor kom Uffe alene med traileren og trommerne.

Mathias var begyndt at studere på musikkonservatoriet i Aarhus, og han havde med meget kort varsel fået en forespørgsel på, om han kunne få nogen til at komme og undervise hans hold i sang, dans og spil tirsdagen efter. Han spurgte om Karin og jeg kunne hjælpe med denne opgave og fik derefter lynhurtigt ordnet det således at vi kunne tage derind. Uffe var så venlig at køre traileren derind om søndagen efter øveren og sammen med Mathias, Karin, Edwardi og jeg, hjælpe med at tømme den. Han ville så hente trommerne igen hos Mathias på vejen til næste øve-weekend i december, som også var vores julefrokost.

Mathias, Karin og jeg stillede trommerne rigtig flot op i et lokale på konservatoriet. Man kan jo ikke sige andet end, at de trommer er helt fantastiske. Ikke bare er det de bedste trommer at spille på, de lyder også helt utrolig godt, og så er de meget meget flotte at se på. Det er virkelig flot og mesterligt udført arbejde der ligger bag hver eneste tromme, helt ned i mindste detalje. Jeg har faktisk aldrig set nogen trommer, der er flottere og lyder bedre – det være sig hverken i Danmark eller i Sukumaland – end dem som kommer fra Granlunden. Desuden er de alle håndbyggede af træ, hvilket adskiller dem fra de fleste andre trommer i Danmark.

Uffe inviterede os med hjem den søndag. Vi sad om aftenen og hyggede os, og vi snakkede blandt andet om, at det var fedt, at de trommer nu stod inde på musikkonservatoriet – midt blandt Danmarks musikelite – til skue og beundring. Vi var også alle helt trygge ved, at de stod der uden særlig overvågning. Fordi de er så udførligt og flot byggede og i de dimensioner de nu engang har, og så fordi der er så mange af dem, får man nærmest lidt ærefrygt

for dem. Man tør simpelthen ikke at røre ved dem uden først at spørge om lov.

Vi havde nogle hyggelige dage sammen med Uffe og Edwardi, der også var på besøg på Granlunden, og vi havde tid til at udarbejde et godt program til om tirsdagen. Vi lånte lidt flere af Granlundens trommer, og vi lånte også fodbjælder, shing’wandaer, kangaer og diverse andre remedier. Vi fyldte op i bilen, til der ikke var mere plads. Alt sammen for at støtte Mathias og for rigtigt at give den en skalle derinde.

Mathias havde allerede danset og trommet lidt pachanga og kadum med sin klasse. Han havde derfor lånt Seelolubes og mine specielt fremstillede pachangatrommer med dobbelt skind i den ene ende, der hvor man slår med stikken. Det er det, der giver den meget mørke lyd. De trommer stod derfor allerede inde på konser-vatoriet og dem kunne vi også bruge. Desuden havde de allerede en del trommer derinde, men som Mathias udtrykte det: ”De lyder som gamle døde papkasser der har været æg i”, altså ikke særlig godt.

Vi havde aftalt, at workshoppen skulle starte tirsdag morgen kl 9, derfor stod Karin og jeg op, før en vis herre tager sko på. Vores plan var at være der en time før for at lande, stille sagerne fint op og lade op mentalt . Vi kørte 6:30 efter planen.

Af alle dage på hele året var denne selvfølgelig netop den dag, hvor den første sne havde tænkt sig at komme. Ikke alene kom der sne, det væltede ned i uoverskuelige mængder, og der kom så meget, at trafikken var fuldstændig kaotisk. Det var som en krig på vejene. Alle kæmpede stresset for at nå levende frem til målet – koste hvad det ville. Vi fik kæmpet os i nogenlunde levende tilstande ind på Grenåvej for at havne i verdens længste kø, som bevægede sig en meter i minuttet. På det tidspunkt var klokken 8 og Mathias rin-gede første gang for at høre, om vi også snart var derinde. ”Ja om

Da trommerne pludselig døde!Af Marco Masala Kulangwa

Uffe omgivet af gode venner på lejren i 2005. Foto: Lone Hedegaard


10 minutter, vi ses”, svarede jeg. Karin rystede på hovedet af mig og sendte mig det der blik, som kun personer der kender en rigtig godt kan sende: ”Nu er du sgu ude og skide på herrens mark”. Ikke nok med det, benzinen… tom… Vi nåede med albuerne helt ude i grøftkanten og mange dræbende blikke, mordtruende båthorn og demonstrerende manøvrer med at svinge køleren ind foran os, at møve os ind på nærmeste tank og fylde bilen op for de 40 kroner, vi lige havde i danske kontanter. Åhh nej, automaten tager ikke mønter. Mathias ringede anden gang. Af en eller anden uforståelig grund tog de ikke vores svenske visakort – det havde nok været helt blankt alligevel, men det var vores redning, at vi havde noget at skyde skylden på. Over til en anden automat hvor man kan betale i kassen. Mathias ringede tredje gang. Lortetank!

Karin sendte mig igen en af de der blikke. Uden at sige et ord forstod jeg præcist, hvad hun ville sige: ”Mon ikke jeg skal køre, så vi i hvert fald kommer derind uden for meget forsinkelse”. Jeg syntes ellers, at jeg havde meget godt tjek på det, men jeg kunne godt læse i hendes blik, at det ikke stod til diskussion. Krænket på min stolte chaufførformåen satte jeg mig på passagersædet og så forbløffet til. Karin strøg forbi alle bilerne, fik hun et horn som respons sagde hun højt: ”Jaja, jeg har travlt, og desuden er jeg svensker og kan bare lade som om, jeg ikke kan gøre for det”. Hun kørte i busbanen hele vejen. Jeg sad og gemte mig bag et kort og forsøgte at være så usynlig som en struds, der stikker hovedet i busken for ikke at blive opdaget. Vi strøg gennem trafikkaosset ind

til konservatoriet, og vi nåede faktisk frem 2 minutter i 9. Mathias nåede at ringe et par gange til, inden vi var nået frem men da vi så hinanden, var det et overstået kapitel. Vi behøvede ikke at snakke om den oplevelse lige nu, og da slet ikke den krænkende del, hvor Karin med et blik tog styringen og forvandlede mig til den artigste skoledreng med Rasmus Struds-tendenser. Det gik rigtig godt derinde. Først havde vi en trommecirkel, hvor alle spillede med. Så delte vi os op i dansere og trommer og lærte en hakkedans, for efter at have lært den hvert sit sted, at spille og danse den sammen. En sangdans fik vi også tid til samt en ind- og udgang. Og de var rigtig dygtige.

I begyndelsen under trommecirklen spillede vi på alle Uffe og Sanders trommer, samt Seelolubes og mine pachangatrommer, for at have trommer nok. Pachangatrommerne, der er bygget på 200-liters olietønder, der er skåret en del af, lød virkelig godt. De var stramme og sang som om solen havde varmet dem en halv sommerdag. Men trætrommerne var en lille anelse kedelige. Det var dog så lidt, at vi ikke tænkte videre over det; trommerne kan jo variere i lyden.

Da vi var færdige, stillede vi igen trommerne ind i det rum, hvor de havde stået, inden de skulle bruges. Et stort og flot øvelokale med højt til loftet. Udadtil et rigtig flot, indbydende og betrykkende sted at stille dem - men tingene er ikke altid, hvad de ser ud til. Planen var at Mathias skulle låne konservatoriets bil og køre dem hjem til sig selv. Uffe og Mathias kunne så laste dem sammen på vej til næste øve-weekend.

Efter en bid mad kørte vi tilbage til Granlunden og afleverede det grej, vi havde lånt, og tog videre hjem til Trappeberget i Sverige sammen med Edwardi. Vi var glade og tilfredse. Den der plan med at Mathias skulle køre trommerne hjem til sig selv… Det gik overhovedet ikke. Snevejret ødelagde hele molevit-ten, og sneen havde sandelig ikke tænkt sig at smelte, næh nej. Konservatoriets bil havde stadig sommerdæk på, derfor kunne man ikke rigtigt køre med den i det glatte vejr, som holdt i sig i flere måneder. Til sidst måtte vi lave planen om således, at Kay kunne hente trommerne på konservatoriet på vej til næste øve-weekend, og så slap Uffe for at køre indenom Aarhus.

Go’ plan… Lige til Kay blev syg. Den stakkels mand kom dog allige-vel ind og hentede trommerne - i farten blev det dem alle sammen -, kørte dem til Silkeborg, hvor vi skulle holde december-øveren, og så direkte hjem i seng med en ordentlig forkølelse som skulle passes.

Mathias havde et par dage inden øveren ringet til mig med ån-denød og skælvende stemme. Trommerne lød overhovedet ikke godt. Ja faktisk var der flere, der overhovedet ikke lød. Jeg har været ude for at trætrommer, hvis klimaet er meget tørt, kan lyde dårligt. Skindet kan rigtig godt lide, når luften er tør og varm, men trætskeletet ”krymper” lidt. Trommer bygget på andet materiale, såsom blik eller plastic, elsker derimod sådanne omgivelser. Jeg beroligede ham med, at de nok skulle komme sig igen, det havde mine trommer i hvert fald gjort.

Marco på lejren 2010, fotograferet af Dea Mogensen


25

Da jeg senere ankom til december-øveren, gik jeg som det første ind og så en sal fyldt med trommer. Alle Granlundens, men også alle pachangatrommerne og nogle bununguletrommer. Det var ikke meningen, at pachangatrommerne skulle have været med, da de fylder så meget og ingen derfor kunne have dem med sig, og Kay var der jo ikke til at tage dem med igen.Jeg skyndte mig over for at røre ved alle sammen, som jeg plejer at gøre – lige for at høre hvordan de har det. Pachangatrommerne havde aldrig set bedre dage, de var glade hver og en. De var næ-sten for gode, hvis det ellers kan lade sig gøre.

Granlundens trommer derimod… De var fuldstændigt slappe, på de værst ramte var snørerne løse, og de lød virkelig som gamle papkasser, der havde været æg i, hvis overhovedet dét. Jeg skyndte mig at få fat på Uffe, Sander var stadigvæk i Afrika. Av, hvor det skar i hjertet. De var fuldstændig uanvendelige. Med sorten for øjnene, kvalme og svimmelhed, og på grænsen til at besvime, stillede vi trommerne, i en desperat handling, udenfor. Der var det helt særlige ved denne dag, at det selvfølgelig var tøvejr for første gang siden sneen var kommet, og det pissede ned. Vi stillede dem ud under et halvtag med en eller anden ide om, at de havde brug for fugt. Og vi lod dem stå i nogle timer under regelmæssige tilsyn. Og det hjalp faktisk en lille bitte, bitte smule.

Heldigvis havde vi nogle bununguletrommer som folk havde haft med, at spille på, så vi fik da danset lidt bunungule om fredagen. De bununguletrommer der havde stået inde på konservatoriet, var også helt uanvendelige. Man må sige, at det gav et chok i gruppen, det med trommerne. Det eneste, der var at gøre. var at græde snot i stride strømme for så at gå i hundene, slå sig på flasken og glemme vores elendighed. Det var vi af en eller anden grund særlig gode til lige netop den dag.

