sof profilen · ”her kan beboerne ”lære” at gå på café og møde an dre mennesker under...

Vis mig din velfærdsteknologi

SOF profilen:Vi skal lytte til borgerne

På job i SOF: Nøjsomhedsvej er et vendepunkt

Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen i Københavns Kommune

NR. 3. AUGUST 2017

nr.3 August 2017 • sofbladetsofbladet • nr.3 August 2017 32

4 Kort nyt

5 Café Virente skaber møder mellem mennesker

6 SOFprofilen

8 Fra borderline til fast arbejde

10 Ny grundfortælling viser vejen for fremtidens socialpsykiatri

12 Vis mig din velfærdsteknologi

16 Flere københavnere kommer i behandling

17 ”Vores første møde betyder alt”

19 Sundhedstjek skal forebygge alvorlige sygdomme hos borgere med handicap

21 ”Jeg er ikke vild med broccoli”

22 Malerier skaber samtale

26 På job i SOF: Nøjsomhedsvej er et vendepunkt

Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen.

Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer.

KONTAKT Pernille Søndergaardtlf. 3366 [email protected]

ADRESSESocialforvaltningenRådhuset 1599 København V

ANSVARSHAVENDE REDAKTØRNina Eg Hansen

LAYOUT OG PRODUKTIONKK Design, Københavns Rådhus

TRYKTryKKerietISO 14001 Miljøcertificeret

FORSIDEFOTOPernille Søndergaard

Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning

Leder Indhold

Vis mig din teknologiFra smarte apps til robotstøvsuger. I SOF arbejder omkring 25 centre med velfærdsteknologi. Mød nogle af de medarbejdere og borgere, som afprøver eller bruger velfærdsteknologiske produkter.

Fra borderline til fast arbejdePia Frydensberg har kæmpet en sej kamp for at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter sin recovery fra personlighedsforstyrrelsen borderline for fem år siden. I dag er hun mod alle odds fastansat som kommunikations og udviklingsmedarbejder i Center Nørrebro.

26

12

8

I dette nummer af Sofbladet går der en rød tråd gennem bladets artikler, som afspejler især to af principperne i vores socialstrategi – nemlig: Aktivering af københavnernes ressourcer og Fokus på forebyggelse og tidlig indsats.

På forsiden ser man en beboer i botilbuddet Kollektivet på Sundholm, fotograferet med virtual realitybriller på. I Kollektivet er de i gang med at afprøve, hvordan VR-tek-nikken kan give borgere nye oplevelser og muligheder for at udfolde deres ressourcer. Det er bare et af de velfærdsteknologiske produkter, som afprøves og bruges rundt omkring på vores tilbud i SOF. Formålet er bl.a. at støtte borgernes sociale mobilitet og gøre dem mere selvhjulpne. På en teknologimesse i Sundby Væksthus i begyndelsen af september præsenterer borgere fra forskellige tilbud deres teknologier og fortæller, hvordan de bruger dem i hverdagen. Inde i bladet kan du møde nogle af dem.

I det blad, du sidder med i hånden, kan du også møde Pia, som efter mange år med diagnosen borderline har kæmpet sig tilbage til arbejdsmarkedet og fået et fast job på Center Nørrebro. Hun er et eksempel på, at det er muligt at komme sig efter en alvorlig sindslidelse. Dermed repræsenterer hun et håb for fremtiden – et håb, som er vigtigt at have med sig i arbejdet med vores nye grundfortælling for socialpsykiatrien.

Fortællingens vision er, at socialpsykiatrien bliver et sted, hvor alle tror på, at man kan komme sig helt eller delvist fra en psykisk sygdom. Læs mere om arbejdet med grund-fortællingen inde i bladet.

Du kan også tage med socialfaglig medarbejder Kim Thundal på job i vores nye unge-herberg på Østerbro. Her sætter Kim og hendes kolleger ind med en tidlig og intensiv indsats, som skal forebygge yderligere social deroute for de unge beboere på Nøjsom-hedsvej. Det socialstrategiske princip om fokus på forebyggelse og tidlig indsats handler netop om, at der skal være tilgængelig støtte, når behovet opstår. Kim udtrykker det sådan her: ”Hvis de ikke var kommet her, ville skridtet videre måske have været gaden eller et af byens andre herberger.”

Forebyggelse og tidlig indsats handler også om at skabe mere lighed i sundhed. For mange københavnere med handicap kan det være umuligt på egen hånd at opsøge læge og finde vej i sundhedsvæsenet. De er ofte mere syge og dør tidligere. I Borgercenter Handicap er man halvvejs i et projekt, der skal afprøve, om et årligt sundhedstjek hos den prak-tiserende læge for beboere på botilbud kan være med til at udligne ulighed i sundhed. Hvordan det går med det projekt, kan du dykke ned i en artikel inde i bladet.

God læselyst!Nina Eg Hansen

Nøjsomhedsvej er et vendepunktFor syv måneder siden slog et nyt ungeherberg dørene op på Nøjsomhedsvej på Østerbro. Her er plads til 20 unge, som udover et pusterum fra hjemløshed, har brug for støtte, omsorg og fællesskab. Sofbladet har mødt socialfaglig medarbejder Kim Thundal. Hun arbejder for, at de unge finder deres vej videre i livet.


Kort nyt

BESØG CAFÉ VIRENTEAdresse: Rentemestervej 40.Mandag – fredag kl. 11-16 Tirsdag kl. 11-19 (hvor der laves et varmt aftenmåltid)Telefon: 24 97 04 25Maden kan nydes i cafeen eller som take away.

Café Virente er en del af Center Campo.

Det er ikke alle, der lægger mærke til Café Virente i nybyggeriet på Rentemestervej 40. Gæsterne er en bland ing af beboere og personale fra bostedet, naboer til cafeen samt medarbejdere fra de lokale virksomheder. Nogle kommer også langvejsfra for at besøge caféen.

Indbudt til hyggeDer er tænkt over indretningen i Café Virente. Syltetøjsglas med sukkulenter hænger i snore i vinduerne. De sorte industrielle lamper er sat i lige rækker over de skibslakerede træborde, og der er bløde puder på stole og bænke, der indbyder til afslapning med et magasin og en kop kaffe. Rundt omkring er der udstoppede fugle, teaterplakater og andre finurlige fund. Det meste af cafeens interiør er genbrug og sirligt udvalgt af bestyrer af cafeen, Jeanne Hviid, der har 15 års erfaring med at drive cafeer til mennesker med udviklingshæmning. De sidste tre år har hun stået i spidsen for Café Virente og været med helt fra det første malerstrøg. ”Det særlige ved Virente er, at der her er plads til at skille sig ud fra mængden. Her kan du godt tale højt uden, at folk ser skævt til dig,” fortæller hun og fortsætter: ”Her kan beboerne ”lære” at gå på café og møde andre mennesker under trygge rammer.” Jeanne beretter, hvordan beboerne er stolte, når der kommer folk udefra og spiser i deres café, og spørger du Jeanne Hviid, hvordan det er at arbejde på Virente, kommer svaret prompte: ”Det er et fantastisk sted at arbejde.”

I januar fik Jeanne Hviid selskab af Bjørn Kirk Egdal. Tre dage om ugen er han i cafeen. Resten af tiden arbejder han på bostedet.

Klassisk menu med et tvistCafé Virentes menu er afstemt efter årstiden. Her kan man både købe forskellige sandwich, salater eller nyde en let frokostanretning. Og så er der selvfølgelig også både kage og kaffe på kortet. På dagens besøg var kagen en lækker, cremet jordbærtærte og i flæskestegssandwichen var både sværen og salaten sprød. Og du får ikke lommesmerter med hjem, for maden er billig. Hver tirsdag er der aftenåbent. Stegt flæsk med persillesovs er et hit, men Jeanne Hviid og Bjørn Kirk Egdal gør en dyd ud af at udfordre gæsternes ganer med retter, der ikke kun er fra mormors tid. ”Det er fedt, når vi har lavet en vegetar eller fiskeret, som de godt kan lide,” siger Bjørn Kirk Egdal. En flok medarbejdere fra bostedet er inde og hente kaffe. ”Der er ingen, der kan lave frikadeller som Jeanne,” fortæller en af dem. Frikadeller eller ej, det kan bestemt anbefales at slå et smut forbi Café Virente. Artiklens skribent gav på sit besøg 67 kroner for en sandwich, økologisk hyldeblomstsaft og en caffe latté.

Tekst Pernille Søndergaard

Tekst: Kathrine Schmidt Jensen

KENDER DU GENBRUG SPORTALEN?Skal I af med skriveborde, reoler eller whiteboard? Eller har I selv brug for nye møbler, som gerne må være brugte? Så er det oplagt at tage et kik i kommu-nens interne genbrugsportal.

