1. BETÆNKNING

VEDRØRENDE

GENNEMGANG AFEKSPROPRIATIONSLOVGIVNINGEN

AFGIVET AF DEN AF

MINISTERIET FOR OFFENTLIGE ARBEJDER UNDER

14. FEBRUAR 1956 NEDSATTE KOMMISSION

BETÆNKNING NR. 330

1963

J. H. SCHULTZ A/S . UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI . KØBENHAVN

INDHOLDSide

1. afsnit. Kommissionens nedsættelse 5

2. afsnit. Afgrænsning af kommissionens opgave 8

I. Indledende bemærkninger om den bestående retstilstand 8

II. Kommissionens opgave og almindelige overvejelser om dennes løsning 9

III. Retningslinjer for konklusionens realisation 11

IV. Andre mulige metoder for revisionsarbejdet end den valgte 13

3 afsnit. Ekspropriationsproceduren 15

I. Den nugældende retstilstand 15A. Hovedpunkter i typiske ekspropriationssager 15B. Fremgangsmåden ved ekspropriationer efter forordningen af 5. marts 1845 17C. Andre loves regler om fremgangsmåden 23

IT. Kommissionens synspunkter 24A. Hvilke opgaver skal ekspropriationsmyndighederne have? 24B. Ekspropriationsmyndighedernes art 24C. Ekspropriationsmyndighedernes forhandlingsform 27D. Ekspropriationsmyndighedernes nærmere organisationsform og sammensætning. . . 29E. Den efterfølgende domstolskontrol 34

4. afsnit. Om erstatningen 37

I. Almindelige regler om erstatningsudmålingen 37

II. Hvilke grupper af skadetilfælde opstår ved en ekspropriation, og hvilke grupper falderind under ekspropriationsmyndighedernes kompetence? 40

III. Fradrag i erstatningen for fordele, som en restejendom opnår ved ekspropriations-anlægget 45

IV. Forrentning af erstatningsbeløbene 47

5. afsnit. Jordfordeling 48

6. afsnit. Udkast til forslag til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast ejendom 52

7. afsnit. Kodifikation af visse ekspropriationslove 79

8. afsnit. Resumé og indstilling 84

1. afsnit.

Kommissionens nedsættelse.

I folketingets møde den 20. april 1955stillede folketingsmedlem Helga Pedersenstats- og udenrigsminister H. C. Hansenspørgsmål om, hvorvidt regeringen villeoverveje en revision af de gældende reglerom fremgangsmåden ved ekspropriations-forretninger, se folketingstidende 1954-55,forhandlingerne sp. 3880-84. Spørgsmåls-stilleren fandt, at nogle af de vigtigste lov-regler herom var forældede og vanskeligtforståelige, ligesom en ensartet fremgangs-måde for ekspropriationer på de forskelligeområder burde tilstræbes. Stats- og uden-rigsministeren svarede, at regeringen varopmærksom på spørgsmålet, men på bag-grund af de mange påtrængende lovgiv-ningsarbejder, som forelå, havde regeringenikke anset en lovrevision på dette områdefor stærkt presserende. Regeringen havdeimidlertid ikke henlagt sagen.

Den 14. februar 1956 nedsatte ministerietfor offentlige arbejder nærværende kommis-sion. Om baggrunden for kommissionensnedsættelse og om dens opgaver skriverministeriet følgende:

„Som det vil være bekendt, findes derikke i dansk lovgivning generelle regler forfremgangsmåden ved foretagelse af ekspro-priationsforretninger eller ved fastsættelsenaf ekspropriationserstatningers størrelse,hvorimod en række enkeltbestemmelser hverfor sit område giver nærmere regler herom.

Af sådanne bestemmelser må i førsterække nævnes 2 forordninger fra enevældenstid, nemlig forordning af 13. december 1793om vejvæsenet i Danmark og forordning af5. marts 1845 om de regler, som bliver atiagttage med hensyn til grundafståelserm. m. i anledning af jernbaneanlæg i Dan-mark.

Ikke mindst forordningen af 5. marts 1845udgør stadig en central del af vor ekspro-priationslovgivning, idet dens bestemmelserved senere love er gjort anvendelige også

ved ekspropriationer til andre formål, f. eks.luftfartsanlæg, militære anlæg, elektricitets-og telefonanlæg, radiofonianlæg, skoleanlæg,digeanlæg, bro- og vejanlæg, landvindings-formål og naturfredningsformål m. v. Depågældende love bestemmer alle, at ekspro-priation skal ske i overensstemmelse medforordningens regler.

Forordningen har endvidere været for-billede for talrige andre ekspropriationslove,der vel ikke henviser til forordningen, men istørre eller mindre grad fastsætter tilsva-rende bestemmelser som denne.

Uanset at denne nu 110 år gamle forord-ning er blevet til under helt andre samfunds-forhold, har den vist sig forbavsende leven-de, smidig og egnet til også at kunne anven-des under de ændrede forhold, der er enfølge af samfundsudviklingen. Imidlertid erdet klart, at spørgsmålet om denne gamlelovgivnings fortsatte egnethed til at kunnetilpasses en nutidig udvikling må holdesunder stadig prøvelse, ligesom det allerede ien årrække har været tilfældet. Eksempelvishenstillede i rigsdagssamlingen 1922-23 detudvalg, der af folketinget var nedsat tilbehandling af den årlige ekspropriationslov,til den daværende minister for offentligearbejder at undersøge, om forordningen sta-dig kunne anses for tidssvarende, og, såfremtændringer måtte være ønskelige, at frem-sætte forslag herom. Ministeren udarbejdedeen redegørelse til udvalget, der derefter i sinbetænkning udtalte, at udvalget ikke fortiden fandt anledning til at fremsætte ønskerom ændringer i de gældende regler, menanmodede ministeren om at have opmærk-somheden henvendt på, at de for ekspro-priationer gældende regler til enhver tid vari overensstemmelse med de som følge aftidens udvikling fremkommende berettigedekrav.

11928 vedtoges et af ministeriet for offent-lige arbejder udarbejdet forslag til visse

6

mindre formelle ændringer i forordningensbestemmelser, men det reelle indhold af for-ordningen ændredes ikke.

Også i forbindelse med forarbejderne tilgrundloven af 5. juni 1953 har spørgsmåletom revision af de gældende regler for eks- jpropriationsforretningers foretagelse væretgjort til genstand for overvejelse, men beho-vet for en almindelig ekspropriationslovgiv-ning skønnedes ikke at være så umiddelbartpåtrængende, at det på daværende tidspunktburde tages op forud for andre vigtigespørgsmål.

Foruden de problemer, der knytter sig tilanvendelsen af ældre love på nutidens for-hold, frembyder den gældende retstilstandogså en vis usikkerhed, fordi der med hensyntil de nærmere regler for ekspropriationernesforetagelse er fastsat uensartede bestemmel-ser i de forskellige ekspropriationslove, afhvilke endog enkelte slet ingen bestemmel-ser indeholder om disse spørgsmål, såledesat det i disse tilfælde er overladt til ekspro-priationsmyndigheden at udfylde loven vedanalogislutning fra andre ekspropriations-love og med almindelig ekspropriations-praksis.

Efter det således foreliggende og efter, atder nu ved grundloven af 5. juni 1953 tilyderligere sikring af princippet om ejen-domsrettens ukrænkelighed er sket denændring i forhold til tidligere grundlove, atspørgsmålet om erstatningens størrelse kanindbringes for domstolene, har ministerietfundet tiden inde til at gøre de gældenderegler om ekspropriationers foretagelse tilgenstand for nærmere undersøgelse i sam-menhæng, idet det for den enkelte borger eraf den største betydning, at også reglerneom fremgangsmåden ved ekspropriationersforetagelse, herunder især reglerne om er-statningens fastsættelse, er udformet såle-des, at princippet i grundloven om ejen-domsrettens ukrænkelighed får sit fuldeindhold, og således, at de giver den størstmulige betryggelse for borgerne.

Ministeriet har derfor besluttet at ned-sætte en kommission, der vil have til opgaveat foretage en undersøgelse af lovgivningensregler om den formelle fremgangsmåde vedekspropriationsforretningers foretagelse samteventuelt at fremkomme med forslag til en

generel lovgivning på dette område, her-under forslag til bestemmelser, der måtteanses hensigtsmæssige til nærmere at ud-fylde grundlovens bestemmelser.''

Endvidere tilskrev ministeriet den 4. april1956 kommissionen således:

„Under folketingets behandling den 23.februar 1956 af forslaget til den årlige eks-propriationslov fremhævede folketingsmandThestrup det ønskelige i, at domstolenes af-gørelser i sager angående erstatning for eks-proprieret ejendom fremmes mest muligt,samt at der i videre udstrækning end i al-mindelighed meddeles fri proces i sådannesager, hvorhos folketingsmanden henstillede,at disse spørgsmål blev gjort til genstandfor overvejelse i den nedsatte kommissiontil undersøgelse af lovgivningens regler omden formelle fremgangsmåde ved ekspro-priationsforretningers foretagelse.

Ministeren for offentlige arbejder gav til-sagn om, at disse spørgsmål ville blive tagetop af kommissionen.

Under henvisning til foranstående udvi-der ministeriet herved kommissionens kom-missorium af 14. februar 1956 til også atomfatte de pågældende spørgsmål.''1)

Kommissionen fik følgende sammensæt-ning:

Udpeget af ministeriet for offentlige arbej-der, departementet:Departementschef Palle Christensen, kom-

missionens formand.Landsdommer, nu retspræsident, dr. jur.

E. A. Abitz.Kontorchef J. Bang Christensen.Professor, dr. jur. W. E. von Eyben.Landinspektør E. Mouritsen.Kgl. kommissarius ved statens ekspropria-

tioner på øerne Th. Terndrup.Udpeget af ministeriet for offentlige arbej-

der, generaldirektoratet for statsbanerne:Afdelingsingeniør H . F. C. Rasmussen.

Efter dennes død er banechef S. C. C.Thorning Christenseti beskikket som med-lem (24. oktober 1959).Udpeget af boligministeriet:

Ekspeditionssekretær, nu kontorchef VagnRud Nielsen.

*) Se folketingstidende 1955-56, folketingets forhandlinger sp. 3080-81.

Udpeget af handelsministeriet:Afdelingschef P. Villadsen. Efter dennes død

er kontorchef E. Tuxen beskikket sommedlem (18. oktober 1962).

Udpeget af indenrigsministeriet:Stadsingeniør Rich. Honoré.

Udpeget af justitsministeriet:Kontorchef, nu landsdommer T. Schelle.

Udpeget af landbrugsministeriet:Professor F. Tolstrup.

Udpeget af statsministeriet:Kontorchef, nu sekretariatschef B. G. Toft-

Nielsen.

udpeget af undervisningsministeriet:Ekspeditionssekretær, nu kontorchef H.

K jerns.

Udpeget af Den danske dommerforening:Landsdommer F. Vildrik.

Udpeget af Den danske landinspektørfore-ning:

Stiftslandinspektør J. L. Mosbech. Efter atdenne af helbredsgrunde var fritaget forhvervet, er landinspektør Svend Nielsenbeskikket som medlem (17. oktober 1960).

På kommissionens indledende møde den11. juni 1956 blev der nedsat et arbejds-udvalg, der fik følgende sammensætning:Departementschef Palle Christensen, for-

mand.Retspræsident, dr. jur. E. A. Abitz.Kontorchef J. Bang Christensen.Professor, dr. jur. W. E. von Eyben.Kgl. kommissarius Th. Terndrup.Professor F. Tolstrup.

Fuldmægtig i ministeriet for offentligearbejder, nu kontorchef i luftfartsdirektora-tet Aage Stenver og sekretær i nævnteministerium F. Reidar Jørgensen har funge-ret som kommissionens sekretærer. Først-nævnte gør ved betænkningens afgivelsetjeneste i udlandet.

Kommissionen har afholdt 6 møder, ogarbejdsudvalget har derudover afholdt 41møder.

7

2. afsnit.

Afgrænsning af kommissionens opgave.

I. Indledende bemærkninger om denbestående retstilstand.

Almindelige bestemmelser om ekspropria-tion, i betydningen bestemmelser gældendefor alle ekspropriationer, findes i dansk ret igrundlovens § 73. I henhold til § 73, stk. 1,kan ekspropriation kun ske, hvor almenvelletkræver det, ifølge lov og mod fuldstændigerstatning. I § 73, stk. 3, bestemmes, at et-hvert spørgsmål om ekspropriationsaktenslovlighed og erstatningens størrelse kan ind-bringes for domstolene. Prøvelsen af erstat-ningens størrelse kan ved lov henlægges tildomstole oprettet i dette øjemed.

De materielle krav, der opstilles for enekspropriations grundlovsmæssighed, er så-ledes, at almenvellet skal tilsige ekspropria-tionens foretagelse, og at der skal betalesfuldstændig erstatning.

Af formelle krav opstilles kun det, atekspropriationen skal ske ifølge lov. Der-imod indeholder § 73, stk. 3, intet krav om,at domstolene skal medvirke i ekspropria-tionssager, men forudsætter, at domstoleneefterfølgende kan udøve virksomhed afkontrollerende art.

Grundlovsforskriften om, at ekspropria-tion kun kan ske ifølge lov, har relation tildet materielretlige krav om, at almenvelletskal motivere ekspropriationen, og inde-bærer derfor, at en administrativ myndig-hed kun kan foretage ekspropriation, når enlov har bestemt, at der til gennemførelse afet konkret anlæg eller til anlæg af en given,i vedkommende lov nærmere afgrænset artkan ske ekspropriation. Derimod betyderdenne grundlovsforskrift ikke, at selve detkonkrete ekspropriationsindgreb skal skeved lov, hvilket dog på den anden side ikkeer udelukket. For at en ekspropriation kaniværksættes, må der således forefindes enlovbestemmelse, der hjemler ekspropriationtil det formål, som ønskes tilgodeset. Hjem-mel til foretagelse af ekspropriationer er

hidtil givet enten i konkrete love, aleneomhandlende ekspropriationers foretagelsetil bestemt angivne anlæg, eller som særligebestemmelser i love, der i øvrigt regulereret givet retsområde. En lov, der genereltangiver, hvornår ekspropriation kan ske,findes ikke.

Kravet om ydelse af fuldstændig erstatninger som anført grundlovsbestemt, og lov-bestemmelser om erstatningsudmålingen eri og for sig ufornødne. Tvivlsspørgsmål omindholdet af grundlovskravet må i henholdtil bestemmelsen i grundlovens § 73, stk. 3,afgøres af domstolene. Imidlertid forekom-mer der talrige lovbestemmelser, spredt i delove, der hjemler ekspropriation i en givenanledning, som nærmere udtaler sig om,hvad der skal forstås ved fuldstændigerstatning.

Da som anført det konkrete ekspropria-tionsindgreb ikke skal ske i form af lov, ogda domstolenes medvirken både i henseendetil selve ekspropriationsakten og til erstat-ningsfastsættelsen er af efterfølgende kon-trollerende art, er det overladt til forvalt-ningen at gennemføre de enkelte ekspropria-tionsindgreb og søge fastsat de enkelteerstatningsbeløb. Lovgivningen har dog iadskillige tilfælde givet regler om, hvilkenfremgangsmåde forvaltningen skal følge veddisse opgavers løsning. Generelle lovbestem-melser herom, d. v. s. bestemmelser omfat-tende alle ekspropriationer, findes imidler-tid ikke, og ej heller er der udfærdiget gene-relle administrative bestemmelser i så hen-seende.

Indholdet af de lovbestemmelser, der giverregler for fremgangsmåden, kan variere.Hyppigst forekommende er regler om, hvor-ledes erstatningerne skal fastsættes. Sådanneregler går ud på, at andre persongruppereller administrative organer end den eks-propriationsbegærende myndighed i mangelaf enighed skal fastsætte erstatningerne, idet

der kan rettes principielle indvendinger imodat lade den myndighed, der begærer eks-propriation, bestemme erstatningerne.

Endvidere forekommer der ofte regler,hvorefter en særlig ekspropriationsmyndig-hed skal tage stilling til, hvorledes anlæggetskal udformes og placeres i marken, om ind-grebet eventuelt kan begrænses eller ændres,eller om de af indgrebet affødte ulempereventuelt kan afhjælpes på anden måde endgennem en erstatningsydelse. Ved lovbe-stemmelser af denne art søges det gennemen vurdering af hele sagen af en fra anlægs-myndigheden forskellig personkreds sikret,at det nytilkommende anlæg gennemførespå den måde, der bedst tjener samfundetsom helhed, samt at der også tages tilbørligthensyn til andre almene og private interesser.

Sådanne regler gælder i almindelighed vedstatsekspropriationer, ved ekspropriationertil fordel for koncessionerede selskaber ogved ekspropriationer inden for landbolov-givningens område. Tillægger en lov enkommunalbestyrelse adgang til at iværksæt-te ekspropriation, vil en forlods prøvelse afekspropriationssagen for en anden myndig-hed normalt ikke være foreskrevet, idet enkommunal ekspropriationsbeslutning nor-malt vil kunne gøres til genstand for anke(til amtsråd, ministerium), hvorved en efter-følgende prøvelse opnås. Det skal bemærkes,at lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrel-sen af de offentlige veje for betydningsfuldegrupper af de kommunale ekspropriationerhar indført den regel, at der skal afholdes enåstedsforretning, hvor de interesserede par-ter er til stede og kan fremføre deres bemærk-ninger til projektet.

II. Kommissionens opgave og almindeligeovervejelser om dennes løsning.

Den opgave, som er blevet stillet kom-missionen, går ifølge ministeriet for offent-lige arbejders skrivelser af 14. februar 1956og 4. april 1956 ud på at foretage en under-søgelse af lovgivningens regler om fremgangs-måden ved ekspropriationers gennemførelseog erstatningernes fastsættelse samt på dettegrundlag at overveje det hensigtsmæssige ien revision og samordning af de herom gæl-dende bestemmelser. Heraf følger, at detikke er pålagt kommissionen at søge deekspropriationshjemlende lovbestemmelser

samlet i en enkelt lov. Man har dog som etnaturligt udgangspunkt for arbejdet over-vejet, hvorvidt en sådan samling ville væreønskelig at nå, men kommissionen er af denopfattelse, at noget sådant ikke er at anbe-fale. I mange tilfælde, for eksempel ved lov-givningen om naturfredning, byplaner, by-regulering og anden regulering af byggerietog benyttelsen af de faste ejendomme, vilspørgsmålet om, hvilke reguleringer der kangennemføres uden erstatningspligt, og hvilkeder må anses for ekspropriation, indtage enså væsentlig plads, at det er vigtigt, at lov-givningsmagten tager stilling til fastsættel-sen af denne grænse i forbindelse med lov-givningen for vedkommende område somhelhed. Også bortset herfra synes ekspro-priationsbestemmelser med tilknytning til etsamlet lovreguleret retsområde naturligt athøre hjemme i vedkommende, for retsområ-det i øvrigt gældende lov. Visse love inde-holder imidlertid alene en ekspropriations-hjemmel og visse supplerende regler, og enbegrænset samling af sådanne love kan afpraktiske og ordensmæssige grunde væreanbefalelsesværdig. I denne forbindelse kanogså bemærkes, at den inden for ministerietfor offentlige arbejders ressort årligt tilbage-vendende ekspropriationslov efter kommis-sionens opfattelse bør afløses af en perma-nent lov, for så vidt angår de lovregler, dergår igen hvert år, jfr. herom 7. afsnit.

Det må imidlertid anses for hensigtsmæs-sigt, at man i en generel lov giver regler omekspropriationens omfang, således at disseregler kommer til anvendelse, når de en-kelte love ikke indeholder andre bestem-melser. Regler om ekspropriationens om-fang, som i forskellig skikkelse findes i deenkelte ekspropriationsbestemmelser, er fore-slået optaget i generel form i §§ 2 og 3 i detaf kommissionen udarbejdede udkast tilforslag til lov om fremgangsmåden ved eks-propriation af fast ejendom.

En undersøgelse af de lovbestemmelser,der omhandler erstatningens størrelse, er velej heller direkte omfattet af kommissionenskommissorium, men da disse bestemmelserfor en umiddelbar betragtning må findesegnede til en koordination, idet de alle måbetragtes som fortolkningsbidrag til grund-lovens bestemmelse om ydelse af fuldstæn-dig erstatning, og da de ofte optræder i for-skellig skikkelse i de enkelte ekspropria-

9

10

tionsbestemmelser, har kommissionen dogment det rigtigt også at overveje dettespørgsmål, jfr. 3. afsnit.

Kommissionens hovedopgave har imid-lertid som anført været at undersøge reglerneom fremgangsmåden ved ekspropriationersforetagelse og erstatningernes fastsættelse,med andre ord ekspropriationsproceduren.Som grundlag for denne undersøgelse harkommissionen udarbejdet en oversigt overen del vigtige punkter i eksisterende lovesregler om ekspropriationsproceduren, ogsammenfattende kan resultatet af under-søgelsen angives således:

A. Nogle typiske hovedsystemer forfremgangsmåden ved ekspropriationers fore-tagelse lader sig forholdsvis let udskille. Afsærlig betydning er forskellen mellem delovregler, der foreskriver en prøvelse afprojektet for et uvildigt organ, og de lov-regler, der lader den ekspropriationsrekvire-rende myndighed være bestemmende medhensyn til projektets udformning, se foranunder I, side 9.

B. Reglerne om fremgangsmåden forerstatningernes fastsættelse kan i og for sigogså opdeles i visse hovedgrupper, men dehar dog det afgørende fælles træk, at en fraanlægsmyndigheden forskellig personkredstager stilling til erstatningsspørgsmålene imangel af forlig.

C. En systematisk bestræbelse på at giveensartede regler for ekspropriationers fore-tagelse og erstatningernes fastsættelse erhidtil ikke forsøgt, men gennem henvisnin-ger fra en række forskellige love til beståenderegelsystemer, f. eks. jernbaneforordningensog vejbestyrelseslovens regler, er der somfremført under A. og B. i praksis fremvoksetvisse hovedsystemer.

D. Som følge af det under C. anførteser man, at en række enkeltspørgsmål erløst forskelligt i forskellige love, uden atder i alle sådanne tilfælde lader sig påviseomstændigheder, der kan begrunde disseforskelle.

De hovedsynspunkter, som kommissionenhar fulgt ved bedømmelsen af den gældenderetstilstand og ved vurderingen af det hen-sigtsmæssige i en uændret opretholdelse ellerrevision af denne, kan kort angives således:

1. De hensyn, som motiverer regler omfremgangsmåden ved ekspropriationer, er

principielt de samme eller i hvert fald lige-artede ved alle ekspropriationer, f. eks. op-nåelse af en hensigtsmæssig gennemførelseaf ekspropriationsanlægget i hele samfun-dets interesse, en uvildig afvejning af kolli-derende almene og individuelle hensyn og ensagkyndig og uvildig behandling af de op-ståede erstatningsspørgsmål. Det må ansesfor ønskeligt, at alle ekspropriationer under-gives samme behandling, og at alle berørteinteresser får adgang til at gøre sig gældendepå samme måde, uden hensyn til hvilketanlæg en given ekspropriation skal tilgodese.Der må derfor siges at gælde en forhånds-formodning om, at sådanne regler må kunnestandardiseres for alle ekspropriationers ved-kommende, men særlige hensyn på de forskel-lige områder kan motivere afvigende regler.

2. Fastsættelse af generelle regler om deheromhandlede spørgsmål har væsentligepraktiske fordele, idet man fremtidigt fri-tages for i hver enkelt ekspropriationshjem-lende lov at tage stilling til de sammespørgsmål, med mindre særlige grunde moti-verer en særskilt behandling.

3. Visse ekspropriationsbestemmelser,som man i og for sig i princippet finderanvendelige, er så gamle, at de er udfor-met med andre samfundsforhold for øjeend de nugældende, og det almindeligesyn på forholdet mellem samfundsmagtenog den enkelte borger er i den mellemliggen-de tid undergået væsentlige ændringer.Disse synspunkter motiverer derfor en moder-nisering af sådanne ældre lovbestemmelser.

4. Medens de under 1-3 anførte hoved-synspunkter taler for gennemførelse af enny lovgivning om ekspropriationers fore-tagelse med almen gyldighed, gør der sigdog også en række modgående hensyn gæl-dende. I så henseende skal kommissionenanføre følgende synspunkter:

a) Når en lov foreskriver en særlig behand-ling af projektet, en anden lov ikke, kanforskellen f. eks. begrundes i anlæggenes artog en gennemsnitsbedømmelse af deres stør-relse. Et lokalt anlæg eller et anlæg, derifølge sin natur er meget stedbundet, behø-ver ikke nødvendigvis at blive underkastetsamme behandling som store, adskilligekommuner og amter omfattende anlæg elleranlæg, hvis placering vilkårligt kan vælges.En anden omstændighed af betydning forspørgsmålet er, hvor konkret udformet den

11

lovbestemmelse, der hjemler ekspropriationi det givne tilfælde, er. Lovbestemmelsenkan have en sådan udformning, at der ikkeer behov for en efterfølgende administrativprøvelse. Endelig vil det være af afgørendebetydning for spørgsmålet om, hvorvidten særlig projektprøvelse bør foreskrives,hvilken myndighed der har ekspropriations-adgangen. Er denne tillagt en kommunal-bestyrelse, vil en særlig projektprøvelsenormalt være mindre påkrævet. Den eks-propriationskrævende myndighed nyder i såfald i kraft af sit mandat — folkevalget —en særlig tillid blandt den personkreds, somekspropriationerne vil ramme, og en efter-følgende prøvelsesadgang for ekspropriater-ne inden for den almindelige kommunallov-givnings rammer vil til en vis grad kunnetræde i stedet for en forlods prøvelse afprojektet. Endvidere må en lokal myndig-hed forudsættes bedre at kunne oversesamtlige i betragtning kommende hensynend en centralmyndighed. Kommissionenmener herefter ikke at burde foreslå, at enprojektprøvelse for et forvaltningsorgansammensat særlig med henblik på eks-propriationssagers behandling indføres forsamtlige ekspropriationer, rekvireret af enkommunalbestyrelse. Samme hensyn moti-verer, at kommissionen ikke fremkommermed forslag om en centralisation inden forforvaltningen af adgangen til overhovedet atforordne ekspropriationers iværksættelse, såle-des som forholdet er i Norge og Sverige,hvor det i princippet er Kongen i statsrådet(det vil sige under den samlede regeringsmedvirken), der træffer beslutning i såhenseende. På den anden side ville det værestridende mod det hovedhensyn, som i desenere års diskussion har motiveret en revi-sion af lovgivningens ekspropriationsregler,nemlig en sikring af ekspropriaternes interes-ser, at afskaffe en projektprøvelse med hen-syn til de grupper af ekspropriationer, forhvis vedkommende en sådan prøvelse i dagallerede forekommer.

b) Da lovgivningen på ekspropriations-området faktisk har udviklet sig således, atder nu eksisterer flere, indbyrdes ret for-skellige ekspropriationsprocedurer, da enrække myndigheder beskæftiger sig medenkelte grupper af ekspropriationstilfælde,og da de gældende regler hver for sig harvist sig brugbare, er det ikke uden betænke-

lighed på én gang blot af hensyn til etønske om ensartethed at foreslå radikaleændringer i den bestående retstilstand.Sådanne ændringer ville nødvendigvis bety-de brud på visse, inden for det enkelte om-råde rodfæstede forestillinger, og en bety-delig forskydning i arbejdsbyrderne mellemde nu i virksomhed værende forvaltnings-organer ville blive følgen. Dette indebæreren række administrative problemer, somikke bør overses.

c) Selv om der, som foran anført, mågælde samme principper for alle ekspropria-tioners gennemførelse, vil udformningen afdisse principper i konkrete lovregler varierepå de forskellige i betragtning kommendeområder, og en formulering, der skal dækkealle tilfælde, vil derfor få tendens til at bliveholdt i en for almindelig form, hvorved detprincipielle hovedsynspunkt vil blive ud-visket.

Kommissionens konklusion af foranståen-de betragtninger er da den, at det ikke erpraktisk gennemførligt at foreslå et systemindført, der i princippet skal gælde for samt-lige ekspropriationer, ligegyldigt til hvilketformål ekspropriation foretages, og af hvil-ken myndighed den rekvireres. Kommissio-nen mener derimod, at man fremdeles børarbejde med flere hovedsystemer, men denstørst mulige koordination mellem disse børselvsagt tilstræbes gennemført i den frem-tidige lovgivning. Endvidere er det kom-missionens foreløbige opfattelse, at visseregler, der i øjeblikket gælder på en rækkespecialområder, nok fremdeles bør opret-holdes, men den størst mulige koordinationmed de almindeligt gældende regler månaturligvis også på disse områder tilstræbes.Uanset at kommissionen således ikke menerat kunne foreslå en ensartet og for alle til-fælde gældende lovgivning om ekspropria-tioners foretagelse gennemført, er det kom-missionens opfattelse, at lovgivningens her-om gældende bestemmelser i deres helhedbør gøres til genstand for en koordinationog revision.

III. Retningslinjer for konklusionensrealisation.

Som arbejdshypotese har kommissionenopstillet følgende rubricering af lovbestem-melserne:

12

1) typiske statsekspropriationer,2) typiske kommunalekspropriationer,3) landbolovgivningen,4) andre tilfælde.

Sondringen mellem gruppe 1) og 2) harsærligt henblik på den ovenfor omtalte for-skel med hensyn til projektbehandlingen.Udsondringen af landbolovgivningen begrun-des med, at denne indeholder forholdsvisnye og meget detaljerede regler om de ud-øvende myndigheders virksomhed, se sær-ligt lov nr. 213 af 31. marts 1949 om land-væsensretter. Gruppe 4) omfatter en rækkespecialbestemmelser uden særlig indbyrdessammenhæng. F. eks. er herunder henregnetde lovbestemmelser, der ikke er typiskestatsekspropriationer (fredningslove, love,hvor både myndigheder og privatpersonerkan være rekvirenter, (vandforsyningsanlæg,visse bygningslove, visse landbrugslove),lovbestemmelser, dikteret af ekstraordinæreforhold (civilforsvar, civilt beredskab)).Endvidere henføres til denne gruppe enrække lovbestemmelser, hvor ekspropriationkan ske til fordel for andre end stat ogkommuner (kirkegårdsbestyrelser, elværker,havne).

Som særligt vigtige lovregler for henholds-vis statsekspropriationer og kommunaleks-propriationer må fremhæves reglerne i hen-holdsvis forordning af 5. marts 1845 angåen-de de regler, som bliver at iagttage medhensyn til grundafståelser m. v. i anledningaf jernbaners anlæg i Danmark, og vejlov-givningen, der hver for sig finder vid anven-delse uden for deres egentlige og oprindeligeanvendelsesområder, jfr. ministeriet for of-fentlige arbejders skrivelse af 14. februar1956. Med hensyn til vejlovgivningen er dersiden nærværende kommissions nedsættelsegennemført en ny lov, lov nr. 95 af 29.marts 1957 om bestyrelsen af de offentligeveje, hvis kapitel II (§§ 23-31) indeholderudførlige regler om ekspropriation og taksa-tion. Vej bestyrelses] ovens taksationsmyn-digheder anvendes endvidere i henhold til§ 58 i lov nr. 246 af 10. juni 1960, byggelovfor købstæderne og landet, hvilken lovindeholder en række andre regler om eks-propriation. Også på dette betydningsfuldeområde er der således gennemført nye lov-regler siden kommissionens nedsættelse.

Forholdet er således det, at der for de

foran angivne grupper 2) og 3) gælder nyelovregler, der er resultater af grundigt sag-kyndigt udvalgsarbejde, og en øjeblikkeligfornyet behandling af disse lovområder erderfor ikke det naturlige udgangspunkt foren revision af lovgivningens ekspropria-tionsbestemmelser. Dette søges derimodnaturligt i lovreglerne om foretagelse aftypiske statsekspropriationer. Disse vil oftevære af betydelig udstrækning og følgeligberøre mange og mangeartede interesser.Modsætningsforholdet mellem interesser i etgivet ekspropriationsanlægs gennemførelseog ekspropriaternes individuelle interesservil hyppigere komme frem ved statseks-propriationer end ved f. eks. ekspropriationerefter landbolovgivningen, hvor ekspropria-terne ofte selv vil have en direkte interessei det pågældende anlægs gennemførelse,eller hvor det drejer sig om at formidleinteresser mellem private inden for sammeinteressegruppe. Statsekspropriationer harvel hidtil været undergivet den mest ud-viklede ekspropriationsprocedure, men degældende regler er meget gamle og derfor påvisse punkter ikke længere tidssvarende.Kommissionen har derfor taget udgangs-punkt i de for typiske statsekspropriationergældende lovbestemmelser ved påbegyn-delse af den revision af lovgivningens reglerom fremgangsmåden for ekspropriationersforetagelse, som foran er foreslået.

Man har derfor udarbejdet udkast tilforslag til en lov, der er tænkt at skullegælde for statens ekspropriationer. Imidler-tid er udkastets bestemmelser tillige udtrykfor kommissionens opfattelse af, hvilke reg-ler der principielt bør gælde med hensyn tilsåvel et ekspropriationsindgrebs gennem-førelse som en ekspropriationserstatningsfastsættelse, og kommissionen har ved ud-arbejdelsen af de enkelte bestemmelser der-for henset til, at reglerne ved den fremtidigelovgivning bør kunne gives et videre anven-delsesområde, og at de i et vist omfang ogsåuden ændring af lovreglerne på andre om-råder vil kunne anvendes analogt. Kom-missionen tænker sig tilpasningen mellemudkastets regler og den øvrige lovgivningiværksat således, at kommissionen under sitfortsatte arbejde gennemgår og drøftersamtlige opretholdte ekspropriationsbestem-melser med henblik på, hvorvidt særligehensyn motiverer fortsat opretholdelse af

13

regler, der ikke stemmer med udkastetstilsvarende bestemmelser, eller hvorvidtulovbestemte punkter i en given ekspro-priationsprocedure bør lovreguleres i over-ensstemmelse med udkastets bestemmelser.Da kommissionen således tænker sig somanden del af sit arbejde at foretage en gen-nemgang af alle de lovbestemmelser, derbl. a. er gældende for særområderne, harman endvidere ment det naturligt at hen-skyde en behandling af de lovregler, der ergældende for statsekspropriationer på spe-cielle områder, til samtidig behandling medreglerne på andre særområder. De undtagel-ser der ved udkastets § 32, stk. 3, er gjort frahovedreglen om, at udkastets regler skalgælde for statsekspropriationer, er derfortænkt at skulle være af foreløbig karakter,således at en detaljeret gennemgang af dissebestemmelser senere foretages. Kommissio-nen har haft opmærksomheden henledt på,at denne fremgangsmåde ikke er lovtekniskganske tilfredsstillende, men man anserfremgangsmåden for forsvarlig under hen-syn til, at der alene er tale om en overgangs-periode. Kommissionen finder det uheldigtat skulle vente med at fremkomme med enbetænkning om de principielle retningslinjerfor dette retsområde, indtil detaildrøftelserom en række enkeltregler i de forskelligelove er tilendebragt.

Kommissionen skal imidlertid henledeopmærksomheden på, at det for statseks-propriationer foreslåede system med enselvstændig projektprøvende myndighed ogderaf følgende besigtigelsesforretninger ogregnskabsmøder kan være for komplicereten procedure på nogle lettere overskueligeområder, og at en afvej else af fordelene veddette system mod de dermed forbundnepraktiske besværligheder kan føre til, atman afstår fra på et givet område at indføreen sådan procedure. Det bemærkes i øvrigt,at de enkelte kommissionsmedlemmers prin-cipielle tilslutning til lovudkastets reglerintet udsiger om, hvorledes det enkelte med-lem vil stille sig til en senere revision i over-ensstemmelse med det foreliggende lovud-kast af afvigende lovregler på andre om-råder.

Om lovudkastet skal i øvrigt bemærkes,at det også omfatter ekspropriationer forkoncessionerede selskaber; dette er motive-ret med, at man ved sådanne ekspropria-

tioner hidtil i vidt omfang har fulgt dealmindelige regler om statsekspropriationer.

Da jernbaneforordningens regler i øjeblik-ket er den i praksis mest anvendte form forstatsekspropriationers foretagelse, vil detforeliggende lovudkast i første række kommetil at virke som en afløsning af det anvendel-sesområde, som jernbaneforordningen i daghar. Omvendt har jernbaneforordningensregler været kommissionens udgangspunktved udarbejdelsen af lovudkastet, og dettekan derfor til en vis grad betegnes som enmodernisering af jernbaneforordningens reg-ler. Der er dog den afgørende forskel, atlovudkastet principielt er udformet medhenblik på alle arter af statsekspropriationervedrørende fast ejendom, medens jernbane-forordningen ifølge sin oprindelige bestem-melse alene var udformet med henblik pågrundafståelser til jernbaneanlæg.

Om lovudkastet bemærkes i øvrigt, atman har søgt at gøre det så kort som muligt.Alt for detaljerede bestemmelser er derfor idet hele søgt undgået, idet det almindeligesynspunkt har været at fæstne visse grund-læggende principper i lovsform.

Kommissionen skal endelig bemærke, atnår man har ment på nuværende tidspunktat kunne fremkomme med et forslag om enrevision af lovreglerne om foretagelse afstatsekspropriationer uden et samtidigtforslag om, hvorledes andre eksisterendeekspropriationsbestemmelser bør tilpasses dei udkastet foreslåede regler, skyldes dette,at det må forekomme naturligt, at mansøger oplyst, hvorledes regering og lovgiv-ningsmagt stiller sig til de principielle hoved-linjer for ekspropriationssagers behandling,som udkastet foreslår, f. eks. reglerne om ensærlig projektbehandling og to omkostnings-fri prøvelser af ethvert erstatningsspørgsmålfør eventuel domstolsbehandling. For denvalgte deling af arbejdet har det endvidereværet afgørende, at der må antages at medgåen betragtelig tid til dette arbejde, fordi dermå føres særforhandlinger med de enkelteberørte myndigheder.

IV. Andre mulige metoderfor revisionsarbejdet end den valgte.

Da der i kommissionen har været for-skellige andre synspunkter fremme om, hvor-ledes revisionsarbejdet kunne gribes an, skal

11

man anføre nogle bemærkninger om visse afdisse andre muligheder.

a) Selv om man går ud fra — som forud-sat foran side 11 -- at en ensartet lovgiv-ning for alle ekspropriationer ikke bør fore-slås gennemført, kunne man i og for sigtænke sig, at der udarbejdedes en mere be-grænset lov, indeholdende de bestemmelser,som i hvert fald bør være ens for alle ekspro-priationer. Kommissionen mener imidlertidat måtte foretrække en lov, der omhandleralle led i ekspropriationsproceduren, selvom man til gengæld må give loven et merebegrænset anvendelsesområde.

b) En anden mulighed er at udarbejdeen lov, der principielt gælder for alle eks-propriationer, således at loven dels giverregler, der har gyldighed for alle ekspropria-tioner, jfr. ovenfor under a), dels giver reg-

ler, der kun finder anvendelse inden forbestemte grupper af ekspropriationer. Lovenville med andre ord blive inddelt i et almin-deligt afsnit og en række afsnit, hvert gæl-dende for en bestemt gruppe ekspropriatio-ner. Herved ville ganske vist opnås en sam-ling af de forskellige bestemmelser, menkommissionen finder, at en sådan samling isig selv ikke har nogen afgørende værdi.Eksempelvis kan anføres, at en samling i énlov af de indbyrdes ret forskellige regler,der gælder for hovedgruppen af statsekspro-priationer, ekspropriationer efter vejbesty-relsesloven og landbolovgivningens ekspro-priationsområde, ikke forekommer særlignaturlig eller nyttig.

Alt i alt er man derfor blevet stående vedde under III angivne retningslinjer.

3. afsnit.

Ekspropriationsproceduren.

i. Den nugældende retstilstand.A. Hovedpunkter i typiske ekspropriations-

sager.For at rejse en ekspropriationssag må

der, som nævnt foran side 8, eksistere ellertilvejebringes en lovhjemmel, der giver ad-gang til at iværksætte en ekspropriation tildet formål, som ønskes realiseret. En sådanhjemmel kan være speciel eller generel, detvil sige indrømme adgang til ekspropriationtil ganske bestemt angivne konkrete anlægeller til bestemt angivne formål af en vis art.I så henseender varierer lovgivningen bety-deligt. I grundlovens krav om, at en eks-propriation skal ske ifølge lov, ligger, at enekspropriationslovhjemmel skal have enklar og utvetydig karakter, se herved be-tænkning fra folketingets udvalg om nybyggelov for købstæderne og landet, folke-tingstidende 1959-60, tillæg B, sp. 1290-91(ændringsforslag nr. 65).

Lovbestemmelserne formuleres normaltsåledes, at en forvaltningsmyndighed be-myndiges til at iværksætte ekspropriation,og bemyndigelsen tillægges som regel denmyndighed, som ifølge den almindeligt gæl-dende administrative arbejdsfordeling vare-tager det formål, som ekspropriationen skaltilgodese, f. eks. vedkommende ministereller en kommunalbestyrelse. Forvaltningenfår således til opgave at foretage den defini-tive afvej else af, om et givet anlæg skalrealiseres ved ekspropriations iværksættelse.Denne afvej ningsopgave har særlig betyd-ning ved ekspropriation i henhold til engenerel ekspropriationslovhjemmel, idet derda i overvejelserne må indgå en bedømmelseaf, om almenvellet kræver, at vedkommendekonkrete anlæg realiseres ved ekspropria-tions iværksættelse. Den myndighed, somkan beslutte en ekspropriations iværksættel-se, vil hyppigt samtidig være anlægsmyn-dighed, men ekspropriationsbeslutningenkan også foreligge i form af en tilladelse for

andre. Dette er f. eks. tilfældet ved anlægaf privatbaner, elværker, visse havne, vissetelefonanlæg og ved arealerhvervelser tilråstofefterforskning og -indvinding.

En ekspropriationslov kan imidlertid ogsåbestemme, at selve afvej elsen af, om et givetprojekt overhovedet bør realiseres ved eks-propriation, skal gøres til genstand for-behandling og påkendelse for særlige myn-digheder. Dette er således tilfældet indenfor landbolovgivningen, hvor en landvæ-sensret er ekspropriationsbesluttende.

Selv om en lov imidlertid giver en almin-delig forvaltningsmyndighed en ekspropria-tionsbemyndigelse, kan det være foreskre-vet, at planerne for det påtænkte anlæg ogdetaljerne for dettes udførelse skal gøres tilgenstand for en særskilt prøvelse, således atdet over for den enkelte ejendom konkreteekspropriationsindgreb først fastlægges ogforetages, når denne prøvelse har fundetsted. Man lader da denne prøvelse foretageaf et særligt, af anlægsmyndigheden uaf-hængigt ekspropriationsorgan og lader detteorgan bestemme omfanget af det konkreteekspropriationsindgreb. Som hovedregel gæl-der det i dag, at statens og koncessioneredeselskabers ekspropriationsprojekter under-kastes en sådan prøvelse.

Denne fremgangsmåde har fortrinsvis tilformål at sikre en i hele samfundets interessehensigtsmæssig udformning af projektet,samt at der ved anlæggets udformning ogdet konkrete ekspropriationsindgrebs de-taljerede fastlæggelse tages tilbørlige hen-syn til ekspropriaternes og andres beretti-gede interesser. Der åbnes ekspropriaterne,kommunalbestyrelser og andre, der har enkonkret interesse i projektet, en adgang tilat fremkomme med indsigelser mod dettesudformning, påpege specielle for dem be-stående vanskeligheder og få disse synspunk-ter vurderet af et uafhængigt organ. Dennevurdering kan resultere i en ændring af

IG

projektet, såfremt det tilsigtede formål alli-gevel kan nås, eller i pålæg til anlægsmyn-digheden om udførelse af afhjælpningsforan-staltninger til imødegåelse af de ulemper,som ekspropriationen påfører de berørteejendomme.

