unge kriminelle. · unge kriminelle. young criminals. bachelorprojektet er udarbejdet af: helle d....

Unge kriminelle. Young criminals.

Bachelorprojektet er udarbejdet af:

Helle D. Jørgensen 04M-160856

Winnie Nielsen 04M-080776

Lone Nyborg 04M-160158

Ronald Petersen 04M-040355

Kolding Pædagogseminarium, juni 2007.

Afleveret den 11.6.2007 Antal anslag: 99.132

Vejleder: Leif Rye Hauerslev

Unge Kriminelle – Young criminals. _____________________________________________________________________________

2

_________________________ ________________________

Ronald Petersen, 04M-040355 Winnie Nielsen, 04M-080776

_____________________________ ______________________

Helle Dahl Jørgensen, 04M-160856 Lone Nyborg, 04M-160158

Winnie, Helle, Lone og Ronald, 04M, Kolding Pædagogseminarium


3

Indledning. ...........................................................................................................................................5

Problemstilling. ....................................................................................................................................6

Målgruppen. .........................................................................................................................................6

Emneafgrænsning.................................................................................................................................7

Metodevalg...........................................................................................................................................7

Lovgrundlag. ........................................................................................................................................8

Videnskabsteoretisk metode. ...............................................................................................................9

Hermeneutik.....................................................................................................................................9

Menneskesyn......................................................................................................................................10

Ungdomssanktion...............................................................................................................................10

Samfund. ............................................................................................................................................12

Anthony Giddens. ..........................................................................................................................12

Pierre Bourdieu. .............................................................................................................................15

Delkonklusion. ...................................................................................................................................19

Evalueringspunkter/Empiri. ...............................................................................................................20

Bowlby. ..........................................................................................................................................21

Antonovsky. ...................................................................................................................................25

Løsningsforslag..................................................................................................................................26

Efterværn............................................................................................................................................28

Pædagogens rolle i efterværnsfasen...............................................................................................29

Netværk..........................................................................................................................................30

Forebyggelse af børne- og ungdomskriminalitet. ..............................................................................34

Parent Management Training, PMT...............................................................................................35

Multisystematic Therapy, MST. ....................................................................................................36

Pædagogens rolle i forhold til PMT og MST.................................................................................39

Konklusion. ........................................................................................................................................40

Perspektivering. .................................................................................................................................43

Litteraturliste:.....................................................................................................................................44

Elektroniske kilder. ............................................................................................................................46

Bilag 1 – interview med socialpædagog ”M”. ...................................................................................48

Bilag 2 – interview med ung ”X”.......................................................................................................49



4

Bilag 3 – interview med sagsbehandler. ............................................................................................50

Bilag 4 – interview med ung ”Y”.......................................................................................................52



5

Indledning.

Den generelle samfundsudvikling har omkring årtusindskiftet været præget af to

udviklingstendenser. På den ene side er der sket en generel økonomisk fremgang med deraf

følgende lavere arbejdsløshed. På den anden side har vi set en tendens til fastlåsning af nogle

grupper i en marginal position med deraf følgende sociale problemer. Der har for de unge endvidere

været tale om, at der er blevet færre og færre af dem og det har betydet, at de har fået alle

muligheder med hensyn til uddannelse og job. Disse muligheder, forstår flertallet af de unge, at

udnytte, men der er nogle unge, som ikke kan udnytte disse muligheder. Når alle andre unge klarer

sig utroligt godt, kan de føle deres personlige nederlag som så meget større. Jo større afstand

mellem de succesfulde og de marginaliserede, jo større afstand mellem deres respektive normer og

adfærd. Set i dette lys, er der god grund til at forvente, at den ungdomskriminalitet, som vi bliver

vidner til, antager en grovere karakter, som følge af de forstærkede eksklusionsprocessor vi har

været vidne til de senere år1.

Færre unge begår kriminalitet, men de få der gør, har større tilbøjelighed til at blive fastholdt i et

kriminelt mønster2. Det er yderst sjældent, at de kriminelle handlinger, der begås af børn og unge

under eller lige omkring den kriminelle lavalder, er særligt alvorlige for samfundet. Den helt

afgørende grund til at interessere sig for deres kriminalitet, er derfor hensynet til børnene og de

unge selv. Deres kriminalitet er først og fremmest et problem, fordi den ofte er et symptom på, at de

aktuelt har andre og alvorligere problemer i deres dagligdag, og fordi det drejer sig om handlinger,

som kan give dem problemer, måske ikke aktuelt, men senere hen i deres liv. Derfor er det vigtigt i

arbejdet med og omkring børn, at kunne se symptomerne på mistrivslen, før barnet eller den unge

udvikler en kriminel adfærd.

Nyere undersøgelser har vist, at ca. 75 % af alle børn og unge begår noget kriminelt inden de fylder

18 år3. For langt de flestes vedkommende, er der tale om mindre lovovertrædelser, ofte forårsaget af

gruppepres eller ønske om spænding. Det mest almindelige er altså, at de unge holder op igen, men

en lille gruppe unge fortsætter med at begå noget kriminelt. Denne gruppes handlinger, vil typisk

accelerere, og dermed er et normskred i gang. Konkrete hændelsesforløb i sommeren og efteråret

2000, hvor flere tilfælde af røveri og gruppevoldtægt begået af unge under 18 år, fik stor

bevågenhed i medierne, resulterede i nedsættelse af en ekspertgruppe, som fik til opgave at vurdere,

1 Unge i det kriminelle felt, link 2 Det Kriminalpræventivt Råd. link 3 Ibid.



6

hvordan man kunne styrke indsatsen og reaktionsmulighederne overfor ”den hårde kerne af socialt

belastede og utilpassede unge”. Resultatet af denne vurdering, blev en rapport4, som mundede ud i

en særlig strafferetlig ungdomssanktion, som gjorde det muligt, at idømme unge kriminelle en 2-

årig socialpædagogisk behandling.

I 2005 blev en evaluering5 af ungdomssanktionen præsenteret. I denne kvalitative undersøgelse

konkluderer man, at der mangler sammenhæng i planlægningen, inddragelse af de unge og deres

forældre, fordeling af ansvar og kompetencer og behandlingsintegritet.

Sommeren 2006 kom den kvantitative undersøgelse af ungdomssanktionen. Undersøgelsen viste, at

ud af de første 148 gennemførte ungdomssanktioner, var der en recidivprocenten på 78 %6. Disse

faktuelle oplysninger, har gjort os interesseret i, at undersøge ungdomssanktionens problematikker

nærmere, for på den måde at komme med forslag til forbedringer og forhåbentlig at kunne påvirke

ungdomskriminaliteten og recidivprocenten. I denne forbindelse, vil vi beskæftige os med

efterværnsarbejde og forebyggelse. Dette fører os frem til følgende problemstillinger:

Problemstilling.

Hvordan kan man nedbringe recidivprocenten inden for ungdomskriminalitet og hvad er

pædagogens rolle?

1. Hvad er begrundelsen for at nogle unge bliver fastholdt i kriminalitet?

2. Hvilke metoder kan anvendes i den forebyggende fase?

3. Hvilke faktorer er vigtige i efterværnsfasen?

4. Hvad er pædagogens rolle?

Målgruppen. Etnisk danske unge kriminelle, der befinder sig i et ungdomssanktionsforløb.

Unge kriminelle der er vokset op i miljøer med høj frekvens af risikofaktorer i det primære netværk

og har været anbragte uden for hjemmet. Risikofaktorer i barndommen, er den betegnelse, der

anvendes om det fænomen, at der er en forøget risiko for, at et barn udvikler sociale problemer, når

4 Rapport om ungdomskriminalitet, 2001, link 5 Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning, 2005 6 Justitsministeriet, link



7

dets situation er karakteriseret ved tilstedeværelsen af faktorer, der påviseligt øger risikoen for at

barnet får problemer senere7.

Emneafgrænsning. Vi vil i opgaven hovedsagelig beskæftige os med forebyggelse og efterværnets betydning i forhold

til ungdomskriminalitet, det vil sige ungdomssanktionens fase 3. Vi har valgt at fokusere på

efterværnsindsatsen, da vi mener at den unge kriminelle, i denne fase på nuværende tidspunkt har

dårlige betingelser. Vi mener, det må være afgørende for recidivprocenten, at den unge kriminelle

får den bedst mulige start på en ny tilværelse, gennem støtte og vejledning, for at få en hverdag til at

fungere. Samtidig vil det være afgørende, at den unge kriminelle får opbygget nye netværk.

Metodevalg. Formålet med dette kapitel, er at redegøre for valg af metode for besvarelse af vores

problemstillinger.

For at give læseren en forståelse for netop vores måde at beskrive, reflektere og tænke på, har vi

indledningsvis valgt at beskrive vores hermeneutiske tilgang og menneskesyn.

Med denne vinkel som udgangspunkt, har vi for helhedsindtrykket og forståelsen skyld, først valgt

at fortælle lidt om Ungdomssanktionen, som er udgangspunktet for vores problemstilling. Herefter

vil vi belyse, hvorfor nogle unge bliver fastholdt i kriminalitet – og dette vil vi gøre ved at

præsentere det samfund, vores målgruppe er en del af i dag. Vi vil her, ligesom alle andre steder i

opgaven, løbende reflektere og teoretisere med relevante teoretikere.

Med udgangspunkt i vores problemstilling om, hvordan man kan nedbringe recidivprocenten for

ungdomskriminalitet, vil vi herefter analysere Ungdomssanktionen med det mål for øje, at finde

mulige løsningsforslag til forbedringer. Derfor inddrages diverse kvantitative og kvalitative

evalueringsrapporter omkring Ungdomssanktionen, samt 4 kvalitative interviews, som vi har

foretaget med hhv. sagsbehandler, pædagog og 2 kriminelle unge. Disse rapporter, som indeholder

kritikpunkter til ungdomssanktionen, samt de 4 interviews, bliver herefter hold op mod hinanden.

7 Ejrnæs Morten, Social opdrift – social arv, 2004



8

Resultatet af denne analyse lægger op til muligheder for forbedringer. Disse forbedringer, danner

således baggrund for besvarelsen af vores problemstilling.

Dette bringer os til efterværnsfasen, hvor vi vil sammenholde forskning omkring unges behov i

efterværnet med vores empiriske materiale. Resultatet af denne analyse, er et forslag til pædagogens

rolle i efterværnet, hvor specielt vores målgruppes netværk har interesse. Afslutningsvis vil vi

beskæftige os med forebyggelsen af kriminalitet generelt, ud fra princippet om, at det er bedre at

forebygge end at helbrede.

Vi vil løbende gennem opgaven beskæftige os med pædagogens rolle, i forhold til underpunkterne i

problemstillingen.

Interview. Med udgangspunkt i en kvalitativ undersøgelse, vil vi forsøge, at få svar på, hvad de unge

kriminelles – pædagogens og sagsbehandlerens holdninger og oplevelser er til og af

ungdomssanktionen. Vi har valgt den kvalitative metode, da metoden giver indsigt i praksis.

En kvalitativ undersøgelse er en dataindsamling af bløde data. Man vil derfor ofte hverken kunne

konkludere eller generalisere på analysens resultater, andet end på gruppen man har undersøgt, da

undersøgelsen er overvejende subjektiv8.

Vi har i vores interview af de unge kriminelle valgt, at anvende erfarings og adfærdsspørgsmål. Vi

vil således bede de unge kriminelle og pædagogen, fortælle om deres liv samt erfaring med

ungdomssanktionen. Vi har valgt denne form ud fra den begrundelse, at vi dermed forventer, at

opnå den største tryghed for den unge, da de unge kriminelle på den måde kan vælge, hvad de har

lyst til at fortælle os.

I forhold til interviewet af sagsbehandleren, har vi valgt at lade vidensspørgsmål være styrende, da

vidensspørgsmål afdækker en konkret persons specifikke viden om en bestemt ting9.

Lovgrundlag.

Lov om social service, § 58 a, stk. 5 – handleplaner.

8 Kompendium til sociologi. Fra Aguste Comte til Anthony Giddens Sociologiens udviklingshistorie og teori & Sociologisk metode, link 9 Ibid.



9

Straffelovens § 74 a – ungdomssanktionen.

Lov om Social Service, Efterværnsparagraffen §76 stk. 2,3 og 4.

Videnskabsteoretisk metode.

Hermeneutik.

I et fag som pædagogikken er det nødvendigt at kunne forstå andre mennesker, deres handlemåder

og samtidig kunne reflektere over disse. Derfor har vi valgt at tage udgangspunkt i den

hermeneutiske videnskabsteoretiske vinkel, da vi ønsker at opnå en dybere forståelse for de unges

tilbagevenden – recidivitet - til kriminalitet.

Hermeneutik stammer fra det græske ord hermeneuein, som betyder at forstå, at tyde eller at

fortolke, det vil sige, at det handler om at forstå gennem fortolkning.

Hermeneutikken anser alle menneskelige og menneskeskabte fænomener som meningsfulde, og der

kræves derfor en fortolkning for at forstå denne mening.

I vores projekt efterstræber vi en forståelse af meningen bag de unges recidivitet, derved går vi ind

og tolker på det fænomen vi har observeret og anvender den hermeneutiske metode.

Et vigtigt element i den hermeneutiske måde at tænke på er forforståelsen. Forforståelsen er det

system af bevidste og ubevidste antagelser, forestillinger, følelser og forventninger, som gør at vi

ser verden på en bestemt måde. Vi erkender pga. vores kulturelle erfaring og viden, som derved

giver os en bestemt virkelighedsopfattelse. Vi har så at sige vores forforståelse med i alt, hvad vi

gør, dvs. vi tolker på alt med baggrund i vores forforståelse. Forforståelse skal ikke nødvendigvis

opfattes som noget negativt, men derimod som noget der kan udvides, således er det vigtigt at man

medtænker denne forforståelse og er bevidst om den. Er man det, vil man hele tiden erkende noget

nyt og nå frem til en bedre forståelse af den anden.

