udflugter på nordcypern

20
UDFLUGTER OG TURE PÅ NORDCYPERN

Upload: turistrejser

Post on 29-Mar-2016

234 views

Category:

Documents


0 download

DESCRIPTION

Læs vores udflugtsbrochure og bliv inspireret til, hvad du kan opleve på din rejse til Nordcypern med Turistrejser.

TRANSCRIPT

Page 1: Udflugter på Nordcypern

UDFLUGTER OGTURE PÅNORDCYPERN

Page 2: Udflugter på Nordcypern

KYRENIA-TUR

Page 3: Udflugter på Nordcypern

Se en storslået 360 graders udsigt fra borgen, hvor Walt Disney siges at have hentet inspiration til eventyrslottet i Snehvide. Få en fornemmelse af livet som ridder, munk eller fange i middelalderen, og gør et godt køb på onsdagsmarkedet i Kyrenia.

Skt. Hilarion er en af tre velbevarede borge på bjergkammen af Femfingerbjergene, grundlagt i 600-tallet som led i øens forsvar mod arabiske angreb. Fra riddersalen er der udsigt over Kyrenia – og mulighed for et glas hjemmelavet citron- limonade – før opstigningen til den franske kongefamilies sommerresidens på toppen. Herfra fører en smal stentrappe op til udsigtspunktet 732 m over havet, hvorfra der er udsyn over bjerge og hav så langt øjet rækker.Fra Skt. Hilarion går turen til det store ugentlige marked i Kyrenia, hvor du for billige penge kan købe lokalt dyrkede specialiteter som hjemmelavet olivenolie, bjerghonning, nødder og hellim-ost.Fra markedet kører vi til den smukke bjerglandsby Bellapais for at spise frokost og besøge kirken og klostret, der blev grundlagt af augustinermunke i 1100-tallet.Dagen slutter på den gamle havn i Kyrenia på borgen, der så sent som i 1950’erne blev brugt som fængsel af briterne. De smed dog ikke fangerne i de frygtindgydende underjordiske fangehuller, hvor fjender af den franske kongefamilie førhen endte. På borgen er også et museum for verdens ældste sejlskib, der sank ud for byen i 300-tallet f.Kr. Er tiden til det, runder vi af med en spadseretur langs havnen og evt. en forfriskning på en af de mange cafeer.

Praktiske oplysningerHeldagstur. Prisen dækker transport, dansktalende guide og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet.

Page 4: Udflugter på Nordcypern

KARPAZ-TUR

Page 5: Udflugter på Nordcypern

Cyperns længste og fineste strand, hvide sandbakker og glasklart hav så langt øjet rækker, uberørt natur, skildpadder, vilde æsler, ældgamle kirker, fred, ro og fugle på træk. Velkommen til Karpaz.

Tag med en tur til spidsen af Karpaz-halvøen. På vejen besøger vi en olivenmølle, ser både det gamle og nye presseri og får lejlighed til at smage på og købe de lokale produkter - økologisk jomfruolie, oliven, sæbe og Zivania, Cyperns svar på snaps.Næste stop er i Dipkarpaz, øens østligste landsby og en af de få, hvor tyrkiske og græsktalende cyprioter lever side om side, om end hver for sig. På venstre side af hovedgaden ligger den tyrkiske café, lige overfor den græskcypriotiske.Fra Dipkarpaz går turen videre til kysten og Ayios Philon. Denne byzantinsk kirke blev opført i det 12. århundrede på stranden, hvor der i forvejen lå en kristen basilika fra det 5. århundrede, som formentlig lagde sten til nybyggeriet, for i dag er kun fundamentet og dele af det smukke mosaikgulv tilbage.Herfra fortsætter vi til Golden Beach, hvor havskildpadder i maj/juni kommer op for at lægge æg i det hvide sand. Vi spiser frokost på en udendørs restaurant med udsigt over havet til horisonten mod øst og sætter punktum for dagen med en dukkert i det turkisblå, krystalklare vand.

Praktiske oplysningerHeldagstur. Prisen dækker transport, dansktalende guide og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet.

Page 6: Udflugter på Nordcypern

FAMA-

TURGUSTA-

Page 7: Udflugter på Nordcypern

Fra romersk bystat til nutidens forbudte by. Rundtur i Famagusta og omegn i hælene på den dramatiske historie om Middelhavets mest efterstræbte ø, siden kærlighedsgudinden Afrodite skyllede i land på sydkysten.

