A L E X K J Æ R

Under mørket

mellemgaard

Under mørket© 2012 Alex Kjær og Forlaget mellemgaard

Sat med Adobe Garamond og Arial Redaktør: Christian Stokbro

Grafisk produktion : KWG Design, OdenseGrafiker og omslagslayout: Bente Nordstjerne Petersen

Tryk : Toptryk Grafisk A/S

1. udgave, 1. oplag

ISBN 978-87-92920-06-5

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de

i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser.

www.mellemgaard.dk

5

HOvEDET vAR TuNGT, han kunne ikke have sovet længe. Forvirret løf-

tede han sig op på albuen og så, at månen skinnede gennem åbningen til

teltet og kastede sit lys på den hvide ånde fra hans næsebor. Armbåndsurets

selvlysende tal var grønne i halvmørket: 01.20.

Han kravlede hen til månelyset og kiggede ud. Ingenting. Månen gjorde

skoven lysere end den plejede, der var grå skygger mellem træerne, og han

tænkte, at det måske var fuldmånen på den sorte himmel, der havde vækket

ham. Hvis man altså troede på sådan noget. Han var for længe siden holdt op

med at tro på ting, der ikke fandtes.

Alligevel havde der været noget de sidste dage. En ubehagelig fornemmel-

se. For tre dage siden var der faldet sne, og hans skov var blevet ukendelig med

hvide lysfelter overalt. Han havde følt sig overvåget, hvilket var mærkeligt, for

så stor var skoven heller ikke. Hvis nogen havde holdt øje med ham, burde

han have opdaget det. Det var det, der var det ubehagelige. Sneen havde for-

andret tingene og gjort det svært at orientere sig. Heldigvis tøede det i går og

i dag, så hans skov igen var blevet mørk. Han kiggede op. Hvis det altså ikke

var for den fuldmåne. Han brød sig ikke om lys om natten. Han kunne godt

lide mørke. Han kunne godt lide stilhed.

Stilhed. Det var det, der var galt. Der var alt for stille. Lige så stille som når

mennesker om dagen kom for tæt på hans lejr og skræmte dyrene til tavshed.

6

Dyrene som for længst havde vænnet sig til ham. Normalt var natten fuld af

tuden fra uglen, hæse skrig fra rævene og grævlingerne og mus, der piblede i

underskoven. Nu var der ingenting. Der var noget galt, og uden at tænke på,

om det var det rigtige at gøre, stak han hovedet ud gennem presenningen og

lod sig bade i månelys.

”Hallo, er her nogen?”

Stemmen lød uhyggelig i den mørke og kolde skov. Han blev bange. Bange

for sin egen stemme og sin egen frygt. Han havde aldrig været bange i skoven

før. Skoven var tryg, nu galoperede angsten af sted med ham. Hvad fanden

skete der?

”Hvis der er nogen, så kom frem nu!”

Et sted lød et skrig fra et dyr. Ovre ved de lave grantræer. Der var en

skygge. Han lænede sig frem og kneb øjnene sammen. Der stod nogen. Med

et ryk trak soldaten sig ind i sit ly. Han savnede sin M16. Sit kikkertsigte med

nattesyn. Han greb rygsækken og begyndte hurtigt at stoppe tilfældige ting i

den. Hjertet hamrede nu. Helt sikkert paranoiaen på vej tilbage.

Øjnene var kæmpestore, og han følte sig tør i munden, mens han lydløst

svingede benene ned fra det lave træskelet, han havde bygget som bund til

sit telt. Benene drejede mod højre, væk fra skyggen ved grantræerne. Slaget

ramte hårdt og pludseligt, i panden uden smerte, kroppen var bedøvet af

adrenalin.

”Er du parat?”

Soldaten åbnede øjnene med besvær. Det dunkede i hovedet, hvor han var

blevet ramt. Han lå på jorden foran teltet. En person med fuldmånen bag sig

kiggede ned. Efter hurtigt at have kasseret en række spørgsmål spurgte han.

”Hvorfor?”

Stemmen svarede med tavshed. Soldaten forsøgte at rulle til siden. Krop-

pen lå tungt mod skovbunden.

”Lad os synkronisere urene. vi begynder kl. 02.00.”

7

Stemmen bøjede sig ned og undersøgte soldatens ur. Drejede den tynde

split på armbåndsurets side.

”vi har ti minutter,” sagde stemmen så.

Soldaten vidste, at om lidt var det forbi. Han havde før forestillet sig den

situation. De sidste tanker. De sidste billeder. Det var begyndt ved Helmand-

floden, da de andre døde, og det gik op for ham, at han også selv kunne dø.

Han ville måske aldrig komme derfra i live. Der havde været tre uger tilbage

af kontrakten, og han havde tænkt, at hvis der var tre uger tilbage at leve i,

hvad ville han så gøre? Hvad ville han nå, inden det var for sent? Han havde

lavet en liste for at holde de sidste uger ud. Havde skrevet ned hvad han

skulle, når han kom hjem. Listen lå i en skuffe i lejligheden.

”Skal vi begynde med dine fingre?” sagde stemmen under månen.

Senere, da befrielsen endelig var nær, tænkte han på den liste. Et af punk-

terne havde været at ligge alene i en dansk skov og kigge op i trækronerne.

Ligesom nu. Bortset fra at han ikke var alene. Han var sammen med en per-

son, der fik ham til at længes mod den hurtige og smertefrie død, han kunne

have fået i Afghanistan.

8

vICEPOLITIKOMMISSÆR KARSTEN NIEBuHR befandt sig i ingen-

mandsland. Den 14-årige pige i stolen over for var hans datter, men han

kunne ikke længere kende hende. Hun lignede en krydsning mellem en vok-

sen og et barn. Næsen var vokset, munden så stadig lillepigeagtig ud, øjnene

skiftede mellem at være ligeglade og afvisende.

Det var farligt at være i ingenmandsland. Alle regler var ophævet, og han

skulle passe på, hvad han gjorde og sagde. En fejl og han sad alene tilbage. På

en måde mindede det om at være vægtløs. Der var ingenting at holde fast i,

han svævede rundt og prøvede desperat at finde de rigtige ord, indtil han til

sidst accepterede, at de ikke fandtes.

”Signe, vi er nødt til at snakke om det her.”

”Om hvad?”

”Du er 14 år, og jeg vil ikke acceptere, at du drikker alkohol.”

”Nå. Og jeg vil ikke acceptere, at du bestemmer over mig.”

Niebuhr trak vejret dybt ind og åndede langsomt ud.

”Den flaske vodka, jeg fandt på dit værelse. Har du købt den sammen med

Line?”

”Hvad så hvis jeg har?”

”Så har vi et problem.”

”Nå.”

9

Det var startskuddet. Den måde hun sagde ”nå” på. Derfra eksploderede

det, og de næste sætninger kom i hurtigt tempo, eskalerede uden nogen form

for logik i forløbet. Pastasalaten havde smagt forkert, for meget af løg. Og hun

gad ikke høre de samme spørgsmål hver aften. Har du lektier for? Hvordan

var din dag i skolen?

”Og så forventer du, at jeg stiller de samme tåbelige spørgsmål tilbage til

dig, men ved du hvad, jeg er fuldstændig ligeglad med din dag.”

Han begyndte at råbe ad hende. Tabte besindelsen og kaldte hende for en

forkælet teenager og langt værre ting. De havde aldrig snakket sammen på

den måde før, for første gang mistede han kontrollen. Og så skete det. Da han

tog fat om hendes skulder, ikke for at ruske hende, det var for at få kontakt til

hendes fornuft, kom fornemmelsen som et skarpt prik.