Om lørdagen lavede vi ingenting. Der var vist nogle stykker som ikke rigtig var helt friske, en flad og sølle forsamling var, hvad vi var. Vi havde hyret kokke til at lave julemad til os, for vi skulle jo have så travlt med at danse, at vi ikke havde tid til også at kokkerere. Men vi lå og flød hele dagen og kokkene knoklede i køkkenet. Gruppen var fuldstændig handlingslammet på grund af det med trom-merne. Vi kunne ikke engang finde ud af at holde møde, noget vi i Utamadunigruppen ellers er eksperter i. Især den slags der varer i flere timer.Min værdighed var også krympet reelt til mindst muligt. Jeg følte mig medansvarlig for det, der var sket. Og det værste var, at vi var så mange, der alle var i god tro. Uffe nævnte flere gange at: ”Det her er virkelig ikke noget budskab, jeg ser frem til at skulle fortælle Sander. Det bliver han ikke glad for”. Uffe var nærmest bange for at fortælle det til Sander, og det er da ganske forståeligt med tanke på, hvor mange timer arbejde og hvor meget sjæl der ligger i de trommer. De er jo som deres børn.Vi fik os en dejlig menu lørdag aften – og lidt til de tørre ganer. Og ligeså lade, flade og sølle vi havde været hele dagen, ligeså fulde af energi blev vi om aftenen, selvom vi nok stadigvæk - for fremmede - ville fremstå som en stakkels og sølle forsamling. Det var godt at pachangatrommerne var der. Vi havde en dejlig session, fuld af energi og glæde. Og det hjalp på den trykkede stemning.

Jeg tror, det var den mest vanvit-tige og spacede øve-weekend jeg nogensinde har været med på.

Det mest idiotiske ved det hele var, at eftersom ingen havde plads til de store pachangatrommer, blev stakkels syge Kay nødt til at komme med sin bil og hente dem igen for at køre dem hjem til Mathias. Det var han godt nok ikke spor glad for. Uffe tog Granlundens trommer med sig hjem og stillede dem ned i trommeforrådet, og grublede derefter på, hvordan han dog skulle få sagt det til Sander.

Da vi skulle have vores januar-øver, var det Uffes tur til at rejse. Han skulle en tur til Østrig på skiferie. Sander var kommet hjem fra sin rejse, Karin og jeg havde derfor aftalt med Uffe, at vi skulle tage traileren med trommerne med. Inden vi skulle pakke dem sammen, var jeg nede i deres trommeforråd for at mærke på og lytte til trommerne. De var i tip top form, ja faktisk lød de bedre, end de gjorde inden alt dette skete. Det var virkelig en lettelse at opleve. En stor mursten faldt fra mit hjertet, en tåge lettede fra mit sind. Da nu trommerne var gode igen, gik jeg op for at fortælle Sander om hele hændelsen. Uffe havde - via nogle andre - forsøgt at nå Sander med en E-mail om, hvad der var sket, men den var vist ikke rigtig nået frem til Sander selv. Han fortalte dog, at han en nat mens han var i Afrika ,havde haft et mareridt, om at alle trommer-ne var blevet dårlige og skindene helt slatne, og at han var vågnet med en meget ubehagelig følelse efter den drøm.På øve-weekenden kom gruppen sig igen efter sidste træfs syn-defald, eftersom trommerne nu var blevet sig selv igen. Vi har af dette lært at gruppens skæbne i den grad hænger sammen med de trommer. Vi har sandelig også lært, hvor afgørende det store arbejde og engagement, som de to herrer fra Emmelev yder, er. Måske var det en lektie, som skulle lære os - eller i hvert fald på-minde os om - hvor afhængige vi er af hinanden, og at vi skal være taknemmelige for hvert eneste medlems engagement. Jeg er sikker på, at hvis der lige var kommet en eller anden forbi med nogle andre trommer til jule-øveren, ja så ville vi alligevel have været helt lamslåede og for umotiverede til at lave noget. De trommer er en del af Utamadunigruppens identitet. Ligesom Granlunden er og ikke mindst Uffe og Sander. Dem har vi meget at takke for, især at have privilegiet at spille på så majestætiske instrumenter, som de gennem mange år har bygget.

Med denne lille skrivelse vil jeg give min hyldest til jer to: Machombo og Madadi. Et stort leve skal lyde fra mig. Tak fordi vi har jer. Tak fordi I igennem årene har kæmpet og gjort gruppen til det, den er i dag. Tak for alt slid og slæb som I gør hver eneste gang, der sker den mindste lille ting i gruppen. Tak fordi vi har verdens bedste trommer at spille på...og ikke mindst, tak for at I er!

Sander på lejren 2010. Foto: Dea Mogensen


26

En hilsen fra Mzee Sander- som på lejren 2010 blev initieret som en af lejrens medicinmænd...Illustration: Sanders sjæle-portræt.


27


28


29

30

Den 24. august 2010 fik jeg den triste besked, at Maganigani var død. Han stod for mig som et af de mennesker, der i Sukumaland gav mig uforglemmelige oplevelser og minder fra mine rejser i Tanzania. Jeg vil savne ham. Han levede et liv med alt for meget sprut, men uanset hvad var han en musikalsk, opfindsom, god, rar og ikke mindst skidesjov personlighed :0) Æret være Maganis minde!I 1994 var Marianne Høj Andersen og jeg på 9 måneders rejse i Afrika. Vi boede 3 måneder i Ghana og 6 måneder i Sukumaland. Nogle af de største minder har vi (tillader mig Marianne :0) fra et besøg hos Magani, som udover at se hans bosted og område også indbefattede en turné rundt med hans sogotadrenge til bulabo i landsbyer i området. Jeg fandt et brev skrevet til mine forældre, sjovt at læse efter så mange år, da minderne med tiden jo foran-dres, bliver farvet af livet og måske udvandes – men her er de altså helt frisk fra fad :0)

Bujora september 1994.”... To timer gik vi på kanten af rismarkerne, forbi jordnøddebuske og kassava marker for at besøge Magani. Hans bosted bestod af tre hytter. To af strå og en af ler. Han boede alene med sine to piger på 10 og 12 år. Han har 6 børn med tre koner, konerne havde imidlertid forladt ham, så nu er han som han selv siger ” både mand og kone”. Han er for øvrigt kun 29 år!Da vi det sidste lange stykke tid som hovedregel blev budt på fisk, når vi besøgte folk, troede vi også, at det blev kosten her, men nej! Nærmest som vi ankom, trak Magani en ged lidt til side og slagtede den. Han tilberedte maden over bålstedet og serverede sent om aftenen det bedste af det bedste for os – gedemave, nyrer, hjerte og lever. Køllerne hang til røgning over bålet og var tiltænkt den kommende Bulabo tur.Næste morgen stod vi tidligt op. Der var utroligt stille. Det eneste man kunne høre var fugle og insekter. I Maganis køkkenhytte var der en bistade, så til morgenmad blev vi budt på hel frisk honning et stykke bistade og værsgo sug! Dertil te og mandazi – UHM!Vi satte kursen mod Nyamatala. Næsten tre timers vandring i solen med sækken på ryggen og adskillige vandpauser. Der blev under-

holdt hele vejen med sang, og tit stoppede vi op for at hilse på forbipasserende.Ved middagstid ankom vi til en landsby, hvor Maganis søster bor. De andre dansere og trommespillere fra Maganis gruppe var alle-rede ankommet, så der var stor gensynsglæde! Nu var vi pludselig 25 i stedet for 3! Magani begyndte at opføre sig lidt underligt. Han blev fjern og kon-centreret. Ja, han var faktisk ikke til at kende.. Han fik indimellem nogle underlige trækninger og blev vild i øjnene, Mystisk tænkte jeg, men fandt ud af, at det var hans måde at varme op til danse-dysten på. Der hører en masse ritualer med til det at danse, og Ma-ganis rolle som danseleder er bla. at sætte kog i sin gruppe. Han har en masse medicin med forskellig virkning. Medicin til trommerne, til at trække tilsku-ere til, til at få folk til at smile.Vi satte os en rundkreds med Magani i midten. Han sagde og sang en masse, imens han skiftevis spiste og spyttede medicin udover os. Til slut råbte han: ”NU”! Og dansere og trommeslagere kastede sig over ham, rørte ved hans hår og deres eget. Det var en total syret oplevelse! Vi gik af sted til landsbyens danseplads i samlet flok. På ”vores” område var der stillet en lille hytte op, en masse miniature forfader hytter og grave med kolort på. Alt bringer lykke….Magani kravlede ind i hytten, drak lidt konyagi og delte rødt mudder ud til alle som skulle smages!!Så gik vi i gang. Jeg spillede sammen med de andre trommeslagere og Marianne dansede. Folk var ellevilde. De stimlede sammen om Marianne, så hun nærmest ikke havde noget plads at danse på. For at udtrykke sin glæde over en god danser, er det kotume at give danseren en mønt. Marianne fik måske 15 håndfulde mønter!Vi vandt stort. Selvom dansegruppen vi dystede imod medbragte en stor fed phyton. Men… det var intet imod at se Marianne danse med 15 sukuma drenge!”

Kære venner:

Maganigani er død!Af Anne Birgitte Milembe Nielsen

Maganigani var årets kulturgæst på lejren i 2007.

Fotos af Maganigani: Anne Birgitte Nielsen og Mads Bischoff.

Mag

anig

ani ti

l Bul

abo

1993

.


31

D.18.-20. marts Holluf Pile Skole, Nøglens Kvartér 10, 5220 Odense SØ

I ankommer i løbet af fredag efter kl. 17. Kokkene vil have tilberedt lidt aftensmad. Vi starter med fællesworkshop og danser, trommer og synger fredag kl. 20 – be there!Vi slutter søndag omkring middagstid efter en fælles oprydning og workshop.

Tilmelding: Er nødvendig og var senest 1. marts 2011!

PRISER: 0-3 år gratis 3 - 13 år 200 kr 14 år - voksen 450 krTilmelder man sig efter den 1. marts tillægges et besværlighedsgebyr på 100 kr!Medbring: Service (ske,kniv,gaffel), kop, viskestykke, sovepose, underlag mv.

Vi glæder os til at se mange dejlige glade og kærlige folk i det fynske friske næsten-forår, til endnu en uforglemmelig Kucheza – oyeeeh!

Hilsen fra CHEZA MJINI, Dansegruppen på Fyn

Så er tiden kommet til VINTERENS KUCHEZA

Utamaduni Dance Troupe er stolte over at kunne meddele, at vi nu har solgt det sidste NGOMA

album af i alt 2000 CD’er! Med andre ord findes der et eksemplar på

2000 steder rundt omkring i Danmark... Efterspørgslen har siden vi løb tør været så stor,

at vi har besluttet at genoptrykke den i tredje oplag. Så fortvivl ikke, hvis du ikke nåede at få dig et

eksemplar. Albummet vil i løbet af foråret 2011 blive genoptrykt og forhåbentligt være klar til salg på årets

lejr eller via hjemmesiden utamaduni.dk

NGOMA - Afrikansk dans

KONTAKT:Lotte

tlf.5950 1838/2071 8810 mail:

[email protected]

Eller Immanuel

tlf.3166 9972 mail: [email protected]


32

I september 2010 var DRUMSPOT-festen i H/F Søvang ved Åbyhøj det danske link til den årlige EARTHDANCE event. Hvert år afholdes der på samme tid fester mere end 300 steder i verden. Fordelt på mere end 50 nationer mødes mennesker i et fælles ønske om at danse for fred i verden. I det samme øjeblik standser alle op i festen og deltager i den fælles fredsbøn. I Danmark er det klokken 1 om natten. I Californien er det eftermiddag, og i Sydney er det formid-dag. Men alle tusindvis af glade festende og dansende mennesker stopper op i 10 minutter, hvor vi lytter til den samme bøn om mere fred og forståelse i verden. Og til DRUMSPOT-festen i Søvang er det blevet en tradition, at vi efter bønnen laver en gigantisk trommecirkel med mere end 100 trommer som bliver spillet af mere end 200 hænder i en fælles trommejam ind i den magiske nat, hvor der danses til trommer og dj’s til den lyse morgen.I år havde vi Jaffra dans fra Palæstina Ara-bisk Dansk Kulturhus, Soundscapes med Tommy Tiloba fra Sydfyn, Magi fra Søvang, Spoken word med Tendai, Jimmy og Mads, Judah Brownny, Rastabaum Revival, DUST med Cengiz og Riki fet. Mads, og ikke mindt

SHUNGU som var aftenens dansehit, helt op til den magiske bøn og tromme-cirkel. Og DJ Skodkongen med gæster... Chai-med-dig sikrede succes i vores 12x4 meter beduin-chai-chill-telt, og Alain skaffede en kæmpe dome-drivhus til vores ’entre’. Festen er unægteligt vokset fra år til år med både jungletrommer, hjemmeside og facebook som hjælpere til at sprede rygtet om festen. Og igen i år ople-vede vi, at vi fik endnu flere gæster, end vi havde troet var muligt... Vi var mere end 500 mennesker, som tog del i festen! Voldsomt tæt på hvad Mads’ baghave kan rumme... Vi bryder alle rammer... Og puu-haa... det bliver lige stort nok...MEN det var med til at sikre, at vi kunne lukke regnskabet med over 25.000,- i overskud!Og da vi er en del af EARTHDANCE, har vi forpligtet os til at bruge mindst 50% til ’fredelige formål’ (og resten gemmer vi til næste år). De tidligere år har vi kunnet hjælpe ”100% til børnene” med et par tu-sinde kroner, lissom O3V fik et par tusind i støtte til deres skoleprojekt i Bamako.Men aldrig har vi da kunnet være så gav-

milde og tænke stort som i år! :-)Og det har Yvonnes gadebørneprjekt ”Reach out for a child” i Accra fået glæde af (se indsatte takkebrev hvor de takker for de 5.000,- som de fik). Vi har også kunnet støtte Cirkus Tværs og Gøglerskolen som sammen arbejder på at etablere en cirkus-skole i Damnskus i Syrien. Trille er lige kom-met hjem fra besøg på skolen, og fortæller at de redskaber og cirkusartikler som de købte for støtten på 5.000,- har vakt stor glæde og straks kom i brug.

