snu seidenfaden - kærlighed, bøger og politik

Snu Seidenfaden.indd 2 08/11/12 09.13

Cândida Pinto

Snu Seidenfaden– kærlighed, bøger og politik

På dansk vedTine Lykke Prado


Snu Seidenfaden – kærlighed, bøger og politikOversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado efter:

Snu e a vida privada com Sá Carneiro © Cândida Pinto, 2011

First published by Publicações Dom Quixote, Portugal, 2011Published by arrangement with Publicações Dom Quixote, Portugal

Copyright denne udgave: © People’sPress, København, 2013Sats: LYMI

Omslag: Nete Banke og Marlene Sherar, IMPERIET

ISBN: 978-87-7137-301-1

1. udgave, 1. oplagPrinted in Denmark 2012

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomstmellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudtifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København Vwww.artpeople.dk


Til Rebecca

“Verden er en mægtig bog som de, der aldriggår ud i verden, blot får læst én side af.”

Citat tilskrevet augustin


Indhold

Snu, mit forbillede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Forord ved Eva Henningsen

Snus viljestyrke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Forfatterens forord

første del

Snus opvækst I Michael Hall, en engelsk skole . . . . . . . . . . . . 23 II Refugiet i Uttervik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 III Manilla og den tunge arv fra Bonnier . . . . . . 35 IV Skæbner formet af anden verdenskrig . . . . . 43

anden del

En nordbo i Salazars land V Bryllup ved Østersøens bred . . . . . . . . . . . . . . 55 VI Rua D. João V i Lissabons centrum . . . . . . . . 69 VII Konflikter med børnene . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83


tredje del

En forlægger med sans for politik VIII En russisk digter i Lissabon . . . . . . . . . . . . . . . 101 IX Dom Quixote i modvind . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 X Notesbøger i alternativ distribution . . . . . . . 137 XI Nelliker og bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165

fjerde del

Kærligheden til Francisco Sá Carneiro XII Frokost på restauranten Varanda do Chanceler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 XIII Snus valg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 XIV Sá Carneiros ankomst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 207 XV At finde et sted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 XVI Kirkens syn på Snu . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 241 XVII Premierministerens kone . . . . . . . . . . . . . . . . . 253

femte del

Den sidste valgkampagne XVIII Samhørighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 273 XIX Den 4. december, den sidste dag . . . . . . . . . . 287 XX Camarate på 7. sal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297

Forfatterens tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 309Personliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 315Ordliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 321

Den danske kvinde i Portugals politiske centrum 325 Interview med Snu Abecassis af Eva Henningsen, 1980


9

Snu, mit forbillede

Jeg blev afvist, ignoreret, videresendt eller direkte blokeret af den ene sekretær efter den anden i en hel uge i træk, indtil jeg omsider fik den lyse idé at ringe direkte til hende. Jeg ringede til forlaget Publicações Dom Quixote og blev straks stillet om til Snu Seidenfaden. Jeg forklarede, at jeg var blevet bedt af Berlingske Tidende om at interviewe hende, spurgte, hvad hun syntes om den idé, og dagen efter sad jeg over for hende i hendes kontor på forlaget.

Det var et rigtigt hyggeligt kontor med kunst på væggene og friske blomster i en vase på skrivebordet. Der var en ven-lig stemning, og det var en meget smuk og imødekommen-de dame, der tog imod. Hun smilede, og vi gik direkte til sagen. Jeg stillede spørgsmål, og hun svarede fuldstændigt åbent og fyldestgørende på dem.

Interviewet gik kort sagt over al forventning, men efter omkring halvanden time lagde jeg mærke til, at hun tryk-kede på en knap på skrivebordet. Jeg studsede, for der kom ingen lyd, og først langt senere fandt jeg ud af, at knappen fik et lille lys, der sad uden for døren til hendes kontor, til en-ten at lyse rødt eller grønt. Når det lyste grønt, vidste alle på


10

forlaget, at de godt måtte banke på og komme ind, men når det lyste rødt, måtte man hverken banke på eller komme ind.

Hun trykkede altså grønt, da hun syntes, vores interview havde varet længe nok, og kort efter blev der ganske rigtigt banket forsigtigt på døren, og vores møde fik sin naturlige afslutning. Lige før jeg forlod hendes kontor, var det dog, som om hun fik en pludselig indskydelse. Hun stoppede mig og spurgte til min overraskelse, om jeg havde nok at lave i Portugal. Jeg svarede, som sandheden var, at det havde jeg egentlig ikke, og derefter foreslog hun, at jeg begyndte at arbejde for hende på forlaget. Det lod jeg mig ikke sige to gange, og kort efter startede jeg på et af de mest interessan-te, stimulerende og inspirerende år i mit liv.