Klik ind på: www.tmf.kkintra.kk.dk/indhold/ genbrugsportalen

Vil du vide mere om FIT?… så er SOF’s nye håndbog i FIT (Feedback Informed Treatment) måske svaret. Her kan man hente tips og tricks til at arbejde med FIT i praksis. Håndbogen samler op på nogle af de mange erfaringer, som medarbejdere i SOF har gjort sig i løbet af et 2-årigt forsknings projekt.

Find håndbogen på KKintra.

Flere og flere tilbud i SOF slår dørene op og inviterer naboer og lokal-samfund indenfor. Et af dem er Bostedet Rentemestervej, som har deres egen café. På Café Virente kan du både få stillet frokostsulten og få kage til den søde tand.

Café Virente

Få overblik over aktivitets- og samværstilbudDet kan være svært for psykisk sårbare og deres netværk at finde det rette sted at tage hen for at komme ud i byen. Derfor har Borgercenter Voksne lavet en pjece med SOF’s aktivitets- og samværstilbud, som skal gøre det lettere at finde det rette tilbud i lokalområdet.

Du kan downloade og udskrive pjecen på www.kk.dk> Borger> Personlig hjælp og støtte> Støtte- og aktivitetstilbud.

450– så mange unge benyttede i 2016

vores 18+- centre, som er et tilbud for kriminalitets truede og kriminelle unge.

Tidlig indsats forebygger anbringelseFor tre år siden blev hver femte udsatte ung københavner anbragt. I dag er det hver sjette. Det viser en status på den faglige omstilling Tæt på Familien i Borgercenter Børn og Unge. Den positive udvikling skyldes for det første, at Social-forvaltningen gennem en årrække har haft fokus på at forebygge og sætte tidligere ind med flere forebyggende indsatser i hjemmet, når børn og unge ikke trives. For det andet er der kommet flere københavnere, og den gennemsnitlige, kø-benhavnske familie trives bedre. Så selvom der er blevet flere familier, er behovet for at anbringe unge faldet.

62%af de unge udnyttede muligheden

for at få rådgivning om bl.a. jobsøgning eller uddannelse.

Kilde: Sikker Bys effektmåling

– skaber møder mellem mennesker


Profession: Direktør i SOFAlder: 37 år

Mikkel Boje

Tekst: Anne Pallisgaard Rasmussen

Foto: Pernille Søndergaard

Tour de SOF Det første halve år i SOF har jeg brugt på at være så meget på besøg i organisationen som overhovedet muligt. Jeg har prioriteret at have besøg på en 2-3 ti-mer, hvor jeg både har kunnet tale med medarbejdere, ledere og borgere. Det er den bedste og hurtigste måde for mig at komme så langt ind i det daglige ma-skinrum som muligt. Og det er der brug for, for kom-pleksiteten og vigtigheden af dét, vi laver, venter ikke pænt på, at jeg kommer ind i tingene.

En regnvejrsaften på NørrebroKøbenhavnerteamet havde inviteret mig på tur med deres opsøgende gadeplans-medarbejdere. Så jeg vandrede gaderne tynde med et par medarbejderne en våd aften på Nørrebro. De unge, vi mødte på vores vej, var først lidt skeptiske over for mig, fordi de troede, jeg var fra politiet. Måske var det den jyske dialekt, men det var tydeligt, at de gerne ville tale med Københavnerteamet og sludre om løst og fast. Det, tror jeg, er fordi, at medarbejderne viser et ægte engagement, og det kan de unge mærke. Det er det, vi kan i SOF; vi kan og vil vores arbejde, og vi vil gøre en forskel for borgerne.

Fokus på psykiatrien i efteråretSocialpsykiatrien har fyldt meget i min første tid og kommer også til det i efteråret. Vi skal have Grundfortællingen ud at leve i organisationen, og vi skal i gang med et omfattende kompetence udviklingsprogram. Vi skal også være helt tydelige om, hvordan vi arbejder med recovery, og vi skal lytte til borgerne, når de siger til os, at det har stor betydning, hvordan vi taler om tingene. Taler vi fx om ’risiko’ eller om ’tryghed’?

Mikkel Boje startede som direktør i SOF i januar 2017. Han har ansvar for fagområderne under Borgercen-ter Børn og Unge og Borgercenter Voksne. Den nye mand i direktionen er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet bl.a. i Aarhus Kommune, Socialmini-steriet og Rigspolitiet. Han bor på Vesterbro med sin kone og deres to drenge.

Det skal være mening med måleneHos Rigspolitiet var jeg som strategichef i gang med at forny målstyringen i politiet. Styringen er blevet kritiseret igennem flere år for ikke at hænge sammen med dét, som de ca. 10.000 betjente oplever som deres kerneopgave. Det mest kendte eksempel er nok målene på færdselsområdet, hvor der har været stor kritik af, at mål- styringen var med til at gøre trafikkontroller til en pengemaskine frem for en måde at forebygge trafikuheld på. Lektien er, at målene skal give mening for medarbejderne for at virke i praksis, og det kræver, at de er relevante for kerneopgaven. Det gælder også i SOF, når vi fx skal se på Forandringskompasset i forbindelse med Borgerens Plan.

Langt fra en ægte handymandDa jeg flyttede ind i min hustrus andelslejlighed på Vesterbro, kastede jeg mig optimistisk ud i et mindre gør-det-selv-projekt. Vi skulle lige sætte nyt tapet op. Men så skulle vi jo også lige fikse el-ledningerne og renovere det ene børneværelse. Efter 10 måneder var der ingen strøm i to af værelserne, væggene var uden tapet, og vi havde dreng nr. 2 på vej. Så hyrede vi altså håndværkere. Men jeg er den erfaring rigere, når min hustru og jeg skal sætte vores nye sommerhus i stand. Handymand bliver jeg nok aldrig.

Heavy metal og amerikansk hip-hopJeg tabte mit hjerte til det brasilianske heavy-band Sepultura, da jeg blev konfirmeret. Min tvillingebror hørte på det tidspunkt mest amerikansk hiphop, så store dele af vores konfirmationsfest blev brugt i vores foræl-dres bil, hvor vi skiftedes til at bestemme numre. Det er stadig de to musikgenrer, jeg sætter på, når jeg skal spille højt. Heavy skal man høre på fuldt drøn og gerne live, mens hiphopkoncerter ofte er en skuffende omgang. Min hustru er nærmest opvokset på Roskilde Festival, da hendes far har arbejdet på Orange Scene gennem mange år, så vi prøver at komme af sted hvert år.

Bold, masser af boldSammen med en flok andre fædre træner jeg min store drengs årgang i fodboldklub-ben Vestia. Klubben er nok mest kendt for aldrig at vinde noget, men lige før som-merferien vandt vi en vaskeægte turnering på straffesparkskonkurrence. Det var helt fantastisk at se vores hold af fightere på podiet med pokal og det hele. Jeg kan godt blive lidt udfordret på at træne flere gange i løbet af ugen, men til gengæld propper jeg så mange drenge som muligt ind i bilen, når der er kamp i weekenden. Vi spiller normalt både lørdage og søndage, og kampene bringer mange gode minder frem, fra da jeg selv spillede bold. På trods af resultater og fornuft holder jeg med AGF, mens sønnike er til FCK, så når de to hold tørner sammen i Parken, er vi med på tribunen.


Endnu et møde med udviklingsteamet er afrundet, og 45årige Pia Frydensberg gør sig klar til at undervise ny ansatte i Center Nørrebro sammen med sin kollega og chef for teamet. Et scenarium, som syntes uopnåeligt og urealistisk for blot et år siden. Det meste af hendes liv har symptom erne for borderline præget og invalideret Pias tilværelse. ”Jeg gik rundt med et stort selvhad og en rungende tomhed indeni. Den var der hele tiden. Kronisk. Der var ikke noget fællesskab jeg kunne lande i. Jeg følte mig tom og forkert, også selvom jeg sad med syv venner og hyggede mig,” fortæller Pia. Som et værn mod tomheden, begyndte hun at skade sig selv fysisk, fra hun var omkring 12 år. ”Jeg husker tydeligt, da jeg skar mig selv første gang med et lille barberblad, jeg fandt i min mors skab ude på badeværelset. Det gav mig et overskud og ro. Jeg følte pludselig, at der var plads til mig, mens endofinerne kom bankende,” husker Pia, som fortsatte med at skade sig selv mere og mere intensivt igennem barndom og ungdom. Det var svært for Pia at have relationer, for hun blev tit nødt til at trække sig for at skade sig selv. Hun slog sit hoved ind i væggen og skar og brændte sig selv. Hun led også af spiseforstyrrelser,

hvor hun nægtede sig selv at spise i dagevis. Men hun formåede at komme igennem folkeskole, gymnasie og en uddannelse som akademimerkonom og efterfølgende at få et job. Og det var Ikke til trods for – men langt hen ad vejen – i kraft af sin selvskade, fortæller hun. ”Jeg havde ikke klaret det hele uden min selvskade. Den dulmer og mildner den indre smerte og tomhed. Derfor er den så svær at komme ud af. Den altomfattende følelse af at føle sig forkert gør, at man har brug for sit drug igen og igen.”

