TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN NR, 1 2012 34. ÅRGANG. GRATIS

149

Er Teologien blevet Humaniora?

”…, men det er min moral!”

Dette nummers skribenter

Kristoffer Uhre KnattrupAgnete S. SørensenAdrian Hove-KreutzfeldtAnnette KruhøfferWilly Hanghøj-PetersenAnne Christine BennerInge Elise Haandsbæk JensenAnders HenriksenKristoffer GarneJanni PerssonJonas Ankjær FrederiksenTabitha Burrell

“Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning. Desuden er skribenten selv ansvarlig for eventuelle stavefejl.”

TrykStudenterrådets Tryk 16, KUA

KontaktForlaget ArkenDet Teologiske FakultetKøbenhavns UniversitetKøbmagergade 44-461150 København Ktlf. 35 32 36 29

Arken modtager meget gerne artikler, kom-mentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Connie Terndrup, connie@blackbook.dk, eller til grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com

Deadline for indsendelse af materiale til Arken 150 er d. 30. April 2012.

s. 3Lederen

s. 10Kopier eller Bøger

s. 12De Glemte Kristne

s. 22“..., men det er min moral!”

2 ARKEN FS2012

Redaktion Indhold

s. 4 Troens Ansigt

s. 16 Arken har set TV/Arken bringer en rettelse

s. 17 Haricots Vert - et digt

s. 18 At lære at huske at erindre din Anden

s. 26 Bibliana: - Et populærvidenskabeligt tidsskrift om Bibelen

s. 27 Ophold på Rothberg International Summer School

s. 30 Arken Anmelder

s. 36 Arken Anmelder musik

s. 38 Anmeldelse af Gudstjeneste

s. 39 TrosForums Aktivitetskalender

s. 40 Arken’s BS

s. 28Jesus - En tidsindstillet bombe til tiden

s. 20Er Teologien blevetHumaniora?

JournalistAnnette Kruhøfferak@ak-kommunikation.dk

JournalistMathias Hardingmathiasharding@gmail.com

FotografThomas Sandagerthomass@ndager.dk

GrafikerTroels Beringtroels.bering@gmail.com

RedaktriceConnie Terndrupconnie@blackbook.dk

Web-redaktørJakob Steen Madsenjakob@arken.tv

3 ARKEN FS2012

Lederen

Klokken er 14.45 og jeg inddrager hermed din næstekærlig-hedslicens!

Der er omkring 2 milliarder kristne på denne jord. 2 milliarder kristne med hver deres udlægning af religiøsitet, hver deres udlægning af Gud og Gudsriget og 2 milliarder forskellige måder at læse og lære af biblen på. Selvom man kommer i de samme kirker og hører de samme ord forklaret, vil livserfaring oplevet udenfor bøgerne og kirkerne, stadig give en forskellig opfattelse af ordene man hører og ordene man læser. 2 mil-liarder kristne, men i virkeligheden 2 milliarder individer, som alle har deres helt egen unikke opfattelse af guddommelighed og kristendom.

I kirkerne bliver traditionelle ritualer gennemspillet hver dag for at give tilhørerne et fixpunkt, noget genkendeligt, en fælles præmis. Biblen er pakket ind i en fælles overordnet tanke, en head-liner for at få din opmærksomhed, og som et blødt vamset tæppe, har kristendommen svøbt sig ind i, og nær-mest taget patent på religionens trumfkort Næstekærlighed, som man skal være godt tosset for at sige nej til, ikke sandt? Lidt lige som, når man skal have vedtaget en lovpakke og kalder den Velfærdspakken, fordi hvem kan sige nej til velfærd? Næstekærlighed er den stærkeste fælles præmis kristendom-men har, og stort set hele biblen står i skærende kontrast til netop dette udsagn, fordi det kun er den udvalgte Næste og ikke alle Næsten, som kristne skal elske og dét forvirrer begre-bet! Derfor opstår der tvister indenfor kirken, når nogle mener, at homoseksuelle skal tages ind under begrebet Næsten. Og derfra, bliver det hele meget uværdigt.

Menneskets evolution bliver drevet frem af et ønske om at forbedre verden, forbedre mennesket, og netop spørgsmålet

om ligeværd, har om noget forbedret menneskeheden de sidste hundrede år og den danske kristne kirke, har om nogen, haft en stor hånd med i udryddelsen af intolerance, og altid stræbt efter den der bare lige lidt bedre end alle de andre –mentalitet, en mentalitet som den danske befolkning er ophavsmænd til. Man VIL være et bedre menneske, man VIL udleve næstekærligheden og ikke bare tale om den og dan-sken har vist, at de kan. Danske kvinder fik adgang til præste-stolene, fordi kirken er båret af det danske folk og det danske folk ville have reel ligestilling, fordi vi vidste at det var det rigtige at gøre, selvom der stod noget andet i biblen. Og det danske folk ønsker nu at ligestille homoseksuelle i kirken, fordi også det er det rigtige at gøre, selvom det ikke står i biblen. Ellers, så bliver det hele bare så uværdigt og utroværdigt og så må man hive mærkatet Næstekærlighed af religionen kristen-dom og ved den handling, er biblen heller ikke længere det store paradoks for mange af dem som læser den!

Og med den bemærkning, er vi i gang med nummer 149 af Ar-ken. Vi håber I stadig læser med og vil fortsætte med at levere materiale til os, hvad enten det er fordi I gør jer u/heldigt be-mærket eller om I skriver for os. Vi har i dette nummer indført et nyt indslag, hvor vi anmelder gudstjenester og prædikener, og bedømmer kirken med mellem 0-6 præstekraver. På denne måde håber vi at indføre jer i hvad der sker i vore kirker rundt om i landet, og hvad der bliver sagt fra prædikestolene om søndagen. Vi skal også høre lidt om hvad vore medstuderende har oplevet i udlandet som udvekslingsstudenter i blandt an-det Libanon og Israel og høre spændende nyt fra England. God læsning, god påske og gå i fred.

Redaktricen

Klokken er 14

4 ARKEN ES2012

TR

OE

NS

AN

SIG

TFO

TO: Janni P

ersson

TEK

ST: R

edaktionen

Måske er du troende, måske er du ikke. På teologistudiet er det ikke den vigtigste ting at bekymre sig om når dagligdagen kører på højt blus og der skal læses og forstås ud fra et videnskabeligt synspunkt.Men udenfor er spørgsmålet vigtigere. Rundt om i verden er der mennesker, hvis hele liv er forankret i deres tro. Men når du sidder blandt tykke bøger og støvede skrifter ser du ikke de mennesker.

Denne gang er billed-serien fra Libanon og leveret af Janni Pers-son, som også har skrevet artiklen De Glemte Kristne på s. 12 i forlængelse af billed-serien.

5 ARKEN FS2012

9 ARKEN FS2011

10 ARKEN FS2012

Kopier Kopier Kopier Kopier Hvis Absalon var en mand, ville han muligvis segne under byrden af alle de fotokopier, der bliver smidt ind i de forskel-lige fagrum. Efter hvert semester har jeg haft en stor stak fotokopier, der kunne kasseres, når eksamen var vel overstået. Af erfaring ved jeg nemlig, at en samling tekster uden ind-holdsfortegnelse og samling i ryggen ender som uæstetisk fyld i reolen. Men det behøver jo ikke at være sådan!

I dag er det muligt at købe bøger, der først bliver trykt, når man har brug for dem. Bogen ligger som en færdig pdf-fil, og man kan derfor nøjes med at trykke netop det antal, der skal bruges. Fordi man kan trykke bøgerne ad hoc, behøves der ikke lagerkapacitet. Den økonomiske risiko for at brænde inde med et stort læs bøger, som ingen vil eje, er også elimineret. Hvorfor benytter universitetet sig ikke af denne teknik?

Som bachelorstuderende har jeg indtil nu hovedsageligt haft fag, hvor der var tilmeldt mange studerende. Enkelte fag be-nytter sig af rigtige bøger, og jeg har lært at sætte pris på den luksus. Andre fag klarer sig med fotokopier, der er indscannet og lagt ind i Absalon. Kopierne er ikke altid særlig gode, og de er ofte kopieret i en lang bane, hvor de enkelte sider ligger fastlåst på en måde, der gør det umuligt at læse teksten på computeren. Man skal altså printe ud.

Jeg husker endnu, hvordan Nils Holger før jul for mere end et år siden sad og svedte på sit kontor med at udvælge teks-ter til det kommende forløb i Hovedlinier. Jeg håber, at det nuværende hold kan benytte det samme materiale, for der er ingen tvivl om, at han lagde et stort arbejde i at vælge tekster, der spillede sammen med hinanden samtidig med, at de dæk-kede pensum. Teksterne, der blev fremskaffet med så stort møje, er kun tilgængelig på Absalon – og kun for det hold, der læste Hovedlinier i 2011. Hvis andre skulle få lyst til at læse pensum, så må de selv samle teksterne sammen. Det giver en voldsomt høj forberedelsesfaktor for den enkelte lektion – og som studerende er det måske sjovere at læreren forbereder sig ved at tænke nye, store tanker end på at han fotokopierer og scanner.

Almen filosofi og Etik & Religionsfilosofi har sat tingene lidt mere i system. Der bliver lavet kompendier, som kan købes hos boghandleren, hvis der altså er trykt tilstrækkelig mange. Om det havde noget på sig, ved jeg ikke, men der gik et rygte sidste år om, at der ikke var optrykt nye, fordi man regnede med at kunne klare sig med restoplaget fra forrige år. Jeg var meget taknemmelig for, at der stadig var nogle, da jeg nåede i byen – så glad, at jeg gerne bar over med, at kompendierne var meget vanskelige at slå op i eller slå tilbage i. Der er nemlig hverken sidetal eller indeks. Ulempen er naturligvis derudover at nogen skal tage en risiko ved at trykke for få eller for mange eksemplarer. Typisk bliver der formodentlig trykt lidt flere, end man skal bruge, og så skal man betale lagerplads for at gemme dem til næste år.

Kopier eller

øger

Kopier eller Bøger

11 ARKEN FS2012

Kopier Kopier Kopier Kopier Nu har jeg et kirkehistorisk område om Vækkelser. Vi læser en masse spændende tekster, som vi finder på Absalon. Der har Louise Lillie nemlig lagt dem ind – og bøgerne, som de stam-mer fra, kan vi gå op på kirkehistorisk bibliotek og studere, hvis vi har lyst. Vi kan også tage en kopi af dem, hvis vi ikke har mulighed for at printe fra Absalon. Dette kursus har vist nok kørt tidligere, men nu er der tænkt flere tanker, og derfor er et par af teksterne måske blev suppleret eller erstattet af andre. Selvom dette er tilfældet, så er alle teksterne alligevel blevet nyscannet og lagt ind igen – specielt til os. Det er jo nødven-digt, for man kan ikke lægge teksterne på en åben hjemme-side. Vi er for få på holdet til at det kan betale sig at trykke en undervisningsbog på traditionel vis, bare til os. Med en halv snes studerende ville omkostningerne pr. bog slå bunden ud af enhver studerendes budget.

I alle tre tilfælde ville man imidlertid med fordel kunne lave print-on-demand løsninger. Nils Holger ville kunne lave en kildesamling til 2000 års kirkehistorie, som rummede netop de kilder, han med sin nuværende viden anser for dækkende. Bliver han afløst af en anden underviser, der i kraft af sine særlige, faglige interesser har lyst til at justere pensum, kan det let lade sig gøre at skifte en pdf-fil ud med en anden. Peter Busck-Larsen vil kunne glæde sig på de studerendes vegne over, at de får lov til at læse rigtige bøger. Og Louise Lillie kan være sikker på at have sit materiale også, når hun om et par år måske igen udbyder et kursus om vækkelser, og hun skal ikke bruge sin tid på endnu en gang at fotokopiere og scanne de samme materialer. Måske får hun oven i købet lyst til at udgive en bog om emnet, når en del af materialet nu alligevel bare lig-ger og venter på, at hun skal trykke på den grønne knap.

Der er en del praktiske indvendinger mod en print-on-demand løsning, men det er svært at se, at de ikke skulle kunne overvindes.Det kan man i hvert fald i andre lande og i andre sektorer. Man skal naturligvis have tilladelse til at trykke teks-terne, men en overraskende stor del af de tekster, jeg indtil nu har stiftet bekendtskab med under min uddannelse, har været så gamle, at ophavsretten for længst er udløbet (70 år efter forfatterens død). I andre tilfælde er der formodentlig alligevel lavet en aftale om brug af teksterne, eftersom de kopieres og lægges ud til almindelig brug på holdene. Hvis Københavns Universitetet ikke må drive forlagsvirksomhed, kunne man eventuelt udlicitere selve trykopgaven til et or-dinært forlag. Universitetet kunne da blot være den instans, der administrerede de forskellige ’titler’ på lærernes vegne. Det ville flytte administrativt arbejde (kopiering og scanning eller måske endda renskrivning) til en HK-medarbejder eller en studentermedhjælper. Lærerne ville få mere tid til det, de er gode til – nemlig at forske og undervise. Og måske ville de stu-derende få nogle pænere kopier. Under alle omstændigheder ville vi få en bog, der kan holde på form og sværte – og vi tror jo på, at det er værdifuld viden, vi bliver fodret med.

Kopier eller

øgerAf Annette Kruhøffer

12 ARKEN FS2012

De Glemte Kristne

De glemte Kristne

Af Janni Persson

13 ARKEN FS2012

Mange af Jer har ikke tænkt på den østlige del af kirken siden Jeres kirkehistorielærer på bachelordelen satte en streg over ordet ’østkirken’ i en af de første timer i hoved-linjer i kirkehistorie. Den østlige del af kirken er nemlig ikke relevant, mener teologerne på fakultetet, eller måske er det for at spare tid, at de ikke vælger at beskæftige sig så meget med den, og dog dukker den op hist og her, når man begynder at grave lidt i kirkehistorien. Fx er kirken jo opstået i Mellemøsten og der har fra tid til anden været monastiske vækkelser, der fik kristne til at rejse til Mellemøstens ørken- eller bjergmunkeliv, og lad os ikke glemme pave Urban den 2. der i 1099, ville redde de kristne fra islam og have del i det hellige land, og derfor begyndte det, der blev til ni korstoge over de næste 200 år – et af dem imod de kristne i Byzan-tium. Og nu vi er ved islam, tænker mange europæere, at de fleste kristne kirkesamfund i Mellemøsten er blevet opslugt af islam eller i hvert fald er lige ved det, men nej, selvom Jeres kirkehistorielærer satte en streg over østens kirkesam-fund i begyndelsen af Jeres bachelor, er østkirken ikke død, den er nærmest mere levende end vores egne kirkesamfund i Vesten.

Jeg har brugt det seneste semester på at undersøge disse kirkesamfund nærmere og opholder mig pt. i Beirut på Near East School of Theology, hvor jeg har fulgt tre fag i dette semester. Det mest interessante af dem for denne artikel er ’Comtemporary Eastern Churches’, hvor vi studerede alle de kirker der findes i hovedsagligt det Mellemøsten, hvor der er kristne nu, hvilket omfatter; Libanon(op til 40%), Syrien(8-10%), Irak(5-6%), Palæstina(2%), Israel, Tyrkiet og måske Saudi Arabien (der er kristne i Saudi, men kongen vil ikke give disse mennesker rettigheder eller pas, så i stati-

stikkerne er der ingen kristne i Saudi Arabien, hvilket gør det svært at bevise at der er kristne, men jeg har da mødt nogle.).