I de første uger brugte hun mange timer på at forklare mig tingene, og senere gav hun mig helt frie hænder på en række områder. Gennem hele året 1980 diskuterede vi jævn-ligt både ideer og praktiske ting, og hendes fuldstændigt kompromisløse krav om kvalitet både i valget af udgivelser og i hele udgivelsesprocessen gjorde et dybt indtryk på mig. Det samme gjorde hendes kompromisløse krav om ærlig-hed og åbenhed i og omkring arbejdet og i alle livets sfærer i det hele taget. Hun hverken kunne eller ville gøre noget, hun ikke troede på, og alene af den grund blev hun hurtigt mit store forbillede og er det stadig her 33 år efter sin død.

Snu var principfast, men hun var også et varmt og gav-mildt menneske. Hun var en travl kvinde, der ikke brød sig om svinkeærinder, men hun var aldrig afvisende, aldrig uvenlig og altid en rigtigt god lytter over for os ansatte. Hun formåede at få os alle til at føle, at det, vi sagde, var virkeligt interessant – og det gjaldt alle lige fra pakkemanden nede i kælderen til revisorerne oppe på anden sal. Hun behandlede os alle med respekt og ofte med omsorg.

I året 1980 skete der det glædelige, at Publicações Dom


11

Quixote for første gang nogensinde begyndte at give en smule overskud. Efter 15 års slid begyndte regnskaberne at se ganske rimelige ud, og Snu, der ikke havde udgivet så meget som én af de op mod 500 bøger, forlaget på det tids-punkt havde udsendt for profittens skyld, var henrykt. Hun tog de pæne tal som tegn på, at kvaliteten og væsentlighe-den af hendes bøger omsider var ved at blive påskønnet af det portugisiske publikum. Hun følte i disse første måneder af 1980, at hendes store drøm om at være med til at stimu-lere, oplyse og uddanne portugiserne, omsider var ved at gå i opfyldelse.

Forlaget begyndte at gå godt økonomisk, men desvær-re måtte Snu samtidig se i øjnene, at hendes nye rolle som statsministerfrue truede med at forhindre hende i at følge succesen op. Det var praktisk taget umuligt for hende at stå for den daglige ledelse af forlaget og ledsage sin mand på alle hans rejser og besøg på én gang. Hun indså dette, men hun gjorde et hårdnakket forsøg på at gøre begge dele alli-gevel.

Hun besluttede at udstyre forlaget med en slags automa-tisk pilot i form af omhyggeligt nedskrevne vejledninger, der skulle følges, når hun ikke var der. Hun lukkede sig inde i timevis på sit kontor (med den røde lampe tændt), mens hun skrev dem. Af og til kaldte hun salgschefen eller pro-duktionschefen ind for at diskutere detaljer, men vejlednin-gerne, eller køreplanerne om man vil, var hendes, og de var imponerende gode. Hver afdeling fik plastificerede tekster, der forklarede nøjagtigt, hvad den pågældende afdeling var ansvarlig for, hvornår det skulle gøres og hvordan. Instruk-serne var så klare og detaljerede, at ikke en eneste af os 16 medarbejdere var i tvivl om, hvad vi skulle hver dag. Køre-planen var straks fra begyndelsen en stor hjælp for både hende selv og os ansatte.


12

Der var ingen tvivl om, hvordan reglerne var, og hvem der bestemte i Snu Seidenfadens liv som forlægger, men det var der til gengæld i hendes liv som statsministerfrue. Hun le-vede i papirløst ægteskab med politikeren Francisco Sá Car-neiro, og det var ikke altid helt klart, hvad hendes officielle rolle egentlig var. Hun rejste med statsministeren overalt og var ved hans side ved alle officielle lejligheder, men det skete af og til, at hun blev opfordret til at holde sig væk.

Snu tog sig ikke af disse udfald mod hendes ret til at optræde som statsministerfrue. Ej heller tog hun sig af, at facaden på forlagsbygningen jævnligt blev overmalet med skældsord og obskøniteter (pakkemanden nede i kælde-ren havde en stående ordre til at male det over, så snart han kom på arbejde om morgenen). Og det rørte hende heller ikke, da hun på et tidspunkt begyndte at få trusler på livet og blev opfordret af Sá Carneiros sikkerhedschef til at holde op med at køre alene i sin egen bil på arbejde (hun affejede opfordringen som “latterlig og totalumulig”).

Trusler og skældsord prellede af på hende, men til gen-gæld kunne hun godt blive træt af konstant at være i ram-pelyset. Fra at have været en om ikke helt ukendt så dog no-genlunde upåagtet forlægger blev hun pludselig i 1980 en af Portugals mest kendte personligheder. Hun blev diskuteret i vide kredse, hvilket hun ikke havde noget imod, men at skulle være venlig mod alt og alle hele tiden kunne være an-strengende, indrømmede hun.

