Forsommerdag ved stranden. Tegning at Kan Adser.

SA ER DET TERMIN... Juni termin nærmer sig nu med raske skridt, hvilket bl. a. betyder, at mange mennesker skal betale deres terminsydelser til kredit- og hypotekforeninger. Dette medfører ofte tidsspilde og besvær for den enkelte, hvilket nemt kan undgås, idet Andelsbanken gerne påtager sig at ekspedere disse indbetalinger for Dem.

Måske står De over for nødvendige repara-

tioner eller vedligeholdelsesarbejder ved De-res ejendom. Har De da tænkt på, at det må-ske kunne lade sig gøre at optage et tillægs-lån i ejendommen for derved at få penge til disposition til betaling af disse arbejder? Kredit- og hypotekforeningerne yder nu kortfristede lån, som ikke medfører nævne-værdige kurstab for låntageren. Kom ind og tal med os om spørgsmålet.

Renteafkastningen af obligationer er meget forskellig. Ved en gennemgang af Deres eventuelle obligationsbeholdning vil der må-ske kunne findes papirer af ældre serier, som

kun giver Dem en forholdsvis beskeden rente. Lad Andelsbanken undersøge, om dette er tilfældet, og om ikke papirerne med fordel vil kunne ombyttes med andre, der vil give en større indtægt. I det hele taget er der sikkert mange, der har spurgt sig selv, hvordan man bedst kan placere sine penge i obligationer og aktier, men svaret er ikke så let at give for een, som ikke regelmæssigt beskæftiger sig med disse spørgsmål. For at

kunne betjene kunderne på dette område står Andelsbankens fondsafdeling, hvis opgave det bl. a. er at give råd og vejledning i alle spørgsmål, der drejer sig om anbringelse af kapital i værdipapirer og at ordne køb og salg af disse for kunderne, til Deres disposition.

Henvend Dem derfor i Andelsbankens ho-vedkontor, afdelinger eller kontorer, hvor vore medarbejdere vil hjælpe Dem på bedste måde.

ANDELSBANKEN A. m. b. A.

UTROLIGT hvad mennesket holder til

Fart og tryk og voldsomme temperaturudsving stiller i vore tider stadig større krav til menneskers modstandsevne, om ikke i det daglige - bortset fra motorkørsel - så dog på talrige udsatte poster. Hvad kan mennesket

holde til? Det handler denne artikel om.

Er man fysisk sund, kan man nor-malt leve i fem-seks kilometers højde, men på grund af det nedsatte ilttryk, »den tynde luft«, vil man være ude af stand til at udføre noget arbejde. Bjergfolk, som er født så højt til vejrs, demonstrerer derimod en rent ud for-bløffende tilvænning.

Man ser det f. eks. med de mine-arbejdere, der ikke blot kan bryde kob-beret i Pems højtliggende miner i de vældige Andesbjerge, der når op til otte tusinde meters højde. Ikke alene arbejder de, men i deres fritid spiller de fodbold og driver anden idræt. Disse bjergboere er ret små mennesker, men har bryst og lunger så store, som

man ellers kun ser det hos folk, der er op mod en halv gang højere, og deres stofskifteproces adskiller sig i væsentlig grad fra den menneskelige norm, idet de jo til stadighed må klare sig med den stærkt reducerede ilttil-førsel. Lægevidenskabelige undersø-gelser har vist, at tilpasningen til livet i disse store højder er disse bjergboere medfødt. Hvor sikkert funderet denne tilpasning er, ses bl. a. af den om-stændighed, at de ikke blot har vist sig i stand til at udføre det samme fy-siske arbejde som arbejdere, der lever i lavlandet - nej, de har endog været i stand til at udføre endnu mere ar-bejde.

Mennesket og den halve hest Men dette er jo ikke det normale.

Spørger man, hvad den menneske-lige fysik kan holde til, er det der-for naturligst at rette opmærksom-heden mod mennesker, som lever i lavlandet. Man konstaterer da, at det er noget nær fantastisk, hvad et sundt legeme lader sig byde.

Det er arbejdsfysiologien, vi her rådfører os med. Og med arbejds-fysiologi forstår man læren om lege-mets reaktion på fysiske anstrengelser, specielt muskelarbejde.

Arbejdets størrelse måles i kilo-grammeter. Som regel er det dog ikke bare arbejdsstørrelsen, men også ar-bejds intensiteten, man efterspørger, og denne arbejdsintensitet måles i kgm pr. sekund, minut eller time, og teg-ningerne her illustrerer de forskellige kraftpræstationer. 1800 kgm er noget nær maksimum og svarer til en halv hestekraft.

Jo stærkere den fysiske anstrengelse er, des mere ilt må lungerne optage, hvilket forklares af tegningen øverst på næste side. Men der er også spørgs-målet om legemsvarmen.

På jordoverfladen er varmeudsvin-gene fra -f- 60 ° C. til + 60 ° C. Så voldsomme udsving kan legemets temperatur ikke følge med i. Legemets middelvarme er som bekendt 37 ° C, men i kolde omgivelser har legemet

vist sig at kunne tåle et temperatur-fald til 25° C og i varme omgivelser en temperaturstigning til 43 ° C. Der foreligger altså virkelig en mulighed for at sprænge lægetermometret (der går til 42 0 C) og dog komme fra det med livet i behold. Vi tåler i bedste fald kun 6° C over legemets normal-temperatur, men 12° C under. Noget andet er, når varmen kommer som strå-levarme ude fra. Støberiarbejdere og arbejderne ved porcelæns industriens ovne kan i tidens løb i høj grad hærde sig over for sådanne varmepåvirknin-ger, og det samme gælder piloter, der

En kilogrammeter (kgm) betegner den kraft, der kræves til at lofte 1 kilo 1 meter i vejret.

flyver i maskiner, hvis fart er så stor., at gnidningsmodstanden i luften frem-kalder varme. Ligesom man taler om en »lydmur«, sådan taler man her om

MODERAT ARBEJDE. 400 kgm pr. minut — uanstrengende cyklekorsel ad jævn vej.

SVÆRERE ARBEJDE. 900 kgm pr. minut — hård cyklekorsel, der hurtigt trætter

den utrænede.

MAKSIMALT ARBEJDE. 1800 kgm pr. mi-nut —- er f. eks. kørsel op ad en meget stejl bakke. Tallet 1800 kgm svarer så no-

genlunde til en halv hestekraft!

NUMMER 10 SAMVIRKE - «

I hvile optager lungerne '/« liter ilt pr. minut, men under stærk anstrengelse derimod fire-fem liter ilt pr. minut. Ved fysisk anstrengende arbejde kan legemstemperaturen Jet komme op på 38—38,5 grader Celsius — uden at der af den grund er tale om feber.

80-90e

ea.6 t

VENTILATIONEN, d. v. s. sige den ind- og udåndede luftmængde, er i hvile ca. 6 liter, men under stor anstrengelse 80—90 liter pr. minut.

en »varmemur«. For at kunne over-skride den, må piloterne have en spe-ciel beskyttelse mod varmen.

Pas på balsen! Vi ved, at legemet er en forbræn-

dingsmotor, og at det skal have til-ført føde som brændstof. Men hvor længe kan motoren gå uden at få på-fyld? brændstof?

En amerikansk videnskabsmand har ved eksperimenter med sit eget lege-mes motor vist, at den i hvert fald kunne gå fyrre døgn uden fast føde. Men den holdt ikke af det! Vand skal der derimod tilføres hvert eller hvert-andet døgn, og oftere endnu i ørken-områder, hvor fordampningen fra le-gemet er større. Og luft (ilt) skal der til stadighed tilføres. Selv meget korte afbrydelser i ilttilførselen kan være skæbnesvangre, også selv om man overlever dem. Ved et greb om hal-sen kan man meget let stoppe ilttil-førselen til hjernen, og det har vist sig, at sker der et stop på blot femten sekunder, udsættes hjernecellerne for skader, som ikke bagefter lader sig ud-bedre.

Oberst Stapps meriter Og så skulle vi måske se lidt på de

påvirkninger, der har med tyngde¬

kraften og dermed igen med akcelle-rationen at gøre.

I det daglige lægger vi ikke mærke til, at vi som et levende væsen i et system af roterende kloder er udsat for sådanne påvirkninger. Men det er vi, og den normale påvirkning betegner man som værende 1 g (g = gravity zz tyngde). Spørgsmålet bliver så, hvor meget disse påvirkninger kan øges, før organismen bryder sammen.

Her må vi skelne mellem de akcelle-rationspåvirkninger, der hidrører fra fald, sammenstød o. s. v., og som er af mindre end eet sekunds varighed, og så de længerevarende påvirkninger, som man isæt kan komme ud for un-der flyvning.

Den amerikanske oberst Stapp har gjort det til sit speciale - med sig selv som forsøgspersonen - at undersøge virkningen af kortvarige forøgelser af akcellerationspåvirkningen. Han lader sig spænde fast i en raketslæde, der kører ud ad en skinnevej, og pointen er så at lade sig udskyde med stadig stærkere fart og under stadig hårdere opbremsninger. Det er bilistens ople-velse af sammenstødet med vejtræet, der her er ført ud i det eksperimen-telle. Obersten støder dog naturligvis ikke sammen med noget som helst. I så fald ville de ydre læsioner have gjort det af med ham. Nej, raketslæ¬

den bringes blot til stadig voldsom-mere g-påvirkning, som fordeles jævnt over store dele af legemet i kraft af de seler, hvormed han er fastspændt, og det har vist sig, at han har kunnet tåle halvtreds gange så kraftig en på-virkning som normalt.

