10 | september 2010 | LIXEN LIXEN | september 2010 | 11PORTRÆT PORTRÆT

Googler man navnet Martin Kras-nik, støder man hit efter hit på de obligatoriske basisinformationer om fødeår, uddannelse og bedrif-

ter. For Martin Krasniks vedkommende 1971, cand.scient.pol. – statskundskaber - journalist på Weekendavisen, forfatter til flere bøger og tidligere vært på Deadline. Der bliver også ved med at dukke en formulering op, der tørt kon-staterer, ’at han er kendt for sin personlige og konfrontatoriske stil’. Da han hopper af cyklen i Gothersgade, virker han imidlertid tilforladelig. Han beklager sin lille forsinkelse, fortæller, at han kender byg-ningen i Botanisk Have, fordi hans mor var laborant dér og spørger, hvordan sommerens eksamener er gået. Hans udtale er anderledes end på TV, vokalerne er åbne, som man hører dem i Nordsjælland. Og Østerbro, åbenbart. I det hele taget er der et stykke fra TV-skær-mens skråsikre Martin Krasnik til den mand, vi møder en formiddag i indre København. Det er han udmærket klar over. »Hver gang man laver TV, opfører man et lille teaterstykke. Jeg beslutter mig for en analyse, og så må man give den fuld skrue for at over-bevise folk om, at det er sådan, verden skal se ud lige præcis i dag,« fortæller han. Hvad enten man kalder det et standpunkt eller god gammeldags påståelighed, er det en

dristig indstilling at kombinere med en umis-kendelig diskussionslyst. Så virker man nemt provokerende. Men det bekymrer ikke den prisbelønnede studievært. »Hvis jeg ikke fik kritik for min personlige stil ret ofte, ville jeg synes, at der var noget galt. Når man er ude i den offentlige debat, så skal man have mindst lige så mange hug, som man får ros. Og nogle gange får jeg virkelig en del hug,« siger han. Men evnen til at rejse sig efter et knock-out er nødvendig, hvis man vil være journalist, mener Martin Krasnik. Trangen til at blive hørt skal krible i fingrene: »Journalister, der siger, at det er ligegyldigt for dem, om de bliver læst, det tror jeg simpelthen ikke en skid på,« siger han.

Kød og blodMartin Krasnik står gerne ved, at han selv nyder offentlig opmærksomhed. Han tror, at hungeren efter at blive bemærket skaber en forfængelighed omkring ens arbejde. Pakket ind i en skrivestil, hvor ’jeg-et’ langtfra er band-lyst, er det ganske personlige ting, han deler med sine læsere. Han fortæller gerne om sine religiøse kvababbelser, sin kræftsygdom og sit sexliv, og sin depression har han udpenslet for P1’s lyttere i et timelangt radioprogram. En stil, der for nogle journalister strider imod alt, hvad de har lært om objektivitet og den usynlige journalist. Men for Martin Krasnik har det per-sonlige altid været det mest interessante: »Nyheder interesserer mig overhovedet ikke. Når jeg læser avis, bladrer jeg over til hold-ningsstoffet og klummerne og alt det, der er personligt på en eller anden måde. Det er bare det, jeg synes er sjovt.«

Studenterhuen skal trykkeDe journalistiske dogmer er i det hele taget ikke noget Martin Krasnik har stor respekt for. Måske fordi hans eneste bekendtskab med en journalistisk uddannelse har været som eksa-minator. En kombination af akademisk snob-beri, skepsis over for uddannelsens kvalitet og modvilje mod at flytte til Jylland afholdt ham