Det er Cândida Pintos store fortjeneste at have tegnet et afbalanceret og autentisk billede af Snu Seidenfaden i denne bog. Det er en veldokumenteret og bevægende beretning om en virkelig idealist, der havde format til at realisere idealerne langt hen ad vejen. Det er også en fascinerende fortælling om en kvinde, der med stor energi og ukuelig optimisme forsøgte at forene den nordiske verden med den portugisi-


ske og som midt i forløbet ganske uventet som et lyn fra en klar himmel fandt sit livs store kærlighed.

Eva Henningsen, November 2012


15

Snus viljestyrke

Januar 1980. Snu Abecassis er lige kommet hjem sammen med Francisco Sá Carneiro fra en kort juleferie på øen Ma-deira. Indhyllet i uldponcho tager hun imod den danske journalist Eva Birgitte Henningsen på sit kontor på forlaget Dom Quixote i Rua Luciano Cordeiro i Lissabon. Samtalen kommer ind på, hvordan Snu vælger de bøger, der skal udgi-ves. “Det er vor pligt at være i opposition. Et forlag skal være et spejl af verden. Det skal bringe nye ideer og altid være vå-gent.” Den danske journalist vil gerne vide, om det fortsat vil være hendes mål, nu da Francisco Sá Carneiro er blevet premierminister.

Snu giver sig ikke. “Selvfølgelig. Nye ideer er pr. definition altid i opposition, og det er nye ideer, vi kommer med. Jeg synes, et forlag skal deltage i den løbende debat, ellers er der ikke noget ved det.”

Samtalen mellem de to danske kvinder er et af de sjældne øjeblikke, hvor Snu fortæller om sig selv. Snu insisterer på at gennemlæse interviewet, inden det bliver trykt i Berlingske Tidende d. 5. januar 1980, men hun har ingen rettelser. Hun foretrækker oftest at holde sig i baggrunden, især i de år hvor hun lever sammen med Sá Carneiro. Hendes tilbage-


16

holdende og reserverede facon skjuler næsten hendes stær-keste karaktertræk, nemlig beslutsomheden, der giver sig udtryk i en enorm virketrang, en trang til at ændre tingenes tilstand, til ikke at spilde tiden, til at engagere sig i projekter, der åbner Portugal ud mod verden.

Den skandinaviske kvinde kommer til Lissabon i 1962 midt under diktaturet, efter at have boet i Danmark, Sve-rige, England og USA. Hun har ikke prøvet andet end det fri demokrati i åbne samfund, hvor det er utænkeligt at an-fægte ytringsfriheden. Derfor kunne chokket over det land, kærligheden har ført hende til, ikke være større. Det forhin-drer hende dog ikke i tre år senere at starte et forlag i Por-tugal, skønt hun hverken behersker sproget eller kulturen. Hun begynder at lære portugisisk på egen hånd og gør, hvad hun kan, for at nedfælde sine ideer på papir. Når hun skal besvare henvendelser til forlaget Dom Quixote, går hun ind til sekretæren Virgínia Caldeira med et udkast på det portu-gisisk, hun formår, og siger til hende i et muntert tonefald: “Virgínia, oversæt lige det her!”

Mere end tyve år efter Snus død sidder hendes mor Jytte Bonnier en eftermiddag på en altan i Estoril og følger med de blå øjne Tejo-flodens løb, mens hun forklarer, at datteren “altid troede på, at hun havde en mission med det, hun fore-tog sig, ligegyldigt hvad”.

Snu, der bliver født Ebba Merete Seidenfaden, er fra star-ten en lille nysgerrig pige, rastløs, energisk og fuld af gå-påmod. Hjemme begynder navnet Ebba, som stammer fra hendes mormor, at vige terræn for den personlighed, der dukker frem; og det i en sådan grad, at familien går over til at kalde hende Snu, for det er hun. Hun bliver glad for nav-net og begynder derfor at præsentere sig med det: på skole-hæfterne skriver hun Snu Seidenfaden, og sådan underskri-ver hun sig også i sit pas som femtenårig.


17

Arven, som hun har med sig fra Skandinavien fra en fami-lie af journalister og forlæggere, får hende til at udfordre det lukkede regime, der møder hende i Portugal i 60erne. Hun udgiver bøger, som bliver beslaglagt af det hemmelige politi PIDE, og ansætter tidligere politiske fanger. Carlos Araújo, med hvem hun udvalgte de bøger, der skulle udgives på Dom Quixote, respekterer hendes mod og hendes kampe, der gjorde, at hun “var ildeset af mange, fordi en pæn dame ikke beskæftiger sig med sådanne ting”.

Den unge danske kvinde Snu Abecassis flytter til Lissa-bon på grund af sit ægteskab med en portugiser, hun har mødt på den engelske kostskole Michael Hall i Sussex.

Som blomstrende teenager forfører Snu Vasco Abecas-sis med sin sjældne viljestyrke, ved at udmærke sig i skolen, med sin stærke personlighed og ved ikke at lade sin udfol-delse hæmme af begrænsninger. Hun var spinkel, men “hun var aldrig i ro, hun var overalt, og hendes wild power fascine-rede mig”. Snu og Vasco bliver uadskillelige og ender med at gifte sig.