Hermeneutikken anvender også begrebet historicitet, hvilket betyder at alle menneskelige

fænomener kun kan ses ud fra deres historiske sammenhæng10.

Denne tilgang vil vi tage højde for i vores projekt, da vi ikke mener at vi kan analysere de unge

kriminelle, uden at tage højde for konteksten de befinder sig i, altså en sociologisk indgangsvinkel.

10 Jacobsen, Bo, Videnskabsteori, 1999.



10

Menneskesyn.

Menneskesyn har betydning for, hvordan vi opfatter os selv og vore omgivelser. Menneskesyn

udtrykker grundlæggende opfattelser af den enkelte, dennes virke og muligheder i samfundet. Det

er vores menneskesyn der bestemmer hvordan og hvad vi tænker om andre. Dermed er det

menneskesynet der bestemmer, hvordan vi som pædagoger arbejder, og hvad vi vælger at

interessere os for.

Vores menneskesyn er overordnet humanistisk. Humanistisk menneskesyn tager udgangspunkt i at

mennesket er et subjekt - et frit handlende og ansvarligt væsen med en egenværdi. Grundsynet er at

mennesket aldrig er et middel, men altid et mål i sig selv. Endvidere er mennesket et socialt væsen,

der indgår i mellemmenneskelig kommunikationer11.

Vi mener mennesket skal ses holistisk, og at vi er et produkt af de relationer vi indgår i, og af det

samfund som omgiver os. Vi tror på, at vi fungerer i et dialektisk samspil med vores omgivelser,

hvor vi påvirkes og lærer af vores opvækst og samfundsvilkår, samtidig med at vi påvirker dem.

Vi vil i det følgende, i forhold til forståelsen af opgaven, beskrive indholdet i ungdomssanktionen

og deraf følgende evalueringspunkter.

Ungdomssanktion. Ungdomssanktionen er et alternativ til ubetinget fængselsstraf, som kan anvendes over for unge 15-

17-årige, som har begået grov personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Formålet er

at forebygge, at den unge begår ny kriminalitet, og den unge, der idømmes ungdomssanktionen,

”skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed”

(straffeloven, § 74 a).

Ungdomssanktionen blev udformet på baggrund af en rapport fra en ekspertgruppe nedsat af

regeringen i 2001.

Ifølge straffelovens § 74 a, stk. 2 afvikles sanktionen i tre faser.

11 Henriksen, Lenau Bjarne, Livskvalitet s. 53-54, 1992.



11

• Fase 1 består af et indledende ophold i en sikret institution af typisk to måneders varighed.

Hensigten hermed er dels at få stoppet den unges kriminelle handlinger gennem fjernelse fra

lokalmiljøet, dels at tilvejebringe grundlaget for den videre socialpædagogiske behandling.

• Fase 2 består i et længerevarende ophold i en almindelig døgninstitution (ikke sikret

institution) eller et egnet socialpædagogisk opholdssted, hvor den unge skal aktiveres med

undervisning eller arbejde. Opholdets varighed bør almindeligvis være på op til 12 måneder.

Skulle den unge imidlertid udvise en positiv udvikling, kan en hurtigere overføring af den

unge til ambulant regi blive aktuel.

• Fase 3 er en ambulant udslusningsfase med tilsyn af de sociale myndigheder, som afslutter

ungdomssanktionens forløb. Varigheden af denne fase afhænger af varigheden af fase 1 og

2, men skal dog mindst være på seks måneder.

Sanktionens forløb skal tilrettelægges gennem handleplaner. Handleplanerne skal udarbejdes af

kommunen og omfatte en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige

støtte til den unge12 ifølge Lov om Social Service, § 58 a.

I 2005 udkom evalueringsrapport ”Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning”13, der i sin

konklusion påpegede følgende problematikker.

• Manglende sammenhæng i behandling.

• Manglende inddragelse af de unge og deres forældre.

• Uklarhed om fordeling af ansvar og kompetence.

• Behandlingsintegritet.

• De unges udbytte af institutionsanbringelse.

Ungdomssanktionen er de senere år blevet evalueret fra forskellig side. Justitsministeriets

Forskningsenhed har foretaget kvantitative opgørelser af sanktionsforløbet baseret på

ungdomssanktionens første år. Fokus er rettet på varighed af anbringelser, antallet af

institutionsskift, årsag til institutionsskift mv.14. Socialforskningsinstituttet har gennemført en

12 Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning, 2005 13 ibid. 14 Justitsministeriets Forskningsenhed, link



12

kvalitativ undersøgelse baseret på interview om ti unges sanktionsforløb og praksis i nogle af de

institutioner, hvor sanktionen afvikles15.

Som vi har beskrevet i vores menneskesyn, mener vi at mennesket skal ses holistisk, at vi er et

produkt af de relationer vi indgår i, og af det samfund som omgiver os.

Vi mener, det er vigtigt at få en forståelse for den udsatte unges livsbetingelser, for herigennem at

finde ud af, hvordan pædagoger på bedst mulig måde støtter den udsatte unge. Derfor inddrager vi

sociologen Anthony Giddens, da han beskriver det senmoderne samfund.

Samfund.

Anthony Giddens.

Giddens taler om tre dynamikker, der har afgørende betydning for samfundet; nemlig ”adskillelse af

tid og rum”, ”udlejring” og ”refleksivitet”, vi vil berøre begreberne ”udlejring” og ”refleksivitet”.

Giddens taler ligeledes om tillid, ontologisk sikkerhed og selv-identitet.

• Udlejring: er sociale relationer der ikke længere er lokalt forankret16.

• Refleksivitet: betyder at mennesket regulerer handlinger på baggrund af refleksion.

Refleksivitet skal ses i lyset af aftraditionalisering17.

Giddens teorier beskriver moderniteten, ”hvad det vil sige at være moderne, netop den sociale

organisering af det nutidige samfund som en verden, der har lagt sin fortid bag sig, som et samfund

der ikke er bundet af de traditioner, skikke, vaner, rutiner, forventninger, den tro og de

overbevisninger, der karakteriserede dets historie18. Det vil sige, at Giddens taler om at adskille

nutiden fra fortiden. En adskillelse der betyder, at hvor vi førhen levede i en traditionel verden, så

lever vi i dag i en verden bestående af traditioner, sædvaner, trosforestillinger og forventninger, som

er tilpasningsdygtige, smidige ressourcer i en hektisk globaliseret verden.

Derfor rådspørger vi os i stigende grad med eksperterne, og gøres afhængige af deres ekspertise.

Når Giddens taler om ekspertsystemer, mener han systemer af teknisk art, som organiserer store

dele af vores materielle og sociale omgivelser. Ekspertsystemerne gennemtrænger de sociale 15 Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning, 2005 16 Giddens Anthony, Modernitetens konsekvenser, side 26, 1990. 17 Ibid. Side 38. 18 Giddens Anthony, Samtaler med Anthony Giddens, side 22, 2002



13

sammenhænge vi indgår i, om det er hvad vi spiser, hvad vi benytter som transportsystem eller

hvilken medicin vi bruger. Når vi f.eks. kører over en bro, behøver vi ikke spekulere på broens,

bilens og vejens konstruktion, vi accepterer risikoen og stoler på eksperternes viden og garanti. Da

vi ikke kan have indsigt i alle ekspertsystemerne, er vi nødt til at have tillid til, at systemerne virker.

Derfor spiller tillid en vigtig rolle i det senmoderne samfund. Vi må i vores dagligdag træffe en lang

række valg, og vi står alene når vi gør det. Vores valg er frigjort fra traditionen, og dermed

individuelle. Valg som må være baseret på tillid til, at vi har fået de rigtige informationer.

Det senmoderne samfund stiller store krav til individets refleksive formåen. Ifølge Giddens, betyder

denne fordring, at refleksiviteten strækker sig ind i vores inderste væsen, og i forlængelse heraf

bliver selve identitetsdannelsen hvad man kan kalde et ”refleksivt projekt”. Manglen på stabile

rollemodeller, og faste normer og værdier at forholde sig til betyder, at vi må søge og finde vores

identitet, ved at reflektere og reflekterer over alle de indtryk af forvirrende og modsigelsesfyldte

informationer vi får fra vores omverden. Vi reflekterer således over os selv, hvem vi er, og hvad vi

tænker og føler, samt hvordan vi handler. Vi reflekterer også over, hvordan vi virker på andre, for i

spejler os uafvendeligt i andre.

Et andet vigtigt begreb hos Giddens er den ontologiske sikkerhed ”Ontologisk sikkerhed er blot

én, men til gengæld meget vigtig, form for følelse af sikkerhed… vendingen refererer til den tillid,

som de fleste mennesker har til deres selvidentitets stabilitet eller til de omgivende sociale og

materielle handlingsmiljøers stabilitet”19. For at besidde følelsen af ontologisk sikkerhed, er det

altså meget vigtigt at have fornemmelsen af at ting, begreber, personer, og eget kontinuerlige selv

indeholder en dimension af pålidelighed. Ligesom dette er centralt for begrebet tillid. Ontologisk

sikkerhed er så at sige et eksistentielt begreb, der handler om at være, eller som Giddens udtrykker

det at eksistere i verden20. I forhold til refleksiviteten gør Giddens opmærksom på, at spørgsmål

uden rationelle svarmuligheder som eksempelvis, ”Eksisterer jeg virkelig?” ”Eksisterer andre?” og

”Er jeg den samme i dag, som i går?”, kan spille en rolle i forhold til at nedbryde den ontologiske

sikkerhed.

Giddens er dog alligevel optimistisk i forhold til sin samfundsdiagnose. Individer med stærk følelse

af selvidentitet og autonomi, vil leve en tilværelse i fremskridtets tegn. Men denne tilgang vil

naturligvis også øge skellet mellem individerne i samfundet.

19 Ibid s.82-83. 20 Ibid s. 83.



14

Når samfundet studeres udefra, mener Giddens at dette skal gøres ud fra strukturationsteorien.

Denne teori beskriver forholdet mellem aktør og struktur, og skal opfattes som en strukturdualitet.

En strukturdualitet som skal opfattes som en sammenhængende relation, hvor struktur både ses som

midlet til og resultatet af aktørernes handlinger. Det vil sige, at for at indgå i samfundet, skal der

være et samfund den unge kan indgå i. Når den unge indgår i samfundet, producerer og

reproducerer den unge samfundsstrukturen, som er forbundet med en række regler og rutiner.

Regler og rutiner som kan påvirkes eller udfordres via en reflekteret handling og dermed resulterer i

udvikling. Når den kriminelle unge vælger f.eks. at stjæle, kan samfundet reflektere over

handlingen, ved enten en stramning af sanktionsmulighederne eller ved at forsøge at forstå den

kriminelle unge som stjæler, for at få opmærksomhed. På denne måde skabes samfundet til

stadighed i en fortløbende struktureringsproces, som Giddens også betegner som social praksis.

Det er i denne sociale praksis, den unge skal begå sig med en viden om de fleste handlinger. Nogle

handlinger er udtrykt i praktisk bevidsthed, såsom at kunne spille fodbold uden at det kræver at

kunne redegøre for, hvordan det er fysisk muligt at sparke til bolden. Handlingerne er simpelthen

automatiserede.

En diskursiv forklaring indebærer, modsat den praktiske bevidsthed, at den unge kriminelle

eksplicit giver udtryk for, hvorfor den unge kriminelle f.eks. stjæler. Det kan ske på flere niveauer;

den unge kriminelle kan svare, at han stjal for spændingens skyld, for pengenes skyld eller han kan

komme med en forklaring om at han for pengene kan købe sig til anerkendelse i en given gruppe.

Således udtaler X:

… Han fortæller, at han startede sin karriere som kriminel som 9 årig, ved at stjæle af kassen i

den lokale brugs. ”Det var for spændingens skyld!” siger han.

Denne diskursive bevidsthed og refleksivitet omkring handlinger, medfører muligheden for at

ændre den unges handlingsmønstre. Det vil sige, at jo større diskursiv bevidsthed, jo flere

kompetencer og ressourcer vil den unge have i forhold til livet som helhed.

Den unge kriminelle som f.eks. ikke kan redegøre for, hvorfor han stjæler, er udtryk for en lav

praktisk bevidsthed, det vil sige en lav diskursiv bevidsthed, der på sigt vil have store konsekvenser

for den unge.

Refleksion.

Som vi tolker Giddens´ teori mener vi, at han ser at ”alle har lige muligheder”, dog vil det ikke for



15

alle være muligt at benytte sig af disse muligheder, da vi er udstyret med forskellige ressourcer. Det

er vi enige med Giddens i, da vi ser at de unge kriminelle, på grund af manglende ressourcer ikke er

i stand til, at indfri samfundets mest basale krav. F.eks. alle de uskrevne regler, sociale

omgangsformer, etik og moral.

I forhold til Anthony Giddens teori om senmoderniteten kan vi nikke genkendende til, at samfundet

i dag er i en hurtig udvikling. Der sker hele tiden forandringer, hvilket de unge også skal forholde

sig til. For nogle unge kan det være vanskeligt hele tiden at skulle følge med i de nye tendenser, der

indebærer, at de unge skal træffe mange valg og beslutninger.

Derfor spiller tillid en vigtig rolle i senmoderniteten. For at kunne have denne fundamentale tillid –

ontologisk sikkerhed, er det vigtig, at man i den tidlige barndom har haft en rolig og tryg opvækst,

derved vil man have en større fundamental tillid. Ved en tryg barndom vil man være rustet til at

gebærde og udholde senmodernitetens konstante forandring.