I næsten alle weekenderne har vi været på kirkebesøg eller fieldvisits, hvilket omfatter at vi tog ud til fx den skønne Qadisha (hellig, kds, ligesom hebraisk) dal, hvor der er fyldt med nye og gamle klostre og eremithuler, hvor der stadig bor munke. Der er flest maronitter , men også nogle få græsk ortodokse. Det var en fantastisk spændende tur, hvor vi først var ude på en længere vandretur, for at se disse grotter, hvor der har boet munke. De grotter, der i dag er forladte, har i dag udviklet sig til et sted, hvor man kan bede for sine nærmeste eller syge. Nogle lægger også blomster eller tænder lys. Der er også nogle forladte kirker hugget ind i klippesiden, dog er mange af dem ødelagt af turister eller vandaler, der ikke kunne lide, at hellige mennesker bliver tegnet. Der var også grotter for helgener, fx skulle vi overnatte i et af de maronitiske klostre, hvor Skt. Antonius’ grotte lå lige ved siden af klostret. Grotten var større end dem vi havde set tidligere på dagen og indeholdte bl.a. et alter, hvor der bagved hang nogle kæder, for det siges at Skt. Antonius kunne uddrive onde ånder fra sindssyge, så de blev raske. Man brugte kæderne helt op til slutningen af det 19. århundrede.

Når vi ikke besøgte kirker, besøgte vi biskopper som repræsenterede et kirkesamfund. Fx besøgte vi ærkebis-koppen af Mount Lebanon fra den Assyriske kirke. Han sagde nogle ting, der virkelig forargede os i begyndelsen af vores ophold. (Der er andre europæere, som også er på udveksling, her på skolen og som også deltog i dette kursus)

De Glemte Kristne

14 ARKEN FS2012

Ærkebiskoppen sagde bl.a. at det var Vestens skyld, at hans kirke og andre kirker i Mellemøsten var ved at forgå, og at vi i Vesten ikke gad gøre noget for disse kirker. Man kunne ikke gøre andet end at sidde og lytte til disse anklager, hvem tør sige ærkebiskoppen imod? Dog var der nogle der spurgte om hvad vi kunne gøre anderledes i Vesten i fremtiden, men han mente at vi ikke kunne gøre noget, kun politikerne og de ån-delige ledere. Han havde vist ikke fanget at vi i Vesten både har mulighed for at få indflydelse på politikken og at nogle af os faktisk læser teologi for at arbejde for kirken. Det er dog ikke alle kristne der har sådan et negativt syn på hverken Vesten eller fremtiden for de kristne i Mellemøsten. Grunden til at jeg ikke er forarget over hans udtalelser mere, er, at jeg senere har fundet ud af hvad han mente med hans lange tale om Vestens indblanding i Mellemøsten og hvad skade det har gjort for de kristne der. Jeg havde heller ikke selv tænkt over det, men faktisk så ødelagde korsridderne dengang mere end de gavnede. De kristne i Mellemøsten levede dengang under dhimmi’er hvilket betød at de kristne var andenrangsborgere og derfor i større eller mindre grad var set ned på i samfundet af muslimerne, og dog havde de kristne fundet en god løsning på denne situation, for selvom de of-ficielt var mindre værd end deres muslimske naboer, formåede de at få gode jobs indenfor det offentlige, som fx oversættere af de græske tekster til arabisk, da det oftest var de kristne der havde uddannelse nok til at kunne oversætte dem. Andre betalte deres jizya, skat, og fik lov til at udleve deres religion, dog uden at omvende eller bygge nye kirker. Men ligesom i dag, blandede Vesten sig, og de arabiske kristne blev med det samme kædet sammen med korsridderne og Vesten, og derfor associeret med vold, ødelæggelse og forræderi, men det skal også siges at de kristne tog meget af Vestens kultur til sig. Da korsridderne forsvandt, blev østen glemt i mange år, indtil vi begyndte at sende missionærer derned for at give disse ara-biske kristne den rigtige version af kristendommen, på trods af at de har de ældste kirker og menigheder i verden. Igen i dag blander Vesten sig fx via krigen i Irak, der har fået mange kristne til at flygte, men også har skabt et større hul mellem de kristne og muslimerne, som før invasionen levede sammen. Selvfølgelig skal vi da af med diktatorerne i Mel-lemøsten, men måske burde vi overveje hvad konsekvenserne

er for de kristne, fordi de virkelig er en udsat gruppe, når Vesten blander sig i mellemøstlige affærer. Vesten har i århund-rede prøvet at presse de vestlige værdier ned over hovedet på araberne, men det er endnu ikke lykkedes og har kun skabt mere skade end gavn. Personligt tror jeg ikke at de politikere der tager beslutningerne har besøgt Mellemøsten eller ved noget som helst om deres politiske systemer eller kulturen. Fremtiden for de kristne er på én måde stabil og utryg på samme tid. Stabil, sikker, fordi der altid har været kristne i Mellemøsten. De er ikke et fremmedlegeme i Mellemøsten og lever de fleste steder i fred med muslimerne. De har en fælles baggrund og kultur, og for mig og det jeg har oplevet i Libanon minder de kristnes kultur og vaner meget om muslimernes. De kristne spiser fx heller ikke gris, fordi den generelle holdning til flæskekød er at det er for fedt og usundt, men det kan købes. Fremtiden ser også lysere ud hvis man ser på de dialogprojek-ter der er i gang mest i Libanon, Egypten og i Syrien mellem muslimer og de kristne, faktisk er det største trussel for begge parter indbyrdes splittelse (sunni mod shi’a, ortodokse mod katolikker). Nogle eksperter siger også at vi i Vesten burde gå ud og støtte disse kristne mere, men jeg er ikke sikker på om det vil skabe mere splittelse mellem de kristne og muslimerne. Det bedste vil være hvis de kunne finde fælles fodfæste i den arabiske kultur og at de kristne grupper blev bedre til at holde sammen, når der skete noget fx forfølgelser eller kirkeaf-brændinger. Det, der gør fremtiden usikker for overlevelsen af kristendom i Mellemøsten er som sagt Vestens indblanding, der får de, ofte velstillede kristne, til at emigrere til Vesten, og så indbyrdes stridigheder. En anden faktor er det fakta at muslimer føder flere børn end de kristne, hvilket der er mange årsager til og ikke rigtig kan ændres på, og sidst, at de kristne sommetider bliver forfulgt af fundamentalistiske muslimer, der brænder deres kirker ned. Dette sker især i Egypten og i Irak lige for tiden, og det værste er at dem, der burde mane til fred mellem dem, er regeringerne i landene, men de ignorerer, at de kristne bliver forfulgt og det får flere fundamentalistiske grupper til at forfølge de kristne.

Derfor vil jeg slutte min korte beretning om de kristnes fremtid med en bøn om at folk, der har magt til at sætte de kristne i Mellemøsten på dagsordenen, burde gøre det, og at vi må tage dem med i vores bønner.

De glemte Kristne

15 ARKEN FS2012

16 ARKEN FS2012

Arken bringer en rettelse.I forrige nummer af Arken, bragte vi en artikel med filosof Søren Gosvig Olesen.

2 steder i artiklen ændrede vi et bogstav, og derved ændrede vi ved den reelle betydning. Dette beklager vi.I linje 2 og 3 har vi skrevet ”rastløst” og ”rastløst”. Der skulle selvfølgelig stå ”fuldstændigt restløst”, og ”restløst rationelt”.

Det er altså ikke Marx’s skyld at denne udvikling skete i de kommunistiske samfund?

Jo, det kan godt være, det er, fordi der er en bestemt opfat-telse af , hvad mennesket kan. Der er også en grænseløshed. Mennesket som fuldstændigt rastløst – for at bruge Hitler’s ord — rastløst rationelt. Marx opfattede kommunismen som frie og rationelle individers frie og rationelle sammenslutning. Det kan jo kun lade sig gøre, hvis mennesket kan nå dertil, hvor det er så frit og rationelt. Det er der imidlertid meget, der ty-der på, det ikke kan. For mig er de østtyske grænseposter og kontroltårne symbolet på de regimer: Der må ikke være noget, der undslipper fornuftens kontrol. Fuldstændig ligesom guil-lotinen bliver symbolet på den franske revolution: Hvis nogen er en lille smule til fare for projektet – så kap hovedet af dem.

Herunder følger den korrekte gengivelse af Gosvigs ord.

Det er altså ikke Marx’s skyld at denne udvikling skete i de kommunistiske samfund?

Jo, det kan godt være, det er, fordi der er en bestemt opfat-telse af , hvad mennesket kan. Der er også en grænseløshed. Mennesket som fuldstændigt restløst – for at bruge Hitler’s ord — restløst rationelt. Marx opfattede kommunismen som frie og rationelle individers frie og rationelle sammenslutning. Det kan jo kun lade sig gøre, hvis mennesket kan nå dertil, hvor det er så frit og rationelt. Det er der imidlertid meget, der ty-der på, det ikke kan. For mig er de østtyske grænseposter og kontroltårne symbolet på de regimer: Der må ikke være noget, der undslipper fornuftens kontrol. Fuldstændig ligesom guil-lotinen bliver symbolet på den franske revolution: Hvis nogen er en lille smule til fare for projektet – så kap hovedet af dem.

Arken har set TV

DR’s nye tiltag, programmet Tro om igen.

Programmet er en slags religiøst modstykke til det politiske Mogensen og Kristiansen på TV2. Tro om igen byder på 2

religionssociologer med hver deres religiøse baggrund, kristne Morten Thomsen Højsgaard og den muslimske Sherin Khan-kan, som ikke havde en jordisk chance i dette første program, mod hverken Højsgaard eller hans indbudte gæst Sørine Gotfredsen. Selv Sherin Khankans egen gæst, kunne ikke hive hendes argument hjem om, at ligestilling i muslimske lande er på vej frem. Dog havde Sherin Khankan et godt argument, når hun ønskede at holde religionen og dens implicitte mands-dominans, adskilt fra det faktum, at man i muslimske lande kæmper med andre faktorer, så som analfabetisme, fattigdom og krig. Desværre er programmets varighed ikke langt nok til, at de kan dykke ordentligt ned i de spørgsmål, ej heller talte man om hvorfor ligestilling ikke eksisterer i muslimske lande, hvor man ikke kæmper med de førnævnte problemer. Hvis man læste informationen om programmet, så stillede de 2 værter nogle spørgsmål, som vi desværre ikke fik svaret på. Et af spørgsmålene var, om ligestilling eksisterer i det offentlige rum, fordi vi taler om det hele tiden, men eksisterer ligestilling reelt? Det kom til at handle om Islam og Khankan var sat ud på et sidespor allerede inden hun kom ud af båsen, desværre. Man må håbe at hun er bedre klædt på til næste program og går mere til Morten Thomsen Højsgaard, hvis valg af Sørine Gotfredsen som kritiker af Islam, var alt for forudsigeligt. De 2 værter er amatører indenfor TV, men det skal de nok komme efter, man kan bare håbe, at de som et minimum i kommende udsendelser, svarer på deres egne spørgsmål og får tid til at uddybe deres meninger. Første udsendelse rørte kun lige ved overfladen og man blev som sådan, ikke meget klogere af at se programmet, desværre.

Tro om igen kører på DR2 de kommende 7 torsdage. Afsnittene kan også ses på: www.dr.dk/dr2/tro-om-igen/

17 ARKEN FS2012

”Haricots vert”- Grønne Bønner –

Bønner er grønne fyldte af spirer stiger de af jorden og sprænger sig vej selv betonen må vige for deres higen mod lyset. Men de skabes i mørkets mulm - kontrastberiget - af nådens lys fra det høje der luer og glitrer som solens spil i et sart broderi trukket af en kærlig hånd med gylden tråd over sorgens og smertens grove stramaj garvet af angstens alun. Bønner er grønne med håbets farve finder de op til lyset og sætter frugt i taknemmelighed.

Willy.

Digt

Arken anbefaler sange til en eftertænksom eftermiddag.

C.V. Jørgensens Florafobi fra albummet Sjælland.

Lis Sørensens Fuld af nattens stjerner

Lisa Nilsson og Bjørn Eldsvåg med Mysteriet Deg

18 ARKEN FS2012

At lære at huske at erindre din Anden

13 måneder i det fremmede, to semestre i Jerusalem, halvde-len af kandidaten taget udenfor de Københavnske mure. Kan det anbefales? Afgjort ja!

Om jeg lærte noget skelsættende ved at gruble over bøger et andet sted, dét kan jeg håbe på, for de kompetente under-visere gjorde deres del af arbejdet – karakterbladet fremviser et par pyntelige A’er og det har været sjovt at beskæftige sig med fremmede emner som ”Politiske og Sociale forhold i Israel 1948-1977”.

Men! Nok var faglig tilegnelse højt prioriteret, det var dog i lige grad vigtigt for mig, at jeg vendte hjem som et mere helt og vidende menneske; hvilket jeg vil påstå uvægerligt vil ske enhver, der oplever de to mønter, der er hinandens skygge-sider: Israel og Palæstina. Disse to sammenfiltrede områder med nærmest incestuøst ind-viklede religiøse had-kærligheds-forhold diverse grupper imellem, og et politico-økonomisk ’spil’, der bliver ved og ved og ved… Selvfølgelig var jeg mig bevidst om nødvendigheden af et nuanceret blik på sagerne – om end offeret altid skal holdes med [men hvem pokker er det, når det ene øjebliks ’offer’ det næste moment benytter sig

af Moralens højhellige skjold til at begå ugerninger?] – så sort/hvid var ikke mine umiddelbare linser at se gennem. Jeg havde dog inden anelse om de grågrumsede tilstande jeg ville møde ville være så gennemsyrende.

Mød Esther. En sød, om end ærkeamerikansk, ultraortodoks jødisk pige, hvis bo er i én af bosættelserne hos moderen, mens papa benytter sig af det dobbelte statsborgerskab til at vinkle skattesager og andre forretninger til egen vinding. Kosher opfyldes til punkt og prikke, ja mere til – alt som herr. rabbi, hellig Tora og kabbalaen (den mundtlig og mystiske tradition) foreskriver. ”Israel er Jødernes land, det ved alle da; du studerer jo teologi, har du ikke læst i din Bibel hvordan HaShem har lovet os det gennem historien?? Palæstinenserne? De er noget ballademagende rakkerpak – og de skal være glade for at vi ikke er som tysken, der brændte mit folk”.

Mød Avishai. Tidligere national-religiøs soldat i IDF [Israeli Defence Force], nuværende deltager i Breaking the Silence, en organisation gennem hvilken soldater kan oplyse deres samfund om hvad det egentlig er, at man beder de unge om at ofre: menneskeligheden. ”At se den anden –som fjende–

at lære at huske at erindre

dinAnden

19 ARKEN FS2012

gennem sigtekornet, og siden møde hende som min nye vens mor – som min næste. At stå magtesløst til, mens den jødiske bEsætter af Hebron terroriserer palæstinenserne. At frygte mørke og fjender så gennemført, at man skyder mod civil bebyggelse uden at kere hvad eller hvem der rammes. At vide, at nogle er fjender, mens andre er endnu-ikke-mødte venner. Og at skulle leve med dilemmaer og skyld uden familiens for-ståelse. Hvordan?!”