Drumspot 2010:Fed fest med overskud til gadebørn i Ghana og Redskaber til cirkusskolen i DamaskusAf drumspotter Mads Bischoff

Gadebørnsprojektet ”Reach out for a child” fik 5.000,- i støtte fra DRUMSPOT. Pengene blev brugt til maling til det nye aktivitets-center og til at financiere 7 børn mere i programmet.Fotos: ROFAC Ghana.

En nabo i Søvang havde ”klunset” et kæmpe dome-formet væksthus, som fungerede som festens Entré. Efter festen er domen nedtaget igen, og vi har støttet med 3.500,- til at den genopføres, med ordentligt fundament, som fælles væksthus for haveforeningen.Foto: Mads Bischoff

Og tilsidst har vi også tænkt på de lokale naboer, og støttet med 3.5000,- til genopførslen af vores ”Entre”-dome som væksthus for haveforeningen. Som en tak for tåælmodigheden med at vi holder en mega-kæmpe havefest i deres baghaver. Rigtig mange naboer vælger heldigvis ta deltage i festen.Det er ubetinget en stor glæde og ære at få lov at være hoved-koordinator på en så’en event, hvor vi, meget inspireret af lejren, laver en super fed udendørs fest ”på den aller bedste” og ofte fantastiske måde, hvor vi lader ideer og initiativ være arkitekter på hvordan vi får det hele op og stå, og fungere, selv hvis det regner. Hvilket det lykkeligvis ikke gjorde!Men over 500 mennesker er bare for mange, og vi er egentligt ikke interesserede i at være så mange. Så hvis du ike hører om festen når vi nærmer os weekenden xx. september, så er vores strategi lykkedes!Vi har nemlig tænkt os at gøre festen mere hemmelig... Altså IKKE bruge Facebook og IKKE sende masevis af mails ud. Vi vil gå lidt mere stile med dørene, så det bliver en fest for de ”dedikerede”. Alle de, for hvem DRUMSPOT er blevet en traditon.Hvis du vil være sikker på at vide hvad der sker hvornår så kan du dog stadig følge med på www.drumspot.dk, hvor det vil være mu-ligt at finde sporadisk opdateringer (og godt gemt også et webcam med live transmission)

Tak til alle jer der var med til at gøre festen til en super fed oplevelse, og en kæmpe succes!Måske vi ses?

:-) Mads

Spoken word med Tendai, Jimmy og MadsFoto: Lone Hedegaard

Jaffradansere fra Arabisk Dansk Kulturhus i Gelle-rup indledte programmet til DRUMSPOT med deres Palæstinensiske folkedans. Foto: Imad Kaaouach.

Earthdance International - Aabyhoej - Denmark

Cirkus Tværs i Gellerup og Gøglerskolen i Århus, fik 5.000,- til at støtte etableringen af en cirkusskole i Damaskus i Syrien.Pengene blev brugt til redskaber og rekvi-siter. Fotos: Trille Lukassen.

Folkene fra Chai-med-dig sørgede for god stemning i

det 12 meter lange chai-beduintelt. Foto: Mads Bischoff

Kære Mads / Drum SpotGøglerskolen og Cirkus Tværs arbejder på at etablere en cirkusskole i Damaskus. Vi har været dernede af flere gange tidligere på året og sluttede af med at lave en stor forestilling.Vi arbejder med at uddanne instruktører, og lære børnene de forskellige cirkus discipliner ,og vi tager ud til mange centre. Vi arbejder med Syrere, Palæstinensere og Irakkere. Dette er i sig selv usædvanligt da de ofte holder sig hver for sig.I Damaskus findes der næsten ingen fritidstilbud og gaden bliver deres legeplads. Mange børn har ingen skoletilbud.

Vi vil gerne søge Drumspot om et økonomisk tilskud til vores arbejde og kvitterer gerne med bil-leder og tekst fra vores rejse her i januar og febuar.Med håb om jeres støtte,Kærlig hilsen Trille Lucassen Dagligleder af Cirkus Tværs

3434

Sidste vinter boede jeg tre måneder hos mine svigerforældre Mzee og Mama Steven Lyaku. Det var en stor oplevelse at lære dem nær-mere at kende og jeg tænker nu på deres hus som mit andet hjem. Mine svigerfor-ældre er begge meget stærke og aktive. De arbejder hver dag med dyrkningen af markerne, jernsmedning og alminde-ligt husarbejde som brændehugning og

tilberedning af mad. Min svigermor hugger brænde, så jorden ryster, mens hun ivrigt underholder hele gården. Hun har lært mig en del kisukuma. Mzee Lyaku har ofte gang i essen. De taktfaste hammerslag er hverdagsmusik. Hver dag fik jeg besøg af nogle af de næsten 20 børn, som deres søn og min mand, Makungu, har ansvaret for. To gange om ugen er der danseøver på Mzee s gårdsplads. Så mødes 20 - 30 dansere plus hele nabolaget, som kigger på. Makungus yngste bror, Luka, er nu danseleder for gruppen, men Mzee er stadig til stede ved øverne med gode råd og ideer. Ng'Wana-lyaku er en af landets bedste dansegrup-per, som jævnligt optræder. 15 dansere fra gruppen var i år helt i Bagamoyo og danse på kunstakademiet der. Fantastisk mange aktiviteter er samlet hos Ng'Wanalyaku. De er kendte medicinmænd og -kvinder. Både Makungus farmor, Bibi, som vel må være langt over 80 år, og også svigermor, praktiserer som jordemor. En aften over midnat bankede det hårdt på døren, det lød meget dramatisk, de skulle ha' fat i Bibi. I det samme lød en nyfødts gråd, babyen var født lige på vores dørtrin.

Når klinikken er lukket, ved folk godt, hvor de skal gå hen, og så tjener Bibi 5000 sh. på det. Bibi er desuden ekspert i at hjælpe barnløse kvinder til at få børn. Hver uge får hun besøg af håbefulde unge kvinder, der har hørt om hendes medicin. Hendes interesse for frugtbarhedsmedicin stammer fra hendes egen ungdom, hvor hun efter sit første barn ikke kunne blive gravid igen. I Sukumaland gik der rygter om, at man på øen Ukala kunne helbrede barnløse, så Mzee's far, den gamle Mzee Lyaku, tog sin unge kone med på en lang rejse til Ukala. Der lykkedes det dog ikke at helbrede Bibi's ufrugtbarhed og de rejste derfor tilbage, ind i landet, hvor de fandt den medicin, som hun nu selv praktiserer. Kort efter denne lange rejse blev Bibi gravid og fødte Steven, Makungus far. Han er født i 1946, d. 1/1. Der går mange andre historier om øen Ukala, som er en af de 38 øer i Ukerewe District. Derfra stammer bl.a. Bugonyosi bryllupsdansen, som Makungu undervi-ser i. Man skulle kunne se en krokodille på et bestemt sted og så er der også en stor rokkesten. Den kunne jeg tænke mig

MZEE MAKOROKORO og NYAMUBEREBEKAEn rejseberetning fra Sukumaland og Ukerewe 2009 - 2010

Tekst og fotos af Kirsten Larsen Fisker Mhoja

Mzee Lyaku og Leonard Gunze ved spiseburet.

Begge har været gæster på Utamaduni lejren.

Mzee Lyaku og Leonard Gunze ved spiseburet.

Begge har været gæster på Utamaduni lejren.

Makungus farmor i gang med at koge tør-rede urter til madlavningen.

34

at besøge, så jeg aftalte med vores gode ven Gunze, maleren og danselederen fra Bujora, at vi skulle tage ud og se den. Gunze er iøvrigt mkerewe og taler sproget kikerewe, som er fuldstændig forskelligt fra kisukuma. Så han er den perfekte guide.Så vi tog af sted, Mzee, Gunze og jeg.Makungu skulle sørge for at få alle børnene sendt i skole efter nytår, så han havde ikke tid. Han var iøvrigt lidt nervøs for at lade os rejse. Ude på en ø syd for Ukerewe var 40 beboere i en fiskerlandsby for nylig blevet dræbt af rwandiske sørøvere, men de var på tidspunktet for vores rejse allerede bag lås og slå i Mwanza. Vi påbegyndte vores rejse en tidlig morgen før det blev lyst, gik ned til landevejen og ventede på den første daladala fra Magu. I Kisesa stødte vi til Gunze, som ventede ved vejen. Videre til Busiluga uden for Mwanza, derfra tog vi en taxa til havnen, hvor vi løste billet, 5.500 sh. pr. person. Vi ankom til hovedbyen Nansio på Ukerewe ved mid-dagstid. Sejlturen er meget smuk, specielt udsejlingen fra Mwanza, som ligger omgi-vet af høje klippeformationer. Efter frokost tog vi en taxa tværs over øen til færgelejet, hvor man sejler over til Ukala. Vi ventede et par timer blandt forhandlere af bananer, fisk og jordnødder, så nærmede sig den lille færge, som hedder Julius Nyerere. Vi ankom til byen Bwisya, Ukalas eneste by, ved mørkets frembrud og fandt hurtigt et udmærket hotel. Hotelværtinden fulgte os til et lille spisehus. Denne ø flyder over af mælk og honning, og store fisk til ingen penge. Vi indtog et solidt aftenmåltid med varm mælk til dessert. Næste morgen skulle vi finde ud til rokke-stenen, som ligger 30 km. fra byen. Der er ikke veje, kun stier, så den eneste mulighed for at komme derud er motorcykeltaxi. Vi fik en herlig blæsetur tværs over øen. Det trak op til regn, så netop da vi nåede vores bestemmelsessted, øste det ned. Vi kom ind i gæstehuset hos landsby-kongen i området. Hans medicinmand, Mzee Makorokoro på 96 år bevogter

stenen. De praktiske hverv udføres dog af dennes barnebarn, Lennart Makorokoro på 20 år. Vi sad i lang tid, mens regnen plaskede ned. Den unge konges dronning vaskede kangaer og børnetøj i tagdryppet ved huset ved siden af, mens mændene i gæstehuset på skift fortalte historier. Den unge medicinmand sad på en stol og sov. Regnen holdt op og vi fortsatte på motor-cyklerne, nu med Lennart Makorokoro bag på Gunzes taxa. Vi kørte helt ud til søen ved et lille fisker-leje og fortsatte derfra til fods ca. en km. Vi gik gennem en dejlig have med store gamle træer, anlagt af Mzee Makorokoro. Næsten ude ved søen steg vi op ad nogle klipper, godt skjult i et tæt buskads. Vi blev bedt om at tage skoene af og så stod vi pludselig på et klippefremspring med udsigt over søen. Lige foran os stod stenen, den hedder Nyamuberebeka. Lennart havde medicin med i lommen, som han dryssede ved stenens fod, mens han udtalte nogle magiske ord. Han begyndte at skubbe og stenen begyndte at rokke frem og tilbage, vel 5 cm. Ret impone-rende, en klippeblok på anslået 20 tons, som kan rokkes med et let skub. Imens lød der en buldren og bragen dybt nede fra stenens fundament. Det er den første