Men så snart vi kommer op på øge-de g-påvirkninger over eet sekunds va-righed, er tolerancen uendelig meget ringere. Under dyk og drej i flyve-maskiner, hvor blodet slynges ned i benene, kan menneskelegemet tåle 4-6 g i højst fem sekunder. Derefter ind-træder der besvimelse og lige forud for denne det såkaldte black-out, hvor synet forsvinder. Hvis blodet lige mod-sat slynges op i hovedet — f. eks. under en udvendig looping -, medfører 3 g red-out, en rød synsfornemmelse som forløber for besvimelsen. Er der under sådanne omstændigheder tale om en påvirkning på blot 5 g, reagerer hjer-nen med de samme karbristninger, som forekommer ved apopleksi.

Arbejdet skal tilpasses mennesket

Nu har der hele tiden været tale om de yderste muligheder for belastning af den menneskelige organisme, og man må nok give oberst Stapp ret i, at så længe der er tale om fysisk sun-de, tåler vi faktisk langt mere, end vi på forhånd ville have troet. Men ar-bejdsfysiologien interesserer sig natur-ligvis ikke kun for topbelastningens problematik. Den beskæftiger sig også med undersøgelser af arbejdsanstren-gelserne i hverdagslivet og omgivel-sernes indflydelse på arbejdspræstatio-nen. Dens formål er at søge arbejdet tilpasset mennesket - ikke omvendt! -, at forebygge unødig anstrengelse og gøre træthedsfornemmelsen så ringe som mulig. Og dens håb står til, at de rationelle og produktionsfremmen-de arbejdsformer, som indføres, i lige grad må blive til gavn for den enkelte arbejder som for samfundet som hel-hed.

slynges under dyk og drej ned i benene.

RED-OUT: Under en udvendig looping slynges blodet mod hjernen.

I . SAMVIRKE 1. JUNI 1956

Nye tusinder banker på døren... Hvert år i efterkrigstiden har gennemsnitlig 30 000 drenge - og lige så mange piger - meldt sig på arbejds-

markedet. I de nærmest kommende år vil tilstrømningen oges med 10.000 af begge kon. Er der plads til dem?

1000 drenge ekstra tænkes fremtidig anbragt varigt i land- kurrence om stillinger i landbruget vil muligvis presse løn-bruget pr. år, d. v. s. 17 pct. mere end tilgangen hidtil, nen lidt ned, hvilket letter landbrugets opsugning af ung Vil det volde besvær? Næppe. Allerede nu mangler land- arbejdskraft, men på den anden side vil landbruget ikke bruget unge medhjælpere. Den større tilgang af unge til kunne aftage nogen del af byernes store årgange. Derimod landbruget vil fremkomme, fordi det bliver sværere for er der mulighed for at placere langt flere piger i land- landboungdommen at få plads i byen. Den skærpede kon- braget, hvor manglen på kvindelig medhjælp er meget stor.

5500 flere drenge pr. årgang skal dernæst ind i de fag-lærtes rækker, hvilket kræver en forøgelse af lærlingetilgan-

fen på en trediedel. Selv om tilgangen af faglært arbejds-raft har været for lille de sidste 10 år, kan man ikke vente,

at lærlingeantagelserne automatisk øges i det ønskede om-fang. Derfor har Arbejdsmarkedskommissionen ført for-handlinger med fagene, der hvert for sig er gået ind for frivillige udvidelser af lærepladsernes antal.

Samtidig står folketinget overfor at gennemføre en ny lærlingelov, som skal udvide og effektivisere lærlingeuddan-nelsen: Mesterlæren opretholdes som grundprincip, men det forelagte lovforslag peger desuden på værkstedsskoler som en ny vej til at øge oplæringsmulighederne. Større virksom-heder må deltage ved oprettelse af lærlingeafdelinger.

For skoleundervisningen i forbindelse med den praktiske lærlingeuddannelse sigtes mod gradvis overgang til fuld dagskole, og i forbindelse hermed: sammenlægning af min-dre skoler til centralskoler. Herved åbnes mulighed for en udvidelse af lærlingebeskæftigelsen med mindst 14 pct. Et hovedpunkt i den nye lov bliver efter al sandsynlighed et forbud mod overenskomstmæssige begrænsninger af lærlin-getilgangen (herved vil f. eks. brugsforeningerne blive i stand til at tage 4-600 flere lærlinge). En særlig lov vil i øvrigt blive givet for lærlinge i butiks-, handels- og kon-torfag. - Hvad med pigerne? Officielle skøn viser, at pi-gernes mulighed for en faglig uddannelse vil forringes fremover. Dog tilstræbes en forøgelse på 25 pct. af den kvindelige tilgang af faglærte.

De 2500 drenge til venstre på ovenstående tegning er den ønskelige forøgelse af den årlige tilgang af ufaglærte, men de kan let blive til flere, hvis ovennævnte mål for øget lærlingetilgang ikke nås - så meget værre, som mængden af ufaglærte allerede nu har skabt beskæftigelsesproblemer. Vejen til at udvide arbejdsmulighederne for den ufaglærte

del af de store årgange er en mere intensiv erhvervsmæssig skoling inden for ungdomsskolernes og de forskellige ar-bejdstekniske skolers rammer. Bølgen af ufaglærte piger hjælpes dels ved udbygning af den huslige undervisning, dels en fastere ordning for de unge piger, der oplæres i specielt arbejde i erhvervene.

1000 drenge mere end hidtil skal fremover årlig fuldføre en videregående uddannelse. Da det svarer til en 50 pct. stigning i den nuværende nytilgang, kræves betydelige ud-videlser af både eksamensskolerne og de højere læreanstal-ter. Et livsvigtigt problem er det stadig voksende behov for

kvalificeret teknisk arbejdskraft: flere civilingeniører og teknikumingeniører må uddannes, ligesom helt nye, utra-ditionelle metoder til uddannelse af tekniske assistenter må findes. - For pigerne er problemerne ganske de samme, og også her er målet 1000 ekstra pr. år med højere uddannelse.

Gammelt gærde ved Astrup mellem Fåborg og Svendborg. Derefter et sjældent smukt gærde på Ejerne Mark ved Fåborg. Så følger et af de gærder, Næsselavet (en række land-mænd på Home Næs) har ladet frede

på frivillighedens grundlag. Og ne-derst ses et af de karakteristiske

stengærder i dyrehaven under godset Holstenshus ved Fåborg.

Stengærderne under hammeren

Enhver, der har besøgt Sydfyn, især sognene omkring Fåborg, kender de ejendommelige stengærder, der stræk-ker sig mil efter mil over markerne, langs vejene og i skovskellene.

Forklaringen på de mange gærder, hvis mage ikke findes noget andet sted i landet, er ligetil. I istiden af lej redes enorme mængder temmelig store sten i området syd for de fynske alper, og da dyrkningen af jorden tog fat, var disse sten en hindring for bønderne, der til at begynde med ryddede dem til side og lod dem ligge som tilfældige bunker i skellene. Senere brød tanken om at rejse dem til hegn igennem, og egnens bønder begyndte da et eneståen-de bygværk, der vel har strakt sig over 3—400 år, og i dag er et af landets mest karakteristiske kulturminder.

Rene mesterværker

Man skal nemlig lægge mærke til, at de sydfynske stensætninger er rigtige stengærder. Det vil sige, at de er rejst af to rækker sten med et mellemrum, hvor der senere er fyldt løse sten ned. De yderste stenrækker er kunstfærdigt sat med de store sten nederst og ae mindre opefter, som regel tilpasset efter stenenes natur.

Hvor høje og brede gærderne er, af-hænger selvfølgelig af stenrigdommen det pågældende sted, men i skellene skulle ae i følge den gamle hegnslov have en kronebredde på 2 alen. Dette mål holder hovedparten af de sydfyn-ske gærder, hvor de danner skel mel-lem ejendomme, ud til veje eller mel-lem sognekommuner.

Da rejsningen af gærderne var en di-rekte følge af arbejdet med at rense jorden for sten, kan de danne vidnes-byrd om en ejendoms karakter og vær-di. Gode og velsatte stengærder tyder på, at en ejendom var velpasset og vær-difuld, mens dårlige eller halvfærdige stenhegn vidnede om sjusk og slet dre-vet jord. Men det er næppe denne om-stændighed alene, der år efter år har fået datidens bønder til at slæbe med de svære stenhegn. Det har sikkert i lige så høj grad været trangen til at hegne om jorden på forsvarlig vis. Denne an-tagelse bekræftes af, at selv store ho-vedgårde som Hvedholm ved Fåborg lod hegne alle sine marker med smukke og velsatte stengærder, hvoraf en del endnu står.

Derfor kan man med rette tale om, at gærderne er kulturminder, som bør

værnes. Desværre har tiden ikke været gærderne gunstige. Det fik de første gang at føle, da anlæggelsen af de mo-derne veje tog fart, og vejbyggerne skånselsløst brød gærder ned og slog dem til paksten. Man gik endda så vidt, at man i Svanninge by indrettede en skærvefabrik med to store knuse-maskiner, som skulle forsynes med sten fra gærderne.

Dette blev egnens naturfrednings-venner for meget. De indledte en vold-som kampagne mod ødelæggelsen af de historiske stensætninger, og ned-brydningen ophørte. Senere er sten-

risen imidlertid steget, og de nye land-rugsmaskiner og traktorerne har svært

ved at forliges med gærderne. Det er forklaringen på, at der sidste år blev nedbrudt store mængder stengærder, der havnede i de nye statsbanefærge-lejer ved Knudshoved eller i omkør-selsvejene ved Odense, og der er fare for, at endnu flere landmænd falder for fristelsen til at lade stengærderne på deres jord nedbryde.

Fredningsvennerne har ikke held med sig

Fåborgegnens naturfredningsvenner har gjort en betydelig indsats for at be-vare stengærderne, men har kun i me-get begrænset omfang haft held med sig, idet fredningerne i alle tilfælde må ske frivilligt. Gærderne strækker sig nemlig over hundreder af ejendomme, og det ville være umuligt at yde erstat-ning i hvert enkelt tilfælde. Det har også været en betydelig hindring for fredningsarbejdet, at den enkelte føler, at en tinglysning om fredning på hans ejendom måske ligefrem betyder en forringelse af ejendommens værdi.