fra at søge ind på Journalisthøjskolen i Århus. Martin Krasnik har ellers aldrig været i tvivl om, at han skulle være journalist - det har han vidst siden sit første møde med Tin-Tin. Men han var heller ikke i tvivl om, at han skulle have en akademisk uddannelse. Han ville have noget substans i knolden. Det er det, han i dag efter-lyser hos sine kolleger, der er uddannet på de klassiske journalistuddannelser. »Niveauet blandt almindelige journalister er jo nogle gange rystende lavt. De mangler en evne til at sætte tingene i perspektiv og forstå hvad, der er relevant. Altså at kunne se de sam-fundsmæssige betydninger af en begivenhed og vide, hvornår noget er historisk interessant.« Til gengæld er Martin Krasnik begejstret for journalister med en akademisk baggrund. Det mener han, at alle journalister skulle have, ja faktisk mener han, at de danske journalistud-dannelser kun skulle være overbygninger. »Altså det der med at starte som journalist som 19-20-årig, det er fuldstændig hul i ho-vedet. Det er ikke så vigtigt, om man har læst statskundskab, jura eller historie, eller hvad fanden ved jeg, bare man har en solid aka-demisk ballast.« For unge mennesker, hvis drøm er at arbejde som journalister, er Martin Krasnik desuden ikke i tvivl om, at de begår selvmål ved at tage en klassisk journalistuddannelse: »Man kan tørre røv med journalister, der kom-mer ud og ikke kan andet end at skrive. I bliver kommunikationsmedarbejdere i Arla Foods. Det bliver I sikkert gode til, men det er jo ikke derfor, I begynder at læse journalistik.«

Udlængsel Martin Krasniks egen ambition med at blive journalist var et job som udlandskorrespon-dent. Hans første ansættelse på en avis var på Weekendavisen, hvor han har været siden - bl.a. som London-korrespondent. Hans første job var som akademisk voluntør, en pæn beteg-nelse for en ulønnet studentermedhjælper. Den unge statskundskabsstuderende var så forhippet på stillingen, som han havde set på opslagstavlen på Københavns Universitet, at

han fik sine venner til at rive opslagene ned. Til ansættelsessamtalen var Weekendavisens daværende redaktionschef Arne Notkin ikke helt varm på ham, men Martin Krasnik var varm på Weekendavisen og fik en fod indenfor i den journalistiske verden. »Så på en eller anden måde fik jeg jobbet. Og så knoklede jeg! Jeg gjorde mig uundværlig og skrev og skrev og skrev på alle avisens sek-tioner.«

HjemveSliddet lønnede sig, og inden længe blev han tilbudt jobbet som bladets uddannelsesrepor-ter. Men for en ung, stræbende journalist med korrespondentdrømme var det ikke et fris-tende tilbud. Han havde fået et studieophold i Israel, så han meddelte, at han i stedet tog til Jerusalem og ville rapportere derfra. Når han ser tilbage på sit journalistiske liv, peger han på dén rejse som karrierens klogeste træk. Senere skulle den vise sig at føre til tjansen som Week-endavisens London-korrespondent. Men lige da han var rejst hjemmefra, var begejstringen ikke så stor: »Jeg ringede tudende hjem til mine venner og

Ida Nathan

Natasha Nomathemba Dyasi

Martin Krasnik ryster på hovedet af de unge mennesker, der stryger igennem journalistuddannelserne efter gym-nasiet. Han synes hellere, at de skulle bænke sig med en tung, støvet bog og først lette sig, når det var for at rejse ud i verden. Sådan som han selv gjorde.

Akademikeren

”Altså, det der med at starte som journalist som 19-20-årig, det er fuldstændig hul i hovedet. Det er ikke så vigtigt, om man har læst statskundskab, jura eller historie eller hvad fanden ved jeg, bare man har en solid akademisk ballast.