Fornemmelsen voksede på et splitsekund, og uden varsel dukkede en tun-

nel op. Han så billeder komme flyvende mod sig, og selv om det kun varede

fire-fem sekunder, var det så voldsomt, at han var nødt til at holde fast med

hånden på Signes skulder for ikke at blive suget med. Han kunne se på sin

datter, at det gjorde ondt. Hun kiggede overrasket, og han forsøgte uden held

at komme fri. Han stod fastlåst med fingrene lukket om skulderen, mens

billeder væltede frem. Det samme motiv igen og igen, forskellige vinkler af

kniven på skærebrættet bag ham, som han havde brugt til at skære grøntsager

og kød med for kort tid siden. Han hørte en lyd, som om kniven roterede en

omgang. En langsom, drejende lyd skabt af en glidende bevægelse.

Signe kiggede ham ind i øjnene, og han kunne se, at hun var bange. Nie-

buhr koncentrerede sig om armen, han spændte musklerne og mærkede en

kraft. Fornemmelsen eksploderede og forsvandt igen som et utydeligt bil-

lede, han ikke kunne holde fast i. Der ville ske noget med Signe. Han skulle

beskytte hende.

Niebuhr slap skulderen, og hans datter løb ud af køkkenet og op ad trap-

pen til sit værelse, hvor hun smækkede døren hårdt. Med hurtige skridt løb

han ind i stuen og stod lidt, inden han skyndte sig tilbage til køkkenet. Han

10

svedte og trak vejret i korte stød. Hvad fanden var der sket? Mens han gik

frem og tilbage over gulvet, kunne han høre knivens glidende lyd som et

ekko, og han kunne mærke, at han var rystet. Det var en underdrivelse. Hele

kroppen var ramt af et chok. Chok fordi han var delt i to halvdele. Den ene

del kunne ikke blokere for lyden af den glidende kniv, den anden del kunne

ikke blokere for det tågede billede, han fik, da han slap Signes skulder.

Det var det mest foruroligende. Der ville ske noget med hende, det vidste

han, fordi han var klar over, selv om han prøvede at afvise det, at det ikke var

første gang, han fik den fornemmelse. Det var sket flere gange før, mest tyde-

ligt den aften for mange år siden, da han ringede til Signes mor og pludselig

fik en anelse. Et glimt af noget der stadig var smertefuldt at tænke på.

Han rystede på hovedet. De billeder ville han ikke have nu. Han gik ind i

stuen og tilbage til køkkenet igen. Hvad fanden var der sket? Han havde væ-

ret vred, oppe i det røde felt, og det var han sjældent, men når det skete, kom

fornemmelsen nogle gange. Som regel skete det på et gerningssted, mens han

gik og betragtede en drabsmands arbejde med at sløre forbrydelsen. Med at

fjerne sin skyld. Det gjorde ham vred. Eller når han sad i et afhøringslokale

med en person, som snakkede i øst og vest for at komme væk fra sandheden.

Sandheden som kom til ham som en fornemmelse.

Den samme fornemmelse han havde fået, netop da billedet af kniven eks-

ploderede. Niebuhr drejede rundt og nærmede sig langsomt skærebrættet.

Kniven på køkkenbordet var lige blevet slebet, klar til at skære kød og grønt-

sager. Han rakte fingrene frem og strøg forsigtigt det skinnende stål. Som når

man fodrer en tam ulv.

Hvad nu, hvis den ikke havde nøjedes med at rotere i hans hoved, hvad hvis

kniven havde løftet sig fra bordet og var fløjet af sted? Mod køkkenbordet for

eksempel. Han satte sig på Signes plads og forsøgte at måle med øjet. Kniven

pegede på hendes stol. Han rejste sig og kontrollerede linjen fra skærebrættet

og hen til bordet. Jo, den pegede mod Signe.

Og hvad så? Han var ved at miste grebet. Det var fuldstændig uden be-

11

tydning, hvilken vej den kniv pegede. Alene det at han kunne få tanken, at

der måske var en mening med det her, at han kunne stå i sit køkken og måle

retningen på den kniv. Det var absurd. Det var imod alt, hvad han troede på

og havde erfaret i sit liv og sit job som politimand. Det var for utrygt. Det var

for skræmmende. Det var for satans tæt på at få ham til at bryde sammen lige nu, kunne han mærke, mens han støttede sig tungt til bordpladen.

Og pludselig kom han til at tænke på græshopper. Græshopper på krykker.

Det kriblede i kroppen, og han fik en voldsom trang til at gøre noget, bare

et eller andet, og selv om det selvfølgelig var for sent at kontakte terapeuten,

så satte han sig alligevel og skrev en mail til hende på sin telefon. Tasterne

sitrede under fingrene. Han bad om en tid hurtigst muligt og fortalte, at det

handlede om noget akut.

Med det samme kunne han mærke, at det hjalp. Nu havde han gjort noget.

Der kom ro over kroppen. Det var ubehageligt, det der var sket, ja, men også så

langt ude, at det ikke hørte dagligdagen til. En gang før, måske, havde han haft

en oplevelse, hvor ting talte til ham inde i hovedet. Det var på et gerningssted,

og det kunne også godt være, at det var sket to gange, han var ikke sikker. under

alle omstændigheder var det her noget nyt, og det behøvede ikke betyde noget.

Hanna havde sagt, da de stadig kunne snakke om alt, at han skulle tænke

på det som en ressource. Han skulle arbejde med sine fornemmelser og sine

evner. Han skulle have modet til at gå ind i det. Men hun forstod ikke. I hans

verden var logisk tænkning, synlige beviser og metodiske afhøringer fun-

damentet for alt. Han skubbede Hanna væk og kiggede mod trappen op til

rækkehusets 1. sal. Græshopperne fra før var væk. Han tjekkede sit ur. 20.15.

”Kom ind”, sagde Signe, da han bankede på døren til hendes værelse.

Han satte sig på sengen. Ledte efter de rigtige ord, indtil han igen accepte-

rede, at de ikke eksisterede.

”Det der skete for lidt siden. Du skal ikke være bange for det. Det er ikke

farligt.”

12

Det føltes helt naturligt at sidde og lyve for sin datter. Og det var heller

ikke en rigtig løgn, der var jo ingenting sket.

”Jeg blev bange. Hvad skete der?”

”Du skal ikke sige noget til nogen om det. Jeg blev bare dårlig et øjeblik. I

morgen tager jeg til lægen og bliver undersøgt. Men du skal ikke være urolig.

Jeg er sikker på, at der ikke er noget galt med mig.”

”Du var helt væk i øjnene. Som om du befandt dig et andet sted.”

”Det sker ikke igen, det lover jeg dig.”

”Du er ikke ved at blive som mor, vel?”

”Nej. Jeg er, som jeg altid har været. undskyld jeg tog fat i dig. Jeg blev bare

så gal, fordi vi skændtes.”

De sad tavse lidt, og måske var det fordi, han ikke brød sig om tavsheden,

måske var det fordi, de sad i værelset, hvor han i dag havde fundet flasken, at

han forsigtigt sagde:

”Men Signe, vi er nødt til at snakke om det, vi var i gang med nede ved bordet.”

”Om hvad?”

”Om at jeg ikke vil acceptere, at du drikker alkohol.”

”Nå. Og jeg vil ikke acceptere, at du bestemmer over mig.”

Niebuhr trak vejret langsomt ind. Det var utroligt. De var tilbage ved start,

selv om de lige havde haft den mest sindssyge oplevelse. På en måde føltes det

rart. Som om oplevelsen ikke havde ændret noget som helst. Det kunne han

godt lide.

”Jeg bliver nødt til at snakke med Lines forældre om det.”

Signe vendte ansigtet væk.

”Hvorfor ringer du ikke til hele klassen og fortæller det? Så kan du vise,

hvor god en forælder du er.”