Nogle landmænd på Home Næs, under ledelse af den historisk interes-serede gårdejer Kristoffer Ploug, har dannet et såkaldt Næsselaug, hvis med-lemmer alle har tinglyst fredning over gærderne på deres ejendom „for at be-vare dem for senere slægter" Denne fredning er sket helt frivillig og som en protest mod nedbrydningen.

Hvor utroligt det end lyder, synes det nemlig meget svært, for ikke at sige umuligt, for egnens naturfredningsven-ner, turistfolk og Næsselauget. at rejse en offentlig mening mod gærdernes udslettelse. De betegnes som forælde-de og generende, og deres kulturhisto-riske værdi synes for de fleste ikke at kunne opveje de få kroner, hver enkelt kubikmeter sten kan indbringe.

«s SAMVIRKE l. JUNI 1958

Hyrdedrengen, der blev

FDBs førstedirektør Hvem var drivkraften bag oprettel-

sen af Nordisk Andelsforbuna - de nordiske fællesforeningers store im-portselskab - var det Sveriges Albin Johans-son, eller var det Dan-marks Frederik Niel-sen? Ved festlige sam-menkomster i nordiske lag er det efterhånden blevet sædvane, at der udspiller sig en ædel kappestrid mellem de to om beskedent at fraskrive sig æren for denne bedrift. »Du tog initiativet og skrev ved-tægterne,« siger Frede-rik. »Nå, og hvem var det så, der førte planen ud i livet ogtjente pen-gene?« svarer Albin. Dette træk, hvorom førstedirektør Ebbe Groes fortæller i det nylig udsendte festskrift til sin forgænger i embedet Frederik Nielsen, der fyldte fem og halvfjerds år den 27. maj, belyser må-ske den væsentligste side af Frederik Nielsens livslange indsats i spidsen for brugs f oren i ngsbevægelsen: Manden, som ikke lod det blive ved ideerne, men utrætteligt og helst så hurtigt som mu-ligt omsatte dem i nyttig virkelighed. Først og fremmest kom denne uvurder-lige evne selve FDB til gavn - ikke ale-ne i de fjorten vanskelige år fra 1937 til 1951, da Frederik Nielsen var før-stedirektør, men også i det kvarte år-hundrede, som gik forud, og i hvilket han var leder af FDBs bærende vare-afdeling - kolonialafdelingen.

Om hans fantasi og virketrang taler hele festskriftet sit tydelige sprog - må-ske allermest menneskeligt i det afsnit, som er skrevet af hans børn, og hvori oprulles et varmhjertet billede af fami-liefaderen, med evne til helt at koble af fra det krævende arbejde for at hellige sig hjemmelivet - som ihærdig amatørfotograf med sit ældgamle, ind-viklede apparat, som fængslende højt-læser for børnene og som en snild duk-keteater-dekoratør. Hans store spar-sommelighed lægges der slet ikke skjul på: Han kunne godt kritisere en af sine poder for at have brugt 3 kr. på en skoleskovtur, når aftalen var, at der kun måtte bruges 2 kr. Til gengæld var han meget mere forstående, da samme pode femten år senere stod og skulle bruge et par tusinde kroner til en studierejse!

Dette lille træks store perspektiv er,

at Frederik Nielsen anlagde akkurat det samme sunde syn på penges værdi i sin topstilling i FDB og dermed som

den fornemste vareta-ger af forbrugernes økonomiske interesser: Han passede på FDBs penge, som om de var hans egne, og han stil-lede vel at mærke de samme krav til sig selv som til andre, hedder det i festskriftet. Til gengæld kunne han også, ligesom overfor førnævnte pode, lade daleren rulle, når han fandt det rigtigt, nem-lig når det drejede sig om investeringer i nye projekter eller moder-niseringer af gamle anlæg. Selv siger han, at det allerede tidligt

stod klart for ham, at det gjaldt om at få FDBs mange fabrikker og han-delsafdelinger rationaliseret og udsty-ret med alle nødvendige maskiner og hjælpemidler, så de kom i klasse med landets bedst udrustede virksomheder.

Sparsommeligheden var en arv fra barndommen i Sallings bondeland, hvor Frederik Nielsen startede sin lø-bebane som hyrdedreng og andre af de slidsomme hverv, som dengang hør-te med til at være bondedreng. Hans fader var en af de aktiveste ved opret-telsen af den jyske fællesforening og blev senere forretningsfører for den sammensluttede lands-fællesforenings største afdeling i Århus. Selv om Fre-derik Nielsen således blev »født« ind i bevægelsen, kom han ingenlunde let til sin lederstilling, som han kvali-ficerede sig til i kraft af en meget om-fattende handelsuddannelse både her-hjemme og i udlandet.

At opregne hans indsats er umuligt på denne plads, men nævnes skal, at kolonialafaelingen under hans ledelse frigjorde sig fra unødvendige mellem-handlere og knyttede direkte kontak-ter med danske fabrikker og udenland-ske leverandører til gavn for forbru-gerne. På tværs af megen sur mod-stand gennemtrumfede han bl. a. op-rettelsen af FDBs centrallaboratorium, som har uvurderlig værdi som »FDBs varesamvittighed«, og af arkitektkon-toret, som bidrog til at give de mange hundrede brugsforeninger mere hen-sigtsmæssige bygninger og butikker. Hans indsats for salg af gode brugs-ting gennem FDB er vældig og legen¬

darisk, fremfor alt på møbelområdet, og hans pionerarbejde på dette felt har skænket FDB ry i vide kredse.

Også i kredse uden for brugsfor-eningsbevægelsen har man næret stor respekt og tillid til Frederik Nielsens erhvervsøkonomiske dømmekraft, hvil-ket bl. a. kom til udtryk gennem hans offentlige virksomhed i Sø- og Han-delsretten (1932-51), Valutarådet (1935-40), Priskontrolrådet (1940-51) og andre vigtige organer.

Ikke altid forløb samarbejdet lige smertefrit gennem de mange år i FDB - herom står mangen en ligefrem sand-hed at læse i festskriftet - men afgø-rende var det, at Frederik Nielsen med sine overlegne forretningsmæssige ev-ner, sine nye ideer og overdådige ar-bejdsenergi vandt den ene sejr efter den anden, når vanskelighederne tår-nede sig op. »Manden med de rene hænder« blev Frederik Nielsen engang kaldt af en højtstående ministeriel embedsmand, fortæller førstedirektør Groes i festskriftet, og denne karakte-ristik bør stå øverst, når man til sidst skal danne sig et overblik over Frede-rik Nielsens egenskaber og indsats: Han var en retsindets mand. Derfor fortjener han sin hyldest på fem og halvfjerds års dagen, men den aller-største lykønskning må han tænke sig til, for den må komme fra de mange tusinde anonyme forbrugere, som gen-nem en menneskealder har draget den endelige fordel af hans lederarbejde i brugsforeningstankens tjeneste.

Landmanden betaler Alt for mange mærker i traktorer og

andet maskineri kæmper om det dan-ske marked. I sidste instans er det land-manden, der må betale.

For at ændre i dette forhold vil An-delsmaskinindkøbet virke for, at der oprettes et fælles forskningsinstitut, der kan udvikle de for landbruget mest formålstjenlige maskiner, siger A-Ms direktør, Fritz Petersen, i en samtale med Fyns Tidende.

Al sagkundskab fra landbruget og maskinbranchen - herunder også An-delsmaskinindkøbet - må være repræ-senteret i dette institut. Dets formål skal være at lægge grunden til en spe-cialisering og dermed til en masse-fabrikation.

SKOLEBYEN MIDDELFART. Det be-gyndte med Andelsskolen, så fulgte fiskerihøjskolen, og nu vil Dansk An-dels Ægexport på en grund, selskabet ejer i Middelfart, opføre Den danske Fjerkræskole. Konsulent F. Harre-schou er udpeget som forstander for den nye skole. Hindsgavl, der drives af foreningen Norden, og i vidtstrakt grad benyttes til kursusvirksomhed, må regnes til samme gruppe skoler, der i udstrakt grad præger Lillebæltsbyen.

Direktor Frederik Nielsen.

NUMMER 10 SAMVIRKE . -7

DET BEGYNDTE MED ET LÆS MEL - ... og forelobig er det endt med næsten 300 mil!, kr. årlig omsæt-ning af alle slags varer. Sådan ser udviklingslinien ud for NKL, som fejrer sit 50 års jubilæum i slutningen af denne måned.

På en prik ligner Norge og Dan-mark hinanden deri, at brugsforenings-bevægelsen er nået lige langt i betyd-ning i begge lande. Varesalget gennem brugsforeningerne har omtrent samme værdi pr. indbygger i både Danmark og Norge, og i begge lande regner man med, at hver tredie husholdning har tilknytning til brugsforeningerne. En stor ael af æren for brugsforenin-gernes stærke position i samfundslivet må tilskrives oprettelsen af fællesfor-eningerne - FDB i Danmark og i Nor-ge NKL (Norges Kooperative Lands-forening), men på dette punkt træder en tydelig forskel frem mellem de to lande:

Mens nemlig bmgsforeningerne i Danmark henter langt over halvdelen af deres varer i FDB, placerer Norges brugsforeninger kun ca. 28 pct. af de-res samlede varekøb i deres fællesfor-ening NKL. Overfor en omsætning i FDB på 660 miil. kr. står NKLs om-sætning på 281 miil. norske kr., d. v. s. mindre end det halve. Årsagerne her-til er mangfoldige og gemmes bl. a. også i Norges særlige struktur, men alt dette skal ikke tilsløre den kends-gerning, at den norske fællesforening på sin 50 års dag den 27. juni frem-træder som en handels- og produk-tionsorganisation af imponerende om-fang. Og glemmes må det heller ikke, at NKL gennem sin omfattende ideali-stiske virksomhed har betydet mindst lige så stærk en åndelig støtte for brugsforeningsbevægelsens opvækst som FDB i Danmark.