Ved denne fremgangsmåde opnår mansåledes at have et forum til drøftelse ogafgørelse af alle de forskellige problemer,som et nyanlægs gennemførelse kan rejse irelation til andre samfundsvigtige anlæg,f. eks. de forskellige kommunikationsinteres-sers tilpasning til hinanden (vej og jernbane)og de kommunale interessers varetagelseover for det nytilkommende statsanlæg.

En sådan prøvelse af projektet er karak-teristisk for den i forordning af 5. marts1845 omhandlede ekspropriationsprocedureog for landvæsensretternes behandling af enekspropriationssag.

Når ekspropriationsadgangen tilkommeren kommune, er hovedreglen som tidligerefremført, at kommunalbestyrelsen selv fore-tager det konkrete ekspropriationsindgrebog fastlægger dettes detailudformning, sef. eks. byggelov nr. 148 af 29. marts 1939for staden København § 41, bekendtgørelsenr. 160 af 9. maj 1962 af lov om byplaner§ 12, lov nr. 95 af 29. marts 1957 om besty-relsen af de offentlige veje § 23, byggelovfor købstæderne og landet, lov nr. 246 af10. juni 1960 § 56. Vejbestyrelseslovens § 25om afholdelse af en åstedsforretning bety-der imidlertid en tilnærmelse til det forstatsekspropriationer gældende system. Vedkommunale ekspropriationer er der imid-lertid i de enkelte love normalt hjemlet ad-gang til at indbringe ekspropriationsbeslut-ningen som sådan til prøvelse for en højereadministrativ instans (amtsråd, ministe-rium).

Når et ekspropriationsindgreb er foreta-get, skal det i den anledning opståedeerstatningsspørgsmål afgøres.

Enes ekspropriant og ekspropriat ikkeved forlig om størrelsen af den erstatning,som skal ydes for det skete ekspropriations-indgreb, må der foretages en for begge par-ter bindende fastsættelse af denne (en taksa-tion) .

Reglerne for, hvorledes denne taksationskal foregå, indeholdes normalt i vedkom-mende ekspropriationslov, men består hyp-

pigt blot i en henvisning til andre beståenderegelkomplekser herom.

I nogle tilfælde er der adgang til om-(over-) taksation, således, at der er tale omet 2-instans system.

De foretagne ansættelser er bindende forbegge parter, medmindre sagen indbringesfor domstolene, jfr. grundlovens § 73, stk. 3,og derved ændres.

To hovedtyper for de organer, som fore-tager taksationerne, kan udsondres, nemlig:

1) Særlige kommissioner, nævn eller lign.,hvis sammensætning vedkommende lovnormerer.

Disse kan samtidig have til opgave atforetage en bedømmelse af selve projek-tet for ekspropriationsanlægget, even-tuelt tillige at træffe beslutning om,hvorvidt ekspropriation overhovedet børforetages.

De fleste erstatningsfastsættelser fore-tages i øjeblikket af sådanne kommissio-ner, og denne fremgangsmåde må derforkarakteriseres som den i dansk ret nor-male.

2) To (eventuelt flere) af retten udmeldtemænd.

Udmeldelsen foretages af vedkommen-de underretsdommer. Der er normalt ad-gang til omtaksation af det dobbelteantal af retten udmeldte mænd, og denaf de pågældende afgivne erklæring kanaf hjemles i retten. I det hele kommerreglerne i retsplejelovens kapitel 19 omsyn og skøn i princippet til anvendelsefor disse taksationsforretninger.

Denne fremgangsmåde anvendes bl. a.i henhold til forordning af 23. april 1845om jords afståelse til kirkegårdes udvi-delse, lov nr. 68 af 29. marts 1893 omafståelse af grunde til fyranlæg m. m.,lov nr. 46 af 13. april 1894 om grundaf-ståelse ved udvidelse af statens havne-anlæg, lov nr. 111 af 11. april 1916 omgrundafståelse ved udvidelser af havne-anlæg, lov nr. 199 af 22. april 1941 omekspropriation til formål vedrørenderets-, politi- og fængselsvæsenet.

Om alle ekspropriationserstatninger gæl-der det, at de kan efterprøves af domstolenei den almindelige retsplejes former, jfr.grundlovens § 73, stk. 3. Dette gælder uan-set, om der er adgang til en administrativ

17

efterprøvelse (om- eller overtaksation) ellertil udmeldelse af uvildige mænd 2 gangeforud for domstolsbehandlingen.

Normalt er der ikke foreskrevet særligelovregler om denne domstolsprøvelse.

B. Fremgangsmåden ved ekspropriationerefter forordningen af 5. marts 1845.

Da det foreliggende lovudkast som anførti 2. afsnit i første række vil komme til atafløse jernbaneforordningens regler, skal manher give en kort samlet fremstilling af disse.

1. Anvendelsesområde.Forordningen af 5. marts 1845 angår „de

Regler, som blive at iagttage med Hensyntil Grundafstaaelser m. m. i Anledning afJernbaners Anlæg i Danmark". Forord-ningens bestemmelser er suppleret ved lovaf 23. december 1861 „vedkommende Sam-mensætteisen af de ved Forordning af 5.Marts 1845 §§ 5 og 19 anordnede Commis-sioner forsaavidt angaaer Anlæg af Jern-baner i Kjøbenhavn eller paa dens Grund"og ved lov nr. 6 af 10. januar 1928 om„Tillæg til Forordning af 5. Marts 1845om Grundafstaaelser m. v. til Jernbane-anlæg".

Som det fremgår af forordningens titel,er dens bestemmelser givet med henblik pågrundafståelser til jernbaneanlæg, men deni forordningen anviste fremgangsmåde forekspropriationernes foretagelse og ekspro-priationserstatningernes fastsættelse er vedsærlige lovbestemmelser bragt til anvendelsepå ekspropriationer til en lang række andrearter af anlæg end jernbaner. Særligt be-mærkes:Lov nr. 165 af 1. maj 1923 § 1 (om afløsning

af niveauoverkørsler på statsbanerne).Lov nr. 28 af 1. februar 1930 (vejkryds-

loven).Bekendtgørelse nr. 356 af 30. juli 1949 af

lov om elektriske stærkstrømsanlæg § 15(anlæg og udvidelse af elværker m. v.).

Lov nr. 223 af 1. maj 1941 § 6 (dige- ogkystsikringsanlæg for statens regning).

Lov nr. 170 af 13. april 1942 om ekspropria-tioner til højere almenskoler.

Lov nr. 411 af 12. juli 1946 om sikring afindflyvningen til offentlige lufthavne oglandingspladser (pålæg af højdeservitut-ter).

Lov nr. 181 af 8. maj 1950 om efterforsk-ning og indvinding af råstoffer i konge-riget Danmarks undergrund.

Lov nr. 225 af 11. juni 1954 om ekspropria-tion i militære øjemed (se tidligere lovnr. 117 af 11. april 1934).

Lov nr. 126 af 25. maj 1956 (forsøgsanlægtil atomenergi).

Lov nr. 252 af 10. juni 1960 om luftfart § 61(flyvepladser eller andre luftfartsanlæg).

Den årlige ekspropriationslov, se senest lovnr. 78 af 13. marts 1963 (telefon- ogradiotelekommunikationsanlæg).

Hertil kommer en række enkelte love,der omhandler og giver ekspropriationsad-gang til bestemte anlæg, f. eks.:Lov nr. 191 af 17. april 1941 (motorvejs-

anlæg på Lolland).Lov nr. 168 af 11. april 1942 (motorvej vest

om København m. v.).Det er således gennem særlige lovbestem-

melser blevet den almindelige regel, at eks-propriationer til statens større anlægsarbej-der sker efter forordningens system, derendvidere i praksis er bragt i anvendelse i enrække tilfælde, hvor en lov indeholderhjemmel til ekspropriation for staten udenat bestemme noget om fremgangsmåden veddens iværksættelse. Som eksempler herpåkan nævnes ekspropriationer i henhold tillov nr. 88 af 31. marts 1953 (visse stats-hospitaler), lov nr. 216 af 16. juni 1958(polyteknisk læreanstalts flytning) og lovnr. 190 af 5. juni 1959 (visse statshospitaler).Herved bemærkes, at anvendelsen af for-ordningens regler betyder en begrænsning ianlægsmyndighedens dispositionsfrihed der-ved, at der her indskydes et mellemled —en af anlægsmyndigheden uafhængig kom-mission — der foretager prøvelse af dendetaljerede udformning af projektet, jfr.foran side 9.

Ved anvendelsen af forordningens reglerpå andre anlæg end jernbaneanlæg må dethaves for øje, at visse bestemmelser søgerderes særlige baggrund i jernbaneanlægs na-tur, og i det omfang, dette er tilfældet, er detikke givet, at de pågældende bestemmelserogså skal bringes til anvendelse ved andreekspropriationer end til jernbaneanlæg.

De fornævnte lovbestemmelser er allesådanne, der ikke selv indeholder selvstæn-dige bestemmelser om fremgangsmåden for

L8

ekspropriationernes foretagelse (dette er jooverflødiggjort ved henvisningen til forord-ningen), men hertil kommer, at forordnin-gens regler i større eller mindre grad harværet forbillede for andre love, som selvindeholder mere detaljerede bestemmelser iså henseende (se således lov af 30. november1857 om afståelse af grunde til vandafled-nings- og kloakanlæg), ligesom forskelligelove henviser til forordningens bestemmelserpå enkelte punkter, f. eks. hyppigt til dematerielretlige regler om erstatningsudmå-lingen (se således lov nr. 53 af 10. april 1874om diger § 3, lovbekendtgørelse nr. 393 af5. juli 1918 om udnyttelse af vandkrafteni offentlige vandløb ved anlæg af elektrici-tetsværker § 2, bekendtgørelse nr. 153 af30. april 1953 af lov om landvinding § 7,lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsenaf de offentlige veje § 26, stk. 1, bekendt-gørelse nr. 104 af 3. april 1957 af lov omgrundforbedring § 15, stk. 4, og bekendt-gørelse nr. 194 af 16. juni 1961 af lov omnaturfredning § 13, stk. 4.

Som en særegen anvendelse af forordnin-gens regler må endelig nævnes bestemmel-sen i § 31 i lov nr. 95 af 29. marts 1957 ombestyrelsen af de offentlige veje, hvorefterministeren for offentlige arbejder, når for-holdene taler derfor, kan tillade, at eks-propriation og taksation sker efter disseregler.

2. Den administrative ledelse af ekspropria-tionerne.De opgaver, som påhviler centraladmini-

strationen ved ekspropriationer efter jern-baneforordningen, varetages af ministerietfor offentlige arbejder. Dette nedsætter defornødne kommissioner, fastsætter generelleadministrative regler, og under dette hen-hører i tjenstlig henseende kommissarierneved statens ekspropriationer, som har dendirekte administrative ledelse af ekspropria-tionerne, og den ledende landinspektør, jfr.nærmere det følgende. Alle sager forelæggesvedkommende kommissarius gennem mini-steriet for offentlige arbejder, og for atekspropriation kan foretages udkræves enekspropriationsbemyndigelse fra dette mini-sterium, jfr. herom nærmere bemærknin-gerne til lovudkastets § 11.

Kommissarierne er statstjenestemænd,jfr. §§ 51 og 52 i lov af 7. juni 1958 om

normering og klassificering ai statstjeneste-mandsstillinger. (Se endvidere tidligere løn-ningslove og lov nr. 35 af 5. marts 1909).Kommissarierne har hele den administrativeledelse af ekspropriationerne og har somhovedopgave at være formænd i besigtigel-ses- og ekspropriationskommissionerne. Dehar fast kontororganisation, jfr. finanslovens§ 16, konto 3.01, hvorigennem det kontor-mæssige ekspeditionsarbejde udføres, f. eks.indkaldelser, forskudsudbetalinger, ekspe-dition af udskrifter, tinglysninger, matriku-leringssager, korrespondance i øvrigt medlodsejere og anlægsmyndigheder m. v.

Til ethvert ekspropriationsanlæg skalknyttes en landinspektør, der beskikkes afministeriet for offentlige arbejder og benæv-nes den ledende landinspektør, idet hanfungerer som formand for taksationskom-missionen, jfr. nedenfor under 4. Ved allestatsekspropriationer efter forordningensregler anvendes samme landinspektørfirma.

Den ledende landinspektørs virksomhedstrækker sig over alle led i ekspropriationen.Han er med ved besigtigelsen, assisterer ofteanlægsmyndigheden ved udarbejdelse afarealfortegnelser, er med ved ekspropria-tionen, skal skaffe oplysninger til vurderings-ansættelserne såvel til brug for besigtigelses-og ekspropriationskommissionen som taksa-tionskommissionen, leder —- dog udenstemmeret —- sidstnævnte kommissions for-handlinger, udarbejder erstatningsberegningog udarbejder dokumenterne til brug for denendelige matrikulære og tinglysningsmæssigeberigtigelse af de ved ekspropriationerneforanledigede ej endomsforandringer.

Landinspektørens detailkendskab til denenkelte sag er derfor af afgørende betydningfor ekspropriationssagens tilfredsstillendeafvikling — særligt med hensyn til erstat-ningsberegningen samt den matrikulære ogtinglysningsmæssige berigtigelse.

3. Besigtigelses- og ekspropriationskommis-sionen.

a. Sammensætning og arbejdsområde.I henhold til forordningens § 5 består

denne kommission af 5 medlemmer. For-mand er vedkommende kommissarius. Sta-ten (ministeren for offentlige arbejder) udpe-ger to medlemmer, og vedkommende amts-råd udpeger to. Disse sidste er også med-

19

lemmer ved ekspropriationer inden for de iamtet værende købstæder. Derimod udpe-ges de to sidstnævnte medlemmer af retten,når anlægget berører arealer i Københavnskommune, jfr. lov af 23. december 1861.Endvidere skal der i kommissionens for-handlinger deltage to personer („delegerede")udpeget af vedkommende kommunalbesty-relse (byråd, sogneråd), men disse har ikkestemmeret.

Oprindelig nedsattes der en kommissionfor hvert jernbaneanlæg. Sådanne kommis-sioner forekommer fremdeles, f. eks. ved-rørende jernbane fra Nykøbing F. til Kødby,Køgebugtbanen, Lundtoftebanen, 2. sporLygten-Farum, 2. spor Vanløse-Ballerup,3.-4. spor Hellerup-Holte, 2. spor Randers-Ålborg, 2. spor Lunderskov-Tinglev, sta-tionsflytninger i Frederikshavn, Skive, Brøn-derslev.

Kommissioner med lignende enkeltopga-ver nedsættes, når en bestemt lov giverekspropriationsadgang til andre konkreteanlæg end jernbaneanlæg, f. eks. motorvejs-anlæg, polyteknisk læreanstalts flytning.

I årenes løb har der endvidere udvikletsig en praksis for, at der i henhold til lovemed ekspropriationshjemmel til anlæg afen bestemt art nedsættes kommissioner tilbehandling af alle de sager, der rejses ihenhold til en sådan lov, dog geografiskbegrænset således, at der er en kommissionfor øerne og en for Jylland, f. eks. kommis-sioner for militære anlæg, dige- og kystsik-ringsanlæg, stærkstrømsanlæg, lufthavns-anlæg, anlæg i henhold til vejbestyrelses-lovens § 31, krydsningsanlæg.

b. Opgaver.Kommissionens opgaver kan oversigts-

mæssigt angives således:1°) Besigtigelsen (anlæggets udformning og

skøn over de fornødne ekspropriationersomfang).

2°) Ekspropriationen (detaljeret fastlæggelseaf det konkrete ekspropriationsindgrebog endelig beslutning om dettes foreta-gelse).

3°) Erstatningsfastsættelsen (forligsprøveherom).

4°) Erstatningsopgørelsen (på regnskabsmø-derne, der som kontinuationsforretningerlader kommissionen fungere som kontrol-

instans med hensyn til erstatningsopgø-relsen og anlæggets definitive udførelses-måde i marken).

1°) Besigtigelsen.Forordningens § 5 bestemmer, at besig-

tigelses- og ekspropriationskommissionenskal underkaste den i marken udstuknelinje „en almindelig besigtigelse og prøvelse".Ved denne undersøgelse „vil Commissioneni Særdeleshed have at tage under Over-veielse, hvorledes de ved Banens Anlægafbrudte Veiforbindelser, saavelsom Com-municationen mellem de enkelte Grund-stykker, kunne på hensigtsmæssig Maadebringes i Stand, ligesom også behørigen atpaasee Egnens Tarv med Hensyn til muligeForandringer i Henseende til Vandløbene.

De Paastande om Forandringer i LiniensRetning, som i enkelte Puncter maattefremkomme, blive af Commissionen, i altFald efter Tilkaldelse af en Ingenieur-Officer, forsaavidt saadant af Commissariusagtes fornødent, at undersøge og paa-kjende. 0g vil det have sit endelige For-blivende ved den af Commissionen afgivneResolution".

Kommissionens opgave ved besigtigelsenkan således kort angives at gå ud på atforetage et praktisk og teknisk skøn overden hensigtsmæssige udformning af pro-jektet samt at påse, at anlægget ikke brin-ger mere forstyrrelse end fornødent i debestående forhold, og at de uundgåeligeforstyrrelser afhjælpes bedst muligt.

Besigtigelsen foregår naturligvis på selveåstedet, og foruden kommissionen er denledende landinspektør ved anlægget og an-lægsmyndighedens repræsentanter tilstede.

Vedkommende by- og sogneråd underret-tes om besigtigelsesforretningen og anmodesom at lade de af rådet til kommissionenvalgte delegerede møde ved forretningen.Nu om dage er det imidlertid ved størreanlæg det normale, at flere repræsentanterfor kommunen møder, f. eks. stads- ellerkommuneingeniører, repræsentanter for ga-de- og vejudvalg, for kommunale lednings-ejere, for byplanudvalg o. s. v. (I tilfælde afforhandling om afgørelse af egentlige tvist-spørgsmål er det imidlertid kun de to dele-gerede, der har adgang til at overværevoteringen).

Endvidere bekendtgøres med en uges

20

varsel besigtigelsen i statstidende og i eteller flere lokale dagblade.

Ved besigtigelsen træffes bestemmelse omalle de forskellige praktiske spørgsmål, somnyanlægget rejser. Forordningens ovenforciterede bestemmelser omtaler i så henseen-de veje, vandløb og adgangsmuligheder tilopdelte jorder, hvilke forhold stadig erpraktisk vigtige problemer. Men hertil er iårenes løb kommet mange andre spørgsmålpå grund af samfundsudviklingen, f. eks.ledningsanlæg for gas, lys, kloak, telefonog overholdelse af byggelinjer. Om end deenkelte lodsejere ikke indvarsles til besig-tigelsen — af den grund, at anlæggets pla-cering i marken først skal prøves underbesigtigelsen —• forekommer det hyppigt,at lodsejere giver møde. I øvrigt vil besig-tigelsen ved større anlæg naturligvis værekoncentreret om hovedlinjerne i projektet.Supplerende „tekniske bestemmelser" ved-rørende den enkelte ejendom vil derimodhyppigt først blive drøftet og løst ved eks-propriationsforretningen.

Kommissionen er, som det fremgår afdet anførte, ikke bundet af det af anlægs-myndigheden forelagte projekt. Heraf føl-ger imidlertid ikke, at kommissionen er heltfrit stillet med hensyn til, hvorledes anlæg-get skal udformes, idet vedkommendeanlægslov, en for anlægget tilgrundliggendekoncession, selve anlæggets formål og enved lov foreskreven specialprocedure (sef. eks. lov nr. 28 af 1. februar 1930 — vej-krydsloven) kan begrænse kommissionensskønsvirksomhed.

Det skal i forbindelse med besigtigelsenendelig nævnes, at de opgaver, der ved for-ordningens § 19 i givet fald er tænkt løst afen særlig kommission, i de sidste adskilligeårtier ganske er blevet varetaget af besig-tigelses- og ekspropriationskommissionen,jfr. bemærkningerne til lovudkastets § 21.

2°) Ekspropriationen.Når besigtigelsen er afholdt, og eventuel

fornøden endelig approbation samt ekspro-priationsbemyndigelse er indhentet, udar-bejdes der (af anlægsmyndigheden, hyppigtmed bistand af den ledende landinspektør,)en fortegnelse over de ejere og brugere, hvisejendom eller lejemål berøres af de ekspro-priationer, som er fornødne til anlæggetsgennemførelse (forordningens § 7). Forteg-

nelsen angiver matr. nr. på den berørteejendom, ejer- og eventuelt brugernavn, enomtrentlig angivelse af det rekvirerede arealsstørrelse samt en anmærkningsrubrik, hvormere for den enkelte ejendom individuelleoplysninger om indgrebets art angives, f. eks.bygningers fjernelse, servitutpålæg.

Indvarsling til ekspropriationsforretnin-gen sker ved, at fortegnelsen uddeles gen-nem by- eller sogneråd til ekspropriaternetillige med et eksemplar af den udsendtebekendtgørelse om forretningens afholdelse,hvilken bekendtgørelse indrykkes i stats-tidende og lokale dagblade. Ved ekspropria-tionen er den ledende landinspektør ogrepræsentanter for anlægsmyndigheden altidtil stede.

Ved ekspropriationsforretningen drøftesindgrebets konkrete udformning for denenkelte ejendom (adgangsveje for gåendeog kørende færdsel til ejendomme, niveau-forskelle, bygningsændringer, hegn o. s. v.),og selve ekspropriationsbeslutningen træffesderefter på det tilvejebragte grundlag.Ekspropriationsforretningen er det i ejen-domsretlig henseende afgørende led i eks-propriationen, og selve ejendomsovergangensker således fra forretningens dato.

Det skal her anføres, at besigtigelsen ogekspropriationen ikke altid finder sted hverfor sig, men kan foretages ved samme for-retning. Denne fremgangsmåde er begrundeti rent praktiske hensyn, og kan anvendes,når det på forhånd er så godt som givet,hvad ekspropriationsindgrebet kommer tilat gå ud på, f. eks. en breddeforøgelse af envej, erhvervelse af bestemt angivne heleejendomme til anlæg af en skole eller udvi-delse af en flyveplads.

3°) Erstatningsfastsættelsen.Besigtigelses- og ekspropriationskommis-

sionen vil i henhold til forordningens § 5„tillige have at fungere som erstatnings-kommission på den i efterstående § 9 fast-satte måde", og kommissionens arbejdemed hensyn til erstatningsfastsættelsen ud-føres i samme møde som det, hvori ekspro-priationen foretages. Denne funktion somerstatningskommissionen består i henholdtil § 9 deri, at kommissionen skal forsøgetilvejebragt forlig om erstatningerne mellemparterne. Opnås forlig, indføres det i såhenseende fornødne i protokollen, men op-

21

nås forlig ikke, eller udebliver en erstat-ningsberettiget, fastsættes erstatningen vedtaksation.

Forordningen foreskriver ikke bestemteformer for denne forligsforhandling, men denfremgangsmåde, der i praksis fæstnede sig,er lovfæstet ved lov nr. 6 af 10. januar 1928§ 2. I henhold hertil skal kommissionenforetage „en ansættelse af den godtgørelse,der efter kommissionens formening bør ydeslodsejeren for den ved ekspropriationen for-voldte skade." Nogen egentlig forligsfor-handling mellem anlægsmyndighed og lods-ejer finder herefter ikke sted, idet kommis-sionen i alle tilfælde skal fremsætte et for-ligstilbud til ekspropriaten. Hverken lods-ejer eller anlægsmyndighed behøver forlodsat udtale sig om, hvilket beløb der eftervedkommendes formening findes passende.Fremgangsmåden har adskillige praktiskefordele, navnlig i henseende til hurtigheden,men den reelle betydning er navnlig, at der,så vidt muligt, opnås ensartethed i erstat-ningsudmålingerne. Visse erstatningsbe-grundende momenter går igen i et megetstort antal sager, men bedømmes megetforskelligt af de respektive ekspropriater.Tilfældigheder i så henseende undgås der-ved, at kommissionen skal udtale sig.

Accepterer ekspropriaten tilbudet straks,tilfører man protokollen ordlyden af detafsluttede forlig. Ekspropriaten kan imid-lertid også få tilbuddet udfærdiget skriftligtog overveje det i indtil 6 uger. Accepteresdet ikke inden fristens udløb, eller erklærerekspropriaten straks under forretningen, attilbuddet ikke kan accepteres, sker erstat-ningsfastsættelsen ved taksation.

Anlægsmyndighedernes repræsentanterforholder sig i almindelighed passive tilspørgsmålet om erstathingsudmålingen. Sta-tens anlægsmyndigheder har principielt ind-taget det standpunkt, at de er friholdt for detbevillingsmæssige ansvar for erstatningernesstørrelse ved fornævnte lovbestemmelse.

Ved udarbejdelsen af forligstilbuddet måkommissionen i det hele følge almindeligeregler for erstatningsudmåling ved ekspro-priation, i særdeleshed de i forordningen af5. marts 1845 indeholdte, og der må følge-lig foretages en fuldstændig vurdering afhvert enkelt led i ekspropriationsindgrebet.Den virksomhed, der udøves af besigtigelses-og ekspropriationskommissionen ved er-

statningsudmålingerne, er derfor ikke prin-cipielt forskellig fra taksationskommissio-nens virksomhed.

Derimod er besigtigelses- og ekspropria-tionskommissionens virksomhed som er-statningskommission for så vidt videregåen-de end taksationskommissionens virksom-hed, idet denne sidste alene kan påkendeerstatningskrav (en undtagelse er dog § 14),der forud er anerkendt af besigtigelses- ogekspropriationskommissionen, og for taksa-tionskommissionen foreligger således alenespørgsmål om erstatningernes størrelse, menikke om hvorvidt erstatning for et bestemtmoment i et ekspropriationsindgreb skalgives eller nægtes. (Se justitsministerietsskrivelse af 7. juli 1868, Ussings reskript-samling 1868, side 175).

4°) Erstatningsopgørelsen — regnskabs-møderne.Erstatningerne udbetales i regnskabsmø-

der i besigtigelses- og ekspropriationskom-missionen. Et foreløbigt regnskabsmøde af-holdes nogle måneder efter ekspropriatio-nernes foretagelse, og på dette anvises debeløb, der kan opgøres straks, samt forskudpå de ikke endeligt opgjorte erstatnings-andele til udbetaling. Resterstatningerneudbetales på et endeligt regnskabsmøde, nåranlægget er afsluttet, og opmåling har fundetsted. Panthaverne i de berørte ejendommeunderrettes om det første regnskabsmødesafholdelse.

For at fremme udbetalingen af de enkelteerstatningsbeløb, foretages der endvidere ividt omfang enkeltvise anvisninger udenfor regnskabsmøderne, når der fremkommeranmodning derom, og fornøden dokumen-tation præsteres.

4. Taksationskommissionen.Opnås forlig ikke under ekspropriations-

forretningen, eller accepteres et forligstilbudikke inden 6 ugers-fristens udløb, skal er-statningen fastsættes ved taksation.

Taksationerne foretages af en kommission(taksationskommissionen), der er sammensatsåledes:

Den af ministeriet beskikkede landinspek-tør (den ledende landinspektør) fungerer somformand. Som taksatorer udnævner staten(ministeren for offentlige arbejder) 2 med-lemmer og vedkommende amts- eller byråd

9 9

2 medlemmer. Landinspektøren har ikkestemmeret, og kan de 4 taksatorer ikke nåfrem til en flertalsbeslutning, skal kommis-sarius fremsætte forslag over for ministeriettil udnævnelse af en opmand, hvis stemmederefter afgør sagen.

Det påhviler landinspektøren af frem-skaffe alle for vurderingens foretagelse nød-vendige oplysninger (såsom attester, vurde-ringer, salgspriser, arealstørrelser m. v.),men i praksis er det nu således, at land-inspektøren allerede til brug for besigtigel-ses- og ekspropriationskommissionens virk-somhed har fremskaffet dette materiale.

Såvel de erstatningsberettigede som an-lægsmyndigheden tilsiges til taksationsfor-retningen. Det resultat, som taksations-kommissionen kommer til, er endeligt i denforstand, at administrationen ikke anser sigbeføjet til at ændre i de af taksationskom-missionen fastsatte erstatninger, og enændring kan derfor alene ske for domstolene.

Dette er dog ikke til hinder for, at engenoptagelse af en erstatningssag kan ske,såfremt der under anlæggets udførelse skervæsentlige faktiske ændringer i vurderings-grundlaget, men sagen vil i så fald blivebehandlet helt forfra •— altså også forbesigtigelses- og ekspropriationskommissio-nen — for så vidt angår de nytilkomnemomenter. (Sådanne spørgsmål tages nor-malt op i regnskabsmøderne).

Der kan ikke i noget tilfælde pålæggesekspropriaterne omkostninger i anledning afkommissionernes virksomhed.

Med hensyn til udgifter, som en ekspro-priat har afholdt til varetagelse af sineinteresser under sagen, f. eks. til advokat-bistand, har den almindelige antagelse ind-til for nylig været den, at der almindeligvisikke var hjemmel til at godtgøre sådanneudgifter, i hvert fald næppe til advokatbi-stand. Dog er det i praksis i et vist omfangved udmåling af ulempeerstatningen tageti betragtning, at en ekspropriat har afholdtspecielle udgifter til sagens belysning, somf. eks. til fremskaffelse af sagkyndige erklæ-ringer, der har haft særlig betydning forsagens oplysning. En den 10. maj 1961 af-sagt højesteretsdom (Ugeskrift for Rets-væsen 1961 side 558) har imidlertid medført,at der nu i videre omfang ydes godtgørelsefor udgifter til advokatbistand, som en eks-

propriat har anvendt ved fremmøde forj ernbanef orordningens taksationskommis-sion. Omstændighederne i det nævnte doms-tilfælde var følgende: Ekspropriaten havdei 1946 købt to grunde, beliggende ved jern-banen i Lille Værløse, i den hensigt at be-bygge dem. Der søgtes i 1950 statslån til etbyggeri, hvortil en arkitekt havde udarbej-det tegninger og beskrivelser. Statsbanernehenstillede til sognerådet, at der ikke blevgivet byggetilladelse, idet grundene kunneforventes eksproprieret til stationsanlægm. v. Byggeriet måtte opgives, og ekspro-priaten søgte derefter straks at komme afmed grundene til statsbanerne, hvilket ikkekunne gennemføres før ekspropriationen i1957. Et forsøg på i de mellemliggende år atblive fritaget for ejendomsskatter på grun-dene lykkedes ikke. Under retssagen gjordeekspropriaten gældende, at der ved erstat-ningsfastsættelsen skulle tages hensyn tiludgifterne til arkitektbistand, betalte ejen-domsskatter i tiden 1951-57 samt renter afkøbesum, arkitekthonorar og skatter. End-videre krævedes der godtgørelse for udgiftertil advokatbistand for taksationskommis-sionen. Ved højesteret tilkendtes der eks-propriaten udover erstatning for grandensværdi erstatning for udgifter til arkitekt-bistand og for tab ved, at ekspropriatensøkonomiske råden over ejendommen havdeværet begrænset i det lange tidsrum. Endeligfandt højesteret, at der burde tillægges ind-stævnte et passende beløb til dækning afudgifter til advokatbistand for taksations-kommissionen, idet sådan bistand „under deforeliggende omstændigheder, derunder be-skaffenheden af de rejste krav" havde væretpåkrævet. Denne udtalelse kan muligt for-stås således, at ekspropriaten, når denneved en prøvelse af den første erstatnings-ansættelse opnår en forhøjelse af erstatnin-gen, kan få nødvendige og rimelige advokat-omkostninger ved efterprøvelsen godtgjort,jfr. højesteretsdommer Trolles kommentartil dommen i: Fra den danske højesteretspraksis januar-juni 1961, Tidsskrift forRettsvitenskap 1961 side 574. Spørgsmålethar i øvrigt i de senere år været genstandfor betydelig interesse, hvorom kan henvi-ses til den i note 2 i Ugeskrift for Retsvæsentil fornævnte højesteretsdom omtalte litte-ratur og de dér anførte domme.*)

Se nu også højesteretsdom af 1. november 1962, Ugeskrift for Retsvæsen 1963, s. 6.

n

C. Andre loves regler om fremgangsmåden.

I det følgende skal kort omtales enkelteandre vigtigere lovbestemmelser om frem-gangsmåden ved ekspropriations foretagelse.

1. Lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsenaf de offentlige veje.Loven indeholder i kapitel II (§§ 23-31)

regler om ekspropriation og taksation. Derkan henvises til den i 1955 afgivne 1. be-tænkning fra vejlovsudvalget af 1951, side10-20.

Ekspropriationer i henhold til vejbesty-relsesloven besluttes og gennemføres af ved-kommende vejbestyrelse — kommunalrå-dene. For at en ekspropriationsbeslutningskal have bindende virkning, skal der af-holdes en åstedsforretning, jfr. § 25, stk. 1,og en ekspropriationsbeslutning kan ind-ankes for vedkommende amtsråd eller forministeren for offentlige arbejder, jfr. § 25,stk. 2.

Erstatningerne fastsættes i mangel afforlig af en taksationskommission, hvis for-retningsområde er amtsrådskredsen med deinden for dennes grænser beliggende køb-stæder. Den består af en underretsdommereller dommerfuldmægtig som formand og toandre medlemmer. Disse udtages for denenkelte sag af amtmanden blandt et antalpersoner, der er valgt af vedkommendeamts- og byråd for en 8-årig periode (§ 27).

En taksationskommissions kendelse kaninden for en frist af 14 dage indankes for enovertaksationskommission. Af sådanne fin-des 7 for hele landet. Hver overtaksations-kommission består af en formand, der skalopfylde betingelserne for at være lands-dommer, og 2 faste medlemmer. Disse 3beskikkes af ministeren for offentlige arbej-der for en 8-årig periode. For den enkeltesag udpeger ministeren yderligere 2 med-lemmer blandt et antal personer, der efterindstilling fra vedkommende amts- og byråder optaget på en liste for en 8-årig periode(§28). '

Der er således adgang til to prøvelser,men ekspropriaterne kan, hvis erstatningenikke forhøjes ved overtaksation, komme tilat betale omkostningerne ved denne (§ 28,stk. 4).

Vej bestyrelseslovens taksationsregler fin-der anvendelse ved ekspropriationer til

andre kommunale formål end veje, se såle-des bekendtgørelse nr. 160 af 9. maj 1962af lov om byplaner § 16, stk. 1, lov nr. 184af 15. juni 1959 om sanering af usunde by-dele § 14, stk. 2, og byggelov for købstæ-derne og landet (lov nr. 246 af 10. juni1960) § 58.

2. Landbolovgivningen.Efter vandløbsloven (lov nr. 214 af 11.

april 1949), digeloven (lov nr. 53 af 10. april1874), vandforsyningsloven (lov nr. 54 af31. marts 1926) m. fl. love er det en land-væsensret, der kan træffe beslutning omekspropriation og fastsætte erstatningerneherfor. Om landvæsensretternes sammen-sætning og virkemåde indeholdes udførligeregler i lov nr. 213 af 31. marts 1949 omlandvæsensretter. Landvæsensretterne be-skæftiger sig både med selve ekspropriatio-nen og de hermed forbundne erstatnings-spørgsmål.

Der er normalt adgang til appel. Omkost-ningerne ved erstatningsfastsættelsen i 1.-instans vil normalt blive betragtet som enanlægsudgift, men den erstatningsberetti-gede kan komme til at betale omkostningerved en efterprøvelse.

3. Bygningslovgivningen.Der kan særligt henvises til byggelov for

staden København (lov nr. 148 af 29. marts1939) kapitel 7 (§§ 41-43), bekendtgørelsenr. 160 af 9. maj 1962 af lov om byplaner§§ 12-24, lov nr. 184 af 5. juni 1959 omsanering af usunde bydele §§ 11 og 14 samtbyggelov for købstæderne og landet (lov nr.246 af 10. juni 1960) kapitel 10 (§§ 56-59).Hovedlinjen i disse love er, at vedkom-mende kommunalbestyrelse kan træffe be-slutning om ekspropriation, og at dennebeslutning kan indankes for boligministe-ren. Erstatningen fastsættes af særligetaksationsmyndigheder. Efter landsbygge-loven er det vejlovens taksationsmyndig-heder, der skal anvendes. I henhold tilKøbenhavns byggelov er nedsat en særligtaksationskommission. Boligministeren ud-peger en formand og 2 medlemmer, ogKøbenhavns byret udpeger 2 medlemmer.Der er efter denne lov ikke adgang til over-taksation.

24

4. Stærkstrømsloven (lovbekendtgørelse nr.356 af 30. juli 1949).Ved arealerhvervelser anvendes i det hele

jernbaneforordningens regler (§ 15). Ved led-liingsfremføring foretages ekspropriationenaf elektricitetsrådet under en åstedsforret-ning efter forud indhentet tilladelse fraministeren for offentlige arbejder. Erstat-ningen fastsættes af en særlig voldgiftsret(§§ 11-12).

II. Kommissionens synspunkter.

A. Hvilke opgaver skal ekspropriations-myndighederne have?

At der må eksistere særlige organer til atafgøre de i anledning af en ekspropriationopstående erstatningsspørgsmål, forekom-mer selvfølgeligt, og alle eksisterende regel-systemer forudsætter dette. Derimod kander være anledning til at overveje, hvorvidten projektprøvelse for et særligt ekspropria-tionsorgan skal finde sted, idet anlægsmyn-dighederne i så henseende efter mange loveer enebestemmende.

En prøvelse af projektet for et af anlægs-myndigheden uafhængigt organ har sinoprindelse i den over 100 år gamle jernbane-forordnings regler. Kommissionen må findedenne behandlingsform rigtig og vel stem-mende med moderne forvaltningsretligeprincipper, hvorfor kommissionen er af denopfattelse, at en sådan projektprøvelse børbevares — i hvert fald på det område, somkommissionens foreliggende lovudkast dæk-ker. Der er særlig grund til at fremhæve, atvejbestyrelsesloven fra 1957 ved bestem-melsen i § 25, stk. 1, om afholdelse af enåstedsforretning har nærmet sig til jern-baneforordningens regler om. en projekt-prøvelse, omend det uvildige mellemled —kommissionen — ikke findes. Gennem for-handling af ekspropriationssagen mellemparterne — ekspropriant og ekspropriat •—•for et uvildigt organ — besigtigelses- ogekspropriationskommissionen — vil manefter kommissionens opfattelse opnå denbedste belysning af alle betydende hensyn.Kommissionen finder det principielt rigtigt,at de meningsforskelligheder, der opstår,afgøres af en udenforstående myndighed ogikke af den ene part. Projektprøvelse for etsærligt forvaltningsorgan må derfor tillæg-

ges afgørende vægt til sikring af en sagliggennemførelse af en ekspropriationssag.

Kommissionens resultat er således, at derikke bør ske principielle ændringer medhensyn til arten af de opgaver, der ifølgejernbaneforordningen i dag er henlagt tilsærlige ekspropriationsmyndigheder. Detfremhæves, at det i kommissionens lovud-kast er forudsat, at den projektbedømmendemyndighed ligesom efter jernbaneforord-ningens regler også har en opgave med hen-syn til erstatningsfastsættelsen, samt atbesigtigelse og ekspropriation, herunder er-statningsfastsættelserne, efter administra-tivt skøn i det enkelte tilfælde kan holdesunder ét, hvorved en forenkling i ekspropria-tionssager af mindre omfang kan opnås.

B. Ekspropriationsmyndighedernes art.Affattelsen af procedureregler på et givet

område må bestemmes af de hovedhensyn,reglerne skal tilgodese. For ekspropriations-områdets vedkommende må reglerne tilret-telægges således, at man sikrer, at det anlæg,der skal tilvejebringes ved anvendelse afekspropriationsinstituttet, gennemføres påen måde, der gør det velegnet til sit formål,således at samfundet som helhed får bedstmuligt udbytte af anlægget. Heroverfor stårhensynet til de interesser, der må vige pågrund af det nytilkommende anlæg, ogprocedurereglernes andet afgørende formåler derfor at sikre, at disse interesser kunbringes til at vige i det omfang, hvor detefter en afvejning af de modstående interes-ser skønnes rimeligt og fornuftigt, at denløsning, som tjener ekspropriationsanlæggetbedst, vælges. Må en given interesse vige,skal procedurereglerne endelig sikre, atgrundlovens krav om ydelse af fuldstændigerstatning sker fyldest. Omvendt kræverhensynet til, at et ønskværdigt anlægs gen-nemførelse ikke hindres af økonomiskegrunde, at der ikke ydes mere end fulderstatning.

En ekspropriationssag består således i enafvejning af modstående interesser og afgø-relser mellem to lige anerkendelsesværdigeinteressegrupper. Spørgsmålet er da, hvor-ledes disse interessegrupper skal have lejlig-hed til at få indflydelse på de afgørelser, somskal træffes. Man kan tænke sig, at de re-præsenteres som medbestemmende led i de

25

besluttende organer eller har adgang til atfremføre deres synspunkter på lige fod overfor et uden for begge interessegruppersstående, uvildigt besluttende organ. Spørgs-målet er med andre ord, om man skal til-stræbe en voldgiftslignende eller en af dom-stolssynspunkter præget sammensætning afde besluttende organer.

Medens der i det seneste 10-års offentligedebat vel har været tanker fremme om enmere voldgiftslignende sammensætning afekspropriationsmyndighederne, må kom-missionen være af den opfattelse, at de i enekspropriationssag indgående spørgsmål eruegnet til en sådan behandlingsform. En-keltspørgsmål om projektets udførelse måafgøres efter generelle synspunkter, særligtunder hensyn til en bedømmelse af detsamlede projekt, og en voldgiftslignendesammensætning af de besluttende myndig-heder kan efter kommissionens opfattelseikke tjene denne opgaves løsning på tilfreds-stillende måde. Erstatningsspørgsmålene ien ekspropriationssag er efter deres naturikke væsensforskellige fra andre erstatnings-spørgsmål, og disse er et typisk domstols-anliggende.

Kommissionen er derfor enig om, at manbør sammensætte ekspropriationsmyndig-hederne som uvildige organer, hvilket iøvrigt er stemmende med det grundsyns-punkt, som præger størstedelen og de ipraksis mest betydningsfulde af de gæl-dende lovregler på dette område.

Man vil herefter kunne spørge, om dettekrav om uvildighed hos de besluttendemyndigheder fører til, at de forskelligegrupper af spørgsmål, der indgår i en eks-propriationssag, henlægges til domstolenesafgørelse. Dette mener kommissionen imid-lertid ikke.

De med projektprøvelsen forbundnespørgsmål er af en sådan karakter, at deikke naturligt efter dansk forfatningspraksishenlægges under domstolenes virke. Afvej el-sen af disse spørgsmål består i en række rentpraktisk-tekniske hensyn, jfr. ovenfor side19, som domstolene ikke har særlige forud-sætninger for at kunne bedømme, idet deadskiller sig væsentligt fra de opgaver,domstolene normalt varetager.

Med hensyn til erstatningsfastsættelsernegiver grundlovsændringen i 1953 anledningtil en særlig overvejelse.4

Efter grundlovens § 73, stk. 3, kan et-hvert spørgsmål om erstatningens størrelseindbringes for domstolene, og prøvelsen aferstatningens størrelse kan henlægges tildomstole oprettet i dette øjemed. Det nyei denne bestemmelse er, at domstolene nuskal foretage en fuldstændig prøvelse aferstatningen, medens domstolene før grund-lovsændringen ifølge praksis ikke tog stil-ling til den konkrete værdiudmåling, menalene prøvede, om de rigtige vurderings-principper var fulgt. I tilslutning til denneændring bestemmes, at der kan oprettessærlige domstole til bestridelse af denne op-gave, og grundlovskravet indebærer derforikke, at det skal være de ordinære domstole,der skal varetage opgaven.