Mød Muhammad. Arkæologi-uddannet tourguide i fødeeg-nen og oplandet til Jenin; et smukt område sydøst for Haifa, sydvest for Gilboa (begge områder jeg vil anbefale varmt, være det cykling eller hiking, især i blomstringens forår, der viser hvorfor Samaria er et land man vil være villig at dræbe for). Han er gammel nok til at huske tiden før Intifada I og II, en bedre tid, der får ham til at spørge: ”Why cannot we live in peace!? I’m Muslim, he’s Jew, but we worked together and called one another – shopped, ate felaffel and shawerma. Now no more. Why? Why?! Politics! Let us, the peoples on the ground, work it out, then all’ll be good: Salaam/Shalom”.

Mød Johnny. Bethlehems Venner og Løgumkloster Højskole har hans og andre unge kristne palæstinenseres tak, for disse dan-ske organisationer og initiativer gør, at ikke alle Bethlehemitter ender med at blive smidt bag tremmer for stenkast og det, der er værre. Han er i dag mere skuffet end vred over sagernes (s)tilstand, for hverken Arafat eller Abbas lader til at kunne rage kastanjerne ud af ilden, men disse højtstående rager i stedet penge og prestige til sig. Hvad får du unge, de ”menige”, ud af det? Frustrationer, der gør, at mange velstillede/veluddannede flytter væk. Dog, ikke Johnny; som kunstner tager han del i at give byen en egen stolthed, der ikke behøver Israel som fjendebillede for at få identitet, men kan glæde sig over egne traditioner og egen kunnen. Den lutherske præst i Wein-achtskirche, Mitri Raheb, den anglikanske præst i det Jerusa-lem-funderede befrielsesteologiske center Sabeel, Stifan Naiim Ateek, og det tværregionalt samarbejdende Bible Lands Team (hvor også messianske jøder gør sig gældende) kan nævnes i denne kategori også: forsonings græsrødder.

Jeg kan desværre ikke introducere Jer til ”min” naboende flygtningelejrs børn, de, der torterede og brændte en – le-vende!– hund på min græsplæne. Jeg var (heldigvis for mig) i Haifa og besøge en medstuderende i hendes Kibbutz –’prydet’ med en sørgelig platte over beboere dræbt af palæsti-nensere–, samt endnu en gren af den Abrahamiske religions ætlinge: Baha’i’erne. Men jeg kan sige, at de unger er spoleret af deres forældre indædte ’nej’-attitude, der avler had og vrede bag Muren, en indestængthed, der går igen som de sure druer, men her er det ikke tænderne, der fordærves, nej, det er små mennesker. SÅ trist. På samme led kan jeg heller ikke bringe min medstuderende, Lissie fra Sydafrika, på banen. Hun tog bussen til Uni, og netop denne morgen gik en bombe af i en taske. Det er afskyeligt at skulle gennem evindelige sikkerhedskontroller (mine medpassagerer på vejen hjem måtte finde sig i 20minutters forsinkelse da min bagage tog ca. 2,5 timer at gennemrode), ligesom jeg kan ønske Muren ad Helvede til – den er frygtelig at skulle cykle til og gennem som bosiddende i Bethlehem, men med et bordeaux EU-pas er man ikke ’mål’ for ’chikane’ – men hvis disse sikkerhedsforanstalt-ninger (og IDF’s minutiøse forebyggelser og gengældelser) vitterligt har modvirket selvmordsbomberne så kraftigt som det siges; så er det svært at være helt imod.

13 måneder – det har været en oplevelse. Jeg er ikke, som man måske kan læse, færdig med at tænke over hvad jeg har fået af mit studieår i Jerusalem. Jeg ved dog, at både bevidstheden om gråtonerne og nødvendigheden af altid at se sagen fra den Anden(s) vinkel, begge er blevet ætset ind i mig. Læg øre til DR’s ”En Konflikt Fødes” og retorikken mellem mel-lemøstens lande, find Prof. Yeshayahu Leibovich’s udtalelelser om at den undertrykkende selv bliver umenneskelig, læs ”Son of Hamas”, bid mærke i Haredim-børn iklædt KZ-uniformer á 31.dec 2011, se ”Citronlunden”, ”No Laughing Matter”, og ”The Law in These Parts”, glem ikke Netanya-massakren i Pesach 2002 samt fly-kapringer og OL-gidslerne. Og fortæl mig da, at situationen kan ’ordnes’ som en anden Gordisk knude.

at lære at huske at erindre

dinAnden Af Adrian Hove-Kreutzfeldt, ba.theol.

20 ARKEN FS2012

Kronik: Er teologien blevet humaniora

At udveksling og studieophold i udlandet er en gavnlig fordel for den studerende kan vanskeligt betvivles. Regeringen opfordrer de unge til at læse en del af uddannelsen i udlan-det. Det er givende at studere på andre sprog, at møde nye metoder inden for det fag, man efterhånden kender godt til hjemmefra, for ikke at tale om det personlige ubytte, man får af det generelle møde med hverdagen i en anden kultur.Jeg har været stud.theol. på Københavns Universitet siden 2009; men udlængsel fik mig til at planlægge et studieophold i London.

Jeg læser derfor nu på Heythrop College, University of London. Stedet var oprindeligt et jesuitter college, der blev etableret i 1614. The Jesuits, eller Society of Jesus, var en bevægelse som opstod i kølvandet på den Lutherske reformation som en modreformationsbevægelse, der ville forsvare den katol-ske kirke imod ‘afsporingen’. I dag er college’t åbent for alle typer troende og ikke-troende (med studieretninger såsom Abrahamic Faiths, Philosophy og Psychology, samt et bederum til muslimer), men med to ugentlige mass’es i skolens egen kirke, som er et smukt gotisk kapel, samt en horde af nonner, der bor i et appendiks ved siden af os, er det alligevel tydeligt, hvem der bestemmer. Jeg husker skeptiske miner fra enkelte personer ved fakultetet i København, da jeg besluttede mig for at tage af sted. Man undrede sig over, at jeg ikke havde valgt et traditionelt luthersk universitet, hvilket ville gøre læringsprocessen lettere. Jeg følte mig dog overbevist om, at det ikke var nogen dårlig udfordring for en teolog at prøve disciplinen teologi af under andre forhold og traditioner.Så hvad har dette møde med den katolske teologitradition givet mig i praksis, udover den viden jeg pludselig har fået tilegnet mig om Aquinas, Bonaventura, ekklesiologi, politisk teologi og andre emner, som ikke umiddelbart udbydes i København?

Jeg læser mit 3. år på teologi-bacheloren sammen med min medstuderende William Salicath, der kvalificerede sig til den anden udvekslingsplads, også fra Det Teologiske Fakultet i København. Vi har tidligere haft studiegruppe sammen, og det er en fornøjelse at have ham med mig i denne oplevelse. Jeg husker en af de første dage efter studiestart hvor William og jeg sad og drak en kop kaffe i den flotte universitetshave. Da faldt vi i snak med en ung jesuitterfyr fra Indien, der hedder Bala. Disse jesuitter skal i Jesu tro tjeneste leve i bofælles-skaber med andre jesuitter, leve i cølibat og være parate til at rejse jorden rundt, hvis ordenen befaler dem det. Bala er dog overraskende sekulær og åben i sin fortolkning af disse strenge regler, hvilket giver os mulighed for at forstå hvorfor han har valgt at leve på denne måde. Vi diskuterede forskelle og ligheder mellem den katolske teologitradition og vores luthersk protestantiske tradition, Bala sad og tænkte sig om og sagde så: ”Det lyder altså som om, at I snarere praktiserer humaniora end teologi i København!”

Dette satte tankerne i gang i mit hoved. Eksegesen i Køben-havn er omfattende og helt central i studiet, men benytter sig

samtidig meget vidt og bredt af humanistiske, litterære tolknings-metoder. I videnskabens navn forsøger vi at anskue teksten som den collage af kultur, mytologi og retorik den er – men hvilken plads har mystikken og troen i denne sammenhæng?

Også i forbindelse med selve undervisningen er disse spørgsmål blevet ved med at flimre i hovedet på mig. Og mær-keligt, for jeg er ellers stor fortaler for et objektivt og videnska-beligt teologistudium.

William følger et fag der hedder Spirituality and Mysticism. Her talte de i en af de første lektioner om Pentateuken, som Wil-liam kom til at kalde mytologisk stof. Dette blev straks rettet af forelæseren til det mere politisk korrekte narratives, altså fortællinger eller beretninger, idet ordet mytologi bærer præg af noget som ikke er sandt – og teksten er her mere end blot et litterært produkt. Desuden kaldes Paulus’ uægte breve her på stedet blot for disputed letters, altså breve der ikke nødven-digvis er falske, men blot omdiskuterede. Der forekommer mig at være et vist sympatisk træk ved ikke hurtigt at skride til at slagte den tekst, der alligevel igennem uddannelsesforløbet er helt central for alt arbejdet.

Jeg følger også et fag der hedder Ecclesiology, der har en mere

21 ARKEN FS2012

kontroversiel karakter. I fag-beskrivelsen står der følgende citat

af Avery Dulles: To participate effectively in the church’s life one needs a guiding vision.1 Faget i

sig selv handler om det teologiske studie af kirken med fokus på personer og handlinger snarere end de bagvedliggende ideer. Vores forelæser bekendtgjorde selv i introtimen, at det fulde udbytte af dette fag kun ville blive opnået, hvis man engagerede sig i disse tekster ved at læse dem gennem et tro-ens filter. Jeg fik næsten min bibel galt i halsen, men måtte jo indstille mig på at spille efter stedets regler i et stykke tid. Jeg finder det stadig svært at have denne tilgang til en tekst.

Efter tre måneder på dette sted ser jeg mig dog efterhånden i stand til klarere end før at kunne formulere hvad den luthersk protestantiske tradition handler om og ikke handler om. Det virker til at være i mødet med det fremmede – der hvor man bliver kastet ud på dybt vand (og jeg må indrømme at jeg vit-terligt følte mig på 70.000 favne vand, da jeg i et essay fik til opgave at kommentere Lumen Gentium-konstitutionen fra 2. Vatikanerkoncil) – at man bliver nødt til at prøve på både at forstå en sammenhæng og en forskel imellem disse traditio-ner, set fra begge sider. Jeg er sikker på, at jeg som teolog kan finde det nyttigt at kende lidt til den katolske kirke også, efter-som jeg jo ikke blot bedriver teologi fordi der skal prædikes i min lutherske kirke på søndag.2

Er teologien i København efterhånden blevet humaniora, og er en aspirerende folkekirkepræst henvist til at parkere sin personlige indlevelse udenfor på Købmagergade, indtil kandidaten er i hus og man kan komme på pastoralseminariet? Bedrives der teologi fordi der skal prædikes i kirken på søndag, eller er det fordi der blev prædiket i kirkerne i søndags? Debat-ten i medierne har foreløbig fokuseret primært på forholdet mellem det konfessionelle menighedsfakultet og det videnska-belige Teologiske Fakultet, der ikke kun er til for at uddanne præster – men det er værd at reflektere over hvorvidt der overhovedet efterlades plads og støtte til personlig reflek-sion i studiet for de kommende præster i folkekirken. Troen er kategoriseret som værende overvejende subjektiv i vores kultur, formodentlig som et af symptomerne på det 20. århun-dredes dårlige erfaringer med politisk-karismatiske åndelige og autoritære ledere, og er generelt en meget svær størrelse at have at gøre med i akademisk sammenhæng. På trods af dette er det værd at overveje præcis, hvad grundene er til, at vi stadig kalder teologien en selvstændig disciplin adskilt fra humanioraen. Selv geografisk er vi ved at nærme os KUA, når det teologiske fakultet indenfor de næste år skal udføre den omstridte exodus til Amager. Jeg synes at diskussionen om det spirituelles plads i teologistudiet stadig er vigtig at tage, ikke for nødvendigvis at reformere uddannelsen, men mere som en oplagt mulighed for nyere studier og måske tilvalgsfag.

ER TEOLOGIEN

BLEVETHUMANIORA?

af Inge Elise Haandsbæk Jensen

1. Dulles, Avery, A Church To Believe In: Disciple-ship and the Dynamics of Freedom, Crossroad, 1984, p. 1)

2. Citat fra Videnskabelighed: Femten portræt-ter. Rapport fra Analyseinstitut for Forskning, 2001/3, 78-79 (interview med Ole Davidsen)

”…, men det er min moral!”

Lars Lindhardt er kendt for sine tur-bokurser i Almen Filosofi for dem, der dumpede til eksamen. Han har ingen problemer ved at tilbyde undervisning mod betaling – og også på andre områder har han skarpe holdninger

Af Annette Kruhøffer

“..., men det er min moral!”

22 ARKEN ES2011

Det vakte opsigt for nogle uger siden, da det kom frem, at de studerende købte sig til ekstraundervisning for egne penge. Også på Det Teologiske Fakultet er der bud efter faglig første-hjælp, og Lars Lindhardt, der læser på sjette år, har i flere år lavet turbokurser i filosofi og etik.

”Det startede helt fra begyndelsen med, at jeg var i en fantas-tisk læsegruppe. Og så var der en af de andre der dumpede. Hun trak Kant – det var ikke en god oplevelse for hende. Vi aftalte så, at vi skulle læse op i løbet af sommeren, og så satte vi en uge af til det, hvor vi gennemgik de elleve spørgsmål, man kan trække,” fortæller han.

Lars Lindhardt begyndte sin kursusvirksomhed som en akut, humanitær hjælp til vennerne. Da han et par somre i træk havde gentaget succesen, forslog nogle af hans venner, at han satte sine aktiviteter i system og tog penge for det. Han brugte jo trods alt et par uger af sommerferien på det. Efter lidt betænkningstid blev det sådan, og siden har Lars været den mand, der stod parat til at redde både karriere og selvtillid for ulykkelige studerende, når censor vendte tommelfingeren ned. I begyndelsen var det udelukkende repetitionskurser, men nu har han produktudviklet, og der er også kurser for dem, der har brug for lidt ekstra filosofi i dagligdagen.

”Undervisningen er jo god nok herinde. Jeg har haft både Peter Busch og Jakob Wolf, og jeg har også haft Pia Søltoft. De er fantastiske undervisere, men man må anerkende, at med det format, man har i Almen Filosofi – altså forelæsninger - så er der altså nogen, der har brug for at få tingene ind på andre måder også,” siger han.

Prisen for et repetitionskursus er ikke høj. 5-700 kroner koster

det for et turbokursus, der godt kan tage en uges tid eller mere. Lars yder endda beståelsesgaranti, så man får pengene tilbage, hvis man dumper. Det er kun sket to gange. Selv finder han sine priser rimelige, og han kan godt lide at undervise sine medstuderende.

”Jeg plejer at sige, at jeg faktisk blev betalt, også før jeg tog penge for det. Et: Jeg fik lov til at kende folk endnu bedre end jeg gjorde i forvejen, eller jeg lærte helt nye mennesker at kende. Og to: Jeg fik lov at føle mig enormt klog og fik lov til at høre mig selv tale hele tiden. Det er to ting, som jeg er ret glad for. Hvis man har noget, som andre har brug for, og som man kan give uden alt for store omkostninger for en selv, så synes jeg man skal gøre det,” udtaler han begejstret.Men lever han selv efter det?

”Jeg prøver. Det kan godt være svært. Med Luther må jeg sige, at jeg synder tappert.”

