tør aldrig tårer bort uden handsker 1. kærlighed

TØR ALDRIGTÅRER BORT UDEN

HANDSKER

1. Kærligheden

Tiderne_Gardell-Tør aldrig tarer_P.indd 1 08/10/13 11.45

Tidligere udkommet på dansk:

Præriehundene, 1988

Fru Björks skæbne og eventyr, 1991

En komikers opvækst, 1993

Så gik den dag, 1999

En ufo gør entré, 2002


Jonas Gardell

TØR ALDRIG TÅRER BORT

UDEN HANDSKER1. Kærligheden

Oversat af Kamilla Jørgensen

TIDERNE SKIFTER


Tør aldrig tårer bort uden handsker

1. kærligheden

Oversat fra svensk efter

Torka aldrig tårar utan handskar: 1. Kärleken

© Jonas Gardell, 2012

First published by Nordstedts, Sweden, in 2013.

Published by agreement with Nordstedts Agency.

Dansk udgave © 2013 Tiderne Skifter

Forlagsredaktion: Claus Clausen

Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Holm Print Management, Tjele

ISBN 978-87-7973-602-3

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: [email protected] · www.tiderneskifter.dk


5

Augustdagen er gået uden en sky på himlen, men somme-ren trænger ikke igennem de tillukkede vinduer på isola-tionsafdelingen.

Manden i sengen er afmagret og mærket af fremskreden Kaposis sarkom. Han har kun et par dage tilbage at leve i.

Normalt rammer tumorsygdommen ældre mænd i Mid delhavsområdet, og sygdomsforløbet plejer at skride så langsomt frem, at de syge dør af andre årsager, men i et stykke tid er der, først og fremmest i USA, rapporteret om en række sager, hvor kræften har været langt mere ag-gressiv.

Arme, hoved og hals på manden i sengen er dækket af de store brune pletter, som kendetegner kræftformen.

Han har frygtelige liggesår overalt på bagdel og lænd. Man har lagt skumgummi rundt om selve sårene for at beskytte huden, så den ikke gnider direkte mod madrassen, men det hjælper ikke stort.

Hans krop er tynd, næsten gennemsigtig. Afmagret af den evindelige diarré. Selv sine egne tarme har han presset ud.

Manden er alene.Får aldrig besøg.Den sidste tid er han nærmest holdt op med at tale, lig-

ger apatisk, kæmper tavst. Nogle gange græder han. Ingen ved, om det er af smerte eller sorg.


6

To kvinder udfører tavst deres gøremål i det nøgne rum, hvor vinduerne aldrig bliver åbnet, og hvor den eneste ud-gang er en dørsluse direkte ud til gården. De kredser om kroppen i sengen som præster, der gør tjeneste omkring et alter.

Den unge mand ligger og stirrer op i loftet. Han sveder, og han græder, men han siger ingenting.

Det er en ældre sygeplejerske og en yngre sygeplejer. Den ældre har arbejdet på Roslagstulls infektionssjukhus i mange år. Den yngre er netop begyndt. De har begge hand-sker, mundbind og gule beskyttelseskitler på.

De har hjulpet hinanden med at skifte forbinding på et af mandens liggesår, og den unge sygeplejer har midler-tidigt taget sine snavsede handsker af, måske for at rette på et lagen.

Pludselig læner hun sig hen over den unge mand i sen-gen og tørrer skyndsomt hans tårer bort med håndryg- gen.

Hun gør det uden at tænke i et pludseligt anfald af em-pati og medfølelse.

Den ældre sygeplejerske spærrer øjnene en anelse op, misbilligende.

Den syge lukker sine øjne. Han græder endnu.De to kvinder forlader tavst stuen, da de er færdige med

deres gøremål.

„Nu håber jeg, at du spritter hænderne ordentligt af!“De er netop trådt ud ad dørslusen – alle stuerne er iso-


7

leret med to døre, der aldrig må være åbne samtidig – og står i gården uden for barakken med isolationsstuer.

Den ældre sygeplejerske kan ikke beherske sig, men hvæser til den unge sygeplejer. Den unge ser uforstående ud. Den ældre præciserer irriteret.