Hvor Giddens mener at vi grundlæggende er i stand til at forstå og forklare, hvorfor vi handler som

vi gør, at vi som aktører er fundamentalt set vidende og kyndige, mener Bourdieu at vi er styret af

vores habitus. Dette vil vi i det følgende afsnit anskueliggøre.

Pierre Bourdieu.

Bourdieus habitusteori er en socialiseringsteori, som forklarer hvorledes individet tidligt får nedlagt

nogle fundamentale kriterier for at begå sig i og opfatte verden, og hvorledes individer gennem de

fællesskaber, eller sociale rum de indgår i, udvikler virkelighedsnære kognitive handlestrategier.

Bourdieu beskæftiger sig i sin teori med følgende begreber21:

Det sociale rum.

Det sociale rum repræsenterer et system af objektive relationer mellem forskellige mulige

kombinationer af relevante magtforhold og ressourcer22.

Kapital.

Ifølge Bourdieu bliver vores habitus dannet af forskellige kapitaler, som forudsætter at markedet har

fastsat normen for værdien:

21 Wilken Lisanne, Pierre Bourdieu, 2006 22 Bourdieu, Pierre, Af praktiske grunde, 2003



16

• Den økonomiske kapital repræsenterer økonomisk status.

• Den sociale kapital er vores netværk af vigtige kontakter og bekendtskaber, som man kan

trække på for at klare sig igennem tilværelsen.

• Den kulturelle kapital handler bl.a. om beherskelse af de sociale koder, tøj, dannelse,

kropsholdning og uddannelse.

• Alle tre kapitaler kan fremstå som symbolsk kapital, når de tillægges særlig værdi. En

lækker bil (økonomisk kapital) kan hos nogle sociale grupper symbolisere status.

Klasse.

Ifølge Bourdieu er klasser en teoretisk konstruktion, hvor man forsøger at samle individer i klasser

der er så ens positioneret som muligt og adskilt fra de positioner de ligger længere fra23. Den

sociale differentiering i det sociale rum, består af individer med lignende størrelser af samlet

kapital, lignende kapitalformer og lignende habitus, der tilsammen kan ses som udgørende en slags

fællesskaber eller klasser24. Disse klasser, mener Bourdieu, har i varierende grad adgang til magt,

og de der besidder det største omfang af en eller flere kapitalformer, er således de der præger

samfundet mest.

Felt.

Ifølge Bourdieu består samfundet af en række relativt autonome systemer, det vil sige sociale rum

med hver deres specifikke logikker, magtrelationer og krav – Doxa. Indenfor feltet vil individer som

aktører, stå i indbyrdes konkurrerende sociale positioner, f.eks. hvem leder, hvem definerer magten,

hvem er anerkendt eller ikke. Individet er et produkt af et felt i den forstand, at feltet strukturerer

individets habitus indenfor feltets muligheder og nødvendigheder. Omvendt udfolder individet sig i

feltet som den verden, der giver det mening, netop fordi feltet har de værdier, det kan betale sig at

efterstræbe.

Ethvert felt søger at opretholde sig selv, sin position, gennem at styrke sin magt og kapital, og dette

kan ske ved at skabe adgangskriterier til feltet, dels ved at forsøge at ekskludere nogle fra det, og

ved at definere retten til overhovedet at befinde sig i feltet.

23 Bourdieu, Pierre, Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori, s. 26, 1997. 24 Ibid. s. 27



17

Symbolsk vold.

Bourdieu definerer symbolsk vold som magten til, at få en given virkelighedsforståelse til at fremstå

som objektiv og sand, uden at det er klart for de involverede, at der er tale om en vilkårlig

virkelighedsforståelse, ligesom det heller ikke er klart, at alternative virkelighedsforståelser

samtidig udelukkes. Symbolsk vold involverer således ikke fysisk magt. Udøvelsen af symbolsk

vold involverer magten til at navngive og klassificere, og dermed magten til at få ting til at

eksistere. Gennem navngivning og klassifikation kan man få agenterne til at tro på bestemte

udlægninger af, hvordan verden er indrettet, og derigennem kan man sikre reproduktionen af de

eksisterende magtrelationer.

Udøvelsen af symbolsk vold formaliseres i det, Bourdieu har kaldt ”pædagogisk handling”, hvilket

vil sige alle former for undervisning i eller information om, hvordan verden er indrettet25.

Habitus.

Bourdieu peger på, at for at forstå menneskets sociale handlen, er det vigtigt at forstå sociale

forskelle, som sidder dybt forankret i os Således definerer han begrebet habitus som de

kropsliggjorte objektive livsvilkår, der gør os mennesker i stand til at handle, som vi gør. Alle de

påvirkninger og erfaringer vi udsættes for, selvskabte såvel som påførte, lagres i kroppen og bliver

til vores habitus. Når vi befinder os i forskellige kontekster, påvirkes vi af omgivelserne, og dermed

er vores habitus altid i forandring. Det er derfor vores habitus, der er bestemmende for, hvordan vi

handler.

Refleksion. Når vi betragter vores målgruppe i forhold til Bourdieu’s teori, gør det sig gældende, at når en ung

befinder sig i et kriminelt felt/social rum, opbygger de unge kriminelle et fællesskab, hvor vennerne

går forud for lovene. I dette felt vil det være afgørende hvilken habitus og kapital den unge

kriminelle har eller tilegner sig, i forhold til den symbolske vold, altså magtforholdet og dermed den

unge kriminelles position i feltet. Når den unge kriminelle på den måde ”tilpasser” sig feltets doxa,

vil det bevirke en anerkendelse af den unge kriminelle. En anerkendelse, som samtidig er

medvirkende til en fastholdelse af den unge kriminelle i feltet, da det til enhver tid vil være bedre, at

være medlem af et fællesskab, end at være alene. Kriminalitet kan således blive en alternativ vej til

25 Lisanne Wilken, Pierre Bourdieu, Kap. 4, 2006.



18

opnåelse af status og prestige, men der er naturligvis ikke nogen automatisk sammenhæng mellem

symbolsk værdi og kriminalitet.

Når man som menneske bliver set på som mindreværdig, bliver kategoriseret, tildelt en bestemt

symbolværdi, opfattet som værdiløs, vil det være naturligt at protestere, tage kampen op sammen

med ligesindede, med den konsekvens at man understreger den allerede tildelte symbolværdi.

Gennem protesten understreges distancen til mennesker, med andre symbolske værdier.

Bourdieu mener, at mennesker ikke kun er deltager i sociale kampe om relevante kapitalformer i

relativt autonome felter på baggrund af de dispositioner, der findes i deres habitus, men samtidig er

medlemmer af et samfund som består af klasser. Bourdieu taler således om en samfundsforståelse,

som vi i høj grad kan nikke genkendende til. Et samfund, hvor individerne f.eks. i uddannelsesfeltet

er medvirkende til reproduktion i form af chanceulighed. En reproduktion som betyder, at de unge

kriminelle i kraft af deres habitus fastholdes i en udsat position. For de unge kriminelle betyder det,

iflg. Bourdieus empiriske materiale26, at uddannelsesmæssige kvalifikationer så at sige nedarves,

hvilket fører til chanceulighed. Chanceuligheden vil for de unge kriminelle betyde, at når de ikke

formår at indfri de forventningen som uddannelsessystemet har til dem, vil de ikke kunne opnå den

symbolske kapital, som kan bevirke at de unge kriminelles sandsynlighed for at bryde med det

kriminelle felt formindskes.

Bourdieu’s teori om reproduktion, sammenholdt med statistisk materiale omkring uddannelse og

kriminalitet, bekræfter en tendens til fastholdelse i kriminalitet. Følgende tabel27 viser således, at

sandsynligheden for at få en dom, hvis forældrene kun har en almen uddannelse, er større end

øvrige unge. Retfærdigvis skal siges, at tabellen også viser, at der er rigtig mange unge, som ingen

dom får og som har forældre med almen uddannelse.

26 Prieur Annick, Sestoft Carsten, Pierre Bourdieu – En introduktion, s.73, 2006 27 Danmarks Statistik, Børns Statistik, s. 177, 2002



19

Delkonklusion.

Når vi skal forsøge at forklare, hvorfor nogle unge fastholdes i kriminalitet, er der mange faktorer vi

bør tage højde for.

Som vi har anskueliggjort gennem Giddens teori, mener vi at de forventninger/muligheder den unge

står overfor i det senmoderne samfund, ofte kan virke uopnåelige i forhold til den unge. Der stilles

krav om at være refleksiv, og kunne træffe egne valg og tage ansvar derfor. Disse krav kan for

andre opleves som værende overkommelige, men for unge kriminelle være svære at honorere, på

grund af manglende ressourcer. Samtidig har aftraditionaliseringen bevirket, at de unge kriminelle

ikke kan søge råd og vejledning i tidligere tiders visdom, men må have tillid til ekspertsystemets råd

og vejledning. Denne tillid er de unge kriminelle ikke i besiddelse af, på grund manglende

ontologiske sikkerhed, da de sandsynligvis er vokset op i et miljø hvor kontinuerlighed og

pålidelighed har været fraværende.

Ofte er disse unge, iflg. Bourdieu, et produkt af individernes reproduktion af samfundet, med

hensyn til uddannelsesmuligheder, hvilket bevirker en chanceulighed som sandsynligvis fastholder

de unge i en bestemt social klasse, som indeholder en habitus, som ikke hænger sammen med

uddannelsessystemets habitus. Samtidig viser statistisk materiale, at unge af forældre med

manglende eller almen uddannelse har større risiko for at blive kriminelle.



20

Evalueringspunkter/Empiri.

Vi vil i det følgende beskæftige os med ungdomssanktionens evalueringspunkter28 og sammenholde

med vores empiriske materiale. Det empiriske materiale er en kombination af statistikker og

kvalitative interviews (se bilag 1-4). Vi er bekendt med at evalueringsrapporten indeholder 5

kritikpunkter, men vil dog lægge hovedvægten på de punkter vi mener, ligger inden for det

pædagogiske arbejde. Vi ønsker ikke at ændre ungdomssanktionen, da vi er bevidste om, at det ikke

ligger indenfor vores kompetenceområde, men vil påpege, hvor der eventuelt gennem

satspuljemidler - 67 mill. Kr som blev bevilget i 2006 til fordeling over en 4-årig periode29, kunne

ske forbedringer, for på den måde at opnå en større succesrate for nedbringelse af recidivprocenten.

Evalueringspunkterne er følgende:

• Manglende sammenhæng i behandling: Sagsbehandlerne har problemer med at opstille klare

mål og få angivet hvordan man når dertil.

• Manglende inddragelse af de unge og deres forældre: Sagsbehandlerens begrænsede

mulighed for at inddrage de unge og forældrene i forløbet og på den måde motivere og

ansvarliggøre den enkelte.

• Uklarhed om fordeling af ansvar og kompetence: Institutionernes og de ansattes arbejde med

at motivere de unge, ser ud til at være hæmmet af, at forløbene er splittet op i tre faser, og at

ansvar og indflydelse ikke rækker ud over opholdets længde.

• Behandlingsintegritet: Der er mangel på behandlingstiltag på institutionerne. Det faglige

grundlag og metoder mangler klarhed.

• De unges udbytte af institutionsanbringelse: Anbringelse på de socialpædagogiske

institutioner, rammer ikke behovet hos ret mange af de unge.

Vi vil i det følgende sammenholde de forskellige punkter med vores målgruppe, og i den

forbindelse komme ind på de unge kriminelles problemer i forhold til – tillid og handlekompetence.

Samtidig vil vi koble til vores empiri. Til sidst vil vi komme med løsningsforslag til de

gennemgåede problematikker.

28 Ungdomssanktion i kvalitativ belysning, 2005. 29 Socialministeriet, link



21

Evalueringen påpeger:

• Uklarhed om fordeling af ansvar og kompetence: Institutionernes og de ansattes arbejde

med at motivere de unge, ser ud til at være hæmmet af, at forløbene er splittet op i tre faser,

og at ansvar og indflydelse ikke rækker ud over opholdets længde.

Hvis man studerer den kvalitative evalueringsrapporten nærmere, fremgår det at det er et problem,

at to tredjedel af de unge kriminelle i et sanktionsforløb oplever mange skift mellem institutionerne

eller mellem institutioner og hjem.

Samtidig oplyses, at det er et problem for institutionerne i fase 2, at kommunerne ofte vælger at

tilbyde den unge kriminelle en anden og ny kontaktperson i fase 3.

Disse problematikker mener vi er af afgørende betydning, for et positivt udfald af den unge

kriminelles afsoning af ungdomssanktionen.

I arbejdet med og omkring de unge kriminelle vil, tilliden i relationen ung - voksen være en

altafgørende faktor i forhold til et positivt samarbejde og udvikling. Tilliden kan siges at have i

hvert fald tre funktioner i det sociale rum. Den gør sociale handlinger forudsigelige, den skaber en

fornemmelse af sammenhørighed og den gør det nemmere for personer at arbejde sammen.

Ud fra den frekvens af risikofaktorer30 vores målgruppe gennem deres opvækst har været omgivet

af, sammenholdt med empiriske materiale for anbragte børn31, mener vi der er en øget

sandsynlighed for at de unge kriminelle er vokset op under uforudsigelige og ustrukturerede

forhold. Dette har betydet, at de ofte har oplevet svigt og brud fra voksne, gennem deres opvækst

Svigt og brud som kan give den unge kriminelle mistillid til relationer mellem den unge kriminelle

og andre voksne. Dette beskæftiger John Bowlby sig med i sin tilknytningsteori.

Bowlby.

Ifølge Bowlby32, er det en del af menneskets natur at stræbe efter at etablere stærke følelsesmæssige

bånd til særlige betydningsfulde andre, og etableringen af nære relationer er afgørende for barnets

30 Risikofaktorer i barndommen, link 31 Ibid. s. 50. 32 Bowlby, John, En sikker base, 1988.



22

psykiske udvikling. I de tidlige tilknytningsrelationer grundlægges arbejdsmodeller for individets

opfattelse af sig selv.

