hansen, rebekka kongsgaard, 2014, samfundsanalyse og research · stephaniezalwango!fries! !!...

Fænomenet stress i den fleksible kapitalisme

Afl. dato: 18 december 2014 Syddansk Universitet, Esbjerg Det Samfundsvidenskabelige fakultet

O p g a v e n e r u d a r b e j d e t a f : V e j l e d e r : Stephanie Zalwango Fries Anna Lyneborg Nielsen Sociologi og Kulturanalyse 1. semester Institut for Miljø-‐ og Erhvervsøkonomi Mette Korsbæk Holm Sociologi og Kulturanalyse 1. Semester Tina Korsgaard Nielsen Sociologi og Kulturanalyse 1. semester Rebekka Kongsgaard Hansen Sociologi og Kulturanalyse 1. Semester S o c i o l o g i o g K u l t u r a n a l y s e – S a m f u n d s a n a l y s e o g R e s e a r c h

Stephanie Zalwango Fries 18 december 2014 Mette Korsbæk Holm Sociologi og Kulturanalyse Tina Korsgaard Nielsen Syddansk Universitet, Esbjerg Rebekka Kongsgaard Hansen 1. Semesterprojekt, gruppe 20

2

Tro og love erklæring

”Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har

udformet denne rapport. Alle citater i teksten er markeret som sådanne, og rapporten eller

væsentlige dele af den har ikke tidligere været fremlagt i anden

bedømmelsessammenhæng”.


3

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ...................................................................................................................... 5

2. Litteraturstudie .............................................................................................................. 7

3. Teori ............................................................................................................................ 10 3.1 Richard Sennett ................................................................................................................... 10 3. 2 Hovedbegreber .................................................................................................................. 10

3.2.1 Fleksibel kapitalisme ........................................................................................................... 10 3.2.2 Fleksibilitet .......................................................................................................................... 11 3.2.3 Mobilitet ............................................................................................................................. 11 3.2.4 Omstillingsparathed ............................................................................................................ 12 3.2.5 Nedsmeltning af personlighed ............................................................................................ 12 3.2.6 Identitet .............................................................................................................................. 12 3.2.7 Tillid .................................................................................................................................... 13 3.2.8 Loyalitet .............................................................................................................................. 13 3.2.9 Rutine .................................................................................................................................. 14

3.3 Videnskabsteoretisk ståsted ................................................................................................ 14

4. Metode ........................................................................................................................ 15 4.1 Videnskabsteoretisk ståsted ................................................................................................ 15 4.2 Data og dataindsamling ....................................................................................................... 16

4.2.1 Introduktion af informanter ............................................................................................... 17 4.3 Databehandling ................................................................................................................... 17 4.4 Dataanalysestrategi ............................................................................................................ 18

5. Analyse ........................................................................................................................ 19 5.1 Den fleksible kapitalisme .................................................................................................... 19 5.3 Mobilitet og Omstillingsparathed ........................................................................................ 23 5.4 Rutine ................................................................................................................................. 25 5.5 Tillid .................................................................................................................................... 26 5.6 Loyalitet .............................................................................................................................. 27 5.7 Identitet .............................................................................................................................. 29

5.7.1 Anerkendelse ...................................................................................................................... 30 5.8 Nedsmeltning af personligheden ......................................................................................... 31 5.9 Resultat af analysen ............................................................................................................ 32

6. Diskussion .................................................................................................................... 33 6.1 Arbejde som identitetsgrundlag .......................................................................................... 34 6.2 Når arbejde og fritid smelter sammen ................................................................................. 34 6.3 For meget fokus på stress? .................................................................................................. 36 6.4 Er fleksibilitetens påvirkning positiv? .................................................................................. 37 6.5 Struktur-‐aktør dialektik ....................................................................................................... 38

7. Konklusion ................................................................................................................... 39

8. Perspektivering ............................................................................................................ 40

9. Litteraturliste ............................................................................................................... 41

10. Bilag ........................................................................................................................... 43 Bilag 1 ....................................................................................................................................... 43 Bilag 2 ....................................................................................................................................... 46


4

Bilag 3 ....................................................................................................................................... 54 Bilag 4 ....................................................................................................................................... 62 Bilag 5 ....................................................................................................................................... 65 Bilag 6 ....................................................................................................................................... 68 Bilag 7 ....................................................................................................................................... 71 Bilag 9 ....................................................................................................................................... 77 Bilag 10 ..................................................................................................................................... 78 Bilag 11 ..................................................................................................................................... 79 Bilag 12 ..................................................................................................................................... 80


5

1. Indledning Det stigende antal stressramte udløser hvert år stigende samfundsmæssige konsekvenser. Dette

koster samfundet en masse penge, eks. er op mod hver fjerde sygemelding i Danmark pga. stress,

dette svarer altså til 35.000 sygemeldte danskere hver dag. Da dette menes både at kunne ses som

et samfundsmæssigt-‐ og individuelt problem, vil der i dette projekt blive forsøgt at danne en

forståelse af, hvordan stress i grunden opfattes af de stressramte ud fra personlige fortællinger.

På årsbasis er der tusinde hospitalsindlæggelser og 1400 dødsfald som følge af stress, hvilket

kun er set udfra det arbejdsrelaterede stress (stressforeningen.dk). Ved siden af det ses alle de andre

individer, der føler sig stressede pga. privatlivets udfordringer, familielivet, stigende forventninger fra

arbejdsmarkedet ect. Ydermere har arbejdet i Danmark de sidste 10 år spillet en stor rolle i

borgernes identitetsdannelse, selvrealisering og kontakt til andre mennesker. Der bliver stillet krav til

os om, at vi hele tiden skal være omstillingsparate og fleksible, idet man kun bliver anerkendt som

menneske, hvis man har et arbejde. Ligeledes har der grundet ændringer i demografien, siden den

borgerlige regering kom til magten i 2001, været et stigende fokus på at få de arbejdsløse hurtigere i

beskæftigelse (Thuesen, 2011: 58f.), hvilket er med til at øge fokuset på arbejdslivet.

I dette projekt vil der blive taget udgangspunkt i stressdiagnosticerede beskæftigede

mænd og kvinder med sociale og personlige forpligtelser uden for arbejdet. Undersøgelser viser, at

der ikke er nogen signifikante forskelle på, om personer føler, at de har en god balance mellem

arbejde og privatliv, om de har børn eller ej. Derfor vil der ikke være fokus på, hvorvidt

informanterne har børn eller ej, men derimod hovedsageligt fokus på, om de er mænd eller kvinder

og deres relation til arbejdet. (Djøf.dk, 2013)

I dette projekt vil der ikke være en kausal tilgang med fokus på generelle årsager eller

konsekvenser af stress, men i stedet vil der blive fokuseret på fænomenet stress, da det er selve

oplevelserne af arbejdet og af det at være stresset, der vil blive undersøgt. Fænomenet stress vil

primært blive analyseret ud fra en sociologisk tilgang med et dialektisk forhold mellem struktur og

aktør, hvorved det menes, at det senmoderne samfund spiller en rolle i forhold til individernes liv, og

at dette igen har indflydelse på samfundet. For at opnå en forståelse af dette vil der blive taget

udgangspunkt i Richard Sennett’s teori om den fleksible kapitalisme og derigennem også andre af

Sennetts begreber som fx. anerkendelse, mobilitet, identitet ect., da de også findes vigtige for at

kunne danne en forståelse af problemet.

Formålet med denne opgave er derfor bl.a. at få informanternes fortolkning af, hvordan de oplever

fænomenet stress, og hvilken betydning det har for dem, hvilket vil blive gjort via en kvalitativ

metode i form af dybdegående interviews.


6

Fænomenet stress vil blive undersøgt eksplorativt, da dette giver muligheden for frit at

kunne udforske forhold og fænomener på en måde, hvorved man kan stå åbent over for ny viden og

ideer, som derefter med en hermeneutisk tilgang vil blive fortolket på og dannet en forståelse af

(Chritensen, 1994: 26). Informanternes oplevelser vil derfor blive fortolket, og gennem denne

læreproces kan der dannes et indblik i, hvilke tanker der kan lægge til grund for stress, valg af

arbejde samt hvilken betydning kønnene har, og hvordan de hver især opfatter et evt. pres om

fleksibilitet.

Ydermere vil der blive set på den fleksible kapitalisme i en dansk kontekst, i modsætning til

Richard Sennetts analyser af det amerikanske arbejdsmarked (Andersen, 2010: 441). Dette ses i lyset

af, at Danmark har et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder, hvor langt flere personer, end i

andre lande, finder et nyt job hvert eneste år og oftes af egen fri vilje, hvilket hermed kan gøre det

nemmere for arbejdsgiverne evt. at skille sig af med uønsket arbejdskraft. I Danmark er der samtidig

også flere, som søger nyt job for at prøve noget nyt, få mere i løn eller få bedre mulighed for at gøre

karriere (Skovgaard, L., Berlingske 2013). Dette vil der blive set på for at få en bedre forståelse af,

hvornår fleksibiliteten kommer i spil hos vores danske informanter.

På baggrund af denne indledning ønskes der en undersøgelse af følgende problemformulering:

Hvordan opleves fænomenet stress hos henholdsvis mænd og kvinder på baggrund af den moderne

fleksible kapitalisme? Og på hvilken måde påvirker den opfattelsen af fritid og arbejde samt

informanternes identitet?

Når der i dette projekt bliver spurgt ind til opfattelsen af fritid og arbejde, skal det forståes som

skellet mellem disse to. Der er en interesse i at vide, hvorvidt informanterne føler sig frie i deres

fritid, om de benytter fritiden til at lade op eller arbejde videre, eller om det at stå til rådighed hele

tiden og være fleksible er blevet forventeligt. Informanternes fortællinger vil også være med til at

danne forståelse af, hvordan de opfatter sammenkoblingen af identitet og arbejde, hvilket kan

hjælpe med til at grave lidt dybere under overfladen af stress og arbejdsliv og derved give en bredere

forståelse. Derigennem vil man kunne fortolke på, hvorvidt informanterne finder det svært at

opretholde den identitet, de ønsker at have eller har, og den de nogengange kan få pålagt at skulle

have på arbejdet.


7

2. Litteraturstudie I dette studie vil der blive præsenteret nogle udvalgte tidsskrifter, videnskabelige artikler samt

rapporter. Det vil fremgå, at der i det senmoderne samfund er en række problematikker omkring

fænomenet stress. Derfor har der været meget materiale tilgængeligt omkring fænomenet, og da

dette projekt har en hermeneutisk tilgang, har projektet haft en forforståelse af fænomenet allerede

fra dets begrundelse (Christensen, 1994: 26).

Litteraturen er nøje udvalgt grundet relevansen for projektets formål og fortolkning på fænomenet

stress. Der er derfor sket en selektiv proces i udvælgelsen, og det fremgår i dette studie, hvilken

litteratur der er at finde omkring dette problemfelt.

I 2007 lavede sundhedsstyrelsen i samarbejde med forskningscenter for arbejdsmiljø og Statens

institut for folkesundhed en rapport kaldet; ”Stress i Danmark – hvad ved vi” (sundhedsstyrelsen:

2007). Rapporten har til opgave at arbejde på en forskningsbaseret måde omkring fænomenet stress.

Den undersøger, hvad fænomenet stress er og kommer med forskellige definitioner. Rapporten ser

stress som en folkesygdom, der er blevet en problematik i Danmark, som har mange konsekvenser

(Sundhedsstyrelsen, 2007:24).

I rapporten bliver der beskrevet;

”(...) Desuden er der en stigende interesse for det, man kalder det grænseløse arbejde, som en mulig

årsag til stress. En fleksibel arbejdssituation hvor man kan arbejde hvor og hvornår som helst, og hvor

arbejdet defineres i form af udførelsen af en bestemt opgave frem for i form af en fast arbejdstid, kan

være svært at forene med familieliv og kan medføre stress” (Sundhedsstyrrelsen, 2007: 19).

Her ses det, at fleksibiliteten på arbejdet i det senmoderne samfund skaber forventninger til

arbejderne.

Tage Søndergård Kristensen og Naja Rod Nielsen, som har udarbejdet denne rapport, udtaler, at

stress er et stigende problem, og man derfor må se alvoren i at forske omkring stress

(Sundhedsstyrrelsen, 2007:25). Denne rapport har relevans i dette projekt, da den belyser, hvordan

stress ser ud i dansk kontekst og i vores samtid i det senmoderne samfund.

Djøf har i 2013 lavet en rapport om ”Balance, grænseløst arbejde og fleksibilitet’ (Djøf 2013).

Den er lavet med udgangspunkt i medlemmer for Djøf. Dette er dog ikke et generaliserende niveau

for arbejderne i Danmark, men den giver alligevel et indblik i danskernes arbejdsvaner, balance i

hverdagen og fleksibiliteten i arbejdsorganisation, som dette projekt finder relevant på et mikro

niveau i Djøfs medlemmers kontekst.


8

40 % af djøfs medlemmer oplever, at grænserne mellem arbejde og privatliv i nogen

eller højere grad flyder sammen, mens 60 % svarer i mindre grad eller slet ikke (Djøf, 2013:6). Dette

viser, at der er en stor procentdel, som oplever arbejdsmarkedet og privatlivet flyder sammen.

Undersøgelser viser i denne rapport, at 45 % svarer, at arbejdsgiveren i høj grad giver mulighed for

fleksibilitetsrammer for den ansatte (Djøf 2013:12). Da dette projekt bl.a. har til formål at undersøge,

om følelsen af frihed bliver ændret som et resultat af fleksibiliteten, har denne rapport relevans.

I artiklen ”Fleksibilitetens pris” af Tine Jensen fra fremtidsorientering 2, 1999, skriver hun om

Sennetts syn på den nye kapitalisme. ”Den fleksible kapitalisme lægger vægt på brugervenlighed og

sikkerhed i produktionen, fleksible arbejdstider og frihed til medarbejderne; men al denne fleksibilitet

fremmedgør os overfor arbejdets indhold, fagligheden, kollegaerne og i sidste ende os selv” (Jensen,

1999). Arbejds-‐ og familielivet smelter sammen, og psykisk efterlader det individerne med en

rodløshed, som skaber en nødvendig omorganisering af psyken (Jensen, 1999). Artiklen ekspliciterer

tydeligt, at fleksibiliteten i den nye kapitalisme har en negativ konsekvens for individerne i

samfundet. Da dette projekt fortolker på, hvordan denne nye kapitalisme påvirker

stressdiagnosticerede, har det relevans at undersøge fleksibilitetens pris i det senmoderne samfund.

Kronikken ”Tilværelsen kan ikke alene bygges på selvrealisering”, fra 2006 skrevet af Svend

Brinkmann, ser på individerne i vores samfundet, som selvrealiserende mennesker. I forbindelse med

stress nævner Kristensen ”Hvis vi bliver stressede, er løsningen ikke en ændring af arbejdsvilkårene,

men coaching og udvikling af den personlige evne til stresshåndtering. (…) Det fleksible menneske

skal være omstillingsparat og kompetenceudviklende, men bagsiden af medaljen er en manglende

fornemmelse af at høre til” (Brinkmann, 2006). Han udtaler videre, at vi igennem tiden er gået fra et

industrisamfund til forbrugersamfundet. Et samfund hvor vi er gået fra at gøre, som vi fik besked på

inden for en hierarkisk struktur til i det nye samfund, hvor det fleksible menneske må være i konstant

selvudvikling for at følge med det omskiftelige markeds betingelser (Brinkmann, 2006). Brinkmans

meget kritiske syn på selvrealisering er spændende i dette projekt, da vi lever i et samfund, som med

dets ydre strukturer har forventninger til, at individerne udviser selvudvikling og formår på en

narcissistisk måde at fremføre sig selv for at blive til noget i samfundet. Dette i sig selv, kan opleves

som en stressfaktor (Brinkmann, 2006).

Fra kapitlet ”Et interessant, men ikke nødvendigvis samfundsnyttigt job” fra bogen “Små og store

forandringer” af Thuesen. F. Fra 2011, er der lavet en række undersøgelser omkring danskernes

forhold til arbejde. Kritiske arbejdssociologer, heriblandt Richard Sennett, mener, at nutidens

arbejdsliv er præget af usikkerhed og angst (Thuesen, 2011:67).


9

En undersøgelse ud fra udsagnet ’det er ens pligt over for samfundet at arbejde’, målt på en 5-‐punkts

skala, hvor 1 er uenig og 5 helt enig, svarer gennemsnittet 3,8 i 1999 og i 2008 er den på 4,0

(Thuesen, 2011:67). Dette viser altså en stigning fra danskernes side omkring deres pligt over for

samfundet til at arbejde.

Ydermere er der undersøgelser omkring ’tilfredsheden med arbejdet’. Antagelse to i kapitlet lyder

på, hvorvidt danskerne var blevet mindre tilfredse med deres arbejdsliv. Undersøgelsen er målt ud

fra en 10-‐punkts skala, hvor 10 angiver meget tilfreds og 1 angiver meget utilfreds. Det

gennemsnitlige tal fra 1981 er på 8,4 og er faldet til 8,0 i 2008 (Thuesen, 2011:69). Denne

undersøgelse antager dette projekt som værende et tydeligt signal på, at danskerne i større grad i

det senmoderne samfund oplever, de skal levere på arbejdet. Der stilles andre krav end der førhen

har været, som resulterer i, at arbejderne i højere grad skal præstere.

Da dette projekt ønsker at fortolke på individernes opfattelse af arbejdet, samt hvad arbejdet har

af betydning for deres identitet og selvbillede, har dette kapitel relevans. Vi skaber en

identitetsdannelse ud fra arbejdet.

I tidsskrift for arbejdsliv har Tage Søndergård Kristensen i 2007 skrevet en kronik ‘Stress nok til alle’. I

kronikken skriver Tage Kristensen om, hvordan han i sin tidlige karriere, havde udsigter til, at have

løse ansættelser, afslag på ansøgninger og manglende opmærksomhed i offentligheden (Kristensen,

2007: 80). Dog kan vi i dag se, at vores realitet er en anden. Beskæftigelsen omkring stress er stor, og

det har en høj relevans på arbejdsmarkedet at udvikle en god atmosfære for det psykiske

arbejdsmiljø. Tage Kristensen nævner også, at den offentlige anerkendelse på stress er “udemærket,

men at vi netop i denne tid står ved en korsvej, hvor det kan gå grueligt galt” (Kristensen, 2007: 81).

Tage Kristensen mener altså, at stressdiskursen er på vej ind i en institutionaliseringsfase, hvor denne

“stress-‐epidemi” er nødsaget en handlingsstrategi fra konkrete politiske tiltag (Kristensen, 2007:81).

Tage Kristensen opererer inden for syv forskellige stressparadigmer. I dette projekt har Tage

Kristensens kronik relevans, da vi historisk ser, at den offentlige anerkendelse af stress er steget

igennem de sidste 20 år. I dag er det mere acceptabelt at have diagnosen stress, end det blot var for

20 år siden.


10

3. Teori Richard Sennett og hans teori er oplagt at bruge i dette projekt, da det senmoderne samfunds

udvikling fra rutinepræget arbejde til fleksibilitet på arbejdspladsen har store konsekvenser for

individerne på arbejdsmarkedet. Sennett har dog ikke direkte undersøgt fænomenet stress, men er

alligevel særdeles relevant at bruge i denne sammenhæng (Bjørnstrup m.fl., 2013: 84). I det følgende

afsnit vil der først redegøres for Sennetts teori om det fleksible kapitalisme, hvorefter afsnittet vil

blive delt op i de begreber fra netop denne teori, som er fundet mest relevante i forhold til dette

projekts problemstilling.

3.1 Richard Sennett Richard Sennett, født 1943 i Chicago, Illinois, er en amerikansk sociolog, som læste sociologi på

Harvard University, og da han var færdiguddannet, blev han ansat som lektor på Yale University. I

dag er Sennett professor i sociologi ved London School of Economics og Massachusetts Institute of

Technology. Han beskæftiger sig med forskning inden for kultur, sociologi og arbejde og er mest

kendt for sine værker om individets placering i det moderne, fleksible kapitalisme. I sin bog ”The

Corrosion of Character: The Personal Consequences of Work in the New Capitalism” (på dansk: Det

fleksible menneske) fra 1998 forsøger han at beskrive, hvordan det nye kapitalismes kultur tvinger

individerne på arbejdsmarkedet til at være fleksible, omstillingsparate og mobile (Sennett 1998:7).

Sennett har også skrevet en lignende bog fra 2006, som hedder: “Den ny kapitalismes kultur”.

Sennett påpeger i de to værker, at fleksibiliteten har en negativ virkning på individets

identitetsdannelse, sociale relationer, personlighed og deres frihed (Sennett 1998:8).

3. 2 Hovedbegreber I Richard Sennetts teori om den fleksible kapitalisme arbejder har han med forskellige begreber, som

hver især har sin egen betydning ifht teorien, men i dette teoriafsnittet er der blevet taget dem ud,

som er fundet mest relevant ifht problemformuleringen.

3.2.1 Fleksibel kapitalisme Richard Sennett ser på tre aspekter inden for det senmoderne samfund, som han karakteriserer ved

den fleksible kapitalisme; traditionsnedbrydende genopfindelse af institutioner og virksomheder,

fleksibel specialisering af produktionen og magtkoncentration uden centralisering (Sennett, 1999:

48).

Arbejdsmarkedet i nutidens senmoderne samfund forudsætter individerne besidder

mobilitet, hurtighed og deregulering (Sennett, 1998: 7). De skal i højere grad være fleksible, når det

gælder job, arbejde, bosted samt ansættelsesforhold. Den nye fleksible kapitalisme er en form for

nyliberalisme, hvor produktionsmidlerne bevæger sig hurtigt.


11

Arbejdsmarkedet i moderne tid bærer præg af, at de enkelte arbejdere kommer til at stå mere alene

(Tanggaard, 2010: 437).

I vor tids kapitalisme ser man den globale markedsplads og brugen af de nye teknologier som et

kendetegn. Dette er noget, som erhvervsledere og journalister fremhæver som værende positivt,

men Sennett er kritisk over for det: ”Det tager ikke højde for en anden af forandringens dimensioner:

Nye måder at organisere tiden på – specielt arbejdstiden” (Sennett, 1999: 19).

I den nye kapitalismens tidsdimension er det tydeligt, at det forventes, at man hele tiden er på

farten.

3.2.2 Fleksibilitet I den senmoderne arbejdsorganisering er det nødvendigt, at man som ansat er indstillet på at være

fleksibel i sit arbejde.

Den rutine, der tidligere gav en form for tryghed og stabilitet med sig er blevet erstattet af en

fleksibilitet, som er medvirkende til en illoyalitet over for den enkelte arbejdsplads. Arbejdsmarkedet

kræver i højere grad end tidligere, at individet er mobilt og fleksibelt, når det drejer sig om arbejde

og bosted (Sennett, 1998: 7).

Begrebet om fleksibilitet står tæt forbundet med begreber som mobilitet og dét at være omstillingsparat.

Fleksibiliteten består i det senmoderne samfund af at være villig og parat til at tage hen, hvorend arbejdet

påkalder det eller tilpasser sig der, hvor der er brug for en. Oftest vil det betyde, at man som fleksibelt

menneske i det 21. århundrede ikke længere har de samme faste og velkendte langtidsudsigter som

tidligere, da tingene får en mere kortsigtet figur (Sennett, 1998: 7-‐8).

Det er blevet velset at være åben for forandring og være tilpasningsdygtig, men mennesket har også

brug for noget stabilitet til at danne grundlagene for deres karakter. Som Sennett skriver i Det

Fleksible Menneske, er det ikke på den kortsigtede bane, hvorpå man danner denne karakter:

“Karakteren vedrører især de langsigtede aspekter af vores følelsesliv. karakteren udtrykkes ved

loyalitet og gensidig forpligtelse, eller gennem forfølgelse af langsigtede mål, eller ved

behovsudskydelse med henblik på opfyldelse af fremtidige mål” (Sennett, 1998: 8). Karakteren tager

tid at danne, men er vigtig for de menneskelige værdier som fx netværksdannelser. Netværk bygges

op over år af mennesker, der udveksler tjenester eller opbygger tillid til hinanden, hvor den moderne

form i ”networking” tillader én at glemme den formelle form for social omgang (Sennett, 1998: 8-‐9).

3.2.3 Mobilitet Mobiliteten og det moderne samfund hænger uløseligt sammen. Arbejdsmarkedet forventer, at

mobilitet og engagement går hånd i hånd, selvom de fleste ansatte engang satte mere pris på

stabilitet og værdien i at kunne sætte sig grundigt ind i sit arbejde. Det mobile arbejdsliv gavner

konkurrenceevnen, men (det) kan have konsekvenser for det personlige. Da der ikke længere er


12

samme sikkerhed i jobbet, loyalitet til arbejdspladsen grundet korte ansættelser, tætte relationer til

kollegerne, så giver det en utryghed, som kan være medvirkende til en stress (Sennett, 2006: 58).

3.2.4 Omstillingsparathed Hvor man førhen var loyal over for sin arbejdsplads og havde været det de sidste 20 år, skal man i

dag være omstillingsparat og være klar til at leve et liv med korte ansættelser og nye tiltag.

Loyaliteten i at have en fastsættelse over mange år ses i det moderne samfund som noget

uproduktivt. Hvor rutinearbejde skaber tid og tryghed, skaber det fleksible arbejde mindre tid og

usikkerhed. I Richard Sennetts fortælling om Rico skitserer han forskellene mellem de venskaber,

man fik gennem det rutinepræget arbejde i 1968 og de bekendtskaber, man får i det fleksible

arbejdsmiljø i dag. Der er simpelthen ikke tid til hverken fordybelse eller nære relationer længere, da

man ikke ved, hvor længe man bliver hængende (Sennett, 1998: 8).

3.2.5 Nedsmeltning af personlighed Det fleksible kapitalisme medfører mange konsekvenser for individerne på arbejdsmarkedet. Blandt

andet taler Sennett om en nedsmeltning af individets personlighed, da man ikke har tid til at skabe

sociale relationer på arbejdspladsen. Man mister lysten til at få bekendtskaber, fordi man ved, at der

muligvis ikke går længe, før de eller en selv er væk (Sennett, 1998:16-‐17). ”Ikke fast ansættelse” er

blevet det normale, og denne betingelse kan gå voldsomt ud over individet, da man har brug for at

høre til et sted for at føle sig godt tilpas (Sennett, 1998: 22). Sennett snakker også om nedsmeltning i

form af, at man ikke har mulighed for, at individerne ikke rigtig får lov til at være sig selv og udforske

sig selv, sine evner og de sociale relationer, som en arbejdsplads kan tilbyde (Sennett, 2006: 59-‐60).

3.2.6 Identitet Et andet vigtigt begreb Sennett bruger i sin teori, er identitet. Den amerikanske psykolog Erik H.

Erikson beskriver identitet som en proces, hvor man uden hjælp fra andre danner sin personlighed og

udvikler følelsen af samhørighed. Identitetsbegrebet er, ifølge Erikson, en mellemting mellem det

man gerne vil være og det, der bliver tilladt, at man er (Erikson, 1968: 20-‐21). Individerne oplever for

det meste sig selv i 3 forskellige sfærer; intimsfæren (hjemmet), produktionsfæren (arbejdet) og det

offentlige. I de forskellige sfærer knytter individet også en forskellig identitet til hver, da der er

prioriteret forskellige værdier og egenskaber i hver sfære.

Sennett bruger begrebet identitet i forbindelse med, at arbejdsmarkedets evige efterspørgsel om

fleksibilitet kan have påvirkning på individets evne til at bevare sin egen identitet. Han mener nemlig,

at arbejdet har en stor indflydelse på folks identitet i det senmoderne samfund, så hvis der bliver

stillet uoverkommelige krav på arbejdet, kan det skabe identitetsproblemer for individerne (Sennett,

1998: 8).


13

3.2.7 Tillid Den førnævnte nedsmeltningen kan også komme af manglende tillid til sin arbejdsgiver og

kollegaerne. Her taler Sennett om to forskellige slags tillid; formel tillid og uformel tillid. Formel tillid

er tilliden mellem en medarbejder og chef, hvor der bliver indgået en kontrakt, som begge parter

regner med at blive overholdt. Det er en usikker tillid, da chefen kan fyre en, eller medarbejderen

kan sige op. Uformel tillid er tilliden kollegaerne imellem. Det er en tillid, som skabes over længere

tid, og her stoler man på hinanden (Sennett, 1998: 59-‐60). Ifølge Sennett ser man ikke den uformelle

tillid særlig tit i det senmoderne samfund, da man kan aldrig er sikker på, om man stadig arbejder det

samme sted dagen efter (Sennett, 2006: 58-‐59).

Sennett har sagt:

“Virksomheder, der skal reagere hurtigt på ændringer i forbrugsefterspørgelsen, oplever ofte et fald i

den uformelle tillid, fordi de ansatte i de enkelte arbejdsgrupper skifter hyppigt. Omstrukturering af

en organisation, hvad enten der er tale om en virksomhed eller et regeringsorgan, kan også radikalt

reducere den uformelle tillid, eftersom de mellemmenneskelige relationer omkalfatres brat oppefra

og udefra” (Sennett, 2006: 59-‐60).

I det her citat af Sennett kan man også se konsekvenserne ved manglen på den uformelle tillid.

Konsekvenserne kunne eksemplvis være skiftende arbejdsgrupper, og at der bliver vendt op og ned

på mellemmenneskelige relationer.

3.2.8 Loyalitet Tillid hænger meget sammen med loyalitet, et andet begreb, som Sennett bruger i sin teori. Hvis man

ikke har tillid til organisationen, så kan det også være svært at være loyal over for denne (Sennett,

2006: 57). Og det ny kapitalismes arbejdsvilkår giver ikke individerne grund til at være loyal, da

usikkerheden er på sit højeste.

Sennett skriver:

”Loyalitet er en nødvendig ingrediens i overlevelse under konjunkturbestemte vilkår. Lav social kapital

har størst praktisk betydning for virksomhederne i bestræbelsen på at holde erhvervslivets rovdyr på

afstand. For de ansatte selv betyder fravær af loyalitet, at stressfaktoren forværres – ifølge vores

resultater især den stress, der knytter sig til overarbejde og lang arbejdstid” (Sennett, 2006: 58).