„Ja, hvis du skal tørre tårer bort, er du altså nødt til at bruge handsker!“

„Men han var jo så ked af det!“ udbryder den uerfarne fortvivlet.

Den ældre sygeplejerske fnyser.„Du kender udmærket reglerne. Hver gang man skal

ind til en patient, selv om det kun er for at rette på et stræk-lagen eller spørge, om han er tørstig, skal man omhyggeligt gennemgå håndvaskningsproceduren, tage handsker på, mundbind og den gule kittel. Der findes ingen undtagelser. Hospitalets rutiner kommer altid før det menneskelige. Er det forstået?“

„Jamen,“ protesterer den unge, men bliver afbrudt.„Ja, nu ved du det i hvert fald. Tør aldrig tårer bort uden

handsker!“Den ældre ryster på hovedet.Så går hun.


8

Dette er en fortælling om en tid og et sted.Det, som fortælles i denne historie, er sket.Det skete her i denne by, i disse kvarterer, blandt de

mennesker, som lever deres liv her. I denne bys parker, på dens fortovscaféer, barer, saunaklubber, pornobiografer, ho spitaler, kirker og kirkegårde. Det var på gaderne og i husene i denne by, blandt disse mennesker, det skete.

Det, som fortælles i denne historie, skete samtidig man-ge andre steder, men det må andre fortælle om.

Det, som fortælles i denne historie, sker også i dag, det sker hele tiden, men heller ikke det hører til netop denne fortælling, selv om den rækker ind i nuet.

At fortælle er en slags pligt.En måde at ære, sørge og mindes på.Føre erindringens kamp mod glemslen.


9

Det lille hus er ikke i sig selv noget særligt, men det ligger højt oppe på en klippe, der går brat ned i havet. Som en rede ligger det og skuer ud over vandet.

Huset, som er en arv på deres mors side, ligner faktisk mere en fuglerede end et sommerhus. Da det blev bygget, undlod man at lægge det parallelt med vandet og vendte det i stedet med gavlen mod skærgården. På den måde har man en strålende udsigt over vandet fra verandaen samt aftensol, samtidig med at man er beskyttet mod vinden, så længe det ikke blæser stik nordfra.

„Vores eget vagttårn!“ som deres far plejer at sige. Så ser alle glade ud, for det er netop, hvad det er.

Det er deres vagttårn.Inde i byen bor de trangt og mørkt, herude skinner

et nærmest uvirkeligt lys, og man kan se, så langt øjet ræk-ker.

Det er som forskellen mellem den skyggeverden, i hvil-ken de mennesker nu lever, som er dømt til at gå under, og den nye verden, dette hav af lys, som kommer af Jehovas tilstedeværelse, den verden, som de venter på.

Når Benjamin mindes sin barndom, er det sommer-huset, han først ser for sig. Vandet, lyset – det næsten uvir-kelige – verandaen, den smalle, snoede trappe ned til broen og stranden, sådan forestiller han sig evigheden.

Det er en forårsaften. Mågerne skriger. Solen skinner


10

over skærgården nedenfor, spejler sig i alle verandaens vin-duer sammen med himlen og havet.

Vinteren er endelig besejret.Den findes ikke mere. Som havet, når Jehova har etable-

ret sit rige. „Og jeg så en ny himmel og en ny jord, thi den anden himmel og den anden jord var borte, og havet er ikke mere.“

De har fanget sild. Nu står moren ved komfuret og steger fileter vendt i rasp. Benjamin tumler rundt med sin lillesøster Margareta. De har længtes efter at komme ud i sommerhuset hele vinteren, og nu er de her endelig.

Huset er langsomt blevet vakt til live igen. Da de låste hoveddøren op lørdag formiddag og trådte over tærsklen, var det, som om tiden havde stået stille hele vinteren, som et ur der var holdt op med at gå.

Der var råt og lidt fugtigt indendørs. Benjamin fandt tre grønne plastiksoldater og en lille legetøjsbil på gulvet. I et hjørne lå Margaretas dukke. De må have forladt huset i efteråret, da han og lillesøsteren var midt i en leg.

Dagens Nyheter havde ligget opslået på spisebordet, date ret d. 7. oktober 1969. Det var året før. Benjamin sta-ver sig igennem overskrifterne. Det kunne han ikke have gjort sidste sommer. Det har han lært i løbet af vinteren.

