portræt af anders

Jeppe Kondrup Adelborg 3. SemesterPortræt af Anders Havemann Linnet

Last Man Standing

En flytning og et manglende forhold til faderen i barndommen førte Anders Havemann Linnet ud i hashmisbrug, to år med fester, ind i Tvind og ned til Sydfyn, hvor han fandt kærligheden, roen og modet til at tage det endelig opgør med sin fader. Jeppe Kondrup Adelborg drog til Ulbølle for at få historien af manden med de berømte og berygtede talegaver.

Af Jeppe Kondrup Adelborg

Fredag tog Anders Havemann Linnet en hvid skjorte med lodrette mørke striber på, cowboybukser, en elegant sort jakke, købt i St. Etienne, og et par sorte italienske sko. Han tog toget til København med sin kone Ene for at tage til 60 års fødselsdag hos svogeren. Han blev hurtigt fuld, fordi stemningen til festen var dårlig. Dagen efter sidder han i nøjagtig samme mundering. Klokken er over 21:00 og Anders har lige fortæret det sidste af den kalkunburger, han købte hos den yngste søn, der arbejder på spisestedet Jettes Diner i Svendborg. Han siger farvel til Ene og deres lille hund Monda, går ud til den gamle grå Peugeot 309 og spænder cyklen bagpå. To kilometer senere parkerer han bilen foran Vester Skerninge Friskole, hvor han er leder. Der er forældrefest. Da han tidligere på dagen satte sig ned i toget i København besluttede han, at han ville skippe festen. Men det var dengang. Nu er han her. Stadig i det samme tøj. For efter to danse lugter de jo alligevel alle sammen ens.

Da Anders var 16 år blev han kaldt ind på hans fars kontor i den store villa på Midtsjælland. Begge forældre var på kontoret. De fortalte ham, at de skulle skilles. Faderen ville rejse tilbage Sønderjylland. Til Møgeltønder. Da Anders hørte det blev han lettet. Yes, var tanken, da han forlod kontoret

igen. Nu behøvede han ikke længere at frygte faren. Han behøvede i hvert fald ikke frygte, at faren fandt ud af, at Anders røg hash. For det gjorde han. Faktisk konstant i fem år. ”Folk troede, at jeg var psykotisk. Men jeg var bare pisseskæv hver dag,” siger han med en sjællandsk dialekt. Hashen blev hans facade. Han kunne gemme sig for problemerne og den sorg det var at flytte fra livet og dyrene på Midtsjælland. Anders var ikke længere bondedreng. Men en af de langhårede fra Hareskoven. Og de kunne ikke være sammen uden tjald og sort bluesmusik. ”Dengang var det ikke normalt at ryge hash. Det var noget nyt. Det kostede en krone for et gram lyst Libanon og 2 kroner for et gram sort Nepal,” siger han. Det bredte sig hurtigt til andet end rygning af hash. Han stod ikke tilbage for kammeraterne, og var med på hvad som helst. Om det så var at spise rugbrødsmadder med meskalin og remoulade eller vælte rundt i Peterskirken i Rom på syre med en mexicaner og tro, at han var en af disciplene, så var Anders med. Men en ting nægtede han. At junke. Måske fordi han kommer fra et hjem med klaver. Det har i hvert fald altid været sådan. Han vil gerne helt ud til kanten, så han kan stirre direkte ned i det sorte hul. Men i stedet for at hoppe, så snører han altid sandalerne og går væk derfra.

Han er spøjs at se på den 56 år gamle mand. Det pjuskede ud-over-ørerne-lange grå hår, den mørkternede fleecetrøje, cowboybukserne

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80


og de karrygule hjemmesko fra Marokko vidner om en slags ligegyldighed. Tilfældighed. Behagelighed. Det samme gør skægget. Det er ubarberet, men alligevel ikke mere end at det afslører et sølvgråt lokumsbræt rundt om læberne og hagen. Under øjnene hænger små poser konstant, og gør det umuligt at bedømme, om det er alderens eller søvnmanglens skyld. Kroppen er over 180 lang. Og stærk. Ikke som en bodybuilders, men som en håndværkers. Når han snakker er det indforstået og med tyk sjællandsk dialekt. Lige dele af Midtsjælland og København har smittet af på ham. De fleste sætninger indeholder fandeme, sgu eller et mand. Munden veksler hele tiden mellem et smil og et ingenting. Mundvigene vender aldrig nedad af. Det er svært, når munden aldrig står stille. Han sidder for det meste stille på den hvide træstol med ærmerne over kors. Øjnene er rolige og stirrer enten lige frem eller 90 grader til højre mod brændeovnen, der sagte knitre og varmer det lille rum, han selv har bygget, op.