Her kan man også se, at ifølge Sennett så er loyaliteten på arbejdspladsen vigtig, hvis man skal

undgå at få stress over for meget overarbejde og lange dage på arbejdespladsen.


14

3.2.9 Rutine Sennett er meget kritisk over for dette krav om fleksibilitet og vægter sikre rammer og rutine over

fleksibiliteten. Ifølge Sennett er en rutineret hverdag med til at skabe en mere balanceret daglidag,

og man kan udvikle sig selv og sine kompetencer på en kreativ måde (Sennett, 1998: 8). Imens

fleksibilitet efterspørger, at individerne konstant tilpasser sig nye omstændigheder eller situationer

for at kunne følge med. Hvis der ikke er rutine på arbejdet, så kan det også interfere med rutinen i

fritiden, da der muligvis er mindre tid til at nå de ting, man ellers havde planlagt. Det kan komme i

udtryk ved, at individerne faktisk ikke føler, at de har fri, når de faktisk talt har fri, fordi der slet ikke

er struktureret på arbejdet (Sennett, 1998: 31)

3.3 Videnskabsteoretisk ståsted Det kan være svært at placere Sennett i en bestemt skole, da han kan passe ind flere forskellige

steder. Men ud fra Richard Sennetts kritiske tilgang til den nye fleksible kapitalisme er der blevet

valgt den kritiske hermeneutik som det videnskabsteoretiske ståsted. Man konkludere, at Richard

Sennett ikke som sådan er kritisk hermeneutiker, man at han deler det kritisk hermeneutiske

synspunkt (Smith, 2007: 12). Dette projekt videnskabsteoretiske ståsted vil blive uddybet nærmere i

metode-‐afsnittet.

Figur 1. Operationalisering af hovedbegreber fra Richard Sennetts teori om den fleksible kapitalisme.

Kilde: Eget arbejde.


15

4. Metode Dette afsnit vil først og fremmeste redegøre for dette projekts videnskabelige ståsted i form af

hermeneutik og med særlig fokus på kritisk hermeneutik. Herefter vil der blive redegjort for data og

dataindsamling og argumenteres for valget af et semistruktureret kvalitativt interview. Efterfølgende

vil det fremgå af afsnittet om databehandling, hvilke udvælgelseskriterier, der er gjort brug af i valget

af informanter samt hvorfor der er anvendt en enkel transskriptionsstrategi. Sidst i dette afsnit vil der

i dataanalysestrategi blive argumenteret for en gennemgående begrebsstruktureret analyse.

4.1 Videnskabsteoretisk ståsted Det videnskabsteoretiske ståsted for denne opgave er hermeneutisk fortolkende. I dette projekt vil

der gøres brug hermeneutikken med fokus på en kritisk og emancipatorisk tilgang. Hermeneutik

betyder at forstå, at fortolke og at tyde (Chritensen, 1994: 26). Projektet har til formål, at udforske

hvordan fænomenet stress opfattes af informanterne og ud fra denne opfattelse at fortolke deres

svar. Projektet vil undersøge informanternes mening omkring fænomenet stress -‐ hvordan de

fortolker stress, deres oplevelser, hvad der stresser dem i arbejds-‐ og privatlivet. Igennem den

hermeneutiske videnskab vil metoden være fortolkende og søge en forståelse i deres svar.

Videnskaben vil blive brugt til at undersøge og analysere virkeligheden og informanternes livsverden.

Derfor vil der blive lagt særlig vægt på informanternes arbejds-‐, fritids-‐ og hverdagsoplevelser og

fortolket på, hvordan de udtrykker sig og hvilke oplevelser, der er af særlig relevans for dem og

derfor også for os. Da informanterne allerede inden interviewet havde en forståelse af fænomenet

stress, vil der være tale om en forforståelse i deres svar og oplevelser, som projektet tager

udgangspunkt i og derfor vil der, som følge af dette, blive fortolket på en forforståelse. Der skal være

en kontekstforståelse, og det er denne hermeneutikken skal hjælpe med at klarlægge gennem

informanternes oplevelser (Chritensen, 1994: 26).

Da der også var en klar forforståelse af fænomenet stress inden påbegyndelsen af dette projekt, vil

der blive fortolket kritisk udfra en tilgang, der er inspireret af Richard Sennett. Der vil også blive set

kritisk på, hvordan følelsen af frihed er i arbejdslivet såvel som i fritiden (Chritensen, 1994: 32).

Hermeneutikkens ontologi studerer sociale og meningsbærende fænomener. Når mennesker

handler, følger de intentioner og formål, som det er hermeneutikerens opgave at fremtolke

(Nedergaard, P.,2012: 216). Der vil derfor blive fortolket på, hvordan stress opleves af

informanterne, samt hvad der er med til at præge dem i form af at arbejde mere og derigennem

tilsidesætte egne interesser. Dette betyder for projektet, at man står åbent (til trods for en evt.


16

forforståelse), over for et komplekst fænomen som stress, og derved kan fortolke det frit udfra

informanternes oplevelser.

Epistemologisk set sker erkendelsen inden for hermeneutikken gennem fortolkningen.

Fænomenerne er således kun forståelige i den kontekst, de forekommer i, da det er denne, der giver

dem en bestemt mening eller gør det muligt at danne sig en forståelse af dem (Nedergaard, P.,2012:

216). Da der i dette projekt bliver kigget på fænomenet stress og informanternes forståelse heraf,

skal denne forståelse tolkes i de situationer, de forekommer i for derved at kunne danne en

overordnet forståelse af, hvad der kommer tættest på informanternes sandhed om stress og arbejde.

4.2 Data og dataindsamling Der er i dette projekt taget udgangspunkt i den kvalitative undersøgelse, da interviewene vil foregå

på mikroniveau frem for makroniveau, grundet den hermeneutiske tilgang (Olsen, 2014: 232).

I dette projekt er der både deduktive-‐ og induktive elementer. Da teorien omkring Richard Sennetts

den fleksible kapitalisme primært er udgangspunktet for projektet, har det en deduktiv tilgang. Dog

er der også induktive elementer, da der igennem kvalitative undersøgelser vil blive analyseret og

fortolket på informanternes oplevelse og opfattelse af fænomenet stress (Olsen, 2014: 154).

Den kvalitative metode er blevet valgt med henblik på at målrette analysen mod det relevante samt

give indsigt i informanternes livsverden for dermed at få deres fortolkning af fænomenet stress.

(Olsen, 2014: 232). Det kvalitative interview er et nuanceret og dybdegående interview. Det

behandler ikke kausale årsager og forklaringer men beskæftiger sig nærmere med informanternes

oplevelse. Det er desuden blevet valgt at udarbejde et semistruktureret interview, idet verden ikke

kan forstås uden nogen form for forforståelse jvf. hermeneutikken (Brinkmann, 2010: 37). Som det

ses i figur 2 nedenfor, er der derfor blevet udarbejdet relevante forskningsspørgsmål, hvorefter der

er udarbejdet interviewspørgsmål, som dermed skulle forsøge at give svar på

forskningsspørgsmålene (bilag 1).

Figur 2. Forsknings-‐ og interviewspørgsmål. Kilde: eget arbejde.


17

Der vil blive foretaget seks interviews ansigt-‐til-‐ansigt. Det er nøje overvejet, at der vil blive foretaget

netop dette antal interviews på den baggrund, at interviews, som tidligere nævnt, er nuancerede og

dybdegående, og det forventes dermed ikke, at der vil komme mange nye informationer herefter,

udover at detaljerne vil kunne blive bedre(Olsen 2014; 259). Det er ligeledes nøje overvejet at

interviewe informanter ved et personligt fremmøde fremfor telefonisk, da det ønskes at fremstå

empatiske og lyttende for at skaffe viden om informanternes erfaring formuleret med deres egne ord

(Brinkmann, 2010: 53). Ydermere blev det besluttet, at der kun skulle være to interviewere tilstede,

så informanterne ikke følte ubehag til selve interviewet.

4.2.1 Introduktion af informanter Herunder introduceres projektets seks informanter, som alle har forskellige beskæftigelser. Fælles er

henholdsvis den karrierebundne-‐ og lønarbejderlivsform, som Thomas Højrup arbejder ud fra. Dette

vil der blive lagt vægt på, da der dannes en forståelse udfra, hvorvidt informanterne oplever ting som

arbejde, fritid og stress i disse livsformer (Holm, 2008: 34f).

Figur 3. Oversigt over informanter og livsformer. Kilde: eget arbejde.

4.3 Databehandling Informanterne er valgt ud fra et kriterium om at være diagnosticeret med stress udelukkende af den

årsag, at det gjorde udvælgelsen mere håndgribelig.

De seks informanter indvilligede alle inden interviewet i at lade sig optage på lydfiler, hvilket gjorde

det muligt at transskribere interviewene efterfølgende (bilag 2-‐7). Under selve interviewet var der,

som tidligere nævnt, to interviewere tilstede som interviewede efter et semistruktureret interview. I

og med at projektet har et kritisk hermeneutisk videnskabeligt ståsted, er det blevet valgt at benytte

en enkel transskriptionsstrategi, hvor alle talte ord som f.eks. “øhh” samt ufuldendte ord og


18

sætninger vil blive skrevet, men hvor der ikke vil blive taget højde for kropssprog, toneleje,

stemninger og lignende, for at fastholde meningsindholdet og hermed fortolke på det, der blev

opfattet som afgørende for opgaven. Det vil herudover fremgå, hvem der siger hvad, vha.

forbogstaverne på henholdsvis interviewer og informanten i de transskriberede interviews

(Brinkmann, 2010: 43).

Det blev besluttet, at intervieweren selv skulle transskribere sine interviews og relativt kort tid efter

at interviewene var blevet foretaget, således at det var nogenlunde klart i hukommelsen, hvad der

var blevet sagt. En anden fordel ved selv at transskribere sine lydfiler var muligheden for at komme

dybere ind i sine interviews og på den måde danne idéer til selve analysen, imens der blev

transskriberet (Brinkmann, 2010: 43).

4.4 Dataanalysestrategi I forhold til selve analysen i dette projekt har det været vigtigt, at analysen allerede startede i

designfasen af interviewet. Det har derfor været af stor betydning allerede inden udarbejdelsen af

spørgsmålene og i henhold til det hermeneutiske ståsted og Richard Sennett’s teori om den fleksible

kapitalisme, at undersøge fænomenet stress for at opbygge fordomme. Disse fordomme skulle

efterfølgende bruges til udarbejdelse af forskningsspørgsmål, som herefter skulle hjælpe gruppen

med at få nogle gode og omfattende interviewspørgsmål (Brinkmann, 2010: 46).

Ligeledes er Richard Sennett’s teori blevet brugt i opbyggelsen af selve analyse-‐afsnittet, som derfor

har en gennemgående begrebsstruktureret opbygning, hvor informanternes udtalelser går på tværs,

hvilket betyder, at empirien løbende vil blive inddraget alt efter begreberne, hvilket ses på figur 4

nedenfor.

Figur 4. Begrebsstruktureret analysestrategi. Kilde: eget arbejde.


19

Det har i dette projekt været afgørende, at der har været god tid til at analysere selve materialet, der

er kommet ud af de forskellige interviews. Resultaterne er blevet analyseret ved, at alle i gruppen har

læst alle interviews igennem. På denne måde har det været muligt hver især at finde frem til

fortolkninger af meningsindholdet, som f.eks. blev fundet overraskende eller for at finde mulige

sammenhænge i svarene fra informanterne (Brinkmann, 2010: 46).

Dette projekt vil derfor tage udgangspunkt i Richard Sennett’s teori om den fleksible kapitalisme med

videnskabsteoretisk ståsted i den kritiske hermeneutik. Metoden vil være kvalitativ og bestå af

dybdegående interviews af seks informanter med semistrukturerede spørgsmål. Der er gjort brug af

en enkel transkribtionsstrategi samt en gennemgående begrebsstruktureret analyse. Der vil

herudover løbende henvises til Thomas Højrups livsformsteori.

5. Analyse I følgende afsnit, vil der blive foretaget en analyse baseret på empiri fra resultaterne af dette projekts

kvalitative metode, hvilket er blevet foretaget ud fra dybdegående interviews. Denne empiri vil blive

brugt i forbindelse med en begrebsstruktureret analysestrategi, hvori den løbende vil blive inddraget

og brugt ifht begreberne fra teorien.

5.1 Den fleksible kapitalisme Sennetts begreb om den fleksible kapitalisme spiller en stor rolle. Som tidligere nævnt forudsætter

arbejdsmarkedet i nutidens senmoderne samfund, at individerne besidder mobilitet, hurtighed,

deregulering og fleksibilitet (Andersen, 2010: 437).

Informanterne i dette projekt har alle oplevet at være diagnosticeret med stress og føle at have en

hverdag, hvor der ikke er timer nok. Som Lene udtrykker; ”Der er mange jern i ilden, og jah, jeg står

op kl. 7:00 og heldig hvis jeg kommer i seng kl. 24:00. Jeg sidder om aftenen og arbejder med lektier -‐

dem, som jeg ikke har nået de andre dage” (bilag 3: 2). Lene beskriver her en hverdag i den fleksible

kapitalisme, hvor der kræves mere af individerne. Da kravet er blevet højnet i den nye kapitalisme

igennem de sidste årtier, vil det også resultere i, at de skal udvise fleksibilitet og omstillingsparathed.

Inga beskriver ligeledes en hverdag, hvor hun skal udvise stor mobilitet på henholdsvis arbejdet og i

hjemmet. Hun har mange gøremål og forpligtelser i form af det praktiske i hjemmet, børn, en mand

der arbejder udenbys mv. Hun har ikke en narrativ og stabil hverdag, som der var større tendens til at

have før den nye fleksible kapitalisme, men derimod en hverdag, som bære mere præg af at skulle

navigere i en fleksibel verden.

Lene svarer til spørgsmålet om, hvad det er, der gør hende stresset at, “det er da det der pres fra

omverdenen, og jeg tror bare, at vi skal lære at sige pyt!” (bilag 3: 7). Lene er her inde på en vigtig


20

erkendelse for ikke at lade sig styre af den nye kapitalisme, men derimod gøre op med kravene og

styre sit eget liv.

I vor tids kapitalisme bevæger produktionsmidlerne sig hurtigt. Konkurrencen er stor på markedet,

som forudsætter arbejderne kan levere ordentligt og til tiden (Andersen, 2010: 437). Per som

Business Manager fortæller om, hvad der gør ham stresset,

”jamen, det der gør mig stresset, det er jo, netop det der med, hvad nu hvis ikke folk lever op

til de ting vi skal. Og man er inde i en periode, hvor tingene bliver forsinket, eller hvor man får alt for

mange præciseringer ting eller hvis man ikke kan gøre tingene ordentligt (red)” (Bilag 7: 3).

Han oplever det som en stressfaktor, hvis folk ikke lever op til det, de skal. Det er vigtigt for

ham, at han ikke oplever forsinkelse, da han står til ansvar, som chef, for at levere. Han fortæller i

forlængelse med dette “Og det, der gjorde mig stresset, var jo så at jeg var inde i en periode, hvor jeg

følte, virksomheden var virkelig i krise, og folk ikke levede op til de forventninger, som jeg synes, der

skal være for at drive en virksomhed” (red.) (bilag 7: 3). Per er presset, da virksomheden ikke kører

optimalt. Det smitter af på Per som person og chef for sine ansatte.

Per, som selv er stressramt og arbejder som chef, bliver presset når tingene ikke bliver gjort

ordentligt. Angsten for at fejle er høj, og det har konsekvenser for ham såvel for hans medarbejdere.

Produktionsmidlerne bevæger sig hurtigt, og det forventes, at Per såvel som medarbejderne udviser

mobilitet, fleksibilitet og hurtighed (Andersen, 2010: 437).

Anders fortæller også om alle forventningerne til ham, og hvordan han aldrig har opfattelsen af, at

det er godt nok. Som Anders ytrer, ”det var som om, at det blev forventet at det skulle gå hurtigere.

Det stressede mig også meget” (bilag 4: 3). Presset om hele tiden at skulle øge sin indsats og stadig

levere det samme, dog på kortere tid, kan virke frustrerende og utilstrækkeligt. Som Sennett

beskriver, har kravet om at være et fleksibelt menneske mange konsekvenser. (Sennett 1998:47) I

Anders’ tilfælde stresser det ham, som det gør med mange andre i Danmark, og mennesker generelt,

som ligger under den nye kapitalisme. Forventningerne til fleksibiliteten, hurtigheden og mobiliteten

er i denne kontekst ikke positiv, da konsekvensen for Anders er stress. Derfor fortolkes der kritisk til,

hvad den nye kapitalisme har af indvirkning på informanter.

Lea fortæller, hvordan hendes udfordring på arbejdet bestod i at sige nej til sin chef på en ordentlig

måde. Arbejdsdynamikken er ikke længere positiv opbyggende, men Lea oplevede derimod at skulle

markere sine grænser gentagende gange, da arbejdsgiveren ikke formåede at skabe et sundt

arbejdsmiljø. Som i Leas tilfælde var med til at resultere i, at hun udviklede stress (bilag 2: 10).

Ligeledes oplever Jakob i de travle perioder på sit arbejde, at han blot skal indordne sig

uden brok. Han svarer hertil hvad der forventes ”at vi bare kløede på. Var der og gjorde det. Vi gav


21

den gas, uden at brokke os” (red.) (bilag 6: 3). Ydermere fortæller han om perioder, hvor han har

arbejdet over 200 timer om måneden og havde svært ved at slappe af, når han kom hjem. (Bilag 6:3)

Fælles for disse informanter er, at de oplever presset fra arbejdet samt samfundet. De skal indordne

sig, levere til tiden og udvise høj fleksibilitet. Det kan fortolkes, at individerne ikke oplever

emancipation, da det ikke er muligt, at frigøre sig fra de forventninger der bliver pålagt dem.

Konsekvensen af at sige fra, og dermed frigøre sig, vil muligvis være en fyring.

5.2 Fleksibilitet

Sennetts begreb om fleksibilitet er central i denne opgave og fortolkes udfra informanternes

oplevelse af, hvordan man i det senmoderne samfund skal tilpasse sig sit arbejde, et evt. stigende

arbejdspres og balancere dette med fritiden.

Et af interviewspørgsmålene omhandlede løsning af travlhed på arbejdspladsen (bilag 1), hvor alle

informanterne var nogenlunde enige i, at så ville arbejdspladsen forvente det mere af dem for at løse

problemet (bilag 2-‐7). Anders sagde bl.a., ”Så forventer arbejdspladsen, at jeg og de andre

fuldtidsansatte arbejder mere, eller vi hiver flere folk på arbejde, men typisk forventer de at man

arbejder mere” (bilag 4: 2). Lea mente tilsvarende, at ”der løber vi lidt hurtigere. (….) hvis jeg ser en,

som kommer tidligt og går sent, så siger jeg: jeg håber, at du gør det frivilligt” (bilag 2: 5 ). Man kan

fortolke ud af deres svar, hvordan der ligger implicitte forventninger fra arbejdspladsens side om at

være fleksibel i travle perioder og tilsidesætte fritidens og personlige gøremål for arbejdet skyld.

Dette tolkes i sig selv som en stressende faktor for de ansatte.

Per, Anders og Jakob, som alle har en karrierebunden livsform, så det slet ikke som en

mulighed ikke at få løst disse opgaver og travle perioder. Per svarede endda ”jeg har måske den der

fejl, at jeg (…) måske synes, at personalet skulle arbejde lige så mange timer, som jeg gør og sådan.

Det ved jeg godt, at de ikke kan (red.)” (bilag 7: 3). Dette ses som en klar forventning til at sætte

arbejdet først, fordi det for de karrierebundne måske kommer først fremfor fritiden. Lønarbejderen

Lene svarer på samme spørgsmål at, ”så ringer de til mig, og får mig på arbejde. Det er som regel

sådan”. Hun forklarer opfølgende, at ”..december måned gik så stærk. Vi rendte til møder og

arrangementer. Jeg forstår godt, at lærer og pædagoger hader den måned, for Gud hvor er der

meget” (bilag 3: 5). Dette fortolkes her som et tydeligt eksempel på, hvordan fritiden for Lene er

noget andet end arbejde. Gennem en (for) travl december måned kunne man let forestille sig, at

Lene trængte til at slappe og og nyde fritidens frirum igen, fordi det er det hun arbejder for at kunne

nyde.

Der blev spurgt ind til, hvad informanterne troede, en arbejdsgiver satte pris på ved sine

ansatte og for at danne et indtryk af, om informanterne arbejdede ud fra noget, de måske følte sig

pålagt og derigennem blev stressede. Hertil svarede bl.a. Anders, ”Helt klart arbejdssomhed,


22

målrettethed (….) at man viser meget integritet til stedet” (bilag 4: 3). Per svarede lignende, ”at man

lever op til de forpligtelser, man har (…)” (bilag 7: 3) og Jakob ”..at man leverer den høje kvalitet (..) at

man når de tal, som der bliver stræbet efter” (bilag 6: 3). Det er tydeligt, at det at præstere på

arbejdspladsen er vigtigt for dem og noget, man lægger store kræfter i, da det er med til at sige

noget om, hvem man er som menneske.

Hos lønmodtagerne, som også er kvinder, var kriterierne en anelse mere bløde. Inga mente,

at man som arbejdsgiver ville sætte pris på, ”At man er god til det man laver. (…) og de kan stole på

en” (bilag 5: 3), Lene forklarede, ”Jamen jeg tror det Helle sætter pris på er, at vi yder det vi kan,

indenfor de muligheder og rammer vi har” (bilag 3: 5) og også Lea forklarede, at ”De formår at

værdsætte det faglige (…) men at det sociale bliver prioriteret, det er også noget, de anerkender og

værdsætter” (bilag 2: 6). De tre sidstenævnte lønmodtagere har altså gjort sig tanker omkring ting

som tillid, at yde efter evne og at det sociale bliver prioriteret. Det er kvaliteter, som menes her at

passe bedre ind i faren Enrico’s industrisamfund end i den fleksible kapitalisme, hvorimod

mændenes, de karrierebundne, udtalelser passer bedre på det senmoderne samfunds fleksible

arbejde.

Som en del af at være et fleksibelt (arbejds)menneske, kræves det, at man er klar på at

omstille sig og tænke nyt og ikke kører for meget i gamle rutiner, som man gjorde i

industrisamfundet. Leas svar på et af spørgsmålene er meget afslørende for, at vi mennesker stadig

godt kan lide at sætte os grundigt ind i tingene og være forberedt på nye tiltag. Hun svarede nemlig,

at ”Det kan stresse mig, hvis jeg ikke lige har styr på, hvad der skal ske” (bilag 2: 9), hvor hun

uddybende forklarer, at det gælder arbejde såvel som fritid; ”Selvfølgelig kan det stresse mig, hvis

der er for mange ting i kalenderen, men stress er ikke nødvendigvis at have travlt” (bilag 2: 9). Det

fortolkes altså her, at det for Lea er hele følelsen af at være hægtet af og ikke kunne strukturere

tingene ordentligt, der er en stressfaktor. Det fleksible og flydende kan for hende nogen gange føles

ustruktureret, og som hun selv nævner, handler det ikke om antallet af ting, hun skal nå, men dét at

have styr på dem og vide, hvad der skal ske og hvornår. Altså rutinens stabilitet og sikkerhed (Sennett

1998:31).

Lønmodtagerne og de karrierebundne ser forskelligt på fænomenet fritid, hvilket skitseres

meget godt af lønmodtagerne Lene og Inga’s svar ift., hvad der ville være den største stressfaktor -‐at

have travlt i fritiden eller på arbejdet. Lene svarede, at ”Jeg tror faktisk det er at have travlt i fritiden.

(…) altså at have travlt på arbejde er jeg vant til. Men når du så ikke får koblet af når du har fri (…)

føler man sig lidt mere presset, når man så er på arbejde” (bilag 3: 11). Inga svarer tilsvarende, at

”Jeg tror hellere, jeg vil have travlt på arbejdet” (bilag 5: 6). Det kan godt virke uoverskueligt, når

arbejde og fritid smeltes sammen og ikke holdes adskildt, det er i hvert fald i fritiden at de to

førnævnte informanter nyder det frirum, de har arbejdet for.


23

Den karrierebundne Anders mener derimod, at det er ”klart mest stressende for mig, at have travlt

på arbejde. Fordi når jeg har travlt i fritiden, så er det noget jeg vælger” (bilag 4: 5) og Per ligeledes,

”Jamen, det er at have travlt på arbejdet!” (bilag 7: 5). Der fortolkes her, at fleksibiliteten hos de

karrierebundne ses mere som et valg de selv har taget, hvor det at have travlt på arbejdet ganske

enkelt følger med og er en del af jobbet. Hos lønmodtagerne kan det føles mere stressende at have

travlt i fritiden, da det er deres ”frirum” og ikke der, det forventes af dem, at de skal have travlt og

være velstrukturerede. Der fortolkes her, at de karrierebundne har en tendens til ikke at lægge

planer i fritiden, da de fravælger personlige gøremål fremfor evt. overarbejde. Dette ses som et

eksempel på, hvordan fritiden, i de karrierebundnes tilfælde, kan lide under den fleksible kapitalisme

i form af, at den bliver fravalgt til fordel for at stresse af, indtil arbejdet igen kalder. Jakobs sigende

svar er “Jeg synes aldrig, at jeg får travlt i min fritid. Jeg lader bare være med at booke mig mere op,

end, end hvad jeg lige har lyst til” (bilag 6: 4).

Fleksibiliteten spiller altså ind både for de individer, der arbejde for at leve såvel som for de, der lever

for at arbejde. For at kunne yde sit bedste og håndtere et evt. arbejdspres skal der for projektets

informanter skabes rammer og leves op til fælles forventninger, så man gennem arbejdet kan

realisere sig.

5.3 Mobilitet og Omstillingsparathed Sennett beskriver i Det Fleksible Menneske, hvordan sønnen Rico flytter rundt efter arbejde i USA og

rykker rødder og relationer op gang på gang som resultat af den fleksible kapitalisme (Sennett

1998:11-‐30). Dette ses som et godt eksempel på, hvor meget der egentlig kan blive forlangt af

individerne.

Når spurgt, hvordan projektets informanter ville have det med at flytte afdeling eller sågar

flytte til udlandet, var svarerne meget forskellige. Per mente, at han kunne arbejde lige så godt i

udlandet som herhjemme, ”..om det er i København eller Dubai, eller hvor det er (…) tror jeg, at jeg

ville være i stand til at arbejde lige godt” (bilag 7: 3), men tilføjer at ”…det er kun, hvis man har sin

opbakning fra sin familie” (bilag 7: 3). Inga mente ligeledes, at det afhænger af at få fritid og arbejde

til at hænge sammen, ”Hvis jeg ikke kan få børnene passet, kan det jo ikke nytte noget” (bilag 5: 3),

men siger, ligesom Per, at hun er villig til at flytte afdeling, så længe det er en afdeling ”med lidt

handling og udfordringer” (bilag 5: 3). Fleksibiliteten hænger altså sammen med udfoldelse. Hvis man

kan udvikle sig og forsat blive udfordret i sit arbejde og privatlivet samtidig kan fungere, så er de

villige til at skifte i deres arbejdsorganisation.

Anders ser i modsætning til de førnævnte udfordringer ved at blive rokeret rundt i sit

arbejde, og fortæller,


24

”Det har jeg ikke lyst til. Jeg har fået ændret rimelig meget i forvejen (…) Jeg tror, jeg er

meget konservativ anlagt, så det at ting bliver ændret for meget rundt omkring mig det gør, at jeg

bliver forvirret og lille smule stresset (…) Jeg vil gerne have faste ramme og så arbejde ud fra det”

(red.) (bilag 4: 3).

Anders’ svar ses som et rigtig godt eksempel på, at selvom mennesker er omstillingsparate

og ser mobilitet som en mulighed, så er det ikke altid det, der fungerer bedst i praksis. Anders

nævner at, ”Det er stadig hårdt og det er stadig stressende, men det er blevet bedre for mig” (bilag 4:

3). Det gjorde ham altså mere stresset, når han ikke havde mulighed for faste rammer, fordybning og

stabilitet i sit arbejde, det som Sennetts begreb rutine handler om, også selvom at Anders havde lært

at håndtere de skiftende arbejdsopgaver og arbejdstider. ”Min rolle har været den samme hele tiden,

men mine ansvarsområder er blevet ændret meget (…) Jeg synes, jeg har fundet min plads nu, hvor

jeg kan have et nogenlunde normalt liv uden at være alt for presset” (bilag 4: 3). Dette kunne tyde på,

at Anders finder ro i at have fundet sin plads på arbejdet og den harmoni i at have ”et nogenlunde

normalt liv” igen, betyder meget for ham. Derfor har han højst sandsynligt ikke interesse i at få

ændret i sin arbejdsorganisation igen. Lea svarer også meget sigende, at ”Jeg kan ikke sidde andre

steder, jeg har ikke lyst til at sidde andre steder. Jeg har ikke lyst til at have et andet job” (bilag 2: 7),

hvilket viser mangel på det at være omstillingsparat og mobil.

Det er blevet velset at være åben for forandring og være tilpasningsdygtig. Alle

informanterne tillægger deres arbejde en stor betydning, og der er en vigtighed i at være god til sit

arbejde. Lea fortæller, at hendes arbejde ”Det betyder helt vildt meget og har også haft alt for stor

betydning” (bilag 2: 4), Jakob siger tilsvarende at, ”Jamen, det betyder jo alt. Ellers så gad jeg jo ikke

at gøre det” (bilag 6: 2). Per udtrykker også vigtigheden af arbejdet ved at forklare ”Det betyder jo alt

(…) Jeg vil slet ikke kunne leve med, ikke at gøre mit arbejde godt nok” (bilag 7: 1).

Der ligger altså en enorm vigtighed i at kunne gøre et godt stykke arbejde og være dygtig til det, man

laver. Det er bl.a. gennem disse af Sennetts begreber fra den fleksible kapitalisme, hvor vi viser,

hvilke mennesker vi er på arbejdspladsen og måske endda, hvor hele mennesker vi i virkeligheden er.