NKL som varefordeler

Gentagne boycotbestræbelser fra privathandelens side sinkede NKLs start som vareleverandør til brugsfor-eningerne, og først et helt år efter stiftelsesmødet kunne det første vareparti køres ind i de lejede lagerlokaler - det bestod af 20 sække kartoffelmel. Nu nærmer omsætningen sig 300 mill. kr. årlig. Varerne, der ikke alene omfatter kolonial, men tillige jernvarer, hus-

feråd, tekstiler og skotøj, for-eles gennem landsforeningens

10 afdelingslagre, placeret i havnebyerne, samt gennem 20 depotlagre.

NKLs stifter, advokat Deh-

li, måtte i de første år kæmpe mod utal-lige vanskeligheder, bl. a. en stædig selvrådighed i en række land-brugsfor-eninger, der betragtede planerne om en fællesforening med den største mistro.

Sit økonomiske gennembrud fik NKL i 1920’rne, da medlemstallet steg til over 100.000, samtidig med at NKL gennem start af nye bedrifter opbyggede et omfattende produk-tionsapparat. Karakte-ristisk for denne perio-de var kampen mod de udenlandske traster. Fremgangen standsede først ved udbruddet af den anden verdens-krig, der medførte sto-re skader for mange brugsforeninger gen-nem direkte krigs-handlinger, men i dag er følgerne af den ty-ske besættelse fuldt og helt overvundet.

Andr. Juell ef-terfulgte Dehli som formand i NKL og be-klædte denne post fra 1919—48.

Brændende idealisme Den oplysningsmæs-

sige og kulturelle virk-somhed var den gren, som først og kraftigst voksede frem på NKLs stam-me, og som nu er samlet i NKLs såkaldte organisationsafdeling - et livsvigtigt organ for de 1150 brugs-foreninger, som er medlemmer af NKL. Under denne gren hører bl. a. medlemsbladet Kooperatøren, der be-gyndte at udkomme allerede året før NKLs stiftelse, endvidere NKLs eget forlag samt Samvirkeskolen ved Oslo. En særlig »husmoderafdeling« driver bl. a. et prøvekøkken og arrangerer husholdningsmøder rundt om i brugs-foreninger og kooperative kvindefor-eninger. Samtidig udgår fra NKLs or-

fanisationsafdeling en rationaliserings-remmende kraft gennem revisions-

afdelingen, butiks- og bagerikonsulen-ter og finansiel rådgivning.

Den mest betydende enkeltperson i oplysningsarbejdet har været Randolf Arnesen, der som chef for organisationsafdelingen i 30 år øvede en brændende idealistisk kampgerning for andelsideernes udbredelse og praktiske gennemførelse. Hans efterfølger blev Peder Søiland.

NKL som producent Godt en fjerdedel af den

norske fællesforenings omsæt-ning udgøres af varer fra egne fabrikker, og NKLs produk-tionsvirksomhed spænder over

Stifteren advokat Ole Dehli samlede Norges brugsfor-eninger omkring fællesfor-eningen NKL for 50 år siden.

et meget vidt vareområde: margarine sæbe, melmøller, chokolade, tobak, sko, tekstiler, radioapparater, glødelamper, varmeovne, vaskemaskiner og cykler. Den ældste af fabrikkerne er marga-rinefabrikken Norge i Bergen, men se-nere er stiftet margarinefabrikker både

i Oslo og Bodø. NKLs største datterselskab er Nordkronen i Stavan-ger, hvis vigtigste virk-somhed er driften af melmøllen i Stavanger havn.

Store fremtids-planer Da Randolf Arne-

sen som 73-årig blev indlagt på et sygehus i Oslo, sagde han: »Jeg har bedt lægen få mig i orden i en fart. Jeg har ikke tid til at ligge her, for jeg skal jo på foredragstourné.« Den samme ildhu præger den norske fællesfor-enings ledelse i jubi-læumsåret, og den kommer til udtryk i de store fremtidsplaner,

som i 1954 blev fremlagt for kongres-sen, der er NKLs øverste myndighed. »Femårsplanen« går ud på, at de nor-ske brugsforeninger og NKL med dat-terselskaber skal investere op imod en kvart milliard kr. inden udgangen af 1958, først og fremmest i nye butiks-bygninger, bl. a. for udvalgsvarer, samt endvidere i udvidelser af NKLs lager-lokaler og fabrikker. En del af de nød-vendige midler tænkes fremskaffet ved større indlån i NKLs sparekasse - en særlig afdeling, hvis formål er at op-samle medlemmernes sparepenge og brage dem til at fremme forbrugernes økonomiske interesser. Denne spare-kasse har udviklet sig til et organ af betydeligt format: I 1954 henstod så-ledes i indskudsafdelingen mere end 54 mill. norske kr. Om disse store ud-bygningsplaner vil blive virkeliggjort inden for det fastsatte tidsrum, ved ingen med sikkerhed i dag, men de vidner klart om, at den norske brugs-foreningsbevægelse med den jubile-rende landsorganisation i spidsen ikke er stagneret, men er i fuld fart opad.

Den nuværende formand for NKL er Norges landbrugsminister Olav Meisdalshagen, mens den øverste ad-ministrative ledelse er lagt i hænderne på direktør Rolf Semmingsen.

90 ÅR. Danmarks ældste brugsfor-ening, Thisted Arbejderforening, fyl-der 90 år den 17. juni.

S SAMVIRKE 1. JUNI 1951

AF FOLKET

- FOR FOLKET

Udgiver:

Fællesforeningen for Danmarks

Brugsforeninger

Redaktør:

Eggert Nielsen

ansvarsh. efter presseloven

Forbrugeren i højsædet ORBRUGERNE har vun-det en sejr over embeds-mændene i det sæt pris-love, som blev det ende-lige resultat af Folketin-

gets offensiv mod den nye prisbølge, som frygtes at ville følge i hælene på mæglings-forslagets ophøjelse til lov. I stedet for et pris- og avance-stop, som ville føre os til-bage til krigstidens prisregu-leringsmetoder, under kon-trol og administration af en hærskare af embedsmænd, gennemførtes fire love, hvis virkninger fortrinsvis afhæn-ger af forbrugernes reaktio-ner.

DEN vigtigste af dem be-stemmer, at forbruger-eller producentorganisa-

tioner kan anmode Monopol-tilsynet om at undersøge pris-og avanceforholdene på kon-krete områder, hvor der er begrundet formodning om urimelig prisdannelse.

Hvad der videre skal ske efter en sådan undersøgelse, er ikke rigtig klart, men i hvert fald skal undersøgel-sens resultat offentliggøres. Alene dette kan blive af stor betydning. Afslører under-søgelsen uforsvarlige for-hold, kan et lovmæssigt ind-greb tænkes.

Men allerbedst ville det være, hvis forbrugerne selv tog affære, f. eks ved at etablere en køberstrejke på det pågældende område eller ganske simpelt ved at lægge indkøbene i egne virksom-heder, i brugsforeningerne!

UMMER 2 i serien af pris-love retter søgelyset mod de såkaldte »bundne li-

ster«, d. v. s. de områder, hvor importen er begrænset af valuta-bevillinger. Inden for disse områder nyder hjemlige producenter en for-trinsstilling, fordi de ikke på frikonkurrencens vilkår skal måle sig med udlandets til-bud: en særstilling som kan misbruges på to måder. En¬

ten ved for høj prisberegning eller ved urationel produk-tion. Når alt kan sælges, er der ingen grund til at an-strenge sig for at gøre pro-duktionen billigere. De bund-ne lister bliver altså ofte en sovepude for den hjemlige produktion.

Men der findes et godt middel til at vække både en dårlig samvittighed og et slumrende initiativ, nemlig ved at foretage sammenlig-ninger med prisniveauet i ud-landet på de varegrupper, som herhjemme er beskyttet ved importbegrænsninger. Det er sådanne sammenlig-ninger, loven påbyder Han-delsministeriet at lade fore-tage. Handelsministeriet har allerede sammenligningsma-terialet klar til forelæggelse for Folketingets vareforsy-ningsudvalg, som blot ved at overføre varer fra bunden til fri liste kan genindføre kon-kurrencen. En udvej, som er endnu enklere, består i at ud-vide brugsforeningernes og andre forbrugerorganisatio-ners importret på »kvota-adelen«s bekostning. Det skal nok hjælpe.

TREDIE del af prislovs-

komplekset giver Mono-poltilsynet bemyndigelse

til at kræve vægtangivelse på færdigpakkede varer. Så snart dette krav realiseres, har for-brugerne kun sig selv at tak-ke for, hvis de køber en pak-ket vare for dyrt.

Monopoltilsynet er i for-vejen bemyndiget til at fo-reskrive prismærkning og -skiltning for varer i detail-handelen, men desværre be-nyttes denne bemyndigelse ikke i et omfang, som gør synderlig gavn. Hvis alle ud-stillede varer var forsynet med tydelige prisangivelser, kunne ingen forbruger und-skylde sig med uvidenhed om prisforskellene som grund til, at man ikke købte, hvor der var billigst.

Kvalitetsmærkning er en

anden side af samme sag, men betydelig vanskeligere at realisere end prismærk-ning. Kvalitet - navnlig for tekstilområdet - afhænger af flere forskellige faktorer: Slidstyrke, farveægthed, be-standighed i vask o. s. v. Og lige så mange variationer i bedømmelsen kan der være tale om, når det drejer sig om helt andre varegrupper. Men naturligvis kan der skabes fa-ste normer for kvalitetsdekla-rationer, som giver forbru-gerne en tydelig rettesnor for valget af den rigtige vare til det rigtige formål og den rigtige pris.