Adfærdsterapi giver poteI 2009 måtte Pia dog smide håndklædet i ringen og lade sig indlægge på et lukket psykiatrisk hospital. På det tidspunkt arbejdede hun som kommunikations og marketingsansvarlig i Fondet for DanskNorsk Samarbejde. ”Det var en stor mavepuster, for jeg identificerede mig meget med mit arbejde. Da alting væltede, havde jeg været ansat i fem år og fik et kick af de mange deadlines. Jeg vidste imidlertid også godt, at jeg fik det sværere og sværere, og til sidst kunne jeg end ikke rumme at gå til frokost med kollegerne uden først at skulle på toilettet og skære i mig selv. Da Pia i 2011 fik mulighed for at deltage i et forløb med dialektisk adfærdsterapi – en terapiform rettet mod

mennesker med borderlinesymptomer – tog alting en positiv drejning. Forløbet var intensivt og gav pote. Efter et års tid holdt Pia op med at skade sig selv, og stille og roligt fik hun følelsen af at kunne lande i sig selv. Føle egne værdier og mere ro indeni. ”Jeg glemmer aldrig den dag, min terapeut fortalte mig, at teamet ikke længere mente, at jeg havde diagnosen borderline. Det var stort, og jeg husker, at jeg bl.a. tænkte, at nu ville jeg begynde at finde vejen tilbage på arbejdsmarkedet. Det var helt sikkert ét af mine mål”.Den proces skulle imidlertid vise sig svær. Langt sværere, end Pia havde forestillet sig. Også selvom ansøgningerne avlede flere jobsamtaler undervejs. ”Efter tredje jobsamtale begyndte jeg at se et mønster. Noget med, at job rekruttørerne havde googlet mig forinden samtalerne og læst sig til, at jeg dels var stifter og formand af Borderlinenetværket, holdt oplæg om emnet og set artikler om min historie i forskellige medier. Og resultatet blev, at jeg ved flere samtaler skulle sidde og fortælle om min borderlinebaggage langt mere, end jeg skulle dykke ned i mine kvalifikationer på CV’et. Og overraskende mange troede fx, at borderline er en kronisk sindslidelse og virkede lidt nervøse ved at skulle ansætte mig”.

En særlig ekstra kompetenceI 2016 Fik Pia omsider hul til en arbejdsplads. Det var Center Nørrebro. Her fokuserede man hverken på diagnosen eller hendes forløb, men derimod på hendes kompetencer og erfaringer. Hendes vej ind i Center Nørrebro gik via et uddannelsesforløb kaldet MB, som står for ’medarbejder med brugererfaring’. Det er et etårigt efteruddannelsesforløb, hvor deltagerne, som alle har personlige erfaringer med psykisk sygdom eller sårbarhed, får et fagligt løft og bliver klædt på til at arbejde i (social)psykiatrien.Uddannelsesteamet på MBuddannelsen hjalp Pia i retning af en praktikplads i udviklingsteamet i Center Nørrebro, hvorefter hun blev ansat som kommunikations og udviklingskonsulent med løntilskud. I sidste måned fik hun så melding om, at centret ønskede at ansætte hende på almindelige vilkår. ”Det er så stort for mig, at jeg end ikke kan sætte ord på,” siger Pia med et blændende smil.At Center Nørrebro så også har valgt at booke hende til at holde oplæg

omkring borderline og undervise personalet i de fleste af centrets enheder, har ikke gjort smilet på hendes læber mindre. ”Kollegerne har været seje til at bruge mine kompetencer, og jeg er overvældet over, hvor mange der kan bruge mine erfaringer.” Det er Pias chef, udvik

lingschef Stig Akselgaard, mere end klar til at skrive under på. ”Pia har stærke faglige kompetencer inden for formidling, som vi ikke har i vores team. Men hun har også en særlig ekstra kompetence i kraft af sin baggrund. Hun har erfaringer, som ligner dem, som nogle af vores borgere har. Det vil sige, at hun har en baggrund, som de kan spejle sig i, samtidig med at hun kan sætte ord på, hvad der har hjulpet hende i hendes recovery. Hun repræsenterer håb for fremtiden – både for borgere og medarbejdere.”

Pia Frydensberg har kæmpet en sej kamp for at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter sin recovery fra personlighedsforstyrrelsen borderline for fem år siden. I dag er hun mod alle odds fastansat som kommunikations- og udviklingsmedarbejder i Center Nørrebro.

”Jeg glemmer aldrig den dag, min terapeut fortalte mig, at teamet ikke længere mente, at jeg havde diagnosen borderline.”

Pia Frydens berg

Fra borderline til fast arbejde

Pia Frydensberg vil meget gerne gøre op med myten om, at borderline er en kronisk diagnose. ”Man kan komme ud af helvede ved hjælp af terapi. Jeg er stødt på mange, som er kommet sig,” siger hun.

FAKTA OM BORDERLINE

En diagnose – ikke nogen domBorderline er en emotionel usta-bil personlighedsforstyrrelse, som man kan have i forskellige grader.

Har man borderline, er forholdet til andre ofte præget af kaos og lidelse. Man er usikker på, hvem man selv er, og føler indre tom-hed. Man handler ofte impulsivt, har voldsomme, svingende følelser og tendens til selvdestruktivitet.

Cirka en tredjedel af unge mennesker, der får stillet diag-nosen borderline i de unge år, har ikke diagnosen 20 år senere.Kilde: Psykiatrifonden

Tekst og foto: Pernille Søndergaard



Kompetente medarbejdere, der tager udgangspunkt i en fælles forståelse af recovery og rehabilitering. Det er en vigtig bestanddel i grundfortællingen – og i den socialpsykiatri, som københavnere med psykisk sygdom kan forvente at møde i fremtiden. Visionen er nemlig, at socialpsykiatrien bliver et sted, hvor alle tror på, at man kan komme sig helt eller delvist fra en psykisk sygdom. Og grundfortællingen beskriver det faglige afsæt for, hvordan der skal samarbejdes med at føre visionen ud i livet. Grundfortællingen er spritny. Men det er recovery ikke. Det er en tilgang, som efterhånden har en del år på bagen. Det fortæller Birgitte Skjold Knudsen, som er uddannelseskonsulent i Borgercenter Voksne. ”Vi har arbejdet med recovery i mange år i socialpsykiatrien i København, men igennem tiden har vi fået forskellige forståelser af recovery, og det har affødt forskellige praksisser. Det er vigtigt, at vi får en fælles forståelse af recovery og en fælles tilgang og fagligt afsæt, når vi arbejder rehabiliterende. Det vil fremme samarbejde med borgeren og samarbejdet på tværs af socialpsykiatriske tilbud. Kernen i samarbejdet er, at det er borgeren, der er ekspert på sit eget liv.”

En del af en større planGrundfortællingen står ikke alene. Den er et led i en mere omfattende omstillingsplan, som tager fat i alle aspekter af socialpsykiatrien – lige fra udvikling af faglighed og kompetenceudvikling over etablering af specialiserede botilbudspladser til nye botilbud.

Og det er netop her, den nye grundfortælling gør fyldest, mener direktør i SOF Mikkel Boje. ”Hvis ikke vi sørger for at have en fælles faglig ramme, så er jeg bange for, at vi om nogle år står og har bygget nogle nye botilbud og renoveret nogle bygninger og spørger os selv: Hvad med indholdet? Derfor er der brug for, at vi genbesøger vores faglige fundament. Det er essensen for mig i grundfortællingen.” Mikkel Boje peger samtidig på, at grundfortællingen ikke er blevet til ved et skrivebord. Der er afholdt workshops og stormøde for beboerne på botilbud, og i slutningen af maj blev medarbejdere, borgere, faglige organisationer og samarbejdspartnere indbudt til en stor konference for at diskutere forslaget til den nye grundfortælling. ”Vi har lagt vægt på en inddragende proces, hvor vi har spurgt borgere, pårørende, medarbejdere og faglige organisationer om deres bud på, hvad der skal med i fortællingen. På den måde står vi med en faglig ramme, som vi alle sammen kan blive enige om, er rammen for fremtidens socialpsykiatri i København.”

De flotte ord i praksisMen hvordan er det så, alle de flotte ord fra grundfortællingens kommer ud at leve i virkeligheden? I Borgercenter Voksne sidder Birgitte Skjold Knudsen for bordenden i en arbejdsgruppe, der er i fuld gang med at udarbejde en faglig guide til, hvordan grundfortællingen skal omsættes i praksis rundt omkring i socialpsykiatrien.

