Med døden i hælene

Af samme forfatter:AlkymistenImmortalis Sandheden

Besat

I Roy Grace-serien: Dødenkelt

En smuk død Langtfra død

Hellere død end levende Den enes død

Peter James

Med døden i hælene

Oversat fra engelsk afPia Trøst Nissen

Cicero

Copyright © Really Scary Books / Peter James 2010Originaltitel: Dead Like You

Published by arrangement withLeonhardt & Høier Literary Agency, Copenhagen

and Blake Friedmann Literary, TV and Film Agency Ltd., LondonSats: Cicero, København

Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck, TysklandOmslagsfoto: Morquefiles.com, uploaded by manicmorf

Omslagslayout: Henrik KoitzschISBN: 978-87-7079-113-7

Første danske udgave 2011

Til Anna-Lisa Lindeblad-Davies

CICEROer et forlag i Rosinante&Co

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

1997

7

1Torsdag den 25. december

Det er menneskeligt at fejle. For det meste er det små, dumme fejl, vi begår, som at glemme at ringe tilbage, glemme at putte penge i parko metret eller at købe mælk i supermarkedet. Det sker dog – og det er heldigvis sjældent – at vi begår en skæbnesvanger fejl. En fejl, der kan koste os livet. Sådan en fejl begik Rachael Ryan. Og hun fik god tid til at tænke over den. Hvis bare hun ikke var blevet så fuld. Hvis bare det ikke havde været så forbandet koldt. Hvis bare det ikke var begyndt at regne. Hvis bare der ikke havde været sådan en lang kø ved taxaholdeplad-sen i East Street klokken to om natten juleaften – eller rettere – julemorgen. Hvis bare hendes lejlighed ikke havde ligget i gåafstand i modsætning til venindernes. Hun havde været i byen med Tracey og Jade. Deres lejlighed lå i den anden ende af byen. Hvis bare hun havde fulgt Tracey og Jades råd om ikke at gøre noget så åndssvagt som at gå alene hjem. Der var masser af taxaer. Ventetiden ville blive kort.

Hele hans krop sitrede af ophidselse. Efter at have ventet i to timer fik han endelig øje på den kvinde, han havde ventet på. Hun var til fods og alene. Perfekt! Hun var iført en kort nederdel og havde et sjal om skuldrene og så ud til at være lidt usikker på benene i de høje hæle. Hun havde flotte ben. Det, han dog for alvor lagde mærke til, var hendes sko. Hans yndlingssko. Høje hæle med ankelremme. Han var vild med ankelremme. Han sad med en kikkert og så ud gennem bagruden. Efterhånden som hun nærmede sig, kunne han i skæret fra gadelyg-terne se, at hendes sko var lige så blanke, som han havde håbet på. Det var nogle meget sexede sko! Hun var lige hans type.

