8. ÅRGANG JANUAR-FEBRUAR 2008 NR. 1-2

ABILDABILD NYTNYT

Moses Hansen skriver: Vi tog dette foto af en tørstende hjort, der spontant knælede i

vor nærhed, mens den begærligt drak af Davids kilde ved Ein Gedi ved det Døde Hav. Må Israelsrejsen have givet os alle yderligere tørst efter Gud, som vi sang i koret:

Som en hjort skriger efter vand, så længes jeg efter dig, oh Gud! Du er den, som mit hjerte attrår, og jeg vil kun prise dig!

Der er kraft i din stærke hånd, kun til dig overgi’r jeg min ånd! Du er den, som mit hjerte attrår, og jeg vil kun prise dig!

Salme 42:2

Velsignet Nytår 2008!

2

Formålet med ”Abild Nyt”

- at du får lyst til at søge Gud - at du får lyst til at læse i Bibelen

Jesus har sagt: ”Således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn, den enbårne, for at en- hver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Johs. 3:16).

Jerusalemsmarchen 2. oktober 2007 af Moses Hansen

Fordi Israel er så truet og presset, og fordi nationernes ledere ikke er til megen støtte, modtager de med kyshånd den støtte, de kan få andre steder fra. Og den får de faktisk kun fra bibeltroende kristne. Derfor var det vildt og uforklarligt at opleve marchen gennem Jerusalem i dag, hvor titusinder af jøder stod som en kødrand langs de afspærrede ga-der og bød flere tusinde kristne velkommen, da vi vandrede forbi. Den oplevelse kan ikke forklares – men kun erfares! Der er ansigter, hånd-tryk, smil og klem, man aldrig glemmer…

Ca. 130 danskere spredte lys i gaderne med vore rødCa. 130 danskere spredte lys i gaderne med vore rød--hvide farver...hvide farver...

Abraham, direktør for Yad Vashem, Holocaustmuséet i Jerusalem, talte til os i dag. Han fortalte om sin bedstefar Jakob, som var omkommet i Auschwitz. Da det gik op for ham, hvad der skete, havde han sagt til sin søn: ”Vi er alene i verden. Der er ingen, som ønsker at stå ved vo-res side!” Da Abraham i dag stod foran en tusindtallig skare af kristne, sagde han med bævende stemme: ”Bare min bedstefar Jakob og min far kunne have været her i dag og set jer! For vi er ikke længere alene. Der er bibeltroende kristne overalt i verden, der ønsker at stå ved vores side. Tak, fordi I er kommet til Israel for at stå sammen med os!”

3

Alteret, hvor vi beder, takker, lovpriser og tilbeder Gud? Alteret, hvor Guds Ord studeres og grundes over? Alteret, hvor familien samles for at bede? Alteret, hvor vi lever i Guds nærhed? Det var dét alter, der var nedbrudt på Elias' tid, hvorved Ba'alsprofeterne fik råderum i folket, og det er dét alter, der på mange måder også er nedbrudt i vor tid... Guds alter skal genopbygges! Elias gjorde det – og i løbet af kort tid var tingene sat på plads. Folket, som i mange år havde levet i forvirring og tvivl, så nu Guds ild og kraft, og faldt til jorden og råbte: ”Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!” Det begynder i dit og i mit liv. (Se endvidere på Vægternes hjemmeside www.watchman.dk Moses Han-sens rejsedagbog under Israelsrejsen d. 21/9-9/10/07). E.V.

… I dag satte vi kursen mod Karmels bjerg nær Haifa og Middelhavet. På toppen læste vi beretnin-gen i 1. Kongebog, kapi-tel 18, om styrkeprøven mellem profeten Elias og Ba'alsprofeterne. Vi drog paralleller til vor tid, hvor der også findes mange Ba’alsprofeter, dvs. antikristelige og anti- semitiske røster og kræf-ter. Svaret er ikke en ny statsminister eller ny re-gering, selv om det må-ske også kan være på-krævet, men at genrejse alteret... Det var det, Eli-as gjorde. Vi har i dag mange kristelige aktivite-ter; men er alteret på plads?