Inga fortæller, at ”Jeg er rigtig glad for mit arbejde. (…) fordi man løser opgaver hele tiden. Og det er

en god fornemmelse” (bilag 5: 1). Det fortolkes altså til, at Inga sidesætter dét at gøre det godt på

arbejdet med at gøre det godt som menneske.

Udfra informanternes oplevelser fortolkes der i denne opgave, at mobilitet og det at være

omstillingsparat bliver sidesat med gode personlige egenskaber, og det kunne tyde på, at det er

derfor arbejde bliver så vigtigt, at man tillader sig selv at blive presset hårdere og hårdere og endda

blive stressramt. Omstillingsparathed og mobilitet viser sig ikke altid at være det, der fungerer bedst i

praksis.


25

5.4 Rutine Rutine er, ifølge Sennett, ved at forsvinde på arbejdsmarkedet og bliver istedet erstattet af

fleksibilitet (Sennett 1998:45-‐46).

Da Per skulle beskrive en almindelig arbejdsuge, sagde han “En typisk uge, det er jo en uge med

mange timer. Hvor jeg møder tidligt og går sent hjem. En gennemsnitlig arbejdsdag er på sådan en

10-‐12 timer. Og nogle gange har jeg også både lidt timer i weekenden og lidt på helligdage osv.. Så

det er en uge, jeg altid har” (Red.)(bilag 7: 1).

Pers svar kan tolkes som, at en almindelig arbejdsuge for ham aldrig rigtig er helt struktureret, og at

der faktisk heller ikke er tid til særlig meget afslapning, fordi den er så travl. Han kan også regne med

at skulle arbejde i weekenden og på helligdage, hvilket kan tolkes som, at fleksibiliteten her er

værdsat hos individerne på arbejdsmarkedet.

Lene fortæller også om sin arbejdsuge, hvor hun siger

“Generelt går rutinen i gang fra kl. 15:00-‐20:00. Det med at lave uforudsigelige ting er no go – og jeg

hader det. For jeg vil gerne have tid til, at kunne sætte mig ned, og se på mit barn” (Red.)(bilag 3: 2).

I Lenes citat kan man se, at rutinen først går i gang, når hun er hjemme hos sig selv. Og hun forklarer,

at hun ikke har lyst til, at der skal være for mange ændringer i et bestemt tidsrum, da det bliver for

uoverskueligt for hende. Jakob supplerer med at sige ”det er nok fem arbejdsdage gennemsnit, hvor

jeg møder mellem 9 og 10 og har fri midnat plus/minus.. Vil det være” (red.)(bilag 6: 1).

Jakobs svar på, hvordan en almindelig arbejdsuge ser ud for ham, kan man tolke som,

at han heller ikke altid ved, hvornår han helt præcist får fri.

Ligeledes siger Anders “(...) Hovedet var mange andre steder. Selvom jeg var hjemme, så ringede min

telefon. Det var meget stressende. Jeg var ikke 100 procent til stede, fordi jeg havde arbejdet med

hjem. Det var arbejdet der stessede mig” (bilag 4: 4).

Her kan man også se, at arbejdet aldrig helt er glemt, når man er kommet hjem. Det vil altid være

der, ifølge Anders. Så den her manglende rutine på arbejdet går igen for de fleste af vores

informanter.

Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet kan også medføre, at arbejdsmarkedets rutine kommer til at

interfere med fritidens rutine, sådan så at fritiden bliver lavet om til arbejde. Jakob blev spurgt, om

det blev krævet af ham, at han også skulle arbejde i fritiden, og hvad det så kunne være. Til det

svarede han


26

“Det kunne være kaviarsmagning f.eks. udenfor min arbejdsdag, hvor vi skal gøre os kloge på det. Og

ud og til romsmagninger og se hvordan man producerer det. Og menusmagninger, fremstillinger af

nye retter osv.” (red.) (bilag 6: 4).

Vores informant, Jakob, kommer godt ind på, at det faktisk er forventet, at man også tager sig tid i

fritiden til at lave noget arbejdsrelateret, hvis der er brug for det. Her bliver der så gået på

kompromis med fritiden for individerne på arbejdsmarkedet.

Tilsvarende supplerer Anders med, at “(...) der er stadig mange ting jeg skal tænke over og skrive

ned. Og telefonen ringer. Helt fri har jeg nok ikke” (Red.) (bilag 4: 5). Da han fik spørgsmålet, om han

så faktisk havde fri, når han har fri. Anders er endnu et godt eksempel på, at man aldrig rigtig har fri,

når man ellers burde have fri. Det forventes stadig, at man holder sig klar, hvis der skulle komme

nogle uventede opgaver.

Ydermere siger Inga “Men fri fra arbejde føles nok som fri. Man er bare uofficielt på derhjemme”

(bilag 5: 5). Inga påpeger også her, at man aldrig rigtig har fri fra arbejdet, fordi der godt kan dukke

noget op, som man skal have kigget på, så man er, som hun siger, uofficielt på arbejde derhjemme.

Udfra informanternes ytringer kan vi konkludere, at rutine ikke er noget, man ser særlig tit på

arbejdsmarket længere. Det er istedet blevet erstattet af en fleksibilitet, som til tider kan være svær

at efterleve.

5.5 Tillid Den uformelle tillid, som der gerne skulle være kollegaer imellem, handler om at kunne stole på

hinanden især under pressede situationer. Man skal nemlig have tillid til, at de andre også kan

præstere under de pressede situationer og arbejde sammen som et hold (Sennett, 1998:59)

Vi stillede vores informanter spørgsmålet om, hvordan deres arbejdsplads løser det, når der er

travle perioder, og til det svarede Per,

”Jamen, altså, det er, at man bliver nødt til at træde sammen som et team. (...) træde i karakter som

et team og prøve at få tingene, eller i hvert fald få uddelegeret de opgaver til dem, man synes, der er

bedst til at løse dem (...) Fordi der er jo ikke en mand, der kan gøre det i en virksomhed. Det kræver jo

virkelig et team (...) At få uddelegeret og få sat teamet i stand” (red.) (bilag 7: 2).

Ved Pers svar kan man se det med, at når de har travlt, så så de helst, at alle gjorde en ekstra indsats

og arbejdede sammen som et team, så der ikke var en, der stod tilbage med hele opgaven. I Per’s

tilfælde kommer tilliden kollegaerne imellem virkelig i spil, fordi man ikke kan være sikker på, at de

andre har tænkt sig at hjælpe til, som det ellers er påkrævet i et team af medarbejdere.


27

Lea beskriver også en situation mellem kollegaerne på det arbejde, hvor hun førhen fik stress “det

var en kvinde-‐arbejdsplads, og man troede det værste om hinanden. Og det var faktisk det

allerværste” (bilag 2: 10).

Leas udtalelse kan tolkes som et eksempel på, at den uformelle tillid mellem kollegaerne er

nærmest ikke-‐eksisterende på arbejdmarkedet, fordi de ikke stolede på hinanden. I stedet for at

snakke sammen om tingene så troede de bare det værste om hinanden, uden rigtig at få be-‐ eller

afkræftet om det de troede, egentlig var sandt. Hun fortæller også videre “ Hvis man er i en presset

situation, så ændrer man sig også. Vi var rigtig mange i butikken, som slet ikke var, som vi gerne ville

være, fordi vi var så presset” (bilag 2: 10). Det kan tolke som, at den uformelle tillid ikke var der

mellem kollegaerne, fordi arbejdsmiljøet ikke fungerede for dem, og de blev til nogle, som de

egentlig ikke havde lyst til at være. Hun nævner, at de var pressede, hvilket også kan tolkes som, at

de er blevet påvirket af fleksibiliteten.

Vi kan fortolke udfra vores informanters oplevelser, at i hvert fald den uformelle tillid mangler i stor

grad på arbejdsmarkedet, hvilket kan gøre det endnu sværere for individerne at føle sig godt tilpas i

arbejdsmiljøet.

5.6 Loyalitet Den Store Danske beskriver loyalitet som ”lovlydighed og trofasthed over for magthavere og

arbejdsplads” (kilde: Den Store Danske). Men ifølge Sennett kan det være svært at have loyalitet over

for sin arbejdsgiver og arbejdsplads, hvis man ikke føler, at der bliver gjort nok for at hjælpe en, hvis

man har brug for det (Sennett, 1998:57)

Lea sagde dette om sin tidligere chef ”(.. ) men min udfordring bestod i at sige nej til

ham på en ordentlig måde. Sige fra overfor ham” (bilag 2: 4).

Lea beskriver her en situation, hvor hun var ude af stand i at sige fra over for sin chef, fordi hun ikke

vidste, hvordan han ville reagere på det. Man kan tolke det som, at loyaliteten over for

arbejdsgiveren på en måde er blevet negativt ladet, fordi lovlydigheden over for arbejdsgiveren er

kommet længere ud, end hvad Lea havde ønsket. Ydermere fortæller hun, at “vi var bare ikke nogen

god kombination. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville mig det bedste, men han formåede det bare ikke”

(bilag 2: 4).

Det kan tolkes som, at Leas arbejdsgiver ikke var i stand til at gøre det for medarbejderne, som de i

virkeligheden havde brug for. Hun kommer også ind på, at “jeg var inde og google omkring

magtmennesker, og jeg er ikke i tvivl om, at han tilhørte den gruppe. (...) Det var ikke sådan, han

ønskede at være, men det var sådan, han blev i den stilling” (bilag 2: 10).

Udfra Leas fortælling kan man tolke det som, at hendes chef blev en person på

arbejdsmarkedet, som han faktisk ikke havde lyst til at være. Hun så ham som et form for

magtmenneske, hvilket kan gøre den manglende loyalitet over for arbejdsgiveren større.


28

En anden ting, der kan have påvirkning på medarbejdernes manglende loyalitet over for

arbejdsgiveren, er hvis arbejdsgiverne ikke er effektive og påtager det ansvar, som de burde som

chefer på arbejdspladsen (Sennett 2006:62-‐63). Det er vigtigt, at arbejdsgiverne tager ansvaret og

uddelegerer opgaver ud til medarbejderne, ellers kan der kan opstå kaos på arbejdspladsen. Lea har

sagt,

”Hele den der klare ansvarsfordeling, det er utrolig vigtigt. Og det var det, der var helt galt ovre i

butikken, hvor der var en leder, som ikke tog ansvaret, og så fes det der ansvar rundt blandt en flok

kvinder, og nogle tog det mere til sig end andre. Og nogle ville ikke slippe det igen, og nogle gad

faktisk ikke tage det alligevel” (bilag 2: 6).

Det er tydeligt at se i det her citat, at det var frustrerende for Lea, at chefen ikke var i stand til at tage

ansvaret, fordi så vidste man ikke helt, hvem der så skulle tage det, og folk blev uenige og kunne bare

ikke arbejde sammen, og der opstod et kaos, som var svært at rette op på igen. Det kan tolkes som

en stor konsekvens ved, at arbejdsgiveren ikke påtager sig ansvaret på arbejdspladsen.

Vi spurgte også Per, en arbejdsgiver, om hvad han forventede af sine ansatte. Til det svarede han

“(...) At man lever op til de forpligtelser, man har overfor kunder og leverandører. Det er i hvert fald

vigtigt for mig, at man ligesom gør det. Og det er meget nødvendigt, vil jeg sige, at mine kollegaer,

de har den tilgang til jobbet” (red.) (bilag 7: 3).

Det kan så tolkes som, at loyaliteten går begge veje. Arbejdsgiveren har også nogle forventninger til

medarbejderne, som de også selv så, blev opfyldt. Og hvis de så ikke bliver opfyldt, så er det heller

ikke let for arbejdsgiveren at bevare loyaliteten over for sine medarbejdere.

Lea udtaler yderligere, at “hvis der er de der klare roller, så er det meget nemmere at operere

indenfor. Jeg ved, hvad der er mit arbejde, min chefs og mine kollegaers. Jeg ved, hvad der er mine

rammer. Og det er simpelthen mere end guld værd” (bilag 2: 6).

Lea mener, at den klare arbejdsfordeling og ansvarsfordeling gør det lettere at arbejde

sammen med andre. Det med at man er klar over, hvilke rammer man skal arbejde indenfor. Det kan

man se på det her citat, at hun sætter stor pris på.

Udfra Leas oplevelse på arbejdspladsen kan vi fortolke det som, at loyaliteten over for

arbejdspladsen og arbejdsgiveren kan være svær at opretholde, da man aldrig kan være sikker på, at

de faktisk vil hjælpe en og vil det bedste for en.


29

5.7 Identitet Som nævnt i teori-‐afsnittet, mener Sennett, at arbejdet har en stor indflydelse på arbejdernes

identitet, så et for stort pres på arbejdet kan skabe identitetsproblemer for individerne (Sennett

1998: 8).

Anders udtaler bl.a. “Der er pres på professionelle Anders og hjemme er der mindre pres på.

Derhjemme er det mere loose og hyggeligt. Jeg skal ikke leve op til de samme forventninger hjemme,

som jeg skal overfor min arbejdsgiver” (bilag 4: 2). Ydermere fortæller han om en episode på jobbet,

hvor han blev nødt til at fyre en god ansat, som han gerne ville have beholdt, fordi det blev krævet af

ledelsen, hvilket ikke var rart for ham som private Anders (bilag 4: 2). Dette kan let tolkes på samme

måde, som når Sennett benytter sit begreb om identitetsproblemer, idet Anders føler sig presset

pga. ledelsens krav og derfor må stå i midten af den identitet, han selv gerne vil fremstå som, og den

som hans ledelse gerne vil have ham til at være, og dette virker ubehageligt for ham (Sennett 1998:

8). Det må hermed tolkes som, at forholdet mellem det private og det arbejdsmæssige er skrøbeligt.

Fælles er det for alle informanterne, at de er enige om, at deres arbejde betyder meget for

dem. Inga udtaler b.la., “det betyder rigtig meget. …Så føler man, at man kan bruges til noget” (bilag

5: 2). Anders udtaler ligeledes “… jeg kan godt lide, at man gør noget, man er god til. Så når man

synes, man er bagefter, så er det lidt en ”fiasko”...” (bilag 4: 1). Videre udtaler Jakob “...Det betyder

meget, fordi det er det, der interesserer mig…” (bilag 6: 1).

Her tolkes det som, at informanterne i høj grad identificerer sig med deres arbejde, idet de udtaler,

at de gerne vil være gode til det, de laver. Hvis de dermed ikke kan leve op til de krav, der stilles, så

kan det, med Sennett’s ord, tolkes som et identitetsproblem, idet de føler, at de har valgt det

arbejde, de er gode til og det, der interesserer dem.

Et andet rigtig godt eksempel på dette, er Per, som udtaler “Jeg har altid sagt, at den dag,

jeg føler, at jeg ikke kan gøre det, der SKAL gøres i en virksomhed, der vil jeg stoppe! Fordi jeg vil slet

ikke leve med, ikke at kunne gøre mit arbejde godt nok” (red.) (bilag 7: 2). Dette kan tolkes som et

tegn på, at hvis Per ikke føler, at han er i stand til at efterleve de krav, der stilles og dermed ikke kan

gøre sit arbejde godt nok, så vil han ikke kunne lægge det til side eller kunne skelne mellem det, han

står for på arbejdet, og det han står for i det private. Tværtimod tyder det i dette tilfælde på, at det

vil gå ud over hele hans selvopfattelse og dermed skabe identitetsproblemer, og at han hellere vil

forlade jobbet frem for bare at se igennem fingre med det. Dette kan dog også skyldes, at Per har en

stilling som direktør og derfor har et større ansvar for at gøre sit arbejde godt i forhold til, hvis han

var ansat som almindelig lønarbejder.


30

De omtalte identitetsproblemer kommer til udtryk på forskellige måder hos de forskellige

informanter. Jakob udtaler, “Jeg var jo godt klar over, hvad det var inden… Dårlig hukommelse,

søvnløse nætter og at man overhovedet ikke kunne koble fra oven i hovedet” (red.) (bilag 6: 3). Per

fortæller, “Man kører hurtigere træt og det er sværere og sværere at fokusere på de ting, man skal

...og man bliver lettere opfarende og irritabel” (red.) (bilag 7: 4). Ligeledes fortæller Anders; “...jeg

var bare sådan træt og ødelagt og havde intet overskud… jeg tror godt, jeg var klar over, at jeg var

stresset” (bilag 4: 4). Fælles for mændene er, at de videre udtaler, at dette udelukkende er grundet

deres arbejde, at de er stressede.

Her er det helt omvendt med kvinderne, hvor både Inga og Lene udtaler, at det

udelukkende er fritiden, der stresser dem (bilag 5: 5 og bilag 3: 11), imens Lea nævner, at det er

stressende, hvis børnene skal spørge om alting, og hendes mand ikke kan gøre noget af sig selv (bilag

2: 9). Inga udtaler “...jeg synes, det var flovt. Det var nemmere at have brækket en arm eller noget

andet konkret” (bilag 5: 5). Lene fortæller; “Jeg synes det var frygtelig. Jeg havde det sådan, at alle

andre blev diagnosticeret, at jamen de kunne jo bare tage sig sammen” (bilag 3: 8), ligeledes

beskriver Lea det som; “.. et nederlag at skulle sygemelde sig med stress. Det der med, at du ikke

kunne klare det” (bilag 2: 8). Alle informanterne oplever altså på den ene eller anden måde

forandringer i deres identitet pga. et pres, der er på dem. Dog er presset ikke kun pga. arbejdet i de

kvindelige informanters tilfælde, da privatlivet her spiller en væsentlig rolle i deres oplevelse af

fænomenet stress.

Det viser sig altså, at skellet mellem arbejde og privatliv i disse informanters tilfælde er

skrøbeligt, idet informanterne i høj grad identificerer sig med deres arbejde og gerne vil være gode til

det, idet de beskæftiger sig med noget, der interesserer dem.

Dog er deres beskrivelse af oplevelse af at have stress vidt forskellig afhængige af, om det er

mændene eller kvinderne, der bliver spurgt. Dog er det fælles for mændene, at det udelukkende er

arbejdet, der stresser dem, mens det for kvinderne hovedsageligt er fritiden.

5.7.1 Anerkendelse ”Individet kan ikke komme overens med sit eget indre, hvis den generelle anerkendelse mangler. Alle

individer har et behov for anerkendelse for at kunne skabe sig et værdigt liv.” (Bjørnstrup mfl.,

2013:67).

I forlængelse af at informanterne alle identificerer sig med deres arbejde, har det stor betydning for

dem, at opnå anerkendelse. Per generaliserer og mener, at alle mennesker har brug for

anerkendelse. Ydermere siger han, at hvis ikke han fik anerkendelse for sit arbejde, tror han ikke, at

han ville udføre det lige så godt (bilag 7: 2). Sennett taler om risikoen for fiasko, som individerne er


31

bange for at opleve (Sennett 1998: 132). Informanterne ønsker altså ikke at identificerer sig med

fiasko, men derimod med anerkendelse.

Jakob fortæller, ”hvis man ikke fik det klap på skulderen og det hele tiden.. Og rosen og takken. Så

tror jeg ikke, at man stod der i alle de timer, eller det gjorde man ikke” (bilag 6: 2). Rosen, takken,

anerkendelsen og bekræftelsen er vigtig for Jakob såvel som for de andre informanter. Uden

anerkendelsen kan det fortolkes, at han ville være bange for, om han ikke er en god nok medarbejder

og mærke usikkerheden komme nærmere for, hvorvidt de ønsker at beholde ham eller lade ham

blive afskediget. Dette er en sandfærdig oplevelse for mange arbejdere i den nye kapitalisme -‐ en

kortsigtet og usikker fremtid.

Lene fortæller ligeledes ”jeg tror alle har brug for bekræftelse – jeg har bare svært ved at tro

på den, når folk siger jeg er dygtig. Og jeg tænker, ej hvad vil du dog opnå med det? Så føler jeg, at

jeg skal knokle endnu hårdere, og så kommer stressfaktoren op i mig” (bilag 3: 3). Lene kæmper

desuden med presset fra samfundet om forskellige krav til hendes arbejde, som er svære for hende

at håndtere (bl.a. den nye skolereform). Det tolkes hermed til, at det er svært for Lene at opnå den

ønskede anerkendelse. Samtidig er det et godt eksempel på de identitetsproblemer, Sennett taler

om, idet der ikke er overensstemmelse mellem det, hun gerne vil gøre, og det der forventes af

hende, hun skal gøre, hvilket hun oplever som meget frustrerende.

Anerkendelsen kan i denne kontekst fortolkes til at være et paradoks, da det på den ene side

er en forudsætning for, at individet føler sig værdsat. På den anden side skaber det en frustration, da

det lægger et nyt pres til at skulle præstere mere for at opnå yderligere anerkendelse.

5.8 Nedsmeltning af personligheden Som tidligere nævnt, kan der ske en nedsmeltning af individernes personlighed, idet disse ofte skifter

job og dermed mister lysten til at skabe sociale relationer på arbejdsmarkedet (Sennett 1998: 59).

Lene udtaler b.la. “… jeg har skulle lære, at sætte en skærm op, når jeg er på arbejde, og ikke

lade ungerne brage igennem … begge mine svigerforældre er pædagoger. ”Lene du skal lære at

beskytte dig selv, ellers brænder du ud” sagde min svigerfar” (bilag 3: 4-‐5) Videre udtaler hun, “Jeg er

mere frembrusende, når jeg er mig selv. Mere kontrolleret og behersket på job” (bilag 3: 4). Ligeledes

fortæller Jakob; “Derhjemme er jeg nok ikke så struktureret med alting, så tager jeg det, som det

kommer. På arbejdet skal det gerne være sådan rimelig lige efter bogen” (red.) (bilag 6: 2).

Både Lene og Jakob bliver altså her nødt til at indordne sig og gå på kompromis med sådan, som de

er i deres fritiden og sådan, som det kræves, at de skal være på arbejdet. De må altså, med Sennett’s

ord, nedsmelte deres personlighed ved at sætte en skærm op og blot arbejde efter fastlagte

strukturer (bilag 3 og 6).


32

Lea fortæller om sin nye chef, “Jeg var ikke sikker på, at hun ville mig det bedste, selvom hun var min

gamle kollega. Men hun vidste for mange ting om mig, og jeg vidste for mange ting om hende. Eller

det gjorde hun om hele gruppen” (bilag 2: 4). Ydermere fortæller hun, som nævnt under begrebet

tillid, at alle troede det værste om hinanden (bilag 2: 10). Det tolkes hermed som et tegn på, at det

er en ulempe at kende hinanden for godt og være personlige på jobbet, da man ikke kan beholde den

professionelle afstand, som det kræves af den fleksible kapitalisme, hvor vi, som nævnt i

indledningen, ofte skifter jobs. I dette tilfælde er det et tegn på, at det er bedre at nedsmelte sin

personlighed, således at man ikke risikerer nogen form for personlig forpligtigelse over for sin chef,

samt at man automatisk kommer til at fremstå anderledes, end man ønsker, når man er presset.

Jakob nævner, som nævnt under fleksibilitet, at det forventes, “at man når de tal, som der bliver

stræbet efter” (bilag 6: 3). Ligeledes udtaler Anders, “jeg tror, det er meget vigtigt, at man er

fokuseret på arbejdet, at man er dygtig, at man er viser meget integritet til stedet” (bilag 4: 3) samt

“... Er man hjemme, kan man være sig selv...” (bilag 4: 5) Ydermere fortæller Per, “...det jeg sætter

pris på (læs: hos sine medarbejdere), det er, at de passer deres arbejde … Man lever op til de

forpligtelser, man har overfor kunder og leverandører” (red.) (bilag 7: 3).

Dette tolkes som et tegn på, at informanternes personlighed ofte bliver nedsmeltet, idet der som

udgangspunkt kun fokuseres på resultater i virksomhederne. Informanterne risikere hermed en form

for dehumanisering, i og med de må gå på kompromis med deres egne værdier og ikke ses som et

middel til resultater fremfor et menneske.

Det tyder hermed på, at informanterne må gå på kompromis med, hvem de er i fritiden, og hvem de

er på arbejdet for at opnå bestemte resultater og mål, Ligeledes vises i disse informanters tilfælde, at

det er en ulempe at kende hinanden, hvis man arbejder sammen, da man hermed ikke kan opnå en

professionel distance.

5.9 Resultat af analysen I analysen ses det, at presset fra omverden har en stor betydning i den fleksible kapitalisme, hvilket

kommer til udtryk i forventningen om, at informanterne skal arbejde hurtigere end hidtil. Der ligger

altså et konstant pres om at blive bedre til tingene og helst hurtigst muligt.

Samtidig forståes det, at de også bliver presset af arbejdsgiverne, som har en mere

resultatorienteret tilgang til arbejdet, end de selv har, hvilket kan tolkes til at føre til nedsmeltning af

personligheden, da informanternes egne behov bliver tilsidesat.

Det ses også, hvordan arbejdet nogen gange interferer med fritiden, hvor informanterne kunne have

svært ved at lægge det fra sig, når de kom hjem, fordi hovedet stadig var på arbejde. Fritiden

kommer altså, i de karrierebundnes tilfælde, til at lide under arbejdet i kravet om fleksibilitet, og


33

disse ser det som en selvfølge, at der kan være travlt på arbejdet, hvor fritiden ses som frirummet, de

selv vælger at fylde med hhv. personlige eller arbejdsrelaterede ting.

Der er forskel på informanternes mobilitet og omstillingsparathed i form af, at nogen havde

interesse i at flytte til udlandet eller en anden afdeling for arbejdets skyld, hvor andre slet ikke så det

som en mulighed.

Fælles for stort set alle informanterne har de ikke en struktureret hverdag. Under travle

perioder oplever de en forventning om, at de skal stå til rådighed også i fritiden.

Arbejdets rutine kan således interfere med fritidens rutiner, hvis man tillader det.

Det fremgår tydeligt, at informanterne i høj grad identificerer sig med deres arbejde, og

derfor er det vigtigt for dem, at de er gode til deres arbejde. Der kan derfor opstå

identitetsproblemer for informanterne f.eks. når de står i midten af den identitet, de selv ønsker at

fremstå og den identitet, det forventes af dem, at de skal have.

Det blev gjort klart, at oplevelsen af fænomenet stress ikke blev opfattet ens af alle informanterne.

Eks. var kvindernes forståelse af fænomenet stress forskelligt fra mændenes, hvor det for kvinderne

var grundet både det arbejdsmæssige men hovedsageligt det private, var det for mændene kun det

arbejdsmæssige. Ligeledes havde lønarbejderne en anden form for engagementet til arbejdet, end

de karrierebundne havde.

Anerkendelse tolkes til at spille en stor rolle i informanternes syn på arbejde. Det ses, som en

motivationsfaktor når man udfører sit arbejde godt og derigennem får anerkendelse.

Det tolkes til, at nogle af informanterne bliver nødt til at nedsmelte deres personlighed for at bevare

deres professionelle distance mellem dem og arbejdskollegaerne. Det bliver således sværere for dem

at begå sig, hvis de kender hinanden for godt og derfor ikke kan sætte en skærm op.

6. Diskussion I det følgende vil relevansen af egen empiri blive sammenlignet med allerede eksisterende litteratur

på området. Projektets empiri og Richard Sennett’s teori om den fleksible kapitalisme er allerede

kædet sammen og ligger nu til grund for diskussionen.

Der ses nu på, hvorvidt empirien giver svar på problemformuleringen;

Hvordan opleves fænomenet stress hos henholdsvis mænd og kvinder på baggrund af den moderne

fleksible kapitalisme? Og på hvilken måde påvirker den opfattelsen af fritid og arbejde, samt

informanternes identitet?

Der er i projektets empiri, som tidligere nævnt, taget udgangspunkt i den kvalitative metode

igennem seks forskellige interviews, hvorved der har været arbejdet på mikroniveau. Derfor vil

diskussionen, udover mikroniveau, også operere på makroniveau for at opnå et bredere perspektiv.


34

Ydermere vil der tages udgangspunkt i struktur/aktør-‐dialektikken. Der vil derfor ses på, om vores

forforståelse og dermed allerede eksisterende litteratur af fænomenet stress stemmer overens med

informanternes oplevelser.

6.1 Arbejde som identitetsgrundlag Efter at have foretaget analysen er det tydeligt, at informanterne i høj grad identificerer sig med

deres arbejde, og det er derfor vigtigt for dem, at de er gode til netop dette. Ligeledes forståes det,

at anerkendelse spiller en stor rolle i informanternes syn på arbejdet. Det ses, som en

motivationsfaktor, når man udfører sit arbejde godt og derigennem får anerkendelse. Dette stemmer

godt overnes med teksten “et interessant men ikke nødvendigvis samfundsnyttigt job”, hvor det

bliver beskrevet, at det er op til det enkelte individ at sikre sig arbejde, og det kan man kun, hvis man

er omstillingsparat og fleksibel. I teksten nævnes det endda, at “kun den som arbejder, er -‐ et

menneske”, hvorved det anses som en pligt at arbejde (Thuesen 2011: 60). Dette kan hermed tolkes

som, at netop pga. dette store fokus på pligten til at arbejde og for at gøre krav på at have en

identitet gør, at informanternes arbejde i meget høj grad har betydning for dem.

Dog kan det diskuteres om denne opfattelse af arbejdets betydning er godt i vores

samfund. Er det et sundt motiv, for at arbejde? Det bliver i høj grad personligt for individerne, og

derved er det med til at danne, den du er. Er det sundt for individerne, at arbejdet spiller en så stor

og central rolle, at det bliver identitetsgrundlaget, og uden arbejdet er de ingenting? Et andet aspekt

som kan diskuteres er, at man ikke fralægger sig arbejdet, men derimod tager det med hjem, som

det også fremgår tydeligt at informanterne i dette projekt gør.

Ifølge Richard Sennett kan der, som tidligere nævnt i analysen opstå identitetsproblemer.

Denne antagelse bakkes der op om i “et interessant men ikke nødvendigvis samfundsnyttigt job”,

hvor det nævnes, at andre forskere mener, at dette kan ende ud i stress som folkesygdom og gøre

det svært at skelne mellem arbejde og fritid, idet danskerne i forvejen er nogle af dem, der arbejder

mest i den vestlige verden (Thuesen, 2011: 59).

