11

Af Kurt Balle JensenFotos Torben Coulthard

332

Af Kurt Balle JensenFotos Torben Coulthard

554

Af: Kurt Balle Jensen

Nye fotos: Torben Coulthard

Ældre fotos: Lokalhistorisk Arkiv/private

Opskrifter: Køkkenteamet på Gl. Skovridergaard

Redaktion: Margit Coulthard

Grafisk tilrettelæggelse: Thorkild Jørgensen

Tryk: www.silkeborg-bogtryk.dk

ISBN: 978-87-91355-39-4

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Forhistorien 1767-1797 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

Skoleholderseminarium til forvalterbolig 1798-1845 . . . 16

Skovridergaard 1846-1899. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Privatsanatorium 1900-1914 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

Kuranstalt 1915-1942 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36

Besat af tyskerne 1943-1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56

Kuranstalt 1946-1977 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62

Kursusejendom 1978-1985 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90

Jyske Banks kursus- og konferencecenter 1986-2003 . . . 94

Et nyt kapitel 2004-2010 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

Smagesansen – en genvej til sundhed. . . . . . . . . . . . . . . . 118

Kroppens eget apotek . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

Meditations betydning for velvære . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126

Musik og livet – Musik i livet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132

Hvad er god service?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136

Det gode møde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140

Chokoladens betydning for velværet . . . . . . . . . . . . . . . . 144

Køkkenet på Gl. Skovridergaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149

Opskriftsfortegnelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 185

Kildeangivelser. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 188

Danmarkskort. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

Kort over Silkeborg og omegn anno 1907 findes

bagerst i bogen.

3. opdaterede udgave

Bogen er fremstillet i 3.500 eksemplarer

Denne bog har nr. x2003

7

Skønt der kun er gået 7 år siden, vi udgav den første

bog om Gl. Skovridergaard, er der alligevel sket så

meget, at det berettiger en forsættelse. Fysisk har vi

været igennem en ny om- og tilbygning til glæde for

både gæster og medarbejdere. Driftsmæssigt har vi

med min forpagtning af Gl. Skovridergaard fået mulig-

hed for at udnytte Gl. Skovridergaards historiske byg-

ninger til nye formål.

Min drøm om at genskabe Gl. Skovridergaard som

kursted er nærmere målet end nogensinde før. Et kur-

sted er for mig et smukt sted midt i naturen, hvor

voksne livsnydere kan få en fysisk og mental genoplad-

ning. I den fysiske genopladning indgår frisk luft, moti-

on, en god nats søvn og veltilberedt mad, der smager

af årstiden. Den mentale genopladning består i at have

tid og rum til refleksion og læring og på den måde

blive mere bevidst om livets små og store udfordringer.

Jeg er glad for i bogen også at kunne præsentere

artikler fra en række kompetente mennesker, der hver

især giver deres bud på de ingredienser, der på enkel

vis kan forbedre livskvaliteten.

Jeg vil gerne takke alle de, der direkte eller indi-

rekte har medvirket til denne bogs tilblivelse. Kurt

Balle for at skrive et nyt kapitel af Gl. Skovridergaards

212-årige historie, de 7 forfattere af de enkelte livs-

stilsartikler, min mand Torben for nye fotografier med

netop det lys og den atmosfære, der er på Gl. Skovri-

dergaard. Sidst men ikke mindst vil jeg gerne takke

medarbejderne på Gl. Skovridergaard uden hvis ind-

sats, der slet ikke havde været det Gl. Skovridergaard,

som vores gæster og jeg selv holder af.

November 2010

Margit Coulthard

76

7

Forord

998

9

Vinden suste i skovene. Søerne lå blanke og gengav

den blå himmel. Åen gled dovent afsted. På mar-

ker arbejdede bønder. Stude trak tunge vogne ad hul-

lede hjulspor.

Ritmester Hans Nicolai von Hoff sad på sin hest og

skuede ud over det altsammen. Han var redet op på et

højdedrag for at kunne få den bedste udsigt. Han bøje-

de sig frem og klappede hestens hals.

Skulle han købe Silkeborg gods? Jorden var vel ikke

meget værd, og gården var forfalden. Men han kunne

nok få godset billigt ved den stats-

lige auktion. Og måske kunne hans

søn Henrik, der var 4 år, engang få

mere ud af jorden?

Året var 1767. Ritmesteren

sad der på hesten og tog sin

beslutning. Så lænede han sig for-

over i sadlen og slog hælene ind i

hestens flanker. Og her starter

historien om Gl. Skovridergaard,

der nogle år senere blev opført af

ritmesterens søn, Henrik. Her

starter forhistorien, mens hesten

forsigtigt starter nedklatringen gennem krat og ind

mellem træer.