På Karmels bjerg af Moses Hansen

4

Den glade kristendom

af Jørn Nielsen

”Mener du virkelig, at en kristen altid kan være glad?” - ”Ja, det mener jeg virkelig. I Lukas 15:24 står der: ”Og de begyndte at være glade”. Der står ikke noget om, at de sluttede der-med! Men det betyder ikke, at en kristen ikke kan kende til tyngende sorg og mange tårer. Dem undgår ingen af os. Vi lever jo her i verden i en ”tåredal”, som Gud dog gang på gang forvandler til ”kil-devang” (Salme 84:7). Thi netop i sor-gen og nedbøjede stunder oplever vi sandheden af Paulus' ord, når han si-ger: ”Som bedrøvede dog altid glade!” Derfor skal sorgen ikke komme til at kvæle glæden i Herren. Paulus tager heller ikke munden for fuld, når han fra sit fængsel skriver: ”Glæd jer altid i Herren, jeg siger igen: Glæd jer!” (Filipperbrevet 4:4). I min lokale avis skrev for nylig en af mine ateistiske modstandere lidt irriteret til mig: ”Skru lidt ned for glædesblus-set!” Men det ønske kunne jeg ikke ef-terkomme. Jo mere jeg tænker på, hvad Kristus har gjort for mig, jo mere må jeg skrue op for glædesblusset. - Jeg må derfor sige: stakkels de mennesker, som ingen Frelser har at gå til med de-res sorger, men bestandig må ty til an-dre mennesker, til ”lykkepiller”, samtale-terapi, psykologhjælp, o.s.v. - uden dog at få virkelig varig hjælp. Det er ofte de samme mennesker, som udadtil håner Kristustroen, men bag hadet skjuler der sig ofte en uforløst elendighed. Lykkelige er de, derfor, der kan sige: ”Herren har gjort store ting imod os, og vi blev glade!” (Salme 126:3).

I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den

ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader!

(Rom. 8:15)

Når ørnen får nye svingfjer af pastor fra El Salvador

”Ny kraft får de, der bier på Herren, de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.” (Esajas 40:31) Når ørnen er ca. 40 år gammel, kommer den ind i en krise. Næbbet er så krumbøjet, at den næsten ikke kan spise sit bytte. Kløerne er så lange, at den ikke kan gå ordentligt eller gribe sit bytte. Og fjerene falder af. - Det er tidspunktet, hvor den søger højt op i bjergene og sætter sig på en klippe for at vente på sin Skabers indgriben. Den begynder at hakke løs på klippen, indtil næbbet nærmest er væk, og blodet flyder. Men ud vokser et nyt og stærkt næb. Med det nye næb trækker den de lange kløer ud – og ud kom-mer der nye kløer. Og samtidig vokser der nye fjer og svingfjer frem. - Hele processen er både blodig, langvarig og smertefuld, men resultatet er herligt. Når den er klar, kaster den sig ud fra klippen og flyver højere op end nogen-sinde før. Og når den endelig vender tilbage i de lavere luftlag, hvor de andre fugle er, fremtræder den som en helt ny ørn og lever mindst 30 år derefter... Det er det billede, Gud også bruger i Salme 103:3-5: ”Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven. Han kro-ner dig med godhed og barmhjertighed. Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn.” (Ved Løvhyttefesten i Jerusalem, efteråret 2007).