Kvalitetsmærkningskom-missionen har for få dage si-den - i fuld enighed - af-sluttet sit arbejde med løs-ningen af dette problem, og en betænkning, der foreskri-ver nedsættelse af et nævn af embedsmænd, teknikere, forbruger- og erhvervsrepræ-sentanter - til udarbejdelse af kvalitetsdeklarationer in-den for de forskellige vare-grupper, fremkommer sna-rest muligt. Kravet om kva-litetsmærkning på alle felter, hvor det er praktisk muligt, bør derefter rejses totalt.

EN allerede nu er Mono-poltilsynet altså i stand til at kræve vægtangivel-

se på færdigpakkede varer, og det er en bemyndigelse, som må udnyttes aldeles om-gående. Der findes ikke no-get område inden for pro-duktion og handel, hvor for-virringen anvendes mere be-regnende til at misbruge for-brugernes godtroenhed, end når det drejer sig om færdig-pakkede varer, det være sig i tuber, flasker, pakker, bre-ve, dåser, æsker, glas eller flakoner.

Reklamebrølet har i for-vejen gjort sit til at forvirre folks begreber overfor netop disse varer. Hvorfor lader man sig f. eks. bluffe til at købe en tandpasta, som en skuespillerinde eller manne¬

quin lægger gebis til at op-reklamere i en dyrt betalt re-klamefilm, skønt omtalte ge-bis måske aldrig før har stif-tet bekendtskab med vid-undertandpastaen.

Af to grunde burde den slags reklametrick være nok til at afholde folk fra at købe netop denne vare, først fordi man derved passende kan de-monstrere, at man ikke hører med til de »blåøjede«, der-næst fordi man i hvert fald undgår at yde sin skærv til det celebre gebis, som til sy-vende og sidst skal betales i prisen - hvor ellers ? BT OK om det! Reklame-V fidusernes teknik og vur-

dering er ikke emnet for denne artikel, men det er nødvendigt at nævne dem, fordi de danner skærmbrædt for hele den kalejdoskopiske begrebsforvirring, som be-hersker produktion og handel med pakkevarer. Ved hjælp af reklamen samler man op-mærksomheden om varen, men sandheden er, at forbru-geren så godt som aldrig ved, hverken nvad han køber, el-ler hvor meget han køber. Hverken sammensætning el-ler vægt plejer at være an-ført, og indholdet viser sig altid at være afmålt i passen-de »skæve« portioner, som sikrer mod sammenligning med andre fabrikata - med-mindre køberen er et unikum til hovedregning.

På den måde er vægt og mål sat ud af kraft. Et halvt hundrede år efter, at et kilo blev et kilo, en meter en me-ter og en liter en liter, måler man i flasker og tuber og breve og pakker, i dåser, æsker, glas eller flakoner uden at tage hensyn til, hvad der er hvad.

Det er på tide, at dette roderi hører op, at alle skæ-ve mål forbyaes, eller pak-ningerne i hvert fald mær-kes med angivelse af netto-indhold. Også dette problem har beskæftiget kvalitets-mærkningskommissionen.

Forhåbentlig viser resulta-terne sig hurtigt, efter at kommissionen nu har sluttet sit arbejde.

DEN fjerde af de nye love er blot en to års forlæn-gelse af de gældende be-

stemmelser i monopolloven om anmeldelsespligt for pris-ændringer på visse monopol-prægede vareområder. Den-ne anmeldelsespligt, som el-

lers udløb den 1. juli, bety-der i praksis, at priserne ikke kan forhøjes uden dokumen-tation for nødvendigheden heraf.

Her er altså en lov, som er baseret på kontrol - en kontrol, som udøves fra oven, uden forbrugernes ak-tive medvirken. Loven skal som de andre tre bidrage til at hindre priserne i at løbe løbsk, og er på sin vis for-træffelig, men forskellen er, at i dette tilfælde er der tale om kontrol, i de andre om oplysning.

Sidstnævnte praksis er en appel til forbrugerinstinktet. Myndighedernes opgave er at lægge kortene på bordet, når det kræves af kompetente organer. Gøre klart for en-hver, hvordan pris- og avan-ceforholdene ligger inden for den branche, som er i kik-kerten. Hermed stiller man indirekte forbrugerne over-for spørgsmålet: Hvad har I tænkt at gøre ved det? Og hvis undersøgelsens resultat er meget graverende: Vil I finde jer i det?

PÅ denne måde bliver pris-lovene i højere grad et redskab for forbrugerne

end for embedsmændene, og dermed er den skarpe brod mod de erhvervsdrivende fjernet. De har intet at be-klage sig over, når det er for-brugerne selv, som går i gang mea oprydningen.

Derimod ville et generelt pris- eller avancestop - som oprindelig var foreslået - bli-ve en kilde til stadig jammer fra erhvervslivets side. Ikke uden grund. Det ville med-føre, at 200.000 erhvervs-virksomheder forpligtedes til

at meddele Monopoltilsynet enhver prisforandring på hver enkelt af deres varer. Kontrollen ville drukne i pa-pir, og uden kontrol ville de lovlydige - hvis nogen fand-tes - blive syndebuk for alle de andre.

Men endnu mere betænke-ligt er det, at et generelt pris-eller avancestop skærer alle erhvervsdrivende over en kam og gør alle dem til mar-tyrer, som det rammer hår-dest. Det lader sig ikke gøre at fjernstyre en så komplice-ret mekanisme, som erhvervs-livets prisforskydninger ud-gør næsten fra time til time. Det er ikke blot brancher, der forskyder sig i forhold til hverandre, men blandt de enkelte branchers enkelte ud-øvere foregår ligeledes en stadig forskydning i vilkår, som gør uretfærdigt for en, hvad der er retfærdigt for en anden og urimeligt gunstigt for en tredie.

PRIS- og avancestoppet var

skabt af en drastisk si-tuation - mere af nød-

vendighed end af overbevis-ning - og det var en urias-post for fru Groes at skulle forsvare det. Der synes blandt mange lønmodtagere at eksistere en tyrkertro til, at man blot med et dekret kan beherske prismekanis-men i et samfund; men det er en alt for letkøbt forestil-ling. Livet lader sig ikke re-gulere efter en lineal.

Vi tvivler ikke om, at mis-tanken til, at alt for mange erhvervsdrivende benytter sig af de ustabile forhold til at skære sig en større bid af

riskagen end rimeligt er, er egrundet. Men hvor ved

man det fra? Og navnlig, hvorfra ved måri; hvem der gør det, og hvem der ikke gør det? Problemet løses ikke blot ved at dekretere pris- el-ler avancestop eller prøve at gætte sig frem til, hvad der må anses for at være en ret og rimelig pris.

Det løses kun ved forbru-gernes egen aktive indsats. Hvorfor brager arbejderne ikke den vældige magt, deres købekraft besidder, til at gø-re ret og skel i prisdannelsen ?

DET gode ved de nu gen-

nemførte prislove er, at de tvinger oplysningerne

om markedsforholdene frem ved de pris-, mængde- og kvalitetsundersøgelser, som forhåbentlig hurtigt følger efter lovenes gennemførelse. Her er et middel til at skabe fuld klarhed over, hvor og hvordan der finder udbyt-ning sted, og så må det være forbrugernes egen sag at gøre kort proces med udbytterne.

Men samtidig må man spørge sig selv: Hvorfor dog hele denne omvej ? Hvorfor skal man vente på alle disse undersøgelser, når man har et andet middel ved hånden, som er meget nemmere og mere effektivt.

Tvivler man på priserne, hvorfor slutter man så ikke op om forbrugernes egne sammenslutninger, brugsfor-eningerne, gør dem til et endnu stærkere instrument til indtrængen på alle områder, hvor konkurrencen er gået i stå og prisdannelsen i hård-knude. Tænk hvis arbejderne brugte hele den styrke, de præsterede ved forarets de-monstrationsmøder, til noget så nemt som at gå hen og

melde sig ind i den nærme-ste brugsforening - tænk hvilken kraft!

Brugsforeningerne

kan lige så lidt som an-dre gøre mirakler. Hvis

man venter, at de skal kunne præstere priser, som er lavere end fremstillingsudgifterne plus omkostninger plus det nødvendige overskud til vi-dereførelseskapital, så venter man noget lige så urimeligt som at trække sig selv op ved håret.

Men hele deres virksom-hed er indstillet på at hjælpe forbrugerne frem til den rig-tige pris.

Hvad der er brag for, er nemlig en ærlig pris. En pris, som viser grønt lys, når leve-fod og arbejdspræstation er i indbyrdes balance, men ad-varer med det røde stoplys, når levefoden overskrider produktionspræstationen.

Vi skal ved en anden lej-lighed vende tilbage til dette problem: Spørgsmålet om forbruger-kooperationens ev-ne til at konstatere det rette forhold mellem løn og pris.

Her er det nok at sige, at det afhænger fuldstændig af forbrugerne selv, hvor effek-tive deres egne virksomheder skal være overfor andre er-hvervsvirksomheder. Det af-hænger af, hvor mange der slutter op om dem, hvor tro-faste de er, hvor stor række-vidde, de giver forbruger-bevægelsens opgaver.

Ikke engang en dårlig le-delse behøver de at finde sig i. Er de ikke tilfredse, kan de vælge en ny.

Ansvaret hviler nu på for-brugerne selv. Lad det ken-des!

UDSTILLING er et af de gode midler, ved hvis hjælp brugsforeningerne kan fortælle, at de sælger andet end lev-nedsmidler. Ingen i Esbjerg er længere i tvivl om, at man i brugsen kan få godt lejrudstyr. Byens store brugsforening arrangerede nemlig for nylig en ud-stilling i en weekend. I dette korte tids-rum mødte 4000 mennesker frem og beså de udstillede lejrherligheder. EOB har ikke patent på denne idé, mange brugsforeninger kunne alene eller i samarbejde med nærliggende forenin-ger benytte samme idé. Ikke mindst for at få ungdommen i tale.

