"knus klubben 4 - forår og forsogning"

Gitte Løkkegaard”Superserie for seje piger.” – Nordjyske Stiftstidende

Gitte Løkkegaard

Politikens Forlag

bog2640-KNUS-4-Forår-og-forsoning.indd 3 03-09-2012 10:41:50

25

2“Klarer du den, søs?” Max kiggede hen over den lille

kommode og grinede. “Kom nu, du går altid og si-

ger, at der ikke er noget, I kvinder ikke gør lige så

godt som mænd.”

De havde været i gang i to timer allerede, og

Selma var træt. De hjalp hendes mors veninde, Hel-

le, og hendes mand med at flytte. De havde allerede

båret en hel treværelses lejlighed ned fra 4. sal og

næsten det hele op på 2. til den nye lejlighed. Selma

prustede, og da de kom op på reposen på 2., satte

hun sin ende af kommoden.

“Jeg skal lige puste … øjeblik.”


26

“Indrømmer du så, at mænd har flere kræfter?”

grinede Max, der stod ved den bagerste ende af

kommoden.

“Aldrig. Husk på, jeg er kun 13 – og ikke fuldt

udviklet. Det kan ikke sammenlignes.”

“Godt forsøgt, søs!”

Helle og Selmas mor, Lea, kom nu op ad trap-

pen og kantede sig forbi dem. Helle med en stander-

lampe og en palme og Lea med en flyttekasse. De

forsvandt ind i lejligheden.

Selma løftede op i kommoden igen og begyndte

at gå.

“Rolig, for satan,” stønnede Max. “Du skal jo

lige have bagperronen med.”

De moslede igennem entreen og ind i stuen,

hvor Helle og Lea stod og kiggede op i loftet.

“Sindssygt flot stuk,” sagde Lea. “Det er virkelig

sjældent, man ser det så fint. Det er i det hele taget

en vild lejlighed. Jeg vidste slet ikke, de fandtes i

den her del af Nørrebro.”

“Det er også en lidt speciel ejendom,” sagde

Helle, “for lejlighederne til venstre er meget små

toværelses, og de fleste af dem er kommunens. De


27

lejer dem ud til mennesker med særlige behov eller

sådan noget.”

Helles mand, Torben, kom ind i stuen. “Det var

det sidste,” sagde han og satte en vasketøjskurv på

gulvet og to planter i vindueskarmen. “Tusind tak

for hjælpen alle sammen. Om ti minutter er der

pizza.”

Selma hørte ikke, hvad han sagde. Hun stod

stille på gulvet, som om hun var et af møblerne,

der var blevet sat der. Ursula boede i lejligheden

øverst oppe – til venstre! Der var noget, der slet ikke

stemte, og som hun stod der, vidste hun, at hun altid

havde haft en lille fornemmelse af, at der var noget i

Ursulas historier hjemmefra, der ikke passede.

“Skat, kom nu af sted efter den pensel. Nu er det en

halv time siden, jeg bad dig om det. Vi kan jo ikke

komme i gang med panelerne, før vi har den, og jeg

er lige straks færdig med at sætte det her tape på.”

Ursula kiggede på klokken. Den var ti minutter

i fire, og det var rigtigt, at det var præcis en halv


28

time siden, Katrine havde spurgt første gang, for Ur-

sula havde også set på uret da. Hun havde trukket

tiden ud. Hun havde kunnet høre, at der stadig blev

skramlet nede på 2., og hun anede ikke, hvad hun

skulle gøre.

De havde flyttet alle møblerne ind i Katrines

gamle værelse i går, og de havde vasket væggene

ned i Ursulas rum, der nu skulle være stue. Støtte-

personen Jette havde ment, det var lidt tidligt at gå

i gang med sådan et projekt, når nu Katrine stadig

var ‘indlagt’ og skulle være på hospitalet hver dag

fra klokken 9-14. Men Katrine havde været meget

bestemt: Hun var klar, og de havde brug for en ny

start i en nymalet lejlighed.

Ursula lyttede mod døren. Det lød, som om der

var faldet ro på dernede. Der havde været stille et

stykke tid nu.

“Jeg går ned efter den nu så,” sagde hun til Ka-

trine.

“Fint!”

Ursula åbnede døren og lyttede. Der var stille i

opgangen. Hun gik ned ad trappen, og hendes hjer-

te bankede, så det nærmest føltes, som om det gav


29

ekko i opgangen. Hun listede og følte sig som en

idiot, fordi hun gjorde det. Så langt var hun altså

kommet ud, at hun måtte snige sig ud af sin egen

lejlighed – fordi hun var en løgner og en bedrager.