I den weekend, der er gået, har de gjort huset klar til sæso nen, gjort rent, luftet ud, redt senge. Benjamin og Margareta har mest løbet rundt, hoppet og leget. Som kåde kalve, plejer deres far at sige, hvorefter han slår en latter op.

Mens moren laver maden færdig, pudser faren vinduer


11

på verandaen. At Benjamin og Margareta løber rundt, lader han sig ikke mærke med.

Da Margareta klatrer på verandarækværket, holder han ikke inde med sit arbejde. Han ser ikke engang i hendes retning, men irettesætter hende nærmest i forbifarten.

„Margareta,“ siger han. „Hold op med at klatre på ræk-værket. Du kan falde ned.“

„Men jeg falder ikke ned.“„Det kan du ikke vide.“Faren fortsætter med vinduespudsningen, dybt koncen-

treret. Det er et arbejde, han elsker.At gøre rent. Fjerne pletter. Ordne.Som når bølgerne visker børnenes sandslot og fodaftryk

ud i sandet og efterlader stranden jævn og fin igen. En slags korrektion.

Benjamin stopper op midt i sin leg og læner sig ud over rækværket, ser ned ad den stejle klippe, der går brat ned i havet. Det er svimlende.

Moren kommer ud med tallerkner, bestik og glas og begynder at dække bord.

„Dør man, hvis man falder ned her?“ spørger Benjamin.De er højt oppe. Det er en synd at falde.Den, der falder, har udfordret Gud.„Må jeg se!“Også hans lillesøster læner sig ud, der hvor hun er klatret

op på rækværket. Også hun vil se ud over afgrunden som sin storebror. Benjamin læner sig endnu længere ud over rækværket. Margareta griner og efterligner sin storebror.

Solen skinner. Mågerne skriger.


12

Moren lægger kniv og gaffel ved tallerknerne.Omhyggeligt. Metodisk. Hun nynner, mens hun dækker

bord.Benjamin mærker, hvordan musklerne spændes, at

kroppen forbereder sig på at springe. Han balancerer på rækværket, det kilder i maven, da han er ved at miste ba-lancen. Nedenunder er dybet.

Margareta griner og klatrer lidt højere op, hæver sig ligesom ud, og da er det, som om noget går galt, og hun mister grebet om rækværket og begynder at falde fremad og nedad, først langsomt, så pludselig hurtigere.

Men i samme øjeblik har faren rejst sig fra sin vindues-pudsning og har fanget datteren, hun når ikke engang at blive bange. Han har hende i sine arme og løfter hende ned fra rækværket, lige før ulykken ville være sket, sam-tidig med at han svarer på sønnens spørgsmål med samme rolige, men bestemte stemme som før.

Han siger: „Det, Benjamin, synes jeg ikke, at vi skal finde ud af.“

Ikke andet svar. Diskussionen er slut.„Nu er silden i hvert fald klar,“ siger moren og går ind

i huset igen for at hente maden.Familien sætter sig ved bordet på verandaen. Faren le-

der dem i bordbønnen, og bagefter spiser de stegt sild med kartoffelmos. Børnene spiser fisken med fingrene.

Moren vil gerne se middagen som en tid, hvor de alle samles og taler med hinanden, så hun siger: „I hvert fald dejligt vejr.“

Det er ikke et spørgsmål, og hun får intet svar. Det er


13

mere et eksempel på noget, man siger, når man sidder og spiser sammen. Noget som er hyggeligt.

„Må vi bade senere?“ spørger Benjamin mellem mund-fuldene.

„Benjamin skal bruge en gaffel, når han spiser,“ svarer faren uden at se op fra sin tallerken.

„Må vi bade senere?“ gentager Benjamin.„Ja, det er fantastisk, når man har den slags aftner al-

lerede i slutningen af maj,“ siger faren.„Må vi bade senere?“„Ja, så bliver sommeren så lang,“ siger moren.Faren afbryder.„Benjamin, du er syv år. Lad være med at spise med

fingrene. Brug gaflen.“

Et andet hospital. En anden hospitalsstue.Södersjukhuset. Afdeling 53. 5. sal.Hvidt.Nøgne vægge bortset fra det ene billede.Et grafisk blad. Nogle rektangler, der overlapper hin-

anden. Hvem har besluttet, at det skal hænge der? Er det meningen, at det skal skabe hygge?