8

Hvor var hun dog glad for, at hun havde besluttet sig for at gå i ste-det for at stille sig bag i køen! Og alle taxaerne, der var kørt forbi hende, havde været optaget. Med en frisk brise i ansigtet traskede hun af sted i regnen på St. James’s Street, forbi Royal Sussex County Hospital og drejede så til højre ved Paston Place, hvor blæsten fik det lange brune hår til at danse om hovedet. Hun havde kurs mod strand-promenaden, men drejede så til venstre ned ad sin egen gade med victorianske rækkehuse, hvor blæsten tog til og ødelagde frisuren helt. Nu kunne det også være lige meget. I det fjerne hørte hun en udrykning. Det er nok en ambulance eller en politibil, tænkte hun. Hun passerede en lille bil med duggede ruder. Hun kunne se, at der sad et par og kyssede og krammede, og hun følte et stik af mis-undelse og længtes pludselig efter Liam, som hun havde droppet for næsten et halvt år siden. Skiderikken havde været hende utro. Han havde ganske vist tigget hende om tilgivelse, men hun vidste med sig selv, at det ville gentage sig – sådan var han bare. Alligevel læng-tes hun tit efter ham, og hun spekulerede på, hvor han var henne lige nu. Hvad lavede han mon i aften? Og med hvem? Han var helt sik-kert sammen med en pige. Hun var derimod alene. Ligesom Tracey og Jade. De tre stakkels singler, som de for sjov kaldte sig. Under den humoristiske overflade gjorde det nu stadig ondt. Efter i to et halvt år at have været sammen med den mand, hun virkelig havde troet, hun skulle giftes med, var det hårdt igen at væ-re alene. Især ved juletid, hvor minderne kom væltende. Det havde været et rigtig lorteår. I august døde prinsesse Diana. Og ikke længe efter ramlede hendes egen tilværelse. Hun så på sit ur. Klokken var 2.35. Hun fiskede mobilen op af tasken og ringede til Jade. Jade fortalte, at de stadig stod og ventede i køen. Rachael fortalte hende, at hun næsten var hjemme og ønske-de hende glædelig jul. Hun bad hende om også at ønske Tracey god jul og sagde på gensyn nytårsaften. „Jeg håber, at julemanden er god ved dig, Rach!“ sagde Jade. „Og sig lige til ham, at han skal huske batterierne, hvis han kommer med et massageapparat!“ Hun hørte Tracey fnise i baggrunden. „Åh, hold nu kæft!“ svarede hun grinende. Hun lagde mobilen tilbage i tasken og traskede videre og var lige

ved at gå på næsen, da den ene af hendes umanerlig høje Kurt Geiger-sko, som hun havde købt på udsalg ugen før, satte sig fast mellem to fortovsfliser. Hun overvejede et kort øjeblik at tage skoene af, men hun var jo lige straks hjemme. Hun slingrede videre. Gåturen og regnen havde gjort hende en smule mere ædru, men hun var stadig for fuld og høj på kokain til at undre sig over, at en mand med baseballkasket var ved at bakse et køleskab ud af en vare-vogn klokken tre om natten. Han havde fået det halvvejs ud af bilen, da hun nærmede sig. Hun kunne se, at han var ved at segne under vægten, og pludselig gav han et skrig af smerte fra sig. Fordi hun var et hjælpsomt menneske, løb hun stavrende hen til ham. „Min ryg! Av, av min ryg! Fandens osse!“ „Skal jeg ikke hjælpe dig?“ Det var det sidste, hun kunne huske, hun havde sagt. Hun blev hevet fremad og fik noget vådt presset for munden med en skarp og bitter lugt. Så gik hun ud som et lys.

NU

13

2Onsdag den 31. december

Yac talte ind i metaldimsen på den store mur. „Taxa!“ meddelte han. Så åbnede de flotte sortmalede smedejernslåger med gyldne spid-ser sig. Han satte sig igen ind i sin hvide og turkise Peugeot-stationcar og kørte op ad en kort snoet indkørsel med buske på begge sider. Han vidste ikke, hvad det var for nogen. Han var ikke kommet til buske endnu, han var kun kommet til træer. Yac var toogtredive. Han var iført jakkesæt, nystrøget skjorte og et omhyggeligt udvalgt slips. Han kunne godt lide at være smart klædt, når han var på arbejde. Han var altid nybarberet, havde det korte mørke hår redt ned i en lille spids og huskede altid at bruge deodorant. Han var helt bevidst om, hvor vigtigt det var at lugte godt. Han så altid efter, om han havde rene negle på både fingre og tæer, inden han tog hjemmefra. Uret trak han op hver dag, og han tjekkede altid sin telefonsvarer, men han havde kun fem numre lag-ret på telefonen, og der var kun fire personer, der havde hans num-mer, så det var meget begrænset, hvad han fik af beskeder. Han kiggede på instrumentbrættets ur: 18.30. Fint. Om en halv time skulle han have sin te. Der var masser af tid. Han havde termo-kanden liggende på sædet ved siden af sig. Indkørslen mundede ud i en rund plads med et springvand i midten, der lå badet i et grønt lys. Yac kørte forsigtigt rundt om det, videre forbi en firedobbelt garageport og langs en af murene på det enorme hus og standsede så ved trappen, der førte op til hoved-døren. Den var stor og frygtindgydende, og så var den lukket. Det kunne han ikke lide. Han ville helst have, at kunderne stod klar udenfor, ellers vidste man aldrig, hvor længe man kom til at vente. Og så skulle man til at tage stilling til så mange ting. Om man skulle slukke for motoren. Og hvis man gjorde det, skulle man så også slukke lyset? Og før man kunne slukke for mo-toren, blev man nødt til at tjekke andre ting. Benzinen. Tanken var trekvart fuld. Olien. Trykket var normalt. Temperaturen. Den var i or-

