consume 1NR.1 / OKT 2008

CONSUME

FRA MAD TIL SEX; SÅDAN BLIVER DU EN RIGTIG KVINDE

RECYCLE YOUR STYLETRÆT AF PIS

KVINDE KØB DIN KROPLIGESTILLET I KARRIERESÆT

BEKENDELSER FRA SILVER BLAZE WANNABEE

consume2

consume 3

Consume er et led i et projekt, der har til formål at skabe de-

bat om køn og forbrug i dame- og mandeblade og

i reklameindustrien generelt.

Udgivelsen af Consume vil blive fulgt op af et debatarrange-

ment med efterfølgende café, der vil løbe af stablen i

LitteraturHaus, Møllegade 7, 2200 KBH N.

Under denne event vil repræsentanter fra de etablerede

dame- og mandeblade og forskellige kritikere bidrage til en

spændende, inspirerende og konstruktiv diskussion!

Se program på www.consume-mag.dk

- Du er hermed inviteret!

Torsdag den 23. oktober

consume4

consume 5Se og Hør / 1965

Indholdredaktion

Iben Cecilie NilssonSidsel Maria HummelgrenStine Schrøder Christensen

Petrine Nøhr Møller

grafik og layoutAmel Džemiđić

Ivana Čolić

skribenterJulie Hugsted

Mary-Ann Kromann AndersenAsger Kjærsgaard Larsen

fotografferTine Bek HansenAnders Nydam

Maj Jeanne RenouxCirkeline Nilsson

Jonas Andersen, PANIKFOTO

illustrationerAnne Sarah Skjøth

Torben SlothuusStefan TorsteinssonAndreas JohansenKristoffer Kjærskov

tegninger Simon Petersen

tak tilLilith, Niklas, Adam, Mariken, Rasmus,

Johanne & Kraftwerk

6 træt af pis ”jeg er så træt af, at min seksualitet bliver portrætteret som noget ustyrligt”

8 interview: nina bjørk ”hvis man som kvinde vil opnå anerkendelse, kan man ikke gå uden om konsumptionen”

10 re-cycle your style mode

12 55-08: sådan er du en rigtig kvinde ”dét som definerer mig, er den måde jeg ser ud, og den måde jeg kommer til at se sådan ud igen-nem mit forbrug”

13 grå hår klumme

18 ligestilling i karriereræset ”det tankevækkende er dog, at karriere (…) er det man ender med at tale om og fremhæve, når man taler om ligestilling i dag”

20 velkommen leder

23 voxpop ”samfundskritiske artikler – kan man have sådanne i et dameblad?”

2829

consume6

Vellkommen til tt

Vi lever i dag i et samfund, hvor der på det juridiske plan er

fuldstændig ligestilling mellem kvinder og mænd. Kvinden er en

myndig person, også efter hun er blevet gift, hun har stemmeret

og hun kan vælges til alle politiske forsamlinger. Hun lever i år 2008

i et samfund, hvor kvinder besidder 38 % af pladserne i Folketinget,

hvor kvinder har erhvervsarbejde i næsten lige så stort omfang som

mænd, og hvor intet formelt forhindrer kvinden i at kravle til tops på

erhvervsstigen!

På trods af ovenstående fakta er det til stadighed mænd, som

besidder de høje stillinger i samfundet, professoraterne besiddes

af mænd trods et overtal af kvinder på universiteterne, kun hver

tiende borgmester er kvinde, og der eksisterer et uforklarligt løngab

mellem mænd og kvinders løn – ja, vi kunne fortsætte! Derudover

har kvinder i al almindelighed udviklet patologier som anorexia

nervosa, og bulimi er gået hen og er blevet, om ikke allemandseje,

så alle-kvindes-eje! Det er de færreste kvinder, som ikke kæmper en

daglig kamp for at omforme deres kroppe, træne og være på slanke-

eller diverse ”sundheds”-kure.

Mens kvinder og mænd i dagens Danmark er stillet lige for loven, er

der dog stadig kæmpestor forskel på, hvordan de to køn opfattes.

Alt efter om du er mand eller kvinde, vil der være et hav af

retningslinjer og regler for, hvordan man er sit køn, sådan så andre

kan se og forstå én som en ’rigtig’ mand eller en ’rigtig’ kvinde.

Et af de medier, som synes at kende forskellen på mænd og kvinders

interesser og identitetsfølelse, er dame- og mandeblade.

Den 22.10.2007 blev der i Nyhedsavisen bragt en artikel, hvori

Morten Trøst, forlagsdirektør på Benjamin og udgiver af blandt

andet Woman, Costume og Cosmopolitan udtaler, at damebladene

gerne skulle ”… give indtryk af de ting, som interesserer kvinder

i målgruppen 18-35, nemlig veninder, kærester, job, mode og

skønhed.”

consume 7

Vellkommen til tt

Og læser man i Eurowoman juni 2008, henledes man på en række

artikler om mode, krop og wellness samt et kæmpe udvalg af

forbrugsartikler, hvorigennem kvinden kan købe sig til den seneste

mode, læse sig til tips om, hvordan man skaber den rigtige krop og

hvilken selvbruner man skal vælge.

På forsiden fremhæves ord som ”tendens”, ”smukkeste”, ”gør din krop

sommerklar” og ”60 varme tips til alt du skal se, høre og have på

denne sommer”.

Det at være en Eurowoman i 2008 handler åbenlyst om at være

forbruger, og om at investere sine penge i sig selv og sit udseende.

Vender man sig omvendt mod Eurowomans mandlige modstykke,

Euroman, præsenteres man som læser overfor et meget anderledes

bladformat: På forsiden troner Lars Lykke Rasmussens profil frem.

Vi kan læse om ”Danmarks næste statsminister”, ”Bag kulisserne i

Irak” og ”hvorfor gik der gøgl i boksning?”.

Men hvorfor dette så anderledes koncept? Kan forklaringen være

så simpel, at kvinder ikke interesserer sig for politik? Trøst udtaler

endvidere; ”magasiner kan ikke dække alle de områder, kvinder

interessere sig for. Hvis du vil læse politik, skal du læse noget andet”.

Men hvorfor gælder denne opdeling ikke for en (Euro)mand?

Hvorfor kan dybdegående politiske interviews inkluderes i et

magasin henvendt manden, hvorimod den dominerende overskrift

målrettet en (Euro) kvinde er en guide til at bliver sommerklar?

Kvinder bliver i magasinlitteraturen stadig fremstillet som et æstetisk

objekt og som forbruger.

En rolle som er adskilt fra kvindens potentielle anden identitet

som politisk interesseret. Men det at være forbruger i dag kan ikke

afpolitiseres, hvilket ligeledes ikke kan være eller er tilfældet for det

drømmeunivers, som skabes i mande- og damebladslitteraturen.

Er det at være forbruger i dag ikke forbundet med et politisk og

socialt ansvar, som den enkelte må gøre sig bevidst?

Forbrug er gennem reklamen med til at skabe identifikationsmodeller

for kvinder og mænd i vores egen kultur, og dame- og mandeblade

har i den forbindelse en medvirkende betydning for, hvad der

opfattes som typisk mandligt og typisk kvindeligt.

Samtidig er vores forbrug med til at skabe livsvilkår for de mennesker,

der arbejder i industrien i 3. verdenslande og ikke mindst er

overforbrug en kæmpe belastning for klimaet.

Der bruges tonsvis af ressourcer på at producere og transportere fx

det tøj og de sko, du i bladene opfordres til at købe, for at realisere

din type og signalere den livsstil og personlighed, du gerne vil

identificere dig med.

Vi ved det alle sammen godt, men det er ikke let at skimte et

alternativ til den måde, hvorpå tingene er indrettede.

Og bladene sætter ord og billeder på vores drømme, så det er svært

ikke at give efter for den umiddelbare nydelse, det giver os at shoppe

os til forventningen om forandring, udvikling og derigennem lykke.

Men kan man købe sig til lykke? Og hvad er prisen?

Velkommen til en kritik røst mod det stereotypiserende drømmende

forbrugsunivers!

Velkommen til CONSUME !

consume8

I 2007 var der 68 kvinder og 111 mænd i folketingetDet svarer til 38 % kvinder

Der er 9 kvindelige borgmestre ud af 88 (det svarer til 9,3 %)

1916 Kvinder stemmer for første gang ved en folkeafstemning

1921 Første ligestillingslov om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og hverv vedtages

1924 Første kvindelige minister: Nina Bang (S) udnævnes 23. april 1924 og sidder til 1926

1979 Første kvindeflertal i en partigruppe (SF)

1985 Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning til offentlige udvalg m.v. vedtages

1987 Første nationale handlingsplan for ligestilling

1988 Første kvindelige politiske leder af parti: Marianne Jelved (RV) bliver formand for folketingsgruppen

1989 Første kvindelige partiformand: Mimi Jakobsen (CD)

1992 Jan Petersen (S) holder, som første mandlige folketingsmedlem, orlov v. barns fødsel

1994 Energiminister Jann Sjursen (KRF) holder, som den første mandlige minister, barselsorlov

1999 Jytte Andersen udpeges til den første ligestillingsminister den 1. juli 1999

2000 Kønsmainstreaming indskrives i den danske ligestillingslov. Herefter skal ligestilling integreres i al offentlig forvaltning

2005 For første gang i 30 år gik antallet af kvindelige folketingsmedlemmer tilbage til 36,9 %

kønsfordeling i optag på universiteter i 2008mænd 44 %

kvinder 56 % (http://www.ubst.dk)

udsat for vold af deres partner (fra opgørelse over 2007)