5

6

”Jerusalem Post” d. 7.-13. sept. 2007

”... en arkæolog fra det hebraiske universitet, prof. Amihai Mazar har afdæk-ket den ældst kendte bigård eller bikubekoloni i Mellemøsten. Det skete i en udgravning i Beit She'an dalen i denne sommer. Tre rækker af bikuber blev fundet i bigården, der indeholdt mere end 30 kuber, men arkæologer anslår, at det totale område kan have haft 100 bikuber. Biavlere og lærde folk an-slår, at et halvt tons honning kunne samles fra disse kuber hvert år, lød det fra universitetet d. 3. sept. - Dateringen af bikuberne blev gjort ved at måle nedbrydningen af kulstof-14 isotoper i organisk materiale, hvedekorn fundet ved siden af bikuberne. Disse korn er dateret ved Groningen universitet i Holland til perioden midt i det 10. århundrede til tidligt i det 9. århundrede f. Kr.” (”Israels Vægter”, nr. 5, oktober 2007).” Bibelen fortæller: ”Herren din Gud vil føre dig ind i et herligt land, et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning...” (5. Mos. 8:8). Den sunde og livgivende Honning er nævnt flere steder i både det gamle og ny Testamente. For eks. i forbin-delse med Samson og David, og vi bliver fortalt, at Johannes Døberens føde var ”græshopper og vilde biers honning”. (Matt. 3:4).

Udgravninger som på fotoet finder sted mange steder i Israel, hvorved det jødiske folks tusindårige historie i landet bliver afdækket

Landet med mælk og honningLandet med mælk og honning

7

Her vil bies... af Blom Salmonsen

Da Quisling tog Norge til len af Hitlers hånd, og landet skulle nazificeres, fik de, der ikke bøjede knæ for Ba'al, meget ublide kår. Nogle flygtede ud på fjeldet og gemte sig i skovene. Andre sammenstuvedes i årevis på fangelej-ren Grini. Dér måtte også den ædle professor Francis Bull tåle indespærring. Blandt de indespærre-de var en ung præst, der fik fængselspsykose og var i fare for at miste troen på sandheden, friheden, livet selv – og på Gud. Da så Francis Bull kærligt på ham, og sagde dæmpet og inderligt:

Her vil ties, her vil bies,

her vil bies, o svage sind! Vist skal du hente, kun ved at vente, kun ved at vente, vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind!

Det gav et ryk i den fangne præst. Det var, som blev hans sjæl hentet tilbage. Med troen i behold kunne han derefter udholde sit fangen-skab til det sluttede.

Et Ord for det nye år 2008!

- sagt af ISRAELS GUD til israelitterne før erobringen af Kana'ans land -

”Det land, I skal over og tage i besiddelse, er et land med bjerge og dale;

der drikker vand, når regnen falder fra himmelen, et land som Herren din Gud har omhu for,

og som Herren din Guds øjne stadig hviler på, fra årets begyndelse og til dets slutning.

(5. Mosebog 11:11-12).

8

Oplevelser i sidste århundrede

af kinamissionær Marie Monsen (1878-1962) Bibelkvindens historie Under mit besøg i den nordlige del af Hopei hørte jeg om en bibelkvinde, hvis historie var meget usædvanlig. Hun var vokset op i små forhold, men blev gift ind i en rig familie, som havde betalt en stor sum penge for hende. Pigen, der kun var 12 år gammel, opdagede først efter brylluppet, at hun var blevet gift med en dreng, der mere lignede et dyr end et menneske, foræl-drenes eneste barn. Rædslen fik hende til at flygte allerede næste morgen. Hun kunne ikke rejse hjem, fordi hendes familie havde fået de mange penge for hende. Skræmt fra vid og sans løb hun bort uden at vide hvorhen... men netop den morgen (og det for første gang i Kinas tusindårige historie!) færde-des en svensk-amerikansk kvindelig missionær på samme sti – og pigen løb lige ind i hendes arme! Missionæren tog hende med sig hjem, hørte hendes historie og betalte derefter brudgommens forældre de mange penge, de hav-de mistet. Pigen kom i skole, fik en god uddannelse, og hun havde nu i man-ge år været en meget respekteret og afholdt bibelkvinde i skole-, børne- og kvindearbejdet, hvorved hun havde aflastet sin afholdte redningskvinde væ-sentligt. En salomonisk dom På min rejse rundt i landet, lærte jeg også en ung evangelist at kende, som ledede arbejdet i en stor forsamling. En aften, da vi sad og talte sammen ef-ter dagens arbejde, åbnede han sit hjerte for mig og sagde: ”Missionærerne her er alle så unge. Jeg længes efter at kunne betro mig til en ældre erfaren missionær.” Og han fortsatte: ”Som ung hadede jeg mine forældres autoritet, så jeg løb hjemmefra for at blive røver, men blev i stedet soldat. På min vide-