Filosofiens høje aha-ratio

Lars Lindhardt henviser selv til sin mor og sin far, når han skal forklare sin interesse for religionsfilosofi. Hans far har under-vist i emnet, og hans mor har undervist i GT. Alligevel var det først et helt andet fagligt område, han vendte sig til for at få svar på, hvordan alting hænger sammen.

”Jeg har altid været en nørd, men i begyndelsen var min inte-resse for filosofi kun indirekte. Jeg var interesseret i naturvi-denskaberne, især fysik, og særligt kvantefysik. Så blev det til højenergifysik og spørgsmålet om, hvordan verden er. Og så er det nærliggende at søge over i ontologi og dogmatik – hvad er alting?”

23 ARKEN FS2012

24 ARKEN FS2012

Med den indgangsvinkel var det til tider en anelse slidsomt at starte på teologiuddannelsen. Der var nemlig overraskende mange sprog, og karaktererne for de forskellige eksamener viser da også både store og små tal.

”Jeg har aldrig været superinteresseret i sprog – der er for meget arbejde i forhold til Aha-virkningen. Altså, ratioen mel-lem arbejde og Aha-oplevelser er mindre i sprogene, end den er i filosofi,” fastslår han.

Nu er der til gengæld kun de gode ting tilbage, og han har derfor ikke travlt med at blive færdig med sine studier. Studie-tiden er blevet en anelse forlænget af både basale livsudfol-delse og ædlere gøremål. Han har blandt andet været meget involveret i Teo-baren. I øjeblikket arbejder han på en prisop-gave hos Jakob Wolf med emnet ’Det ondes problem – be-grænsninger i det religiøse sprog,’ og bliver det senere muligt, ville han gerne også skrive ph.d.

”Jeg kan rigtig godt lide at studere, og så behøver jeg ikke at tænke over at komme videre. Jeg ku’ godt se mig selv blive boende på mit lille kammer ovre på Elers. På nogle områder er jeg jo blevet voksen. Jeg kan sagtens forstå verden, men jeg kan stadig ikke tage mig sammen til at rydde op på mit værelse,” siger han.

Han har ikke planlagt sin fremtid, men han glæder sig til den, og er måske nok lidt ambitiøs. Han ville gerne skrive en ph.d. afhandling, hvis det bliver muligt, men han synes også, det ville være skægt at blive sognepræst.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at status ikke betød noget for mig. Jeg vil gerne anses for en af de der kloge, kloge mænd, som andre gerne vil lytte til, og måske endda tjene penge på det – det ville være helt fantastisk. Det ville være rigtig godt for mit ego. Som vi allerede har været inde på, er jeg bare en ussel synder,

Gud og videnskaben

Kan man stræbe efter at nå til forståelse af eksistens og uende-lighed, når filosofferne for længst har erkendt umuligheden af at bevise Gud? Kan man undgå at inddrage sin egen tro i fortolkningen af etiske problemer? Og kan man overhovedet bevare sin tro, når man læser teologi?

”Når jeg arbejder, arbejder jeg helt rationelt – og det har noget med min tro at gøre. Kender du Father Connolly?”, spørger Lars Lindhardt og fortsætter: ”Han tror ikke på forklaringens Gud men på kærlighedens Gud. Forklaringens gud kan jeg ikke forholde mig til! Et: Det er dårlig videnskab, og to: Gør vi det al-ligevel, får vi viden om gud. Tager vi alvorligt, at viden er magt, hvilket jeg gør, så får vi derved magt over ham, uanset hvor lille den magt er. Og det er principielt problematisk!”Det bliver sagt med et smil, men han understreger, at han faktisk mener det.

”Vi kan ikke vide andet om Gud end det, han åbenbarer for os – og selv det er vi nødt til at tage ’at face value’, så at sige. Og alle der påstår at vide noget om Gud - som for eksempel kreationister – dem er jeg meget skeptisk overfor. Det er et forsøg på at underlægge Gud menneskers lov – at få ham til at

“..., men det er min moral!”

25 ARKEN FS2012

passe ind i vores systemer. Men det er en fantastisk kur mod angst at have en forklaringens gud. Selvom jeg regner mig som grundtvigianer, er jeg nok så meget Kierkegaardsk, at det giver jeg ikke så meget for. Angsten er noget vi er nødt til at leve i. Jeg kan godt forså deres projekt, men det er angstfor-flygtigelse, og oftest ender det i en destruktiv teologi. Det kan for eksempel være en helvedesteologi, der er en af de mest perverse tanker, jeg kan forestille mig: Uendelig meget lidelse i uendelig lang tid og uden håb om nogensinde at få lindring eller pause eller fred. At tro, at kærlighedens gud skulle flytte nogen derned – uanset om det så var Hitler – det tror jeg sim-pelt hen ikke på. Men det er så min moral.”

Lektiecafe i Almen Filosofi

Når man taler om moral, så er det oplagt at spørge Lars Lind-hardt, om han slet ikke har nogen anfægtelser over at etablere kurser for dem, der vil og kan betale for mere undervisning.”Det er jo principielt problematisk, når vi betaler 50-60 % i skat. Så burde vi kunne få gratis undervisning. Jeg er opmærksom på problematikken, men jeg føler selv en drilsk glæde ved at være et symbol på det, for på den måde bliver der gjort op-mærksom på problematikken,” smiler han.

At nogle vælger at betale penge for at få hjælp til studierne, anfægter ham imidlertid ikke på det principielle grundlag. ”Det er jo det samme, som hvis man bruger sine penge på en stor bil – så får man også nogle fordele,” svarer han. Det er ikke etisk problematisk. Folk må bruge deres penge som de vil. Og hvis der er et marked, så kan jeg ikke se noget problem i det. Der skal bare være lig muligheder for alle,” siger han med

tryk på ’muligheder’.

Den officielle undervisning er god nok, understreger han flere gange. Men han vender igen tilbage til behovet for, at der bliver oprettet en lektiecafe.

”Jeg har ikke lyst til at tage folks penge for noget, der egentlig skulle være gratis. Jeg synes ikke, de skal betale for at blive undervist i filosofi. Hvis man ikke har et filosofisk hoved – og det er jo det samme som ikke have øre for sprog, eller som jeg ikke at være musikalsk – så har man brug for mere end bare forelæsninger. Det ville være oplagt, hvis der var en cafe, hvor folk kunne komme og få læst deres noter igennem eller at få lov at sætte ord på det, de har hørt ved forelæsningerne,” konstaterer han.

Det har været fremført, at man som universitetsstuderende skal lære at tage ansvar for at læse selv, men Lars Lindhardt fremhæver, at staten trods alt betaler for undervisning til de studerende. Dermed har man jo også anerkendt, at det er vigtigt og nødvendigt, at de studerende får en hånd gennem studierne. Han kan på den anden side godt forstå argumentet fra modstanderne af en lektiecafe om, at man ikke skal pylre for meget om folk.

”Alligevel - jeg synes, vi skal pylre- eller rettere være op-mærksomme – på de folk, der har brug for at få gennemgået tingene en ekstra gang. Universitet kunne godt bruge 2-300 kroner om ugen på at have en kandidatstuderende siddende på biblioteket på anden sal og læse almen filosofi med folk et par timer om ugen,” fastslår han.

”Jeg har altid syntes, der var enormt højt til loftet herinde. Folk er så forskellige, at enten så kol-lapser det sociale samvær eller også er vi nødt til at acceptere hinanden. Og det gør vi – og det har jeg altid syntes var ret fint. Folk er jo ret forskel-lige – der er mange typer herinde.”

Lars Lindhart

Ved et tilfælde faldt jeg over Bibliana en dag, jeg sad og søgte information på Internettet: Et populærvidenskabeligt tidsskrift om bibelen, blev jeg lokket med. Da man både kunne få studenterrabbat og onlinerabbat, så ville et abonnement ikke vælte mit S.U. – budget, og derfor slog jeg til af ren nysger-righed.

Jeg fik hurtigt tilsendt årets to numre af Bibliana, 2011 #1 og #2, som viste sig at være små magasiner med hvert deres tema. På bagsiden kan man let danne sig et overblik over tidsskriftets tilgang til temaet og over hvilke artikler m.m. der serveres inden i. Der er mange små artikler, så man kan tage tidsskriftet frem og læse ind imellem og det er ideelt til togrejsen. Nævnes skal også det lækre billedmateriale, som gør tidsskriftet tiltrækkende og levende.

Jeg gik straks i gang med #2, hvis tema lød lovende: Visdom og visdomslitteratur. Hvem vil ikke gerne besidde visdom? Der var flere fristende artikler. Jeg vil nævne Jakob Wolf’s artikel om visdommen i Jobs bog, fordi jeg efter at have læst artiklen, nu endelig fik fat i en pointe, som jeg nok ikke helt havde forstået, da vi talte om teodicé-problemet i Etik og religionsfilosofi. Et meget interessant stykke, af Sandra Kastfelt, om hvor Sophia fandt sin plads i den østlige kirketradition, slugte jeg også. De andre artikler er også relevante og oplysende og de er rigtig-nok formuleret i et ligefremt sprog. Dog vil jeg karakteriserer artiklerne som mere videnskabelige end populære. Jeg, som i en periode af mit liv har svælget i populærvidenskabelige magasiner, såsom National Geographic og Illustreret Viden-skab, har høje forventninger til det populære, altså til formi-dlingen af en given videnskab. Her synes jeg, at Bibliana har mulighed for forbedring. En del af artiklerne bærer præg af at være akademisk formidling. Her savner jeg enten en journalis-tisk vinkling på stoffet eller endnu bedre: En fortællestil, som gør emnet vedkommende for læseren. Jeg ønsker at blive underholdt og engageret af det, jeg læser og meget gerne at blive inspireret til at diskutere emnet med andre. De fleste mennesker tørster efter viden, nogle af os har bare brug for at blive taget lidt i hånden. Det er især vigtig at tænke på, når det drejer sig om teologi, idet bibelen i sig indeholder en fordring om formidling til alle folk. Denne fordring gælder også, mener jeg, selvom man blot har en videnskabelig tilgang til teksten.

Der var meget mere spræl i #1, men det hænger måske sam-men med emnet: Fantastiske fortællinger, herunder magi og monstre. Det er jo utroligt, hvad man kan finde af den slags i

bibelen. Her havde jeg en god oplevelse med Geert Hallbäcks artikel om en ny type vampyrer (som dog ikke tager udgang-spunkt i bibelen). Nu var jeg selv vildt fascineret af vampyrer, da jeg gik i gymnasiet. Jeg var tiltrukket af vampyrens cocktail af det erotiske og det farlige, og skrev også en større skriftlig opgave om emnet. Derfor var det med spænding, at jeg tog fat på læsningen. Det var sjovt at læse om, hvordan vampyr-figuren har skiftet betydning i postmoderne tid til den type, som man kan se i Twilight-sagaen. Da jeg havde læst artiklen, glædede jeg mig til at fortælle min søn om Hallbäcks tese. Min søn har en stor interesse og viden om mytologiske skabninger og jeg tænkte, at det var et godt emne at bringe til torvs. Vi fik en kæmpe diskussion over aftensmaden, fordi min søn startede med at sige, at det var fuldkommen latterligt at påstå en postmoderne vampyrfigur, hvorpå jeg syntes, at jeg måtte forsvare mit tidsskrift i almindelighed, fordi det er formidling af crème de la crème videnskab og Hallbäck i særdeleshed, fordi han er kendt som en stor kapacitet her på Teologi. Disse skal man ikke bare affeje som latterlige. Vi fik dog styr på tingene til sidst. Vi var enige i at vampyrfiguren havde ændret sig, selvom vi ikke rigtig kunne finde ud af betydningen heraf. Min søn mener nemlig stadigvæk, at den postmoderne vampyr ikke er en rigtig vampyr, men bare en almindelig ”badass guy”, som den søde skolepige kan forelske sig i, fuldstændig som i mange lignende, ligegyldige fortællinger.

Selvom jeg må indrømme, at jeg på et tidspunkt var lige ved at blive hidsig over at skulle skændes om vampyrer over aftens-maden, så håber jeg, at Bibliana finder på mange spændende temaer i fremtiden, som man kan bruge som anledning til at bringe emner op og få sig en god, livlig snak.

Jeg kiggede i øvrigt igennem nogle ældre numre af Bibliana i forbindelse med, at jeg skulle skrive denne anmeldelse af tidsskriftet og fandt at #2 fra 2010 beskæftigede sig med temaet Kanon og Kætteri og indeholdte nogle virkelige gode artikler, som jeg godt kunne havde brugt som inspiration, da jeg skulle skrive eksamensopgave til Kirkehistoriske områder før 1300, hvor mit hold netop havde fokus på kætterne og de rettroende i oldkirken. Så konklusionen er, at teologistude-rende har en god grund at holde øje med tidsskriftet. Se mere her:

http://www.bibelselskabet.dk/Boghandel/Bibliana-formular.aspx

Et populærvidenskabeligt tidsskrift om Bibelen

Af Agnethe S. Sørensen

26 ARKEN FS2012

Bibliana

Hermed en opfordring til alle som kunne have lyst til at forbedre deres hebræiskkundskaber i sommerferien - med mu-lighed for samtidig at komme den jødiske tradition nærmere og ikke mindst med egne øjne danne sig et indtryk af det land, hvis historie og folk vi gennem vores teologiske studium lærer og læser så meget om.

Det er ikke alle, der ved det, derfor denne annoncering: hvis din interesse er umiddelbart vakt af ovenstående linjer må du vide, at du i dette forår har rig mulighed for at søge nogle af de ganske mange legater for teologistuderende og dermed kva-lificere dig til et 5-ugers langt og i heldigste fald helt omkost-ningsfrit sprogligt, kulturelt og religiøst dannelsesophold ved det The Hebrew University of Jerusalem, som hvert sommer åbner dørene for studerende fra hele verden, der lader sig undervise og oplyse i enten sproglige eller historiske fag af universitets højst kompetente underviserstab.Sidste sommer drog fem studerende fra Det Teologiske Fakultet i København således af sted efter aflagte eksamener på Det Teologiske Fakultet i København og vendte en måned efter tilbage - betydeligt bedre udrustede i det hebræiske sprogs underfundigheder og med stor nyvakt glæde ved dette semitiske sprogs ejendommeligheder. Derfor: også i dette forhold er efterfølgelse anbefalelsesværdig!

Praktisk info

• Det store Thanks to Scandinavia-legat uddeles til to stude-rende ved KU hver sommer i forbindelse med sommerskolen. Såfremt man får dette i hænde dækkes alle formelle udgifter ved opholdet, dvs. betaling for undervisning samt boligud-gifter. Der er god sandsynlighed for at få det som teologistu-derende, der ønsker at studere hebræisk.

• Der er løbende legater i foråret (hvis frist man skal være opmærksom på), men som gerne vil give bidrag til dækning af udgifter i forbindelse med udlandsophold.

• God vejledning og inspiration er at hente fra tidligere teolo-gistuderende, der har gjort brug af denne mulighed. Gå ind på KUnet’s forside under kategorien: Grupperum -> Alle gruppe-rum -> TEO -> Forskning og studier -> sommer hebræisk.

Ophold ved Rothberg International Summer School - Hebrew University of Jerusalem

Af Anne Christine Benner

27 ARKEN FS2012

Rothberg International School

28 ARKEN FS2012

En farverig knaldprædiken. En sand polemik.