28.000 kvinder bliver årligt

Efter valget i 2007 var 37,4 %af Folketingets 179 medlemmer kvinderogså selvom det ikke er repræsentativt

for resten af befolkningenI den vestlige verden har kun

Sverige og Finland flere kvindelige parlamentsmedlemmer

nemlig henholdsvis 47,3 % og 42 % I Europaparlamen¬tet

er tallet 30,3 %

mens der i USA er 16,3 % kvinder i Kongressen

consume 9

I 2007 var der 68 kvinder og 111 mænd i folketingetDet svarer til 38 % kvinder

1916 Kvinder stemmer for første gang ved en folkeafstemning

1921 Første ligestillingslov om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og hverv vedtages

1924 Første kvindelige minister: Nina Bang (S) udnævnes 23. april 1924 og sidder til 1926

1979 Første kvindeflertal i en partigruppe (SF)

1985 Lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning til offentlige udvalg m.v. vedtages

1987 Første nationale handlingsplan for ligestilling

1988 Første kvindelige politiske leder af parti: Marianne Jelved (RV) bliver formand for folketingsgruppen

1989 Første kvindelige partiformand: Mimi Jakobsen (CD)

1992 Jan Petersen (S) holder, som første mandlige folketingsmedlem, orlov v. barns fødsel

1994 Energiminister Jann Sjursen (KRF) holder, som den første mandlige minister, barselsorlov

1999 Jytte Andersen udpeges til den første ligestillingsminister den 1. juli 1999

2000 Kønsmainstreaming indskrives i den danske ligestillingslov. Herefter skal ligestilling integreres i al offentlig forvaltning

2005 For første gang i 30 år gik antallet af kvindelige folketingsmedlemmer tilbage til 36,9 %

Korrigeres der for faktorer som uddannelsesniveau,

erhvervserfaring o.l., som ofte udgør grundlaget for

forklaring af lønforskellene,fremkommer et såkaldt

uforklaret løngab, hvor mænd i gennemsnittjener

2-6 % mere end kvinder

Til gengæld bruger kvinder i gennemsnit én time

mere om dagenpå husholdningsarbejde end

mænd, altså arbejde i hjemmet, hente og bringe

børn osv.

Danmark har med sine 12 % den laveste andel af kvindelige professorer i Norden.I Sverige og Norge er andelen 17% og i Finland 24%I 2004 var det Europæiske gennemsnitstal på 15,3%Ud over at Finland trækker gennemsnittet opså er der høje kvindeandele i Portugal, Spanien og en række af de nye EU-lande. (Kvinder i forskning - med hovedvægt på karriereveje: Kamma Langberg, Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet)

der rammes af anorexia , bulimi eller (www.psykiatri-regionh.dk)

B A R S E L S D A G E I 2 0 0 6F A R S O R L O V 2 2M O R S O R L O V 2 7 5

Den 27. november 2007 var der 67 kvinder i

Folketinget.

Det svarer til 37,4 % af

Folketingets 179 medlemmer.

Af regeringens 19

Der er 10 gange så mange kvinder som mænd

overspisning

ministerposter var de 7 besat af kvinder

80 % af nutidens reklamer appelerer mere eller mindre direkte til kvinder(kilde: http://fpn.dk/)

consume10

TR ÆT AF

Foto: Maj Rnoux Bartved

consume 11

TR ÆT AF PIS

consume12

Jeg gider ikke være et legitimt mål for latterlige

sexistiske kommentarer bare fordi jeg går hen ad

gaden en lørdag aften – og har bryster.

Jeg gider ikke spille på mit udseende, for at gøre

mig populær i klassen – en popularitet der er

afhængig af de lækre fyres anerkendelse.

Jeg gider ikke have det dårligt, fordi jeg ikke lever

op til kvindeidealet – et ideal der primært er

bygget på ydre skønhed.

Jeg gider ikke lade min ydre skønhed bestemme,

om jeg får succes. Jeg gider ikke have mindre

i løn på arbejdsmarkedet, fordi jeg har

æggestokke.

Jeg gider ikke være den passive og modtagende

for at charmere en fyr. Jeg gider ikke høre på, at

jeg udsender billige signaler, hvis jeg lever op til

skønhedsidealet.

Jeg gider ikke være bange for at

være billig i andres øjne.

Jeg gider ikke skulle forsvare mit intellekt gang på

gang, bare fordi jeg er af det andet køn.

Jeg er så træt af at høre på blondinevitser og

blive piftet efter på gaden af fremmede mænd –

bare fordi de kan.

Jeg er så træt af at blive undervurderet i

matematik - overvurderet i oldtidskundskab fordi

de tror, at det er en del af mine gener.

Jeg gider ikke blive taget for givet i omsorg og

konfliktløsning og tilsidesat i idræt og politik.

Jeg er så træt af at høre ligestillingsministeren

sige, at Danmark er ligestillet, når jeg hver dag

oplever det modsatte.

Jeg er så træt af at høre på sexistiske vittigheder

og blive taget på røven – og så få at vide, at de

jo i virkeligheden ikke mener det - det jo bare er

for sjov.

Jeg er træt af, at det altid er dem med bryster, der

reklamerer for rengøringsmidler, bleer og mad,

fordi der er nogen, der mener, at det er vores

opgave pga. vores livmoder.

Jeg er så træt af altid at se nøgne bryster, nøgne

kvindekroppe og olierede røve blive brugt til at

reklamere for alt mellem cigarer, parfumer og

sodavand til tips og lotto.

Jeg er så træt af at smile sødt og overbærende,

når jeg bliver kaldt Ho!

- det er jo et sødt Hip-Hop ord for luder,

og hvem ville ikke elske at blive kaldt det?

ÅH, hvor er jeg træt af pis!

Jeg er så træt af at være det brusende hav af

erobring, den ustoppelige mur af initiativ.

Jeg står der og ved, at jeg er det, og så sker der

ikke noget. Lige meget hvor mange gange jeg

ser den svulmende arm gøre krav på den tynde

sensuelle kvindenakke.

Jeg er i det hele taget træt af at skulle føre,

når jeg danser, at købe drinks

når jeg hænger i baren.

For det første, fordi jeg ikke gider se på folk, der

danser som mig og for det andet,

fordi det er dyrt, og jeg har andet at bruge tid

på end at arbejde. Hvordan skal jeg nogensinde

kunne vide hvem, der synes jeg

er tiltrækkende, hvis de ikke siger det?

Skulle alle mænd være clairvoyante som

udgangspunkt eller hvad?

Jeg er træt af, at min seksuelle succes handler

om at tage, når jeg elsker at blive taget og at

give, når jeg elsker at få.

Overalt sælger mænd billeder til mænd om

deres store erobringer.

Der står de på toppen af en bunke ubrugelige

kroppe og hvad er det værd?

Hvor er udfordringen i det undertvungne,

det uskadelige?

Jeg vil mærke spænding på alle niveauer, vælte

mig i det ukendtes rædsler. Historien om den

maskuline besejrer af kvindekønnet tvinger

desperate fjolser ned på lur i parken eller til at

hælde stoffer i folks drinks, for at hive en bedøvet,

hjælpeløs krop med hjem.

Jeg kan sgu godt lade være!

Jeg kræver min ret til ikke at ville!

Sex means trouble.

Giorgio Armani, du fucker mit liv op!

Jeg er så træt af, at min seksualitet bliver

portrætteret som noget ustyrligt, noget der ligger

udenfor rækkevidde af min omtanke for andre

mennesker. At jeg kan slå fra og tænke på min pik

i stedet for den litauiske kvinde, som har forladt

sine børn og nu er ved at tage tøjet af.

Jeg bliver indirekte til en af årsagerne til, at

prostitution ikke ligefrem accepteres, men

tolereres.

Jeg er så træt af, at jeg ikke møder flere kvinder,

som kunne give mig tæv, hvis de ville.

Det ville måske hjælpe.

Det ville hjælpe mig til at kunne hilse på

fremmede børn uden at skynde mig videre

med forældrenes bekymrede øjne i nakken og

”pædofil” stemplet på ryggen.

Jeg er faktiskret træt.

consume 13

consume14

consume 15

Thomas Møller Larsenbillledekunstner

consume16

Døm Selv !

CONSUME HAR VÆRE T PÅ GADEN FOR AT UNDERSØGE,

OM DER OVERHOVEDE T ER E T MARKED FOR E T

ALTERNATIV T DAMEBL AD, DER BESK ÆFTIGER SIG MED

ANDE T OG MERE END MODE, SKØNHED OG WELLNESS.

Nikolaj (th.) 41, omsorgsmedhjælper og Gerard, 39, studerende:

Læser I mande- eller dameblade?- Ja, hvis de ligger på toilettet – vi har jo haft

kærester (griner, red.). Vi køber dem ikke, men vi

har da bladret nogle igennem.

Hvad bruger I dem til?- Vi lurer hemmeligheder af om kvinder (griner

igen, red.)!

Er der for meget fokus på forbrug i bladene?- Det er et ledende spørgsmål, men ja, det er der

helt klart!

Føler I jer pressede til at leve op til de idealer, der præsenteres i bladene?- Nej – men det har vi da gjort, da vi var yngre.

Hvad mangler bladene, hvad skulle de indeholde for at I ville læse dem?- Lige nu har de meget fokus på det ydre, så en

sund blanding af fokus på det ydre og det indre.

Altså mere dybde?- Ja!

Bolatta, 27, billedkunstner:

Læser du dameblade?- Nej, jeg læser dem ikke, jeg kigger bare på billederne.