I 1974 flyttede kokkeeleven Anders Havemann Linnet til København og begyndte at arbejde i køkkenet på byens ældste restaurant Det Lille Apotek. Det var samtidig startskuddet på to år med konstante fester og druk for den 21 år gamle dreng. Arbejdsgiveren havde fast bord foran scenen på den berømte jazzklub La Fountain, så når restauranten var lukket ned sad Anders og vennerne der, og drak sig sprøjtefulde, mens musikerne spillede. Efter jazzen gik

turen videre ud. Gerne på morgenværtshus. Det betød ofte, at Anders ikke fik sovet, men måtte gå direkte fra barstolen, og ned for at åbne køkkenet. Andre gange fik han sovet et par timer. Efter to år blev det for meget. ”Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Så jeg flyttede. Til Birkerød, hvor jeg lejede et hus og dyrkede potplanter i haven,” siger han.

Birkerød var Anders’ hjem indtil han så en annonce i avisen. En annonce for Tvind – Den Rejsende Højskole. De ville komme og holde et foredrag. Anders tog til foredraget, og inden han forlod det, havde han skrevet sig op. Han skulle sejle til Afrika med Tvind. De sejlede ned gennem Suez-kanalen og Rødehavet og lagde til kaj i Tanzanias hovedstad Dar es Salaam. Tvind gav dem hver 300 kroner, og så tomlede Anders og hans medkumpan, og navnebror, Anders hele vejen til Sydafrika. Gennem lande med borgerkrig til et land, hvor apartheiden var på sit højeste. Parker, busser og alt andet var delt op. I hvidt, og i sort. Da de to måneder senere kom tilbage til Dar Es Salaam, havde Anders brugt 100 kroner. Da han kom hjem havde han fået nok af Tvind. Men rejsen havde fortalt ham, hvad han skulle beskæftige sig med for eftertiden. Mennesker. Og to år efter påbegyndte han en uddannelse som socialpædagog.

Mens Anders gik på seminariet kørte han samtidig taxa. Fredag og lørdag nat var den studerende mands faste vagter hos det

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160


berygtede selskab Vesterbro Taxa. Det var råt, men fantastisk. I årene på seminariet smurte den tidligere kokkeelev ikke madpakke en eneste gang. For han tjente masser af penge i forhold til de andre, han læste med. Men jobbet fik sin konsekvens. En regnvåd nat havde Anders næstsidste vagt inden sommerferien. Han havde netop købt en dyr racercykel og glædede sig til at bo en måned med en flok svenske piger i et kollektiv nord for København. Men sådan gik det ikke. Anders faldt i søvn bag rattet, og da han vågnede igen, kørte han for stærkt og kunne ikke få jongleret den kongeblå Mercedes rundt på den glatte vej. Få øjeblikke efter stod en metalstang der, hvor Anders burde sidde, og selv lå han henover de læderbetrukne armlæn med en brækket ryg. Han var midlertidig blind, og da han syntes, det lugtede brændt, var han sikker på, at bilen ville eksplodere. Det skulle slutte for ham der. Efter at have overlevet borgerkrige i Afrika og stofmisbrug i forstadskøbenhavn skulle han dø i en kæmpe Mercer med lædersæder og masser af heste. Men det sluttede ikke. Det brændte var blot gummi fra et dæk, der forsatte med at køre rundt og sled sit selv mod den våde asfalt. Fem dage senere vågner han fra koma. Vågner op til Københavns smukkeste pige. Jonna hed hun og havde en diskosprolaps. Hun var 20 og ti år yngre end ham. De blev kærester. ”Jeg bollede jo tre uger før jeg kunne gå,” siger han. Smiler, læner sig tilbage og sætter armene om bag hovedet. Jonna havde en dreng på to år. Niklas hedder han, og var resultatet af et nytårsknald. Anders påtog sig rollen som drengens far. Både på hospitalet og efter det. Niklas er i dag 28 år og kalder stadig den sønderkvæstede taxachauffør for far.

Ikke mange år efter uddannelsen blev færdiggjort fik Anders nok af København. Han måtte væk. Tilbage til noget han havde savnet siden han var barn – landet. Og roen. Han fyldte sit folkevognsrugbrød og kørte

væk fra Vesterbro med kurs mod Sydfyn og et arbejde på et opholdssted for utilpassede unge. Bylivet blev for hårdt for ham. Han var ikke god til at bo i København. ”Der er for mange ting at holde øje med. Det er lettere på landet. Det er mere naturligt, at der flyver en fugl forbi, end der kører en bil derovre, som kan køre mig ned. Jeg vil gerne bo herude, hvor der er mørkt, og jeg kan tænde min brændeovn. Det, synes jeg, er livskvalitet,” siger han, mens et par forlygter kan skimtes i disen gennem ruden bag ham. Bilen forsvinder bag nogle marker. Dukker op igen. Forsvinder.