Telefonen i Niebuhrs lomme ringede. Han kiggede på displayet.

”Det er Sofie. Jeg bliver nødt til at tage den.”

Signe rystede på hovedet og kiggede op i loftet. Han gik ud på gangen og

trykkede på svartasten.

13

”Hej Karsten, har du set de sidste nyhedsudsendelser?”

Sofie talte gennem baggrundsstøj. Det lød, som om hun sad i en bil. Nie-

buhr sagde nej og lukkede døren til Signes værelse.

”Jeg har sagt ja til en anderledes sag. En galning har skåret to fingre af og

sendt den ene til en børnehave i Græsted, den anden til et plejehjem i Hjør-

ring. Fingrene er fødselsdagsgaver, den ene modtager fylder fem, den anden

halvfems. Afsenderen vil have de danske styrker i Afghanistan trukket ud.

Ellers sender han flere fingre.”

Niebuhr gik ned ad trappen og ind i køkkenet, hvor han stillede sig ved

køkkenvasken. En usædvanlig sag. Sofie anede ikke, hvad ordet usædvanlig

betød. var det et blinklys, han kunne høre tikke, da hun fortsatte?

”vi står altså med en afpresningssag. Med ofre i begge dele af landet, til-

fældige eller udvalgte.”

Hans chef holdt en kort pause for at trække vejret, og Niebuhr vidste af

erfaring, at man skulle slå til, når chancen for at få ordet opstod i en samtale

med Sofie.

”Jeg forstår ikke helt. Hvorfor er det en sag for os? Efterforsker vi ikke

drab?”

Niebuhr kneb øjnene sammen i spejlbilledet fra vinduet over vasken. Han

så bleg ud, kunne han se, mens han betragtede sit markerede ansigt og det

kortklippede, sorte hår. Fingrene rørte ved skærebrættet. undgik kniven.

”Jo. Begåede eller planlagte drab. Han kommer med trusler i sin mail, som

vi er nødt til at tage alvorligt.”

Sofie hostede og fortsatte uden pause.

”Officielt er det en afpresningssag, der handler om Danmarks deltagelse

i krig. Forsvarets Efterretningstjeneste og PET er også til stede på et møde i

morgen tidlig, som jeg har indkaldt til. Lad os sige, at vi mødes en halv time

inden og taler tingene igennem. Jeg har fået min sekretær til at sende mailen

til dig. Du kan kigge på den i aften.”

Sofie ringede af, og Niebuhr åndede lettet ud. Det var ikke usædvanligt, at

14

han skulle møde på arbejde inden for kort tid, når arbejdstelefonen ringede.

Han syntes, han hørte et gulvbræt knirke oppe fra Signes værelse. Hun

havde lyttet ved døren, gættede han på. Måske håbede hun, at han ville for-

svinde ud af huset, så hun kunne få aftenen for sig selv.

En afskåret finger sendt til en børnehave og et plejehjem. Det fik ham til

igen at kigge på kniven ved siden af sig på bordet. Han havde skåret kød med

den for kort tid siden. Stålet var gledet ubesværet gennem muskelfibre.

Han satte sig på en stol ved spisebordet og tog sin telefon frem. Mailen lå

klar i indbakken.

Til den danske befolkningAfghanistan tog mit barn. Danmark fik mine fingre.Stop mig ved at stoppe krigen.Der var ti der skulle slippes fri. Nu er der otte der kan nå det.Stop mig inden der kommer lig.Hilsen en far

En slags digt. Han ville lade Stine se på det i morgen. Han læste ordene en

gang til. Otte der kan nå det. Det lød som om, der ville komme flere fingre.

Han brød sig ikke om tonen i mailen. For mystisk. Han rejste sig og gik op

ad trappen for at sige godnat.

Signe reagerede ikke, da han bankede på døren. Han trådte ind og så med

det samme, at værelset var tomt. Et hurtigt tjek viste, at vinduet var åbent.

En strømpe presset ind fra ydersiden holdt det fast, så det så lukket ud. Fra

vinduet kunne man nå over til carportens tag. Signe var stukket af.

Han skyndte sig ned ad trappen, tog jakke og sko på og gik ud af havegan-

gen. Over vejen og ned mod Amager Strand til villaen, hvor Line boede med

sine forældre. Au pair-pigen lukkede op og kaldte på Signe, forældrene var ikke

hjemme. Signe fulgte med tilbage uden et ord. De gik hurtigt og uden overho-

vedet at have gennemtænkt det, røg det pludselig ud af munden på ham.

”Kunne du ikke tænke dig at komme på efterskole næste år. En musikskole

for eksempel. Eller en skole med dramahold. vi kan undersøge det sammen?”

Signe sagde ingenting. Men han kunne høre på hendes skridt, at hun var

interesseret. Da hun lå i sin seng, talte hun til ham med venlig stemme for

første gang siden deres skænderi i køkkenet. Godt nok med ryggen vendt

mod ham.

”Sov selv godt, Signe,” sagde han og lukkede døren til værelset.

Men den nat sov han ikke godt. Han drømte om en dør, der blev ved at

åbne sig, selv om han stod op for at lukke den igen og igen.

16

MANDEN STOD I haven og ventede på sin gæst. Det var mørkt, og han

tænkte, som han ofte gjorde på denne tid af året, at så mørkt bliver det kun

langt ude på landet fjernt fra byernes lys. Hvis det ikke var for de to petrole-

umslamper, havde der været sort overalt. Lamperne kastede et gult skær mod

tjørnebuskene, der dannede en høj cirkel omkring ham.

Gæsten kunne være her når som helst, så egentlig var der ikke tid. Han

tøvede, splittet mellem drift og fornuft. Ordene kom af sig selv, han kunne

ikke lade være. Han var nødt til at tale med Sara.

”Det er begyndt,” sagde han med lav stemme. Mens han talte, fik den lette

frost ånden til at stå i luften som røgskyer.

”Sara. Er du der? Pakkerne til børnehaven og plejehjemmet har været i

radioen. Det er begyndt.”

Manden var tynd og høj og havde en sort jakke på, som bulede under

den ene arm, hvor et gråt ringbind stak frem. Øjnene var lukkede, kroppen

vuggede langsomt frem og tilbage. En fugl dukkede op over huset for enden

af haven og fløj lydløst mod ham. Den satte sig på en kroget tjørnegren og

kiggede ned. Lagde hovedet på skrå, som om den kunne se, hvad der foregik

i hovedet på ham.

I hovedet var der billeder. Billeder af en pige på 20 år. Hun smilede til ham.

vinkede og sagde noget, han havde svært ved at høre. Han drejede ansigtet

17

til siden og lidt frem, så det ene øre vendte mod petroleumslamperne. Nu

smilede han. Ringbindet gled ned i hænderne, øjnene åbnede sig og fingrene

slog op på en side. En side med en e-mail, lamineret så den kunne tåle at blive

læst i al slags vejr. Ordene kom langsomt og klart.

”4. december. Kære far. Det er blevet koldt hernede om natten. Jeg sidder og skriver til dig klokken 23, det er minusgrader udenfor. Vi har varme på i barak-ken, men jeg har alligevel to trøjer over skjorten. I dag mødte jeg igen nogle børn, som vi gav slik. Den ene var en pige på omkring tre år, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på dig og mig. På de år hvor vi ikke så hinanden.”

Manden løftede blikket fra mappen, distraheret af en lyd i haven. Han

hørte skridt i græsset, og kort efter trådte en skikkelse ind gennem indgangs-

hullet til cirklen.

”Jeg kunne høre, at du snakkede med Sara. Tag dig ikke af mig. Jeg venter,

til I er færdige.”