Hvad bruger du bladene til?- Som inspiration, når jeg shopper og i mit arbejde som

billedkunstner. De har et flot layout. Og så bor jeg på Grønland, så jeg

bruger dem til at følge lidt med…

Er der for meget fokus på forbrug og skønhed?- Ja! Jeg synes specielt, at det er taget til i de sidste par år, hvor folk

har fået flere penge.

Føler du dig presset til at leve op til de idealer, der præsenteres i bladene?

- Ja, det er lidt for meget at man dømmer folk så meget på det

(udseendet, red.)

Hvad mangler bladene?- Nogle skæve indfaldsvinkler, de er for normorienterede

Julia, 23, butiksbestyrer i DonnYaDoll:

Læser du dameblade?- Nej, de er ikke lige mig. Men jeg elsker mode-

fotografi og kan godt lide billederne, men jeg

har ingen interesse for teksten.

Jeg synes, det er lidt plat!

Er der for meget fokus på forbrug i bladene?- Ja!

Føler du dig presset til at leve op til de idealer, der præsenteres i bladene?- Nej, jeg gør ikke, men jeg kan se det på nogle

kunder i butikken og på mine veninder.

Hvad kunne bladene alternativt indeholde, hvis du skulle læse dem?- Det ved jeg ikke, men jeg kan godt lide at læse

interviews om kvinders karriere og arbejde.

Camilla, 34, arbejder for Rhetorica:

Læser du dameblade?- Jeg gjorde. Jeg blev mor for tre år siden, så jeg har ikke så meget tid til den slags mere.

Hvad brugte du bladene til?- Jeg fulgte med i moden og læste artikler fx om kvinders karriere og hverdagsliv.

Er der for meget fokus på forbrug og skønhed i bladene?- Ja, uden tvivl!

Følte du dig presset til at leve op til de idealer, der præsenteres i bladene?- Ja, det gjorde jeg. Jeg var mere trendy dengang – måske var det bladenes skyld?

Man så lige en kjole eller et fedt tørklæde, som man så ville have!

Nu vægter jeg nogle andre ting højere.

Hvad mangler bladene?- Ærlighed! De er lidt for forskønnende - kvinder, der skal se godt ud og ikke så meget

andet.

Og samfundskritiske artikler – men kan man have sådanne i et dameblad?

Lars, 24, studerende på Danmarks Designskole:

Læser du dame- og mandeblade?- Vældigt lidt. Jeg har læst i nogle af de norske, men det er

sikkert det samme indhold, som i de danske?

Hvad bruger du dem til?- Jeg læser interviews og artikler.

Er der for meget fokus på forbrug i bladene?- Ja, der er en del…

Føler du dig presset til at leve op til de idealer, som bladene præsenterer?

- Nej! Slet ikke!

17consume

consume18

B

consume 19

KVINDE KØB DIN KROP!

B

interwiev med Nina Bjørk

Din bog ’Sirenernes sang’ udkom i 1999. Hvordan synes du, at det er gået med ligestillingen siden?

”I Sverige fortsætter den udvikling, som har stået på længe, men nu synes jeg, at der begynder at aftegne sig en klar tendens i ret-ningen af, at vi som kvinder synes, at vi skal være mænd, gøre de samme ting som mænd, når det gælder arbejde og karriere. At være kompromisløs bitch om man vil – arbejde sig frem og sælge sig selv og sin sag. Det er jo udryk for nogle traditionelt mandlige egen-skaber; at være karriereminded, tage sig betalt, at være økonomisk orienteret. Men samtidig skal kvinden stadig være det smukke ob-jekt, den tendens er ikke blevet mindre dominerende. Tværtimod. Til gengæld er kravet om skønhed også øget hos manden – der er kvinden måske blevet model for ham! Men det er de negative egenskaber fra hver side, der er blevet bragt i fokus. Det er jo ikke sådan, at mænd skal være mere moderlige eller at kvinder stiler efter de gode egenskaber, som har tilhørt manderollen; at være specielt tænkende eller intellektuelle. Det gælder business og udseende. På den måde kan man vel sige, at vi nærmer os en ligestilling. Men det er et ganske kedeligt ideal, vi ligestilles i forhold til.”

Mænd og kvinder er i dag stillet lige for loven, dvs. juridisk set har de samme rettigheder. Hvad er så egentlig problemet?

”Ja, der ville jo ikke være noget problem, hvis det var sådan, at lo-ven var enerådende i den henseende. Men det er jo ligesom alle de mange andre aspekter i en kultur, uden om det juridiske, som man må tage i betragtning…”

Forbrugssamfundets indtog har til dels haft en vigtig betydning for kvindens rolle i moderniteten, bl.a. var de første stormaga-siner også det første offentlige rum, som var tiltænkt kvinden. Kvinden som forbruger har været med til at give hende en sam-fundsmæssig placering uden for hus og hjem. I dag står hun stadig for det meste forbrug i den vestlige verden. Hvad er det med kvinder og shopping?

”Det er klart, at hvis man tror på, at det økonomiske system har ind-flydelse på, hvordan vi tænker og opfører os, så ligger det i kapita-lismens interesse, at vi skal producere og konsumere. Nu til dags er produktionen ikke lige så central i vores samfund. Det koster så

1999 skrev den svenske forfatter og feminist Nina Björk bogen ”Sirenernes sang”. Her i skil-

drer hun kvindens moderne identitet i et historisk perspektiv.

I vores senmoderne samfund har kvinden opnået de samme rettigheder som manden, men hvorfor er der stadig mere fokus på kvinders krop og udseende end på mænds? Og hvorfor shopper kvinder egentligt så meget? Consume har opsøgt Nina Björk til en uformel snak om køn og forbrug…

af Sidsel Maria Hummelgrenfoto: Emil Malmborg

20 consume

consume 21

meget her i vesten, at man udlægger produktionen til den 3. ver-den. Når det sker mindskes produktionsidentiteten herhjemme, altså den der har med at producere varer at gøre, og i stedet øges konsumptionsidentiteten. Kapitalismen lever jo af, at vi køber hele tiden. Ellers ville der jo ikke være nogen vækst. Systemet bygger på, at vi aldrig holder op med at købe. Hvis man så har et kvindebillede, der går på, at du som kvinde altid har fået at vide, at du ikke duer, at du ikke er i stand til at forbedre dig, så er konsumptionsidentiteten jo en taknemmelig rolle for kvinden. Det ligger jo mere i mande-rollen at være selvtilstrækkelig. Kvinden skal være attraktiv og i for-længelse heraf skal hendes børn være attraktive, og det hele ordner sig gennem, at man køber sig til det. På sin vis kan man jo sige, at kvindens rolle forstærkes i kapitalismen, når vi går fra produktions- til konsumptionssamfundet. Det er jo ikke fordi, at vi ikke producerer så meget i verden længere, vi producerer bare ikke så meget her i vesten. Her køber vi.”

Hvis det handler om, at kvinder i højere grad udmærker sig igennem deres forbrug, fordi mænd har kunnet søge status og anerkendelse gennem andre kanaler, burde det så blive ved med at være nødvendigt i 2008, hvor kvinder såvel som mænd kan blive statsministre og administrerende direktører?

”Hmm… hvis vi fx tager den forhenværende socialdemokratiske statsminister i Sverige Göran Perrson. Han var jo vældig tyk. Nu har vi aldrig haft en kvindelig statsminister i Sverige, men hvis vi fik det, så tror jeg aldrig det ville gå, at hun var tyk. Så ville der være noget alvorligt i vejen med hende… altså en tyk kvinde… nej! Der bliver jo ved med at være en objektrolle for kvinden, og den må hun så opfylde ved at købe, for i hvert fald at bevise, at hun gør sit bedste. Jeg tror, at det ville have en vældig provokerende effekt, hvis kvinder sagde nej til alt det dér med at se ud! - meget mere provokerende, end hvis det var en mand der gjorde det. Hvis man som kvinde vil opnå anerkendelse, kan man ikke gå uden om konsumptionen. Det virker som om det ikke rigtig vil give slip.”

Er det et spørgsmål om tid?

”Nej, det tror jeg ikke. Det virker tværtimod som om, at kravene øges. Hvis vi holder os til idéen om, at det er økonomien, der bestemmer, hvilke personligheder vi udvikler, så kan jeg ikke se, hvorfor udvik-lingen skulle vende. Samfundet ville ikke have råd til, at 50 % af be-folkningen sagde; vi er ligeglade med det der med udseende, nu hvor vi kan opnå anerkendelse andre steder fra. Det tror jeg ikke

kommer til at ske, for der findes ikke struktur for det. Man kan jo ikke leve i denne kultur uden at lære sig, hvor utroligt vigtig den øko-nomiske struktur er… jeg mener, det er jo klart, at man ikke tænker ”aha, sådan hænger det sammen”, for det er jo ikke på baggrund af en intellektuel kalkulation, at man siger ”jeg vil satse på udseendet og på at købe en masse bras!”. Det er ligesom er en irrationel kraft, som sætter sig i én, fordi skønhedsindustrien fortsat er mere målret-tet kvinder og piger, end mænd. Og sådan kommer det nok til at fortsætte. Det kommer nok til at udbrede sig til også at gælde for mænd, så det også kommer til at omfatte manderollen.”

Men er det så i virkeligheden kapitalismen, der holder kvinden fast i objektrollen, så længe der er et marked, en skønhedsin-dustri… er det så i virkeligheden det kapitalistiske samfund, der er..

