Det mystiske Danmark IIaf Lars Thomas

Forord:

Hver gang jeg graver mig ned i Danmarks historie, eller snakker med folk et eller andet sted i landet, bliver jeg forundret over hvor mange historier, der hele tiden dukker op. Det er som om hver eneste lille afkrog, hver eneste lille by har noget at fortælle – sjove historier, romantiske historier, dramaer eller tragedier. Og så er der selvfølgelig de utænkelige og de mystiske historier, tæt befolket med spøgelser, uhyrer, varulve, rumvæsener og andet godtfolk. Jeg har samlet 75 nye og gamle historier i denne bog – med anvisninger til hvordan man selv kan finde stederne. Jeg håber det vil give inspiration til mange søndagsture, og helst en lille fornemmelse af hvilket spændende, fantastisk og mystisk land vi egentlig bor i.

København 2006

Lars Thomas

Indholdsfortegnelse:

Bornholm:1. Christiansø – Dr. Dampe2. Dueodde – De skinnende fartøjer3. Jons Kapel – Spøgelsespræsten og den onde plet4. Randkløveskår – Uhyret fra dybet 5. Ædelstenssøerne – Boblen fra jordens indre

Fyn:6. Alléskoven – Tåge over dysseskoven7. Asperup Kirke – Spøgelser og andre godtfolk8. Bellingebro – Broen bør ikke passeres!9. Dammestenen – Mystiske kræfter ved Danmarks største sten10. Frostens Å i Langesø Skov – Mærkelige væsener ved åen11. Glavendrup – De mystiske runesten12. Horne Kirke – En barsk præst13. Horneland – Sten overalt14. Klokkestenen på Lyø – De underjordiskes dørklokke15. Middelfart – Et mystisk mord16. Nørre Søby Sø – Den skrækkelige lindorm17. Ørkild Slot – En gammel gammel landmand

Jylland:18. Agri Kirke – En usædvanlig turist19. Blåvandshuk – Gæsten i fyret20. Broager Kirke – De siamesiske tvillinger21. Budolfi Kirke i Ålborg – Kirkegængere fra det hinsides.22. Børglum – Den bistre bisp fra Børglum23. Dronninglund Slot – Natlig uro på slottet24. Elling Å’s udløb – Strandvaskerne25. Frederikshavn – En moderne kirke med gamle gæster26. Fur – Spøgelser og havuhyrer27. Grejsdalen – Spøgerier i skønne landskaber28. Hanklit på Mors – Gæster fra en anden verden29. Himmelbjerget – Turister fra en anden tid30. Hirsholmene – Soldaterne i kirken31. Hvidbjerg Kirke – En mærkelig dag i kirken32. Immervad Bro - Kvægdriverne33. Kokkedal Slot – Fred og masser af fare34. Lille Restrup Hovedgård – Ubudne gæster35. Lindholm Høje ved Ålborg – En hilsen fra fortiden36. Læsø – Vandringsmanden37. Over Jerstals jættestuer – Den hvide hånd38. Ribe – Historier fra domkirken39. Råbjerg Mile - Optoget40. Sjellebrostenen – Åens vogter41. Silkeborgskovene – Ulvene kommer

42. Storåen ved Holstebro – Uhyrer i åen.43. Stranglhøj – Den levende bautasten44. Stårup Hovedgård – Bønderne går igen45. Tilsandede Kirke – Kirkegængerne kommer46. Thorsager Kirke på Djursland – Død og ulykke47. Ulfborg Kirke – Da djævelen blev mundlam48. Vedsted-dysserne - Vogteren

Sjælland og øerne:49. Assistens Kirkegård – Den som besøger sin egen grav...50. Bolund – En mærkelig landing51. Christianshavns Voldgrav – Hundedræberen og andre uhyrligheder52. Damhussøen – Natlige sejlture53. Elmelunde Kirke – En bil der ikke var der54. Fribrødre Å på Falster – Træd aldrig på en sovende lindorm55. Gothersgade – Poltergejsten i Gothersgade56. Gråbrødre Torv – En flygtig lænkehund57. Heatherhills – Skybåndene58. Horbelev Kirke på Falster – De mystiske stenhoveder59. Hørsholm – Bedst som hun var der, var hun der ikke alligevel60. Katolske Kirke i Bredgade – Havtrolden fra Isefjorden61. Kildevældsparken – Stort søuhyre i en lille sø62. Køge Bugt Strandpark – En løs los63. Nyord Kirke – En usædvanlig turist64. Roskilde – Helhesten i Hersegade65. Store Grib Sø – Ikke et sted for svage sjæle66. Søborg Slot – Margrethe går igen67. Torvegade – Det gamle tugthus er aldrig lukket68. Ulvesøen i Danstrup Mose – Nogen får aldrig fred69. Vallensbæk Kirke – Lidt for mange studenter70. Vejlebroen ved Næstved – Kong Valdemar jager trolde

Skåne:71. Helsingborg – Gæsterne på Kärnan.72. Lund Domkirke – Den muntre munk73. Malmöhus – Nogle ejere slipper aldrig deres slot igen74. Runamo – Runerne som ikke var der75. Skånske søer – Et mylder af søslanger

BORNHOLM

1. Christiansø og Frederiksø – Dr. Dampe

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) brød sig ikke om det danske enevælde. I 1820 gik han så vidt som til at kræve, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Danmark om en demokratisk forfatning. Hvis kongen (Frederik d. 6.) sagde nej til denne anmodning, skulle man opfordre hæren til at gøre oprør. Dampe kom dog aldrig særligt langt med sine vidtløftige planer, for allerede ved den første møde i den forening, som Dampe og flere andre havde stiftet, og som skulle arbejde for afskaffelsen af enevældet, blev han arresteret og dømt til døden for majestætsfornærmelse, tilskyndelse til oprør, landsforræderi og flere andre alvorlige forbrydelser.

Frederik d. 6. ændrede dog senere straffen til livsvarigt fængsel – og det var på en tid hvor livsvarigt betød præcis det. De første måneder sad Dampe indespærret på Kastellet i København, men senere blev han overflyttet til Christiansø, hvor man vel har ment, at han kunne gøre mindst mulig skade. Dampe kom til at tilbringe næsten 20 år her. Først i 1841 fik han tilladelse til også at færdes på selve Bornholm. Ved tronskiftet i 1848 blev han dog benådet, og fik lov til at færdes frit igen. Samtidig blev han tilkendt en lille pension som erstatning for det meget lange fængselsophold. Hvorvidt Dampe virkelig var en trussel mod kongemagten er svært at sige, men selv mente han, at straffen havde været ualmindelig hård og umenneskelig.

Det er muligvis derfor, at han aldrig rigtig har kunnet slippe stedet igen. Selvom Dampe døde i 1867, bliver han stadig set på Christiansø og Frederiksø af og til. Han, eller ihvertfald en alvorligt udseende mand iført en lang frakke, er blevet set tre gange ved det såkaldte Lille Tårn på Frederiksø og en enkelt gang ved Store Tårn på Christiansø, som regel sent om aftenen. En enkelt gang har han dog også vist sig for en 9-årig københavnsk pige ved højlys dag. Det skete en efterårsdag i 1994, da pigen var på et endages besøg med sin familie.

Familien havde slået sig ned på kroen for at spise frokost, men pigen havde fået lov til at gå på opdagelse på egen hånd. Efter at have strejfet lidt rundt, var hun endt ved den åbne plads ved Lille Tårn, hvor man kan se over til mågerne på Græsholmen. Der var helt tomt for mennesker, så efter at have kigget lidt ud over havet, bestemte hun sig for at gå tilbage til sin familie. Da hun vendte sig væk fra stenmuren, der vender ud mod havet, opdagede hun imidlertid, at der nu stod en mand næsten lige ved siden af hende, og stirrede ud over havet. Han så ud til at være i meget dårligt humør, så pigen spurgte ham, om han var ked af noget. Først svarede han ikke, men da hun spurgte ham igen, drejede han hovedet og kiggede på hende. Så rystede han ganske stille på hovedet, løftede den ene hånd, og klappede hende forsigtigt på håret. Pigen blev stående ved sigen af ham nogle få øjeblikke mere, men han sagde stadig ikke noget, og da han var begyndt at stirre ud over havet igen, bestemte hun sig for at gå.

Pigen fortalte sine forældre, at manden havde virket så trist til mode, at hun næsten selv blev ked af det, og hun kunne ikke lade være med hele tiden at vende sig om og kigge på ham, da hun begyndte at gå tilbage mod kroen. De to første gange hun vendte sig om, stod han der stadigvæk, men tredje gang var han væk – sporløst forsvundet. ”Det tog kun et øjeblik,” fortalte hun senere, ”og så var han der pludselig bare ikke!”. ”Jeg troede jeg ville møde ham igen, for han havde sådan noget sjovt tøj på, altså med en stor frakke og sådan noget. Og jeg havde også fortalt min far og mor om ham, og de ville gerne møde ham, men jeg så ham aldrig igen, selvom jeg stod og ventede på stien i lang tid.”

Christiansø og Frederiksø er de største af øerne i øgruppen Ertholmene, der ligger omkring 15 km nordøst for Bornholm. Der er skibsforbindelse fra Allinge, Gudhjem og Svaneke.

2. Dueodde – De skinnende fartøjer

Dueodde er uden sammenligning Bornholms kendteste badestrand, og det er ikke uden grund. Her finder man kridhvide sandstrande, der kun mangler lidt palmer for at kunne måle sig med de bedste i troperne. Det er ikke noget under, at stranden her kan tiltrække badegæster i tusindvis, når turistsæsonen er på sit højeste.

Området har i det hele taget meget at byde på, og ikke kun for dem, der er interesseret i sol og strandliv. Hvis man for eksempel er interesseret i naturen, kan man finde mange sjældne og særprægede planter, og i de bevoksede klitter inden man kommer ud til selve stranden, kan man finde myreløvernes tragtformede faldgruber, dødsfælder for uforsigtige myrer, der falder ned i hullerne og ender i maven på de grådige larver, der sidder og gemmer sig i bunden af hver enkelt tragt. Området besøges også af en hel del fugleinteresserede, som her kan møde arter man ikke sådan lige uden videre kan finde i det øvrige Danmark.

Det var netop en sådan fugleinteresseret, som en dag i slutningen af august 1984 fik et betydeligt større udbytte af en fugletur, end han havde regnet med. Han var taget til Dueodde en tidlig morgen i håb om at finde en lille flok rovterner, som en bekendt havde set på stedet et par dage forinden. Han fik da også set de eftersøgte rovterner, men også noget andet og langt mere mærkeligt.

Hvis man gerne vil studere fugle, er der to ting, som er meget vigtige. Man må være villig til at stå tidligt op, og man skal være udstyret med en ærkeengels tålmodighed. Vores fugleinteresserede ven var derfor på plads ved stranden kort før solopgang, vel udstyret til en lang og tålmodig venten på de eftertragtede fugle. Da solen stod op, viste det sig utroligt nok, at terneflokken faktisk stod på en sandrevle lige ud for, hvor han havde anbragt sig. Han havde derfor de bedste muligheder for at studere fuglene nærmere.

Det var lige midt i denne behagelige aktivitet, at han begyndte at lægge mærke til en svag summen i luften. Til at begynde med troede han, at det bare summede for hans ører, men i løbet af de næste få sekunder blev lyden højere, og passerede så tilsyneladende lige hen over hovedet på ham, hvorefter den forsvandt vestpå langs kysten. Præcis samtidig så han i sin kikkert, som hele tiden havde været rette mod terneflokken, en genstand, der med stor fart passerede bagom fuglene et stykke ude til havs. Kikkerten havde været indstillet på fuglene, så den flyvende genstand havde ikke været tydelig, men det var ikke en fugl, og farten havde været alt for stor til at det kunne være en flyvemaskine.

I næste øjeblik kom summelyden tilbage, så rovternerne fik lov til at passe sig selv, mens den morgenfriske fuglekigger så sig om. Han sagde senere, at han i det øjeblik fik en fornemmelse af at være med i en science-fiction film. Godt 5-600 meter ude til havs, så tæt nede over havet, at overfladen blev blæst op, kom et sølvskinnende fartøj flyvende med rasende fart. Det lignede nærmest hovedet af en knappenål i stor størrelse, og det var tydeligt metallisk, for morgensolen glimtede i dets overflade. Samtidig var et andet fartøj med lige så stor fart på vej i samme retning, men helt inde over stranden.

I løbet af det næste kvarters tid passerede otte andre tilsvarende fartøjer forbi på samme måde. De to sidste, der fløj i formation ude over havet, forøgede dog spændingen og dramatikken, da de pludselig dykkede ned under vandet uden at sagtne farten, forsatte et par hundrede meter lige under overfladen, hvorefter de lettede igen og fløj videre. Det var en temmelig rystet fuglekigger, der på dette tidspunkt besluttede sig for at pakke sammen og tage hjem!

Der findes naturligvis ingen normale fly, der er i stand til at udføre de manøvrer, som blev demonstreret denne sensommermorgen, og øjenvidnet er sikker på, at han ikke drømte, og i øvrigt var pinligt ædru. For ham var der ingen tvivl om, at det ikke var et naturfænomen, men

derimod en eller anden form for luftfartøjer. Måske kommer der gæster til Dueodde fra et meget større område end turistforeningen går og tror.

Dueodde er Bornholms sydligste punkt, og øens mest berømte badestrand. Den er nemmest at komme til med bil, men der kører også enkelte busser forbi – selv i sommersæsonen kan der dog godt være meget langt imellem dem. Kommer man fra Rønne kører man mod Snogebæk, og drejer til højre efter ca. 25 km. Der er to campingpladser i området, og man kommer nemmest ud til stranden ved at parkere i nærheden af en af dem, og så ellers gå resten af vejen.

3. Jons Kapel – Spøgelsespræsten og den onde plet

Jons Kapel på vestkysten af Bornholm nord for Hasle, er et af de mest dramatiske landskaber på Bornholm. Det er smukt i sig selv om sommeren, når solen bager, og man hører lyden af glade barnestemmer og talrige turister, der sludrer med hinanden, eller puster, når de skal op ad den lange trappe fra stranden. Men skal man se Jons Kapel, når det er mest imponerende, skal det ske på en kold efterårsdag, hvor en solid vestenstorm hamrer bølgerne ind mod klipperne. Så følger man sig lille og ubetydelig.

Der går mange og ret forskellige historier om Jon og hvem han egentlig var, men de fleste er dog enige om, at han var missionær, og formentlig fra England, hvilket vil sige, at han i virkeligheden nok hed John, men lad det nu ligge. I hvertfald skulle han være kommet til Bornholm engang i 1000-tallet, enten som den eneste overlevende af et helt skib af missionærer, som Knud den Store havde sendt til Danmark fra England, eller som ene mand, sendt ud fra St. Michaels kloster i Slesvig i et forsøg på at kristne bornholmerne, som på det tidspunkt åbenbart stadig holdt fast ved den tro på de gamle nordiske guder, som var ved at forsvinde i resten af Danmark.

Uanset begyndelsen endte Jon (eller John) altså med at slå sig ned på stranden foran den høje klippesøjle, der stadig bærer hans navn, og her prædikede han det kristne budskab for bornholmerne, og fik dem efterhånden omvendt. Hvor meget af dette der er digt, og hvor meget der er virkelighed, er der hvis ikke rigtigt nogen der ved, men livet har nok været hårdt for den gode Jon, så det er måske ikke så underligt, at han stadig viser sig i den naturligt formede prædikestol, som han brugte, da han var aktiv missionær.

Det har ikke været mange forundt at møde Jon her henved 1000 år senere, men de som har, siger alle, at han er noget genert af sig. Står man nede på stranden foran selve klippesøjlen, sker der nemlig af og til, at man ud af øjenkrogen for øje på en mand, der står oppe i åbningen i klippesøjlen, med armene strakt op mod himlen, men ser man derefter direkte på ham, er han der aldrig. Et enkelt øjenvidne, en tysk skolelærer, kom i 1984 formentlig tættere på Jon end andre nogensinde har præsteret. Han var på vej op langs bagsiden af klippesøjlen for selv at kunne se ud over havet fra Jons prædikestol, da han i et kort glimt fik øje på en person, der allerede stod deroppe. Skolelæreren kunne se, at han havde løftet armene, så han gik ud fra, at vedkommende vinkede til familie eller venner nede på stranden. For ikke at trænge sig på, ventede han derfor lidt nede ad stien på, at den anden ville komme ned, så han kunne komme op. Efter fem minutter var der imidlertid intet sket, så skolelæreren klatrede helt op for at spørge, om det dog ikke nu kunne være hans tur til at nyde udsigten. Det var der ingen problemer med, for der var nemlig ingen andre deroppe!

Et andet og betydeligt mere uhyggeligt fænomen er en såkaldt ond plet, som også findes ved Jons Kapel. Dens præcise placering er ukendt, men der findes nogle få beretninger fra folk, som på et bestemt sted ved kysten et lille stykke efter klippesøjlen, er blevet overvældet af en pludselig og intens følelse af frygt, og en stærk trang til at springe i havet eller lade sig falde ned på klipperne. Disse følelser er hver gang opstået meget brat, et vidne beskrev det som at tage et skridt ind i et iskoldt værelse, men de er også hver gang forsvundet igen lige så pludseligt, når vidnet har taget sig sammen til at gå et par skridt videre.

Fænomenet er meget mærkeligt, men onde pletter er på ingen måde noget ukendt fænomen. De kendes mange steder i verden, blandt andet i England, hvor de som regel forbindes med steder, hvor folk har begået selvmord, uden at der dog nødvendigvis altid er noget belæg for denne sammenhæng.

Jons Kapel ligger 5-6 m nord for Hasle på Vestbornholm. Følger man hovedvejen nordpå fra Hasle, skal man dreje til venstre. Efter godt en kilometer er der en parkeringsplads. Herfra

skal man gå omkring 500 m ned til stranden, og derefter klatre ned ad en meget lang og stejl trappe, før man er ved Jons Kapel.

4. Randkløveskår – Uhyret fra dybet

Randkløveskår på nordkysten af Bornholm lidt vest for Svaneke, er et interessant udflugtsmål, hvis man er geologisk interesseret, eller godt kan lide dramatiske landskabsformationer. Det er en 12 meter dyb, og flere meter bred sprække i klipperne, der ser ud som om den er dannet ved, at en eller anden hidsig kæmpe har svinget lidt for meget med en stor økse. I bund og grund burde der ikke være noget som helst mystisk ved Randkløveskår, eftersom de geologiske processer som har været involveret i dannelsen er velkendte, men i tidens løb er der alligevel blevet fortalt nogle ret så mærkelige historier om stedet.

Er ting er, at man kan blive lidt bange og nervøs, hvis man kravler helt ned i bunden af sprækken, og måske få en fornemmelse af, at den er ved at lukke sig sammen om en. Den er trods alt både dyb, mørk og smal, og den kan vel godt give svage sjæle et anfald af klaustrofobi. Det er straks sværere at forklare hvad der er sket, når folk påstår, at de nogle gange har se lysende øjne nede i bunden af sprækken.

Tag nu for eksempel Line H., der i påsken 1983 var på cykelferie på Bornholm. En af dagene skulle hun sammen med to veninder køre fra Svaneke til Gudhjem. Ingen af dem vidste hvad Randkløveskår var, men da de passerede skiltet, som viser ind til stedet, besluttede de sig for at aflægge et besøg. Efter at have stået et par minutter ved toppen af sprækken, tabte veninderne interessen, og besluttede sig for at finde et sted, hvor de kunne sidde og spise frokost. Line H. var derimod blevet fascineret af stedet, og begyndte at klatre ned i sprækken ved at følge den lange skrånende stendynge, der fører ned til bunden.

Det var en ret mørk og overskyet dag, så da hun nåede ned i bunden af sprækken, var der betydeligt mørkere, end hun havde forestillet sig. Hun havde netop vendt sig om, for at se op på den grå himmel, og forsøge på at hidkalde sine to veninder, da der lød en skraben bag hende, og hun fik en pludselig fornemmelse af ikke at være alene.

”Jeg fik en vild trang til at styrte panisk op ad stenene, men af en eller anden grund blve jeg stående. Jeg blev ved med at gentage: Du drømmer, slap af, du drømmer, slap af! Og hele tiden kunne jeg høre den svage pusten, som om et eller andet trak vejret lige bag ved mig. Det føltes som om jeg var tre måneder om at samle mod nok til at vende mig om, men det tog nok kun et par minutter.”

”I dag ville jeg næsten ønske, at der havde stået en eller anden irriterende drillepind og pustet mig ind i nakken, men det gjorde der ikke. I stedet var det som om bunden af sprækken var blevet fyldt med mørke. Nærmest som om en eller anden havde slukket for den smule lys, der nåede ned til mig. Det føltes som om jeg stod og kiggede gennem en rude ind i et helt mørkt værelse.”

”I næste øjeblik gik det op for mig, at ”værelset” alligevel ikke var helt mørkt. Jeg kunne se to lysende punkter og høre en svag hvæsende lyd. Det var øjne! Det var et dyrs øjne! Det var for meget. Jeg vendte omkring og løb skrigende op ad alle stenene, faldt og slog mit knæ, rev den ene hånd og forstuvede en finger, men tænkte kun på at komme så langt væk som overhovedet mulig. Da jeg nåede op, styrtede jeg bare forbi mine to forvirrede veninder, sprang på cyklen, og kørte afsted mod Gudhjem som en vanvittig. Jeg faldt først til ro tre-fire kilometer nede af vejen, da jeg ikke havde mere luft tilbage. Jeg har aldrig turdet nærme mig Randkløveskår siden den dag.”

En forvildet kat plus en lidt for livlig fantasi? Tja, måske...men der er jo også dem som siger, at bunden af sprækken nogle gange slet ikke ender i nøgen klippe, men derimod i indgangen til en mørk tunnel, der tilsyneladende fører dybt ned i Jordens indre. Ingen har så vidt vides forsøgt sig med at gå ind i denne tunnel, når den har stået åben, så om den bare er et synsbedrag, eller måske en indgang til de underjordiskes rige – med egen vagt”hund”? – er der ingen, der ved.

Randkløveskår ligger helt ude ved kysten, godt 7 km vest for Svaneke, nogenlunde midtvejs mellem Bølshavn og Saltuna. Der er en afmærket parkeringsplads, men man er nødt til at gå det sidste stykke, for at komme derud. Det kan være lidt besværligt, hvis man vil prøve at klatre ned i bunden, men det kan som regel godt lade sig gøre.

5. Ædelstenssøerne – Boblen fra Jordens indre

Ædelstenssøerne i Hasle Lystskov på Vestbornholm er nogle meget specielle steder, hvor man godt kan føle sig hensat til en helt anden verden. Søerne, hvis vand ofte kan have nogle lidt besynderlige farver, er omgivet af tæt vegetation til alle sider, og selvom de kun ligger nogle få hundrede meter fra hovedvejen mellem Rønne og Sandvig-Allinge, er de uhyre fredelige, og virker som om de er totalt isolerede fra omverdenen. Undtagen naturligvis, når der dukker en hel skoleklasse op på udflugt.

Man skal dog ikke lade sig narre af stemningen, for ingen af søerne er særligt gamle. Den ældste, Smaragdsøen er en gammel lergrav fra begyndelsen af 1900-tallet, Rubinsøen blev til da man gravede efter brunkul i årene fra 1942-48, og ”familiens” yngste medlem Safirsøen blev først dannet i 1968, da man også her begyndte at grave efter ler.

Selvom søerne ikke er specielt gamle, forhindrer det dog ikke, at der er mennesker, som mener de har oplevet noget mystisk og uforklarligt på stedet. For eksempel er der jo mennesker som den svenske arkitekt Lennart Larsson, der i forbindelse med en sommerferie i 1983 oplevede Smaragdsøen opføre sig på en måde, der kunne lede tanken hen på gejsere, varme kilder, vulkaner og anden geologisk hurlumhej.

Larsson var kørt på cykel til Smaragdsøen en tidlig morgen for at nyde landskabet og morgenens lette kølighed. Klokken var omkring halv syv, og han var først helt alene ved søen, men fik efter nogle minutter følgeskab af to unge mænd. Ingen af dem havde sagde andet end godmorgen til hinanden, så Larsson fandt aldrig ud af hvad de hed eller hvor de kom fra, udover, at han kunne høre de var danskere. Et øjeblik efter fik han imidlertid også andre ting at tænke på, for pludselig begyndte vandet i Smaragdsøen at boble. Først mindede det om en gryde, der lige var ved at komme i kog, altså når det bare bobler nogle enkelte steder rundt omkring, men snart blev det voldsommere og voldsommere, og midt ude på søen begyndte vandet at skumme så voldsomt, at det blev helt hvidt. Et par år tidligere havde Lennart Larsson besøgt Island, hvor han havde set en gejser i udbrud, og han forventede hvert øjeblik at se Smaragdsøen gøre det samme. De to unge mænd forventede åbenbart noget langt værre, for de tog benene på nakken og forsvandt, så snart det begyndte at gå rigtigt vildt til ude i søen. Bobleriet forsatte i nogle minutter, men efterhånden ebbede det hele gradvist ud igen, og så lå søen atter roligt hen.