Mzee Makorokoro, som sidder dernede og spiller på trommer.Vi blev ved stenen en times tid, mens Lennart fortalte historier om den første Mzee Makorokoro , som vogtede sine geder heromkring. Vi prøvede på skift at rokke stenen, der skulle ikke særlig mange kræfter til. Vi påbegyndte tilbagerejsen gennem det frodige landskab. Ukala er meget tæt befolket. Under Nyerere var der så mange folk på øen, at præsidenten bestemte, at mange skulle flytte til steder inde i landet, hvor der var tyndt befolket. Vi ville gerne have købt nogle af de lækre fisk med hjem, men de ville jo nok blive dårlige inden vi nåede Lugeye. Næste morgen tidligt tog vi færgen tilbage til hovedøen og vi nåede Mwanza allerede ved middagstid. Efter en solid frokost på spisehuset ved Salma Cone og en tur på markedet, var vi klar til at tage daladala'en tilbage de 50 km. til Lugeye. En vellyk-ket 3-dagestur, som varmt kan anbefales enhver.

Mzee Steven Lyaku ved essen.

Lennart Makoroko foran stenen og det undrende selskab.

36

Vi havde igennem Knud-Erik fået mulig-hed for at bo og arbejde tre måneder i en lille afrikansk by tæt ved Victoria søen i Tanzania. Inden afrejse havde vi hver især skrevet ansøgning til en lokal skole i Sumve og mailet med præsten Alex Mugonya, som viste os stor generøsitet og havde os boende i hele perioden.Skolen, vi skulle hjælpe til på, var en Se-condary School for ca. 400 piger i alderen 14 til 22 år. Pigerne boede på skolen mere end 10 måneder af året og havde kun fri om søndagen. Skoles forstander hed Mama Kisula, en middelaldrene kvinde, som havde en go´ potion frygt og respekt bag hendes meget oldschool undervis-ningsform dog med et positivt syn på bedre tider. Hun viste sig dog fra dag et at være en hjertevarm dame, som tog rigtig godt imod os. Vi fik et godt samarbejde med ”mama”, som altid var go’ for et godt grin og ydede stor gæstfrihed som resten af alle de dejlige mennesker, vi mødte.Lærere var der heldigvis nok af på skolen.

Størstedelen var unge lærere, der enten var færdige med High School eller havde en bachelor grad. Det var arrangerede lærere der stod for det sociale fællesskab og vores indtryk var at lærerne havde det godt sammen. Vi blev hurtigt taget under armen både i baren og til forskellige gene-røse hjemmebesøg hos familie og venner af lærerne. Men meget af tiden blev nu brugt med dem på den lokale boldbane og i kampe mod andre skoler, hvilket var nogle meget specielle oplevelser.

Vores undervisning på skolen startede ud med engelsk timer på det laveste klassetrin

”form one”, det der tilsvarer en 6. klasse på en dansk folkeskole. Vi skulle undervise i begynder engelsk, til det havde vi fået udleveret en udmærket fagbog fra skolens bibliotekar. Vi brugte den faktisk forholds-vis meget, og den gav os nogle fremgangs-måder at gå ud fra. Men så danske, som vi nu var, med begge rødder tilbage i frisko-len, prøvede vi ihærdigt at få eleverne til at åbne munden og skabe noget klassedialog. Men det var desværre nemmere tænkt end gjort.Da skolen egentlig ikke manglede lærere til stort set alle fag, blev vores mission på skolen at få så mange elever, fra alle klas-setrin, igennem et grundkursus i computer færdigheder.Så vi fik noget at bestille!

Desværre kunne vi ikke få timer på elever-nes skema, så vi måtte lave frivillig under-visning. De stakkels elever måtte derfor bruge et frimodul eller deres fritid efter skole i computerrummet. Men det gjorde skam ikke noget for pigerne. De to unge mænd fra det ydre Danmark kunne jo spille lidt lækkert baggrundsmusik i computer-rummet så for det meste, var der rift om computerne.Lærerne på skolen blev også nysgerrige, og de synes det lød lidt spændende med al den musik og de undervisningsprogram-mer, vi havde på computeren, så senere

hen gik vi i gang med at undervise mange af lærerne. Vi blev selvfølgelig også nød til at vise dem, hvordan man kunne sætte en film på eller høre musik. Det blev vældig populært og lærerigt for alle.

Computerne på skolen kan vi takke Knud Erik for og andre, der har gjort et arbejde med at skaffe computere til Sumve. Ele-verne vil uden tvivl have gavn af compu-terne og forhåbentlig vil andre lærere tage over, hvor vi slap. Vi gjorde i hvert fald vores bedste til at appellere til fremtidig computerundervisning på skolen. Nogle af computerne blev allerede i forvejen flittigt brugt i administration. Det gav os også et klart signal om, at de faktisk er til hjælp. Desuden fandt vi ud af, at man kan sætte kiswahili som ordbog i Word skrivepro-grammet.Vores tur til Sumve, bragte os mange gode oplevelser. Min dagbog beskriver nogle af de mange ting, vi oplevede i forbindelse med vores lærerarbejde og samværet med familien, vi boede hos.

De første dage i SumveD.4/5 2010Hjalte hentede mig i Lufthavnen sammen med skoleforstanderindens søn og skole-buschaufføren George. Vi kørte af sted til Sumve i en jeep, som tilhørte skolen. Det blev en vild tur på de ødelagte jordveje fra strækningen mellem Bujora og Sumve. Jo hurtigere vi kunne komme af sted af den meget ujævne vej, jo bedre!D. 5/5 2010I dag havde jeg min første undervisnings-time på skolen. Det var en god oplevelse, selvom det er svært at undervise de meget generte elever, som griner næsten hver gang, vi åbner munden.D. 6/5 2010Vi underviser også hver dag i computer færdigheder. Eleverne har meget at lære. Mange af dem har aldrig prøvet en compu-ter før, hvilket gør det svært at undervise. De skal lære alt fra bunden, men der er fremskridt hver dag og det er sjovt at vise dem alle de forskellige ting, en computer kan. Efter frokost slagtede vi en hane. Wil-

Afrikaeventyret i Sumve – Oplevelser af Hjalte og Jonas, nedskrevet og fotograferet af dem selv...

Hjalte modtager en afskedsgave af Mama Kisula.

Sumve girls teachers team.

De mange elever måtte ofte deles 3-4 stykker om en computer.


37

liam viste os, hvordan de gør i Sumve. Når hanen er fanget, skal man stille sig på dens vinger, tage fat i hovedet, bøje hovedet bag over og skære halsen over. Hjalte fik heldigvis fornøjelsen af at prøve! Det var ikke helt nemt, da kniven var utroligt sløv.

Huset vi bor I..Farther Mugonya’s house: Alex Mugonya = Hospitals præst i byen og Sumves Farther Julia er Alex’s brors, datters, datter. Julie hjalp til med madlavning og husholdning. Lånte penge til smarte sko eller tøj på det lokale marked.William er Søn til en af Alex’s brødre. Hjalp til med høsten i rismarkerne og gik kon-stant rundt og hørte Bongo Flavour musik på vores Ipods.Richard er Alex’s bror. Gammel sjover, altid klar på en hyggesnak, Richard elskede at læse de få krimier på engelsk, vi havde med. Leokadia Lavede vidunderligt mad til

os, husets mor og kok.Dores er Halvbror til William. Hjalp til med høsten og husets vogter; da han en aften slog en Black Mamba ihjel med sin klipklap, der havde forvildet sig ind i vores køkken.D. 7/5 2010I dag har vi aftalt med Jim (en lærer fra skolen), at vi skal rundt og se den omkring-liggende natur i Sumve. Han vil vise os et godt sted, hvor vi kan nyde solnedgangen. I dag fik jeg aftalt at lave noget samba undervisning og sætte et teaterstykke op med eleverne. Er meget spændt på, hvad det kan blive til. Vi aftalte at planlægge nærmere på mandag i næste uge.D. 14/5 2010I dag lavede Hjalte og jeg en biograf på sko-len. Vi lånte fremviseren fra hospitalet og fik den sat op med en computer i skolens samlingssal. Vi viste Micheal Jackson ”This Is It”, det var en stor succes for eleverne, og vi havde heldigvis ingen strømsvigt.

Men hold da op det er svært at få eleverne til at forstå, at man altså ikke snakker sam-men i en biograf. Men hvor skulle de også vide det fra?D. 15/5 2010I aften er vi blevet inviteret til en fest for hospitalet. Byen har haft besøg af den lokale borgmester, og folk fra nær og fjern er kommet til fest. Hele dagen har forløbet med en stor indsamling til hospitalets vandforsyning, som vil blive fejret i aften på den lokale bar Warsu. Det bliver spæn-dende med en rigtig lokal byfest.Det var så lidt fra vores lille eventyr i Sumve. Tanzania og Afrika er noget helt anderledes og virkelig et spændene og givende sted at være. De stråler af glæde og er altid smilende på trods af allemulige barske realiteter. Sådan nogle oplevelser giver kun lyst til mere.

Hjalte og Jonas

Doez kan efterhånden tilberede en høne fra start til slut med lukkede øjne.

Richard, Jonas, Leokadia, ven af huset, Father Alex.

Fisk, ris, spinat sovs og selvfølgelig ugali, er et typisk måltid.

Duez, William, Jonas og Julie piller jord-nødder til aftensmaden.

Som altid starter festen med et optog gennem byen.


38

“Det er meditativ sveddryppende træning”, lød svaret fra en kur-sist på Åben Træning Århus, da jeg efterspurgte nogle tillægsord, som beskrev vores træning. Og de to modsatrettede ord ramte faktisk plet, for hele filosofien bag træningen er arbejdet med modsatrettede elementer. Tænk ned når du går op på tå og mod-sat. Højre og venstre hjernehalvdel udfordres konstant i træningen ved simple krydsbevægelser og enkle bevægelseskombinationer.

Krop og hjerne er forbundet sådan at venstre hjernehalvdel aktive-rer musklerne i kroppens højre side, mens den højre hjernehalvdel aktiverer musklerne i venstre side. Krydsøvelserne får hjernehalv-delene til at arbejde sammen. Det øger bl.a. koncentrationsevnen og indlæring, stimulerer hukommelsen og selvtilliden. Rumopfat-telsen udvikles, og det perifere syn styrkes, når hjernehalvdelene arbejder sammen. Og så er det faktisk sjovt og nogle gange krop-umuligt at få arme og ben til at gøre hver sit.

Hvorfor hedder det Åben Træning?Åben træning startede I 1990’erne i København med en håndfuld dansere, som alle havde studeret forskellige former for dans. De havde lyst og brug for at træne. Derfor skiftedes de til at undervise hinanden, og efterhånden kom der flere og flere til, der ville være med til træningen. De kaldte det åben træning, fordi man bare kunne dukke op og være med. Åben Træning er en blanding mel-lem vestlige danseformer og MB (muscle bone or mind body), som den japanske butohdanser Min Tanaka har udviklet. I 1994 overtog danseren Kitt Jonhson undervisningen i Åben Træning. Alle, der underviser i Åben Træning i Århus, har trænet med Kitt Johnson og blevet “hooked” på hendes fantastiske træning, som kobler krop og bevidsthed på sin helt egen måde. I 2004 oprettede vi Åben Træning Århus (ÅTÅ), og i år har vi valgt at køre træningen gennem FO.