Men hvem var denne Hoff, der fik så stor betydning

for Silkeborgs udvikling? Hvem var denne ritmester,

der nu overvejede at overtage jord og bygninger?

Hans Nicolai Hoff var ud af en ældgammel bøhmisk

adelsslægt, og på bedstemoderens side var ritmeste-

ren i slægt med én af de mest berømte familier i Euro-

pa, reformatoren Martin Luther. Men at slægten et par

generationer tilbage kom til Danmark, var svenskernes

skyld. Den tysk-østrigske kejser var bekymret for, hvad

den svenske besættelse af Danmark kunne føre til, og

han sendte hjælpetropper til Danmark. Blandt dem var

den unge befalingsmand Hans Wentzel von Hoff, der

kom til Danmark fra Böhmen i 1659. Hans Wentzel var

gift med Catharina von Horn, og parret blev i landet

efter krigen. De fik en fremtid i Danmark, og de var

bed steforældre til den nye ejer af Silkeborg, ritmester

Hans Nicolai Hoff.

Ritmesteren boede på godset Høgholm sammen

med sin bror, Palle, og de to brødre havde giftet sig

med søstrene Mette og Maren de Mule. De to søstre

var ud af den gamle fynske adelsslægt, Mule, der gen-

nem flere generationer havde siddet på borgmester-

posten i Odense.

Da Hans Nicolai og Maren de Mule havde været

gift i tre år, fik de sønnen Henrik, der mange år senere

skulle blive Gl. Skovridergaards bygherre. Lille Henrik

fik ved dåben både den bøhmiske adelsslægt og den

fynske adelsslægt med i sit navn og kom til at hedde

Heinrich de Mule Hoff. I det daglige blev han dog kaldt

det mere danske navn Henrik.

Henrik bliver juristHenriks far, ritmester Hans Nicolai, købte i 1767 Silke-

borg på auktionen for 38.000 rigsdaler, og han lod

straks en ny gård opføre. Den gamle var forfalden, og

han brugte byggematerialer fra den og fra ruinerne fra

det gamle Silkeborg Slot. De første tre år lod han Maren

og Henrik blive boende på Høgholm, mens byggeriet

stod på, og i 1770 flyttede hele familien ind på den nye

hovedgård. Samme år blev for længst

afdøde Hans Wentzel Hoff, der i sin

tid kom fra Böhmen til Danmark for

at kæmpe mod svenskerne, samt alle

hans efterkommere naturaliseret

som dansk adel. Fra nu af var den syv-

årige Henrik altså en del af den dan-

ske adel.

Henrik fulgte levende med i arbej-

det på godset. Det bestod af en nyop-

ført hovedgård, skove, moser og en

hel del enge. Bønder drev gården gen-

nem hoveri, men det var ikke let at få

det hele til at løbe rundt. Skovene

optog næsten halvdelen af arealet, og

det var derfor vigtigt med effektiv

skovdrift.

Henrik voksede nu op på den nye

hovedgård, og han skulle selvfølgelig

have en god skolegang og uddannelse. Der blev ansat

huslærere, og da Henrik blev ældre, studerede han

også selv. Da han var 16 år, var han parat til at tage sin

studentereksamen. Først tog han en måneds ophold

på en skole i Viborg, der havde et godt ry, og derefter

meldte han sig til studentereksamen, som han bestod

med udmærkelse.

Som ung mand var der ikke meget at give sig til på

godset Silkeborg. Henrik forlod hjemmet og rejste til

København, hvor han begyndte at læse jura. Som

21-årig tog han juridisk embedseksamen med topka-

rakterer, men han havde ikke den store lyst til at tage

hjem til gården i Silkeborg. Han blev boende tre år i

København og tog derefter på rejse i Norge og Sverige.

Her studerede han minedrift, skovbrug og fiskeri.

Men så var der ikke noget at gøre, den unge jurist

skulle i gang med arbejdet, og det førte ham hjem til

Jylland. Han blev herredsfoged i Tyrsting-Vrads her-

reder, og snart blev han tilbudt hvervet som vicelands-

dommer i Viborg. Det var der mere ære end penge i,

for hvervet var ulønnet.

Henrik var kun herredsfoged i to år, så købte han

Katrinedal ved Bryrup og stiftede familie. Han havde

forelsket sig i en lokal pige, Mathilde Ammitsbøl, hun

blev gravid, og jobbet som herredsfoged blev sagt op.