Det er ikke fordi, at man automatisk får det dårligt af at læse bladene. Jeg tror heller ikke, at de kvinder som i denne kultur opererer sine bryster, får det det dårligt af det. Tværtimod tror jeg, at de får det bedre. Men derfra og så til at

forsvare brystoperationer intellektuelt… så ser man jo alting på individbasis og så glemmer man at have øje for, at det som kan få én til at få det godt, sagtens kan være ganske sygt! Men-nesker får det godt af ganske syge ting.

””

K

consume22

”Skurken? For mig? Ja altid” (ler!). Forskellige økonomiske systemer producerer forskellige undertryk-kende akser og forskellige identiteter. Hvis man lægger for meget af sin identitet i sit udseende, hvis der findes penge at tjene på det, så opretholdes det marked jo under det kapitalistiske system. Måske ville det være sådan alligevel, for kapitalismen er jo på sin vis viljeløs. Her handler det jo altid bare om jagten på profit. Så hvis der er profit at hente på skønhed, så gør den det. Kapitalismen er jo på sin vis kønsneutral modsat et samfund, der fx bygger på fysisk styrke eller sådanne samfund, hvor man opdeler køn efter arbejdsfordeling. Så-dan behøver det jo ikke at være under kapitalismen. Men derimod findes der, under kapitalismen, ikke noget incitament for, at menne-sker er søde og empatiske - helt gratis. Den menneskelige egenskab kan derfor, tror jeg, godt gå tabt under kapitalismen. Altså, jeg tror jo samtidig på det gode i mennesket og på, at man hellere vil ae en kat på vejen end at slå den! Men når der ikke findes noget økono-misk incitament for at fremme de gode menneskelige egenskaber, så svækkes de proportionelt hermed.”

I dameblade er der meget fokus på forbrug og udseende. Mon ikke de kvinder som læser dem, har det fint med det? Mange vil sikkert være uenige i, at den interesse skulle kunne begrænse deres muligheder for at udfolde sig frit som mennesker i andre henseender? Måske tværtimod?

”Det er ikke fordi, at man automatisk får det dårligt af at læse bladene. Jeg tror heller ikke, at de kvinder som i denne kultur opererer sine bryster, får det det dårligt af det. Tværtimod tror jeg, at de får det bed-re. Men derfra og så til at forsvare brystoperationer intellektuelt… så ser man jo alting på individbasis og så glemmer man at have øje for, at det som kan få én til at få det godt, sagtens kan være ganske sygt! Mennesker får det godt af ganske syge ting. Det er ligesom… jeg medvirkede på et tidspunkt i en konsumtionskritisk krønike, hvor der var nogle kvinder, der fortalte mig, at de fik det ganske godt af at handle, og ikke havde lyst til at afstå fra at renovere køkkenet. Men det er jo ikke sådan, jeg mener det - at man ikke får det godt af at gå ud og købe en ny, dyr jakke, men man kan ikke lave en samfunds-analyse, hvor man går ud fra, at det vi får det godt af, ER godt. Og det vi får det dårligt af, ER dårligt. Ud fra den logik ender vi jo alle sam-men som misbrugere af heroin! Man bliver nødt til at skelne mellem struktur og individ.”

Apropos at få det godt, så synes jeg også, at det er interessant, at damebladene udgør en form for drømmeunivers. Bladene gør dig glad, fordi de er flotte at se på, og de sætter billeder på dine drømme. Konceptet lægger slet ikke op til at man blander

politik ind i det. Det er et afpolitiseret rum. Et ansvarsløst rum… Men det er jo politik. At bestemme, at det her rum ikke er politisk, er jo en politisk beslutning. Som du siger, det skaber drømme og drøm-me er, at man vil have noget, som man ikke har. Men at man lægger alt sin drømmeenergi i det her, i forbilleder eller i alt det, man gerne vil købe i stedet for at drømme om en anden verden, om at udjævne den økonomiske uretfærdighed eller… der findes jo så meget, man kan drømme om, så det er da politisk at få mennesker til at drømme i de billeder, man viser i bladene. Jeg er jo så gammel nu, at jeg ikke læser dameblade, men sådan nogle indretningsblade kan jeg være forfalden til. Engang imellem føler jeg, at jeg vil holde en fest, og så sidder billederne af, hvordan det hele skal se ud, bare i mit hoved. Det jo ikke noget jeg selv har bedt om, men de har koblet sig fast. Jeg er ikke fri til at forholde mig til at ville holde en fest i min have, når alting på forhånd er arrangeret og jeg på forhånd ved, hvordan det skal se ud. Det synes jeg er enormt ubehageligt. Det er den værste form for indoktrinering.”

Din bog handler meget om kvinden i moderniteten, men hvad med mænd? Er manden i forbruger samfundet ikke udsat for stereotyper, der er ligeså begrænsende, som de stereotyper kvinden er udsat for?

”Det klart at manden jo ikke er en fri menneskerolle, som kan vælge fra et ubegrænset spektrum af menneskelige egenskaber, eller ska-be sig selv præcis som han vil. Men jeg synes stadig, at det er sådan, at der er et større udvalg at vælge imellem for manden. Mænd kan være pæne, men mænd kan også nøjes med bare at være kloge og intellektuelle eller sjove. Det som vi snakkede om før, at alle kvinder må forholde sig til skønhedsrollen, gøre det bedste ud af sit udse-ende, tænke på sit udseende - her er der for kvinden ingen way out. Så kan der jo godt være stereotypier af mænd, som kan virke un-dertrykkende på mænd, men manden kan skabe sig magt på en anden måde end den kvinde, som udsættes for undertrykkende stereotypier. Men fx en mand der gerne vil være hjemme med sine børn i flere år, og som ikke har lyst til at gøre karriere, han er jo ligeså forfejlet som en kvinde, der ikke ser godt ud.”

Hvis vi konstaterer, at reklamerne i forbrugersamfundet er med til at styre vores måde at tænke på også i forhold til køn, hvor-dan kan vi så gøre noget ved det? Ser du nogen måde, hvorpå man kan forandre den tilstand?

”Der findes ingen løsning for mig at se, men man må vel bestræbe sig på at tage et personligt ansvar, eller i det mindste forsøge. Man må spørge sig selv i hvor lang tid og under hvilke vilkår, man bliver

Systemet bygger på, at vi aldrig holder op med at købe. Hvis man så har et kvindebil-lede, der går på, at du som kvinde altid har fået at vide, at du ikke duer, at du ikke er i

stand til at forbedre dig, så er konsumpti-onsidentiteten jo en taknemmelig rolle for kvinden. Det ligger jo mere i manderollen at være selvtilstrækkelig.

””

stærkere af det, man fristes af. For mig at se er den største trussel i øjeblikket miljøet, klimaet. Det er det, som skræmmer mig mest lige nu, og det jeg spekulerer mest på, hvordan vi skal overleve.

Så lige nu tænker jeg faktisk, at vi (læs: kvinder) der jo altid har fået at vide, at vi er mest natur og krop, sidder inde med en vigtig vi-den… altså, vi er naturligvis både natur og kultur, men kvinder har jo oftest stadig ansvaret for det som har med krop og natur at gøre - at føde børn, tage sig af syge mennesker, døde mennesker, snavs, rengøring! Mange kvinder, især i den tredje verden, ved noget om kroppen, som manden ikke ved og det burde man kunne se som en fordel. Det er jo ikke på baggrund af nogen biologisk natur, at det er sådan, men på grund af arbejdsdelingen. Det synes jeg næsten er feminismens opgave i dag at fortælle. Vidne om at vi, som menne-sker ikke er suveræne, at vi har vores begrænsninger og det minder naturen os om. At vi skal tage det lidt roligt. Den mand som tager flyvemaskinen, han er jo også i virkeligheden bare en krop, som er blevet født og som skal dø,… vi er ikke guder! Jeg tror dog, at det kan blive svært at opvurdere kvindens kendskab til naturen, og fald-gruppen er, at man havner tilbage i sådan noget med den hellige moder… men jeg er begyndt et tænke i den retning.”

Kulturen mangler omsorg og omtanke?

”Ja! Vores samfund bygger på, at vi tror, at vi kan bestemme over natu-ren. Men vi er jo en dyreart på jorden, der lever under visse vilkår.”

Hvad med det globale ansvar, burde man ikke også undersøge, hvor det man vil købe kommer fra, og under hvilke omstændig-heder det er blevet produceret? Tage et personligt ansvar for sit forbrug?

”Jeg tror ikke på, at hvis man har et samfund, som er på vej i en ret-ning, at man så bare kan kræve at det går i den anden retning. Vi er rige bl.a. fordi, at fattige i Thailand syr vores tøj, så billigt som de gør. Så køber vi det og tjener på det. Hvis man tænker i at købe svensk el-ler økologisk dyrket bomuld, så er det vel fint, men det er jo samtidig i mod hele den måde vores økonomi er tilrettelagt. Hvis alle stop-

pede med at forbruge og sagde ”nu har jeg, hvad jeg har brug for af basale livsnødvendigheder”, så ville det jo gå ad helvede til med pensioner og skat osv. Den kapitalistiske økonomi, vores økonomi, bygger jo på, at vi konsumerer hele tiden. Jeg ser ingen løsning - an-det end en revolution måske, men jeg ved ikke, hvordan det skulle gå til! Og hvis der bliver revolution og en masse mennesker dør, så er det jo heller ikke så sjovt!”

Kan man ikke bruge markedet til at fremme nogle positive ka-rakteristika ved kvinden, fx nogle af de ting du efterspørger?