Hvorfor?Det, der er det fantastiske ved Åben Træning er, at det er så varieret. Der er elementer fra martial arts, moderne dans, tai chi –

måske nogle sambatrin. Eller tangotrin. Kroppen bliver i den grad gennemarbejdet, og det er en fryd at tage sit våde træningstøj af inden udstrækningen til sidst. Bevægelserne er simple og bliver gentaget mange gange, så man på en måde kommer ind i et medi-tativt mode. Krydskoordinationer er der masser af, og det vækker altid smil rundt omkring hvis man ikke lige kan få armen til at dreje rundt, mens den anden arm vipper op og ned. Der er super fed musik til træningen, som giver kroppen lyst til at bevæge sig. Hver underviser har sin musikstil, så der skulle være noget for enhver smag ;-)

Sveddryppende træningTræningen starter langsomt op, så kroppen stille og roligt kan følge med, og der ikke opstår skader. Opvarmningen er også en slags forberedelse for kroppen, så den ved, at den skal til at arbejde. Så begynder selve træningen, hvor vi sammen bevæger os hen over gulvet til musik. Den samme øvelse gentages mange gange, inden den afløses af en ny og så videre. Hver enkelt kropsdel gennem-arbejdes grundigt. Tempoet øges gradvist i ryk - vi starter med almindeligt gåtempo og slutter med løb. Pulsen kommer i vejret og konditionen trænes med intervalløb. Dernæst er der en sektion, hvor der arbejdes med styrke, balance og smidighed. Og så er det tid til at drikke et glas vand og skifte til tørt tøj. Træningen afslutter med 25 minutters stræk af hele kroppen og fokus på åndedrættet. Når man går ud fra træningssalen, skulle man gerne føle sig som født på ny med en rank holdning og masser af fornyet energi.

TilstedeværelseTilstedeværelse er en vigtig faktor under hele træningen. I første omgang at være til stede her og nu så tankerne ikke hænger ved fortiden, eller de indkøb man skal nå bagefter. Dernæst tilstedevæ-relse i forhold til de andre i rummet: forholde sig til dem, bevæge sig i forhold til dem, følges med dem. Og så tilstedeværelse i forhold til rummet: mærke gulvet, bemærke placeringen i rummet og derved opbygge en rumfornemmelse. Træningen af opmærk-somhed i kroppen og på de andre i rummet, gi’r en umiddelbar tilstedeværelse! En tilstedeværelse som gir dig fokus her og nu, men som du også kan tage med dig ud i din hverdag – og bruge til at opøve nærvær i hvilken som helst situation, i hvilket som helst møde med andre - hvad enten du skal optræde, tale foran en stor forsamling eller sidde til en jobsamtale.

Åben Træning Århus Åben Træning Århus henvender sig til alle. Nybegyndere såvel som professionelle kan have gavn af træningen. Man skal bare være indstillet på at komme til at svede.ÅTÅ ledes af et træningsfællesskab bestående af 6 koreografer/dansere/performere, som skiftes til at undervise. METTE AAKJÆR, MARIE LOUISE MAEGGARD, YAEL GAATHON, LISBETH SONNE ANDERSEN, ULLA KATCHER OG TINA ANDERSEN arbejder alle free-lance indenfor scenekunstområdet.

Åben Træning Århus


39

Bo med udsigt til Atlanterhavet eller hos høvdingen i landsbyen Abrani. Kom ind under huden på det afrikanske liv.Oplev glæden og bekymringerne.Jeg er gennem 25 år kommet i Ghana, og utallige andre har været her og danse og spille med den professionelle gruppe Folk-loric Selamta, som træner og underviser på henholdsvis kulturcenteret i Nungua og på Art Center, Accra.

I Nungua bor man på 1. etage af huset med udsigt til havet, hvor familien bor i under-etagen, der er altid et mylder af liv, men også mulighed for tilbagetrækning! Opholdet foregår også i landsbyen Abrani, som ligger i Voltaregionen ved skov og brusende flod, stedet byder på naturop-levelser og det søde landsbyliv, som gir et evigt smil på læben.

Vi er blevet støttet af U-fonden til bygning af en børnehave, en jordmoderklinik i landsbyen og en sommerhytte til dans og musik mm for børn og voksne på kultur-centeret i Nungua.

Jeg arrangerer fællesrejse ved påsketid, sommer og omkring jul og nytår, men der

er altid mulighed for at komme dertil. Der er mulighed for intensiv professionel danse og trommeundervisning af Selamta og for frivilligt arbejde på børneinstitutio-ner mm. i by og i landsby.

Bliv en del af det afrikanske liv, som ikke er rigt på materialitet, men rig på så mange andre måder! Ghana kendetegner sig ved at være et ven-ligt, engelsktalende og fredeligt land.Folkloric Selamta var på turne i DK som-

meren 2010, og nogle stykker af dem var et smut på lejren.Planen er, at de kommer til sommer igen!Hilsen Elisabeth Lange

Se yderligere: www.afrikanskdans.dk www.selamta.dk Facebook: Folkloric Selamta

Kulturrejse til GhanaFolkloric Selamta Cultural Center, Nungua

Alle fotos: Elisabeth Lange


Egedal Musikskole og Youth Home Cultural Group (YHCG), Ghana skal de næste to år samarbejde om at integrere musikunder-visning i fem folkeskoler i regionshoved-staden Tamale i Nordghana. Formålet er at bevare, styrke og udvikle den traditionelle musik i området. Projektet hedder ”Developing traditional Music and Dance in Dagbon”, og i praksis vil vi gøre dette ved at ansætte 10 profes-sionelle musikere og dansere fra YHCG - en lokal nordghanesisk musikskole - på fem folkeskoler i Tamale, to på hver skole. Her vil de dagligt undervise i udvalgte tra-ditionelle danse fra Ghana i foreløbig to år med start fra oktober 2010. Praktisk musikundervisning findes nemlig ikke i folkeskolerne i Nordghana. Skolerne vil meget gerne have faget på skemaet, men pga. manglende kompetencer i lærerstaben og alt for få midler er det ikke muligt. Derfor er CKU (Center for Kultur og Udvikling) i København trådt til med finansieringen til ansættelsen af de profes-sionelle musikere. CKU har valgt Egedal Musikskole som tovholder i projektet. Jeg selv har et indgående kendskab til den ghanesiske musikskole, som jeg har sam-arbejdet med fra 2005-2008, hvor jeg var bosat i Tamale.

DUGFRISK RAPPORT - Egedal Musikskole i TamaleVi, dvs. Bjarne Kulmbak, Jeannett Tankred og jeg selv, henholdsvis leder, souschef

og slagtøjslærer i musikskolen - er lige kommet hjem fra en uge i Tamale, hvor vi faciliterede pædagogiske workshops for de kommende ghanesiske musiklærere. De viste sig at være rigtig gode til at evaluere hinanden på en positiv og konstruktiv måde. Noget vi i den grad blev inspireret af. Praktisk foregik det på den måde, at vi i to formiddage havde lånt en skoleklasse (ca. 60 elever!). Lærerne underviste parvis klassen i en halv time i en selvvalgt dans, mens resten af lærerne observerede un-dervisningen. Bagefter satte vi os ned og diskuterede forløbet. Vi gjorde meget ud af at fortælle, at det ikke var et spørgsmål om at finde fejl hos hinanden men derimod hjælpe hinan-den på vej og ikke mindst få gode ideer til

sin egen undervisning. (Imens ventede 60 elever og var næsten helt stille!).

Den lokale leder var dygtig til at formidle disse budskaber til de ghanesiske lærere, som meget hurtigt forstod pointerne og gik med på ideen. Det blev en meget spæn-dende og givende proces for alle parter, og dette skal ses i lyset af, at den form for gensidig sparring aldrig før har været afprøvet i gruppen (og i øvrigt stort set ikke findes i Ghana er mit indtryk).

Dansk Pædagogik - en demonstrationDe hierarkiske strukturer er generelt i

Souschef på dansegulvet

Evaluering og sparring

Internationalt musikpædagogisk projekt:

Egedal Musikskole og Youth Home Cultural Group, Ghana, indgår spændende samarbejdeTekst og fotos af: Kenneth Friis Horsbrugh, slagtøjslærer i Egedal Musikskole


Ghana og også i YHCG meget udtalte, og man siger ikke noget kritisk til sin ”senior”, dvs. en person med højere status end en selv. Derfor var det også overraskende at gruppen kunne se bort fra dette i evalu-eringsprocessen og føle sig fri til at give feedback til hvem som helst. Et lille eksem-pel kan illustrere dette:På workshoppens 3. dag skal musikskolele-der Bjarne Kulmbak demonstrere en dansk pædagogisk tilgang til at undervise og tager udgangspunkt i Sting-nummeret ”Love Is The Seventh Wave”. Musikskolen i Ghana råder over moderne instrumenter såsom guitar, bas, trommesæt og keyboard, så derfor kan dette lade sig gøre.

Bjarne skriver selv om forløbet: ”Jeg havde valgt at bruge et Sting nummer (”Love Is The Seventh Wave”) som udgangspunkt for et undervisningsforløb, som man f.eks. kan lave det i:a) en folkeskoleklasseb) et begynder sammen-spilshold på musikskolenc) et meget øvet sammen-spilshold på musikskolen.Jeg tog udgangspunkt i det instrumentarium, de havde på stedet (1 trommesæt, 1 elbas og 1 elpiano); en problematik mange musik-skole- og folkeskolelærere er vant til at forholde sig til. Jeg brugte Kenneth, Jean-nett og de lokale lærere som ”elever”. Da lærerne ikke har været vant til at undervise i faste tidsmo-duler, lagde jeg vægt på at vise hvordan, man kan strukturere undervisningen indenfor en 45 minutters lektion. Undervejs i under-visningsforløbet blev der

også tid til at udstikke en lille opgave til to dansere, som på 15 minutter skulle kreere en dans, som børn nemt ville kunne lære. Seancen afsluttedes med en evaluering på lige fod med de andre workshops”.

Efter endt forløb er det nu Bjarnes tur til at blive evalueret. Da han er leder af musik-skolen i Danmark og derfor øverst i hierar-kiet sammen med den lokale leder, er jeg spændt på, hvad der vil blive sagt. Samtlige ghanesiske lærere giver deres feedback og overraskende nok er det ikke kun ros. Der bliver gjort opmærksom på den gode måde at arbejde med tiden på, men også at der var nogle problemer med indstuderingen af teksten i sangen.I traditionel ghanesisk sammenhæng er det utænkeligt direkte at adressere kritik til en ”big man”, så jeg synes dette eksempel vi-ser, hvor langt vi nåede i løbet af ugen. Det viste også hvor stor velvilje og forståelse

for denne form for pædagogisk udviklings-arbejde der er i gruppen. Noget vi med fordel kan lade os inspirere af i de danske musikskoler. Officiel åbning af ProjektetPå vores sidste dag i Tamale skydes pro-jektet officielt i gang. Indbudt er nøgleper-soner indenfor kulturlivet, skoleledelsen for de fem udvalgte skoler, et par lokale høvdinge og borgmesteren med følge. Alle kommer, og der bliver holdt gode taler og skolerne bliver præsenteret for deres nye lærere. Instrumenter og kostumer, som er blevet produceret i løbet af den sidste måneds tid og som skal bruges i undervis-ningen, bliver overrakt til skolerne. Ind imellem talerne optræder lærerne med nogle af Nordghanas traditionelle danse.Den danske delegation får en personlig tak for indsatsen af borgmesteren, og så skal der kvitteres med en dans. Sådan er det

Evaluering, underholdning og taler...