Nu var det Katrinedal og familien, det handlede om.

8

ForhIstorIen1767-1797

11

Henriks Hoffs tragedieEt smukt hjem i en smuk natur og en ung kone, der var

med barn. Det så altsammen lyst ud for Henrik, frem-

tiden tegnede lykkeligt. Men så skete tragedien. Mathil-

de fødte i utide og fik brystbetændelse. Både hun og

barnet døde.

Alt væltede. Henrik havde været nygift og skulle

være far, nu var han alene på Katrinedal som enke-

mand. Henrik ville væk. Han havde tidligere rejst i

Norge, hvor han også havde familie. En anden del af

slægten Hoff havde slået sig ned der, og nu ville Henrik

tilbage til landet med fjeldene. Han søgte arbejde som

politimester i Kristiania, der senere kom til at hedde

Oslo, men han fik afslag. Herefter forsøgte han at blive

medlem af overhofretten i Norge, men også her fik han

afslag.

I et par år var Henrik lidt flakkende, men derefter

kom han sig over den store tragedie. Imens passede

faderen godset Silkeborg, og han mente stadig, at søn-

nen en dag burde tage over. De snakkede om sagerne,

og da Henrik var 31 år indså han, at det måske nu var

på tide at følge faderens ønske.

Fra far til sønI 1794 solgte ritmester Hans Nicolai Hoff så Silkeborg

til sin søn, Henrik, for 60.000 rigsdaler. Godset Silke-

borg bestod af 24 gårde med 12.000 tønder land jord,

der var ret sandede, samt eng og mose. Jorden strakte

sig ind i Them og Linå sogne. Til godset hørte også

5000 tønder land skov ved Virklund og Hårup.

Det var en stor omgang, men Henrik tog ikke bare

fat på opgaven, han tænkte også i nye baner. Han men-

te, at han kunne få mere ud af den sandede jord, end

det var lykkedes for hans far. Hoveriet skulle afskaffes,

han ville selv drive gården med nødvendig arbejds-

kraft. Han fik fat i 10 gode arbejdsheste, nogle vogne,

nye og mere tidssvarende redskaber og otte par stude

til at trække plove. Samtidig planlagde han at sælge en

del af jorden fra til selvstændige gårde.

De kommende år skete der en hel del. De sandede

marker skulle ikke mere bruges til korndyrkning, det

var meget bedre at dyrke kartofler. Desuden begyndte

Henrik at dyrke ro er, og han blandede den dårligste

jord op med kompost og udvidede be sætningen til 120

køer og 200 får. Dertil kom heste og stude til mark-

arbejdet.

Markerne

blev delt op.

Jorden skulle

tilhøre hoved-

gården, mens

der derudover

blev opført tre

mindre udflyt-

tergårde med

eg ne marker. For at få sten til de tre gårde blev der

bygget tegl værk i Sønderskoven. Her blev der også

lavet mursten til vedligeholdelse og reparation af den

ho vedgård, Henriks far havde opført. Han fik også

anlagt en en g elsk have omkring gårdens hovedbyg-

ning.

Ved ruinerne af det gamle Silkeborg Slot anlagde

han køkkenhave, og herfra blev der hentet masser af

kål, gulerødder, rødbeder og andet godt til hushold-

ningerne.

Og så var der engene. Hvad skulle Henrik gøre ved

dem? Han lod 57 kilometer grøfter grave igennem dem,

så de kunne blive afvandet og bruges til landbrug, og

der blev kørt 20.000 læs mergel ud på de sandede jorder.

Og så skal vi ha’ musikHenrik fandt sig til rette i sin nye tilværelse. Han var

ikke kun en dygtig landmand. Når han skulle slappe af,

var det kulturoplevelser, han søgte. Og her var det et

problem at leve på en øde egn, hvor det var svært at

få selskabelighed. Henrik havde en stor bogsamling

med fransk, engelsk og italiensk litteratur, som han

brugte flittigt, og han elskede musik. Men det kan være

ensomt at bo alene på en stor hovedgård i et område,

der næsten er mennesketomt.

Et af de steder, han kunne komme, var hos onklen

Palle Krag Hoff på Ryomgård på Djursland. Her mødte

han en dag en ung kvinde, Anna Marie Wodskou, og så

blev den unge enkemand ramt af kærlighedens pil. Han

blev forelsket, og det var gengældt.

Nu fik Henrik liv omkring sig. Han giftede sig med

Anna Marie i 1796, og der kom snart børn i familien.