I mangel af kirker samles de kinesiske kristne til møder i hjemmene.

Trods forfølgelser fra regimet bliver der flere og flere kristne i det store kinesiske rige. Her ses en landsbys kristne samlet til gudstjeneste.

9

re færd mødte jeg en evangelist, som førte mig til Kristus, hvorefter jeg vid-nede for mine kammerater og altid besøgte missionsstationer på min vej. De var som et hjem for mig. Men jeg var jo klar over, at jeg måtte få gjort op med mine forældre og derfor begav jeg mig en dag på vej hjem. Uheldigvis traf jeg en jævnaldrende fra samme landsby, og han begyndte at håne mig, fordi jeg i sin tid var løbet hjemmefra. Jeg har altid haft et hidsigt temperament, så vi kom snart i direkte slagsmål, hvorunder han pludselig lå død i sandet foran mig. Der havde ikke været nogen vidner, så der blev ikke noget efterspil, men det blev jo ikke nogen glad hjemkomst for mig, fordi jeg nu kom som morder. Efter lang tids forløb kunne jeg omsider tro på, at Je-sus, ved sin død på korset, også havde tilgivet mig, som han havde tilgivet røveren. Derefter kom jeg hertil.” ”Har du nogensinde tænkt på at bekende og gøre op med denne mands fa-milie?” - ”Ja, ofte!” - ”Hvordan ville det gå, om du gjorde det?” - ”De ville ha-de mig og min familie, og der ville flyde blod på begge sider.” - ”Ville det væ-re en god løsning?” - ”Det er jeg ikke sikker på.” - ”Jeg vil give dig det råd som andre har fået i samme situation: Bed Gud om at frelse denne mands familie og bed om vækkelse for hele hans slægt. Du ved af erfaring, hvad Guds Ånd formår. Og hvis du har mulighed for at hjælpe hans familie, så gør det. Det er, hvad en erfaren præst i Chicago, rådede mig til, hvis jeg kom ud for et tilfælde som dit!” - Grænseløst taknemlig udbrød den unge mand: ”Jeg vidste før, at Gud havde tilgivet mig, men nu har jeg omsider fået den fred, der overgår al forstand!” (Fra bogen ”En märklig väckelse”, 1961).

10

En uhyggelig dokumentation af Laust Farver i Jyllandsposten 24. september 2007

En samling billeder af smilende og grinende SS-soldater, der nyder deres fritid nær Auschwitz, kradser hul på et gammelt tysk sår. Mens tusindvis af fanger blev tortureret, myrdet og brændt i Auschwitz, nød tyske SS-officerer ubekymret deres frie timer på forskellige faciliteter i nærheden af udryddel-seslejren. Det viser en samling billeder, som the National Holocaust Museum i Washington, USA, offentliggjorde i sidste uge. De 116 billeder blev taget mellem maj og december 1944 og ifølge tyske me-dier er det første gang, der er billeddokumentation for, hvordan SS-officererne i Auschwitz tilbragte deres fritid. Albummet med billederne tilhørte Karl Höcker, adjudant for den sidste lejrleder i Auschwitz, Richard Baer, og viser officererne i forskellige selskabelige situationer: Med hævede glas til skål, i sang akkompagneret af harmonikamusik og omgivet af kvindeligt sel-skab. Fælles for mange af billederne er de muntre og ubekymrede motiver fra officerernes fritid, der står i skærende kontrast til det massemord, som de var med til at orkestrere i deres daglige arbejde. Og det gør ondt i den tyske sjæl. "Intet andet navn end Auschwitz er forbun-det med større skræk og grusomhed. Dødslejren er indbegrebet af nazister-nes mord på jøderne. Nu er fotos af forbryderne kommet frem. Det er mare-ridtsagtige dokumenter, der viser, hvor skamfuldt og kynisk SS-folkene nød deres liv nær gaskamrene,” skrev det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel i fredags. Indtil billederne af SS-officererne blev offentliggjort, har der kun ek-sisteret 320 kendte billeder af Auschwitz, før lejren blev befriet af russerne i 1945. (Tilsendt af Uffe Nissen).