De ghanesiske musiklærere


Youth Home Cultural Group

bare, det er vist ikke noget der kan diskuteres! Bjarne er først oppe og svinge rundt med sin smock, en smuk håndvævet dansekjole for mænd, som han lige har fået overrakt. Derefter er det Jeannetts tur, og hun får et jubelkor af bifald for sin Ghana dans (som hun har øvet seriøst på aftenen før!). Jeg får en tromme, som jeg spiller nogle traditionelle ordsprog på, hvilket aftvinger respekt fra de trommekyndige. En rigtig fin åbning med lige dele alvor, under-holdning, ritualer og oplysning er mit indtryk.Om aftenen er der afskedsfest med et lokalt band på moderne instrumenter. Til vores store overraskelse er borgmesteren kom-met i afslappet stil med en officiel hilsen, som vi skal medbringe til Egedals borgmester. Han bliver i et par timer og har kraftigt vist sin støtte og sit engagement i projektet. Vi håber det fortsætter!

Ghanesiske musiklærere kommer til DanmarkSom et vigtigt led i projektet kommer de ghanesiske lærere til DK i marts 2011 for at udveksle ideer, musik og pædagogiske metoder med lærerne i Egedal Musikskole og folkeskolelærerne i kommu-nen. Ghaneserne skal præsenteres for, hvordan der undervises i folkeskoler i DK, og hvordan musikskolen varetager undervisning. Forhåbentlig vender de ghanesiske lærere tilbage med masser af ny inspiration og ideer til deres egen undervisning. Gruppen skal selvfølgelig også præsentere deres egen helt specielle musik og dansekultur i de danske skoler og til andre arrangementer. Det bliver første gang nogensinde, at en nordghanesisk dansegruppe af den størrelse kommer til at optræde i Danmark.

I Egedal Musikskole håber vi på at kunne tilbyde en workshop med de ghanesiske gæstelærere i vestafri-kansk sang, rytmik og bevægelse til alle interesserede musik-lærere. Vi er i fuld gang med forberedelserne og glæder os til at modtage nogle meget dygtige musikere og musik-pædagoger, som vi ved også glæder sig til at vise hvad de kan her i DK og til at møde danske kol-leger.

Hele projektbeskrivelsen kan ses på CKU’s hjemmeside og man kan læse mere om den ghanesiske musikskole Youth Home Cultural Group på adressen: www.yhcg.net

Kenneth danser...

Workshop i afrikansk dans og trommespil med energisk ghanesisk dansegruppe!

Find rytmen!Hvad: Workshop i vestafrikansk sang, dans og trommespil med den nationalt anerkendte gruppe Youth Home Cultural Group fra Ghana (11 pers.). Undervisningen foregår på engelsk. For hvem: For alle interesserede, f.eks. musiklærere i folkeskolen, musikskoler, seminarer, konservatorier m.fl.Hvor: Smørum Kulturhus, Flodvej 68, 2765 SmørumHvornår: Lørdag d. 26. marts, 2011, Kl. 10.00 til 14.00 incl. 30 min pause. (medbring evt. selv madpakke)Pris: 100 kr. Få masser af ideer til din undervisning i SSB (SangSpilBev.), dans, rytmik, performance, percussion m.m. for alle aldersgrupper. Garanti for sved på panden! Workshoppen er støttet af Egedal Musikskole og CKU (Center for Kultur og Udvikling, KBH) og arrangeret i samarbejde med Youth Home Cultural Group. Se også gruppens hjemmeside på www.yhcg.net

Yderligere information: Egedal Musikskole, Tlf. 7259 7882 / 4093 7764Tilmelding senest 1. marts på adressen: [email protected] venligst navn og telefon-nummer. Betaling ved ankomst. Max deltagerantal: 50

43

GENSYN med YESTC - i det nordlige Ghana

YESTC (Youth Employable Skills Training Centre) er et pragtfuldt eksempel på et ægte græsrodsinitiativ blandt folk, der ikke har meget, men formår at se og skabe muligheder, der kan forandre deres liv. Hele 185 unge piger og drenge har gennemgået træ-ningsforløb hos YESTC, og særligt pigerne har haft succes med at blive selvernærende som syersker rundt om i landsbyerne. Projektet YESTC ligger i et område, hvor mange piger grundet manglende muligheder ellers ville tage til hovedstaden Accra i syd for at finde lykken, som har vist sig at være svær at finde. Støtte til projektet er der masser af i lokalsamfundet af den moralske slags. Finansielt kniber det. Der er blevet opført hytter til overnatning for pigerne med hjælp fra en lokalpolitiker – drengene kan stadig ikke bo på centeret. Dog opnåede YESTC her i 2010 at få lærerne ind under ministeriets beskæftigelses-program, så de i 2 år er sikret en mindre løn for deres arbejde. Den slags giver stabilitet. Tidligere har det Danida støttede Ghanaian Danish Community Programme gennem Ghana Venskabsgrupperne assisteret YESTC, men Danida støtter des-værre ikke det projekt længere, hvilket også har ramt YESTC.

Utamaduni’s U-kasse har netop hjulpet med støtte til indkøb af basale ting som plastikspande til badning, køkkengrej og moski-tonet – sidste år fik de madrasser, så det er en klar optimering af forholdene for de unge. Desuden er der lidt penge til undervis-ningsmaterialer, der dermed gør undervisningen mere relevant og nemmere at gennemføre. Støtten er vigtig for at holde moti-vationen oppe hos de dedikerede lærere, der gør et stort stykke

arbejde for ungdommen i området. Emily og Anne Sofie (Utamaduni 2010) besøgte YESTC lige efter opstarten i januar og efter en lang motorcykelkøretur kunne de bevidne de nye ting, som U-kassen har støttet med. Både direktø-ren, de unge selv og lærerteamet er altid glade for besøg. Det er dejligt at se, at støtten hjælper, og at det er muligt med ganske få midler at gøre det lidt nemmere for projektet YESTC.

Tak for det, Utamaduni folk!

Mange hilsner fra YESTC, overbragt gennem Camilla Englyst, Emily Simbi og Anne Sofie Westergaard


Oplevelse /refleksion / handling med sang, dans og musik. Thum betyder dans, musik og sang på luo-sproget, der tales i Kenya.

Jeg har let til grin, når jeg danser!At grine er så basalt vigtigt for vores trivsel.Sang, dans og musik er en genvej til denne livsvigtige kilde.Mit navn er Akinyi Nyawade. Jeg er stifter af Thum Coaching Jeg er danser, underviser og certificeret coach fra Mindrunner.I Kenya er jeg født og kom i 1975. De første tre år af mit liv sad jeg på ryggen af min mor eller storesøster. Når de hentede vand, hug-gede brænde, sang eller dansede, gyngede jeg med. Dans, musik og sang har altid været den største kilde til glæde og energi.Mine kurser og foredrag, samt coaching stil er særlig styrket af min opvækst i Kenya og min lange livserfaring i Danmark.

Thum CoachingForedrag - coaching - teambuilding Privat og ErhvervTHUM – Hvorfor?Gennem mine 25 års erfaring med at undervise børn og voksne i rytmik og dans, er det blevet tydeligt for mig, at bevidst arbejde med stemme, krop, musik er universalt og alle ønsker at deltage og

bliver begejstrede af at være med. De fleste bliver positivt overra-skede over, at de kan meget mere, end de troede var muligt. Denne succes oplevelse med krop og stemme giver livsglæde mod og på mere udfordring i livet.Samtidig er det en vigtig erfaring som coach, at lige meget hvad coacheen kommer med som det ønskede mål, så popper det altid op som et naturlig ønske at dyrke mere motion altså at bevæge sig fysisk. Thum coaching for individuelle og par kombinerer coaching og dans.

Mere sjov og nærvær i hverdagenTydeligere kontakt med dine sanser, tanker, følelser og krop er et vigtigt fundament for at leve et givende liv med grundlæggende glæde ved at være til, som den du er.

Vær i nuetThum handler om at være i nuet og derved slippe kontrollen oppe i hovedet. I nærværet opstår en flow tilstand, hvor alle tanker skub-bes væk, og der opstår en lykke følelse af bare at være til . Da det er krævende at lave ændringer, er det oplagt at kombinere thum med traditionel samtale baseret coaching. Denne træning kombi-neret med samtalen giver dig ny energi og perspektiver på dit mål.De moderne mennesker lever mere op i hovedet og i fremtiden. Målet og ønsker ligger uden for en selv, og derfor er det nemt at miste sig selv .

Thum handler om at turde mærke dine følelser gennem de signaler, som kroppen hele tiden, giver os.Min vision er at skabe en virksomhed ,der tilbyder Coaching, kurser,foredrag og konsulent arbejde for familier og erhvervslivet.Mit mål er at styrke de sociale og emotionelle færdigheder. Gennem sang, dans og musik som de grundlæggende og universale værktøjer,

Med leg, dans, rytmer og sang øger vi trivsel, kommunikation og kreativitet både hos familier og på virksomheder. En sund livsstil betyder, at du er i kontakt med dine følelser, tanker og krop hvilket fremmer din trivsel og personlige udvikling, så du bedre kan handle i overensstemmelse med dine værdier.

Thum Coaching benytter sang, dans og musik som et redskab til at opnå mere livsglæde og overskud i dagligdagen.Tager du nye trin, danser du forbi dine forhindringer, skaber du nye muligheder i dit liv.

Stemmen er vores kommunikationsværktøj samtidig med, at det meste bliver sagt med kropssproget. Når vi træner krop og stemme, oplever vi spontan glæde ved at være til.Krop og stemmebevidsthed styrker din fornemmelse af hvem, du er, og bringer dig I kontakt med dine tanker og følelser. Thum

Thum Coaching og danseskoleAf Akinyi Nyawade

Akinyi, fotograferet af Ulla Munch Petersen

45

coaching kan hjælpe dig med at få kontakt mellem krop, følelser og tanker, således at du bedre kan give udtryk for ønsker og behov og derved få dem opfyldt.

Musik og dans er fri for vurdering, og danseskolen har den fornem-ste opgave at styrke den enkelte i sin udvikling, samt fællesskabs følelsen og give succesoplevelser.

Danseskole med motion for krop og hjerne”Bevæg din krop og du bevæger dig mentalt”. Danseskolen bevæger erhvervslivet såvel som forældre og børn. På www.danseskole.eu finder du vores kurser og foredrag.

Songa.. er udviklet af Akinyi, og gør afrikanske dansebevægelser kombi-neret med latin bevægelser til en festlig træning for både krop og sjæl. Songa betyder flyt dig eller bevæg dig. Songa handler ikke om at tabe sig, men om have det godt med at bevæge sig. Songa kan bruges til ugentlig træning eller firmafester.

Rytmik og legetræning... er udviklet af Akinyi Nyawade. Hvordan kan man lege fangelege med en baby på 3 måneder? Akinyis rytmik handler om, at alle kan være med uanset alder, og familien kan godt være mere aktive med den lille baby og få sved på panden selv.

Familiedans, rytme og legFamiliedans, rytmer og leg sætter hele familien, styrker familie-dynamikken, den travle hverdag, så alle får set hinanden, trænet og grinet sammen.Afrikansk dans til børn og voksne løsner op og bringer glæde.Du oplever kroppen gør bevægelser, du ikke vidste, du kunne. Afrikansk dans giver dig grounding og sætter dig i kontakt med de vigtige ting i dit liv.