Se nu hvilken prøve(lses)sprængning. En prøvesprængning på tro og fantasi for mennesket i denne ødelagte samtid. Et forsøg på at springe op i luften og ligge lunt i svinget. For i troen er der smæk for skillingen, man får hvad man over-giver sig til! Hvem siger, at vi kristne ikke selv har en (sågar mere lidenskabelig) bombemand af hjertets usynlige krudt og totale eksplosionskraft. En virkelig revolutionær med en langt stærkere detonation end nogen bitte atombombe. Hvilke farver skriger da ikke til himlen! Sikke et syn! Troen starter ved det pul-veriserede menneske.

For vi har en terrorist af Guds nåde i Jesus. En positiv og åndelig detonator; et festfyrværkeri af selvdestruktiv kær-lighedsforkyndelse for og til mennesket selv. En lidelsesfælle og selvmorder der vidste, hvad der da var i vente. Han havde lagt en slagplan, om ikke andet fandt han meningen i enden. Hvad mere kan man ønske sig?

Det er knald eller fald med Jesus. Et knald opstår i de naive hjerter og ransa-ger alle kamre, for hvilket fyrværkeri var dette! Vi er nu ét med ham der sprang (op) i luften, men som alligevel eksklu-sivt blev smedet sammen igen med sine jordiske venner. Et fald er hvor man får klarhed i jordbundens krystaller, er-kender sin natur og sin svagheds styrke. For vi falder sammen med en gammel følgesvend, der stirrer os direkte ind i an-sigtet med sine milde øjne, når vi falder allerhårdest.

Det er jo tydeligt. Lukker vi op for den givne gave eller stirrer vi med mistro på gavepapiret? Men den kristne tro opstår da på et kort øjeblik når gaven åbenbares! Indholdet forskønner og helbreder din sjæl med en illusionens nådegave. Jesus kaster ikke knaldperler for svin, men fyrer op for de tunge skyts, foran de kristnes øjne – hver eneste dag. Kort sagt: Jesus fyrer den af!

Efter The Big Bang på korset, hvor det viste sig, at hans kors var livets rambuk, ville folk se mere af denne livsudfoldede hypnose, men sandheden skulle kun vise sig i ét voldsomt glimt – dengang som nu. For afsavn medføder længsels-

fulde drømme og tusinder af farver i de fritstillede sind, der vil kæmpe for den ultimative frihed og selvstændiggørelse i en andens navn. Som man bliver skudt (i), står gerne for skud.

En sprængfarlig cocktail fødte os, og den bliver genkomponeret i os hver morgen. Den fødes i vore blikke og opildner en trang til at stå villigt op og tage tæsk for Ordet. Som sådan, er vi i besiddelse

af et uendeligt krudtlager. Vi gør gerne krudtet vådt, for vi har det bedst, når vi mister overhånden, overblikket og overmagten – når vi er ude af kraft til at handle. Når vi mennesker er løbet tør for vores egen nøjeregnende tankekrudt, er der fri krudtbar hos Jesus.

Det er blot et spørgsmål om, hvornår man kører Jesu skyts i position. Man går ikke ind for strategiske bombninger, nej,

Jesus

Jesus - En tidsindstillet bombe til tiden

for hjertet og lidenskaben er troens erk-lærede sigte – vi mennesker er lige midt i hans påsatte kærligheds brand.

Hvilken stilling skal man da indtage? Skal man stå omme bag den sikre fæstning med sine faste og ømme punkter, eller måske snarere møde fjenden udenfor tryghedens porte? Man tager jo gerne lidt flere knubs; for det kan vi jo finde belæg for!

Det er måske det man som kristen gør bedst? Måske er man nået dertil, hvor man ikke kan andet? For Guds skyld, man er jo ikke trænet i at se og udpege udveje, men om(vendte)veje! Kristne ser altid dobbelt!

Jesus kom ind i tiden. Han gjorde dit og han gjorde dat på jorden for vores skyld og døde så. Jesus kom ud med alt. Men hvem havde bedt ham om at være et

usædvanligt godt menneske? Ville han have os til at føle dårlig samvittighed over vores liv? - Så sig dog bare, hvad du synes vi skal lave om på!

Snarere ville han måske vise os, at jorden var beboelig og han gerne vil være vores faste husgæst; at åbne vores øjne for omverdenen og leve på jorden med os. Som den yderste herlighedsforlænger af Gud, ville han måske vise os, at him-meriget var faldet ned over jorden som en tæppebombning, så rigerne blev ét. Sådan går det jo til.

Så kunne man kvikt spørge: ”Jamen dog, vil det så sige, at paradis rent faktisk er her på jorden?” Hvortil man kunne svare: ”Jeg er ikke sikker, men det er mit bedste bud, og det synes jeg nu nok, vi er værd! Ikke sandt?”

Og spørge videre: ”Så Gud lever her sam-men med os og har kastet alt ind på at lykkes med os?”Hvortil man kunne svare: ”Det ser sådan ud”.

Er det værd at (front)kæmpe for? Det synes man selv og man synes ret. Hvem ønsker ikke at være større end livet? Det går da som en leg. En dansende Gud vil vise sig foran os. Først dansende taktfast til en melodi med rytme og rim om fødsel og genfødsel. Dernæst danser vi selv til kaotiske og avantgardistiske kanonslag, for da vi har fundet livets takt. Hvert lysglimt er således åbenbaret i evigheden – for os at anskue i nutiden. Man slår fra sig og taber nok kampen. Men lad os dog grænseoverskride og gå over egne grænser først – gå over floden, om man vil og se, hvad der bris-ter, og hvad der bærer. De kristnes nav-ler af nysgerrighed er dem, man endnu ikke har set.

Mennesket er da heldigvis tidsindstillet til dødens verdensur; så hvis den kristne tro med tiden går i glemmebogen, går håbet om en slagkraftig og (ny)forelsket tro da i det mindste i graven med os.

Hør nu: Folkekirken længe leve! Sejren er fjern, men bombesikker.

Jesus- En tidsinstillet bombe til tiden

af Kristoffer Uhre Knattrup, Stud. Theol

29 ARKEN FS2012

30 ARKEN FS2012

ANMELDER

REFORMATIONENE I DANMARK

- Af Martin Zchwarz Lausten

anmeldt af Anders Henriksen, Stud. Theol

ISBN-10: 8774576070

Tredje udgave af Martin Schwarz Laustens Reformationen i Danmark er uovertruffen som indføring i emnet og som sådant et standardværk. Jeg har ikke undersøgt hvad nyt, der er kommet til i forhold til de foregående udgaver, men det er vist primært noteappara-tet. Laustens ligefremme, enkle og forståelige fremstilling giver et godt overblik. Faktuel viden kan ikke under-vurderes.

Alt dette er i sin egen ret fremragende. Men måden hvorpå Laustens skriver kirkehistorie, giver, for mig at se, tillige visse problemer. Det overordnede pro-blem er: efter endt læsning sidder man ikke tilbage med en dybere forståelse af, hvad det var der skete under refor-mationen udover på det rent begiven-hedsmæssige plan og en smule på det teologiske. Man kender til forholdene forud, under og efter reformationen, men den samtidsforståelse, som studiet af historien, efter min mening, skal bibringe læseren, giver Lausten ikke. Det skyldes formentlig Laustens uvilje mod at trække paralleller til nutiden (på nær s. 160, hvor han konstaterer den samme utilfredshed med nedbrydelser af kirker i dag som dengang). Det er Laustens metode at fremlægge tingene som de egentlig var, og derefter overlade den vidende og nysgerrige læser til selv at forstå sammenhængene med nutiden.

Ikke at det ikke er godt og oplysende, f.eks. hans afsnit om ”Den nye tro”, der omhandler hvorledes reformationen æn-drede samfundet. Men hvorledes dette har haft sin virkning og stadig influerer på vores samfund og handlemåder i dag næves ikke.

Lausten skriver personbåret kirkehis-torie. Det var enkeltpersoner der bar udviklingen frem og skabte de nye vilkår. Men hvad med dem der passivt så til? Bag Laustens fremlæggelse synes man at kunne skimte, at der var tale et veritabelt overgreb på store dele af befolkningen. Selvfølgelig samtidig med at det var en befrielse af dem i andre sammen-hænge. Der var selvfølgelig ingen form for demokrati bag indførelsen. Men alt det usagte i denne sammenhæng viser måske netop vanskeligheden ved at beskrive reformationen klart og uhildet i et dansk-luthersk perspektiv: vi anser på forhånd reformationen som en god og (velfærds)samfundsskabende ting. Mange hylder i en vis forstand reforma-tionen som en bærende ide for udviklin-gen af samfundet, f.eks. to-regimen-telærens betydning for politikken. Men den gode vilje kan føre til skønmaleri og persondyrkelse.

Laustens ”Afsluttende bemærkninger” gør det ud for en konklusion. Her skriver Lausten at tiden inden reformationen var ”en kirkelig blomstringstid (s. 241, i øvrigt en af bogens få metaforer), og siger derefter at ”i et vist omfang kan man sige, at der var tale om en folkesag” (s. 242). Straks herefter indskrænkes det dog noget når Lausten skriver at ”den evangeliske bevægelse havde vundet indpas i alle vigtige købstæder”, og at kongemagten, godsejerklas-sen og borgerne kunne samles om utilfredsheden med kirkens politiske og økonomiske magt. Det var altså en ”klassekamp” (s. 111), som fandt sted under Grevens Fejde. Men den største klasse, bønderne, nævnes kun når Lausten skriver at det må have ”virket revolutionerende” (s. 243) at reforma-tionen blev indført ved et snuptag, ja et statskup. Kilderne tier, men behøver historikeren? Vi kender de pinsler befolk-ningen led ved Grevens Fejde (s. 111, hvor Lausten kalder Christian (d. III)s lejege-neral Rantzau ”berømt”. Ja, bl.a. for sin grusomhed!). Tillige under Københavns belejring led folk frygteligt. Lausten skriver ”det var et sørgeligt syn, som

KROPPENS TEOLOGI- Teologiens krop

- Redigeret af Kirsten Busch-Nielsen og Johanne Stubbe Teglbjærg

anmeldt af Anne Christine Benner

ISBN-10: 8774575120

Kroppens teologi - teologiens krop, en samling af artikler skrevet af forskerne på Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Teologiske Fakultet delvist med afsæt i en åben forelæsningsrække i efteråret 2009, udkom i vinteren 2011 og udgør ud over sin moderne overskrift og aktuelle indhold et stolthedsvæk-kende bevis på, hvad systematisk teologi i København kan bidrage med.

Bogen er inddelt i tre sektioner, som bærer overskrifterne Mennesket, Gud, Kirken, hvilket viser sig at være en givtig

inddeling. For hvis man vælger at følge den lancerede rækkefølge, når man netop til den bevægelse, som er inkor-poreret i teologien selv og som indle-velsen i studiet kalder på at gøre. Hvert trin, hvert felt har sin egen berettigelse og sin nødvendige plads, men rummer samtidig en henpegende gestus mod den videre vej. Helt konkret har man derfor som læser fornemmelsen af at arbejde sig længere og længere ind i de kristne mysterier, ind i corpus christiana. Beteg-nende herfor er det, at samlingen be-gynder med en artikel om Angst og intim fremmedhed - teologi, naturalisme og krop af René Rosfort og slutter med en artikel om Nadver, kød og krop - Luthers udspil til et nyt teologisk sprog af Nete Helene Enggaard. Den røde tråd, dette insisterende forsøg på at anskue teologi og krop samtidigt, dækker følgelig over mere end blot en fængende titel. Det viser sig nemlig, at både kroppen og teologien vinder ved en sådan samstil-ling, som tilvejebringes uden om diverse syntetiserende begrebsabstraktioner eller omvendte metafysiske kolbøtter men i kraft af at fokusere på den ofte frustrerende uopdirkelige men af den grund også potentielt åbenbaringsbere-dende rest, som i dualiteten krop-sjæl eller krop-ånd ikke vil gå op. En stor del af bogens krav på anerkendelse hviler netop i dens alvorlige og kvalificerede besindelse på en moderne-metafysisk tilnærmelse af dette vedblivende paradoks, om hvilket, man efter endt læsning med befriende taknemmelighed bekræftes i, godt kan tales oplysende vi-denskabeligt og meningsfuldt teologisk. Kært barn har mange navne og igennem bogens 15 artikler omtales og belyses spændingen i dette forhold på mange tankevækkende måder.

Om bogen så virkeligt er årets grimmeste som hævdet til årets Julerevy, kan måske få lov at stå ubesvaret tilbage, hvilket i virkeligheden svarer fint til den flertydige ubestemmelighed, som al tale om krop er behæftet med og faktisk også må insistere på, som redaktørerne i bogens forord optaktvist bemærker.

Læseværdig i højeste grad - særligt for en gudløs hjerne som har brug for et hjemsted i en i hvert fald ikke komplet gudløs krop!

Den skjulte gudstjeneste - En fantasi af professor emeritus på nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet, Erik A. Nielsen, udkom i oktober 2011 i andet oplag efter sin første udgivelse i 1987. I mellemtiden har forfatteren været yderst foretagsom med en litterær produktion, der tematisk spænder lige fra en bog om billedkunst-neren Niels Helledie til udenlandsk og dansk barokliv og -digtning. I teologisk regi er Erik A. Nielsen i særdeleshed kendt for de to første værker af et tænkt firebindsværk Billedsprog, hvor første bind udkom i 2009 under titlen Kristen-dommens retorik. Den kristne digtnings billedformer og det næste i 2010 omhan-dlende Thomas Kingo. Enevælde, barok, kristendom.

Kristendommen og kristendommens udtryksformer har således været et tilbagevendende omdrejningspunkt i mandens akademiske karriere tydeligvis næret af en uomtvistelig personlig passion. Og netop ”passion” og ”pas-sioneret” synes at være rette gloser at gribe til, når stemning og indhold i dette nyoptrykte værk om gudstjenesten og derigennem kirkens og kristendommens nuværende liv og fremtidige skæbne skal beskrives. Noget af det første, der slår én ved gennemlæsning, er, at Erik A.

DEN SKJULTE GUDSTJENESTE- En fantasi

- Af Erik A. Nielsen med forord af Suzanne Brøgger

anmeldt af Anne Christine Benner

ISBN-10: 8771150056

mødte Christian da han red ind i staden”. Det fremstilles næsten rørende som om han nærmest var uvidende om dette, siden synet ”mødte” ham. Det var han næppe. Til gengæld holdes det ikke skjult for læseren, hvor fromme og lutherske Christian d. III og hans nye teologiske ideologer var, når de indoktrinerede den nye tro (f.eks. s. 156, hvor det dog kaldes ”at få 1500-tallets almue i tale”). Men hvorfor konkluderes der ikke på sam-menhængen mellem krigen, belejringen, indførelsen af reformationen og folkets reaktion derpå?

Denne bog er for mig at se to ting. Frem-ragende i sin klarhed og overskuelighed, men grusom i sin uvilje mod at drage konklusioner.

31 ARKEN FS2012

Arken anmelderNielsen er alt andet end mulig at placere blandt den strøvdryssende kategori af grå kirkegængere, kedsommelige bed-steborgere og anæmiske akademikere i vores tid, som han gør så mange udfald imod. Bombastisk argumentation og fornøjeligt fynd i sproget springer én fra første side overrumplende i møde og gør det svært ikke i et eller andet omfang rytmisk-henført at danse efter forfat-terens så velfremførte pointer.