Manden flyttede blikket tilbage mod den laminerede mail. Det var sværere,

når han ikke var alene. Med langsom stemme læste han videre. Denne gang

uden lyd på. Han fandt rytmen og tonen, sådan som han huskede hendes

stemme. Gik ind i hendes rum. Betragtede i yderkanten af sit syn det milde

ansigt. Øjnene, som blev smalle, når hun smilede. Munden som spidsede til,

hver gang hun sagde noget, hun var nødt til at tænke over.

Hun snakkede løs. Manden læste med hendes stemme inde i hovedet. Om

sergenten, der skældte en menig ud, fordi han ikke fulgte ordren om at bringe

ekstra ammunition med på patrulje. Tror du stadig, du er på øvelse? Sådan fungerer det ikke hernede. Glemmer du din ekstra ammunition en gang til, bliver du sat til at grave huller hele natten. Har du forstået?

Så skiftede det. Nu læste hun ikke længere op. Nu snakkede hun frit. Først

tøvende, så mere naturligt. Hun var hjemme på orlov og gik tur med sin

hund, mens hun fortalte om livet ved fronten. Henry trak i snoren, han var

vant til at løbe frit ved gården, og Sara havde heller aldrig brugt tid nok på at

lære ham at gå ordentligt. Hunden rykkede hårdt, hendes stemme knækkede

18

over, og hun lød forpustet og stakåndet. Manden grinede dæmpet, hun havde

slet ikke styr på den hund.

Det dæmpede grin fik hans øjne til at flytte sig fra mailen. Han kiggede

forlegent på sin gæst. Så ham først rigtigt nu. Han blev altid overrasket, når

han så Obersten. Det korrekte, kølige blik. Obersten omfavnede ham, og han

favnede tilbage.

”Det bliver så sidste gang, vi ser hinanden. I hvert fald indtil det er over-

stået. Er du ved godt mod?”

Manden nikkede. Obersten nikkede mod de sorte handsker.

”Hvordan går det med fingrene?

”Den første var den sværeste. Den anden gik nemmere.”

”Det er godt. Har du spørgsmål om kommunikationen?”

Manden rystede på hovedet. Han var ikke tryg ved Obersten, det havde

han aldrig været. Han kunne huske første gang, de mødtes. Obersten var

kommet til ham på gården, og de havde snakket om deres børn. Han havde

fortalt om Sara, og det havde ligget i luften, at Obersten også skulle fortælle

om sin søn. Det havde han ikke gjort, faktisk havde han ikke fortalt noget

som helst om sig selv. Ikke en gang sit navn.

De stod nogle sekunder og kiggede ned på brostenene i tjørnecirklen. Så

flyttede Obersten sin vægt fra den ene fod til den anden.

”Jeg vil godt sige tak. Fordi du er en dygtig soldat.”

Han gjorde honnør, og selv om manden syntes, det var fjollet, så gjorde

han det samme. Deres stive kroppe over for hinanden kastede skygger mod

brostenene. Obersten drejede skarpt på hælen, bøjede sig og forsvandt gen-

nem hullet i tjørnehækken.

Det var rart at være alene igen. Han tvang sine øjne tilbage til ringbindet

og begyndte at læse en ny mail. En tilfældig mail. Det var svært at holde

fokus, kunne han mærke. Svært at komme ind i det rum, hvor de kunne tale

sammen.

”På vej tilbage i MPV’en sad jeg og kiggede ud over det mørke landskab under

19

stjernerne og huskede noget fra min konfirmation, jeg ikke har tænkt på længe. Jeg huskede, hvor fremmed du så ud blandt de andre gæster. Du så ensom ud, og jeg blev glad, fordi du havde sagt ja til invitationen. Mor var imod det, hun advarede mig mod at gøre det, og det var sikkert derfor, at jeg blev så glad, da vi begyndte at snakke sammen. For første gang i 12 år.”

Mandens blik gled op mod himlen. Spredte skyer blandt hvidgule stjerner

på en sort himmel. Måske var nogle af stjernerne de samme, som hun havde

kigget på den aften. Han åbnede munden for at sige noget. Kunne mærke,

mens øjnene skimmede ordene uden at læse dem, at hun var langt væk nu.

Men det var lige meget, han sagde det mest for sin egen skyld.

”Jeg glæder mig, til det er overstået. Til det er fuldbragt. Til vi ses igen,

Sara.”

Han lod hovedet falde mod brystet. Blev stående sådan længe. ubevægelig.

En tynd stribe af savl løb fra den ene mundvig, og til sidst var han nødt til

at flytte sin fod, fordi den begyndte at gøre ondt. Han mærkede en tåre på

kinden. Han blev altid ked af det, når hun ikke svarede.

Så var det, han skulle tænke på alt det gode. Hvor fantastisk det var, at de

havde fundet hinanden igen. For anden gang. Først mistede han retten til at

se sin datter, fordi hendes mor ville straffe ham. Så mistede han hende til en

bombe i et fremmed land på et tidspunkt, hvor hun var blevet hans bedste

ven. Og nu skulle de ses igen om kort tid. virkelig se hinanden. Det var kon-

kret. Som handskerne på hænderne, der skjulte det nødvendige, så han ikke

behøvede se på det. Så andre ikke behøvede se det.

Han sukkede og tog de to petroleumslamper i hænderne. Ringbindet hav-

de han under armen som før, det lå tæt ved hjertet, kunne han mærke, da

kroppen bukkede sig for at træde ud gennem hullet i den tætte hæk. De var

i gang med planen, og han skulle være i godt humør. Der var ingen grund til

andet. Sara ville tale til ham igen. Han gik tilbage op gennem den store have

og passerede stedet, hvor hunden lå begravet.

Han stillede petroleumslamperne fra sig og stod stille, mens han betragte-

de jorden under æbletræet. På en måde havde det været starten på det hele. Da

han havde fået Henry aflivet, fordi han ikke længere magtede at give hunden

mad og gå ture med den. Fordi øllene og vodkaen tog al hans tid. Det havde

været et vendepunkt. Det og så Saras besked til ham to dage senere.

Han drejede hovedet, så han kunne se laden med bordet og grensaksen og

vidste i det øjeblik, at han havde styrken til at fuldføre planen. Den skarpe

lugt af blod lige efter afklipningen. Han trak vejret dybt ind.

21

DE vAR FEM personer i rummet. Sofie præstenterede sig selv som politidi-

rektør Sofie Levinsen, derefter de andre: Politiets Efterretningstjeneste, For-

svarets Efterretningstjeneste, Rigspolitiets kommunikationschef og ham selv.

Niebuhr sad ved siden af en ung, slank officer fra Forsvaret. Nypresset

uniform og kronraget isse. Selv om politiet også har en hierarkisk struktur,

tænkte han, og tonen kan være formel, så er der forskel. Hans sidemand var

den eneste i rummet, som præsenterede sit navn med forbogstaver.

På midten af det ovale konferencebord stod en skål med frugt. Niebuhr var

sulten efter løbeturen tidligt i morges, selv om han havde spist to portioner

cornflakes lige som Signe. Han tog en banan og begyndte at skrælle den. Sofie

kiggede rundt på de tilstedeværende.

”Som I ved, er vi samlet på grund af det skærpede alarmberedskab ved

mistanke om terrorhandlinger i Danmark. vi går indtil videre ud fra, at hæn-

delserne i går er del af en større plan.”

Hun pegede på Niebuhr.

”vicepolitikommisær Karsten Niebuhr er udpeget til at være leder af poli-

tiets efterforskning. Karsten, vil du overtage?”

Han sank det sidste af bananen og rettede sig op i stolen.

”To danskere modtog i går en æske af pap med en afskåret finger. Kort

efter modtog Danmarks Radio og Formiddagsbladet en mail.”