Den slags boblende og syden vand ser man normalt kun i forbindelse med vulkanske områder, men der er mange millioner år siden, der sidst har været aktive vulkaner i Skandinavien, så det er næppe forklaringen. Hvad der så er forklaringen, er svært at sige, men Lennart Larssons oplevelse er mærkeligt nok ikke enestående. Tre andre personer har påstået, at de har oplevet noget tilsvarende, omend ikke så voldsomt. Det samme er sket en enkelt gang i Rubinsøen, og en enkelt gang i Safirsøen, uden det dog bringer os nærmere en løsning på gåden. Iagttagelsen fra Safirsøen gør i virkeligheden kun det hele mere mærkeligt, for den tyske skoledreng, der oplevede at se søen koge en dag i slutningen af 1990’erne, var sikker på, at han kunne se et stort dyr vælte sig rundt i vandet ude i søen, og at det rent faktisk var det, der var ansvarligt for det urolige vand.

Det er desværre så vidt vides aldrig lykkedes nogen at tage billeder af ædelstenssøerne mens de opfører sig mærkeligt, så det må være på sin plads at opfordre alle fremtidige besøgende til at huske kameraet, hvis de skal på tur. Man kan jo aldrig vide hvornår det begynder at boble fra Jordens indre, eller måske fra en søslanges mave.

Ædelstenssøerne – Smaragdsøen, Safirsøen og Rubinsøen ligger i Hasle Lystskov syd for Hasle. Langs hovedvejen mellem Hasle og Rønne er der flere steder skilte, som viser ind til søerne. Havvej ved Sorthat er et godt udgangspunkt. Hvis man følger den ind i skoven, kan man herfra komme til både Safirsøen og Smaragdsøen.

FYN

6. Alléskoven – Tåge over dysseskoven

Den lille Alleskov, der ligger lige uden for Fåborg, virker ikke som et sted hvor mystik, spøgerier og andet uhyggeligt trives, men sådan er det rent faktisk. Man skal være yderst forsigtig med at bevæge sig ud i Alleskoven efter mørkets frembrud, og i allerhøjeste grad også hvis tågen har lagt sig over landskabet. Man kan nemlig risikere, at ens planlagte spadseretur bliver meget længere end egentlig planlagt.

Der er mange rester af stendysser i Alleskoven, og der er nogle som mener, at disse dysser har, om ikke magiske kræfter, så i det mindste en eller anden form for urkræfter, der kan forstyrre kompasser, måske endda forvride tid og rum, og få folk til at se syner. Der findes ikke videnskabelige beviser på, at det forholder sig på den måde, men der findes flere beretninger fra folk som er blevet fanget i disse kræfter, og som er helt sikre på, at der er noget mærkeligt ved Alleskoven.

Det skal lige siges, at Alleskoven langtfra er det eneste sted, hvor man kan opleve stendyssernes kræfter på nærmeste hold. En lang række danske stendysser er berømt for at kunne lave kludder i tingene, og man kan også finde mange historier om det i for eksempel Storbritannien og det nordlige Frankrig.

Og hvad er det så, der sker i Alleskoven – jo, man kan for eksempel som to Roskilde-boere på cykeltur i sommeren 1981, der stoppede for at gå en lille tur i skoven en sommerdag hvor solen bagte, fuglene sang og himlen var blå og skyfri, opleve, at sigtbarheden pludselig falder brat, at det bliver meget koldere, og en tågebanke kommer rullende ind mellem træerne med en imponerende fart. Fra at være en lille hyggetur, blev pausen pludselig en ubehagelig tænderklaprende tumlen rundt mellem træerne. I løbet af få sekunder var de faret komplet og aldeles vild, og Alleskoven er ellers ikke specielt stor. Tågen var så tæt, at de ikke engang kunne se skovstierne, og den ene gang efter den anden var de ved at støde ind i en høj mørk bautasten, der pludselig dukkede frem af tågebankerne. Tredje gang de stødte på sådan en bautasten, gik det op for dem, at det var den samme sten. De gik nu tydeligvis i ring. Da det gik op for dem, blev de grebet af panik, og gav sig til at styrte blindt af sted gennem skoven. Hvor længe det egentlig varede, var der ingen af dem, der kunne huske bagefter, men pludselig tumlede de ud på vejen kun få meter fra deres cykler.

De var så lettede over endelig at kunne orientere sig, at det i første omgang slet ikke gik op for dem, at her ude skinnede solen stadigvæk. For slet ikke at tale om, at der tydeligvis var gået adskillige timer. De havde gjort holdt i skoven omkring klokken 11, med planer om at gå en tur og derefter spise frokost inden de kørte videre, men nu stod solen betydeligt lavere, og det var tydeligvis sidst på eftermiddagen. Rent faktisk var klokken næsten halv fem. Det havde været en ubehagelig oplevelse at fare vild, men ingen af dem havde forestillet sig, at de havde styrtet rundt i skoven i over fem timer.

Nu skal denne beretning på ingen måde afskrække nogen fra at gå tur i Alleskoven, for det har tusindvis af mennesker gjort gennem årene uden problemer. Men der er ingen tvivl om, at skoven ikke er helt almindelig. Efter sigende sker det rent faktisk også jævnligt, at folk kommer hjem fra en tur i skoven og opdager, at et ellers hidtil upåklageligt fungerende armbåndsur er gået i stå, og så er det lige meget, om det er et digitalur eller med visere.

Måske skulle nogen sætte et advarselsskilt op – Pas På! Skoven er mærkelig.

Alleskoven ligger godt en kilometer stik vest for Fåborg på begge sider af vejen mod Holstenshus.

7. Asperup Kirke – Spøgelser og andre godtfolk

Asperup Kirke har både pondus og personlighed. Den er ikke voldsomt stor, men dens brede solide tårn, og den solide godt satte kirkebygning får den til at virke massiv og magtfuld – nærmest sådan lidt domkirkeagtig. Historisk set er den vældigt spændende, blandt andet fordi man ved næsten på årstal, hvornår folk første gang begyndte at bygge på den. Kirken gennemgik en omfattende restaurering i 1980’erne, og i den forbindelse fandt man en gammel original vinduesramme af træ. En videnskabelige undersøgelse af rammen viste, at træet var blevet fældet i 1170, og eftersom træ jo skal ligge i nogle år, før det kan bruges, blev vinduesrammen, og dermed kirken, sikkert lavet omkring år 1180.

I det hele taget er Asperup Kirke præget af sjove sammentræf. Således hænger der to flotte klokker oppe i tårnet. De er støbt i Lübeck i henholdsvis 1596 og 1598, og var egentlig, som inskriptionen på klokkerne da også fortæller, beregnet til at skulle hænge i en kirke i Thy, men af en eller anden grund, ingen ved rigtigt hvorfor, nåede de aldrig længere end til Nordvestfyn.

Står man inde i kirken, kan man se to gamle træfigurer, der hænger på væggen under orglet. Det er fra 13-1400 tallet, altså kirkens katolske tid, og forestiller henholdsvis Madonna med barnet og hendes mor Anna med Maria og Jesusbarnet. Det er fascinerende nok at tænke sig, at disse figurer er 700 år gamle eller måske mere, men det mærkelige er, at de også i perioder har vist tegn på at have sit eget liv. I mange af de lande som stadig er katolske, hører man af og til om Madonna-figurer der bevæger sig, græder, lyser eller viser andre tegn på mirakuløse hændelser. Den slags har der ikke været så meget af i Danmark, men der er alligevel dukket et par mærkelige historier op i ny og næ. Blandt andet skulle et amerikansk ægtepar (som vel at mærke var katolikker), og som var på besøg i kirken i forbindelse med en rejse i begyndelsen af 1990’erne, have set Madonnaen dreje hovedet og kigge på dem. Der skete tilsyneladende aldrig mere end det, og derfor blev Asperup Kirke ikke mål for regulære pilgrimsrejser, men hændelsen gjorde et stort indtryk på amerikanerne.

Det skulle også spøge i Asperup Kirke, omend det er spøgelser af den mere fredelige slags. Enkelte gange har kirkegængere eller folk der bare har villet beundre kirkens kalkmalerier, der blandt andet viser biskop Absalon med en kopi af kirken i hænderne, set en, og nogle gange to personer sidde på en af kirkebænkene midt i kirken, som om de har været hensunket i bøn. Det er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, når man lige ser bort fra det faktum, at disse andægtige kirkegængere har for vane at forsvinde i den blå luft, og gerne mens folk har kigget på dem. En svensk fotograf der besøgte kirken i 1998 beskrev det som om nogen havde trykket på en knap, og skiftet billedet af kirken ud med et andet uden den pågældende person. Den selvsamme fotograf fortalte også, at han på et tidspunkt havde sat sig på en af bænkene, og pludselig fik en intens følelse af, at der sad nogen ved siden af ham. Han så aldrig noget eller nogen, men blev så ilde til mode, at han rejste sig op, og forlod kirken.

Uanset hvor grebet man bliver, og hvilken oplevelse man får, så er Asperup Kirke et stemningsfuldt sted, og under alle omstændigheder et besøg værd.

Asperup Kirke ligger i Asperup på Vestfyn, lige syd for Båring. Kører man af motorvejen, drejer man fra ved frakørslen til Nørre Åby og drejer nordpå. Der er omkring 1,5 km til Asperup. Kirken ligger til højre, lige når man kommer ind i byen. Drej til højre ad Hindballevej, og derefter til venstre ad Kirkestræde.

8. Bellingebro – Broen bør ikke passeres!

Bellingebro er et uhyggeligt sted. Ja, det vil sige, det er det rent faktisk ikke. Klemt inde mellem de to Odense-forstæder Bellinge og Sankt Klemens, og med udsigt op langs Odense Å og ind til Odenses centrum, kunne den dårligt være mere fredelig. Ikke desto mindre er der rigtigt mange, som i tidens løb har set sære ting her ved broen.

Broer har formentlig lige siden oldtiden været magiske steder. De fungerer som overgange, overkrydsninger mellem to forskellige verdener, land og vand, og dermed også som et sted, hvor der virkelige verden og den knap så virkelige verden kunne mødes. Det var her man kunne risikere at støde ind i elvere, dværge og andre af de underjordiske, og man kan kunne også støde på vandets væsener, åmænd, nøkker og og den slags. Og ved Bellingebro har de vist sig næsten alle sammen.

Åmanden er jo for eksempel et højst mærkeligt væsen. Han er set flere gange ved Bellingebro, seneste dog i 1924, så det er længe siden han har været på de kanter. Han stikker som regel kun lige hovedet op af vandet, og beskrives oftre som mørk og med et langt ufriseret og strittende overskæg og en høj hæs stemme. Specielt og usædvanligt, men man kan dog ikke lade være med at tænke på om åmanden i virkeligheden ikke har været en odder i forklædning.

Men åmanden er en ting. Det er straks værre med de væsentligt mere ulegemlige væsener, man også kan møde på Bellingbro. I 1888 var en mand således på vej over broen med en sin hestetrukne vogn. Det var en sen aften i oktober, og det var allerede blevet mørkt, da en hel flok små gråklædte drenge, pludselig dukkede op foran hesten, og løb råbende og skrigende frem og tilbage på broen. Mærkeligt lod det ikke til at påvirke hesten på nogen måde, men manden var skrækslagen og måtte ved sin hjemkomst trøste sig med adskillige glas brændevin, inden han kunne fortælle sin kone om det passerede. De små grå drenge, eller mænd, eller hvad de nu er, er blevet set adskillige gange, men det er længe siden de sidst har vist sig. Til gengæld er der en brovogter, som åbenbart stadig er i funktion. Han viser sig som regel mest på meget mørke og kolde vinternætter, og altid for yngre kvinder. Sjovt nok bliver de aldrig bange for ham, men føler sig tværtimod sikre og trygge.

”Det var i begyndelsen af december 1991. Jeg havde været til julefest hos en af mine klassekammerater fra gymnasiet. Han boede i Sankt Klemens, og da jeg selv boede i Bellinge, besluttede jeg mig for at skyde genvej over broen, da jeg skulle hjem. Klokken var kun lidt over 12, men da jeg skulle på arbejde næste dag, kunne jeg ikke blive der til festen sluttede. Normalt er jeg ikke specielt bange for at være ude om natten, men da jeg nåede til enden af broen, kunne jeg både se og høre, der stod fem-seks fyre ude på midten og snakkede højlydt sammen. De havde drukket, og stod blandt andet og kastede tomme ølflasker ned i åen, og brændende tændstikker. Jeg havde ikke meget lyst til at gå forbi, men jeg skulle jo hjem, så jeg trak frakken op om ørerne og begyndte at gå så hurtigt jeg kunne. Jeg havde håbet på, at de ikke ville opdage mig, men der gik kun et øjeblik, før en af dem råbte – Se der! Der kommer en sgu’ en kælling! – hvorefter de stillede sig på en række hen over broen, så jeg ikke kunne komme forbi. Men pludselig var der en af dem, der pegede hen mod mig, og sagde noget til de andre, som jeg ikke kunne høre. Så tog de deres cykler, og kørte i fuld fart over mod Bellinge.”

”Jeg forstod ikke et muk, men da jeg kiggede mig tilbage, gik det op for mig, at der to skridt bag mig stod en høj mørk skikkelse. Jeg går ud fra, at jeg burde være blevet skrækslagen, men mærkeligt nok følte jeg mig helt fint tilpas. Det var jo nok den, de var blevet bange for. Jeg gik derfor glad videre, og kunne tydeligt fornemme, at jeg havde følgeskab hele vejen til Bellinge. Først da jeg var nået så langt, at jeg kunne se min egen opgang, kunne jeg mærke, at min følgesvend forsvandt.”

Ja, det er altid rart at vide, at der er nogen, eller måske snarere noget, der passer på en.

Bellingebro er broen over Odense Å omkring 7 km syd for Odense Centrum. Man kører syd på mod Bellinge eller Sankt Klemens. I Bellinge drejer man til venstre mod Sankt Klemens. Efter ca. 1,5 km kører man over Bellingebro. I Sankt Klemens drejer man til højre mod Bellinge. Fra denne side kommer man til broen efter kun 2-300 meter.

9. Dammestenen – Mystiske kræfter ved Danmarks største sten

Der er mange gode grunde til at besøge Dammestenen, eller Damestenen som den også kaldes, på Østfyn. Først og fremmest er den jo Danmarks største sten. Det er ikke en klippeformation, der stikker op af jorden, selvom mange tror det, men en enkelt løs blok – nærmere bestemt en vandreblok. Det vil sige, at den er blevet slæbt med af en gletsjer under sidste istid. Da gletsjeren så smeltede, blev den liggende tilbage. Vandreblokke er på ingen måde noget særsyn. De findes over det meste af Danmark, men de måler kun sjældent mere end 2-3 meter. Og Dammestenen er meget større end det.

Både Dammestenen, og i øvrigt en lang række andre tilsvarende landskabsformationer landet over, er i tidens løb blevet sat i forbindelse med trolde, kæmper, de underjordiske og andre overnaturlige væsener, der som regel er ansvarlige for at have skabt diverse bakker, højdedrag og andet godt, fordi de har smidt sten efter hinanden, eller ganske enkelt har tabt dem ud af lommen. I en tid hvor man ikke kendte til geologiens kræfter, var det naturligt at søge en forklaring på disse i et almindeligt menneskes øjne uforklarlige fænomener, i det eneste man kendte til som havde kræfter nok til at lave om på landskabet, nemlig fabelvæsener. Det rene overtro, vil de fleste nok mene, men der kendes faktisk nogle enkelte beretninger, som hvis de kan tages for pålydende, tyder på, at Dammestenens påståede over- eller rettere underjordiske forbindelser ikke er det rene skinbarlige opspind.

Øverst på bagsiden af Dammestenen – den side der vender væk fra parkeringspladsen, er der en sprække, som med lidt god vilje (faktisk med temmelig meget god vilje, men lad det nu ligge) godt kan ligne en dør, der står en smule på klem. Og det er faktisk lige præcis hvad det er, hvis man skal tro de mennesker, som har aflagt besøg ved stenen på sene aftener eller om natten, og som sværger på, at der har skinnet lys ud af sprækken. Det vil sige, de har nu ikke set selve sprækken med lys i, men kun et lysskær komme ud fra stenen bagside, og skinne op på de omkringstående træer, når de har stået omme på stenen anden side. Lige så snart de har forsøgt at snige sig om på bagsiden for at finde lyskilden, er stenen igen blevet mørk og stille.

Og apropos stille…Stenen er heller ikke altid så stille, som man måtte forvente en sten almindeligvis ville være. En lun septembereftermiddag i 1982 havde en 28-årig tjener fra Helsingør således en meget mærkelig oplevelse ved Dammestenen:

”Det var fredag eftermiddag, og jeg var på vej til Svendborg for at besøge en gammel skolekammerat, der var flyttet til byen et par måneder tidligere. Jeg havde egentlig slet ikke tænkt mig at stoppe ved Dammestenen, men da jeg så et skilt, som viste ud til den, drejede jeg alligevel af. Jeg trængte alligevel også til at få lidt frisk luft og strække benene lidt.”

”Der var ikke andre end mig ude ved stenen, men det var en skøn eftermiddag, og jeg følte mig virkelig som en slags Konge af Bjerget, da jeg klatrede op, og stillede mig på toppen af stenen. Den føltes dejlig varm, så jeg prøvede at lægge mig ned på den. Bare ti minutter, det ville være godt!”

”De eneste lyde jeg havde kunnet høre indtil dette tidspunkt var nogle enkelte fugle, der sang en lille smule, og så den svage brummen af en bil, der passerede forbi i det fjerne, men det ændrede sig i samme sekund mit hoved kom i kontakt med stenen overflade. Pludselig kunne jeg høre svage lyde som af et eller andet stort maskineri, der arbejdede, og der var også en svag mumlen, nærmest som hvis man hører en stor menneskemængde meget langt væk.”

”Det mest mærkelige var, at det lød som om lydene kom inde fra stenen, eller rettere som om de kom op fra stenen, dybt inde fra jordens indre. Lydene forsvandt lige så snart jeg løftede hovedet, men da jeg igen prøvede at lægge mig ned, denne gang med øret presset tæt ned mod stenen, kom de tilbage. Jeg blev liggende meget længe i den samme stilling, men lydene var så

dæmpede, at jeg aldrig blev helt sikker på, om det virkelig var noget jeg hørte, eller om det bare var noget, jeg bildte mig ind.”

Til mandens forsvar skal siges, at han ikke er den eneste, der har bildt sig ind at høre lyde fra jordens indre komme op gennem Dammestenen.

Dammestenen ligger på Østfyn, godt 1 km syd for Nyborg, midt mellem Vormark og Hesselager. Fra Nyborg drejes sydpå mod Svendborg. Lige efter Langå drejes til venstre mod Vormark. Inde i Vormark drejes til højre mod Hesselager. Godt 500 meter syd for byen fører en lille vej mod venstre til Dammestenen. Der er en lille parkeringsplads ved siden af. Kommer man sydfra drejer man til højre inde i Hesselager, og forsætter ca. 2 km, til man kommer til den lille vej til Dammestenen.

10. Frostens Å i Langesø Skov – Mærkelige væsener ved åen

Frostens Å er først og fremmest et sted for børn – eller måske skulle man hellere sige, at det kun er børn, der kan se de mærkelige væsener, der optræder ved Frostens Å. Voksne oplever som regel aldrig noget mærkeligt ved Frostens Å, men det kan jo skyldes, at de måske tænker for meget på terminer og vægtafgifter, og for lidt på verden omkring dem og deres omgivelser.

Af en eller anden grund er Frostens Å et meget populært sted for de underjordiske, om man så må kalde dem elvere, nisser eller måske vætter, så har de vist sig her i større antal end måske noget andet sted i Danmark. Historierne går meget langt tilbage i tiden, så for mange af dem er der ikke ret mange konkrete oplysninger, men som regel er det børn, der enten alene eller sammen med voksne har set små mænd i gråt tøj. De er gerne alene, og står måske ved åbredden og kigger på forbipasserende, eller sidder på en træstub, et hegn eller inde mellem træerne i udkanten af skoven, hvor de omhyggeligt holder øje med hvad der sker omkring dem. I sjældne tilfælde har børnene set store flokke af disse væsener, og så er der som regel altid sket noget stort og voldsomt ret kort tid senere.

I nyere tid har det været småt med iagttagelser af de små væsener, men der er alligevel nogle få personer som påstår, at de har oplevet ting, der ikke uden videre kan forklares. De underjordiske er jo kendt for et grundlæggende fredeligt, men også drilagtigt gemyt. De holder meget af at drille menneskene. Det kan man læse beskrivelser af i en lang række folkeeventyr, men det er sjældent at høre om folk, der har oplevet det i virkeligheden.

Det gælder for eksempel en mand fra Odense, der i efteråret 1988 var på svampetur i Langesø Dyrehave. Efter et par timers vandring satte han sig med en fuld svampekurv på en gammel træstub ved åen og tændte sin pibe. Det var alt i alt meget hyggeligt, og han kunne blandt andet se, at der også stod en træstub på den anden bred. Nå, men efter 10-15 minutters piberygning besluttede han sig for at finde tilbage til sin bil og køre hjem. Han siger selv, at han kun nåede at tage sin svampekurv og gå 15-20 meter, før han kom i tanke om, at han havde glemt sin pibe. Da han gik tilbage, var den imidlertid væk – eller rettere væk var den ikke, men i stedet for at ligge oven på den væltede træstamme ved siden af stubben hvor han havde siddet, og hvor han havde lagt den fra sig, lå den på midt på stubben på den anden side af åen.

”Det er fuldstændigt umuligt, at der kunne have ligget nogen på lur i nærheden, og at de skulle have haft tid til at stjæle piben, komme over på den anden side af åen, lægge den fra sig, og så stikke af, uden at jeg ville have lagt mærke til dem. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre!”

En anden beretning af denne type kommer fra en kvinde i Svendborg, der nu er voksen og arbejder i et ingeniørfirma, men som i sommeren 1981 kun var seks år gammel. Hun husker meget klart, hvordan en skovtur med madpakker endte i rent kaos, da hendes forældres termokande med kaffe pludselig forsvandt.

”Jeg husker tydeligt hvor irriteret min far blev, da jeg blev ved med at insistere på, at termokanden var oppe i et træ 20-30 meter fra hvor vi sad, og at jeg rent faktisk havde set en lille mand i gråt tøj bære den derop.”

”Til sidst blev de så desperate, at far alligevel kiggede op i træet, og der var termokanden. De nægtede at tro på min historie, og skældte mig ud for at have gemt den. Men det var ikke mig! Jeg var bange for højder – det er jeg forresten stadigvæk. Det var en lille mand i gråt tøj. Han var ikke større end mig, men han havde skæg, og jeg er sikker på han blinkede til mig, da han satte termokanden op i træet.”

Frostens Å er en del af Stavids Å, der løber gennem Langesø Skov eller Langesø Dyrehave, som den også kaldes, lige syd for landsbyen Morud, godt 12 km vest for Odense. Vejen sydpå fra Moruds til Vissenbjerg fører lige gennem skoven. Efter omkring 1 km fører en lille vej til

venstre ind i skoven nord om Langesø. Følger man den ca. 1200 m kommer man til en T-kryds. Åen løber under vejen lige til venstre for krydset. Man kan også dreje til højre, og følge vejen ca. 200 m, så kommer man til det sted hvor en arm af åen løber ud i Langesø.

11. Glavendrup – De mystiske runesten

Glavendrupstenene er et af de arkæologisk set mest spændende steder i Danmark. Centrum i hele anlægget er en skibssætning, altså to stenrækker, der danner omridset af et af vikingernes langskibe. Om det så virkelig har haft noget med skibe at gøre, er et helt andet spørgsmål, som arkæologerne vist ikke helt kan blive enige om. I vestenden af skibssætningen står der også en stor runesten, og den er forsynet med Danmarks længste runeindskrift:

”Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes gode, hirdens højværdige thegn. Alles sønnder gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin husbond, men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Til en ræde vorde den, som øver vold mod denne sten eller skæver den bort til minde om en anden.”

Der hviler altså med andre ord en slags forbandelse over Glavendrupstenen. Men det er ikke det eneste mærkelige på dette sted. Hele anlægget er efter sigende et astronomisk observatorium, komplet med stjernekort og det hele. På nordsiden af runestenen finder man en stor halvrund fordybning, et såkaldt skåltegn) en en række mindre, som dog er næsten udviskede. På sydsiden er der også et enkelt stort skåltegn, og her ti mindre, der dog alle er tydelige. Deres placering virker noget tilfældig ved første øjekast, men ser man nærmere efter har tegnene på nordsiden en ret så stor ligheden med stjernebilledet Lyren, og dem på sydsiden minder stærkt om stjernebilledet store hund. De to store skåltegn svarer i begge tilfælde til de pågældende stjernebilleders største stjerner – Vega i Lyren og Sirius i Store Hund.