I forhold til dette projekts problemformulering kan vi udlede, at arbejdet er vigtigt for

informanternes identitet, da de ser arbejdet som en pligt. Dog kan det diskuteres, hvorvidt den

fleksible kapitalisme kun ses ud fra en kritisk vinkel, da andre forskere mener, at det tvinger os til at

fokusere mere på frihed. Dette fokus på frihed er dog blevet modbevist i dette projekt, idet det viser

sig, at skellet mellem arbejde og fritid gør det svært for informanterne at koble af.

6.2 Når arbejde og fritid smelter sammen I kapitlet “Et interessant, men ikke nødvendigvis samfundsnyttigt job”, har familie længe været

vægtet højest i forhold til arbejde og fritid. Fra 1990-‐2008 var der en fælles forståelse af familien som


35

den vigtigste værdi, og dens udvikling har længe været massiv og stabil (Thuesen. F. Fra 2011:64).

Efter at have afsluttet de seks interviews var den fælles forståelse af disse, at kvinderne følte større

ansvar over for privatlivet og fritidens øvrige gøremål, end mændene gjorde. Der var ingen af

mændene, der var sygemeldt under deres stressforløb, hvorimod alle kvinderne havde en

sygeperiode.

Der blev, fra projektets side, set kritisk på kønsrollerne ift. det at være stressramt, samt det

at arbejde under den fleksible kapitalisme og lære at prioritere, og det bidrog med nogle forskellige

resultater, som vi ellers ikke havde fået. Grunden til dette er, at Sennett er kønsneutral og ikke har

foretaget empiriske analyser af kønsforskellene (Jensen, M., mfl. 2010:441). Kapitlet “små og store

forandringer” var således med til at bekræfte os i, at der er en forskel på, hvordan mænd og kvinder

ser på fritid og arbejde (Thuesen 2011:72). Diskussionen kan således gå på, hvorvidt den fleksible

kapitalisme rent arbejdsmæssigt, påvirker kvinderne ligeså meget som mændene. Da kvinderne i

langt højere grad har vægtet familielivet højst i mange år, kan man spørgsmålstegn ved, om det i

virkeligheden ikke er dér, i familielivet, presset ligger og kan blive en stressfaktor for dem. I forhold til

livsformerne, plejer kvinderne at udgøre baglandet, når de karrierebundne mænd skal bruge så

meget tid som muligt, på deres arbejde. Dette kan være grunden til, at kvinderne prioritere

familielivet højest og måske lader det påvirke en mere, end arbejdet gør (Christensen, 1994).

Figur 5. Højt stressniveau hos mænd og kvinder, i %, hos 16-‐64 årige. Kilde: eget arbejde.

Ovenfor ses der to grafer, som projektets forfattere har udarbejdet på baggrund af data fra

(sundhedsstyrelsen.dk).

På graferne ser vi, at kvinder i højere grad oplever et højt stressniveau fremfor mændene. Som

tidligere nævnt blev alle kvinderne i dette projekt sygemeldt efter diagnosen, hvortil ingen af

mændene blev sygemeldt. Kvinderne i Danmarks samfund i det senmoderne samfund opleverer altså

i højere grad at have et højere stressniveau.


36

Endvidere fra dette projekts litteraturstudie fremgår det ifølge Djøfs undersøgelse af psykisk

arbejdsmiljø, stress og balance, at 40 % af de adspurgte i 2012 svarede, at de føler, at deres

arbejdsliv og privatliv i nogen eller i høj grad smelter sammen, idet de bliver kontaktet af deres

arbejdsgiver uden for arbejdstiden. Dette er en stigning på 7 % siden 2008 (Djøf 2013:9). Der nikkes

genkendende til dette billede fra informanternes side, da de ligeledes mærker den

sammensmeltning, der sker, når fritiden ikke længere indtræffer kl.16.00 -‐ 08.00 næste morgen.

Dette ses både fra informanter som Jakob og Per (Bilag 6 og 7), der fortæller, hvordan de bliver

kontaktet uden for arbejdstiden, og ligeledes kan have svært ved at slippe arbejdet helt.

Statistikkerne stemmer altså overens med projektets resultater af, at det fleksible arbejde, også er en

mere flydende form, der kan være svær at tilrettelægge efter.

Det er foruroligende, at tallene fortsat er stigende, og flere oplever de skal stå tilrådighed

uden for arbejdstiden. Det kan diskuteres til at være en direkte konsekvens af den fleksible

kapitalisme, hvor individerne oplever forventningerne til at udvise høj fleksibilitet. Det hjælper ikke

de ansatte til at finde balance i tilværelsen, men derimod, at arbejde og fritid smelter sammen, som

kan være en direkte årsag til at udvikle stress.

6.3 For meget fokus på stress? Som nævnt tidligere fortæller de seks informanter, at de oplever fænomenet stress på meget

forskellige måder. Generelt er det for mændene udelukkende grundet arbejdet og bliver beskrevet

som fysiske træk f.eks. hukommelsestab og søvnløshed, hvor både Jakob og Anders godt var klar

over, at det var stress, inden de tog til læge. Kvinderne derimod beskriver det som flovt og skamfuldt

og fortæller, at der er ting på deres arbejde, der stresser dem, og som nævnt ovenfor følte kvinderne

et større ansvar overfor privatlivet. Ifølge kronikken “stress nok til alle” af Tage Søndergård

Kristensen, fortæller han, at der de sidste 20 år er sket en meget stor udvikling inden for stress og

psykisk arbejdsmiljø. Han fortæller, at det er blevet meget mere anerkendt i dag (Kristensen, 2007:

81), hvilket kan tolkes til at være grunden til, at kvinderne og Per ikke nævner, at de godt vidste, at

det var det, de fejlede. Per og kvinderne er ikke vokset op i en tid, hvor der kunne læses om stress i

aviser, og det var ligeledes ikke en del af arbejdspladsens prioriteringer på samme måde, som det er i

dag.

Ligeledes er kvinderne også diagnosticeret et par år før mændene, hvilket dermed også kan tolkes til

at udgøre en forskel i deres beskrivelser af stress, hvor de alle beskriver det som et nederlag.

Det kan diskuteres om denne anerkendelse, som Tage S. Kristensen nævner stress har fået i dag, er

sund eller ej? Videre i kronikken nævner Tage sin bekymring for al den omtale stress har og omtaler

det som værende en ”stress-‐epidemi” (Kristensen, 2007: 81). Mon presset og kravene som

informanterne i dette projekt giver udtryk for, er med til, at der er flere, som bliver stressramt? Står


37

vi overfor en korsvej, som Tage Kristensen nævner (Kristensen, 2007:81), der fører os videre ud af en

usikkerhed vej og fremtid som samfund?

Endvidere i Tage Kristensen og Naja Nielsens “Stress i Danmark -‐ hvad ved vi” ved det

italesættende paradigme, tager synspunktet netop udgangspunkt i, at stress kun eksisterer på

baggrund af denne megen tale om stress, menes at stress ville forsvinde, hvis blot vi stoppede med

at have så meget fokus på den (Kristensen T. og Nielsen N., 2007: 13). Det paradigme kan

sammenlignes med det konstruktivistiske paradigme fra Tage Kristensens kronik “Stress nok til alle”

fra 2007 (Kristensen, 2007: 82)

Dette er en interessant antagelse af Tage Kristensen, og det kan diskuteres, om vi i Danmark har for

meget fokus på stress? Mon den øgede opmærksomhed får individerne i samfundet, til at have for

meget fokus på stress, hvilket kan lede til en selvdiagnoticering?

6.4 Er fleksibilitetens påvirkning positiv? Fleksibiliteten spiller en central rolle i Sennetts teori om den fleksible kapitalisme. I dette projekt har

informanterne givet udtryk for, hvordan fritiden kommer til at lide under deres arbejde, da det

forventes, at de udviser høj fleksibilitet. Tine Jensen skriver i ’Fleksibilitetens pris’ omkring den

fremmedgørelse fleksibiliteten kan medføre overfor arbejdet, kollegaer og i sidste ende sig selv.

(Jensen, 1999: 1)

Informanterne i dette projekt udtrykker, at de kender til kravet fra samfundet og arbejdet, og at de

derved ved, at de skal navigere på en fleksibel måde for at følge med i samtiden, som de lever i.

Tine Jensen fremlægger fleksibiliteten på en negativ måde i artiklen og ligeledes udtrykker

Sennett også, at fleksibilitet koster for meget på en negativ måde. (Jensen, 1999:1) Dog kan det

diskuteres, om det for nogle i vores samtid, og i den fleksible kapitalisme som vi lever i, er positivt

have muligheden for at være fleksible. Lea fortæller om hendes nye arbejde, hvor hun har fleksible

arbejdstider, og hvordan det passer hende godt i sin hverdag. Er fleksibiliteten virkelig så skidt, som

den lyder, eller skaber den en mulighed for, at individerne kan strukturere deres hverdag på en

personlig måde? Unge i det danske senmoderne samfund, er vokset op i en verden, som er styret af

disse ydre strukturer, (Jensen, 1999:1) og kender ikke til andet. – Fremmedgørelsen er altså af en

anden karakter for de unge, da de har et andet udgangspunkt.

Ligeledes bliver det beskrevet I ”et interessant men ikke nødvendigvis samfundsnyttigt job”,

at nogle forskere har en knap så kritisk tilgang til den fleksible kapitalisme, idet de mener, at den

fysiske og økonomiske usikkerhed tvinger os til at fokusere mere på frihed og det æstetiske og

intellektuelle (Thuesen, 2011: 61). Så diskussionen lyder på, hvorvidt denne fleksibilitet har nogle

positive aspekter, som er med til at få individerne til at fokusere på bl.a. frihed.


38

6.5 Struktur-‐aktør dialektik I denne diskussion ønskes der at diskutere struktur-‐aktør dialektikken ud fra projektets indhold.

Sennett selv taler om, at aktørerne kan blive direkte påvirket af de overordnede strukturændringer,

og at de mikro-‐orienterede ændringer på samme måde kan påvirke forandringsprocesserne. Han er

dermed både aktør-‐ og strukturorienteret men med størst fokus på struktur i form af globalisering og

den fleksible kapitalisme. Sennett har hermed et meget deterministisk syn på struktur-‐/aktør

forståelsen (Andersen, 2010: 433).

I dette projekt, kan vi udlede af vores analyse, at der ikke er en enten eller, da der både er nogle

struktur-‐ og aktør forklaringer.

Informanten Per fortæller, hvordan han oplever det som en stressfaktor, når det ikke går godt i

virksomheden. Grunden til dette fremgår ikke i interviewet, da Per ikke uddyber det, men det kan

fortolkes til, der muligvis har været lavkonjunkturer og at produktionsmidlerne bevæger sig hurtigt i

den fleksible kapitalisme (Andersen, 2010:437). Her fremgår der et eksempel på nogle strukturelle

forklaringer, som står til grund for, hvorfor Per bl.a. udviklede stress, da presset og usikkerheden på

arbejdet gjorde ham stresset i fritiden.

Ligeledes fortæller Per også om, hvordan det er vigtigt for ham at opleve anerkendelsen i sit arbejde.

Dette er en forklaring på aktør plan. Per som individ har brug for anerkendelsen fra sit arbejde.

Svend Brinkmann (Brinkmann, 2006) skriver i kronikken “tilværelsen kan ikke alene bygges på

selvrealisering” , at de større sammenhænge, som tidligere skabte orden og retning i menneskers

tilværelse er blevet problematiske (Brinkmann, 2006). Det kan med god tilnærmelse anses som de

strukturelle forklaringer i samfundet, hvor Brinkman udtaler

”Når individet ikke længere er givet en mening i tilværelsen via disse overordnede

meningssammenhænge, må det søge meningen i sig selv, og dette sker typisk via en form for

selvrealisering, (...) Derudover fungerer selvrealisering og personlig udvikling som måder, hvorpå

sociale problemer maskeres som personlige problemer: Hvis vi bliver stressede, er løsningen ikke en

ændring af arbejdsvilkårene, men coaching og udvikling af den personlige evne til stresshåndtering”

(Brinkmann, 2006).

Vi oplever altså, hvad der førhen var nogle strukturelle forklaringer, ikke længere spiller ind, men

individet selv må opsøge meningen på aktør plan. Dette har nogle paradokser som Lene også

udtrykker, da hun omtaler samfundets pres, og hvordan hun må lære at sige ’pyt’, da hun har fundet

ud af, at hun ikke kan leve op til disse forventninger.

Lene må passe på sig selv og lære at sige fra. Sige ’pyt’, selvom samfundet på struktur plan prøver at

bestemme over aktørerne, er det vigtigt, at de kan stå fast og sige ’pyt’. Individerne i samfundet


39

opfatter sig selv som frie og selvudviklende mennesker, men her kan det diskuteres, om den nye

fleksible kapitalisme, på struktur plan, interferer og determinere aktørerne, og bestemmer hvordan

individerne skal indordne sig under den fleksible, omstillingsparate og deregulerende

samfundsstruktur.

Denne diskussion har belyst nogle af de problematikker vi ser ved fænomenet stress i den fleksible

kapitalisme. Arbejdet er altså af stor betydning for danskerne og nogle finder tilmed, deres identitet

igennem arbejdet. Foruden det, kan projektet udlede, at stress er et fænomen, som er stigende i det

senmoderne samfund i Danmark. Det forventes at individerne, udviser høj fleksibilitet, som stiller

store krav til dem.

7. Konklusion Vi ser, at fænomenet stress opleves forskelligt af henholdsvis mænd og kvinder i den fleksible

kapitalisme. Hos mændene fortolkes det til, at de oplever stress udelukkende som noget

arbejdsrelateret. De beskriver oplevelsen af stress som det at have hukommelsestab og søvnløshed

og være udløst af en hektisk periode, med for hårdt pres på. Jakob og Anders nævner endda, at de

allerede godt var klar over, at det var stress, inden de tog til læge, hvilket er med til at danne en

forståelse af, at de ikke så det som et afgørende problem for deres arbejdsliv. Deres beskrivelser er

hermed væsentlig anderledes end kvindernes, som først og fremmest er stressede pga. deres

privatliv, og beskriver det at have stress som værende flovt og skamfuldt og en forvirrende følelse af

hjertebanken og nedtrykthed. Kvinderne havde alle en sygeperiode fra arbejdet i modsætning til

mændene, hvor de følte sig kede af det og gerne ville have det løst hurtigst muligt.

Den moderne fleksible kapitalisme påvirker opfattelsen af fritid og arbejde for projektets

informanter ved at smelte disse sammen. Fritiden ender i nogens tilfælde med at blive

nedprioriteret, og i andres en smule frarøvet til fordel for arbejdet, og derfor kommer fritiden til at

lide under arbejdet. Sennett’s begreb om rutine vil her kunne hjælpe nogen til at strukturere deres

arbejde, og derigennem deres fritid, bedre. For andre vil rutinen være en begrænsning, så de ikke

kan have det arbejde eller liv, de ønsker. I den moderne fleksible kapitalisme har projektets

informanter en tendens til at identificere sig med deres arbejde så meget, at det kan være med til at

danne identitetsproblemer. Arbejdet vægtes så højt, at dét ikke at præstere optimalt på

arbejdspladsen, bliver et nederlag. Anerkendelsen blev også fortolket til at være en vigtig del af

informanternes opfattelse af identitet. Samtlige informanter fortæller, at de føler sig bedst til deres

arbejde, når de bliver anerkendt for det, hvilket danner en forståelse af, hvorfor det kan føles

nødvendigt for dem at arbejde længere eller påtage sig et større ansvar. Dette kan nemlig give dem

et boost i form af anerkendelse for den ekstra indsats. Den identitet informanterne har dannet sig på


40

deres arbejdsplads er dog forskellig fra den, de har i fritiden. Det kan nemlig blive ulempe at kende

sine kollegaer for godt, da det gør det sværere at opretholde den professionelle distance. Arbejdet

bliver altså pålagt en masse betydning, som kan være med til ubevidst at presse informanterne til at

yde mere, end de egentlig kan og vil og derfor ende med en stress diagnose.

Fænomenet stress opleves altså i den fleksible kapitalisme forskelligt for mænd og kvinder,

da førstenævnte lader sig stresse af arbejdet og sidstenævnte af fritiden. Den fleksible kapitalisme

fortolkes til at lade fritiden og arbejde smelte sammen, da man ikke længere slukker telefonen og

logger af mailen til fyraften, men derimod står til rådighed døgnet rundt i langt større grad end

tidligere. Dette gør også, at identiteten i et større omfang bliver dannet udfra ens stillingsbetegnelse

og evner på arbejdsmarkedet og derigennem danner en egenforståelse af, hvor dygtig man er som

menneske set udfra arbejdsperspektivet.

8. Perspektivering Hvis dette projekt skulle have undersøgt fænomenet stress ud fra en anden indgangsvinkel, kunne

det have været spændende at gå mere i dybden med, hvorvidt det spiller en rolle, at kvinderne alle

er offentligt ansatte og hermed har et mere samfundsnyttigt job, hvorimod mændene alle er

privatansatte og mere har taget udgangspunkt i, at det skal være et spændende job. Dette kunne

have været med til at få et andet indblik i, hvordan de hver især vægter deres arbejde og fritid, og

hvordan det spiller en rolle i forhold til deres identitet.

Herudover er informanten Lene skolepædagog og fortæller en del om, hvordan den nye skolereform

påvirker hende og de andre lærere/pædagoger. Herved kunne fokus være blevet flyttet fra mænd

kontra kvinder til at omhandle et bestemt erhverv i form af lærere/pædagoger.

Herudover er Danmark, som nævnt i indledning, et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder, hvor

langt flere personer end i andre lande finder nye jobs hvert eneste år. Det kunne derfor være en

spændende vinkel at se på Danmark i forhold til andre lande, hvor arbejdslivet er mere stabilt og i

større grad er præget af rutiner. Ligeledes kunne det være relevant at sammenligne Danmark med et

land, hvor der ikke i samme grad er fokus på velfærdsstatsmodeller for at se, om det udgør en forskel

i, hvorledes stress forekommer og kommer til udtryk.


41

9. Litteraturliste Bøger Andersen, P. T. (2010): Richard Sennett: Globale nedslag i identitet og arbejdsliv. En kritisk læsning af Richard Sennett. I Hviid Jacobsen, Michael, Carleheden, Michael & Kristiansen, Søren: Tradition og fornyelse: en problemorienteret teorihistorie for sociologien, 2. udgave, Aalborg Universitetsforlag. Bjørnstrup, V., Matthiesen, T. og Skov, O.B (2013): Stress -‐ en konsekvens af senmoderniteten, 1. udgave, 1. oplag, Systime. Brinkmann, S. og Tanggaard, L. (2010): Kvalitative Metoder -‐ en grundbog, 1. udgave, 2. oplag, Hans Reitzels Forlag. Christensen, L. R., (1994): Livsformer i Danmark. Samfundsfagsnyt forlag. Erikson, E. H. (1968): Identitet -‐ ungdom og kriser, 2. oplag, Paperbackudgave, Hans Reitzels forlag. Kvale, S. og Brinkmann, S. (2009): InterView -‐ introduktion til et håndværk, 2 udgave, 3.oplag, Hans Reitzels forlag. Nedergaard, P., Jacobsen, M. H, Lippert-‐Rasmussen (2012), Videnskabsteori i statskundskab, sociologi og forvaltning 2. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels forlag. Olsen, P. B. & Pedersen, K. (2014): Problemorienteret projektarbejde, 3. udgave, 8. oplag, Roskilde Universitetsforlag. Sennett, R. (1998): Det fleksible menneske, 1. udgave, 6. oplag, Hovedland. Sennett, R. (2006): Den ny kapitalismes kultur, 1. udgave, 1. oplag, Hovedland. Thuesen, F. (2011): Et interessant, men ikke nødvendigvis samfundsnyttigt job. I Gundelach, Peter, red.: Små og store forandringer. Danskernes værdier siden 1981, 1.udgave, 2.oplag, Gyldendal Akademisk forlag.

Publikationer Brinkmann, S. (2006): Tilværelsen kan ikke alene bygges på selvrealisering, Kristeligt dagblad. Hentet 1. december 2014. http://www.kristeligt-‐dagblad.dk/kronik/tilv%C3%A6relsen-‐kan-‐ikke-‐alene-‐bygges-‐p%C3%A5-‐selvrealisering Christensen, Anne Illemann, Davidsen, Michael, Ekholm Ola, Pedersen Pia Vivian og Juel, Knud (2014): Danskernes sundhed -‐ den nationale sundhedsprofil 2013, Sundhedsstyrelsen, version 1.0. Tryk Rosendahls. Hentet 2. december 2014. https://sundhedsstyrelsen.dk/~/media/1529A4BCF9C64905BAC650B6C45B72A5.ashx Christensen, M. L. (1994): Hermeneutik -‐ fortolkning og forståelse, Biblioteksarbejde årg. 15. Hentet 27. november 2014.


42

http://biblioteksarbejde.dk/art/BA41/christensen%281994%29.pdf Djøf (2013): Balance, grænseløst arbejde og fleksibilitet, Djøf. Hentet 2. november 2014. http://www.djoef.dk/~/media/documents/djoef/f/faktaark%20nr%207%20%20balance%20grnselst%20arbejde%20og%20fleksibilitet.ashx Flensburg, T. (2009): Danskere er europamestre i at skifte job, Politiken. Hentet 1. december 2014. http://politiken.dk/oekonomi/ECE822355/danskere-‐er-‐europamestre-‐i-‐at-‐skifte-‐job/ Holm, A. og Jæger, M. M. (2008): Livsformer i Danmark: Udbredelse og udviklingstendenser 1981-‐2005, Dansk sociologi nr. 1/19. Hentet 1. december 2014. http://ej.lib.cbs.dk/index.php/dansksociologi/article/viewFile/2524/2521

Jensen, T. (1999): Fleksibilitetens pris, Fremtidsorientering 2. Hentet 1. december 2014. http://www.cifs.dk/scripts/artikel.asp?id=267&lng=3 Kristensen, T. S. og Nielsen, N. R. (2007): Stress i Danmark -‐ hvad ved vi?, Sundhedsstyrelsen. Hentet 1. december 2014. http://sundhedsstyrelsen.dk/publ/Publ2007/CFF/Stress/Stress_i_DK_11dec07.pdf Kristensen, T. S. (2007): Stress nok til alle, Arbejdsliv. Hentet 1. december 2014. http://www.nyt-‐om-‐arbejdsliv.dk/images/pdf/2007/nr2/ta07-‐2-‐80.pdf Skovgaard, L. E. (2013): Hver femte lønmodtager skifter job hvert år, Berlingske. Hentet 1. december 2014. http://www.business.dk/arbejdsmarked/hver-‐femte-‐loenmodtager-‐skifter-‐job-‐hvert-‐aar Smith, N. H. (2007): Critical Horizons: A Journal of Philosophy & Social Theory, Volume 8 -‐ nummer 2.


43

10. Bilag

Bilag 1 Interviewspørgsmål

Briefing:

Først, tak fordi vi må interviewe dig, det er en stor hjælp for os. Som vi tidligere har talt om, er

formålet med interviewet, at høre bl.a. om din hverdag og dig, samt din oplevelse af at være stresset.

Vi ved godt, at det er et følsomt emne, så du må endelig stoppe os undervejs, hvis vi skal hoppe

nogle af spørgsmålene over eller hvis du, har brug for en pause.

Spørgsmålene og dine svar vil være en del af vores projekt, hvor vi skriver om fænomenet stress og

hvordan det opleves -‐ hvis du foretrækker at være anonym, er det naturligvis okay.

Vi optager det hele på en mobiltelefon, og det vil selvfølgelig kun være os der hører det, hvorefter

det bliver slettet (båndoptager startes).

• Vi skal lige høre, hvornår fik du diagnosen stress og hvor længe var du sygemeldt?

Informant:

Beskæftigelse:

Livsstilssform:

Diagnostiseret:

Bosat:

Civilstatus:

Forskningsspørgsmål Interviewsspørgsmål

Hvordan passer informanten ind i den fleksible

kapitalisme?

Kan du fortælle lidt om, hvordan en typisk uge

ser ud for dig?

Hvordan påvirker den fleksible kapitalisme

informantens identitet?

Hvad betyder dit arbejde for dig?

Hvordan dannes identiteten udfra arbejdet? Hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge

dit arbejde?

…opfølgende spørgsmål…. -‐lever det op til de ønsker?

Hvor vigtig er anerkendelse på arbejdet ift. Hvad betyder det for dig, at du er god til dit


44

identitet? arbejde?

Hvor vigtig er anerkendelse på arbejdet ift.

identitet?

Ville du føle dig lige så god til dit arbejde, hvis

det ikke blev anerkendt?

Hvordan påvirker den fleksible kapitalisme

informantens identitet i henholdsvis fritid og

arbejde?

Er der forskel på private “dig” og professionelle

“dig”?

-‐hvad er forskellen?

Forventes der, at de ansatte er fleksible

og omstillingsparate?

Hvordan løser din arbejdsplads det, når der er

travle perioder?

Er informanten klar over hvad der forventes i form

af, fleksibilitet, mobilitet og det at være

omstillingsparat?

Hvad tror du, din arbejdsgiver sætter pris på ved

sine ansatte?

Er informanten omstillingparat og klar til at

mobilitere sig for arbejdet skyld?

Hvordan ville du have det med, at få tilbudt et

job i en anden afdeling eller få ændret dine

arbejdstider?

Har den fleksible kapitalisme været en

stressfaktor?

Kan du fortælle lidt om, hvad der

dengang gjorde dig stresset?

Hvordan behersker informanten den fleksible

kapitalisme?

(Var der noget udenfor arbejdstiden der

stressede dig?)

Hvordan oplever informanten fænomenet stress? Hvordan oplevede du det at være stresset?

Var diagnosen en hjælp til forståelse af

identiteten?

Hvad betød det for dig, at du fik diagnosen

“stress” af din læge?

Har der været en ændring ift. det at være

fleksibel?

Hvilke ændringer foretog du, efter du havde fået

diagnosen?

Er fritiden et middel eller et mål for informanten

(ifølge Thomas Højrup)?

Hvad vil det sige for dig, at have fri?

Er fritiden et middel eller et mål for informanten

(ifølge Thomas Højrup)?

Har du fri når du har fri?


45

Hvor viser den fleksible kapitalisme sig? Hvilken er den største stressfaktor for dig: at

have travlt i fritiden eller at have (ligeså) travlt

på arbejdet?

Debriefing:

Det var de spørgsmål vi havde. Er der andet, du kunne tænke dig at nævne eller noget, du vil spørge

os om?

(båndoptageren slukkes)

Endnu engang tak for hjælpen. Du er naturligvis velkommen til at læse vores opgave igennem, hvis

det skulle have interesse.


46

Bilag 2 Interview med Lea S: Stephanie (Interviewer) L: Lea (Informant) S: Jamen, først skal vi lige høre, hvornår du fik diagnosen stress? Og hvor længe du var sygemeldt? L: Hvornår jeg fik diagnosen stress.. Jeg blev sygemeldt med stress i august 2010. S: Hvor lang tid var du så sygemeldt dengang? L: 2 måneder. Psykologen sagde, som udgangspunkt, at jeg skulle sygemelde mig fra arbejdet. Det var faktisk eftersommerferien, hvor jeg havde været væk fra arbejdet og kom så ud igen. Og så skulle vi lige have Andreas (søn) på efterskole, så han kom på efterskole onsdag. Torsdag tog jeg over til den coach, vi var tilknyttet, fordi der var så mange problemer i den afdeling, jeg var i. Så jeg havde det skidt, og så tog jeg simpelthen over til ham og snakkede med ham, og han ville ikke lade mig gå, før jeg havde lovet at ringe til min læge. Det gjorde jeg så nede fra bilen, og så tog jeg på arbejde fredag. Og så i løbet af weekenden, var der en, der sagde til mig: ”Hvorfor er det, at du skal på arbejde mandag?”. Men jeg skal have franskbrød med. Så kunne jeg godt høre, ej, Annette, det var bare ikke grund nok til at tage på arbejde, når jeg havde det sådan. Min coach tog heldigvis telefonen kvart i 8 mandag morgen, og så fik jeg skrevet ordret ned, hvad jeg skulle sige til min chef, fordi det var ham, der var årsagen. Til at vi alle sammen havde det skidt, han havde det også skidt. Og så fik jeg faktisk sygemeldt, og så fik jeg gjort det sådan, at jeg fik sagt til ham, du vil høre fra mig igen, når der er forandringer, og ellers kontakter jeg dig senest næste mandag eller næste torsdag. Men så det hele tiden var mig, der var foran. Så jeg ikke behøvede at gå og være ræd for, at han ringede til mig eller skrev til mig. S: Hvad var hans reaktion så på det hele? L: Det ved jeg ikke. Han var nok lidt uforstående, og han havde det selv skidt. Men nok ingen overraskelse, tror jeg. Min kollega var forbi med blomster efter 6 uger, så var det lidt rart at høre, at det stadig gik ad pommern til derude, fordi hvis nu det var gået godt, og jeg var væk, hvem var det så, der havde været problemet. Men det var jo ikke mig, det var en kombination af rigtig mange ting. Men via vores sundhedsforsikring ude på LEGO så blev jeg henvist til en psykolog og startede ved hende allerede om torsdagen. Hun sagde så, som udgangspunkt, så ville hun anbefale 2 måneders sygemelding uden kontakt til arbejdspladsen. Og det kan faktisk ikke rigtig lade sig gøre, fordi der er sådan nogle sygesamtaler, som man skal have, eller mulighedssamtaler. Men dem fik jeg listet mig lidt udenom og fik snakket med ham, der var som sundhedskonsulent. Så snakkede jeg med ham i stedet for min chef. S: Det er alligevel gået ret hurtigt det hele. L: Ja, det gjorde det faktisk. S: Det havde jeg faktisk ikke regnet med. Kan du fortælle lidt om, hvordan en typisk uge ser ud for dig? L: Nu? Eller dengang? S: Ja, bare nu.