22

Niebuhr trykkede på en fjernbetjening, og en mail dukkede op på en hvid

skærm for enden af rummet. Der var stilhed, mens alle læste. PET-agenten

rømmede sig. Den høje, slanke mand havde en lys stemme, som stod i under-

lig kontrast til et kraftigt kæbeparti.

”vi vil godt have tid til at lave vores egne undersøgelser. Det er vigtigt for

PET at udelukke, at gerningsmanden har forbindelse til et muslimsk terror-

netværk. Brevskriverens motiv er under alle omstændigheder at miskreditere

den danske indsats i kampen mod terror. Jeg foreslår, at PET sammen med

Forsvaret overtager sagen. vi er selvfølgelig villige til at koordinere vores ef-

terforskning med politiet.”

Niebuhr sendte Sofie et blik. De havde holdt en kort briefing inden mødet.

Han vendte sig mod manden over for sig.

”Det kan der under ingen omstændigheder blive tale om. Sagen handler

om chikane og overgreb mod civile, danske borgere. Det er en politiopgave at

finde frem til personen bag de afskårne fingre så hurtigt som muligt.”

PET-manden kiggede på Niebuhr. Ingen i rummet sagde noget, og Nie-

buhr fik fornemmelsen af, at efterretningsagenten havde et es i ærmet. Et

es, han nu sad og overvejede, om han skulle spille. Sandsynligvis noget med

nationens sikkerhed eller hensynet til krigsindsatsen i Afghanistan. Men hvis

han havde et es, valgte han at holde det tilbage.

”Jeg er ikke enig. Direktiverne omkring terrorbekæmpelse lægger vægt på

en centralt styret indsats. Hvis du står fast på din beslutning, så er det des-

værre dér, sagen lander foreløbig.”

PET-manden tøvede kort.

”For at sige det rent ud, så har vi ikke tillid til, at din afdeling kan løfte op-

gaven. Det handler om evner og kompetencer. Der er ikke råd til fejltagelser,

når det gælder terrorbekæmpelse.”

Manden holdt fast i Niebuhrs blik, der stirrede tilbage. Ingen af dem gav

sig, og der gik flere sekunder med tavshed. Til sidst brød Sofie den.

”vicepolitikommisær Karsten Niebuhr fra afdeling F er valgt til at lede ef-

23

terforskningen, fordi det er vores centrale efterforskningsenhed. Den opererer

i hele landet. vi er selvfølgelig parate til at dele informationer med Forsvaret

og PET. Karsten, har du mere?”

Niebuhr nikkede.

”Jeg har et møde med en retsmediciner om kort tid. Første prioritet er at

indkredse, om det virkelig er en selvlemlæster, der står bag. Eller om fing-

rene stammer fra en anden person. vi vil også undersøge, om modtagerne

af fingrene er tilfældige, eller der er en forbindelse. Samtidig vil jeg lade en

profilekspert se på mailen for at komme tættere på afsenderen.”

Niebuhr kiggede på majoren.

”Det kan vise sig, at personen bag de afskårne fingre har en relation til kri-

gen i Afghanistan. Hvis det sker, vil vi bede Forsvaret om hjælp til at foretage

undersøgelser på Forsvarets ejendom.”

Niebuhr betragtede majorens afvisende blik.

”Jeg siger det allerede nu. Hvis der skal træffes beslutninger, hentes tilla-

delser eller hvad ved jeg.”

Sofie nikkede smilende til majoren og sagde.

”vi behandler sagen seriøst. Indtil videre er det en mindre forbrydelse, men

vi bagatelliserer ikke handlingen. Afsenderen vil skabe panik og frygt, derfor

skal vi virke tillidsvækkende og beroligende. Sender personen flere fingre, har

vi en ny situation. vil Forsvaret sige noget?”

Efterretningsofficeren nikkede.

”Jeg anbefaler, at Forsvarets Efterretningstjeneste sammen med PET får

ansvaret. Det er ikke optimalt med flere, sideløbende undersøgelser. Det er

trods alt en aktion rettet mod en folketingsbeslutning.”

Sofie vendte sig mod den femte person i rummet, og Niebuhr fik bekræftet

en fornemmelse, han havde siddet med hele tiden. At kommunikationschefen

var indkaldt for at spille med i et politisk spil. Sofie sagde.

”Nu ved vi jo ikke, om der kommer flere fingre. Eller om det bare er en

galning, der fortryder sin handling. Men vi er nødt til at have en strategi i

24

forhold til pressen, som har en hovedrolle i sagen. Derfor har jeg bedt Rigs-

politiets kommunikationschef være med på mødet.”

Det var første gang, Niebuhr mødte kommunikationschefen. Sidst i tre-

diverne med intelligente øjne bag et moderigtigt brillestel. Selv om hun talte

dæmpet, havde stemmen naturlig autoritet.

”Jeg foreslår, at Forsvaret og PET henviser til politiet, når og hvis pressen

henvender sig. Det minimerer sandsynligheden for misforståelser og støj. vi

er jo på samme hold?”

Kommunikationschefen sendte et blik, halvt konstaterende, halvt spør-

gende, mod majoren og politiagenten. Hun fortsatte uden at vente på svar.

”vi er nødt til at etablere et godt samarbejde med pressen, fordi gernings-

manden har valgt at kommunikere gennem medierne. Hvis ikke vi står sam-

let, kan det falde negativt tilbage på os. vi skal være styrende, ærlige og præ-

cise i vores strategi.”

Sofie rejste sig for at markere, at mødet var slut. Stolene skramlede, og

Niebuhr blev tilbage med sin chef.

”Tomas er udlånt. Kan du gøre noget ved det?” spurgte han.

”Jeg kigger på det inden middag,” svarede hun.

De var kun tre kriminalfolk i afdeling F. Dermed var det sandsynligvis den

mindste afdeling på politigården. Problemet var de store udsving i mængden

af sager og arbejde. Derfor blev hans folk jævnligt lånt ud til andre afdelinger.

Men nu fik de heldigvis Tomas tilbage.

”Hvordan går det, Karsten? Fik Stine noget ud af opholdet i uSA?”

”Det tror jeg. Som du hørte mellem linjerne, så er det hendes profilerings-

kursus, jeg håber at få noget ud af. Hun arbejdede med en sag om afpresning

derovre.”

Politidirektørens telefon ringede. Niebuhr sagde farvel og gik ned ad trapperne.

Afdeling F var Sofies opfindelse. Hun påstod, navnet var tilfældigt, men

meget passende tog afdelingen sig af forsvundne personer. Hvilket blev for-

25

stået bredt. Fra opsporing af illegale indvandrere med relationer til narko og

kvindehandel til efterforskning af mistænkelige dødsfald. Samt de sager om

forsvundne danskere, som hvert år havnede på Niebuhrs skrivebord. Det var

første gang, afdelingen havde en sag som den her. Omvendt kunne han ikke

huske, at der nogensinde havde været en sag, der lignede.

Niebuhr trak skuldrene op, da han trådte ud i gårdens fugtige og kolde

januarluft. Han småløb de 40-50 meter over til den brune barak, hvor af-

delingen holdt til. I et år havde de siddet gemt væk i midlertidige kontorer

opstillet ude i gården i forbindelse med etableringen. Barakken mindede om

et mandskabsskur på en byggeplads og blev derfor kaldt for skuret, når ingen

andre hørte det. Stine Lund var i fuld gang, da Niebuhr trådte ind ad døren.

”Godmorgen, chef. Jeg hører, vi er omdannet til afdeling A. Afdelingen

for arbejdsulykker. Skal vi have en førstehjælpskasse med, når vi rykker ud på

efterforskning? Det er lige før, jeg håber, der dukker et drab op. Så vil jeg føle

mig mindre til grin.”