En anden af stenene i Glavendrup spiller også en vigtig rolle i denne sammenhæng. Den er hverken forsynet med runeindskrifter eller skåltegn, men i en højde på omkring 77 cm over jorden, er der boret hul igennem den. Den har uden tvivl været et stort arbejde at lave dette hul, så det må have tjent et vigtigt formål. Stenen kan være brugt som sigteapparat, og i kombination med stjernekortene på runestenen været brugt til at måle hvor højt på himlen de pågældende stjerner stod, og dermed på hvilket tidspunkt af året man befandt sig.

Og selve skibssætningen kan i virkeligheden have været et slæags gigantisk solur. Hvis man nemlig tænker sig, at der midt i den lange ellipseformede stenkreds har stået en høj pæl, har den kunnet fungere som en viser, hvis skygge har vandret rundt i takt med både solens vandring over himlen i dagens løb, men også ændret sig i takt med solens skiftende højde over året.

Om det så virkeligt har forholdt sig sådan, og om Glavendrup anlægget virkeligt har været brugt på denne måde, er en helt anden sag – men det er da tankevækkende. Og selve stenkredsen er da også anbragt med meget stor nøjagtighed. Dens længdeakse peger stik øst-vest, mens dens korte akse peger nord-syd. Præcis vest for det hele ligger en enkelt høj, og præcis øst for det hele ligger to mindre høje. Det kan næppe være et tilfælde.

Og så er der jo lige forbandelsen. Den truer først og fremmest folk, der fjerner stenen helt eller bruger den som mindesmærke over en anden end Alle. Ingen har så vidt vides nogensinde prøvet at fjerne stenen helt, men en lidt for ivrig amatørarkæolog, som engang i 1960’erne forsøgte at slå en flis af runestenen, måtte alligevel spekulere på, om ikke der var noget om snakken. Hans hammer knækkede nemlig, og den stenflis han slog af, ramte ham i panden, lige over det venstre øje. Han har stadig arret, den dag i dag.

Glavendrupstenene ligger knap 15 km nordvest for Odense nogenlunde midt vejs mellem de to små landsbyer Glavendrup og Torup. Kommer man fra Glavendrup sydfra, ligger området nogle få hundrede meter uden for landsbyen til venstre for vejen i Glavendruplunden.

12. Horne Kirke – En barsk præst

Med al respekt for Horne Kirke, så må man sige, at den ser temmelig mærkværdig ud. Som for de fleste andre danske kirkers vedkommende, er der bygget til og fra, op og ned gennem årene, men sjældent med et så specielt resultat som her. Centrum i kirken er en lille rundkirke, iøvrigt den eneste af sin art på Fyn, og uden på den har man så i tidens løb bygget kirkens øvrige dele. Læg i øvrigt mærke til døbefonten inde i kirken. Den er såmænd lavet af selveste Bertel Thorvaldsen.

Men det er nu ikke ham, denne historie skal handle om. Men derimod om en af kirkens tidligere præster ved navn Hans Madsen, der var en hel del mere end almindelig hårdfør. I 1535 rasede grevens fejde på Fyn, og Hans Madsen, der dengang var præst i Svaneke, kom til at spille en afgørende rolle i hele affæren. Han havde efter sigende skjult en samling kostbarheder for Jacob Hardenberg fra herregården Sandholt, og det brød greven af Hoya, den ene part i kampene, sig ikke om. Han fik Madsen ført til Odense og tortureret i et forsøg på at få ham til at røbe hvor kostbarhederne var gemt. Den gode præst var imidlertid ikke særligt snakkesagelig, og selvom grevens folk hængte ham op i tommelfingrene i flere timer, sagde han ikke er ord. Dagen efter blev han endda tvunget til at løbe barbenet efter en hest hele vejen til Fåborg, men det tog den gode præst også med ophøjet ro.

I Fåborg lykkedes det ham imidlertid at komme til at overhøre greven af Hoyas planer om at lokke den anden part i grevens fejde, Johan Rantzau, og hans hær i baghold. Det lykkedes ham senere at slippe fri, komme ned til havet og finde en båd, som han stagede over til halvøen Horneland. Her løb han, igen barfodet den stakkelse mand, hele vejen til Assens, hvor Johan Rantzau havde sin lejr. Han blev advaret, og det, der skulle have været en nemt baghold, endte med et knusende nederlag til greven af Hoyas tropper. Da hertug Christian af Slesvig-Holsten kort efter blev kronet til Christian d. III af Danmark, blev Hans Madsen belønnet med præstekaldet i Horne, samtidig med at han blev provst over hele Salling Herred. Så langt, så godt, omend det siges, at Hans Madsens tommelfingre som følge af torturen var krogede for resten af hans liv.

Selvom man må formode, at Hans Madsen har haft det godt i Horne Kirke, er det alligevel som om han siden hen ikke helt har kunne slippe sit præstekald, for der er faktisk en del mennesker, som ind i mellem, gerne på mørke aftener, har mødt en ældre mand med stærkt forkrøblede tommelfingre i eller omkring Horne Kirke.

En vinteraften i 1986 prøvede to unge mænd således at skyde genvej over kirkegården, men blev stoppet ved lågen af en ældre og meget bistert udseende mand. Han sagde ikke noget, men viftede bare afværgende med hænderne foran dem. De tænkte ikke specielt over det mærkelige tidspunkt og mandens udseende, bortset fra, at de lagde mærke til, at tommelfingrene på begge hans hænder ”lignede et par udtørrede visne grene”.

En anden, der har mødt den gode pastor Madsen, er en gartner fra København, der en meget mørk og overskyet efterårsdag i 1991 var stoppet ved Horne Kirke. Hun havde mistet sin mor nogle få uger forinden, og havde brug for lidt tid i fred og ro til at tænke over tingene. Hun parkerede derfor sin bil overfor kirken, og vandrede op på kirkegården, hvor hun til sidst stod med armene over kors, lænet op mod selve rundkirkedelen, og så ud over gravstenene. Hun stod netop og tænkte på hvor meget hun savnede sin mor, da en ældre mand pludselig stoppede op foran hende, smilede venligt og klappede hende på armen , hvorefter han gik videre og forsvandt rundt om kirken.

Umiddelbart var der ikke noget mærkeligt ved manden, og hun kunne også tydeligt mærke hans berøring, men hun følte sig omgående bedre tilpas. I de følgende dage spekulerede hun dog en del over, hvilken ulykke manden mon en gang havde været ude for, for tommelfingeren på den hånd, som han havde lagt på hendes arm, havde været stærkt forvredet, som om den havde

været brækket flere steder, og var vokset forkert sammen. Og den anden hånd, som manden havde løftet i en slags hilsen, inden han gik videre, havde set ud på samme måde.

Horne Kirke ligger i den lille by Horne, godt midtvejs mellem Fåborg og Bøjden på Sydvestfyn. Kommer man i retning fra Fåborg, ligger kirken godt 300 m til venstre for hovedvejen, lige når man kommer ind i byen. Der er en parkeringsplads lige overfor kirken.

13. Horneland – Sten overalt

Horneland er et fantastisk landskab at besøge, hvis man er interesseret i oldtidens folkeslag, og ikke mindst de spor, som de har efterladt i landskabet. Det vrimler nemlig med dysser og jættestuer i dette område. Man kan undre sig over, hvad det er, der har fået vores forfædre til i den grad at stable sten oven på hinanden her på stedet. Der er dog naturligvis den mulighed, at hele Danmark engang har set sådan ud, men at stendysserne i resten af landet i langt større grad er blevet fjernet, ødelagt, gravet ned og pløjet over. Man kan sagtens få et par dage eller to til at gå med at udforske alle Hornelands gamle stenmonumenter. Og som så mange andre jættestuer og stendysser er de omgivet af en lang række overleveringer og legender. Og hvem ved – måske kan man stadig opleve noget mærkeligt.

Mormis høj, der ligger lige syd for Horne er en runddysse som mangler dækstenen. Den er ganske smuk, og et flot eksemplar af sin slags, og så er det efter sigende istand til at forvirre folk så meget, at de ikke ved om de kommer eller går, når de besøger den.

Næsten lige over på den anden side af vejen, bare et stykke længere mod syd, ligger Smohøj. Det er en mindre jættestue, hvor kun den ene dæksten er bevaret. Herfra findes et par historier om folk der en sen nattetime har passeret stedet, og set en lysende skikkelse stå oven på højen. Disse lysende skikkelser er iøvrigt forbavsende almindelige sammen med jættestuer og stendysser. I mange tilfælde er der tilknyttet historier om, at de vogter på en skat, men lige så ofte ved man intet om hvem eller hvad de er.

Endnu længere sydpå, hvor vejen drejer ud mod Duereds Vænge, ligger Dueredshøj og en anden dysse ved siden af hinanden. Dækstenen på dyssen ved siden af Dueredshøj er flækket. Det er der for så vidt ikke noget mystisk eller mærkeligt i, men det underlige er, at mindst to forskellige mennesker fortæller, at de har besøgt stedet, og at dækstenen hver gang ikke har været flækket, men at den pludselig er gået fra hinanden med et højt brag. Det kan naturligvis ikke ske den ene gang efter den anden, så måske kan man tænke sig, at folk simpelthen har set ekkoet – spøgelset af den gang, hvor stenen virkelig flækkede.

Længere mod vest, på vejen fra Bøjden og ud mod Sønderhjørne, findes der også dysser. Et stykke syd for vejen finder man for eksempel Nydamdyssen. Det er en stor, men noget ødelagt langdysse, der åbenbart kan få folk til at miste orienteringen, for da to tyske studerende besøgte den i 1987, de var kørt dertil på cykel fra Horne, og skulle til Bøjden for at tage færgen over til Als, kørte de efter besøget tilbage i samme retning som de kom fra, uden overhovedet at tænke over det. Og selv da de blev klar over det, var det som om de alligevel ikke rigtigt kunne finde ud af at vende om. De prøvede flere gange, men fik hver gang en fornemmelse af, at de alligevel kørte forkert, selvom deres kort tydeligt viste at de var på rette vej. Efter et stort skænderi, hvor de gensidigt beskyldte hinanden for at forvirre tingene, besluttede de sig for at spørge en lokal om vej, og det var først da han udpegede den rigtige retning mod Horne, at ”fortryllelsen” blev hævet, og de uden problemer kunne køre videre.

Dette er kun fire af de mindst 30 forskellige dysser og jættestuer som findes på Horneland. De har sikkert alle sammen hver deres at fortælle, og hver deres mystiske kræfter, som de kan forvirre eventuelle gæster med. Prøv lykken, og håb det bedste – man ved aldrig, hvad der kan ske.

Horneland er den store halvø vest for Fåborg. Man kommer nemmest derud ved at følge vejen fra Fåborg til Bøjden, og så dreje sydpå i Horne mod Dyreborg eller køre til Sønderhjørne på Hornelands yderste sydvestlige spids. Der er mindst 30 forskellige dysser, som er værd at se nærmere på. De ligger især koncentreret i Bjerne Mark ved Dyreborg og langs vejen ud til Sønderhjørne.

14. Klokkestenen på Lyø – De underjordiskes dørklokke

Stendysser er på ingen måde noget særsyn i lille Danmark, men det eksemplar, der står helt ude på vestenden af den lille fynske ø Lyø, er alligevel noget lidt ud over det sædvanlige. Dyssen er ikke særligt stor, men den er meget velbevaret, og hvad der er nok så vigtigt, så kan den, som det lokale navn Klokkestenen antyder, give lyd fra sig. Hvis man slår på stenene i dyssen, og specielt dækstenen, giver den en høj klar tone fra sig. I princippet er der ikke den store forskel på Klokkestenens lyde, og det der sker, hvis man slår på en xylofon, men fænomenet er ikke desto mindre meget imponerende. Ingen ved om dyssens lydfrembringende evner er et simpelt sammentræf, eller om det er planlagt af dem der byggede den, men formentlig er det kun et sammentræf. Hvis oldtidens mennesker virkelig havde været i stand til konsekvent at bygge den slags xylofondysser, havde de sikkert ikke nøjes med at gøre det et enkelt sted på en lille isoleret fynsk ø. Det ville have været meget mere magtfuldt, hvis en dysse for eksempel kunne byde de døde velkommen til evigheden eller den anden verden med en dyb ringende tone.

En dysse med så usædvanlige egenskaber har naturligt nok givet ophav til en del historier og overleveringer. Blandt andet skulle den kunne opfylde ønsker, hvis man udtaler det eller tænker på det, når den giver lyd fra sig – i parantes bemærket skal man selv have slået på dyssen, så den ringer, hvis det skal virke. Og det er rent faktisk ikke altid lige nemt at få gang i Klokkestenens lyde. Men så skulle det også virke – lige så sikkert som en firkløver eller et stjerneskud kan opfylde ens ønsker.

En anden bivirkning af lydene fra dyssen er, at man kan risikere at forstyrre de underjordiske. Man kunne ligefrem kalde Klokkestenen for de underjordiskes dørklokke. Det er nu ikke fordi de altid kommer rendende, når der bliver ringet på, men af og til lader de alligevel høre fra sig, og efter sigende bryder de sig ikke om at blive forstyrret med mindre man har noget virkelig vigtigt at tale med dem om. Der findes rent faktisk en historie om en tysk lystsejler, der ankrede op ude ved Klokkestenen, og sagde til sin kone, at han ville gå i land og prøve at få stenen til at ringe. Det var det sidste hun nogen sinde så til ham. Hun mente godt nok, at hun nogle minutter efter manden var gået i land havde hørt en høj ringende tone, men det var også det eneste. Da han efter en time endnu ikke var vendt tilbage, gik hun selv i land for at lede efter ham, men der var ingen tegn på hans tilstedeværelse nogen steder – og han er i parantes bemærket aldrig blevet fundet.

Det ville være fristende at konkludere, at han var blevet taget af de underjordiske, men historien er nu nok en vandrehistorie, eftersom der kendes tilsvarende historier fra andre stendysser, ikke bare i Danmark, men også andre steder, hvor folk der på en eller anden måde har forstyrret de underjordiske, er sporløset forsvundet.

Så er der jo også historierne fra de mennesker, som har prøvet at få gang i Klokkestenens lyde, og som har oplevet, at den har svaret igen, om man så må sige. Når den lyd, som de har frembragt er døet ud, har dyssen svaret dem med to-tre andre klare toner, fuldstændigt som om den ville tale til dem. Nogen fornuftig forklaring på alt det her, er der naturligvis ikke, men man kan jo heller ikke vide, om der virkelig skulle bo nogle underjordiske nede under Lyø, som efterhånden er godt trætte af al den larm.

Det er sikkert også dem, der nogle gange tænder lys i Klokkestenen, så for eksempel lystsejlere der passerer kysten efter mørkets frembrud, kan se det lyse inde under den.

Lyø ligger 8 km sydvest for Fåborg. Man kan kun komme hertil ved at sejle. Fra færgelejet kører man til Lyø By, og herinde til højre rundt om kirken og ud mod Lyø Vesterflak og Klokkestenen. Følg vejen helt ud til enden, og parker her. Det sidste lille stykke ud til stenen må man gå.

15. Middelfart – Et mystisk mord

Middelfart ligner en uhyre fredelig by, som den ligger der ved den fynske kyst klemt inde mellem de to Lillebæltsbroer, men rent faktisk kan man stadig opleve ekkoet af en næsten 650 år gammel mordgåde, som aldrig er blevet opklaret, men som rent faktisk var med til at ændre Danmarkshistorien – mordet på Niels Bugge fra Hald og hans to følgesvende.

Midten af 1300-tallet var en trist og omtumlet periode i Danmarks historie. Kongen, Valdemar Atterdag, havde regeret landet på bedste vis i mange år, men havde i perioder også opført sig som en brutal tyran, der forlangte, at alle indordnede sig under hans vilje. Det ville alle imidlertid ikke, og der var flere gange oprør i det danske, specielt i Jylland, og hver gang gerne med herremanden Niels Bugge fra Hald som en af de førende. Han var en af landets mægtigste og rigeste mænd, og selvom han i perioder var en af kongens fortrolige, holdt han sig ikke tilbage for at tale ham midt imod. Og han brugte gerne våbenmagt, hvis kongen ikke ville lytte til almindelig høflig tale.

I slutningen af 1358 var situationen imidlertid blevet så uholdbar, at kongen med løfte om frit lejde til Niels Bugge og to medrejsende, indbød ham til møde på Sjælland i december måned, så de kunne diskutere rigets stilling og fremtid. Man ved rent faktisk ikke med sikkerhed hvor mødet fandt sted – muligvis i Slagelse, og muligvis i Vordingborg, men det endte i hvertfald dårligt. Kongens krav for at få fred i Danmark var så urimelige, at Niels Bugge og hans to følgesvende Uffe Stigsøn og Peder Andersen måtte rejse hjem igen med uforrettet sag. Både kongen og de vidste nu, at det kun kunne ende med endnu en krig – en krig som ingen af dem måske ville kunne vinde.

Hvad der så siden skete, er lidt af en gåde, men faktum er, at lige omkring årsskiftet var de tre mænd nået til Middelfart. Her blev de overfaldet og myrdet – nogen siger det skete på stranden nedenfor byen, andre at det skete inde i selve byen. Ligene blev ihvertfald fundet på stranden, og nogle lokale fiskere fik skylden. Der var almindelig enighed om, at kong Valdemar formentlig stod bag det hele, men da han svor på 12 mænds ed, at han var uskyldig, lod man sagen falde. Det vil sige kongen pålagde rent faktisk indbyggerne i Middelfart en straf for mordet. De skulle hvert år betale 49 skilling ekstra i skat, de såkaldte Buggepenge. Denne ekstraskat blev iøvrigt først ophævet i 1874, da en embedsmand tilfældigvis opdagede, at Middelfarts borgere stadig betalte denne efterhånden noget forældede bøde.

Niels Bugges død svækkede modstanden mod kong Valdemar betragteligt, og han kunne derefter stramme grebet om riget endnu engang.

Mordet blev aldrig opklaret, men på en eller anden måde, må der alligevel være blevet et ekko af det hængende. Selvom man rent faktisk ikke ved præcis hvor mordet egentlig blev begået, er det enkelt gange blevet gentaget på stranden nedenfor den gamle Lillebæltsbro. På meget mørke nætter sker det, at man ser tre mænd til hest komme ridende ned mod stranden. Her stiger de af, og giver sig til at spejde ud over vandet. Men i næste øjeblik kommer en hel flok mænd farende ud af mørket og kaster sig over dem. I et flakkende lysskær kan man så se, hvordan de tre mænd hugges til jorden med talrige knivstik. I dette øjeblik forsvinder lysskæret, og alt bliver igen sort. Og hvis man går hen til stedet hvor hele det uhyggelige optrin fandt sted, er der intet spor af hverken morderne eller ofrene.

Ingen ved helt præcist hvor mordet på Niels Bugge fandt sted, men går man en tur langs kysten fra Middelfarts lille havn og vestpå langs kysten ud mod Galaklint og Batteriplantagen, kommer man lige efter passagen under den gamle Lillebæltsbro, til det område, hvor det spøgelsesagtige mord finder sted.

16. Nørre Søby Sø – Den skrækkelige lindorm

Vi er ikke så forvænt med drager i det danske landskab, sådan som man for eksempel er længere sydpå i Mellemeuropa og i Storbritannien, men vi har da nogle fine eksemplarer her og der. Danske drager har også kun sjældent den typiske form, altså store vinger, evnen til at spy ild og den slags, der har givet så mange tapre riddere så mange problemer. Vores drager er i virkeligheden af en helt anden art. Vi har nemlig særligt mange af de mærkelige lindorme. De er meget mere slangelignende, men mindst lige så store som rigtige drager – og så har de jo forresten en ulyksagelig hang til at ville vælte store bygninger, specielt kirker, men også gerne herregårde og slotte.

Man kan finde et virkeligt pragteksemplar, hvis man besøger Søby Søgård, den store herregård, der ligger lige ved siden af Nørre Søby Sø. I voldgraven her bor der nemlig en særligt stor og ondskabsfuld lindorm, der arbejder hårdt på at undergrave alle bygningerne, så hele historien en dag vil synke. Det skal i følge sagnet ske ved juletid, og derfor holdt gårdens tidligere ejere aldrig jul på stedet. Det foretrak de at gøre andetsteds. I dag rører lindormen sjældent på sig. Den er måske blevet gammel, men ind i mellem bliver vandet i voldgraven meget uklart og mudret, og så er det fordi lindormen har slået et slag med halen.

Såvidt det gamle sagn, men så er der spørgsmålet om den rene skinbarlige virkelighed, eller hvad det nu er, der har spillet ind. For der er såmænd nogle mennesker, også i den mere moderne oplyste tid med mobiltelefoner og anden elektronik, som påstår, at de har set lindormen tage sig en runde i søen – eller i det mindste et eller andet meget stort åle- eller slangelignende dyr.

Størrelsesangivelserne varierer en hel del. Nogle mener at have set et dyr på kun et par meters længde, mens andre mener kræet har været 10, 20 eller endda 30 meter langt. Man kan så undre sig over, at Nørre Søby Sø ikke forlængst har fået ry for at være Danmarks svar på Loch Ness, men fynboer er måske ikke så nemme at imponere.

Man ved naturligvis aldrig, om nogen har bildt sig noget ind, men der kan faktisk godt være en naturlig forklaring på iagttagelserne af lindorme, eller hvad det nu er, i Nørre Søby Sø. Størrelsesangivelserne er naturligvis et problem – 30 m svarer nogenlunde til en fuldvoksen blåhval, og den slags ser man jo trods alt næppe i en dansk sø, uanset hvor mange lindorme, der holder til i nærheden. Det er notorisk vanskeligt at bedømme en genstands størrelse, hvis den befinder sig midt ude på noget vand. Bliver man samtidig forskrækket eller overrasket, kan den nemt komme til at virke meget større end den virkelig er, og hvis den så samtidig svømmer, så kan kølvandet godt lægge adskillige meter til den samlede længde.

Nogle af historierne fra Nørre Søby Sø fortæller om stærkt ålelignende væsener på 2-3 eller måske 4 meters længde. Og det kan for så vidt godt være virkelige ål. Normalt bliver ål naturligvis ikke når så store. Når de vokser til, vandrer de ud af søer og vandløb og svømmer hele vejen til Sargassohavet på den anden side af Atlanten for at yngle, og så ser man dem aldrig mere, men hvis nu en enkelt ål af en eller anden grund aldrig blev kønsmoden, var der naturligvis ingen grund til, at den skulle forlade sin sø, og så ville den som alle andre fisk bare blive ved og ved med at vokse. Og eftersom ål kan blive gamle, kunne man godt forestille sig, at en steril ål med vækstforstyrrelser ville ende med en størrelse på et par meter eller mere.

En anden mulighed er, at den europæiske ferskvandsmalle, en stor kolos, der kan blive 5-6 meter lang, alligevel ikke er så uddød i de danske søer, som lærebøgerne ellers fortæller os. En sådan malle ville sagtens kunne optræde som søslange eller lindorm. Men faktiske beviser er der naturligvis ingen af. Man kan kun opfordre kommende lystfiskere i Nørre Søby Sø til at være ekstra opmærksomme, hvis de får et virkeligt tungt og kraftigt bundhug. Det kunne jo være en lindorm.

Nørre Søby Sø ligger omkring 10 km stik syd for Odensen i udkanten af den lille by Nørre Søby. Kør ad vej 43 mod Fåborg. Inde i Nørre Søby kører man til højre mod kirken, og parkerer her. Søen ligger lige neden for kirken mod vest.

17. Ørkild Slot – En gammel gammel landmand

Midt inde i Svendborg, i det man vel nærmest kunne kalde Svendborgs Bypark, Caroline Amalie Lunden, ligger resterne af Ørkild Slot. Der er ikke meget af fordums pragt tilbage, men det er ikke desto mindre stadig Danmarks største voldsted. Masser af mennesker har set det og passeret det, om ikke andet så de mange gæster til Rottefælden, landets ældste sommerteater, der ligger midt inde i skoven.

Ørkild voldsted blev bygget i middelalderen over en 30 år lang periode fra 1157 til 1187. Bygmesteren kendes ikke med sikkerhed, men formentlig var det den danske konge Valdemar den Store. Sidenhen blev der bygget et slot på stedet, og det var i forskellige fine herrers besiddelse gennem årene. I den første del af 1500-tallet tilhørte det biskoppen i Odense, som var yderst upopulær i Svendborg. Han forsøgte nemlig efter bedste evne at overtage kontrollen med købstandens handel med Østersølandene. Det hele endte med, at Svendborgs indbyggere satte ild til Ørkilde Slot i 1534. De kolossale volde står der stadig, men slottet er væk.

Det er minderne om slottets og voldenes liv derimod ikke. Man kan stadig høre og se sporene af det en gang imellem, når grænsen mellem fortid og nutid bliver en smuel udvisket. Det siges for eksempel, at man ved midnatstide stadig kan høre slottets gamle portner ride sin aftenrunde langs voldstederne. Her checkede han, at alle døre og porte var låst på betryggende vis. Man kan derfor tydeligt høre hans raslende nøgleknippe og ind i mellem også hovslagene fra hans hest.