”Bruge markedet til at afføde sådanne egenskaber? Jeg tror jo ikke på markedsløsninger, pga. at jeg ikke tror, at miljøet klarer, at vi bli-ver ved med at købe og smide væk. Men derimod at en kultur i sin helhed skulle kunne afføde sådanne egenskaber, det tror jeg bliver næsten lettere end at skabe modstand. Selvom mange tænker på sig selv i dag, og at selv mødre tænker på sig selv, så er de fleste mennesker jo søde og rare og gør så meget for de mennesker, de elsker… så hvis man kunne komme til at tjene på at være sød, så ville det det da være dejligt!”

Mange firmaer er begyndt at promovere sig på at tage ansvar for miljøet, og på at sikre deres arbejdere rettigheder i den 3. verden. Du tror ikke, at man ville kunne revolutionere verden af den vej?

”Hvis du køber en økologisk klædegenstand, som du kan have i mere end et år, så er det selvfølgelig bedre end at du køber én, som er lavet af børnearbejdere og indeholder en masse giftstoffer, men det gør ikke nogen voldsom stor forskel tror jeg.”

Vi skal bare holde op med at forbruge så meget?

”Ja, men det kræver jo bare en helt anden mentalitet. Hvis nogen kom og sagde, at vi ikke skulle købe noget i et år, så ville vi jo tænke ”gud hvor kedeligt”! Jeg har så meget tøj og mine børn har - de vokser godt nok, men de kunne arve fra hinanden… man har jo ikke behov for mere end måske lidt brød og sådan… i virkeligheden.”

Nina Björk er svensk forfatter,

feminist og litteraturkritiker. Derud-

over er hun tilknyttet det svenske

dagblad, Dagens Nyheter. I 1999

skrev hun bogen ’Sirenernes sang’,

hvis formål var at skrive kvinden ind

i moderniteten. I den traditionelle

historieskrivning om vestens viden-

skabelige fremskridt og teknologi-

ske udvikling, er hun nemlig blevet

udeladt. Grunden dertil er, at den

etablerede fortællings fokus på ra-

tionalitet, effektivitet og produktion

skygger for de udviklingstendenser,

der også opkom med modernite-

ten og kapitalismen; Forbruget og

reklameindustrien - hedonismen

og drømmene – æstetiseringen og

visualiseringen. Således skygger den

traditionelle historieskrivning også

for den del af moderniseringen, som

har været knyttet til kvinden og som

har givet hende hendes moderne

identitet. FAKTA:23consume

consume24

foto: panikfoto.dk

25consume

consume26

consume 27

consume28

consume 29

consume30

Ligestillet

Af Asger Kjærsgaard Larsen

De fleste af os kender dem. Succeshistorierne om mennesker der virkeligt har bedrevet noget med deres karrierre. Chefen, der reddede firmaet, som ellers så ud til at være en synkende skude, iværksætteren, der gennem en lang og hård kamp gjorde sin ide til en succes eller mønsterbryderen, der trods modgang og jan-telov fik realiseret sit potentiale. Før i tiden handlede disse historier for det meste om mænd. I dag ser vi, at historierne oftere og oftere handler om kvinder, idet kvinder, gennem 35 års kamp for ligestilling, i stadigt stigende grad er blevet markante spillere på arbejdsmarkedet. Karrierekvinden er på mange måder blevet billedet på ligestilling i Danmark. Hun viser sig som det nye årtusindes frigjorte individ. En kvinde, der har gjort op med tidlige tiders undertrykkende sam-fundsstrukturer – et moderne symbol på frigørelse og overskud. Ofte ser man i aviser og magasiner lange og dybdegående inter-view med en af disse kvinder, der skaber plads til sig selv inden for de traditionelle mandedomæner, og samtidig omprioriterer sit liv i forhold til traditionelle kvindedomæner.

At mennesker, både mænd og kvinder, i deres arbejdsliv, kan, og skal have mulighed for at skabe succes for sig selv, og ikke skal lade sig diktere af andres forventninger eller fordomme om deres erh-

vervsmæssige kompetencer (eksempelvis på baggrund af deres Køn) er en positiv ting. Det tankevækkende er dog, at karriere næsten altid, og eksklusivt, er det man ender med at tale om og fremhæve, når man taler om ligestilling i dag. Man kan lidt provokerende spørge; om mænd og kvinder trods alle de positive ting der er sket, i forhold til at opnå lige muligheder i deres liv, netop i forhold til arbejdsmarkedet ikke også på nogen måder er blevet lige skidt stillet? At mange kvinder har, eller er i gang med at kopiere en traditionel manderolle som knokledyr på arbejdsmarkedet.

For ikke at blive misforstået, er det vigtigt at starte med at pointere, at det er centralt, at kvinder og mænd får lige løn og lige muligh-eder på arbejdsmarkedet, og at man eksempelvis bør se positivt på de statslige tiltag, der de seneste år er kommet, eller er på vej på ligestillingsområdet. Her kan nævnes kønskvoter, eksempelvis i bestyrelser og på ledelsesplan der, efter erfaringer fra de andre skandinaviske lande, kan være med til at afskaffe undertrykkende fænomener så som glasloftet (i karriereelevatoren) og Rip Rap og Rup effekten (hvor mænd kun udpeger mænd til forfremmelser på arbejdspladserne). Alle disse ting er på mange måder gode og vigtige, og vi er på vej i

i Karierreræset

F R I H E D E L L E R F O R V E N T N I N G ?

mænd såvel som kvinder, mødes med en forventning om, at vi skal (og vil) knokle for at skabe en succesfuld karriere, for at kunne

realisere os selv til fulde - og implicit forstået; for at kunne blive lige på den rigtige måde.

den rigtige retning, selv om vejen fortsat er lang og sej, blandt andet når det drejer sig om ligeløn.

Men at der fokuseres så meget på vores arbejdsliv, at der skrives så mange fortællinger om karriere, er et symptom på, at man i dag er endt i en situation, hvor vi alle; mænd såvel som kvinder, mødes med en forventning om, at vi skal (og vil) knokle for at skabe en succesfuld karriere, for at kunne realisere os selv til fulde - og implicit forstået; for at kunne blive lige på den rigtige måde.Meget kan tyde på det! Og man kan derfor spørge sig selv om, hvorvidt ligestilling ikke også bør og skal handle om andet og mere end karriere? – og for den sags skyld om andet og mere end en snæver omfordeling af arbejdsbyrden i de små hjem, og mellem kvinder og mænd generelt, nu hvor kvinderne har bevæget sig ind på mændenes traditionelle domæner.

Når der er så meget fokus på karriere, kan det være en meget svag position man indtager, hvis man ønsker andet i sit liv end det der forventes af det så kaldte ”frie selvstændige selvrealiserede individ”, som det ser ud i vores moderne liberale Danmark. Der synes at være en hage ved det ideal om ’ligestilling gennem selvrealisering’ (på arbejdsmarkedet), som har fået sit indtog sam-tidig med, at arbejdet har fået større og større betydning for vores selvforståelse, eller om man vil, for vores identitet. Det er nemlig ikke blot muligheden for at gøre ting i sit liv, som er styrende. Der er også en forventning om, at vi opfører os på én speciel måde for at fremstå ligestillede og frigjorte fra fortiden og de traditionelle kønsroller. Når muligheder bliver til forventninger, kan man spørge sig selv, om en ny form for undertrykkelse ikke er på spil – om hvorvidt frigørelsen derved selv er blevet en udgave af det fængsel, som den skulle befri os alle fra?

At karriere skal fylde så meget i vores bevidsthed, gøres ikke lettere af, at vi, alt imens vi arbejder derudaf, endog samtidig også skal have et aktivt og velfungerende fritids-, kærligheds- og familieliv? Noget som mange mennesker finder stressende; ja ligefrem umuligt! I forhold til at få flere og nogen gange modstridende ting til at hænge sammen er kvinder desuden stadigvæk ofte dårligst stillet, idet de fortsat, eller om ikke andet så i praksis, forventes at tage sig mest af børn og hjem. Dette udgør den anden og centrale del af den brede ligestillingsde-

bat, det er selvfølgeligt en præmis, at mændene kommer mere på banen og tager ansvar i forhold til disse ting. Det er dog et område hvor der, som i forhold til arbejdsmarkedet, er skuffende langt igen.Den brede Ligestillingsdebat må i dag genopfindes til mere kritisk at handle om de forventninger vi stiller til hinanden som mennesker. Der findes både nye og gamle bud på, hvordan dette kan gøres. Her til sidst skal kort fremhæves to bud: Det ene meget konkret og det andet mere abstrakt.Bente Hansen skriver i slutningen af sin bog ”En køn historie”, om en feministisk kampagne i start 80’erne for en 30 timers arbejdsuge i Danmark. Denne kampagne, (der som udviklingen har været, den-gang ikke var nogen stor succes), blev tilrettelagt ud fra ideen om, at vi skal have tid til os selv og hinanden, at vi idet vi ligestilles i forhold til at fordele arbejdspresset, ikke blot skal arbejde mere, men derimod skabe mere plads til at deles om og dyrke andre værdier.