I guiden vil medarbejderne kunne finde både praksisnære eksempler og svar på, hvad det er, de skal ud at gøre, fx hvordan arbejder man med håb? Hvordan fastholdes troen på den enkelte borgers udviklingspotentiale? Hvordan lytter man aktivt og uden forudforståelse? Hvad er selvbestemmelse i praksis? Udover den faglige guide er en ny grunduddannelse i recovery og rehabilitering for kommende og nuværende medarbejdere og ledere i støbeskeen. Efter planen skydes den fra start i løbet af 2018. Grunduddannelsen skal sikre, at borgerne altid møder medarbejdere, der har den samme forståelse af recovery og rehabilitering, fortæller Birgitte Skjold Knudsen, som er tovholder for uddannelsen. Uanset om man er borger, pædagog, sygeplejerske eller socialrådgiver er målet det samme: Borgeren skal komme sig, helt eller delvist. ”Når vi har et fælles fagligt fundament at stå på, bliver vi dygtigere til at samarbejde. Ambitionen er, at uddannelsen i sidste ende skal være med til at sikre, at borgerne får en bedre støtte fra socialpsykiatrien og oplever værdighed i deres liv,” siger Birgitte Skjold Knudsen.

I slutningen af maj var medarbejdere, borgere, faglige organisationer og sam arbejdspartnere samlet til en konference i Vartov for at diskutere og komme med input til forslaget til den nye grundfortælling.

GRUNDFORTÆLLINGENS VISION:

I den københavnske socialpsykiatri forudsæt-ter vi, at alle kan komme sig helt eller delvist af psykisk sygdom. Vi møder borgerne med ligeværd og støtter dem i at styrke deres håb, selvbestemmelse og muligheder. Det gør vi med afsæt i et fælles fagligt fundament, der understøtter, at vi arbejder vidensbaseret, koordineret og sammen med borgerne. Recovery er en udviklings proces, som det enkelte menneske gennemgår. Det er ikke en metode. Recoveryprocessen tager udgangs-punkt i borgerens oplevelser og har fokus på håb, mening og selvstændighed.

Rehabilitering handler om at tilrettelægge en indsats sammen med borgeren, der tager udgangspunkt i et helhedsorienteret blik på den enkeltes situation.

Ny grundfortælling viser vejen for fremtidens socialpsykiatriI efteråret lanceres en ny grundfortælling for fremtidens socialpsykiatri. Grund-fortællingen beskriver den fælles, faglige retning for socialpsykiatrien i København. En retning, som både borgere, medarbejdere og ledere kommer til at følge frem-over. Den nye grundfortælling skal nemlig være det fundament, som alle medar-bejderne skal stå på, når de skal sikre, at den enkelte københavner mødes med udgangspunkt i hans eller hendes individuelle recoveryproces.


Faglig koordinator Rasmus Nejmann og Alan Lewandowski, beboer på bostedet Nørrebro Vænge i Center for Autisme og Specialpædagogik

Teknik: Philips Luminous Textile – lystavle. Lystavlen består af en ramme med tekstil spændt over et panel af multifarvede LED pærer. Understreger stemninger i et rum via forskellige billeder, der varierer i farver, bevægelser og lysintensitet. Lystavlen betjenes via en fjernbetjening.

Rasmus: Vores beboere har psykiatriske diagnoser, og nogle ser ting og hører stemmer. Vores tese var, at lystavlen ville have en beroligende effekt på nogle af vores udadreagerende beboere. Og det har virket over al forventning. De to beboere, vi havde i tankerne, er oppe i årene og har valgt ikke at gå på arbejde. De bruger lystavlen meget i løbet af dagen. Tavlen

kan godt virke lidt psykedelisk for os andre, men de kan sidde i sækkestolen foran den i lang tid, og det giver en imponerende ro. Den er med til at regulere deres arousal. Særligt den ene af beboerne har en fast rutine med at sidde foran lystavlen et par timer i løbet af en dag. Han kobler af og bliver helt afslappet.

Allan: Jeg bruger ikke skærmen i løbet af dagen, men hvis jeg ikke kan falde i søvn, så sætter jeg mig i sækkestolen og ser på lystavlen, til jeg bliver træt, og så går jeg i seng bagefter. Jeg har en indre uro, og nogle gange ser jeg også fjernsyn hele natten. Jeg er kun glad for, at vi har fået lystavlen.

Rasmus: Når man afprøver nye teknologier, følger der tit noget dokumentationsarbejde med, så det skal man have overskud til – men det hjælper, når man kan se, at der er en gevinst for borgeren.

Fra smarte apps til robotstøvsugere? I SOF arbejder omkring 25 centre med velfærdsteknologi. Mød nogle af de medarbejdere og borgere,

som afprøver eller bruger velfærdsteknologiske produkter.

Den 1. september bliver der afholdt teknologimesse i SOF, hvor borgere fra forskellige tilbud præsenterer deres tekno-logier og fortæller, hvordan de bruger dem i hverdagen. Hold øje med KKintra, hvor der kom-mer billeder og film fra messen.

”Lystavlen giver en imponerende ro”

Forsætter på næste side


Pædagogisk udviklingsmedarbejder Søren Hesselaa og Gabriel Rittmeyer, beboer i bo-tilbuddet Kollektivet på Sundholm i Center for Rehabilitering og Pleje.

Teknik: Virtual Reality briller. VRbrillen til smartphone skaber et visuelt synsfelt hele vejen rundt om bæreren. Når man tilslutter smartphonen til et par VRbriller og kigger på skærmen gennem dem, oplever man, at man er en del af billedet, som ændrer sig i forhold til ens bevægelser

Søren: ”Vi har fået puljepenge til at afprøve, hvad virtual reality (VR) kan bruges til. Med VR får vi mulighed for at give borgerne nogle oplevelser, de ellers ikke ville få. Jeg sidder med visitationen af nye beboere, og når de får at vide, at Kollektivet ligger på Sundholm, så vil de tit ikke herud, fordi de er usikre på, hvad Sundholm er for et sted. Derfor har vi udviklet en idé til en VRguidet tur, hvor man bliver vist rundt på stedet af en borger. Det kunne man også gøre via en almindelig video, men VR gør, at man kommer tættere på en følelse af selv at være til stede.”

”Den anden idé, vi har, handler om wellness. Vi har et tilbud om NADA (øreakupunktur) til de beboere, som kører lidt hurtigt og har svært ved at falde ned. Her kunne det være en mulighed at koble VRbrillen på og føre dem ud i naturen, hvor de visuelt oplever fx at sidde under et træ ude i dyrehaven eller at være på en dykkertur blandt fisk. Dermed kan vi tilbyde dem en forøget sanseoplevelse, mens de læner sig tilbage og slapper af med nålene i ørerne.”

Gabriel: ”Det kunne også være fedt at bruge VRbrillen, når man cykler på kondicykel, så man kunne få følelsen af at bevæge sig. Så kunne man cykle en tur i skoven eller rundt i ens gamle nabolag. Da jeg var helt ung, cyklede jeg tit den lange vej ud til min farmor og farfar for at komme væk fra min onde stedmor, men jeg er blevet pissebange for at cykle, efter at jeg har fået epilepsi, for tænk, hvis jeg fik et anfald. Men jeg vil gerne i gang med kondicyklen – og jeg tror, VR ville hjælpe på min motivation til at komme i gang med at træne.”


Pædagog Michell Larsen og Michael Ryan Larsen, beboer i bofællesskabet Holmen i Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse.

Teknik: Robotstøvsuger. Støvsugeren er indstillet til automatisk at gå i gang med at støvsuge Michaels stue hver dag kl. 10.

Michell: ”Michael har haft Robert, som vi kalder robotstøvsugeren, i et halvt års tid. Støvsugeren gør Michael mere selvhjulpen og selvstændig. Han vil gerne styre det meste i sin hverdag selv og have et break fra pædagoger, som kommer rendende. Han kører

sin bostøttedag selvstændigt med støvsugeren og en bostøtteapp. Han er meget selvhjulpen og vasker fx selv sit tøj. Det eneste, han får hjælp til, er at styre sine lommepenge. Michael bliver gladere i dagligdagen, når han er herre i eget liv. Vi afprøver også andre velfærdsteknologier. De frigiver tid til, at vi kan gøre nogle mere spændende ting sammen med borgerne.”

Michael: ”Jeg gør det selv. Det er jeg glad for. Jeg kan godt lide at være selvstændig.”

”Virtual Reality tilbyder borgerne nogle oplevelser, de ellers ikke ville få”

”Michael bliver gladere, når han er herre i eget liv”

3 mål for arbejdet med velfærdsteknologi i SOF:1. Bedre livskvalitet for borgerne2. Bedre arbejdsmiljø for medarbejderne3. Bedre udnyttelse af ressourcerne

SOF har en Enhed for Velfærds-teknologi, som arbejder med velfærdsteknologi på tværs af de forskellige borgercentre. En-heden blev oprettet i 2013 for at skabe systematisk tænkning omkring velfærdsteknologi i byg-geprojekter. Samtidig arbejder enheden med at finde og udvikle nye teknologiske løsninger og afprøve og implementere dem på tværs af målgrupper. Det sker i samarbejde med SOF’s tilbud, spydspidsenheder, organisationer, andre kommuner, forskningsin-stitutioner, væksthuse og Living Labs.