Sammen ankommer de til den portugisiske hovedstad, nærmest som om de begge var udlændinge. Hjemme taler de engelsk, som de har gjort det under deres uddannelse; et sprog, der ikke var udbredt i Portugal, som på den tid var under fransk påvirkning. Derfor søger de ind i kredse, som de kan identificere sig med, de bliver hyppige ambassade-gæster og får venner blandt udenlandske korrespondenter udstationerede i Lissabon.

Amerikaneren Dennis Redmont går tit direkte fra Maxi-me-bygningen ved Praça das Flores, hvor Associated Press dengang havde kontor, og hjem til familien Abecassis i Rua D. João V. Her nyder han at kunne føre samtaler på engelsk, trods Snus intellektuelle provokationer. “Hun var ikke kun den flotte skandinaviske type, hun kunne se direkte igen-


18

nem én med sine store blå øjne, og hun udfordrede alt og alle”.

Amerikaneren finder sig konfronteret med et menneske, der sætter spørgsmålstegn ved enhver begrænsning, og som altid synes, at det må være muligt at gøre noget mere.

I Rua D. João V begynder familien Abecassis’ middage at tiltrække intellektuelle, politikere og kunstnere, og det giver Snu lejlighed til at trænge ind i et samfund, der er ukendt for hende. Politikeren Mário Soares ser i danskeren en værdig re-præsentant for det nordiske socialdemokrati, en trumf i det undertrykte Portugal. Derfor går elevatoren i Rua D. João V i disse år ofte op til syvende etage, hvor “en kvinde - også flere år senere, da Snu er blevet skilt fra Vasco Abecassis og flyttet sammen med Sá Carneiro – med en kølig fremtoning og smukke blå øjne tager imod. En meget rationel kvinde, men hos hvem man fornemmede noget gnistrende inde bag de blå øjne, noget meget stærkt og lidenskabeligt”.

Det politiske Portugal sidder med til bords, og Snu ri-ves ind i de ophedede politiske kampagner. Hun bliver Sá Carneiros uadskillelige partner og er med til valgmøderne, synlig, uden at føre sig frem; tit sammen med Sá Carneiros ældste søn, Francisco, som beundrer hendes usædvanlige personlighed. “Der findes mennesker, der gør sig bemærket ved at tale meget og andre ved at tale højt. Men Snu behøve-de bare at være til stede.”

Ligesom Sá Carneiro er Snu fast besluttet på et forhold som samlevende, selvom det møder stor kritik fra et sam-fund, der ikke er vant til den form for åbenhed. Hun ser i ham en ikke-konsensusorienteret politiker, der først og fremmest er motiveret af sine egne ideer. Hun giver ham ro og en plads i verden.

Snu når aldrig det mål, som hun udstikker i sit skolehæf-te på de nu gulnede sider med sirlig blyantsskrift i 1955. “Jeg


19

vil være journalist, måske fordi min far er det, men især fordi jeg godt kan lide at skrive.” Hun afviser tanken om at blive filmkritiker, fordi hun har andre ambitioner. “Jeg vil være noget mere, én der rigtigt bruger hovedet. Jeg vil skrive om politik, håber jeg.”

Politik og udgivelse af bøger, der udfordrer intellektet, kommer til at udfylde et liv styret af viljen til altid at gøre noget ekstra, et liv, som brat får ende i december 1980 ved ulykken i Camarate. Året, da Snu udgiver Verdenshistorien i 13 bind.

Ideen om at portrættere Snu har fulgt mig gennem flere år, men muligheden for at realisere projektet begynder først at vise sig i 2004. Det år møder jeg Snus mor, danskeren Jytte Bonnier, som er på besøg hos familien i Lissabon. En kvinde med en stærk personlighed, med blå øjne i konstant overvågende bevægelse.

I 2005 er det 25 år siden, Snu og Sá Carneiro døde i Ca-marate.

Jeg prøver at finde ud af mere om Snu, sideløbende med mine andre opgaver. Og lidt efter lidt åbner dørene sig, vid-ner, som har haft med Snu at gøre dukker frem, både dem, der har kendt hende i barndommen, i teenagealderen og se-nere i livet.

I Sverige besøger jeg familien Bonniers palæ Manilla, der ligger ud til en af Stockholms kanaler, hvor Snu tilbragte sin barndom. To skoleveninder videregiver deres erindrin-ger om den tid, de havde sammen med den danske kvinde. Vi tager desuden til Uttervik, familiens feriested ved Øster-søen, stedet, hvor Snu blev gift med portugiseren Vasco Abecassis.

Snus eksmand går med til at bidrage med sine erindrin-ger, og det samme gør to af parrets børn, Rebecca og Ricar-do, samt Sá Carneiros ældste søn, Francisco, hvilket har


gjort det muligt at samle beskrivelser blandt venner og po-litikere, der har haft med Snu at gøre i løbet af hendes liv.