Stines humor passede til hendes udseende, tænkte Niebuhr. Hun var tid-

ligere professionel bokser og havde en lidt skæv næse, ikke en egentlig bokse-

tud, men alligevel så skæv at man bemærkede det. Hun havde som regel håret

sat op og var feminin på en kontant måde. Som en håndboldspiller, tænkte

han, mens han betragtede hendes skarpe blik. Han kunne godt lide Stine og

havde selv valgt hende. Nogle gange kunne det bare være anstrengende med

hendes behov for hele tiden at bekræfte sig selv i rollen som stærk og uafhæn-

gig kvinde. På en måde passede hun godt til mandskabsskuret, de sad i.

”Jeg synes, det er alvorligt at sprede terror på et plejehjem og i en børne-

have. Hvad ville du sige, hvis det var dit barn, der fik en forskrækkelse for

livet. Måske et livslangt traume.”

Stine sendte et skævt smil for at vise det komiske i Niebuhrs omsorg for

forskrækkede børnehavebørn. Men Niebuhr anede et strejf af fortrydelse, da

hun skiftede emne.

”Selvfølgelig skal gerningsmanden stoppes. Jeg synes bare, det er hurtigt,

26

vi farer frem med den store indsats. Men tak for beskeden du sendte fra mor-

genmødet.”

”Har du haft tid til at kigge på mailen? Jeg ved godt, det ikke er mange

ord, men noget skal vi have ud af de skattekroner, der sendte dig til uSA.”

Stine rettede sig op i stolen.

”Jeg har læst den et par gange. Det er jo både ret klart og ret uklart. En far

har mistet sit barn i krigen i Afghanistan, og nu vil han have de øvrige danske

soldater trukket hjem. Linjerne i digtform er foruroligende. I det hele taget er

der noget over ordene, jeg ikke bryder mig om.”

Niebuhr trommede med fingrene på skrivebordet.

”Jeg kan godt forstå din skepsis over for en sag, som indtil videre handler

om to afskårne fingre. Men nu kører vi det som en rigtig sag. vi har det meste

af Danmarks befolkning som tilskuere efter offentliggørelsen af mailen. Jeg

vil ikke have huller i efterforskningen.”

Han trommede videre.

”vi er nødt til at arbejde med den vinkel, at det måske ikke er hans egne

fingre, han har sendt. Kan du ikke få Gerda til at lave en liste over savnede

personer de sidste tre måneder, når hun møder ind? Måske har nogle af dem

forbindelse til krigen i Afghanistan.”

Stine nikkede og så op fra computeren.

”Jeg har tjekket børnehaven. Oplysningen om børnefødselsdagen stod på

børnehavens hjemmeside. Alle og enhver kan have fundet den information.

Det samme gælder plejehjemsbeboeren, der fyldte halvfems.”

Stine trak mundvigen op til et halvt smil.

”Og så er der besked fra Nitec. Mailen er sendt fra et offentligt net. Et

mindre hotel i Horsens, hvor, og jeg citerer: Selv en nybegynder på et internet-kursus for ældre kunne finde ud af at koble sig på. Ordet sikkerhed findes ikke i hotellets ordbog.”

Stine vendte tilbage til mailen med en længere forklaring om sammen-

hængen mellem læsning og skriftsprog. Især hæftede hun sig ved bydeformen

i ordet ”stop” samt det lave antal bogstaver i ordene. Hun afsluttede med at

sige, at hun gættede på en midaldrende mand med mellemlang uddannelse

med praktisk indhold. Niebuhr rejste sig og tog sin jakke fra knagerækken

ved døren.

”Jeg holder øje med midaldrende mænd med mellemlange uddannelser,

når jeg nu kører på Retsmedicinsk og bagefter til Græsted. Tag kontakt til

plejehjemmet i Hjørring. vi skal have etableret en teori. Er modtagerne tilfæl-

dige, eller er der en forbindelse?”

28

NIEBuHR HAvDE HåNDEN på indgangsdøren til Retsmedicinsk Afde-

ling B, da telefonen i lommen ringede. Han tjekkede displayet.

”Tomas. Det var hurtigt, du kunne løsrive dig.”

”Jeg har brugt de sidste fire dage på at ringe til ejere af blå Opel vectra’er

med bopæl på Sjælland. ved du, hvor mange der findes? Jeg trænger virkelig

til at møde nye mennesker.”

Niebuhr kiggede ud over parkeringspladsen og traf en hurtig beslutning.

”Stine er i gang på kontoret, jeg skal til Græsted, når jeg er færdig på Rets-

medicinsk. Kom herud, så kører vi sammen.”

Der lød klassisk musik fra obduktionsrum 2, da Niebuhr i hurtigt tempo

gik ned ad den lange gang i kælderen. Diana Holts lyse stemme blandede sig

med tonerne fra en cello, da han trådte ind i rummet. Obducenten holdt en

skalpel i hånden, mens hun stod bøjet over en metalskål. Hun talte uden at

se op.

”Hej Karsten. Det her har jeg aldrig prøvet. Jeg har stået med en fod. En

underarm. Men to fingre, den havde jeg ikke set komme.”

Lægen rettede sig op og trak et par hvide gummihandsker af i to ryk. Hun

var 55 men lignede en kvinde i fyrrerne. Niebuhr kunne ikke huske, hvornår

hun var begyndt at farve sit hår orange, men det klædte hende. Klædt i grønt

obduktionstøj var farvesammensætningen slående.

29

”Den var heller ikke gået for ti år siden. Det er de nye terrorbestemmelser.

Cheferne er oppe at køre. For os almindelige er jobbet vel det samme som

altid. vi skal bare fange gerningsmanden. Er de to fingre fra samme person?”

”Det ser sådan ud. En lillefinger og en ringfinger gætter jeg på. Jeg har

taget nogle prøver og regner med at have flere svar i løbet af dagen.”

Hun gik over til en stor håndvask af metal og begyndte at vaske hænderne.

”Kan du sige, om fingrene er resultatet af en selvlemlæstelse, eller om de

stammer fra en anden persons krop?”

”Det kan være begge dele. Jeg har udtaget væv til kemisk analyse, jeg tror,

der er rester af olie ved snitfladerne. Jeg gætter på, at afskæringerne er foreta-

get med en form for værktøj. En boltsaks, et haveredskab eller lignende. Olien

er brugt som plejemiddel på redskabet.”

Niebuhr nikkede. Han tog en notesbog frem og skrev.

”Mand eller kvinde? Alder?”

”Du er utålmodig i dag. Du får et mere præcist svar senere. Men jeg gætter

på en mand. Midt i livet, sidst i fyrrene eller starten af halvtredserne.”

”Profession?”

”Nok ikke håndværker. Fingrene er bløde, neglene forholdsvis velplejede.”

Niebuhr lukkede notesbogen og stak den i lommen. Retsmedicineren kig-

gede op, mens hun tørrede hænderne i et håndklæde.

”Du. Jeg har tænkt på noget.”

Niebuhr stod ved skålen med fingrene og kiggede tværs over rummet.

”Den middag hos dig om et par dage. Er du klar over, at det er middag

nummer 100?”

Niebuhr rystede på hovedet. Typisk Diana at holde styr på den slags.

”Har du også skrevet ned, hvad vi fik at spise hver gang?”

”Ikke hver gang. Men jeg kan huske den første middag hos dig. For ti år

siden. Kan du?”

Niebuhr tænkte tilbage. Det kunne ikke have været noget kompliceret. På

det tidspunkt havde han kun gået et par måneder på Diana og hendes kone

30

veronikas madhold. Middagen var en gengældelsesmiddag, fordi de to kvin-

der inviterede hele holdet hjem til tre retters festmiddag.

