Illustration: Camilla Lindén

Den Europæiske Sammenslutning af Bygnings- og Træarbejdere (EFBT) repræsenterer 73

nationale fagforeninger fra 31 europæiske lande og forsvarer 2,3 millioner arbejdstageres

interesser inden for bygge- og anlægs-, træ-, møbel- og skovbrugssektorerne.

ETTB repræsenterer arbejdstagere, der ofte arbejder under usikre ansættelsesforhold, såsom

grænsearbejdere, udstationerede og vandrende arbejdstagere, der er ansat af vikarbureauer

eller arbejder som falske selvstændige. De arbejder ofte under vanskelige forhold og godtgøres

ikke korrekt herfor. Det er en beklagelig kendsgerning, at europæiske og nationale

bestemmelser ikke beskytter disse arbejdstageres rettigheder behørigt – såsom retten til

ligebehandling baseret på værtslandets forhold – og tendensen i Europa-Parlamentets sidste

mandatperiode var en svækkelse af EU-forordningerne som instrument til beskyttelse af

mobile arbejdstageres rettigheder.

Disse deregulerings- og fleksibilitetstendenser samt svækkelsen af arbejdstagernes rettigheder

i EU har ofte været motiveret af det neoliberale argument om, at en reduktion af

arbejdsomkostningerne ville gøre EU "mere konkurrencedygtig". Men dette har ligeledes

betydet, at nogle af de grundlæggende elementer i den europæiske sociale model,

sammenlignet med andre store globale konkurrenters modeller, såsom USA og Kina – dvs.

relativ høje, offentlige socialudgifter, relativt lav ulighed, relativt høje lønninger – gradvist er

undermineret.

Denne underminering af den europæiske sociale model er beklagelig, ikke kun set fra de

udnyttede arbejdstageres synspunkt, men også set ud fra den europæiske økonomis

konkurrenceevne og det indre markeds funktion. De europæiske lande med den højeste andel

af socialudgifter som en procentsats af BNP, med den laveste ulighed blandt sine arbejdstagere

og borgere og med de højeste lønninger er de samme lande, som lå højest med hensyn til

konkurrenceevne ifølge Det Verdensøkonomiske Forum.

EFBT kræver, at det nye Europa-Parlament skal retablere den europæiske sociale model,

retablere arbejdstagernes og fagforeningernes rettigheder, der er gået tabt ved domme fra

Den Europæiske Unions Domstol, via EU-direktiver og -forordninger eller ved omgåelse af

eksisterende regler og bestemmelser, og indføre nye og forbedrede bestemmelser og

håndhævelsesmekanismer for at sikre lige behandling af arbejdstagere, garantere lige vilkår i

det indre marked og bevare et bæredygtigt system for socialbeskyttelse i medlemsstaterne.

Europa skal konkurrere på innovation og sociale fremskridt, ikke på lavere lønninger.

Job skal skabes, og der skal opnås social retfærdighed

Job EFS’ investeringsplan for Europa, ”En ny vej for Europa”, skal implementeres ved ekstra

årlige investeringer på 2 % af EU’s BNP over en 10-års periode. Investeringerne skal

fokusere på europæiske transportinfrastrukturprojekter, energirenovation af bygninger,

byfornyelse og socialt boligbyggeri.

Europæiske investeringsprojekter skal udvikles sammen med nationale

investeringsprojekter. Investeringer, der har den mest betydningsfulde indvirkning på

national, økonomisk aktivitet og jobskabelse, skal prioriteres.

Energieffektivitetsdirektivet skal ambitiøst gennemføres i medlemsstaterne, sikre

investeringer i energirenovation af bygninger for at skabe job, reducere forurening og CO2-

emissioner og øge de offentlige finanser.

Når bygninger renoveres af energihensyn, bør medlemsstaterne iværksættes planer –

parallelt med energirenovationen – for at fjerne resterende asbest fra bygningerne. Dette

bør for det første ske for at fjerne et kræftfremkaldende stof fra vores boligmiljø, for det

andet for at garantere sikre arbejdsforhold for byggearbejdere og for det tredje for at skabe

job.

Der bør gennemføres ambitiøse byfornyelsesplaner for at renovere slumområder og

kloaksystemer og for at skabe bedre, mere sikre og tilgængelige bylandskaber. Dette bør

ske på en socialt ansvarlig måde med sikring af overkommelige boliger til husstande med

lavere indkomst.