Martin Krasnik

”Man kan tørre røv med journalister, der kommer ud og ikke kan andet end at skri-ve. I bliver kommu-nikationsmedarbej-dere i Arla Foods. Det bliver I sikkert gode til, men det er jo ikke derfor, I begynder at læse journalistik. Martin Krasnik

min mor, fordi jeg synes, det hele var fuldstæn-dig uoverskueligt.« Selv i dag kan følelsen af, at han hellere vil blive hjemme, indhente den berejste journalist, når han står i lufthavnen. Og når han for 100. gang skal spise aftensmad med ensomheden som bordherre. Men det er ikke en grund til at blive hjemme. Det ville være magelighed, og det giver han ikke meget for. Desuden er hjemve jo egentlig positivt, fordi det er udtryk for, at man har nogen derhjemme, man elsker, pointerer han og tilføjer, at ensomheden er et lod i til-værelsen, hvis man vil være journalist: »Arbejdet som journalist er jo grundlæggende en ensom opgave. Så hvis man er bange for at bruge et halvt år på at tage ud og opleve verden alene, så tror jeg ikke, at man er i det rigtige fag.« Martin Krasnik synes i øvrigt, at det med at pakke kufferten er noget, danske journalister er alt for dårlige til. I stedet for at drage ud i verden – eller blot ud fra redaktionslokalet - tyer de hellere til den hjemmevante tryghed. Og det skyldes, at de er forkælede: »Tidligere tiders jobsikkerhed og stjernesta-tus har bidraget til en høj grad af magelighed

blandt danske journalister. Det kommer af, at vi har verdens bedste forhold med verdens bed-ste overenskomster.«

GrænselandMartin Krasniks egen rejseaktivitet er ikke så stor, som han kunne tænke sig. Han har fået en familie at tage hensyn til. Familien er hans bløde punkt, og den er også det eneste, der er helligt, når han udfolder sine ekshibitionistiske tendenser. »Mine grænser for, hvad jeg skriver om per-sonlige ting, er måske ikke helt de samme som alle mulige andres. Men jeg sætter en klar grænse ved min familie. Den bruger jeg ikke til noget som helst. Det private rager ikke nogen.« For første gang under interviewet markerer Martin Krasnik, at vi er kommet til et afspær-ret område. Han siger det høfligt uden at hæve stemmen. Hvad Martin Krasnik bevidst sparer sin familie for, giver han til gengæld af sig selv, når han laver interviews. Det er faktisk hans eneste arbejdsmetode: »Jeg har ingen plan, når jeg laver interviews. Jeg interesserer mig for den, jeg interviewer og involverer mig selv personligt. Jeg tror, det

er derfor, at jeg kan få mennesker til at tale meget.« Selvom personen Martin Krasnik i høj grad er en del af hans journalistiske arbejder, tager han ikke kritik personligt. Selv hævder han, at den eneste kritik, der nager ham, er, når den går på, at han har rod i sine fakta. Til gengæld rammer det hårdt, når han får ros: »Når der kommer et menneske hen og siger ‘jeg har lige læst din bog, og den var fantastisk‘, så har jeg jo stadig lyst til at bryde ud i gråd og omfavne vedkommende. Hvis der så går en uge, uden at det sker, så kan jeg godt komme til at tænke, at jeg er på vej ud i den dybe glemsel og er ved at forsvinde. Men det er bare min egen verden. Det har jeg efterhånden lært at styre.«

idnat09@student.sdu.dk

nadya09@student.sdu.dk

Martin Krasnik beskriver sig selv som Tintin med lidt mere ild i røven.

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

• Født 1971• Cand.scient.pol fra Københavns Univer-sitet• Har været ansat på Weekendavisen siden sin studietid. Først som studen-termedhjælper og siden som journalist, udenlandsredaktør og korrespondent fra Jerusalem, London og nu USA. Tidligere vært på DR2’s deadline og TV2 News’ El-lemann/Lykketoft.• Har skrevet bøgerne ”De retfærdige – en islamisk stafet”, ”Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernene” og ”Ritt og Søren – samtaler om krig og kærlighed”• Har modtaget Magda og Axel Fuhrs Fonds hæderslegat for sine præstationer som TV-vært. • Bor på Østerbro med sin kæreste og de-res to børn. • Har en bror, Benjamin Krasnik, der er uddannet journalist og ansat på Kristeligt Dagblad.

Martin Krasnik