Som anført foran side 8, synes grundlovs-bestemmelsen i § 73, stk. 3, at hvile på enforudsætning om, at domstolenes virksom-hed i ekspropriationssager er af kontrolle-rende — efterprøvende — karakter, såledesforstået, at forvaltningen før domstolenespåkaldelse har taget stilling til såvel selveekspropriationsindgrebet som erstatnings-fastsættelsen. Denne forudsætning er i over-ensstemmelse med den bestående retstil-stand. Selv om man fra andre landes eks-propriationslovgivning kender eksempler på,at domstolene er direkte medvirkende iekspropriationssager, har kommissionenment at måtte holde fast ved det udgangs-punkt, at erstatningsfastsættelser fremdelesforetages af myndigheder, der ikke kan karak-teriseres som domstole.

Kommissionen har dernæst overvejet, omden i grundloven anviste mulighed for op-rettelse af særlige domstole til prøvelser afekspropriationserstatninger burde bringes ianvendelse. For dette anføres i reglen, atden efterprøvende domstol gennem reglerneom dens sammensætning vil kunne besiddeen speciel sagkundskab til disse sagersbedømmelse. Da man vel må påregne, atder i givet fald kun skulle oprettes en enkelteller nogle få sådanne domstole, vil derkunne indvindes erfaring, som sikrer enensartet bedømmelse af sagerne. Procedure-reglerne for en sådan domstol vil kunneudformes med særligt henblik på de spe-cielle opgaver, der er tillagt den. Gennemde fremførte omstændigheder skulle derendvidere kunne vindes noget i henseendetil hurtighed og billighed i sagsbehandlingen.

26

Kommissionen skal ikke gå ind på ennærmere drøftelse af det principielle spørgs-mål om hensigtsmæssigheden af oprettelse afdomstole med særlige opgaver. Kommissio-nen lægger imidlertid afgørende vægt på, atde almindelige domstole i befolkningen nyderen kvalificeret tillid, medens der undertiden- med rette eller urette — er fremkommet

kritik mod sagsbehandlingen ved organer,der træffer retsafgørelser, uden at væreegentlige domstole. Endvidere lægger manvægt på, at domstolene i det hele er ind-stillet på at udmåle erstatningsbeløb, selvom man i det omfang, hvori det er fornø-dent, støtter sig til vejledende udtalelserfra særligt sagkyndige. Endelig ville en hen-læggelse af erstatningsfastsættelsen til sær-lige domstole føre til, at der i givet faldmåtte føres to retssager om samme ekspro-priation, idet det alene er erstatningsspørgs-målet, som ifølge grundlovens § 73, stk. 3,kan henlægges til særlige domstole, og derkunne opstå vanskelige kompetenceproble-mer ved en sådan sondring.

Kommissionens resultat er således, atsåvel projektprøvelsen som erstatningsfast-sættelsen bør ske af uvildige administrativeorganer og ikke af domstolene, men at dengrundlovssikrede adgang til en efterfølgendedomstolsprøvelse af ekspropriationserstat-ningers størrelse bør kunne ske for de ordi-nære domstole, der i henhold til grundlovenogså skal kunne efterprøve ekspropriations-aktens lovlighed.

Dette er i det hele i overensstemmelse medden gældende retstilstand.

Man har imidlertid overvejet, om der ermulighed for eller anledning til at foreslåændringer i sammensætningen af de kom-missioner, der tager den endelige beslutningom ekspropriation, idet det i den offentligedebat har været anført, at det, da stat ogkommuner (amts-, by- og sognekommuner)er anlægsmyndigheder i langt de fleste eks-propriationssager, er principielt uheldigt,at staten (ministre) og kommuner (vedkom-mende kommunale råd) udpeger de perso-ner, som skal træffe afgørelser i disse sager.

Kommissionen må anse det for den mesthensigtsmæssige ordning, at kommissions-medlemmerne udpeges af en minister ellerfolkevalgte råd. Afgørelsen af spørgsmåletom, hvorledes en ekspropriation skal gen-nemføres, er i sig selv et administrativt

spørgsmål, som ikke kan overlades til per-soner, som er helt uden forbindelse med dealmindelige administrative - - herunder dekommunale — myndigheder. Det må i hvertfald kræves, at de har et indgående kend-skab til de komplicerede problemer, som deskal tage stilling til, og erfaringen har vist,at de personer, der har været udpeget,samtidig har forstået, at det forventes afdem, at de under deres arbejde i kommis-sionerne anlægger almene synspunkter, somtager det videst mulige hensyn til samtlige ibetragtning kommende interesser, herundersåvel til de ejendomsbesiddere, der kan for-ventes at blive berørt af en eventuel eks-propriation, som til den almenhed, til hvisgavn anlægget agtes gennemført.

Under den nuværende ordning har med-lemmerne af besigtigelses- og ekspropria-tionskommissionen som nævnt tillige ud-arbejdet den første beregning af den erstat-ning, som de efter deres kendskab til for-holdene måtte anse for rigtig. Medlemmerneer derfor blevet udpeget blandt personer,som har forudsætninger for tillige at påtagesig vurderingsopgaver, og selv om dissekommissioner på dette punkt ikke formelthar været egentlige taksationsmyndigheder,har de dog i praksis virket som sådanne, ogderes tilbud er i den alt overvejende del aftilfældene blevet accepteret af ekspropria-terne. Ordningen har således virket godt,og der er åbenbare praktiske fordele knyttettil en ordning, hvorved man opnår at få-begge opgaver løst af ét organ i stedet foraf to forskellige, hvorved særligt må frem-hæves, at en sådan ordning virker tids-besparende.

For opretholdelse af den bestående ord-ning taler endvidere, at det har vist sigmuligt at få udpeget medlemmer med kva-lifikationer til at bestride begge opgaver, ogat det er af væsentlig betydning, at denprojektbedømmende kommission også harmulighed for at vurdere de erstatningsmæs-sige konsekvenser af beslutninger om projek-tets udformning.

Afgørende for kommissionens stillingtagener imidlertid, at man ikke har kunnet på-pege andre valgmåder, der bedre sikrer ud-pegning af kvalificerede personer til dissehverv, og man finder i øvrigt i det forhold,at besigtigelses- og ekspropriationskommis-sionen ledes af de to tjenestemænd, der

27

beklæder de selvstændige stillinger somkommissarier, en garanti for disse kommis-sioners upartiske virkemåde.

Kommissionen mener derfor, at den be-stående ordning bør bevares, men man har,som der nærmere vil blive redegjort forunder C, på alle stadier af sagens behandlingsøgt at fremme parternes mulighed for atgøre deres synspunkter gældende, såvel vedat de bliver bekendt med foreliggende planerså tidligt som muligt, som ved at der sikresdem adgang til at blive repræsenteret vedkommissionens møder og blive hørt der.

C. Ekspropriationsmyndighedernesforhandlingsform.

Det har mod de gældende procedurereglerværet anført, at de ikke i tilstrækkelig gradhar muliggjort en ligestilling af de foranunder afsnit B fremhævede to modståendeinteressegrupper, idet de interesser, der gårpå tværs af ekspropriationsanlæggets ønsker,i for ringe en grad har haft mulighed for oglejlighed til selv at få adgang til at hævdedisse interessers betydning. Selv om disseinteresser vel er blevet varetaget, har detefter kritikkens opfattelse i for høj gradværet overladt til vedkommende ekspro-priationsmyndigheder på egen hånd atdanne sig et skøn over disse interessers vægtog på grundlag af dette træffe deres afgø-relser. Disse synspunkter har vel særligthaft henblik på erstatningsfastsættelserne,hvor de da også har størst betydning. Viderehar man gjort gældende, at ekspropriations-myndighedernes uafhængighed af anlægs-myndighederne bør understreges i forhand-lingsformen. Kritikken kan således sammen-fattes derhen, at partsprincippet i højeregrad bør præge förhandlingsformen, og atman bør udforme lovregler, som gør detklart for ekspropriaterne, hvilke rettighederde har. Domstolenes retsplejeregler bør ihøjere grad følges af de administrativeekspropriationsmyndigheder.

Denne kritik har vel i nogen grad skudtover målet, fordi man i hvert fald ved eks-propriationer efter jernbaneforordningen harfulgt en sådan praksis, at der i vidt omfanger åbnet mulighed for, at modståendeinteresser kan blive hørt, før en afgørelse,det være sig om anlæggets udførelse ellerom en erstatning, træffes.

Imidlertid er det som anført foran underafsnit B kommissionens udgangspunkt, atekspropriationsmyndighederne bør organi-seres som uafhængige organer, og man kanderfor være enig med kritikken i, at det harvæsentlig betydning, at dette forhold under-streges i lovreglerne på en sådan måde, atdisse myndigheder også fremtræder som så-danne. Kommissionen finder endvidere, atman må lovfæste regler, der tilsikrer parts-princippets gennemførelse, således at detteikke alene beror på praksis. Kommissionenhar derfor ved affattelsen af det foreliggendelovudkast understreget de ekspropriations-anlægget modstående interessers adgang tilat blive hørt og tilstræbt at give disseinteresser fornødne midler til på effektivmåde at gøre sig gældende.

Nogle forskellige forhold skal kort omtales.Det har været fremført, at ekspropriaterne

har været utilstrækkeligt orienteret om detforeliggende projekt forud for kommissions-møderne. En sådan forhåndsorientering er afstor betydning for at få tid til at bedømmesagen og klargøre sig sin stilling. Kun her-ved vil man være i stand til i det kommendekommissionsmøde på effektiv måde at hævdesine synspunkter. Endvidere har man gjortgældende, at indvarslingen i nogle tilfældesker med for kort varsel, således at der ikkelevnes ekspropriaterne fornøden tid til frem-skaffelse af bistand og bevismateriale. Ende-lig har det været fremført, at der bør ske enindividuel indvarsling til besigtigelsesforret-ningen, således at ekspropriaterne kan in-tervenere allerede på dette stadium af sagen.

Kommissionen anser det for betydnings-fuldt, at de eventuelle ekspropriater oriente-res så tidligt som muligt og inddrages i sagenunder de indledende forhandlinger. Det føl-ger imidlertid af sagens natur, at jo tidligereder indvarsles, desto større er usikkerhedenom, hvem der vil blive omfattet af ekspro-priationen, og på hvilken måde dette vil ske.Nogen individuel indvarsling til besigtigel-sen finder efter jernbaneforordningens reglerikke sted, hvilket begrundes deri, at der pådette stadium af sagen ikke er truffet nogenbindende beslutning om, hvor og hvorledesanlægget skal placeres i marken, og det kanderfor vel tænkes, at man — hvis indvars-ling skal foretages på grundlag af det fore-løbige projekt — indvarsler lodsejere, hvisejendomme ikke vil blive berørt, og und-

28

lader at indvarsle lodsejere, som vil bliveinddraget under sagen som ekspropriater.Kommissionen har imidlertid anlagt denbetragtning, at et betydeligt antal af delodsejere, som bliver berørt af de senereekspropriationer, rent faktisk vil være iden-tiske med dem, der kan udpeges på grund-lag af det foreløbige projekt, og man børderfor i det omfang, hvori det er muligt,orientere dem om den forestående besigti-gelse. Det må være de pågældendes egensag, om de vil give møde, uanset at detendelige projekt ikke kommer til at berøredem. Man mener derfor ikke, at der børske en retligt bindende indvarsling, men depågældende bør orienteres om den fore-stående besigtigelsesforretning. En heromhandlende regel er optaget i lovudkastets§ 12, stk. 3, men reglen er formuleret således,at underretning kun skal ske i muligt om-fang, og underretning om besigtigelsesfor-retningen til en given ekspropriat er derforikke nogen gyldighedsbetingelse med hen-syn til den efterfølgende ekspropriation.

Endvidere er det med henblik på ekspro-priaternes orientering om anlægget forud forkommissionsmøderne bestemt, at planer foranlægget skal fremlægges til offentligt efter-syn såvel forud for besigtigelsen (§ 12, stk. 2)som forud for ekspropriationen (§ 15, stk. 2).

Kommissionen er bekendt med, at der inogle tilfælde faktisk er givet ekspropriaterfor kort varsel før en ekspropriationsforret-ning. Varslet spiller i et meget stort antaltilfælde, f. eks. ved statsbaneanlæg, ikkestor rolle, fordi lodsejerne gennem længeretid forud fra repræsentanter for anlægsmyn-digheden, der normalt må forberede sagengrundigt på stedet, har modtaget en udførligorientering om det forestående anlæg. Dettevil imidlertid ikke have nogen særlig betyd-ning for ekspropriater, som ikke bor påstedet, og er i det hele kun af rent faktiskbetydning. Indvarslingssystemet kan derforikke bygges op alene på en forudsætningherom. Når der i nogle tilfælde er givet forkort varsel, må man søge forklaringen deri,at indvarsling sker gennem vedkommendeby- eller sogneråd, hvorved en forsinkelsevil opstå. Lovudkastet pålægger derfor i§ 15, stk. 3, kommissarius at indvarsleekspropriaterne direkte. Med hensyn tilorienteringen om besigtigelsesforretningenbemærkes, at det i så henseende vil være af

betydning at sikre kommunernes medvirkenpå grund af disses kendskab til de lokaleforhold og sagens foreløbige karakter.

Den understregning af ekspropriaternesadgang til at ytre sig under ekspropriations-sagen, som foran er anset for ønskelig, vilbetyde en stærkere fremha^velse af parts-princippet i de fremtidige lovregler.

De bestemmelser i kommissionens lov-udkast, som har sigte herpå, er særligt§ 13, stk. 2, hvor det bestemmes, at alleinteresserede under besigtigelsesforretningenkan fremkomme med bemærkninger til pro-jektet og forslag om dettes ændring, § 15,stk. 4, ifølge hvilken bestemmelse de frem-mødte skal have lejlighed til at udtale sigom det konkrete ekspropriationsindgreb,samt § 17, stk. 1, om de oplysninger, der skalgives den erstatningsberettigede til bedøm-melse af indgrebets omfang og dennes ad-gang til at fremføre sine synspunkter.

Til disse bestemmelser knytter sig reglen ilovudkastets § 29, 2. pkt., hvorefter ved-kommende kommission, når ekspropriatenhar afholdt nødvendige udgifter til vare-tagelse af sine interesser under sagens be-handling, kan pålægge eksproprianten at ud-rede en passende godtgørelse herfor. Somanført side 22 er der ikke efter den bestå-ende lovgivning klar hjemmel til at tilkendeekspropriaten en sådan godtgørelse, idetman ikke mener, at spørgsmålet kan løsesud fra en fortolkning af grundlovens påbudi § 73 om ydelse af fuldstændig erstatning.Den modsatte opfattelse ses ikke fastslåetaf domstolene, særligt ikke ved den nævntested omtalte højesteretsdom. Allerede underden bestående retstilstand, men i endnuhøjere grad efter gennemførelse af det fore-liggende lovforslag med dets kraftigereunderstregning af partsprincippet er derbehov for en regel, hvorefter godtgørelsefor nævnte udgifter kan ydes. Reglen i lov-forslagets § 29, 2. pkt., giver kommissionerneadgang til at skønne over, hvornår og ihvilket omfang godtgørelse for disse udgif-ter skal ydes. Under hensyn til at der ertale om en helt ny lovregel på dette område,er reglen formuleret således, at de nærmereretningslinjer for, hvornår og i hvilken ud-strækning sådanne udgifter bør godtgøres,kan udvikles i den fremtidige praksis. Densåledes skete fremhævelse af parternes aktivedeltagelse i spørgsmålenes drøftelse bør

21)

imidlertid efter kommissionens opfattelseikke medføre nogen indskrænkning i den afekspropriationsmyndighederne efter de nu-gældende regler udøvede officialvirksomhed.Ekspropriationsmyndighedernes nu bestå-ende pligt til selv at foranledige sagen belysti det omfang, som de in concreto finder nød-vendigt, bør opretholdes. Officialvirksom-heden betyder en væsentlig lettelse i be-handlingen af en ekspropriationssag somhelhed betragtet, men den er også af afgø-rende betydning for den enkelte ekspropriat,som kan regne med, at ekspropriationsmyn-dighederne ex officio vil medvirke til sagensbehørige oplysning.

Andre ankepunkter mod de gældenderegler har haft henblik på den måde, hvorpåkommissionernes synspunkter og bedøm-melse af sagen fremtræder, når en afgørelseer truffet. Det er ifølge denne kritik ikketilstrækkeligt, at parterne har haft lejlighedtil at fremføre deres synspunkter. Disse børnedfældes i kommissionernes protokoller,og den afgørende myndigheds bedømmelseaf disse synspunkter bør fremgå af detrufne afgørelser, der bør fyldestgørendebegrundes.

Det anførte har naturligvis særligt sigtepå erstatningsafgørelserne, og kommissionener enig i, at en fyldestgørende begrundelsefor det givne resultat er af betydelig vigtig-hed. Bestemmelsen i lovudkastets § 17,sik. 4, tager sigte herpå. Ifølge dennebestemmelse skal en kendelse i et erstat-ningsspørgsmål ledsages af grunde og sær-ligt angive kommissionens stilling til de afparterne påberåbte omstændigheder. Der-næst skal erstatningen, i den udstrækningdet er naturligt i det enkelte tilfælde, opde-les i visse hovedposter. En tilfredsstillendespecifikation af erstatningsbeløbet vil imange tilfælde også indebære en begrun-delse for det samlede resultat.

D. Ekspropriationsmyndighedernes nærmereorganisationsform og sammensætning.

Kommissionens resultat under afsnit Ber, at principperne i arten og sammensæt-ningen af de nu eksisterende ekspropria-tionsmyndigheder bør opretholdes. De i detforeliggende lovudkast foreslåede myndig-heder har derfor deres forbillede i jernbane-forordningens besigtigelses- og ekspropria-

tionskommissioner samt taksationskommis-sioner.

Ændringer i disse kommissioners nærmerefunktion og organisation har man dog mentat burde foreslå på forskellige punkter.Begrundelsen er at søge dels i de foranunder afsnit C anførte bestræbelser for atgennemføre lignende garantier for uvildigbehandling som ved domstolene, dels i etønske om at udbygge den administrativebehandlingsform af ekspropriationssager,som man har foreslået, på en sådan måde,at domstolene bliver et ekstraordinærtkontrolmiddel, hvis medvirken normalt ikkeskulle være fornøden.

Der er særligt anledning til at overveje,hvor vidt der bør være adgang til enadministrativ efterprøvelse af de trufne af-gørelser. Med hensyn til de spørgsmål, derhar forbindelse med projektets udførelses-måde, mener kommissionen ikke, at der børindføres en almindelig adgang til en admi-nistrativ efterprøvelse. I forvejen er dentekniske side af sagen gennemprøvet afanlægsmyndigheden, og en sådan adgangbestår ej heller efter jernbaneforordningensregler. Bestemmelsen i lovudkastets § 14,ifølge hvilken der udkræves en ekspropria-tionsbemyndigelse fra ministeren for offent-lige arbejder, åbner imidlertid mulighed foren ekstraordinær prøvelsesadgang i tilfælde,hvor væsentlige samfundsmæssige interesserstår over for hinanden, jfr. herom nærmerebemærkningerne til bestemmelsen. Erstat-ningsspørgsmål bør derimod efter kommis-sionens opfattelse kunne gøres til genstandfor to fuldstændige administrative succes-sive prøvelser. Ved indbringelse for en 2.-instans vil der være bedre mulighed for, atprincipielle spørgsmål om erstatningsfast-sættelsen kan gøres til genstand for en de-taljeret drøftelse og afgørelse. Selve dette,at spørgsmålet uden samme formaliteter ogbekostninger som ved en almindelig dom-stol kan efterprøves af en överinstans er afværdi. Endelig er det muligt at accentuereden domstolslignende behandling mere veden överinstans end ved de almindelige eks-propriationskommissioner, hvor behandlin-gen kommer til at foregå mere jævnt oguformelt.

Efter den nugældende ordning skal denførste kommission — besigtigelses- og eks-propriationskommissionen — afgive et for-

30

ligstilbud, indeholdende „kommissionens an-sættelse af den godtgørelse, der efter kom-missionens formening bør ydes lodsejerenfor den ved ekspropriationen forvoldteskade". Der afsiges således ikke nogenegentlig kendelse. Accepteres det stilledeforligstilbud ikke, bortfalder dette som ret-ligt grundlag for den videre behandling afsagen. Denne form giver ikke tilstrækkeligtudtryk for den realitet, at besigtigelses- ogekspropriationskommissionen har foretageten fuldstændig behandling og bedømmelse afhvert enkelt erstatningskrav, og kommis-sionen finder derfor, at der på dette punktbor ske en ændring. Såfremt forlig ikke til-vejebringes, bør resultatet af den førstekommissions arbejde nedfældes i en egent-lig kendelse, der konstaterer kommissionenssyn på sagen og det på grundlag herafopnåede resultat.

Jernbaneforordningens efterprøvendekommission - - taksationskommissionen -har hidtil haft en ren takseringsopgave.Spørgsmål om, hvorvidt erstatningspligtoverhovedet foreligger, eller hvilket om-fang en erstatningspligt har, f. eks. om derudover erstatning for en øjensynlig skadeogså skal ydes erstatning for værdiforrin-gelse, behandles alene af besigtigelses- ogekspropriationskommissionen, hvis resul-tater herom taksationskommissionen målægge uprøvet til grund. En efterprøvelseaf disse spørgsmål kan alene ske ved dom-stolene.

Dette forhold mener et flertal i kommis-sionen (Abitz, Palle Christensen, von Eyben,K jerns, Rud Nielsen, Schelle, Toft-Nielsen,Tolstrup, Tuxen og Vildrik) bør ændressåledes, at taksationskommissionen fuldt udkan prøve ethvert erstatningsspørgsmål,som den første kommission har taget op tilreel behandling. Taksationskommissionenkommer således til at virke som en egentligefterprøvende instans både med hensyn tilde rent retlige spørgsmål, som indgår ierstatningssagen, og med hensyn til detpraktiske vurderingsskøn. Den nu eksiste-rende sondring mellem de retlige og faktiskemomenter i et erstatningsspørgsmål byggerefter flertallets opfattelse på en uholdbarsondring og bør ikke opretholdes. Endviderebør også de retlige problemer i en erstat-ningssag kunne gøres til genstand for tobehandlinger før en eventuel domstols-

prøvelse. Denne udvidede kompetence fortaksationskommissionen er i lovudkastetkommet til udtryk i § 19. Da taksations-kommissionen efter lovudkastet således vilkomme til at fungere som et egentligt efter-prøvende organ af ofte udprægede juridiskespørgsmål, foreslås det endvidere (i lov-udkastets § 7, stk. 2), at taksationskommis-sionens formand skal være jurist. Dette erogså tilfældet i en række andre kommissionermed tilsvarende opgaver. Endvidere læggerman vægt på, at det har været kritiseret,at den ledende landinspektør efter de nu-gældende regler dels er sagkyndig for besig-tigelses- og ekspropriationskommissionen,dels leder taksationskommissionens forhand-linger i egenskab af dennes formand. Detmå anses for værdifuldt for en ekspropria-tionssag, at landinspektøren kan bistå beggekommissioner på grundlag af sit detaljeredekendskab til sagen, men landinspektørensstilling som en udelukkende sagkyndig råd-giver bør derfor understreges.

Et mindretal (Bang Christensen, ThorningChristensen, Honoré, Mouritsen, Svend Niel-sen og Terndrup) har ikke kunnet tiltrædeden udvidede kompetence, som efter fler-tallets formulering af lovudkastets § 19 vilblive tillagt taksationskommissionen. Efterhidtidig lovgivning er det alene taksations-kommissionens opgave at udmåle erstat-ningen på det af besigtigelses- og ekspro-priationskommissionen fastlagte grundlag,hvorimod flertallets forslag til § 19 i lov-udkastet indebærer en selvstændig beføjelsefor taksationskommissionen til at skønneover, hvilke rettigheder der kan anses berørtaf ekspropriationen og over bevislighedernefor de pågældende rettigheders eksistens.

Efter mindretallets opfattelse vil en sådanudvidet kompetence medføre en så bety-delig usikkerhed i arbejdet, både for så vidtangår besigtigelses- og ekspropriationskom-missionen og anlægsmyndighederne, udenomvendt at betyde forøgede garantier forekspropriaterne, at tanken herom bestemtmå frarådes, og man skal herom nærmerebemærke følgende:

Besigtigelses- og ekspropriationskommis-sionen er efter den nugældende lovgivning,og bør også fremtidig være, det centraleadministrative organ, som staten betjener

3]

sig af ved gennemførelsen af anlæg, derkræver ekspropriationsmæssige indgreb ibestående forhold.

Det påhviler denne kommission at tagestilling til det samlede sæt af problemer,som gennemførelsen af et stort anlæg rejseri forhold til omverdenen, og det er kommis-sionens opgave at søge disse problemer løsthelst gennem forhandling og opnået enig-hed, men i givet fald også ved en for anlægs-myndigheden bindende beslutning, alt underforbehold af den prøvelsesret, som måttetilkomme domstolene efter de almindeligeregler om prøvelse af administrative afgø-relser. Disse problemer er af vidt forskelligart spændende fra almene offentlige interes-ser til spørgsmål om udformningen af pro-jektdetailler, hvor hensynet til den enkeltelodsejer søges tilgodeset. Blandt de ting,der påhviler besigtigelses- og ekspropria-tionskommissionen, er også en pligt til atsikre, at alle rettighedshavere, hvis rettig-heder på en til erstatning forpligtende mådeberøres af anlægget, bliver inddraget undererstatningsfastsættelsen. Den lodsejerfor-tegnelse, der som grundlag for ekspropria-tionerne tilvejebringes ved et samarbejdemellem anlægsmyndigheden og den ledendelandinspektør, må i virkeligheden siges atblive udfærdiget på kommissionens ansvar,d. v. s. at kommissionen til syvende og sidstbærer ansvaret for, at alle, der lovligt kangøre erstatningskrav gældende, optages påfortegnelsen. Kommissionen må herved en-ten ved den endelige godtagelse af forteg-nelsen eller ved forhandlinger med den en-kelte lodsejer tage stilling til, om den rettig-hed, som i givet fald skulle danne grundlagfor ydelse af en ekspropriationserstatning,virkelig eksisterer, eller om der overhovedetefter dansk ret haves krav på erstatning foret anlægs indvirken på en rettighed. Kom-missionens stillingtagen til disse problemerbør være den endelige administrative afgø-relse, forinden de eventuelt forelægges dom-stolene, og der ses ikke for disse spørgsmålsvedkommende så lidt som for de øvrigeunder kommissionen henlagte spørgsmål —bortset fra erstatningsudmålingen — atvære behov for en administrativ appelin-stans. Afgørelsen af sådanne spørgsmål, derer af klar judiciel karakter, henhører — oghenhørte allerede efter retstilstanden førgrundloven af 1953 under domstolenes

afgørelse, og der synes intet vundet hverkenfor samfundet eller den enkelte borger vedat lade en administrativ afgørelse af denneart, truffet af et kollegium bestående af enjuridisk formand og særlig sagkyndige med-lemmer, prøve af et andet administrativtorgan sammensat nogenlunde på sammemåde. Tværtimod vil det være meget uhel-digt, om besigtigelses- og ekspropriations-kommissionens afgørelse med hensyn til enpåberåbt ret skulle kunne anfægtes admini-strativt, idet anlægsarbejder, som af besig-tigelses- og ekspropriationskommissionen erbestemt bragt til udførelse på en måde, dersvarer til denne kommissions opfattelse medhensyn til den pågældende rets eksistenseller omfang, vil kunne vise sig at være for-gæves eller fejlagtige, hvis taksationskom-missionen har en anden opfattelse af dennerets karakter. En sådan konsekvens månaturligvis klart accepteres, hvis en dom-stolsafgørelse forkaster besigtigelses- og eks-propriationskommissionens afgørelse, mendet må stærkt fremhæves, at taksations-kommissionen ikke er og ikke skal være nogendomstol eller noget, der ligner en domstol.Taksationskommissionen er et rent admini-strativt organ, som med den foreslåede ud-videde kompetence i realiteten ville bliveen slags over-besigtigelses- og ekspropria-tionskommission, og det bør undgås.

Det vil af de anførte bemærkninger frem-gå, at der efter mindretallets opfattelse ikkeforeligger nogen nødvendighed for at ind-sætte en jurist som formand for taksations-kommissionen, og dette så meget mindresom de ledende landinspektører, der hidtilhar ledet taksationsforretningerne, har ud-ført deres hverv med dygtighed og på enudmærket måde, men man har dog ikkevillet udtale sig imod flertallets forslag om,at det nævnte formandshverv beklædes afen jurist. Man må dog bestemt fraråde, athvervet (hvervene) overdrages tjenstgørendedommere, dels fordi man må finde det afafgørende betydning, at taksationskommis-sionens karakter af administrativt organunderstreges så stærkt som muligt, dels for-di det med henblik på, at erstatningsfast-sættelser eventuelt senere indbringes fordomstolene i henhold til grundlovens § 73,må anses for uheldigt og mindre forståeligt,at dommere deltager allerede i ekspropria-tionssagens administrative behandling. En

32

af statsadministrationen uafhængig jurist,der er kvalificeret til dette hverv, vil udenvanskelighed kunne findes uden for detjenstgørende dommeres kreds.

Af det anførte om mindretallets opfattelseaf de beføjelser, som bør tilkomme taksa-tionskommissionen, vil det videre følge, atmindretallet ikke kan tilslutte sig sidsteafsnit af de udarbejdede motiver til lov-udkastets § 16.

Mindretallet mener ikke, at ekspropria-tionskommissionens skøn over, om en ejen-dom bør eksproprieres i sin helhed, børkunne prøves af taksationskommissionensom administrativ överinstans, men alene afdomstolene efter de om disses prøvelse afadministrative afgørelser gældende prin-cipper. Der er ingen vanskelighed for taksa-tionskommissionen ved at skulle fastsætteen erstatning på det af ekspropriations-kommissionen vedtagne faktiske grundlag,og bortset fra at en prøvelsesret for taksa-tionskommissionen som nævnt ikke villevære forenelig med den placering, man me-ner, taksationskommissionen bør have iden samlede ekspropriationsordning, finderman, at en sådan prøvelsesret vil virkesinkende på anlæggenes udførelse og des-uden betydeligt formindske ekspropriations-kommissionens praktiske muligheder for atmedvirke ved løsningen af foreliggende jord-fordelingsproblemer, en medvirken som deri kommissionen har været enighed om atanse for særdeles ønskelig.

Dette mindretal foreslår herefter, at lov-udkastets § 19, stk. 1,1. punktum, affattessåledes:

„Kendelser angående erstatningens stør-relse kan indbringes til efterprøvelse for ved-kommende taksationskommission".

Endvidere foreslås, at bestemmelsen i lov-udkastets § 19, stk. 3, udgår.

Et andet mindretal (Abitz, Schelle, Tol-strup og Vildrik), der i øvrigt er enig i deaf flertallet anførte synspunkter til støttefor, at formanden skal være jurist, foreslår,at det bestemmes, at formanden skal væredommer.

Taksationskommissionerne bør sammen-sættes således, at domstolsbehandling såvidt muligt overflødiggøres. Ved kommis-sionernes sammensætning bør der også

under hensyn hertil lægges vægt på, at dersikres ikke blot praktisk sagkundskab ogerfaring på det pågældende område, menogså uafhængighed og retsplejemæssig sag-kundskab. Dette princip er også anerkendtaf lovgivningen ved sammensætningen afandre nævn og kommissioner og har fundetudtryk enten derved, at det er fastsat, atformanden og undertiden også et eller flereaf medlemmerne skal være dommere (sesenest det i lov nr. 211 af 16. juni 1962om almindelig omsætningsafgift § 44 om-talte nævn), eller at formanden skal op-fylde de almindelige betingelser for at kunneudnævnes til landsdommer (se f. eks. § 13i lov nr. 213 af 31. marts 1949 om land-væsensretter og den foran side 23 omtaltebestemmelse i § 28, stk. 3, i lov om besty-relsen af de offentlige veje nr. 95 af 29.marts 1957). Det må efter dette mindre-tals opfattelse forekomme betænkeligt atfravige denne af lovgivningsmagten i enårrække fastholdte linie, specielt i de her-omhandlede sager, hvor staten i de flestetilfælde vil være direkte part.

I anledning af de af det første mindretalfremsatte bemærkninger om betydningen afdomstolsprøvelsen efter grundlovens § 73,henviser mindretallet til, at Folketingetved gennemførelsen af de nævnte bestem-melser i vejbestyrelsesloven gav udtryk forden modsatte opfattelse, idet folketingsud-valget i sin betænkning (Folketingstidende1956-57, tillæg B, spalte 218) herom udtalte:

„Efter den ved § 73, stk. 3, i grundlovenaf 1953 indførte ordning, i henhold til hvil-ken taksationskommissionskendelser vil kun-ne indbringes for domstolene, må det ogsåanses for mest hensigtsmæssigt, at det eren dommer eller dommerfuldmægtig, der harledet kommissionens arbejde" .

Mindretallet foreslår derfor ordene „havejuridisk embedseksamen" i lovudkastets § 7,stk. 2, erstattet af „være dommer".

Om de øvrige ændringer, som kommissio-nens flertal foreslår indført ved sammensæt-ningen af de to kommissioner — i det afkommissionen udarbejdede lovudkast be-nævnt henholdsvis ekspropriationskommis-sionen og taksationskommissionen — skalman henvise til bemærkningerne til lov-udkastets §§ 6 og 7.

:VÅ

Et mindretal (Vildrik), der kan tiltræde,at ekspropriationskommissionerne sammen-sættes som foreslået og som nærmere anførti lovudkastets § 6, finder, at taksations-kommissionerne — bortset fra formands-skabet — bør sammensættes på samme mådesom ekspropriationskommissionerne. Den afflertallet anførte motivering for, at lokalerepræsentanter bør medvirke i ekspropria-tionskommissionerne, taler efter mindretal-lets opfattelse med samme styrke for etlokalt elements repræsentation i taksations-kommissionerne. Prisniveauet for faste ejen-domme varierer stærkt i landets forskelligeegne under hensyn til rent lokale forhold,vækst i befolkningstallet eller det modsatte,erhvervsmuligheder m. v., og det må derforanses påkrævet, at personer med indgåendekendskab til de lokale forhold deltager itaksationer også i ankeinstansen.

Det fremgår af lovudkastets § 7, at fler-tallet regner med som en mulighed, at éntaksationskommission for hele landet ertilstrækkelig, hvoraf formentlig kan udle-des, at antallet efter flertallets opfattelse ihvert fald skal være ganske ringe. Hverkenlovforslaget eller bemærkninger indeholdernoget om antallet af de personer, der afministeren for offentlige arbejder skal ud-peges til af formanden at kunne udtages tilbehandling af den enkelte sag. Det er velsandsynligt, at ministeren vil udpege etmeget begrænset antal, og der bliver næppemulighed for, at formanden ved sin udta-gelse af medlemmer af kommissionen i et-hvert tilfælde kan vælge blot én person,der besidder virkeligt lokalt kendskab tildet pågældende område. Forslaget er enforringelse af den nuværende tilstand efterforordning af 5. marts 1845, hvorefter entaksationskommission består foruden af enlandinspektør af 4 vurderingskyndige per-soner, hvoraf 2 som udnævnt af vedkom-mende kommunalbestyrelse præsumtivt harnøje kendskab til de lokale forhold. Attaksationskommissionernes arbej dsområdeer snævrere end ekspropriationskommissio-nernes giver ikke tilstrækkelig begrundelsefor, at de af et fem mands kollegium fore-tagne taksationer skulle kunne indankes foret tre mands kollegium. Det bemærkes her-ved, at de forhold, som giver anledning tiltvist i ekspropriationssager, i overvejendegrad vedrører erstatningernes størrelse og

ikke de pågældende anlægs gennemførelse.Ved vejbestyrelsesloven, lov nr. 95 af 29.marts 1957 §§ 27 og 28, er hensynet til deforhold, mindretallet fremhæver, varetagetbl. a. derved, at overtaksationskommissio-nerne tiltrædes af 2 medlemmer, der er ind-stillet af vedkommende kommunalbesty-relse. De erfaringer, som er opnået ved ad-ministrationen af den lige nævnte lov, ud-viser efter mindretallets opfattelse, at denindsats, som gøres af de af kommunerneudpegede eller indstillede medlemmer af deved denne lov instituerede kommissioner, eraf meget væsentlig betydning, og det ernærliggende at antage, at parter i ekspro-priationssager, som ved behandlingen i en ioverensstemmelse med forslaget oprettettaksationskommission har fundet, at med-lemmerne savnede fornødent kendskab tillokale forhold, vil søge sagerne indbragt fordomstolene, hvor parterne vil blive hørtmed hensyn til udmeldelse af syns- ogskønsmænd, og hvor disse næsten altid erhjemmehørende på den pågældende egn,jfr. retsplejelovens § 196, stk. 2.

Under henvisning til det således anførteog den af Abitz m. fl. afgivne mindretals-udtalelse foreslår jeg § 7, stk. 2, formuleretsåledes:

„En taksationskommission består af en afKongen udnævnt formand, der skal væredommer, 2 medlemmer, der af formandenudtages for den enkelte sag blandt et afministeren for offentlige arbejder udpegetantal personer, og 2 medlemmer, der beskik-kes, hvis ekspropriationen vedrører ejendomi København, på Frederiksberg eller i køb-stæderne, af vedkommende kommunalbe-styrelse, og hvis ekspropriationen vedrørerejendom i en landkommune, vedkommendeamtsråd."

Når der er adgang til to administrativeprøvelser af et erstatningsspørgsmål, kander rejses spørgsmål om, hvorvidt der børåbnes mulighed for at pålægge den ekspro-priat, der påanker en truffen afgørelse, atudrede udgifterne ved sagens fornyede prø-velse, såfremt afgørelsen ikke ændres i hansfavør. Dette er eksempelvis tilfældet eftervej bestyrelseslovens § 28, stk. 4.

34

Kommissionen er af den opfattelse, atbegge prøvelser i alle tilfælde bør værevederlagsfri for ekspropriaterne. Frygt forat skulle udrede et ikke ubetydeligt om-kostningsbeløb kan forhindre en i øvrigtvelbegrundet anke. Dette forhold gør sigsærligt gældende, når sagsgenstanden er afringe størrelse, idet omkostningerne ved enkommissionsforretning ikke altid står irimeligt forhold til sagsgenstandens størrelse.I forhold til anlægsudgifterne i øvrigt vil detsom alt overvejende hovedregel ikke betydenogen mærkbar forøgelse af disse, om an-lægsmyndigheden skal afholde samtlige ud-gifter ved de to kommissioners virksomhed.Endeligt kan der henvises til, at der efterjernbaneforordningens nugældende reglerreelt er adgang til to gratis prøvelser af enerstatningsudmåling.

Selv om kommissionen i øvrigt har afholdtsig fra i nærværende betænkning at frem-komme med forslag om ændring i den lov-givning, der ikke afløses af kommissionenslovudkast, mener man at burde foreslå, atden fornævnte regel i vejbestyrelseslovens§ 28, stk. 4, ændres i overensstemmelse medkommissionens foranstående synspunkter.

E. Den efterfølgende domstolskontrol.

Kommissionen har overvejet, hvorvidtder er grund til at fastsætte særlige proces-regler om den efterfølgende domstolskontroli ekspropriationssager.

Ministeriet for offentlige arbejder har iskrivelse af 4. april 1956, foranlediget afforhandlingerne i folketinget den 23. februar |1956 (se folketingstidende 1955-56, folke-tingets forhandlinger sp. 3080-81) særskiltanmodet kommissionen om at overveje,hvorvidt der kan og bør gives særlige reglertil fremme af domstolsbehandlingen af sagerom ekspropriationserstatninger, og hvorvidtder i videre udstrækning end efter gældenderegler bør kunne meddeles fri proces i så-danne sager. Kommissionen har endvidereovervejet det hensigtsmæssige i at fastsætteen frist for sagsanlæg.

Om sidstnævnte spørgsmål skal kommis-sionens flertal (alle undtagen Vildrik) be-mærke, at retssager, under hvilke en eks-propriations lovlighed bestrides, er få, ogflertallet har ikke kendskab til tilfælde, hvoren frist for anlæggelse af sådanne retssager

har været savnet. Enhver fristbestemmelsevil endvidere være en begrænsning i dengrundlovshjemlede adgang til en efterføl-gende domstolsprøvelse, og flertallet er, forså vidt angår disse tilfælde, derfor af denopfattelse, at en frist ikke bør fastsættes.

Med hensyn til søgsmål, hvorunder enekspropriationserstatning søges ændret, kun-ne der i højere grad være trang til at fast-sætte en frist, idet mulighederne for at op-lyse sagen bliver formindsket, efterhåndensom tiden går. Imidlertid er dette et for-hold, som gør sig gældende i mange andrearter af erstatningssager. Endvidere vil al-mindelige bevisregler medvirke til en frem-skyndelse af sagernes fremkomst, idet detvil komme den, som ønsker en ændring i enekspropriationserstatning, til skade, når entidligere tilstand ikke længere kan godt-gøres. Medens det således er almindeligtantaget, at ændring i de bestående forhold,særligt nedrivning af bygninger, ikke børforetages, forinden fristen for en efterprø-velse ved en i vedkommende lov instituerettaksationsinstans er udløbet, eller forinden- hvis efterprøvelse er begæret — den efter-

prøvende taksationsmyndighed har haftlejlighed til at besigtige de oprindelige for-hold, jfr. forordning af 5. marts 1845 § 11,er det givet, at adgangen til en efterfølgendedomstolsprøvelse ikke har opsættende virk-ning med hensyn til ekspropriationsanlæg-gets iværksættelse.

Afgørende for flertallets stillingtagen tilspørgsmålet har imidlertid bl. a. været, atekspropriater meget hyppigt bedømmerekspropriationsindgreb, som ikke går ud påafståelse af en hel ejendom, betydeligtalvorligere ved ekspropriationens foretagelse,end de gør efter anlæggets fuldførelse. Fast-satte man nu en frist for indbringelse af er-statningssager for domstolene, er der grundtil at tro, at man herved ville forøge rets-sagernes antal, idet de erstatningsberetti-gede udelukkende af frygt for at miste ad-gangen til domstolsprøvelse tvinges til atudtage stævning i sager, hvor det ikke villevære kommet til sagsanlæg, såfremt de på-gældende havde haft tid til at blive fortroligemed den nye tingenes tilstand. Fastsættelseaf en frist er endvidere mindre vel stem-mende med det ekstraordinære præg, somen domstolsprøvelse efter kommissionensopfattelse bør have, og vil også i erstatnings-

:.sr>

sager betyde en begrænsning i den grund-lovshjemlede adgang til en domstolsprøvelse.Kommissionens flertal er derfor nået til detresultat, at en frist for sagsanlæg om ekspro-priationers lovlighed og ekspropriationser-statningers størrelse ikke bør fastsættes.

Et mindretal (Vildrik) er af den opfattelse,at der bør fastsættes en frist for indbringelseaf ekspropriationssager for domstolene.Mindretallet kan ikke anse fastsættelsen afen sådan frist som en begrænsning i dengrundlovshjemlede adgang til domstolsprø-velse. Frister for indbringelse for domstoleneaf administrative afgørelser er da også fast-sat ved adskillige lovbestemmelser. Denargumentation, at ekspropriater bedømmerindgreb alvorligere ved ekspropriationensforetagelse end ved anlæggets fuldførelse, ogat fastsættelse af en frist derfor vil forøgeretssagernes antal, hviler på et skøn overforhold, der i væsentlig grad unddrager sigerkendelsen. At det af bevismæssige grundeer i parternes velforståede interesse atfremme sagerne for domstolene mest muligtgiver ikke tilstrækkelig grund til at undladefastsættelse af en frist. I øvrigt taler ogsåretsplejemæssige hensyn for ved fastsættelseaf en frist at søge sagerne fremmet såbetids, at fornødne bevisligheder kan til-vejebringes. Hensynet til, at ekspropria-tionssagernes afslutning ikke vilkårligt skalkunne forhales ved uden grund at iværk-sætte et sagsanlæg på et urimeligt sent tids-punkt må tillægges en sådan betydning, aten frist må anses påkrævet.