Første stop er Skt. Barnabas Kirke og Kloster, der indtil 1974 var hjem for tre ortodokse munke og deres mor og i dag er ikon- og arkæologisk museum. Her ligger grundlæggeren af den græskortodokse kirke begravet i et særskilt mausolæum. Skt. Barnabas blev født som jøde i den nærliggende antikke bystat, Salamis – andet mål på turen – hvor søjler, skulpturer, ruiner af romerske bade, veje og fragmenter af vægmalerier, mosaikker og et stort amfiteater står tilbage som monumenter over verdens engang mest magtfulde imperium.Fra Salamis kører vi til Famagusta for at spise frokost og gå på opdagelse i den gamle handelsby bag de 15 m høje og 7 m brede venetianske mure. Ét stort udendørs museum mikset med dagens gode tilbud. Ruiner af paladser og kirker bygget af franske korsriddere i 1100-tallet og stabler af kanonkugler ligger skulder ved skulder med guldsmede-, tøj-, sko- og taskeforretninger. Den smukke gotiske Skt. Nicolas Katedral overlevede osmannernes bombardement nogenlunde uskadt og har siden 1572 fungeret som moské.Efter frokost er der tid til at udforske handelsgaderne på egen hånd. Vi mødes igen på det legendariske konditori, Peteks Patesserie, med skildpadder i springvandet og øens største udvalg af kager, is, desserter og turkish delight i meterlange glasmontrer. Punktum for dagens udflugt bliver sat på den gyldne sandstrand, der grænser op til Varosha – 1970’ernes førende legeplads for Europas jetset, i dag en del af bufferzonen og utilgængelig for offentligheden.

Praktiske oplysninger Heldagstur. Prisen dækker transport, entré, dansktalende guide og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet.

Page 8: Udflugter på Nordcypern

TURNICOSIA-

Page 9: Udflugter på Nordcypern

Tag med til den gamle by bag murene i verdens sidste delte hovedstad, kryds grænsen til den græskcypriotiske del til fods, og rejs hjem med oplevelsen af to vidt forskellige kulturer i bagagen.

Det tyrkiske nord er gammeldags og tilbagelænet med et mylder af små butikker i smalle basargader, hvor du kan betale med både tyrkiske lire, euro og engelske pund. Det græske syd er moderne med de samme mærkevarer på hylderne som i alle andre europæiske byer, og her er eneste gangbare mønt euro. Den guidede vandretur begynder ved Kyrenia Gate, som er eneste adgang til den historiske del af hovedstaden fra nord. Fem minutter oppe ad hovedgaden ligger Atatürk Square, hvor en grå granitsøjle knejser til minde om venetianernes storhedstid. Solide retsbygninger og politistationen i typisk kolonistil om briternes. Til højre nede ad en sidegade, forbi det gamle tyrkiske bad, ligger Selimiye-moskeen, der oprindelig hed Skt. Sophia-katedralen og er et af øens mest imponerende gotiske bygningsværker fra dengang, Cypern tilhørte en fransk korsridder. 30 skridt længere henne er det gamle overdækkede marked, Bandabulyia, der for nylig genåbnede efter at være blevet renoveret med økonomisk bistand fra EU. Vandreturen slutter nede om hjørnet i Büyük Han, Den Store Kro, et nænsomt restaureret firelænget hotel, der oprindeligt blev bygget af osmannerne til kamelkaravanerne på Silkeruten. De tidligere stalde og værelser rummer i dag cafeer, et skyggeteater og små butikker, hvor lokale kvinder sælger egne traditionelle produkter. Efter frokost er der tid til at udforske hovedstaden yderligere på egen hånd, shoppe og krydse over checkpoint Lokmaci for at slentre ned ad Ledra Street i syd.

Praktiske oplysningerHeldagstur. Prisen dækker transport, dansktalende guide og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet. Husk pas!