EU og medlemsstaterne bør udvikle industripolitikker, der er baseret på miljøkrav,

livscyklustankegang, forskning og innovation, for at skabe en kvalitativ økonomisk vækst

med nye grønne job og tilbyde arbejdsstyrken mulighed for at opkvalificere sig.

Auktionsindtægterne fra EU’s emissionshandelsordning bør anvendes til at støtte

industrisektorer, der er under forandring og i fare for ”carbon leakage” (CO2-lækage), og til

at finansiere forskning, udvikling og innovation i lavemissionsteknologier.

Træ som byggemateriale – der kommer fra bæredygtigt skovbrug – bør fremmes ved at

tage højde for træs CO2-bindingsevne og den positive indvirkning på CO2-emissioner. Øget

anvendelse af træ som byggematerialer vil som følge heraf hjælpe EU med at opfylde

forpligtelserne vedrørende klimaændringer og vil skabe flere job inden for

skovbrugsbaserede industrier.

Støttesystemet i energisektoren bør rekonstrueres for at stimulere anvendelsen af træ som

et forfinet byggemateriale og erstatte aktuel støtte til afbrænding af træ til energiformål.

Der bør iværksættes effektive foranstaltninger for at øge forbruget af forfinede høstede

træprodukter i EU.

Der skabes ligeledes beskæftigelse ved at give arbejdstagerne uddannelse og kurser, der er

afpasset efter behovene og efterspørgslen på et arbejdsmarked i forandring.

Arbejdstagerne bør have en individuel ret til passende uddannelse og livslang læring.

Navnlig i sektorer med hurtig overgang og omstrukturering bør arbejdstagerne tilbydes

uddannelse og omskoling for tilpasning af deres kompetencer og evner til nye behov og

forhold. Men den individuelle ret til uddannelse skal gælde for samtlige arbejdstagere

uanset branche og kvalifikationsniveau.

Social Retfærdighed Ligestilling af grænsearbejdere og nationale arbejdstagere baseret på værtslandets forhold

bør gendannes i EU, og strukturel konkurrence på grundlag af lønninger bør forbydes på

samme måde, som det blev bestemt i de grundlæggende dokumenter for europæisk

integration i 1950’erne.

Der bør indarbejdes en protokol for sociale fremskridt i EU-traktaten for at fastlægge det

mål, at den europæiske integration skal ledsages af en harmonisering i opadgående retning

af de sociale forhold. Medlemsstaterne bør betinge deres støtte til enhver kommende EU-

traktatændring af indarbejdningen af en bindende protokol for sociale fremskridt som en

fuldt integreret del af traktaten.

Centrale ILO-konventioner bør ratificeres af samtlige EU-medlemsstater, og der bør

refereres hertil i enhver kommende EU-traktat.

EU’s charter om grundlæggende rettigheder, der nu er en bindende del af EU-traktaten,

skal korrekt gennemføres og afspejles i enhver kommende EU-lovgivning.

Forslag til EU-direktiver og -forordninger skal igen holdes op mod chartret for kohærens. De

grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, skal tildeles den passende status, der

er afspejlet i begrebet ”grundlæggende” og skal ikke underordnes det indre markeds fire

friheder. EU’s tiltrædelse af Europarådets Europæiske Menneskerettighedskonvention skal

ledsages af en ændret hierarkisk struktur mellem Menneskerettighedsdomstolen i

Strasbourg og EU-Domstolen.

Når en tvist angår en bestemmelse i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skal

Menneskerettighedsdomstolen tildeles privilegiet med en endelig fortolkning, da denne

domstol blev nedsat af Europarådet i 1959 til at overvåge overholdelse af Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Direktivet om udstationering af arbejdstagere skal føres

tilbage til dets oprindelige hensigter, der blev bestemt af lovgiverne i 1996, hvilket betyder,

at udstationerede arbejdstagere sikres en minimal beskyttelse baseret på værtlandets

forhold, og fuld ligebehandling, baseret på national lovgivning og/eller om muligt kollektive

overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter. Dette betyder, at EU-domstolens

fortolkning af udstationeringsdirektivet i Laval-, Ruffert- og Luxembourg-dommene skal

gøres ugyldige ved nye afgørelser, på grundlag af chartret om grundlæggende rettigheder,

der nu er en integreret del af EU-traktaten.