Henrik noterede siden, hvor meget hans kone havde

betydet i disse år. Hun, “hvis gode hjerte og huslige

dyder i forening med mine børns opdragelse ofte lod

mig glemme mit svage helbred”.

For der var jo det med helbredet. Henrik var over-

bevist om, at han havde et svagt helbred. Han kunne

nok have brug for en effektiv kur. Det var således skæb-

nens ironi, at den gård, han få år senere opførte, i

årtier skulle blive kendt som kursted under navnet Gl.

Skovridergaard.

Men på Henriks tid var der ingen hjælp at hente.

Den meget læsende og initiativrige landmand var ofte

syg, og han led i perioder af søvnløshed. Så lå han der

og spekulerede over det hele. Alligevel havde han kræf-

ter til at sætte ting i gang, og han gjorde, hvad han

kunne for at få selskabelighed omkring familien. Han

inviterede brave og virksomme mænd på egnen hjem

på hovedgården, men der var nu ikke så mange af dem,

så det var mest gejstlige, nogle langvejs fra, der kom

på besøg. Derfor skulle det sættes i system, og hver

anden søndag eftermiddag samlede Henrik en hånd-

fuld familier i sit hjem, og her blev der så spillet musik

og snakket.

10 11

1110

Anna Marie og

Henrik de Mule Hoff.

1312

Noget af det, der kunne snakkes om på Hovedgården i

Silkeborg i 1796, var en ung slægtnings opførsel i

København. Det var onkel Malthe Hoffs barnebarn, der

førte kulturkamp på Det Kongelige Teater og gjorde

grin med adelen, skønt han selv var ud af adels slægten

Hoff. Slægtningen hed Malthe Conrad Bruun. En ung

Drewsen og Malthe Conrad gik som kulturradikale i

spidsen og af brød teaterforestillinger med råb og pif-

ten.

Godsejer Henrik på Silkeborg fulgte med i slægt-

ningens ungdommelige oprør mod adelens magt, også

da Malthe senere skulle anholdes og blev hjulpet ud af

landet af familien Drewsen på Papirfabrikken Strand-

møllen i Nordsjælland. Henrik kunne ikke vide, at

den papirfabrikant Drew sen, der nu hjalp

hans oprørske slægtning ud af landet og i

sikkerhed, nogle år senere skulle komme

til Silkeborg og virkeliggøre Hoffs idéer.

Et seminarium i Silkeborg?Henrik havde mange gode

idéer. Han mente, at Silkeborg

ikke behøvede være så øde et

område, som det hidtil havde

været. Allerede da han som

31-årig blev godsejer, skrev

han: “Silkeborg, skønt en skarp

egn, har ved sine skove og søer

den mest romantiske beliggen-

hed, kun mangler selskabelig

om gang, da stedet omtrent er

fem mil fra hver købstad og der ingen herregårde er i

nær heden”.

Sådan behøvede det ikke at være, mente Henrik.

Faktisk kunne der udvikle sig en helt lille købstad her,

hvor der ud over hovedgården kun lå enkelte små huse.

Men det ville kræve, at Gudenåen kunne bruges til tra-

fik med pramme. Hvis denne brede å blev gjort farbar

for pramme, kunne man få en effektiv trafikåre til Ran-

ders og dermed til resten af landet, og her kunne der

fragtes både materialer og mennesker.

Det var en oplagt idé. Silkeborg lå rigtigt godt til

at blive en by, vandet skulle gøres til en trafikvej. Hen-

rik gik i gang. Han lånte 30.000 rigsdaler til sit store

projekt med at gøre Gudenåen farbar til pramme, men

han stødte snart på modvilje. Han skulle nemlig have

de andre godsejere, der havde jord ned til Gudenåen,

gjort interesseret. Men det var svært, for ikke alle var

så fremsynede som Henrik.

Henrik lod sig dog ikke slå ud, for der var andre

gode idéer: Hvorfor ikke oprette et seminarium? Hvor-

for ikke lade Danmarks tredje seminarium ligge i Midt-

jylland?

SkoleholderneDatidens lærere hed skoleholdere. Tidligere havde det

været degne, der samtidig var sognepræstens højre

hånd. Ordningen med skoleholdere var ikke god, for

der var stor forskel på, hvordan skoleholderne funge-

rede og hvor alvorligt, de tog deres hverv. Derfor skul-

le der gøres noget ved undervisning og skoleforhold.