En person præget af tryg tilknytning, har tillid til at andre kan og vil hjælpe, hvis personen skulle få

behov for det, ligesom personen har adgang til en tryg base, som er fundamentet for at kunne

arbejde konstruktivt med sin indre og ydre verden. Personens forestilling af sig selv og andre er

herigennem overvejende positivt. Forstyrrelser i de tidlige tilknytningsrelationer, kan bidrage til

forstyrrelser i senere mellemmenneskelige relationer og udvikling af empati og selvrefleksion

reduceres kraftigt.

Bowlby beskriver hvor vigtig den tætte kontakt er til moderen, i den første del af barnets leveår, og

hvilke konsekvenser det kan få for barnet, hvis barnet ikke oplever denne tætte kontakt. Samtidigt

pointerer Bowlby, at barnet altid vil knytte sig til sin omsorgsperson uanset hvilken kvalitet denne

tilknytning er af, da det er nødvendigt for barnets overlevelse, og at tilknytningen ligger dybt

forankret i menneskets natur. Dermed mener Bowlby, at den basale tillid etableres allerede i det

tidlige samspil mellem forældre og barn, og at dette har betydning for den videre dannelse af

barnets psykiske udvikling, og dermed en betydning for om det enkelte barn møder omverdenen

med tillid eller mistillid.

De kriminelle unge har ikke haft adgang til en tryg base, da de er vokset op i miljøer, hvor de

primære omsorgspersoner enten har været fraværende eller været meget ustabile og uforudsigelige,

X fortæller at:

Under en ferie begår moren, som er psykisk syg, selvmord. På dette tidspunkt er X 8 år.

Efterfølgende begynder faren at drikke, og X kommer som 9-årig i familiepleje. X er i denne

familiepleje i 4år, og kommer herefter i 3 andre familieplejer.

Ifølge Bowlby kan man, alt efter hvordan barnets betingelser for tilknytning har været, identificere

tilknytningen indenfor tre primære tilknytningsmønstre:

• Det sikre tilknytningsmønster – barnet er fuld af tillid til at omsorgspersonen er til rådighed,

og vil reagere og hjælpe hvis barnet har behov for det.

• Det ængstelige, klæbende tilknytningsmønster – barnet er ikke sikker på om

omsorgspersonen vil være til rådighed. På grund af denne usikkerhed vil barnet være

tilbøjelig til at udvise adskillelsesangst, være klynkende og bange for at udforske verden.



23

• Det ængstelige, undvigende tilknytningsmønster – barnet tror ikke på at omsorgspersonen

reagerer, men forventer at blive afvist. Barnet vil forsøge at leve sit liv uden andres

kærlighed og støtte.

De tilknytningsmønstre der observeres hos etårige, viser prospektive undersøgelser, at når det

enkelte tilknytningsmønster først er udviklet, er det tilbøjeligt til at vare ved.

Det der karakteriserer tilknytningsmønstrene senere i livet er følgende:

• Det sikre tilknytningsmønster – personen betegnes som samarbejdende, populær, ukuelig

og ressourcerig.

• Det ængstelige, klæbende tilknytningsmønster – personen betegnes som urimelig

opmærksomhedssøgende, anspændt, impulsiv, let at frustrere eller passiv og hjælpeløs.

• Det ængstelige, undvigende tilknytningsmønster – personen betegnes emotionelt isoleret,

fjendtlig eller asocial og urimelig opmærksomhedssøgende33.

Som en naturlig konsekvens af de svigt de har været udsat for, vil de forsøge at beskytte sig selv.

Dette sætter samtidig de unge kriminelle i et dilemma, idet de gerne vil have kontakt til andre

voksne, men samtidig ikke vil sænke paraderne, og dermed risikere at udsætte sig selv for nye

nederlag34.

Når den unge kriminelle udviser en fjendtlig og asocial adfærd, vil det ofte føre til konfrontationer,

som kan medføre at man udelukkes fra kompetencegivende fællesskaber. Samtidig vil de

sandsynligvis få problemer med at skabe emotionelle bånd, da de ikke har den fornødne tillid,

hverken til sig selv eller andre35.

Bowlby er som udgangspunkt overbevist om, at menneskers situation kan forandre sig til det bedre.

Det vil sige, at man på trods af vanskeligheder med tilknytningen tidligt i livet, stadig har

muligheden for en god og sund tilknytning senere i livet. Udgangspunktet er netop, at barnet er født

socialt og indeholder evnen til tilknytning.

33 Ibid s. 138-139. 34 Schwartz, Ida, Socialpædagogik og anbragte børn, s.171, 2003 35 Bowlby John, En sikker base, s.134, 1988.



24

Vi har i dette afsnit forsøgt at anskueliggøre, hvorfor unge kriminelle kan have problemer i forhold

til tilliden til andre. I det følgende, vil vi beskæftige os med begrundelse for den unge kriminelles,

manglende handlekompetence.

Evalueringsrapporten påpeger:

• Manglende inddragelse af de unge og deres forældre: Sagsbehandlerens begrænsede

mulighed for at inddrage de unge og forældrene i forløbet og på den måde motivere og

ansvarliggøre den enkelte.

I forhold til dette punkt, redegøres der for, at de udarbejdede handleplaner ofte er diffuse og

abstrakte, i forhold til konkrete og langsigtede mål. Samtidig nævnes at den enkelte unge kriminelle

ikke er i stand til at fortælle hvad planen indeholder36.

Når man betragter denne problematik, set i forhold til de unge kriminelle, mener vi at det er en

kombination af flere faktorer.

Sagsbehandlerens arbejdsbetingelser forstået på den måde, at sagsbehandleren lovmæssigt er

begrænset. Sagsbehandleren udtaler: ”Vi forsøger efter bedste evne at opfylde den unges ønsker,

men det er jo ikke et ta’ selv bord, da vi er bundet lovgivningsmæssigt af paragraffen for

handleplaner… Yderligere er vi påvirket af at skulle være effektive, da vi kun har 2 måneder til

sagsbehandlingen”.

Den unge kriminelles manglende handlekompetence. Når mange unge kriminelle, ifølge rapporten,

giver udtryk for, at de ikke kender til eller forstår indholdet i deres handleplaner, mener vi det kan

forklares med at de unge kriminelle i høj grad mangler handlekompetence, at kunne mestre livets

udfordringer. Således mangler de enhver forståelse for hvordan, de kan være med til at ændre deres

liv37.

For at kunne mestre sit liv i denne meget komplekse og abstrakte verden, er det nødvendigt at vores

eksistens giver mening for os selv. De mange sammenhænge eller arenaer som vi færdes i, gør at vi

til stadighed skal være meget mere omstillingsparate.

36 Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning, 2005 37 Ibid.



25

Antonovsky. For at kunne mestre de udfordringer vi som individer kommer ud for eller selv søger, bruger Aaron

Antonovsky begrebet, Følelsen af Sammenhæng.

I denne teori, er der tre punkter som skal opfyldes for at give os mennesker en robusthed og en

stærk tro på vi kan mestre de udfordringer som livet byder på.

• Begribelighed: - hvordan man oplever indre og ydre stimuli som fornuftsmæssige

begribelige.

• Håndterbarhed: - i hvilken udstrækning man oplever ressourcer til rådighed til at møde krav.

• Meningsfuldhed: - i hvilken udstrækning man finder at livet er værd at investere energi i38.

Følelsen af sammenhæng kommer fra forskellige læreprocesser gennem livet, hvis altså

læreprocesserne har den rette karakter og kvalitet. Når Antonovsky beskæftiger sig med følelsen af

begribelighed, mener han at det er nødvendigt at have oplevelsen af, at den fysiske og sociale

verden ikke ændrer sig hele tiden.

Som vi tidligere har anskueliggjort, viser undersøgelser39at der er en øget sandsynlighed for, at de

unge kriminelle er vokset op under uforudsigelige og ustrukturerede forhold. Dette har

sandsynligvis bevirket, at deres fysiske og sociale verden har ændret sig, altså ikke har indeholdt

rutiner og konsekvenser, som er afgørende for at erhverve følelsen af begribelighed. Når

sagsbehandleren således stiller krav, som den unge kriminelle ikke besidder ressourcer til at indfri,

til den unge kriminelle om at formulere ønsker for sit liv, vil det være problematisk for den unge

kriminelle at kunne afstemme sine egne behov, med de forventninger sagsbehandleren har til den

unge kriminelle. Den unge kriminelle vil derfor blive oplevet, som værende ikke motiveret eller

samarbejdsvillig.

Ifølge Antonovsky er sygdom, krise, konflikter og spændinger noget helt almindeligt i livet.

Antonovsky beskriver disse tilstande som stressorer, en stressor defineres, som et krav, som en

organisme eller en person ikke har nogen umiddelbart tilgængelig og automatisk tilpassede svar

på.

38 Jensen, Torben K., Johnsen, Tommy J., Sundhedsfremme i teori og praksis, s. 89, 2004 39 Risikofaktorer i barndommen, link



26

Samtalen med sagsbehandleren kan for den unge kriminelle i sig selv virke som en stressor, da den

unge kriminelle ikke har begribelighed og erkendelse af egen situation.

Stressorer behøver ikke altid være negativt betonede, men kan under de rette betingelser være

udviklende og på sigt øge modstandskraften, såfremt den enkelte unge kriminelle støttes af nære og

givende omsorgspersoner40.

Løsningsforslag. Når vi anskuer førnævnte problematikker, mener vi, at det vil være af afgørende betydning, at der

tilknyttes et kontaktteam bestående af pædagoger som sikrer en stabilitet, hvilket bevirker at der

altid vil være en pædagog til stede, som den unge kriminelle kender. Teamet er det samme gennem

alle ungdomssanktionens faser. For de unge i vores målgruppe vil det som før nævnt, være

afgørende i forhold til et positivt samarbejde og den unge kriminelles tryghed og tillid, at tilstræbe

at dette team udgør en sikker base som står rådighed under hele forløbet - et udsagn som støttes af

vores interview med den unge:

Y har under hele forløbet haft sin sagsbehandler som en gennemgående person,- ”Hun har

simpelthen været guld værd”- hvilket hun betragter som en fordel, da hun har oplevet andre unge

omkring sig der var forvirrede i forhold til skift af sagsbehandler.

Vi forestiller os, at teamet kan skabe et tillidsforhold til den unge kriminelle, som kan benyttes såvel

i handleplan, pædagogisk regi og efterværnsfasen.

Kontinuiteten mangler ofte i dag, bl.a. fordi sagsbehandleren ikke har tilstrækkeligt kendskab til den

unge kriminelle og/eller ungdomssanktionen, og at der ikke altid er tid til den opfølgning, som er

nødvendig, for at få sanktionen til at fungere, således udtaler sagsbehandleren at:

Dog arbejder vi ud fra at den unge skal opnå små succeser oplevelser, men går dog aldrig i detaljer

når vi senere evaluerer på målene. Yderligere er vi påvirket af at skulle være effektive, da vi kun

har 2 måneder til sagsbehandlingen… Efterfølgende har sagsbehandleren mulighed for et møde

med den unge alene, dette vanskeliggøres dog ofte af, at sagsbehandleren og den unge ikke kender

hinanden…

40 Jensen, Torben K., Johnsen, Tommy J., Sundhedsfremme i teori og praksis, 2004



27

Teamet ville, efter relevant efteruddannelse, kunne varetage denne funktion ud fra et indgående

kendskab til, såvel den unge kriminelle som ungdomssanktionens betingelser. Samtidig kunne

teamet udgøre bindeleddet, mellem den unge kriminelles primære netværk og systemet.

I det pædagogiske regi /opholdsstedet ville teamet kunne udgøre en afgørende betydning, i forhold

til udarbejdelse af såvel den unge kriminelles handleplan som netværksarbejde. Således udtaler

pædagogen at:

M forklarer at overordnet er institutionens styringsredskab kommunens handlingsplaner.

Handlingsplaner som M mener ofte er mangelfulde, da de ikke er udarbejdet i samarbejde med den

unge og forældre. I forhold til netværksarbejde er de på stedet begrænset af deres normering,

hvilket betyder at netværksarbejdet er mangelfuldt.

I forhold til udarbejdelse af handleplaner, har en udredning fortaget over 25 afsluttede

ungdomssanktionsforløb41 vist, at i flere tilfælde savnes handleplaner, selv om disse ifølge

servicelovens § 58 a burde foreligge senest 8 dage efter kendskab til den unge kriminelles alvorlige

kriminalitet/indskrivning i sikret afdeling. I flere tilfælde foreligger der et formelt udfyldt

handleplansskema, som nærmest må siges at indeholde en 'antihandleplan', idet sagsbehandleren har

anført, at der på grund af den unge kriminelles varetægtsfængsling p.t. ikke er muligt eller

hensigtsmæssigt at udarbejde en plan!

Det gennemgående team, vil samtidig komme til at indgå i udvidelsen af efterværnsfasen, som vi

foreslår, og som vi vil beskrive i efterværns-afsnittet.

Den kontinuitet vi herigennem skaber, mener vi kan skabe en positiv udvikling for den unge

kriminelle i tiden efter afsoningen og på den måde sandsynligvis får indvirkning på

recidivprocenten.

Som nævnt tidligere i opgaven, er det vores hensigt at påpege, hvor der gennem evt. satspuljemidler

kunne ske forbedringer i forhold til ungdomssanktionen.

Dette leder os frem til i det følgende, at ville beskrive efterværnsfasen vigtighed.

41 Unge med dom til ungdomssanktion – en udredning af 25 afsluttede forløb, link.



28

Efterværn.

Lov om Social Service, Efterværnsparagraffen §76 stk. 2,3 og 4.