En anden begivenhed, som også kan genoplives af og til, er branden på Ørkild Slot. Her er der også kun lydene tilbage, men de kan til gengæld også være meget skræmmende og nøjagtige. I 1975 var en engelsk skolelærer på ferie i Danmark, og han oplevede en aften, hvor han var gået en tur i Svendborg, hvad der må have været branden en gang til. Det var en varm og lys sommeraften, og han havde sat sig på en af voldene, da han pludselig syntes han kunne lugte røg. I løbet af få øjeblikke blev lugten stærkere og stærkere, og så kunne han også tydeligt høre flammernes knitren og lyden af råbende mennesker og ting der styrtede sammen. Men rundt omkring ham var der intet at se. Svendborg slumrede i de varme aftentimer, og der var hverken brand eller ballade nogen steder.

Det mærkelige lydbillede blev ved i omkring 20 minutter, og i al den tid sad skolelæreren fascineret på sin plads på volden, mens han spekulerede på, hvad det egentlig var han hørte. Til sidst begyndte lydene imidlertid at blive svagere og svagere, røglugten forsvandt, og tilsidst var alt stille igen. Det eneste han nu kunne høre var byens normale aften- og nattelyde.

Og så er der jo også den gamle gamle landmand. Meget af det, der idag er Svendborg, har formentlig engang været marker, og det er sikkert derfor en københavnsk journalist engang til sin store overraskelse så en mand gå og pløje med hesteforspand inde i Caroline Amalie Lunden. Det var midt på natten, og journalisten var på vej hjem til nogle venner, der boede i udkanten af byen. Han havde været til middag med nogle kollegaer inde i Svendborg, og det havde trukket noget ud, men han sværger den dag i dag på, at han på ingen måde var beruset. Ikke desto mindre var den pløjende landmand – eller bonde skulle man måske kalde ham, ganske tydelig, hvilket i sig selv var temmeligt mærkeligt, for der var ingen belysning, og manden havde ingen lygte med.

Som alle journalister var vor københavnske ven nysgerrig, så han listede sig forsigtigt nærmere, og kom ind bag ved plovmanden på det stykke han allerede havde været igennem. Her var der overraskende nok ikke spor af plovfurer. Til sidst kunne journalisten ikke tie stille længe, men råbte pludselig: ”Hej – hvad laver du egentlig?” Men det eneste svar han fik var et pludseligt mørke. Plovmanden forsvandt, og han stod mutters alene nedenfor Ørkildes volde.

Ruinerne af Ørkild Slot og voldene ligger midt inde i Svendborg i Caroline Amalie Lunden eller Caroline Amalie Skoven omkring 1,5 km fra Svendborg Station. Gå til højre af Toldbodvej uden for stationen, og derefter til højre ad Nyborgvej og frem til Ørkildsvej hvor der drejes til venstre. Lidt længere fremme drejes til højre op til Caroline Amalie Lund. Slotruinen ligger lige fremme når man er kommet ind i parken.

SJÆLLAND OG ØERNE

49. Assistens Kirkegård – Den som besøger sin egen grav.

Assistens Kirkegård i København er en gammel og hæderkronet kirkegård med en lang og spændende historie. Her ligger berømtheder og notabiliteter side om side med ganske almindelige mennesker – fra H.C.Andersen og Søren Kirkegaard til hr. og fru Jensen. Men kirkegården er andet og mere end en stilfærdig mindepark hvor man færdes med andægtighed. På en varm forårsdag er kirkegården fyldt med børnehaver på udflugt, folk der holder frokostpause eller soler sig, og studenter der læser til eksamen i de smukke omgivelser, hvor blomsterne er ved at springe ud, og hvor fuglene synger så det gjalder. Her mødes livet og døden i skøn og munter forening. Og nogle gange bliver bliver det tydeligt, at grænsen mellem de to ikke er helt så fast og tillukket, som man almindeligvis går og tror.

I slutningen af maj og begyndelsen af juni 2004 havde en medicinstuderende, der boede lige i nærheden af kirkegården, og som brugte den til eksamenslæsning, således flere gange et møde med en højst usædvanlig ung dame, der ikke altid fulgtes med sin egen skygge. Første gang han så pigen, stod hun og lænede sig op af det lille hegn, der er opstillet foran Peter von Scholtens gravmæle. Han tænkte ikke så meget over hendes tilstedeværelse, da han var fordybet i en anatomisk lærebog, men nåede dog at registrere, at hun var klædt i en ret gammeldags og temmelig omfangsrig kjole. Dagen efter var pigen der igen, og stadig med den samme kjole på, men denne gang blev det klart for den flittige medicinstuderende, at hun måske ikke var af denne verden. Han sad ned på græsset, og havde måske derfor ikke det helt store overblik, men trods et kraftigt solskin, virkede det ikke som om pigen kastede nogen skygge, og hvad mere var, fra sin plads på græsset, havde vor læsende ven et godt udsyn over stien til begge sider, og han sværger på, at pigen forsvandt fra sin plads ved hegnet fra det ene sekund til det andet. ”Rent faktisk blinkede jeg bare – og så var hun væk!”

Men pigen var ikke helt færdig med sin optræden. Eksamenslæsningen var anstrengende, så medicineren undrede sig måske nok en del, men slog så pigen ud af hovedet, og koncentrerede sig om den kommende eksamen. Den gik fint, men da han et par uger efter gik igennem kirkegården på vej hjem, kom han i tanke om den mystiske pige. Da han nåede Peter von Scholtens grav, var hun ikke til at se nogle steder, så han standsede op ved hegnet, og spekulerede på, hvad mon pigen havde tænkt på, mens hun stod der. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var temmelig varmt, men ikke desto mindre begyndte den nu sommerferieklare mediciner at fryse. Han fik en tydelig fornemmelse af, at han ikke var alene, selvom der ikke var nogen at se. Eller retttere – det var da alligevel, for da han kastede et blik ned til venstre gik det op for ham, at der på jorden, ved siden af hans egen tydelige skygge, var aftegnet en anden, men meget svagere skygge. Den var dog tydelig nok til, at han uden problemer kunne se, at det var skyggen af en ung pige iført en stor og omfangsrig kjole.

Men måske er det ikke så mærkeligt, at der er folk som ikke hviler helt så roligt i deres grave, som de måske burde. Der foregik nemlig tit og ofte artige ting i nattens mulm og mørke på Assistens Kirkegård i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Gravrøverier hørte åbenbart til dagens, eller nattens orden. De døde, som ofte havde smykker og lignende med i kisten, blev plyndret, og kisterne solgt til brænde. Og de døde, ja, dem lagde man tit ned i andre grave, hvor ingen ville lede efter dem. Da forlagsmanden Søren Gyldendals gravmæle således skulle sættes i stand midt i 1800-tallet, opdagede man, at graven indeholder betydeligt flere mennesker end den døde forlægger. Antallet varierer fra 2 til 8, alt efter hvilken beretning man læser, men at der var for mange, er alle enige om. Sandsynligvis var det ofre for adskillige gravrøverier, men ingen ved det med sikkerhed.

Assistens Kirkegård ligger lidt uden for det centrale København, omkring 2 km fra Københavns Hovedbanegård, omkranset af Kapelvej, Nørrebrogade, Jagtvej og Hans Tavsen Parken. Bus 5A fra Hovedbanegården passerer lige forbi kirkegården. Det kan anbefales at bruge bussen, da parkeringsforholdene omkring kirkegården er dårlige. Man kan også bruge bus 18 eller 350S.

50. Bolund – En mærkelig landing

Bolund-halvøen ved Roskilde Fjord er nok et af mere besynderlige landskaber man kan finde i Danmark. Det er ikke specielt storslået og fantastisk, bare…underligt. Halvøen stikker ud fra en ret flad og ret ensartet strandeng godt en kilometers vej nord for Risø. Det er en lang smal halvø, ikke meget mere end en bevokset sandbanke, som strækker til nogle få meter ud i fjorden. Men ude for enden udvider den sig brat til en stor klump, en bakke, om man vil, der er op mod 12 meter høj. Det er nærmest ud som om en kæmpe en gang har smidt en stor sten ud i vandet, og ladet den ligge. Man kan sagtens få en time eller to til at gå her med at kigge på fugle, nyde naturen og studere planter, og solnedgangen over fjorden er heller ikke dårlig. Men man kan også opleve noget ganske andet.

Måske er det nærheden til Risø, Danmarks eneste atomanlæg, der har gjort det, men der er efter sigende blevet set et uforholdsmæssigt stort antal mystiske natlige lys og andre underlige ting, der bringer tanken hen på rumvæsener og andet mærkeligt ved Bolund. Det er der på et plan ikke noget specielt mærkeligt i. I andre egne af verden er kraftværker, atomværker og lignende anlæg ofte rene magneter for ufo-aktiviteter.

En sommernat i 1993 passerede to teenager fra Roskilde Bolund-halvøen. De var på cykel på vej hjem fra en fest et par kilometer længere nordpå. Trods årstiden var det relativt mørkt, og da var også begge to trætte og tænkte dybest set kun på at komme hjem i seng. Ikke desto mindre stoppede de begge to som på tælling, da der lige pludselig blev tændt lys ude på toppen af Bolund-halvøen. Det var ikke en enkelt person med en lommelygte eller en bils lygter fra den anden side af fjorden eller et lys på en lystsejler. Det var derimod noget, der mere mindede om en ring af de store lamper man bruger til at oplyse et fodboldstadion med. Lamperne lyste ned midt på den høje bakke for enden af halvøen, hvor en gruppe utydelige skikkelser, måske 5-6 stykker, de kunne ikke se det med sikkerhed, gik omkring. Lyset var så stærkt, at det næsten blændede de to natlige cyklister, men det så ud som om skikkelserne gravede eller borede i jorden.

Hvor længe hele dette optrin egentlig varede, kunne de to øjenvidner aldrig siden hen blive enige om. I 2006, tretten år senere, mener den ene stadig at de kun stod der i et par minutter, mens den anden er sikker på, at det varede mindst en time. Under alle omstændigheder sluttede det lige så brat som de startede. Lyset gik ud, og der var både mørkt og stille igen. De to kørte hjemad igen, uden at snakke sammen, og de har siden kun berørt oplevelsen ganske flygtigt.

Muligvis var det i sommeren 1993 det hele skete, for kun et par uger efter denne begivenhed så en forbipasserende bilist, denne gang igen sent om natten, en kraftig strålekaster, der pludselig blev tændt over Bolund. Den lyste et kort øjeblik ned over halvøen, og så blev den hurtigt mindre, da det luftfartøj som den udgik fra, meget hurtigt landede ude på spidsen. Bilisten kunne ikke skelne nogle detaljer, men var sikker på, at det i hvert fald ikke drejede sig om en helikopter. Han havde stoppet bilen, da han så det første lys, og da han havde åbne vinduer i bilen, ville han uden problemer have hørt eventuel motorlarm – hvis der altså havde været nogen.

Ligesom de to teenagere havde vidnet i bilen heller ingen fornemmelse af hvor lang tid der egentlig gik, før lyset pludselig blev tændt igen. Det blåhvide lys var meget skarpt og blændende, men han mente alligevel at kunne se, at der stod nogle skikkelser ude på bakken sammen med det fartøj, der lige var landet. Det blev særligt tydeligt, da fartøjet i næste øjeblik skød i vejret – igen med den lange lyskasterstråle under sig. I er kort glimt kunne bilisten se, at der stod mindst 4 skikkelser ude på øen. ”Så turde jeg sgu’ ikke blive der længere!” som han selv senere udtrykte det.

Den mærkelige Bolund-halvø ligger ved Roskilde Fjord, omkring 7 km nord for Roskilde Centrum. Man følger vej 6 nordpå ud af byen. Bolund-halvøen ligger på venstre hånd godt en

kilometer efter man har passeret Risø. Man kan parkere i vejsiden. Der går en vandresti ud til enden af halvøen, der yderst er omkring 12 meter høj.

51. Christianshavns Voldgrav – Hundedræberen og andre uhyrligheder

Voldgrave er mærkelige steder. Uanset om de ligger omkring et gammelt slot eller måske ligefrem omkranser en hel by, er de altid forbundet med mystiske historier. Adelsjomfruer er blevet skubbet i dem og uægte børn er blevet druknet i dem. Det samme er uduelige eller lidt for nysgerrige tjenestefolk, og sågar også en tapper ridder i ny og næ. Men det værste er næsten, at voldgrave stort set altid er hjemsted for uhyrer af den ene eller den anden slags. Nu er voldgrave jo i bund og grund forsvarsværker under en eller anden form, så det er vel ikke så mærkeligt, at man nogle steder har forsøgt at gøre dem mere afskrækkende, enten ved direkte at fylde dem med farlige dyr, hvis det har kunnet lade sig gøre, eller i det mindste sprede historier om, at de var fyldt med farlige væsener. uhyrer og anden trolddom. Sådan er det med Christianshavn Voldgrav, eller Stadsgraven, der er en del af Københavns oprindelige befæstning. Den er tilsyneladende hjemsted for et uhyre. Det er gået lidt tilbage for uhyret i de senere år, for der er længe mellem, at det æder en ridder med rustning og det hele, men så er der andre, som på ingen måde går ram forbi.

Det hele begyndte – formentlig – en gang i slutningen af 1960’erne, da de første historier om ande- og hundedræbere begyndte at cirkulere. Flere mennesker havde til deres store forskrækkelse oplevet at se det ellers så stille vand i voldgraven blive pisket til skum, hvorefter en and, en blishøne eller et andet stakkels svømmende kræ forsvandt under overfladen, som om et eller andet trak dem ned. De blev aldrig set igen. I to tilfælde skulle det endda være gået ud over små svømmende hunde, der havde været på luftetur, og som i legesyg begejstring havde kastet sig ud efter en pind eller en bold, og derefter var forsvundet for øjnene af deres skrækslagne ejere.

Den første mistanke faldt på en stor gedde. Det er ikke så underligt endda, for selv geder af ret beskeden størrelse, er i stand til at spise ællinger, og en stor gedde kan ganske udemærket sluge en hel and. Der kendes adskillige eksempler på store gedder, som er blevet indfanget af lystfiskere (dog ikke i Voldgraven), og som har vist sig nogle gange at have op til flere hele ænder i maven. Og kan de sluge hele ænder, kan de også sluge små hunde.

Alt i orden – undtagen naturligvis for de stakkelse hundejere – og vel også en både rimelig og mulig forklaring, men helt galt gik det, da vi nåede op midt i 70’erne, og en mand påstod, at han var kommet cyklende ad Torvegade forbi voldgraven, og havde set en svane blive trukket under vandet på samme måde. Selv den største gedde kan ikke klare en hel svane, så her måtte der et andet søuhyre til.

Der findes rent faktisk en fisk, der er i stand til at spise svaner i en enkelt mundfuld. Det er den europæiske malle, der kan blive 4-5 m lang og veje flere hundrede kilo. Problemet er bare, at maller på det tidspunkt, i det mindste officielt havde været uddøde i Danmark i mange år. Sidenhen er de nu rent faktisk blevet genfundet i nogle jyske søer. Så det er ikke helt umuligt, om end nok usandsynligt, at der kunne leve en malle i Voldgraven, og at den kunne have været den grådige årsag til de mange forsvindinger. En kort overgang kørte der endda en historie om en natlig svømmer, der skulle være sporløst forsvundet, men den var nu nok en vandrehistorie, for selv en fuldvoksen malle kommer til kort overfor et helt og levende menneske.

Gedde eller malle? Gedder er absolut en mulighed, men om der er andet og mere end det. Tja, man ved aldrig hvad der kan ske langs Christianshavns Voldgrav. Og iøvrigt - Hvis man en aften skulle se en spøgelsesagtig dreng og en pige løbe og lege på volden, så er det de to børn, som et sagn siger blev ofret i forbindelse med bygningen af den oprindelige vold. Man kunne ikke få den til at holde, så derfor byggede man et legerum ind i volden, lokkede to små børn derind, og murede dem derefter inde. Så var der ingen problemer med byggeriet, og så havde volden endda fået sig et par værneånder, som efter sigende er blevet set af og til.

Christianshavns Voldgrav, eller Stadsgraven, som den også kaldes, strækker sig fra Langebro til Margretheholm lige øst for det centrale København på den nordlige ende af øen Amager. Langebro-enden ligger omkring 1 km fra Københavns Hovedbanegård. Der er gangstier som fører næsten hele området rundt.

52. Damhussøen – Natlige sejlture

I 1970’erne var Damhussøen stærkt plaget af forurening, hvilket resulterede i, at søen om sommeren blev forvandlet til et tykt grønt tæppe, hvor man skulle tro, at en båd dårligt kunne stage sig frem. I dag er det heldigvis meget bedre. Vandet er betydeligt mere klart, og søen har et rigt og blomstrende fugleliv. Men uagtet vandkvaliteten, og det faktum, at der ligger en sejlklub ved søen, og at der i det mindste i sommermånederne er en livlig sejlads, har det ikke forhindret fremkomsten af historier om mystiske natlige sejlture og oplyste både, endda også når søen lå dækket med is.

Vi skruer tiden tilbage til en kold vinteraften i slutningen af 1980’erne. To universitetsstuderende, Thomas og hans kæreste Line har været til fest i et hus lige i nærheden af søen, og er på vej ad stien langs med søens østside i retning mod Roskildevej og den bus, der skal føre dem hjem til deres kollegie. Søen er mørk og isdækket, og de kan høre enkelt biler køre forbi på Roskildevej, men ellers er der intet at se eller høre. Et par minutter efter synes Line ellers hun kan høre stemmer og lyden af rytmisk plaskende vand. Umiddelbart er der ikke noget at se, men så får hun øje på et lys ude midt på søen. Thomas slår det i første omgang hen som lygterne fra en af bilerne på Roskildevej, men det bliver meget hurtigt klart for de to studerende, at det er en gammeldags petroleumslampe, der hænger i toppen af en stage, som står i stævnen af en gammeldags jolle, der er ved at blive roet over søen i retning mod den bred, hvor de står.

Under normale omstændigheder ville en sådan natlig sejltur højst blive betragtet som lidt underlig, men nu var søen faktisk dækket af et forholdsvis tykt lag is – det havde været meget koldt i en længere periode, og jollen burde ganske enkelt ikke have kunnet sejle der hvor den gjorde. Thomas og Line blev derfor nysgerrige, og gav sig til at vente på, at jollen skulle komme nærmere. De kunne nu tydeligt se stagen med lampen på, og den mand, der sad i jollen og roede med rytmiske bevægelser.

Manden roede godt til, og derfor burde han sådan set være nået over søen på nogle få minutter, men efter næsten 10 minutter gik det op for Thomas og Line, at han rent faktisk ikke kom ud af stedet. På det tidspunkt blev de klar over, at jollen og roeren måske ikke var helt så meget af denne verden, som de først havde troet. De to unge blev dog tappert stående, men de kom aldrig løsningen nærmere, for i løbet af de næste fem minutter blev lyden og billedet af den roende mand svagere og svagere, indtil han tilsidst var helt forsvundet, og søen lå hen i samme sorte vintermørke som før.

Et andet vidne til den natlige roers bedrifter, en af de lokale beboere i området, så den oplyste jolle tre gange i løbet af de ti år han boede ved søen. To af gangene var den ved at sejle over søen under samme omstændigheder, som Thomas og Line havde været vidner til, men en enkelt af gangene skete der noget mere. Der ligger en lille træbevokset ø i den nordlige ende af Damhussøen, og her så øjenvidnet en sen forsommeraften jollen ro hen, hvorefter manden tog lygten og gik i land på øen. I den næste par minutter gik han søgende rundt mellem træerne – man kunne tydeligt følge lyset fra hans lygte – men derefter skete der ikke rigtigt mere. Pludselig gik lyset ud, og selvom vidnet ventede ved søen i lang tid, hørte han ingen lyde, åretag eller andet, og han kunne heller ikke se jollen, der havde ligget og vippet i vandet ved den lille ø.

Det ville være rart at kunne sige, at der kendes en gammel historie om en mand, der engang skjulte en skat på øen eller kastede den i søen, men som døde uden at have haft nogen glæde af den, og som derfor til evig tid nu skal sejle rundt og lede efter sine kostbarheder, men det gør der faktisk ikke. Jollens og roerens historie fortaber sig i det uvisse. Ingen ved tilsyneladende hvem eller hvad han er.

Damhussøen ligger på grænsen mellem Københavns og Rødovre Kommune, godt 6 km vest for Københavns Hovedbanegård. Man følger Vesterbrogade fra Hovedbanegården mod vest

indtil den går over i Roskildevej. Efter ca. 3,5 km ligger passerer man Damhussøens sydbred på højre hånd. Skråt til venstre overfor Damhuskroen, der ligger ved søens sydvestlige hjørne, kan man parkere på Damhustorvet. Der er en sti, som man kan følge hele vejen rundt langs søen. Alternativt kan man tage S-toget fra Københavns Hovedbane gård i retning mod Høje Tåstrup, og stå af på Hvidovre Station. Drejer man til højre ud af stationen og følger Hvidovrevej 1 km, kommer man til Damhustorvet og søen.

53. Elmelunde Kirke – En bil der ikke var der

Elmelunde Kirke på Møn rummer en af Danmarks fineste samlinger af kalkmalerier, alle sammen lavet af den såkaldte Elmelunde-mester, en af datidens helt store kunstnere – ja, det vil sige ingen kender faktisk hans navn, og det er meget tænkeligt, at navnet i virkeligheden dækker over datidens ækvivalent til et malerfirma, der kom og dekorerede nybyggede kirker med alt til faget henhørende indenfor pynt og belærende billeder, men berømt er ”han”, og han har også sørget for malerier til flere andre kirker på Møn. De er alle sammen et besøg værd.

Det ville naturligvis være meget passende om mestermaleren eller hans svende gik igen i kirken, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. Der er meget aktivitet, men det skyldes nu som regel de mange forskellige gæster og turister, der kommer for at besøge kirken. Og blandt dem finder man ind i mellem folk der har oplevet noget rigtigt mærkeligt i Elmelunde Kirke.

Det sker nemlig af og til, at folk der går rundt inde i kirken ganske tydeligt hører en bil komme kørende og parkere udenfor. Det er der naturligvis ikke noget mærkeligt i, men det er gang på gang sket, at folk, når de så kommer ud, må konstatere, at der rent faktisk ikke er nogle biler udenfor. Skeptikere vil naturligvis indvende, at bilen så bare må være kørt igen, men i flere tilfælde har folk rent faktisk været på vej ud af kirken, mens de har hørt bilen, og så er der alligevel ikke nogen.

Syns- eller måske rettere lydbedrag, men det er alligevel noget mere indviklet end som så. For selv om man måske godt kunne indvende, at folk kan have hørt lyden af biler som er kørt forbi lige i nærheden, hvordan skal man så forklare de tilfælde, hvor folk har hørt lyden af hestetrukne vogne, med hestetramp og det hele? Den slags er der immervæk ikke så mange af i dag, og man kan endda høre hjulene knase i grus. Og ind i mellem endda lyden af hestenes prusten og vrinsken

Den mest omfattende og detaljerede beskrivelse af de mærkelige lyde omkring Elmelunde Kirke stammer fra en forårsdag i 1989, da et københavnsk par var på besøg i kirken. De havde egentlig ikke planlagt at besøge Elmelunde, men var stoppet ved en pludselig indskydelse, da de kørte forbi på vejen til Møns Klint. Mens de gik rundt inde i kirken og studerede kalkmalerierne, hørte de begge tydeligt en bil køre ind og standse ved kirken, tilsyneladende lige ved siden af det sted, hvor de havde stillet deres egen bil. Det var åbenbart en ret stor eller ret gammeldags bil, for den larmede ret meget. Den havde endda ganske mange mennesker med, for de hørte tydeligt lyden af ikke mindre end fire bildøre, der smækkede. Kirkens tykke mure dæmpede lydene ret meget, men de kunne alligevel fornemme stemmer, inden de først hørte lyden af kirkedøren der gik op, og derefter lyden af døren mellem kirkens våbenhus og selve kirkerummet. I dette øjeblik kiggede de begge to hen mod døren for at se hvem det var, der kom ind, men til deres store overraskelse måtte de konstatere, at døren var lukket. Der var ikke kommet nogen ind i kirken.

Ved denne opdagelse løb de begge to hen til døren, og lukkede op ud til våbenhuset, men det var også tomt, og da de forsatte udenfor kirken, måtte de også konstatere, at deres egen bil holdt udenfor lige så alene som den havde gjort det, da de første gang kom og parkerede.

Men de lydmæssige illusioner var stadig ikke færdige, for da de et par minutter senere vendte tilbage til kirken, kunne de tydeligt høre stemmer inde i kirken, da de stod ude i våbenhuset. Ikke så underligt, skulle man mene, for der havde været rigeligt tid til at andre kunne være gået ind, mens de stod udenfor ved deres bil. Men det var åbenbart kun lydene, der var nået ind for da de lukkede døren op, og gik ind i kirken igen, blev der meget brat stille igen, og det var tydeligt, at kirken var tom.

Efter den lille oplevelse havde de to københavnere mistet lysten til at opholde sig i Elmelunde Kirke, så de forlod stedet skyndsomst, og har ikke være tilbage siden, trods talrige andre besøg på Møn.

Elmelunde Kirke ligger på Møn, godt 8 km øst for Stege, i landsbyen Elmelunde, lige ud til hovedvejen mellem Stege og Møns Klint. Der er en udemærket parkeringsplads lige ved siden af kirken.