47

L: Altså, jeg vil sige, det ligger lige i baghovedet. At det der med at lige pludselig, hvornår er det så igen, at dengang da jeg stod i indkørslen og skulle beslutte, hvilken side jeg skulle gå på bilen. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Og jeg skulle bare ingenting. Der var også mange, der sagde, at du skal bare ud og løbe og have de stresshormoner svedet ud. Jeg orkede ingenting, jeg sov. Og så gik jeg lange ture rundt om søen. Og nu, jamen, den her uge glæder jeg mig til at skulle på arbejde hver eneste dag. Og har gjort det i de 3 år, det er mit drømmejob. At opleve, hvordan det er at tage på arbejde uden at have ondt i maven og ondt i hovedet hver eneste morgen. Og så blev jeg nok sygemeldt 2 år for sent. Min nuværende psykolog, som jeg går til pga Andreas, vores søns sygdom. Hun siger, at jeg er mildt sagt udbrændt. Men det passer også godt nok, jeg har været i stress-‐situationer i mange år. Men nu ved jeg, hvad jeg skal gå i gang med, og jeg synes, det er fedt, når jeg så får boldene i mål. Jeg synes, det er fedt at have oplevet sådan en uge her, hvor der har været så mange ting i gang, og jeg har formået at styre det. Fordi frygten for ikke at kunne det igen. Den er lige heromme. Og hvis jeg bliver svimmel eller får hovedpine eller får det skidt, så tænker jeg med det samme, ”er det nu det, der kommer igen”. Og det fornemmer jeg også nogen gange, at mine omgivelser tænker, ah, hun har haft stress før. Er det der nu igen? Altså, det kan også være en kombination. Det er ikke til at vide. Men nu prøver jeg at holde min kalender lidt luftig. Jeg sad faktisk derude i dag og tænkte, hvad gør jeg i næste uge. I næste uge troede jeg, at vi skal have fred og ro. Okay, tirsdag går jeg tidligt, fordi jeg skal til psykolog. Så vil jeg gå tidligt torsdag, men det kan jeg bare heller ikke nu. Måske rykker der en tid, fordi jeg skal ned til massør. Det har jeg aldrig gjort før. Men at få løsnet op for alle de spændinger, der har været der i mange år, så jeg lige kan sove igen. Og når jeg vågner op, så er jeg fuldstændig spændt i overkroppen efter at have ligget vågen i 2-‐3-‐4 timer. Og det er begyndt at løsne sig ligeså stille op. Men så fik jeg rykket en tid, og så kunne jeg se, at så kunne jeg faktisk lige skabe noget luft, så jeg kunne tage en bus halv 2, så jeg kunne være hjemme kvart over 2. Det gør lige, at det bliver lidt luftigt i hovedet. I aften er vi blevet inviteret på middag hos nogle venner, og nu vidste jeg godt, at Andreas kom hjem og spiste. Og det var i morges, hun skrev, og jeg vidste godt, hvordan den her uge havde været, og jeg vidste, at I kom i eftermiddag, så jeg kan ikke klare at sidde og være selskabelig hele aftenen. Så nu er vi herhjemme og spiser sammen med Andreas. Og så når vi har spist, så går vi over til vores venner og spiller Partners. Og så går vi bare hjem igen. Men det er noget med at holde luft i kalenderen. S: Men hvad er det så egentlig, at du laver ude ved LEGO? L: Jeg har mit drømmejob. Jeg får lov til at servicere dem alle sammen. Jeg laver kaffe til dem, sørger for at der er smørrebrød. Vi havde faktisk den amerikanske ambassadør på besøg i onsdags, og der skulle jeg lige sørge for, at der var noget til ham. Så stressede det mig faktisk helt vildt, at jeg havde bestilt mad til klokken 12, og klokken kvart i havde kantinen ikke modtaget det mad, jeg skulle have. Klokken 5 minutter over 1 var det stadig ikke kommet, men klokken kvart over 1. Det var heldigvis bare forsinket. Det synes jeg ikke, var sjovt, fordi jeg forsøger at være på forkant med alting for at undgå at blive presset. Men derude er der så du hvad, det der må lige vente. Jeg kan ikke gøre det hurtigere, end jeg kan. Men at få lov til at servicere dem alle sammen, det er fedt. Og så giver de mig endda løn for det. Det er faktisk ret fedt. Og 34 timer, det er simpelthen det bedste. Og så er de simpelthen så fleksible, fordi ham jeg kører med, han er lærer og har fået længere arbejdsdage, så nu tager jeg bare nogle lange dage. Og så har jeg nogle dage, hvor jeg tager hjem til middag. Og jeg har også prøvet en gang, hvor jeg egentlig ville gå til middag, og så kunne jeg bare se, at de lovede solskin, og så sagde jeg til dem ude på arbejdet, jeg tror faktisk ikke, at jeg kommer i morgen, så sov jeg 10 timer. Fik ordnet vasketøj og lå ude på solvognen herude i 4 timer. Der var godt nok græs omkring solvognen, men det var der ikke noget at gøre ved. Det må man bare lære. Men den fleksibilitet, det er simpelthen mere end guld værd for mig og os for dem. S: Så dit arbejde betyder alligevel en del for dig? L: Det betyder helt vildt meget og har også haft alt for stor betydning. En af de der åndehuller, min psykolog bruger sådan nogle gode billeder, at jeg har, det er ligesom en sæl på isen, og så har jeg


48

brug for at vide, der er mit åndehul. Mit åndehul er mit arbejde. Jeg har nogle andre åndehuller, men jeg har brug for at vide, at de er der. Vi var på camping, det er et åndehul, og så var det bare rigtig meget anderledes, end hvad jeg havde forestillet mig. Og så går jeg lidt i panik, fordi hvor er der nu hul igen. Fordi nu havde jeg faktisk forventet, at der var et åndehul her. Og når der ikke er åndehuller nok, så får nogle af dem al for stor betydning i forhold til, hvad de burde have. S: Det var egentlig en ret god måde at forklare det på. L: Ja, det er ligesom, at jeg bare har brug for, at du fortæller mig, hvad jeg skal gøre for at få det til at fungere derhjemme. Så siger hun så, det du spørger mig om, det er ligesom, at du kommer med en bil uden benzin, og du vil gerne videre, og der er ingen tankstation i nærheden. Det var ikke særlig rart at høre, men det var også sådan nå okay, så er det her, jeg står, så måtte jeg finde ud af det. Efter 1,5 år dernede så var hun begyndt at give mig opgaver, ellers lyttede hun bare. Dernede kunne jeg få lov til at have det skidt. S: Hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge dit arbejde? L: Jeg tænkte, at jeg skulle væk fra personalebutikken, hvor jeg var. Da jeg var sygemeldt med stress, der ville jeg bare tilbage, fordi jeg ville tilbage til min chef, fordi mit mål med at være derovre. Det var ikke at sætte æskerne på hylden, men min udfordring bestod i at sige nej til ham på en ordentlig måde. Sige fra overfor ham. Men vi var bare ikke nogen god kombination, også fordi jeg stillede spørgsmål til ham. Hvis jeg kunne se, at der var nogle ting, så spurgte jeg ham, og det kunne han ikke lide, fordi han kunne godt sige nogle af de ting, jeg sagde, at det var ikke helt godt det her. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville os det bedste, men han formåede det bare ikke. Mens jeg er sygemeldt, der får han nye udfordringer på LEGO, og så tager de butikskoordinatoren ind, og hun bliver så ny afdelingsleder og ringer til mig i min sygemelding, og jeg siger til hende, tillykke, det kan jeg se både fordele og ulemper ved. Og så var hun der i halvanden år. Sygemeldt i august, startede langsomt op i oktober, og så tænkte jeg, at om 3 uger, så er jeg fuldtid igen. Men ah, det tog faktisk indtil marts måned, før jeg var fuldtid igen. Det var noget med 2 dage om ugen, halvanden time. To dage om ugen, 3 timer. Det var virkelig små skridt. Men da jeg så kom op på fuldtid, og ikke kunne sige det samme om den nye chef, så blev jeg bekymret. Og sagde, nu skal jeg væk. Jeg var ikke sikker på, at hun ville mig det bedste, selvom hun var min gamle kollega. Men hun vidste for mange ting om mig, og jeg vidste for mange ting om hende. Eller det gjorde hun om hele gruppen. Hun skulle aldrig have sagt ja til jobbet, men det valgte hun at gøre. Min chef, hun siger, ja, Annette, du forsvarer alle de andre, ja, det gør jeg nok. Måske er det også derfor, at jeg har stået i den situation. Og jeg ville bare gerne væk, og så var den stilling der. Den kunne jeg godt tænke mig, men da jeg søgte den, der jeg tænkte, at det har jeg ikke høje nok hæle til. Jeg sendte ansøgningen onsdag, rekrutteringen ringede torsdag, Else, Jørgen Vigs personlige assistent ringede til mig fredag og lagde en besked. Inden jeg når at ringe tilbage til hende, så ringer hun anden gang. Mandag morgen er jeg til samtale, og om aftenen ringer hun og siger, at jeg har fået jobbet. Og at Jørgen også var rigtig glad for det. Og tirsdag så er jeg oppe. Den bedste dag i mit liv, det var så fedt. Men den sidder så stadig i baghovedet igen, med den oplevelse over fra butikken.. Der gik måneder, der gik halve år, hvor jeg stadig tænkte, nu kommer de snart og siger, at det er en fejl. Du kan ikke alligevel, du er ikke god nok. Og den kan stadig ramme mig efter 3 ½ år derovre. Nu er jeg en af de gamle. Vi er kun 3 tilbage, stor udskiftning. Men den der, kan det virkelig være rigtigt, kan jeg virkelig det her. I butikken blev jeg dummer og dummer for hver dag. Og så at komme derover og få lov til alle de ting. Der er rigtig mange, der spørger efter min chef, Jørgen, og der får jeg så lov til at sende afslag med min chefs autosignatur. Det er da fedt at få lov til alle de der ting. Så at få lov til at være noget for nogle søde mennesker. S: Hvad betyder det for dig, at du er god til dit arbejde? L: Det betyder meget. Alt for meget. Derfor bliver jeg også helt vildt glad for at få en æske chokolade, fordi jeg har gjort det godt. Den der anerkendelse.. Jeg fik jo mere ros den første uge, jeg havde


49

været der end de 4 år, jeg var i butikken. Og hold fast, hvor kan man meget mere, når man får så meget ros. Specielt da det gik op for mig, at hun faktisk mente det. S: Ville du så føle dig ligeså god til dit arbejde, hvis det ikke blev anerkendt? L: Nej, desværre. Jeg har alt for meget brug for det der. S: Er der forskel på private dig og professionelle dig? L: Nej eller jo. Men det er så i forhold til, hvordan det har været herhjemme, fordi der har været.. Andreas har post-‐traumatisk stress syndrom og borderline pga mobning fra folkeskolen. Og boede hjemme indtil 1.marts. Kathrine (datter) er taget på efterskole. Sidste efterår havde Peter (ægtemand) en blodprop i det ene øje og måtte ikke presses, så derfor var det rigtig svært herhjemme, og når jeg kom på arbejde, så følte jeg, at jeg kunne få lov til at være den, jeg gerne ville. Herhjemme, der var jeg bare altid sur og træt og træls, fordi jeg sagde nogen ting, der skulle gøres eller var utilfreds med nogen ting, der ikke blev gjort. Derude, der vidste jeg, at jeg kunne leve op til det, de sagde eller det, jeg skulle. Jeg kunne bare få lov til at være glad. Jeg har også mødt nogen, som sagde, at det havde de godt nok ikke troet, fordi jeg så altid så glad ud. Men det betyder bare noget, hvis bare man smiler, så får man bare en anden respons og kan få lov til at være i det. Så jeg har da haft det sådan, at når vi så nåede til fredag, så tænkte jeg, åh nej, det er weekend. Og det var ikke særlig sjovt. Men vidste aldrig, hvornår Andreas ringede og sagde, at han havde det svært, eller der var et eller andet. Men han har fået det meget bedre nu. S: Det lyder som om, at I har været meget igennem. L: Jeg sagde faktisk til psykologen engang… Jeg sagde, jeg ved, at alle har deres at slås med, men jeg har simpelthen brug for at vide, om jeg er svag, om jeg er pivet og bare skal tage mig sammen. Nej, sagde hun så, det skal du ikke. Og det har jeg brugt mange år på at tænke, jeg skal bare mig tage mig sammen, så går det hele. Jeg skal bare lige have styr på det her, så går det, men så er det også.. Nu var jeg nede ved hende der massøren i dag og sagde, at det bare var dejligt at kunne komme derned og have muligheden for det. Årh, sagde hun, du er bare så positiv. Det ved jeg nu ikke, om jeg altid lige er, men jeg prøver. Hvis jeg kan, så vil jeg bare helst, men der har også været situationer, hvor det bare ikke har været sjovt. Og når man er i et frit fald ned i det der sorte hul, så er det bare rigtig svært at se noget positivt. Jeg har en kollega, der sagde, Annette, du skal bare tænke på, at der er en trampolin i bunden, du skal nok komme op igen. Men vi kan alle sammen ramme de der huller, hvor vi tænker, nu er det bare svært det hele. Og lige nu er det også nemt at være positiv, når Kathrine har det godt på efterskolen, og Andreas er i så meget bedring, og der ligesom er håb om, at det kan blive godt igen. S: Det kan jeg godt forstå.. Hvordan løser din arbejdsplads det, når der er travle perioder? L: Der løber vi lidt hurtigere. Så tager vi nogle lange dage, og så holder vi fri på nogle andre tidspunkter. Eller jeg gør. De fleste derude er ansat på jobløn, så de arbejder bare, men de gør det frivilligt. Og hvis jeg ser en, som kommer tidligt og går sent, så siger jeg, jeg håber, at du gør det frivilligt. Fordi det har også været oppe omkring LEGO omkring arbejdspres og sådan noget. Men der er altså også bare nogle, som gerne vil arbejde meget, og hvis ikke har familie og barn, jamen, hvorfor skal de så ikke også have lov til at give deres karriere et ordentligt skub, hvis det er det. Det kan bare godt være svært for den, der sidder ved siden af, som skal hjem og hente børn, men vi har forskellige vilkår. Og nogle kan også godt føle sig presset til det. Men det er sådan, at så løber vi lidt hurtigere og udsætter nogle ting. Benhård prioritering om, hvad der må vente. S: Er der meget overarbejde på LEGO?


50

L: Det bestemmer jeg selv. Hvis jeg siger, jeg skal gå, så skal jeg gå. Min chef er meget opmærksom på, at det er hendes ansvar, når f.eks. bestyrelses materiale skal sendes ud. Hun vil gerne have, at jeg bliver, mens det bliver sendt ud, men det var ikke mit ansvar, men hendes. Hele den der klare ansvarsfordeling, det er utrolig vigtigt. Og det var det, der var helt galt ovre i butikken, hvor der var en leder, som ikke tog ansvaret, og så fes det der ansvar rundt blandt en flok kvinder, og nogle tog det mere til sig end andre. Og nogle ville ikke slippe det igen, og nogle gad faktisk ikke tage det alligevel. Og nogle kunne altid pege fingre ad andre. Så kørte alle de forfærdelige ting rundt i stedet for, at der var nogle, der tog styringen. Hvis der er de der klare roller, så er det meget nemmere at operere indenfor. Jeg ved, hvad der er mit arbejde, min chefs og mine kollegaers. Jeg ved, hvad der er mine rammer. Og det er simpelthen mere end guld værd. S: Hvad tror du, at din arbejdsgiver sætter pris på ved sine ansatte? L: Jamen, alle dem der er blevet ansat i den periode, jeg har været der, der er kommet 10-‐15 stykker nye. Hver eneste gang, der kommer en ny kollega, så må jeg bare tage hatten af for dem, der er ansat og sige, at nu har I gjort det igen. I har fundet et klogt hoved, og så er det også en fantastisk kollega. De formår at værdsætte det faglige, fordi det skal være i orden, og bare at de kan skrive, at de har været i direktionen i LEGO, så har de et godt kort til næste job, hvis de endelig vil videre fra LEGO. Der er rigtig mange, der gerne vil ind, men at de stadig formår at vælge nogle, der har en god personlighed, samarbejde, de der menneskelige egenskaber.. Vi forsøger at holde pause kl. 9 og 2, hvor vi er ude og drikke kaffe alle sammen. Det betyder meget for mig, fordi jeg sidder selv nede i den ene ende, og mine nærmeste kollegaer sidder nede i den anden ende. Men det er dernede, hvor cheferne er, og jeg sidder i nærheden af køkkenerne og printeren og døren, så jeg kan se, hvem der kommer ind. Jeg kan ikke sidde andre steder, jeg har ikke lyst til at sidde andre steder. Jeg har ikke lyst til at have et andet job.. Men at det sociale bliver prioriteret, det er også noget, de anerkender og værdsætter. Men fagligheden skal være der. Der er ingen almisse jobs på LEGO længere. Det var der engang, hvis man nu havde været på LEGO i 25 år, så.. Man skal yde noget. Jørgen sagde faktisk i går, at vi bliver målt på, hvor gode vi er, og det har også indflydelse på vores bonus, hvis der bliver udbetalt det. Hvor der er nogle, der tænker, at det bare er en selvfølge, hvor de har regnet det ind i deres budget, at de får måske 1, 2 eller 3 måneders løn mere 1 gang om året. Men det kan vi ikke forvente, og hvis vi vil have det, så skal vi også yde mere. Jørgen sagde også, at hvis man har et barn, der kommer en tegning, som man ved, at barnet kunne lave bedre, så nytter det heller ikke noget at sige, at det er en flot tegning, men barnet udvikler sig heller ikke, hvis du siger, sikke noget møg, jeg ved, at du kan gøre det meget bedre. At vi skal få fokus på det, der er godt, men også det der kan blive bedre. Men på den gode måde. S: Hvordan ville du have det med, at få tilbudt et job i en anden afdeling eller få ændret dine arbejdstider? L: Jeg har faktisk fået tilbudt et job i en anden afdeling, men det var godt, at jeg ikke tog det. Det var en gammel kollega, som sagde, Annette, du skal bare vide, at når jeg sammensætter den her jobannonce, så er det dig, jeg tænker på. Og det er dig, vi gerne vil have, men du skal ikke over til os endnu. Du skal være her, hvor der er fred og ro. Jeg er glad for der, jeg er nu. Men det er da fedt at få at vide. Og da hendes chef kom og præsenterede, så sagde han, ja, det er så Annette, det er hende, vi ville have haft, men det var ikke muligt. Det er da også fedt at få at vide. Men jeg skal ingen andre steder. Hvor mange kan glæde sig til at tage på arbejde hver eneste dag, ej, måske en dag om året har man lyst til at blive under dynen. Og bare det at have prøvet at have ondt i maven hver eneste morgen, nærmest ikke at kunne få luft. Fuldstændig vanvittigt at fortsætte. Dumt. S: Ja, men det er jo sådan nogle ting, man kan tage med sig. Kan du fortælle lidt om, hvad der dengang gjorde dig stresset? Og hvordan det var?


51

L: Det var rædselsfuldt. Jeg rystede indeni, den der sitren. Den der fornemmelse af ikke at kunne finde ud af noget som helst. Hvis jeg skulle koncentrere mig om en ting, så skulle man overhovedet ikke begynde at spørge ind til noget andet. I forhold til børnene begyndte jeg bare at sige nej til alting. Eller sagde ja til alting, fordi jeg slet ikke kunne klare alle de der konflikter. Vores børn har nok ikke altid fået alle de nej’er, de skulle have. Der har jeg gjort det nemmere for dem. Men jeg kunne ikke overskue at tage konflikten, og så var det lettere at gøre det selv. Men den der uro, hovedpinen, rastløsheden, trætheden, jamen, alt I kan slå op under symptomer for stress, havde jeg alle sammen. Og det er bare ikke sjovt. Og den der fornemmelse af, at man ikke ved, hvornår det går over igen. Går det over, bliver det bedre. Og Peter har depression, vinterdepression. Og siden Andreas fik diagnosen for to et halvt år siden, så har Peter ikke været ude af medicinen. Men han skifter så fra nattearbejde til dagarbejde. Vi turde ikke fortsætte. Vi vidste ikke, hvor dybt næste hul var. Og at gå ned i byen var bare ikke sjovt, fordi hvis de spurgte om noget, så begyndte jeg at hyle. Det gjorde jeg også, inden jeg blev sygemeldt. Men jeg følte mig låst, jeg havde brug for de penge og mit job. Jeg kunne ikke overskue at komme væk fra det, jeg havde søgt et nyt hen over de 2-‐3 år, der var gået på det tidspunkt. Hvor jeg så har tænkt, at hvis det var meningen, at jeg skulle have et andet job, så fik jeg det. Og når jeg ikke fik det, så var det fordi, at jeg skulle blive der. Jeg blev der også så længe, så den stilling jeg nu har, kom til mig på et sølvfad. Men måske skulle jeg have tænkt, jeg kunne faktisk godt bare sige op. Den mulighed havde jeg slet ikke, så jeg følte mig så låst. S: Hvorfor var det, at du ikke sagde op? L: Det var slet ikke en mulighed. Jeg havde brug for mit job, jeg skulle vinde over den chef. Min psykolog dengang sagde, at jeg var i gang med en umulig proces. Men jeg kunne ikke finde ud af at stoppe det. Så stoppede han så, men jeg ville stadig tilbage. Jeg blev tilbudt at komme tilbage bare for at lære at stå op og komme på arbejde. Det, jeg havde brug for, var, at komme tilbage i butikken og komme videre derfra. Og vise, at jeg kan det. Og det er bare så svært den der med bare at tage sig sammen, for det kan man ikke. Jeg lå rigtig meget på sofaen og gjorde ingenting. Bare ro. Jeg kunne virkelig ikke klare nogle lyde, musik, vandhanen, nynnelyde og alt sådan noget. Og da vi engang kørte i en Diesel-‐bil, så tænkte jeg, ej, det var dejligt, fordi hvis der er flere end en lyd, så kan jeg ikke koncentrere mig. Men lydene er dem, der stadig stresser mig. Radioen, fjernsynet, alt. S: Hvad betød det for dig, at du fik diagnosen “stress” af din læge? L: Det vidste jeg godt. Jeg havde faktisk været halvt sygemeldt med stress et halvt år efter, jeg startede derude i butikken. Men så skulle jeg til de sygesamtaler med min chef, og det var simpelthen for hårdt. Nogle gange hvis jeg havde det godt, så var det godt at komme ind og snakke med ham. De dage, jeg havde det svært og skidt, så var det rædselsfuldt. Til sidst sagde jeg bare, at jeg gerne ville på fuldtid igen. Jeg orker ikke at være sygemeldt. Og så var det det, men sådan skulle det heller ikke have været. S: Hvad var det, der gjorde, at du ikke bare turde at blive sygemeldt? L: Det har noget at gøre med, at det er et nederlag at skulle sygemelde sig med stress. Det der med, at du ikke kunne klare det. Den kan man ikke lade vær med at tænke. Der står også rigtig mange steder på facebook at dem, der knækker ned med stress, det er dem, der har været stærke for længe. Men det tror vi altså ikke selv på, og det tror andre heller ikke på. Men det kan godt være, at det reelt er sådan, men der er stykke herfra og hertil til at forstå det. S: Hvad vil det sige for dig at have fri? L: Når jeg har det aller bedst, så skal jeg være sammen med nogen, jeg er tryg ved. Som jeg har det sjovt sammen med, vi kan grine, og vi kan være tæt på hinanden. Være sikker på, at jeg ikke skal tage hensyn.


52

S: Hvor du bare kan slappe af? L: Ja, bare være mig. Det er vigtigt det med, at når jeg har fri, så tager jeg ingen hensyn til nogen. Jeg er totalt ansvarsløs. Men den der at der ikke er nogen, der stiller krav til mig. S: Men har du så fri, når du har fri? L: Nej, ikke altid. Når børnene ikke er hjemme, så har jeg meget mere fri. Jeg har mest fri, hvis jeg kommer hjem og er alene hjemme. Derfor betyder det også noget at kunne gå hjem til middag nogle dage og bare være sig selv. Eller hvis Peter tager på skattejagt, altså det er hyggeligt, at han er her, men der er også nogle forventninger og nogle krav. Det er sådan lidt ubevidst bevidst. S: Hvilken er den største stressfaktor for dig: at have travlt i fritiden eller at have (ligeså) travlt på arbejdet? L: Den største stressfaktor er faktisk slet ikke at have travlt. Jeg kan have lynende travlt, men så længe man bliver anerkendt for det, man laver, og så længe der er et mål med det, man gør, så synes jeg ikke, at det stresser mig. Selvfølgelig kan det stresse mig, hvis der er for mange ting i kalenderen, men stress er ikke nødvendigvis at have travlt. Men den der ro, og det med, at børnene selv kan tænke uden at skulle spørge mig om alting.. Jeg er så vant til at have gjort alting for dem. Og Peter har bare nydt det, men nu skal han tænke selv. Og det er også godt for ham. S: Det er også et stort ansvar at være mor. L: Det er det. Også at slippe det. Prøv lige selv at tænke. Alle de der unødige spørgsmål.. Det kan stresse mig. Det kan stresse mig, hvis vi er ude og købe ind, og jeg får stillet spørgsmål hele tiden. Det kan stresse mig, hvis jeg ikke lige har styr på, hvad der skal ske. Og ellers skal jeg vide, at der er en anden, som har taget over, så jeg ikke behøver at tænke på det. Den der livline, den er god at holde på, men du skal bare være sikker på, at der er en, der holder i den anden ende. Ellers så er det bare lidt træls. S: Nu har vi snakket meget om det job, du har nu, og jeg kunne egentlig godt have lyst til at spørge, om dengang du var i butikken, hvor det er tydeligt, at det var en helt anden arbejdsplads og en helt anden Annette, der var medarbejder. Men hvilken Annette var der? Og hvad var det, der gjorde, at du var stresset i det? L: Jeg tror i bund og grund, at det var fordi, der var en leder, der ikke tog ansvar. Når jeg ser tilbage, så er det det. Inden jeg startede, var der først en leder, og så satte de sig ned, og så blev der bare præsenteret en ny leder. Det var så ham, der var leder for mig. Der var den gamle leder, der stadigvæk som indkøber. Og jeg var oppe til 3 jobsamtaler, og ved den anden sagde jeg til den nye, at jeg ikke kunne forstå, hvordan han kunne klare, at den gamle leder stadig var der. Han sagde til mig, at det skulle, jeg ikke bekymre mig, og at det var hans valg. Men allerede der kan jeg se nogle konflikter, og rigtig mange af de konflikter vi stod i, det var fordi, at hun skulle styre al indkøb og tøj, og han skulle styre butikken. Og hvordan skulle tøjet mærkes, og hvornår skulle det være færdigt. Alle de konflikter, som de kunne sætte gang imod hinanden, hvor vi stod imellem.. Det var så meget, og det var derfor, at det blev delt op, og hun fik LEGO Charity, og han så havde butikken, så tænkte jeg, at nu måtte det blive bedre. Det gjorde det bare ikke. Der var nogle ting, der forsvandt, men det fungerede stadigvæk ikke. Og jeg blev ved med at tænke, at hvis bare jeg gjorde mit bedste, så skulle det nok blive godt. Men det der med, at vi havde hvert vores ansvarsområde, men vi fik alligevel ikke helt lov til at have dem. Det var en kvinde-‐arbejdsplads, og man troede det værste om hinanden. Og det var faktisk det allerværste. Det er også en af de største forskelle ved de 2 arbejdspladser, at tro det bedste eller det værste. I butikken troede alle det værste om hinanden, og der hvor jeg er nu, der


53

tror alle det bedste om hinanden. Hvis man er i en presset situation, så ændrer man sig også. Vi var rigtig mange i butikken, som slet ikke var, som vi gerne ville være, fordi vi var så presset. Det var ikke sådan, jeg ville være. Jeg har ikke været virkelig slem, men jeg fik da også sagt nogle ting, hvor jeg tænkte, ej, det var måske ikke helt smart sagt. Eller fået reageret voldsommere på nogle ting, end hvad jeg skulle have gjort. Men det er også fordi, at når man står i sådan en situation, så sidder følelserne helt ude i fingerspidserne, og alting bliver målt og vejet. Følerne kører hele tiden, og det stresser også. Når du skal være opmærksom konstant, hvor er mine kollegaer, og hvad siger de nu om mig. Og det var ikke bare noget, vi forestillede os, sådan var det reelt. Og hvornår blev man nu beskyldt for et eller andet. Det stressede helt vildt, hvor nu kan jeg godt sige til min chef, at det har jeg simpelthen glemt. Og det reagerer han positivt på. Vi laver fejl, men verden falder ikke sammen. Jeg var ekstremt bange for at lave fejl i butikken, og min chef skiftede humør fra time til time. Der var også nogle gange, hvor jeg blev nødt til at spørge ham om noget og kunne risikere at få hovedet revet af, men hvor mange kan han så gøre det? Det kan han så kun gøre en gang. Han kunne kun gøre det en gang, så hvor galt kunne det gå. S: Men hvad oplevede du, at der var forventet af dig i butikken som medarbejder? L: Det var det, jeg ikke kunne finde ud af. Jeg var inde og google omkring magtmennesker, og jeg er ikke i tvivl om, at han tilhørte den gruppe. Og jeg var helt sikker på, at det slet ikke var det, han havde lyst til. Det var ikke sådan, han ønskede at være, men det var sådan, han blev i den stilling. Og han havde bestemt også nogle personlige udfordringer. Men anerkendelse og ros fik vi sjældent. Han sagde dog til mig på et tidspunkt i december måned, at vi ikke skulle være helt udknoklet, når vi nåede til jul, men så sagde jeg, at det var vi allerede. Og der sagde han så, at han ikke var i tvivl om, at jeg knoklede røven ud af bukserne. Fedt at få at vide. Det har han aldrig nogensinde sagt før. Bare lige at få at vide, at jeg faktisk gjorde det godt. Til den sidste medarbejder samtale jeg var til, der havde jeg 6 A4-‐sider til ham, hvor jeg så sagde, at jeg havde 2 mål for samtalen. 1. at jeg ikke skulle hyle og 2. at du skal lytte. Og så var regel nummer 1 allerede ved at blive overtrådt. Men han lyttede virkelig, og jeg fik virkelig sagt alting til ham. Så jeg sagde ikke, at der var noget, hvor jeg var 2 personer og gik rundt til andre og snakkede om det, men jeg snakkede også med ham om det. Jeg synes, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for ham også. Og da jeg havde været et halvt år i butikken, så sagde jeg til en af mine kollegaer, at det kunne være, at jeg skulle skrive en julehilsen til Mogens, og hun kiggede på mig og sagde, Lea, husk nu lige alt det dårlige, han gjorde ved dig. Ja, det kunne jeg godt huske. Men jeg kunne også bare godt se ham som menneske, jeg havde hadet ham som pesten, men jeg forsvarede ham jo og sagde, at han jo gjorde sit bedste. Han er også presset, han har det også svært. Og den nye chef, hun har også hovedpine. Og mine kollegaer var sure over, at jeg forsvarede dem, men det gør jeg jo bare, fordi der også er en grund til, at de er, som de er. Men på et tidspunkt så er det bare ikke godt nok. Og med Andreas sagde vi også, det er heller ikke nemt for den i klassen eller den, men hvem var det, det heller ikke var godt for? Det var Andreas. Med den opvækst, som jeg har haft, hvor man skal gøre alt for andre, det er ikke altid det bedste. Og i forhold til tro, så kan det nogle gange være sværere at have en tro, når det er svært, fordi så er der en, der tillader det her at ske. Det er rart nok at finde ud af, hvorfor det lige er, at vi gør, som vi gør. Og for hvis skyld vi gør det, og hvad er det, der er rigtigt, og hvad er forkert. Jeg synes, at det har været hårdt at få puttet i rygsækken, men det er der mange ting, der har. Men når de så har ligget der lidt, så er det fedt nogle gange at kunne tage dem frem, og måske at andre kan bruge det til noget.