Læs mere om enheden på www.socialveltek.kk.dk


2.761 københavnere modtog i december 2016 behandling i Center for Rusmiddelbehandling København Det er en stigning på 6,5 procent i forhold til året før, viser en intern evaluering fra centret. Særligt alkoholbehandlingen har været populær. Antallet af nye indskrivninger i alkoholbehandlingen er steget med 14,1 procent i forhold til 2015. Stofbehandlingen havde tre procent flere nyindskrivninger. SOF omlagde sidste år alkohol og stofbehandlingen for i højere grad at imødekomme københavnernes behov. Det førte til etableringen af Center for Rusmiddelbehandling, som udbyder en række nye ydelser, samtidig med at man har prøvet at bevare det bedste fra tidligere. Både alkohol og stofbehandlingen har nu straksbehandling, dvs. at behandlingen starter den dag, borgeren møder op, eller den efterfølgende dag. Som noget nyt er der ved siden af den medicinske og sundhedsfaglige behandling nu tilbud om gruppebehandling, en fast gennemgående kontaktperson, mindfullness og fysisk træning.

Desuden er der fokus på at inddrage familien i behandlingen med pårørendegrupper, børnefamiliesamtaler og meget mere.”Vi har i dag en mere tilgængelig behandling med opstart af behandling fra dag til dag og en udbygning af den terapeutiske behandling med

gruppeforløb på alle vores seks enheder i centret. Vi ved fra evalueringen, at borgerne har været glade for den nye modtagelse og for de nye behandlingstilbud,” siger borgercenterchef Alberte Bryld Burgaard.

”Hvis borgerne ikke føler, at de bliver mødt den første gang, så misser vi måske chancen for, at de går i behandling, og så går de måske ud og drikker fem år mere med alle de konsekvenser, det har for både dem selv og de mennesker, der omgiver dem,” siger Thordis Fraganes, som efter omlægningen af rusmiddelbehandlingen for godt et år siden er trådt ind i rollen som kontaktperson. Det betyder, at hun er den gennemgående person, der følger borgeren igennem hele behandlingsforløbet, og også fungerer som tovholder i forhold til en eventuel socialsag og fx hjælper borgeren med at søge enkeltydelser eller med at blive boligindstillet. Fokus er ikke kun på misbruget, men på hele livssituationen.

Motivationen kommer indefraFra første håndtryk, lægger Thordis vægt på at opbygge en god og tillidsfuld relation. ”Vores borgere skal mærke, at her kan de være ærlige. Og de skal føle, at de får omsorg og forståelse i

modsætningen til den fordømmelse og ekskludering, som mange af dem oplever fra omverdenen. Vi skal møde dem dér, hvor de er, og handler det om, at de vil lære at drikke kontrolleret, så tager vi den derfra. Motivationen til at gøre noget ved situationen skal komme indefra. Det er ikke noget, vi kan trække ned over hovedet på folk, ” understreger Thordis. Det tillidsfulde møde er noget, som 66årige Steen Kolstrup kan genkende. Den tidligere folkeskolelærer har i lange perioder i sit liv drukket massivt. Og ligesom så mange andre alkoholikere, tænkte han tit på, at han ville stoppe. Men han vidste, at det ikke var noget, han selv magtede. Steen Kolstrup begyndte sin behandling i Center for Rusmiddelbehandling for tre år siden. Det var før tilbuddet om straksbehandling var en realitet. Men det første møde med Thordis og hendes kolleger står klart printet i hans erindring. ”Jeg gik ind i et rum, der tændte mig. Det var et sted med substans. Det var der, jeg besluttede mig for at

Ny evaluering fra Center for Rusmiddelbehandling København viser, at flere kommer hurtigere og lettere i alkohol- og stofbehandling, og at borgerne er glade for centrets nye straksbehandling, modtagelse og behandlingstilbud.

Flere københavnere kommer i alkohol- og stofbehandling

I Rusmiddelbehandling Nørre Voldgade tager sygeplejerske Thordis Fraganes imod med et roligt blik og et imøde-kommende smil. Hun understreger, at det er af stor og helt afgørende betydning, at præcis det første møde med borg eren lykkes godt.

Vores første møde betyder ALT

Der er tit meget kaos omkring borgeren – så jeg tager en samtale og finder ud af, hvad den enkelte kan profitere af. Det kan være svært overskue alle de tilbud, vi har. Så vi tager det stille og roligt, skridt for skridt,” fortæller Thordis Fraganes.

FAKTA Center for Rusmiddelbehandling København tilbyder social- og sundheds-faglig behandling til borgere, som har et stof- og/eller al koholmisbrug i seks enheder i byen.

• På tre af enhederne tilbydes behandling for brug af alkohol, hash og central stimulerende stoffer; de øvrige tre enheder tilbyder behandling af brug af opioider.

• Københavnerne kan henvende sig direkte fra gaden på Center for Rusmiddelbehandling, der tilbyder opstart samme dag eller dagen efter.

• Behandlingen starter med en indled ende anonym samtale med en profes sionel rådgiver, der kan hjælpe borgeren med at finde netop det tilbud, der passer til den enkelte.

• Centret tilbyder rådgivning og behandling, der tilrettelægges efter borge-rens hverdag.

• Fast kontaktperson, mulighed for gruppeforløb, idrætstilbud m.m.• Gratis rådgivning og vejledning til pårørende.

Tekst: Marianne LemvigFoto: Colourboks



holde op med drikkeriet. Rummet var indrettet til at tage imod mennesker. Og mennesker var ansat til at ville være forandringen for én. Fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at drikke. Nu var det slut. Det havde jeg sagt mange gange før, men denne gang var anderledes på grund af rummet og på grund af de ansatte – ikke mindst.”

Kaos og ambivalensDet er dog langt fra alle, der så hurtigt som Steen Kolstrup når til en afklaring om alkohol eller stoffrihed. Thordis Fraganes møder tit borgere, der er langt mere ambivalente. ”Der er tit meget kaos og ambivalens omkring borgerne, når de kommer ind ad døren. Jeg starter

altid med en samtale, hvor jeg sammen med borgeren prøver at afdække hans eller hendes problematik: Hvad er det for en hjælp, du søger? Og hvordan er det stoffet eller alkoholen forhindrer dig i at leve det liv, du gerne vil have?” Sammen med borgeren gennemgår Thordis borgerens afhængighed af alkohol eller stoffer ud fra WHO’s definition på afhængighed. Den handler bl.a. om, hvorvidt man har trang, om man drikker for at undgå abstinenser og om man har svækket evne til at styre indtagelsen. Når hun har talt borgerens situation, ønsker og behov igennem, henviser hun videre til medicinsk og terapeutisk behandling hos kollegerne i enheden.

Grupper er guld værdI mange tilfælde er abstinenser grunden til, at mange af borgerne drikker, og dem kan de få medicinsk behandling for. Hvis drikketrangen er meget stærk, kan de desuden behandles med anticraving medicin. For når trangen er stærk, så skygger den for alt andet. Er ønsket alkoholfrihed, kan antabus nogle gange være en god hjælp især i starten af behandlingen. Men hverken cravingmedicin, abstinensbehandling eller antabus kan stå alene. Den medicinske behandling skal helst følges af individuel terapi eller gruppebehandling. Og med Thordis’ egne ord er det fantastisk, at hun nu kan tilbyde at henvise borgerne til grupper.

”Den spejling, borgerne får i gruppebehandlingen, er guld værd. I gruppen profiterer man meget af de andres erfaringer, samtidig med at man selv bidrager. I forhold til de stofafhængige har vi ikke mulighed for at arbejde medicinsk med at dæmpe trangen. De skal så hurtig som muligt i gruppe, for det er en lindring i sig selv at føle, at man er del af noget. Bare at sætte ord på er en lindring.”

Vender blikket indadSom noget nyt kan borgeren samtidig med behandlingen gå i mindfullnessgruppe. ”Her får den enkelte mulighed for at vende blikket indad og finde ro til at nå frem til, hvad det er, han eller hun vil. Her kan man lære at tage sig selv alvorligt og at møde de følelser, som man normalt drukner i alkohol eller dulmer med stoffer,” forklarer Thordis. For Steen Kolstrup har ikke bare timerne med mindfulness, men også den tillidsfulde relation til Thordis og gruppebehandlingen ændret hans liv. ”I dag er jeg stoppet med antabus – ikke på grund af noget religiøst eller klarsyn. Det var mere bare en erkendelse, jeg fik. I løbet af de tre år, jeg har været på antabus, er jeg ikke faldet i. Jeg bebrejder ikke andre end mig selv, at jeg udviklede og levede i et kaotisk misbrug i rigtig mange år. I bund og grund var det min egen skyld. Men selvom vi alle har et ansvar for vores eget liv, har vi også brug for hjælp i afgørende situationer. Det er ekstremt vigtigt, at alkoholikeren får et professionelt og konsekvent tilbud om hjælp. Alene klarer du det ikke.”