Bogens forside selv prydes med et dystopisk science fiction-scenarium af en katedral, der står halvt under vand, et motiv der meget effektfuldt fremstiller den situation, som Erik A. Nielsen skal bruge mange af de følgende sider på at gøre klart, ikke kun er en apokalyp-tisk mareridtsvision henlagt til uvisse, fjernfuturiske landskaber men snarere den sørgelige virkelighed, som allerede i alt for mange af landets kirker har indfundet sig og som nu indefra med usynlig-giftig mos er ved at begro og dermed uskadeliggøre det i sin kerne mest livskraftige budskab af alle: at kris-tendommen handler om kærlighedens største under, om tilværelsens storladen-hed, stadige trumf, tout court: om livet selv når det er allermest levende! Den sejr, livet vandt over døden i hin henfarne tid, er kristendommen imidlertid nu på forkrøblet-dialektisk vis ved at omvende til historiens største nederlag, lyder den stadigt fremmessede advarsel. Uvillende, jo vist, men stadig lige katastrofalt og forkasteligt. Bebrejdelserne mod den nu-værende kirke og kirkeform mangler ikke brod og den på ingen måder kedelige kritik vidner måske selv indirekte om en anderledes måde at ”gøre kristendom”. For det er i høj grad det dramatiske per-spektiv, som ifølge forfatteren mangler i samtidens kristendomsforståelse og -udøvelse, hvilket ses som en konsekvens af, at det, A. Nielsen kalder ”den litur-giske evne til leg eller symbolsk fremstil-ling” hos den moderne vesteuropæer, er miserabelt svækket efter længere tids misvedligeholdelse. Vi er i al for høj grad blevet kølige forstandsvæsner, som har kappet den livgivende nerve til poesiens og dramaets eksistensfornyende kraft over og ritualfremmedheden reducerer dermed også kirkens gudstjenstlige handlinger til tvang i stedet for at virke som en levende religiøs vane, der gør fri. Forklaringen finder A. Nielsen i en udebbende patriarkalsk kultur, der har glemt, hvori myndigheden til at være

fader består, mens den smuldrende autoritet bevares i det i sig selv mere og mere meningsløst tomme skal til en søn, som nok endnu et stykke hen ad vejen pligttro honorerer fordringen, men stadigt mere og mere famlende og usik-ker på hvorfor. Symptomerne på samme beklagelige diagnose er mange og diagnosen selv sammensat og flertydig. Blandt én af kilderne til den tiltagende misere nævnes den Kristusopfattelse, vi har arvet fra 1800-tallet, der karakterise-res som tynd og sødladen med behov for anderledes kraftindgydelse. Udfordrin-gen og den foreslåede vej at gå formes her som et opråb om en bestræbelse på ivrigere og alvorligere at sammenkæde de to testamenter, så kristendommens fundamentale nyhed og mægtige an-derledeshed igen vil fremtræde revolu-tionerende klart.

Bogen bugner følgelig med en hjerte-blodig livskraft og krigerisk lidenskab, som man ville ønske, kunne dirigeres og kanaliseres mere direkte ind i flere samtidige kirkedebatter. Alligevel er der visse betænkeligheder, der undervejs popper op i læserens bevidsthed. For vist nok virker en del af kritikken berettiget, men samtidig må næsten uundgåeligt tændes en ængstende frygt for, om den gudstjeneste, som Erik A. Nielsen gerne så, i for høj en grad ville tage antræk af orgiastisk dionysosrus med tab af elskelig andagt til følge, så at denne gudstjenestens genfødsel snarere end en længe ventet revitalisering af ”den sande kristendom” i stedet ville indvarsle en lige så uønskværdig åndløshed med bare modsat fortegn.

Muligvis man med rette kan vælge at se Den skjulte gudstjeneste - En fantasi som den nødvendige forløber for, hvad Erik A. Nielsens sidenhen har komponeret, idet den ved sin gennemførte dekon-struktion af det, som kirken (i værste tilfælde) er i dag dermed har muliggjort konstruktionen og udfoldelsen af Billed-sprog, som netop synes at udmærke sig som en på flere måder mere konstruk-tiv og omhyggeligere refleksion over, hvordan udtryk og myndighed må følges ad og hvorfra inspirationen for kirkens folk og for teologien kan hentes til at påbegynde et mere helstøbt remytologi-seringsprojekt.

SØREN KIERKEGAARDS SKRIFTERBIND 27 + K27 - LØSE PAPIRER

- af Søren Kierkegaard

anmeldt af stud.theol Kristoffer Garne

ISBN-10: 8712046248

Søren Kierkegaard Forskningscentrets omfattende arbejde med en samlet tekst-kritisk udgave af alt, hvad magis-teren med den ilsomme pen nogensinde fik nedfældet(i alt 55 tykke bind), nærmer sig sin afslutning henimod forfatterens 200-års fødselsdag i 2013; en begivenhed der nok vil gå de færreste teologistuderendes næse forbi, thi der er sat i søen til en jubilæumsfejring af et omfang der, udover den mastodonte fejring af H.C. Andersen i 2005, vist aldrig er tilkommet nogen anden dansk forfatter. Den opmærksomhed bør man jo som Kierkegaard-entusiast og glad dansk teolog glæde sig over, og det er der naturligvis også god grund til; Dog i en tid hvor æstetiske, biografiske og filosofisk-etiske læsninger i forvejen går sin sejrsgang(ikke mindst på SKC), kan det dog vække bekymring, om denne så celebre fejring ikke kan medføre, at de mere teologiske læsninger og præsenta-tioner af de kristne grundproblemer, der fra slut til sidst gennemsyrer hele forfat-terskabet, en gang for alle kommer til at stå i skyggen. Det er naturligvis en gam-mel, sortsynet klagesang og en selvop-fyldende profeti, men når den officielle fejring med SKC i spidsen blandt meget andet plebejisk og popsmart vil lancere øl, animationsspillefilm og road-shows for at sikre udbredelsen af kendskabet

32 ARKEN FS2012

til Kierkegaard og selve fejringen både ”lødighed og bredde”, er der måske alligevel grund til en vis sund skepsis fra teologisk hold.

Således kan vi kaste blikket på denne seneste udgivelse, der udover selve tekstudgaven, som kun optager små 700 sider, tæller et kommentarbind på svimlende 1166(!) sider – et omfang som hverken tilsvarende kommentarer til En-ten-Eller eller Efterskriften kan svinge sig op bare i nærheden af. Der er altså tale om et Kierkegaard-eksegetisk arbejde uden lignende sidestykke i forskningshi-storien, hvilket forekommer lidt pudsigt, teksternes her relative beskedne plads i Kierkegaards værk taget i betragtning. Det skal vi vende tilbage.

Den meget sigende titel ”Løse papirer” dækker fint over udgivelsens indhold: Nemlig alle de af Kierkegaard beskrevne papirer, der ikke har været en del af jour-nalerne og notesbøgerne, og heller ikke har fundet plads i nogle af de tidligere SKS-bind(enkelte udgives her for første gang nogensinde). Således tæller det brogede og forskelligartede materiale, rammet ind af Kierkegaards første og sidste optegnelse, alt lige fra forelæs-ningsnoter i studietiden – over selvstæn-dige studier og indledende overvejelser til senere skrifter – til små refleksioner og hele fuldendte kortere skrivelser. På denne måde danner teksterne i bindet altså et ganske sjovt overblik over forfatterens udvikling fra den 17-årige, frimodige stud.theol Søren Aabye, der engageret studerer kirkehistorie og Schleiermachers dogmatik, til den tungsindige og harcelerende 42-årige magister S. Kierkegaard i færd med udgi-velsen af ”Øieblikket”. Her skal omtales en håndfuld af de mere interessante og læseværdige papirer:

– ”Vor Journal-Litteratur” er manuskriptet til et foredrag den da 22-årige studerende oplæste i Stu-denterforeningen i 1935. Heri sætter Kierkegaard, i et ret så studentikost og af hans ”individuelle aandelige dygtighed”-præget sprog, samtidens journalistik og presselitteratur i historisk og kritisk belysning. Man fristes næsten til at forstå hans afsluttende formanende ord til publikum om, at de,om ikke andet, må anerkende hans ”Stræben efter iaften at staae alene som Reflecteur” som en pro-grammatisk erklæring for hans samlede

forfattervirksomhed.

– ”Min paraplui, mit venskab” mm. er 5 aforismer fra 1840, der i livstræthed og selvforagt kan konkurrere med de bedste af slagses fra ”diapsalmata”, og hvori Kierkegaard i den sidste af de 5 erklærer sin uforbeholdte kærlighed til sin paraply, der engang, da også den ville forlade ham, gjorde følgende overve-jelse”[...]om jeg skulde lade den fare for dens Troløshed, og blive Misanthrop”. Det vælger Kierkegaard dog at lade være med, og holder sig trofast til sin elskede paraply.

– En ”Prædiken holden i Pastoral-Semi-nariet” i 1941, der fornemt demonstrerer den yngre Kierkegaards dybe indsigter i Kristendommen og hans sans for op-byggelig talen; således afsluttende om døden: ”Da vandrer Du ikke bort herfra, thi Du var jo allerede borte; da vandrer Du ikke til fremmede Stæder; thi Du vandrer hjem; da har Du intet, Du lader tilbage; thi Du tager jo Alt med dig; da taber du Intet, men vinder Alt. Amen!-”– Den meget smukke og noget stemn-ingsfyldte, dog ufuldendte, ”Lovtale over efteråret” hvori Kierkegaard lader 5 individualiteter besynge efterårets forrang frem for de andre årstider. Her kommer tydeligt den af romantikken så stærk prægede poetiske Kierkegaard for alvor til udtryk, eksempelvis i følgende: ”Det »mørkladne Efteraar« er derfor ikke blot veemodigt; men der er noget Heroisk – thi det Naturens Undergang og dens Kamp for Livet. Den bøier sig under Tiltintetgjørelsen | dette er det veemodige,men da er det igjen som om <der> et Øieblik erindredes og gjenlød Sommerens Lyst, men langt intensivere, fordi Tiden er knap.”

– ”Den ethiske og den ethisk-religieuse Meddelelses Dialektik” der oprindeligt var tænkt som 12 forelæsninger over emnet, men disse planer lagde Kierke-gaard hurtigt i skrinet igen, og de forelig-ger nu her som en samling noget spredte og fragmentariske skrivelser. Alligevel giver de et dybt og gennemreflekteret indblik i Kierkegaards ”meddelelses-strategi”. Absolut en uomgængelig lille nøgle for enhver, der vil beskæftige sig indgående med Kierkegaard.

Meget andet kunne her omtales: bl.a. en lille polemisk skrivelse om Dansk Kirketi-dende og grundtvigianismen, der ligeså-

vel kunne være skrevet om nutidens udgaver af samme; de første såkaldte ”rudimenter til Enten-Eller” og den lille optegnelse ”jordrystelsen”, der for enhver biografisk-reduktiv Kierkegaard-læser bliver opfattet som et keypoint.

Stor ros skal i øvrigt lyde til SKC’s filologiske medarbejdere for den flotte tekstetablering: De enkelte papirer er forsøgt gengivet så tæt på Kierkegaards ”opsætning” som muligt, således at læseren er i stand til at danne sig et indtryk af den måde Kierkegaard har arbejdet på – f.eks er Kierkegaards forskellige kommentarer, bemærkninger, kruseduller og alskens noteringer fint anført og det hele er sat flot og over-skueligt op i overensstemmelse med originalerne. Det kan til tider virke for-styrrende på læsningen af især de mere sammenhængne tekster, men det hører sig vel til i en udgave som denne og er udført med største overskuelighed og omhyggelighed.

En helt anden historie er det føromtalte mastodonte kommentarbind, der med sine 1166 sider vist nok er det mest om-fattende enkeltbind fra SKCs hånd. Ud-over de sædvanlige meget brugbare og fyldige forklarende og uddybende kom-mentarer og noter og de omhyggelige tekstredegørelser, der hører sig til i en tekstkritisk udgave som denne, har udgiverbanden denne gang foretaget en nærmest hysterisk eksegetisk re- og dekonstruktiv behandling af materialet. Man kan f.eks. finde fotografiske optryk af papirerne; animerede modeller af Kier-kegaards efterladte materialer, således som man forestiller sig det organiseret i hans pulte; detailbeskrivelser af hver eneste af de mange papirers materielle beskaffenhed, inklusiv beretninger om afrevne hjørner, fold og paginering. Store dele af kommentarbindet inde-holder sågar også alenlange diskussioner om forhold vedr. tidligere udgivelser og samling af materialet. Det er naturligvis et imponerende og beundringsvær-digt arbejde, men det virker ærligt talt mest af alt som en forfængelig omgang feinschmeckeri, der er tilvejebragt for at kunne bryste sig af en så stor og nydelig udgivelse, som disse to bind naturligvis er. Man indser pludseligt, at en tendens, tilsvarende den hos nogle eksegeter, til at forsømme teologien til fordel for ret

33 ARKEN FS2012

beset ligegyldigt pillearbejde, åbenbart også gør sig gældende blandt Kierke-gaard-forskere. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange efterhånden går rundt med det indtryk, at man på SKC ikke har bedrevet interessant, sam-menhængende (og teologisk-relevant!) forskning i lange tider, men fortabt sig i filosofisk sofisteri og biografisk-æstetiske detaildiskussioner; og nu åbenbart også grotesk eksegetisk pillearbejde. Måske et sådant arbejde hører sig til i lukkede forskerkredse(om ikke andet for at beskæftige ellers arbejdsløse akade-mikere), men hvad pokker laver sådan en omgang ubrugeligheder i en udgave som denne, der er den eneste tilgængelige samling af Kierkegaards efterladte pa-pirer. Og hvorfor lige et sådant voldsomt arbejde på netop dette bind, og ikke et af de 26 andre? Selvom jeg på trods af alle betænke-ligheder kan anbefale ”Løse papirer” som et must-have til enhver entusiastisk Kierkegaard-læser, så lades jeg tilbage med ønsket om, at disse ligegyldigheder var blevet indenfor forskerkredsene, og at man i stedet for havde ladet os andre få en mere overskuelig-brugbar og håndterlig(også i aller bogstaveligste forstand – kommentarbindet er noget større end Dankers græsk-lexicon og dermed endda for stort til at vinde anvendelighed ved brug som dørstop-per) udgave; et kriterium som f.eks de tidligere bind af SKS i højere grad lever op til. Ved samme lejlighed kunne det sikkert også lade sig gøre at skære tekst-bindet ned til omkring 500 sider, hvis man droppede alle de blanke sider osv.

Skulle man i øvrigt nogensinde have været i tvivl om, hvorvidt Søren Kierke-gaard selv, ganske rigtigt, så sit værk og virke som fra først til sidst bestemt af det kristne, kan man forvisse sig om det ved at læse hans allersidste optegnelse, der ganske passende også er den sidste i ”Løse papirer”:

”...hver Gang han <Gud> hører Lovpris-ning fra et Msk, hvem han bringer til det yderste Punkt af livslede, siger Gud ved sig selv: her er Tonen. Han siger: her er den, som var det en Opdagelse han gjorde; men han var dog forberedt, thi selv var han tilstede hos dette Msk. og hjalp ham forsaavidt Gud kan hjælpe til, hvad dog kun Frihed kan gjøre; kun

Frihed kan gjøre det; men Overraskelsen over at kunne udtrykke sig ved at takke Gud derfor, som var det Gud der gjorde [det]; og i sin Glæde over at kunne er han saa lykkelig at han Intet, Intet, vil høre om, at det er ham selv, men henfører takkende Alt til Gud, og beder Gud, at det maa blive derved, at det er Gud der gjør det; thi han troer ikke sig selv men han troer Gud”

FORVANLINGEN AF TEOLOGIEN- For kirke og samfund

- af Philip Clayton

anmeldt af Agnete S. Sørensen

ISBN-10: 8774575643

Philip Clayton er professor i teologi ved Claremont School of Theology (USA) og denne, hans seneste bog, er en letlæst bog, der opfordrer alle, både præster og lægfolk, til at deltage i forvandling af teologien. Faktisk går opfordringen ikke kun på, at teologien skal blive af-akade-miseret, progressiv og nærværende; Nej! Teologien skal blive et aktivistisk og samfundsombrydende discipelskab. - Det er bare om at komme i gang.