Ikke lang tid efter tilflytningen dukker en kvinde op, der gør stærkt indtryk på ham. Ene hedder hun. Hun bliver gravid. Han er faderen, og to år efter han var flyttet fra København, bliver han gift og døber sit første barn på samme dag. 13. August. ”Den følelse, jeg fik ved at være med til mine to drenges fødsler, var ubeskrivelig. Den var bedre end nogen af de trips, jeg har haft. Jeg følte, at nu havde jeg fået et liv. Noget at leve for,” siger han, inden han rejser sig og forsvinder ind i soveværelset. Han er hurtigt tilbage med et babybillede af sin ældste søn, der sidder på græs og griner med basunkinder. ”Han var fandeme en glad dreng,” siger han inden han igen forsvinder ind bag soveværelsets trædør. Endnu et babybillede bliver lagt på bordet. Den anden søn var tilsyneladende også en glad dreng. Nogle gange frygter han, at han ikke har været nok sammen med sine børn. At han har været for optaget af egne projekter, ligesom hans egen far var det. Når han taler om det virker øjnene mere glasagtige end tidligere. Om det er ubrugte tårer, der presser sig på eller bare rom og cola, fra de foregående afteners udskejelser, er svært at sige. Men man mærker, at det ville være forfærdeligt for ham, hvis hans sønner har det på samme måde, som han selv havde det. Men han ved det ikke.

5

165

170

175

180

185

190

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255


Efter taxaulykken fik Anders ikke bearbejdet oplevelsen psykisk. Men på Sydfyn blev han opfodret til at gå til nogle behandlere. Efter møder med massører og forskellige healere fik han det bedre. Det gav ham ny energi. Flere kræfter. Og mod. Mod til at gå til hans far, og sige, at han gerne ville, at han begyndte at lægge mere mærke til ham, og spørge til, hvordan det gik i hans liv. Anders var 45 år. Det kostede mange kræfter, og flere flasker cognac, inden de to stolte mænd kom nogenlunde på bølgelængde. ”Jeg var sgu meget ked af det. Det har taget mig hele mit liv, at komme mig over det. Ikke så meget over, hvordan han har været overfor mig i mit liv, men hvordan han er overfor mig i dag. Man kan jo ikke lave livet om. Det er jo gået, så jeg har tilgivet ham, og i dag er jeg rigtig glad for ham,” siger han om ham, der tidligere bare blev kaldt Idioten. Selvom forholdet er forbedret væsentligt kunne faderen aldrig finde på at ringe til Anders. Det ved han. Lige såvel som han husker, at han ikke fik et eneste besøg af ham i de otte år han boede på Vesterbro. Det er heller ikke det essentielle for ham.

”Men jeg er endelig blevet fri fra mine forældre. Og det har været vigtigt.”

I hele Anders’ barndom følte han sig overset og negligeret af faderen. Derfor gjorde han bevidst det modsatte af alt det, hans forældre stod for. Gjorde en dyd ud af at se sjusket ud og ikke ligne de folk, han

forbandt med sin far. Noget han stadig er meget bevidst om. ”Jeg hadede folk i jakkesæt med hvid skjorte og sort slips. Det gør jeg stadig. Jeg har oplevet dem hele mit liv. De er ikke til at stole på,” siger han og kører højre hånd gennem håret, så en grå tot står op i panden. ”Jeg snobber ned ad. Det har jeg altid gjort.”

Klokken er fem om natten. Anders sætter sig op på sin cykel, og glæder sig til at komme hjem til det orange bindingsværkshus og få noget at spise, inden han skal i seng. Rundt om ham vælter forældrene rundt for at komme ind i de rigtige taxaer. De er skidefulde alle sammen. I hvert fald så fulde, at de ikke kan cykle hjem. Det kan Anders. Og han kan også huske hele aftenen. Han var fuld til festen aftenen før, og så har han svært ved at blive fuld dagen efter. For andet år i træk til forældrefesten er Anders Havemann Linnet ”Last man standing”. Og det er noget han er stolt af. For der skal mere end rom og cola til at lægge ham ned.

Antal anslag: 9926

260

265

270

275

280

285

290

295

300

305

310

315

320

325

330

335

Jeppe Kondrup Adelborg 3. SemesterPortræt af Anders Havemann Linnet10

340

portræt af anders

Documents