Sådan som efterværnet fungerer i dag lægges der op til, at man fra kommunens side skal vurdere fra

sag til sag om der er et behov, dog kan den unge kriminelle anke sagen. Vi forestiller os, at ændre

på dette ved at foreslå at der i ungdomssanktionen tilføjes, at den unge kriminelle skal tilbydes at

modtage efterværn i op til et år efter 3. fase.

I forbindelse med efterværnsindsatsen er der forsket i, hvad den unge har behov for, og hvilke

problemer der udspringer i overgangen fra institutionen til en hverdag uden for institutionerne.42 I

forbindelse med denne forskning vil vi oplyse, at den er foretaget på baggrund af anbragte unges

problematikker. Denne målgruppes problemer mener vi, kan sammenlignes med vores målgruppes

problemer. Derfor mener vi, at undersøgelsen også er brugbar i vores situation.

Undersøgelsen viser, at de væsentligste problemer de unge ønsker støtte til er:

• Ordentlige boligforhold, økonomisk støtte til at etablere sig materielt og oplysninger om

disse økonomiske støttemuligheder, så deres økonomiske situation ikke er mere presset end

nødvendigt.

• Støtte til skolegang, uddannelse og arbejde.

• Kontakt til stabile voksne, som kan give praktisk og emotionel opbakning, og som kan

udgøre et netværk for den unge, og hjælpe med at etablere egne netværk. Men også hjælpe i

forhold til mere praktiske forhold, som for eksempel at lære de unge de praktiske

livsfærdigheder, det kræver at kunne få en hverdag til at fungere.

• Nogle unge kan også have behov for en mere professionel hjælp til at arbejde med personlig

udvikling, problematiske oplevelser fra barndommen og til at arbejde mod bedre selvværd.

Denne hjælp kan eksempelvis gives gennem terapeutiske forløb hos en psykolog.

42 Espersen, Dreyer Laila, Fra anbringelse til efterværn, 2004



29

Efterværn defineres som en indsats, der ydes til unge – både under og over 18 år – med det

formål at integrere de unge i samfundet, give dem en ekstra støtte og tryghed og give dem

mulighed for en glidende overgang til en selvstændig voksentilværelse43.

Pædagogens rolle i efterværnsfasen. Når unge kriminelle har været institutionaliseret igennem en årrække, er der stor sandsynlighed for

at de føler sig ensomme og isolerede, når de skal til at bo for sig selv44. Ofte er det karakteristisk for

de unge kriminelle at de har svage primære netværk, derfor står de alene med deres eventuelle

problemer. Dette faktum mener vi, er af afgørende betydning for at de unge kriminelle ofte vender

tilbage til deres gamle kriminelle felt. Derfor mener vi, at vi som pædagoger og kontaktpersoner,

skal hjælpe den unge kriminelle til at opnå symbolsk kapital, og dermed øge deres selvrespekt, for

på den måde at kunne bryde med deres tidligere felt.

I overgangen fra institutionsverdenen til et liv for sig selv i samfundet, vil der for den unge

kriminelle være mange praktiske foranstaltninger som skal falde på plads. De unge kriminelle har

ofte haft en beskyttet tilværelse i forhold til disse krav, og vil sandsynligvis derfor komme til at

opleve f.eks. det at skulle få en økonomi til at hænge sammen som uoverskuelig. Altså bliver de

udsat for stressorer som de ikke har ressourcer til at mestre. Her mener vi, pædagogen har en rolle

som den der efterhånden, afhængig af den unge kriminelles ressourcer, skal inddrage den unge

kriminelle i disse forhold. Det vil sige vi, skal tage højde for den unge kriminelles nærmeste

udviklingszone – NUZO, som ifølge Wygotsky beskrives som afstanden mellem det

udviklingsniveau, den unge kriminelle allerede har nået og det niveau han/hun er på vej mod. Det

vil sige, at det er afgørende at kende den unge kriminelles nuværende niveau, for at kunne hjælpe

ham/hende videre til det næste. Dette indebærer hjælp fra andre45.

Denne proces skal foregå, så den unge kriminelle efterhånden får en fornemmelse for at begribe

sammenhængen, i det at have orden i sin økonomi og derved tilegne sig en mere stabil og

forudsigelig hverdag. Et eksempel kunne være, at den unge kriminelle i starten ikke mestrer alle

facetter i et husholdningsbudget, men kun dele af det – f.eks. ville det være muligt for den unge

kriminelle at handle til daglig forbrug, men ikke at kunne overskue om der var penge til sidst på

måneden. 43 Ibid. 44 Risikofaktorer i barndommen, s.47, link 45 Bråten, Ivar, Wygotsky i pædagogikken, 1996



30

Det er vigtigt, for at få mening i tilværelsen, at den unge kriminelle er nødt til at være subjekt og

have en opfattelse af, hvad der sker omkring ham eller hende, så han/hun på den måde får en

forståelse for udfaldet af de handlinger – han/hun valgte eller fravalgte. Hvis den unge kriminelle

ikke er medbestemmende bliver han/hun objektliggjort, og bidrager ikke med egen mening, og er

derfor heller ikke motiveret til at tage udfordringer op. Dette vil have stor indflydelse på den unge

kriminelles opfattelse af anerkendelse. Kun ved, at den unge kriminelle får en opfattelse af, at noget

har betydning og er forståeligt rent følelsesmæssigt, kan han/hun opleve drivkraften til at håndtere

livet. Derfor er det vigtigt at vi vores arbejde med de unge kriminelle, er bevidste om at arbejde ud

fra en anerkendende pædagogik, hvor relationen mellem den unge kriminelle og pædagogen er

essensen, i det pædagogiske arbejde.

En anerkendende relation er baseret på ligeværd. En relation kan således ikke være anerkendende,

hvis den anden ser sig som mere eller mindre værd, end den anden. Berit Bae,46 forsker og lærer

ved højskolen i Oslo, udtrykker den ikke ligeværdige relation med begrebet definitionsmagt, som

henviser til voksne i en overvægtig position i forhold til den unge, når det gælder dets oplevelse af

sig selv. Den unge kriminelle er afhængig af de reaktioner han/hun får, for at kunne opbygge et

billede af sig selv. Omsorgspersonernes måder at kommunikere på, aflæse kropssprog og adfærd,

fortæller om personens definitionsmagt, som kan bruges på en måde så den fremmer den unge

kriminelles selvværd og selvstændighed

Berit Bae ser anerkendende relationer som et ideal og mener, at vi ved at bevidstligøre hvad

anerkendelse indebærer, kan blive bevidste om hvordan vi bruger vores definitionsmagt.

Anerkendelse kommer til udtryk gennem en grundlæggende holdning til ligeværd og respekt, og

hænger derfor sammen med værdier, som må være integreret i hele personligheden.

Pædagogen skal være med til at skabe nye og livsvigtige sociale relationer og kompetencer. Det kan

gøres ved at støtte den unge kriminelle i f.eks. uddannelsesforløb, og være medvirkende i processen

i forhold til forskellige fritidsjobs og aktiviteter, for på den måde at give den unge kriminelle

mulighed for at skabe nye netværk.

Netværk. Mennesker er sociale væsener, som har brug for at være en del af et fællesskab. Tryghed, kærlighed,

anerkendelse, støtte og sympati fra andre, er afgørende for vores udvikling og trivsel. Total isolation

46 Social Kritik, Tema: børn og daginstitutioner, nr. 47, 1996



31

får os hurtigt til at bryde sammen, og længerevarende isolation kan få alvorlige psykiske

konsekvenser.

Socialt netværk bruges som en samlebetegnelse for relationer, der kan eksistere mellem mennesker.

De sociale netværk har stor betydning i akut opståede krisesituationer, og er vigtige livet igennem

for at opretholde og udvikle et liv med overskud og selvværd, via samtale, samvær, kærlighed og

for at give mening med egen eksistens.

Det er en stor del af den unge kriminelles tilværelse der kan skabes via det sociale netværk. ”Y”

udtaler således:

” at det er af afgørende betydning for hende at være i nærheden at sit netværk. Y udtaler at hun

aldrig var nået så langt uden sit netværk og at de og deres støtte, var den udslagsgivende årsag til

at hun var stærk nok til at bryde med sin gamle omgangskreds”(se bilag 4).

Det er vigtigt, at pædagogen er opmærksom på hvilken form for netværk den unge kriminelle er i

besiddelse af, samt hvilken form for netværk den unge får opbygget. Når man taler om netværk,

skelner man mellem uformelle og formelle netværk.

Ifølge Morten Ejrnæs47 defineres netværk på følgende måde:

Uformelle netværk:

Består af mennesker vi omgås privat, familie, venner, bekendte og naboer. Relationerne er baseret

på følelser, gensidighed og frivillighed.

Formelle netværk:

Består af f.eks. være sygeplejersker, læger, pædagoger eller sagsbehandlere. Relationerne er ikke

baseret på følelser, og gensidighed. Der er ikke tale om en jævnbyrdig relation.

Det tredje netværk:

Bruges om relationer til mennesker, der udfører frivilligt socialt arbejde, som f.eks. besøgsvenner.48

Kvaliteten af netværket er meget varierende for den unge kriminelle og det kan derfor opfattes både

som positivt og negativt. For at se på kvaliteten af den unge kriminelles netværk, kan man som

pædagog kigge på følgende kendetegn.

47 Ejrnæs Morten, Sociologi og socialt arbejde, 2002 48 Ibid. side 217.



32

Forankring – omfang – varighed – hyppighed – intensitet – kontaktbarhed – nærhed

finmaskethed/grovmaskethed - latente og manifeste netværk - fælles eller separate netværk 49

Det mønster der kan kortlægges, giver et billede af den unge kriminelles ”sociale landskab” og en

ide om, hvilke muligheder der kan være for støtte og hjælp.

De strukturelle træk tager imidlertid ikke højde for de kvalitative træk, hvor gode relationerne er,

eller hvad der formidles gennem netværket. Derfor er det nødvendigt samtidig at undersøge de

indre/kvalitative forhold i netværket. De vigtigste kriterier i den forbindelse er:

Informations og holdningsudveksling – alsidighed/ensidighed og gensidighed.50

I ”Y’s” tilfælde hører vi, at der er mange søskende og man derfor kunne forestille sig at gøre brug af

denne gruppe. Den kvalitative analyse kunne samtidig påvise, hvor vidt der er ressourcer tilstede i

forhold at hjælpe og støtte ”Y”. Det kunne f.eks. være en voksen, som ”Y” har en speciel god

kontakt til – en kontakt som er kendetegnet ved alsidighed og gensidighed.

Når man beslutter sig for at bruge en netværksanalyse, er der forskellige ting man bør tage højde

for, f.eks. - at man benytter teorien for at hjælpe, - hvem eller hvad man ønsker at ændre? –

samfundet eller den enkelte? Er der dele af netværket som er usundt? Og det altid skal foregå i

samarbejde med den unge kriminelle man ønsker at afdække.

Pædagogen skal kunne arbejde med at styrke den unge kriminelle i forhold til at kunne indgå i alle 3

netværksformer. En kriminel ung står ofte i et dilemma, idet han/hun er nervøs for at skabe den

kontakt til andre der kræves for at skabe et socialt netværk. Pædagogen er derfor en vigtig

medspiller i denne fase. Pædagogen kan gå ind, og skabe de rammer der gør at den unge kriminelle

har mulighed for nye relationer. Ofte vil pædagogen være det nærmeste den unge kriminelle

kommer på et primært netværk, og netop denne pædagogiske rolle er en balancegang. Pædagogen

skal på den ene side være meget tæt knyttet til den unge kriminelle, og på den anden side holde en

professionel distance.

49 Ibid. side 217. 50 Ibid. side 218.



33

Følgende tabel51 viser, at unge vurderer venskabsrelationer som den vigtigste livskvalitet. I

undersøgelsen om Unges livsstil er de unge i 7.-10. klasse blevet bedt om at foretage en

værdiprioritering. Spørgsmålet lyder ”Hvad er vigtigst for dig?”, og de har følgende værdier at

prioritere: Sundhed (et godt helbred), viden, frihed, ligeværd, fællesskab, tryghed i familien,

venskab, solidaritet, omsorg for andre, uafhængighed, ærlighed. De unge prioriterer venskab øverst

efterfulgt af tryghed i familien og sundhed (et godt helbred).

Når pædagogen skal forsøge at påvirke den unge kriminelles evne til at indgå i sociale relationer,

kan det ske gennem de interesser den unge kriminelle har. Pædagogen og den unge kriminelle kan

således i fællesskab lave en aktivitet, der indebære social kontakt til andre unge, som på sigt kan

betyde at den unge kriminelle får udvidet sit primære netværk. Et eksempel kunne være den unge

kriminelles interesse for knallerter. Pædagogens opgave ville være at skabe kontakt til den lokale

motorcrossklub, og samtidig udgøre den trygge base, tage med hen i klubben indtil den unge

kriminelle selv føler sig i stand til at klare det. Her ville det, ifølge Antonovsky, gøre sig gældende

at man fik gjort en negativ stressor til en positiv stressor.

Et menneskes trivsel og udvikling er afhængig af et netværk. Som pædagoger kan vi ikke tilbyde

den menneskelige kontakt og omsorg, som findes i det private nære netværk. De unge kriminelle

som kommer fra institutionsverdenen, har været vant til et netværk, som har bestået af de andre

unge og pædagogerne på stedet. Den unge kriminelle har ikke haft nogen valgmuligheder i forhold

til deltagerne i netværket, da netværket i høj grad er påvirket af konteksten hvori det befinder sig.