Hvad er problemet da?

Philip Clayton peger på et væsentligt problem for kristendommen i det post-moderne samfund: Kirkerne tømmes. Kirkerne er ikke mere centrum i det so-ciale liv eller en markant spiller i forhold til folks åndelige søgen. Philip Clayton peger på to årsager til problemet: Den ene årsag handler om, at kirken ikke har nogen nævneværdig funktion for det postmoderne menneske, udover et

forbrugstilvalg, som for eksempel valget imellem en borgerlig vielse eller kirke-vielse. Den anden årsag til problemet, som Philip Clayton ser det, er akade-miseringen af teologien. At teologien kun er for de professionelle og på den måde gjort uvedkommen for alle andre. Teologer skriver for teologer (og andre akademiske tilhører) og det betyder, at mange kristne ikke længere ved, hvordan de skal tale om deres tro. Det skal der gøres noget ved, skriver Philip Clayton, og foreslår en ny definition af ordet teolog: At være teolog er simpelthen at tænke over sin tro.

Hvordan løser vi problemet?

En af de største forskelle mellem den moderne og den postmoderne kristnes tilgang til troen, og til livet som sådan er, at den moderne kristne først laver sig en fornuftig plan og så går i gang med opgaven, hvorved han er mere eller mindre fastlåst af sin plan. Den post-moderne kristne derimod starter med en fornemmelse og går i gang, for så at løse problemerne hen ad vejen. Det postmod-erne menneske arbejder efter en såkaldt pragmatisk idealisme. Kirken af i dag fun-gerer på de forældede, moderne præmis-ser og for at vække kristenheden til live igen, ifølge Philip Clayton, må man starte på det personlige plan og bevæge sig til sit lokale, kristne fællesskab, og derfra til Det Store Telt, som er betegnelse for det økumeniske plan. Det er en bevægelse, der drives af engagement og involvering. På det personlige plan starter man med de syv kristne kernespørgsmål: Hvem er Gud? Hvem er Jesus Kristus? Hvad er Helligånden? Hvad betyder det at være menneske? Hvad er synd og hvad bety-der frelse? Hvad er kirkens funktion og natur? Hvori består den fremtid, vi håber på og længes efter?

Bogens indeholder en lettilgængelig manual til at komme i gang. Dette medfører dog ikke, at teologien bliver subjektiv, fordi svarene på spørgsmålene stadigvæk skal findes i bibelen. Philip Clayton bruger selv disse spørgsmål i sin undervisning af teologistuderende, og alle studerende skal levere svar, før de kan bestå hans kurser, skriver han.

Læs bogen og lad dig rive med af begej-string.

Jeg havde ikke læst ret meget af bogen,

Arken anmelder

34 ARKEN FS2012

før jeg fik utrolig lyst til at komme i gang. Hvem vil ikke gerne være en del af et fællesskab, hvor det er begejstring og engagement, der driver værket? Oh, gid vi havde undervisning a la Philip Clayton her på Teologi, tænkte jeg.

Indtil jeg indså, at min begejstring i no-gen grad blev båret oppe af ønsket om at ”være på”. Jeg vil selv fortælle om, hvad jeg mener og tror, frem for at bruge 1000 år på at studere, hvad andre har skrevet. Det er et andet generelt træk ved det postmoderne menneske, som Philip Clayton ikke nævner: At mange af os gerne vil være stjerne (om ikke andet, så dog for én aften). Vi ønsker give udtryk for dette og hint og vi ønsker at blive hørt, også selv om vi dybest set ikke ved særligt meget om det, vi står og råber ud i æteren.

Hvordan mon vi postmoderne men-nesker får etableret vores Store Telt, imens vi alle råber op om netop vores teologi, kristologi osv. og ingen måske lytter? Hvordan bliver vi så enige om grundlæggende spørgsmål angående fællesskabets omgangformer? Hvad mon pragmatismen ender ud i, i Det Store Telt, med os postmoderne disciple, når teltet for eksempel skal rumme både abort-tilhængere og abortmodstandere? Vi ved fra Det Nye Testamente, at der selv i begyndelsen, imens apostlene endnu levede, var der en masse ævl og kævl i de kristne urmenigheder: For eksempel strid om, hvordan de kunne spise sam-men, når de havde så forskelligt syn på valg af fødevarer m.m.? Alle fællesskaber har siden tidernes morgen haft interne stridigheder. I dag har vi bare ikke rigtigt nogen, som vi regner for en autoritet, som vi kan spørge, for at løse disse prob-lemer. Philip Claytons løsning er, at hver især bliver sin egen autoritet, ved at have udformet sin egen teologi. Han mener, at når Jesus er idealet, så vil alt andet falde på plads i Det Store Telt, når blot vi løser problemerne pragmatisk hen ad vejen. Tja? - Det er måske værd at prøve? Vi kunne jo starte med begejstringen.

P.S: Har I set, at der på Vartorv afholdes en studiekreds, Sprog for tro, som foregår over tre lørdage, hvor man kan arbejde med selv at sætte ord på sin tro? - Dér må jeg hen. - Ses vi?http://www.grundtvig.dk/akademi/stud-iekredse-moeder-og-kurser/sprog-for-tro.html

BRODERSTRID- af Kjed Hillngsø

anmeldt af Willy Hanghøj-Petersen

ISBN-10: 8702078996

Dette er en meget klog bog, forstået på den måde, at det er en meget klog forfatter, som formår at gøre læseren

klog på det bogen handler om, nemlig krig, og her specifikt krig mellem Dan-mark og Sverige. Bogen forudsætter et enormt og beundringsværdigt forarbej-de, ”research”, idet den indeholder et overvældende antal præcise detaljer, både hvad angår hærenheders bestyk-ning af mandskab og våben og måden hvorpå de bringes i anvendelse og helt klare redegørelser for tidsforløb og tidspunkter. For den læge læser er denne overvældende detaljerigdom umiddel-bart tørt stof, men det må til gengæld være meget værdifuldt for militært sag-kyndige. Imidlertid opvejes ”tørheden” ganske af forfatterens dybe indsigt i, hvad der faktisk foregik, og han formår med sin fortælleevne, at gøre begiven-hederne så levende, at man fængsles af dramatikken og læser bogen som en roman. Enhver, som i dag glæder sig over det skandinaviske broderskab, må græmmes over det, der foregik dengang; men det er sundt at få en ærlig fremstil-ling af dette triste kapitel i vor historie.

Bogen anbefales derfor til alle med historisk interesse.

Vil du anmelde for Arken?Vi får stadig flere og flere bøger ind og de skal jo gerne anmeldes. Og aftalen er den samme som altid.

Giv en anmeldelse af en bog og den bliver din egen personlige ejendom.

Kom ned og se, hvad vi har på lager. Der er stadig mange interessante titler, som kan ende som gave til dig selv eller dine kære.

Blandt vores nuværende titler er:

“Gåden Jesus” - af Notto R. Thelle“Det protestantiske selv” - af Matias Møl Dalsgaard“Om Jesus” - af Jonas Gardell“Thatcher” - af Jørgen Sevaldsen“Ligusterkirken” af Vigsø Bagge & Nygaard Larsen

Princippet er først-til-mølle, så skynd dig at komme forbi.

Mvh Redaktionen

35 ARKEN FS2012

Kristen progressiv powermetal

Theocracy er et amerikansk progressivt powermetal band fra Athens i Georgia, som musikalsk kombinerer powermetal fra tyske bands som Edguy og Hellow-een med progressive elementer som for eksempel lange og komplekse sangstruk-turer fra amerikanske bands som Dream Theater og Symphony X. Genren er altså progressiv powermetal ala svenske Evergrey, italienske Rhapsody Of Fire og sen Sonata Arctica, som er fra Finland. As The World Bleeds er Theocracy’s tredje album og lægger ud med den fremragende 11 minutter lange I AM, som tekstmæssigt er én lang opremsning af Gudsprædikater som for eksempel I am the poetry that speaks to you with every rhyme, I am the songwriter who seems to write your life in every line eller I am the whisper of the wind you feel, but cannot see, I am the alpha and omega, first and last, eternally. Nummeret er både musikalsk og tekstmæssigt frem-ragende, men desværre kan resten af numrene på As The World Bleeds ikke helt leve op til I AM, hvilket stort set også ville have været næsten umuligt. Dog er de resterende numre på As The World Bleeds bestemt ikke dårligt, de er bare mindre gode end I AM. Et andet nummer, som jeg synes, bør fremhæves er Hide In The Fairytale, som har et enormt fængende omkvæd, uden at det bliver alt for meget af det gode, noget som episk, symfonisk powermetal let kan gå hen og blive, men det undgår Theoc-racy heldigvis på As The World Bleeds. Theocracy spiller enormt sikkert, og hver især behandler musikerne deres respek-tive instrumenter til perfektion samtidig med, at de ikke er bange for at eksperi-mentere, og det bliver der i den grad gjort på As The World Bleeds, igen uden at det bliver for meget, og det er noget, som i den grad karakteriserer albummet, nemlig at der er en perfekt og lækker balance i alle aspekter af både musikken

TheocracyAs the World Bleeds

og det tekstmæssige, en balance som i den grad gør As The World Bleeds til en femstjernet lytteoplevelse.

Når den svære toer overhovedet ikke er svær

We Came As Romans er et amerikansk post-hardcore/metalcore band fra Troy i Michigan, og som genreangivelsen oven for så tydeligt illustrerer, så nøjes We Came As Romans ikke kun med én genre, for ikke nok med at de spiller en solid omgang hardcore, de inkorporerer også elementer fra metallen i deres hardcore, hvorved det musikalske udtryk nuanceres på linje med bands som The Blackout Argument, Escape The Fate og Farewell To Freeway. We Came As Romans blev dannet i 2005, og deres bagkatalog tæller et par ep’er og ét fuldlængde album, hvilket dermed gør Understanding What We’ve Grown To Be til deres andet album. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke har hørt debuten To Plant A Seed, men efter hvad jeg har kunnet læse mig til, skulle den være noget mørkere end Understand-ing What We’ve Grown To Be. Musikalsk adskiller We Came As Romans sig fra andre post-hardcore/metalcore bands ved at have en permanent keyboard-spiller i line-up’en (Kyle Pavone), som også tager sig af de rene vokaler, som er nogle af de bedste, jeg nogensinde har hørt, men som omvendt også fylder lige lovligt meget i forhold til det samlede lydbillede. Keyboardet og de meget fremtrædende rene vokaler har be-tydet, at We Came As Romans til tider er blevet karakteriseret som et symfonisk metalband, men det er efter min bedste overbevisning at stramme den mere, end hvad godt er, for nok er de der, men de dominerer på ingen måde de andre instrumenter eller de fænomenale råbe/skrige vokaler leveret af David Stephens. We Came As Romans kan deres kram, specielt leadguitaristen Joshua Moore,

som også skriver bandets tekster, og hvilket nogle tekster, jamen for søren da. Hver eneste tekst på Understanding What We’ve Grown To Be er gennem-syret af næstekærlighed, destinationen på den rejse, som We Came As Romans tekstmæssigt har været undervejs siden debuten. Ikke mange sange på Under-standing What We’ve Grown To Be falder udenfor, og også kvalitetsmæssigt er der en rød tråd at spore på albummet, idet dets to bedste sange Mis//Understand-ing og titelnummeret er placeret hen-holdsvist først og sidst, men også What I Wished I Never Had, The Way That We Have Been og What My Heart Held er fremragende sange, som efterlader en med en fantastisk følelse af at have hørt noget, som det ikke er mange forundt at høre. Mit eneste kritikpunkt er som nævnt ovenover de lidt for fremtræ-dende rene vokaler, som ikke alle steder fungerer lige optimalt, men det ændrer ikke noget som helst ved, at Under-standing What We’ve Grown To Be er et fantastisk album og We Came As Romans et fantastisk band, som med tiden godt kunne gå hen og blive et af de helt store inden for genren.

We Came As RomansUnderstanding What We’ve Grown To Be

Hymns from NinevehHymns from Nineveh

10 hymner fra Jonas’ by

På utallige opfordringer (fire) har jeg mere eller mindre frivilligt til dette num-mer af Arken helt ekstraordinært valgt at anmelde et ikke-heavy metal album, nemlig Hymns From Ninevehs selvtitlede debutalbum, som udkom 21. februar sidste år. Genren er poppet indie singer-songwriteri ala Leonard Cohen, Rufus Wainwright og Sufjan Stevens, ikke sær-ligt originalt, men hvad gør det, når det, som Hymns From Nineveh aka Jonas H. Petersen leverer, er så gennemført geni-alt, som det er tilfældet på Hymns From Nineveh. Det var dog i første omgang med en vis portion skepsis, at jeg med 149,95 kr. af min hårdt tjente og spar-somme SU gik ind i T.P. Musik Marked på

Arken anmelder musik af Jonas Ankjær Frederiksen

36 ARKEN FS2012

I am the light upon your path when you have lost your wayI am the footprints in the sand the ocean’s tide can’t wash awayI am the shelter from the storm that rages on and onThe incorruptible foundation that the wise man builds uponI am the bread that feeds a starving man upon the streetI am the bounty on the table in the palace at the feastI am the rain upon the earth after a scorching droughtI am the the quenching of the thirst you never thought you’d be without

I am the melody that weaves it’s way inside your soulI am the symphony, the masterpiece, the actor’s greatest roleI am the poetry that speaks to you with every rhymeI am the songwriter who seems to write your life in every lineI am the simple truths that shaped your world from your birthI am the vast volumes of knowledge spanning all across the earthI am the whisper of the wind you feel but cannot seeI am the alpha and omega, first and last, eternity

I AM (you cannot see me)I AM (the resurrection and the life, the doorway and the vine, I AM)I AM (you cannot touch me)I AM (the bread of life, light of the world, long before Abraham, I AM)

[LEAD BREAK: Val Allen Wood]

I am the trusting child whose simple faith is ever sureI am the parent’s love, unchanging, unconditional and pureI am the loyal friend whose heart will never let you downI am the hand that pulls you back into the boat before you drownI am the thunder and the glory and the blinding lightI am the still, small voice that tells you what is wrong and what is rightI am the sacrificial lamb a guilty world reviledI am the father ever waiting for his lost and way-ward child

I AM (you cannot see me)I AM (the resurrection and the life, the doorway and the vine, I AM)I AM (you cannot touch me)I AM (the bread of life, light of the world, long before Abraham, I AM)

I am the heart of the righteous desire and the forth man you see in the midst of the fireI am the giver of life and the promise of IsraelI am the the hope of the lonely and lost in the blood running down to the foot of the cross[From: http://www.elyrics.net/read/t/theocracy-

lyrics/i-am-lyrics.html ]I am the breaking of chains and the tolling of freedom’s bellI am the notes that eternally ring in the music too holy for angels to singI am the fire on the alter consuming the sacrificeI am the three and yet I am the one in the grace of the Father and the death of the SonI am the one who redeemed you by paying the highest price