Frem for at kvinder skulle kopiere mændenes arbejdsvaner, var ideen at sætte en mere omfattende forandringsproces i gang, der åbnede op for nye måder at være mænd og kvinder (læs: mennesker) på.Som det andet eksempel kan nævnes, at der inden for nyere femi-nisme (hvad der bl.a. også omtales som queerfeminisme) de seneste 15 år er blevet talt for, at vi frem for en snæver ligestilling (eller om man vil ensliggørelse) skal sætte diversitet, som målet. Det handler ikke om, at vi alle skal være ens, det centrale er derimod, at man skal bekæmpe undertrykkende fordomme og begrænsnin-ger for så vel mænd som kvinder. Frem for snævert at tale om ligestilling mellem mænd og kvinder: i forhold til arbejde og privatssfæren, kunne man i stedet tale om mu-ligheden for at være, og leve sit liv på forskellige måder uanset køn.

Måske kunne man lære noget af disse to bud: At det sådan set er fint nok, at mennesker vælger at bruge en masse tid på deres kar-riere eller arbejde, men et karriereliv skal ikke være billedet på fuld-stændig ligestilling, og det er derfor problematisk, at karriere og arbejdsmarked oftest er hovedfokus (eller det eneste fokus) i den brede ligestillingsdebat.Folk skal have mulighed for at prioritere deres liv på forskellige måder og at være mænd og kvinder, ja mennesker på en masse forskellige måder.

Asger Kjærsgaard Larsen studerer Psykologi og Cultural Encounters på Roskilde Universitets-center. Han er desuden blandt andet aktiv i den feministiske gruppe LaKaj.

31consume

Jeg er så træt af at blive undervurderet i matematik - overvurderet i oldtidskundskab – fordi de tror, at det er en del af mine gener. Jeg gider ikke blive taget for givet i omsorg og konfliktløsning og tilsidesat i idræt og politik. Jeg er så træt af at høre ligestillingsministeren sige, at Danmark er ligestillet, når jeg hver dag oplever det modsatte. Jeg er så træt af at høre på sexistiske vittigheder og blive taget på røven – og så få at vide, at de jo i virkeligheden ikke mener det - det jo bare er for sjov. Jeg er træt af, at det altid er dem med bryster, der reklamerer for rengøringsmidler, bleer og mad, fordi der er nogen, der mener, at det er vores opgave pga. vores livmoder. Jeg er så træt af altid at se nøgne bryster, nøgne kvindekroppe og olierede røve blive brugt til at reklamere for alt mellem cigarer, parfumer og sodavand til tips og lotto. Jeg er så træt af at smile sødt og overbærende, når jeg bliver kaldt Ho! - det er jo et sødt Hip-Hop ord for luder, og hvem ville ikke elske at blive kaldt det?

32 consume

consume 33

consume34

eveeev

love

love

strenghttrstrenght

strenght

yyutyyyuuttyeautyyeautytaut

beautysnesse

wil

yytyvityyvity

yyycreativitytivityreativityyyyyycreaa ttttt iiivvviireativii

wisdom

veveeevv

love

yytyutyyyuut

beautys

ativiviivv

love

love

strenght

beauty

creativity

lovolov

enstrenghtestrenghtnrenghttren

beaubeauee uuaabbeaee

autybeautyyeautyubeauteautwildwildnesslliwi

swildness

vityv

domdomdisdosdodd mom

s

oveloveeeehththth

ve

love love

strengght

beautyeauty

creativitytyvivivit

consume 35

eveeev

love

love

strenghttrstrenght

strenght

yyutyyyuuttyeautyyeautytaut

beautysnesse

wil

yytyvityyvity

yyycreativitytivityreativityyyyyycreaa ttttt iiivvviireativii

wisdom

veveeevv

love

yytyutyyyuut

beautys

ativiviivv

love

love

strenght

beauty

creativity

lovolov

enstrenghtestrenghtnrenghttren

beaubeauee uuaabbeaee

autybeautyyeautyubeauteautwildwildnesslliwi

swildness

vityv

domdomdisdosdodd mom

s

oveloveeeehththth

ve

love love

strengght

beautyeauty

creativitytyvivivit

consume36

rincipielt kan det se godt ud og give karakter – hos mænd. Hos kvinder tolereres det ikke, ikke

længere. Det grå hår. Det kan underbygge, ja ligefrem

styrke den maskuline karakter; det kan optræde som et auto-ritetsargument og bevis på erfar-

ing. Mænd kan blive mere sexede af og med alder, mens alder og erfaring er af det onde hos kvinder. Alder og erfaring belaster vores ”kvindelighed”. Derfor kan vi heller ikke ha’ gråt hår, som er et basalt alder-stegn. Og det har vi så heller ikke længere. Ingen har gråt hår længere. Jo, måske er der enkelte gråhårede kvinder rundt omkring på plejehjemmene. Måske er der også nogle få gråhårede, hardcore oprørere: Klidmostre. Betonfeminister. Måske.

Det kan sammenlignes med at være tyk. Kulturens herskende ideologi, om man vil, fortæller os, at er man tyk, evner man ikke at styre sit indtag, og det kompromitterer ens karakter. Man betragtes som doven: Hvorfor gør man ikke noget ved det? Får pulsen op, lægger sin kost om...

Selvom nogle af os vælger at gå imod kul-turens dom og leve med 5 eller 15 kilo for meget, så sidder ideologien som en torn i kødet på (sidebenene på) én og fortæller, at det ikke er i orden. Derfor forsøger vi, efter bedste evne at rette ind - fx ved at slanke os. Sådan er det også med det grå hår. Her er det bare noget andet, man ikke kan styre, nemlig ens alder. Men det burde man faktisk prøve på, nu hvor det er muligt: Man kan fx

farve sit hår. Til en start. I vores kultur er ungdom den ultimative norm og vi forsøger derfor at rette ind. Un-gdom associerer til alt positivt, alderdom til alt negativt. Derfor vil vi gøre alt for at se unge ud. Og vi gør det! Vi ser yngre ud end nogensinde før.

For 60 år siden futtede vi rundt i slippers og morgenkåbe – som 60-årige. Vi var gamle og grå. I dag er vi smarte i tøjet med håret klip-pet og sat – som 60-årige. Vi er unge eller i hvert fald ungdommelige – ordene er som sædvanlig de ultimativt rosende adjektiver.

Man kan selvfølgelig se udviklingen som positiv: Vi er ikke længere forpligtede på at blive gamle på en bestemt måde. Men fri-heden til at forblive ung har sin pris – ikke mindst i hårfarve. Nogle af os bliver tidligt grå som 30 eller 40-årige. For den 60-årige er det nærmere reglen end undtagelsen.

At farve håret er som et dobbeltægget sværd; man vil og vil ikke på samme tid, for der er skræmmebilleder knyttet til begge dele: Vælger man at lade være, er man så en gammel, grå mus/klidmoster? På den anden side: Hvis jeg farver håret herfra og ind i evigheden (i næsten bogstavelig for-stand), risikerer jeg så ikke at ende som en gammel hejre/Draculas mor? Hvordan man end vender og drejer det, så er det grå et al-derdomstegn og i sidste ende et ”memento mori” – husk døden. Derfor tænker jeg, at det klæder mig at farve håret - og millioner af andre kvinder. Det klæder os i tanken og rent sprogligt. For hvem vil være gammel og grå, når man kan være (eller foregive at være) ung og dermed smuk?

I ”min” Føtex er der adskillige hyldemeter, fra gulv til loft, ja faktisk hele afdelinger med hårfarve. Nogle farver selvfølgelig hår for ”sjov”, men ikke vi der ser på æskerne til hårfarven, om farven kan dække grå hår – 100 %. Enhver farvning er en stakket frist, for håret vokser jo. Fænomenet - eller rettere problemet har et navn: udvoksninger. Man kunne også kalde det skruen uden ende.Hårfarvning er et reelt kulturhistorisk fænomen. Udtryk for undertrykkelse og sex-isme selvfølgelig, når kvinder kun har værdi, hvis de er unge, slanke, hårløse på kroppen og med rigtigt, dvs. ikke-alders præget, hår på hovedet.

Forfalds-æstetik er i denne sammenhæng kun for de ”afsporede”: små-perverse, gerontofile – langtfra mainstream. Det han-dler altså i høj grad om at blive ved med at se ung ud. Der er meget prestige i at se 10 år yngre ud, end man rent faktisk er. Og det er trakasserende og næsten stigmatiserende at se ældre ud, end man er. Relationen mel-lem alder og synlig ”alder” er et parameter for succes og diverse make-over-program-mer på tv skal ganske enkelt få os til at se yngre ud, helst meget yngre, end vi reelt er. Farvning af hår indgår som standard i disse make-overs.

Det ligger jo i sproget: At være gammel og grå er en bogstavsrimende standard-for-mulering – og det er ikke fedt! Hverken det ene eller det andet. På den anden side er det heller ikke fedt at farve det gamle, grå hår, nærmest lidt patetisk aldersfornægtende, og for det tredje er det galt, hvad man end gør, om man farver hår eller er i stand til at lade være. Så hvad skal vi gøre?

Bekendelser fra Silver Blaze Wannabe

consume 37

consume38

RE-CYCLE YOUR STYLE!

Fotograf: Tine Bek HansenModel: Signe Gissel Schmidt

af Petrine Nøhr Møller

KLASSISK

KÆKT

bluse og tørklæder er arvestykker.

Jeans fra Rude, sko fra Genbrugsloppen,

Kjole fra Carmen & Fantasio. Øreringene er arvestykker.

39consume

DRAMATISK

SKÆVT

Hat fra Igen, top og tights fra København K og støvler fra Røde Kors.

Skjorte og bælter fra Retrosales.dk.

Lædernederdelen er fundet på et marked i London

40 consume

SPORTY

Hat fra Igen, top og tights fra København K og støvler fra Røde Kors.

loppemarked og sko fra Second Love. H

alskæden er et arvestykke.