Mindretallet foreslår herefter, at 3. punk-tum i § 26 udgår, og at der efter § 30 til-føjes som nyt: „§ 31. Sager vedrørende dei na^rværende lov omhandlede ekspropria-tioner kan ikke indbringes for domstolene,forinden ekspropriationsforretningen og be-handlingen ved taksationskommission erafsluttet. Søgsmål skal anlægges inden 6uger efter, at taksationskommissionens ken-delse er meddelt den pågældende part."'

De følgende paragraffers talbetegnelseskulle herefter forskydes.

Med hensyn til formen for den efterføl-gende domstolsprøvelse har kommissionenallerede fremhævet som sit synspunkt, at

prøvelsen i videst mulig udstrækning børske i den sædvanlige retsplejes former, og atdomstolsprøvelsen i det hele bør have und-tagelsens karakter. Kommissionen finder detuforeneligt med disse hovedsynspunkter,om man ved særlige regler om en hurtigererettergangsform ville søge at forcere dom-stolsprøvelsen i ekspropriationssager, ogman kan derfor ikke anbefale sådanne reg-ler gennemført. Det er i lovudkastets § 26bestemt, at ekspropriationssøgsmål skalbehandles som landsretssager i 1.-instans,hvilket er i overensstemmelse med VestreLandsrets dom af 14. juni 1956, Ugeskriftfor Retsvæsen 1956, side 937. Dette måefter sagernes karakter anses for naturligt.Hvad særligt søgsmål om erstatningsfast-sættelser angår, har disse spørgsmål vårretgenstand for to behandlinger forud fordomstolsbehandlingen.

Hvad endelig angår spørgsmålet om,hvorvidt der bør gives en videre adgang tilat opnå bevilling til fri proces i søgsmål,der foranlediges af stedfundne ekspropria-tioner, end efter de om fri proces alminde-ligt gældende regler, bemærkes, at kommis-sionen i sit lovudkast i §§ 28-29 har fore-slået, at en ekspropriat ikke i noget tilfældeskal kunne risikere at komme til at betalebidrag til sagsbehandlingen ved ekspropria-tionskommissionen eller taksationskommis-sionen. To vederlagsfri prøvelser af ethverterstatningskrav er herved sikret ekspropria-ten. Søgsmål, hvorunder lovligheden af enekspropriation bestrides, adskiller sig efterkommissionens opfattelse ikke i princippetfra andre sager, hvorunder en borger bestri-der retmæssigheden af et forvaltnings-dekret.

I henhold til retsplejelovens § 330, stk. 1,kan der bl. a. opnås fri proces, når den på-gældende opfylder visse økonomiske betin-gelser og „det efter de oplysninger, som kanhaves om sagens beskaffenhed, er at for-mode, at pågældende har rimelig grund tilat føre proces". Lovens ord er så vidt for-muleret, at en specialregel om ekspropria-tionssager må anses for unødvendig, idetfri proces i intet tilfælde bør indrømmes,hvor der ikke findes rimelig grund til atføre proces. Kommissionen kan være enig i,at det er naturligt, at et andragende om friproces i en ekspropriationssag i alminde-lighed behandles med velvilje, men kom-

36

missionen har ikke kendskab til konkrete j riet for offentlige arbejder, når andragenderafgørelser, hvor fri proces er na;gtet i sager, ! om fri proces forelægges dette til udtalelse,hvor der efter kommissionens opfattelse som altovervejende hovedregel udtaler, athavde været behov for en adgang til fri der intet haves at erindre imod bevilling afproces. Det kan herved oplyses, at ministe- fri proces.

4. afsnit.

Om erstatningen.

I. Almindelige regler om erstatningsudmå-lingen.

I henhold til grundlovens § 73, stk. 1,skal der for et ekspropriationsindgreb ydesfuldstændig erstatning. Hvad dette nærmereindebærer er ofte behandlet i teori og prak-sis, ligesom en række bestemmelser i for-skellige ekspropriationslove udtaler sig omspørgsmålet. Nogle af disse lovbestemmelsergår ud på at give almindelige retningslinjerog principper for vurderingen, andre på-peger omstændigheder, som skal tages ibetragtning i bestemte situationer. Sådannelovregler kan imidlertid alene betragtes somvejledende og udfyldende i forhold til grund-lovens krav om betaling af fuldstændigerstatning.

Værdien af og behovet for sådanne lov-bestemmelser kan omtvistes. Således udtaleret norsk udvalg om forenkling og rationali-sering af ekspropriationslovgivningen i en i1954 afgiven indstilling (side 87), at enfælles (almindelig) ekspropriationslov ikkebør indeholde regler om grundlag og ret-ningslinjer for en beregning af, hvad derforstås ved fuld erstatning. Det fremhæves,at sådanne beregningsregler kun kan værevejledende og må tilsidesættes, hvis de i detenkelte tilfælde ikke fører til fuld erstatning.Efter udvalgets mening har erfaringen vist,at regler af denne art ikke er nødvendige.Den i Sverige gældende almindelige ekspro-priationslov blev ændret på forskelligepunkter i 1949, og forud for denne lovændringudtalte det svenske lovråd, at det må under-kastes tvivl, hvorvidt dette emne egner sigfor lovregulering, såfremt man fastholderprincippet om, at den virkelige værdi skalerstattes. Hvor stor indflydelse på denneværdi indholdet af den gældende retsordenend kan have, er værdien i sig selv dog etfaktisk forhold, som vanskeligt kan bestem-mes alene ved lovbud, udtaler lovrådetvidere.

Kommissionen er enig i disse almindeligesynspunkter. Detaljerede regler, der tilsig-ter at tjene som en udtømmende lovbestemtvejledning for alle eller dog for alle normaltforekommende erstatningssituationer, kankomme i konflikt med grundlovens ubetin-gede krav om ydelse af fuldstændig erstat-ning. Vejledning om, hvad fuldstændig er-statning i de enkelte konkrete situationerindebærer, søges efter kommissionens for-mening bedst i den praksis, som de erstat-ningsfastsættende myndigheder, særligt dom-stolene, har tilvejebragt og fremtidigt til-vej ebringer. Kommissionen foreslår derforikke sådanne regler optaget i lovudkastetog er efter indgående overvejelser også af-stået fra at foreslå regler, der angiver dealmindelige principper for erstatningsudmå-lingen, således som disse finder udtryk ipraksis. Dels vil sådanne generelle lovbestem-melser have ringe vejledende betydning forden enkelte erstatningsfastsættelse, dels vilsådanne bestemmelser i specifikke erstat-ningstilfælde kunne vise sig utilstrækkelige.Da hovedemnet for kommissionens lovud-kast er fremgangsmåden ved ekspropriatio-ners gennemførelse, er det i øvrigt diskuta-belt, om materielle erstatningsregler hørerhjemme i lovudkastet.

De gældende lovbestemmelser, der om-handler spørgsmålet, er i mange tilfældeefter kommissionens formening ufuldstæn-dige, og der er i nyere lovbestemmelser enuheldig tendens til at fremhæve de momen-ter, der kan føre til en reduktion i erstatnin-gerne. Man skal ikke i detaljer gennemgådisse regler på nuværende tidspunkt, menda jernbaneforordningen af 5. marts 1845 iøvrigt forudsættes afløst af kommissionenslovudkast, har man dog ment straks atburde tage stilling til, hvorvidt de ret ud-førlige regler om erstatningsudmåling i for-ordningens §§ 11, 12 og 14 bør opretholdes.

Jernbaneforordningens erstatningsregler

o 8

har vundet en meget vid udbredelse sidenderes fremkomst, idet en række senere lovehenviser til disse bestemmelser også i til-fælde, hvor ekspropriation ikke foretagesefter jernbaneforordningens procedureregler,se som eksempler fra nyeste tid § 13, stk. 4,i bekendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961 aflov om naturfredning og § 26, stk. 1, i lovnr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen afde offentlige veje. Selv om jernbaneforord-ningens erstatningsregler hidrører fra tidenfør grundloven af 1849, er de stadigt anven-delige, idet reglerne må anses for fuldt for-enelige med grundlovens krav om fuldstæn-dig erstatning. De fremhæver grundlæggendevurderingsprincipper, som er blevet fulgt iden mellemliggende mere end 100-årigepraksis, og giver værdifuld vejledning for enbestemt gruppe erstatningstilfælde, nemligafståelse af en del af en fast ejendom pålandet. Efter kommissionens opfattelse hardisse bestemmelser imidlertid under nu-tidens forhold et for kasuistisk og fragmen-tarisk præg, og man mener, at reglerne vilkunne ophæves. Man har fremdeles denga l̂dende praksis, der er udviklet på grund-lag af forordningens regler, at bygge på.Reglerne foreslås derfor opha^vet, hvilketimidlertid ikke betyder, at man på nogetenkelt punkt tager afstand fra den vejled-ning, som den på grundlag af reglerne skabtepraksis indeholder.

Når det i kommissionens lovudkast her-efter pålægges ekspropriations- og taksa-tionskommissioner at fastsætte erstatningfor et ekspropriation sindgreb, må denneerstatningsfastsættelse ske efter gældendepraksis. Opgaven bliver at vurdere det øko-nomiske tab, der ved ekspropriationen på-føres ekspropriaten. Udmålingen må skeefter visse almene værdiregler, og såledesvil den blotte affektionsinteresse ikke kunneerstattes. Man forudsætter endvidere, aten ekspropriationserstatning, medmindreandet følger af retsforholdets karakter,hjemles ved særlig lov eller aftales, fastsæt-tes til et pengebeløb én gang for alle.

Kommissionen mener ikke, at der erbehov for en almindelig regel om, at enerstatning kan fastsættes i form af periodi-ske ydelser, eventuelt med adgang til revi-sion af disse.

Det følger af reglen i lovudkastets § 2,at den personkreds, som betragtes som

egentlige ekspropriater, ikke er begrænsettil grundejere, men at indehavere af andrerettigheder kan have et selvstændigt erstat-ningskrav over for eksproprianten. Dettegælder således indehavere af brugs- og ser-vitutrettigheder. Der er herved særligtanledning til at bemærke, at differencenmellem det erstatningsbeløb, der skal ydesfor en fast ejendom uden sådanne rettig-heder, og det beløb, der skal ydes for densamme ejendom med sådanne rettigheder,ikke behøver at svare til den erstatning,som skal ydes indehaverne af disse rettig-heder. Disse spørgsmål må behandles som

" selvstændige erstatningsspørgsmål. Derimodmå panthavere og indehavere af andre sik-kerhedsrettigheder i almindelighed fyldest-gøres gennem den erstatning, der tilkommerejeren eller en anden direkte berettiget, jfr.lovudkastets § 24.

De af kommissionen i § 17, stk. 4, 2. og 3.pkt., foreslåede regler om erstatningsken-delsers formulering går ud fra, at det almin-delige udgangspunkt for enhver erstatnings-ansættelse er det afståedes værdi i handelog vandel, men at der i mange tilfælde eret tab herudover. Erstatningsregler, dersom landsbyggeloven, lov nr. 246 af 10. juni1960 § 59, alene bestemmer, at taksations-myndighederne ved erstatningsansættelserskal „vurdere det eksproprierede retsgodetil dets værdi i handel og vandel for enkyndig og forstandig erhverver", er efterkommissionens formening ufuldstændige.En klar opdeling af erstatningen på salgs-værdien af det afståede og på det øvrigetab vil efter kommissionens opfattelse ofteføre til, at visse problemer, der har væretstærkt diskuteret i teorien, mister derespraktiske betydning, og de foran nævntebestemmelser i lovudkastet tilsigter at opnå,at denne deling finder udtryk i de afgørelser,der træffes. Bestemmelserne indeholder ingenstillingtagen til den diskussion, som i teorienhar været ført om, hvorvidt man principieltskal lægge salgsværdien, brugsværdien ellergenanskaffelsesværdien til grund ved bereg-ningen af tabet. Salgsværdien skal imidlertidi livert fald erstattes, og den skal i alletilfælde, hvor det er muligt, efter de anførteregler udskilles som en særlig post.

Reglerne indeholder ingen forudsætningom, at der i enhver erstatningsudmålingindgår dels et beløb for værdien eller værdi-

:w

forringelsen, dels et beløb for et økonomisktab i øvrigt. Et sådant behøver ikke atforeligge. Eksproprieres en udlejningsejen-dom helt, vil ejeren som det normale opnåfuld erstatning ved at modtage ejendom-mens værdi i handel og vandel. Ved pålæg-gelse af rådighedsindskrænkninger, f. eks.højdeservitutter, vil ejerens tab i reglen ogsåvære begrænset til ejendommens værdifor-ringelse.

En meget vigtig gruppe erstatningstilfældeer afståelse af en del af en fast ejendom, ogdenne gruppe vil endvidere indeholde nogleaf de i praksis vanskeligste spørgsmål. Lov-forslaget bestemmer ligesom jernbanefor-ordningen af 5. marts 1845, at værdien afdet afståede i handel og vandel skal ansæt-tes først, det vil f. eks. betyde ansættelseaf en pris pr. m2 eller ha for det eksproprie-rede areal. Dette har også en væsentligpraktisk betydning, idet den nøjagtige stør-relse af det areal, der endeligt skal anvendestil et anlæg, som oftest først kan angives,når anlægget er fuldført. I disse tilfælde vilder meget ofte være et yderligere økonomisktab, og ved bedømmelsen af dette vil denpraksis, som er opstået på grundlag af reg-lerne i jernbaneforordningens § 12, fremde-les være vejledende. Som eksempler herpåkan nævnes gennemskæring af en land-brugsejendom af et vej eller jernbaneanlægog anbringelse af et dæmningsanlæg ganskenær en ejendoms bygninger, som mister lysog udsigt.

Ej heller ved delafståelse behøver der dogvære tab udover værdien af det afståede,f. eks. hvis der er tale om mindre arealer iyderkanten af en ejendom. Hvis der ekspro-prieres arealer fra en landejendom, som måanses for byggemoden, må der ved fast-sættelse af værdien i handel og vandeltages hensyn til dette moment. Hervedfremkommer den salgsværdi, som må læggestil grund. Ekspropriaten kan i stedet forgøre gældende, at han vil have det afståedeareal erstattet efter dets værdi som land-brugsjord med tillæg af den værdiforringelse,landbrugsejendommen i øvrigt lider somfølge af afståelsen. Men ekspropriaten kanikke få erstattet arealet ud fra en værdi-ansættelse, der tager hensyn til, at det erbyggemodent, og herudover få erstatningfor det tab, der påføres landbrugsejendom-men. Eksemplet viser, at der ikke kan ydes

dobbelterstatninger, fordi sagen bedømmesud fra forskellige synspunkter.

Man har ikke anset det for nødvendigt atforeslå en regel om, hvilket tidspunkt derskal tages hensyn til, når erstatningen fast-sættes. Der har navnlig været diskussionom, hvorvidt man skal tage hensyn til for-holdene ved ekspropriationsbeslutningen el-ler på afståelsestiden. En del afgørelser harlagt forholdene på afståelsestiden til grund,jfr. domme i Ugeskrift for Retsvæsen 1955,side 31, 1954, side 110, 1951, side 218 og1926, side 122. Dette er formentlig ogsånormalt den rimeligste løsning, når der iden mellemliggende periode sker en sådanændring, at der skal ydes en højere erstat-ning, hvis det senere tidspunkt lægges tilgrund. Men det kan dog ikke gælde ube-tinget, f. eks. ikke hvis det udelukkendeskyldes ekspropriaten s forhold, at afståel-sen har trukket i langdrag. På den andenside er det næppe rimeligt, at man i almin-delighed nedsætter erstatningen, fordi be-vægelsen er gået i modsat retning ved ind-truffet prisfald, da ekspropriaten i mellem-tiden med føje kan have foretaget disposi-tioner på grundlag af den erstatning, somhan efter forholdene på ekspropriationsbe-slutningens tidspunkt regnede med at få.

Ved ekspropriationer efter forordning af5. marts 1845 ligger spørgsmålet i alminde-lighed klart, idet datoen for selve ekspro-priationsbeslutningen og tidspunktet forerstatningsfastsættelsen er sammenfaldende,jfr. også lovudkastets §§ 15 og 17. Dettetidspunkt er afgørende for ej endomsover-gangen. Hvis ejeren efter udtrykkelig aftalebeholder brugen af det eksproprierede efterdenne dato, hvilket er meget hyppigt ipraksis, kan ændringer i det afståedes værdii brugstiden ikke have indflydelse på erstat-ningsfastsættelsen. At et anlægs påbegyn-delse lader vente på sig i adskillige år, og atdet eksproprierede areal faktisk anvendes ogudnyttes af ekspropriaten efter ekspropria-tionen er uden betydning for spørgsmålet.Særlige tilfælde kan dog føre til en fravigelse.Er der ved ekspropriationen tillagt ekspro-priaten et fast beløb til at bestride udgiftertil f. eks. visse bygningsforandringer, somhan selv skal foranstalte, er der praksis for,at dette beløb revideres, når ekspropria-tionsan lægget ikke er kommet til udførelsei en længere årrække, og bygningsforandrin-

40

gerne først kan ske, når anlægget er udført.Erstatningen vil i et sådant tilfælde normaltblive forhøjet til det dokumenterede ud-giftsbeløb.

Da kommissionens lovudkast ikke inde-holder materielretlige regler om erstatnings-udmålingen, har kommissionen alene fundetanledning til - udover foranstående be-mærkninger med tilknytning til formreglerneom kendelsernes formulering - - at frem-sætte nogle bemærkninger om, hvilke grup-per af skadetilfælde, der i almindelighedomfattes af ekspropriationsmyndighederneskompetence (nedenfor under II). Endviderehar man ment, at der er grund til, at kom-missionen omtaler det specielle spørgsmålom, i hvilket omfang der bør kunne foreta-ges fradrag i erstatningen for fordele, somen restejendom opnår ved ekspropriations-anlægget (nedenfor under III).

II. Hvilke grupper af skadetilfælde opstårved en ekspropriation, og hvilke grupperfalder ind under ekspropriationsmyndig-

hedernes kompetence?

Hovedopgaven for de erstatningsfastsæt-tende myndigheder er naturligvis at vurderedet gode, som man fratager ekspropriaten.En ekspropriation af en hel fast ejendom erhovedeksemplet herpå. Samme hovedspørgs-mål melder sig også ved delvis ekspropria-tion af en fast ejendoms areal. Vurderings-principperne er de samme. Imidlertid melderder sig for denne ekspropriationssituation etsærligt problem, nemlig ekspropriationensindvirkning på restejendommens værdi ogforhold. Disse problemers nærmere indholdindebærer ikke blot en — ofte overordentligvanskelig - - vurderingsopgave, men ogsåen stillingtagen til, om en given skade ellerulempe overhovedet skal erstattes. Disseulemper er af meget varieret art, og detkræver en nærmere undersøgelse og vurde-ring af de enkelte skadegrupper at afgøre,om en given eller en mere eller mindre sand-synligt indtrædende ulempe skal tages ibetragtning ved ekspropriationserstatnin-gens fastsættelse. Her kommer det særligtpå tale at undersøge om ulemper og skaderforvoldt ved selve afsavnet af det ekspro-prierede, ved anlægsarbejdernes gennem-førelse og ved ekspropriationsanlæggets ud-

førelsesmåde, almindelige beskaffenhed samtdrift skal erstattes.

Medens ulemper og skader forvoldt vedselve afsavnet af det eksproprierede nor-malt ikke foreligger i forhold til en ejendom,der ikke afgiver areal til anlægget, er deøvrige nævnte skadegrupper almindeligtforekommende i relation også til ejendomme,som ikke direkte berøres af anlægget. Dettegiver anledning til at overveje, i hvilketomfang de sidstnævnte spørgsmål skal be-handles af ekspropriationsmyndighederne.

Ved en afgrænsning af ekspropriations-myndighedernes kompetence er det af betyd-ning at fremhæve, at ekspropriationserstat-ninger normalt fastsættes på det tidspunkt,da indgrebet besluttes. Man kan ikke stilleekspropriaten i den ugunstige situation atskulle vente på en erstatningsydelse, indtilalle virkninger af arealfratagelsen, anlægs-arbejderne og anlægget har afsløret sig i detvirkelige liv. Denne omstændighed er dogikke ensbetydende med, at ekspropriations-myndighederne på ganske usikre fremtids-vurderinger skal tage stilling til et spørgs-mål. De ulemper og skader, som ekspropria-tionsmyndighederne skal vurdere, må påtidspunktet for ekspropriationserstatningensfastsættelse have en sådan karakter, at manregner deres indtræden for sikker eller i hvertfald for overvejende sandsynlig. Hermed erdog intet afgjort om, hvorvidt en skade,som først senere lader sig påvise, kan erstat-tes på dette senere tidspunkt, eller om eks-propriationsmyndighederne skal behandle dei den anledning opståede spørgsmål.

Ved ekspropriationer efter forordning af5. marts 1845 har praksis udviklet sig såle-des, at ekspropriationsmyndighederne harbeskæftiget sig med disse helt frem tilanlæggets færdiggørelse - - undtagelsesvisogså indtil driftens igangsættelse. De mellemekspropriationen og anlæggets slutning op-ståede spørgsmål er -- hvis de har kunnetvente herpå — blevet behandlet på det så-kaldte „endelige regnskabsmøde1', hvor iøvrigt den endelige erstatningsberegningefter arealopmåling m. v. fremlægges. Ensærlig betydning har her forordningens § 14med hensyn til skader m. v. ved anlæggetsgennemførelse. Denne praksis indebærer,administreret med naturlige begrænsninger,væsentlige fordele. Kunne ekspropriations-myndighederne ikke behandle de pågæl-

41

dende spørgsmål, måtte de forelægges dom-stolene. Dette ville være upraktisk, idetspørgsmålene i en langt mere simpel form vilkunne behandles ved ekspropriationsmyndig-hederne, som i forvejen har kendskab til enrække forskellige omstændigheder af betyd-ning for disse spørgsmål. Dertil kommer detmeget væsentlige, at den erstatningskræven-de kan undgå udgifter ved en kommissions-behandling, medens en retssag medførerprocesomkostninger for den, der krævererstatningen.

Denne praksis er endvidere forudsætnin-gen for, at besigtigelses- og ekspropriations-kommissionen har ment undtagelsesvis atkunne udskyde visse erstatningsspørgsmåltil senere afgørelse. Dette indebærer medandre ord en modifikation i reglen om, at er-statningsfastsættelsen skal finde sted sam-tidig med ekspropriationsindgrebets fore-tagelse. Dette medfører igen, at et forhold,som på ekspropriationstidspunktet ikke harhaft en sådan klarhed, at det har kunnetbedømmes endeligt, kan behandles af eks-propriationsmyndighederne. I modsat faldmåtte domstolene behandle forholdet. (Seherved: Troels G. Jørgensen: Erstatning forejendomsafståelse side 184-85).

Kommissionen mener, at den anførtepraksis bør bibeholdes. Der bør dog dragesvisse almindelige begrænsninger for densanvendelse, og man har derfor indsat reglerom disse spørgsmål i lovudkastets §§ 18 og21. I hvilket omfang betingelserne for be-handling af nye spørgsmål og fornyet be-handling af afgjorte foreligger, afgøres ihenhold til § 21 af kommissarius. Det vilikke være rimeligt, om hele kommissionenskulle indkaldes for at tage stilling til disseformelle spørgsmål.

Om jernbaneforordningens erstatnings-prøvende kommissioner blev det i teorienoprindeligt antaget, at deres virksomhed varbegrænset til ejendomme, der afgav arealtil ekspropriationsanlægget, jfr. Fr. V.Petersen: Om jernbane- og sporvej skonces-sioner efter dansk ret, side 206 ff, særligtside 208. Forordningens regler giver hellerikke grundlag for at gå videre. Imidlertidvil kommissionerne have opgaver med hen-syn til projektbehandlingen også i forholdettil andre ejendomme, og afgrænsningen mel-lem disse spørgsmål og erstatningsspørgsmåler ganske flydende. Afhjælpes en ulempe, ero

der ikke grundlag for erstatning for den ogomvendt. Til illustration kan der henvisestil den nedenfor omtalte højesteretsdom iUgeskrift for Retsvæsen 1933, side 644.I dette tilfælde måtte der opføres støtte-mure umiddelbart op til ejendommen medlyskasser foran vinduerne og trapper nedtil indgangsdøren, hvilke arbejder anlæggetudførte. Endvidere måtte ejendommensportgulv løftes, hvilket ejeren ved taksationfik tillagt 2.500 kr. for selv at foranledigeudført. Spørgsmålet om erstatning for ejen-dommens værdiforringelse ved de gennem-førte foranstaltninger blev afgjort veddomstolene. Ændrede adgangsforhold er etforhold, som kommissionerne efter praksisvil tage stilling til, og i givet fald erstattemed et pengebeløb. Det af Poul Meyer iUgeskrift for Retsvæsen 1951, B, side 310omtalte tilfælde er næppe en nydannelse iforhold til tidligere praksis. Begrænsningentil ejendomme, der afgiver areal, har medandre ord ikke kunnet opretholdes i praksis,og arealafståelsen kan i det hele ikke væredet afgørende kriterium for ekspropria-tionsmyndighedernes virksomhed. Det frem-går allerede af lovudkastets § 2, litra b og c,at kommissionen går ud fra et langt videre-gående ekspropriationsbegreb, og ekspro-priationsmyndighederne beskæftiger sig ogsåefter gældende ret med disse forhold. Densærlige betydning, der måske kan tillæggesarealafståelsen er, at en ejer ved at beholderådigheden over det ham fratagne arealkunne have forhindret den givne skades —ulempes -- fremkomst, og denne omstæn-dighed kan eventuelt begrunde erstatning iet tilfælde, hvor sådan erstatning ellers ikkeskulle have været betalt, jfr. Poul Andersen:Dansk statsforfatningsret, side 775-76 ogPoul Meyer: Erstatningsfastsættelse vedekspropriation, side 58 og 66. Skulle deralligevel for sådanne ulemper, forvoldt påejendomme, der ikke afgav areal, betaleserstatning, gik man ud fra, at dette ikkeskete i kraft af ekspropriationen, men medhjemmel i almindelige retsgrundsætninger,hvorved man oftest har haft naboretsreg-lerne i tankerne.

Kommissionen kan herefter ikke godtagearealafståelse som et kriterium for afgræns-ning af ekspropriationsmyndighedernes kom-petence. Dette synspunkt har motiveret be-stemmelsen i lovudkastets § 20. I henhold

42

til denne, kan krav om erstatning, rejst afandre end de på arealfortegnelsen angivneekspropriater, behandles af ekspropriations-myndighederne. Det kan vel tænkes, at derpå arealfortegnelsen er opført andre ejen-domme, end dem der direkte skal afgiveareal, f. eks. hvis der skal ske servitutpålægeller foretages ændringer i ejendommes ad-gangsforhold. Bestemmelsen vil imidlertidslå fast, at arealfortegnelsen ikke er eneaf-gørende for ekspropriationsmyndighedernesvirksomhed. Den bygger endvidere på densimple forudsætning, at det forlods er letat registrere de ejendomme, som skal afgiveareal men det, kan være vanskeligt forandre end den, som vil fremsætte et krav,på forhånd at skønne om, hvornår et sådantvil fremkomme, når der ikke afgives areal.Under hensyn til den usikkerhed med hen-syn til arten af de krav, der kan fremkomme,er reglen formuleret således, at ekspropria-tionskommissionen kan skønne om kravetsegnethed til behandling for kommissionen.Man bør nemlig kun til ekspropriations-myndighederne henvise spørgsmål, somkommissionernes særlige sammensætning ognormale virksomhedsperiode giver forud-sætning for at behandle.

I det følgende skal man omtale vissegrupper af typiske skadetilfælde. Oversigtentilsigter ikke at være udtømmende, ligesomfaste grænser ikke kan gives. Meningen erblot at give en karakteristik af forskelligetilfælde, hvor visse synspunkter har domi-nans.

Ved selve afståelsen i snæver forstand,det vil sige ved af savnet, kan opstå en rækkeulemper. Som eksempler kan nævnes værdi-forringelse af restejendommen på grund afdriftsulemper ved gennemskæring af jorder-ne, misforhold mellem jordtilliggende ogbygninger, den omstændighed at ejendom-men er blevet for lille, en forhave borttageto. s. v. Disse forhold er det særligt, der havesfor øje i forordning af 5. marts 1845 § 12.Skader af denne art kan ifølge deres naturkun forekomme i forhold til den tilbage-blivende del af en delvis eksproprieretejendom.

Det er utvivlsomt, at erstatning for så-danne skader skal ydes for at opfyldegrundlovens påbud om fuldstændig erstat-ning, at sådan erstatning idag faktisk ydes,samt at sådanne erstatningsspørgsmål kan

og skal bedømmes af ekspropriationsmyn-dighederne.

Dernæst kan der opstå en række skaderog ulemper ved selve anlægsarbejdernes gen-nemførelse. Som eksempler kan nævnes be-skadigelse og fjernelse af hegn, træer m. v.,ødelæggelse af haveanlæg, afgrødetab påmarker, opgravninger, der forringer høst-udbytte i en årrække frem i tiden, ødelæg-gelse af markveje ved kørsel med for tungtmateriel, beslaglæggelse af jord til muld-oplæg og rørstakke samt forringelse af jord-arealer ved fyldtagning. Forordning af 5.marts 1845 § 14 omhandler disse tilfælde.Det bemærkes, at i praksis er en række afdisse spørgsmål behandlet af besigtigelses-og ekspropriationskommissionen, selv omdet i henhold til § 14 er taksationskommis-sionen, der alene skal beskæftige sig meddisse spørgsmål.

En herfra forskellig gruppe skadetilfældeopstår, når anlægsarbejderne på grund afuheld eller lignende fremkalder skader pånaboarealer, det være sig på ejendomme,der afgiver areal, eller andre. Som eksempelkan nævnes udgravninger, som uventetbeskadiger bygninger eller hidfører jord-skred på tilstødende ejendomme, maskinersbeskadigelse af nabogrunde og sprængnin-ger, som anretter skade på nabogrunde ogpersoner.

Disse skader er ikke særligt karakteristi-ske for ekspropriationssituationen, men er afganske samme art og natur som almindeligeskadevoldende handlinger ved tilsvarendeforanstaltninger uden for ekspropriations-situionen. De kan næppe -- ej heller i for-hold til ejendomme, der afgiver arealfalde ind under grundlovens § 73. Alminde-lige erstatningsregler må være afgørende.At disse skader anrettes efter forudgåendeekspropriation synes ingen relevant om-stændighed for deres bedømmelse. Ersom antaget — den almindelige erstatnings-ret ene afgørende i disse tilfaslde, er spørgs-målenes afgørelse afhængig af en afvej elseaf forskellige omstændigheder, årsagsfor-bindelse m. v., som typisk er en domstols-opgave og atypisk for ekspropriationsmyn-dighederne.

En bestemt afgrænsning af disse tilfældelader sig ikke opstille. Kommissionen vilimidlertid ved at fremdrage denne gruppegøre opmærksom på, at der ved et ekspro-

13

priationsanlægs gennemførelse kan opståskadetilfælde af en så atypisk karakter, atde ikke er tilsigtet afgjort af ekspropria-tionsmyndighederne. Efter kommissionensopfattelse bør en part mod sin protest ikkevære tvunget til at medvirke til en prøvelse(tvinges til en procedure) om sådannespørgsmål for ekspropriationsmyndigheder-ne, men bør straks kunne forlange spørgs-målene afgjort af domstolene. Ligeledes børekspropriationsmyndighederne ikke havepligt til at beskæftige sig med sådannespørgsmål, og de bør derfor have mulighedfor at vise sådanne sager fra sig. Man skalherom endelig fremhæve, at en tredjemand— en entreprenør — hyppigt er indblandeti disse sager, og han vil ikke være forpligtettil at underkaste sig ekspropriationsmyn-dighedernes afgørelse. En uheldig situationvil kunne opstå, såfremt ekspropriations-myndighederne har pålagt eksproprianten atbetale erstatning til ekspropriaten ud fraforudsætninger, som underkendes i en senereproces mellem ekspropriant og entrepre-nör.

Den tredje hovedgruppe af skadetilfældekan grupperes som følger af selve anlægget.Denne gruppe deles naturligt i ulemper ogskader som følge af anlæggets udførelsesmå-de og de til et sådant anlægs eksistens ognormale drift forbundne og dermed påregne-lige ulemper, samt i ulemper og skadersom først viser sig efter driftens påbegyn-delse.

Særligt den første undergruppe har givetanledning til tvivl i teori og praksis. Someksempler kan nævnes besværliggørelse afadgangsforholdene til en ejendom, den gene,som forvoldes ved at føre en vej tæt ind pået beboelseshus, ved at føre en dæmningeller et dige tæt op ad en have eller et hus,hvorved lys og udsigt berøves, ved at hæveen gade med samme virkning, eller ved at envej henover en ejendom hæves i niveau,således at drift m. v. besværliggøres.

Forordning af 5. marts 1845 § 12, smh. m.§ 9, omfatter disse skader, når de forvoldespå en ejendom, der afgiver areal, og eks-propriationsmyndighederne behandler dederved opståede erstatningsspørgsmål, seTroels G. Jørgensen anf. v. side 184 ogFr. V. Petersen anf. v. side 206 ff. Fradomspraksis skal anføres højesteretsdom-men af 1. februar 1937, Ugeskrift for Rets-

væsen 1937, side 283: En landejendom af-gav areal til udvidelse og ombygning afen offentlig bivej. Dommen tilstod — ud-over arealerstatning m. v. — en godt-gørelse for de besværligheder for gårdensdrift, der blev følgen af det afståede arealsudnyttelse, nemlig dets hævning over dettidligere niveau. Det hedder bl. a. i højeste-retsdommen: ,,Da det, for at foretage deni dommen nævnte ombygning og udvidelseaf den pågældende offentlige bivej harværet nødvendigt at foretage ekspropria-tion af et ikke ubetydeligt areal af appel-lantens ejendom, findes han over for ind-stævnte at have krav på erstatning medhensyn til den af ekspropriationen følgendebesværliggørelse af ejendommens drift, sær-lig for så vidt angår kørslen til og fra ejen-dommens jorder, hvortil kommer mindrevæsentlige ulemper vedrørende snelæg ogforringede udsigtsforhold." Om dommen se:Poul Andersen anf. v. side 776, note 1,Popp Madsen i Juristen 1937, side 489-91,Poul Meyer anf. v. side 68-69 og TroelsG. Jørgensen: 18 år af højesterets historieside 245. Dommen søger således klartbegrundelsen for en erstatningspligt i areal-ekspropriationen.

Imidlertid har højesteret også tilkendterstatning for sådanne skader på ejendom-me, der ikke afgiver areal. Højesterets-dommen af 15. maj 1933, Ugeskrift forRetsvæsen 1933, side 644, omhandler etsådant tilfælde: Gaden Vesterbro i Ålborgblev af byplanmæssige grunde og for attilvejebringe overføring over banen hævetca. 1 m, hvorved en til gaden stødendeejendom fik kontor- og butikslokaler lig-gende så langt under gadens niveau, at defik karakter af kælderlokaler med tilsva-rende ringe adgang for lys og luft. Vinduernekunne ikke længere bruges til udstilling.Ejendommen afgav ikke areal til anlægget.Ved dommen fik ejeren 8.000 kr. i erstat-ning for ej endomsf or ringelse „efter lovgiv-ningens almindelige grundsætninger." Ifølgenoten i Ugeskrift for Retsvæsen til dom-men er der herved ,,sigtet til rådighedsret iforhold til naboejendom". Troels G. Jørgen-sen udtaler i: Meddelelser fra den danskehøjesterets praksis 1933, Tidsskrift forRettsvitenskap 1934, side 418-19, bl. a.følgende: „Der bør herefter gås ud fra,at der . . . . ikke er gjort anvendelse af

44

ekspropriationsretlige, men af naboretligesynspunkter . . . . anlægget havde i et vistomfang erkendt sig bundet ved disse sidste,og spørgsmålet drejede sig kun om ansva-rets udstrækning også til værdiforringelsen.Når denne toges i betragtning, skyldtes detdens størrelse"". Samme forfatter siger i:18 år af højesterets historie, side 119-20:„Vestre Landsret havde nægtet erstatning,da ekspropriation af arealet ikke var sket.Dommen er heller ikke støttet på en ændretopfattelse i denne henseende, men på nabo-retlige synspunkter, hvis vægt var erkendtaf entreprenørerne ved den frivillige ind-retning af trin, lyskasser foran vinduerne,forstærkning og isolering af dele af yder-muren og gulvets løftning i porten"".

Men uanset at det nu efter praksis liggerfast, at der skal ydes erstatning for indgrebaf den omhandlede karakter, også når desker over for ejendomme, der ikke afgiverareal, har man på dette område fastholdt,at spørgsmål om erstatning for indgreb inaboretten ikke kan behandles af ekspro-priationsmyndighederne, men må henvisestil domstolene.

Det må da også erkendes, at det villekunne føre til uoverskuelige konsekvenser,om der uden nogen begrænsning kunnerejses erstatningskrav for ekspropriations-kommissionen fra ejere, over for hvem derikke er foretaget de i lovudkastets § 2omhandlede indgreb. I de tilfælde, hvorerstatningskravene bygger på forvoldt ska-de, der har ganske samme karakter som den,der er forvoldt af ekspropriationsindgreb,vil det imidlertid ofte virke unaturligt, atekspropriationskommissionerne rent prin-cipielt afviser at behandle dem, blot fordider ikke tillige er sket indgreb, som falderdirekte under § 2, og der er derfor i ud-kastets § 20 givet hjemmel for, at et sådantkrav kan rejses for ekspropriationskommis-sionen og behandles af denne, såfremt denanser kravet for egnet hertil. Hvis kommis-sionen afviser at behandle det, må spørgs-målet om kravets berettigelse indbringesfor domstolene.

Man skal i tilknytning til foranståendefremsætte nogle enkelte bemærkninger omen speciel situation, som ikke i sig selvindeholder et ekspropriations problem, men

som hyppigt opstår i forbindelse med etekspropriationsanlægs gennemførelse. Hvisen offentlig vej omlægges på en sådanmåde, at færdslen føres bort fra en ejendom,hvori forretninger m. v. har nydt godt afdenne i deres omsætning, kan der opståbetydelige tab af goodwill m. v. for forret-ningernes indehavere og en betydelig værdi-forringelse af ejendommen. Det forudsættes,at adgangsforholdene til ejendommen i ogfor sig forbliver uændrede, men vejen af-skæres måske et kort stykke fra ejendom-men og bliver fremtidig blind. Disse til-fælde har en ganske anden karakter end deforan behandlede spørgsmål, idet ejerenikke berøres i sin rådighed over ejendom-men, eller som det er udtrykt i domsprak-sis, der „foretages intet indgreb i eller for-ringelse af adgangen til at udøve ejendoms-retten". Snarere er der tale om, i hvilkenudstrækning man har ret til at bevare enfaktisk fordel, som et naboareal hidtil harydet en. Det er fast antaget i praksis, aten vejomlægning af denne art ikke kanbegrunde erstatning for na^ringstab m. v.To højesteretsdomme af november 1913,Ugeskrift for Retsvæsen 1914, side 46 og 47,udtaler klart, at der i sådanne tilfældehverken i grundloven (af 1866 § 82), i for-ordning af 5. marts 1845 eller i almindeligeretsgrundsætninger er grundlag for at ydeerstatning i sådanne situationer. Dennelinje ses ikke senere ændret eller modificereti administrativ praksis. Teorien er enigheri, se eksempelvis: Illum: Tingsret I,side 205.

Der har i folketinget været rejst spørgs-mål om, hvorvidt man ved særlig lov skulleskabe hjemmel for at give erstatning i dissetilfælde, se folketingstidende 1958-59, folke-tingets forhandlinger sp. 1331-32 og mini-steren for offentlige arbejders svar sp. 1351.

En sådan lovgivning vil ikke have nogenforbindelse med ekspropriation, og densøkonomiske konsekvenser på dens direkteanvendelsesområde vil være ganske uover-skuelige. Den vil endvidere ikke kunne und-gå at få konsekvenser for andre ligeartedesituationer, f. eks. nedlæggelse af en færge-rute eller flytning af denne fra en by til enanden, bygning af en bro eller andre æn-dringer af offentlige forbindelseslinjer.

Kommissionen kan således ikke anbefaleen sådan lovgivning gennemført.

15

III. Fradrag i erstatningen for fordele,som en restejendom opnår ved

ekspropriationsanlægget.En række ekspropriationslove bestemmer,

at der ved erstatningsudmålingen ved af-ståelse af en del af en ejendom skal tageshensyn til den værdiforøgelse, som restejen-dommen skønnes at opnå ved ekspropria-tionsanlægget, se således:Byggelov nr. 148 af 29. marts 1939 for staden

København § 42, stk. 2.Vandløbsloven, lov nr. 214 af 11. april 1949

§ 89, stk. 1.Bekendtgørelse nr. 160 af 9. maj 1962 af lov

om byplaner § 17.Lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen

af de offentlige veje § 26, stk. 2.Lov nr. 184 af 5. juni 1959 om sanering af

usunde bydele § 20, stk. 2.Byggelov nr. 246 af 10. juni 1960 for køb-

stæderne og landet § 59, stk. 2, 2. pkt.De pågældende lovbestemmelser giver ad-

gang til afkortning i alle dele af erstatnin-gen, hvadenten den dækker den direkte af-ståelse, midlertidige ulemper eller værdifor-ringelse af restejendommen (vejbestyrelses-loven er dog måske en undtagelse, jfr. dennedenfor omtalte overtaksationskendelse af21. marts 1960).

Efter den svenske ekspropriationslovs § 9kan fradrag for fordele kun ske i erstat-ningen for restejendommes værdiforringelse,men ikke i erstatningen for det afståedesværdi. (Motiverne siger herom bl. a.:„Jordägarens anspråk på full betalning förden jord, som frånhändes honom, vilar påen fastare grundval än de alltid i viss månosäkra ömsesidiga fordringsanspråk, sombyggas på beräkningen om framtida skadaoch vinst." Se: Nytt Juridiskt arkiv 1918,2. afd., side 158).

I praksis ved ekspropriationer efter reg-lerne i forordning af 5. marts 1845 foretagesaldrig afkortning i erstatning for det egent-lig afståede, det være sig areal, bygninger,fjernede hegn m. v. Når skade og fordeler af samme art og opvejer hinanden, vilerstatning for skaden ikke blive ydet, menspørgsmålet glider på dette punkt over ispørgsmålet om ekspropriantens ret til atafhjælpe ulemper for restejendommen og ersåledes sammenhængende med projektetsdetaljerede udførelse. I øvrigt synes praksis

at kunne karakteriseres ved, at man vedbedømmelse af en restejendoms værdifor-ringelse udover det direkte fratagne harbetragtet fordele og ulemper som så sam-menhørende faktorer, at en enhedsbedøm-melse bør foretages. Et direkte i tal fore-taget fradrag er der ikke eksempler på.Retsstillingen kan belyses ved højesterets-dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1959,side 124: Der foretoges ekspropriation til etviaduktanlæg over en jernbanelinje, somdelte et husmandsbrug i to dele, der varforbundet med en bevogtet overskæring.Samtidig med viaduktanlægget blev over-skæringen nedlagt. Kommunikationen mel-lem ejendommens to dele blev væsentligtforlænget. Færdslen fra ejendommens byg-ninger til offentlig vej foregik før udførelsenaf viaduktanlægget ad en 890 m lang privat-vej uden vejbelægning, medens adgangentil offentlig vej efter viaduktanlæggets ud-førelse foregik ad en 400 m lang vej, hvoraf250 m uden udgift for ejeren blev forsynetmed en god vejbelægning. Taksationskom-missionen erklærede bl. a.: „Da ejeren erpligtig at levere ejendommens mejerimælkved offentlig vej, vil han som følge af deændrede adgangsforhold alene vedrørendemælketransporten spare at færdes ca. 700km årligt. Tages det endvidere i betragt-ning, at ejendommen, der hidtil havdekarakteren af at være afsides beliggende,nu har en i forhold til offentlig vej merebekvem beliggenhed, vil ændringen af ad-gangsforholdene utvivlsomt have medførten væsentlig forøgelse af ejendommensværdi i handel og vandel." Kommissionenudtalte endvidere, at den havde „væretopmærksom på ovennævnte ved anlæggetfremkomne forbedringer af ejendommensadgang til offentlig vej samt på mulighedenfor en hensigtsmæssig omlægning af ejen-dommens drift, uden at disse forhold doghar givet anledning til ansættelse af nogetbestemt pengebeløb, der er fradraget erstat-ningen." Kommissionen skønnede efterføl-gende at kunne vurdere forbedringen til enværdiforøgelse på 4 å 5.000 kr. Ulempe-erstatningen på 8.000 kr. blev godkendt afhøjesteret, som ikke kunne fastslå, at dettebeløb var for lille, „når såvel ulemper somfordele for ejendommen tages i betragt-ning."