Da madkurset var forbi, havde kvinderne foreslået Niebuhr, at de fire

skulle mødes på skift hos hinanden en gang om måneden til gourmetmad.

Mest fordi, sådan tænkte han i hvert fald dengang, selv om han aldrig havde

spurgt, at de var faldet for Signe, som var med ham til madlavning hver gang.

Niebuhr havde taknemmeligt sagt ja til aftalen. Den havde nu varet i ti år, og

selv om Signe stadig var midtpunktet, så var Diana og veronika med årene

blevet gode venner, som han kunne tale med om det meste.

”Det var indbagt oksemørbrad og is bagt i ovnen med marengslåg. Kan du

huske det?”

Niebuhr rystede igen på hovedet.

”Det har jeg fortrængt. Fik jeg ros?”

”Det var en katastrofe. Men jeg tænkte på, når nu det er jubilæumsmid-

dag, om ikke du kunne overtales til at gentage den menu? Det er en klassisk

vinterret, veronika elsker den, og vi kunne fejre din udvikling som kok?”

”Jeg havde egentlig noget andet i tankerne. Men jeg bøjer mig selvfølgelig

for chefkokken.”

Diana stillede sig over ved siden af ham, og de stod sammen og kiggede på

fingrene i skålen.

”Hvordan går det med Signe? Er det stadig svært?”

Niebuhr nikkede.

”Jeg vil helst ikke tale om det nu. vi tager det senere.”

Det lå i luften, at samtalen mellem dem var slut. Alligevel blev Niebuhr

stående.

”Må jeg prøve at røre ved dem?”

Diana betragtede ham et par sekunder.

”Ja selvfølgelig.”

Niebuhr samlede de afskårne fingre op fra skålen. Der var klippet i dem,

og neglen var fjernet på den ene. Huden var grå, og de lignede det, de var,

31

dødt kød. Det var svært at forestille sig, at de havde været en del af en krop

for kort tid siden. Han lukkede fingrene om dem, mærkede kulden fra kødet

krybe ind i sin varme hånd. En mand. Det var helt sikkert en mands fingre.

”Hvor længe er det siden, de blev skåret af?”

”Det er vanskeligere med fingre, end når man har en hel krop. Mindre

end 48 timer. Det vurderer jeg ud fra hudens farve. Prøverne vil give et mere

præcist tidspunkt.”

Niebuhr stod lidt med fingrene. var det tristhed, han mærkede? Sammen

med noget andet. Noget godt. Tro og håb. Det gav en mørk lyd, da han lod

fingrene falde tilbage i den flade metalskål. Som når han smed kødstykker i

røremaskinen derhjemme. Der lød trin ude fra gangen, og Tomas trådte ind.

På vej ud til bilen fortalte Niebuhr om retsmedicinerens foreløbige konklusio-

ner. Som altid sagde Tomas ikke så meget, men Niebuhr var sikker på, at han

allerede var i gang med at etablere en teori.

Tomas var på mange måder Stines modsætning. Rolig. velovervejet. Et

blidt udtryk i ansigtet fik folk til at opfatte ham som passiv og sky, men det

var forkert. Han var ansvarsfuld, og når han først gik i gang med en opgave,

bed han sig fast. Han var heller ikke en tavs person, han tænkte sig bare godt

om. Det blev bekræftet undervejs til Græsted, da de passerede en gruppe børn

på vej over et fodgængerfelt med tre voksne. Tomas pegede på børnene.

”Hvilket menneske sender sin afskårne finger til en børnehave? Endda pak-

ket ind som fødselsdagsgave. Ikke fordi det er meget bedre at sende en finger

som gave til en halvfemsårig på et plejehjem. Men de fleste kriminelle sætter

en grænse ved børn. Hvorfor er personen ikke bange for den reaktion, et over-

greb mod et barn kan give? Er det fordi, handlingen ikke er gennemtænkt?”

”Jeg tror ikke, vi skal sammenligne med andre sager. Det her handler om

noget andet. Jeg har haft en fornemmelse, lige siden jeg første gang talte med

Sofie.”

Niebuhr mærkede Tomas’ blik og fortrød sine ord. Han vidste godt, at der

blev grinet bag hans ryg. Og han forstod dem. Politiarbejde er vidneafhørin-

ger, fysiske beviser og metodisk eftersøgning. Ikke fornemmelser eller anelser.

Han skammede sig over sine fornemmelser, især fordi de ikke altid holdt stik.

Fornemmelserne var uberegnelige.

De sad tavse i bilen og pludselig, mens det begyndte at sne fra en koksgrå

himmel, kom han til at tænke på kniven, der havde roteret på køkkenbordet

i går aftes. Der var ikke brugt kniv til at skære fingrene af med. Det var ikke

en tilfældig handling, det var ikke uforklarligt. Det var planlagt, og der ville

komme flere fingre. Men selv om det var planlagt, så gav mailen ham også

en fornemmelse af noget uafsluttet. Som en tankerække, der ikke var tænkt

færdig. Han så mailen for sig på et bord, hvor den langsomt roterede rundt.

Telefonen i jakkelommen rev ham ud af de bizarre billeder. Han slog håndfri

til og sagde sit navn.

”Goddag. Politiinspektør Jochumsen fra Fyns Politi. vi har fået en sag ind,

som jeg synes, I skal kigge på. I en skov på det nordlige Fyn. Teknikerne er

i fuld gang, jeg har bedt dem vente med at forlade gerningsstedet, til I kom-

mer.”

Niebuhr bad Tomas taste adressen ind på bilens GPS og lavede en u-ven-

ding for at komme til motorvejen. Det her var en afgørende udvikling i sagen,

kunne han fornemme.

33

DE BLEv vINKET ind på p-pladsen i skoven af en betjent, som stod ved et

hvidt og rødt afspærringsbånd. Han satte sig ind på bagsædet og viste vej ad

en grusvej, som kort efter blev til en sti. På et tidspunkt åbnede stien sig til en

lysning, hvor flere biler holdt parkeret.

Betjenten sagde, at de var nødt til at gå det sidste stykke. Niebuhr tog et

par gummistøvler frem fra bagagerummet og beklagede over for Tomas, at

der kun var det ene par. Han lagde straks mærke til stilheden i skoven, selv

om de kunne høre stemmer et stykke væk. En fugl skræppede højt oppe fra et

stort egetræ. De gik et par minutter ad et smalt dyrespor, indtil de igen mødte

et afspærringsbånd med røde og hvide striber.

”Jeg vil lige advare jer. Det ser altså ikke rart ud derinde,” sagde betjenten,

mens han holdt afspærringsbåndet op. Så kiggede han på Niebuhr og Tomas.

”Nå nej, det er nok bare mig. I har sikkert set det, der var meget værre.”

Han viste vej til en flaskegrøn presenning spændt ud langs et væltet træ.

Det havde Niebuhr ikke. Det her syn var uden tvivl det værste, han havde

oplevet i sin tid som politimand. Det fik ham til at tænke på første gang, han

blev kaldt ud til et færdselsuheld og stod og kastede op ved en husmur. Hængt

op med rødt gavebånd dinglede forskellige kropsdele i et to meter højt grantræ.

En underarm, en overarm, en hånd, en … var det en penis? vinden fik den

til at vugge blidt.

34

”Lars Jensen, teknisk afdeling. Du må være Niebuhr.”

En mand i blå overtræksdragt rakte hånden frem, og Niebuhr greb den.

En anden person rakte et par overtræksdragter frem, som Tomas og Niebuhr

hurtigt iførte sig.

”Ja, det er sgu ellers et flot juletræ. Bortset fra at det ikke er jul længere.

Eller hvad er det, man siger. Julen varer lige til påske.”