Borgercenter Handicap deltager i et projekt, der sætter ind med hjælp og støtte til to omfattende sundhedstjek hos den privatpraktiserende læge for beboere på botilbud. Via Projekt Sund-hedstjek skal sundhedsproblemer blandt beboerne opspores og forebygges.

Har man en betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan det være svært at sætte ord på, hvor det gør ondt, og det kan være helt umuligt på egen hånd at opsøge læge og finde vej i sundhedsvæsenet. Der er derfor risiko for, at uopdagede lidelser kan udvikle sig fatalt, og det er en af flere årsager til, at mennesker med betydeligt psykisk handicap lever 14,5 år kortere end resten af befolkningen. Derfor har de brug for et årligt sundhedstjek, der kan sikre, at eventuelle sygdomme bliver fanget i tide.

Mens der videnskabeligt er uenighed om fordelene ved sundhedstjek til den øvrige del af befolkningen, er der i udlandet fundet evidens for, at sundhedstjek til mennesker med psykiske funktionsnedsættelser redder liv. Flere og flere lande, bl.a. England og Norge, tilbyder sundhedstjek til alle udviklingshæmmede. Sundhedsstyrelsen har derfor afsat midler til et treårigt projekt, som skal afprøve sundhedstjek på dansk grund i Københavns Kommune og fire andre kommuner. ”Projektet, som nu er halvvejs, skal afprøve, om sundhedstjek hos en praktiserende læge kan være med til at udligne ulighed i sundhed ved at give langt flere

Sundhedstjek skal forebygge alvorlige sygdomme hos borgere med handicap


BLÅ BOG

THORDIS FRAGANES• Uddannet sygeplejerske og gestaltterapeut• 62 år• Har siden 1988 arbejdet med alkoholbehandling i Minnesota

Center, Frederiksborg Amts Misbrugscenter og Alkoholenheden på Hvidovre Hospital. I dag er hun kontaktperson i Center for Rusmiddelbehandling Nørre Voldgade

”Den spejling, borgerne får i gruppebehandlingen, er guld værd.”

Thordis Fraganes



mennesker med betydelig fysisk og psykisk funktions nedsættelse adgang til sundhedsvæsenet,” fortæller sundhedsfaglig konsulent og projektleder Charlotte Kirkegaard.

Små lidelser kan have stor betydningI alt 138 københavnske borgere har været igennem det første sundhedstjek hos deres praktiserende læge. Anden runde med sundhedstjek, hvor i alt 230 borgere har sagt ja til at deltage, afsluttes til november. En opsamling efter første sundhedstjek viser, at for 31 procent af borgerne gav resultatet af blodprøven anledning til yderligere behandling og udredning, at for lidt under halvdelen var der behov for behandling eller undersøgelse hos egen læge, og at 38 procent af

borgerne er blevet henvist til andre behandlere. Ifølge projektlederen har sundhedstjekket dog ikke bidraget til at afsløre alvorligere behandlingskrævende lidelser. Men det har vist sig, at et stort antal af de involverede borgere ikke får eller vælger at få de vaccinationer og gynækologiske undersøgelser, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Lukkede øregange på grund af ørevoks, Dvitaminmangel og problemer med synet, er nogle af de lidelser som sundhedstjekket har fanget. Set ud fra en sundhedsmæssig vinkel er det mindre problemer. Men de kan godt have en stor betydning allige

vel. Nedsat hørelse på grund af ørevoks, træthed og muskelsmerter på grund af vitaminmangel eller nedsat syn kan påvirke borgernes hverdag og trivsel alvorligt. ”Det handler om at sikre borgernes livskvalitet, og så handler det også om, at vi skal nå at forebygge, før mindre alvorlige symptomer udvikler sig til alvorligere sygdomme,” siger Charlotte Kirkegaard, som tror på, at en systematiseret tilgang til sundhedstjek

skærper opmærksomheden omkring forebyggelse ude på bostederne. ”Borgere med udviklingshæmning lever kortere og er mere udsat for de sygdomme, som følger med en usund livsstil. De mangler indsigt i, hvorfor man fx skal spise sundt og kan ikke ved egen hjælp finde rundt i sundhedsvæsenet. Det er vores opgave at passe på dem og hjælpe og støtte dem i det omfang, som er muligt,” siger hun.

Motivation er alfa omegaProjekt Sundhedstjek består af mere end selve sundhedstjekket hos lægen. Forud for sundhedstjekket forbereder personalet på botilbuddene borgerne til besøget hos den praktiserende læge. Forberedelsen er en sundhedssamtale, hvor pædagogen i samarbejde med borgeren udfylder et sundhedsskema, som de tager med til sundhedstjekket. Skemaet består af spørgsmål, der kommer hele vejen rundt om borgerens sundhed og generelle helbredstilstand. Forud for sundhedstjekket skal borgerne desuden vejes og måles, have målt blodtryk og have taget en blodprøve. En stor del af del af Projekt Sundhedstjeks succes afhænger af, at borgerens praktiserende læge siger ja til at deltage og dernæst af, at borgeren bliver motiveret til at deltage. Medarbejderne på botilbuddene skal derfor arbejde med at motivere og støtte borgerne til at være med. Og som et led i projektet skal personalet beskrive, hvilke redskaber og metoder de bruger til at motivere borgeren til at gennemføre de forskellige dele af sundhedstjekket. For Kristian Pedersen, som er pædagog på botilbuddet Vinklen, har den tætte relation til borgeren været det mest afgørende motivationsredskab. ”Der er jo ingen, der står og jubler, når de skal til lægen. Borgerne har en grundlæggende tillid til mig, og når de spørger mig: Hvad synes du? så svarer jeg, at jeg synes, det er en god idé at tage til et sundhedstjek,” siger Kristian, som har forberedt og ledsaget ni borgere på botilbuddet til den første runde sundhedstjek. En stor opgave ved siden af hans daglige arbejde som pædagog og medicinansvarlig.

Med hjælp fra Kristian Pedersen har Natacha udfyldt et skema med en hel række spørgsmål til hendes sundhed og trivsel. Skemaet bruges som udgangspunkt for sundhedstjekket hos hendes praktiserende læge.

”Jeg er ikke vild med broccoli



28-årige Natacha Soelberg er en af de 19 borgere på botilbuddet Vinklen, som er tilmeldt sundhedstjek. Hendes første tjek viste, at hun har for lavt stofskifte og lider af B-vitaminmangel. Det kom som en overraskelse. Men hun havde frygtet det, der var værre.

”Jeg krydsede mest fingre for, at lægen ikke fandt ud af, at jeg havde sukkersyge, for det har min mor proppet i hovedet på mig, siden hun selv fik det. Jeg har heldigvis ikke sukkersyge. Men jeg fik at vide, at jeg var i risikogruppen,” fortæller Natacha Lægen anbefalede Natacha at tilmelde sig Projekt XL, hvor man kan få kostvejledning og lave motion. Natachas hverdag er i forvejen fuld af motion, for hun går på Idrætsskolen for udviklingshæmmede. Kostvejledning, derimod, er hun ikke så vild med, fortæller hun. Hun har været til en diætist før og har svært ved at se meningen med at få en masse råd om at spise noget, som hun ikke bryder sig om. ”Jeg er ikke den store fiskespiser og broccoli, det er jeg ikke så vild med. Det er langt fra alle grøntsager jeg spiser,” slår Natacha fast. Selvom hun gerne vil tabe sig, lægger hun ikke skjul på, at hun indimellem ønsker al snak om grøntsager og sundhed hen, hvor peberet gror. ”Jeg synes, pædagogerne går lidt for meget op i sundhed. Jeg ved godt, de prøver at hjælpe, men nogle gange bliver det bare for meget. Så ønsker jeg, at I lige kunne skrue lidt ned,” siger hun med et lille smil henvendt til Kristian Pedersen, som har forberedt og fulgt Natacha til hendes første sundhedstjek.

Han giver hende ret i, at man på Vinklen har meget fokus på sundhed. ”Vi taler meget om kost og motion med beboerne. Men det er en balancegang. For hvornår er det lige, man bliver træt af at høre på det? Vi er jo ikke ansat til at genere borgerne. Vi skal også tage hensyn til deres psykiske livskvalitet, og der er borgere, der har besluttet, at de under alle omstændigheder fx vil ryge, ligegyldigt om det er sundt eller ej,” siger Kristian, som er glad for, at Natacha har sagt ja til at være med i den anden runde sundhedstjek. For han mener, det giver rigtig god mening at tilbyde borgerne et årligt tjek af sundhedstilstanden hos deres praktiserende læge. ”Det overraskede mig, da jeg for nogle år siden fandt ud af, at udenlandske undersøgelser viser, at rigtig mange udviklingshæmmede går rundt med uopdagede lidelser. Derfor syntes jeg, det var fantastisk, da det her projekt kom. Her på Vinklen har vi fokus på beboernes helbred, men det er jo ikke alt, vi umiddelbart kan se. Projektet minder os om, hvor vigtigt det er, at vi er ekstra opmærksomme på at lytte og holde øje med symptomer.”