54. Fribrødre Å på Falster – Træd aldrig på en sovende lindorm

Rotter er noget stads – de fører sygdomme med sig og ødelægger ting og madvarer, så det er sådan set ikke så underligt, at man i århundreder har benyttet sig af alle midler for at bekæmpe dem. I dag bruger man fælder og avancerede giftstoffer, engang brugte man rottehunde og andre naturlige rottejægere. Men lige meget hjalp det. Der er stadig masser af rotter.

Men hvad har rottebekæmpelse så med lindorme at gøre, vil den opmærksomme læser uden tvivl spørge på dette sted. Jo, den sammenhæng skyldes en rottefænger, som engang havde fundet på en virkelig effektiv metode til at bekæmpe rotter med. Han brugte magi, og det er altid en dårlig ide, hvis der er lindorme i nærheden. De hader nemlig magi af et godt hjerte.

Nu traf det sig en gang sådan, at de gode folk på Bogø var slemt plaget af rotter. De var alle vegne. De åd kornet på markerne og i laderne. De væltede malkespandene og løb rundt i stuerne, og de kunne endda finde på at nappe sovende spædbørn i tæerne og i fingrene. Men så var det, at de brave folk hørte om en fantastisk rottefænger, der kunne mane rotter i jorden. Han blev tilkaldt, og gik straks i gang med arbejdet.

Det første rottefængeren gjorde var at samle brænde sammen til et stort bål nede på stranden, lige overfor Stubbekøbing på Falster. Da han fik ild på bålet, og skulle til at begynde sit arbejde, spurgte han lige de mange nysgerrige der havde samlet sig, om der var nogle lindorme på Bogø. Alle forsikrede ham om, at der var der absolut ikke. Bogø var en lille fredelig ø, og der var absolut ingen forfærdelige væsener på den – lige bortset fra rotterne altså.

Rottefængeren gik så i gang med sit arbejde, og lige til at starte med gik det glimrende. Der kom rotter løbende til fra nær og fjern, og de styrtede sig alle ind i det store bål, hvor de brændte op. Snart bølgede sort røg op mod himlen, og stanken af brændte rotter bredte sig over det hele. Men pludselig begyndte tingene at gå helt og aldeles galt. Der lød en knasen og en brasen i bevoksningen, og pludselig dukkede en enorm lindorm op. Den havde mærket rottefængerens magi, og nu ville den have ram på ham.

Rottefængeren sprang med det samme ned i sin båd, og roede alt hvad han kunne over til Falster, men lindormen fulgte efter. Den masede sig tværs gennem bålet, så gløder og brændende træstykker røg til alle sider, og svømmede i store bugtninger ud over Grønsund. Da den nåede til Falster var rottefængere imidlertid forsvundet, men den krøb alligevel i land og begyndte en hidsig jagt på ham. Den var imidlertid så stor, og piskede så meget rundt i landskabet, at den til sidst havde dannet en hel å med mange krumninger. Åen ligger der stadig den dag i dag. Nu hedder den Fribrødre Å.

Der er ingen der rigtig ved, hvordan lindormens jagt på rottefængeren egentlig endte, men der sker stadig mærkelige ting i og ved Fribrødre Å. Af og til hører man brølende og gryntende lyde fra åen og dens omgivelser, og der er også dem der siger, at man kan se slanger svømme frem og tilbage. Ved et enkelt tilfælde skal en fisker engang i 1950’erne endda have fanget en ålekonge lige ud for åens munding øst for Stubbekøbing. Den havde pisket så meget rundt i en ruse, at flere af pælene, der holdt den på plads, var knækket som tændstikker. Fiskeren skulle ikke nyde noget af at forsøge at hale den på land, så han skar sin ruse op og lod den svømme igen, men nåede dog at se, at ålekongen var mindst 3-4 meter lang og tyk som en telefonpæl. En lindormeunge måske? Nu er lindorme jo beslægtet med drager, så de skal naturligvis behandles med forsigtighed, uanset hvor små eller store de er. Men skulle der en anden gang gå noget stort og slangelignende i en ruse, kan man jo håbe på, at det ikke får lov til at slippe væk.

Fribrødre Å ligger på det nordlige Falster øst for Stubbekøbing. Vejen fra Stubbekøbing til Ore fører lige hen over åen kun et par hundrede meter fra mundingen, hvor lindormen efter

sigende gik i land. Vejene mellem Maglebrænde, Vejringe og Åstrup krydser også åen flere steder.

55. Gothersgade – Poltergejsten i Gothersgade

Der er ikke meget mystik over Gothersgade nummer 14, når man idag står og ser på bygningen. Det er en moderne, hvid, firkantet og – ja, undskyld – lidt kedelig kasse. Men det skal man ikke lade sig narre af. Man skal jo som bekendt hverken skue hunden på hårene eller bygningen på facaden. Og så var det jo rent faktisk heller ikke den bygning som stod på stedet, da den følgende historie egentlig fandt sted – en begivenhed, der var samtalestof i det ganske rige, forsidemateriale til datidens aviser, og ydermere emnet for en en kongelig undersøgelseskommision, som i hele to måneder forsøgte at finde løsningen på gåden om poltergejstren i Gothersgade.

I 1779 tilhørte Gothersgade 14 en velhavende brygger ved navn Titken. Han kunne imidlertid ikke fylde huset op selv, så for at få det brugt, og for at tjene nogle penge, udlejede han husets to øverste etager til den velærværdige justitsråd Voltelin og hans familie. Det gik i det store hele ganske udemærket, men en forårsnat blev freden i huset pludselig forstyrret.

Natten mellem søndag og mandag, den 10 maj 1779, blev husets beboere pludselig vækket af en voldsom banken og skramlen, og nogle høje brag, der lød som om en eller anden affyrede en mindre kanon inde i huset. Alle var voldsomt forskrækkede, og vidste ikke rigtigt hvad de skulle gøre, men da lydene noget efter forsvandt igen, faldt alle dog til ro, og sov videre. Næste nat var den imidlertid gal igen, og denne gang larmede det så meget, at Voltelin og hans familie flyttede logi til et andet hus i nærheden i håb om at få lidt nattesøvn.

Onsdag gik det imidlertid helt galt. Ikke alene larmede og bragede det i huset det meste af natten, møblerne begyndte også at flyve rundt som om de blev kastet af voldsomme kræfter, og man begyndte at kunne høre en hæs klagende stemme, der skreg uforståelige lyde ud i natten. Brygger Titken var nu så træt af det hele, at han næste dag tilkaldte ordensmagten og bad dem om at tage affære, men trods intense undersøgelser af huset, fandt de ingen tegn på eventuelle gerningsmænd.

Rygtet om al balladen havde naturligvis spredt sig som en løbeild i København, og hver aften mødte en større og større menneskemængde op for at se hvad der foregik. Og de fik sandelig valuta for pengene. Ikke alene bragede og buldrede det værre og værre for hver dag der gik, men brygget Titken og justitsråd Voltelin begyndte også at kaste sig ud i voldsomme skænderier på gaden foran huset. Bryggeren mente, at Voltelin og hans familie ganske enkelt tiltrak sig spøgelser, og at alt ville blive roligt, hvis bare de ville flytte. Voltelin synes på sin side, at Titkens tirader var æreskrænkende og grænsende til justitsmord, så han klagede til det danske kancelli, som lovede at undersøge sagen.

Kancelliet nedsatte en kongelig kommision, som igennem mere end to måneder talte med øjenvidner og de implicerede, men uden til sidst at kunne give et bud på, hvad der rent faktisk var sket. I et sidste forsøg på at få eventuelle gerningsmænd til at stå frem, udlovede Voltelin en dursør på 100 rigsdaler for oplysninger, og bryggeren forhøjede det senere til 300 rigsdaler, men det hjalp ikke. Der faldt aldrig nogen tilståelser, og man fandt aldrig rigtig ud af, hvad det egentlig var, der var foregået.

Indenfor spøgelsesforskningen er Gothersgade sagen i øvrigt en typisk poltergejst, en tysk betegnelse, der betyder larmeånd eller bankeånd, som neop er karakteriseret ved voldsom larm, mærkelige lyde, og ting og større genstande, der enten flyver rundt i lokalerne, eller flytter sig ganske langsomt hen over gulvet ved egen hjælp. Den slags sager kender man mange af rundt om i verden. I nogle tilfælde har der været et vist element af menneskelig indblanding, men som regel finder man aldrig ud af, hvad et egentlig er, der foregår.

Gothersgade ligger i det centrale København, omkring halvanden kilometer nordvest for Københavns Hovedbanegård, eller godt 600 meter øst for Nørreport Station. Nr. 14 er den

store hvide bygning på hjørnet af Gothersgade og Borgergade. Huset er ikke den oprindelige bygning, men det var her brygger Titkens ejendom oprindeligt stod.

56. Gråbrødre Torv – En flygtig lænkehund

En solbeskinnet sommerdag på Gråbrødre Torv er et studie i hygge, afslapning og god mad og drikke. Her er fyldt med gode restauranter, og borde og stole trænges om det store træ, der står midt på torvet. Pladsen har en lang og broget historie. Navnet er forholdsvis nyt, kun halvanden hundrede år gammelt, selvom det rent faktisk hentyder til pladsens begyndelse i 1200-tallet. I 1238 oprettede franciskanermunke (også kaldet gråbrødre) nemlig et kloster på torvet. Det eksisterede i næsten 300 år, men blev nedlagt i 1530 i forbindelse med reformationen. Det var nu aldrig nogen større succes. Munkene var ikke specielt populære, og deres til tider alt andet end ærværdige livsførelse vakte stort mishag blandt beboerne. I dag er der ingen spor af klosteret tilbage, bortset fra kældrene under nr.11, som engang var kælderhvælvinger for gråbrødrene. I 1600-tallet hed pladsen Ulfeldts Plads, og det hentydede til, at Corfitz Ulfeldt havde opført et palads på stedet – rent faktisk på samme sted som klosteret, men det blev revet ned i 1664. Sidenhen har torvet blandt andet fungeret som parkeringsplads. Det begyndte først at få sit moderne udseende i slutningen af 1960’erne.

Med det vilde liv, som mange af gråbrødrene rent faktisk førte, kunne man godt forestille sig, at der ville være spøgelsesoptog af fordrukne munke eller man ind i mellem kunne høre lyden af brølen, sang og latter, men det er rent faktisk ikke tilfældet. Derimod går hvad der formentlig engang har været munkenes lænkehunde igen.

Lænkehundene er blevet set af flere forskellige mennesker i tidens løb. Det er store grå hundre med en ret vilter og krøllet pels. De tilhører tilsyneladende ikke nogen bestemt race, selvom de er beskrevet til at ligne noget i retning af de store irske ulvehunde. De bliver altid set siddende i lænket tilstand, gerne rundt om træet på torvet, ellers langs med husene, der omgiver pladsens udkanter. Det mest mærkelig er dog, at man aldrig ser dem direkte. De lurer altid ude i øjenkrogen, og man får som regel kun et ganske kort glimt af dem, før de forsvinder igen. Ser man direkte på dem, er de der aldrig.

Hundenes flyvske natur, har dog ikke forhindret flere øjenvidner i at give ret detaljerede beskrivelser af dem og deres opførsel. Som regel virker de yderst fredelige, sidder bare op eller ligger ned, tilsyneladende i sovende tilstand. Ind i mellem kan de dog gå et par skridt frem og tilbage for enden af den kraftige lænke, som de allesammen er bundet med. Normalt udviser hundene ingen reaktioner eller tegn på, at de har set eller bemærket øjenvidnerne, men et par enkelte gange har der alligevel været tegn på en form for genkendelse.

En 14-årig pige, der så sent som i 1987 en sen aften på vej hjem fra en biograftur med sine forældre, mente at have set et glimt af en af hundene, og som insisterede på, at hendes forældre skulle hjælpe hende med at lede efter den, da den forsvandt, fortalte senere, at hun meget tydeligt havde set hunden løfte hovedet og kigge på hende, og derefter give et lille vip med halen.

Der findes også en gammel historie som fortæller, at en tilsvarende spøgelseshund en gang er blevet set i en kælder under en af ejendommene på torvet. Men hvor, og under hvilke omstændigheder, foreligger der desværre ingen nærmere oplysninger om. Det lader sig heller ikke gøre at finde ud af, om det er den samme hund der bliver set, eller om det i virkeligheden drejer sig om flere forskellige spøgelsesagtige vagthunde. De er blevet set flere forskellige steder på torvet, men aldrig samtidig.

Man siger normalt, at spøgelser dannes, hvis den oprindelige situation har været præget af voldsomme følelser og begivenheder, men noget kunne tyde på, at også en fredelig stund på vagt kan bevares for eftertiden på denne måde.

Gråbrødre Torv ligger centralt i København kun 500 meter fra Nørreport Station. Gå ud af stationen og følg Købmagergade ca. 400 m. Drej til højre ad Løvstræde og følg den. Efter 100

m krydser den Niels Hemmingsens Gade. Gråbrødre Torv er den åbne plads lige på den anden side.

57. Heatherhills – Skybåndene

I mange menneskers øjne er ufoer det samme som rumskibe fra andre planeter, men det er i virkeligheden noget sludder. Ufoer betyder egentlig bare uidentificerede flyvende objekter, og det er sådan set ensbetydende med, at et hvilket som helst uforklarligt fænomen der futter rundt i luften uden nogen konkret jordforbindelse kan kaldes for en ufo. De kan være små og store, lysende prikker, flammende kugler og svævende bobler, og de kan endda også være hvide bølgende bånd, der mest ligner serpentinerne fra et gigantisk nytårsgilde i de himmelske sfærer. Det er ikke så tit man hører om eller ser den slags skybånd, men et fredet naturområde ved den nordsjællandske kyst var engang hjemsted for noget, der nærmest var en lille epidemi af svævende hvide guirlander.

Heatherhills, et fredet naturområde, der ligger ved den nordsjællandske kyst ikke så langt fra Rågeleje, er på mange måder et meget spændende sted. Her kan man finde sjældne sommerfugle og mærkelige planter. Man kan studere fugle og se på havets bevægelser, og i det hele taget nyde livet og de smukke omgivelser. Her er højt til himlen og langt til horisonten, så man kan også tit nyde synet af nogle helt fantastiske skyformationer. Blomkålsskyer, lammeskyer, fjerskyer og makrelskyer kan tårne sig op over hinanden på dette sted, men man kan også ind i mellem se noget, som slet ikke burde eksistere – nemlig skybånd.

Det hele begyndte (så vidt vides) en lun og blæsende forårsdag i 1991, da et københavnsk par som var på søndagstur, lagde sig på toppen af en af bakkerne, og gav sig til at beundre himlen og skyernes bevægelser. De lå der i næsten en halv time, før det første skybånd dukkede op. I stedet for de hvide ”vattotter”, som vinden indtil da havde sendt hen over himlen, dukkede der nu pludseligt et langt, smalt bølgende bånd op. Det bevægede sig hen over himlen fra vest til øst i meget regelmæssige bugtende bevægelser, som en slange, der slyngede sig afsted. Det lignede nærmest en hvid udgave af de lange vimpler, som kvindelige gymnaster svinger rundt med til opvisninger.

Det var umuligt at vurdere skybåndets størrelse, eftersom det var lige så svært at sige hvor højt oppe det egentlig var. Men det må have været meget langt, for det passerede på et tidspunkt bag ved en ”rigtig” sky, og det må også have bevæget sig meget hurtigt, for det var kun omkring 10 sekunder om at bevæge sig hele vejen over himlen fra den vestlige til den østlige horisont.

Omkring 10 minutter senere dukkede endnu et skybånd op. Det var betydeligt kortere end det første, og bevægede sig i en meget mere skrå retning fra havet og ind over land. Endelig dukkede der efter endnu 20 minutters ventetid et tredje og meget kort bånd op, som i løbet af ganske få sekunder susede nordpå inde fra land, og forsvandt ud over havet.

Resten af foråret og sommeren, og på de tilsvarende årstider de to følgende år, blev der set omkring 30 skybånd ialt. Sidenhen er de så kun blevet set tre gange mere. Desværre er ingen af dem så vidt vides nogensinde blevet fotograferet (husk kameraet ved den næste tur til Heatherhills!), så derfor ved man stadig ikke hvad det egentlig er folk har set. Nogle mennesker har beskrevet, at båndene bevægede sig som levende væsener, mens andre siger at de bare ”blæste” hen over himlen fra den ene side til den anden, og på samme måde hver gang, og at de derfor måtte være et eller andet mærkeligt naturfænomen, måske en grænseflade mellem to forskellige luftmasser, som af en eller anden grund var blevet synlig.

Levende kæmpestore væsener, der suser rundt i atmosfæren, uden at komme i kontakt med Jordens overflade? Tja, hvor mærkeligt det end lyder, så er der faktisk forskere, som i ramme alvor har foreslået, at der må eksistere den slags, når nu alle de andre elementer er så tæt beboede. Men et billede ville nu være rart – og måske en forklaring på hvorfor Heatherhills tilsyneladende er et så populært mødested for skybånd.

Heatherhills ligger i Nordsjælland, godt 2 km sydvest for Rågeleje på vejen mod Vejby. Kommer man fra Rågeleje, ligger det fredede område på højre hånd, lige overfor en stor campingplads, hvor der også er glimrende parkeringsforhold.

58. Horbelev Kirke på Falster – De mystiske stenhoveder

Horbelev Kirke på Falster er en stor og magfuld hvid bygning. Med sit hvide massive tårn, de meget høje mure og flotte røde tegltage, er det en bygning der kan ses langt omkring, specielt hvis man kommer nordfra. Men selv om den er flot, er det i virkeligheden noget meget mindre, man skal kigge efter. På tårnmuren helt oppe i omkring 3 meters højde er der nemlig udhugget fire besynderlige stenhoveder. Det er ret enkle relieffer, der nærmest ligner børnetegninger. Et af dem ser ud til at være en kvinde, og et andet er tydeligt en mand med hageskæg. Der er svage spor af to hoveder mere, så alt i alt må der engang havde været seks. Men hvorfor? Hvem har udhugget dem – og hvornår? Og hvem forestiller de egentlig? Ja det står foreløbigt altsammen hen i det uvisse. Men lokalt forbindes de med to ret så blodige sagn, alt efter om man mener der er fire, fem eller seks hoveder.

Der er for eksempel historien om Alvilda fra Bønned Slot og den ædle hr. Hakon. De to elskede hinanden, men da ridder Hakon skulle på leding, lovede hendes skumle far Alvilda bort til en anden. Det blev hun så fortvivlet over, at hun løb til skovs, hvor hun dog blev fanget af tre skurkagtige røvere. Men for ikke at skulle underkaste sige røvernes vilje, stak hun en kniv i sit hjerte. Det brød pigens far sig naturligt nok ikke om, så han indfangede røverne og hængte dem alle tre (fire hoveder – pigen og de tre røvere). Da Hakon hørte om den frygtelige tragedie styrtede han sig på sit sværd, og blev begravet ved siden af pigen (det femte hoved).

Og hvis man gerne vil have historien til at passe med seks hoveder, er der legenden om hr. Truels tre døtre, der blev overfaldet og dræbt af tre røvere (tre piger + tre røvere = seks hoveder).

Er man interesseret i stenhovederne er de nemme nok at få at se, men man skal åbenbart behandle dem med en vis respekt, hvis man ellers kan tro på nogle af de ting der er sket for folk, som har været lidt for nærgående eller for rapkæftede i nærheden af stenhovederne.

I 1986 var en skoleklasse på besøg ved Horbelev Kirke. Den bestod af 22 overkække 15-årige, så det kan ikke undre nogen, at luften var tyk af kvikke og mere eller mindre tåbelige bemærkninger. Blandt de mest højrøstede var tre drenge, som af en eller anden grund så sig særligt gale på stenhovederne, og begyndte at skælde dem ud og kaste sten efter dem, hvilket deres lærer dog flere gange forsøgte at stoppe. På selve dagen skete der sådan set ikke noget videre, men den følgende nat havde alle tre drenge ensartede drømme om kirken og stenhovederne. Og fra tidlig morgen den følgende dag, blev de ellers udsat for en byge af uheld, der regnede ned over dem de følgende par uger. Man fristes til at tro, at de havde vakt en eller anden form for forbandelse.

Dreng nr.1 kørte galt med sin cykel på vej til fodboldtræning og brækkede den ene arm. Dreng nr.2, der ellers ikke normalt var klodset, faldt samme sted på gaden tre dage i træk, hvad der kostede ham et forstuvet håndled, et par knækkede briller og en skåret fortand. Og han svor bagefter på, at det hver gang føltes som om en eller anden havde skubbet til ham. Dreng nr. 3 brækkede næsen, da han stod i haven bag sine forældres hus og gjorde tegn til sin søster om at lukke et vindue op. Vinduet blev imidlertid ramt af et pludseligt vindstød, så det røg fra hende, og ramte ham midt i ansigtet. Når man dertil lægger en veritabel flodbølge af ting der blev væk, apparater der gik i stykker og andre problemer, er det ikke underligt, at de alle tre efterhånde følte sig temmeligt ilde til mode. En dag, da de klagede deres nød i klassen, var der en af deres kammerater som foreslog, at de måske skulle køre ud til stenhovederne og sige undskyld. Det kunne da aldrig skade. Som sagt så gjort. Næste weekend fik de overtalt en af forældrene til at tage turen tilbage til Horbelev Kirke, hvor de alle tre omhyggeligt undskyldte deres respektløse opførsel.

Om det virkede? Tja – uheldene hørte ihvertfald op. Det hele kan jo bare være et sammentræf, men for en sikkerhedsskyld skal man nok alligevel vare sin mund, hvis man besøger Horbelev Kirke.

Horbelev Kirke ligger i den nordlige udkant af Horbelev, omkring 8 km syd for Stubbekøbing på Falster. Kommer man fra Stubbekøbing, kører man mod Ore og drejer til højre mod Åstrup og Horbelev. Kirken ligger på venstre hånd, lige når man er kommet ind i byen. Den er nem at finde, da kirken kan ses ret langt omkring.

59. Hørsholm – Bedst som hun var der, var hun der ikke alligevel

Hørsholm Kirke er uden enhver sammenligning en af de mest specielle og særprægede kirker i hele Danmark. Den ligner i virkeligheden slet ikke en kirke – måske snarere et lille hvidt rådhus eller en eller anden form for embedsbygning. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at den er tegnet af arkitekten C.F.Hansen, som også stod bag Københavns Domkirke, der også har et for danske kirker ret særpræget udseende. Kirken placering er også ret speciel. Den ligger på en lille ø i Hørsholm Slotspark, lige overfor Jagt- og Skovbrugsmuseet. Man kan til enhver tid se kirken udefra, men det kan kun lade sig gøre at komme indenfor efter nærmere aftale. Men det gør i virkeligheden heller ikke så meget i denne sammenhæng, for det er slet ikke kirken, der er det interessante, men derimod dens omgivelser – eller for at være hel præcis, de tre stier, der fører over til den, specielt Kirke Allé.

Kirke Allé er kun godt 150 meter lang, stien over til Jagt- og Skovbrugsmuseet ikke meget mere end 100 meter, og selv den lange sti bag kirken, der fører mod syd ind i slotsparken, er kun omkring 400 meter. Hvad skulle man dog kunne opleve på så korte strækninger, som ovenikøbet ligger på steder, hvor der er glimrende udsyn til alle sider? Ja, det er lige netop det, der er det mærkelige.

Vi skruer tiden tilbage til en vinterdag i 1976, hvor en lokal Hørsholm beboer har besluttet sig for at gå en rask eftermiddagstur. Det er en klar, kold og stille dag med høj blå himmel og solskin, og et tyndt lag sne, der knirker, når man går i det. Ved enden af Kirke Alle stopper han et øjeblik og ser sig omkring, før han begynder at gå over mod den hvide kirke på øen. Lige da han når over til selve øen, stopper han op og ser sig tilbage, og opdager at en ældre dame klædt i mørkt tøj, også er på vej over mod kirken, men et godt stykke bag ved ham. Han tænker ikke nærmere over det, men vender sig og går helt over til kirken, hvor han igen stopper op og ser sig omkring. Alt ånder ro og fred, og der er ikke det mindste spor af damen! Hun er ikke på stien bag ham, og eftersom han nemt kan se over til søbredden, er det tydeligt, at hun heller ikke er der. Han bliver noget overrasket, og beslutter sig for at gå tilbage langs Kirke Allé, for at se om damen måske skulle være faldet, og ligger bag ved et af alleens træer.

Da han er nået over til søbredden igen, er der imidlertid ikke det mindste spor af damen, så han beslutter sig for at glemme det hele, og forsætte sin afbrudte tur. Turen går tilbage mod Hørsholm Kirke igen, og alt er igen idyl, indtil han endnu engang stopper op og ser sig tilbage, og ser den samme ældre dame igen komme langsomt vandrende et stykke bag ham, og præcis på det samme sted, som han så hende første gang.