Teknikeren lo.

”Spøg til side. For at gøre det kort, så mangler der noget. Alle fingrene er

væk. Med mindre hundene finder dem, når vi henter dem ind. Og så mangler

hovedet også.”

Niebuhr nikkede og syntes, han kunne lugte blod fra jorden omkring sig.

”Men ellers ser alt ud til at være her. En ræv eller et andet dyr har fået fat i

de nederste kropsdele og tygget i dem. Men resten hænger pænt og ordentligt.”

Niebuhr kiggede på grantræet. Der var en form for system i ophængnin-

gen. Kroppens øverste dele hang højest, overarme, underarme, hænder. Ne-

derst hang fødder, underben og knæ. Det var sandsynligvis lårdele, der lå

spredt på jorden.

Grantræet stod i udkanten af en plads, som virkede beboet. Der var et

bålsted med store sten i en cirkel og afbrændte træstykker i midten. En gryde,

en pande samt forskellige redskaber var hængt op i en stålwire spændt ud ved

siden af bålpladsen. En tekniker gik rundt og tog billeder af stedet.

”Har I fundet gerningsvåbnet?”

”Gerningsvåbnene. Nej. Der er brugt mindst to forskellige våben eller red-

skaber til at partere liget. Prøv at se her.”

Teknikeren gik hen til grantræet og strakte sig for at tage en kropsdel. Nie-

buhr kiggede på den afskårne hånd, der blev rakt frem mod ham.

”Snittene ved fingrene er anderledes end de øvrige sårflader. Et kraftigt,

hurtigt klip, nok en boltsaks eller lignende. De andre dele ligner mere afhug-

ninger eller parteringer. Med en økse eller en god sav. Men det er ikke nogle

af de redskaber, der findes her.”

35

Niebuhr nikkede og rejste sig op. Han blev stående på samme sted, mens

han langsomt drejede kroppen rundt. Det her var en offerplads. Fuld af be-

tydning og mening. Det røde garnnøgle, der var brugt til at hænge kropsdele

op. Rød er pigefarve. Rød er en postkasse. Rød er blod. Masser af blod.

”Hvordan er det foregået?”

”Jo altså, han kommer ud af teltet herovre.” Lars Jensen slog presenningen

op, så Niebuhr kunne se ind på gulvet af rafter hævet en halv meter over

skovbunden.

”Så tager han et skridt til siden og bliver ramt, muligvis i hovedet af den

her gren.”

Teknikeren pegede på en tyk gren i skovbunden med en brun plet, sand-

synligvis blod, og en hvid seddel viklet om træet med grøn elastik.

”Han falder ned i skovbunden og lander hér. Hovedet rammer jorden først,

så han har fået et voldsomt slag. Herfra trækkes kroppen i armene over til

grantræet.”

Teknikeren gik over til de dinglende kropsdele og bøjede sig ned ved en

stor fordybning i skovbunden.

”Det er en udspekuleret satan, der har gjort det. Mit gæt er, at han har haft

plastikposer viklet om fødderne. Flere poser. Der er ingen skoaftryk nogen

steder. Kun små fordybninger i jorden. Han har gjort sig umage med ikke at

efterlade spor.”

Teknikeren blinkede med det ene øje mod Niebuhr.

”Men det kan han godt glemme. Jeg vil vædde en wienerbasse med side-

vogn på, at vi finder et eller andet. Han har været her i lang tid, og drabet

er sket forrige nat. Jeg tror ikke, han havde regnet med at blive afsløret så

hurtigt.”

Niebuhr betragtede fordybningen i skovbunden. Mørke områder viste ty-

deligt, hvad der var foregået. Der var blod og kropsvæske i store mængder.

Teknikeren irriterede ham. Selvfølgelig havde morderen regnet med at få sit

drab afsløret hurtigt. Det var hele formålet med det her. En besked til offent-

36

ligheden eller politiet, eller hvem det nu var tiltænkt. For at vise, hvor dygtig

han var til at iscenesætte en partering.

”Hvem opdagede drabet?”

”En skovfoged. Som også kunne fortælle, hvem personen sandsynligvis er.

Selv om vi jo altså mangler et hoved. Og fingeraftryk bliver der heller ikke

noget af.”

Teknikeren lo igen.

”Ja? Og du kunne måske tænke dig at afsløre, hvem der endte sit liv med

at blive parteret i en skov.”

”Det var ikke mig, der talte med skovfogeden. Det var de lokale kolleger.

Men det er efter al sandsynlighed en tidligere soldat, som har været udsendt

til Afghanistan. Han har boet i skoven siden efteråret. Skovfogeden holder

øje med ham, åbenbart var han bekymret på grund af det kolde vejr. Men det

var ikke frosten, der slog soldaten ihjel. Det er helt sikkert.”

Niebuhr kiggede på fordybningen foran sig.

”Er han død her?”

”Retsmedicineren er på vej. Jeres egen ovre fra København. Dem fra Oden-

se er åbenbart ikke dygtige nok.”

Lars Jensen lagde sig ned på alle fire.

”Men jeg kan godt give et bud på, hvor han er død. Han har fået klippet

fingrene af først. Så har der været en pause, hvor blodet er løbet fra finger-

stumperne. Masser af blod. Det er sket hér.”

Teknikeren havde hovedet helt nede ved jorden og pegede på et område i

udkanten af fordybningen.

”Så klæder han soldaten nøgen. Tøjet ligger i en bunke derovre.”

Lars Jensen pegede mod et stort egetræ fire-fem meter fra den blodfyldte

fordybning, mens han stadig havde ansigtet ved jorden.

”Nu skifter vi metode. Saven eller øksen tager først fødderne. Så hænderne.

underbenene. underarmene. Han arbejder sig nærmere hjertet og de vitale

dele. Præcist hvornår soldaten dør, ved jeg ikke. Du må spørge retsmedicine-

ren. Men det er ikke gået hurtigt. Og det har ikke været smertefrit. Det er

helt sikkert.”

En solsort gav sig til at fløjte højt og klart over deres hoveder. Januarsolen

brød pludselig frem og sendte et kort, gult lys helt ned til soldatens lejr.

”Hvordan er morderen kommet herfra? Han må have været sprøjtet til med

blod?”

”vi har en anden fordybning ovre ved tøjbunken. Jeg tror simpelthen, han

har bredt et stykke plastik ud og skiftet det yderste lag af sit tøj. Så har han

foldet plastikken sammen og taget det hele med. udspekuleret satan.”

Teknikeren pegede tilbage mod den retning, Niebuhr var kommet fra.

”Der er fordybninger den vej. Han er gået tilbage til parkeringspladsen,

hvor vi også eftersøger for spor. Men der tror jeg, vi er for sent ude. Jeg tror

mere på gerningsstedet her. Han har efterladt et eller andet, den djævel. Og

jeg skal nok finde det.”

Der lød stemmer og hundeglammen i skoven. Lidt efter stod to hundefø-

rere på pladsen sammen med Diana og en anden medarbejder fra Retsmedi-

cinsk Institut.

”Hej Karsten. Det var hurtigt, to fingre blev til et lig. Er der noget, der skal

prioriteres i mit arbejde?”

”Der er to hænder uden fingre på grantræet. Kan du koble en af dem til

fingrene, vi kiggede på i morges, så er det ikke en selvlemlæster, der kræver

Danmark trukket ud af krigen i Afghanistan.”

Retsmedicineren trak en blå overtræksdragt over sit vintertøj og et par

gummihandsker på hænderne. Orange står bedre til grønt end blåt, bemær-

kede Niebuhr. Sammen med sin kollega gik hun i gang med at frigøre gran-

træet for kropsdele, som de kom i en stor, rød køleboks.