54

Bilag 3 Interview med Lene R: Rebekka (Interviewer) L: Lene (Informant) R: Jeg tænker egentlig, ifht. Interviewet, at det er fint, hvis vi tager udgangspunkt i når du har været i praktik det henvender sig til det med at være i beskæftigelse i form af arbejde. Frem for at være studerende. At have et studieliv er noget andet end arbejdsliv. R: Hvornår blev du sygemeldt? L: Det går langt tilbage, fordi øhm , jeg blev ramt af depression allerede som 18-‐årig. Øhh Men da blev det ikke behandlet. Det går jeg ubehandlet med, og har haft to selvmordsforsøg. Grundet det press fra omverdenen, jeg ikke syntes, jeg kunne magte. Da jeg er 21 kommer jeg i behandling efter sidste selvmords forsøg. Jeg får en kognitiv tearapi, efter det sidste selvmordsforsøg. Og var gennem et par læger. Man kunne ikke være ung, stresset og deprimeret, det var noget fis. Jeg er sygemeldt – forsøger at komme i gang med udd., men det går ikke. Jeg har et hul fra omkring 24-‐27 jeg ikke kan huske, da jeg har været meget deprimeret og stresset, så jeg ikke har kunne arbejde. I 2008 kommer jeg til en god psykolog, og der sker noget, jeg kommer på noget andet medicin, møder min mand….. og fortsættelse.. (…) Så bliver jeg gravid, og sygemeldt, det var en hård graviditet. Får barnet og går på barsel, og skal starte op igen i praktik. Jeg har været i min egen verden i to år med mit barn, og det var fedt at komme i gang, men det var hårdt. Jeg kunne mærke presset begyndte at stige. (…) Kollegaerne kunne se det var hårdt, og sagde ”husk nu at trække vejret Lene”, ja meen jeg skal bare på den anden side af jul. Så kom alle eksaminerne. (..) Da vi kommer til august 2014 er jeg stresset. Jeg ringer til min læge, og siger enten er det en ny depression, eller også er jeg stresset. Jeg havde klassiske symtomer; træt, hukommelsestab, glemte at spise. (…) Så blev jeg sygemeldt i 14 dage, og skulle så starte igen. Det var indforstået med skolen, at jeg ikke altid var der, og ikke deltog på samme niveau. (….) Jeg synes det begynder at gå bedre, jeg er begyndt at lære de ting jeg skal, går ved min læge, meditation og studieretnings vejledning. Så får jeg arbejdet med mig selv, som man skal, men jeg har stadig svært ved at få sagt nej. Forsøger at nå det hele, du skal gerne være en god kæreste, have det perfekte hjem, som skal skinne, en god mor, en god studenrende med 12 taler, en god ven, ha’ tid til familie osv. – det kan jeg bare ikke. R: Fortæl omkring en typisk uge for dig. L: Der er tryk på. Jamen øh det er igen strukturen – det er jeg ikke god til. Min uge bliver planlagt søndag aften, hvor jeg forsøger, at få sat struktur på mine aftaler. Typisk uge: studiedage mandag og tirsdag, der skal jeg gerne have læst mine ting. Der skal også handles ind, gjort rent, vasket tøj, og jeg har også behandlinger – eks. I morgen er der alle tre behandlinger. Onsdag er jeg i skole, og jeg svømmer med min aflastnings unge. Så kommer jeg hjem, spisning og putning. Torsdag: nogle dage går jeg til meditation. Weekenden plejer vi at sige ikke planlægge for meget – men der kommer alligevel en del. Generelt går rutinen i gang fra kl. 15:00 af, da der er mad, putning mv. Så fra 15:00.20:00 er fastlagt. Det med at lave uforudsigelige ting er no go – og jeg hader det. For jeg vil gerne have tid til, at kunne sætte mig ned, og se på mit barn. (…) Der er nogle dagligdags ting, der skal laves. I øjeblikket bor min veninde her, hvilket hun har gjort det sidste halve år i weekenderne. (…) R: Typisk uge, hvor du alligevel har mange kasketter på, kan man høre. L: Der er mange jern i ilden, og jah jeg står op kl. 7:00 og heldig hvis jeg kommer i seng kl. 24:00. Jeg sidder om aftenen og arbejder med lektier dem, som jeg ikke har nået de andre dage.


55

R: Hvad betyder dit arbejde for dig? (Der tænker jeg med udgangspunkt i praktikopholdet.) L: Jeg bliver brugt to steder (Vandel og Nørup skole). Det betyder meget, fordi når jeg sidder på seminariet, det her, hvad skal det bruges til. Men når man kommer ud i det virkelige liv, kan man nogle gange se mening, jeg får prøvet ting af, og det er fantastisk med den feedback, som jeg får fra ungerne. Jeg er træt når jeg kommer hjem, men jeg har haft en fed dag. Mange oplevelser, og lært en masse nyt, men jeg får også lov, det er det de skal have, jeg får lov til at prøve ting af og spørge ind. Mit praktikophold bekræfter mig i, at det er det, som jeg vil og derfor vil jeg gerne blive som vikar. Også derfor jeg har min aflastningsunge. Det er også en anden måde – når jeg er på arbejde kan jeg godt være professionel, så ved jeg godt hvad jeg skal gøre. Når jeg kommer hjem, har jeg en lille teorist, som kan pisse mig af, og falder i gruppen, som andre forældre, der er jeg mor, og gør ligeså vel som alle andre. Det er lidt sjovt, at når jeg er på arbejde, ved jeg godt at være proff. Men hjemme skælder jeg ud som andre. På arbejdet at få bekræftelsen, at man gør det rigtig nok, og godt nok. Det er jo fedt. Og så er jeg bare mor og har de samme problemer som andre når jeg er hjemme. Mit arbejde betyder rigtig meget for mig! R: Hvilke tanker gjorde du, da du skulle vælge dette arbejde, eller denne profession? L: Mit aflastnings barn, han er social belastning. Meget svært handikappet – ramt på alle punkter. Jeg ringede til kommunen, og kunne ikke få hjælp – hvilket jeg undrede mig over. Så tænkte jeg på pædagog udd. Jeg har ellers tænkt, at de var hippier, og ikke sagt noget pænt om dem. Man passer ikke bare børn, som i 80’erne, der er mere ovenpå. (…) Jelling pædagog seminarium. … (..) Så tog jeg valget, jeg var nødt til at ændre området, da jeg fik min eget barn. Jeg kunne ikke have skæve arbejdstider. Så måtte jeg over på normalområdet, og ønskede ikke børnehave, da jeg selv har et lille barn. Så jeg blev skolepædagog. Jeg søgte, og fik det – det var det bedste jeg har gjort! Jeg håber på en fastansættelse bagefter. Der er mange udfordringer med den nye skolereform, men ungerne er fantastiske, og det er fantastisk, at se hvor meget de rykker sig – jeg har fået lov til at følge dem noget tid. Det giver så meget, jeg synes det er svært at beskrive, men jeg kan se, at det er der jeg skal være, det er mit felt. Jeg kan bidrage, men jeg får også meget med hjem – jeg er træt, men jeg er glad. R: Lever det op til dine ønsker? L: Selvfølgelig er der meget jeg gerne vil ændre. Eks. Vi vil gerne have flere penge. Og der er områder, hvor jeg tænker det er ikke i orden, men man må kæmpe med det man har. (…) Men ja det er der jeg skal være. R: Betyder det noget for dig, at du er god til dit arbejde? L: Nu lider jeg af lavt selvværd, så det øhhhm – så selvfølgelig har jeg brug for den bekræftelse. Sidst min chef ringede, ”Vi mangler en med pædagogisk erfaring” Så du ringede til mig sagde jeg, og ”Ja du er dygtig” – så tænkte jeg, at jeg ikke er snot dum. Jeg kan se, at jeg er god nok, og dygtig nok, ellers ville de ikke ringe, ungerne ville ikke være glade for mig, og mine kollegaer. Øhhmm og jeg ville heller ikke have mit aflastningsjob – jeg er jo god nok. Bruger nogle metoder, andre ikke bruger, men det fungerer. Jeg tror alle har brug for bekræftelse – jeg har bare svært ved at tro på den, når folk siger jeg er dygtig. Og jeg tænker, ej hvad vil du dog opnå med det? Så føler jeg, at jeg skal knokle endnu hårdere, og så kommer stressfaktoren op i mig.


56

Så der er mange ting, der påvirker. .. R: Når du får anerkendelsen, så siger du så, at det skaber et nyt pres eller hvad? L: Jeg tror ikke helt på den, og føler jeg skal knokle mere, for at leve op til det, som jeg føler de forventer. Fordi jeg ikke selv har den følelse. Men det er noget, som jeg skal arbejde med, for jeg ved godt, at det er godt nok. (…) R: Vil du føle dig ligeså god til dit arbejde, hvis det ikke blev anerkendt? L: Jah øhmm problemet er, man er lidt dumt at vælge pædagog fag med lavt selvværd, for mange er gode til at sige, at det du gør er forkert. Alle andre faggrupper har ret til at fortælle dig, hvordan du skal gøre dit arbejde, og hvad du gør forkert. EkS. Jeg kunne ikke sige til en elektriker, hvordan han skal gøre sit arbejde, men en elektriker, kan godt sige til mig, hvordan jeg skal opdrage hans barn. De snakker som de har forstand. det er derfor jeg ser det som en udfordring – en måde et udfolde mig selv, og jeg bliver ved. Det er børnene jeg er der for. Vi får nogle hug fra politikere mv. Og samfundet. Og siger vi ”bare” passer børn, men det er ikke så nemt. (…) Du skal sidde til mange møder for at dokumenterer dit arbejde, så er der fokus børn, pop-‐up børn, etc. Det er jo også samfundssynet på os, som er ved at ændre sig, men den er der stadig … øhm at både lærere og pædagoger bare er en lille hygge tjans. Men jeg tror folk ville have godt af, at prøve det. Så tror jeg, ikke vi har det bøvl mere. R: Nu var du lidt inde på det før Lene, at så er du på arbejde, så kommer du hjem hvor du er mor, men er der sådan forskel på private Lene og professionelle Lene? Og hvad er forskellen? L: Jeg bander nok mere, når jeg er privat … haha!. . Jamen altså det. -‐ Det er der, jeg er en meget emotionel person. Og det er noget, som jeg har skulle lære, at sætte en skærm op, når jeg er på arbejde, og ikke lade ungerne brage igennem. Det er nemmere for mig, at være professionel – nu tager jeg på arbejde .. jeg ved hvad jeg skal, jeg ved hvem jeg skal gå til, hvis jeg er i tvivl om noget. !!! ?? mangler?? Når jeg så kommer hjem, så er jeg mange gange bare i tvivl. Jeg er som regel træt. Hvis der er noget jeg er i tvivl om, så må jeg kontakte en veninde. Jeg har meget sort humor, som jeg skal passe på med, når jeg er på arbejde, det er ikke altid, de andre forstår det. Jeg er mere frembrusende, når jeg er mig selv. Mere kontrolleret og behersket på job. Eks. Med Jelling festival. Hvor jeg møder mange af ungerne og forældrene. Der havde jeg svært ved at være privat – og til sidst tænkte jeg, ej nu giver jeg den los. Jeg drak mig i hegnet, og da jeg så kom på arbejde hørte jeg fra folk ”Du var godt nok fuld” JA, men jeg havde fri.! -‐ Det er også det med at lære, at man har fri. Jeg skal lære, at lægge mere fra mig. De problematikker jeg møder, børn der har nogle slemme historier. Når jeg kommer ud i min bil, så er jeg privat. Så jeg ikke tager det med hjem, for ellers går jeg rundt herhjemme, og tænker på det. R: For at beskytte dig selv? L: Ja, begge mine svigerforældre er pædagoger. ”Lene du skal lære at beskytte dig selv, ellers brænder du ud” Sagde min svigerfar. jeg er passioneret, og der skal ske noget. Men jeg kan ikke redde verden, hverken som privat-‐ eller professionel person. Men det fylder da, da jeg kan tage mig selv i at lave en pædagogisk analyse, på mine veninders børn. R: Hvordan løser din arbejdsplads det, når der er meget travle perioder ude ved jer?


57

L: Så ringer de til mig, og får mig på arbejde. Det er som regel sådan. Helle ringer og siger der er sygdom, de har travlt mv. Og spørger, om jeg ikke godt kan komme på arbejde? December måned gik så stærk. Vi rendte til møder og arrangementer. Jeg forstår godt, at lærer og pædagoger hader den måned, for Gud hvor er der meget. Vi har en regel der hedder, at vi må brokke os i fem minutter. (den har vi også hjemme). Vi tager tid, og så kan vi sidde, og komme ud med det hele, og når de minutter er gået, så snakker man ikke mere om det. Så er vi positive -‐ Det gør, at nogle af frustrationerne kommer ud, så man ikke køre i den samme mølle. Det virker for mig. R: Hvad tror du, at din arbejdsgiver sætter pris på ved sine ansatte? L: Hmm … Det er et godt spørgsmål. Øhhmm .. Jamen jeg tror det Helle sætter pris på er, at vu yder det vi kan indenfor de muligheder og rammer vi har. Vi ved jo godt, at hvis der er sygdom, eller en, som skal have fri, så må de andre træde til. Når der er sygdom, ved man godt det ikke er pjæksyge. At vi kommer med konstruktive ting, og bidrager. Jeg kan godt lide, at der ikke er den med ; du er pædagog, du er elev, du er lærer, du er chef – vi ser hinanden som mennesker. Jeg kan også tage pis på Helle og Holm – men ved godt det er mine chefer. Den respekt vi har for hinanden. Jeg kan gå til hende. Hun sætter pris på, at hun har fået skabt det her med, at hun ikke bare er chefen, men er en, som jeg kan gå til. Det er det samme med Holm også. (…) Man er villig til at give og ta’ begge veje. Da jeg var i praktik hjalp de, så jeg er også villig til at give mig i den anden ende. Fordi jeg føler, at man bliver hørt på, og anerkendt. Så har man nogle medarbejdere, som gider at yde. Det tror jeg hun sætter pris på. – Vi er ikke en gruppe der er mundlamme, vi tør godt at sige noget. Det er et meget åbent miljø. Need to know – nice to know. Vi får meget nice to know, og kan sige hvorfor får vi så mange informationer, men så ved vi, at vi ikke kan komme og sige, at det vidste vi ikke. – Det er de nødt til, når vi er to afdelinger slået sammen. Der er tre chefer (Hansen, Holm og Helle.) Hun kan ikke lide at blive kaldet chef ”Bare kald mig Helle.” Vi er en stor familie. R: Så når Helle ringer, føler du ikke, at nu skal jeg også... L: Nej det er okay at sige nej – også tre gange i træk. De ved godt, at det er i sidste øjeblik. Jeg har også sagt i hårde perioder, at jeg måske ikke kan så meget, men prøv at ring, så må vi se. For det er okay at sige nej. -‐ Ellers kan det være, at man kan komme lidt senere eller gå lidt tidligere, jeg har også fået lov til at tage mit barn med. En dag sagde de, ”du tager ham bare med.” Det måtte jeg også i praktikken. R: Så du prøver også at komme med nogle kompromisser. L: ”Du kan bare tage ham med på arbejde” Okay jamen fin nok. Så vi finder en løsning. Vi havde en stor sygdoms periode her i starten med min søn, hvor jeg fik en aftale, (jeg havde som regel fri om morgenen) så vi gjorde, at jeg fik fri i de timer. Så kunne min mand komme hjem kl. 12:00 og tage over. Så vi kunne køre halv halv. (…) Det er fedt med en arbejdsgiver, der siger det er i orden. At vi kan finde det her kompromis. De vidste godt, at jeg ikke kunne gøre noget – vi har begge (min mand og jeg) en arbejdsplads, som vil finde en løsning, -‐ For så er man villig til at give den en ekstra tand. R: Hvordan vil du have det med, at blive tilbudt et arbejde i en anden afdeling, eller få ændret dine arbejdstider? L: Det er jeg jo så vandt til. Jamen øh jeg vil sige, der er ikke så meget vi kan gøre, det er normering, og det afhænger af hvor mange børn du har. Så har vi en overskudsfond, så hvis du ikke har børn nok, så har du en


58

medarbejder, som du skal smide over i puljen. Jeg er glad for, at det ikke er mig, som skal sidde og prikke ud, hvem der skal flyttes af medarbejdere. Det giver jo selvfølgelig noget utryghed, men altså det med at få lavet arbejdstider om, det er vi så vandt til. De er nødt til at lave om, så kommer der en studerende, så ryger man ud, så kommer der en ny arbejdsplan osv. Jeg er så vandt til det, så jeg har en seddel, hvor jeg kan se, hvem jeg er vikar for, og kan gå ind og se det med mine arbejdstider. Men nu også med min aflastning, jeg har haft ham i 4 år. Og de arbejdstider er nok blevet lavet om 6 eller 8 gange. Det er skide irriterende. Vi gik fra at have ham hver anden weekend til 3 timer i ugen. R: Hvad gør det så ved dig, når du i forvejen er stress ramt? L: Det er skide irriterende. For jeg synes der sidder nogen, som forsøger at planlægge mit liv, eller hvad der er bedst for det her barn, som ikke har forstand på det. De har aldrig mødt ham. Det er jo ren økonomi for dem.

På Arbejde ved jeg jo godt, det er sådan det er, for vi skal have det til at gå op. Da jeg startede troede jeg, at jeg skulle være i Nørup, men så blev de nødt til at rykke rundt (…) Der bliver byttet rundt, med medarbejdere. Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at det er frustrerende for nogen af dem. Man har også tildens til ,’hvor skal man være henne.’ Men det er jo sådan spillet er, desværre.” R: Så du indordner dig? L: Ja det er vi nødt til. Det reder ikke noget, at jeg går ind til Helle, for det kan hun ikke bruge til noget. Det er jo enten det, eller at jeg står uden arbejde – det er jo lidt den vi står i. Vi sætter desværre ikke dagsordenen, det er der nogle politikere der gør, som aldrig nogensinde har haft fingrene i det, vi får det vi får at arbejde med, og så må vi få det bedste ud af det. Men det er jo der igen, så er hun ikke chef og siger ”sådan er det bare” men siger, det er desværre sådan vi står. Det er det med kommunikation, så man tager det også bedre. R: Nu er du lidt inde på det her i starten, kan du fortælle hvad det var der dengang gjorde dig stresset? L: Jamen øhhh det er jo…. Det krav der er fra samfundet. Desværre kan du jo ikke tænde for TV-‐et i dag, uden du skal se ud på en bestemt måde. (…) Der er mange, og det hører man jo også, at unge piger går ned med stress og depression inden de er 14 næsten, de skal se ud sådan og sådan og ha’ den make-‐up – lad dem nu være børn ikke. Det er da det der pres fra omverdenen, og jeg tror bare, at vi skal lære at sige pyt! Det er skide svært. Altså det øhhh Jeg tror nogle gange, at man skal lære at sige, det kan godt være, at man har en forventning om og føler at alle andre siger sådan, men man må sige nej det bliver sådan og sådan – for det er sådan jeg kan fungere. Jeg er ved at lære det, dog synes jeg ikke, at jeg er så god til det. Men jeg ved, ellers kan jeg ikke holde til det. Jeg får heller ikke gjort så meget rent længere, som jeg gerne ville – men det er Pyt (…) R: For dig er det både noget i arbejdstiden og udenfor arbejdstiden som stresser? L: Jamen det er jo. Og så igen, fordi jeg har for mange jern i ilden. For jeg vil gerne nå at læse alt det jeg skulle, lave alle de her opgaver, det når jeg ikke, og noget af det gider jeg ikke, det kan jeg ligeså godt være ærlig og sige.


59

Så skal jeg på arbejde, og der skal du også præstere. Det er forskellige areaner og på et eller andet punkt, føler du dig sådan set at du skal være nr. 1 alle steder. Men det er en forventning jeg har til mig selv, men det gør de andre ikke. På arbejde ved de godt, at jeg er studerende, og kan ikke kræve det samme. Så det er forventningen til mig selv, at jeg skal lære at sætte den barriere. Jeg skal ikke have den her (højt) jeg skal have den ned, for jeg kan ikke nå den højt oppe alligevel. Jeg har en fantastisk mand, som ikke sætter krav. Vi får meget pasta og kødsovs, og sådan er det bare. Det er bare sådan det er, for vi skal have det til at fungere. jeg havde mange ideologier omkring hvordan mit barn skal opdrages osv, men nogle ting må bare være nemt, for det skal fungere. Og det må man bare lære. R: Hvordan oplevede du det, at være stresset? L: Det var jo frygtelig. ….Fordi du kan ikke huske noget, dvs. Nogle gange til forelæsning er jeg nødt til at sidde og spille, for jeg kan ikke bare sidde stille og høre på en forelæser, så er tankerne fløjet væk 5 min. Efter. Men vha. Spil hører jeg. (…) Det er også det jeg kan mærke ved at begynde at være meditere, -‐ jeg kunne jo ikke sove om natten heller. Der kørte bare tanker! Der kan jeg mærke med meditation, at der får jeg tomt hovedet – så det hjælper. Eks. Nu kom vi for sent op i morges, i stedet for at stresse, så skrev jeg, vi har sovet over os, og kommer så hurtigt vi kan, og så ta’ det stille og roligt. Det nytter ikke noget, jeg bare jager med ungen, for så bliver han ked af det. Så stille og roligt – Så fik jeg afleveret en dreng som stadig var glad. jeg har prøvet, når jeg har stresset, at så aflevere jeg en unge, som bare skriger, og så får man det skide dårligt med sig selv fordi ’ej hvor er du en dårlig mor.’ Så man må sige sådan er det, og så arbejder vi ud fra det. Jeg er nødt til at skrive alle aftaler ned. Og jeg har stadig svært med at huske, hvad vi har snakket om. (…) Vi laver en uge plan, hvor jeg skriver ned. (…) Det er det der koordinering, der forsvinder lidt, og der tror jeg, at jeg har fået en permanent brist på min hukommelse, jeg har svært ved at huske. Koncentrationen er ikke, hvad den har været. Det må jeg vænne mig til og leve med. (…) R: Dengang du blev diagnosticeret Lene, hvad betød det for dig, at du fik diagnosen fra din læge? L: Jeg brød tudende sammen. Jeg synes det var frygtelig. Jeg havde det sådan, at alle andre blev diagnosticeret, at jamen de kunne jo bare tage sig sammen. Øhhhhh men det er jo det man ikke kan – for så var det jo så nemt, hvis man bare kunne tage sig sammen. I starten fik jeg ikke reflekteret, så fik jeg nogle piller. Jeg fik jo ikke arbejdet med mig selv, du er nødt til at tage dit liv op til revision. Så jeg røg nærmere ned i et hul, og så kom selvtilliden ind i det, det kan jeg heller ikke magte! Stress i dag er jo en folkesygdom, jeg synes det er nærmere nu at sige, end det var for 15 år siden. R: hvordan kan det være, at det er blevet nemmere at sige? L: Det er jo fordi, der er en samfundsændring i det. Der har været en samf. ændring. øhhh jamen vi har det svært nogen gange, hvor der desværre er nogen, som det tilter for. Folk de tager afstand. Nu tør de godt at spørge, ”Hvad gør det ved dig at være stresset og have depressioner.?” Det gjorde man ikke dengang, så trak man sig bare væk.


60

Men der er jo også kommet meget mere fokus på det, jeg tror nogen har haft det, og mange kan genkende det. I starten var jeg mere alene med det, for jeg kendte ikke andre, som havde det, det gør jeg nu. R: Hvad tror du så grunden til at du nu kender flere der har det nu`? Siden der er kommet flere.? L: En af tingene er jo … øhhh det med at være deprimeret. Folk kommer til mig og spørger – for jeg har været igennem rigtig meget. Det med at jeg selv tør sige det, det åbner op. Folk kan se, at jeg godt kan fungere alligevel, så de tør godt komme. Jeg siger det netop højt, så det ikke er tabo og skjult. Samfundet har accepteret, at man reelt kan komme og sige, jeg har faktisk stress, og jeg kan ikke klare det, som jeg har kunne klare. (….) Snak om studiegruppe, som viser forståelse for ansvaret hun ikke magter. Det handler om, at man selv tør åbne op, og selv kan sætte ord på det, for jeg har også en, hvor jeg sagde er du ikke stresset. NEJ, men det var hun så. (…) Vi må prikke til hinanden og sige, har du overvejet at sætte dig ned og trække vejret – det handler om at være ups på hinanden. (..) -‐ Prøv at spørg ind til hvorfor det er, at man gør det, ….. det skal vi blive bedre til, så vi ikke lever i det her egoist samfund. R: Efter du fik diagnosen, foretog du så nogle ændringer? L: NEJ! … det var det jeg ikke gjorde, og det var der, at det gik galt! … og at jeg røg i et endnu større hul. Øhm.. Så når jeg ser tilbage, var der mange ting, jeg skulle ændre. R: Så det var ikke fordi du benægtede? Du handlede bare ikke så meget på det? L: Nej! For jeg anede ikke en kæft. Nå ja … arg jamen det, var jo lige meget. Jeg forsøgte at leve mit liv, som jeg hele tiden havde gjort, …men det kunne jeg ikke. Det var først 2008, …. da jeg virkelig lavede noget ting om. Det kan jeg se, at det er jo det, som har virket. Det er jo også fordi, at jeg fik de her piller, og jeg troede de her piller kunne kurere mig. (…) Det går ikke bare over af sig selv med en anti-‐depressiv pille. Du er nødt til at snakke med nogen om det, og tage dit liv op til revision …. Det gjorde jeg ikke, og det har jeg lært, at jeg skal. Det var også derfor, at jeg kunne tage den i oplevet, okay her er noget, som ikke er, som det skal være. Så jeg fik en mild fremfor en stærk depression. Jeg får stadig medicin, og det er det, som gør jeg kan fungere. (…) Jeg får noget kognitiv terapi, men det er for at få det genopfrisket i hovedet. Igen … jeg er nødt til at se på, hvor mange ild jeg har i jernet. Det er at arbejde med sig selv, er der noget jeg er utilfreds med, hvad kan jeg så gøre for at ændre det, i stedet for at tænke, hvad kan alle andre gøre? … For det var nok den, jeg havde dengang? -‐ Hvad kan alle andre gøre, for at jeg får det godt. .. det er altså ikke sådan man kommer videre. R: Det her med at have fri – hvad vil det sige for dig? L: …… Jamen det kan jeg ikk huske hvad er? Hehe! ….. Jamen jeg synes faktisk næsten ikke jeg har fri – det er det, som der er værst… øhhhmmm for mig hvis det endelig var, det at have fri er, at man har lov til at sove længe, ta’ sin dyne at sætte sig foran tv’et, læse en bog og ikke tage hensyn til nogen! Det har jeg ikke haft i …… 4 år. Såååå, men det er jo også noget, som jeg selv har valgt. Jeg har selv valgt at få børn, aflastningsunge, min mand


61

Jeg har selv valgt alle mine dyr, som også skal passes. Sååå .. det er et valgt jeg selv har taget. men engang i mellem, det eneste tidspunkt jeg vil være single er i eksamens perioden, sætte livet på standby – det kan man ikke med en familie. (….) Da min mand og jeg bare var os to, var vi også mere frie. (…) R: Så fri for dig er hele det der…. J:ÅHH en friweekend kunne bare være fantastisk, hvor man ingen ting skulle. Men nogle gange prøver vi at komme afsted, hvor det bare er os to, hvor man kan sove længe. Men jeg er jo nok heller ikke god til at holde fri – for selv i en weekend, hvor vi siger, nu skal vi ikke planlægge noget, så gør vi det, så der sker alligevel noget. Så forskellen er nok, at man ikke har lavet en aftale. (…) R: Så du savner måske lidt spontanitet? L: Jeg er meget spontan, hvis jeg kan få lov til det. Jeg hader struktur, men jeg er nødt til at indordne mig, for det er strukturen, som fungerer. Det gør spontaniteten ikke.. øøhhhh så JA. (Katter bliver lukket ind og der er postyr)

R: Har du fri når du har fri – nu ved jeg godt, at du definerer fri som lidt noget andet men .. L: NEJ! Det har jeg ikke. Det øhhhh det har jeg ikke. Det er jo også det, hvis vi har arbejdet med noget i skolen, så går du og reflekterer over det, når jeg egentlig burde koncentrere mig omkring min unge. Så nogle gange, når jeg sidder i skolen, så sidder jeg og tænker på min unge, hvis vi har haft en dårlig morgen.. Sååååå … har man været på arbejde, sidder jeg og tænker på det, selvom det burde man ikke … så nej – jeg kører i et for højt gear, og jeg er ikke god til, at lægge tingene fra mig, hvis jeg ikke har fundet en konstruktiv løsning. Men jeg har også udviklet mig meget siden jeg er startet på min uddannelse, for jeg får nogle redskaber, til at se verden med et nyt lys. R: Det er så det sidste spørgsmål – hvilken er den største stress faktor for dig, at have travlt i fritiden, eller at have ligeså travlt på arbejde? L: Jeg tror faktisk det er at have travlt i fritiden. …… Altså at have travlt på arbejde er jeg vant til. Men når du så ikke får koblet af når du har fri, så gør det jo faktisk … øhm at man føler sig lidt mere presset, når man så er på arbejde. Øhmm så jeg tror – så det er jo det med, at jeg ikke giver mig selv lov til at have fri. Men også det med, at vi har lært ikke at skulle så meget i weekenden. For så hadede jeg mandag morgen. Nu har vi lært at sige niks. Nu skal vi noget en weekend i måneden.! Og det har folk været nødt til at acceptere. – det er det, som fungerer for os. Det er mest stressende, at have fri … eller at være presset i fritiden. Men det er jo også en del af, at være børnefamilie. R: Der er mange ting i det, at være børnefamilie.