FAKTA OM PROJEKT SUNDHEDSTJEK

Borgercenter Handicap har fået 1,9 mio. kr. fra satspuljemid-lerne til et treårigt projekt, som skal afprøve om et årligt sund-hedstjek hos den praktiserende læge kan bidrage til at nedbringe ulighed i sundhed og adgang til sundhedsvæsenet for menne-sker med betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelseKøbenhavns Kommune er sam-men med fire andre kommuner (Allerød, Egedal, Svendborg og Roskilde) udvalgt til at deltage i projektet. Sundhedsstyrelsen følger og evaluerer Projekt Sundhedstjek, som evalueres og afsluttes i foråret 2018.


Thereses træ Therese Pedersen har malet et billede af et træ med seks udgaver af sig selv siddende, stående og hængende fra træets grene. Hun er også begyndt at farvelægge mandalaer. ”Jeg har ADHD, så når jeg starter, skal jeg gøre det færdig. Det siger bare klik for mig, og det giver en ro indeni.”

Du er ikke aleneEn kanin med store ører, der lytter, og en rævs vagtsomme øjne, som signalerer, jeg er her også. På væggene ind til de unges værelser hænger malerier af dyr, som gør den anonyme gang mere personlig og byder de unge velkommen.

Vigtige guldkorn ”Øje for øje ender med at gøre hele verden blind”. ”Uanset hvor langt du er gået ad en dårlig vej, så vend om”. ”Den, der vil flytte bjerge, begynder at fjerne de små sten.”I mødelokalet hænger et maleri med citater, som er vigtige at blive mindet om, når man sidder midt i svære processer.


Malerier skaber samtaler

Når man træder ind i det lyse, hyggelige køkken på Rymærksvænge, bliver øjet straks fanget ind af to store malerier; på en baggrund af forfriskende grønt søger seks elefanter skygge under et stort træ. Kigger man nærmere efter, får man øje på, at en af elefanterne har lyserød neglelak på sine tånegle. Det er en af Rymarksvænges ni unge beboere, som har været i gang med penslen. Hun har også skrevet sit navn på elefantens mave. Og det er netop dét, der er meningen. For på det fælles maleri har alle, der har lyst, mulighed for at sætte sig et personligt aftryk.

”For mange børn, der er anbragt igennem det meste af deres barndom, er det de vægge, de er omgivet af i deres hverdag, de husker som deres hjem. Ligesom os andre har de et behov for selv at blive husket og efterlade sig spor. Det fælles billede er et slags familiebillede. En reminder om, at de ikke bliver glemt, når de engang flytter fra Rymarksvænge,” fortæller pædagog Pia Blinkenberg, som flere gange har oplevet, at tidligere anbragte unge besøger deres opholdssted eller institution, når de selv har fået børn.

Malerier kan skabe hjemlig-hed og hygge, og de kan også sætte gang i nye tanker og samtaler. Det er bag-grunden for et kunst projekt på ungdomspensionen Rymarksvænge, hvor i alt 23 nye malerier har fundet vej til de hvide vægge i fælleskøkken, stuer, gang-arealer og personale kontor.

Værktøj til at skabe historierTil daglig arbejder Pia Blinkenberg på Brydes Allé, som er søsterinstitution til Rymarksvænge i Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge. I sin fritid er hun passioneret maler og har i 15 år delt malerværksted og udstillet sammen med veninden Lene Jensen. Sammen står de to bag kunstprojektet på Rymarksvænge, som har kørt siden november. Det har handlet om at give ungdomspensionens hvide vægge mere liv, farve og personlighed og øge følelsen af hjemlighed. Samtidig har tanken også været at bruge maleriet som et

værktøj til at skabe historier og involvere de unge i at skabe værkerne.Pia og Lene er mødt op på Rymarksvænge med halvfærdige malerier og har introduceret både unge og medarbejderne for, hvordan de med forskellige teknikker kan fylde lærredet ud med deres egne personlige historier – uden nødvendigvis at have erfaring med pensler og lærred på forhånd. ”Vi bruger en metode, der hedder sampling, hvor man blander forskellige billedformer. Fx kan man nemt overføre et billede eller et fotografi til et lærred og også arbejde med personlige

citater i billedet. For at sætte gang i projektet bad vi i første omgang personalet om at gå forrest og komme med en idé, som vi kunne hjælpe dem med at udvikle,” forklarer Lene Jensen.

Maler liv ind i et træ18årige Therese Pedersen har boet på Rymarksvænge i to år. Du hun første gang hørte om kunstprojektet, tænkte hun ”Fuck det – glem det!” Men så blev hun alligevel fanget ind, fortæller hun. ”Pia havde malet et billede med et træ, og så var det, at jeg kom til at tænke på, dengang jeg var lille og


FamiliebilledetMette Braun Olsen, som er familie og netværkskoordinator i Rymarksvænge, er initiativtager til kunstprojektet. Her er hun flankeret af kunstnerne Pia Blinkenberg og Lene Jensen foran et stort fælles maleri i køkkenet, som alle kan sætte sit personlige fingeraftryk på.

Vis mig dit monsterMange af de unge kæmper med deres monstre i form af svære udfordringer. Men har personalet også udfordringer og svage punkter? Svaret er selvfølgelig ja – og medarbejderne har derfor fundet billeder frem, der symboliserer deres monstre. Billederne har Pia og Lene siden overført til et stort lærred. Tanken er, at billedet skal anspore til spørgsmål og samtaler.

Jesus minder dig om at give beskedPå væggen ved hoveddøren hænger et billede med en Jesusfigur med en mobil i hånden. De unge drøner tit ud ad døren, og mobilen i jesusfigurens hånd skal på en kærlig måde minde dem om, at de skal huske at sende en sms om, hvor de er. Jesusbilledet har samtidig sat gang i mange gode snakke blandt medarbejderne om religiøse symboler.


klatrede rundt i et bestemt træ på Villa Kokkedal, hvor jeg boede fra jeg var 7 til 13 år. Jeg husker træet som noget trygt, og den tryghedsfølelse ville jeg gerne tilbage til. Så vi besluttede, at vi skulle tage op til Kokkedal og tage et foto af træet,” fortæller Therese, som efterfølgende malede et billede af træet med seks udgaver af sig selv siddende, stående eller hængende fra træets sorte grene. ”Jeg har malet mig selv højt oppe i trætoppen, for jeg kan godt lide at være højt oppe. Det er lige mig at køre med fuld fart i en racerbil eller: ”Kom vi tager en luftballon og flyver til Frankrig.” Så på en måde maler jeg livet ind i træet. Træet er min hemmelige indre verden. Måske flyver jeg. Måske hænger jeg i en gren,” siger Therese, som har oplevet, at maleriet har sat gang i nye tanker omkring det at vokse op med en mor og far, der drikker. ”Jeg forestiller mig, at min mor sidder nedenunder træet, men hun kan også hænge helt deroppe i træet, hvor hun pludselig har kræfter til at smøre madpakke og betale

telefonregningen. Som barn af alkoholikere ved du aldrig, hvad der sker; om din mor er sød og rolig, eller om hun er døddrukken og pludselig hader dig. Derfor får du en følelse af utryghed med dig. Og når man er anbragt, som jeg har været siden jeg var lille, kan man slet ikke styre noget. Dit liv ligger i andres hænder. Men jeg bestemmer selv, hvor mor er i træet. Dér giver jeg min fortolkning af verden,” siger Therese. Hun giver thumbs up til kunstprojektet. ”Det er da det fedeste, at man kan dekorere et helt opholdssted med minder, ideer og tanker. Det er ikke bare sådan noget fingermaling. Når man maler, kan man pludselig komme i tanke om noget, man ikke har tænkt over før.”

Det er da det fedeste, at man kan dekorere et helt opholdssted med minder, ideer og tanker.

Therese PedersenUng på Rymarksvænge

På job i SOF


Han står og svajer med en øl i hånden foran 7eleven med på hjørnet af Nøjsomhedsvej og Østerbrogade. En beskidt cowboyjakke og langt, tjavset hår. En typisk hjemløs, tænker mange måske. ’Hjemløs’ er derimod ikke det ord, der ville falde én ind, hvis man stødte på en af beboerne på ungeherberget længere nede af Nøjsomhedsvej. De ligner til forveksling alle andre unge, og de ser heller ikke sig selv som hjemløse. ”Deres identitet ligger ikke i hjemløsheden. Det stærke fællesskab blandt gadens folk og Hus Forbisælgere, er vores beboere slet ikke en del af. Og de skal jo helst heller ikke derhen. De er boligløse, og de er nået dertil, hvor de har slidt deres netværk op. Hvis de ikke var kommet her, ville skridtet videre måske have været gaden eller et af byens andre her berger,” fortæller Kim Thundal. Hun er lige mødt ind på en eftermiddagsvagt. Sammen med kollagen Julie Højris Larsen har hun tjansen, indtil nattevagten møder ind kl. 23.