I am grace and mercy, I am sacrificeI am endless glory, I am light and lifeI am long-awaited hope of IsraelI am longing sated, prophecy fulfilled

I am from the beginning of time, an I am sustain the system of lifeI am symmetry, reason and rhyme, and I am convic-tion that cuts like a knife

I am the author of order and flowI am the Father of Lights; watch me put on a show!I am the seeker of all gone astrayI am the keeper of souls ‘til the end of all days

I am power, I am glory, I am love’s unending storyI am justice, I am honor, I am hope and living waterI am righteous, I am holy, I am free and one and onlyI am sovereign, I am faithful, everlasting, I AM that I AM

[SOLO: Val Allen Wood - HARMONIES: Val Allen Wood & Jonathan Hinds]

I am humility, the one who laid it all asideTraded a crown of kings for a crown of thorns, betrayed by human prideI am humanity, took on your curse and all your painI am divinity, eternity, forever I remain

I am your guilty scars, as Roman soldiers tear my backI am the crimson stain that washes all the souls faded to blackI am the one who bled in silence and endured it allI am the Word who spoke no word, with a thou-sand angels waiting for my call

I am the covenant - your hero in the bloodstained pagesI am your guilt, your sin, you debt fulfilled for all the agesI step into your shoes, your substituteYour sacrificeYour raison d’êtreYour second chanceYour breath of lifeI AM

I am the joy of angels dancing in the streets of heavenI am the sinner’s prayer for mercy and a past forgivenI am the lamb upon the alter dying willinglyAll hope that wasAll hope that isAll hope to beI AM

I AMAf Theocray

Landemærket for at købe Hymns From Nineveh, men efter at have hørt det Igen & Igen &, fortryder jeg ikke ét sekund at have brugt halvdelen af mit månedlige madbudget på det, for hvor er det dog fantastisk. 10 meget smukke, melodiske og let melankolske sange med stærke tekster om tro, tvivl, håb og grunden til jeg står op hver morgen, kærlighed. På Hymns From Nineveh mestrer Jonas både sin vokal og akustiske guitar til per-fektion, da der faktisk ikke er én finger at sætte på hverken den ene eller den an-den. Personligt mener jeg, at det i Hymns From Ninevehs tilfælde ville være synd at skulle fremhæve én bestemt sang, da alle 10 sange på hver deres måde har en berettigelse på det, men da det her jo er en anmeldelse, vil jeg gøre det alligevel. Sister Sorrowsong kryber med sin fænomenale tekst og On-Melancholy-Hill-fra-Gorillaz’-tredje-album-Plastic-Beach-agtige lyd helt op under huden og bider sig fast et godt stykke tid, hvis ikke for altid, for sådan er det med sangene på Hymns From Nineveh, det er ikke nogle, man bare lige sådan glemmer fra den ene dag til den anden. Så spørger du måske jamen Jonas, når du nu umiddel-bart udelukkende kun har gode ting at sige om Hymns From Nineveh, hvordan kan det så være, at du ”kun” har valgt at tildele det fem kors og ikke seks? Min eneste anke er, at Hymns From Nineveh er lige en tand for uoriginalt efter min smag, og det er synd, da jeg mener, at sangene sagtens kunne have båret at blive udsat for endnu flere blæseinstru-menter og andre finurlige indslag, end det er tilfældet, uden at det ville have været for meget af det gode. Endelig synes jeg, at Hymns From Nineveh er for poppet, og jeg kunne godt have tænkt mig en mere rocket tilgang til musikken ala Arcade Fire, men det er småting, som ikke ændrer en tøddel ved, at det er et album, som man hurtigst muligt skal se at få anskaffet sig.

Arken anmelder musik af Jonas Ankjær Frederiksen

37 ARKEN FS2012

Solen står højt på himlen denne søndag i februar, og Pipfuglekvarteret i Nordvest begynder så småt at emme af noget, der ligner forår. På Mågevej 33 ligger Ansgarkirken, hvor Gospel Church Inter-national holder gudstjeneste hver søn-dag kl.14-16.30, og allerede inden man træder indenfor i kirkerummet mærkes rytmerne og de stærke stemmer fra det mindre, dog kraftfulde kor for enden af det store rum. Ved siden af koret er musikerne i fuld gang på trommer, bas, keyboard, og selv en saxofonist er med til at fylde rummet med en fængende og levende musik.

Eftersom dette er den sidste søndag i måneden, er der en hel særlig stemning og selve gudstjenesten er dedikeret til lovprisning af Gud i form af sang og dans, nadver, bøn og personlige vidnesbyrd.

Gudstjenesten foregår på engelsk, men længere oppe foran blandt tilhørerne ser man den ene pastors kone, Ruth, sidde og oversætte diskret til dansk ind i en mikrofon, mens en ældre dansk og afrikansk kvinde sidder ved siden af med hver sit par mildest talt bemærkelsesvær-digt store hørebøffer og lytter opmærk-somt.

Den første del af lovprisningen er nu slut,

og en ældre petite fillipinerkvinde ved navn Melita går nu op og fortæller om, hvordan Jesus kom ind i hendes liv som en levende og kraftfuld kærlighed. En kærlighed til livet på trods af sorgerne og trængslerne, der følger med. Melita er tydeligvis en aktiv og passioneret kristen kvinde, og hun er dybt berørt, da hun med sin fine accent deler sit intime og opbyggende vidnesbyrd. Klapsalver og et par ”Amen, sister!” her og der kommer man ikke udenom fra flere tilhørende. Inklusiv mig selv, men det er nok også hjulpet lidt på vej af min taktiske plads længere bagud i rummet…

Da Melita slutter, går den ene pastor, Ralph Burrell, op og takker hende og henviser endvidere til Joh 15,12-13 og minder menigheden om, hvordan dette bud om kærlighed til hverandre bør være den troendes primære opgave og mål.Herefter klargøres nadveren, og under toner fra keyboardet uddeles den til alle, der ønsker at modtage den, og en mere stille stund i bøn og forbøn indledes.

En ung og boblende sydafrikansk kvinde orienterer nu menigheden om praktiske anliggender som tider for bibelstudier hjemme hos pastor Stan og Ruth Mc-Cuin, øvedage for koret, og nye ansigter bydes velkommen med klapsalver.

Den sidste del af ”Praise and Worship”-segmentet begynder nu; Projektorskær-men går fra at vise blandede animerede billeder og passende Bibelcitater til at fremvise de glade sangtekster, og som rytmerne tager om sig kommer de små til, og der synges og danses nu til den lyse morgen…

Eller, omkring kl.15.45 stopper musikken og alle bydes nedenunder i ”fellowship-området”. Her er der forberedt kaffe, kage og i dag – også lækker fillipinsk og afrikansk mad. Det er jo sidste søndag i måneden. :-)

Ved beskrivelsen af denne kirke og menighed kommer man ikke udenom ord som karismatisk og levende, men vigtigst af alt er nok varmen og inderligheden. Man får fra første øjekast indtryk af et blandet fællesskab og venskaber på tværs af etniske grænser, på tværs af alder og trosbagland.

Troende, søgende, tvivlende, ikke-tro-ende, ja alle er velkomne, og en indtryks-fuld oplevelse af at blive modtaget og budt velkommen af inderlighed, ærlighed og åbne arme er stort set garanteret. Bum.

26/2-12Gospel Church InternationalMågevej 33, 2400 Kbh NVTelefon : 23 74 67 68www.gospelchurch.dk info@gospelchurch.dk

af Tabitha Burrell

Anmeldelse af GudstjenesteJeg må give denne Gudstjeneste hele 5 stjerner! Den får ikke 6, da der jo ikke er tale om en regulær prædiken, men 4 kan ikke gøre det, da menigheden til trods fik flere gode og som nævnt, virkelig op-byggende ord med på vejen. Efter en tur i denne kirke, er man sikker på at kunne gå en ny uge i møde med en energi og varme i sindet, der er svær at finde andre steder!

Gospel Church International- En Universel Kirke i et Pipfuglekvarter

38 ARKEN FS2012

TrosForums kommende foredrag i forårssemstret 2012

Onsdag d. 22. februar - TRO OG FORSTÅELSE - foredrag ved Claudia Welz, professor i systematisk teologi ved Det Teologiske FakultetTid: kl. 19.30 Sted: i kantinen på Det Teologiske Fakultet, Købmagergade 44-46

Det første foredrag i TrosForum i foråssemstret 2012 vil blive holdt af Claudia Welz, professor i systematisk teologi på Det Te-ologiske Fakultet i København. Foredraget, der bærer titlen tro og forståelse, fokuserer på tre problemfelter, som traditionelt placeres indenfor disciplinen fundamentalteologi: (1) Prolegomena til dogmatikken: Hvordan skal forholdet mellem tro og fornuft, tro og erfaring, tro og vantro defineres? Er forståelse et uundværligt element i troen, eller er troen allieret med det absurde? I sammenhæng med Kierkegaards paradok-stænkning diskuteres tænkningens grænser. (2) Forholdet mellem teologi og eksistensfilosofi: Kan vi med fornuftsgrunde forsvare troen? Bultmann er enig med Kierkegaard om, at vi kun kan tale om Gud, idet vi taler om vores menneskelige eksistens. Men hvad betyder dette for spørgsmålet, om der findes et tilknytningspunkt for åbenbaringen i mennesket? (3) Hamartiologi: Bultmann følger Luther og Kierkegaard i betoningen af synden som den uendelige kvalitative forskel mellem Gud og menneske. Hvis subjektiviteten er både sandheden og usandheden, hvorledes er det så muligt at tale sandt om Gud og mennesket?

Tirsdag den 20. marts – GRUNDTVIG, KIERKEGAARD OG KIRKEN – Anders Holm, ph.d. og lektor i kirkehistorie på Det Teologiske FakultetTid: kl.19.30Sted: Kældercafeen på Det Teologiske Fakultet, Købmagergade 44-46

Ved første gennemlæsning af de ting, Kierkegaard og Grundtvig skriver om hinanden, forbavses man mildest talt: så megen hånlighed og så mange nedgørende bemærkninger, Danmarks to store tænkere fra midten af attenhundredetallet dog udsatte hinanden for! Men midt i alle grovhederne var der dog også meget på spil - ikke mindst et afgørende spørgsmål om, hvad eller hvem den sande kirke er.

Tirsdag d. 24. april - KRISTI EFTERFØLGELSE - økumenisk foredragsaften ved Lars Messer-schmidt, generalvikar ved den Danske Katolske Kirke, Bent Flemming Nielsen, dr. theol. og folkekirkepræst & Poul Sebbelov, ortodoks præst.Tid: kl. 19:00 Sted: Kældercaféen på Det Teologiske Fakultet, Købmagergade 44-46

Temaet for aftenen er Kristi Efterfølgelse, hvis betydning vil blive udlagt og diskuteret af et økumenisk panel bestående af tre kompetente oplægsholdere, alle med praktisk-kirkelig erfaring, der vil oplyse om den te-ologi, der knytter sig til den teologiske tanke om efterfølgelse inden for henholdsvis dansk protestantisme, katolsk kristendom og østkirkelig ortodoksi.Områder inden for ideen om efterfølgelse, som muligt berøres, spænder således lige fra forståelsen af helliggørelse, forholdet mellem ydre og indre efterfølgelse, kirkelige forbilleder og forholdet mellem en individuel og en kollektiv-ekklesiologisk efter-følgelsesfordring. Aftenen vil forløbe på den måde, at hver af de tre oplægsholdere først vil give en dogmatisk indførelse i spørgsmålet om eft-erfølgelse set fra hver deres særlige traditions position, hvorefter der vil være en indbyrdes paneldiskussion med mulighed for spørgsmål og kommentarer. Til slut bliver debatten fri til en fælles samtale om efterfølgelse oplægsholdere og tilhørere imel-lem.

TrosForum

39 ARKEN FS2012

‘s BS

Nye tiltag fra ChristiansborgDer skulle ikke gå særlig lang tid før Manu Sareen fik pillet ved Folkenkirkens muligheder for at vie homoseksuelle. Med lovforslaget, der vil træde i kraft Grundlovsdag, har kirke- og ligestillingsministeren været med til at markere en milepæl i Folkekirkens historie.

“Det er en dejlig følelse, at rykke lidt i folks forståelse af, hvad religion egentlig kan bruges til,” udtaler han. “Men hvad folk ikke forstår, er, hvor meget mere religionen egentlig kan bru-ges til.”

Som en konsekvens af Manu Sareens meget løsslupne reli-gionsforståelse vil det heller ikke undre særlig mange, at han allerede ligger inde med flere forslag til, hvad Folkekirken kan gøre for at gøre sig selv til den mest frie kirke i verden.

“Først og fremmest må vi af med syndsbegrebet. Der er ingen i dag, der tror på, at de er syndere, så hvorfor skal vi holde fast i det oldgamle dogme?” spørger han retorisk. “Det er meget bedre, at folk kan blive støttet i deres selvforståelse af, at de er verdensherrer i alt, hvad de foretager sig. At være kristen i da-gens Danmark handler jo ikke om, at man er synder. Man er jo så meget fri forbruger alle andre steder, så det skal Folkekirk-en jo støtte og hjælpe folk med at forstå, at de selvfølgelig bare skal gøre, som de har lyst til.”

“Hvis man er asatroende, og man ønsker at få Odins visdom gennem skjaldemjøden i kirken, som jo egentlig bare er en overbygning på danskernes religion, skal man da ha lov til det. Folkekirken er jo for folket, og hvor folket går, skal Folkekirken følge efter. Det ligger jo ligesom i navnet.”

Efter lovforslaget vedr. homoseksuelle vielser, har Manu

Sareen modtaget en række ønsker og forslag til, hvilke tiltag Folkekirken skal imødekomme, så den bliver mere folkeven-lig og ikke bare en, i sig selv, indesluttet institution. Blandt de mange ønsker, er der specielt et stort ønske om bacon til nadveren.

“Jeg er vild med forslaget og vil straks arbejde videre med det,” siger han. “Jesus siger jo, at det er hans legeme, de spiser, og derfor er det ret fjollet, at man så spiser brød. Det er meget bedre med bacon, for det er jo rent faktisk kød. Og eft-ersom det lige nu er forbudt at spise menneskekød, kan man jo bare spise svinekød. Grisen og mennesket ligner jo hinanden på så mange punkter alligevel. Så meget, at man måske også skulle overveje, om kirken skulle kunne vie dem, hvis der var ønsker om det.”

Manu Sareen har fingrene i en række interessante tiltag for folkekirken, og han har lovet, at der ikke går særlig længe, før nogle af dem rammer Folketinget. Og det er dybt nødvendigt, mener han:

“Jeg var jo selv tvivler, og overvejde kraftigt at melde mig ud af Folkekirken. Men nu, hvor mulighederne foreligger for at gøre Folkekirken bredere og mere rettet mod folket fremfor en overjordisk skabning, har han nu fået blod på tanden og har intet problem med at se sig selv som Folkekirkens rednmings-mand. Derfor er han igang med at udarbejde Folkekirkens nye slogan, som han mener virkelig vil få danskerne til at forstå, hvad man kan bruge religionene til i dag:

“Spørg ikke om, hvad du kan gøre for Folkekirken, men om, hvad Folkekirken kan gøre for dig.”