Om bestemmelsen i § 26, stk. 2, i lov nr.

46

95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af deoffentlige veje foreligger to afgørelser fraovertaksationskommissionen for de fynskeamter. I den første sag, hvori afsagdeskendelse den 10. juli 1959, skulle en ejen-dom afgive ca. 11.000 m2 areal til et vej-anlæg. Taksationskommissionen fastsatteerstatningen for arealafgivelse til 3 kr. 25ore pr. m2 samt vurderede ulemperne til8.000 kr. I alt ville erstatningen hervedandrage ca. 44.000 kr. Imidlertid ville vej-anlægget efter kommissionens opfattelsetilføre de tilgrænsende arealer af den til-bageblivende ejendom en sådan værdistig-ning, at erstatningen i medfør af § 26,stk. 2, helt bortfaldt. Overtaksationskom-missionen var i princippet enig med taksa-tionskommissionen, men tilkendte dog ejerenet kontant erstatningsbeløb, som skønsmæs-sigt ansattes til 10.000 kr., da der bestod..en vis usikkerhed med hensyn til tids-punktet for, hvornår ejeren ville kunne ud-nytte værdistigningen, og det som følgeheraf ikke kunne afvises, at der for ejen-dommen indtil da ville være visse ulemper."

I den anden sag, hvori afsagdes kendelseden 21. marts 1960, skulle Siøgaard I/Safgive arealer til anlæg af vej dæmningen fraTåsinge til Siø med tilhørende vejanlæg påSiø og anlæg af en vej bro fra Siø til Lange-land, hvorved øen altså fik landforbindelsemed både Langeland og Tåsinge. Fordelenefor øens jorder var ubestridelige. Et flertali overtaksationskommissionen mente, at deri § 26, stk. 2, kun var hjemmel til at ladeulempeerstatningen bortfalde, ikke areal-erstatningen, idet „den i § 26, stk. 2, angivnesærregel efter flertallets formening vil væreat anvende i forbindelse med bestemmelsernei såvel grundlovens § 73 som den almindeligeerstatningsregel i vejbestyrelseslovens § 26,stk. 1, med særligt hensyn til bestemmel-serne i forordningen af 5. marts 1845."Et mindretal ville også lade erstatning forarealafståelsen bortfalde. Flertallets be-grundelse bygger øjensynligt på to syns-punkter, nemlig at henvisningen til jern-baneforordningen også indeholder en be-grænsning i afkortningsreglen, og at enubegrænset afkortningsregel næppe er for-enelig med grundlovens § 73.

Afgørelserne synes begge at give udtrykfor, at overtaksationskommissionen har føltdet stødende, såfremt en ejendom, der af-

giver betydelige arealer til et anlæg, sletikke modtager nogen kontant erstatningherfor.

I øvrigt har kommissionen søgt oplysningom disse spørgsmåls betydning i praksisefter bestemmelsen i Københavns byggelov§ 42, stk. 2. Det kan sammenfattende siges,at indvundne fordele på mere uspecificeretmåde er indgået i taksationskommissionensovervejelser om erstatningsbeløbenes fast-sættelse i de enkelte sager.

Adgangen til at foretage fradrag i erstat-ningen for indvundne fordele synes ved enumiddelbar betragtning rimelig, når spørgs-målet bedømmes isoleret i relation til denenkelte ejendom. Er der tale om generellefordele, opnår andre ejendomme, som ikkeberøres af ekspropriationerne til det på-gældende anlæg eller den pågældende foran-staltning, imidlertid en lignende værdifor-øgelse, og der synes ikke at kunne gives enrationel begrundelse for en sådan forskels-behandling. Ønsker man, at de ejendomme,som får nytte af et givet anlæg, skal bidragetil dette, eller at den ved et anlæg eller enforanstaltning skabte værdiforøgelse af om-liggende ejendomme helt eller delvis ind-drages til fordel for samfundet som helhed,må den naturlige fremgangsmåde være atgive særlige lovregler herom, gældende foralle de pågældende ejendomme. I det om-fang sådanne regler allerede er gældende,vil konfliktsituationer mellem disse og eks-propriationslovens fradragsregler i øvrigtkunne opstå, se lov nr. 184 af 5. juni 1959om sanering af usunde bydele § 20, stk. 2.De anførte betragtninger gælder ikke sær-lige for den enkelte ejendom indvundne, isærlige omstændigheder begrundede fordele.En fast afgrænsning mellem generelle ogspecielle fordele vil imidlertid meget van-skeligt lade sig formulere i en generel lov-bestemmelse, jfr. den anførte højesterets-dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1959, side124.

Kommissionen skal om spørgsmålet i al-mindelighed udtale, at det næppe er stem-mende med den almindelige retsfølelse, aten grundejer skal kunne komme til at afståen væsentlig del af sit jordtilligende uden atfå en kontant erstatning herfor. Man skal idenne forbindelse henvise til det ovenforom svensk ret bemærkede og de refereredeovertaksationskendelser.

•f

I en almindelig ekspropriationslov vil detefter kommissionens opfattelse heller ikkevære rigtigt at indsætte en generel regel omfradrag for fordele i den erstatning, der skalmodsvare restej endommens værdiforringelse,idet den sammenhæng, der bør være mellemfordele og ulemper, bedst vurderes ved ensamlet enhedsbedømmelse af den enkeltesag, jfr. det om praksis efter forordning af5. marts 1845 anførte. Herfor taler særligt,at der ikke i øvrigt er foreslået lovfæstetspecialregler om erstatningsudmålingen.

Som konklusion af foranstående bemær-kes, at kommissionen ikke har ment, atder i udkastet burde indføjes en almindeligregel om spørgsmålet. Ved ekspropriatio-ner, der omfattes af udkastet, vil fradragfor fordele derfor fremtidigt kun kunneforetages i det omfang, hvori det tør anta-ges, at dette har kunnet ske uden særliglovhjemmel, eller hvor en sådan måtteforeligge.

Kommissionen har med foranståendegenerelle bedømmelse af spørgsmålet ikketaget stilling til berettigelsen af fradrags-regler i love for bestemte områder.

IV. Forrentning at' erstatningsbeløbene.I tilslutning til erstatningsudmålingsreg-

1erne kan det bemærkes, at kommissionenslovudkast i § 22 indeholder en i forhold til

j jernbaneforordningens § 15 afvigende regelom erstatningens forrentning.

Efter sidstnævnte bestemmelse skal er-statningerne forrentes med 4 pet. p. a.På grund af det høje renteniveau i de senereår har bestemmelsen givet anledning tilnogen kritik, se herved folketingstidende1958-59, folketingets forhandlinger sp. 1972-73.

Ekspropriationserstatningerne bør natur-ligvis principielt udbetales snarest muligtefter ekspropriationens foretagelse, men afrent ekspeditionsmæssige grunde må derdog altid hengå nogen tid mellem ekspro-priation og erstatningens anvisning. Mindredele af ekspropriationserstatninger kan end-videre henstå i længere tid, idet endeligerstatningsberegning må afvente anlæggetsfærdiggørelse og arealernes definitive opmå-ling. Da spørgsmålet således ikke er udenpraktisk betydning, må kommissionen ansedet for rigtigt, at der i loven sikres ekspro-priaterne en til enhver tid rimelig forrent-ning af de fastsatte erstatninger. Kommis-sionen finder det uheldigt i loven at angiveen fast forrentningsprocent, som fra tid tilanden kan vise sig mindre godt stemmendemed det almindelige renteniveau. Lovfor-slagets § 22 går derfor ud på, at en ekspro-priationserstatning skal forrentes med enrentesats, som er 1 pct. højere end den afDanmarks Nationalbank fastsatte, på eks-propriationstidspunktet gældende disconto.

5. afsnit.

Jordfordeling.

Ekspropriation af en del af en ejendomkan have uheldige følger for restejendom-mens fremtidige udnyttelse og drift, og detmå derfor være en betydningsfuld opgavesåvel for eksproprianten (anlægsmyndighe-den) ved projektets udarbejdelse som forekspropriationsmyndighederne ved dets be-dømmelse at undgå eller begrænse sådannefølger. Selv det bedst forberedte større pro-jekt vil imidlertid ikke kunne udformes så-ledes, at følger af den omhandlede art heltundgås. Er forholdet det, at den tilbage-blivende del af ejendommen bliver så lilleeller således beskaffen, at den ikke hensigts-mæssigt kan bevares som selvstændig ejen-dom eller udnyttes på rimelig måde, børekspropriaten kunne kræve, at eksproprian-ten overtager ejendommen i sin helhed.Uette er anerkendt i praksis, og kommis-sionens lovudkast indeholder en sådan regeli § 16, 1. pkt. Når en del af en ejendom erafskåret og ikke fremtidig kan benyttes somen selvstændig lod, har allerede forordningaf 5. marts 1845, § 13, givet ekspropriatenret til at kræve det afskårne areal inddragetunder ekspropriationen. Denne regel er ikommissionens lovudkast indeholdt i § 16,3. pkt. I § 16, 2. og 3. pkt., er disse reglerudbygget med en modsvarende ret for eks-proprianten.

Disse regler, som findes i adskillige andrelove, dækker dog kun mere oplagte tilfælde,hvor en ejendom eller et areal må anses forstærkt forringet. I andre tilfalde må rest-ejendommen opretholdes, og dette har ikkemindst betydning for landbrugsejendomme.En ejendoms jordtilliggende kan blive for-mindsket således, at bygningerne bliver forstore i forhold til de tilbageværende jorder,hvilket påvirker ejendommens rentabilitet,eller en ejendom kan få sine jorder delt afekspropriationsanlægget således, at en væ-sentlig besværliggørelse af driften bliverfølgen. Forholdet er særligt aktuelt ved

jernbane- og vejanlæg. At restejendommensværdiforringelse skal erstattes er givet, ogden enkelte ejer stilles derfor, økonomiskset, ikke ringere end før ekspropriationen,men en erstatning i penge til den enkelteejer kan aldrig afhjælpe det forhold, at etmindre tilfredsstillende jordbrug er skabt.Dette er fra et samfundsøkonomisk syns-punkt uheldigt, og man må derfor over-veje, hvilke andre muligheder end en penge-erstatning, der eksisterer for at afbøde dissefølger. Hertil kommer, at en sådan ejendomved salg næppe altid vil blive handlet til enkøbesum, der er reduceret under fuld hen-syntagen til den udbetalte erstatning forværdiforringelse.

I nogle tilfælde kan visse konkrete foran-staltninger afbøde virkningerne. Ved gen-nemskæring af ejendomme af et jernbane-anlæg anlagde man i forrige århundrede ividt omfang overkørsler for den enkelteejendom, hvorved driftsulemper ved jorder-nes deling kunne begrænses. Nutidens tra-fikforhold tillader imidlertid ikke tværgå-ende færdsel af hensyn til en enkelt ejendom.Her kommer særligt sikkerhedshensyn i be-tragtning. I stedet for overkørsler anlæggesnu i nogle tilfælde tunneler eller under-gange, hvorigennem al eller en del land-brugstrafik kan foregå. Sådanne anlægmedfører imidlertid en væsentlig anlægs-udgift, og der må for at anlægge en under-gang være et fornuftigt forhold mellemanlægsudgiften og de indvundne fordele.

En afhjælpning kan endvidere ske gen-nem tildeling af ny jord eller omdeling afjorder mellem to eller flere ejendomme.Eksproprianten kan have rådighed overarealer, der er overtaget som afskårne fraen anden ejendom, eller som udgør restenaf en i sin helhed overtaget ejendom, somkun delvis medgår til anlægget. Det fore-kommer i praksis ofte, at en ejendom til-lægges arealer, der er overtaget fra en anden

49

ejendom. Det kan imidlertid kun ske medtilslutning fra ejeren af den ejendom, somskal modtage areal. En omdeling af flereejendommes jorder kan f. eks. komme påtale, når to ejendomme har bygninger belig-gende på liver sin side af et nyt anlæg.Hvis begge ejendomme har fået en mindreparcel liggende på den side, hvor den andenejendoms bygninger er beliggende, og defraskårne arealer er omtrent lige store og afsamme bonitet, vil den rimelige løsningvære et mageskifte med eller uden opgæld.Den kontante godtgørelse, som eventueltmå følge den ene ejendom, må eksproprian-ten udrede.

Jernbaneforordningen foreskriver i § 13,at mageskifte i sådanne tilfælde skal søgesistandbragt, og en tilsvarende bestemmelseindeholdes i vejbestyrelseslovens § 23, stk. 3.Disse bestemmelser forudsætter imidlertid,at de enkelte lodsejeres tilslutning til mage-skiftet kan opnås. I modsat fald kan ord-ningen kun gennemføres under iagttagelseaf reglerne i lov nr. 129 af 28. april 1955om jordfordeling mellem landejendomme,hvis tvangsmuligheder dog er begrænsede.I Københavns byggelov, lov nr. 148 af 29.marts 1939, § 42, stk. 3, og i byggelov forkøbstæderne og landet, lov nr. 246 af 10.juni 1960, § 59, stk. 3, er der hjemmel til,at en taksationskommission i mangel afmindelig overenskomst, når omstændighe-derne i væsentlig grad taler derfor, kan på-byde magelæg af jordstykker af sammeværdi efter kommissionens ansættelse, og ivandløbslov nr. 214 af 11. april 1949, § 23,stk. 1, er der hjemmel for vandløbsrettentil at påbyde magelæg, selv om de ombyttedearealers værdi er forskellige, men forskellendog ikke overstiger en grundværdi på300 kr.

At en hensigtsmæssig jordtildeling ogjordfordeling bliver foretaget, når mulig-heder herfor foreligger, er naturligvis vig-tigt. Såvel samfundsmæssige hensyn somhensynet til den enkelte ejendom kræverdette, og det er kommissionens opfattelse,at såvel statens anlægsmyndigheder somjernbaneforordningens ekspropriationsmyn-digheder har opmærksomheden henvendtherpå og udnytter de muligheder, som i detenkelte tilfælde foreligger, såfremt de berørtelodsejere giver deres tilslutning.

Kommissionen har overvejet, om man i

lovudkastet burde indsætte bestemmelser,som tillægger ekspropriationsmyndighedernemulighed for uden tilslutning fra vedkom-mende ejere at regulere disse forhold. Mankunne bestemme, at en ejer er pligtig atmodtage erstatningsjord til hel eller delviserstatning for den fratagne. Man kunne lov-fæste tvungent magelæg, jfr. de forannævnte byggelovsbestemmelser. Man kunneendelig åbne adgang til at ekspropriere jordfra én ejendom, hvor arealfratagelsen gørmindre skade, til fordel for ejendomme, forhvilke denne jord kan betyde store fordele.Man kan tænke sig det tilfælde, at en ejen-dom har måttet afgive et væsentligt arealtil ekspropriationsanlægget. Restejendom-men udgør ikke længere et tilfredsstillendejordbrug. Endvidere er der taget arealer fraflere andre ejendomme, som alle får et jord-tilliggende i underkanten af det rentable.En effektiv foranstaltning vil da være atekspropriere førstnævnte ejendom i sin hel-hed og dele dens restarealer ud blandt deøvrige. Resultatet er, at én ejendom måhelt nedlægges, men at de øvrige til gengældkan opretholdes på en fuldt ud tilfredsstil-lende måde. Ejeren af den i sin helhed eks-proprierede ejendom bliver gennem erstat-ningssummen sat i stand til at erhverve sigen anden ejendom, der er på højde med deneksproprierede før ekspropriationen.

Imidlertid mener kommissionen, at manbør udvise tilbageholdenhed med hensyn tilat give specielle lovbestemmelser, der i eks-propriationstilfælde hjemler tvungne ind-greb i ejendomsforholdene ud over, hvadselve det konkrete anlægs gennemførelsenødvendiggør.

Kommissionens lovudkast indeholder der-for ikke regler om adgang til at eksproprierearealer alene af hensyn til opnåelse af enhensigtsmæssig jordfordeling. Herom erkommissionens medlemmer enige. Derimodhar kommissionens medlemmer delt sig i etflertal og et mindretal med hensyn til, omder bør lovfæstes en — begrænset — adgangtil tvungent magelæg.

Et flertal (alle undtagen Tolstrup) finderi og for sig en sådan adgang hensigtsmæs-sig, men afstår fra at foreslå en lovregelherom ud fra den foran anførte betragtningom, at tvangsmæssige indgreb i ejendoms-forholdene i ekspropriationstilfælde bør be-

50

grænses til det nødvendige. I et betydeligtantal tilfælde vil en ordning lade sig gen-nemføre ad frivillighedens vej, hvilket erfa-ringen har vist. De muligheder, som jord-fordelingsloven indeholder, kan også anven-des i en ekspropriationssituation, hvis derda er tidsmæssig mulighed for at bringereglerne i anvendelse. Efter flertallets opfat-telse kan der ikke i den omstændighed, atbehovet for en jordfordeling er foranledigetaf en ekspropriation, findes motivering forat give en i forhold til jordfordelings-lovens almindelige regler udvidet adgang tiltvungen jordfordeling. Flertallet er klarover, at manglen af en tvangsregel kanbetyde, at lodsejere kan opnå en erstatningfra ekspropriationsanlægget for ulemper,som ved et frivilligt mageskifte mellem deenkelte lodsejere bagefter kan ganske op-hæves. Flertallet mener imidlertid, at manmå tage dette med som en nødvendig følgeaf ekspropriationen, selv om man ikke kanhave sympati for en sådan mulighed. Imid-lertid kan der ikke bortses fra, at den en-kelte lodsejer kan have anerkendelsesvær-dige motiver til at ville beholde et bestemtjordstykke, selv om en ren økonomiskobjektiv betragtning taler for, at et andetkunne gøre bedre fyldest for den pågældendeejendom. Flertallet mener derfor, at manbør bevare de berørte lodsejeres tilslutningsom en nødvendig forudsætning for et mage-skiftes gennemførelse, jfr. reglen i lovudka-stets § 15, stk. 4, 2. pkt.

Et mindretal (Tolstrup) finder, at der børlovfæstes en begrænset adgang til at påbydeomlægning af afskårne jordstykker, når manherved kan undgå eller formindske den al-vorligste ulempe ved ekspropriationer, somgennemskærer en eller flere ejendomme,nemlig en varig nedsættelse af ejendom-menes brugsværdi. Selv om ulempeerstat-ningerne til de berørte ekspropriater oftekan synes beskedne i forhold til de samledeanlægsomkostninger, forekommer det uri-meligt, hvis ekspropriationsmyndighedernealene er henvist til at fastsætte erstatnings-beløb for ulemper, der bagefter kan ophæveseller afbødes ved frivillige omlægningermellem ekspropriaterne. I forhold til debetydelige indgreb i deres ejendomme, somkan dikteres af hensyn til anlægsmyndig-hedens interesser, vil tvungne omlægninger

være uvæsentlige indgreb. Omvendt vil desamfundsmæssige fordele ved forstandigearealomlægninger kunne være betydelige.

I udkastets § 13, stk. 1, er det forudsat,at en overvejelse af mulighederne for areal-omlægninger indgår som et led i ekspropria-tionskommissionens besigtigelsesforretningog i givet fald kan resultere i, at der rejsesen egentlig jordfordelingssag. Denne frem-gangsmåde kan tiltrædes, men det må dogbemærkes, at der i nogle tilfælde ikke vilvære grundlag for den, enten fordi detkonkrete anlæg kun nødvendiggør ejen-domsgennemska^ringer i begrænset omfang,eller fordi det vil være uhensigtsmæssigt atafvente jordfordelingskommissionens arbej-de, som meget vel bør udstrækkes til flereejendomme end dem, der berøres af eksjoro-priation.

Mange ekspropriater indser den varigefordel ved en fornuftig arealomlægning,hvad man kan se af, at der i praksis ofteopnås frivillige overenskomster herom, ogmindretallet anser det for uheldigt, hvisenkelte grundejeres — eventuelt i tilfældigeog uvedkommende hensyn begrundede -modstand skal hindre en objektiv hensigts-mæssig omlægning.

Selv om den bedste løsning ville være atgive ekspropriationskommissionen sammefrihed som med hensyn til dens bedømmelseaf selve ekspropriationen, kan man dog efteromstændighederne affinde sig med, at entvangsmæssig arealomlægning ikke må gåudover de rammer, som jordfordelingslovenopstiller.

Mindretallet foreslår herefter, at andetpunktum i forslagets § 15, stk. 4, udgår ogerstattes af et nyt stykke, sålydende:

„Stk. 5. Gennemskæres en eller flere ejen-domme af det projekterede anlæg, skalkommissionen så vidt muligt søge afskårnearealer omlagt enten ved mageskifte ellerved overdragelse mod vederlag i penge.Kan mindelig overenskomst om en hensigts-mæssig jordfordeling ikke nås, er kommis-sionen berettiget til at påbyde omlægningaf ubebyggede jordstykker, når en grund-ejer efter dens skøn modtager et vederlags-areal, der i økonomisk udnyttelsesværdisåvel som med hensyn til beliggenhed ogadgangsforhold mindst svarer til det frahans ejendom afskårne eller eksproprieredeareal".

51

Kommissionen skal til slut fremhæve denstore betydning, det har, at man på et såtidligt stadium af en sag som muligt haropmærksomheden henvendt på de situatio-ner, hvor en jordfordeling kan blive aktuel,og hvor muligheder for en sådan gennem-førelse består, samt at man straks tager etinitiativ til drøftelse af disse muligheder.Initiativet kan komme fra anlægsmyndig-heden på projektstadiet eller fra ekspropria-

tionskommissionen efter afholdt besigtigelse,jfr. lovudkastets § 13, stk. 1, in fine. I nogletilfælde bør jordfordelingsmyndighederneinddrages, hvilket i praksis allerede er sketi enkelte tilfælde. Jordfordelingssekretaria-tet, med hvem kommissionens arbejdsud-valg har forhandlet om disse spørgsmål, harstillet sig velvilligt til et fortsat samarbejdemed eksproprianter og ekspropriationsmyn-digheder.

6. afsnit.

Udkast til forslag til lov om fremgangsmåden ved ekspropriationaf fast ejendom.

I. Lovens område.§ 1. Lovens regler finder anvendelse ved

ekspropriation vedrørende fast ejendom forstaten eller for koncessionerede selskaber,når der i lovgivningen er hjemlet ekspro-priation til formålet.

II. Ekspropriationens omfang.§ 2. Medmindre andet fremgår af den

lov, der hjemler ekspropriation, kan der vedekspropriationena) erhverves ejendomsret til arealer, byg-

ninger og indretninger, der er fastknyttet til arealer eller bygninger, samttilbehør hertil,

b) endeligt eller midlertidigt pålægges ind-skrænkninger i ejernes rådighed ellererhverves ret til at udøve en særlig rådenover faste ejendomme,

c) endeligt eller midlertidigt ske erhvervelseeller ophævelse af eller foretages be-grænsninger i brugsrettigheder, servitut-rettigheder samt andre rettigheder overfaste ejendomme.

§ 3. Når der i lovgivningen er hjemmel tilekspropriation, kan anlægsmyndigheden fo-retage de nødvendige forberedende opmå-linger, nivellementer og andre tekniske for-arbejder og undersøgelser.

Stk. 2. Foretagelse af de i stk. 1 nævnteforarbejder skal af anlægsmyndigheden be-kendtgøres med mindst en uges varsel i eteller flere af de på egnen mest udbredtedagblade og så vidt muligt tillige ved for-udgående særskilt meddelelse til de pågæl-dende ejere og brugere.

Stk. 3. De ved arbejderne forvoldte skaderskal erstattes. I mangel af mindelig overens-komst om erstatningens størrelse fastsættes

denne efter de nedenstående regler omekspropriationserstatningers fastsættelse.

Stk. 4. Den, der forsætligt borttager, for-vansker eller beskadiger afma3rkninger, somforetages i forbindelse med forarbejderne,straffes med bøde, medmindre strengerestraf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

III. Myndigheder.

§ 4. Ekspropriationer, der omfattes afdenne lov, ledes af kommissarierne ved sta-tens ekspropriationer. Kommissarierne skalhave juridisk embedseksamen. Ministerenfor offentlige arbejder bestemmer forret-ningernes fordeling mellem dem.

§ 5. Ministeren for offentlige arbejder ned-sætter ekspropriationskommissioner og fast-sætter deres forretningsområde. Kommis-sionerne behandler forslag om ekspropria-tion og fastsætter erstatning for de eks-propriationer, som foretages.

§ 6. Hver ekspropriationskommissionbestår af 5 medlemmer. Formanden er enaf de i § 4 nævnte kommissarier ved statensekspropriationer. To medlemmer beskikkesaf ministeren for offentlige arbejder. Tomedlemmer beskikkes af vedkommendekommunalbestyrelse, hvis ekspropriationenvedrører ejendom i København, på Frede-riksberg eller i købstæderne, og ellers afvedkommende amtsråd.

Stk. 2. Ved ekspropriationer i sognekom-muner tiltrædes ekspropriationskommissio-nen af to af vedkommende sogneråd udpe-gede delegerede, der har adgang til at udtalesig, men ikke har stemmeret.

Stk. 3. En ekspropriationskommission erbeslutningsdygtig, når formanden og mindst2 andre medlemmer er til stede. Står stem-

merne lige ved en afstemning, er forman-dens stemme afgørende.

§ 7. Ministeren for offentlige arbejdernedsætter en eller flere taksationskommissio-ner til på begæring at efterprøve erstat-ningsfastsættelser.

Stk. 2. En taksationskommission beståraf en af Kongen udnævnt formand, der skalhave juridisk embedseksamen, samt 2 med-lemmer, der af formanden udtages for denenkelte sag blandt et af ministeren for offent-lige arbejder udpeget antal personer.*)

§ 8. Til bistand for de i §§ 5 og 7 nævntekommissioner og til at foretage de afekspropriationerne foranledigede matriku-lære berigtigelser m. v. beskikker ministerenfor offentlige arbejder en eller flere ledendelandinspektører.

§ 9. En ekspropriationskommission ogtaksationskommission kan tilkalde særligtsagkyndige til at afgive vejledende udtalelsertil bedømmelse af spørgsmål vedrørendesåvel ekspropriationens gennemførelse somerstatningens størrelse.

§ 10. Ingen må som medlem, delegeret,ledende landinspektør eller sagkyndig, jfr.§ 9, deltage i behandlingen af et spørgsmålfor en ekspropriationskommission eller tak-sationskommission, når

1) vedkommende er interesseret i udfaldeteller er repræsentant for en person, derer interesseret heri,

2) vedkommende er beslægtet eller besvog-ret i op- eller nedstigende linje eller isidelinjen så nær som søskendebørn meden af de i nr. 1) nævnte personer eller ersådanne personers ægtefælle, værge,adoptiv- eller plejefader eller -moder,adoptiv- eller plejebarn,

3) der i øvrigt foreligger omstændigheder,som er egnede til at vække tvivl omvedkommendes fuldstændige upartisk-hed.

Stk. 2. Den interesse, som de af en kom-mune valgte medlemmer af og delegerede tilen ekspropriationskommission har i kom-munens anliggender, medfører kun, at deskal fratræde ved kommissionens behandling

af erstatningsspørgsmål vedrørende ejen-domme, der ejes af kommunen, eller hvorikommunen har en væsentlig interesse.

Stk. 3. Ingen må deltage som medlemeller i henhold til § 9 tilkaldes som sag-kyndig i en sag for en taksationskommis-sion, når han har medvirket ved spørgsmå-lets behandling for vedkommende ekspro-priationskommission.

Stk. 4. Den, for hvis vedkommende nogenaf de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte inhabilitets-grunde foreligger, skal snarest muligt givekommissionens formand meddelelse herom.

Stk. 5. Spørgsmål om, hvorvidt bestem-melserne i stk. 1, 2 eller 3 kommer til anven-delse, bør så vidt muligt rejses inden for-handlingernes begyndelse. Hvis de er rejstaf en af parterne, kan de ikke afgøres, udenat begge parter har haft adgang til at udtalesig derom.

IV. Fremgangsmåden.

§ 11. Anmodning om foretagelse af eks-propriation fremsættes af anlægsmyndighe-den over for ministeren for offentligearbejder.

§ 12. Når ministeren for offentlige arbej-der har henvist ekspropriationsbegæringentil behandling ved en ekspropriationskom-mission, og anlægsmyndigheden har foreta-get foreløbig afmærkning af anlægget, af-holder kommissionen en besigtigelsesforret-ning på stedet.

Stk. 2. Bekendtgørelse om tid og sted forafholdelse af besigtigelsesforretningen skalmed mindst en uges varsel indrykkes iStatstidende, og, for så vidt angår ekspro-priation uden for hovedstadsområdet, tilligei et eller flere af de på egnen mest udbredtedagblade. Oversigtsplaner for det påtænkteanlæg skal i mindst en uge før besigtigelses-forretningens afholdelse ligge til eftersyn pådet stedlige kommunekontor eller et andetfor offentligheden tilgængeligt sted, og be-kendtgørelsen skal indeholde oplysning her-om.

Stk. 3. I det omfang de foreløbige planergør det muligt, drager kommissarius omsorgfor, at ejere og brugere af de arealer, dermå antages at blive berørt af det påtænkte

*) Se mindretalsforslag side 32 og mindretalsforslag side 33.

54

anlæg, gennem vedkommende kommunal-bestyrelse underrettes om forretningens af-holdelse og gøres bekendt med planernesfremlæggelse samt deres adgang til at givemøde under forretningen.

§ 13. Under besigtigelsesforretningenforetager kommissionen en almindelig 'prø-velse af det foreliggende projekt. Kommis-sionen kan herved bestemme, at ekspro-priationen kun kan gennemføres, såfremtder foretages sådanne ændringer i projektet,som kommissionen finder nødvendige afhensyn til ejere, andre rettighedshavere,almene interesser eller anlæggets hensigts-mæssige gennemførelse. Kommissionen tagersærlig stilling til, om der som led i ekspro-priationen skal foretages afbrydelser, om-lægninger og etablering af vejforbindelser,vandløb eller adgangsforbindelser til ejen-domme eller restarealer, ledningsanlæg oglignende, og retter henvendelse til jordfor-delingsmyndighederne, hvis det skønnesmuligt at gennemføre en hensigtsmæssigjordfordeling.

Stk. 2. Anlægsmyndigheden, andre inter-esserede myndigheder, ejere eller brugere afog servitutberettigede med hensyn til ejen-domme, der direkte eller indirekte berøresaf ekspropriationen, har adgang til underbesigtigelsesforretningen at fremkomme medbemærkninger til projektet og herunderfremsætte forslag til dettes ændring.

§ 14. Når projekt for det påtænkte anlæger vedtaget af kommissionen, og anlægsmyn-digheden ønsker det således vedtagne pro-jekt fremmet, træffer ministeren for offent-lige arbejder beslutning om meddelelse afekspropriationsbemyndigelse, medmindre be-slutning herom er truffet før besigtigelsen.

Stk. 2. Anlægsmyndigheden udfærdigermed bistand af den ledende landinspektøren plan vedrørende ekspropriationens gen-nemførelse med fortegnelse over alle grund-ejere og brugere, der vil blive berørt af defor anlæggets gennemførelse nødvendigeekspropriationer, og med oplysning om denomtrentlige størrelse af de berørte arealerog en kort angivelse af de ændringer i debestående forhold, anlægget i øvrigt vilmedføre for ejendommene (arealfortegnelsemed ekspropriationsplan).

*) So mindretalsforslag side 50.

§ 15. Ekspropriationskommissionen af-j holder derefter en ekspropriationsforretning.

Stk. 2. Bekendtgørelse om forretningensi afholdelse og fremlæggelse af arealfortegnel-! se med ekspropriationsplan foretages i over-| ensstemmelse med § 12, stk. 2. Bekendtgø-

relsen tjener til underretning for enhver,der som ejer, bruger, panthaver eller i en

| hvilken som helst anden egenskab har eni retlig interesse at varetage i anledning afj ekspropriationen.

Stk. 3. Til ekspropriationsforretningen ind-varsles med mindst en uges varsel ejereog brugere ifølge arealfortegnelsen skrift-ligt, for så vidt fornødne oplysninger omadresser m. v. kan fremskaffes. Indvarslin-gen skal oplyse, hvor ekspropriationsplaner fremlagt, og ledsages af et eksemplaraf arealfortegnelsen.

Stk. 4. Efter at de fremmødte har haftlejlighed til at udtale sig for kommissionen,træffer denne bestemmelse om, hvorledes

i projektet og ekspropriationen nærmere skalgennemføres, herunder hvilke arealer, byg-ninger med tilbehør samt rettigheder eks-propriationen skal omfatte. I forbindelsehermed skal kommissionen så vidt muligtsøge afskårne arealer mageskiftet.*)

§ 16. Medfører afståelse af en del af enfast ejendom, at den tilbage blivende del afejendommen bliver så lille eller således be-skaffen, at den ikke hensigtsmæssigt kanbevares som selvstændig ejendom eller ud-nyttes på rimelig måde, kan ejeren fordre,at hele ejendommen overtages af anlægs-myndigheden. Hvis erstatningen for ejen-dommens værdiforringelse må antages atkomme til at stå i åbenbart misforhold tilrestejendommens værdi, kan anlægsmyn-digheden fordre hele ejendommen afstået.Tilsvarende regler finder med de fornødnelempelser anvendelse, når en del af enejendom bliver afskåret, og når der foretagesekspropriation i de i § 2 b) og c) omhandledetilfælde.

§ 17. Når kommissionen over for hverenkelt fremmødt har påvist, hvorledesanlægget vil berøre hans ejendom ellerrettighed, og hvilket omfang afståelsen vilfå, og endvidere har gjort ham bekendtmed de for kommissionen om sagen fore-

liggende oplysninger, herunder sagkyndigeserklæringer, jfr. § 9, har parterne adgang tilover for kommissionen at redegøre for desynspunkter, der efter deres formening børhave indflydelse på erstatningens fastsættelse.Kommissionen fremsætter derefter forslagtil erstatningsbeløbets størrelse med angi-velse af de erstatningsposter, som detomfatter.

Stk. 2. Ønsker en part nærmere at over-veje det fremsatte forslag, eller giver enerstatningsberettiget ikke møde ved for-retningen, skal forslaget udfærdiges i skrift-lig form og udleveres eller tilsendes parternei anbefalet brev.

Sik. 3. Godkendes forslaget ikke senest14 dage efter afgivelsen, eller afvises for-slaget straks af en af parterne, afsiges derkendelse om erstatningens fastsættelse.

Stk. 4. Kendelsen skal være ledsaget afgrunde og særligt angive kommissionens stil-ling til de af parterne påberåbte omstæn-digheder. I kendelsen angives det afståedesværdi i handel og vandel eller ved pålæg-gelse af rådighedsindskrænkninger den for-ringelse, der herved sker af denne værdi.Såfremt der påføres ejeren eller andre beret-tigede andet økonomisk tab, angives erstat-ningen herfor som en særlig post, så vidtmuligt med oplysning om, hvorledes den erberegnet.

Stk. 5. Udskrift af kendelsen tilsendesparterne ved anbefalet brev. Det skal inde-holde oplysning om adgangen til at ind-bringe erstatningsspørgsmålet for vedkom-mende taksationskommission og om fristenherfor, jfr. § 19.

Stk. 6. I øvrigt skal udskrift af forlig ogkendelser tilsendes enhver, der har retliginteresse deri og fremsætter begæring derom.

§ 18. En erstatningsfastsættelse kan, nårganske særlige omstændigheder tilsiger det,ske på vilkår, der nærmere angives i ken-delsen, eller udsættes, men længst indtilanlæggets fuldførelse. Erstatning for areal-afståelse skal dog altid fastsættes straks,såfremt ejeren begærer det.

§ 19. Kendelse, hvorved erstatning giveseller nægtes, kan indbringes til efterprøvelsefor vedkommende taksationskommission.*) Af-

siges kendelsen i et møde, kan indbringelseske ved erklæring til protokollen. I øvrigtmå skriftlig begæring herom være kommis-sarius i hænde senest 14 dage efter, atudskrift af kendelsen er tilsendt den pågæl-dende. Når der er særlig grund dertil, kanministeren for offentlige arbejder dog til-lade, at en sag indbringes for taksations-kommissionen, uanset at begæringen erfremkommet efter udløbet af den nævntefrist.

Stk. 2. Til taksationsforretningen indvars-les parterne skriftlig med mindst en ugesvarsel.

Stk. 3. Taksationskommissionen kan uan-set de for denne nedlagte påstande tage stil-ling til ethvert spørgsmål om erstatningenunder forudsætning af, at parterne har haftlejlighed til at fremkomme med deres be-mærkninger dertil.

Stk. 4. Taksationskommissionens afgørelsetræffes ved kendelse i overensstemmelse medde i § 17, stk. 4, anførte regler. Udskriftaf kendelsen tilsendes parterne og enhver,der har retlig interesse deri og fremsætterbegæring derom.

§ 20. Rejses der krav om erstatning i an-ledning af et ekspropriationsanlæg af andreend de på arealfortegnelsen angivne, kanspørgsmålet efter den pågældendes begæ-ring påkendes af vedkommende ekspro-priationskommission, hvis den anser sagenfor egnet til behandling for kommis-sionen. Optages sagen til realitetsbehand-ling, finder bestemmelserne i §§ 17 og 19anvendelse med fornødne lempelser.

§ 21. Opstår der efter ekspropriationensforetagelse spørgsmål om ændringer i ellertilføjelser til det vedtagne projekt, kanekspropriationskommissionen optage dissetil behandling. Opstår der i øvrigt efter eks-propriationens foretagelse spørgsmål omtilkendelse af erstatning, som ikke har væretbehandlet af ekspropriationskommissionen,eller sker der til skade for en erstatnings-berettiget væsentlige ændringer i grundlagetfor de tillagte erstatningsbeløb, kan kom-missarius, såfremt begæring herom frem-kommer inden ét år, efter at ekspropriations-

*) Se mindretalsforslag side 30—32.

56

anlægget er fuldendt, forelægges sagen tilprøvelse for kommissionen.

Stk. 2. Til de af bestemmelserne i stk. 1foranledigede kommissionsmøder indvarslesmed mindst en uges varsel sagens partersamt de personer og myndigheder, som kom-missarius efter det tidligere passerede anserfor interesseret i det pågældende spørgsmål.Bestemmelserne i §§ 13, 15, stk. 4, 17 og 19,finder anvendelse med fornødne lempelser.

Y. Erstatningens udbetaling.

§ 22. Erstatningsbeløbene forrentes fradatoen for den i § 15, stk. 4, omhandledebeslutning om ekspropriation, dog at etandet begyndelsestidspunkt under særligeomstændigheder kan fastsættes i kendelseeller forlig. Forrentningen sker indtil dendag, beløbene kan hæves, med en årligrente, der udgør 1 pet. mere end den afDanmarks Nationalbank fastsatte, på eks-propriationstidspunktet gældende diskonto.

§ 23. En erstatning i henhold til forligeller endelig kendelse kan på begæring ud-betales, når fornøden dokumentation forberettigelsen til at oppebære erstatningener tilvejebragt af den pågældende, og kom-missarius anser udbetaling for forsvarlig.En erstatning kan udbetales uden samtykkefra panthaverne og uden iagttagelse af reg-lerne i § 24, når ekspropriationskommissio-nen skønner, at ekspropriation sindgrebet iforhold til ejendommens størrelse og værdier ubetydelig og ikke indebærer nogen somhelst fare for pantesikkerheden. Erstatnin-ger, der er fastsat pr. arealenhed, opgørespå grundlag af et efter ekspropriationspla-nerne beregnet areal. Udviser den endeligearealopmåling et større areal, skal erstat-ningen reguleres i overensstemmelse hermed.

Stk. 2. Når hensynet til den erstatnings-berettigede tilsiger det, kan kommissariusfastsætte et tidspunkt, inden hvilket anlægs-myndigheden endeligt skal fastlægge græn-sen for det eksproprierede areal.

§ 24. I øvrigt anvises erstatningsbeløbtil udbetaling i et møde i ekspropriationskom-missionen (regnskabsmødet), hvorom bekendt-gørelse skal ske i overensstemmelse med de

i § 12, stk. 2, nævnte regler, dog at varsletskal være mindst 14 dage. Samtidig ind-varsles ved tilsendelse af opgørelse over deerstatningsbeløb, der kommer til udbetaling1) personer, hvem erstatning er tilkendt,2) panthavere, hvis ret er tinglyst, før eks-

propriationen er tinglyst, og hvis adres-ser kan oplyses af tinglysningsdommeren,

3) kommuner, hvori de af ekspropriationenberørte ejendomme er beliggende.

Stk. 2. På grundlag af de krav, der erfremsat herom senest ved regnskabsmødet,afgør kommissionen, hvorledes erstatnings-beløbene skal fordeles. For panthaveresvedkommende er prioritetsordenen afgø-rende. Beløb, der måtte tilkomme en ting-lyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnetoplyses, kan ikke udbetales uden hanssamtykke.

VI. Forskellige bestemmelser.

§ 25. Ved ekspropriation til erhvervelseaf ejendomsret bortfalder alle rettighedertil eller over det eksproprierede, medmin-dre andet i det enkelte tilfælde bestemmes.I de i § 2 b) nævnte tilfælde skal de ved ekspro-priation over en. fast ejendom stiftede rettig-heder respekteres af indehavere af alle andrerettigheder over ejendommen, medmindreandet i det enkelte tilfælde bestemmes.

§ 26. Søgsmål om ekspropriation efterdenne lov behandles i første instans vedlandsret. Sagen anlægges ved den ret, underhvilken vedkommende ejendom er belig-gende. Spørgsmål, der kan prøves af en tak-sationskommission, kan ikke indbringes fordomstolene, forinden taksationskommissio-nens afgørelse foreligger.*)

§ 27. Ved ekspropriationskommissionerog taksationskommissioner skal der føresforhandlingsprotokol.

Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejderkan i enkelte tilfælde fravige de i denne lovfastsatte regler om bekendtgørelse af møder,offentliggørelse af planer m. v., såfremt hen-synet til statens sikkerhed kræver det.

Stk. 3. Ministeren for offentlige arbejder

*) Re mindretalsforslag side 35.

57

kan fastsætte nærmere regler om ekspropria-tionsmyndighedernes forretningsgang.

Stk. 4. Landbrugsministeren og justits-ministeren kan fastsætte nærmere regler omfremgangsmåden ved matrikulære og ting-ly sningsmæssige berigtigelser, der foranle-diges af ekspropriationer.

§ 28. Ministeren for offentlige arbejderfastsætter regler om, i hvilket omfang ud-gifterne ved ekspropriationssagers behand-ling skal afholdes af anlægsmyndigheden.

§ 29. Ingen af parterne i en ekspropria-tionssag betaler omkostninger til den andenpart i anledning af sagsbehandlingen for enekspropriationskommission eller taksations-kommission. Når en erstatningsberettigethar afholdt nødvendige udgifter til vareta-gelse af sine interesser under sagens behand-ling, kan vedkommende kommission på-lægge anlægsmyndigheden at udrede enpassende godtgørelse herfor.

§ 30. Dokumenter, udskrifter og attesterm. v., der udfærdiges i forbindelse medekspropriationer efter denne lov, fritagesfor stempel- og tinglysningsafgifter til detoffentlige.