”Denne gang besluttede jeg mig for at finde ud af hvad pokker det var, der foregik. Jeg begyndte derfor at gå tilbage mod damen med blikket stift rettet mod hende. Jeg var netop kommet så tæt på, at jeg tydeligt kunne se hendes ansigtstræk, da jeg gled på stien og var ved at miste balancen. Jeg er stensikker på, at jeg ikke tog blikket væk fra hende i mere end et par sekunder. Men da jeg kiggede op igen, var hun væk! Det var også omtrent på det tidspunkt det gik op for mig, at damen ikke havde efterladt sig nogle fodspor i det tynde snelag. Jeg kunne se rækkerne af mine egne fodaftryk fra de gange jeg var gået frem og tilbage, men ingen spor af damen. Jeg tror også det var nogenlunde på samme tidspunkt, at jeg blev enig med mig selv om, at jeg vist bare skulle se at komme hjem.”

Den stakkels forvirrede mand er ikke den eneste, der har mødt Hørsholms flygtige dame, og langtfra den eneste, der er gået hovedrystende hjem. Hun bliver som regel set på Kirke Allé, men har også optrådt på de to andre stier et par gange, og altid på vej mod kirken. Og hvem hun er? Det er svært at sige, men mon ikke et par forlængst overståede, og måske lidt besværlige spadsereture til kirken på en eller anden måde er blevet bevaret for eftertidens mere fintmærkende sjæle?

Hørsholm Kirke ligger i Hørsholm Slotspark knap 25 km nord for Københavns Centrum. Kører man nordpå ad Helsingørmotorvejen, drejer man fra ved frakørsel 9 og følger Frederiksborgvej ind til Hørsholm. Man kan parkere i selve Hørsholm flere steder, eller følge Folehavevej til højre ned langs slotssøen og parkere ved Jagt- og Skovbrugsmuseet. Herfra er der kun et kort stykke at gå til kirken.

60. Katolske Kirke i Bredgade – Havtrolden fra Isefjorden

Det er vanskeligt at forestille sig et mere fredfyldt sted i Storkøbenhavn end det stille kirkerum i den katolske kirke i Bredgade. Men trods roen, det stjernepyntede træloft og de mange malerier, er kirken, eller nærmere bestemt den buste af den hellige Lucius, der er anbragt på væggen helt fremme til venstre i kirken, en del af en dramatisk historie, som omfatter både mirakler, havuhyrer og meget andet.

Sankt Lucius var en af de første paver (fra 253-254). Det var i en periode, hvor kristendommens stilling var alt andet end sikker, og Lucius endte det også med at lide martyrdøden i forbindelse med en af de mange kristenforfølgelser, der var så udbredt på det tidspunkt i historien. Martyrdøden var den sikre vej til helgenkåring, men i modsætning til mange andre af den katolske kirkes store helgener og helgeninder er Lucius stort set ukendt uden for Danmark. En indviklet historie måske, men der er en forklaring. Det kan dog være svært at skelne historiske fakta fra overleveringer og legender, men det gik nogenlunden sådan til:

Engang i begyndelsen af 1100-tallet, da Danmark stadig var et katolsk land, sendte man to kanikker til Rom for at hente et relikvie efter en romersk martyr. Kirken i Danmark trængte åbenbart til lidt ekstra beskyttelse. Den præcise grund henstår i en vid udstrækning i det uvisse, men nogle historier siger, at det var fordi riget blev voldsomt plaget af et skrækkeligt havuhyre, der havde for vane at kaste sig over alle de både, det kunne komme i nærheden af. Nogle siger, at havuhyret holdt til i Storebælt, andre historier anbringer det i Østersøen, og endelig skulle det også have voldt problemer i Isefjorden, hvis nordlige del man jo skal passere, hvis man vil sejle til Roskilde.

Kanikkerne havde ikke fået nogen bestemt bestilling med sig til Rom. Man gik formentlig ud fra, at Gud nok skulle vise dem vejen. Det fortælles i hvertfald, at da de kom til Skt. Cecilie Kirken i Rom, hvor man opbevarede en del forskellige relikvier, så de en hovedskal, der lyste og strålede som Solen. Det viste sig at være Sankt Lucius kranium, og det tog man som et tegn på, at han var den rette, den der skulle med til Danmark. Og eftersom han dengang var en ret inferiør helgen, havde kirken i Rom intet mod at udlevere ham til danskerne.

Rejsen hjemover gik ganske udemærket, men på den sidste sejltur fra Tyskland til Roskilde, gik det hverken værre eller bedre end, at havuhyret, havtrolden eller sødjævelen, skrækkeligt barn har mange navne, gik til angreb på skibet. Der er lidt uenighed om hvor angrebet egentlig fandt sted, Østersøen, Storebælt eller Isefjorden/Roskilde Fjord, men ihvertfald viste uhyret sig ved skibet. Mandskabet blev slået med skræk og rædsel, og kannikerne bad til den almægtige Gud. Det hjalp imidlertid ikke – uhyret brølede stadig videre og kastede sig mod skibssiden. Så åbnede munkene kisten med Lucius hovedskal og viste den frem for uhyret, og så kan det nok være, at piben fik en anden lyd. Havtrolden trak sig skrækslagen tilbage fra skibet, dykkede ned på havbunden, og har aldrig vist sig siden.

På turen sørgede Lucius hovedskal iøvrigt også for at få et skrækkeligt stormvejr til at lægge sig. Da man stænkede vand, som man først havde hældt over kraniet ud i havet, lagde bølgerne sig omgående, og havet blev roligt igen.

Kraniet blev i mange år opbevaret i Roskilde Domkirke, og Lucius er stadig kirkens værnehelgen. Han faldt dog i unåde i forbindelse med reformationen, hvorefter man ikke længere måtte tilbede relikvier, men endte til sidst i den katolske domkirke i København, Sankt Ansgars Kirke, hvor man kan komme ind og se hans buste (dog ikke kraniet, det befinder sig inde i busten).

Sjovt nok har mange hav- og søuhyrer rundt om i verden på et eller andet tidspunkt i deres historie været i konflikt med kirken og hellige mænd. Det gælder for eksempel også det navnkundige Loch Ness uhyre. Det beviser naturligvis ikke noget, men måske kan det tages som

bevis på, at man før i tiden har kaldt kirken til hjælp, hvis farlige (og virkelige?) dyr har voldt problemer.

Den katolske domkirke ligger i det centrale København, omkring 700 meter fra Kongens Nytorv. Følg Bredgade mod nord i retning mod Kastellet. Kirken ligger omkring 700 meter fremme på højre side.

61. Kildevældsparken – Stort søuhyre i en lille sø

Kildevældsparken på Østerbro i København, ikke ret langt fra Svanemøllen Station, virker som noget nær det sidste sted i verden, hvor man kunne opleve noget mystisk eller se noget uforklarligt. Det er en ganske lille, og ganske hyggelig park med en sø, der ikke er meget større end en ganske almindelig svømmehal. Der skete ganske vist en tragisk drukneulykke i søen for nogle år siden, men bortset fra det, er der så fredeligt, som man på nogen måde kan ønske sig.

Men man skal jo som bekendt ikke skue hunden på hårene, søen på krusningerne eller parken på stierne, for rygtet (og en del øjenvidner) siger, at den lille sø faktisk er hjemsted for intet mindre end et vaskeægte søuhyre. Ikke af helt så stort og skrækindjagende omfang som det langt mere kendte uhyre i den skotske sø Loch Ness, men ikke desto mindre et søuhyre.

Der har ikke været meget blæst om søuhyret i de senere år, men i 1970’erne lod kræet sig se ganske mange gange af folk, der luftede hunden sidst på aftenen eller ganske tidligt om morgenen. Sjovt nok var det især i perioder med meget varmt vejr, at uhyret viste sig. Det forekommer måske at være en ret ligegyldig oplysning, men lige præcis dette fænomen indikerer faktisk, at det kan have drejet sig om et solidt, reelt og håndfast levende væsen. I meget varmt vejr falder iltindholdet i vand nemlig. Det betyder, at dyr som lever i dette vand får sværere ved at trække vejret. I et forsøg på at afhjælpe problemerne, bevæger dyrene sig op mod overfladen, hvor iltindholdet som regel er en anelse højere, og dermed bliver de også nemmere at se.

Og hvad var det så, at folk så? Ja, langt de fleste iagttagelser var af noget, der i formen bedst kan sammenlignes med en lille kæntret jolle, og som lige så stille sejlede frem og tilbage over søen, men dog ofte hurtigt nok til, at der dannede sig et egentlig kølvand bag den. Alle disse svømmeopvisninger, som kunne vare fra ganske få sekunder til flere minutter, endte altid med, at ”jollen” forsvandt under vandoverfladen igen.

Ryggen af et svømmende dyr, vil nogen måske foreslå, eller måske drivende træstammer krydret med lidt almindelig indbildning. Begge dele er en mulighed. Hvis det har drejet sig om et levende væsen, er det nu nok ikke noget stort og dramatisk i stil med en dinosaur, der har overlevet siden slutningen af Kridttiden for 65 millioner år siden, hvor man almindeligvis antager, at de sidste dinosaurer uddøde. Vi taler nok snarere om en stor gedde, og så må de historier som påstår, at dyret var 3-4 meter langt, nok tilskrives lige dele indbildning og forskrækkelse. En stor gedde kan også godt have været ansvarlig for et par af tidens mere dramatiske historier. Det siges nemlig også, at et par uheldige hundeluftere, som lod deres små hun de tage sig en svømmetur i søen, med skræk har måttet se på, at vandet omkring den svømmende hund pludselig kom i oprør, hvorefter den med et enkelt plop og et stille plask forsvandt, for aldrig mere at vende tilbage.

Der er ikke meget mystik over en stor gedde, vil de fleste nok mene – og med rette. Men så er der jo lige historien om det unge forelskede par, som en sommernat sneg sig ind i parken for at tage sig en sen, og lidt fræk, svømmetur. Inde ved søbredden besluttede fyren sig alligevel om. Han havde allerede indtaget en del våde varer til indvortes brug, så han følte sig ikke rigtigt i form til svømmeture. Pigen var derimod stadig med på spøgen, så hun smed tøjet og sprang i vandet, mens fyren bagefter beskæmmet indrømmede, at han faldt i søvn til lyden af hendes begejstrede plasken.

Da han vågnede, var det for længst blevet lyst. Der var folk på gaderne og aktivitet. Der var endda et par mennesker ude at gå med deres hunde i selve parken. Men hvor var kæresten? Ja, hendes tøj var der, men af hende selv var der ikke det mindste spor. Der blev ledt efter hende, både i parken og andre steder, men fundet, det blev hun aldrig.

Denne historie, der findes i flere forskellige varianter, er sandsynligvis en vandrehistorie, et moderne folkeeventyr, men man kan jo aldrig vide…nogle gange overgår virkeligheden fantasien.

Kildevældsparken ligger på Østerbro i København, omkring 500 m fra Svanemøllen Station. Gå ned ad Borgervænget lige overfor stationen, drej til venstre af Edvard Griegs Gade. Følg den til Bellmansgade, og forsæt ud af denne. Kildevældsparken ligger 200 m længere henne på højre hånd.

62. Køge Bugt Strandpark – En løs los

Da Køge Bugt Strandpark blev til i 1970’erne, regnede de fleste nok med, at der med tiden ville blive skabt et naturområde, som ud over badegæster også ville tiltrække specielt fugle, men også andre dyr. Fuglene dukkede hurtigt op, men det gjorde forskellige andre dyr også – og nogle af dem var lidt af en overraskelse.

De første historier om mystiske dyr begyndte at florere allerede sidst i 1970’erne, mens området stadig var ved at blive konstrueret. På dette tidspunkt var det et mystisk og fremmedartet landskab. Man skulle bevæge sig rundt med forsigtighed, for det stadige gravearbejde betød, at der ind i mellem dukkede kviksandpøle op. Det forhindrede imidlertid ikke mange mennesker i at vandre rundt i de voksende klit- og sandområder. Her mødte de ind i mellem dyr, som slet ikke burde befinde sig i en sjællandsk strandpark. Ja, de burde for den sags skyld ikke engang befinde sig i Danmark.

Nogle af de første, der lagde mærke til, at dyrelivet i Køge Bugt Strandpark var betydeligt mere omfattende end først antaget, var hundeejere, der på tidlige morgenlufteture med deres dyr, begyndte at løbe ind i én, eller muligvis flere katte, der var så store, at selv velvoksne hunde, der normalt ikke var bange for noget, krøb pibende sammen bag deres ejere, eller forsøgte at stikke af.

Beskrivelserne af de store katte var ret ensartede: Store dyr, op mod 1½ meter lange, grålige eller brunlige og svagt plettede, med store kraftige bagben, tydelige hårtotter på spidsen af ørerne, og en kort stumphale. Man skal ikke lede ret længe i diverse dyrebøger, før man finder en art, der svarer præcis til signalementet – lossen, eller rettere den europæiske los. Det er et velkendt rovdyr med en ganske stor udbredelse, som dog under normale omstændigheder ikke omfatter Danmark. Der har engang levet losset i Danmark, men officielt uddøde arten i landet for flere tusind år siden.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvad det egentlig er, de forskellige mennesker har set rundt om i Købet Bugt Strandpark. Og her er der hele fire muligheder, men ingen af dem er nu specielt sandsynlige:

Det kunne naturligvis tænkes, at folk har set præcis det de beskriver, altså vaskeægte lyslevende losser. De ville så enten kræve, at lossen alligevel stadig er en del af den danske natur, men at den har levet her ubemærket i flere tusind år. Det er næppe sandsynligt, når man tænker på hvor tæt bebygget og beboet Danmark er. På den anden side er losser normalt meget sky, og de er fantastisk gode til at holde sig skjult.

Den anden mulighed er, at nogen har haft en los i fangenskab, og at den enten er stukket af selv, eller er blevet sat på fri fod, fordi den har vist sig at være for svær at holde styr på. Den mulighed er ikke nær så usandsynlig, som man måske skulle tro. Der findes stadig mennesker, som anskaffer sig den slags kæledyr uden at tænke på konsekvenserne.

En tredje mulighed er, at øjenvidnerne har set virkelige levende dyr, men at det har drejet sig om andre arter, som de af den ene eller den anden grund har forvekslet med losser. Det kunne man måske godt tænke sig, hvis det havde drejet sig om en enkelt eller måske to personer, men den eller de store katte er set af mindst 12 forskellige mennesker, som ikke har nogen forbindelse med hinanden. Og det er lidt svært at forestille sig, at de alle sammen skulle tage fejl.

Det samme argument kan med fordel bruges i relation til den sidste mulighed, nemlig at det er ren indbildning. I den forbindelse må man også tænke på de forskellige hunde, der blev bange. Hunde har ikke den samme evne til at indbilde sig ting som mennesker har.

I takt med at strandparken blev færdiganlagt i løbet af 1980’erne. begyndte antallet af iagttagelser at falde, men selvom tusindvis af mennesker besøger Køge Bugt Strandpark hver eneste dag, og et hvert normalt rovdyr med respekt for sig selv for længst burde være flyttet, er der stadig

enkelte personer som af og til kommer hjem og fortæller, at de en tidlig morgen har stået ansigt til ansigt med en stor kat, som slet ikke burde være der.

Køge Bugt Strandpark strækker sig over godt 8 km fra Avedøre Holme til Hundige syd for København. Der er parkeringsmuligheder ved både Brøndby Havn, Brøndby Strand, Vallensbæk Strand, Ishøj Strand og Hundige Strand. Området kan også nås fra flere stationer på S-tog linjen til Køge. Brøndby Strand Station, Vallensbæk Station, Ishøj Station og Hundige Station ligger i størrelsesordenen 1-2 km fra strandparken. Endelig kører der flere busser ad vej 151 mellem Valby Station og Køge Station.

63. Nyord Kirke – En usædvanlig turist

Den lille ø Nyord, der er forbundet til Møn med en lille smal ensporet bro, hvor der kun er plads til kørende trafik i én retning af gangen, er et fantastisk sted at besøge, hvis man er naturinteresseret. Om foråret synger talrige lærker over strandengene, det myldrer med brogede vadefugle og svalerne suser rundt på jagt efter insekter. Det stilner lidt af om sommeren, men om efteråret går det løs igen, når tusindvis af gæs og ænder slår sig ned på engene i kortere og længere tid.

Men øen har også andre attraktioner at byde på. Først og fremmest den lille idylliske Nyord landsby, der ligger helt ude på den anden side af øen, når man kommer fra Møn. Her er gaderne så smalle og krogede, at alle andre end de lokale beboere og bussen er nødt til at parkere uden for, og gå ind i landsbyen. Her støder man også meget hurtigt på stedet, hvor denne historie egentlig udspiller sig, nemlig Nyords lille særprægede ottekantede kirke.

De fleste turister der besøger Nyord by, slår et slag ind i kirken for at beundre dens særprægede facon og det flotte kirkeskib. Og det er her de ind i mellem møder en ældre, lidt rund og smilende halvskaldet mand, der tilsyneladende ikke helt er af denne verden.

I sommeren 1986 mødte en engelsk familie, der var på udflugt fra campingpladsen ved Møns Klint, således den lille mand, da de ville aflægge kirken et besøg. Han stod der allerede, og havde rakt hånden ud efter håndtaget, men da han fik øje på dem, smilede han venligt og trådte til side, så de kunne komme først ind.

Til at begynde med lagde familien ikke mærke til, om manden var fulgt med dem ind i kirken, men da de lidt efter stod og kiggede på kirkeskibet, så familiens yngste søn, at han gik forbi dem, og hen til alteret. Det mærkelige var dog, at da turistfamilien begyndte at se sig om i selve kirken, var manden forsvundet. Og der er ikke ret mange skjulesteder i Nyord Kirke! De tænkte dog ikke dybere over oplevelsen, før de om aftenen fortalte andre gæster på campingpladsen om deres besøg i kirken, og det viste, at flere andre havde mødt manden, og han også tilsyneladende var forsvundet i den blå luft. Ingen af dem havde dog turde fortælle om det, for de var alle sikre på, at det var noget de havde bildt sig ind.

Senere undersøgelser har dog vist, at den lille mand ikke kun var et fænomen fra sommeren 1986. I foråret 1992 blev han set igen, denne gang af et fugleinteresseret par fra Roskilde, der havde besluttet sig for at krydre fugleturen til Møn med en smule kultur. Denne gang kom han muntert fløjtende ind i kirken, nikkede venligt til parret, der stod ude i den ene side af kirken, gik hen til alteret – og forsvandt.

”Det så nærmest ud som om han gik lige igennem væggen,” fortalte manden senere. ”Jeg blev så overrasket, at jeg styrtede ud af kirken og om på den anden side for at se, om der ganske enkelt var en dør han var gået ud igennem. Men det eneste menneske jeg kunne se, var en af de lokale beboere, som kom forbi trækkende med sin cykel, og hun stirrede godt nok temmelig overrasket på mig.”

Nyord Kirke er ikke særligt gammel, den blev først indviet i 1846, fordi beboerne var slemme til at skulke fra gudtjenesterne i Stege, hvor de ellers hørte til, så den lille mands historie kan ikke være voldsomt lang. Hvor mange der egentlig har mødt ham, er ikke til at vide, men en københavnsk fugleinteresseret, der som en af de første aflagde besøg på øen, efter den blev ”landfast” med Møn i 1968, fik fortalt af en af han mødte i byen, at hans bedstefar omkring 1920 havde set en mand gå gennem væggen i kirken.

Næste gang turen går forbi Nyord Kirke, så hold øje med de andre gæster. Hvis der er en glad fløjtende ældre mand i mellem, så tab ham ikke af syne. Man ved aldrig, om han forlader kirken gennem væggen.

Nyord Kirke ligger midt i landsbyen Nyord, på den sydvestlige ende af øen Nyord nord for Møn. Man kører fra Sjælland over Dronning Alexandrines Bro i retning mod Stege. Lige på den anden side af havnen drejer man til venstre langs vandet, og følger vejen knap 1 km, indtil den drejer mod højre. Derefter følger man vejen til andet kryds, hvor man drejer til venstre mod Hegnede, Ulvshale og Nyord. Efter ca. 10 km kører man over en lille bro til øen Nyord. Landsbyen ligger ca. 3 km længere ude på øen. NB: Man må ikke køre i bil ind i landsbyen, men fra parkeringspladsen er der kun ca. 300 m til kirken.

64. Roskilde – Helhesten i Hersegade

Hersegade er nok en af de mest fredelige gader i det centrale Roskilde. Et par cafeer, lidt butikker, nogle ganske almindelige huse, og det er så ellers det. Man skulle ikke tro, at man her kunne risikere at møde en af de mest uhyggelige dødsvarslere som folketroen kender til – nemlig helhesten. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Det er ikke noget man skal ønske sig, for møder man en helhest, eller for den sags skyld en hvilken som helst anden form for dødsvarsler, er der grimme ting i vente. Hvis ikke man selv skal dø inden kort tid, vil det gå ud over en i ens nærmeste familie.

En helhest er ikke nogen skønhedsåbenbaring. For det første har den kun tre ben, lysendede øjen og ind i mellem ild ud af gabet. Den er også gerne så radmager, at den ligner et omvandrende skelet. Og såvel dens hale som dens manke er gerne lange, filtrede og fyldt med snavs. Man skulle umiddelbart tro – som navnet da også antyder, at en helhest kommer direkte fra Helvede, men det er rent faktisk ikke tilfældet. En helhest er en kirkevare, et levn fra en tid hvor ofringer og kristendom stadig gik hånd i hånd. Når man i gamle dage skulle indvie en kirkegård, sørgede man gerne for, at det første man begravede på kirkegården var et dyr – udfra en gammel tro på, at det første væsen på kirkegården ville komme til at gå igen. Man sørgede også for at begrave dyret levende, og man huggede gerne et ben af det først. På den måde ville det pågældende dyr komme til at eksistere på tærsklen mellem de levende og de døde. Så kunne det holde orden på sjælene på kirkegården indtil dommens dag, og iøvrigt traske rundt i sognet og vise sig for dem, der snart skulle dø. Kirkevarer kunne tage form af både liglam og gravsøer, men de mest uhyggelige var dog helhestene. Det siges endda, at en af dem ligger begravet under en sort sten i gulvet i Roskilde Domkirke.

Og det er måske den, der ind i mellem giver sig til at traske op og ned af Hersegade midt om natten. Den er dog så venlig ikke at vise sig i fuld flammende figur, men den karakteristiske lyd af en trebenet haltende hest er til gengæld blevet hørt flere gange i Hersegade. Også i nyere tid. Omend lyden måske nok stammer fra lidt ældre tider, for det lyder grangiveligt som om hesten trasker afsted på toppede brosten, og det er længe siden Hersegade så sådan ud.

Helheste er i bund og grund mørkets skabninger, og derfor er det uhyre sjældent de viser sig ved dagslys, men det sker. I den situation viser de sig i en lidt pænere og mere velholdt skikkelse, end når det er mørkt. Så ligner de bare en træt, gammel og udslidt hest, men de har stadig kun tre ben.

En vinterdag i 1973 var en 16-årig pige på vej gennem Hersegade fra stationen til sit hjem in Roskilde Centrum. Det var en søndag sidst på eftermiddagen, det var gråt i vejret, og der var stort set ingen mennesker ude. Et stykke oppe af Hersegade så hun pludselig, at der stod en hest i en indkørsel. Den stod halvvejs med ryggen til hende, og kiggede på et af husene. Den virkede meget forsømt, og hang en del med hovedet, og den var tydeligvis ikke bundet, så hun gik forsigtigt nærmere, for at se om hun kunne hjælpe den.

Hesten lagde tilsyneladende slet ikke mærke til, at hun nærmede sig – den vendte ikke engang ørerne. Men pigen kunne nu tydeligt se, at den trængte voldsomt til at blive striglet, og at den også var ret mager. Men det værste var dog, at den kun havde tre ben. Der hvor det venstre forben skulle have været, løb et stort ujævnt ar ned over hestens side.

Pigen rakte forsigtigt hånden frem for at klappe den tydeligt stærkt plagede hest, men resultatet blev absolut ikke som hun forventede. Dels gik hendes hånd lige igennem hesten som om den slet ikke var der, og dels forsvandt den i samme nu.

Pigen lever stadig i bedste velgående, og det samme gør hele hendes familie, så man kan åbenbart godt møde en helhest og slippe fra det i god behold.

Hersegade ligger i Roskilde, lige vest for Roskilde Station. Gå ud af stationen og til venstre ad Jernbanegade. Cirka 150 m længere henne drejer Hersegade fra mod højre og fører videre til Algade.

65. Store Grib Sø – Ikke et sted for svage sjæle

Grib Sø eller Store Grib Sø, som den også hedder, er et populært udflugtsmål i Nordsjælland. Den ligger midt inde i Grib Skov, langt nok væk fra alle former for bebyggelse til, at man kan føle, at man virkelig er kommet ud i vildmarken, og alligevel så tæt på en togstation, at man hele tiden føler sig sikker og godt tilpas. Men rent faktisk tager man så grueligt og aldeles fejl af Grib Sø. Den er alt andet end fredelig, og slet ikke et sted for svage sjæle. Her sker der nemlig de særeste ting.