Buksedragt fra Sudan, top fra Saxogades

41consume

consume42

Foto: andersnydam.comModel: Claris Darling

Stylist: Babette Desirée Jonassen

consume 43

FRA MAD TIL SEX; SÅDAN ER DU

EN RIGTIG KVINDE

1955-2005af Julie Hugsted

Forbindelse med udgivelsen af dette blad har jeg undersøgt, hvilke forskelle der er på 50 år gamle

dameblade og dem, vi læser nu. Med stolt gå på mod og en overbevisning om, at jeg ville sidde tilbage

med en selvfed fornemmelse og tænke: ”Godt jeg ikke er ligeså undertrykt, som de var dengang!”

Det er min opfattelse, at jeg passer til damebladenes målgruppe. Efter et par simple søgninger på Google er mål-

grupperne mere klare for mig; måske er jeg lidt for ung i forhold til Femina og Alt for Damerne, som især henvender sig til veluddan-nede kvinder over 35. Jeg er måske også lidt for fattig til at være en god modebladsforbruger, men generelt føler jeg mig som en del af gruppen: Jeg er ung, karrierebevidst, har et fornuftigt BMI og har det med at læse min mors eller søsters dameblade ved lejlighed. Jeg må gå ud fra, at damebladene afspejler kvinders liv i den tid de er skrevet i, da de som bekendt henvender sig til en given gruppe af kvinder på et givet tidspunkt. Dertil må jeg føje, at de fleste af os tager det for givet, at vi pt. lever på toppen af kvindefrigørelsen, da

det ikke giver mening at udviklingen på noget tidspunkt skulle gå baglæns.

Ud fra de to forudsætninger mente jeg, at damebladene anno 2005 som jeg har gennemlæst ville afspejle toppen af kvinders frigørelse! Omtrent 300 dameblade fra henholdsvis 1955 og 2005 senere var jeg noget slukøret. En ubehagelig uro bredte sig i min krop, en ned-slående skuffelse... Jeg tog fejl. Jeg kunne ikke sidde på læsesalen og i mit stille sind hovere over, hvor seje vi moderne kvinder er, hvor frigjorte vi er og hvordan vi er kvantespring foran det kvindesyn og den feminine selvopfattelse i 1950’erne. Der var overraskende mange ligheder mellem bladene, og de forskelle der var, efterladte ikke et stærkt indtryk af 50 års kamp for frigørelse.

Hvad gemte damebladene anno 2005 på?

Du har som læser, ligesom jeg selv, højst sandsynligt stiftet bekendt-skab med de dameblade, der i dag findes på markedet. Det satte på en eller anden måde min læsning i perspektiv at vurdere de mo-derne dameblade som en kilde, som noget jeg ikke tog for

givet eller havde en forudindfattet holdning til. Som dokumenter, hvis indhold jeg skulle undersøge. Jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor mange reklamer der var, hvor mange forskellige emner de forskellige blade beskæftiger sig med og hvor meget det hele handler om udseende og sex. Som en lille læserøvelse kan du jo selv prøve at tage et af de gamle blade op ad skuffen og se hvad du får ud af en mere objektiv undersøgelse end den sædvanlige hygge-gennemlæsning. Det er med fare for, at du ikke vil føle helt samme nydelse ved at læse dameblade en anden gang.

For at få det værste overstået først starter jeg med Costume. Jeg kan huske et Costume, jeg læste tidligere i år, hvor der stod, at hvis man skulle have flad mave til festen på fredag, så skulle man bare lade være med at spise noget med salt i et par dage… Og det er jo sundt! Der er stort set ingen grænser for hvor mange ”tips” Costume har til os alle sammen. Det er til at blive grøn i hovedet af underernæring i krop og pengepung.

Udover sundhedsskadelige forsøg med kroppen byder Costume på: mode, modeserier, artikler, skønhed, sundhed og trends. I Costume kan jeg læse om alt fra, hvorfor den danske topmodel Louise P føler sig speciel, fordi hun er topmodel til hvordan jeg bliver strandklar (læs: tynd, opstrammet, hårfager og silkeblød) ”uanset om du er til luksusudgaven eller den hurtige (og billige) genvej”. Jeg tænker med gru tilbage på “spis ikke salt kuren”, når jeg tænker på hvad den hurtige og billige genvej kan byde på.

Jeg er imponeret! Imponeret over hvordan et dyrt og anerkendt blad, der henvender sig til unge kvinder anno 2008 kan have kom-plet mangel på refleksion og baggrundsstof. Her er grænsen mellem journalistik og reklamer fuldstændigt udvisket og jeg må erkende, at jeg føler mig noget slukøret efter at have erfaret, hvad idealet for den moderne kvinde er: det vigtigste jeg kan opnå er at leve op til nogle meget fast definerede modeidealer, hvad angår alt fra min vægt over min hårfarve og mit tøj. Dét som kvalificerer mig som kvinde - og dermed som det menneske jeg er - er tilsynela-dende hverken mine tanker, mine følelser, mine erfaringer eller den rolle jeg spiller for min familie og venner. Dét som definerer mig, er den måde jeg ser ud og den måde jeg kom-mer til at se sådan ud igennem mit forbrug.

For at komme mig over chokket haster jeg videre til Alt for Damerne, der som udgangspunkt henvender sig til et lidt ældre publikum og som jeg erindrer trods alt har artikler samt baggrunds- og kulturstof. Men for sjovs skyld vil jeg da lige starte med at se, hvor mange rekla-

mer der er i. Desværre er der nogle gange, hvor reklamer og eksem-pelvis modereportager glider så fint sammen, at jeg ikke ved første øjekast opdager, at det er en reklame og ikke en artikel, jeg kigger på. Jeg kan have talt forkert, men hermed en lille oversigt fra Alt for Damerne nr. 40, 2005: 34 sider reklame ud af bladets i alt 144 sider samt 12 siders Ecco katalog indlagt i bladet. De primære an-noncepenge hiver Alt for Damerne hjem på ansigtscremer, generel hudpleje samt makeup og hår. Dertil skal regnes, at stort set alt stof indenfor områderne bolig, mode, skønhed og kultur er artikler, som henviser til bestemte produkter, produkter som firmaet bag giver bladet penge for at nævne.

Pyha... jeg trøster mig blot ved, at det reklamebombardement mest af alt bare svarer til at læse Costume og begynder at undersøge hvad Alt for Damerne byder på udover reklamer af henholdsvis direkte og indirekte karakter. Med andre ord vil jeg gerne finde ud af, om der er andet i dette blad end mere eller mindre direkte forsøg på at diktere hvordan man, især gennem forbrug, bliver en rigtig kvinde/dame/pige/mor/datter/søster/værtinde.

Alt for Damerne byder på en del artikler og baggrundsstof og blandt temaerne i 2005 er: Sådan får du din egen business, sex, baggrunds-stof fra udlandet, kendte, biler, parforhold, shopping, livsstilstrends, motion, velvære og endelig Alt for Damernes kvindepris. Charlotte Odie-Poulsen får den for sin kamp for ulovliggørelsen af prostituti-onskunder. Alt i alt må jeg konkludere, at artiklerne spænder vidt og journalistikken er god og kritisk. Men alligevel lader vægtningen af, hvad der er vigtigt til at være, at artikler og reportager der kan flettes sammen med reklamer uden at læseren rigtigt opdager det vejer tungest. Det er selvsagt også disse artikler, som fortæller mig, hvordan jeg skal lave om på mig selv. Det være sig størrelse, farve, indstilling, selvopfattelse... Det hele kan laves om ved at følge nogle enkle råd!

Sidst men ikke mindst må jeg understrege, at dette blad hand-ler om sex. Om hvordan man bliver mere sexet, tilfredsstiller sin mand, udstråler seksuelt overskud, får mere sexlyst, væn-ner sig til at dyrke mere sex, forholder sig til sex, klæder sig sexet osv. osv. Når bølgerne går højt kan man ligefrem finde en opskrift på sexet mad – sådan – to fluer med ét smæk piger! Tine Brylds brevkasse er dog et lyspunkt, et sted hvor kvinder kan bede om vejledning til de problemer, de oplever i familien, parfor-holdet, på arbejdspladsen mv., og hun giver sagligt og støttende sine gode råd til bladets læsere. Femina har også nogle gode brev-kasser, især har jeg en personlig svaghed for Sannes sider og me

44 consume

consume 45

consume46

ner, at der er lidt af en feminist gemt i Sanne Neergaard, som ikke er bange for at give et medsøsterligt råd og legitimerer os som de kvinder vi er i forhold til karriere, sexlyster og behov (på vores præ-misser), mænd, børn, venner mv. Så frigjort en brevkasse havde man ikke fundet for 50 år siden.

Femina og Alt for Damerne minder på mange måder meget om hinanden med en indholdsside der primært består af baggrunds-stof, mode og skønhed, mad, bolig, brevkasser, tips, kultur og ho-roskoper. Såvel som i Alt for Damerne er der mange reklamer, men fokus synes i Femina at være mere på psykologi, personlig udvikling og identitet og mindre på sex. Artiklerne spænder generelt over mo-derne kvinders liv i medgang og modgang. Såvel som de to andre blade er der dog forholdsvis lidt af indholdet, jeg kan relatere til min hverdag, udover at jeg kan forbruge mig til at have de samme ting som de stærke kvinder, der skildres i artiklerne og dermed måske få en følelse af at være speciel. Femina gør et forsøg på at virke som et blad med ben i næsen, men omvendt er behovet for at tilfredsstille sin mand seksuelt måske bare udskiftet med et behov for at lave god mad (der slanker!) og indrette sit hjem flot, ligesom det var vig-tigst i de gode gamle dage. Det skal vi læse mere om nu.