§ 31. Loven trailer i kraft den

§ 32. Følgende bestemmelser ophæves:Plakat af 31. juli 1801, hvorved de be-

stemmelser, som er fastsatte i hensigt tilgrundes afståelse for vejvæsenet og lods-mærker, erklæres at skulle være gældende

i ethvert lignende tilfælde. Plakat af 28.december 1809 om grundes afgivelse tilkanalanlæg. Forordning af 5. marts 1845angående de regler, som bliver at iagttagemed hensyn til grundafståelser m. m. ianledning af jernbaners anlæg i Danmark.Indløsningsret i henhold til denne forord-nings § 20 kan ikke gøres gældende, nårvedkommende jernbaneanlæg opgives efternærværende lovs ikrafttræden.

Lov af 23. december 1861 vedkommendesammensætteisen af de ved forordning af 5.marts 1845 §§ 5 og 19 anordnede kommis-sioner, for så vidt angår anlæg af jernbaneri København eller på dens grund.

Lov nr. 6 af 10. januar 1928 om tillæg tilforordning af 5. marts 1845 om grundaf-ståelser m. v. til jernbaneanlæg.

Plakat af 5. maj 1847 angående anbrin-gelse af strå- eller rørtag, korn eller høstakkem. v. i nærheden af jernbaner m. v.

Stk. 2. Ekspropriationer, der i henholdtil den hidtidige lovgivning foretages efterreglerne i forordning af 5. marts 1845 omgrundafståelser til jernbaneanlæg, foretagesfra denne lovs ikrafttræden i henhold tildenne lovs bestemmelser.

Stk. 3. I øvrigt opretholdes de gældendelovbestemmelser om ekspropriation.

§ 33. For så vidt angår ekspropriations-sager, hvis behandling er påbegyndt førlovens ikrafttræden, finder loven kun an-vendelse, såfremt der endnu ikke er afholdtbesigtigelsesforretning.

§ 34. Loven gælder ikke for Fagøerneog Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget.

Til § 1.Lovforslaget tilsigter ikke at ændre det i dansk

lovgivningspraksis hidtil bestående forhold, at selvehjemmelen til at iværksætte ekspropriation gives isærskilte love, og forslaget indeholder derfor ingenregler om, til hvilke formåls fyldestgørelse ekspro-priation kan ske, jfr. paragraffens sidste led. For-slaget har derimod til formål at give regler for,hvorledes en i lovgivningen i øvrigt hjemlet ekspro-priation skal føres ud i livet. Ved at gennemførealmindelige regler herom, undgår man, medmindre•s

særlige forhold gør sig gældende, i hver enkeltekspropriationshjemlende lov at skulle give reglerfor fremgangsmåden ved foretagelse af de i ved-kommende lov materielt hjemlede ekspropriationer,hvilket er lovgivningsteknisk praktisk og reelt be-grundet i hensynet til at undgå forskelle i disseprocedureregler, for så vidt forskelle ikke er be-grundet i, at der for de pågældende retsområdergør sig forskellige hensyn gældende. Da almindeligeregler om fremgangsmåden for ekspropriationersgennemførelse ikke hidtil har været gældende, har

58

der udviklet sig flere hovedsysteme.r, der på vissepunkter afviger ret stærkt fra hinanden. Særligtafgørende i så henseende er, at projekterne og ekspro-priationsindgrebene til visse ekspropriationsanlægskal gøres til genstand for behandling af et af denekspropriationsrekvirerende myndighed uafhæn-gigt forvaltningsorgan. Dette er normalt tilfældetved statsekspropriationer. En sådan behandlingaf projektet forekommer derimod som regel ikke, Jnår en kommunalbestyrelse har fået tillagt ekspro- jpriationsadgangen, men i disse tilfælde er der nor- |malt adgang til gennem en anke af ekspropriations-beslutningen til højere administrativ myndighedat opnå en efterfølgende prøvelse. Da en sagsbe-handling for et særligt i dette øjemed oprettet for-valtningsorgan betyder en indskrænkning i kompe-tencen for den myndighed, der har adgang til ativærksætte ekspropriationen, er spørgsmålet nøjesammenhængende med udstrækningen af det kom-munale selvstyre. En pludselig og radikal ændringi den bestående retstilstand foreslås ikke på dettepunkt og heller ikke på de øvrige punkter, hvorvæsentlige og i divergerende hensyn motiveredeforskelligheder har bestået. Nærværende lovforslagsregler foreslås derfor i princippet kun at skullegælde for ekspropriationer, der foretages til fordelfor staten eller et koncessioneret selskab. Ekspropria-tioner til disse sidste er nemlig hidtil som hovedregelsket efter samme regler som statsekspropriationer,nemlig reglerne i forordning af 5. marts 1845 omgrundafståelser til jernbaneanlæg. Da nærværendelov derfor vil afløse denne forordning, er det i lov-forslagets § 31, stk. 2, bestemt, at ekspropriationerder hidtil er foretaget efter jernbaneforordningensregler, nu skal gennemføres efter reglerne i dettelovforslag. Ved udformningen af lovforslagets be-stemmelser har man imidlertid haft en fremtidigvidere anvendelse af disse for øje, idet en række afde principper og synspunkter, som lovforslagetsbestemmelser er udtryk for, må anses for at havegyldighed for alle ekspropriationer. Det bør derfori fremtiden påses, at man i den udstrækning, detskønnes praktisk, tilpasser reglerne på andre ekspro-priationsområder til de regler, som nærværende for-slag indeholder — alt dog forudsat, at særlige hen-syn i det enkelte tilfælde ikke taler imod.

Søger staten eller et koncessioneret selskab somprivat grundejer iværksat en ekspropriation medhjemmel i lovregler, som enhver privat grundejerkan gøre brug af på samme måde (f. eks. en rækkebestemmelser inden for landbolovgivningen), med-fører lovforslagets regler ikke, at den pågældendeekspropriation skal ske efter reglerne i nærværendelovforslag, hvis der for det pågældende ekspropria-

tionstilfælde er fastsat andre regler. Afgrænsningenaf anvendelsesområdet i lovforslagets § 1 til ekspro-priationer for staten og koncessionerede selskaberhar henblik på de tilfælde, hvor der for staten somstatsmyndighed eller for visse koncessionerede sel-skaber i kraft af disses specielle funktioner er ind-rømmet adgang til ekspropriation.

Lovforslagets bestemmelser foreslås dernæst kunbragt i anvendelse ved ekspropriation vedrørendefast ejendom, idet lovforslagets regler ikke vil væresærligt anvendelige ved ekspropriation af løsøre.Ved ekspropriationer, der ikke vedrører fast ejen-dom, er de i nærværende lovforslag fastsatte reglerom fremgangsmåden m. v. ikke umiddelbart gæl-dende. Den lov, der giver hjemmel til de pågældendeekspropriationer, kan tage stilling til spørgsmålet.I mangel heraf kan visse regler i nærværende lov-forslag eventuelt anvendes analogt.

Også spørgsmålet om ekspropriation af patenterer holdt uden for lovforslagets område.

Til § 2.Når en lov giver adgang til at foretage ekspro-

priation, kan man rejse spørgsmål om, hvorvidt ensådan lovhjemmel giver adgang til at foretage alleeller kun nogle og da hvilke arter af ekspro-priationsindgreb, f. eks. afståelse til ejendom, på-læg af rådighedsindskrænkninger og midlertidigeller endelig erhvervelse af brugsrettigheder. Lige-ledes kan man spørge, om ekspropriationen kanrettes mod alle eller kun nogle og da hvilke arteraf ejendom og rettigheder, f. eks. arealer, bygninger,løsøre, brugsrettigheder og servitutrettigheder.Formuleringen af gældende love varierer og er i såhenseende hyppigt meget kortfattet, f. eks. blot:„foretage ekspropriation af arealer m. v.". Maner i så fald henvist til en fortolkning af loven, sær-ligt støttet på det formål, som loven har villetopnå realiseret.

For at undgå fortolkningstvivl og tilfældighedermå det anses for ønskeligt, at der gælder en almin-deling lovbestemt formodning'sregel om, hvad en eks-propriationshjemmel normalt indebærer med hen-syn til ekspropriationens art og genstand, og en sådanforeslås tilvejebragt ved bestemmelsen i lovforslagets§ 2. Ved fremtidig lovgivning vil man kunne ind-skrænke sig til at udforme ekspropriationsbestem-melser således, at der hjemles ekspropriation i det inærværende lovforslags § 2 angivne omfang, ellerhelt undlade at sige noget herom, for så vidt de ispecialloven hjemlede ekspropriationer falder indunder nærværende lovforslags § 1. Vil man i etgivet tilfælde tilvejebringe en i forhold til § 2 be-

grænset eller udvidet ekspropriationsadgang, mådette angives i specialloven. Med hensyn til eksiste-rende ekspropriationsbestemmelser, omfattet af § 1,vil lovforslagets § 2 også gælde som formodnings-regel, men det må bero på en fortolkning af ved-kommende speciallov, om man har villet give enmere begrænset eller udvidet ekspropriationsadgang-end angivet i § 2. Giver en lov f. eks. kun adgangtil ved ekspropriation at pålægge visse servituttermed et nærmere angivet indhold, er det klart, atekspropriation med hjemmel i den lov må begrænseshertil.

Med hensyn til formuleringen af § 2 bemærkes,at litra a dækker det traditionelle ekspropriations-indgreb, nemlig erhvervelse af egentlig ejendomsrettil arealer, herunder ferske vande, og bygninger,sammen med eller uden tilhørende grund. Når ud-kastet medtager indretninger, der er fast knyttettil arealer og bygninger samt alt tilbehør hertil,er dette begrundet i praktiske hensyn, bl. a. medhenblik på erstatningsfastsættelsen. Det må dogbemærkes, at sådanne indretninger og sådant til-behør — hvis ekspropriaten ikke ønsker at kommeaf med disse ting — kun kan medeksproprieres, hvisdet er nødvendigt af hensyn til anlægget. Detkonkrete ekspropriationsindgreb kan derfor be-grænses således, at det ikke omfatter disse ting,Ordet tilbehør er her tænkt anvendt i den sprogligtvideste betydning, således at man eksempelvis kanmedtage driftsinventar og driftsmateriel til envirksomhed, der eksproprieres. Det har i alminde-lige ekspropriationstilfælde ikke væsentlig interesseat kunne kræve sådant inventar og materiel afstået,men af hensyn til erstatningsfastsættelsen er detaf stor praktisk betydning, at denne skal ske efterreglerne i dette lovforslag, hvis ekspropriaten ønskerat komme af med det pågældende inventar og ma-teriel, fordi han anser det værdiløst eller værdi-forringet derved, at den virksomhed, hvori detskulle bruges, er frataget ham. Også rettigheder,der er knyttet til en fast ejendom, f. eks. goodwillog vandindvindingsrettigheder, forudsættes omfat-tet af begrebet tilbehør.

Faste anlæg og indretninger på søterritoriet samtprivate rettigheder til at udøve en given råden påsøterritoriet forudsættes omfattet af § 2 litra a).Statens højhedsret på søterritoriet kan omvendtikke gøres til genstand for ekspropriation. Kræveret ekspropriationsanlægs gennemførelse dispositionover søterritoriet, må sædvanlig tilladelse fra ved-kommende ministerium, i almindelighed ministerietfor offentlige arbejder, indhentes.

Litra b dækker de indgreb, der rettes mod enfast ejendoms ejer uden at gå ud på en fuldstændig

afståelse af ejendomsretten. Herunder vil såledeskunne henføres alle servitut- og brugsrettigheder,der pålægges en ejendom. Midlertidig dispositionover et areal er i praksis hyppigt forekommendeekspropriationstilfælde, f. eks. til arbejds- og op-lagsplads, til interimsvej eller til fyldtagning.

Reglen under litra b fastslår alene, at en ekspro-priationslov, der falder inden for denne lovs område,når andet ikke er fastsat, også hjemler adgang tilat pålægge rådighedsindskrænkninger. Der tagesikke herved stilling til, hvornår pålæg af en rådig-hedsindskrænkning er at betragte som en eks-propriation.

Foretages der ved ekspropriation en fuldstændigejendomsretserhvervelse til fast ejendom, jfr. litra a,følger det af reglen i lovforslagets § 25, at beståendepanterettigheder, servitut- og brugsrettigheder m. v.bortfalder, medmindre andet bestemmes.

Imidlertid kan der være behov for ved ekspro-priation at erhverve eller ophæve sådanne rettig-heder uden samtidig erhvervelse af ejendomsrettentil den pågældende ejendom. Disse ekspropriations-tilfælde dækkes af bestemmelsen under litra c.

Til § 3.For at et anlægsarbejde kan bringes til udførelse

eller for at fremskaffe fornødne oplysninger til af-gørelse af, hvor og hvorledes det skal gennemføres,må der som regel foretages en række forarbejder imarken, f. eks. opmålinger, nivellementer og af-mærkninger. De grundejere, hvis ejendom berøresaf sådanne forarbejder, stiller sig som altovervejendehovedregel imødekommende og forstående over foranlægsmyndighedens ønsker, men det forekommerdog, at en grundejer nægter at give sin tilladelsetil de pågældende foranstaltningers foretagelse. Kander til gennemførelse af selve det anlæg, til hvisplanlægning forarbejderne er nødvendige, foretagesekspropriation, kan ret til at iværksætte forarbej-derne naturligvis også erhverves i form af en eks-propriationsbeslutning, hvilket imidlertid må er-kendes at være en for besværlig fremgangsmåde idisse tilfælde, som kun undtagelsesvis vil medførevæsentlige ulemper. En del lovbestemmelser giverderfor adgang til at iværksætte forarbejder afnævnte art på en mere enkel og uformel måde,normalt således, at anlægsmyndigheden blot forudmed et vist varsel underretter vedkommende, sef. eks. statsbanelov nr. 210 af 11. juni 1959, § 73,lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af deoffentlige veje, § 24, vandløbslov nr. 214 af 11.april 1949, § 90, og lovbekendtgørelse nr. 160 af9. maj 1962 af lov om byplaner, § 6. Uden for så-danne lovbestemmelsers område må man derimod,

GO

i mangel af tilladelse fra vedkommende ejer, er-hverve adgang til at iværksætte arbejderne i form afen ekspropriation.

Behovet for en lovhjemmel af den i fornævntelovbestemmelser indeholdte art er principielt detsamme ved alle ekspropriationsanlæg, og i stedetfor at henvise spørgsmålet til eventuel løsning i deenkelte ekspropriationshjemlende love, foreslås deti § 3 af praktiske grunde at give en almindelig lov-regel om spørgsmålet.

Udførelsen af disse forarbejder skal naturligvisske på en sådan måde, at der ikke påføres ejereeller brugere unødvendige ulemper, og skader vilsom alt overvejende hovedregel ikke blive forvoldt.Sker der imidlertid skader, skal disse erstattes.

Det er en naturlig følge af den anlægsmyndig-heden givne adgang til at foretage disse arbejder,at de foretagne afma>rkninger m. v. skal respekteresaf alle, hvilket præciseres i stk. 4. Forsætlig over-trædelse af forbudet foreslås straffet med bøde,idet en straffehjemmel må anses for nødvendig tilværn om det givne forbud, da straffelovens § 179kun rammer tilfælde, hvor skelsten m. v. flyttes,borttages, forvanskes eller ødelægges for at skuffemed hensyn til ejendomsgrænser.

Til afsnit III.Den statsmyndighed, hvis opgave det er at søge

et givet projekt realiseret gennem ekspropriation(anlægsmyndigheden), eller et koncessioneret sel-skab, der har ekspropriationsadgang, kan i henholdtil den bestående retstilstand normalt ikke fritbestemme, hvorledes anlægget i detaljer skal ud-formes og placeres i marken, samt hvorledes detenkelte ekspropriationsindgreb skal udformes. An-lægsmyndigheden eller selskabet må - - i hvertfald ved større anlæg — derimod som regel fore-lægge projektet til prøvelse for et særligt i dette øje-med etableret forvaltningsorgan, normalt sammen-sat som en kommission eller lignende. I konsekvensheraf er det dette særlige organ, som foretagerdet konkrete ekspropriationsindgreb.

Denne fremgangsmåde har fortrinsvis til formålat sikre en i hele samfundets interesse hensigts-mæssig udformning af projektet, samt at der vedanteggets udformning og det konkrete ekspropria-tionsindgrebs detaljerede fastlæggelse tages tilbør-lige hens}Tn til ekspropriaternes og andre udenfor-ståendes berettigede interesser. Der åbnes ekspro-priaterne, kommunalbestyrelser og andre, der haren konkret interesse i projektet, en adgang tilat fremkomme med indsigelser mod dettes udform-ning, påpege specielle for dem bestående vanskelig-heder og få disse synspunkter vurderet af et uaf-

hængigt organ. For at en person eller myndighedkan kræve at blive hørt, må der dog kunne anføresen vis tilknytning til sagen, idet fremgangsmådenikke tilsigter at få offentlighedens stillingtagen tilsagen i al almindelighed belyst. Sådanne videre-gående hensyn varetages ex officio af det projekt-prøvende organ. Den vurdering, som foretages kanresultere i en ændring af projektet, såfremt dettilsigtede formål alligevel kan nås, eller i pålæg tilanlægsmyndigheden om udførelse af afhjælpnings-foranstaltninger til imødegåelse af de ulemper, somekspropriationen påfører de berørte ejendomme.

Ved denne fremgangsmåde opnår man således athave et forum til drøftelse og afgørelse af alle deforskellige problemer, som et nyanlægs gennem-førelse kan rejse i relation til andre samfunds vigtigeanlæg, f. eks. de forskellige kommunikationsinter-essers tilpasning til hinanden (f. eks. vej og jernbane)og de kommunale interessers varetagelse over fordet nytilkommende statsanlæg.

Der må tillægges en sådan projektprøvelse bety-delig vægt som middel til sikring af en saglig oghensigtsmæssig gennemførelse af en ekspropria-tionssag. Selv om man forudsætter, at anlægsmyn-digheden vil tage alle rimelige hensyn til andrealmene interesser end ekspropriationsformålet ogtil ekspropriaterne, vil det være formålstjenligt,at der eksisterer faste formregler om, hvorledesdisse andre interesser og synspunkter skal gøresgældende og behandles. I betragtning af at der ertale om et efter den bestående samfundsordningalvorligt indgreb i den enkeltes individuelle rådig-hedssfære, forekommer det naturligt, at en afekspropriaten uafhængig instans bedømmer demodgående hensyn, der kan fremføres i sådannespørgsmål, og træffer afgørelse om disse.

Lovforslaget hjemler derfor en sådan prøvelseaf projektet, jfr. § 13, og må følgelig instituerede til opgavens løsning nødvendige forvaltnings-organer. Opgaven findes i princippet at kunne be-strides på samme måde som det hidtil er sketefter reglerne i forordning af 5. marts 1845 ogdermed for de fleste statsekspropriationers vedkom-mende, nemlig ved forelæggelse af sagerne for sær-lige, efter nærmere regler sammensatte kommis-sioner, i lovforslaget benævnt ekspropriationskom-missioner, jfr. §§ 5 og 6, arbejdende under juridiskledelse og af praktiske grunde med fast kontor-organisation, jfr. § 4.

Den anden betydningsfulde gruppe spørgsmål,som en ekspropriation afføder, er erstatningsspørgs-målene. Også disse gøres efter mange lovbestem-melser traditionelt til genstand for en kommis-sionsbehandling, eventuelt således, at der er adgang

GI

til at indbringe en kommissions afgørelse af dissespørgsmål til prøvelse for en anden kommission.

For de fleste statsekspropriationers vedkommendehar der hidtil været en sådan kommissionsbehand-ling af erstatningsspørgsmålene, jfr. forordning af5. marts 1845. I henhold til dennes regler skal be-sigtigelses- og ekspropriationskommissionen forsøgetilvejebragt forlig om erstatningerne. Nogen be-stemt fremgangsmåde for denne forligsforhandlinger ikke foreskrevet i forordningen, men den frem-gangsmåde, som i praksis fæstnede sig, er lovfæstetved lov nr. 6 af 10. januar 1928, § 2. Kommissionenskal i henhold hertil foretage „en ansættelse af dengodtgørelse, der efter kommissionens formening børydes lodsejeren for den ved ekspropriationen for-voldte skade". Denne ansættelse udfærdiges i formaf et forligstilbud. Antages dette ikke, bortfalderkommissionens erstatningsansættelse som retligtgrundlag for den videre behandling af sagen, ogerstatningerne fastsættes bindende af en taksa-tionskommission, jfr. dog det nedenfor anførte omde retlige foradsætninger for erstat ningsafgørelserne.

De af besigtigelses- og ekspropriationskommis-sionen afgivne forligstilbud giver kun ufuldstændigtudtryk for den realitet, at der er foretaget en fuld-stændig behandling og bedømmelse af det pågæl-dende erstatningskrav, og nærværende lovforslaggår ud på, at resultatet af den første kommissionsbehandling af et erstatningsspørgsmål skal nedfæl-des i en egentlig kendelse, som i givet fald kan ind-bringes til efterprøvelse for en anden kommission.

I øvrigt har den bestående behandlingsform vistsig praktisk og velegnet til at sikre en alsidig ogsagkvndig prøvelse af erstatningsspørgsmålene.Principperne i de gældende regler er derfor opret-holdt i lovforslaget, som imidlertid udbygger degældende regler på en sådan måde, at der givesadgang til to fuldstændige successive administrativeprøvelser af et erstatningsspørgsmål, jfr. §§ 17 og 19.Begge prøvelser foreslås at skulle være omkost-ningsfrie for ekspropriaterne, jfr. § 28.

En i henhold til forordning af 5. marts 1845 nedsatbesigtigelses- og ekspropriationskommission beskæf-tiger sig både med projektet og erstatningsspørgs-målene. At den første behandling af erstatnings-spørgsmålene, som anført, i givet fald skal afsluttesved afsigelse af en kendelse, ses ikke til hinder forfortsat at lade de i lovforslagets §§ 5 og 6 omhandledeekspropriationskommissioner behandle både pro-jektet og erstatningsspørgsmålene (som førsteinstans), hvilket foreslås, jfr. §§ 5 og 17. En fælles-behandling af projektet og de med dettes gennem-

førelse forbundne erstatningsspørgsmål har væsent-lige praktiske fordele, idet projektets udformninginfluerer på de erstatningsspørgsmål, der opstår.Det kan f. eks. være mere hensigtsmæssigt at ladeudføre visse særlige foranstaltninger til afhjælpningaf de med projektets gennemførelse forbundneulemper end blot at udbetale en erstatning, som ihvert fald ikke sikrer en varig bedring af forholdene.Som praktisk eksempel herpå kan nawnes udførelseaf de nu almindeligt forekommende kreaturunder-gange for én eller flere landbrugsejendomme vedvej- og jernbaneanlæg.

Når det foran er anført, at de af besigtigelses- ogekspropriationskommissionen afgivne forligstilbud,i mangel af accept, bortfalder som grundlag forspørgsmålenes videre behandling, gælder dette dogkun med den væsentlige modifikation, at de retligeforudsætninger, som kommissionen ved forligstil-buddets afgivelse har bygget på, f. eks. om erstat-ningspligt for et bestemt forhold overhovedet fore-ligger, eller om der eksisterer en egentlig rettighed,således at et indgreb medfører erstatningspligt,lægges uprøvet til grund af den kommission, taksa-tionskommissionen, som i mangel af forlig fastsæt-ter erstatningerne. En prøvelse af sådanne spørgs-mål har hidtil alene kunnet ske ved domstolene.Taksationskommissionen har således alene til op-gave at foretage en vurdering af de forhold, sombesigtigelses- og ekspropriationskommissionen haranset for erstatningsberettigende. Dens afgørelserfremtræder således ikke som en formelig stilling-tagen — stadfæstelse eller ændring — af besigtigel-ses- og ekspropriationskommissionens skøn. Vedden i lovforslaget foreslåede ændring i behandlings-formen for den første kommission, i lovforslagetbenævnt ekspropriationskommissionen, vil taksa-tionskommissionen komme til at virke som enegentlig efterprøvende instans, og lovforslaget fore-slår, jfr. §§ 7 og 19, at taksationskommissionenskompetence i forhold til den bestående ordning-skal udvides således, at den skal foretage en fuld-stændig efterprøvelse af ekspropriationskommissio-nens afgørelse af et erstatningsspørgsmål, både medhensyn til de retlige betragtninger, som afgørelsenbygger på, og med hensyn til det faktiske vurde-ringsskøn. Denne ændring begrundes med, at deneksisterende ordning bygger på en uholdbar son-dring mellem de retlige og faktiske momenter i eterstatningsspørgsmål. Selv om man tillægger mulig-heden for en efterfølgende domstolsprøvelse afgø-rende betydning, må det anses for væsentligt, atden administrative behandling bliver så grundig

*) Et mindretal kan ikke tiltræde disse betragtninger, se foran side 301f.

62

som mulig, og også af denne grund foreslås detat åbne mulighed for, at ethvert erstatningsspørgs-mål kan gøres til genstand for to fuldstændigeadministrative prøvelser.*)

Til § 4.Den administrative ledelse af ekspropriationer,

tier foretages efter reglerne i forordning af 5.marts 1845, varetages af to statstjenestemænd,kommissarierne ved statens ekspropriationer, se§§ 51 og 52 i lov af 7. juni 1958 om normering ogklassificering af statstjenestemandsstillinger og tid-ligere statstjenestemandslove samt lov nr. 35 af5. marts 1909 om kommissarier ved jernbanernem. m. Om kommissariernes forhold og virksomhedfør sidstnævnte lov kan henvises til bemærkningertil forslaget til samme (Rigsdagstidende 1908-09,tillæg A, sp. 1937 ff).

Bestemmelserne i §§ 51 og 52 i den almindeligenormeringslov forudsættes opretholdt, og lovfor-slaget forudsætter således stillingernes eksistens.Der er ikke i normeringsloven givet nogen forskriftom, at kommissarierne skal have en særlig uddan-nelse, men de har i en meget lang årrække haftjuridisk uddannelse, hvilket har været naturligtbegrundet i de arbejdsopgaver, der er tillagt kom-missarierne som ledere af kommissionsforhandlin-gerne og udførelse af det uden for disse med ekspro-priationernes gennemførelse forbundne administra-tive arbejde. Under kommissionsforhandlingerne skalder direkte og indirekte tages stilling til en række ret-lige spørgsmål, herunder spørgsmål om hvilke rettig-heder der berøres af ekspropriationerne, hvor langt er-statningspligten går, og hvem der kan få del i fastsatteerstatninger. At juridisk sagkundskab er repræsente-ret i kommissionerne er derfor nødvendig, og af for-ha ndlingsmæssige grunde bør denne sagkundskabforefindes i ledelsen. Uden for kommissionernes mø-der skal kommissarierne bringe den af ekspropriatio-nerne foranledigede ejendomsovergang i orden ogsørge for erstatningsbetalingen, jfr. lovforslagets§ 23. Af disse grunde foreslås det at lovfæste etkrav om, at kommissarierne skal være jurister.

I øvrigt forudsætter forslagets § 4 i det heleden nuværende tilstand opretholdt, hvilket betyder,at der eksisterer en selvstændig statsinstitution,der forestår ekspropriationernes gennemførelse ogkan tage sig af alle de spørgsmål, der opstår under etstort ekspropriationsanlægs gennemførelse. Grund-ejere og andre rettighedshavere kan derfor henvendesig til denne institution, såfremt de mener, atekspropriationsgrundlaget ikke respekteres af an-lægsmyndigheden, eller at forudsætningerne forden fastsatte erstatning er væsentligt ændret.

Forretningerne mellem kommissarierne er fortiden fordelt således, at én varetager forretningernepå øerne og én forretningerne i Jylland. Da for-holdene kan ændres, således at forretningerne mel-lem dem bør fordeles på en anden måde, foreslåsdet, at denne fordeling i det hele afgøres af mini-steren.

Til § 5.De arbejdsopgaver, som de i § 5 omhandlede

ekspropriationskommissioner skal bestride, er om-talt ovenfor i bemærkningerne til afsnit III, hvordet også er anført, at disse kommissioner har deresforbillede i de i henhold til forordning af 5. marts1845 nedsatte besigtigelses- og ekspropriationskom-missioner. Disse sidstnævnte kommissioners kom-petenceområde har dels været sagligt, dels geogra-fisk begrænset. Ved anlæg af jernbanestrækningerhar det fra forordningens gennemførelse været prak-sis at nedsætte en kommission for det enkelte anlæg.Kommissioner med enkeltstående opgaver nedsæt-tes ligeledes, når en bestemt lov giver ekspropria-tionsadgang til bestemte anlæg, f. eks. en motorvejeller en havn. I årenes løb har der endvidere ud-viklet sig en praksis for, at der i henhold til lovemed ekspropriationshjemmel til anlæg af en bestemtart nedsættes kommissioner til behandling af alleekspropriationssager, der rejses i henhold til engiven lovbestemmelse, dog geografisk begrænsetsåledes, at der er en kommission for øerne og enkommission for Jylland. Som eksempler kan nævneskommissioner for militære anlæg, dige- og kyst-sikringsanlæg for statens regning, stærkstrømsanlæg,lufthavnsanlæg og anlæg i henhold til vejbestyrel-seslovens § 31.

Da ekspropriationskommissionernes arbejdsop-gaver varierer fra tilfælde til tilfælde i art, sted ogomfang, er den nuværende ordning praktisk.

Bindes ekspropriationskommissionernes virksom-hedsområde ved en lovbestemmelse til et bestemtgeografisk område, vil det kunne ske, at flere kom-missioner skal beskæftige sig med samme anlæg,f. eks. et jernbaneanlæg eller en pipe-line. Dettekan ikke anses for praktisk. Lovforslaget binderderfor ikke ekspropriationskommissionernes virke-område, men overlader det til ministeren at bestem-me kommissionernes antal og kompetenceområde.Dette forudsættes som under den nugældende rets-tilstand at kunne afgrænses saved geografisk somsagligt.

Til § 6.Reglerne i stk. 1 og 2 omhandler kommissionernes

sammensætning og svarer med en enkelt ændring,hvorom nærmere nedenfor, til jernbaneforordnin-

(>:5

gens regler om sammensætning af besigtigelses- ogekspropriationskommissionerne.

Formand er efter lovforslaget vedkommendekommissarius, jfr. bemærkningerne til § 4. Tomedlemmer foreslås udnævnt af ministeren foroffentlige arbejder. De deltager i behandlingen afalle sager, der forelægges vedkommende kommis-sion, og bidrager herved sammen med kommissa-rius til at sikre ensartethed i bedømmelsen af lige-artede spørgsmål. De af ministeren udpegede per-soner er ifølge nugældende praksis ofte medlemmeraf flere kommissioner og er normalt tilknyttet dettearbejde gennem en længere årrække, hvorved deerhverver sig en betydelig erfaring på dette spe-cielle område. Ligesom kommissarius har de mulig-hed for at sikre, at der følges ensartet praksis, ogat også almindelige synspunkter kommer til deresret. Den bestående praksis om udpegning af dissemedlemmer forudsættes i det hele opretholdt.

Endvidere udpeger ifølge jernbaneforordningensregler vedkommende amtsråd to kommissionsmed-lemmer. Disse medlemmer deltager kun i de sagereller den del af en sag, som falder inden for ved-kommende amtsrådskreds og de i dennes områdeliggende købstæder. Deres virksomhed er såledesstedligt begrænset. Dog gælder det i henhold tillov af 23. december 1861, at en kommission, dervirker inden for Københavns kommunes område,tiltrædes af to af (nu) Københavns byret udpegedemedlemmer i stedet for de to amts valgte medlemmer.Endelig deltager der i kommissionens forhandlingerto repræsentanter for vedkommende by- ellersogneråd, men disse „delegerede", som de benævnes,har ikke stemmeret.

Efter de erfaringer, der er gjort under den bestå-ende retstilstand, må det anses for værdifuldt forkommissionernes arbejde, at den ved siden af detmere faste element, repræsenteret ved kommis-sarius og de af ministeren udpegede medlemmer,også sikres et mere lokalpræget element. Særligtbetydningsfuldt er dette ved bedømmelsen af pro-jekterne, når disse berører lokale interesser, ogdet synes rimeligt, at et lokalorienteret element fårdirekte indflydelse på udformningen af projektet.Også ved erstatningsfastsættelsen vil det være afværdi, at der deltager kommunale repræsentanter,som kan bidrage til, at der under kommissionensbehandling bliver lagt tilstrækkelig vægt på delokale forhold. Endvidere er den kommunale repræ-sentation egnet til at underbygge ekspropria-ternes tillid til, at deres interesse varetages i kom-missionen, og til rigtigheden af de afgørelser, dertræffes. At et folkevalgt organ har indflydelse påkommissionernes sammensætning må derfor anses

for særdeles betydningsfuldt. Den udvikling, der erforegået siden jernbaneforordningen, har givetanledning til at overveje, om fordelingen af udpeg-ningsretten mellem amts-, by- og sogneråd børopretholdes. I så henseende må det forekommemindre naturligt, at vedkommende amtsråd xid-peger kommissionsmedlemmer til behandling afsager, der falder inden for købstædernes område.Lovforslaget går derfor ud på, at vedkommendekommunalbestyrelse udpeger de to sidste kommis-sionsmedlemmer ved ekspropriationer i købstæ-der, i København og på Frederiksberg. Uden fordisse områder må det derimod anses for hensigts-mæssigt at opretholde den nuværende ordning, somhar fungeret godt i praksis. Hvis vedkommendesogneråd kunne udpege medlemmer med stemmeret,kunne det befrygtes, at lokale interesser fik forstor vægt ved afgørelser, der har væsentlig betyd-ning for større områder. Det må derfor være til-strækkeligt, at de sognedelegerede har fuld adgangtil at gøre deres synspunkter gældende, selv om deikke har stemmeret på samme måde som kommis-sionens medlemmer.

Såvel for jernbaneforordningens besigtigelses- ogekspropriationskommission som taksationskom-mission gælder det ifølge praksis, at medlemmer harret til at få en fra flertallet dissentierende opfattelsetilført protokollen. For så vidt angår de sognedele-gerede i besigtigelses- og ekspropriationskommis-sionen, er der i § 1 i lov nr. 6 af 10. januar 1928udtrykkeligt sikret dem ret „til at erholde deresafvigende mening om de af kommissionen behand-lede forhold tilført kommissionens forhandlings-protokol." (Se i øvrigt om spørgsmålet for så vidtangår taksationskommissionen: Fr. V. Petersen:Om jernbane- og sporvejskoncessioner efter danskret side 231-32). Udskrifter af protokollerne trykkesog er offentligt tilgængelige. Parterne har såledesadgang til at gøre sig bekendt med de afgivnedissenser. En tilsvarende praksis følges ligeledes ivej bestyrelseslo vens overtaksationskommissioner,der tilsender parterne og direkte interesserede pro-tokoludskrifter. Under hensyn til den således gæl-dende faste praksis i disse kommissioner om dettespørgsmål har kommissionen anset det for unødven-digt at foreslå særlige lovregler herom. Den bestå-ende praksis sikrer, at medlemmer og delegeredefår afvigende opfattelser tilført protokollen, og atparterne får adgang til at blive bekendt med afgivnedissenser. Denne praksis bør altså opretholdes. 1overensstemmelse hermed er det anset for unød-vendigt at gentage den fornævnte for de kommune-delegerede gældende særlige regel i § 1 i lov nr. 6af 10. januar 1928.

64

Der er ikke i øjeblikket lovfæstede regler om,hvornår en besigtigelses- og ekspropriationskommis-sion er beslutningsdygtig, men det er fast antageti praksis, at den ikke behøver at være fuldtallig.1 stk. 3 foreslås det lovfæstet, at det er nødvendigtog tilstrækkeligt for at kommissionen er beslut-ningsdygtig, at formanden og 2 andre medlemmerer til stede. I overensstemmelse med almindeligeafstemningsregler foreslås det, at formandensstemme er afgørende, ifald der kun er 4 medlemmertil stede, og stemmerne står lige.

Man har overvejet, om der burde gives regler omen aldersgrænse for kommissionens medlemmer ellerom en på åremål begrænset funktionstid for disse.Under hensyn til at det netop i dette arbejde erværdifuldt at råde over personer med en langerfaring og tilstrækkelig tid til at ofre sig for op-gaven, foreslås sådanne regler ikke lovfæstet. Detoverlades derfor til den beskikkende myndighed atgive enten generelle regler herom eller at gøre ved-kommende beskikkelse tidsbegrænset.

Det bemærkes, at der ikke er foreslået forskelligeregler for ekspropriationskommissionens behandlingaf projektets prøvelse og erstatningens fastsættelse,jfr. dog bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 2.

Til § 7.Ved ekspropriationer efter reglerne i forordning

af 5. marts 1845 nedsættes der taksationskommis-sioner i samme omfang som besigtigelses- og ekspro-priationskommissioner, det vil sige, at der er ligemange af disse to forskellige arter kommissioner.Denne ordning findes det ikke nødvendigt at opret-holde, da man ikke behøver at begrænse taksations-kommissionernes virksomhed til et bestemt anlæg,således som det ofte er naturligt for ekspropriations-kommissionernes vedkommende. Endvidere moti-verer arbejdsmængden ikke så mange forskelligetaksationskommissioner. På dette punkt forudsæt-ter lovforslaget derfor, at der sker en væsentligforenkling. Man har dog ikke ment at burde fast-sætte antallet af sådanne kommissioner i loven, mendet overlades ifølge lovforslaget til administrativpraksis at fastlægge antallet af taksationskommis-sioner. Ved at begrænse antallet af taksationskom-missioner kan der opnås større ensartethed i bedøm-melsen af erstatningsspørgsmål, og da taksations-kommissionerne virker som appelinstans, vil detblive arbejdsmæssigt overkommeligt, selv om antal-let af taksationskommissioner begrænses betydeligt.

Reglerne om en taksationskommissions sammen-sætning findes i stk. 2. Jernbaneforordningens taksa-

tionskommissioner har som formand en landinspek-tør, benævnt den ledende landinspektør, og hanmedvirker på alle stadier i en ekspropriationssagog har derfor indgående kendskab til alle sagensfaktiske momenter, f. eks. projektets udforming ogplacering i marken samt ejendomsforholdene. Hanbeskikkes af ministeren for offentlige arbejder. Somtaksatorer udnævner ministeriet 2 medlemmer ogvedkommende amts- eller byråd 2 medlemmer.Landinspektøren har ikke stemmeret, og kan taksa-tionskommissionen ikke nå en flertalsbeslutning,tilkaldes en opmand.

Under hensyn til den i forhold til en ekspropria-tionskommission snævrere arbejdsopgave, som ertillagt en taksationskommission, bestemmer lov-forslaget medlemsantallet til 3, nemlig en juristsom formand og 2 andre personer. Taksationskom-missionen har ingen opgaver med hensyn til pro-jektprøvelsen, hvor det lokale element særligt eraf betydning. De lokale forhold, der kan fremføressom værende af betydning for en erstatningsfast-sættelse, må det va;re parternes opgave at fremførefor den efterprøvende instans. Eksempler på en iforhold til førsteinstansen mindre ankeinstansfindes i lovbekendtgørelse nr. 104 af 3. april 1957om grundforbedring § 15 og lov nr. 102 af 31. marts1955 om tilsyn med monopoler og konkurrence-begrænsninger §§ 4 og 18.*)

Den ledende landinspektørs stilling bliver efterforslaget en anden end efter den nugældende ord-ning. Heri ligger ikke nogen kritik af det arbejde,som udføres af de ledende landinspektører, idetman tværtimod anser det for værdifuldt, at dennesagkundskab ligesom hidtil er knyttet til kommis-sionerne. Man har imidlertid villet ændre den nu-værende ordning, hvorefter formanden for kommis-sionen ikke har stemmeret, således at den formelleledelse af forhandlingerne varetages af en jurist,der har stemmeret.**) Kravet om, at en jurist skalvære formand, er begrundet i den ændrede virk-somhed, som lovforslaget giver en taksationskom-mission, nemlig at fungere som et egentligt efter-prøvende organ af spørgsmål af ofte udpræget juri-disk art, og i øvrigt er dette stemmende med,hvad der er tilfældet i en række andre kommissio-ner med tilsvarende opgaver. Det følger af det an-førte, at formanden må tillægges stemmeret, ogherved overflødiggøres den bestående opmand s-ordning. Formandsskabet i en taksationskommis-sion forudsættes udført på honorarbasis.

De to vurderingskyndige medlemmer foreslåsudvalgt på den måde, at ministeren for offentlige

*) Et mindretal foreslår, at en taksationskommission skal have 5 medlemmer, se foran side 33.'*) Et mindretal stiller et særligt kvalifikationskrav til formanden, se foran side 32.

arbejder udpeger et antal vurderingskyndige per-soner, blandt hvilke formanden for den enkelte sagudtager 2. Man kommer herved til at råde over etantal personer, der er fortrolige med dette særligearbejde, og af hensyn til sagernes fremme er detpraktisk, at man ikke bindes til at anvende 2 be-stemte personer til forud bestemte arbejdsopgaver,ligesom man herved undgår en suppleantordning.

Da en taksationskommission efter forslaget kunbestår af 3 medlemmer, må den være fuldtallig forat være beslutningsdygtig.

Til § 8.Som også reglerne i jernbaneforordningen forud-

sætter, er det nødvendigt at have en landinspektørtilknyttet ethvert ekspropriationsanlæg. Landin-spektøren er en bistand for kommissionen og måderfor overvære kommissionsmøderne i deres helhed,også de interne forhandlinger. Han har herved ensærstilling i forhold til andre teknisk sagkyndige,der i processuel henseende bliver placeret på sammemåde som sagkyndige, der bistår ved retsafgørelser.Som anført i bemærkningerne til § 7, er taksations-kommissionens formand ikke efter forslaget somifølge jernbaneforordningens regler landinspektør,og betegnelsen „ledende landinspektør" har derforikke samme indhold som hidtil. Når betegnelsenforeslås bibeholdt, er det dels af historiske grunde,dels fordi det findes hensigtsmæssigt at have ensærlig betegnelse for den landinspektør, der forestårog har det direkte ansvar for et ekspropriationsan-lægs hele matrikulære berigtigelse, i modsætningtil lokale, assisterende landinspektører, som i vidudstrækning anvendes ved opmålinger m. v.

I øjeblikket er der knyttet én ledende landinspek-tør til statens ekspropriationer. Lovforslaget åbnermulighed for administrativt at ændre dette forhold,såfremt arbejdsmængden nødvendiggør beskikkelseaf flere.

Til § 9.Om fornødent bør kommissionerne, eventuelt

efter henstilling fra en part, kunne tilkalde personer,der er sagkyndige på særlige områder, f. eks. skov-brug, fiskeri og særlige erhvervsvirksomheder. Omen sagkyndig i henhold til bestemmelsen i § 9 skaltilkaldes, er undergivet kommissionens afgørelse.Det står imidlertid en part frit for for egen regningat indhente sagkyndige erklæringer til dokumenta-tion af sine påstande og anbringender. Sådanne ud-gifter vil kunne omfattes af reglen i lovforslagets§ 29, 2. pkt.

Til § 10.Forordningen af 5. marts 1845 indeholder ikke

direkte bestemmelser om kommissionsmedlem-9

mers habilitet, men forordningens § 10 indeholderen forudsætning om, at et medlem af en taksations-kommission kan være inhabil, når taksationen „vilberøre hans egen private interesse". For så vidtangår besigtigelses- og ekspropriationskommissio-nen indeholder lov nr. 6 af 10. januar 1928 omtillæg til forordningen regler om, hvornår medlem-mer og kommunedelegerede må anses for at væreinhabile. Spørgsmålet er i øvrigt behandlet i Fr. V.Petersen: Om jernbane- og sporvejskoncessionerefter dansk ret pag. 184 og 221-227.