Et arrangement af samme art, men med et mere omfattende program, fandt sted sidst i maj i Tinglev, der ved den¬

ne lejlighed helt stod i andelsbevægel-sens tegn. To steder i byen var inddra-get i et stort arrangement, som brugs-foreningerne på egnen sammen med oplysningsudvalget i Sønderjylland var mester for. Det ene sted blev der vist film for børn, der var mannequinopvis-ninger samt oplysende foredrag, dels af

rofessor P. Nyboe Andersen, dels af ontorchef Aage Bo-]ensen. Det andet

sted i byen havde brugsforeningerne med egnens andelsforeninger arrange-ret en omfattende udstilling, hvor FDBs forbragsartikler, møbler o. s. v. blev vist. Fire gange i løbet af de to dage var der desuden husholdnings-demonstrationer med uddeling af smagsprøver

ER DET IKKE MÆRKELIGT, at ingen brugsforening til dato har gjort brug af de ti tilbud til arrangement af lokale egnsrundture, som i fjor tilstilledes dem fra Samvirke - skønt en lille no-tits på Samvirkes feriegemmesider for nylig medførte, at 750 læsere indtil nu har rekvireret de samme beskrivelser af egnsrundturene. Denne interesse viser, at der må være basis for at tage denne idé på brugsforeningernes oplysnings-program. Arrangementerne er meget lette at iværksætte, da der til hver egns-rundtur er udarbejdet en beskrivelse af fremgangsmåden ved rundturens gen-nemførelse.

IO . SAMVIRKE 1. JUNI 1958

TAJ

Hvorfor løb Peter, som gjaldt det selve livet? Ville nogen gøre ham for-træd? Havde Peter travlt, fordi en-somheden gjorde ham angst?

Slet ikke. De hundrede gange var han ganske alene gået den samme vej som nu uden at føle sig bange.

Peter kan ikke huske den første gang, han gik denne vej, men han kan huske, at han mange gange er travet turen ved siden af sin far, når denne vandrede ned til Altdorff med sit pottemagerarbejde, og det ligger dog så lang tid tilbage, for Peter gik først i sit syvende år, da hans mor en aften fik besøg af to mænd med underlig alvorlige ansigter. Mænde-nes budskab fik moderen til at skrige så forfærdende, at erindringen endnu i dag kun-ne få det til at klemme i den tolvåriges bryst.

Det var sært at fatte, at han aldrig mere skulle se sin fader. Og da de sænkede kisten på Altdorffs forblæste kirkegård, lærte Peter, at livet var alvor.

Siden da havde mor og dreng klaret sig igennem, så godt de kunne. Peter kunne hjælpe moderen med potte-magerarbejdet, akkurat som hun havde hjulpet faderen, når han var uden ar-bejde i skoven.

— Det er ikke almindelige potte-magerhænder, der sidder på den dreng, sagde pater Schwartz, når han kom ind hos de to ensomme. — Det skulle ikke undre mig, om der gemmer sig noget af en kunstner i ham. T'ETERS mor havde båret sin rigelige *- byrde. Allerede mens manden leve-de, havde hun trængt til hvile. Nu syn-tes det, som de sidste reserver var brugt op. Hun lagde sig den dag, da vinte-rens første sne dalede ned over bjer-gene og Altdorffs spidsgavlede huse.

Drengen sled i det fra morgen til aften, en nabokone hjalp lidt til i hu-set, men nøden fejede hylderne tom-me i det lille spisekammer.

En morgen ville moderen ikke rig-tig vågne. En angst lammede drengen. Naboen sagde:

— Du må skynde dig, få doktoren til at komme her op så hurtigt, han kan. Og så tror jeg, at du på tilbage-vejen må gå over og bede pater Schwartz se herind. Men skynd dig — alt, hvad du kan!

Og nu ved vi, hvorfor Peter løb, som gjaldt det livet .. .

O MTRENT halvvejs i udkanten af granskoven, der tilhører savvær-

ket, er der en korsvej. Her står et bil-lede af Jomfru Maria. Figuren er be-skyttet af et smalt halvtag, men her og der er malingen skallet af.

Mange gange har pater Schwartz be-sluttet at få det sat i stand, men lige så ofte har han glemt det igen. Han er jo til års. Hukommelsen er ikke mere så god, jo, levende nød glem-mer han ikke, men det embedsmæs-sige er Paterens svage side. Og nu madonnabilledet! Hver gang den gam-le præst kommer forbi, skælder han sig selv ud for uduelig. Men nu den dag i morgen skal der gøres alvor af restaureringen! ... Og så lægger det levende igen beslag på ham.

Når Peter, da faderen levede, gik

med ham til byen, så standsede de altid et øjeblik ud for madonnabille-det, og siden hen har drengen gjort det samme. Og han ikke bare standser, han kaster sig på knæ, og med den for-underlige tillid, der kan ligge i et bar-nesind, strækker han hænderne op:

— Hellige Guds moder, du ved, at min moder er syg. Hjælp hende! Hun skal ikke dø, vel? Han korser sig, bøjer sig, og ...

Et gyldent glimt skærer gennem luf-ten. Og der foran ham ligger et skin-nende, flammende guldstykke.

Peter bare stirrer. Så tager han gan-ske forsigtigt om mønten, som er han bange for, at den kunne forsvinde igen. Det er en af de store guldmønter. Han har engang set magen til i en butik. Hvad kan han ikke købe til sin mor for denne ufattelige sum? [i \ EN oppe mellem granerne stod ' v * en mand og lo. En underlig tør latter, som ikke rigtig kom fra hjertet. Latteren var noget af en fiasko for den, der lo. Een kan jo le af rørelse. Man kan også le spottende — men sådan var den kraftige mands latter heller ikke. Savværksejer Frantz We-ber var ikke ond. Han var bare en mand, der ikke interesserede sig mere end højst nødvendigt for sine med-mennesker. Kun eet menneske kunne kalde blide følelser frem i den hårde mand, hans datter.

Allerede som lille pige kunne He-lene tumle med den store mand. He-lenes fødsel havde kostet Webers unge

kone livet, et slag, som han tog med en udtryksløs sorg. Efter at han i nogle dage ikke havde villet se den nyfødte, slog han pludselig om. Og siden da havde han overvældet hende med en ømhed, der var lige så voldsom, som den var ubehjælpsom.

Helene havde fået en udmærket op-dragelse i skoler i Frankrig og havde studeret medicin og arbejdede nu, otte og tyve år gammel, ved et institut i Bern. Helene var kommet i går aftes på et af sine besøg. Far og datter hav-de sludret længe, men Weber var alli-gevel tidligt oppe og til skovs.

Han stod netop på brinken oven for det forfaldne madonnabillede, da Peter i sin angst kastede sig og anråbte Guds moder om hjælp. Weber kendte ikke drengen. Det var ham et ligegyl-digt lille skumpelskud, der lå der. Men datterens hjemkomst havde sat ham i

GUDS MODERS GAVE Fortælling af Emil Jørgensen ^ tegning af I lagsted

NUMMER 10 SAMVIRKE 1 I

soxoie:r- FGKIE

1 sommerferie-tiden arrangerer Sam-virke ferierejser i udlandet for sine læsere. Et godt program, en fornuftig pris kendetegner Samvirkes rejser.

Rivieraen 24. juni 14-dages rejse til Bordighera, en by, der rummer alt, hvad man for-binder med Rivieraen. Ophold i godt hotel. To udflugter indgår i prisen 615 kr.

Dolom itlerne 1. juli 14-dages rejse til Italiens skøn-neste bjergegne. Fra det gode hotel i Auronzo har man alle muligheder for længere eller kortere udflugter i Dolo-mitterne. 2-dages besøg i Venedig af-slutter denne rejse til 615 kr.

Middelhavet 16. juli 14-dages rejse, der indbefatter krydstogt på Middelhavet til Sicilien og en uges ophold i godt hotel på den skønne Sorrentohalvø for 875 kr.

Oberainmergan 26. juli og 9. august 10-dages rejser til den beundrede sydtyske bjergby. 385 kr. En uges ekstra ophold 110 kr.

Rejser i eftersommeren mange foretrækker at rejse til Syden i eftersommeren. Samvirke arrangerer: Rivierarejse, 14 dage, 26. aug. 615 kr. Ifaliensrejse, 14 dage, 2. sept. 765 kr. Krydstogt med ferie i Bordighera, 14 dage, 15. sept. 875 kr.

Konfirmander Den populære konfirmandrejse til Bor-dighera arrangeres i oktoberferien. Af-rejse 14. okt. Pris 415 kr. fra Kbhvn.

Se, hvad De skal se! Program for Samvirkes rejser giver besked om rejsernes oplevelser dag for dag og for-tæller åbent om det, der indgår i prisen for den enkelte rejse. Program fås i Brugsen eller direkte fra Samvirkes kontor, Njals-gade 15, Kobenhavn S. Het kan yderligere oplysninger om rejserne fås, og her mod-tages indmeldelser til rejserne.

Samvirke

ødselt Iturnør. Derfor slængte han et guldstykke ned foran knægten, idet han samtidig gemte sig bag et træ. T"'vOKTOREN i Altdorff sørgede

for, at der blev givet pater Schwartz telefonisk besked, og lægen tog drengen med.

Før de kørte, havde Peter gjort sine indkøb, og derved blev doktoren præ-senteret for guldstykket. Naturligvis undrede han sig over denne rigdom og forsøgte at fritte, men Peter tav.

Mens lægen var inde hos den syge, kom præsten. De to snakkede lidt sam-men i enrum, så kørte lægen bort.