14

den. Der var så meget at huske på her i taxaen. Han skulle også hu-ske at slå taxametret til, hvis de ikke dukkede op, inden der var gået fem minutter. Og han skulle huske det vigtigste af det hele: teen, som han skulle have én gang i timen på slaget hel. Han tjekkede, at ter-mokanden stadig lå der. Det gjorde den. Det var egentlig ikke hans taxa. Den tilhørte en, han kendte. Yac var bare ansat til at køre de timer, hvor ejeren ikke gad. For det meste om aftnen. Nogle gange til langt ud på natten. I aften var det nytårs-aften, så det kunne blive en meget lang aften, og han var startet tid-ligt. Det havde Yac ikke noget imod. Det var lige så godt at køre om aftnen som om dagen, bare mørkere. Nu gik hoveddøren op. Han stivnede og tog en dyb indånding, som hans psykoterapeut havde lært ham. Han brød sig i virkelighe-den ikke om, at passagerer satte sig ind i hans taxa og overskred hans privatsfære – undtagen hvis de havde flotte sko på. Men han måtte finde sig i det, indtil han kunne sætte dem af på deres bestem-melsessted og igen føle sig fri. Nu kom de ud. Manden var høj og slank med tilbagestrøget hår og iført smoking med butterfly. Han havde sin frakke over armen. Kvinden var iført pelsjakke, og det røde hår bølgede smukt om hen-des hoved. Hun så fantastisk ud og kunne godt ligne en af de be-rømte skuespillere, han havde set billeder af i de aviser, folk lod ligge i taxaen, eller en af de filmstjerner, han i fjernsynet havde set an-komme til en premiere. Det var nu i virkeligheden slet ikke hende, han så på. Det var hendes sko. De var af sort ruskind med tre ankelremme, høje hæle og med en blank kant rundt om sålen. „Godaften,“ hilste manden, idet han åbnede bildøren for kvin-den. „Metropole Hotel, tak.“ „Flotte sko,“ sagde Yac til kvinden som en slags svar. „Jimmy Choo, ikk’?“ Hun sukkede henrykt. „Ja, det passer. Det er det nemlig.“ Han genkendte også hendes tunge parfume, men sagde ikke no-get. Oscar de la Renta Intrusion, tænkte han for sig selv. Den kunne han godt lide. Han startede motoren og gennemgik i hovedet alle punkterne på tjeklisten: Taxametret slået til. Sikkerhedsselen spændt. Dørene lukket. Håndbremsen løsnet. Han havde ikke kontrolleret dækkene, siden han