51 Varming og Zöllner, 2002, link



34

Når en ung kriminel mangler det primære netværk, kan vi som pædagoger til dels erstatte denne

relation, men i overgangen til en selvstændig voksentilværelse bør man i indsatsen forsøge at styrke

opbygningen af den primære relation. Vi skal som pædagoger være med til at skabe nye og

livsvigtige sociale relationer og kompetencer hos den unge kriminelle. Det kan gøres ved at skabe

mulighed for uddannelse, jobmuligheder eller forskellige former for fritidsaktiviteter, som samtidig

giver den unge en bedre mulighed for at blive integreret i samfundet.

Forebyggelse af børne- og ungdomskriminalitet. Når man taler om den kriminalpræventive indsats, vil det afgørende spørgsmål være, om man skal

satse på en generel præventiv indsats, hvor man prøver at forbedre det generelle miljø for børn og

unge, eller om man skal satse på at reducere kriminaliteten hos den enkelte unge. Her tegner der sig

altså endnu et dilemma. Skal man sætte fokus på det generelle miljø eller individet? Hvis man

vælger at satse på den generelle indsats, undgår man stempling og stigmatisering, men man risikerer

samtidig at ramme forbi målgruppen.

Kriminalitet, misbrug og anden uhensigtsmæssig adfærd er symptomer på manglende trivsel.

Forebyggelse handler ikke om at bearbejde disse symptomer, i stedet skal der ses på årsagerne til at

nogle børn og unge mistrives.

I det kriminalpræventive arbejde med børn og unge skal der fokuseres på at udvikle barnets/ den

unges potentialer, i stedet for at fokusere på negativ adfærd52. Ved at udvikle selvværd, livsglæde,

selvtillid og engagement hos barnet/ den unge, hjælper man dem til at opnå den handlekompetence,

der gør dem i stand til at fravælge kriminalitet, og i stedet vælge noget der er godt for dem. Barnet/

den unge skal lære at sige til og fra, hvilket vil give dem bedre muligheder for at præge deres liv i

den retning, de ønsker.

For os, som pædagoger, vil en vigtig opgave i det forebyggende arbejde være, at se symptomerne på

mistrivsel, før barnet eller den unge udvikler en kriminel adfærd – og at sørge for børnenes trivsel,

når vi møder dem i arbejdsmæssig sammenhæng. Det forebyggende arbejde skal starte tidligt, og

der skal arbejdes bevidst og målrettet med træning af børnenes sociale færdigheder i en tidlig alder.

Dette kunne gøres gennem en pædagogisk praksis, tilrettelagt ud fra temaer og mål i pædagogiske

læreplaner53, for på den måde at tilgodese det ”hele” barn.

52 Det kriminalpræventive Råd, Dit liv - dit valg? 2005. 53 Lov om social service § 8a kap. 1-3.



35

Som pædagoger er vi medansvarlige for børnenes trivsel og optimale udvikling. Derfor er det

vigtigt at være bevidste om, hvilke tværfaglige muligheder der er i det forebyggende. Samtidig må

vi være opmærksomme på vores forforståelse af det enkelte barn og dets netværk. Når barnet f.eks.

mødes med lave forventninger, er der risiko for at barnets selvopfattelse ændres i negativ retning.

Barnet internaliserer måske de lave forventninger, hvilket kan føre til reelt dårlige præstationer. De

faktiske lave præstationer bekræfter til gengæld pædagoger i deres opfattelse af, at barnet ikke

fungerer godt54.

Grundlæggende må det siges, at ansvaret for børnene ligger hos forældrene. Det er dog tydeligt,

med vores målgruppe for øje, at nogle forældre skal lære at tage forældreansvaret alvorligt, og skal

have hjælp til at tilegne sig redskaber til dette.

Med udgangspunkt i, at forældrene er vigtige forbilleder og rollemodeller, kunne en metode som

PMT være et gavnligt arbejdsredskab i det forebyggende arbejde.

Parent Management Training, PMT. Programmet er udviklet i USA, og er nu godt på vej til Danmark.

Målgruppen er forældre til børn i alderen 3-12 år med adfærdsforstyrrelser eller antisocial adfærd.

PMT kan sættes ind overfor adfærdsvanskelige børns forældre i forskellige kontekster - skolen,

daginstitutionen, forvaltningen, sundhedsplejen m.v.

Det teoretiske fundament er social indlæringsteori, som er en grundsten i programmet. Det er dels,

at forældre og børn er endt i en negativ spiral, hvor børnene fremprovokerer negativ kritik hos

forældrene, som leder til aggressiv adfærd hos børnene, som igen fremprovokerer negativ kritik osv.

Dels er det tanken, at manglende positiv opmuntring forhindrer udviklingen af positiv adfærd, så

børnene erfarer, at en - måske den eneste - måde at opnå noget på - privilegier, goder, få lov til ting

- er via negativ adfærd, fordi forældrene til sidst giver efter. En yderligere antagelse er, at børn

efterligner forældres aggressivitet og negative adfærd.

Den konkrete behandlingsteknologi sigter på at indlære og udvikle nye færdigheder hos både

forældrene og barnet, kognitiv adfærdsterapi, så de kan omgås og samarbejde med andre mennesker

54 Ejrnæs, Morten, m.fl., Social opdrift – Social arv, s. 90, 2004



36

på en hensigtsmæssig måde, herunder at se konsekvenserne af en adfærd, at forstå egne motiver og

udvikle nye måder at kontrollere egen adfærd på.

Den konkrete metode indeholder undervisning af forældre i forældrefærdigheder. Det kan for

eksempel være undervisning om, hvordan man leger med og positivt støtter sit barn, hvordan man

fører tilsyn med sit barn, har føling med hvad det laver og med hvem, løser konflikter og

samarbejder. Der undervises desuden om de tanker, der ligger til grund for den sociale

indlæringsteori om, hvad der fremmer børns henholdsvis negative og positive adfærd. Ideen er, at

adfærdsændringer må ske i et konkret samspil mellem forældre og børn, og ikke blot gennem en

ændret kognitiv forståelse.

Behandlingen er struktureret i ugentlige møder med forældrene, telefonkontakt mellem møderne,

strukturerede samspilsobservationer, rollespil og hjemmeopgaver, hvor forældrene træner de

færdigheder, som de undervises i i rollespillene. Alle møder med forældrene optages på video, og

gennemgås og evalueres efterfølgende i behandlingsteamet. Dette sker både for at analysere

forældrenes fremskridt, og planlægge de videre sessioner og for at evaluere behandlingsintegriteten,

dvs. om terapeuterne følger de behandlingsmæssige forskrifter. 55

Hvor PMT har fokus på de 3-12-årige og det primære netværk, er MST mere bredt funderet, og

arbejder i alle tre netværker. MST henvender sig til unge i alderen 12-18 år.

Multisystematic Therapy, MST. Multisystemisk terapi (MST)56 er et behandlingstilbud til unge mellem 12 og 18 år, der har

alvorlige adfærdsproblemer. Der kan være tale om pjækkeri fra skole, kriminalitet, misbrug,

aggressivitet, trusler eller lignende. Der kan være tale om unge, der står foran en anbringelse, men

for hvem der alligevel overvejes alternative og mindre indgribende interventioner. Der kan også

være tale om unge, der hjemgives til forældrene efter et ophold i en døgninstitution, et opholdssted,

familiepleje eller lignende.

Som begrebet "multisystemisk" antyder, er det behandlingsmetodens opfattelse, at

adfærdsproblemer er bestemt af mange forskellige forhold i den unges liv. Et system kan f.eks.

være en familie. Eller den skole, den unge går på.

55 Forebyggende behandlingsprogrammer for unge - et alternativ til anbringelse uden for hjemmet?, link.56 Bengtson, Steen, og Nemli, Asiye, Oplevelsen af MST, 2006.



37

En ung indgår i flere systemer samtidig, og er fx del af en familie og en vennekreds. Somme tider

kan der opstå uhensigtsmæssige tilstande i systemerne, som kan skabe adfærdsproblemer. Ifølge

MST er adfærdsproblemer en reaktion på problemer i de systemer, den unge er en del af, og

behandlingsindsatsen er derfor rettet mod netop systemerne.

Behandlingen tager udgangspunkt i at identificere ressourcer og problemer i den unges relationer til

familien, skolen, venner og naboer. Den foregår sammen med familien, og i den unges eget hjem og

nære omgivelser. Ved at behandlingen foregår i hjemmet, overvindes forskellige barrierer for

behandlingen og sandsynligheden for, at familien bliver i behandlingen vokser.

Behandlingen

Behandlingen begynder med en beskrivelse af den unges problemadfærd, og hvilket omfang og

intensitet den har. Og den tager udgangspunkt i de konkrete problemer og situationer familien

oplever i hverdagen.

Terapeuten inddrager og engagerer familien og andre nøglepersoner i den unges omgivelser i

problembeskrivelsen, og den øvrige behandling. Det sker ved at forældrene og terapeuten taler med

personer i familiens netværk, lærere, ungdomsklub medarbejdere, politi mv.

Ved på denne måde at inddrage den unges og familiens netværk identificeres de ressourcer i

systemet, der kan mobiliseres i behandlingen. Med afsæt heri formulerer familien 4 til 5

overordnede mål med behandlingen. Terapeuten tilrettelægger med andre ord behandlingen med

udgangspunkt i familiens situation, og ønsker og gør familien til den vigtigste samarbejdspartner i

behandlingen.

Med udgangspunkt i analysen af problemadfærden, udvikler terapeuten sammen med forældrene

strategier, der hjælper med at ændre samspillet i familien og mellem den unge og dennes netværk.

Derved får forældrene og den unge nye redskaber til at håndtere problemerne i familien og i den

unges omgivelser.

MST arbejder med den unges problemadfærd ved

• at styrke forældrenes opdragelse af den unge

• at styrke sammenhæng og omsorg i familien

• at genoprette kontakt med venner med positive interesser



38

• hindre kontakt med venner med negativ indflydelse

• forbedre den unges præstationer i skolen eller på arbejdet

• øge den unges deltagelse i positive fritidsaktiviteter

• styrke kontakten mellem familien og omgivelserne

• sætte familien i stand til at løse fremtidige konflikter

Refleksion.

Når vi betragter de førnævnte metoder mener vi, at de kan være relevante i forebyggelsen af unges

eventuelle senere kriminalitet. Vi har valgt at fokuserer på enkelte punkter af metoderne, og koble

til de teorier vi har brugt tidligere i opgaven.

Vi er bekendte med, at der ikke ligger noget videnskabeligt materialer til grund for virkningen af

PMT og MST. Dog mener vi, at dele af metoderne kan være anvendelige i forhold til forebyggelsen

af kriminalitet. Vi skal ydermere oplyse, at vi på grund af copyright ophavsretten ikke har været i

stand til at fremskaffe original litteratur om metoderne.

• Undervisning af forældre i forældrefærdigheder.

• Uhensigtsmæssige tilstande/problemer i de systemer den unge er en del af.

• Ressourcer i netværket.

Hvis man tager udgangspunkt i Giddens og Bourdieus teorier, gør det sig gældende, at ressourcer

og kapitaler er afgørende faktorer i forhold til, hvordan den unge mestrer livet. Disse ressourcer kan

ligge på så vel det enkelte individ som i netværket. I en situation hvor forældrene er i besiddelse af

mange ressourcer, vil det have en afsmittende effekt på barnets chancer og muligheder i livet. Når

man således betragter PMT som metode, hvor man ønsker at styrke forældrenes

handlekompetencer, må metoden forventes at være brugbar i forhold til forebyggelse af

ungdomskriminalitet.

Når unge kriminelle oplever problemer i forhold til de systemer de er en del af, skyldes det ofte at

de er habituelt belastede. Nogle unge kriminelles habitus virker som en hindring i forhold til at

indfri systemets forventninger. Et system, der i sit indhold vil være afgørende for om og hvordan

den unge kriminelle indfrier uddannelsessystemets forventninger. Det vil sige et



39

uddannelsessystem, der ikke tager højde for det enkelte individs evner og ressourcer, vil være

uhensigtsmæssig for de unge kriminelle.

Med hensyn til ressourcer i netværket, er det af afgørende betydning for den unge kriminelle, at der

tages udgangspunkt i de i netværket tilstedeværende ressourcer. Et menneskes netværk er et

kraftfelt for ressourcer og personlige potentialer, som det bliver vigtigt at opbygge – især hvis

personen eller familien er afhængig af det sekundære netværk, som er opbygget for at bearbejde en

afvigerstatus57. Ressourcerne i netværket vil være medvirkende til den unge kriminelles tilegnelse

af handlekompetencer, som vil være afgørende for hvor vidt den unge formår at fravælge

kriminalitet.

Pædagogens rolle i forhold til PMT og MST. Når vi har valgt at beskæftige os med PMT og MST som mulige metoder i arbejdet med

forebyggelsen af kriminalitet, er det fordi vi ser metoderne anvendelige, i et vist omfang.

I både PMT og MST arbejdes der med at finde frem til de tilstedeværende ressourcer hos barnet/

den unge, i familien og i netværket. Disse ressourcer vil være afgørende for, om det kan lykkes at

forebygge en kriminel adfærd hos det enkelte barn/ den enkelte unge.

Vi er bevidste om, at både PMT- og MST-arbejdet varetages af uddannede terapeuter, og derfor

ikke er en egentlig pædagogopgave. Derfor vil vores opgave som pædagoger være, at formidle

kontakten til disse terapeuter, hvis vi vurderer at det kunne være gavnligt for barnet, den unge og

familien. Dette gøres ved, at vi observerer barnet/ den unge, og kortlægger de problematikker der er

årsag til bekymring, og synliggøre hvordan vi vurderer at henholdsvis PMT og MST kunne være

medvirkende til at sikre barnets/ den unges trivsel og udvikling. Vi forestiller os, at man i det

pædagogiske arbejde kunne henvise til en PMT- eller MST-terapeut, på samme måde som vi i dag

har mulighed for at indstille et barn/ en ung til en psykolog via PPR. På denne måde vil et

tværfagligt samarbejde være muligt, hvor man kunne forestille sig at pædagogen og terapeuten, via

videns- og erfaringsudveksling, ville optimere barnets/ den unges fortsatte trivsel og udvikling, og

dermed mindske risikoen for kriminalitet.