Solahütte var en rekreationshytte for SS-officerer, 30 km syd for Auschwitz

Forsiden af Karl Höckers album fra 1944 Et hold jøder kommer til Auschwitz i 1944

11

”Skattelettelser” i Kasakhstan af Allan Smith

Indledning v/E.V. Allan Smith, der er fra Strib, nord for Middelfart, har i en årrække været missionær i Central Asien, først i Moldavien, senere i Ka-sakhstan, hvorfra han sendte denne rapport d. 3/11/07. Han blev for øvrigt 40 år d. 24. december 2007, mens han var hjemme på julebesøg. Skattelettelser og fradrag Herligt! vil nogen nok tænke! Men hør lige her: En ny skattelovgivning i Ka-sakhstan giver forretningsmænd lov til at slippe for al form for skat i ét år, hvis de donerer penge til bygning af moskeer i landet! I Danmark kan man fratrække gavebeløb til godkendte organisationer eller foreninger (op til en vis størrelse) i skat. Her i Kasakhstan er dette nu blevet muligt, hvis gaverne gives til opførelse af en moske. Alle andre trosretninger forbliver uden dette privilegium. Derfor skyder der i øjeblikket utroligt mange moskeer op overalt. Bed om, at Herren må gribe ind! Bed også om, at de kristne må få økonomi til at bygge nye kirker og købe bygninger uden at myndighederne vil chikane-re dem og prøve at forhindre det. En ny moske er under opførsel i Stepnjak - betalt af lokale forretningsmænd. Og så gi'r det oven i købet en god velvilje hos den lokale Mullah og den lokale borgmester. Forfølgelser og chikanerier Menigheden i ”Emanuel-kirken” i Shymkent i syd Kasakhstan har været me-get forfulgt. På nuværende tidspunkt er situationen meget alvorlig, idet den lokale borgmester i Shymkent ønsker at fjerne bygningen inden for de næste uger. Den befinder sig i byens centrum og har over 1000 medlemmer. Borg-mesteren har allerede ladet en stor basar rive ned og lavet hele området om til en park. Nu ønsker han også, at kirkebygningen skal fjernes, idet den kun ligger 150 m fra parken, og han ikke bryder sig om den. I starten af 90-erne købte menigheden grunden, hvorpå bygningen nu står (på det tidspunkt var stedet en park) af den forrige borgmester, men han stak blot beløbet i sin egen lomme. Det helt store problem er, at den nye borgmester kun vil kom-pensere for det beløb, som kirken i sin tid købte grunden for, og ikke grun-dens aktuelle pris. Kirkebygningen vil han slet ikke kompensere for, så med mindre, der sker et mirakel, vil den blive jævnet med jorden, mens 3 andre kirker i Shymkent vil blive lukket eller ”paralyseret” eller ”stækket” allerede her i 2007. Meget stærke kræfter arbejder på at lukke alle kirker i byen, og visse højtstående folk i Shymkent siger åbenlyst: ”Vi ønsker at lukke alle kir-ker i Shymkent!” Samtidig bevirker den nye skattelov, og store udenlandske donationer fra arabiske lande, at der bliver bygget moskeer overalt i Shym–