Hun nåede reposen på 3. sal, og hun skulle lige til at

sætte i løb ned forbi 2., da hun hørte døren blive åb-

net dernede. Hun frøs i sin bevægelse som en hare,

der bliver fanget af et sæt billygter.

“Tusind, tusind tak for hjælpen,” hørte hun en

kvindestemme sige.

“Det var da så lidt,” sagde en anden stemme,

som hun genkendte. Det var Selmas mors. Hun hør-

te mange sæt fødder buldre ned ad trappen og pu-

stede den luft ud, som hun havde holdt i sig, mens

hun lyttede. Men så hørte hun Selmas mor sige der-

nedefra:

“Hey, Selma, skulle du egentlig ikke op og kigge

til Ursula?”

Ursula frøs igen.

“Nej,” hørte hun Selma sige. “Jeg har alligevel

ikke tid, jeg skal hjem og skrive stil.”

Ursula satte sig på trappen. Hun svedte kold-

sved, og hendes hjerte ville ikke falde til ro. Selma


30

ville jo aldrig vælge hende fra og lektier til, hvis alt

var normalt. Hun var ved at regne det hele ud. Det

var Ursula næsten sikker på.

Hej Kamilah og Mille. Kan vi mødes i

morgen eftermiddag? Det er om Ursula. Jeg

har fundet ud af noget. Jeg tror, hun har

løjet for os. KNUS Selma

Jeg kan godt. Hvordan løjet? KNUS Mille

Lang forklaring

Jeg tror ikke, Ursula ville lyve for os. Det er

nok en misforståelse. Jeg kan ikke i morgen.

Min far og brødre skal til møde i moskeen,

og jeg tør ikke snige mig ud. KNUS Kamilah

Hvad om vi følger dig hjem fra skole? Så kan

vi snakke på vejen. KNUS S

God idé. Vi ses. KNUS Kamilah


31

“Skal vi?” sagde Lauritz.

Hun nikkede, og de begyndte at løbe. Det var

for længst blevet mørkt, men lyset fra byen og ga-

delamperne gjorde, at de sagtens kunne se, hvor de

løb. Lauritz havde sms’et hende for en halv time si-

den og spurgt, om hun ville med. De løb oftere og

oftere sammen – op til tre gange om ugen, men de

havde kun løbet og snakket. Ikke andet. Siden jule-

aften, hvor han havde kysset hende på munden, var

der ikke sket mere på den front. Selma havde brugt

mange aftener på at lægge en plan, der kunne få

tingene til at udvikle sig, men det var ikke lykkedes

for hende.

Hun turde ikke tage initiativet. For måske var

han alligevel ikke interesseret i hende på den måde.

Hun kunne simpelthen ikke blive klog på det. Hun

smugkiggede over på ham, mens de løb. Der stod

varm damp ud af munden på dem, og efterhånden

faldt de ind i et fælles tråd og åndedrag. Sådan løb

de uden at sige noget i et kvarters tid, så sagtnede

Lauritz farten.


32

“Puha. Jeg har sgu sidestik. Kan vi ikke gå lidt?”

Selma stoppede op og kiggede grinende på ham.

“Er du træt, gamle mand?”

“Hvad siger du tøs. Jeg skal give dig gammel,

skal jeg.”

Han greb fat i hende, drejede hende rundt, så

hun stod med ryggen til ham med hans arme om

sig, og så klemte han til. Hun kæmpede for at kom-

me ud af hans greb. Han holdt godt fast, og selvom

hun vred sig og sparkede bagud efter ham, slap

han hende ikke det mindste. Så pludselig løftede

han hende op. På den gammeldags måde, som en

brudgom bærer sin brud over dørtærsklen. Han bar

hende over til den lille græsskråning, der løb langs

Søerne. Han lagde hende og sig selv ned på græs-

set i en bevægelse, tog hendes hoved imellem sine

hænder og kiggede hende ind i øjnene. Et langt, fast

blik. Så lagde han sin mund oven på hendes. Han

kyssede hende, og Selma åbnede sin mund og lagde

sin tunge helt frem til læberne. Hun kunne mærke,

han stoppede op et kort øjeblik, og så mærkede hun

hans tunge mod sin. Hun åbnede lidt mere og følte

på hans tunge med sin egen. På spidsen af den og


33

rundt omkring den. Hvad der føltes som tusindvis

af gys gik igennem hendes krop fra lænden og helt

op i nakken. Han sukkede og tog hårdere fat om

hende.

“Åh, for fanden, Selma,” sagde han inde i kys-

set, og kuldegysningerne blev ved og ved i hendes

krop, og hun havde aldrig nogensinde prøvet noget

lignende.


"knus klubben 4 - forår og forsogning"

Documents