Et spring tilbage i tiden

Ved min gennemlæsning af dameblade fra 1955 startede jeg med Tidens Kvinder, og der var nogle ting der umiddelbart var iøjefal-dende. Bladene var primært holdt i sort/hvid, der var færre rekla-mer og der var ikke nødvendigvis en kvinde på forsiden. Emnerne var baggrundsstof, mode, syopskrifter, noveller, royale, sundhed, madopskrifter, krydsord, historie, teater, frisurer, husmoderøkonomi, musik og endelig fokus på kvindens rolle. Af konkrete artikler jeg ikke havde ventet at finde i et dameblad af denne dato var en reportage fra Polyteknisk Anstalt, en artikel om samarbejde mellem et teater og Dansk Kvindesamfund, samt artiklerne “Har vi mistet arbejdsglæden” og “Det stærke køn”.

Alt for Damerne bød ligesom de andre dameblade på forskelligt baggrundsstof, bl.a. en artikel om ”negrene” på Haiti, hvor journa-listen bemærker: ”Fru Ulysses har gået i skole, hun har gjort karri-ere og mændene har respekt for hende – alt sammen noget der er enestående for en kvinde på den lille vestindiske ø!” Her undrer det mig, at der ikke reflekteres over, at det at tage en uddan-nelse, gøre karriere og få respekt fra mændene også var et problem i Danmark anno 1955. Man har dog vidst, at der var noget galt, da man i et andet nummer af Alt for Damerne kunne

læse om, at sexchikane på jobbet skal tages alvorligt og ikke bare er noget pjat med ”direktøren og den kønne sekretær”.

Når politik var på programmet i damebladene af ældre dato var det på en noget anden måde end vi ser det i dag. Man kunne op til 4. Maj 1955 finde opskrifter til, hvordan man laver en god middag til 4. maj: ”I morgen fejrer vi for tiende gang den uforglemmelige dag, da vort land efter ”fem forbandede år” atter blev frit”. Det er dog tydeligt, at der her ikke er tale om, at kvinder skal tage politisk stilling, men at kvinden som hjemmets mester skal støtte op om nationale anlig-gender. Hun har altså ingen holdning selv, men ved husmoderlig flid bakker hun manden og FÆDRElandet op i med- og modgang.

Husmoderens rolle var også at spare penge. Det er tydeligt ved læs-ningen af disse blade, at det trods alt ikke var mere end ti år siden besættelsen var ovre og at samfundsøkonomien stadig led under det. At man ikke forbrugte mere end nødvendigt i forbindelse med syning, madlavning, hårvask mv. var i fokus og fuldt ud accepteret. Devisen lader til at være: Det kan godt være at du er fattig, men nu skal du lære, hvordan du er en optimal mor, kvinde og dame allige-vel… Lyder det lidt ligesom i dag, hvor problemet er, at man er travl i stedet for fattig?

Der er en del reklamer i Alt for Damerne, blandt de hyppigste er AT-LAS køleskabe med sloganet: “Som moderne husmoder kan De ikke undvære et ATLAS”. Samarin er også mange steder: ”Træg mave ved svangerskab” eller: “Få livsglæden igen, drik Samarin”. Undertøjsrekla-mer var der også en del af: ”5 cm yngre i Jantzen” – tøj der strammer hvor det skal og gør en slankere..!” Behageligt... Generelt er reklame-stoffet meget det samme, som vi finder i nutidens dameblade, dog er der færre reklamer for rengøringsmidler nu om stunder.

Efter frigørelsen?

Der er stor forskel på brevkasserne; tidligere brevkasser kan synes noget konservative, hvor de i dag eksempelvis opfordrer kvinder til mere onani, at sætte deres egne grænser og at gøre op med ræset – interessant at brevkasserne på en eller anden måde lærer os at tackle alle de krav og informationer vi får igennem resten af damebladet…

Både i bladene fra 1955 og 2005 kan man læse artikler om kvinders splittethed i forhold til karriere og familie og børn. Dog er der blandt de ”rigtige karrierekvinder” dengang: sangerinder/skuespiller, nu le-dere, en stor forskel: i 1955 fik man ikke børn, hvis ikke man var klar

consume 47

til at droppe karrieren. Selvfølgelig kunne man arbejde imens, men ikke på samme måde… det kan man godt nu, men er der alligevel ikke en del kvindelige ledere og ministre, der gentagne gange må forsvare og forklare sig selv i alt fra Tv-avisen til damebladene om, at man godt kan have både børn og karriere?

Det lader generelt til, at de kvinder som har skrevet i og til bladene i 1955 har vidst/håbet/tænkt, at nye tider var på vej, at deres døtre skulle opdrages anderledes end dem selv og have et andet (friere?) liv. De vidste godt, at deres døtre ikke skulle være hjemmegående husmødre. Nu lader det til at man er stoppet. Jeg tror næppe, at det er fordi vi er så naive at tro, at der er ligestilling eller for den sags skyld bare ligeløn. Har man bare givet op? Jeg vil da ikke mene, at jeg er mere feministisk eller kvindefrigørende opdraget end kvinder født i 1960’erne. Jeg synes da heller ikke at kunne forstå på familie og venner, at det der med kønsrollemønstre er noget man ønsker at gøre noget ved. Tværtimod. Man kan med rette spørge sig selv, om klassiske kønsrollemønstre i disse år oplever en revival; hvis vi eksem-pelvis vender blikket mod børneopdragelse, erindrer jeg ikke noget tidspunkt i min livstid, hvor det har været vigtigere for os at klæde vores små piger i lyserødt og små drenge i lyseblåt. Min søster har en veninde som under sin graviditet forelskede sig fuldstændigt i en rød barnevogn – og købte den. Det affødte en del kommentarer da den nybagte mor begyndte at promenere de københavnske gader og stræder med sin lille nyfødte dreng i en rød barnevogn! Hvilke uoverskuelige konsekvenser kan det ikke have? Vi har jo læst i bla-dene, hvordan vi skal klæde vores små statussymboler på og det går da virkeligt ikke, hvis ungen har en rød barnevogn – det næste bliver vel, at han vi være sygeplejerske eller balletdanser?! Sådanne anek-doter sender mig drømmende tilbage til en tid, der med stor skræk og advarsel fortælles om: 1970’erne. En tid hvor man faktisk troede på, at der ville komme et tidspunkt, hvor man selv kunne bestemme, hvilken farve barnevogn ens baby skulle have, en tid hvor man tro-ede, at en kvinde kunne blive landmand og en mand pædagog af den simple årsag, at det var det de havde mest lyst til. Nogle idealer er det måske er for besværligt at realisere og kæmpe for imens vi passer job, børn, slankekure, madopskrifter og selvfølgelig et sexliv, der altid skal være på højde med Himalaya.

Dameblade nu om stunder afspejler naturligvis, at kvindelivet har ændret sig de sidste 50 år. Men i forhold til hvor meget jeg selv bil-der mig ind, at mit liv er anderledes end en 24 årig kvindes liv i 1955, må jeg nok indrømme, at jeg er noget skuffet. Kvinders liv på man-ge forskellige niveauer har hele tiden været omdrejningspunktet for damebladene. Men det lader til, at når det handler om kvinder som

har det dårligt, handler det om kvinder i ulande eller om problemer, som ikke er specifikke for kvinder. Det er mit indtryk, at der ikke i samme grad er fokus på strukturelle kvindeproblemer nu om stunder som tidligere. Altså de problemer, som kvinder har pga. den status de har i samfundet og altså ikke fordi de fy-sisk set er kvinder (som eksempelvis graviditetsproblematikker). Et typisk eksempel på kvinders ve og vel set i et samfundsperspektiv er at finde i en artikel fra 1955 om Kvindehjemmet i København. For nogle kvinder var det det eneste sted at tage hen, hvis manden havde fået en anden. Som det er tilfældet med en kvinde, der bliver interviewet: ”Hvor skulle jeg eller gå hen med barnet?”.

Efter at have læst en artikel som denne må jeg erkende, at jeg sidder med en dejlig frelst følelse af: “Pyha, heldigvis har vi det ikke sådan længere”. Og det er rigtigt. Det er nok også derfor, at damebladene ikke skriver om den slags ting længere. Så det er simpelthen fordi vi har færre problemer, at damebladene ikke bruger mere spalteplads end de gør på sociale problemer, som er specifikke for kvinder. Fedt! Det er bare ærgerligt, at de kvinder, som søger til kvindekrisecentre efter at de har fået tæsk af kæresten/manden, ikke ved det. Eller de kvinder, som er tvunget ud i prostitution og har behov for væreste-der som Reden, ikke ved det. Eller de mange kvinder, som stadig går ud på gaderne og kræver ligeløn, som vi oplevede det i foråret. Hvor er deres stemmer i damebladene? Jo, en kvindepris hist og en artikel her – det hænder da, at man kan klemme en artikel, som beskæfti-ger sig med danske kvinder, der har et hårdt liv fordi de er kvinder ind imellem slankekure og glitrende shampooreklamer. Men altid med en vis distance. Det er jo altid ”de andre” det er sket for, så lad os endelig svælge i forbrugsgoder og karrieredrømme.

48 consume

Photographythat is not showing the world as it is.

Nor as it should be or could bePhotography as a moral, aesthetic, sarcastic

and twisted bur

from deep within my gut

cirxo

49consume

50 consume

51consume