AKINYI NYAWADEwww.thum-coaching.dk

[email protected]

Tlf: 27517108

Foto: Marco Martiri

Foto: Privat


46

I Afrika bruger man, hvad man har her og nu, ingen ved, hvad morgendagen bringer Det kan være/er svært, når man som jeg lever i et ægteskab med en kone, som er fuldblods afrikaner. Vi har fælleseje, og når der er penge på kontoen ”er der vel igen grund til at spare”. Tanken om at lægge penge til side for at kunne købe noget større er meget fremmed for folk her.En særlig kultur udspringer af de store familier, hvor der sjældent eller aldrig er nok til, at alle kan blive mætte. Man tager, hvad man kan nå inden, der er nogen, der stopper en, eller tager det først.Meget ulig den opdragelse der ligger i de fleste europæiske familier, hvor der som regel er nok til alle. Det fører til et noget ”grimt” ragen til sig og brugen alting op når som, helst det er muligt.Som overflodseurpæer er det vanskeligt at omstille sig til denne konstante kamp for at få del i maden/tingene inden, det er for sent. Ting bliver ødelagt ”fordi det er ligemeget, jeg har kun denne ene chance for at bruge det” og selvfølgelig fordi afrikanere grundlæggende ikke forstår sig på mekanik eller har nogen forstand på samme, men gerne vil vise, at de ved det hele og nødigt afslører deres ukendskab til tingene.Når man i sin uvidenhed fortæller om den fine originale kultur i Afrika, bunder det i høj grad i denne uvidenhed som europæe-re lider af. Afrikansk kultur er ikke altid fint og smukt. OK det ser flot og farvestrålende ud, når de optræder, men bag det hele lig-ger ofte frygt og undertrykkelse og trusler om at påføre hinanden alverdens ondskab og sygdom. Jeg så en video fra de unge Jolamænds initiering i bushen. En gammel kvinde afklædes, overhældes med aske, prygles og efterlades nøgen under et træ. En ganske uskyldig tilskuer som blev ud-råbt som dæmon, en eller andens mor som på denne måde fratages enhver værdighed og mærkes for livet.! Dette foregår, mens de unge mænd tydeligt påvirkede af stof-fer, jungle booze og hvad ved jeg, danser rundt omkring, truer hinanden med knive og optræder sanseløst. Min kone, som er Jola og flov over hvad vi så, siger at dette

kun sker blandt Jolaer, og at Mandinkaer, Fullaer og andre stammer ikke har den samme facon. Initieringen, som finder sted for de enkelte landsbyer med omkring 10 års mellemrum, starter efter sigende med at en tilfældig slås ihjel, det kan være hvem som helst, som ellers sidder fredeligt og roligt. Festen er samtidig et kæmpe orgie i at æde kød. Hundredevis af køer slagtes, og mens det stod på, var det nærmest umuligt at opdrive kød i resten af Casamance fordi alle vidste, at de kunne sælge køerne i bushen. Denne fest, som fa-milier sparer op til i måske 10 år, mens de ellers lever fattigt og med et minimum af mad, er en uomgængelig tradition inden-for Jola stammen. Deltager man ikke, eller donerer man ikke penge til familiemedlem-mer, er man udenfor, og kan risikere at blive udsat for det værste, fordrivelse fra familien og angreb fra alle sider. Igen denne trussel om at blive dræbt/ramt af sygdom som ligger bag mange kulturelle traditioner. Hele systemet med, at folk er rettroende muslimer og beder hver dag, samtidig med at de er overhængt med jujuer og tilkalder Jujumænd og Mara-bouter, hver gang de har et lille problem, kan være svært at forstå for en europæer. Det bunder formentligt i, at Afrika ikke oprindeligt er muslimsk, men tidligere havde en form for Animisme som religion. Denne Animisme er ikke fortrængt i og med, at man blev påtvunget Islam, den har blot fået en anden form, hvor Quranens ord bliver vendt og drejet, så afrikanerne tror, at de bliver magiske på en ny måde og at de kan bruges til at skade andre med. På mange måder er det som Satanismen i de Kristne samfund, ingen Gud uden en Satan og Satanismens hekse og trolde. Alt har sin modpol. Hele dette Jujuværk og initiering af de unge mænd fastholder Afrika i en uciviliseret form, og det ser ud til, at det klart har fået overtaget og er en meget stor magtfaktor. Også J.J. Jammeh, Gam-bias præsident er fra Jola stammen, og han fastholder også traditionen så vidt muligt. Sidste år var han således overbevist om, at hekse havde dræbt hans tante, hvorefter han indfangede omkring 1000 mennesker

og tvang dem ud i en sø, som var fyldt med urter og medikamenter, hvorefter de skulle bade og drikke af vandet.I det daglige trives jalousi og brødnid. Ingen må se når famiien køber en sæk ris eller lignende.Ingen må se, at man har penge, har man eksempelvis penge, selv mindre beløb på bordet, gemmer man dem, hvis der kom-mer nogen på besøg. Begrundelsen er, at nogen jo sulter og ikke har penge til mad, så det kunne skabe dårlige følelser hvis de så, at man havde nogle penge. Dob-beltmoralsk og hyklerisk alle kan jo se hos den lokale købmand, at folk har penge at betale med. Tiggeriet foregår konstant, hver dag har vi folk, som kommer og sætter sig ned og venter, venter på at vi enten giver dem noget mad eller nogle penge. Vi er selvfølgelig særligt udsatte, fordi jeg er Toubab (hvid), og i deres øjne må være meget rig. Til tider synes jeg, det er svært at holde ud. Al den misundelse. Min kone mener, at vi bliver efterstræbt ”Mysti-cally”, at nogen påkalder onde ånder, som skal ramme os med død og ødelæggelse. Hun bruger penge på at beskytte sig og rådfører sig konstant med ”Ju Ju Mænd” (Marabouter). Jeg forklarer hende, at den slags ikke eksisterer i min verden, og at jeg intet frygter. Det er ikke nemt, og ind imellem er det som at slås med vindmøller, hun mener nærmest, at når jeg ikke tror på det, så må hun beskytte os dobbelt. Hun fortæller forskellige historier om, hvad hun selv har været ude for og giver eksempler på de mest absurde ting med kvinder, der angriber hende i abeskikkelser, og slanger hendes far trækker ud af halsen på hende. Folk, der kaster sygdomme og ætsende væsker mod én, er bare få eksempler på, hvad der foregår. Meget udspringer også af flerkoneriet og den jalousi, dette fremkalder.I Visse huse har man nærmest indtryk af, at der er borgerkrig.Al denne frygt og ondskab fører til et samfund, hvor ingen stoler på nogen alles kamp mod alle. Jeg mener, at dette i høj grad er medvirkende til at fastholde Afrika

Løst og fast Efter knapt 2 år i Gambia og SenegalAf Tom Simonsen, Abene, Senegal


som et uudviklet og tilbagestående kon-tinent. Det er, som om de unge allerede i senpuberteten, når de som Jola eksempel-vis bliver sendt i bushen, bliver indpodet frygten for alt ukendt og fremmed. Afrikanere er utroligt frygtsomme og ethvert dyr de ser, bliver straks slået ihjel, det kunne jo være farligt. Dette på trods af at kun ganske få slanger og insekter udgør en risiko. Jeg taler ikke om vilde dyr, idet disse for længst er udryddet de fleste steder. Ganske almindelig dagligdags dyr som insekter, firben, frøer og tudser og an-dre uskadelige ting dræbes straks. Selv en smuk kamæleon jeg fandt i en busk og gik rundt med på skulderen og på hovedet, var ved at få dem til at dåne. En anden gang hvor jeg besøgte en ”reptilefarm” sammen med nogle gambianere, var de ved at løbe væk da jeg holdt en uskadelig python på en meters penge om halsen. Efter en tid lykkedes det dog at overtale 2 af dem til at blive fotograferet med hver sin python. Angst og pivethed hos mændene er et helt gennemgående træk. Har man lidt

ondt i hovedet eller maven, er man straks alvorligt syg. En ting, der kan gøre én rask på rekordtid, er dog synet af eller tanken om lægens sprøjte.

Rebeller eller slet og ret kriminelle med forskellige ærinderDer er mange historier omkring de frygtede rebeller i Casamance, de fleste handler dog om simple landevejsrøvere, eller folk som forsøger at beskytte deres illegale skovhugst mod fremmede blikke. Der bliver drevet umådeholden rovdrift på de kostbare træsorter, der findes i Casam. Vidtstrakte skove samt på alm træ til træ-kul. Også folk fra de omkringliggende lande Gambia, Guinea Bissau og andre henter deres træ her. Det er en naturkatastrofe, der er under opsejling. Uden skovene vil jorden blive vasket væk, og Casamances eneste råvare-ressource vil forsvinde. Kun fiskeriet er tilbage, og det bliver efter sigende dårligere og dårligere. Bådene skal længere til havs, og udgiften til brændstof nærmer sig indtægten ved fiskesalget.

Her op til Tabaski var der som vanligt nogle rapporterede angreb på biler mellem Abene og Bignona. En nat hørte vi lyden af skud fra Kalashnikov, og ganske rigtigt blev det nævnt i radioen om morgenen, at der var blevet skudt med netop Kalashnikov rifler, noget som millitæret ikke bruger. 3 dage før Tabaski løb der et rygte i byen, om at en bil var blevet beskudt og havde rullet rundt flere gange, muligvis en løgnehisto-rie?I det hele taget hører løgn og tyverier til dagens orden her. Man stjæler materialer fra naboen og sælger det til den næste nabo. Bliver det opdaget, holder man sig bare væk i nogle dage og regner herefter med, at det er glemt igen. Voksne mænd som opfører sig som små børn! Eller man bliver bedt om at lave noget arbejde, får pengene på forskud og laver en lille del af arbejdet, hvorefter man holder sig væk nogle dage og fortæller, at man var fryg-telig syg i håbet om at nogen andre, så er blevet bedt om at færdiggøre det.

Artikel fra Ritzaus Bureau, 28. november 2010. Kolda, Senegal:

700 landsbyer i Senegal afviser omskæringHundreder af landsbyer i Senegal droppede søndag den århundreder gamle skik med omskæring af piger. 700 landsbyer i Senegals sydlige provins Kolda erklærede søndag en ende på omskæring af piger og tvangsægteskaber. Det skete samtidig med en demonstrationsmarch, der havde henved 3000 deltagere. Marchen fandt sted som optakt til erklæringen søndag om, at de 700 landsbyer går bort fra “kvindelig omskæring, tvungne og tidlige ægteskaber” i Koldaregionen, oplyser en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP.Skridtet kommer efter omfattende arbejde fra regering og private organisationer for at få lokalsamfundene i området til at opgive de kulturelle og religiøse skikke, der fører til skamfering af kvinders kønsdele.Andre omkring 4500 landsbyer i Senegal har tidligere erklæret, at de går bort fra kvindelig omskæring. /ritzau/AFP

Desværre er ovenstående uden hold i virkeligheden, en smuk tanke som for en kort stund gjorde mig glad! Indtil min kone fortalte mig, at sådan var det hvert år, man afleverede nogle gamle knive, som ikke duede og fortsatte omskæringen helt uanfægtet! Pengene, som bliver givet af forskellige europæiske organisationer, blev hævet ved Kasse 1, og alt var, som det plejede at være. Omskæring af kvinder/små piger beskrives nu og da som en muslimsk skik. Det er ikke sandt!Omskæringen er langt ældre og er da kun en måde for mændene til at bevare kontrollen over kvinderne. Det er en kendsgerning, at de fleste ægteskaber indgåes mellem ægtefæller, hvor manden ofte er omkring 20 år eller mere ældre end bruden, og det var jo ikke så godt, hvis kvinden søgte mere virilt selskab.