Med det indsamlede materiale tager et større journalis-tisk arbejde form – en stor reportage til den portugiske tv-station SIC i december 2005 og en artikel til ugebladet Única fra Expresso.

Efterfølgende giver Publicações Dom Quixote, det forlag, Snu grundlagde, mig den udfordring at genoptage temaet og dykke dybere ned i den danske kvindes liv.

Resultatet af dette arbejde er samlet i denne bog.Takket være den generøsitet og tålmodighed, jeg har

mødt hos mange af dem, der har kendt Snu, er det blevet muligt for mig at indkredse hendes personlighed, skønt hun var en meget privat person.

I Snu har jeg mødt en kvinde, der ikke går af vejen for konfrontationer; som vækker opsigt med sin charme og li-gefremhed; som i Portugal er forud for sin tid – men som samtidig er indesluttet og reserveret.

Snus mor, Jytte Bonnier, tror på, at datteren havde en mis-sion, en skæbne, som gik ud på at bidrage til opbygningen af Portugal. I Portugal husker mange blot Snu som hoved-rolleindehaver i et kærlighedsforhold, der gik imod loven.

Men Snu er meget mere end det.

Cândida Pinto, Februar 2011


første del

Snus opvækst


23

I

Michael Hall,en engelsk skole

en lørdag morgen styrer Snu med faste skridt ned gen-nem de lange gange med de iskolde stengulve på Michael Hall-skolen på vej hen til drengeafdelingen, hvor hun sniger sig ind på Philip Abecassis’ værelse. Der er ingen derinde, for Philip og hans værelseskammerat er ude med hockeyholdet, der spiller hver lørdag. Hun anbringer en stor tørret frugt på kammeratens seng, og skynder sig ud igen og tilbage til pigeafdelingen.

Hockeytræningen er knapt nok færdig, før Philip lø-ber tilbage til sit værelse, ivrig efter at få ugens eneste bad i et England der endnu ikke har overstået efterkrigstidens trængsler, her i begyndelsen af halvtredserne. Han kommer gispende ind på værelset, hvor han får øje på sengen og for-bløffet udbryder:

“Hvad i al verden er det?!” Værelseskammeraten er lige så forbløffet. De undrer sig

begge bravt over den “ting”, som de aldrig har set før.“Hvor kommer den fra?”Philip begiver sig nysgerrigt ud for at efterforske mysteri-

et og finder frem til, at det er hans klassekammerat Snu, der


24

har efterladt en kokosnød til ham; det var den mystiske ting, der lå på sengen.

Han opsøger hende for at blive klogere på den mærkelige tingest. Men Snu svarer blot:

“Jeg nægter at tro, at du er så uvidende, at du ikke engang ved, hvad en kokosnød er!”

“Ja, nu ved jeg så, det en kokosnød, men hvad skal jeg stil-le op med den?”

“Find selv ud af det,” siger Snu udfordrende.Philip Abecassis og hans værelseskammerat kaster sig

over den Britiske Encyklopædi, datidens internet på sko-len, og læser alt, hvad der står om kokosnødder. De åbner frugten, mæsker sig i kokos, og alle klassekammeraterne vil smage den eksotiske frugt. Det er en begivenhed på skolen, og Snu gør det til et fast ritual. Hun afslører aldrig, hvor hun får frugten fra, men hver lørdag morgen finder Philip en kokosnød i sin seng.

Snu skiller sig ud på Michael Hall. Ikke så meget som elev eller på grund af sine høje karakterer, men derimod på grund af sin stærke personlighed og smittende konkurrencemen-talitet og beslutsomhed. Straks da hun er begyndt i klas-sen, bemærker Philip Abecassis “en tilbagetrukket pige, der næsten ingenting siger, medmindre læreren spørger hende direkte. Hun er meget opmærksom, men tavs. Hun var be-stemt ikke én, der ønskede at føre sig frem”.

Den kønsblandede skole Michael Hall fungerer som kostskole og modtager elever fra hele Europa. I klassevæ-relserne sidder drengene to og to på række ligesom pigerne. Adskilt af en lille midtergang sidder Snu ved siden af den portugisiske dreng Philip, der er lillebror til Vasco Abecas-sis, som er begyndt på skolen tidligere. Ligesom Snus lille-bror Mikael.

Nervøs over at skulle væk fra familien og tage alene til


25

England må Mikael som tiårig forlade Skandinavien, “fordi mor ville have, at vi skulle gå på en Steiner-skole”.

Den østrigske filosof Rudolf Steiner stod for en integre-ret, kreativ og fantasifuld undervisningsmetode, en kombi-nation af viden og kunst. Børnene skulle følge deres natur-lige kald og udvikle alle deres evner. Jytte Bonnier, Snus og Mikaels mor, kaster sine børn ud i livet ved at sende dem til Michael Hall, en skole, der netop kører efter Steiners prin-cipper og udgør et klart alternativ til det traditionelle ud-dannelsessystem.