Hipt og hyggeligtUdenfor er det lummert med en gråblå himmel over Østerbros sorte tegletage. Indenfor ånder alt fred og ro, og der dufter af nybagt kage. En af de unge har netop taget en plade muffins ude af ovnen. En anden slænger sig i en af

de store sofaflydere foran et tændt tv. Knaldgule pendler lyser op over spisebordet og rundt omkring hænger moderne grafik og filmplakater i sorte rammer. Der er både hip stil og hygge over indretningen af herberget. Men Nøjsomhedsvej er ikke et sted, hvor de unge blot skal hænge ud, hygge sig og sove. De skal være parate til at arbejde på at skabe ændringer i livet, og her får de den fornødne ro og støtte til at få styr på nogle af de tit meget komplekse udfordringer, de tumler med. Herberget er et vendepunkt. Målet på den anden side af det midlertidige ophold er et helt almindelig liv med bolig, uddannelse, job og sociale relationer. ”Vi giver beboerne nogle rammer, hvor de kan arbejde med at tage ansvar for deres eget liv. Vi forsøger måske at banke dem op om morgenen, men de skal finde motivationen frem selv. Vi er empowermentorienteret og arbejder ud fra, at de unge er eksperter i eget liv. Men tit har de oplevet så mange svigt i løbet af deres opvækst, at de har brug for, at vi hjælper dem med at skabe struktur i hverdagen,” fortæller Kim. Hun og hendes kolleger fungerer tit som tovholdere i de unges sociale sag og hjælper også med praktiske ting som anskaffelse af NemId, madlavning, tøjvask og studiestøtte.

Nøjsomhedsvej er et vendepunkt For syv måneder siden slog et nyt ungeherberg dørene op på Nøjsomhedsvej på Østerbro. Her er plads til 20 unge i alderen 18 til 30 år, som udover et pusterum fra hjemløshed har brug for støtte, omsorg og fællesskab. Sofbladet har mødt Kim Thundal, som er social-faglig medarbejder på Nøjsomhedsvej, som herberget kaldes i daglig tale. Hun arbejder for, at de unge finder deres vej videre i livet.

Klap dig selv på skulderenEn mørkhåret fyr i lyseblå Jack and Jones Tshirt lader en propfuld Ikeapose dumpe ned på gulvet i kontoret. Hvad synes I? Det er bare nogle hyggetæpper. Vi kan godt bytte dem, hvis der er noget bumbum med dem,” siger han og sender Kim et charmerende smil. Det er svært at få øje på, at den unge fyr udover boligløsheden slås med en masse store udfordringer, der gør det svært for ham at navigere i sin hverdag. ”Tak, Casper, det var megafedt, at du gad,” siger Kim. Casper har været i Ikea for at shoppe nogle ting, der mangler på herberget, og han har fået herbergets Ikeakort med. ”Vi vil gerne vise beboerne tilliden og siger: ”Vi tror på, at du køber det, der giver mening.” Når der er gratis fællesspisning en gang om ugen, får de også et kort med til Netto til selv at købe ind og lave maden. Vi har kun én gang oplevet, at de ikke har levet op til tilliden. Men så tager vi en god snak om det,” fortæller Kim. I kontoret ved siden af er Julie i gang med at lave et Forandringskompas med en af beboerne. Kim sætter sig til computeren for at forberede sig til at lave et Forandringskompas med en anden af de unge. Da han imidlertid melder afbud, fortæller hun:

”De unge, der kommer her, skal være klar til at ville gå en ny vej. De skal have en idé om, hvad vi kan hjælpe dem med, eller i det mindste kunne sige: ’Jeg har brug for jeres hjælp til at finde ud af, hvad jeg har brug for hjælp til’. Vi laver Forandringskompas med de unge en gang om måneden. Det giver en god føling med deres udvikling og sikrer en rød tråd. De unge er tit meget hårde ved sig selv, og så kan det være rigtig godt at se, at der rent faktisk sker noget. Og vi kan sige: Se, du kan klappe dig selv så meget på skulderen.”

Et skridt opad trappenFør de unge finder tag over hovedet på Nøjsomhedsvej, har de levet et stresset liv, hvor de har surfet fra sofa til sofa, og alt har handlet om, hvor de skal sove den næste nat. Kigger man nærmere efter, kan man ifølge Kim se, at deres kroppe har det forfærdeligt, og at de tit ikke har meget sul på kroppen. De unge mærker nemlig ikke sig selv særlig godt og basale behov som mad og søvn bliver tilsidesat. På Nøjsomhedsvej kan de slippe stressen. ”Det er ikke så mærkeligt, at mange af de unge i starten har et ønske om at være her for evigt, men når de rykker sig, får de også drømme om at komme et andet sted hen,” siger

Hvis unge hjemløse ikke får hjælp i tide, er der risiko for, at de ender i det barske liv på de store herberger eller på gaden. Derfor arbejder Kim Thundal og hendes kolleger på at hjælpe de unge i gang med uddannelse, arbejde og et selvstændigt liv i egen bolig, før en begyndende deroute bider sig fast.


sofbladet • nr.3 August 201728

BLÅ BOG

KIM THUNDAL• 27 år• Uddannet

socialrådgiver• Har tidligere arbejdet

som socialrådgiver i Natcaféen på Sund-holm.

Kim, mens hun gør sig klar til en travetur i Fælledparken med en af de unge. Der er nogle ting, Kim gerne vil følge op på, og tit flyder ordene lidt lettere, når man samtidig bevæger benene. Oliver har boet på Nøjsomhedsvej i fire måneder. I dag er det to dage siden, han har røget en joint. Det kræver alt han viljestyrke ikke at suse ud på Christiania for at få stillet sin trang, fortæller han. Oveni er han slået ud af en konflikt med sin mor. ”Fra første dag har jeg følt, at det var et skridt op ad trappen, da jeg kom på Nøjsomhedsvej. Jeg har røget hash i 10 år, og jeg har legitimeret hashen over for mig selv med, at den hang sammen med, at jeg spillede musik. Men jeg må sande at jeg har et misbrug, og at det står i vejen for, at jeg kan nå de mål, jeg er blevet hjulpet til at finde frem til,” fortæller han. Mens Kim og Oliver traver af sted ad parkens stier, får Oliver med Kims hjælp vendt de tanker, der rumsterer i hans hoved. De handler mest om hans hashmisbrug og barndom, og som samtalen skrider frem, bliver det tydeligere, at han har brug for at finde ud af, hvordan de to ting hænger sammen. Kim foreslår, at han tager snakken videre med én af de fire psykologer, der er tilknyttet Nøjsomhedsvej.

Lys i øjnene På vej hjem lægger Kim og Oliver vejen forbi Brugsen i Nordre Frihavnsgade for at købe popcorn til aftenens tvhygge. Der er EMfodbold. De danske fodboldkvinder spiller mod Holland. ”…Ooog det er Frejas saaaaal,” gjalder det, da de træder ind ad døren på Nøjsomhedsvej. En af de unge synger med

på nationalsangen. Fodboldkampen er i gang. Kim sætter sig til computeren for at lave et notat om samtalen med Oliver. Hvad er hans udfordringer lige nu? Og hvordan hjælper vi ham bedst videre? Og det er netop dét at være med til at støtte de unge til at finde deres vej videre i livet, der fagligt set tænder Kim. ”Jeg trives bedst, når der er nogen, der har brug for min hjælp. Drivkraften for mig er, når jeg kan se, at de unge får lys i øjnene og tror på livet igen, at det kan blive godt, at de kan rejse sig igen. Når de ved, at en dårlig dag ikke betyder, at man får en dårlig uge.”


Kim Thundal tager tit de unge med på en gåtur i den nærliggende Fælledparken. Det klarer tankerne og hjælper tit samtalen om svære ting på gled, når man sætter det ene ben foran det andet.

OM HERBERGET PÅ NØJSOMHEDSVEJ

Nøjsomhedsvej er et midlertidigt botilbud efter Servicelovens §110 til unge mellem 18 og 30 år, der er boligløse. Her sættes ind med en tidlig og intensiv indsats. Opholdet på herberget skal give stabilitet og ro til, at den unge kan koncentrere sig om at få styr på alt det, der skal fungere i hans eller hendes liv efter opholdet. Målet er, at den unge klarer sig i egen bolig, er i uddannelse eller beskæftigelse og har gode sociale relationer.

sof profilen · ”her kan beboerne ”lære” at gå på café og møde an dre mennesker under...

Documents