K.h. Tom Simonsen, Abene, Casamance, Senegal

Tom og Alcado (borgmesteren) i Busumbala


48

I en nedlagt papirfabrik i hjertet af Silke-borg ligger Højskolen Performers House, der, som navnet antyder, tilbyder højt kva-lificeret undervisning i scenekunstarterne musik, teater, dans og nycirkus. Skolen har på få år opbygget et internationalt studie-miljø, som tiltrækker unge kunstnerspirer fra alverdens lande. Heriblandt for øjeblik-ket 5 ghanesiske musikere og dansere fra African Footprint International (AFI)

Lysten til at lade sig berige af hinandenForbindelsen mellem AFI og Performers House går helt tilbage til højskolens første sæson i 2007, hvor gruppen gæsteunder-viste og optrådte for skolens elever. Dette besøg lagde kimen til flere samarbejds-planer, som bla. har resulteret i den årligt tilbagevendende ”African Drum and Dance Camp” som er et af højskolens ugekurser i sommerperioden. I foråret 2009 rejste en gruppe på 45 elever og lærere til Ghana og udvekslede musik, dans og teater med AFI - en studierejse der, ifølge skolens viceforstander Allan Agerbo var en fanta-stisk øjenåbner, og som satte et mærk-bart præg på netop det elevholds sociale engagement i hinanden og i verden. ”Både højskolen og AFI har stort udbytte af vores fortsatte samarbejde og udvekslinger. At arbejde med kultur og uddannelse er ikke

nogen forretning - på vores felt er samar-bejde drevet af venskaber og af lysten til at lade sig berige af hinanden med store oplevelser”, fortæller Allan Agerbo. Også Center for Kultur og Udvikling (CKU) har set et lovende potentiale i det veletab-lerede samarbejde. De foreslog derfor i efteråret 2009, at de to parter skulle indgå i et decideret projektsamarbejde med støtte fra CKU. Deres forslag var, at de to parter skulle udvikle et nycirkusprojekt sammen.

NycirkusNycirkus er en poetisk, kraftfuld, magisk og humoristisk kunstform med krop-pens unikke udtryk i centrum. Den er en videreudvikling af det traditionelle cirkus, hvor elementer fra cirkus sættes ind i en dramaturgisk opbygget fortælling. Modsat det traditionelle cirkus, som ofte består af enkeltstående numre, kædet sammen af en sprechstallmeister eller en klovn. I det gamle cirkus er det manegen, der danner rammen om artisteriet, akrobatikken og klovneriet. I det nye cirkus er det fortællin-gen, der sætter rammen.

Nycirkuslinjen på Performers HouseSom den eneste højskole i landet ud-byder Performers House nycirkus som

linjefag. Eleverne modtager undervisning i disciplinerne akrobatik, aerials (reb og trapez) samt ”vertikal dans” - altså dans på en lodret flade. En vigtig del af træningen handler om sikkerhed i forbindelse med akrobatik og aerials: knob, rigning af reb osv. Derudover arbejdes der med fysisk teater, scenisk bevægelse, stemmebrug og karakteropbygning, koreografi og komposi-tion. Eleverne skaber selv alle de forestil-linger, de sætter op i løbet af året.

Nye dimensioner25 årige Godfred Asare - af Utammadu-nis lejrdeltagere måske bedre kendt som ”Obolo” - er én af de fem Footprintmed-lemmer, som i år har fået mulighed for at studere nycirkus på Performers House. Siden de tidlige teenageår i Ghanas ho-vedstad Accra har Obolo været fascineret af alle former for dans og opsøgt en hver chance for at udvikle sit talent som danser. Inspirationen og motivationen kom fra TV, ældre drenge i nabolaget og fra lærerme-steren Omari Oppong, som optog ham i sin gruppe. Før Obolo kom til Performers House, vidste han ikke, hvad begrebet ”nycirkus” dæk-kede over. ”Som free style danser, har jeg altid været nysgerrig overfor nye måder at bevæge mig på - nye elementer jeg kan bringe ind i dansen. Jeg har også prøvet

FODSPOR PÅ EN MURaf Signe Thorborg

FAKTABOKS”CKU er en selvstændig institution under Kulturministeriet, som arbejder for at styrke udviklingslandenes kunst og kultur for at opdyrke ressourcer og skabe vækst og udvikling. En væsentlig del af arbejdet består også i at formidle viden om udviklingslandenes kulturer gennem kunst, der udfordrer gængse opfattelser og ska-ber indsigt og refleksion.CKUs støtteordning giver penge til kulturudveksling mellem Dan-mark og udviklingslandene. Støttekriterierne bygger på kvalitet, fornyelse og etablering af partnerskaber. Der prioriteres projekter, som er i stand til at skabe nye spejlinger og nedbryde stereotyper og fordomme – som er kreativt nyskabende – og som forankres i partnerskaber med potentiale for at generere nye samarbejder og videndeling på sigt.” (Kilde: CKU's hjemmeside)


49

kræfter med forskellige akrobatiske tricks, som jeg så andre performere lave. Så da jeg fandt ud af, at jeg skulle lære ”nycir-kus”, troede jeg mest det handlede om akrobatik,” fortæller Obolo. ”Nu ved jeg, at det er en multidisciplinær kunstform, som kan indeholde næsten alt. Det handler om at kombinere alle scenekunstformerne og skabe noget ekstraordinært - noget, der fortæller en historie, men som samtidig efterlader publikum med et spørgsmåls-tegn.” Livet som højskoleelev i Danmark er udfordrende for den unge ghaneser, men også givende. Undervisningsformen er anderledes, og det har taget tid at vænne sig til de frie arbejdsformer, hvor det ofte er eleverne selv, der i fællesskab skal definere indholdet og sætte mål for sig selv. Men Obolo er sikker på, at han vender hjem til Ghana med meget nyt at byde på. Han træner hårdt både i og udenfor undervisningen for at komme til at mestre de forskellige luftdiscipliner. Hans drøm er at kunne bruge sine evner som både

traditionel og moderne danser til at skabe koreografier i hele rummet. ”Jeg har nogle fantastiske billeder i hovedet, hvor vores kraftfulde afrikanske dansestil pludselig letter fra jorden og folder sig ud i helt nye dimensioner! Jeg tror, nycirkus kan blive meget populært i Ghana - folk vil blive overraskede og begejstrede over at se dan-sen og akrobatikken på nye måder. Men publikum i Ghana er anderledes end her, og de har ikke set nycirkus før, så jeg tror, det er vigtigt, at vi laver nogle meget klare historier i forestillingerne dér.”

KapacitetsopbygningAllan Agerbo forklarer, at det overordnede mål med projektet er at opbygge nye kapaciteter i AFI til at bringe så mange for-nyende elementer som muligt ind i grup-pens kunstneriske udtryk. I løbet af den 3 årige projektperiode skal 10 AFI medlem-mer gennemføre et 40 ugers ophold på Performers House. Tilbage i Ghana skal disse 10 ”ambassadører” dels fungere som ensemble og sammen skabe en Ghanesisk

udgave af nycirkus. Derudover, skal de lære fra sig og sammen med ca. 15 andre unge ghanesere, skabe en forestilling, som ind-drager elementer af nycirkus. ”Mit håb er, at de 10, som får mulighed for at studere hos os får et fagligt og især et kreativt løft; og at de, når de vender tilbage, kan være med til at skabe fornyet dynamik i Foot-print,” siger Allan Agerbo. ”Og så drømmer jeg selvfølgelig om at se en forestilling, der vil give genlyd over hele Ghana - ja måske hele Vestafrika!”

Foto

s på

diss

e sid

er: P

er P

eder

sen,

Per

form

ers H

ouse


50

Hjemmesiden: På www.utamaduni.dk kan du læse en

masse mere om lejren og om dansegruppen, se vores fotoarkiv fra lejren,

læse om projektgruppen, finde fakta om TZ og meget mere...

SIRI: På vores ’hemmelige’ hjemmeside kan alle arrangører og

gratister der kender koden, logge ind og se opdaterede adresse/telefon

lister, møde-referater, regnskaber og meget mere. Den (ikke særligt)

hemmelige kode der skal bruges er: Bruger: ”utacrew” Kode: ”utamadu-

ni”. (www.utamaduni.dk/siri)

FaceBook: Vi har vores egen gruppe på FaceBook, hvor vi

kan dele fotos, tagge vennerne, skrive opslag mv. Man skal være tilmeldt

FaceBook for at kunne tilmelde sig gruppen. Pt. er vi næsten 700 med-

lemmer (!), og der ligger mange hundrede fotos i det fælles billedegalleri.

Utamaduni Online:

MødekalenderenI Utamaduni bruger vi denne ’årskalender’ for møder og lejr:

GENERALFORSAMLING

- Sidste lørdag i marts (26/3 - 2011)

JUNIMØDE

- Anden lørdag i juni (11/6 - 2011)

UTAMADUNI SOMMERLEJR - Uge 30 (lørdag til lørdag) (23-30/7 - 2011)

EVALUERING AF ÅRETS LEJR - Første lørdag i oktober (1/10 - 2011)

Utamaduni Kulturforening afholder den ÅRLIGE GENERALFORSAMLING

LØRDAG DEN 26. MARTS KL. 13 PÅ GRANLUNDEN

Alle medlemmer af foreningen, også gratister og lejrdeltagere, er velkomne til møderne.

Dagsorden kan ses på det postkort som er vedlagt, og alle arrangører og gratister får tillige et regnskab

for sidste år.Vi ses til mødet.

HUSK AT VI HAR BRUG FOR FRISKE KRÆFTER TIL AT HJÆLPE MED AT ARRANGERE LEJREN!

Også når der ikke er lejr....


51

Bayeye - SlangedanserneGranlunden, Uffe og SanderEmmelev kærvej 18500 Grenå8638 7275www.utamaduni.dk/slangedans

BakomyalumeLillian Christensen,Eskildsagre 5, Nørager,8961 Allingåbro8648 6603

Bimeji BembenyaSidsel Bech,Hasselvænget 1, 2.tv7100 Vejle2940 [email protected]

Chipu KiziJacobo Winther,Rektorparken 22, 5. tv.2450 København SV2674 [email protected]

Cheza MjiniJohanne Olivia Grønne Kühl2611 [email protected]

Furahia GroupBodil StrandbyKilevej 4, Vedersø6990 [email protected]

IgokolooJacobo WintherRektorparken 22, 5. tv.2450 København SV2674 [email protected]

IkumboJeanette Retslov, Svanholm alle 24050 [email protected]

MalingoElin og Anders Sonne,Skovfogedvej 38600 Silkeborg8680 [email protected]

ManonguKarin Bergdal og Marco IaccarinoTrappeberget, Assleröd 33463 93 Västerlanda, Sverige [email protected]

Oslo GruppenTone Ophus, Lachmanns vei. 80, N-0495 Oslo, Norge+47 2245 [email protected]

Oye gruppenBente S. Carstensen,Broagermark 8,6310 Broager7444 [email protected]

Pole PoleMette Rømer,Ndr. Skovvej 2,9520 Skørping9839 2587

SeelolubeTine CarlsenSkelagervej 2578200 Århus N2629 [email protected]

Shangwe Show GroupMads BischoffSylbækvej 18230 Åbyhøj2028 2523www.shangwe.dk

Utamaduni Dance TroupeGranlunden, Uffe og SanderEmmelev kærvej 18500 Grenå8638 7275www.utamaduni.dk/[email protected]

WagaluEva FlodinVetekornsgata 9S-43146 Mölndal, [email protected]

WanarahaGitte DuusLindskovvej 279000 Aalborg9813 1006

Watoto na WengineJens Rossen, Ragnhildvej 8, kld.5700 Svendborg6220 1467

VipepeoNeel HolmGammel Kirkevej 608530 HjortshøjTlf.: 8622 [email protected] Madelene SideniusHans Broges vej 108220 BrabrandTlf.: 6110 [email protected]

Wood ’n’ SkinLena HillgaardGrundtvigsvej 13, 2.tv8260 Viby J.6062 [email protected]

Yaa asante waElisabeth LangeBådsmandsstræde 431407 København Ktlf [email protected]

Kilde: www.utamaduni.dk/grupper

Dansegrupperne i Utamaduni-netværketOpdateret pr. februar 2011.

52

Utamaduni Kulturforening V/Trine Ø. Jensen, Gæstfri, Emmelev kærvej 1, DK-8500 Grenå

8638 7292 • [email protected] • www.utamaduni.dk

Saf

i.dk

• M

arts

201

1

mwaha huu 2011 - utamaduni årsmagasin

Documents