Fremsynede mænd så behovet og ville gøre noget

ved det. Grev Johan Ludvig Reventlow på Fyn var én af

13

13

dem. Henrik Hoff i Silkeborg var en anden. Familien Hoff

hørte med i kredsen af bekendtskaber omkring Revent-

low, én af Danmarks mest berømte adelsslægter, og i

1790-erne fik man et nyt og vigtigt samtaleemne ved

sammenkomsterne. Nu kunne der snakkes skoler.

I 1789 havde staten nedsat en Skolekommission.

Her var Johan Ludvig Reventlow medlem, og han hav-

de også været med til at tage initiativet til kommissio-

nen. Han var foregangsmand på skoleområdet og en

stor inspirationskilde for Henrik. Skolekommisionen

førte til oprettelse af Danmarks første seminarium på

Blaagaard ved København i 1791. To år senere kom der

forslag om, at man oprettede flere seminarier i Dan-

mark til aflastning for Blaagaard, og det satte Revent-

12

1515

low på Fyn og Hoff i Jylland i gang med at planlægge

seminariebyggeri.

Forberedelsen af de to seminarier var helt i Skole-

kommissionens ånd. Kommissionens forslag gik ud på

at ophæve degnekaldene og at bruge flere penge på

skoler. Skoleholderne skulle have en grunduddannel-

se. Men at skoleholderne sidst i 1700-tallet ligefrem

skulle uddannes, var en ny tanke. Skoleholderne blev

ikke regnet for noget særligt, de skulle kunne lære bør-

nene talsystemet og alfabetet og så ellers opføre sig

ordentligt. En skoleholder kunne slet ikke leve af sit

arbejde, han måtte have et håndværk ved siden af.

Nogle var snedkere, andre skræddere, andre igen

noget helt tredje. En del af lønnen fik skoleholderen

som korn, og han kunne heller ikke regne med, at bør-

nene kom til skolen. Både bønder og husmænd lod

børnene blive hjemme, når der var brug for dem til

arbejde i markerne, nogle gange kom de på skolen op

til flere dage i træk, men så kunne de også være væk

nogle uger, før skoleholderen så dem igen. Provsterne

holdt øje med skoleholderne, og skoleholderen skulle

opføre sig ordentligt. De måtte for eksempel ikke drik-

ke brændevin i de timer, de læste med børnene.

En brand i KøbenhavnMen nu skulle skoleholderne altså have uddannelse på

seminarier, og Silkeborg skulle være med. Planerne om

seminarier med tilhørende opdragelsesanstalter fik et

skub yderligere på grund af en begivenhed i Køben-

havn.

Fredag den 5. juni 1795 gik rygterne: det brændte

på Gammelholm, hvor flåden var lagret op, og hvor der

var masser af tømmer og brændsel til skibene. Det var

en varm dag med en hed vind ind over byen, men i sig

selv skulle branden ikke være farlig. Det blev den imid-

lertid, for arbejderne på Gammelholm var gået hjem,

og da hestevogne med vandtønder og sprøjter nåede

frem, var porten låst. Branden fik derfor godt fat, og

15

gnisterne føg med den varme vind. De antændte spiret

på Nicolai Kirke, og ilden fik for alvor fat og kom ud af

kontrol.

De næste timer udviklede det sig til en katastrofe.

En tredjedel af det indre København brændte og lå hen

som afsvedne ruiner. Op mod 28.000 mennesker blev

hjemløse.

Problemer med genhusning blev næsten uover-

skuelige. Og statsmagten skrev ud til alle godsejere i

Danmark for at høre, hvor mange børn de kunne finde

plads til. Behovet for opdragelsesanstalter, det vil sige

skoler, hvor børnene kunne bo og få undervisning, var

meget stort.

Grev Reventlow satte gang i byggeri af en øvelses-

skole til seminariet, der var under opførelse. Øvelses-

skolen skulle være en opdragelsesanstalt, som man

kaldte det den gang, og her kunne der modtages hjem-

løse børn.

Og også for Henrik i Silkeborg var brevet med til

at skubbe til planerne om et seminarium med tilhø-

rende opdragelsesanstalt. Her i det øde Jylland kunne

københavnske børn bo og få undervisning, mens skole-

holdere blev uddannet. Behovet var der, både lokalt

og nationalt. Ved at lade godset Silkeborg blive hjem-

sted for Jyllands første seminarium, kunne grunden til

noget stort blive lagt. Det kunne indgå i planerne om

at gøre Silkeborg til en egentlig by.

Nu skulle der uddannes skoleholdere i Silkeborg,

men først skulle der bygges et seminarium. Et hus på

heden.

14

14