Ved sengen et bord med vatpinde, saltvandsopløsning, medicin, en vase med røde tulipaner, daggamle aviser, 10. marts 1989, overskrifter om KU-afhøringen af Carl Lidbom og den evindelige Ebbe Carlsson-affære, et juiceglas med suge rør. Ved hovedgærdet dropstativet, der forsyner den unge mand i sengen med morfin, antibiotika og næring, den unge mand i hospitalssengen med slanger i næse og arme.


14

Ved siden af sengen på en stol sidder en anden ung mand. Han våger. Tidligere på dagen var nogle venner på besøg for at holde ham med selskab, men nu er der kun ham. I dette øjeblik læser han digte op for den syge.

„Jeg fortsætter med et digt af Karin Boye,“ siger han. „Engang var vor sommer en evighed lang. Vi strejfede om i soldage uden ende …“

Et øjeblik ser han ud ad vinduet. Det er vinter. Han vil gerne åbne vinduet, men vinduet kan ikke åbnes.

Alt er tillukket. Isoleret.Han lukker øjnene og fremmaner i sin fantasi en tidlig

aften i maj. Det er lige i begyndelsen af noget. Fra vinduet, der står åbent, kommer duften af hæg. Nu kommer den sommer, de har ventet på, som de satte som mål.

I det mindste til sommer, sagde de til hinanden, og så gav de hinanden håndslag på det. Han kan blive helt des-perat ved tanken om det.

Han åbner øjnene og er tilbage. Vinduet er lukket. I rummet en lugt af desinfektionsmiddel og noget ubestem-meligt kvalmende sødt, som han for altid skal forbinde med dette rum.

Det er ikke sommer. Det er vinter.

„Jeg kan ikke spise mere. Må jeg tage ud?“ siger Margareta.„Er du helt mæt?“ spørger moren. Sønnen rejser sig

utålmodigt.„Jeg er også mæt. Må vi bade nu?“Benjamin vender sig om og spejler sig i det nypudsede

vindue.


15

„Er det ikke for koldt?“ indvender faren.„Det er overhovedet ikke koldt,“ siger Margareta.„Det ved du ikke noget om,“ siger moren. „Vil du have

kaffe, Ingmar?“„Det ville være dejligt, tak skat. I er under alle omstæn-

digheder nødt til at vente en halv time, så I ikke får krampe.“Benjamin spejler sig i det nypudsede vindue.Han indoptager sit eget spejlbillede. Sådan gør han af

og til.Bevæger langsomt armen og ser sit spejlbillede gøre det

samme. Studerer sine øjne, sit ansigt, lægger hovedet lidt på skrå, først til den ene side, så den anden.

Så trykker han pludselig begge håndflader mod ruden. Der kommer et tydeligt aftryk af hans hænder.

„Hvad er det, du gør?“ udbryder faren irriteret. „Jeg har lige pudset vinduet!“

Først nu bliver Benjamin nærværende igen. Han ser for-undret på håndaftrykkene.

Han tænker: „Jeg er her.“Det er en stor og mægtig tanke.Han har opdaget, at han findes.Hele sit liv skal han huske dette øjeblik. Sommerafte-

nen, verandaen, havet. Håndaftrykkene på ruden. At han fik øje på sig selv.

Det var noget, han så der i vinduets spejl. Noget, der så tilbage på ham og ligesom nikkede bekræftende. Det skal blive et af hans allertidligste minder.

„Nu kan du så hente kluden og pudsemidlet og fjerne de aftryk.“


16

Faren fortsætter med at spise. Det er sådan, han altid gør. Han hæver ikke engang stemmen. Han bliver ikke vred. Han afgør noget, og så er det sådan. Så affinder de andre sig med det. De vil gerne adlyde.

Benjamin elsker sin far. Og han elsker farens autoritet. At han bestemmer, hvordan det er.

„Det gør ikke noget,“ siger drengen glad. „For det er sjovt at pudse vinduer.“


tør aldrig tårer bort uden handsker 1. kærlighed

Documents