— Det er nogle rare sager, du der har købt. Når din mor får sådan nogle gode ting, så kommer hun sig nok . . . Men hvad nu, når det slipper op?

- Der er penge til mere! — Det må jeg nok sige! Præsten

gjorde store øjne. Så du har penge i sparekassen ?

Peter rystede på hovedet. — Jeg har fået dem! — Af hvem? Præsten så opmærk-

somt på drengen. - Af Jomfru Maria! Præsten formåede kun dårligt at

skjule sin overraskelse. —Af Jomfru Maria! Ser vi det! Ja,

Guds moders magt er stor. Men hvor-dan gik det til?

— Jeg bad hende hjælpe min mor - og så - så lå guldstykket der.

— Der ser man! udbrød præsten. Men mon det nu også har været me-ningen, at du skulle beholde det ? Den jordiske lov siger jo, at man skal af-levere, hvad man finder af andres.

Drengen stod målløs. Men pludse-lig brød lyset frem i hans øjne.

— Nej. Det var Guds moder, der gav mig guldstykket. Det lå ikke på vejen. Jeg bad om, at der måtte ske et under — og så, så kom guldstykket. Jeg så det blinke, da det faldt!

— Du så det falde. Det forandrer sagen! nikkede præsten med eftertryk.

DEN næste dags formiddag lagde pater Schwartz vejen ind om sav-

værket. Helene kom ham i møde. — Ikke skænde, lo hun. Jeg havde

allerede i går bestemt mig til at af-lægge Dem et besøg i dag — men nu kommer De mig i forkøbet!

— Ja-e, vis-vas! knurrede præsten. Tro ikke, at jeg er kommet for at hilse på dig. Jeg er ganske lige glad med dig. Blæs du blot din gamle præst en lang march! Præstens ord stod i åben-lys modstrid med hans venlige udtryk. Leende af fuld hals slæbte Helene pa-ter Schwartz med ind.

— Her skal du se! pater Schwartz siger, at det ikke er for at hilse på mig, han er kommet — så må det være dig, det gælder.

— Mig? udbrød savværksejeren for-bavset. Nej, hør, jeg har ikke kirkelig bistand behov i øjeolikket.

— Nej, sagde præsten, sagen er lige

den modsatte. Kirken har brug for Dem!

— Hva’beha’r? Præsten var eet stort smil. — Jeg ville også være gået noget

lempeligere frem, hvis ikke det vilde pigebarn, De har, havde væltet hele min plan. Men nu kan jeg jo lige så godt springe i det. Det drejer sig om istandsættelsen af madonnabilledet ved korsvejen.

— De behøver ikke at fortsætte, af-brød savværksejeren. Lad figuren gøre i stand og send mig regningen.

— Jeg siger mange tak, nikkede præsten. Det er meget venligt af Dem. jeg tillod mig også kun denne lille frihed i betragtning af, at jeg kun meget sjældent har ulejliget Dem. Men det madonnabillede må virkelig sættes i stand — og særlig i betragt-ning af en hændelse, som himlen i går lod ske der.

— Men så fortæl dog! udbrød He-lene, da pater Schwartz tav.

— En fattig dreng, begyndte præ-sten dæmpet, der har en syg moder, knælede foran billedet og bad, så mo-deren kunne blive hjulpet. Og Guds moder lod falde et guldstykke foran ham. Et guldstykke, der måske vil frel-se en udslidt kvinde fra døden.

Han tav og så op på Helene. — Er det ikke et under? Den unge kvinde besvarede hans

blik med et stort smil. — Jovist da. Vist er det et under.

Men — så drengen ikke, hvem der kastede guldstykket?

— Vent lidt! Den gamle præst fort-satte. Selvfølgelig har jeg tænkt på en naturlig forklaring. Men hvem her på bjerget er i stand til at kaste med guldstykker ?

H ELENE faldt over pater Schwartz, straks de var uden for.

— Ved De, hvad De er, udbrød hun. De er en rigtig gammeldags guds-forgående kætter!

— Hvad siger du, du syndens dat-ter? gav præsten igen. Jeg skal lyse dig i band for tid og evighed, når du taler sådan til din gamle præst.

— Er det måske ikke kættersk at anstille menneskeværk som Guds?

— Har jeg gjort det? — De vil da ikke fortælle mig, at

det guldstykke virkelig er faldet ned fra himlen?

— Det har jeg jo heller ikke sagt! — De sagde, at det var et regulært

mirakel. Nægt det ikke. — Jamen, kæreste. Jeg kan tale lige

ud af posen til dig. Er det da ikke et under, at netop din far, som ikke agter menneskene mere end den jord, han træder på, kastede det guldstykke til den fattige dreng. Jeg var så godt som sikker på det, da drengen fortalte mig om det. Men da jeg så på din far, da jeg nu for lidt siden fortalte om det — så blev jeg overbevist.

*a . SAMVIRKE I. JUNI 1956

Helenes øjne var bedrøvede. — De taler om min far, som var

han et ondt menneske, sagde hun. Det er han ikke.

— Mente jeg, din far var ond, ville jeg ikke tale til dig, som jeg gør. Og lad nu være med at hænge med hove-det. Du skal se, vi er kun midt i un-deret. Guldstykket var kun den mind-ste del. Det forunderligste er tilbage.

H ELENE WEBER talte ikke meget til faderen om sine besøg hos Pe-

ter og hans mor. Så begyndte faderen selv at spørge. Trods den brydske fa-con var der en ny tone i hans stemme. Og nu fortalte Helene løs, især om drengen. Det, der gjorde størst virk-ning, var datterens omtale af den al-vor, hvormed knægten tog sit hverv som moderens beskytter.

Det var få dage senere, da pater Schwartz passerede madonnabilledet på en tur rundt i sognet. Han blev rød i hovedet af ærgrelse... Nu havde han så mange dage haft hr. Webers tilsagn, og endnu havde han, forsøm-melige præst, som han var, ikke rørt en finger for at få det gjort... Men nu kom han til at se op ad vejen. En dreng kom benende ned imod ham, som havde han ild i hælene.

Havde Peters mor nu fået et tilbage-fald? Fuld af bekymring blev han stående. Noget alvorligt kunne det nu ikke være, så han, for da Peter stand-sede, lo han over hele hovedet.

— Skal du til Altdorff med den fart, løber du livet af dig, skændte præ-sten.

— Jeg skal ikke til Altdorff, pu-stede Peter. Jeg skulle over til Dem.

— Til mig? Om hvad? — Jeg skulle spørge Dem, om De

vil læse med mig! — Læse med dig!? Fra hvem skulle

du spørge? — Fra savværksejeren. Han kom

op i formiddag og sagde, at vores hus ikke duede til at bo i. Mor og jeg skal flytte ned ved savværket. Og så skulle jeg altså spørge, om De ville læse med mig.

Præsten lo. — Så skal jeg gamle mand slås med

sådan en krabat. Nå, ja, det er der vel ikke noget at gøre ved, Peter.

— Og i morgen skal jeg køre med ned til Altdorff og tale med een der-nede om at lære mig at tegne.

— Nå, billedskæreren, sagde præ-sten fornøjet. Det var storartet. Så kan du hilse ham fra mig og sige, at han skal hente madonnabilledet og gøre det rigtig fint i stand. Glem det nu ikke, Peter.

- Nej! Peter nikkede. Og begge så de som ved en fælles indskydelse over på Jomfru Maria, der smilede til trods for den skallende maling.

Slidmand- trenser.

Bæltekanaler.

Rummelige skrålommer.

2 paspolerede baglommer:

Opslag

Indlæg i flippen Stivere.

Ægte stennøds-knapper.

Forbelægning.

Slidmand-trenser.

Bryslommer med springfold og klap.

De føler Dem rigrtigrt hjemme i det petrolfarvede SLIDDYND fritidssæt

Slidmand-skjorten - den ideelle skjorte til arbej-de og sport, fremstillet af kraftig skjortetwill, der er sanforiseret og indanthrenfarvet. Dess. 2269 23,85

Tilsvarende benklæder. Dess. 4169 34,50

Slidmand er kvali-tetsdeklareret og op-fylder alle krav om kvalitet, pasform og forarbejdning.

- et kvalitetsprodukt fra

NUMMER 10 SAMVIRKE . i:»

TERTIÆRT HAV ISTID SENGLACIALTID (*«« POSTGLACIALTID (a**«

BØGEPERIODE

EGEPERIODE, m. ASK OG ELM

FYRREPERIODE, m. BIRK OG HASSEL

BIRKEKRAT, STEDVIS FYR

2. TUNDRAPERIODE

SUBARKTISK BIRKEKRAT

1. TUNDRAPERIODE

2. NEDISNING

VARM MELLEMPERIODE

1. NEDISNING

I DYRENE KOM TIL DANMARK :! Der er ligesom en løftning af urtid og te dyrenavn. Uroksen var et af de mange der efter sidste istid kom her til landet

langsomt følgende de vigende ismasser, ikke blot har forladt os igen - nej: ur-

aldeles forsvundet fra jordens overflade! e eksemplar endte sine dage i 1627 i en den. :n var et af vore ældste forfædres jagtdyr, remgår af et fund fra Vig i Odsherred, skelettet af en urokse, som nu står op-

lationalmuseets stenaldersamling, esterne viser, at første gang har jægerens t oksens syvende ribben i høj re side. Nogle f pilens flintfod er blevet overvokset med ev, så dyret har altså levet videre, gang er oksen ramt af en pil i samme side, ng niende ribben, og derudover har den tet i det mindste tre pile i brystet. Trods rde overlast har oksen dog haft kræfter t flygte fra jægerne, men ulykkelige om-eder gjorde, at dens flugt måtte gå ud i Vig - og her sank den udmattet til bunds ede. Denne jagt har fundet sted for små le år siden. går nu sin gang. Landskabet skifter ka-vor der i stenalderen var en sø, bliver der

: Sydmarkmus - sort rotte - bæver - ræv mår - ringsæl - gråsæl - spættet sæl - rådyr t - vildsvin - marsvin - spækhugger - hund -

Pindsvin - hare - rødmus - bæver - egem os - ræv - ulv - landbjørn - skovmår - ilder grævling - odder - ringsæl - spættet sæl ;æl - gråsæl - rådyr - kronhjort - elsdyr - ur-Jsvin - marsvin - spækhugger - trane - gejr-ltoppet pelikan.