Den kriminalitetsforebyggende indsats i det daglige pædagogiske arbejde vil være, via den

pædagogiske tilgang og aktiviteter, at arbejde med barnets/ den unges tilegnelse af selvidentitet,

57 Madsen, Bent, Socialpædagogik og samfundsforvandling, 2000.



40

selvværd, ressourcer og handlekompetencer. Det er vigtigt, at vi som pædagoger, er stabile

rollemodeller med faste normer og værdier, som barnet og den unge kan spejle sig i, hvilket giver

mulighed for at barnet/ den unge kan afprøve egen identitet og rolle i faste og trygge rammer. Dette

kan være medvirkende til at forhindre, at barnet eller den unge føler behov for at afprøve sig selv i

uhensigtsmæssige fællesskaber, som f.eks. et kriminelt felt.

Konklusion.

Med udgangspunkt i vores problemstilling

Hvordan kan man nedbringe recidivprocenten inden for ungdomskriminalitet og hvad er

pædagogens rolle?

Vil vi konkludere følgende:

I vores arbejde med unge kriminelle, vil vores menneskesyn og forforståelse have indvirkning på

vores forståelse og tilgang til målgruppen, hvilket vil være afgørende for den pædagogiske praksis.

Vi har i vores opgave bestræbt os på at få en forståelse af meningen bag de unge kriminelles

recidivitet. Vi har undervejs fået ændret vores forforståelse i forhold til målgruppens

problematikker, og er således nået frem til en ny erkendelse.

I arbejdet med de unge kriminelle og deres netværk, er det vigtigt, at vi er bevidste om at vi kan

være en medvirkende årsag, til stigmatisering igennem vores forforståelse. Når de unge kriminelle

mødes med lave forventninger, er der en risiko for at de internaliserer disse. Til gengæld, bliver vi

bekræftet i vores opfattelse af, at den unge kriminelle og den kriminelles netværk ikke fungerer

godt.

1. Hvad er begrundelsen for at nogle unge bliver fastholdt i kriminalitet?

I det senmoderne samfund stilles der krav til individet om at være refleksiv. Denne refleksivitet er

stærkt betinget af de ressourcer individet er i besiddelse af. Ressourcer defineret ud fra individets

refleksive eksplicitte formåen af egne handlinger, som bringer den unge frem til en ny erkendelse,

og dermed skaber muligheden for at ændre egen kriminelle løbebane. Dette sammenholdt med, at

der er en påviselig tendens til at uddannelsesniveauet reproduceres, betyder at der vil opstå en

chanceulighed i forhold til tilegnelsen af ressourcer. Chanceuligheden vil for de unge kriminelle

betyde, at når de ikke formår at indfri de forventninger som uddannelsessystemet har til dem eller



41

samfundets mest basale krav, vil de ikke kunne opnå den symbolske kapital, som kan bevirke at de

kan bryde med det kriminelle felt. I deres søgen efter anerkendelse, forbliver de således fastholdt i

dette felt, da det er bedre at være en del af et fællesskab, end at være alene. Det vil sige at for at

kunne bryde med det kriminelle felt, må den unge kriminelle have hjælp til at tilegne sig ressourcer.

Dette kan ske med udgangspunkt i en anerkendende pædagogik, med fokus på såvel det

tilstedeværende samt nye netværk, altså en styrkelse af den sociale kapital.

Vi har indtil nu konkluderet overordnet på, hvorfor nogen bliver fastholdt i kriminalitet, hvilket

fører os frem til, at konkludere på ungdomssanktionens recidivprocent.

Det er tydeligt, når man læser evalueringsrapporten omkring ungdomssanktionen, at systemet ikke

formår at tage højde for den unge kriminelles behov. F. eks. inddrages den unge kriminelle og

netværket ikke i udarbejdelsen af handleplanen, hvilket betyder at de objektliggøres, og således ikke

får et medejerskab i forhold til forbedringer af egen situation. Samtidig fremgår det tydeligt, at der

blandt sagsbehandlerne er brug for en bedre forståelse for ungdomssanktionens muligheder.

Når de unge kriminelle i ungdomssanktionen bliver stillet over for krav, som af de unge kriminelle

opfattes som stressorer, om at formulere ønsker for deres fremtid, har de ikke handlekompetencen

til at indfri disse. Samtidig har de unge kriminelle alvorlige problemer med tilliden til andre, da de

har været udsat for mange svigt, gennem såvel ungdomssanktionens faser, samt deres opvækst. De

besidder ikke følelsen af sammenhæng, og har således ikke evnen til at mestre deres komplekse og

abstrakte verden. Derfor mener vi, at ungdomssanktionen i sin nuværende form og udøvelse, er

stærkt medvirkende til at fastholde unge i kriminalitet. I et forsøg på at ændre dette, mener vi det

ville være gavnligt at ansætte pædagoger indenfor forvaltningsregi, som skulle indgå i et tværfagligt

team omkring de unge. På den måde ville man opnå et mere nuanceret syn på målgruppen, og ville

sandsynligvis samtidig formindske problematikken i forhold til sagsbehandlerens mange roller, idet

sagsbehandleren på nuværende tidspunkt har flere funktioner. Sagsbehandleren skal på den ene side

diagnosticere og kontrollere de unge kriminelle, og på den anden side hjælpe og støtte.



42

2. Hvilke faktorer er vigtige i efterværnsfasen?

Når vi ser på ungdomssanktionen i sin nuværende form, mener vi at der i høj grad mangler

sammenhæng, gennemgående kontaktpersoner og fokus på efterværnsindsatsen. Når unge

kriminelle har været institutionaliseret igennem en årrække, er der stor sandsynlighed for at de føler

sig ensomme og isolerede når de skal til at bo for sig selv. Derfor mener vi, at efterværnsindsatsen

vil være af afgørende betydning for de unge kriminelles recidivitet. De unge kriminelle har igennem

deres opvækst haft svært ved at finde en tryg base, derfor kan vi som pædagoger i efterværnsfasen

tilbyde at være den unge kriminelles sikre base – der hvor den unge kriminelle tanker op, når

behovet er der. Det er vigtigt, at vi som pædagoger, gennem en anerkendende pædagogik får

opbygget et tillidsforhold til den unge kriminelle, og at der er en form for konstans mellem

pædagogen og den unge kriminelle.

Dette forudsætter, at der tilkobles et kontaktteam, bestående af pædagoger, til de unge kriminelle,

for på den måde, at få skabt de bedste betingelser for oparbejdelsen af et trygt og forudsigeligt

tillidsforhold.

Vi skal være med til, gennem de tilstedeværende ressourcer i den unge kriminelles netværk, samt i

nye netværk, at styrke den kriminelle unges ressourcer til bedre at kunne mestre eget liv. Vi skal

sørge for, at så få ting som muligt bliver en belastning for den unge kriminelle, når de skal

integreres i samfundet. Vi må dog samtidig være opmærksomme på, at de unge kriminelle bliver set

som subjekt, og at de på den måde, ud fra deres formåen, bliver præsenteret for opgaver som de kan

mestre.

3. Hvilke metoder kan anvendes i den forebyggende fase?

Som vi har anskueliggjort det i opgaven, vil indsatsen i forhold til netværket være af afgørende

betydning. Derfor må det som både PMT og MST påpeger, være nødvendigt at tilføre barnet/den

unge, ressourcer gennem netværksarbejdet.

Metoderne tager udgangspunkt i, at barnets/den unges problemadfærd har relationel karakter, dvs.

at adfærden udvikles i samspil med de sociale og økologiske omgivelser og betingelser, det være sig

både nære personlige omgivelser, familien, venner – nærmiljø, skole, naboer og strukturelle

betingelser i samfundet. Det vil sige, at sociale problemer er forankret såvel i relationer som i

samfundsmæssige betingelser, og at børn og unges udvikling skal ses i et helhedsorienteret

perspektiv, det er med andre ord holistiske principper, der er bærende for indsatsen, hvilket



43

indebærer, at man arbejder med mange komplekse problemstillinger og sætter ind på flere niveauer

samtidig.

Som pædagoger er det vores opgave ud fra iagttagelser, at tilegne os et indgående kendskab til det

enkelte barn/ den enkelte unge og familien, for på den måde at kunne vurdere om metoderne kunne

være udbytterige. Det ville således være vores opgave, at indstille til en behandling efter de nævnte

metoder.

Samtidig må vi i den daglige pædagogiske praksis arbejde ud fra en anerkendende og

ressourceopbyggende tilgang til barnet/ den unge, f.eks. gennem læreplaner. Dette vil vi gøre ved

at lade barnet/ den unge indgå i forskellige læreprocesser og læringsfællesskaber. Igennem disse

forskellige fællesskaber udvikler barnet/den unge sociale relationer, da barnet/den unge handler

forskelligt alt afhængigt af de forskellige sociale situationer.

Perspektivering. Hvis vi skal anskue opgavens problematik omkring efterværnet i et større perspektiv, kunne man

måske ønske, at der fra politisk side, var mere fokus på brugerperspektivet. Et punkt der stadigvæk

er udækket i dansk forskning. Det har hidtil været sagsbehandlerens vurdering af, hvad der

fungerede godt for den unge – og denne vurdering, har selvfølgelig været præget af den

systemverden hun/han er en del af. Med fokus på brugerperspektivet, som er en væsentlig

problemstilling, får man således de unges perspektiv på indsatsen – og dermed øget kvaliteten af

den kommunale efterværnsindsats.



44

Litteraturliste: Bengtsson Steen, Nemli Asiye, Oplevelsen af MST, Socialforskningsinstituttet, 2006.

Bourdieu, Pierre, Af praktiske grunde, 4. oplag Hans Reitzels Forlag A/S, København, 1997.

Bourdieu, Pierre, Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori, Akademisk Forlag, 1997

Bowlby, John, En sikker base, Det lille forlag, 1988.

Bråten Ivar, Vygotsky i pædagogikken, J. W. Cappelens Forlag as, 1996

Danmarks statistik, Børns levevilkår, 2002

Ejrnæs, Morten, Gabrielsen, Gorm, Nørrung, Per, Social opdrift – Social arv, Akademisk Forlag,

2004.

Ejrnæs, Morten, Guldager, Jens, Hansen Finn Kenneth, Hansen, Henning, Jørgensen, Carsten,

Kruse, Filip, Sociologi og socialt arbejde. København, Danmarks Forvaltningshøjskoles Forlag, 2.

udgave 1. oplag, 2002.

Espersen Dreyer Laila, Fra anbringelse til efterværn, Socialforskningsinstituttet 2004.

Danmarks Statistik, Børns Levevilkår, 2002.

Det kriminalpræventive Råd, Dit liv – dit valg?, 2005.

Giddens Anthony, Modernitetens konsekvenser, 1 udgave, 7 oplag, København, Hans Reitzels

forlag, 2003

Giddens, Anthony, Samtaler med Anthony Giddens, Hans Reitzels forlag, 2002.



45

Henriksen, Lenau Bjarne, Livskvalitet, 1 udgave, København, Gads forlag, 1992

Jacobsen Bo mfl., Videnskabsteori, Nordisk Forlag A/S, 1999.

Jensen. Torben K., Johnsen. Tommy J., Sundhedsfremme i teori og praksis, Philosophia, 2004

Madsen Bent, Socialpædagogik og samfundsforvandling, Socialpædagogisk Bibliotek, 2000

Prieur Annick, Sestoft Carsten, Pierre Bourdieu – En introduktion, Hans Reitzels Forlag, 2006.

Rasmussen, Lene K., Espersen, Laila D., Sørensen, Mette L., Thomsen, Signe A.,

Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning, Socialforskningsinstituttet, 2005

Schwartz, Ida, Socialpædagogik og anbragte børn, Hans Reitzels Forlag, 2003.

Social Kritik, Tema: børn og daginstitutioner, nr. 47 – november 1996

Wilken Lisanne, Pierre Bourdieu, Roskilde Universitetsforlag, 2006.



46

Elektroniske kilder. Det Kriminalpræventive Råd.

http://209.85.129.104/search?q=cache:F3dTXAEd6zEJ:www.crimprev.dk/sw229.asp+75+%25+af+

alle+b%C3%B8rn+og+unge+beg%C3%A5r+noget+kriminelt+inden+de+fylder&hl=da&ct=clnk&c

d=1&gl=dk

Forebyggende behandlingsprogrammer for unge – et alternativ til anbringelse udenfor hjemmet

http://www.sfi.dk/sw15788.asp

Justitsministeriet.

http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/ungdomssankti

onsens.pdf

Justitsministeriets Forskningsenhed.

http://www.ft.dk/samling/20041/almdel/REU/Bilag/119/123307.PDF

Kompendium til sociologi. Fra Aguste Comte til Anthony Giddens. Sociologiens udviklingshistorie

og teori & Sociologisk metode

http://www.kolsemintra.net/up/downloader.aspx?file=252

Lov om social service.

http://147.29.40.90/_GETDOCM_/ACCN/A20030076429-REGL

Rapport om ungdomskriminalitet.

http://www.politi.dk/NR/rdonlyres/7AA71C71-1A2D-4DD8-B099-

53ADA4FE66A0/0/Rapport_jm.pdf

Risikofaktorer i barndommen

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Udgivelser/SFI-rapporter/UNGE/riskikofaktor.pdf


http://209.85.129.104/search?q=cache:F3dTXAEd6zEJ:www.crimprev.dk/sw229.asp+75+%25+af+alle+b%C3%B8rn+og+unge+beg%C3%A5r+noget+kriminelt+inden+de+fylder&hl=da&ct=clnk&cd=1&gl=dk



http://www.sfi.dk/sw15788.asp

http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/ungdomssanktionsens.pdf

http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/ungdomssanktionsens.pdf

http://www.ft.dk/samling/20041/almdel/REU/Bilag/119/123307.PDF

http://www.kolsemintra.net/up/downloader.aspx?file=252

http://147.29.40.90/_GETDOCM_/ACCN/A20030076429-REGL

http://www.politi.dk/NR/rdonlyres/7AA71C71-1A2D-4DD8-B099-53ADA4FE66A0/0/Rapport_jm.pdf

http://www.politi.dk/NR/rdonlyres/7AA71C71-1A2D-4DD8-B099-53ADA4FE66A0/0/Rapport_jm.pdf


47

Socialministeriet.

http://www.social.dk/media/SM/Satspulje/Satspuljen_2007/Satspuljeaftale_samlet_2007.ht

Socialforskningsinstituttet 2004.