Da man ikke uden særlige lovregler kan fastslånogenlunde præcist, hvornår der foreligger inhabili-tet, må det anses for nødvendigt, at sådanne reglerindsættes i loven. Ved udarbejdelsen af lovforslagets§ 10 har man særligt haft reglerne i retsplejelovens§§ 60 og 62 og §§ 20-23 i lov nr. 213 af 31. marts1949 om landvæsensretter for øje.

De i stk. 1 angivne inhabilitetsgrunde svarer til,hvad tilsvarende regler i nævnte love fører til, oger i øvrigt af en sådan art, at de må antages at havegyldighed også uden for lovbestemte tilfælde. Reg-lerne findes i princippet at kunne anvendes påalle, der deltager i en kommissionsforretning. Forså vidt angår de af en kommune valgte medlemmeraf eller delegerede til en ekspropriationskommis-sion, er det imidlertid anset for nødvendigt at giveen særlig regel i stk. 2 om, hvorledes reglen i stk. 1vil være at forstå i relation til disse personers inter-esse i kommunens anliggender. Det fremgår nemligaf selve den omstændighed, at en kommune skalvælge repræsentanter til kommissionen, at disserepræsentanters opgave er at varetage kommunaleinteresser i videste forstand, f. eks. byplaninteresser.En henvisning til, at disse personer vil varetagekommunale interesser, bør derfor overhovedet ikkekunne medføre deres fratræden ved projektbehand-lingen. I visse tilfælde vil en kommunes interesser ierstatningsspørgsmåls afgørelse imidlertid blive sådirekte, at det virker stødende, om kommunensrepræsentanter skal deltage i behandlingen af disse.Lovforslaget afgrænser disse tilfælde således, atfratræden kun skal ske, når kommunen enten ejerden ejendom, for hvis ekspropriation erstatningskal ydes, eller har en væsentlig interesse i denneejendom. Hvornår dette sidste er tilfældet, måfastlægges i den fremtidige praksis. Har en kom-mune væsentlige aktie- eller andelsinteresser i denberørte ejendom, vil kommunens repræsentantervære inhabile. Også det forhold, at en kommunehar en faktisk interesse i en bestemt virksomhed,f. eks. en på privat basis opretholdt social institution,hvis opgaver kommunen ellers måtte overtage,kan bevirke inhabilitet. Har kommunen brugs-

6(5

rettigheder eller andre middelbare rettigheder i enejendom, for hvis ophævelse eller forringelse dereventuelt skal ydes selvstændig erstatning, anseskommunen også for at have en væsentlig interessei ejendommen.

Det vil kunne forekomme, at en kommune bliveranlægsmyndighed ved ekspropriationer, der foreta-ges efter reglerne i dette lovforslag, jfr. f. eks. vej-bestyrelseslovens § 31 sammenholdt med lovforsla-gets § 31, stk. 2. Dette forhold bevirker efter for-slaget ikke inhabilitet for de af samme kommunevalgte kommissionsmedlemmer, hvorved i øvrigtbemærkes, at forholdet normalt vil være det, atkommunen får væsentlige tilskud, f. eks. vejfonds-tilskud, til et anlægsarbejde, hvortil ekspropriatio-ner foreslås foretaget efter nærværende lovforslag.

Bestemmelsen i stk. 2 omhandler kun kommunalerepræsentanter i ekspropriationskommissionen, der-imod ikke spørgsmålet om, hvorvidt en anden i enkommissionsforretning deltagende har en sådantilknytning til berørte kommunale interesser, såvelmed hensyn til projektbehandlingen som med hen-syn til erstatningsproblemer, at han bør fratræde.I så henseende vil alene reglerne i forslagets stk. 1være afgørende.

Stk. 3 omhandler særligt taksationskommissionen.Det fremgår modsætningsvis af bestemmelsen, atlandinspektøren forudsættes at deltage i beggekommissionsforretninger, hvilket er en nødvendigfølge af den opgave, som landinspektøren skal løse.

Ud over bestemmelserne i stk. 4 og stk. 5 er detikke anset for nødvendigt at give detailbestemmelserom inhabilitetsindsigelsers fremsættelse, behandling,følgerne af, at inhabilitet statueres eller ikke statue-res, samt for afgørelsernes efterprøvelse. Spørgs-mål om, hvorvidt inhabilitet foreligger, må afgøresaf vedkommende kommission. Når en afgørelse ertruffet, kan forhandlingerne fortsætte, uanset hvadafgørelsen går ud på, dog at bestemmelsen i § 6,stk. 3, 1. pkt., naturligvis må overholdes. Vil enpart påberåbe sig, at afgørelsen er forkert, kanefterprøvelse alene ske for domstolene. Det ståren part frit for at indbringe spørgsmålet for domsto-lene særskilt, eller at fremføre spørgsmålet samtidigtmed en eventuel indbringelse af erstatningsspørgs-målet, hvilket først kan ske, efter at dette har væretpåkendt af taksationskommissionen. En indbrin-gelse for domstolene af et inhabilitetsspørgsmål harikke opsættende virkning for ekspropriationssagensgang. Vedrører spørgsmålet en deltager i en ekspro-priationskommissions møder, har en indbringelseaf sagen for domstolene ikke suspensiv virkning iforhold til den i § 19, stk. 1, fastsatte frist for ind-bringelse af et erstatningsspørgsmål til efterprøvelse

for en taksationskommission. Denne kan ikke tagestilling til ekspropriationskommissionens afgørelseom, hvorvidt reglerne i § 10 er overholdt. Såfremten domstol kommer til et andet resultat end ved-kommende kommission, beror det på domstolens af-gørelse, hvilke konsekvenser dette måtte få forsagen, f. eks. om fornyet kommissionsbehandlingmå finde sted.

Særlige suppleantregler er ikke fastsat. Det følgeraf bestemmelsen i § 6, stk. 3, at to medlemmer ien ekspropriationskommission kan være fraværende,uden at kommissionen mister sin beslutningsdygtig-hed, og hvad angår taksationskommissionerne gørselve disses sammensætningsmåde, jfr. § 7, stk. 2,suppleantregler overflødige. Det vil imidlertid ståvedkommende udpegende myndighed frit for i på-kommende tilfælde at udpege en stedfortræder foret medlem, som den pågældende myndighed harudpeget, og som af tilfældige grunde er forhindreti at deltage. Dette kan særligt være praktisk, hvisden fraværende besidder en særlig sagkundskab,som man i den foreliggende situation ønsker repræ-senteret.

Til § 11.Hovedlinjen i lovforslagets afsnit IV er i overens-

stemmelse med den nu efter jernbaneforordningenfulgte fremgangsmåde.

Kommissarierne har i tjenstlig henseende værethenlagt under det ministerium, hvorunder jernbane-sager til enhver tid har henhørt, først indenrigs-ministeriet, senere ministeriet for offentlige arbejder,hvilket skyldes kommissariernes oprindelige arbejds-område. Lov nr. 35 af 5. marts 1909 om kommis-sarier ved jernbanerne m. m. bestemte endvidere,at det alene var ministeren for offentlige arbejder,som kunne pålægge kommissarierne „beslægtedeforretninger". Når andre ministerier ønskede kom-missariernes medvirken, måtte henvendelse derforske til ministeriet for offentlige arbejder. Der erherved i årenes løb sket en koncentration af deopgaver, som påhviler centraladministrationen iekspropriationssager, i et bestemt kontor i mini-steriet for offentlige arbejder. Disse opgaver bestårsærligt i nedsættelse af de fornødne kommissioner,udpegning af ledende landinspektør, fastsættelseaf generelle administrative regler m. v., ligesomansvaret med hensyn til grundlovens krav om til-stedeværelse af lovhjemmel og almenvellets behovpåhviler dette ministerium. Heraf følger dog ikke,at ministeriet har haft samme beføjelser i forhold tilde anlæg, som grene af dette ministerium har ståetsom anlægsmyndigheder for, og de anlæg, som rek-vireredes af andre ministerier. Anlæg, henhørendeunder ministeriet for offentlige arbejders ressort, er

(17

normalt i første omgang blevet forelagt besigtigelses-og ekspropriationskommissionen alene til besigtigelse,således at ekspropriationsbemyndigelse først efterafholdt besigtigelse og efterfølgende ministerielapprobation er blevet givet. Når andre ministerierer rekvirenter, gives ekspropriationsbemyndigelsesom regel straks, og disse anlæg har da også efterderes karakter i mange tilfælde kunnet gøres tilgenstand for behandling under en fælles besigtigelses-og ekspropriationsforretning. Imidlertid er der intettil hinder for, at der også i disse sager afholdessærlig besigtigelsesforretning, såfremt dette erbegrundet.

Lovforslagets §11 bestemmer i overensstemmelsemed den gældende ordning, at alle sager fortsatforelægges kommissionerne gennem ministeriet foroffentlige arbejder. Dette erfor det første nødvendigtaf praktiske hensyn. Ministeriet skal nedsætte detil sagernes behandling nødvendige kommissioner(lovforslagets §§ 5 og 7) og fordele forretningernemellem kommissarierne (§ 4). Dernæst opnås derved denne ordning, der i praksis har virket tilfreds-stillende, ensartethed i behandling og bedømmelseaf statens ekspropriationssager. Ministeriet for of-fentlige arbejder må i overensstemmelse hermed iforståelse med vedkommende fagministerium påse,at ekspropriationssager, der fremkommer fra for-skellige ministerier behandles efter ensartede ret-ningslinjer. Der påhviler med andre ord nævnteministerium en koordinationspligt.

Før en sag forelægges en ekspropriationskommis-sion til besigtigelse, må ministeriet for offentligearbejder særligt foretage en prøvelse af, om fornø-den lovhjemmel til gennemførelse af de planlagteekspropriationer foreligger. Efter afholdt besigti-gelse og før ekspropriationsbemyndigelse (i henholdtil lovforslagets § 14) gives, vil det bl. a. værenævnte ministeriums opgave at tage initiativ tilløsning af de eventuelle konfliktssituationer, der kanvære opstået ved, at ekspropriationsanlæggets gen-nemførelse eller måden, hvorpå det ønskes udformet,kræver indgreb i andre væsentlige samfundsinter-esser. Er situationen den, at ekspropriationskom-missionen har vedtaget et projekt efter de af anlægs-myndigheden foreslåede hovedlinjer, vil den myn-dighed, der repræsenterer den væsentlige samfunds-interesse, der har måttet vige, kunne rette henven-delse til ministeriet for offentlige arbejder med hen-stilling om, at ekspropriationsbemyndigelse ikkegives til gennemførelse af ekspropriationsanlæggetefter det vedtagne projekt. Der må i så fald tagesinitiativ til en forhandling mellem de berørte myn-digheder, og i givet fald må konflikten bringesfrem til endelig afgørelse i et ministermøde. Resul-

tatet heraf kan eventuelt være udarbejdelse af ethelt ændret projekt, som da må forelægges ekspro-priationskommissionen til fornyet besigtigelse. Eromvendt projektet blevet vedtaget af kommissioneni en i forhold til den af anlægsmyndigheden angivnevæsentlig ændret skikkelse, vil det afhænge afanlægsmyndigheden, om ekspropriation skal findested på dette grundlag, eller om et helt tredjeprojekt skal søges gennemført. Det er imidlertiden følge af den selvstændige stilling, som man finderdet væsentligt at give ekspropriationskommissio-nerne i forhold til statsforvaltningen i øvrigt, atman ikke kan tvinge en ekspropriationskommissiontil at foretage ekspropriation efter et projekt, somman ikke har kunnet bevæge kommissionen tilat vedtage.

Til § 12.

Helhedsbedømmelsen af et foreliggende projektforetages efter gældende praksis under en såkaldtbesigtigelse. Reglerne for denne indeholdes i §§ 12 og13. Den sondring, som lovforslaget gør mellem be-sigtigelsen og ekspropriationen, er ikke til hinder for,at begge opgaver behandles og løses vinder sammeforretning.

Som hidtil skal der efter lovforslaget ske enoffentlig bekendtgørelse om besigtigelsesforretnin-gen, men det bemærkes, at der for så vidt ikke erknyttet nogen retsvirkning til denne. Den er aleneaf faktisk oplysende karakter af hensyn til den,som måtte have synspunkter at fremsætte, somønskes taget i betragtning ved kommissionens vur-dering af sagen, jfr. § 13, stk. 2.

Af forskelligheder mellem de gældende regler oglovforslagets skal fremhæves, at oversigtsplaner fordet påtænkte anlæg efter forslaget skal fremlæggestil offentligt eftersyn før besigtigelsesforretningen,hvorved der gives eventuelt interesserede bedremulighed for at orientere sig om sagen på en sådanmåde, at de pågældende interesser kan påpeges, ogderes betydning klargøres under den kommendebesigtigelsesforretning, således at disse hensyn kantages i betragtning ved kommissionens bedømmelseaf det forelagte projekt.

Af samme grund foreslås det i stk. 3, at der skalske en individuel orientering om den foreståendebesigtigelse af de personer, der forventelig vil bliveinddraget under sagen. Under hens3'n til det fore-løbige stadium af sagen, der er tale om, vil det ikkevære muligt at foreskrive, at alle de personer, dersenere vil blive inddraget som ekspropriater, skalmodtage meddelelse om den forudgående besig-tigelse. Gyldigheden af en ekspropriation, der senererekvireres på grundlag af en foretagen besigtigelse,

68

kan derfor ikke anfægtes, selv om en ekspropriatikke har fået individuel underretning om den forud-gående besigtigelse. Imidlertid vil et betydeligtantal af de ejere og brugere, som bliver berørt afde senere ekspropriationer, kunne udpeges på grund-lag af det foreløbige projekt, og når reglen om kom-missariernes pligt til at foranledige udsendt individu-elle indkaldelser, i det omfang, det er praktisk mu-ligt, suppleres med en bestemmelse om fremlæggelseaf planerne, opnås det, at alle — også de, der ikkeindkaldes individuelt — får mulighed for at varetagederes interesser allerede på sagens tidligste stadier.Som bestemt i § 13, stk. 2, har de adgang til at frem-komme med bemærkninger til projektet. Det måimidlertid være de pågældendes egen sag, om de vilgive møde under besigtigelsesforretningen, uansetat det endelige projekt eventuelt ikke kommer tilat berøre dem.

Til § 13.Paragraffen giver en almindelig beskrivelse af

hensigten med besigtigelsesforretningen, og er i detvæsentlige i overensstemmelse med den nugældendeordning. Den angiver ingen begrænsning i kommis-sionens anordningsmyndighed i forhold til anlægs-myndigheden, som i det hele må efterkomme devilkår og betingelser for anlæggets udførelse, somkommissionen måtte fastsætte. Paragraffens beskri-velse af de enkelte opgaver, der kan melde sig forkommissionen under besigtigelsesforretningen, erikke tilsigtet at være udtømmende.

I stk. 2 er det tilstræbt at give udtryk for, atrepræsentanter for anlægget og repræsentanter forde interesser, som i givet fald må vige for anlægget,har samme adgang til at gøre sig gældende underbesigtigelsesforretningen, og den ene part harderfor ikke større indflydelse på de afgørelser, derskal træffes, end den anden.

Betegnelsen „ekspropriat" anvendes i lovforsla-gets bemærkninger om den, mod hvem et ekspropria-tionsindgreb rettes. Betegnelsen „ekspropriant" an-vendes om den, til fordel for hvem ekspropriationensker.

Til § 14.Kommissionens medlemmer afgør, efter at have

hørt, hvad der fremføres, hvorvidt og i hvilkenform projektet kan fremmes. Denne beslutning for-udsættes ikke udformet i en egentlig kendelse.

Er der mod projektet rejst indsigelse, som ertaget til følge af kommissionen, kan dennes beslut-ning ikke efterprøves eller underkendes af andenadministrativ myndighed, og domstolene kan aleneefterprøve den trufne beslutnings lovlighed. Da detaf kommissionen vedtagne projekt således kan og i

praksis meget ofte vil indeholde ændringer i forhold! til det af anlægsmyndigheden forelagte forslag, må

anlægsmyndigheden have adgang til at tage stilling| til, om anlægget ønskes fremmet i den vedtagneI form. Når sådan beslutning foreligger, kan der gives

bemyndigelse til at iværksætte ekspropriationerne,men sådan bemyndigelse kan dog også ved mindreomfattende anlæg gives forud for besigtigelsen. An-

| lægsmyndigheden har imidlertid i så fald under denkombinerede besigtigelses- og ekspropriationsfor-

: retning adgang til at begære sagen udsat, såfremtder med hensyn til projektets udførelse træffes be-slutninger, som gør det tvivlsomt, om anlægsmyn-digheden vil have projektet gennemført i den afkommissionen vedtagne skikkelse.

Den ordning, at ministeren for offentlige arbejderskal give en bemyndigelse til ekspropriationernesiværksættelse på grundlag af et af kommissionenvedtaget projekt, betyder for så vidt en modifika-tion i reglen om, at kommissionens afgørelser om pro-jektet ikke kan efterprøves. Hvis der under besig-tigelsen er fremkommet indsigelser mod et projekteller visse punkter i dette, og er disse indsigelseraf væsentlig samfundsmæssig betydning, er derintet til hinder for, at de i spørgsmålet interesserede;retter henvendelse til ministeren for offentlige ar-bejder med henstilling om, at ekspropriationsbemyn-digelse ikke gives under hensyn til, at kommissio-nens afgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeserde hensyn, som vedkommende interessenter vare-tager. Ministerens eneste beføjelse i forholdet tilkommissionen er ganske vist kun den at kunneundlade at give den ekspropriationsbemyndigelse,som er nødvendig for projektets gennemførelse.Men der åbnes herved mulighed for en fornyetdrøftelse af det pågældende spørgsmål, i givet faldførst efter sagens behandling i regeringen. Resulta-tet heraf kan være, at der udarbejdes et helt nytprojekt for det pågældende anlæg, som dereftermå behandles forfra i kommissionen.

Denne ordning betyder imidlertid ikke, at der eradgang til nogen normal efterprøvelse af kommis-sionens beslutninger om projektet, men har somanført alene betydning, hvor væsentlige samfunds-hensyn står over for hinanden. Særligt bemærkes,at spørgsmål af betydning for den enkelte ejendomendeligt må finde deres løsning ved kommissionensafgørelse, jfr. herved bestemmelsen i jernbanefor-ordningens § 5, sidste stk.

Bestemmelsen i stk. 2 er i det hele i overens-stemmelse med nugældende praksis. Arealforteg-nelsen angiver de ejendomme og den omtrentligestørrelse af de arealer, der berøres af anlægget, ved-kommende ejere og brugere samt hovedpunkter i

de indgreb, som i øvrigt sker vedrørende vedkom-mende ejendom, f. eks. servitutpålæg, ændring iadgangsforhold og nødvendige bygningsforandringer.

Til § 15.Når arealfortegnelse og ekspropriationsplan fore-

ligger, kan der afholdes en ekspropriationsforretning,hvor der træffes beslutning om selve det konkreteekspropriationsindgrebs foretagelse og udformningover for den enkelte ejendom og om erstatningernesstørrelse.

Stk. 2 og 3 indeholder bekendtgørelses- og indvars-lingsregler. Til forskel fra de nugældende reglerforeslås det, at ekspropriationsplanen skal fremlæg-ges til offentligt eftersyn en uge før ekspropriations-forretningen, hvorved ekspropriaterne får mulighedfor at orientere sig om den forestående ekspropria-tion forud for kommissionsmødet. Indvarsling af deenkelte ekspropriater skal ske direkte fra kommis-sarii kontor og ikke, som det for tiden er tilfældet,gennem kommunalbestyrelserne. Indvarslingen skaludtrykkeligt angive, hvor ekspropriationsplanen erfremlagt. Udeblivelse fra en ekspropriationsforret-ning, der er lovlig indvarslet, medfører, at vedkom-mende ekspropriat ikke kan gøre sin indflydelsegældende med hensyn til de vedtagelser, der træffesunder forretningen, herunder udarbejdelse af erstat-ningsforslaget.

Det er i overensstemmelse med nugældende prak-sis ved ekspropriationer efter reglerne i forordningaf 5. marts 1845, at der i loven alene foreskrivesindividuel indvarsling med en bestemt frist af ejereog brugere, men at den offentlige bekendtgørelseretter sig til alle eventuelt interesserede rettigheds-havere i ejendommen. På andre områder er dergennemført regler, der i videre udstrækning fore-skriver individuel indvarsling, jfr. f. eks. byggelovfor staden København, lov nr. 148 af 29. marts1939, § 42, stk. 4, jfr. § 39, stk. 4, (indehavere aftinglyste rettigheder, hvis bopæl kendes), lands-byggelov, lov nr. 246 af 10. juni 1960, § 55, stk. 1,(tilsvarende regel), byplanloven, lovbekendtgørelsenr. 160 af 9. maj 1962, § 7, stk. 1, (grundejere ogpanthavere, hvis adkomst fremgår af tingbogen),naturfredningsloven, lovbekendtgørelse nr. 194 af16. juni 1961, § 10, stk. 2, (ejere og andre i ejendom-men berettigede med bekendt bopæl). Se derimodlov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af deoffentlige veje, § 25, stk. 1, (ejere og så vidt muligtbrugere). Det er blevet fremhævet, at panthaveresret kan komme til kort, hvis de ikke får adgang tilat varetage deres interesser for en erstatningsfast-

sættende kommission, omend det erkendes, at dekun sjældent er interesseret i erstatningens størrelse,f. eks. hvis ejendommen er blevet kondemneret.Det anses for særligt betænkeligt, hvis ejere kanoptræde med bindende virkning for servituthavere(se Poul Andersen i Juristen 1959, side 103 f).

Man lægger afgørende vægt på, at ejeren afden eksproprierede ejendom ikke ved sine for-handlinger for ekspropriationskommissionen børkunne disponere med bindende virkning på andrerettighedsindehaveres vegne vedrørende deres er-statningskrav, og en sådan legitimation er da hellerikke hjemlet ved udkastet. Hvis panthavere ogservitutberettigede har sådanne krav, der — rigtigtopgjort — ikke kan dækkes af den efter forhandlingermed ejeren fastsatte erstatning, kan de senereunder ekspropriationssagen gøre sådanne yderligerekrav gældende, jfr. herved § 19 om efterprøvelseved taksationskommission, som efter § 19, stk. 1,sidste pkt., kan ske uanset de normale fristersudløb. På denne måde kan de nævnte sjældent fore-kommende tilfælde løses på en praktisk måde,hvorimod det ville være urimeligt at pålægge eks-propriationsmyndighederne det administrative be-svær, som en almindelig regel om individuel ind-varsling af rettighedsindehavere til ekspropriations-forretningen ville medføre. En sådan regel ville iøvrigt også kunne virke uheldigt for panthavereog andre særligt berettigede, idet de herved kunneføle sig opfordret til at give møde, uanset at derikke er nogen praktisk anledning hertil. Derimoder navnlig panthavere interesseret i, hvorledes er-statningen udbetales, og der er da også ved reglen i§ 24 foreskrevet individuel indvarsling til regnskabs-mødet af panthavere, hvis ret er tinglyst, såfremtadressen kan oplyses af tinglysningsdommeren.

Bestemmelsen i stk. 4 sikrer grundejere og andreadgang til at fremkomme med bemærkninger omekspropriationsindgrebet. Fastlæggelse af ekspropria-tionsindgrebets detaljerede udformning kræver entilsvarende virksomhed som den, der udøves underbesigtigelsesforretningen, men medens denne særligtretter sig på anlæggets hovedlinjer, vedrører eks-propriationsforretningen enkeltheder af mere indi-viduel art for den enkelte ejendom. Forhandlin-gerne under ekspropriationsforretningen kan dogføre til ændringer i det vedtagne projekt.

Det er efter lovforslaget ligesom under den be-stående ordning en betingelse for gennemførelse afet mageskifte, at de pågældende ejere giver derestilslutning, jfr. herved i det hele betænkningens5. afsnit.*)

•) Rt mindretal foreslår 2. pkt. erstattet af et stk. 5, se foran side. 50.

70

Til § 16.Ved afståelse af en del af en ejendom kan rest-

ejendommen blive så lille eller uhensigtsmæssig, atejeren bør kunne kræve hele ejendommen overtagetaf anlægsmyndigheden. På grund af de betydeligeerstatninger, der må udredes i sådanne tilfælde forrestejendommenes værdiforringelse, vil en sådan retfor ejerne ikke betyde nogen økonomisk byrde forekspropriationsanlægget, der kan volde betænkelig-hed. En sådan ret tilsikres ejerne i paragraffens 1. pkt.Regler af lignende art findes eksempelvis i vejbe-styrelseslovens § 26, stk. 1, landsbyggelovens § 57,stk. 1, og lov nr. 145 af 17. maj 1961 om S- og tun-nelbaner § 4, stk. 2. Jernbaneforordningens § 13, 3.pkt., bestemmer: „Men ere de fraskaarne Grund-stykker saa smaa eller uheldigen formede, at de vedTaxationen erkjendes for ikke at kunne dyrkes somselvstændige Lodder, maae Entrepreneurerne over-tage saadanne Grundstykker . . . " Reglen er udtrykfor samme princip som lovforslagets regel i 1. pkt.,men er noget snævrere formuleret. Reglen harimidlertid i praksis fået en ligeså vid anvendelsesom lovforslagets.

Reglen i 2. pkt. er at betragte som et naturligtmodstykke til den ret, som en ekspropriat opnårved reglen i 1. pkt. Regler, der er udtryk for sammeprincip, findes eksempelvis i vej bestyrelseslo vens§ 23, stk. 3, landsbyggelovens § 57, stk. 2, og lovnr. 145 af 17. maj 1961 om S- og tunnelbaner § 4,stk. 3. Højesteret har i dom af 23. maj 1939, Uge-skrift for Retsvæsen 1939, s. 735, godkendt, at et vedet vej- og broanlæg afskåret areal blev eksproprieretmod ejerens protest. Om dommen se: Rump: Fraden danske højesterets praksis i 1939, Tidsskriftfor rettsvitenskap 1940, s. 453, O. K. Magnussen:Xaboretlige studier s. 168, note 118, og Ross:Dansk Statsforfatningsret II, s. 571.

Paragraffens sidste pkt. bestemmer, at tilsvarenderegler med fornødne lempelser finder anvendelsepå afskårne dele af en fast ejendom og ved ekspro-priationsindgreb, som ikke går ud på en afståelseaf ejendom, men hvorved der f. eks. sikres en mid-lertidig brug eller pålægges en rådighedsindskrænk-ning. De i jernbaneforordningens § 13, 3. pkt., vej-bestyrelseslovens § 23, stk. 3, og landsbyggelovens§ 58, stk. 2, omhandlede særlige situationer vil såle-des omfattes af 3. pkt. Eksproprieres en del af enbygning, kan reglerne i § 16 anvendes analogt ihenseende til overtagelse af resten af bygningen,men ikke resten af ejendommens areal.

Reglernes nøje samhørighed med erstatningsud-målingen medfører, at disse spørgsmål må behandles

i forbindelse med erstatningsfastsættelsen og afgøresaf de erstatningsfastsættende myndigheder. Eks-propriationskommissionens skøn kan omgøres aftaksationskommissionen.*) Domstolene kan efter-prøve sidstnævnte kommissions afgørelse.

Til § 17.Paragraffen omhandler erstatningsfastsættelsen.Ligesom tilfældet er efter jenbaneforordningens

regler, forudsættes det, at ekspropriationskommis-sionen har pligt til af egen drift at tilvejebringe allefor erstatningsudmålingen relevante oplysninger,og at omvendt parterne ikke har pligt til at fremsætteeksakte talmæssige krav eller tilbud. Selv om så-danne ikke foreligger, må kommissionen efter enbedømmelse af sagen fremkomme med et erstat-ningsforslag, idet det er kommissionens opgave somsagkyndig at vurdere betydningen af de indgreb,som foretages.

Selv om den nu udøvede officialvirksomhed såle-des foreslås bibeholdt, understreger paragraffenparternes adgang til at fremføre deres synspunkter.For at give parterne den bedst mulige baggrund forhævdelsen af deres interesser foreskrives det, athver enkelt fremmødt ekspropriat skal have påvistekspropriationsindgrebets udstrækning og karaktersamt have oplysning om det for kommissionen omsagen foreliggende materiale, idet det som anførter kommissionens opgave at tilvejebringe alle forsagen relevante oplysninger. Det bemærkes, atstatens anlægsmyndigheder efter den nuværendeordning som altovervejende hovedregel ikke harbeskæftiget sig med erstatningsfastsættelserne, mentaget kommissionernes afgørelse til efterretning.Den stærkere understregning af partsprincippet,som det foreliggende lovforslag giver udtryk for,medfører naturligvis, at også anlægsmyndighedernemå have adgang til at ytre sig om erstatningsfast-sættelsen.

Hvis kommissionens forslag accepteres af parterne,er sagen dermed afgjort, men forslaget kan natur-ligvis under forhandlinger med parterne ændres.

Selv om en af parterne ikke mener at kunne accep-tere et forslag straks, har man fundet det hensigts-mæssigt at åbne mulighed for en forligsmæssig af-gørelse ved indrømmelse af en betænkningstid på14 dage fra forslagets skriftlige afgivelse.

Opnås forlig ikke, foreslås det, at der skal afsigesen begrundet kendelse. Dette adskiller sig som anførti bemærkningerne til afsnit III fra de nuværende reg-ler. Kendelsen skal efter forslaget indeholde en be-grundelse og angive kommissionens stillingtagen til

*) Et mindretal kan ikke tiltræde dette, se foran side 32.

VI

særlige af parterne fremførte omstændigheder.Endvidere skal erstatningen efter forslaget opdeles ivisse hovedposter. Kravet om en begrundelse ogen specifikation er nøje sammenhørende. En til-fredsstillende specifikation vil i mange tilfælde isig selv indeholde en begrundelse for resultatet, ogledsagende bemærkninger kan i sådanne tilfældeoverflødiggøres. Det er naturligvis ikke meningen,at den enkelte kendelse skal opregne alle de almin-delige omstændigheder, som er afgørende for envurderingsansættelse. Forslaget tilsigter imidlertidat opnå, at kendelsen, når anledning dertil i parter-nes forudgående bemærkninger eller i sagens særegneomstændigheder naturligt gives, angiver de syns-punkter, som kommissionen har anlagt ved sagensafgørelse, f. eks. om et areal er vurderet som land-brugsjord eller som byggegrund, eller om et arealsværdi er påvirket af private eller offentlige begræns-ninger i adgangen til at udnytte det. Det kan end-videre hyppigt være nødvendigt for at opfyldekravet om en tilfredsstillende begrundelse, at dersker en specifikation af arealerne med henblik påen forskellig værdiansættelse, f. eks. bedre og rin-gere jorder, agerjord og engarealer, for- og bagareal.Sidstnævnte eksempel illustreres ved højesteretsdomaf 25. april 1947, Ugeskrift for Retsvæsen 1947 s.721, samt en kommentar til dommen smst. afdelingB, s. 265 ff., særligt s. 268.

1 mange tilfælde er selve vurderingsgrundlagetselvfølgeligt og giver derfor ikke anledning til be-mærkninger; men i stk. 4 bestemmes det, at detafståedes værdi — eller hvis ekspropriationen gårud på at fastsætte rådighedsindskrænkninger, denforringelse, disse medfører — altid skal fastsættessom en særlig post. Det tab, som herudover kan kræ-ves erstattet, skal som følge heraf også specielt an-gives. Der åbnes ved denne formulering adgang for,at der i det konkrete tilfælde ydes erstatning, derberegnes som genanskaffelsesværdi eller brugsværdi,såfremt forholdene tilsiger det. Medens det i alletilfalde vil være muligt at angive, at sådant tabudover det afståedes værdi skal erstattes, og hvilkehovedbestanddele det består i, vil det ikke altidkunne lade sig gøre at specificere, hvorledes detnærmere er beregnet, allerede fordi kommissionensmedlemmer kan tillægge enkelthederne i erstat-j lings vurderingen forskellig vægt, selv om de kom-mer til det samme endelige resultat. Såfremt det ermuligt, bør det dog oplyses, hvorledes erstatningennærmere er beregnet, eller i hvert fald hvad dersærlig er lagt vægt på; dette gælder som foran anførtnavnlig, hvis parterne under sagens behandling hartilkendegivet, at de mener, at visse særligt angivnetab har betydning for erstatningsberegningen.

Det anførte er en præcisering og uddybning afprincipperne i jernbaneforordningens §§11 og 12og stemmer med, hvad der er udtalt af ministerietfor offentlige arbejder og folketingets ombudsmand.1 et tilfælde, hvor protokollatet fra en taksations-forretning ikke indeholdt en særlig værdiansættelsefor areal, udtalte ministeriet for offentlige arbejder(i skrivelse af 13. marts 1942), at man anså detfor rettest ,,at erstatningerne i overensstemmelsemed § 12 i forordning af 5. marts 1845 angives så-ledes, at det af erstatningsfastsættelsen fremgår,hvilken erstatning der i medfør af forordningens § 11ydes for afståelse af areal, og det beløb, der ihenhold til forordningens § 12 gives som erstatningfor ulemper". En efterfølgende specifikation blevforetaget. Folketingets ombudsmand foranledigedei skrivelse af 31. marts 1957 en lignende efterføl-gende specifikation foretaget, idet forordningen idenne henseende ikke gjorde nogen forskel mellemden situation, hvor det nøjagtige areal ikke kunneopgøres på erstatningsfastsættelsestidspunktet, ogdet tilfælde, hvor arealet allerede straks kunne af-sættes i marken. Afstås en ejendom i sin helhed, måejendommens værdi i handel og vandel ansættesunder ét. Omfatter en delvis ekspropriation af enejendom bygninger, skal værdien af disse opføressærskilt. Bliver bygningsforandringer nødvendigeog skal ekspropriaten selv foranledige disse udført,må det angives, hvad der ydes ham herfor. Den mereubestemte værdiforringelse, som en restejendomkan lide ved indgrebet, må opføres særskilt, såledesved gennemskæring af en ejendom af vej eller jern-bane. Er der tale dels om arealafståelse, dels omservitutpålæg må kendelsen ansætte et beløb forhvert indgreb for sig. De anførte eksempler forud-sætter dog, at det samlede erstatningsbeløb er af envis absolut størrelse. 1 rene småsager er ofte etsamlet beløb det eneste mulige.

Lovforslaget forudsætter, at det erstatningsfor-slag, som kommissionen under forretningen skalfremsætte i henhold til bestemmelsen i stk. 1, ikkebehøver at være så specificeret som kendelsen.Forslaget vil normalt være fyldestgørende, når detangiver et beløb for arealafståelsen og et beløb forandre erstatningsbegrundende forhold. Forslagetmå imidlertid opregne disse forhold, således at detkan ses, hvad beløbet skal dække.

Til § 18.Bestemmelsen giver adgang til at fastsætte visse

vilkår for eller udsætte en erstatningsfastsættelse,men det understreges, at bestemmelsen har undta-gelsens karakter. Vilkår kan eksempelvis forekomme,når ekspropriaten selv skal lade udføre visse foran-

ri

staltninger (bygnings!' orandringer, hegn, støtte-mure), idet erstatningssummens udbetaling da nor-malt må gøres betinget af, at det pågældende arbejdeudføres. Vilkår vil muligvis også kunne få praktiskbetydning ved ophævelse af brugsrettigheder.

En udsættelse vil kunne være den eneste rimeligeløsning, når ekspropriationens virkninger ikke fuldtud lader sig overskue på ekspropriationstidspunktet.Man vil da med hjemmel i § 18 kunne afvente an-læggets fuldførelse, men da har ekspropriaten underalle omstændigheder krav på at få erstatningsspørgs-målet afgjort. Særligt praktisk er en udsættelse medhensyn til vurdering af midlertidige skader og ulem-per under anlægsarbejdernes udførelse, jfr. såledesjernbaneforordningens § 14, hvilken specialregeldet dog ikke er anset for nødvendigt at opretholde.En udsættelse af spørgsmålet om erstatningen foren ejendoms værdiforringelse kan eksempelvis værebegrundet, såfremt der iværksættes forhandlingerom et mageskifte eller en større jordfordeling.

Ifølge paragraffens sidste pkt. kan udsættelsemed hensyn til erstatningsfastsættelse for arealaf-ståelse ikke ske mod ekspropriatens protest.

Til § 19.Ethvert erstatningsspørgsmål kan ifølge forsla-

gets § 19 indbringes til efterprøvelse for en taksations-kommission. Dette gælder både de i erstatningsud-målingen indgående overvejelser af juridisk karakterog det i udmålingen indgående faktiske vurderings-skøn, medens kun dette skøn kan udøves af jernbane-forordningens taksationskommission.*) Lovforsla-gets §§ 17 og 19 indfører således den ændring i forholdtil den nuværende retstilstand, at der kan ske tofuldstændige egentlige prøvelser af ethvert erstat-ningsspørgsmål på administrativt plan.

Erfaringer fra vejbestyrelseslovens administra-tion tilsiger, at der åbnes adgang til at fravigeden fastsatte frist for en sags indbringelse for taksa-tionskommissionen (at give oprejsningsbevillinger),og en hertil sigtende bestemmelse er optaget istk. 1, 3. pkt.

Det er ligeledes erfaringer fra vejbestyrelseslovensadministration, der har motiveret forslaget i para-graffens stk. 3, i henhold til hvilken bestemmelsetaksationskommissionen uanset parternes påstandeskal kunne foretage en fuldstændig efterprøvelse aferstatningsfastsættelsen, idet de enkelte led i denneer så nøje sammenhængende, at en udskillelse afenkelte punkter til selvstændig bedømmelse ikke ialle tilfælde er mulig. Parterne må imidlertid i detenkelte tilfælde gøres bekendt med, at kommis-

sionen i givet fald vil foretage en prøvelse af andetog mere end de mellem parterne omdiskuteredeposter, således at parterne kan få lejlighed til atytre sig om alle de poster, som kommissionen ind-drager under sin behandling.

Til § 20.Gennemførelsen af et ekspropriationsanlæg kan

under visse omstændigheder bevirke et sådant ind-greb i ejendomsretten til en fast ejendom, at deropstår et erstatningskrav mod anlægget, selv omejendommen ikke direkte berøres af ekspropria-tionerne ved arealafgivelse eller servitutpålæg. For-ordning af o. marts 1845 har arealafgivelser for øje,og det har derfor i praksis været nogen tvivl under-kastet, om ekspropriationsmyndighederne kunne ogburde beskæftige sig med erstatningskrav, som ikkeudsprang direkte af en formelig rekvisition fra an-lægget. Spørgsmålet har navnlig haft betydningmed hensyn til ulemper som følge af anlæggetsudførelsesmåde, hvorved en tilsidesættelse af nabo-retsreglerne kan komme på tale. I højesteretsdomaf 15. maj 1933, Ugeskrift for Retsvajsen 1933, s. 644,omhandledes et tilfælde, hvor en ejendom ikke afgavareal, men ved hævning af vejbanen fik sin stueetageliggende så langt under gadens niveau, at denne fikkarakter af kælderetage. Besigtigelses- og ekspro-priationskommissionen bestemte indretning af trin,etablering af lyskasser, isolering af ydermur ogløftning af portgulv, men ville ikke yde erstatningfor værdiforringelsen af ejendommen iøvrigt. Ensådan erstatning blev tilkendt af højesteret „efterlovgivningens almindelige grundsa^tninger". TroelsG. Jørgensen har i kommentarer til dommen anført,at der i sagen ikke er gjort anvendelse af ekspropria-tionsretlige, men af naboretlige synspunkter, jfr.Meddelelser fra den danske højesterets praksis1933, Tidskrift for Rettsvitenskap 1934, s. 418-19,og 18 år af Højesterets Historie, s. 119-20.

Men uanset at det nu efter praksis ligger fast, atder skal ydes erstatning for indgreb af den omhand-lede karakter, også når de sker over for ejendomme,der ikke afgiver areal, har man på dette områdefastholdt, at spørgsmål om erstatning for indgrebi naboretten ikke kan behandles af ekspropriations-myndighederne, men må henvises til domstolene.

Det må da også erkendes, at det ville kunne føretil uoverskuelige konsekvenser, om der uden nogenbegrænsning kunne rejses erstatningskrav for eks-propriationskommissionen fra ejere over for hvem,der ikke er foretaget de i § 2 omhandlede indgreb.På den anden side vil det i de tilfælde, hvor erstat-

*) Et mindretal kan ikke tiltræde denne udvidede kompetence for taksationskommissionen og bestemmelsenforan side 30 ff.

19, stk. 3, se

73

ningskravene bygger på forvoldt skade, der harganske samme karakter som den, der er forvoldtaf ekspropriationsindgreb, ofte virke unaturligt, atekspropriationskommissionerne rent principielt af-viser at behandle dem, blot fordi der ikke tillige ersket indgreb, som falder direkte under § 2, og derer derfor i forslagets § 20 givet hjemmel for, at så-danne krav kan rejses for ekspropriationskommis-sionen og behandles af denne, såfremt den anserkravet for egnet hertil.

Bestemmelsen er formuleret således, at ekspro-priationskommissionen skal have adgang til at skøn-ne over, hvorvidt det rejste krav er egnet til at på-kendes af ekspropriationsmyndighederne. Navnligkan det tænkes, at de her omhandlede erstatnings-krav ikke er modne til påkendelse på det tidspunkt,da de rejses. Eventuelt er det foreliggende spørgs-mål af en sådan karakter, at kommissionen finderdet rettest at undlade at tage stilling til det og strakslade spørgsmålet afgøre af domstolene, fordi afgø-relsen af sagens væsentlige tvivlsspørgsmål berorpå en afvejelse af forskellige omstændigheder, år-sagsforbindelse m. v., som typisk er en domstols-opgave og atypisk for ekspropriationsmyndigheder-ne. Der er ikke foreslået hjemmel til, at ekspropria-tionskommissionens skøn over et kravs egnethedtil behandling for ekspropriationsmyndighederneskal kunne efterprøves af taksationskommissionen jeller domstolene. Hvis kommissionen afviser at be- jhandle et krav, kan spørgsmålet om kravets beret-tigelse indbringes for domstolene. Behandles et er- Istatningskrav i realiteten, kan ekspropriationskom-missionens afgørelse efterprøves af taksationskom-missionen og dennes afgørelse af domstolene.

Under hensyn til reglens særlige anvendelses-område er der ikke indsat nogen frist for at frem-komme med en anmodning om dens anvendelse.

Med reglen i § 20 har det ikke været hensigten attage stilling til, i hvilke tilfælde der foreligger erstat-ningspligt, idet reglen alene tager sigte på ekspro-priationsmyndighedernes kompetence.

Til §21.Ved alle anlægsarbejder kan der af tekniske og

andre grunde vise sig behov for at ændre i det ved-tagne projekt under anlægsarbejdernes udførelse.Bestemmelsen i stk. 1, 1. jikt., giver hjemmel til atekspropriationskommissionen tager sådanne spørgs-mål op til behandling. Det er en forudsætning forreglens anvendelse, at ændringerne ikke er af ensådan karakter, at der er tale om et nyt projekt.Et sådant må behandles som en helt ny sag. Der ersåledes alene tale om enkelte bestemte punkter iprojektet. Som eksempler kan nævnes, at jordskredID

har nødvendiggjort særlige foranstaltninger ogmåske større arealerhvervelser end forudsat, at envej hævning bliver noget større eller adgangsfor-holdene til en ejendom noget anderledes end for-udsat ved ekspropriationen. Man kan imidlertidikke mod parternes protest ophæve en foretagen eks-propriation. Men bygningsforandringer m. v., sompå ekspropriationstidpunktet er forudsat foretaget,kan naturligvis blive unødvendige og følgelig fra-f aides.

Jernbaneforordningen indeholder i § 19 en be-stemmelse, hvorefter en særlig kommission skal af-gøre tvistigheder mellem anlægsmyndigheden oglodsejere om enkeltheder i anlæggets udførelse.Bestemmelsen har ikke vårret bragt i anvendelse ien meget lang årrække, men de pågældende spørgs-mål er blevet afgjort af besigtigelses -og ekspropria-tionskommissionen. Nogen til jernbaneforordningens§ 19 svarende bestemmelse foreslås ikke optaget inærværende lovforslag. Bestemmelsen i § 21, stk. 1,1. pkt., omfatter de spørgsmål, som falder ind underjernbaneforordningens § 19, og det er som nævnt ioverensstemmelse med lang praksis, at ekspropria-tionskommissionen afgør dem.