kent-området, bl.a. er en ny mega-moske, med plads til over 8000, under op-førelse i byen. Bed for situationen og om at Herren må styrke de kristne i by-en og i hele Syd Kasakhstan. Grace Church i Karaganda Især inden for det sidste halve år har mange kirker oplevet forfølgelse af for-skellig art. Den 20. august gennemsøgte den kasakhiske efterretningstjene-ste KNB den næststørste kirke i landet, ”Grace Church” i Karaganda (med over 2500 medlemmer) i 15 timer. Alle ledere blev afhørt og alle computere og dokumenter beslaglagt. Efterfølgende blev pastoren og 3 andre ledere anklaget for forræderi - som dog senere blev droppet. I de efterfølgende 2 måneder er samtlige 250 kirker i ”Grace” i Kasakhstan blevet gennemsøgt, og flere er blevet truet med lukning. Dog er de næsten alle igen blevet ”benådet” eller idømt bøder. KNB-officeren, som ledede hele denne aktion, døde blot 14 dage efter! Samtlige medlemmer i modermenigheden i Kara-ganda har haft husbesøg og er blevet forhørt af politiet. Medlemmerne, som var etniske kazakhere, blev udsat for hårdt pres af lokale politifolk, som er muslimer. F. eks. skete det, at mange kristne kasakhiske kvinders og pigers ægtefæller eller familiemedlemmer (som ofte er muslimer) blev udsat for, at politifolk spurgte dem: ”Hvorfor lader du din kone komme i en kirke i stedet for at tage hende med i moskeen?” eller ”Din kone har forrådt sin muslimske tro og er en skam for jeres familie – I bør sætte hende i rette!” Dette har ført til megen vold mod kristne kvinder, og de er blevet sat i karantæne af deres mænd, eller er blevet forbudt at komme i kirken. Bed om, at Gud må gribe ind! Bed om beskyttelse for disse kvinder, og bed om, at Herren må give dem mod og frimodighed, og at al frygt må vige fra deres hjerter. Bed også om, at mange af deres familiemedlemmer må komme til tro på ”Isa” (Jesus). ”Ære kontra skam” eller ”ret kontra forkert” Hvordan kan det være, at netop ”ære” og ”skam” bruges til at manipulere dis-se muslimske familier? Jo, sagen er, at i Islam er begreberne ære og skam hævet over begreberne ret og forkert. Desuden er Islams Sharia-love og reg-ler hævet over verdslige love og regler. Det er en af hovedårsagerne til, at der i Danmark og Vesten ofte sker æresdrab eller disciplinær afstraffelse i muslimske familier. Hele problemet i denne tankegang ligger i, at de, der regnes for muslimer, også (skal), er tvunget til at være muslimer, og at de i princippet ikke har noget frit valg. Altså: er man født muslim, SKAL man væ-re muslim. Alt andet er forræderi og ærekrænkelse. Dette synspunkt er fun-damentalt forskelligt fra kristendom og vestlige værdier, der lægger vægt på menneskets frie vilje og retten til selv at vælge – som er demokratiets hoved-hjørnesten! Altså: islam siger: ”du skal”, ”du er tvunget til”, ”du har ikke noget valg”, som med andre ord er baseret på ”skæbne” og ikke på respekt for det enkelte individ. Dette er også grunden til, at der ikke findes noget reelt demo-krati i noget muslimsk land, idet grundtanken i demokratiet er kristen.