Børnenes liv tager en ny retning, da de træder ind i den store brune murstensbygning dækket af espalier, der slynger sig mellem de hvidmalede vinduer. Skolebygningen ligger omgivet af søer, grøn frodighed og velholdte haver i Kid-brooke-parken i Sussex.

Det første år trives Mikael ikke og bliver ikke rigtigt in-tegreret, før hans beskyttende søster Snu ankommer til skolen som femtenårig. “Hun tropper op i skolegården og er ikke bange for at konfrontere hvem som helst, der måt-te true mig”. Det er en skole efter hendes hoved, hvor hun lærer mennesker fra forskellige lande at kende, og hvor hen-des personlighed formes. Hun foretrækker at være sammen med drengene, fordi hun ser dem som en større udfordring.

Snus familie i Stockholm indstiller sig lidt efter lidt på ikke at have børnene hos sig.

Afstanden umuliggør udveksling af kærtegn, ligesom det ikke lader sig gøre at følge børnenes udvikling på nært hold: Snu og Mikael befinder sig i England, og deres ældste søster Annelise er taget til Frankrig.

Snu ender med at tilbringe to år på Michael Hall, hvil-ket er meget kortere tid end portugiseren Vasco Abecassis, som allerede kender skolens stengange ud og ind, da Snu ankommer dertil.


26

Vasco har tilbragt sin barndom i USA, så da forældrene skal tilbage til Portugal i 1948, er portugisisk et fremmed-sprog for ham.

Familien mener, at det vil være svært for et niårigt barn at blive integreret på en portugisisk skole, og at han vil komme bagud med indlæringen. Derudover er Vasco en rastløs og oprørsk natur og ikke helt nem at omgås. Derfor beslutter de at sende ham på kostskole i udlandet.

Vasco har et skibseventyr foran sig, for “Jeg tager af sted til England med skib sammen med min far, og han afleverer mig på skolen som niårig. I starten er det svært, men så fal-der jeg til og kommer til at elske den skole. Og jeg går der i hele mellemskolen.” Vascos far, Eduardo Abecassis, kender skolens Rudolf Steinerprincipper indgående, for han gik selv i samme slags skole i den tyske by Stuttgart, da han var ung, inden disse skoler blev lukket af nazisterne under An-den Verdenskrig.

“I de første år stimuleres elevernes kreativitet virkeligt meget.” Vasco nyder at høre eventyr, og “vi får lov til mange spændende ting såsom at tegne, lave keramik og snedkere-re”. Det er først senere, selve indlæringen går i gang. England befinder sig i de vanskelige efterkrigsår med rationering, mangel på kød, fisk og basale goder, og dertil kommer de hårde kolde vintre.

“Skolen er ikke opvarmet, og der er ikke varmt vand. Og eftersom jeg elsker sport og spiller rugby og hockey, bliver jeg jo smurt ind i mudder, så jeg er nødt til at tage koldt bad på iskolde vinterdage.” Når dagen er forbi, tager han en bog og en lygte og kryber ned under tæpperne, for det er for koldt for næsen, hvis den stikker udenfor.

Hvad enten eleverne kommer fra rige eller mindre velstå-ende kår, så er de alle lige i skolen. “I ugens løb spiser vi sam-menkogte grønsagsretter med kartofler til, og ind imellem


27

rester fra dagen før. Den største luksus er engelsk pølse og et kogt æg til frokost om søndagen!”

Det er i timerne på Michael Hall, Snu lærer engelsk og tysk som supplement til de to sprog, hun allerede kan: dansk og svensk. I de blå eller røde kladdehæfter udviser hun en livlig fantasi i stile om opfundne rejser på hesteryg gennem sne-klædte russiske landskaber eller med skib i uvejr fra Amster-dam til Ceylon. “Det, jeg ønsker mig mest af alt, er at rejse ud i verden”, skriver hun med rødt blæk og vedkender sig på den måde at være påvirket af faderen, der er journalist, og af de historier hun har fået læst højt om aftenen i København. Hun ytrer faktisk flere gange ønske om at blive journalist eller at starte sin egen avis.

Snus rastløse og beslutsomme væsen tiltrækker den ud-advendte Vascos opmærksomhed.

De bliver snart tætte venner og det i en sådan grad, at Snu skriver i sin dagbog at Vasco “er min bedste ven, måske den eneste virkelige ven, jeg nogensinde har haft”. I hende finder han en sjælden stædighed, et menneske der, når “hun har sat sig noget i hovedet, ikke helmer før det lyk-kes, ligegyldigt hvilke vanskeligheder, der end måtte dukke op. Ind imellem er hun ikke særligt realistisk, og lykkes heller ikke med alt, men hun fortsætter videre for fuld kraft, kæmper for retfærdighed og siger altid, hvad hun mener”.