Page 10: Udflugter på Nordcypern

TROODOS- TUR

Page 11: Udflugter på Nordcypern

Kør med til Troodos-bjergene på den græske del af øen for at nyde naturen på Cyperns højeste bjerge, der strækker sig næsten 2.000 m over havet, mærk stemningen i fire gamle bjerglandsbyer med hvert sit traditionelle særpræg, og smag på lokal vin og mundgodt. Første stop er Peristerona for foden af bjergene, cirka 32 km vest for Nicosia. I de bløde bakker omkring landsbyen vokser vin, oliven-, mandel- og citrustræer, og beboerne værner med ildhu om både deres traditionelle stenhuse, byens gamle vejtræer og kirker. Herfra går turen til Kakopetria ved bredden af Karkotis-floden, Prodoromos, den højest beliggende landsby, og Omodos, hvor bønderne siden tidernes morgen har produceret vin. Vi besøger en vinproducent for at smage nutidens produkt og Det Hellige Kors’ Kirke, der ifølge lokalhistorien ejer et stykke af korset, som blev brugt ved Jesus’ korsfæstelse.Inden kursen atter bliver sat mod nord, svinger vi forbi Limassol, Cyperns næststørste by med ca. 177.000 indbyggere, hvor der gerne skulle blive tid til en slentretur på strandpromenaden og til at nyde en forfriskning på en af de mange cafeer.

Praktiske oplysningerHeldagstur. Prisen dækker transport, engelsktalende guide og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet i prisen. Husk pas!

Page 12: Udflugter på Nordcypern

AFTEN

CYPRIO-TISK-

Page 13: Udflugter på Nordcypern

Ingen fuldendt ferie uden at have smagt traditionel mad og lokal vin. Tag med til gæstebud hos ægteparret Keziban og Cemal og få en i særklasse fornøjelig aften med slowfood, vin fra Paphos og cypriotisk dans under stjernebestrøet himmel.

Lidt uden for landsbyen Lapta, et stenkast fra Middelhavet, ligger et lille gult stenhus i læ af høje træer, vinstokke og kæmpe antikke lerkrukker: Aphrodite Restaurant. Her står Keziban i køkkenet og tilbereder hver dag alle retter – fra mezes, de traditionelle, små kolde og varme forretter, til hovedretten og desserten. Frugt, grøntsager, krydderurter, olie og oliven er af egen avl. Blandt forretterne, der bliver serveret med frisk brød, vil helt sikkert være hellim, Cyperns nationale hvide ost af fåre- eller gedemælk, samt humus, tzatziki og grønne oliven med citron. Hovedretten varierer, men kan være kleftiko – lam simret mørt som smør i en udendørs lerovn. Cemal, Kezibans ægtemand gennem 50 år, underholder med dans og får uden besvær lokket gæsterne med ud på gulvet. Det hænder, at husets æsel, kendt for sin hovedrolle i en påskeforestilling i den engelske kirke i Kyrenia, også blander sig i underholdningen.

Praktiske oplysningerAftentur. Prisen dækker transport, middag og et glas vin. Øvrige drikkevarer er ikke inkluderet.

Page 14: Udflugter på Nordcypern

TURLANDSBY

Page 15: Udflugter på Nordcypern

Oplev stemningen i en cypriotisk landsby, og besøg Det Blå Hus, der indtil 1974 var diskret residens for Paulo Pavlides, bilimportør og juridisk rådgiver for ærkebiskop Makarios med ry for også at have forbindelser til mafiaen.

Turen går med den lokale guide, Dener, mod vest til landsbyen Kozanköy, hvor livet går sin stille gang uden mere moderne indblanding end højst nødvendigt. Landsbyen hed indtil 1974 Larnakas Tis Lapithou. Her hører vi den lokale historie, smager hjemmebagt olivenbrød, olie og lokale specialiteter og besøger Skt. Marys Kirke, før turen fortsætter til Mavi Kösk – Det Blå Hus. En stor, statelig villa i hvidt og blåt, der indtil 1974 var hjem for græsk-italienske Paulo Pavlides, en mand omgærdet af myter. Officielt tjente Pavlides sine penge som hovedagent for den amerikanske bilproducent General Motors og rådgiver for præsident og ærkebiskop Makarios. Mindre officielt som en af Mellemøstens våbenhandlere med forbindelser til mafiaen.Et besøg i den store, afsidesliggende hvide villa med blå vinduer, døre, skodder og skjult flugtvej beviser, at han var en yderst velhavende, excentrisk mand med sans for privatlivets fred og flamboyant nydelse, som kunne lide at have mange gæster. Hvor mange og hvem, der nød godt af værtens indendørs mælkebad a la Kleopatra, forholder historien sig diskret til, men Sophia Loren skulle være en af dem.

Praktiske oplysninger Heldagstur. Prisen dækker transport, lokal engelsktalende guide og indgang til Det Blå Hus (Mavi Kösk Museum). Drikkevarer er ikke inkluderet. Det Blå Hus ligger indeni en militærlejr, så husk pas!