12

”Det er mærkbart, at der findes mange gudfrygtige færinger. Det er, som om syndens natur slet ikke kan komme ind her i samme grad, som for eksempel i Danmark. Helt sikkert på grund af mere JESUS på Færøerne end i Dan-mark. Jeg fik en mail fra et ægtepar i Danmark i går. Hun arbejder som social- og sundhedshjælper og har fået strengt forbud mod at tale om Jesus. Han ar-bejder som selvstændig taxa-chauffør, men kører i firmaets bil. Han har lige fået påbud om at fjerne ”fisken” fra hans taxa. Han må ikke køre med et ”religiøst symbol”. Vi må sige med Jesus: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Og hvis de ved, hvad de gør, bliver konsekvenserne så meget større – i ne-gativ retning. Her tænker jeg for eksempel på indholdet af Romerbrevet, ka-pitel 1, hvor Gud ”giver dem hen”, der ikke vil Ham.” Så vidt Moses Hansen. Samtidig må det undre den kristne i et ”kristent” land, at medierne til stadighed tillades at poste en konstant ”forurening” ud i sam-fundet i lyd, tekst og billeder, hvorved befolkningen, ikke mindst børn og un-ge, bliver stadig mere voldelige og samvittighedsløse i takt med at de oplæ-res i gudløshedens ”velsignelse”: den fuldkomne ”frihed” (der trælbinder!). Stærke (dæmoniske) kræfter arbejder både i Danmark og i den vestlige ver-den på at få Kristendommen ud, og hvad kan man så frygte, der kommer ind i stedet? E.V.

13

En mail fra Færøerne

14

Det begyndte med at en tysk sygeplejerske, Emma Berger, blev dødssyg og sagde til Gud, at hvis Han helbredte hende, ville hun indvi sit liv til at velsigne Israel. Gud helbredte hende! Til at begynde med samlede hun penge ind til Israel, men i 1963 rejste hun selv derned med en lille gruppe for at arbejde i kibbutz. Senere købte hun et stykke jord, som viste sig at blive begyndelsen til det multi-million-euro-projekt, det er i dag med 280 fastansatte arbejdere, hvoraf de fleste er israelere. Lederen, Joachim, der viste os rundt, understregede: ”Vores mål har aldrig været at blive store og rige. Vores mål har hele tiden været at velsigne Isra-el. Men i takt med, at vi har velsignet Israel, har Gud velsignet os, så vi er det, vi er i dag, hvorved vi er i stand til at velsigne Israel endnu mere!”

Moses Hansens tekst til billedet ovenfor: Nachon Jakob er i dag et moderne samfund. Men de gamle fotos viser, at jøder ofrede deres liv under meget primitive forhold for at skabe det samfund, der findes i dag.”

På besøg i kibbutz

af Moses Hansen

Fra Karmel kørte vi til en af de første jødiske bosættelser i Isra-el, byen Nachon Jakob, der blev grundlagt i forbindelse med den bølge af jøder, der vendte hjem fra Rusland omkring 1880.

Vores israelske guide, Sheila. Hun er en Jesus-troende jøde. Her fortæl-ler hun om det tidligere Shikem, nu kaldet Na-blus, som israelerne har totalt afskåret fra Israel, da byen er centrum for træningen af bombe-mænd og fremstillingen af bombebælter.

Fra Moses Hansens Israelsrejse

21/9-9/10/07.