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Rapporter/2004/0425Fra_anbringelse_til_eftervaern.pdf

Social støtte til børn.

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Billeder/medarbejderfotos/mogens14.pdf

Unge i det kriminelle felt – Social Forsknings Instituttet.

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Rapporter/2003/0309ungdomskriminalitet.pdf

Unge med dom til ungdomssanktion – en udredning af 25 afsluttede forløb.

www.justitsministeriet.dk/fileadmin/downloads/Forskning_og_dokumentation/ungdomssanktionsen

s.pdf

Varming og Zöllner, 2002

http://www.cefu.dk/upload/application/4d932964/ungdomsforskning_3.pdf


http://www.social.dk/media/SM/Satspulje/Satspuljen_2007/Satspuljeaftale_samlet_2007.ht

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Rapporter/2004/0425Fra_anbringelse_til_eftervaern.pdf

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Billeder/medarbejderfotos/mogens14.pdf

http://www.sfi.dk/graphics/SFI/Pdf/Rapporter/2003/0309ungdomskriminalitet.pdf

http://www.cefu.dk/upload/application/4d932964/ungdomsforskning_3.pdf


48

Bilag 1 – interview med socialpædagog ”M”. Referat af interview med socialpædagog fra et socialpædagogisk opholdssted.

M forklarer at overordnet er institutionens styringsredskab kommunens handlingsplaner.

Handlingsplaner som M mener ofte er mangelfulde, da de ikke er udarbejdet i samarbejde med den

unge og forældre. I forhold til netværksarbejde er de på stedet begrænset af deres normering, hvilket

betyder at netværksarbejdet er mangelfuldt.

M fortæller, at statistisk set virker ungdomssanktionen ikke og mener f.eks. at det er et problem, at

den unge i ungdomssanktionens 3. fase – efterværn – præsenteres for endnu en ny kontaktperson.

Da disse unge kræver en speciel indsats i forhold til tilliden til andre, vil dette være et dårligt

udgangspunkt for den unges videre positive udvikling. Således fortæller M, at der ikke er noget

socialpædagogisk tilsyn med den unge i fase 3.

M har den opfattelse af grupperne af kriminelle, at når det omhandler etniske danske, har de ikke så

gode fremtidsprognoser som unge af anden etnisk herkomst. Dette begrunder M med, at de etniske

danske unge ofte er omsorgssvigtede med dårlige netværk, mens problematikken for unge af anden

etnisk herkomst, er af opdragelsesmæssig karakter. Unge af anden etnisk herkomst har ofte et bedre

netværk og deraf en højere succesrate i forhold til at ændre deres liv en positiv retning. M fortæller,

at han ud fra sin erfaring, har oplevelsen af at en stor del af de unge med fordel kunne psykiatrisk

diagnosticeres og derved idømmes en medicinsk/psykiatrisk behandling.

M fortæller om den pædagogiske indsats på stedet, at de overordnet arbejder med ansvar for eget

liv, det vil sige, at de tror på det handlende, kunnende og villende menneske, ud fra et humanistisk -

eksistentialistisk menneskesyn. De handler med den unge og ikke på den unge, altså ser de den unge

som et subjekt og ikke som et objekt. Ifølge M er der opstillet logiske regler for den unge i forhold

til handling og konsekvens. Den unge skal kunne regne ud, at der for given handling er en

konsekvens. Igennem dialog forsøger man ved hjælp af støtte og opbakning at bevidstgøre den unge

om, at der er andre handlemuligheder. Samtidig arbejder man bevidst med konfrontationer og

konflikter, for at bevidstgøre for den unge, hvilken virkning deres handling har på deres mål.

Dagligdagen er meget struktureret, hvilket indebærer at de forsøger at konstruere en arbejdsdag,

som vil være en nødvendighed for den unge at tilegne sig for senere at kunne fungere i livet.



49

Bilag 2 – interview med ung ”X”. Referat af interview med en ung kriminel, som vi efterfølgende vil benævne som X.

X er 18 år. Fra X var 0 – 8, boede X hos forældrene. X har 4 søskende som alle er ældre end ham, X

er efternøler.

Under en ferie begår moren, som er psykisk syg, selvmord. På dette tidspunkt er X 8 år.

Efterfølgende begynder faren at drikke, og X kommer som 9-årig i familiepleje. X er i denne

familiepleje i 4år, og kommer herefter i 3 andre familieplejer. Som 14-årig kommer X på en

institution, hvor han er til han bliver anholdt for røveri som 17-årig.

X husker sin oplevelse af familiepleje som overvejende positive. Til trods for dette søger han

alligevel spænding ved at stjæle. Han fortæller, at han startede sin karriere som kriminel som 9 årig,

ved at stjæle af kassen i den lokale brugs. ”Det var for spændingens skyld!” siger han.

Skole:

X husker sin skoletid som noget han ikke var vild med. Han har gået på 8 forskellige skoler. Han

var skoletræt fra han var 7 til han blev 14 år. Som 14 årig begyndte han at tage sig sammen og

formåede på trods af meget fraværd ”pjækkeri” alligevel, efter eget udsagn, at score høje karakterer.

X udtaler at han ikke blev mobbet, men nævner dog at han reagerede med at vende ryggen til når

der opstod problemer.

Fritidsaktiviteter:

X fortæller at han har gået til bowling i mange år. Han opnåede at blive såvel amts som

danmarksmester. Interessen for bowling blev vakt af plejefamilien, som havde haft det som

interesse i mange år. Adspurgt om hvorfor han ikke blev ved med at spille bowling, siger han at han

stoppede på grund af humørsvingninger.

Psykiatrisk diagnose:

Som 6-årig bliver X diagnosticeret, hvilket han ikke mener, har haft nogen betydning for hans

opvækst. X er medicineret. Yderligere kan nævnes at X stammer.

Stoffer:

X nævner at han har erfaring med stoffer – hash, men at han aldrig har været afhængig af det. X

fortæller at han ofte har været påvirket, når han har begået kriminalitet.

Adspurgt om hvilken begrundelse der er til, at X er endt hvor han er i dag, svarer han at han har

været dum.



50

Bilag 3 – interview med sagsbehandler. Spørgsmål til sagsbehandler: De spørgsmål vi har valgt at lade være styrende for interviewet, er evalueringspunkterne fra

”Ungdomssanktionen i kvalitativ belysning”.

Hvad sker der når du modtager en ung som skal idømmes en ungdomssanktion?

Svar: Vi får besked fra politiet om, at der er indkaldt til møde i Samrådet for unge lovovertrædere,

som er et tværfagligt udvalg. På forhånd har anklageren, ud fra forbrydelsens karakter vurderet,

hvilken straf den unge skal idømmes. Sagsbehandleren bliver bedt om at lave en beskrivelse af den

unge, som kan være kendt eller ukendt i systemet. Ud fra konkrete oplysninger indstilles til

politimesteren at den unge idømmes ungdomssanktion. Den unge og familie deltager ikke i dette

forum.

Hvordan inddrages den unge/familien?

Svar: Den unge og familie inddrages ved domsafsigelsen.

Hvordan opstilles – afdækkes målene for den unge?

Svar: Den unges behov og ønsker afdækkes af personale, psykolog og socialrådgiver på den sikrede

institution. Samtidig med opsøger forvaltningen familien, skole, PPR, læge for yderligere

udtalelser.

Hvad gør man for at den unge og sagsbehandlerens opfattelse af mål og handleplan stemmer

overens?

Svar: Vi forsøger efter bedste evne at opfylde den unges ønsker,” men det er jo ikke et ta’ selv

bord”, da vi er bundet lovgivningsmæssigt af paragraffen for handleplaner. Dog arbejder vi ud fra

at den unge skal opnå små succeser oplevelser, men går dog aldrig i detaljer når vi senere

evaluerer på målene. Yderligere er vi påvirket af at skulle være effektive, da vi kun har 2 måneder

til sagsbehandlingen. Samtidig oplever vi den unges manglende motivation og erkendelse af egne

problemer, samt et misbrug af diverse rusmidler, som meget begrænsende for vores

interventionsmuligheder.



51

Kommer den unge altid på det mest optimale opholdsted?

Svar: Nej, da der ikke altid er plads. Af og til ser vi os nødsaget til at placere den unge så langt væk

så mulig fra vante omgivelser.

Betyder det noget for handleplanen, at den unge fylder 18 år inden sanktionen er slut og dermed

ikke er sagsbehandlerens ansvar mere.

Svar: Nej, men for den unge betyder det, at den kommune den unge opholder sig i overtager

sagsbehandlingen. Dog er det stadig den anbringende kommune der har det økonomiske ansvar.

Hvordan følges der op på handleplanen?

Svar: Første gang er efter 3 måneder og efterfølgende hvert år.

Hvilken indsats gør I i forhold til efterværnet?

Svar: I enkelte tilfælde bevilger kommunen penge til opholdsstedet, så de kan opfylde rollen i

efterværnsfasen.

Hvordan arbejder i med netværket omkring den unge?

Svar: Når den unge idømmes ungdomssanktion, flytter de unge typisk i egen bolig efter fase 2 og

herefter bliver sporadisk.

På hvilken måde samarbejder i med de forskellige instanser i ungdomssanktionen?

Svar: Vi besøger den unge på opholdstedet i fase 2 hvor der evalueres på opholdet. Til stede ved

dette møde er sagsbehandleren, opholdstedets pædagoger og den unge. Efterfølgende har

sagsbehandler mulighed for et møde med den unge alene, dette vanskeliggøres dog ofte af, at

sagsbehandleren og den unge ikke kender hinanden og derfor er den fornødne tryghed ikke tilstede.

Har du indflydelse på hvordan de penge, som er bevilget via satspuljen til forbedringer af

ungdomssanktionen, bruges?

Svar: Jeg har ikke kendskab til de bevilligede 64 millioner, men ofte forholder det sig således, at vi

på grund af arbejdspres ikke når at få ansøgt om den slags midler.



52

Bilag 4 – interview med ung ”Y”. Referat af interview med Y som er idømt ungdomssanktion og befinder sig i fase 3 -

efterværn.

Y er 17 år, bor i egen ungdomsbolig og er i gang med at færdiggøre 9. klasse og er den yngste af en

søskendeflok på 6.

Da Y er 9 år dør hendes storebror. Dette har en voldsom påvirkning på såvel Y som hendes far.

Deres forhold bliver belastet og f.eks. skændtes og slås de meget. Dette bevirker efter et par år, at Y

starter et misbrug i form af hash, piller og kokain. Misbruget fører, efter Y’s udsagn, til kriminalitet,

da hun begynder at stjæle for at finansiere sit misbrug. Samtidig nævner ”Y”, at hun får et

adrenalinkick ved at lege kispus med politiet. Y får en betinget dom, men kan dog ikke huske hvor

gammel hun var på det tidspunkt.

Y dømmes ungdomssanktion primo 2006. Y fortæller at hun bliver hørt i det omfang det er muligt i

forhold til handleplanen. Samtidig nævner hun at hendes forældre også er involverede. Der er også

tilknyttet en misbrugskonsulent.

Da Y opholder sig på den sikrede afdeling føler hun, at hun bliver hørt i forhold til sine

fremtidsønsker. I forhold til ønsker om opholdssted i fase 2 har hun ingen indflydelse haft, men

understreger, at det er af afgørende betydning for hende at være i nærheden at sit netværk. Y udtaler

at hun aldrig var nået så langt uden sit netværk og at de og deres støtte, var den udslagsgivende

årsag til at hun var stærk nok til at bryde med sin gamle omgangskreds. Y kunne ikke holde tanken

ud om, at de ville blive kede af det hvis hun svigtede dem.

I samråd med sin sagsbehandler beslutter Y, efter endt ophold i fase 2, at bosætte sig i anden

kommune end hjemkommune, da hun ellers mener at ville falde tilbage i det vante mønster. I dag

har Y kun kontakt til få i sit gamle netværk. Y har under hele forløbet haft sin sagsbehandler som en

gennemgående person, ”Hun har simpelthen været guld værd” hvilket hun betragter som en fordel,

da hun har oplevet andre unge omkring sig der var forvirrede i forhold til skift af sagsbehandler.

Samtidig har det været vigtigt ikke at skulle skabe ny tillid og relation til skiftende

sagsbehandlere/kontaktperson. På nuværende tidspunkt, hvor hun befinder sig i efterværnet, får hun

besøg af sagsbehandler en gang hver 14. dag.

Y færdes stadigvæk i kredse hvor der er stofmisbrug, men har indtil nu formået at sige fra. Y

fortæller, at hvis hun selv havde valgt, ville hun have valgt en almindelig fængselsdom, ud fra den



53

begrundelse, at den hurtigere ville have været overstået. Hun mener dog ikke, at hun ville være

kommet ind i den positive udvikling hun er i dag, hvis dette havde været tilfældet.


unge kriminelle. · unge kriminelle. young criminals. bachelorprojektet er udarbejdet af: helle d....

Documents