Page 16: Udflugter på Nordcypern

JEEPSAFARI

Page 17: Udflugter på Nordcypern

Vind i håret, den krydrede duft af pinjer i næsen og offroad-eventyr. Tag med på en uforglemmelig ekspedition i Femfingerbjergene i åben Landrover. Femfingerbjergene strækker sig som en mur over 120 km parallelt med Middelhavet, og oppe i højderne, hvor vilde blomster gror, og geder hopper rundt, folder det dramatiske landskab sig ud i al sin skønhed og vælde. Ruten ad den smalle bjergvej fører bl.a. til nordkystens højeste punkt, 1024 m over havet, hvor en tyrkisk tank på bjergsiden vidner om en ikke så fjern fortids væbnede konflikt.Vi kører også igennem flere landsbyer og spiser en cypriotisk frokost i den historiske del af Lapta, hjemsted for en halv snes kirker, et tidligere kloster og en af øens smukkeste osmanniske moskeer. Praktiske oplysningerHeldagstur. Prisen dækker transport, engelsktalende guide og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet. Jeepsafari er yderst populært, så det er en god idé at bestille i god tid.

Page 18: Udflugter på Nordcypern

BÅDTURE

Page 19: Udflugter på Nordcypern

En ferie på Nordcypern er ikke fuldendt uden at have oplevet den smukke kyst fra søsiden. I strålende sol om dagen eller ved solnedgang. Intet sted folder synet sig smukkere ud end på havet set fra et skibsdæk.

DagsturPak badehåndklæde, solcreme, hat og evt. dykkerbriller og snorkel i tasken, hop på bussen til den gamle havn i Kyrenia, og sejl med på en afslappet tur langs Nordcyperns smukke kyst. Med 180 graders blå udsigt over havet til den ene side og de grågrønne Femfingerbjerge med Skt. Hilarion-borgen på toppen over landsbyer med kirketårne og minareter til den anden. Undervejs bliver der chance for at springe i det krystalklare Middelhav, når kaptajnen dropper anker bl.a. ved funky Escape Beach med hængekøjer i vandet og en lille klippeø lige til at bestige. I løbet af dagen bliver der serveret frokost om bord.

Praktiske oplysninger Heldagstur. Sejlturen er uden guide. Prisen dækker transport, sejlads og frokost. Drikkevarer er ikke inkluderet.

Aftentur Sejl ud og se solen gå ned bag horisonten i et flammehav af farver. Vi sejler ud ved aftenstid for at nyde en kølig drink og et måltid, mens solen langsomt farver himmel, hav og bjerge røde, orange, lilla og blå, inden den takker af og overlader scenen til mørket, månen og den klare stjernehimmel. Også på solnedgangsturen er der naturligvis mulighed for en dukkert, så husk badetøj og håndklæde.

Praktiske oplysninger Sejlturen varer ca. 4 timer og er uden guide. Prisen dækker transport, sejlads og middag. Drikkevarer er ikke inkluderet.

Page 20: Udflugter på Nordcypern

Nordcypern byder på en lang række sjove, afslappende aktiviteter for eventyrlystne voksne og børn i alle aldre. Leje af bil, motorcykel eller scooterDen perfekte løsning for rejsende med lyst til at udforske øen i eget tempo, besøge den højest beliggende bjerglandsby eller have en sandstrand helt for sig selv. Bemærk: Cypern har venstrekørsel.

DykningSigtbarhed på over 30 m, en utrolig variation af liv under overfladen og mere end 20 revformationer omkring Kyrenia. Prøvedyk og introduktion til scuba for begyndere og børn fra 8 år.

VandsportFart, action og spænding. Vandsports-entusiaster kan få et adrenalinkick i de skønne bugter langs nordkysten, hvor der er mulighed for parasailing, bananbåd, jetski og vandski.

HesteridningForkæl dine sanser. Nyd naturens dufte, stilhed og storhed højt oppe i de skovklædte Femfingerbjerge på hesteryg. Vælg mellem morgen- eller solnedgangstur. Lokal guide.

GolfFredfyldt, udfordrende og smuk 18-hullers golfbane i verdensklasse med udsigt over Middelhavet og Femfingerbjergene. For både nybegyndere, øvede og professionelle.

WellnessFå muskler og organer til at slappe af, og giv kroppen ny energi med en bred vifte af skønhedsbehandlinger, en afstressende massage eller traditionelt tyrkisk bad (hamam).

PÅEGENHÅND