62

L: Ja der er mange glæder, bekymringer og sorger. (….) afrunding. R: Jeg kunne godt lige have lyst til, at få dig til med korte ord, at beskrive fænomenet stress. Hvordan vil du personligt definere det? L: … Så vil jeg sige som en byld i røven .. Den vokser og vokser og så lige pludselig, så springer den! Øhm …. Det er jo … det er jo frygtelig. .. Men altså .. jeg synes Jeg er virkelig nødt til at lægge fra mig, hvad jeg tror og føler alle andres forventninger er til mig. Og så være lidt egoistisk og sige, okay det kan godt være du har den forventning, men så bliver det bare ikke sådan … og det er jo det der samfundspres der. Men vi kan bare ikke være supermennesker, der er ikke ret mange, som er det.

Bilag 4 Interview med Anders M: Mette (interviewer) A: Anders (Informant) M: Kan du fortælle lidt om, hvordan en typisk uge ser ud for dig? A: Ja… øøh jeg møder ca. mellem kl.8 og kl.9 om mandagen. Der er en masse pligter i form af regnskab om mandagen, det ligger rimelig fast. Så har jeg fri ved en 16-‐ 17’en tiden og sådan er det egentlig mandag til fredag med arbejde. Og så resten, nogengange træner jeg eller er sammen med min kæreste. Engang imellem ser jeg min venner. Sådan meget standard. Hidtil har jeg arbejdet rigtig meget i weekenderne, men nu har jeg fri de fleeeste weekender, så der hygger jeg med min kæreste eller mine venner, eller ser en del fodbold. M: Hvad betyder dit arbejde for dig? A: Det giver mig en tryghed, i form af en fast indkomst. Det giver nogle udfordringer og nogle bekymringer, men jeg synes det er … jeg kan godt lide at man gør noget, man er god til. Så når man synes man er bagefter, så er det lidt en ”fiasko”, om man så må sige. Men… Ja, det er sådan nogenlunde det.. M: Hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge dit arbejde? A: Øhh… Jeg sprang fra noget andet for at få mit nuværende arbejde. Jeg tænkte det var... Ja, altså det andet job var i København, så det har var mere fast for mig efterfølgde at arbejde i den by man bor i… og så trængte jeg til nye udforinger, jeg var kørt træt i det andet job. Det her var en spændende stilling, som jeg gerne ville prøve af. M: -‐lever det op til de ønsker? A: Ja, på nogen punkter gør det, synes jeg. Jeg synes, der er rigtig meget arbejdepres, rigtig mange deadlines og der er rigtig mange hårde ting, jeg ikke havde regnet med at jeg skulle tage mig af, som jeg har taget mig af. Men jeg synes det er lever nogenlunde op til det. M: Hvad betyder det for dig, at du er god til dit arbejde? A: Det betyder meget for mig. Det giver en masse selvtillid og en selvtilfredsstillelse.. og så ved jeg også, at ejeren af stedet er tilfreds, når jeg gør det godt. Så er jeg også mere glad når jeg er god til mit arbejde. Det påvirker også min familie, kæreste, venner osv. Man har mere overskud, når man synes man gør det godt. M: Ville du føle dig lige så god til dit arbejde, hvis det ikke blev anerkendt? A: Øhhh.. Naej. Ikke nødvendigvis. Det er lidt svært, fordi hvis det ikke bliver anerkendt overhovedet, ville jeg synes det var rigtig svært. Jeg vil gerne anerkendes lidt mere, men dét at jeg ikke bliver anerkendt så ofte, gør også, at jeg stræber efter mere. Det gør også bare, at man føler, man gør sin chef tilfreds. Det kan godt være lidt svært nogengange. Men klart synes jeg, anerkendelse er rigtig


63

vigtig. Jeg ville nok ikke synes, jeg var lige så god, hvis jeg ikke fik anerkendelse. Det kan godt motivere mig. M: Er der forskel på private “dig” og professionelle “dig”?

A: Ja det synes jeg. Hmm..

M: -‐hvad er forskellen? A. Der er selvfølgelig mange ligheder også, men jeg synes, at jeg føler mig mindre pligtopfylende og lidt mindre ”på” i det private.. og tænker mindre på at udstråle at jeg er trofast, når jeg er derhjemme. Trofast er nok ikke det rigtige ord. Jeg vil gerne vise, jeg er pålidelig og har en god arbejdsmoral, når jeg er på arbejde. Det er nok forskellen. Der er pres på professionelle Anders og hjemme er der mindre pres på. Derhjemme er det mere loose og hyggeligt. Jeg skal ikke leve op til de samme forventninger hjemme, som jeg skal overfor min arbejdsgiver. M: Hvordan løser din arbejdsplads det, når der er travle perioder? A: Så forventer arbejdpladsen, at jeg og de andre fuldtidsansatte arbejder mere eller vi hiver flere folk på arbejde, men typisk forventer de at man arbejder mere. Altså de fuldtidsansatte. M: Nu kan man jo sige, at du er en del af ledelsen. Hvordan løser du det som leder, hvis I har tralvlt? A: Jeg er måske heller ikke helt så god til ikke at trække på de fuldtidsansatte. Jeg kan godt hive flere folk på arbejde, men hidtil har det været sådan meget hvor jeg selv gik forest.. Jeg følte mig tvunget til at gå forest som det gode eksempel, da vi fik en ny souschef. Jeg følte mig tvunget til at være der mere og blive ”kaldt mere ind”, for at vise ham hvordan man skal gøre. Ejeren er selv dernede rigtig meget, hvilket også presser mig. Han er der fanme næsten fra åben til luk, selvom han ikke laver det store, men det lægger også pres på mig. Dem der har været der lang tid, de er som regel dygtigere, så jeg forventer at de der er der meget, de tager en ekstra skalle. Det er penge på bundlinjen. M: Hvad tror du, din arbejdsgiver sætter pris på ved sine ansatte? A: Helt klart arbejdssomhed, målrettethed. Jeg tror, det er meget vigtigt at man er fokuseret på arbejdet, at man er dygtig, at man er viser meget integritet til stedet, også når man ikke er på arbejde. Man skal også viser det udadtil, at man godt kan lide at være der, eller når man er på vej på arbejde ved at hjælpe med at hype stedet. M: Hvordan ville du have det med, at få tilbudt et job i en anden afdeling eller få ændret dine arbejdstider? A: Det har jeg ikke lyst til. Jeg har fået ændret rimelig meget derinde i forvejen. Det er rigtig svært for mig. Jeg tror, jeg er meget konservativ anlagt, så det at ting bliver ændret for meget rundt omkring mig, det gør at jeg bliver forvirret og lille smule stresset.. Kan jeg mærke. Der er mange nye ting, jeg skal forholde mig til. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg vil gerne have faste ramme og så arbejde ud fra det. Og hvis det ikke fungerer, må man sevlfølgelig ændre det lidt. Jeg synes, jeg har fundet min plads nu, hvor jeg kan have et nogenlunde normalt liv uden at være alt for presset. M: Så I har ændret i tingene derinde, mens du har været ansat? A: Ja, Vi ændrede det også dengang til sådan som det er nu, fordi det var for hårdt for mig. Det er stadig hårdt og det er stadig stressende, men det er blevet bedre for mig. Min rolle har været det samme hele tiden, men mine ansvarsområder er blevet ændret meget. Jeg har haft alt for mange, og så blev der fjernet lidt igen. M: Kan du fortælle lidt om, hvad der dengang gjorde dig stresset? A: Øhhh.. Det var nok alle de forventninger og det med at… det var aldrig godt nok. Om man havde lavet x antal tusind, så ville man altid have mere. Og det var så kæmpe stort det man skulle tage sig af, der var så mange ting og så mange mennesker man skulle tage sig af og motivere, i forskellige afdelinger. Og at det hele havde sejlet inden jeg kom. Der var blevet lagt meget over på en, uden at man havde noget hjælp, til at … ja, det gjorde mig vildt stresset. Jeg kunne også mærke, at selvom jeg havde mange års erfaring indenfor faget, så tog det lang tid at komme ind i det. Der var som om, at det blev forventet at det skulle gå hurtigere. Det stressede mig også meget. Og så var der en i ledelsen eller en af de managers vi havde derinde som ikke levede op til tingene, lidt modarbejdede det hele, det synes jeg gjorde jobbet mere besværligt. Det var en, jeg syntes var dygtig og jeg gerne


64

ville beholde hende, men hun modarbejdede alt hvad vi fremlagde. Det var vildt stressende. Jeg skulle træde i karakter og fyre hende, selvom jeg gerne ville beholde hende på stedet. Men jeg var ny og ydmyg overfor opgaven. Min egne holdninger og meninger er først kommet senere, hvor jeg har lært stedet at kende. Det var også svært for mig at gå…. Eller det var ikke svært, men det var anderledes at skulle gå fra at være timelønnet menig til at være chef. M: (Var der noget udenfor arbejdstiden der stressede dig?) A: Jahh. Altså… man kan sige, at det stressede mig at man til tider arbejdede så meget, at man ikke havde tid til lave så meget andet udenfor arbejdstiden, som jeg gerne ville. Jeg kunne mærke, at jeg ikke huskede ikke så godt og jeg var ustruktureret. Det at komme ud at løbe eller ned at træne, som normalt virker afstressende for mig, det var svært, jeg kunne mærke at jeg ikke var ordentlig tilstede overfor min kæreste. Hovedet var mange andre steder. Selvom jeg var hjemme, så ringede min telefon. Det var meget stressende. Jeg var ikke 100 procent til stede, fordi jeg havde arbejdet med hjem. Det var arbejdet der stessede mig. M: Hvordan oplevede du det at være stresset? A: Det var vildt ubehageligt. Trykken for brystet, det var som om tingene smagte ikke som de skulle, eller plejde at gøre, jeg havde ikke så meget lyst til at lave mad, eller se film som jeg normalt elskede, tingene var mindre lækre. Det var også sådan, ja.. jeg var bare sådan træt og ødelagt og havde intet overskud. M: Hvad betød det for dig, at du fik diagnosen “stress” af din læge? A: Det var faktisk et eller andet sted en lettelse, for jeg tror godt, jeg var klar over at jeg var stresset. Men jeg ville helst ikke være ved det, at man har et problem. Men da jeg fik det at vide -‐ det var bare en rigtig god måde jeg fik det at vide på, jeg fik lavet to forskellige tests og snakkede med lægen bagefter. Udfra det jeg fortalte ham, så kunne han se jeg var stresset. Han var rigtig forstående og rar at snakke om det med. Det blev et vendepunkt for mig. Nu skulle jeg arbejde med det. Nu skulle jeg blive bedre. Det var lidt en forklaring for mig, ”derfor har jeg det sådan”, ”derfor lever jeg ikke op til mine egne forventinger” osv.. Også overfor andre, det er fordi jeg er stresset. Der var bare lidt en forklaring. Det betød, at man kunne begynde at arbejde sig ud af det. Jeg har altid kunnet arbejde mig ud af alting, men lige dét her, havde jeg vildt svært ved at lave om og gøre noget ved. Det var ikke så overskueligt som så mange andre ting. M: Hvilke ændringer foretog du, efter du havde fået diagnosen? A: Jamen jeg begyndte at dyrke motion igen og jeg blev ... bare det jeg blev klar over det, gjorde at jeg tænkte anderledes. Jeg sagde også til min arbejdsgiver, at jeg blev nødt til at finde en fast og god løsning, så jeg kunne arbejde mere normalt. Så jeg fik nogle nye arbejdstider, fortalte min kæreste det, hvilket også hjalp så jeg ikke var alene og hun også forstod det. Tror det var det. Jeg fik ændret mine arbejdstider…. Nej, det passer faktisk ikke. Jeg begyndte at arbejde mindre, jeg fik fjernet mine weekendvagter.. det gode ved jobbet er, at det ikke er et præcist 8-‐16 job. Det kan man selv bestemme. Da man skulle nå det hele, blev det så bare til en negativ ting, fordi man tit var der fra 9-‐19, fordi der hele blev lidt ”flydende”. M: Hvad vil det sige for dig, at have fri? A: Det vil bl.a. sige, at man ikke har de samme forpligtigelser, til at leve op til en masse ting på arbejdet. Er man hjemme, kan man være sig selv -‐ hvis ens telefon ikke ringer, griner. Det vil sige at være fri til selv at bestemme hvad man gerne vil. Lidt mere hygge, lidt mere pleje sig selv, hvor man på arbejdet hamrer igennem og kommer til resultater, det eneste resultat man skal opnå derhjemme er at være noget for sig selv og ens kæreste. Man kan gøre det man har lyst til. M: Har du fri når du har fri? A: Hmm.. da jeg havde stress, havde jeg overhovedet ikke, nu er det blevet bedre, men der er stadig mange ting jeg skal tænke over og skrive ned. og telefonen ringer. Helt fri har jeg nok ikke. M: Hvilken er den største stressfaktor for dig: at have travlt i fritiden eller at have (ligeså) travlt på arbejdet? A: Klart mest stressende for mig at have travlt på arbejde. Fordi når jeg har travlt i fritiden, så er det noget jeg vælger. Fritid er sådan forholdvis fri, hvis jeg vil gå til håndbold, så gør jeg det, men jeg har


65

altid bare sige det fra igen. Arbejde føler jeg ikke, at jeg på samme måde kan sige fra. Bl.a. fordi jeg er forholdsvis tryghedsnarkoman. Jeg kan godt lide at have en fast indkomst og.. det ville stresse mig helt vildt hvis jeg ikke havde et arbejde. Det er klart, det stress der følger med arbejde det gør stresser mig mest. Jeg tror, jeg ville havde der værre med, ikke at have et arbejde. Det villle stresse mig meget.

Bilag 5 Interview med Inga M: Mette (Interviewer) I: Inga (Informant) M: Kan du fortælle lidt om, hvordan en typisk uge ser ud for dig? I: Ja, det kan jeg da. Jeg skal tidligt op og have sendt børnene i skole. Så skal jeg møde kl.07.00 på sygehuset til kl.15.00.. og så skal jeg hjem og hente børn og handle ind og lave aftensmad og smøre madpakker. Rydde op og hvad der ellers er af praktiske ting. Min mand arbejder udenbys, han er kun hjemme i weekenderne. M: Hvad betyder dit arbejde for dig? I: Det betyder rigtig meget. Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Og når man er i gang så tænker man ikke så meget, fordi man løser opgaver hele tiden. Og det er en god fornemmelse. Så føler man, at man kan bruges til noget. M: Hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge dit arbejde? I: Det kan jeg ikke rigtig huske. Hmm. Det ved jeg ikke.. M: Kan du fx huske hvad du lagde vægt på og hvad der var vigtigt for dig? I: Altså, jeg har altid gerne ville arbejde på et sygehus. Helst som sygeplejerske. Jeg ville gerne have mange udfordringer. Gennem årene har jeg været i mange forskellige afdelinger, hvor fødegangen var mit sted de sidste mange år. Man lærer virkelig noget. Det er meget forskelligt, alt efter hvilken afdeling du er i -‐ om det er med ældre eller nyfødte. Jeg kan huske, at det helst skulle være noget akut. Ikke noget alt for fast, jeg kan godt lide den der vekselvirkning, med når der sker noget pludseligt og du ved hvad du skal gøre. M: -‐lever det op til de ønsker? I: Ja, det synes jeg. M: Hvad betyder det for dig, at du er god til dit arbejde? I: Det betyder rigtig meget. Det betyder sådan set alt. Det giver mig selvtillid gennem mit arbejde, fordi man får anerkendelse. M: Ville du føle dig lige så god til dit arbejde, hvis det ikke blev anerkendt? I: Nej, det tror jeg ikke, jeg ville. Jeg ville føle, jeg havde gjort det mindre godt uden anerkendelse. Når man får af vide, at man klare en ting godt, så føler man sig anerkendt, også selvom man godt selv ved det. Det er fedt, når der er nogen der siger det.


66

M: Så det er anerkendelse fra kollegerne, du mener? I: Ja, det er det. M: Er der forskel på private “dig” og professionelle “dig”? I: Ja, stor forskel. M: -‐hvad er forskellen? I: Når jeg er på arbejde, så er jeg på arbejde. Så giver jeg mig selv 110 procent. Når jeg er privat, så … ja…. Så er jeg ikke 110 procent.. så er jeg også den sure, der skælder ud… når børnene ikke har ryddet op og de smider ting jeg falder over osv.. vasketøjet hober sig op. Der er jeg mere afslappet og måske mere praktisk. Man kan jo ikke tilllade sig at skælde ud på patienterne, ligesom man gør med sine børn. M: Hvordan løser din arbejdsplads det, når der er travle perioder? I: I ekstreme tilfælde, bliver der kaldt ekstra personale ind. Det er meget vekselvirkning på en fødegang, der kan være en der skal føde når du møder og indenfor en time står der 7 mere med veer. Så det er meget forskelligt. Men hvis det hele brænder sammen, så ringer man rundt og kalder ekstra ind. M: Kunne man forestille sig, at I også skulle blive længere? I: Ja, sagtens. Det forventes der. Man kan jo ikke gå midt i en fødsel. M: Hvad tror du, din arbejdsgiver sætter pris på ved sine ansatte? I: At man er god til det man laver… og man ved hvad man gør.. og de kan stole på en…. M: Hvordan ville du have det med, at få tilbudt et job i en anden afdeling eller få ændret dine arbejdstider? I: hmm.. altså… M: Vi kan gode dele spørgsmålet op, så du først svarer på det med at skifte afdeling og så bagefter det med arbejdstiderne….? I: Altså.. der hvor jeg er nu, vil jeg helst blive. Men jeg har også været rigtig glad for nogle af de andre afdelinger. Dem ville jeg jeg ikke have noget i mod at komme tilbage til. Der er nogle afdelinger som jeg ikke er så vilde med, det skal helst være nogle med lidt handling og udfordninger. Det kommer an på, hvor jeg blev rykket hen. Hmm.. mine arbejdetider, det gør ikke noget for mig men det skal jo også passe med børnene og det derhjemme. Hvis jeg ikke kan få børnene passet, kan det jo ikke nytte noget. Det ville gøre det noget sværere. M: Men det ville ikke nødvendigvis være en begrænsning? I: Nej. M: Kan du fortælle lidt om, hvad der dengang gjorde dig stresset?


67

I: Jaaaaa…. Det var nok mit privatliv, har jeg fundet ud af bagefter. Fordi vi skulle flytte, og vi kunne ikke få solgt vores hus. Og min mand arbejdede på sjælland. Og jeg havde selv et fuldtidsjob., og så… hmm… gik det hele i hårknude. Mildest talt. Vores privatliv. Men jeg vidste ikke, at det var privatlivet dengang. Slet ikke. Jeg tænkte faktisk slet ikke ovet, at jeg var stresset, før jeg begyndte at få symptomer. Jeg fik hovedpine hele tiden og lige pludselig kunne jeg ikke mærke mine miderste fingre på venste hånd. Så kunne jeg ikke skrive mit eget navn -‐ der manglede bogstever. Så jeg blev indlagt til udredning, fordi de troede jeg havde en svulst på hjernen. Der var også synsforstyrrelser. Men man fandt ikke noget. Så skulle jeg skrive min dagligdag ned, fra morgen til aften, og sådan noget. Og så sagde de at det ikke hængte sammen, det skulle der laves om på. Der var for meget pres på. Jeg tror bare, at det var alt det med at have ansvar for alting, hvis jeg havde syge børn, og mad og alt det der skulle ske. Det var stressende. M: (Var der noget udenfor arbejdstiden der stressede dig?) I: Det var udelukkende privat. Fordi vi kunne ikke komme af med huset. M: (nu nævnte du før, at du havde hovedpine og ikke kunne mærke dine miderste fingre) Hvordan oplevede du det (ellers) at være stresset? I: Jamen jeg oplevede det som noget fysisk. Jeg havde ikke et sekund tænkt på stress. Jeg tænkte bare, jeg kan ikke være syg nu, det er der ikke tid til. Så fik jeg også synsforstyrrelserne, jeg så dobbelt. Øhh… og der havde jeg nogle søde kollegaer, der sendte mig afsted til læge. Det var fysiske symptomer, jeg var selvfølgelig også ked af det. Men jeg tænkte mere på at løse det. M: Hvad betød det for dig, at du fik diagnosen “stress” af din læge? I: Det føltes skamfuldt. At jeg ikke fejlet noget udfra undersøgelerne. Jeg havde bare holdt dem for nar. M. Men det var jo en helt reel diagnose? I: Ja det ved jeg godt. Men jeg syntes det var flovt. Det var nemmere at have brækket en arm eller noget andet konkret. Jeg manglede noget konkret, det at være stresset var ikke særlig konkret, det kan alle sige de har. Jeg var bange for folk ikke ville tro på det. M: Hvilke ændringer foretog du, efter du havde fået diagnosen? I: Efter jeg havde tudet i en halv dag, så snakkede jeg med en læge om hvad jeg skulle gøre og han sagde at jeg skulle lave en plan over min dag og så skære alting væk, alt det der kunne skæres væk. Og så…….. M: gjorde du så det? I: Ja, det gjorde jeg. Jeg talte også med min mand om at vi skulle ændre noget. Han skulle tage vasketøjet og handle ind. M: Hvad vil det sige for dig, at have fri? I: At have fri?.. Fri fra arbejde eller for daglige pligter? M: Det er det jeg spørger dig om?


68

I: Har en husmor nogensinde fri? Der er altid noget man kan lave eller nogen der er sultne. Men fri fra arbejde føles nok som fri. Man er bare uofficielt på derhjemme. M: Har du fri når du har fri? I: Nej… fordi det forpligter at have børn også selvom de er store, så skal man jo alligevel være der og sørge for en masse ting. Jeg føler mig ikke bundet, jeg tænker bare over de ting jeg skal nå. M: Hvilken er den største stressfaktor for dig: at have travlt i fritiden eller at have (ligeså) travlt på arbejdet? I: Det ved jeg ikke. Jeg tror hellere, jeg vil have travlt på arbejdet. Der er mere naturligt. Der ved man jo, at det er en mulighed. På arbejdet bliver man også anerkendt for de ting man løser. Det gør man ikke på samme måde for de ting man laver derhjemme.

Bilag 6 Interview med Jakob T: Tina (Interviewer) J: Jakob (Informant) T: Først, hvornår blev du diagnosticeret med stress og hvor lang tid var du sygemeldt? J: Det var i august 2014 og jeg var ikke sygemeldt. T: Okay, Kan du fortælle lidt om, hvordan en typisk uge ser ud for dig? J: Det kan jeg da. Det vil.. ehmm.. Det viiil, det er nok fem, fem arbejdsdage gennemsnit, hvor jeg møder klokken.. øhh... klokken.. mellem 9 og 10 og har fri midnat plus/minus.. Vil det være. T: Ja. Og hvad betyder dit arbejde for dig? J: Hmm.. Det betyder meget T: Kan du uddybde det? J: Ja, øhh.. Det betyder meget, fordi det er det, der interesserer mig. Hmm, det er det, jeg brænder for at lave. Ellers så brugte man jo heller ikke 60 timer + om ugen på det. Ehmm.. Og så synes jeg, at jeg laver det, jeg er god til. Og håber, at man gør en forskel. T: Og hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge dit arbejde? J: Arbejdspladsen? Eller min uddannelse? T: Selve arbejdspladsen. J: Øhm, jamen, det var fordi, det var et godt sted og det.. Øhh.. Jamen, der skulle være rigtig meget styr på det. Ehmm.. Jamen, et af de bedste hoteller i Danmark. Ehmm, og så op at prøve noget nyt og så skulle der være mega travlt. Så var der mega travlt deroppe. Så det var, ja.. Hårdt at komme op om morgenen -‐få nogle tæsk og blive bedre. For at se, hvad det var. Om det var noget.


69

T: Og levede det så op til dine ønsker?

J: Øhm.. Både og.. Det er jo aldrig, som man lige tror, det er. Ehmm, der var da nogle gode sider, men der var også nogle ting, der måske ikke lige var, som jeg havde regnet med. Men øhh, ja.. T: Kan du uddybe det lidt mere? J: Ehmm.. Ehmm.. Jamen, f.eks. det var nok nogle af dem, som stod for det. Cheferne, som ikke øhh.. Lige ehm.. Og så var der nok også en lidt hårdere tone, end man, end man lige havde regnet med. Flere arbejdstider. Ehmm.. Ja.

T: Hvad betyder det så for dig, at du er god til dit arbejde?

J: Jamen, det betyder meget. Øhh.. Øhh... Jamen, det betyder jo alt. Ellers så gad jeg jo ikke at gøre det. Så kunne det jo være ligegyldigt altså. Så kunne man stå og tjene de samme penge ved at stå og lave et eller andet, der øhh.. Man måske ikke skulle bruge knoppen så meget eller arbejde så mange timer. Øhh.. T: Men ville du føle, at du var lige så god til dit arbejde, hvis det ikke blev anerkendt? J: Hmmm, Nej, fordi så gjorde jeg det heller ikke. Hvis man ikke.. øhh.. Hvis man ikke fik det klap på skulderen og det hele tiden.. Og rosen og takken. Så tror jeg ikke, at man stod der i alle de timer, eller det gjorde man ikke. T: Er der.. Er der så forskel på private “Jakob” og professionelle “Jakob”? J: Jaa... T: Hvad vil du sige, at forskellen er i store træk? J: Hmm.. Det kan være.. Ehmm.. Derhjemme er jeg nok ikke så struktureret med alting. Ehmm.. Kan jeg godt bare.. Ehm, så tager jeg det som det kommer. Øhmm.. Det er jeg sgu ikke på arbejde. Der skal det gerne være sådan rimelig lige efter bogen oooog.. Styr på det ellers så, så synes jeg godt, at man kan blive hyret lidt ud af den. T: Og på din arbejdsplads -‐ hvordan løste I så de travle perioder? J: Jamen, det gjorde man ikke rigtig. Øhh.. Det helt vilde. Man snakkede en lille smule om det og så var der ikke mere oog.. Det var der ikke tid til jo... T: Men hvad blev der forventet af jer, når der var travlt? J: At vi bare kløede på. Ehmm.. Var der og gjorde det, jo altså.. Ehmm.. Jamen, det ved jeg sgu ikke lige, hvad man skal.. Øhh.. Jamen, at vi gav den gas, uden oog.. Uden at brokke sig, eller, ja.. T: Men hvad tror du så, din arbejdsgiver sætter pris på ved sine ansatte?


70

J: Jamen, at man leverede den høje kvalitet, som der skulle blive lavet.. Bliver lavet! Ehmm.. Og at man når de tal, som der bliver stræbet efter. T: Kan du fortælle lidt om, hvad der dengang gjorde dig stresset? J: Ehmm, det var flere ting. Det vaaar, det var jo sæsonarbejde. Så jeg var jo taget væk fra mine vante omgivelser til at starte med. Så var det jo... over 200 arbejdstimer om øhh, godt og vel. Noget over 200 arbejdstimer om måneden, der gjorde det. Og så at man ikke kunne falde til ro, når man kom hjem, da man ikke var hjemme. Ja, så man kørte hele tiden på højtryk, tror jeg.. Og så stressniveauet – stressniveauet når man var på arbejde. T: Var der så også noget udenfor arbejdet, der stressede dig? J: Der var ikke noget, jeg skulle nå. Men det var jo bare stressende altså, da jeg ikke var hjemme. Det var jo ligesom en ferie, når jeg havde fri. Hvis man kan sige det uden og.. Uden det var en ferie, og uden at man kunne slappe 100 af. Ja, ehmm.. Jeg ved sgu ikke lige.. T: Hvordan oplevede du det at være stresset? J: Med symptomer eller hvad? T: Ja.. Hvordan havde du det med at være stresset? Var der f,eks. ting der ændrede sig? J: Jeg ved sgu ikke lige.. Ehmm.. Det gjorde, at jeg begyndte at stamme helt vildt meget, når jeg kom ud i pressede situationer. Øhmm.. Hukommelsestab/svigt. Dårlig hukommelse. Øhh.. Søvnløse nætter og at man overhovedet ikke kunne koble fra oven i hovedet. At man stadigvæk stod og lavede mad, når man sov indeni hovedet. T: Hvad betød det så for dig, at du fik diagnosen “stress” af din læge? J: Jeg var jo godt klar over, hvad det var inden, altså.. Inden jeg tog derned. Så det var jo bare egentligtaget.. Jeg ved sgu ikke lige.. Jeg vidste jo godt, at det var det. T: Hvad vil det sige for dig, at have fri? J: En fridag, eller? T: Ja, hvad laver du, når du har fri? J: Jamen, så slapper jeg af. Ehmm... Ser fjernsyn, sover længe, Ehmm.. Er sammen med de personer, jeg godt kan lide. Familie, venner, kæreste. T: Men har du så fri, når du har fri? J: Det øhhh.. Kunne jeg jo ikke der, på mit tidligere arbejde. Men det kan jeg jo så nu. Så slapper jeg af. T: Bliver det aldrig krævet af dig, at du skal noget udover din arbejdstid? J: Jo... T: Hvad kunne det f.eks. være?