Lovforslagets § 17 bestemmer, at ekspropriations-erstatninger normalt skal fastsættes på det tidspunkt,da indgrebet besluttes. De ulemper og skader, somskal vurderes, må imidlertid have en sådan karak-ter, at deres indtræden er sikker eller i hvert faldovervejende sandsynlig. Hermed er dog intet afgjortom, hvorvidt en skade, som først senere lader sigpåvise, kan erstattes på dette senere tidspunkt,eller om ekspropriationsmyndighederne skal be-handle de i den anledning opståede spørgsmål.Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., giver hjemmel til,at ekspropriationsmyndighederne også efter eks-propriationens foretagelse kan behandle opståendeerstatningsspørgsmål. Det kan sseiiigt tænkes, aterstatningsspørgsmål af den i § 20 omhandlede artførst fremkommer efter selve ekspropriationsfor-retningen. Ligeledes kan grundlaget for et tillagterstatningsbeløb — også uden en egentlig ændringi projektet som omhandlet i 1. pkt. — ændres såvæsentligt, at en fornyet overvejelse bør kunnefinde sted. Hjemmel hertil findes også i 2. pkt.Kommissarius afgør, om der er tilstrækkeligt grund-lag for at indkalde ekspropriationskommissionentil behandling af et rejst spørgsmål. Det vil ikkevære rimeligt, om hele kommissionen skulle ind-kaldes hver gang, en person kræver en erstatning.Den pågældende vil under alle omstændighederkunne få sit krav prøvet for domstolene.

Spørgsmål, der omfattes af bestemmelserne i stk.1, er af en sådan karakter, at en offentlig indkaldelse

til de kommissionsmoder, hvor de skal behandles,er unødvendig. Stk. 2 angiver de regler, der skalfølges ved behandlingen af disse spørgsmål.

Til § 22.1 henhold til jernbaneforordningens § 15 skal

erstatninger for jordafståelse forrentes med 4 pct.p. a. fra det tidspunkt, da arealerne stilles til eks-propriantens disposition. I praksis er også de almin-deligvis som ulempeerstatning benævnte beløbblevet forrentet med nævnte rentesats. På grund afdet høje renteniveau i de senere år har bestemmel-sen givet anledning til nogen kritik, se herved folke-tingstidende 1958-59, folketingets forhandlinger sp.1972-73.

Ekspropriationserstatningerne bør naturligvisprincipielt udbetales snarest muligt efter ekspro-priationens foretagelse, men af rent ekspeditions-mæssige grunde må der dog altid hengå nogen tidmellem ekspropriation og erstatningens anvisning.Mindre dele af ekspropriationserstatninger kan end-videre henstå i længere tid, idet endelig erstatnings-beregning må afvente anlæggets færdiggørelse ogarealernes definitive opmåling. Da spørgsmåletsåledes ikke er uden praktisk betydning, anses detfor rigtigt, at der i loven sikres ekspropriaterne entil enhver tid rimelig forrentning af de fastsatte ;

erstatninger. Det findes uheldigt i loven at angiveen fast forrentningsprocent, som fra tid til andenkan vise sig mindre godt stemmende med det al-mindelige renteniveau. Lovforslagets § 22 går derforud på, at en ekspropriationserstatning skal forrentesmed en rentesats, som er 1 pct. højere end den af iDanmarks Nationalbank fastsatte, på ekspropria-tionstidspunktet gældende disconto. Af praktiske \grunde forrentes beløbet med denne rentesats forhele den periode, hvori forrentningen er aktuel,uanset at der kan forekomme variationer i rente-satsen.

Forrentningen skal som hovedregel ske fra eks-propriationsdagen, men kendelse eller forlig kanbestemme andet. Dette vil f. eks. være praktisk,når ekspropriaten helt eller delvist beholder brugenaf det eksproprierede et stykke tid efter ekspropria-tionens dato.

Forrentningen ophører ifølge forslaget fra dendag, da erstatningsbeløbene er opgjort og stillet tildisposition for de berettigede.

Bestemmelsen hjemler ikke rentes rente, hvilketer i overensstemmelse med den nugældende regel.

Til §§ 23 og 24.§§ 23 og 24 omhandler erstatningernes udbetaling.Ved ekspropriationer efter jernbaneforordningen

udbetales erstatningerne i princippet i regnskabs-møder i besigtigelses- og ekspropriationskommissio-nen. Et foreløbigt regnskabsmøde afholdes nogle må-neder efter ekspropriationernes foretagelse. På detteanvises de beløb, der kan opgøres straks, og tre fjer-dedele af de ikke endeligt opgjorte erstatningsandele,typisk jorderstatningen. Resterstatningerne udbe-tales på et endeligt regnskabsmøde, når anlægget erafsluttet, og opmåling har fundet sted. Regnskabs-mødeordningen hviler på administrativt fastsatteregler. Endvidere udbetales (både før det foreløbigeregnskabsmøde og mellem dette og det endelige)de enkelte erstatningsbeløb helt eller delvis, nåranmodning derom fremsættes, og fornøden doku-mentation præsteres. Udbetales en erstatning førden fastsatte rentedato, foretages et rentefradrag.

Den afgørende forskel mellem udbetalinger på etregnskabsmøde og udbetalinger uden for regnskabs-møde er, at de enkelte erstatningsberettigede i først-nævnte tilfælde slipper for at indhente panthaver-samtykke, erklæringer om skatter og afgifter m. v.,idet kommissarius ex officio sørger herfor, bl. a.gennem en offentlig indkaldelse med præklusivvirkning. Vil en lodsejer have erstatningen udbetaltfør regnskabsmøde, må han selv tilvejebringe defornødne dokumentationer.

For at den enkelte erstatning kan udbetales sna-rest muligt, gør lovforslaget det i § 23, stk. 1, tilden principielle hovedregel, at en erstatning skaludbetales, når fornøden dokumentation af den erstat-ningsberettigede er tilvejebragt. Da udbetalingensker på kommissarii ansvar, bestemmes det endvidere,at kommissarius må anse udbetaling for forsvarlig.Der må altså ikke foreligge omstændigheder, somgør det tvivlsomt, om den erstatningsberettigedeselv kan oppebære beløbet, eller om tredjemandmåtte have et krav på dette.

Reglen i stk. 1, 2. pkt., svarer til reglerne i ting-lysningslovens § 23, stk. 2, og lov nr. 129 af 28.april 1955 om jordfordeling mellem landejendomme§ 5, stk. 5.

I øvrigt foreslås regnskabsmødeordningen opret-holdt, jfr. § 24, stk. 1. Bestemmelsen er imidlertidikke til hinder for, at kommissarius, hvis dette skøn-nes praktisk, tager initiativet til erstatningers ud-betaling uden afholdelse af regnskabsmøde. Fornød-ne dokumentationer må naturligvis også i disse til-fælde foreligge.

Med hensyn til jxinthaveres retsstilling bestemmer§ 24, stk. 1, at panthavere skal indvarsles til regn-skabsmøderne. Dette sker også ved ekspropriationerefter jernbaneforordningen, jfr. en herom under23. februar 1934 afgiven betænkning af et af mini-steriet for offentlige arbejder nedsat udvalg.

V I

7 o

Det bestemmes i § 24, stk. 2, at erstatningen, så-fremt flere panthavere gør krav på den, udbetalesefter prioritetsorden. Om spørgsmålet kan i øvrigthenvises til: Poul Andersen: Dansk Statsforfatnings-ret, s. 787-89. Vedekspropriationer efter jernbanefor-ordningen gælder det, at en rettighedshaver, somikke har meldt sig med krav om andel i en erstat-ning senest på regnskabsmødet, mister ethvertkrav på eksproprianten. Kommissarius kan altsåunder regnskabsmødet udbetale til den direkte er-statningsberettigede. Denne præklusionsvirkninghar med føje været kritiseret, se: Poul Andersen,anf. v. s. 788, og Sven Clausen, Ugeskrift for Rets-væsen 1924, s. 211-15. Lovforslaget bestemmerderfor, at de beløb, som måtte tilkomme en ting-lyst panthaver, hvis adresse ikke har kunnet op-lyses, ikke kan udbetales uden dennes tilslutning,selv om han ikke har meldt sig på regnskabsmødet.Det beløb, der kan tilkomme ham, må i givet falddeponeres. Det tilkommer da den, hvem erstatnin-gen ellers måtte tilfalde, at søge sagen klarlagt.

Da afslutningen af et anlæg kan trække ud, erdet i § 23, stk. 2, bestemt, at kommissarius undta-gelsesvis kan bestemme, at arealgrænserne måfastlægges, selv om anlægget ikke er fuldført. Kunherved muliggøres en endelig erstatningsopgørelse,såfremt den erstatningsberettigedes interesser til-siger, at sagen bringes til afslutning.

Til § 25.Paragraffen er i overensstemmelse med den gæl-

dende ordning, jfr. justitsministeriets cirkulære af31. januar 1949 om fremgangsmåden ved ekspro-priationer efter reglerne i forordning af 5. marts1845 in fine. De rettighedshavere, hvis ret udslettes,kan enten have et selvstændigt erstatningskrav,jfr. § 2 c) og bemærkningerne hertil (typisk forbrugsrettighedshavere), eller de kan have kravpå andel i den ejeren tilkommende erstatning, jfr.§§ 23-24, (typisk for panthavere). 1 de i § 2 b)omhandlede ekspropriationstilfælde kan panthavereligeledes gøre krav på andel i ejerens erstatning.

Til § 26.Søgsmål om en ekspropriations lovlighed vil efter

deres karakter være landsretssager. Søgsmål tilændring af en ekspropriationserstatning er — uansetpåstandens størrelse — af Vestre landsret i en domaf 14. juni 1956, Ugeskrift for Retsvæsen 1956, s.937, også antaget at være landsretssager. Underhensyn til at ethvert erstatningsspørgsmål harværet prøvet af to myndigheder, før det kan fore-

lægges domstolene, jfr. paragraffens sidste pkt., erdet også naturligt, at de i første instans behandlesaf landsret. Der er særligt ingen grund til, at deeventuelt skulle kunne prøves i 3 instanser for dom-stolene. Paragraffens 1. pkt. bestemmer derfor, atalle ekspropriationssager er landsretssager i førsteinstans.*)

Stævning vil i det overvejende antal af dissesager blive anlagt mod staten, og reglen i retspleje-lovens § 239 medfører da, at næsten alle disse sagerskal anlægges ved Østre landsret. I praksis forekom-mer det dog, at man vedtager behandling ved Vestrelandsret, når ekspropriationen vedrører ejendom iJylland. Det berettigede i at opretholde et særligtværneting for staten er for tiden under overvejelsei almindelighed, og spørgsmålet har for nylig væretgenstand for undersøgelse i en afhandling af Sv. B.Müller i Juristen 1959, s. 477-86. S. 480 ff. er detsærligt kritiseret, at stævning mod staten i eks-propriationssager om ejendom i Jylland kan krævesanlagt ved Østre landsret. Uanset hvorledes over-vejelserne om statens værneting i almindelighedmåtte falde ud, må det forekomme naturligt, atekspropriationssager behandles i den retskreds,hvor ejendommen er beliggende. Dette foreslåsderfor lovfæstet.

§ 26 indeholder ingen fravigelse af de almindeligeregler i retsplejeloven om, hvornår en landsretssagskal forberedes ved underret.

Til § 27.Paragraffen indeholder forskellige regler om frem-

gangsmåden og om ekspropriationers nærmeregennemførelse.

I stk. 2 er det bestemt, at lovforslagets regler ombekendtgørelser, offentliggørelse af planer m. v.kan fraviges ved en beslutning af ministeren foroffentlige arbejder, såfremt hensynet til statenssikkerhed kræver det. En sådan regel er anset fornødvendig, idet lovforslagets bestemmelser bl. a.skal anvendes ved forsvarsanlæg m. v. Reglen månaturligvis anvendes med varsomhed, og der mådrages omsorg for, at de myndigheder og personer,som direkte er interesseret i projektet, får individuelunderretning. I mange tilfælde vil man kunne nøjesmed en begrænsning i bekendtgørelsernes oplys-ninger.

Til § 28.I den udstrækning udgifter ved ekspropriationers

foretagelse uden besvær kan henføres til det enkelteanlæg er det naturligt, at udgifterne belastes detenkelte anlæg. Fordeling af ekspropriationsmyndig-

*) Et mindretal foreslår fastsat en frist for sagsanlæg, se foran side 35.

76

liedernes faste udgifter på de i betragtning kommen-de anlæg vil omvendt være forbundet med unød-vendigt administrativt besvær. Disse to hoved-synspunkter forudsættes lagt til grund for mini-sterens skon.

Til § 29.Det forudsættes i § 29, at enhver ekspropriat

har adgang til to vederlagsfri prøvelser af sit erstat-ningskrav. Dette må anses for et væsentligt led iden beskyttelse af ekspropriaternes interesser, somlovforslaget i det hele tilstræber, og er praktisktaget i overensstemmelse med jernbaneforordnin-gens regler. Ifølge flere andre lovregler kan detefter omstændighederne pålægges ekspropriaten atudrede omkostninger ved en efterprøvelse. Vejbe-styrelsesloven bestemmer således i § 28, stk. 4,at en ekspropriat kan af kræves depositum, når hanindbringer en taksationskommissions afgørelse foren overtaksationskommission. Får ekspropriatenikke erstatningen forhøjet, skal han afholde de medforretningen forbundne udgifter. Overtaksations-kommissionen kan dog i ganske særlige tilfælde be-stemme, at eksproprianten også i denne situationskal udrede udgifterne.

Med hensyn til udgifter, som en ekspropriat harafholdt til varetagelse af sine interesser undersagen, f. eks. til advokatbistand, har den alminde-lige antagelse indtil for nylig været den, at der vedekspropriationer efter jernbaneforordningens regleralmindeligvis ikke var hjemmel til at godtgøresådanne udgifter, i hvert fald næppe til advokat-bistand. Dog er det i praksis i et vist omfang vedudmåling af ulempeerstatningen taget i betragtning,at en ekspropriat har afholdt specielle udgifter tilsagens belysning, som f. eks. til fremskaffelse afsagkyndige erklæringer, der har haft særlig betyd-ning for sagens oplysning. En den 10. maj 1961afsagt højesteretsdom (Ugeskrift for Retsvæsen1961, s. 558) har imidlertid medført, at der nu ividere omfang ydes godtgørelse for udgifter tiladvokatbistand, som en ekspropriat har anvendtved fremmøde for jernbaneforordningens taksations-kommission. Omstændighederne i det nævnte doms-tilfælde var følgende: Ekspropriaten havde i 1946købt to grunde, beliggende ved jernbanen i LilleVærløse, i den hensigt at bebygge dem. Der søgtesi 1950 statslån til et byggeri, hvortil en arkitekthavde udarbejdet tegninger og beskrivelser. Stats-banerne henstillede til sognerådet, at der ikke blevgivet byggetilladelse, idet grundene kunne forven-tes eksproprieret til stationsanlæg m. v. Byggerietmåtte opgives, og ekspropriaten søgte derefter

straks at komme af med grundene til statsbanerne,hvilket ikke kunne gennemføres før ekspropria-tionen i 1957. Et forsøg på i de mellemliggende årat blive fritaget for ejendomsskatter på grundenelykkedes ikke. Under retssagen gjorde ekspropria-ten gældende, at der ved erstatningsfastsættelsenskulle tages hensyn til udgifterne til arkitektbi-stand, betalte ejendomsskatter i tiden 1951-57samt renter af købesum, arkitekthonorar og skatter.Endvidere krævedes der godtgørelse for udgiftertil advokatbistand for taksationskommissionen.Ved højesteret tilkendtes der ekspropriaten udovererstatning for grundens værdi erstatning for udgif-ter til arkitektbistand og for tab ved, at ekspropii-atens økonomiske råden over ejendommen havdeværet begrænset i det lange tidsrum. Endeligfandt højesteret, at der burde tillægges indstævnteet passende beløb til dækning af udgifter til advokat-bistand for taksationskommissionen, idet sådanbistand „under de foreliggende omstændigheder,derunder beskaffenheden af de rejste krav" havdeværet påkrævet. Denne udtalelse kan muligt for-stås således, at ekspropriaten, når denne ved enprøvelse af den første erstatningsansættelse opnåren forhøjelse af erstatningen, kan få nødvendige ogrimelige advokatomkostninger ved efterprøvelsengodtgjort, jfr. højesteretsdommer Trolles kommentartil dommen i: Fra den danske højesterets praksisjanuar-juni 1961, Tidsskrift for Rettsvitenskap1961, s. 574. Spørgsmålet har i øvrigt i de senere årværet genstand for betydelig interesse, hvorom kanhenvises til den i note 2 i Ugeskrift for Retsvæsentil fornævnte højesteretsdom omtalte litteratur ogde dér anførte domme.*)

Man mener ikke, at spørgsmålet kan løses udfra en fortolkning af grundlovens påbud i § 73 omydelse af fuldstændig erstatning. Den modsatteopfattelse ses ikke fastslået af domstolene, særligtikke ved den foran omtalte højesteretsdom. Hjem-melen til at yde sådan godtgørelse er derfor ikkeklar, og der er efter kommissionens opfattelse alle-rede under den bestående retstilstand, men i endnuhøjere grad efter gennemførelse af det foreliggendelovforslag med dets kraftigere understregning afpartsprincippet behov for en regel, hvorefter godt-gørelse for nævnte udgifter kan ydes. Reglen ilovforslagets § 29, 2. pkt., tilsigter at skabe etklart lovgrundlag for spørgsmålets afgørelse. Be-stemmelsen giver kommissionerne adgang til atskønne over, hvornår og i hvilket omfang godtgø-relse for disse udgifter skal ydes. Under hensyn tilat der er tale om en helt ny lovregel på dette om-

•) Se nu også højesteretsdom af 1. november 1962, Ugeskrift for Retsvæsen 1963, s. 6.

77

råde, er reglen formuleret således, at de nærmereretningslinjer for, hvornår og i hvilken udstrækningsådanne udgifter bør godtgøres, kan udvikles iden fremtidige praksis.

Ekspropriationskommissionen og taksationskom-missionen afgør spørgsmålet hver for sit område,men taksationskommissionen må naturligvis vedsin afgørelse tage hensyn til den godtgørelse, dereventuelt er ydet af ekspropriationskommissionen.

Til § 30.Fritagelse for stempel- og tinglysningsafgifter er

hjemlet i en række gældende ekspropriationslove.

Til §31.Af praktiske grunde er en frist for lovens ikraft-

træden formålstjenlig.

'Fil § 32.I stk. 1 foreslås de lovbestemmelser, som lovfor-

slaget afløser eller overflødiggør, og nogle lovbestem-melser, som må anses for forældede, ophævet.

Blandt de førstnævnte er jernbaneforordningen,og hermed ophæves også bestemmelsen i forordnin-gens § 20, i henhold til hvilken der er hjemlet enindløsningsret til eksproprierede jernbanearealer,når vedkommende jernbanestrækning nedlæggessom jernbane, medmindre arealet overtages tilanvendelse som vej.

Bestemmelsen havde det særlige motiv, at manville sikre ejerne af de til en jernbanelinje stødendegrunde en adgang til at hindre, at de små (smalle)parceller, som tilsammen udgør jernbanelinjen,skulle blive afhændet til „fattigfolk" og derved på-føre de oprindelige lodsejere ulemper.

Denne begrundelse har ikke gyldighed undernutidens samfundsforhold, og reglen har i praksisikke stor betydning allerede af den grund, at ved-kommende jernbanestyrelse selv er interesseret iat afhænde parcellerne til de tilstødende grundejere,idet der ofte ikke er andre, der kan have nytte afdisse arealer. Omvendt kan indløsningsretten imid-lertid i påkommende tilfælde af vedkommende lods-ejer anvendes i spekulationsøjemed til hindring afen fornuftig helhedsanvendelse af de aflagte jern-banearealer, og da reglens administration samtidiger forbundet med praktiske vanskeligheder, findesreglen ikke at burde opretholdes.

Ophævelsen af indløsningsretten foreslås også atgælde for jernbanearealer, der er eksproprieretunder jernbaneforordningens gyldighedstid. I ensærlig bestemmelse er foreslået fastsat det tids-punkt, fra hvilket indløsningsret til sådanne arealer

ikke længere består. Som kriterium i så henseendehar man fundet det rettest at anvende forordningensordvalg således, at det tidspunkt, der i henhold tilforordningens § 20 er afgørende for, om en indløs-ningsret kan gøres gældende, skal ligge før nærvæ-rende lovs ikrafttræden.

Man har overvejet, om en ophævelse af indløs-ningsretten til allerede eksproprierede jernbane-arealer kunne indebære betænkeligheder udfra detsynspunkt, at der herved ville blive tale om ind-greb i velerhvervede rettigheder. Dette finder manimidlertid ikke, og det skal herved fremhæves, atindløsningsrettens beståen ikke har haft nogenbetydning for størrelsen af de fastsatte erstatningerved ekspropriationernes foretagelse, at der ikke ertale om nogen aktuel, men kun om en eventuelrettighed, samt at den interessentkreds, der berøres,som følge af rettens fremtidige karakter er ganskeubestemt.

Stk. 2 bestemmer, at alle ekspropriationer, dernu foretages efter reglerne i jernbaneforordningen,skal foretages efter lovforslagets regler. Bestem-melsen virker som et supplement til bestemmelseni § 1 om lovens anvendelsesområde. Lovforslagetsregler vil således også finde anvendelse i de tilfælde,hvor der for tiden eksproprieres efter jernbanefor-ordningens regler for andre end staten og konces-sionerede selskaber, se f. eks. vejbestyrelseslovens§ 31.

Det er anført, at ekspropriationer for staten ogkoncessionerede selskaber i det overvejende antaltilfælde sker efter jernbaneforordningens regler.Imidlertid er der en del love, som indeholder andreregler om fremgangsmåden for gennemførelse af eks-propriationer for staten, og disse regler opretholdesindtil videre ved bestemmelsen i stk. 3. Det er hen-sigten, at disse lovbestemmelser senere skal gennem-gås med henblik på en koordinering med dette lov-forslags regler. Til denne gruppe henhører:

Forordning af 22. november 1799 angående dengodtgørelse, som jordejere skal nyde for grunde, derafgives til lodsmærkers anlæg eller vedligeholdelse.

Lov af 15. maj 1868 om afgivelse af grus m. m.til jernbaners vedligeholdelse.

Lov nr. 68 af 29. marts 1893 om afståelse afgrund til fyranlæg m. m.

Lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfred-ning.

Bekendtgørelse nr. 393 af 5. juli 1918 af lov omudnyttelse af vandkraften i offentlige vandløb vedanlæg af elektricitetsværker.

Lov nr. 54 af 31. marts 1926 om vandforsynings-anlæg.

78

Lov nr. 318 af 16. december 1931 om GeodætiskInstituts trigonometriske stationer m. v.

Lov nr. 94 af 7. april 1936 om reservater for pat-tedyr og fugle.

Bekendtgørelse nr. 151 af 6. april 1940 af lov ombegunstigelser for mergelselskaber.

Lov nr. 152 af 1. april 1949 om civilforsvaret§ 34.

Bekendtgørelse nr. 160 af 9. maj 1962 om byplaner§ 15 a.

Bekendtgørelse nr. 129 af 13. april 1954 af lovom regulering af bymæssige bebyggelser § 14.

Lov nr. 342 af 23. december 1959 om det civileberedskab § o.

Bekendtgørelse nr. 224 af 25. maj I960 af lovom oprettelse og supplering af mindre landbrug m. m.(statshusmandsloven).

Bekendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961 af lovom naturfredning.

Til § 33.De løbende sager, der ifølge bestemmelsen ikke

skal behandles efter lovforslagets regler, må færdig-behandles efter de hidtil gældende regler i jernbane-forordningen m. v.

7. afsnit.

Forslag til en begrænset kodifikation af nogle ekspropriationslove.

Kommissionen har side 9 bemærket, aten begrænset samling af love, der i det væ-sentlige alene giver hjemmel til ekspropria-tion, af praktiske og ordensmæssige hensynkan være anbefalesesværdig, men at derkun vindes lidt ved at fjerne bestemmelser,der giver adgang til ekspropriation, fralove, der i øvrigt regulerer et bestemt rets-område.

Kommissionen har gennemgået de underministeriet for offentlige arbejder henhø-rende ekspropriationslove efter disse ret-ningslinjer. Resultatet er nedfældet i neden-stående udkast til forslag til lov om ekspro-priationer under ministeriet for offentligearbejder. En række ældre love og spredtelovbestemmelser vil herved kunne ophæves,og tilfældige forskelle med hensyn til hvilkeanlægsdele, der kan ske ekspropriation til,bortryddes.

Udkastet tilsigter endvidere at afløse debestemmelser, som går igen år efter år iden årlige ekspropriationslov under ministe-riet for offentlige arbejders ressort, se senestlov nr. 78 af 13. marts 1963 om foretagelseaf visse ekspropriationer m. v.

De bestemmelser, som hidtil har væretgentaget i den årlige ekspropriationslov,giver adgang til ekspropriation til gennemfø-relse af ændringer ved statsbaneanlæg iforbindelse med sporforstærkninger, sta-tionsombygninger, m. v. og til sikring afsynligheden af signaler m. v. ved statsbane-anlæg. Endvidere gives der ekspropriations-adgang til anlæg og udvidelse af radiotele-kommunikationsanlæg og telefonanlæg samttil sikring af disses drift. Disse bestemmel-ser er begrænset enten således, at de kun kananvendes i ét bestemt angivet finansår ellersåledes, at de kun omfatter arbejder, hvor-til bevilling gives i ét bestemt angivetfinansår.

De årlige ekspropriationslove indeholderimidlertid også fra tid til anden enkelte lov-regler, som har vedvarende gyldighed, såle-des lov nr. 125 af 7. maj 1937 § 2 (sneværns-foranstaltninger på statsbanernes hoved-strækninger), lov nr. 223 af 1. maj 1941§ 6 (dige- og kystsikringsanlæg for statensregning), lov nr. 156 af 26. marts 1943 § 3(tjenesteboliger for statsbanerne), lovanord-ning nr. 192 af 31. maj 1944 § 2, jfr. lov nr.319 af 5. juli 1945 (forbedring af kurvefor-holdene på landets hovedbaner) og lov nr. 91af 30. marts 1961 § 4 (lager og rørlednings-anlæg til flydende brændsel og drivmidler).

Endelig indeholder disse love bestemmel-ser med ekspropriationshjemmel til gennem-førelse af bestemt angivne anlæg, f. eks.bestemte jernbaneanlæg.

Om baggrunden for denne lovgivnings-praksis bemærkes:

Ekspropriationshjemmel til gennemførelseaf fornævnte små statsbanearbejder blev isin tid tilvejebragt på finansloven, men forat undgå ekspropriationsbestemmelser påfinansloven, hvor de ikke hører hjemme,gennemførte man lov nr. 165 af 1. maj1923 § 1. Loven giver hjemmel til ekspro-priation til gennemførelse af de foranstalt-ninger til afløsning af niveauoverkørsler ogledbevogtninger m. v. på statsbanerne,„hvortil bevillinger gives ved de årlige finans-love og tillægsbevillingslove"'. Efter 1923og op til 1930 gennemførte man love medekspropriationshjemmel til gennemførelseaf bestemt angivne nye anlæg, når der op-stod behov herfor.

I rigsdagssamlingen 1929-30 fremsatteministeren for offentlige arbejder et lovfor-slag, der i § 1 gav ekspropriationsadgang tilændringer ved statsbanernes stationsanlægi forbindelse med sporforstærkningsarbejder.I bemærkningerne til lovforslaget hedder

80

det, at det anses for ønskeligt, at der tildisse arbejders gennemførelse tillægges mini-steren en almindelig bemyndigelse af tilsva-rende art som givet ved fornævnte lov nr.165 af 1. maj 1923 § 1 (se rigsdagstidende1929-30, tillæg A. sp. 6197). Forslaget om-handlede de anlæg, „hvortil bevillingergives ved de årlige finanslove eller tillægs-bevillingslove". Denne sætning blev imid-lertid ændret under forhandlingerne i rigs-dagen derhen, at bestemmelsen kun skulleomfatte anlæg, „hvortil bevilling er giveteller gives ved finansloven eller tillægsbevil-lingsloven for 1930-31'", jfr. lov nr. 159 af26. april 1930 § 1. Der var i folketingsudval-get rejst indsigelse mod, at der på daværendetidspunkt blev givet den ønskede mere al-mindelige bemyndigelse, hvilket man øn-skede nærmere at overveje (se rigsdagsti-dende 1929-30, tillæg B. sp. 1825-26, ogfolketingets forhandlinger sp. 6245-46 ogsp. 6544-45).

Denne begrænsning nødvendiggjorde etnyt lovforslag hvert år, og et sådant blevgennemført i de følgende år. I rigsdagssam-lingen 1946-47 fremsatte ministeren foroffentlige arbejder imidlertid et lovforslag,der var affattet således, at det skulle om-fatte anlæg, „hvortil bevilling gives ved deårlige finanslove eller tillægsbevillingslove".1 bemærkningerne til lovforslaget hedderdet: „Lignende bemyndigelse er i en langårrække givet for de enkelte finansår. Dennetilbagevendende paragraf i de årlige ekspro-priationslove foreslås nu af praktiske hensyngivet permanent karakter i lighed med be-stemmelserne om ekspropriation af arealertil brug for bygning af tjenesteboliger, ind-vinding af ballast, kurveregulering i for-bindelse med forøgelse af toghastighedenm. m." (se rigsdagstidende 1946-47, tillægA. sp. 3347-49). Under forhandlingerne irigsdagen blev den pågældende sætningimidlertid ændret til: „hvortil bevilling givesved finansloven eller tillægsbevillingslovenfor 1947-48" (se rigsdagstidende 1946-47,tillæg B. sp. 1169-70, folketingets forhand-linger sp. 3379 og landstingets forhandlin-ger sp. 722). Ved forelæggelsen i landstingetudtalte ministeren, at han ikke have nogetimod at imødekomme folketingets ønskeom at „beholde disse årligt tilbagevendendeekspropriationslove'".

Under nutidens samfundsforhold er det

ikke overkommeligt for lovgivningsmagtenat tage stilling til, hvorvidt ekspropria-tion bør indrømmes til det enkelte kon-krete anlæg. Der eksisterer derfor nu mangeekspropriationslove, som giver adgang tilekspropriation til bestemte arter af anlæg,og når denne artsbestemmelse er tydelig ogklar, mener kommissionen, at lovgivnings-magtens kontrol har et omfang, som opfyl-der grundlovens krav om, at ekspropriationskal ske ifølge lov, og som er rimeligt medhensyn til, hvad der er praktisk overkom-meligt for lovgivningsmagten. Som ek-sempler nævnes almindelige bestemmelserom ekspropriation til militære anlæg, højerealmenskoler, bygninger for rets-, politi- ogfængselsvæsenet, statens dige- og kystsik-ringsanlæg, lufthavne og anlæg til udnyt-telse af atomenergi. Hertil kommer, at lov-givningen i meget vidt omfang indrømmerkommunalbestyrelser ekspropriationsad-gang. Således kan en kommunalbestyrelsei henhold til § 56 i lov nr. 246 af 10. juni1960, byggelov for købstæderne og landetekspropriere til:

a. opnåelse af tilfredsstillende bebyggelses-eller vejforhold og tilvejebringelse affælles tekniske forsyningsanlæg for etbebyggelsesområde eller dele heraf,

b. tilvejebringelse eller udvidelse af kom-munale anlæg, institutioner eller virk-somheder, der ikke tjener erhvervsmæs-sige formål, og

c. tilvejebringelse eller udvidelse af børne-og fritidsinstitutioner og -anlæg, deropfylder lovgivningens betingelser forat opnå tilskud til driften fra det offent-lige med mindst 50 pet. af de godkendteårlige driftsudgifter.

De bestemmelser i den årlige ekspropria-tionslov, der omhandler statsbaneanlæg, erbegrænset til anlæg, hvortil bevilling givesi det pågældende finansår. Lovgivningsmag-ten har således ad bevillingsmæssig vej nøjekontrol med disse anlæg. Den årlige lovmedfører kun, at der skal tages stilling til,om disse anlæg også må gennemføresved anvendelse af ekspropriationsinstitut-tet. En årlig bedømmelse af dette spørgsmålfor netop de statsbaneanlæg, som omhand-les i den årlige lovs §§ 1 og 2, forekommertilfældig, når der for andre kategorier afstatsbaneanlæg gælder permanente ekspro-

81

priationsbestemmelser, jfr. de eksempler,der er anført i bemærkningerne til det irigsdagssamlingen 1946-47 fremsatte lov-forslag.

Den begrænsning, der indeholdes i be-stemmelsen om telefon- og radiotelekom-munikationsanlæg, betyder, at lovgivnings-magten år for år skal foretage en vurderingaf, om disse anlæg har en sådan betydningfor almenvellet, at de bør udstyres med eks-propriationsadgang. Det synes ganske unød-vendigt, at dette sker en gang om året, idetsamfundsudviklingen går i den retning, atsådanne anlæg bliver af større og størrebetydning. At vente med at forelægge lov-forslaget til det er klart, i hvilke tilfældeder bliver aktuel brug for bestemmelsensanvendelse, vil medføre en betydelig for-haling af alle sådanne anlæg.

Visse bestemmelser i de årlige ekspropria-tionslove har som nævnt haft vedvarendegyldighed. Kommissionen har ikke fundetbestemte kriterier for, hvornår der er giveten ekspropriationshjemmel vedvarende gyl-dighed, og hvornår gyldigheden er begræn-set til det enkelte finansår. At de bestem-melser, hvis gyldighed er begrænset tilfinansåret, nu har måttet gentages i enlang årrække, viser behovet for disse be-stemmelser. Hertil kommer, at de anlæg,som omfattes af de hvert år gentagne lov-bestemmelser, er af forholdsvis begrænsetart, og det forekommer på baggrund af denøvrige lovgivning, som uden tidsbegræns-ning hjemler adgang til ekspropriation påomfattende områder, tilfældigt, at lovgiv-ningsmagten år for år tager stilling til

spørgsmålet om indrømmelse af ekspropria-tionsadgang for disse anlæg. Kommissionenanser det for ubetænkeligt at give en lov-bestemmelse, der giver en almindelig adgangtil ekspropriation til disse anlæg, og i be-tragtning af, at der findes lovbestemmelser,der indeholder en almindelig ekspropria-tionsadgang til visse særlige jernbaneformål,finder kommissionen det praktisk at giveen almindelig ekspropriationsadgang tilstatsbaneanlæg. Herved undgår man, atder hver gang et nyt jernbaneanlæg vedta-ges, skal gives en bestemmelse om, at derkan eksproprieres til det. Det forhold atselve beslutningen om, at et helt nytjernbaneanlæg skal udføres, skal ske i formaf en lov, berøres naturligvis ikke heraf.

Nedenstående lovudkast bestemmer iøvrigt, at ekspropriationerne skal ske efterreglerne i lovudkastet i foranstående 6. af-snit. Dette indebærer særligt, at hvertenkelt ekspropriationsindgreb gøres til gen-stand for overvejelse af et uvildigt organ —ekspropriationskommissionen —, hvilketnetop har til hensigt at sikre, at det enkeltekonkrete ekspropriationsindgreb er rimeligtog fornuftigt begrundet.

Selv om de årligt tilbagevendende lovbe-stemmelser afløses af en lov med gyldigheduden tidsbegrænsning, vil der fremefterstadig kunne opstå behov for at tilveje-bringe ekspropriationshjemmel til særligeanlæg m. v., hvortil ekspropriationshjemmelefter hidtidig praksis ville være blevet tilve-jebragt som særbestemmelser på de enkelteårlige love. Man må i så fald fremsættesærskilte lovforslag om sådanne anlæg.

11

Udkast til forslag til lov om ekspropriationer under ministerietfor offentlige arbejder.

§ 1. Når almenvellet kræver det, kanministeren for offentlige arbejder iværksætteekspropriation efter reglerne i lov om frem-gangsmåden ved ekspropriation af fastejendom til:a. statsbaneanlæg, herunder anlæg for rute- i

bildrift og til sikring og regulering affærdslen ved krydsninger mellem veje ogjernbaner,

b. dige- og kystsikringsanlæg for statensregning,

c. offentlige havneanlæg,d. telekommunikationsanlæg, der udføres

af staten eller et koncessioneret selskab,e. lageranlæg, pumpestationer og rørled-

ninger for flydende brændsel og driv-midler, når produkterne skal tilføres ilageret gennem en fast forbindelse med idansk havneområde, og anlægget udfø-res af staten eller en offentlig havn.

Stk. 2. Ekspropriation i henhold til be- jStemmeisen i stk. 1 kan ske til nyanlæg, jtil udvidelse og ændring af bestående anlæg,til nødvendige supplerende foranstaltninger,til fyldtagning samt af hensyn til udnyttelse,betjening, sikring, synlighed og drift påhensigtsmæssig måde af nævnte anlæg, Iherunder f. eks. til etablering af fornødne jadgangsveje, oplagspladser, garager, værk- jsteder, tjenesteboliger, administrationsbyg-ninger, signaler og sikringsanlæg.

§ 2. Ved nærværende lovs ikrafttræden !ophæves:a) lov nr. 57 af 12. april 1889 om grund-

afståelse ved udvidelse af statsbanernesamt om erstatning af tab i anledningaf sneskjærme §§ 1 og 2, lov nr. 165 af1. maj 1923 om bemyndigelse for mini-steren for offentlige arbejde til foreta-

gelse af visse ekspropriationer § 1, lovnr. 125 af 7. maj 1937 om bemyndigelsetil foretagelse af visse ekspropriationer§ 2, lov nr. 223 af 1. maj 1941 om be-myndigelse til foretagelse af visse eks-propriationer m. v. § 2, lov nr. 156 af26. marts 1943 om bemyndigelse tilforetagelse af visse ekspropriationer m. v.§ 3 og lovanordning nr. 192 af 31. maj1944 § 2, jfr. lov nr. 319 af 5. juli 1945,

b) lov nr. 223 af 1. maj 1941 om bemyn-digelse til foretagelse af visse ekspro-priationer m. v. § 6,

c) lov nr. 46 af 13. april 1894 om grundaf-ståelse ved udvidelser af statens havne-anlæg, lov nr. 111 af 11. april 1916 omgrundafståelse ved udvidelser af havne-anlæg og lov nr. 131 af 28. april 1934om afståelse ved udvidelse af Køben-havns havn,

d) lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegraferog telefoner § 10,

e) lov nr. 91 af 30. marts 1961 om fore-tagelse af visse ekspropriationer m. v.§ 4.

§ 3. En i henhold til lov om fremgangs-måden ved ekspropriation af fast ejendomnedsat ekspropriationskommission kan, selvom ekspropriation til en afløsningsforanstalt-ning ikke udkræves, træffe beslutning omlukning af overkørsler og adgang til jern-banestrækninger. Eventuelle erstatnings-spørgsmål afgøres efter de i nævnte lovfastsatte regler.

§ 4. Loven træder i kraft den

§ 5. Denne lov gælder ikke for Færøerneog Grønland.

8;5

Bemærkninger til lovforslaget.

Til §§ 1 og 2.Litreringen i § 1, stk. 1, og § 2, korresponderer

således, at det under et givet litra i § 2 er angivet,hvilke lovbestemmelser der afløses af det tilsvarendelitra i § 1.

I § 1, stk. 1, litra a, er der givet en almindeligekspropriationsadgang til statsbaneanlæg, herunderanlæg for rutebildriften. Der har ikke tidligereværet givet ekspropriationshjemmel til anlæg af ga-rager, værksteder m. v. for statsbanernes rutebiler,men da det af generaldirektoratet for statsbanerneer oplyst, at udviklingen har skabt et behov for ensådan hjemmel, er forslaget udformet som anført.

I litra c) foreslås at give en almindelig adgangtil ekspropriation til offentlige havneanlæg. 3 ældre,indbyrdes varierende love kan herved ophæves.Reglen omfatter ikke havne, der udelukkende anven-des til betjening af en enkelt privat virksomhed,men derimod havne, der er offentlig tilgængelige forbesejling, eventuelt besejling af en bestemt art.Indrømmelse af fortrinsret for bestemte grupper af

fartøjer eller indrømmelse af fortrinsret til begrænse-de bolværksstrækninger betager ikke havnen karak-ter af at være offentlig.

Bestemmelsen i § 1, stk. 2, er i alt væsentligt ioverensstemmelse med, hvad der kan eksproprierestil under den bestående retstilstand. De divergenser,der findes i denne fra lov til lov, er tilfældige, ogdet anses for ubetænkeligt at give en fælles regel foralle de i § 1, stk. 1, nævnte anlæg.

Til § 3.Reglen er i overensstemmelse med fast praksis,

men da § 1 i lov nr. 165 af 1. maj 1923, hvorpåpraksis delvis støtter sig, nu ophæves, er det ansetfor rigtigst at give en udtrykkelig regel herom.

Til § 4.Det foreslås, at loven skal træde i kraft samtidig

med lov om fremgangsmåden ved ekspropriationaf fast ejendom.

8. afsnit.

Resumé og indstilling.

Kommissionen er af den opfattelse, atlovgivningens regler om fremgangsmådenved ekspropriationers gennemførelse børgøres til genstand for en samlet overvejelsemed henblik på en revision og koordination.Det foreslås, at arbejdet deles således, atman først gennemfører en lov om fremgangs-måden ved ekspropriation af fast ejendomfor hovedparten af statens ekspropriationer,i hvilken lov de hovedprincipper, som kom-missionen mener bør følges på dette område,nedfældes. Kommissionen har udarbejdetudkast til en sådan lov, jfr. betænkningens6. afsnit. Når en sådan lov er gennemført,bør man dels ved en gennemgang af delovregler af denne art, der ikke er ændretved nævnte lov, dels ved udfærdigelse affremtidige lovregler om ekspropriation søgede fastlagte hovedprincipper fulgt i den ud-strækning, hvori det efter en undersøgelsei det enkelte tilfælde er hensigtsmæssigt.

Kommissionen anser det ikke for formåls-tjenligt at samle alle lovbestemmelser, dergiver hjemmel til ekspropriation, i én lov.En begrænset kodifikation kan derimod værenyttig. Kommissionen har som eksempel på

en sådan begrænset kodifikation udarbejdetdet i betænkningens 7. afsnit indeholdtelovudkast.

Kommissionen indstiller,at der gennemføres en lov om fremgangs-

måden ved ekspropriation af fast ejen-dom, jfr. 6. afsnit,

at der gennemføres en lov om ekspropriationunder ministeriet for offentlige arbejder,jfr. 7. afsnit, samt

at reglen i § 28, stk. 4, i lov nr. 95 af 29.marts 1957 om bestyrelsen af de offent-lige veje ændres i forbindelse med gen-nemførelsen af førstnævnte lov, jfr. oven-for s. 34.Om udformningen af nogle enkelte be-

stemmelser i udkast til lov om fremgangs-måden ved ekspropriation af fast ejendomhar der ikke været enighed i kommissionen.Det standpunkt, flertallet har indtaget tilde pågældende bestemmelser, har fundetudtryk i lovudkastet i betænkningens 6.afsnit. Om mindretallenes udtalelser skalman henvise til betænkningens 3. og 5.afsnit.

København i maj 1963.

E. A. Abitz. J. Bang Christensen. Palle Christensen. Thorning Christensen.formand

W. E. von Eyben. Rich. Honoré. H. Kjerns. E. Mouritsen. V. Rud Nielsen.

Svend Nielsen. T. Schelle. Th. Terndrup. B. Toft-Nielsen.

F. Tolstrup. E. Tuxen. F. Vildrik.

F. Reidar Jørgensen.