Falske selvstændige bør effektivt bekæmpes ved hjælp af EU-lovgivningen. Samtlige nye EU-

direktiver og -forordninger, der angår grænsearbejdere, skal indeholde bestemmelser, som

sikrer samme grundlæggende rettigheder for falske selvstændige som for enhver anden

arbejdstager i ethvert ansættelsesforhold. Kriteriet for bestemmelse af, hvorvidt en

arbejdstager er en ægte eller falsk selvstændig, skal indbefatte koncepter med

”underordning” og ”økonomisk afhængighed”. For grænsearbejdere skal den gældende

nationale lovgivning vedrørende rettigheder for selvstændige og ansatte være værtslandets

lovgivning.

Strejkeretten skal genetableres på EU-plan. EU-domstolens Viking- og Laval-domme har

begrænset strejkeretten ifølge proportionalitetskriterierne og for minimale betingelser, for

så vidt angår udstationerede arbejdstagere. Disse domme skal gøres ugyldige ved nye

fortolkninger baseret på chartret om grundlæggende rettigheder i EU og EU’s

Menneskerettighedskonvention.

For at undgå ”forum shopping”, hvor arbejdsgivere søger at allokere tvister vedrørende

kollektive søgsmål til de domstole, der højest sandsynligt vil være mest gunstigt indstillede

over for arbejdsgiverens argumenter, skal Bruxelles-I-forordningen om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser revideres for at give

”enekompetence”, når sagen angår kollektive søgsmål til domstolene i det land, hvor det

kollektive søgsmål er planlagt eller har fundet sted.

For at undgå social dumping bør Rom I-forordningen om lovvalgsregler for forpligtelser

uden for kontraktforhold revideres for at sikre, at værtslandets lov finder anvendelse for

udstationerede grænsearbejder, når de ikke er dækket af bestemmelserne i

udstationeringsdirektivet. For at sikre harmonisering i opadgående retning af

arbejdsforhold skal der ved konflikter mellem hjemlandets og værtslandets lov anvendes en

klausul om ”det mest gunstige forhold”.

REFIT-dagsordenen for EU skal skrottes, og EU’s evne og politiske vilje til fortsat at vedtage

sundheds- og sikkerhedsforordninger skal retableres. De europæiske

arbejdsmarkedsparters ret til at indgå europæiske, bindende sektoroverenskomster om

sundhed og sikkerhed – som bestemt i EU-traktaten – skal ikke begrænses af undladelser

fra EU-kommissionen om at videresende europæiske aftaler til Rådet.

Svig med socialsikring, når den angår grænsearbejdere – der fratager arbejdstagerne deres

pensionsrettigheder og andre socialsikringsrettigheder – skal effektivt bekæmpes på EU-

plan. ”Bekvemmelighedslande” inden for EU skal gøres ansvarlige for at tillade etablering af

postboksselskaber i deres land, for udstationering af arbejdstagere i andre lande uden at

betale socialsikringsbidrag i det land, hvorfra arbejdstagerne er udstationerede.

Bureauers aktiviteter med svigagtigt midlertidigt arbejde, der opererer på EU-plan og er det

største ”udbydere af social dumping” for grænsearbejdere, skal bekæmpes på EU-plan. Der

skal indføres et system med sanktioner og muligheder for arbejdstager, der er snydt for

deres rettigheder, således at de kan gøre krav på retsmidler.

Sortlistning af arbejdstagere – uanset om det er sortlistning for ansættelse baseret på

arbejdstagere, der har været involveret i fagforeningsaktivitet, eller “intern sortlistning” af

ansatte via ulovlig kontrol af arbejdstagernes korrespondance – skal effektivt forbydes i EU og

nationale lovgivninger, og der skal indføres passende sanktioner for overtrædelser.

Handelsaftaler mellem EU og andre dele af verden må ikke indeholde bestemmelser om ”ikke

-toldmæssige handelshindringer”, der underminerer de opnåede sociale rettigheder i EU, eller

som gør det muligt for virksomheder at udfordre EU-forordninger om sundhed, sikkerhed og

social beskyttelse, eller udfordre demokratiske beslutninger, der er truffet af EU-

medlemsstater.

Fagforeningernes frihed til at være involveret i den sociale dialog på national og europæisk

plan må ikke hindres af EU-beslutninger – f.eks. økonomisk styring, landespecifikke

henstillinger, Troika-betingelser mv. – eller beslutninger truffet af medlemsstater for at

begrænse de nationale arbejdsmarkedsparters ret til kollektive forhandlinger. Klager over

krænkelse af foreningsfriheden skal prøves ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.