71

J: Det kunne være øhh.. caviarsmagning f.eks.. Øhh.. udenfor min arbejdsdag, hvor vi skal gå ned og gøre os kloge på det. Ud og.. Ud og til romsmagninger og se hvordan man producerer det og se, om man kunne blive lidt klogere på det også. Menusmagninger, fremstillinger af nye retter, og ja.. T: Hvilken er den største stressfaktor for dig: at have travlt i fritiden eller at have (ligeså) travlt på arbejdet? J: Ehmm.. Jeg synes aldrig, at jeg får travlt i min fritid. Jeg lader bare være med at booke mig mere op, end, end hvad jeg lige har lyst til., så der altid er nogle timer om dagen, hvor man ikke skal noget. På arbejdet der bestemmer man ikke helt selv tiden. Så man kan ikke altid selv lige styre slagets gang der. T: Kan du sige noget mere om det? J: Med arbejdet? T: Ja.. J: Ja.. Øhh... Man kan jo ikke styre, hvor mange gæster, der kommer ind i en restaurant, eller hvor mange der er på arbejde. Eller hvor mange, der er holdt. Så skal man jo arbejde for nogle flere.. Flere timer og øhh.. Mindre pauser og at man skal arbejde hurtigere.

Bilag 7 Interview med Per T: Tina (Interviewer) P: Per (Informant) T: Kan du fortælle lidt om, hvordan en typisk uge ser ud for dig? P: Jamen, øøhhh. En typisk uge, det er jo... Det er en uge med mange timer, ikke også? Hvor jeg møder tidligt og går sent hjem. En gennemsnitlig arbejdsdag, den er måske på sådan en 10-‐12 timer. Ehmm.. Og det er, det er, sommetider også, at jeg har både lidt timer i weekenden og lidt i, ja lidt på helligdage osv.. Så det er, det er en travl uge, jeg altid har. T: Hvad betyder dit arbejde for dig? P: Jamen, mit arbejde, det har jo altid betydet rigtig meget for mig, ikke også? Det der med at være en del af det, der sker på en arbejdsplads og sådan noget. Og være med til at.. Øhh.. at få nogle ting til at ske og få nogle ting til at vende sig.. Mit arbejde det har altid betydet rigtig meget. Jeg har altid været meget passioneret, synes jeg selv, omkring de ting, jeg har lavet for.. øhh.. på jobbet. T: Hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge dit arbejde? P: Jamen, øhh.. Der gjorde mig faktisk ikke så mange tanker. Jeg tror mere, at det var sådan tilfældighederne, at jeg fandt det job. Som at, øhh, jeg bare rigtig godt kunne lide. Det var heldigt bare at finde rigtig tidligt i mit liv, ikke også? Altså.. Altså det er jo, det var jo allerede da jeg var næsten 15-‐16 år, det kan jeg jo ikke en gang rigtig huske mere. Men der startede jeg jo oppe ved noget i Viborg, ikke også? Hvor jeg kom til at arbejde med de her ting og det har altid fascineret mig det der med at udvikle produkter og arbejde med instore og markedsføring og sådan


72

noget, så jeg var faktisk bare heldig lige fra starten af at finde, øhh.. det job, som jeg synes oooog, og skulle være.. Skulle jeg vælge noget nyt, øhh.. en dag igen, når jeg står ved Sankt Peter, så ville det nok blive det samme igen, tror jeg. T: Så på den måde lever det vel op til dine ønsker? P: Det gør det, ja. Det gør det! T: Hvad betyder det så for dig, at du er god til dit arbejde? P: Jamen, øhh.. Det betyder jo alt, fordi altså, hvis... Det betyder jo alt, at man ligesom, hvis man vil være med til at gøre noget på en arbejdsplads, være med til og.. og føre den frem og få den til at booste, jamen, så betyder, så betyder, det jo rigtig meget, at man, øhh, man er god til sit arbejde ooog, og man er, og man vil det bedste.. Man hele tiden vil det bedste, ikke også? Det er jo ligesom.. Det, det, det tror jeg, det, det betyder faktisk rigtig meget for mig, at man er god til sit arbejde. Jeg har altid sagt, at den dag, jeg føler, at jeg ikke kan gøre det, der SKAL gøres i en virksomhed, der øhm, jamen, så vil jeg stoppe! Fordi jeg vil slet ikke leve med, ikke at kunne gøre mit arbejde godt nok.

T: Men ville du føle dig lige så god til dit arbejde, hvis det ikke blev anerkendt? P: Nej! Naaarh, jeg har brug for anerkendelse i jobbet til de ting, jeg laver. Det tror jeg, øhh.. det tror jeg de fleste, der sidder i sådan en stilling som jeg har. Der har man brug for en vis form for anerkendelse, har man ikke anerkendelse, så tror jeg, så tro jeg ikke, at jeg ville være ligeså god til mit job. Det har man, det tror jeg, at man har brug for. Jeg har i hvert fald. T: Er der forskel på private “Per” og professionelle “Per”? P: Øøøh.... Jo, det er der nok på en vis.. Det er der nok på en vis måde, ikke også? Fordi at, øhh, altså.. Altså, meget af det energi jeg har, den bliver jo også brændt af på arbejdet, ikke også? Så på en eller anden måde, sååå, så bliver hjemmet, øhh, der, hvor man ligesooom, er lidt udenfor, lidt slapper af og, og det der med at.. øhh, altså jeg snakker jo med rigtig mange mennesker på min hverdag i jobbet, ikke også? Altså, det er jo en del af mit job og det må jeg sige, det .. Venner og sådan noget, det har jo så været på bekostning af, de har været på bekostning af, dem har vi ikke så mange af, fordi jeg altid har, har måske haft nok i jobbet og.. Og haft snakken der hver dag med alle de her mennesker her, så.. Så der er da forskel på den private Per og den, og den Per på jobbet – det er der da. T: Så man kan godt sige, at du kobler af, når du har fri, for at lade op til dit arbejde? P: Ja, det kan man godt sige. T: Hvordan løser din arbejdsplads det, når der er travle perioder? P: Jamen, altså.. Jamen, det, det, altså, det er, at man bliver nødt til at træde sammen som et team, ikke også? Vi er jo ikke så mange og så bliver man nødt til at træde op.. Ehm, træde i karakter som et team og prøve at få tingene eller i hvert fald få uddellegeret de opgaver til dem, man synes, der er bedst til at løse dem og så løfte de der.. Hvad skal man sige? Hvor der er, hvor der virkelig er travlt og så løfte i flok, ikke også? Fordi der er jo ikke en mand, der kan, der kan, der kan gøre det i en virksomhed. Det kræver jo virkelig et team, ikke også? Det er, det er det, vi prøver at få etableret, hver gang vi render ind i de perioder her. At få uddellegeret og få sat teamet i stand.


73

T: Hvad sætter du pris på ved dine ansatte? P: Jamen, øhh.. Jeg sætter jo, jamen altså, jamen jeg har jo nok også, jeg har måske den der fejl, at jeg, jeg, måske synes, at, øhh, personalet de skulle arbejde lige så mange timer, som, som jeg gør og sådan. Det ved jeg godt, at de ikke kan. Men det jeg sætter pris på, det er, at de er der og de passer deres arbejde, ligesom får gjort tingene. Øhh, Og får udfyldt deres dag med de ting, der er nødvendigt at få den udfyldt med.. Ligesom, at man, man, at man lever op til de forpligtelser, man har overfor kunder og leverandører. Det er i hvert fald vigtigt for mig, at man ligesom gør det. Og det er, øhh.. Det er meget nødvendigt, vil jeg sige, øhm.. At øhh, at øhh, at mine kollegaer, de har den tilgang til jobbet. T: Hvordan ville du have det med, at arbejde i en anden afdeling, nu er der selvfølgelig ikke som sådan afdelinger i din virksomhed, men lad os sige, at det så betød, at du skulle til udlandet? P: Jaaa, altså.. Øhh, jamen, det ved jeg ikke. Altså det tror jeg, altså personligt, ville jeg jo ikke, øhh, personligt ville jeg jo ikke synes, at det var det, der gjorde det. Men det er jo sådan mere familiemæssigt, at jeg tænker på, at, øhh.. Der har jeg måske ikke så meget lyst til det, vel? Men, men, men altså sådan jobmæssigt og sådan noget, der tror jeg godt, at jeg er i stand til, ligesom at kunne arbejde hvor som helst og, om øhh.. Det er i København eller Dubai, eller hvor det er, der tror jeg, der tror jeg, at jeg ville være i stand til at arbejde lige godt alle steder, men det er kun, hvis man har sin opbakning fra sin familie af og man ligesom har rygdækning der, fordi det tror jeg også er nødvendigt at have det. Ellers så kan man ikke, ellers så kan man ikke, øh.. Gøre sådan nogle jobs ordenligt. Og.. Så det, så det er meget omkring det familiemæssige, også som jeg synes, om man kan det eller ej. T: Kan du fortælle lidt om, hvad der dengang gjorde dig stresset eller hvad det er, der gør dig stresset? P: Jamen, det der gør mig stresset, det er jo, det er jo netop det der med, hvad nu hvis ikke folk lever op til det. Hvis f.eks. folk ikke lever op til det, øhh, til de ting, vi skal og der er, man er inde i en periode, hvor ligesom, at man, øh.. Hvor man ikke ligesom, hvor tingene bliver forsinket, eller hvor at man ligesom får alt for mange præciseringer ting eller hvis man ikke kan gøre tingene ordenligt. Øhhh.. Så det, så det kan gøre mig stresset. Øhh.. Jeg tror også, at jeg har lært igennem tiden, ligesom at sortere lidt i de der, øhh.. de der, ting der.. Fordi at, man er jo udsat, man er jo udsat for meget i et langt arbejdsliv og det der med at kunne sortere i, øhh.. Det varer noget, inden man lærer det. Det er jo det der med ligesom, og gøre noget ved de opgaver, man kan gøre noget ved og så er der nogle ting her i livet, man ikke kan gøre noget ved og så prøve ligesom og overvinde dem og komme videre og prøve at stille dem op. Øhh.. Jeg tror nok, jeg plejer at bruger ordet ”parkeringsplads” ved dem, man ikke kan gøre noget ved. Ehm.. Og det der så kan gøre en stresset, og det, der gjorde mig stresset, var jo så at jeg var inde i en periode, hvor jeg følte, hvor virksomheden var virkelig i krise, og folk de ligesom, de ligesom ikke levede op til de forventinger, som jeg synes, der skal være, der skal være for at drive en virksomhed. Det var det, der gjorde mig stresset dengang. T: Hvad var det for nogle forventinger, du havde til dine medarbejdere? P: Jamen, det er jo det der med, med de der, forventninger om at tro på, tro på det, man arbejder med og ligesom det der med, at blive ved med at kæmpe for en sag, så længe der er muligheder. Øhh.. Og ikke give op for tidligt. Der.. øhh.. Det er.. Det er det, jeg bliver stresset over. Det var at jeg følte, at jeg kæmpede den kamp lidt alene faktisk. Med at få tingene til at, til at lykkes, ikke også? Det, det er jo klart, det kan man ikke i det lange løb. Og det er sådan nogle, det presser enormt hårdt at skal, skal prøve det. Så deeeet.. Det er sådan nogle ting, jeg får stress af.


74

Det er, hvis man render efter det hele selv og man ikke føler, man har den opbakning i virksomheden, som skal til. T: Men var der også noget udenfor arbejdstiden der stressede dig? P: Nææ, det synes jeg ikke. Nææ, det synes jeg ikke. Det var kun det arbejdsmæssige. T: Hvordan oplevede du det at være stresset? P: Jamen, der bliver man jo.. øøhh. Man bliver jo, øhh, lettere opfarende. Og man bliver, man bliver faktisk rigtig træt, man bliver træt. Man kører hurtigere træt og det er sværere og sværere at fokusere på de ting, man skal, der er nødvendige at fokusere på og man bliver lettere opfarende og man bliver.. Man bliver irritabel og øhh.. Og øhh.. Jamen, det er jo en kombination af alt muligt og øhh.. Ligesom at man mister sådan lidt, øhh.. man kan miste modet lidt en gang i mellem og synes, at øhm. Og synes, at ehm ”hvad er det egentlig, det her?”, ”Hvorfor gør du det her?” og ”hvorfor bliver du ved med at gøre det her?” og det er jo, det er jo, sådan, det er nok noget i den retning der. T: Hvad betød det for dig, at du fik diagnosen “stress” af din læge? P: Jamen, øhh.. Det betyder jo, at øhm, man må gøre. Det betyder jo, at man ligesom må sætte sig ned og tænke over, ehmm.. Hva', hva' hva', altså, der er nogle ting, når man gør det, så er der jo nogle ting, som man må sætte sig ned og tænke, om der er nogle ting, man bliver nødt til at gøre lidt anderledes end den måde, man har gjort det på. Og der er jo nok der, man får alvor ligesom også kommer til at tænke på det der med øhh, med den derparkeringsplads der, hvor der ligesom er nogle ting, man er nødt til at parkere og koncentrere sig lidt om at få fokuseret lidt indad. Altså lidt på en selv, ikke også? Samtidig med, at man har jobbet. Øhh.. Ja og ikke kun fokusere på jobbet og såå.. Ligegyldigt hvad du spiser, ligegyldigt, hvordan du lever så skal du nok overleve, ikke også? Man ved jo godt inderst inde, at det, at det kan man ikke.. Og det er jo nok der, man så ligesom begynder at får de tanker om, at, at der er i hvert fald, der nogle ting, der skal ændres for at at det her, for at du overhovedet selv kommer videre i livet, ikk'? T: Hvad vil det sige for dig, at have fri? P: Jamen, det har jeg jo aldrig, så det ved jeg ikke. Ej... Nej, men øhm, hvad er det, det hedder? Jamen, når jeg har fri, altså.. Jamen, så synes jeg, altså.. Det.. Jamen, jeg, jeg er faktisk ikke rigtig god til at holde fri!! I starten, hvis jeg skal have fri, så dur jeg faktisk ikke til at tage sådan en 2-‐3 dage, fordi der når jeg slet ikke at kommer ned i gear, for mig der er det der med at have en uge eller et eller andet, så er det nok der, og det skal heller ikke være for lang tid, fordi at så har jeg også et eller andet med det og så... Det er, det er sådan, det er svært at sige, altså.. Det kommer an på, hvad det er for en periode. Men det der med at have fri, det er sådan noget med at man, hvis nu man har tid til at få tænkt nogle tanker og få gjort nogle ting og gør nogle ting af det, man slet ikke er vant til. Det er ikke bare at ligge sig ned og såå.. Det er nok det der med, ooog.. lige komme ud og se et eller andet andet eller opleve et eller andet andet, eller noget man kan gøre... Eller høre noget musik, eller et eller andet. Øhh.. Det er sådan noget i den retning. Det er sådan noget, jeg kan holde fri med. T: Nu har du allerede svaret lidt på det, men har du så fri når du har fri?


75

P: Nej, det har jeg ikke altid. Jeg har tit, ehm.. Det kører tit i hovedet af mig, altså 24-‐7, de tanker der altså. Så det kan jeg ikke, øhh, det kan jeg ikke sige, at jeg har. Og det er nok, ehmm, jeg tror nok, at det der med, at øhh.. Jeg har fundet ud af her de senere år, at det der med at have passion for sit job, det er ikke sådan noget, der liiige går på pension. Det er noget, ehm, det er, først så var man stolt af, at man har passion for sit job, så bliver man sådan lidt mindre, faktisk så kan man også godt sige, at det er en sygdom, ikke også altså? Altså sådan lidt, det der med ooog, altså man bliver jo lidt egoistisk, når man har passion. Passion for et eller andet – så bliver også egoistisk, ikke også? Fokuseret på ligesom, ikke på dig selv, men på det projekt, du er i gang med og er egoistisk omkring det. Øhh.. Så, så det er, det nok sådan, jeg kan svare på det. T: Så til sidst, for en god ordens skyld, hvilken er den største stressfaktor for dig: at have travlt i fritiden eller at have travlt på arbejdet? P: Jamen, det er at have travlt på arbejdet! Det er at have travlt på arbejdet!


76

11. Evaluering Bilag 8 Gruppe evaluering Da vi startede på 1. semester, blev vi delt op i en læsegruppe på fire personer, hvilket betød, at vi

ikke kendte noget til hinanden, hverken personligt eller fagligt. Dette gjorde, at vi måtte starte helt

fra bunden, da vi alle var nye i denne måde at skrive opgaver på og i det hele taget det at studere på

universitet.

Igennem denne proces har vi hver især lært af og til at gå på kompromis med, hvad vi selv mente var

det rigtige til fordel for det, som flertallet mente var det rigtige at gøre. Vi måtte hermed lære at tage

hensyn til hinanden og være fleksible. Dette gælder især også, idet tre af gruppens medlemmer er

pendlere, hvilket har gjort, at vi i høj grad har skulle koordinere vores møder grundigt og oftest har

mødtes i vores hultimer. At der har været så mange pendlere har gjort, at det ikke altid har været

muligt at imødekomme alles ønsker om mødetid og -‐sted. Samtidig har det betydet, at vi har måtte

arbejde meget intens, når vi endelig har mødtes, idet vi ikke bare kunne mødes dagen efter og det

har godt kunne skabe lidt spændinger.

Vi har været rigtig gode til at strukturere arbejdsfordelingen og uddelegere opgaver efter alles

ønsker. Herudover har vi løbende udarbejdet en tidsplan for hver gang, vi mødtes, så den hele tiden

var opdateret. Dog burde vi have gået mere op i at få udarbejdet og skrevet en

forventningsafstemning ned fra start, da der ikke altid har været enighed om, hvor meget tid, vi hver

især var villige til at bruge på opgaven samt at deadlines ikke altid er blevet overholdt.

Ambitionsniveauet har derfor ikke været klart defineret og konstruktiv kritik er ikke altid blevet taget

lige godt imod. Her burde vi have været bedre til at tilpasse kritikken til de enkelte. Dog har ærlighed

været vægtet højt, hvilket gjorde, at der i pressede situationer har været mulighed for at tale om

konfrontationerne på en god måde.

Gruppedynamikken har af og til været lidt negativ, hvor ikke alle har følt sig hørt og andre har været

lidt for overtrumfende.

Til næste gang kan vi helt sikkert lære at udnytte de forskellige gruppemedlemmers kompetencer

bedre for at højne effektiviteten.

Alle gruppens medlemmer er dog meget tilfredse med resultatet og vi kan alle stå inde for det, vi

afleverer.


77

Bilag 9 Personligevaluering – Stephanie Zalwango Fries Da jeg fik at vide, at jeg skulle være i studiegruppe med 3 pendlere fra henholdsvis Århus og Kolding,

var jeg lidt nervøs for, om det ville fungere på grund af den lange transporttid, i hvert fald for dem fra

Århus. Men jeg må sige, at jeg er blevet meget positivt overrasket over, hvor godt det egentlig har

fungeret med at mødes og arbejde på semesterprojektet. Der vil dog altid være nogle gange, hvor

det måske ikke har gået lige så godt, som man ellers kunne have ønsket. Og jeg har også sat pris på,

at alle har været engagerede og klar på at gøre sit bedste, da det jo også påvirker hele gruppen,

hvilket udslag det her projekt giver.

I forhold til projektet, har jeg lært, hvordan man sætter sådan en opgave sammen, og jeg føler mig

nu meget mere sikker på de næste projekter, som vi skal lave på de andre semester. Jeg har lært,

hvordan man går ud og indsamler relevant empiri ved hjælp af kvalitative metoder. Vi var ude og

interviewe stressramte personer, hvilket jeg er blevet meget klogere på og føler mig mere sikker på,

nu hvor vi har prøvet det. Jeg har også lært, hvordan man laver den helt rigtige analyse ved kobling af

vores indsamlede empiri og teorien. En tredje ting, jeg har lært gennem det her forløb, har været at

tage det faglige fra undervisningen og bruge det i vores projekt. Det var dog svært i starten at vælge,

hvilken teoretiker vi skulle bruge, da vi fandt flere end en relevant i forhold til vores problemstilling.

Gruppearbejde har aldrig rigtig været min stærke side, da jeg ikke er den, der råber højest. Af den

grund var jeg bange for, at de andre i gruppen ville tro, at jeg ikke var engageret nok og egentlig ikke

rigtig gad lave projektet. Jeg har bestemt ikke været den, der haft størst indflydelse, men jeg mener

alligevel, at jeg har været god nok til at komme med forslag og ideer under forløbet. Ifht. Projektet

har jeg været med til at udarbejde teori-‐afsnittet samt analysere de 3 begreber rutine, tillid og

loyalitet i analyse-‐afsnittet.

Efter min mening har vi været gode til at dele de forskellige afsnit ud, så vi alle endte med at have en

indflydelse på det endelige produkt. Vi har også været gode til at give hinanden respons og

konstruktiv kritik på de ting, vi selv har arbejdet med. Og på samme tid har jeg sat pris på, at vi har

hjulpet hinanden og kommet med ideer eller forslag, hvis der har været brug for det. Alt i alt har jeg

været godt tilfreds med gruppen, arbejdsindsatsen og bare selve forløbet med projektskrivningen.

Jeg føler mig også nogenlunde rustet til at tage til eksamenen i januar med en god oplevelse af

projektet i baggagen.


78

Bilag 10 Personlig evaluering -‐ Mette I udarbejdelsen af dette første semester projekt har jeg lært meget om mig selv og om det at arbejde

i en gruppe. Heldigvis har min gruppe haft et rigtig højt ambitionsniveau, hvilket har været meget

lærerigt og motiverende, da jeg føler, at det har gjort det nemmere at sparre med hinanden.

Sommertider har det dog også været en langvarig proces, idet vi alle var nye i det og gerne ville gøre

det så perfekt som muligt, hvorved vi måske har gået lidt for meget op i små bagateller.

Jeg har lært om mig selv, at jeg forventer meget af de andre i gruppen, men dette

synes jeg også, der har været plads til, da de omvendt også har forventet meget af mig.

Ansvarsfølelsen for projektet har været rigtig stort, hvilke sommetider har været med til at gøre, at

jeg måtte godtage andres holdninger og synspunkter, selvom de ikke stemte overens med mine

egne. Jeg føler dog ikke at konstruktiv kritik er blevet taget lige godt imod af alle i gruppen og der har

derfor til tider været en lidt presset stemning.

Vi har som gruppe været rigtig gode til at uddelegere opgaver og mødes for at snakke om, hvor langt

vi var nået samt opstille deadlines for, hvad vi skulle nå til næste gang. Dette har dog skabt lidt

problemer i og med ikke alle fik overholdt deadlines. Det har sommetider forsinket hele gruppen, da

gruppen skulle bruge tid på at lave dette, når vi mødtes og dermed har fokuseret meget på afsnit,

som vi slet ikke burde have brugt så mange kræfter på. Ydermere har gruppen været bestående af

tre pendlere og kun en studerende fra Esbjerg, hvilket til tider har skabt lidt problemer. Ligeledes har

jeg lært, at der fra start skulle have været en forventningsafstemning om, hvor mange kræfter, man

var villig til at lægge i projektet, da nogen helt klart har bidraget med mere end andre. Jeg har i

gruppen været god til at komme med refleksioner og haft en finger med i meget, hvilket også til tider

har været lidt en svaghed, da jeg skal lære at stole mere på, at det, de andre i gruppen laver, er godt

nok. Min rolle har været at skrive rigtig meget samt sørge for referencer og en del metatekst. Jeg har

mere konkret stået for udarbejdelsen af indledningen, metode, analyse-‐afsnittet med begreberne

identitet og nedsmeltning af personlighed, resultat af analyse, dele af diskussionen samt konklusion

og perspektivering. Herudover har jeg stået for kontakten til to af informanterne samt interview og

transskription heraf.

Fagligt har jeg lært utrolig meget i løbet af denne skriveproces. Først og fremmest har jeg lært, hvad

det indebære at være i stand til at skelne mellem det at skrive emneorienteret og det at skrive

problemorienteret. Herudover har jeg lært at bruge begreber fra teorien og koble sammen med egen

empiri og i forvejen eksisterende empiri. Jeg har desuden lært vigtigheden af operationalisering samt

generelt at operere på et højt taksonomisk niveau.


79

Bilag 11 Personligevaluering – Tina

Dette semesterprojekt har for mig, været meget lærerigt. Jeg har nydt at arbejde i en gruppe, hvor

man kunne spare og få konstruktiv kritik, så man derigennem kunne udarbejde et godt projekt i

fællesskab. Jeg har lært, at man nogen gange skal gå på kompromis med sit ambitionsniveau, dels

fordi man simpelthen ikke havde tid til at nå det hele, og dels fordi det ikke var alle

gruppemedlemmer, der satte sig lige meget ind i de helt basale retningslinjer. Jeg synes, at gruppen

har været god til at afsætte tid til at mødes, og der har fra næsten alle medlemmerne været en fælles

forståelse af, at gøre det nemmeste for alle, da tre af gruppens medlemmer, er pendlere. Min rolle i

gruppen har været at komme med refleksioner og stiller spørgsmål til, hvad der skulle gøres og

undersøges, og på den måde, få brainstormet og udarbejdet ideer. Min rolle blev lidt senere i

forløbet også, at udarbejde en tidsplan og formidle den ud, så alle vidste hvilke deadlines og opgaver,

de hver især havde ansvaret for, da dette blev nødvendigt. Jeg har udarbejdet interview-‐ og

forskningsspørgsmål, samt hjulpet med at finde to informanter, og deltaget i begge interviews og

transskriptioner. Jeg har deltaget i udarbejdelsen af indledning og problemformulering, metode,

analysedelen med begreberne fleksibilitet og mobilitet og omstillingsparathed, resultat af analysen,

dele af diskussionen og konklusion. Gruppearbejdet har til tider været en udfordring, da der var

forskellige indstillinger til deadlines og ambitionsniveau. De fleste af gruppens medlemmer var gode

til at brainstorme og kaste bolde op til hinanden, hvilket gjorde det til en spændende proces, hvor

man kunne fordybe sig i hinandens ideer og komme med forskellige argumenter for, hvilken ide, der

kunne fungere bedst i semesterprojektet. Det har også til tider været en langvarig proces, da det

altid var de sammen der skulle byde ind med noget, for at man kunne komme videre i sit arbejde og

det har været svært, hvis man en dag havde brug for nye indgangsvinkler eller tanker. Jeg synes, at

de fleste i gruppen har været gode til at tage imod konstruktiv kritik, så man kunne bruge et par

minutter på at tale pænt om det, og så arbejde produktivt videre. Dette gjorde sig dog ikke gældende

for hele gruppen, så sommetider opstod der være en trykket stemning eller fornærmede blikke, hvis

der blev kommenteret på en ikke overholdt deadline. Der blev, efter min mening, brugt for meget

energi på at rette småopgaver, som de tildelte godt selv kunne have løst vha. lidt forarbejde. Fagligt

har udarbejdelsen af semesterprojektet lært mig en masse. Jeg har bl.a. lært at arbejde

problemorienteret i stedet for emneorienteret, hvilket har været meget interessant og lærerigt. Jeg

har lært at koble teoretiske begreber fra bl.a. Richard Sennett og Thomas Højrup på egen empiri, og

derudfra, arbejdet på et højt taksonomisk niveau og lært, at operationalisere gennem en hel opgave.

Jeg har også fået en forståelse for, hvordan man interviewer og efterfølgende transskriberer.


80

Bilag 12 Personlig evaluering – Rebekka

Arbejdet med semesterprojektet har udviklet mine faglige kompetencer, og lært mig at arbejde i

gruppearbejde på en lærerig måde. Undervejs har processen været spændende, og til tider

udfordrende, da forskellige situationer er opstået som jeg personligt og fælles med mine

medstuderende skulle navigere i.

I gruppearbejdet har der været nogle udfordrende elementer, da vi i starten lavede en entydig

forventning til, at udarbejde en tidsplan for hele processen. Nogle deadlines blev desværre ikke

overholdt, hvilket har medført, vi skulle omstrukturere vores tidsplan undervejs. Det har været til

grund for nogle udfordrende konfrontationer og snakke, som jeg har lært meget af, da jeg naturligt

påtog mig den diplomatiske rolle i gruppen.

Ydermere vil jeg mene, at jeg har formået at have det overordnede overblik og samlet trådede. Jeg

har ligeledes lagt arbejde i, at stå for de tekniske kommunikations redskaber på internettet, så vi som

studiegruppe har haft nemmere ved at kommunikere online. (Da størstedelen er pendlere.)

Jeg påtog mig naturligt rollen som stod for korrespondancen til Anna, vores vejleder, hvor jeg til hver

vejledning lavede et samlet dokument, som gav hende et indblik i processen og udarbejdelsen af

projektet undervejs. Hertil udarbejdede jeg konkrete spørgsmål, så vi på bedst mulige måde kunne

have et konstruktivt og produktivt vejledningsmøde.

Personlighedsmæssigt er jeg leder og meget kolerisk. Typemæssigt er jeg meget

målrettet og produktiv, og det falder mig naturligt at tage styringen. Bagsiden af dette i gruppe

kontekst er, at jeg kan virke dominerende. Denne selverkendelse har været vigtig for mig fra

projektets begyndelse. Derfor har jeg på en konstruktiv måde lært vigtigheden af, at lade andre

komme til orde, så der blev skabt et godt forum for alles meninger og refleksioner.

Fagligt vil jeg selv mene, jeg har udvist et højt engagement i dette projekt. I starten af processen var

vi alle deltagende i at udarbejde en spændende problemstilling, som vi har arbejdet videre ud fra.

Derudover har jeg skrevet litteraturstudiet, samlet empiri til vores studie, deltaget i analysen ved

bl.a. at skrive afsnittene den fleksible kapitalisme og anerkendelse. Jeg har også samlet trådene i

diskussionen, som jeg har skrevet største delen til. Foruden det har jeg sammensat hele opgaven og

bidraget til de andre kapitler, som mine medstuderende har haft ansvaret for, så vores projekt fik en

rød tråd på alle taksonomiske niveauer. Derudover har jeg haft kontakt til to af de seks informanter

og interviewet en af dem, hvis interview jeg også transskriberede.

Igennem den hermeneutiske videnskab har jeg lært at arbejde på en fortolkende

måde, og gennem den kvalitative tilgang med interviews, har jeg lært at operationalisere vores

empiri. Det har i alt været en spændende og meningsfuld proces, hvorved jeg har lært at anvende

teori i praksis. Jeg oplever også, at mit faglige abstraktionsniveau er blevet højnet væsentligt.

hansen, rebekka kongsgaard, 2014, samfundsanalyse og research · stephaniezalwango!fries! !!...

Documents