15

Fra Hotel Eshel Hashomron i Samaria (foto ovenfor) satte vi kl. 14 (27. september) kursen mod Ein Gedi i ørkenen ved Dødehavet, hvor den Kristne Ambassade i Jerusalem havde arrangeret åbningsmødet for den jødiske højtid, ”Løvhyttefesten”, med aftensmad, dans, sang, musik, dra-ma og forkyndelse. Det blev en vidunderlig aften i 35 graders varme. Vi spiste lækker mad og lovsangen bruste op mod himmelen, hvor fuldmånen sejlede over Døde-havet. Deltagerantallet var det største nogen sinde i Ambassadens histo-rie, nemlig over 6.000 mennesker. Bl.a. var der over et tusinde kristne fra Brasilien. Et meget højt tal, når vi tænker på den lange og dyre rejse. En børnegruppe fra Uganda var fulde af liv og glæde, til trods for, at de alle er forældreløse: AIDS har dræbt mor og far. Men de har heldigvis alle mødt Jesus, og gode kristne tager sig af dem. Peter og Anne-Lise Madsen (Middelfart) fortalte om deres jødiske relatio-ner, som de har opnået gennem socialt arbejde og venskaber... de ople-ver, hvordan flere og flere af deres jødiske venner er spørgende med hensyn til Jesus, fordi de mærker, at Bibelen er mere end bogstaver for Anne-Lise og Peter, og dette mere vil de gerne have fat i. Linda Møller, der arbejder for Dansk-Jødisk venskab i Jerusalem, oplever det samme. Hun kørte med os tilbage til Jerusalem. Hun havde haft et jødisk ægtepar i høj stilling med sig til Åbningen ved Dødehavet, og de havde været dybt berørte af lovsangen, der var centreret om Messias, Jesus Kristus, som er fuldstændig fremmed for jøderne. Vi takker Gud for endnu en god og udbytterig dag og beder om, at Han giver os halvanden times søvn pr. time, så vi kan være friske til i morgen, hvor vi i skudsikker bus skal på tur i Samaria. (Fra Moses Hansens rejse-dagbog under Israelsrejsen d. 21. september. (Se www.watchman.dk)

En nyttig rutevejleder?

af Helle Bech, grafiker

”Kør forsigtigt!” Hun siger det altid, når vi har hende med i bilen. I hvert fald, hvis hun er tændt. Stemmen tilhører vores GPS – sådan et talende, elektro-nisk kort og vejviserapparat, som lige kan sidde i forruden på bilen og fortæl-le os, når vi skal dreje til højre eller venstre, og hvilken vej, vi skal tage ud af en rundkørsel. I princippet behøver man ikke at vide, hvor i landet ens mål ligger. Man taster bare adressen ind, og så bliver man dirigeret hele vejen, og på det lille display kan man så følge ruten på et kort. Men det er altså kun i princippet. For vores vejviser er helt afhængig af det program og de data, hun er blevet udstyret med. Så når der bliver lavet om på vejsystemet, kan hun godt komme på glatis. For eksempel her den anden dag, da vi skulle til Ryslinge. Det gik meget godt, indtil vi var kommet forbi Odense og skulle dreje mod syd ad den nye motorvej. Ifølge det lille display kørte vi flere gange ud over de bare marker. Og stemmen dirigerede os gennem flere rundkørsler. Ja, på et tidspunkt ville hun faktisk have os til at foretage en u-vending midt på motorvejen! Godt suppleret med en rutebeskrivelse fra Krak og lidt sund fornuft nåede vi alli-gevel helskindede og planmæssigt frem til målet. Oplevelsen fik mig til at tænke på, at Gud faktisk er en slags GPS i vores liv. Han kender både målet og vejen til målet. Og Han er altid fuldt opdateret, både med de veje, der er der, og de veje, der ikke er der. Han har overblik-ket. Skulle vi komme bort fra ruten, ved Han straks, hvilken vej vi skal tage for at komme tilbage og nå målet. Nogle gange tror jeg faktisk også, Han med vilje dirigerer os ad en omvej, men målet er stadig det samme. Derfor fik GPS også en ny betydning for mig: GUD PASSER PÅ SINE. En anden lille detalje ved den GPS, vi har i bilen, er, at hun nogle gange si-ger: ”Signalet er for svagt. Kontroller antennen.” Og den besked gentager hun med jævne mellemrum, til der er skabt forbindelse. For hvad hjælper det at have verdens bedste GPS, hvis der ikke er forbindelse? (Fra den tværkirkelige ugeavis ”Udfordringen” d. 17. oktober 2007).

Deadline for næste nr. af Abild Nyt er fredag den 9. februar 2008

Redaktion og layout: Eva Vosegaard, Storebæltsvænget 182, 5500 Middelfart Tlf. 64 41 20 31 Mobil: 29 32 82 54 E-mail: eva.vosegaard@stofanet.dk Teknisk tilrettelægning: Uffe Nissen Tryk: ”Friheden” Nors