Hun vil have handling og organiserer arrangementer uden for skolen, som kommer til at inkludere de portugisi-ske drenge Vasco og Philip Abecassis og deres fætter.

Under en kort skoleferie midt i tredje semester, half term, der er almindeligt på engelske skoler, annoncerer Snu pla-nerne om en anderledes weekend for Philip Abecassis:

“Jeg har ordnet det hele – vi tager til London, så kan du møde min far.” Snu betragter sin stedfar, svenskeren Tor


Bonnier, som sin far på højde med sin rigtige far, danskeren Erik Seidenfaden.

Midt i den iskolde vinter er Snus mor og Tor Bonnier taget til London sammen med Snus søster Annelise for at deltage i en familiekomsammen, men også for at møde dat-terens nye portugisiske venner.

Philip bliver imponeret over den berømte svenske forlæg-ger “Tor Bonnier, en rigtig leder, ja en boss, lidt oppe i årene og med sin cerut konstant i munden”.

De to søstre bliver så henrykte for at se hinanden igen, at de bestemmer sig for at gå en tur for at indsnuse lidt af Lon-don, men uden at fortælle det til nogen. Resten af familien venter en hel time på pigerne, og Tor Bonnier er rasende.

“Dengang var der jo ikke mobiltelefoner, og han bliver virkeligt bekymret.” Da pigerne dukker op, er Philip Abecas-sis vidne til en regulær overhaling fra en mand, der “er hård i sit ordvalg, men også udviser stor faderlig bekymring for dem. Snu elsker sin stedfar som en ægte teenager. Der er et meget stærkt forhold mellem far Tor og Snu”.

I England drømmer Snu om ferier i Sverige, nærmere be-tegnet i Uttervik, hvor familien har et hus ud til Østersøen, hvilket har stimuleret hendes lyst til at gå på eventyr i natu-ren. Hun skriver i sine kladdehæfter om de tre dejlige dage, hun tilbragte i huset sammen med en veninde, hvor de var ude at sejle og tog på camping. “En aften hørte vi nogle ræd-selsslagne skrig fra en fugl, og vi kravlede ud af vores sovepo-ser og fandt en fugl med en brækket vinge. Vi tog den med hjem, den var to uger om at komme sig, og til sidst så vi den lille fugl flyve op mod solen.”

Uttervik er synonym med den nordiske forbindelse i Snus liv. De rødder glemmer hun aldrig, skønt hun næsten altid befinder sig langt væk derfra.


29

II

Refugiet i Uttervik

Hver sommer tager Snus yngste datter Rebecca Abecassis til Uttervik, ligesom hendes mor i sin tid gjorde.

Man ankommer til ferierefugiet ad en vej, der snor sig som en slange ind gennem skoven. Stilheden og roen gør, at man kan høre lyden af graner og egetræer. Et rådyr i gylden pels med små hvide pletter springer af sted på vejen fra den ene side til den anden, og dens klove rør knapt nok jorden. Egern piler op ad træstammerne, mens de holder fast om de nødder og kogler, de har fundet. Elge, grævlinger og vild-svin findes også i skoven. Sådan en scene kunne have været inspiration for H. C. Andersens eventyr, som Snu ligesom millioner af mødre verden over læste højt for sin mindste datter ved eftermiddagsteen. “Jeg så hver dag frem til det øjeblik, som var meget vigtigt for mig, for jeg elskede at høre de fortællinger.”

Det havde Snu fornemmet, og i Lissabon broderede hun nogle af figurerne på et tæppe og fik det færdigt i tide, så hun kunne forære Rebecca det på hendes niårs fødselsdag.

Midt i den lille dal sydvest for Stockholm dukker en klyn-ge mørkerøde træhuse med hvidmalede vinduer op, rejst


30

midt i bevoksningen, nogle af dem stikker mere ud, andre er nærmest kilet ind skoven, alle er de ganske lave. I baggrun-den pisker vinden den kølige, koboltblå Østersø, så vandet ser ud til at være overstrøet med små, hvide lam. Det er for-året 2005.

“Det er her, jeg mærker forbindelsen til min mor og til min skandinaviske familie. Jeg er født og opvokset i Portu-gal, men det er her i Uttervik, jeg føler, jeg har mine rødder.” En let brise strejfer Rebeccas fugtige øjne, og hun går ned til bådehuset, som er stedet, hvorfra de hver sommer sejler ud mellem øerne i skærgården. Akkurat ligesom Snu gjorde så mange gange. “Min mor sejlede meget, og om vinteren stod hun på ski og på skøjter, kastede sig ud i sneboldkampe og begav sig ind i skoven sammen med de andre børn.”

I skoleferierne arrangerer Snu campingture, for hun vil gerne sove i det fri. Hun lærer at ride og nyder det meget, hvilket kommer til udtryk i de fantasirejser, hun skriver om i kladdehæfterne på Michael Hall.