Et gammelt sagn fortæller, at der på Margrethe I’s tid lå et nonnekloster her på stedet, og at dronningen iøvrigt tit opholdt sig ved søen. Men disse nonner opførte sig altså slet ikke som nonner burde – de drev utugt og andet djævelskab! Den slags kan gå godt i perioder, men før eller siden rammer straffen dem, og så er det slut. I dette tilfælde gik Grib Sø simpelthen over sine bredder og opslugte klosteret. Og nonnerne? Ja, det røg med, men de har åbenbart ikke fået lov til at hvile i fred, for det spøger noget så grusomt omkring søen.

Først og fremmest kan man jo nogle gange høre, hvordan de ringer med klokken nede i søen. Vandet dæmper naturligvis lyden, og det er tydeligt den kommer langt væk fra. Skeptikere vil naturligvis mene, at det er lyden af klokkerne fra en virkelig kirke et eller andet sted i de småbyer, der ligger rundt om Grib Skov, som en gang i mellem under særlige omstændigheder, kan når helt ind og høres ved søen. Men blandt øjen – eller måske ørevidnerne, er der også dem, som sværger på, at lyden rent faktisk kom nede fra søen.

Det sker også, at al den fest og fjas, som nonnerne kastede sig ud i, og som de naturligvis burde havde holdt sig langt fra, stadig kan høres eller ses. Det sker, at man ser gamle både og folk i gamle dragter på søen, og man kan også høre gammeldags musik – som lyden af stor og omfattende fest.

En sen aftentime i 1998 stod en mand og ventede på det sidste tog mod Hillerød. Han havde tændt perronlyset, der skulle få toget til at stoppe, men havde stadig 15-20 minutters ventetid, før det ville ankomme. Der var stille og fredeligt, så han kunne høre den mindste lyd – her gøede en ræv, og der lød der en skræppen fra en sovende fugl, der blev forstyrret af et eller andet.

”Men lige pludselig begyndte jeg at høre musik. Det var ikke særligt højt, og jeg troede først, at der gik en eller anden rundt i skoven med en radio eller sådan noget. Men jeg kunne ikke se noget som helst. Og faktisk synes jeg også musikken var temmelig mærkelig. Den mindede mig om noget musik de havde spillet på et middelaldermarked jeg havde været på i ’97. Et stykke tid var musikken så svag, at jeg kun lige kunne høre den, men så begyndte den at blive højere og højere, så det lød som om der stod et helt orkester nede ved søen. Og samtidig begyndte søen at lyse! Det var fuldstændig som en af de der lysdæmpere til lamperne der hjemme. Der blev lysere og lysere omkring søen, indtil jeg kunne se vandet og træerne på den anden side lige så tydeligt som om det var højlys dag.”

”Efter et par minutter på den måde synes jeg altså ikke det var sjovt mere. Jeg var lige ved at tro, at jeg var med i Skjult Kamera eller sådan noget, eller der skulle til at lande et rumskib midt i vandet, men der skete aldrig andet. Og så kom toget forresten, og så gik lyset ud som om en eller anden havde trykket på en knap. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”

Nej, men det er der rent faktisk andre der har. Blandt andet en ingeniør fra Græsted, der i en årrække arbejdede i København. Han fortalte, at han flere gange havde set skyggeagtige skikkelser stå på perronen ved Grib Sø, når han kørte hjem om aftenen. Toget standsede aldrig for dem, og det var som om de var udviskede og utydelige, uden rigtigt at have fast form.

Det sidste ekko af gæster på vej til et utugtigt gilde hos nonnerne??

Store Grib Sø ligger i Grib Skov i Nordsjælland. Hvis man f.eks. parkerer ved Kagerup Station, kan man gå ind til søen. Der er ca. 2 km. Det nemmeste er dog at tage Gribskovbanen fra Hillerød. Grib Sø Station er lige ved siden af Søen. Der er stier hele vejen rundt om søen.

66. Søborg Slot – Margrethe går igen

Der er ikke meget slot tilbage, når man står midt i det, der engang var Søborg Sø, og kigger på det, der engang var den stærkeste fæstning i Danmark. Det er lidt svært at se hvad fæstningen egentlig skulle forsvare, når man ser på omgivelserne, der i dag for det mindste består af grønne marker. Men i middelalderen lå Søborg Slot rent faktisk på en ø i en fjord, der havde forbindelse ud til Kattegat ved Gilleje. Senere blev fjorden lukket til, og blev til en sø, og sidst i 1800-tallet blev søen så afvandet, og blev til det landbrugsområde man kan se idag.

Den første beskrivelse af Søborg Slot er fra begyndelsen af 1100-tallet, hvor der lå et befæstet tårn på stedet. Senere blev borgen udbygget i flere omgange, og var middelalderen igennem bolig for flere forskellige konger, dronninger og deres lensmænd. Som en af landets sikreste fæstninger var det naturligt også at bruge den som statsfængsel. Her sad blandt andet ærkebiskop Jens Grand i 1294-95, da han var anklaget for at have medvirket til mordet på den danske konge Erik Klipping i Finderup Lade i Jylland. Han undslap dog med hjælp fra en kok på slottet, og søgte tilflugt på sin egen stærke fæstning, Hammershus på Bornholm.

Søborg Slot var beboet til midt i 1500-tallet, men i forbindelse med Grevens Fejde i 1934-35 blev det ødelagt, og endte til sidst med at blive brugt som et åbent stenbrud for alle i omegnen med byggeplaner. Tilsidst var der ikke andet en murfundamenterne tilbage, og det er også alt hvad man kan se idag.

Med en så dramatisk og omtumlet historie skulle man tro, at der var god grobund for spøgerier, og der sker da også sære ting omkring de lave murrester. Mærkeligt nok er det ikke ærkebiskoppen, der går igen, selvom hans godt halvandet år i et fangehul absolut ikke var nogen dans på roser. Det er derimod Margrethe I af Danmark, som så vidt vides syntes ganske godt om Søborg Slot, og ikke havde spor imod at bo der.

Et gammelt sagn siger, at hun sidder og spinder på en guldrok under tjørnen, der vokser på volden, men spøgelseshistorierne fortæller derimod, at hun er en høj grå og statelig, for slet ikke at tale om lidt gennemsigtig dame, der ind i mellem vandrer rundt i ruinerne, som om hun inspicerer den fæstning, der engang husede hende.

Det er sjældent hun antager fuld menneskelige skikkelse – nogle af de øjenvidner, der har besøgt ruinen i tidlige morgentimer eller sene aftentimer, fortæller kun, at de har set en tågebanke hvirvle omkring murernem eller lidt dis komme drivende, men de har også haft en tydelig fornemmelse af at have fået selskab, og enkelte har endda hørt en nynnende kvindestemme, som om en eller andet gik og sang lige så stille for sig selv, et eller andet sted i nærheden.

Men enkelte - man kan så diskutere om de har været heldige eller uheldige, har stået ansigt til ansigt med en høj dame i en lang kjole, som har vandret frem og tilbage - nogle gange endda svævet i luften (formentlig der hvor der engang har været et gulv), og en enkelt har set sin vej spærret af den grå flimrende skikkelse, der åbenbart ikke ville forstyrres på det pågældende tidspunkt.

Mange mennesker har en ide om, at et møde med et spøgelse må være en oplevelse, der er skræmmende ud over alle grænser, men sjovt nok har alle de mennesker, der har mødt Margrethe – eller hvem eller hvad det nu er, følt sig ganske godt tilpas, og hvis de overhovedet har følt en ændring i deres sindstilstand, har det været til det varme og positive. Margrethe I var åbenbart en venlig sjæl.

Søborg Slotsruin ligger nogenlunde midtvejs i trekanten Græsted-Gilleleje-Esbønderup i Nordsjælland. Kører man fra Gilleleje mod Esbønderup, drejer man til højre mod Søborg og Søborg Slotsruin. Lige efter Søborg Kirke er der en P-plads på vestre hånd. Skråt overfor den ligger resterne af nogle gamle voldanlæg. Midt i mellem dem fører en sti ud mellem nogle

marker og frem til selve slotsruinen, der dog kun består af lave mure. Man kan også køre lidt længere frem af vejen til en parkeringsplads nærmere på ruinen.

67. Torvegade – Det gamle tugthus er aldrig lukket

Når man står på Christianshavns Torv idag og ser sig omkring, er det svært at forestille, at for knap 200 år siden var dette fredelige område hjemsted for det blodigste, voldsomste og mest brutale fangeoprør i dansk historie. Torvegade 45-47, populært kaldet lagkagehuset på grund af bygningens vandrette gule og hvide bånd, står på stedet hvor København Tugthus engang lå. Tugthuset var det skrappeste fængsel i byen. Det var her de værste forbrydere af dem alle sammen blev anbragt, og det var her straffene var langt hårdere end alle andre steder. Den mindste forseelse eller brud på reglerne medførte pisk eller det der var værre.

I 1817 var fangerne blevet så trætte af de umenneskelige forhold i Tugthuset, at de til sidst gjorde oprør. Den 25/6 1817 for at være helt præcis, løb tingene løbsk. Det startede med, at der blev sat ild til hovedbygningen, og derfra eskalerede det hurtigt. Nogle af fangerne overfaldt fangevogterne, og holdt dem fanget i bygningerne, men da der gik hul i ydermuren, lykkedes det også en del af dem at undslippe. 10-20 af de værste fanger satte kursen ind mod byen i håb om at forsvinde i hovedstadens menneskemylder. Det lykkedes dem nu ikke, de fleste blev fanget igen indenfor få timer, og inden der var gået et døgn, var de alle under lås og slå igen.

I Tugthuset havde branden imens bredt sig til de andre bygninger. De fanger der ikke var sluppet ud, benyttede lejligheden til at hævne sig på de fangevogtere de kunne få fat i, men de overfaldt også de medfanger, som ikke ville være med i oprøret.

Kongen, Frederik d.6, var alt andet end begejstret. Rent faktisk var han så rasende, at han personligt mødte op på Christianshavns Torv for lede nedkæmpelsen af urolighederne. Han havde indkaldet hele generalstaben, og beordrede dem til at affyre deres kanoner direkte ind i de brændende bygninger, uden skelen til hvem der eventuelt blev ramt. Imens var de øvrige soldater travlt beskæftiget med at indsamle og uskadeliggøre fangerne, der blev samlet sammen på torvet lidt efter lidt.

Der var ingen pardon og bamhjertighed nogen steder. 14 af fangerne blev dømt til døden og halskugget, og en række andre blev idømt forskellige mildere straffe, pisk og lignende, eller de fik deres straf forlænget, for nogles vedkommende til livstid.

Så dramatiske begivenheder kan naturligvis ikke undlade at sætte sig spor, hverken i folks bevidsthed eller i historieskrivningen, men tilsyneladende heller ikke i de mere overnaturlige sfærer, for i årene efter fangeoprøret, var der gang på gang mennesker, som oplevede at større eller mindre dele af hele sceneriet blev gentaget. Det mest almindelige var, at folk så skæret fra den store brand mod nattehimlen. I flere tilfælde troede de, at det drejede sig om en rigtig brand, men der var aldrig det mindste spor af ild at finde. Nogle mennesker påstod også, at de havde kogen på sin hest midt på torvet i færd med at give ordrer om at affyre kanonerne. Og endelig, og det er måske i virkeligheden det mærkeligste af det hele, er der dem, der siger, at de har hørt større eller mindre dele af fangeoprøret, men uden at se noget. Det kan for eksempel have været lyden af kanoner der blev affyret, råbende mænd, hestetramp og lignende. Det er som regel sket i sene nattetimer, hvor Christianshavns Torv har været øde stille og forladt.

Spøgerierne er dog stilnet meget af i de senere år. Spøgelser og den moderne tid har det ikke nemt med hinanden. Nogle vil mene, at det er fordi vi idag er mere oplyste og ikke så overtroiske, mens andre siger det er nutidens voldsomme elektromagnetiske stråling fra tv, mobiltelefoner og alt muligt andet, der ganske enkelt slider billederne op og river dem fra hinanden.

Hvorom alting er, så er der nu sædvanligvis stille og roligt omkring det gamle tugthus, men det sker efter sigende stadig af og til, at de omkringboende ser et flakkende orange skær på himlen en sen nattetime – når det gamle tugthus brænder endnu engang.

Torvegade 45-47 og Christianshavns Torv ligger på Amager, omkring 1 km fra Københavns Hovedbanegård. Man kører over Knippelsbro, og forsætter omkring 250 meter længere frem, til man lige er kommet over broen, der fører over Christianshavns Kanal. Christianshavns Torv ligger på højre hånd. Torvegade 45-47 ligger på venstre side. Man kan også tage metroen og stå af på Christianshavn.

68. Ulvesøen i Danstrup Mose – Nogen får aldrig fred

Danstrup Hegn er en idyllisk lille skov, der ligger i Nordsjælland lidt nordøst for Fredensborg på vejen mod Hensingør. Her er mange stier og mange muligheder for at gå en smuk og afslappende søndagstur. De meste af skoven ligger nord for Helsingørvejen, men der er også en lille bid sydfor. Her finder man en hel række småsøer og moser, resterne af det der engang var en meget større sø, og det er også her man kan risikere at opleve noget meget mystisk og også temmeligt skræmmende, men så skal man som regel være ude efter mørkets frembrud.

Søerne eller mosen om man vil, går normalt under navnet Ulvesøen. Et dramatisk navn, som også afspejles i den nærliggende gård, der hedder Ulvehøj. Man kan sagtens forestille sig, at ulvenes tuden engang har runget gennem skovene her.

Det er yderst passende, at et sted med så dramatisk et navn rent faktisk også har lagt omgivelser til dramatiske begivenheder. Det kan man om ikke andet se af mindestenen for Hans Rostgård, der står omgivet af en ring af andre sten ved bredden af Ulvesøen.

I 1659 var Hans Rostgård en af flere, der forsøgte at befri Kronborg i Helsingør or de svenskere, der havde besat slottet. Det lykkedes ikke, og han måtte flygte over hals og hoved. I et forsøg på at slippe fra sine forfølgere, stoppede han op ved Ulvesøen, dræbte sin hest, og smed sin blodige hat og kappe ud i søen. Historien melder desværre ikke noget om hvorvidt forfølgerne lod sin narre, men Hans Rostgård forsvandt ihvertfald, og optrådte ikke senere i historien. Til gengæld begyndte en eller anden at gå igen på stierne omkring Ulvesøen. Om det er Hans Rostgård, der måske alligevel måtte gøre sin hest følgeskab, eller en helt anden, der ikke har fundet fred i sin grav, må foreløbigt stå hen i det uvisse. Det er dog sådan, at en eller anden høj og bred mandsperson (der i parantes bemærket mangler både har og kappe) har fået for vane at vandre rundt på stierne omkring Ulvesøen, og gøre sit bedste for at skræmme natlige gæster fra vid og sans.

Det er specielt efter mørkets frembrud, at den mærkelige mand har for vane pludselig at træde ud foran forbipasserende og se dystert på dem, eller måske løbe lige ud foran en hest, så den stejler og er ved at kaste sin rytter af. I dag er der ikke så mange ryttere som de rar engang i Danstrup Hegn, men der er rent faktisk et par bilister, som har fortalt, at de i sene nattetimer har været ved et køre en vredt udseende mand ned. Han træder altid direkte ud foran deres bil og ser stift på dem, men forsvinder sporløst i samme øjeblik de ”rammer” ham. Nogle af disse chauffører er steget ud af deres biler for at hjælpe de ”tilskadekomne”, men der har aldrig været det mindste spor af den vrede mand.

Man kunne naturligvis indvende, at det altsammen skyldes folk, der er ude på at lave sjov, og hvis alle disse historier var koncentreret om en kort periode, ville det da også være den mest indlysende forklaring, men tilfældene strækker sig mindst 200 år tilbage i tiden. Den slags vejspøgelser kendes iøvrigt fra mange egne af verden, og der er 3-4 andre spredt her og der ud over Danmark.

Man kan dog også møde den mystiske mand på stierne inde i selve skoven. Det kan være lidt af en gysende oplevelse, hvis man for eksempel er ude at gå en romantisk måneskinestur, pludselig at stå ansigt til ansigt med en mand der absolut ikke ser ud til at have gode hensigter. Et par enkelte øjenvidner har råbt efter manden, men han reagerer aldrig, og forsvinder som regel ind mellem træerne, lige så hurtigt og stille som han dukkede op.

Ulvesøen ligger i Danstrup Hegn omkring 3 km øst for Fredensborg i Nordsjælland. Hovedvej E6 mellem Hillerød og Helsingør fører lige gennem skoven. Der er en parkeringplads i udkanten af skoven både på den vestlige og den østlige side. Men der er også en parkeringplads inde i skoven lige ved siden af Ulvesøen. Det er på højre side, når man kommer fra Hillerød.

69. Vallensbæk Kirke – Lidt for mange studenter

Den lille hvide Vallensbæk Kirke ligger ganske smukt og idyllisk i det, der engang var landsbyen Vallenbæk, men som idag kun er en af Københavns sydvestlige forstæder. Det er en gammel kirke, som har været mangt og meget igennem. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at der fortælles spøgelseshistorier om kirken, men spøgelset har dog en lidt overraskende form.

I foråret 1977 var en gruppe gymnasielever på udflugt til Vallensbæk Kirke for at undersøge kirkens historie og arkæologi. Det inkluderede blandt meget andet en lang række opmålinger og fotograferinger både ude og inde. Det gik for så vidt altsammen udmærket, i hvert fald til at begynde med, men det varede ikke længe før samtlige tilstedeværende fik en fornemmelse af, at holdet havde fået et ekstra medlem. Holdets lærer var den første, der begyndte at føle sig mærkelig til mode. Ved flere lejligheder forsøgte han at tælle sin elever, som godt nok var spredt rundt om i og udenfor kirken, men som alligevel skulle være til at holde styr på. Der var jo trods alt kun seks. Ikke desto mindre nåede han gang på gang frem til, at der var syv. Hver gang han kiggede op, eller skiftede blikretning, synes han, at han så en eller anden forsvinde rundt om hjørnet af kirkemuren. Hver gang det skete, fik han kun et kort glimt af personens ryg, men han nåede dog at se, at det var en pige, og at vedkommende var høj, tynd og lyshåret. Det var i sig selv ret mærkeligt, for ingen af eleverne så sådan ud.

Da han begyndte at tale med eleverne om det, indrømmede flere af dem da også, at de ved adskillige lejligheder, uanset om de lå på knæ og tog billeder af kirkens fundamentsten eller var ved at tegne et diagram over tårnets opbygning, havde haft en fornemmelse af, at de ikke var alene, eller at der stod en eller anden og kiggede over skulderen på dem. En af eleverne, der havde været igang med at studerede kirkens hvælvinger indefra, havde endda hørt skridt inde i kirken, men havde ikke umiddelbart kunnet se nogen. Han mente dog, at han havde fået et kort glimt af en høj lyshåret pige, der havde stået i døråbningen og kigget på ham, men da hun forsvandt et øjeblik efter, havde han ikke tænkt nærmere over det. Hun havde dog, så vidt han havde kunnet se i det korte glimt, været iført moderne bukser og en sweatshirt, og det så også ud, som om hun stod med noget i hænderne, måske en bog eller en mappe.

Ingen af eleverne havde følt sig særligt skræmt af pigen og den mærkelige fornemmelse af, at der var andre til stede, men det ændrede sig noget, da de skulle op på kirkens loft. Eleven der gik forrest op af trappen, var sikker på, at der gik nogen et stykke højere oppe foran ham, også selvom han ikke kunne se noget, og da de skulle ud på selve kirkeloftet, var han lige så sikker på, at han så en anden person bevæge sig længere inde over loftet, end de selv måtte gå.

Trods intense studier af kirkens og omegnens historie, er det aldrig lykkedes at finde ud af, om der skulle have eksisteret en høj tynd lyshåret pige med en særlig tilknytning til kirken. Men hun er blevet set, eller rettere fornemmet ved flere andre lejligheder, og beskrivelserne af hende er forbavsende ens. Hun har både alderen og udseendet til at være en gymnasieelev, men hun er meget flygtig af sig, og det er aldrig lykkedes nogen at se hende direkte. Men et par enkelte vidner sig dog, at de har haft en fornemmelse af, at hun var ret trist til mode, og længtes efter en eller anden form for fællesskab. Måske ville hun ganske enkelte bare være med i undervisningen.

Vallensbæk Kirke ligger i Vallensbæk landsby, knap 1 km fra frakørsel 3 på Holbækmotorvejen (21). Drej til venstre ad Vallensbæk Torveje, og derefter til højre af Brøndbyvej. Knap 500 m længere fremme drejes til højre ad Kirkebakke Allé. Kirken ligger 100 m længere fremme på højre hånd.

70. Vejlebroen ved Næstved – Kong Valdemar jager trolde

Den danske konge Valdemar Atterdag led i følge historien en krank skæbne. Han var så glad for Gurre Slot i Nordsjælland, at han jo efter sigende påstod, at Gud for hans skyld godt kunne beholde Paradis, hvis bare han måtte have Gurre. Det brød Gud sig ikke om at høre, så han bød, at Valdemar skulle ride rundt i det danske til dommedag, altid på jagt med et kobbel glammende hunde, og gerne efter djævelskab, uvæsen og troldtøj. Og han kommer langt omkring, den gode konge, for Vejlebroen ved Næstved syd for Næstved hører også ind under hans jagtmarker. Og her jager han trolde – eller slattenpatter, som de med et lidet smigrende udtryk bliver kaldt der på egnen.

En gammel historie fortæller, at da en mand en sen aften passerede Vejlebroen over Køng Å, mødte han pludseligt et kæmpemæssigt fruentimmer med blottede bryster, der hang næsten ned til jorden. Hun kom farende hen af vejen mens hun prustede og stønnede, og forsvandt så hurtigt hendes tykke ben kunne bære hende i mørket ind over Kostræde Banker.

Et øjeblik var der stille ved broen, men så kom tre enorme hunde farende forbi. De havde flammer ud af gabet, og så absolut ikke ud som om de havde godt i sinde. Men de løb forbi den forskrækkede mand uden at værdige ham et blik.

Nu vidste han imidlertid godt hvad der foregik. Kong Valdemar var på jagt! Og ganske rigtigt, et øjeblik efter kom kongen farende på en snehvid hest, og standsede ved siden af manden, mens han spurgte ham, om han måske skulle have set en slattenpatte. Manden fortalte så om det vældige fruentimmer han havde set, hvorefter kongen takkede ham pænt og red videre. Og snart efter hørte han et frygteligt skrig inde over Kostræde Banker som tegn på, at kongen havde fundet sit bytte.

Så vidt sagnet – men hvilke spor har det sat sig. Og skulle der monstro være bare en lille smule om snakken? Skulle man få lyst til at gå på jagt efter slattenpatter, kan det iøvrigt være en god ide lige at få opfrisket hvordan sådan et væsen ser ud. Det kan man gøre i Vejlø Kirke lidt længere nordpå, hvor der er skåret en ud under prædikestolen. Uhyre karakteristisk – og absolut ikke nogen skønhedsåbenbaring!

Trolde eller slattenpatter er nok de nærmeste Danmark kommer til Bigfoot og Afskyelige Snemænd som findes andre steder i verden, men ligheden er faktisk slående – store behårede menneskelignende væsener, der lever ude i det vilde, det mørke og det farlige, og som kun sjældent kommer i kontakt med mennesker. Det er et åbent spørgsmål om Bigfoot og den Afskyelige Snemand eksisterer, og de fleste vil nok uden at blinke sige, at trolde absolut heller ikke eksisterer (om ikke andet så fordi kong Valdemar har taget livet af dem). Men hvad nu hvis der engang rent faktisk har eksisteret levende væsener, som kunne have givet inspiration til historierne om trolde? Og så er der jo også historien om, at der engang - rent faktisk lige i nærheden af Vejlebroen, skulle være fundet en serie aftryk af ekstremt store menneskelignende fødder. Desværre er det aldrig lykkedes at finde ud af nogle flere oplysninger om den historie, og om den overhovedet har noget hold i virkeligheden, men den giver da stof til eftertanke.

Og kong Valdemar? Ja, han jager stadigvæk. Hvis man står stille på Vejlebro en kold og månelys nat, kan man efter sigende risikere både at høre hans hunde og lyden af hans hest, der galloperer forbi. Engang kunne man også risikere at møde kongen selv, men de mange hundrede års jagt har nok slidt på ham, så idag er der ikke meget andet end lydene tilbage. De er til gengæld blevet hørt så sent som i 1982 af en natlig cyklist på vej fra Mogenstrup til Køng.

Vejlebroen er broen over Køng Å. Den ligger godt 2 km nord for Køng på vejen Mellem Vordingborg og Næstved, kun et par hundrede meter fra åens udløb i Dybsø Fjord. Skulle man ikke møde Kong Valdemar eller en trold her på stedet, kan man altid forlyste sig med at se på de mange fugle, der gør Dybsø Fjord til et meget spændende naturområde. Vejlø Kirke

ligger godt 10 km længere nordpå. Forsæt af hovedvejen til Vester Egesborg og drej til venstre mod Vejlø. Kirken ligger lige til venstre, når man kommer ind i byen.