15

sidst satte en kunde af, men det var kun en halv time siden, så de var sikkert i orden. Tjekke bakspejlet. Idet han gjorde det, fik han et glimt af kvinden. Hun var virkelig smuk. Han ville gerne se hendes sko igen. „Hovedindgangen,“ sagde manden. Yac gennemgik turen i hovedet, mens han var på vej ned ad ind-kørslen: Der var 4,04897 kilometer til Hilton Brighton Metropole Hotel. Han var god til at huske afstande. Han kendte de fleste inde i byen, fordi han havde lært gaderne udenad. Det var 2,516 miles, reg-nede han ud; eller 4.428 yards; eller 2,186 sømil; eller 0,404847 i sven-ske mil. Det ville blive omkring £9.20 – alt afhængig af trafikken. „Har De lavtskyllende eller højtskyllende toilet i Deres hus?“ spurgte han. Først efter et langt øjebliks tavshed, så manden på sin kone og spurgte så med løftede øjenbryn: „Lavtskyllende. Hvorfor?“ „Hvor mange toiletter har De i Deres hus? De har garanteret man-ge, ikk’?“ „Vi har nok,“ svarede manden. „Jeg kan godt fortælle Dem, hvor man kan finde et godt sted med højtskyllende toiletter, nemlig i Worthing. Jeg kan køre Dem derhen, så De kan se dem, hvis De har lyst,“ sagde Yac med håb i stemmen. „De offentlige toiletter lige ved molen er også et rigtig godt eksem-pel.“ „Nej tak. Det er jeg ikke interesseret i.“ Ægteparret på bagsædet sad i tavshed. Yac kørte videre. Han kunne se deres ansigter i spejlet i skæret fra gadelygterne. „De lavtskyllende toiletter, De har – jeg vil vædde med, at de har sådan nogle knapper, man skal trykke ned,“ sagde han. „Det har de, ja.“ svarede manden. Så tog han sin mobiltelefon og besvarede et opkald. Yac iagttog ham i spejlet og fangede så kvindens blik. „De bruger størrelse 38 i sko, ikk’?“ „Jo! Hvordan kunne De vide det?“ „Uha! Sådan noget ved jeg bare!“ „Det må jeg nok sige!“ Yac tav. Han snakkede nok for meget. Manden, der ejede taxaen, havde sagt til ham, at der havde været klager over, at han snakkede

16

for meget. Han sagde, at folk ikke altid var i humør til en snak. Yac ville nødig miste sit job, så han holdt sin mund. Han sad og tænkte på kvindens sko på vej ned til Brightons strandpromenade, hvor han svingede til venstre. Vinden rev og flåede i taxaen. Der var tæt trafik, der sneglede sig af sted. Han fik dog ret i, hvor meget det blev. Da han standsede ud for hovedindgangen til Metropole Hotel, viste taxametret £9.20. Manden gav ham 10 pund og sagde, han kunne beholde resten. Yac fulgte dem med øjnene, da de gik ind på hotellet. Kvindens hår, der bølgede i vinden. Jimmy Choo-skoenes forsvinden ind gen-nem svingdøren. Hvor var de flotte! Han blev helt ophidset. Ophidset ved tanken om hele den lange aften, han havde foran sig. Der ville være masser af sko. Særlige sko til en helt særlig aften.

3Onsdag den 31. december

Det var blevet mørkt, og kriminalkommissær Roy Grace sad på sit kontor og stirrede ud gennem vinduet og over på ASDA-supermar-kedets oplyste parkeringsplads på den anden side af vejen og på ly-sene fra Brighton & Hove i det fjerne. Han lyttede til vindens tuden og mærkede den kolde træk fra vinduet. Nytårsaften. Han så på sit ur: 18.15. Det var på tide at opgive et håbløst forsøg på at få ryddet skrivebordet. Han måtte hellere se at komme hjem. Sådan er det hver nytårsaften, tænkte han. Hvert år lovede han sig selv at få ryddet op og få orden på alle sine papirer, så han kunne starte på en frisk i det nye år. Og det lykkedes aldrig. I morgen ville han komme tilbage til det samme rod, som oven i købet støt og roligt voksede år for år. Alle de sager, han de sidste år havde efterforsket for statsadvoka-turen, lå i stakke på gulvet. Der stod også en vakkelvorn stabel af blå arkivkasser fyldt med grønne plasticbokse med uopklarede sager, som man nu var begyndt at kalde dem – han kunne bedre lide den gamle betegnelse: sager i bero.