Før skoleopholdet i England vælger hendes mor og sted-far i løbet af de første år, de bor i Stockholm, at holde feri-er lige efter Snus hoved: Tor Bonnier lejer et hus på en ø. Snu og hendes storesøster Annelise tilbringer ofte dagene på havet. Annelise lærer at styre en lille motorbåd, fordi “en af vores daglige opgaver var at hente mælk ude på en ø, der lå lige i nærheden af vores”. De to søstre ved, at de vil støde på en ganske særlig hytte derude: den hytte, hvori August Strindberg skrev nogle af sine værker. De sidder flere timer i hytten, der har tilhørt den berømte svenske forfatter, maler og dramaturg, og lytter til historier fra en gammel bonde, der har kendt ham. Historierne får de bekræftet derhjemme af Tor Bonnier, eftersom Tors far var en af Strindbergs for-læggere. Familien Bonnier har forlagsvirksomhed i blodet.

Efter en tid kommer Bonniernes ejendomme også til


31

at inkludere Uttervik. Det nye landssted bliver et fast hol-depunkt for Snu, ikke kun i teenageårene, men hele livet igennem. “Det var i det svenske sommerhus, hun følte, hun havde sine rødder, og hun vendte altid tilbage dertil med os børn om sommeren”. Dette er gået i arv til Rebecca Abecas-sis, der også sørger for, at hendes børn “har et forhold til Skandinavien, så de vokser op med noget af den nordiske kultur og opdragelse”.

I dagbogen med det røde omslag, med en stor påfuglefjer klistret ind på en af de første sider og en lille hjerteformet lås, begynder Snu sin beretning om sommeren 1956 med at skrive, at “min bror Mikael er kommet fra England”, og hun nævner desuden andre venner, som har været forbi Uttervik eller som er på vej dertil. Hun og vennerne er alle med på billederne fra sejlerkurset, som hun også har klistret ind i dagbogen.

Hun beretter desuden, at hendes søster Annelise “skal for-loves med amerikaneren Sterling Norris”, og at vielsen skal foregå på Københavns Rådhus, og bagefter er der frokost hjemme hos mormoren.

Året inden inviterer den femtenårige Snu, under en ferie fra Michael Hall, nogle gamle veninder fra skolen i Stock-holm til at komme ned til Østersøen og nyde efteråret i Ut-tervik. Elizabeth Douglas, Gunilla Davin og hendes kære-ste Magnus er blandt de nære venner, som alle hænger ved trods afstanden.

Kulden har sat ind, men sejlture i skærgården er alligevel et af de foretrukne punkter på programmet. Magnus beslut-ter sig for at tage ud at fiske, han vil prøve lykken med laks, søtunge og aborrer, som det vrimler med i havet der. Pigerne bliver hjemme for at høre alle de historier, Snu har med sig fra Michael Hall.

Der går nogle timer, men Magnus kommer ikke tilbage.


32

Snu og hendes veninder begynder at blive urolige. De går ned til bådebroen og gennemsøger bådehuset, hvor de små både ligger, men der er ingen spor af Magnus. De bliver ude af sig selv.

“Vi må tage ud og lede efter ham!”“Jamen hvorhenne?”“Mon båden er kæntret?”“Lad os tage ud i en anden båd, vi kan ikke bare stå her

med armene over kors!”“Måske er han svømmet over til den anden ø!”Den kolde vind forstærker deres frygt, der er høje bølger

på Østersøen, men der er intet spor af den unge svensker. Snu og hendes veninder sover ikke hele natten.

Der bliver slået alarm til myndighederne, og en eftersøg-ning bliver sat i gang. De små øer bliver undersøgt minu-tiøst, og eftersøgningen fortsætter ude på havet. Snus uro vokser.

Hun og veninderne tilbringer timer hjemme hos den for-svundne vens familie. “Vi fik at vide, at der ikke var noget håb, for når man falder i vandet på det tidspunkt af året, kan man ikke holde sig i live længere end 5,10, 15 minutter, maksimum.” Gunilla Davins håb begynder at svinde, men hun lægger mærke til, at Snu bliver ved med at tro på, at de finder vennen.

Der går nogle dage, og til sidst finder eftersøgerne Mag-nus’ båd – tom.

Snu bliver overvældet af fortvivlelse, og hendes skrig lyder gennem huset, så oprørt er hun over vennens forsvinden. Snu og Gunilla står over for en ny erfaring; ophøret. “Jeg kan huske, at det var vores første møde med tragedien og døden.” Gunilla Davin kender Snu tilbage fra dengang, de var en del af en lukket gruppe, der arrangerede spil og fester i Manilla, Bonniernes store hus i Stockholm. “Da hun tog til


England, var det slut med Spring-klubben, men symbolet, som vi selv havde lavet, blev siddende på døren ned til kæl-deren i Manilla mange år endnu.”

Uttervik og Manilla udgør Snus tætteste bånd til Sverige.


snu seidenfaden - kærlighed, bøger og politik

Documents