SKÅNE

71. Helsingborg – Gæsterne på Kärnan.

Det høje firkantede tårn der står og knejser i Slotshagen højt hævet over Helsingborg, er det eneste, der er tilbage af Helsingborg Slot. Det er ellers et sted med en lang og glorværdig historie. Slottet blev bygget i begyndelsen af 1300-tallet af den danske konge Erik Menved. Det var beregnet til at skulle fungere som kongens bolig, når han besøgte Helsingborg.

Oprindeligt var slottet et omfattende fæstningsværk. Det 35 m høje tårn, der i dag står tilbage, var oprindeligt centraltårnet på slottet. Hele komplekset var omgivet af ringmure og store voldgrave, og var i middelalderen et af de største borganlæg i hele Norden. Men selv de største fæstninger står som regel for fald på et eller andet tidspunkt. I 1710, da danskerne blev fordrevet fra Helsingborg, rev svenskerne slottet ned, men lod af en eller anden grund Kärnan stå. I de næste knap 200 år, fik det dog stort set lov til at forfalde. Først i 1893-94 blev det restaureret, og idag fungerer det som en del af Helsingborg Museum.

Udsigten oppe fra toppen af tårnet er ganske fantastisk, og den gang det blev brugt til sit oprindeligt formål, må det have været et glimrende sted at holde øje med eventuelle fjenders ankomst. Det er muligvis derfor, at der åbenbart stadig går folk på vagt deroppe. Et par af de studerende, der gerne arbejder i Kärnan og sælger biletter til gæsterne, har nemlig fortalt, at de ofte hører taktfaste skridt på trappen i tårnet, enten tidligt om morgenen, inden de første gæster er kommet, eller om aftenen, når alle burde havde forladt stedet. Flere af de forvirrede billetsælgere har i tidens løb brugt tid på at lede efter de ”gæster”, der slet ikke burde være det, men det er aldrig lykkedes at finde nogle af dem.

Det sker også, at turister får et glimt af fortidens vagtsoldater. Men det bringer som regel kun forvirring, hvis de fortæller om det til andre. For nogle år siden kunne to medlemmer af et dansk rejseselskab således fortæle deres guide samt resten af selskabet, at de havde været oppe ved Kärnan, og set at der gik folk på vagt, både nedenfor tårnet og oppe på toppen. Og de havde endda haft gammeldags tøj på. Mon guiden viste, om der var et eller andet middelalderarrangement i gang? Det viste guiden ikke, men hele selskabet skyndte sig op til tårnet for at se hvad der foregik.

Resultatet var imidlertid ikke imponerende – faktisk blev de to begejstrede fortællere ret upopulære. Der var ikke det mindste spor af soldater omkring Kärnan, og billetsælgeren derinde nægtede på det bestemteste, at der overhovedet havde været nogen. Faktisk havde der endnu ikke været en sjæl den dag.

I 1990 havde en fransk turist også et møde med en af de mystiske vagtsoldater, men det foregik på en helt anden måde. Det var på en ret grå og overskyet dag, og han var som den eneste gået helt op til toppen af tårnet for at nyde udsigten. Deroppe så han, at der stod en mand i en meget gammeldags uniform, og kiggede ud over havet. Turisten tænkte ikke så meget over klædedragten, men gav sig selv til at beundre udsigten. Manden ved siden af ham sagde ikke noget, men forsatte bare med at stirre ud over havet. Franskmanden synes han var lidt uhøflig, men sagde ikke noget. Et kort øjeblik vendte han sig om for at kigge ind over parken, som Kärnan står i, og da han drejede sig tilbage igen, var den anden mand væk. Han havde kun haft opmærksomheden rettet et andet sted hen i 2-3 sekunder, så det var fuldstændigt umuligt, at den anden skulle have nået at fjerne sig og forsvinde helt ned ad trappen i tårnet uden at blive opdaget.

Man skal med andre ord ikke blive overrasket, hvis der pludselig er flere gæster på Kärnan end det først ser ud til.

Kärnan ligger i Slotshagen midt inde i Helsingborg. Fra Knudepunktet – stedet hvor færgen lægger til, går man tv ad Järnvägsgatan. Når man kommer til Stortorget går man til højre op

til Norra Storgatan. Herfra går der ern trappe op til Slotshagen og Kärnan. NB – det kan ikke betale sig at prøve at køre i bil. Parkeringsforholdene i Helsingborg er meget dårlige. Der er dog parkeringshuse omkring Knudepunktet.

72. Lund Domkirke – Den muntre munk

Lunds Domkirke er fyldt med både små og store mysterier og undere – både af den mere overnaturlige slags, men også af den historiske og tekniske slags. Lige ved siden af hovedindgangen kan man jo for eksempel beundre det fantastiske middelalderur, som er forsynet med det imponerenede navn Horologium Mirabile Lundense. Uret blev opstillet i domkirken omkring 1425, og der findes faktisk kun tre lignende i hele Europa.

Trods sin høje alder er uret meget avanceret. Øverst ser man et astronomisk ur, der blandt andet viser de forskellige stjernetegn, månens faser, og hvor på horisonten solen går op og ned set fra Domkirken. Helt oppe på toppen står i øvrigt to riddere, som markerer timerne ved at slå deres sværd mod hinanden. To gange om dagen spiller uret, og så viser et bevægeligt tableau med figurer i midterdelen, hvordan de tre vise mænd tilbeder det nyfødte Jesusbarn. Nederst er der endelig et kalendarium, som man kan bruge til at udregne på hvilken ugedag en bestemt dato vil indtræffe.

Det var mens de stod og studerede dette ur, at en dansk familie i begyndelsen af 1980’erne opdagede, at de havde fået følgeskab af en munk. Lige ved siden af dem stod en ældre mand i brun munkekutte, og kiggede på uret med stor iver. Da han opdagede de kiggede på ham, drejede han hovedet og smilede bredt, mens han slog ud med armen, som om han ville henlede deres opmærksomhed på det fantastiske ur endnu engang. De tænkte ikke så meget over hans usædvanlige klædedragt, men da han vendte sig om, og begyndte at gå op gennem kirken, kiggede de alligevel en ekstra gang. Han gik nemlig tværs igennem kirkebænkene som om de slet ikke var der, eller måske som om han slet ikke havde fast form. Da han nåede op til alteret, drejede han til venstre og forsvandt i skyggerne.

Det er sjældent man møder munke af den type, men i dette tilfælde har to af familiens medlemmer rent faktisk mødt ham igen – men næsten 20 år senere, da de for nylig igen aflagde besøg i Lund Domkirke. Denne gang kom han gående fra den ene side af kirken til den anden. De så ham kun midt i kirken, men han skridtede godt til, og forsvandt over til ene side på et sted, hvor nærmere undersøgelser viste, at der hverken var døre eller andre åbninger han kunne været gået ud af. Måske er han en munk, der engang har haft sin gang i kirken, og som ikke helt har kunnet slippe det fantastiske sted igen.

Vover man sig ned i krypten, kan man også møde en anden af Domkirkens mystiske beboere. Det er kæmpen Finn, som sagnet siger var den, der rent faktisk byggede domkirken. Da Lundborgerne bagefter nægtede at betale ham for arbejdet, styrtede han ned i krypten og forsøgte at knække en af de bærende søjler, så kirken ville styrte sammen. Det lod sig imidlertid ikke gøre. Han skrumpede ind og forstenede, og den dag i dag kan man se ham klamre sig til den famøse søjle.

Letbevægelige sjæle med fantastien i orden, kan naturligvis nemt bilde sig ind, de kan høre kirken knage, når man fortæller dem historien om Finn, men der er også dem, som bliver grebet af en intens følelse af ubehag og nervøsitet nede i krypten, og det er vel at mærke folk som ikke ellers lider af klaustrofobi eller lignende. Muligvis skyldes det, at der nede i krypten kan dannes det, man kalder en stående lydbølge. Det er en lyd, der er så dyb, at den ikke kan høres, men som hvis den står og svinger mellem stenmurene, kan få en til at føle sig meget underligt tilpas. Endelig kan det naturligvis også bare være Finns raseri, som ind i mellem lækker ud af søjlen han sidder fast i, og overvælder dem, der står omkring ham.

Lund Domkirke ligger i Lundagård midt inde i byen. Fra Lund station går man først til højre ad Bangatan, derefter til venstre af Klostergatan og igen til venstre ad Kyrkogatan. Domkirken ligger så lidt længere fremme på højre hånd.

73. Malmöhus – Nogle ejere slipper aldrig deres slot igen

Malmøhus Slot er det ældste bevarede renæssance slot i Norden. Det blev bygget af Christian den. 3 i 1536-1542 som erstatning for en tidligere fæstning, der var blevet bygget af Erik af Pommern i 1434. Slottets storhedstid lå midt i 1500-tallet fra 1554-1558, da kronprins Frederik, den senere Frederik d.2 boede her. Efter Roskildefreden i 1658, hvor Skåne blev svensk, gik Malmøhus imidlertid over til at være en ren fæstning, som udelukkende havde militært formål. I løbet af 1700-tallet blev slottet lavet om til fængsel, og det varede rent faktisk indtil 1914, da fængslet flyttede til andre omgivelser. I 1928 begyndte man at restaurere slottet, og i dag rummer det blandt andet et byhistorisk museum, et kunstmuseum og et naturhistorisk museum, ligesom det er hjemsted for en række specielle arrangementer med mulighed for rundvisninger og meget andet.

Det er meget spændende at vandre rundt på Malmøhus – kommer man om sommeren, er der endda en økologisk have uden for, som man også kan besøge. Men noget tyder på, at nogle af de tidligere beboere på slottet ikke bryder sig om at have så mange larmende turister rendede evig og altid. Det sker nemlig, at nogle af gæsterne får en tydelig følese af, ikke at være spor velkomne på stedet. Måske er det Frederik d.2, som gerne vil have stedet for sig selv, eller også er det nogle af de fanger, som har siddet her i tidens løb, der gør vrøvl over al den postyr – hvis de da ikke vare er misundelige på alle gæsterne, der frit kan komme og gå som de vil.

I forbindelse med julearrangementerne på Malmøhus er der gerne arrangeret markeder i kælderen under hovedbygningen. Det er svært hyggeligt, når man altså lige ser bort fra, at en række gæster i årenes løb har klaget over, at de ind i mellem får et hårdt og bestemt puf i ryggen, hvis de er for længe om at bestemme sig. Specielt bryder ”spøgelset” sig åbenbart ikke om, at man står og hænger for længe på den store trappe ned til kælderne, for her har flere mennesker haft en følelse af, at de nærmest er blevet skubbet hele vejen op i slotsgården.

Et par af de kunstnere og kunsthåndværkere, der har boderne til julemarkedet, har i tidens løb også oplevet at blive gennet ud, hvis de er for længe om at blive færdige efter lukketid. En af dem så en ældre mand i mørkt tøj stå med korslagte arme for i enden af kældergangen og se bistert på ham, mens han pakkede sine ting til side. Det var først, da han gik ud, at det gik op for ham, at han aldrig havde set vedkommende før.

Det er muligvis den samme vrede mand, som også af og til optræder ude i den økologiske have om sommeren. Her er enkelte gæster nemlig af og til blevet stoppet på deres vej op mod slottet af en ældre mand i mørkt tøj, som ikke siger noget, men bare peger vredt mod udgangen.

En dansk arkitekt, der som ung studerende besøgte Malmøhus i slutningen af 1970’erne, oplevede også at få følgeskab af en vredt udseende ældre mand, da han gik rundt i slotsgården for at tage billederne af bygningerne, og på et vist tidspunkt satte sig ned for at lave nogle tegninger. Uanset hvad han lavede stod manden kun et par meter væk og stirrede intenst på ham. Han prøvede i lang tid at ignorere det, men vendte sig til sidst om for at bede vedkommende om at lade ham være i fred. Men til hans store overraskelse var manden sporløst forsvundet, selvom han havde set ham få sekunder tidligere.

Hvis der skulle dukke en vred ældre mand i mørkt tøj op ved et eventuelt senere besøg på Malmøhus, ville det måske være en ide at henvende sig høfligt og venligt til ham. Det er der vist endnu ingen der har prøvet. Hvem ved – det kan jo være, han svarer.

Fra Centralstationen i Malmø går man ligeud over Petribroen og til højre ad Norra Vallgatan. Følg den til enden og derefter til venstre over Hovrättsbron og tilhøjre over Slottbroen. Følger man den bliver den til Malmöhusvägen. Et stykke længere fremme finder man så indgangen til Malmøhus på venstre hånd.

74. Runamo – Runerne som ikke var der

I juli 1833 sendte det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab en ekspedition til Runamo i Blekinge. De ville gerne en gang for alle have løst mysteriet med en lang runeindskrift på en klippe, som talrige lærde og andre havde studeret og skrevet om i flere hundrede år. Den over 8 m lange indskrift havde givet de lærde mange grå hår i hovedet, for den var meget svær at tyde. Ekspeditionen, der bestod af en geolog, en historiker, en tegner og en arkæolog og runeekspert tog arbejdet meget alvorligt, og brugte flere dage på at aftegne inskriptionen. Geologen G.Forchhammer mente at nogle af tegnene var naturskabte revner, men alle var enige om, at der også var menneskeskabte tegn. Det blev derfor runeeksperten Finn Magnussons job at tyde den. Han arbejdede i mere end 10 måneder uden rigtigt at komme nogen vegne, indtil det pludselig slog ham, at han jo kunne prøve at læse den bagfra, og så gik det hele pludselig op. I løbet af nogle timer fandt han ”uden nogen synderlig besværlighed”, som han selv senere skrev, en lang indskrift, der beretter om hvordan Harald Hildetands mænd anråber guderne om at ødelægge Haralds fjender og give dem sejr.

Magnusson var en sand videnskabsmand, så han styrtede ikke ud med det samme og offentliggjorde sit resultat. I stedet brugte han de næste 7 år på at finde beviser, der kunne støtte hans tolkning. Og det udmundede altsammen i pragtværket Runamo og Runerne, der blev udgivet i 1841. Den 400 sider tykke bogt vakte kolossal opstandelse i videnskabelige kredse, og Magnusson fik status som en af tidens store lærde. Desværre var berømmelsen kortvarig. Der havde allerede været kritiske røster fremme i flere år, som mente at runeindskriften kun bestod af naturlige revner i klippen, og de mente også, at Magnussons detaljerede tydning var baseret på ren ønsketænkning. I 1844 kom så dødsstødet, da arkæologen Jens Jacob Worsaae endegyldigt beviste, at Runamo-runerne ikke var andet end revner. Det kostede Magnusson hans videnskabelige anseelse, hans ægteskab og i en vis udstrækning også hans helbred.

Men som det så ofte gælder i sager af mere mystisk art, er det sidste ord langtfra blevet sagt i den sag. Hvad nu, hvis der alligevel er noget om snakken. For hvorfor skulle fortidens mennesker havde forsynet en tilfældig sprække i klippen med noget der ligner et slangehoved i den ene ende – hvilket jo kunne bringe tankerne hen på Midgårdsormen?

Den engelske arkæolog Berry Fell har rent faktisk undersøget Runamo-runerne endnu engang, og selvom langt hovedparten af nutidens arkæologer er enige om, at der ikke er nogets om helst at hente, mener Fell alligevel, er der rent faktisk er runer på stedet. Det meste af det er naturlige sprækker, men ind i mellem mener han alligevel at kunne se, at der er tilføjet egentlige bogstaver. Og som om det ikke er nok, står der efter sigende endda et af disse steder MHEMED AL HA der rent faktisk kan oversættes til Muhammed er Guds Budbringer. Med andre ord en islamisk indskrift. Hvilket så skulle betyde, at folk fra Mellemøsten eller Middelhavsområdet må have været i Sydsverige i vikingetiden for omkring 1000 år siden.

Forskellige arkæologiske fund har ved tidligere lejligheder vist, at vikingerne rent faktisk havde handelsmæssig kontakt med folk langt ind i Asien og mod Syd til Sortehavet og lignende steder, men at der også skulle have været trafik den anden vej, er noget helt nyt. Og under alle omstændigheder er det svært at se hvorfor lige præcis Runamo-klippen, der tilsynelandende altid har ligget alene og isoleret, skulle være udvalgt som et sted til religiøse indskrifter.

Runamoklippen er ikke det nemmeste sted i verden at finde frem til. Det ligger stadig ret isoleret den dag i dag, og man kan næsten ikke komme der til uden en bil. Og prøv ikke at lede efter turistbrochurer om stedet, for de findes praktisk taget ikket. Fra landsbyen Bräkne-Hoby, der ligger godt 10 km vest for Ronneby i Blekinge, følger man den gamle landevej mod syd. Lige efter vejen er passeret under broen med hovedvej E22 uden

for landsbyen, tager man vejen til venstre mod Mörtjuk. Efter et stykke vej kommer et vejskilt som viser til venstre mod Runamo. Vejen er meget smal og ret dårlig, så man kan ikke køre ret stærk. Efter ca. tre kilometer kommer man til en lille vendeplads, hvor man parkerer. Derefter følger man stien til højre (den er mærket med et R) omkring 500 meter, før man når frem til klippen.

75. Skånske søer – Et mylder af søslanger

Børringe, Søvde, Vomb og Kranke er navne som enhver fugleinteresseret vil nikke genkendende til. Det er fire af de mange skånske søer, der ligger i området mellem Malmø og Ystad, og som er kendt for at være glimrende fuglelokaliteter, specielt hvis man er interesseret i at se fugle i sværvægtsklassen såsom kongeørne og havørne.

Det er derimod knap så kendt, at de forskellige søer tilsyneladende også er hjemsted for en righoldig fauna af søuhyrer, der på ingen måde står tilbage for de mere velkendte eksempler på denne mystiske dyregruppe, som for eksempel Loch Ness-uhyret fra det skotske højland.

På globalt plan kan man groft taget opdele iagttagelser af søslanger i fire grupper:I: Uro og plasken i vandet, spor af kølvand hvor der ikke er nogle både i sigte og

lignende vandfænomener, som kunne tænkes at blive frembragt af noget stort, der bevæger sig nede under overfladen.

II: Noget der ligner en kæntret robåd, som driver rundt med bunden i vejret. Hvis der er strøm eller vind, er det ganske almindeligt, at den bevæger sig mod strømmen eller vinden.

III: En lang tynd hals med et lille hoved for oven, der stikker op af vandet. I sjældne tilfælde ser man også en krop, og i så fald er den kraftig og nærmest elefantlignende.

IV: Et langstrakt slange- eller ålelignende væsen, ofte med en længde på 5-6 meter eller mere.

Alle disse typer er på et eller andet tidspunkt blevet set i de skånske søer. De er dog ikke lige almindelige alle steder, og man finder heller ikke alle typerne i en og samme sø.

Børringsøen oktober 1988:8 medlemmer af et københavnsk aftenskolehold, der er på ørnetur i Skåne, er i færd

med at spise frokost helt nede ved bredden af søen, da en af dem pludselig får øje på et område ude i søen, hvor vandet er meget uroligt. Dagen er ellers stort set vindstille, og bortset fra en svag krusning i overfladen, har søen indtil da været stille. Selvom alle 8 er velforsynet med kikkerter, er ingen af dem i stand til at se præcis hver det er, der foregår ude på søen, men flere at dem mener at de et par gange kan skelne et eller flere store dyr, som plasker rundt lige under overfladen, og pisker vandet op.

Krankesøen maj 1979:To personer, der befinder sig fugletårnet ved Silvåkra på østsiden af søen en meget

tidlig morgen, opdager hvad de først tror er en kæntret jolle, som driver rundt langt ude på søen. Til at begynde med ofrer de den ikke specielt meget opmærksomhed, men pludselig gør det op for dem, at den absolut ikke driver langsomt rundt, men tværtimod sejler rundt på kryds og tværs ude på søens dybeste dele. De to diskuterer længe hvad det kan være, men opgiver til sidst, da ”jollen” pludselig glider ned under vandet, ”nærmest som en ubåd, der dykkede”, som en af øjenvidnerne senere udtrykte det, og forsvinder.

Vombsøen november 1991Et ældre ægtepar ude på søndagstur er stoppet op på en rasteplads ved søens sydbred

for at nyde udsigten over søen, der er den største i området. Der hænger en let dis over vandet, og rastepladsen befinder sig 10-20 meter over vandoverfladen, men ægteparret har ingen som helst problemer med at se hvad der foregår, da et stort dyr stikker en langs hals og et lille hoved op af vandet, nærmest lige nedenfor hvor de står. Dyret kigger sig omkring en to-tre gange, og de kan blandt andet tydeligt se dets øjne, før det dykker ned under vandet igen og forsvinder. De venter en halv time mere, men dyret vender ikke tilbage.

Søvdesøen juli 2005Det er en meget varm sommerdag, da en familie på skovtur beslutter sig for at holde

pause i udkanten af en lille skov, hvor de har udsigt over søen. De skal netop til at gå videre, da

familiens yngste medlem, en pige på 8, opdager hvad hun kalder for en stor slange ude i søen. Ingen af familiens medlemmer havde en kikkert med sig, og da dyret var mindst 3-400 meter væk, var det svært at skelne nogle detaljer, men faren beskrev det som noget, der nærmest lignede en gigantisk ål, der svømmede i overfladen. Han anslog den til at være mindst 10-12 meter lang.

God tur – men glem nu ikke også at lægge mærke til det imponerende fugleliv.

Børringesøen ligger godt 15 km uden for Malmø ved E65 mod Ystad. Drej til højre mod Børringekloster, og følg vejen til et kryds, hvor der vises til venstre mod Havgård. Parker her og følg vejen til venstre forbi en gård, og op til toppen af en bakke, hvorfra der er fin udsigt over søen. Krankesøen ligger godt 15 km vest for Lund. Kør ud af Lund mod Sjöbo og Veberöd. Ved Veberöd drejes til venstre mod Silvåkra. Lidt nord for landsbyen peger en skilt mod venstre til en fugletårn. Der er gode parkeringsmuligheder og fin udsigt over søen.Vombsøen ligger 4 km øst for Kranke. Godt 1 km syd for Silvåkra fører en lille vej mod Vombs Änge og Vomb. Herfra kan køres nordpå langs søens vestside eller langs søens sydside. Der er flere gode udsigtspunkter.Søvdesøen ligger 15 km nord for Ystad. Cirka 3 km vest for hovedvej 26 mellem Sjöbo og Ystad. Der er fin udsigt over søen fra Søvde by. Man kan også komme til søens sydside ved at køre mod syd fra Blentarp og dreje til venstre mod Frihult ca. 5 km syd for Blentarp og følge den lille vej ind. Ca. 1 km inde deler den sig i to. Man følger den mod venstre, indtil man er passeret gennem en lille nåleskov. Lige uden for skoven ligger en gammel gård. Her kan man parkere. Derefter kan man følge vejen ca. 1 km, til man kan se søen på venstre hånd.

FLERE OPLYSNINGER OG LITTERATUR::

Hovedparten af oplysningerne kommer fra interviews og øjenvidneskildringer indsamlet af forfatteren. Ellers kan man finde flere oplysninger om de fleste af stederne i litteraturlisten

Gorm Benzon: Sagnenes Danmark, Aarsleff & Friis 1983-85Gorm Benzon: Spøgelser og sagn, Askholms Forlag 1998-99Gorm Benzon: Vore gamle kirker og klostre. Lademann 1973V.J.Brøndegaard: Folk og fauna, Rosenkilde og Bagger 1985-86V.J.Brøndegaard: Folk og flora, Rosenkilde og Bagger 1984V.J.Brøndegaard: Folk og fæ, Rosenkilde og Bagger 1992Henning Dehn-Nielsen, Danske kirker og klostre set fra luften, Lademann 1988Ingrid Falktoft Andersen, Vejviser til Danmarks oldtid, Wormianum 1994Bo Hamilton-Wittendorff: Guide til det okkulte København, Ekstra Bladets Forlag 2001Victor Hermansen, Københavns Gamle Kirker, Hagerup 1932Bengt Holbek & Iørn Piø: Fabeldyr og sagnfolk, Politikens Forlag 1979Evald Tang Kristensen: Danske sagn 1892-1901Kristian Kristensen, Mystikkens Danmark, Lademann 1990Palle Lauring, Danmarks håb og horn, 1954Palle Lauring, Rejse i Danmark – København, Carit Andersens Forlag 1962Mads Lidegaard, Danske høje fra sagn og tro, Nyt Nordisk Forlag 1998Mads Lidegaard, Danske sten fra sagn og tro, Nut Nordisk Forlag 1994Mads Lidegaard, Danske søer og vandløb fra sagn og tro, Nyt Nordisk Forlag 1999Mads Lidegaard, Danske træer fra sagn og tro 1996www.ancient-astronomy.dkwww.asperupkirke.dkwww.frederikshavnkirke.dkwww.lundsdomkyrka.orgwww.sognekirke.dkwww.sydsverige.dkwww.vejle-kommuneatlas.dkwww.aalborgdomkirke.dk

Tak desuden til:Det kongelige Bibliotek, Københavns Bymuseum, Hovedbiblioteket, Nationalmuseet, Universitetsbiblitoeket, Zoologisk Museum og de mange mennesker, som i tidens løb har fortalt mig om deres oplevelser.