): Pindsvin - spidsmus - snehare - markmus egern - vildkat - los - ræv - ulv - landbjørn

ilder - grævling - odder - gråsæl - rådyr t - elsdyr - bison - urokse - vildhest - vildsvin val - hvidhval - hvidnæse - marsvin - øre-khugger - kaskelot - delfin - tjur - sortspætte

NDRA: Snehare - pibehare - steppe-egern bison - vildhest - fjeldrype - forskellige

•g vadefugle.

’ERIODE: Grønlandshval - finhval.

APERIODE: Bæver - landbjørn - kæmpehjort rensdyr.

’ERIODE: Isbjørn - hvalros - ringsæl - grøn-- spækhugger.

APERIODE: Ulv - rensdyr.

MELLEMPERIODE: Bæver - kronhjort - då-ir - bison - grønlandshval - marsvin.

MELLEMPERIODE: Kronhjort - rensdyr orn.

alros - ringsæl - moskusokse - saiga-antilope h - skovelefant - uldhåret næsehorn - bis-vågehval - spækhugger - ryper.

r HAV: Primitiv hval - primitiv bardehval næbhval - kaskelotagtig hval.

rtiærtidens hav løfter det nye, nyere og nye-irk sig, kvartærtidens Danmark med den ling i istid, senglacialtid og postglacialtid, og dyr holder til vekslende tider deres indtog, dem for senere igen at forlade os. Skemaet giver de dyr, der eksisterede i de pågælden-r, og det sammenholdes med tegningen for udbytte af denne.

senere en mose. Og for godt og vel halvtreds år siden støder ejeren af tør-vegraven på skelettet, som omhyggeligt graves fri og anbringes på museet.

Men uroksen er - trods navnet langtfra det største dyr på vore bredde-grader. Så vidt man kan se af mange knogle- og hele skeletfund har en ræk-ke af dyr holdt deres indtog her før uroksen. Blandt disse dyr finder vi de pompøse tykhuder uldhåret næsehorn (med to svære horn, det første over en meter højt), skovnæsehorn og skov-elefant. De har været her så tidligt som i istiden. Det uldhårede næsehorn har rimeligvis kunnet tage adskillig kulde, medens de to andre tykhuder må formodes at have været her i de to varme perioder mellem de tre is-tider, der i virkeligheden er tale om.

Nu er det ikke så lige til at opstille en liste over, i hvilken rækkefølge og hvornår - de forskellige dyr er kom-met til vore områder. Vi har kun de mer eller mindre tilfældige knogle-fund at holde os til, og det er af naturlige årsager begrænset, hvad de kan sige os. Stor støtte har man dog i den såkaldte gø//e«analyse. Pollen er blomsterstøvkorn, og ved at under-søge, hvilke støvkorn, der er repræ-senteret i knoglehulhederne, og i hvil-ket indbyrdes forhold, kan man med ret stor sikkerhed sige, fra hvilken tidsperiode fundet stammer.

Der kan dog udmærket have levet dyr, som blot endnu ikke har givet sig til kende gennem fund. Det siger sig selv, at man lettere bliver opmærk-som på knoglestykker af større dyr end af mindre og helt små. Derfor er den dyrefortegnelse, der ud fra fun-dene lader sig opstille, da også stærkt domineret af disse større dyr. Et par så almindelige, men ret små dyr som flagermus og muldvarp har man helt måttet opgive at tidsfæste. På samme måde råder der adskillig usikkerhed men hensyn til mange fugle. I årtusin-dernes løb bliver et lille fugleskelet let splittet indtil ukendelighed. For små-dyrenes vedkommende har det derfor været lettest at få besked om dyr, der er blevet jaget og spist af mennesker.

Det skete i tertiærtiden Istiden var, som allerede fortalt, en

tredelt periode med to mellemperio-der, i hvilke klimaet var endnu mil-dere end i vore dage. I disse mellem-perioder har mange dyr søgt herop. Det var jo nemlig sådan, at Nordens nedisning skabte en svær bolignød for dyrene, der trængtes sammen i det nu-værende Mellemeuropa. Men vi min-der igen om, at istiden ingenlunde er altings begyndelse her i landet. Forud for istids-perioderne ligger tertiær¬

tiden, der løseligt anslås at have strakt sig over halvtreds-tres millioner år, og fra denne tid har yi de første patte-dyrfund her i landet.

Det drejer sig om rester af primitive sæler og bardehvaler, af haihval, næb-hval og kaskelotagtig hval. At det i alle disse tilfælde drejer sig om patte-dyr fra havet, har sin forklaring i, at havet i tertiærtiden gentagne gange er trængt ind over landet vest fra. I lange perioder af disse halvtreds-tres mil-lioner år har det nuværende Danmark og store dele af Skandinavien ligget dybt under vand.

Men det er ellers just i tertiærtiden, pattedyrenes udvikling og stadig finere udspecialisering rigtig tog fart. Deres stamfædre og -mødre menes at have været de store pattedyrøg/er, disse sæl-somme krybdyr, som levede i jordens geologiske oldtid og et stykke ind i den umiddelbart forud for tertiærtiden liggende geologiske middelalder. I tertiærtidens begyndelse fremstod de første såkaldte urrovdyr, som danner baggrunden for vore dages rovdyr, sæ-ler og hvaler. Samtidig fremstod en række femtåede hovdyr, som senere gav vækst til de »linier«, der førte frem til sådanne dyr som hest, næse-horn, tapir, elefant, flodhest, svin og de mange drøvtyggere. Mange af pattedyrøglerne var enorme af størrel-se, og blandt de første egentlige patte-dyr var også mange imponerende.

Processionen skrider frem Og så lader vi trompeterne skralde,

medens dyrene i en lang, lang proces-sion holder deres indtog i Norden.

Fordanserne - en række primitive sæler og hvaler — har vi allerede nævnt. Nu kommer i istiden mammutherne og de store moskusokser, der kan klare sig i det strengeste arktiske klima, og i havet omkring Danmark leger grøn-landshvaler med vågehvaler, spæk-huggere og hvalrosser. Ringsælen og biscayabvalen er her også, og rensdyr og elsdyr, de sidste med deres kæmpe-gevirer løftet mod den frostblå him-mel, er på vej herop. Og i de varme mellemperioder stiger livsudfoldelsen kolossalt. Den irske kæmpehjort kom-mer til, og de tidligere omtalte tyk-huder -.skovelefanten, skovnæsehor-net og det uldhårede næsehorn. Den sidste er nok kommet først, for den har haft pelsen til det. De første bæ-vere lader sig til syne, de små pibe-harer og de flotte bisonokser. Nu kom-mer også dådyret, dette elegante klov-dyr, der aldrig siden da har levet vildt i Danmark. De forsvandt igen - det ligger nu ca. otte tusinde år tilbage i tiden - og blev ført indført påny un-der Valdemarerne omkring år 1200!

STAFET Grivela crepe sokletter er derfor yderst behagelige for foden, og så er de ekstra forstærket i både hæl og tå

3/621, ensfarvet, i flere farver

685

750

3/640, mønstret i flere farver

Deres

sommer-sokletter

skal være af

GRIVELA CREPE Grivela crepe

er det oroginale

schweiziske nylon,

der gør FDBs STAFET

sokletter så fantastisk

slidstærke og langt mere

bløde og elastiske

end normalt.

- det betaler sig at købe i

BRUGSEN

Kyperne er også begyndt at komme, og ikke at forglemme: den ejendom-melige, stormulede saiga-antilope, af hvilke der er fundet knoglerester på Fyn. Den levede her i landet på et tidspunkt, da Østersø-området ikke var hav, men en stor slette.

Efter at isen efter den sidste ned-isning er smeltet bort, kommer vi ind i den såkaldt senglaciale tid (sen-istid) - på tegningen kan De følge, hvor-ledes mer eller mindre rene tundra-perioder veksler med perioder, hvor birkekrat og stedvis fyr gør sig gæl-dende. Klimaet er nu, naturligvis, langt mildere end under nedisningerne, men dog ikke så mildt som i istidens to var-me mellemperioder, hvorfor da også de mere varmeelskende dyr har truk-ket sig tilbage igen. Næsehornets og elefantens tid er forbi i Danmark. Af nye dyr kommer først og fremmest is-bjørn og ulv til, senere indvandrer og-så landbjørnen, og ved udgangen af den senglaciale tid finder vi som nye dyr vildhesten, steppe-egernet, sne-haren samt forskellige svømme- og vadefugle. Og ude i bølgerne øj ner vi finhvalen.

Så blev senglacialtiden afløst af den postglaciale tid (efter-istiden). Tun-draen bliver til en stadig tættere fyrre-skov, iblandet birk og hassel, og se-nere ser fyrren sig afløst af eg og ask og elm, indtil endelig bøgen får fod-fæste op mod den historiske tid. Disse skovperioder gav helt nye og rige livs-muligheder - på tegningen kan De se, hvordan der straks i fyrreskovstiden kommer en masse nye dyr til. Vild-hesten følges nu op af vildsvinet, ur-oksen melder sig, ulven får større ud-foldelsesmuligheder, og vildkatten og lossen kommer til. Blandt de mange mindre dyr kan vi nævne grævling, odder, egern, skovmår, ræv, pindsvin, ilder, spidsmus og markmus. Typiske nåleskovsfugle som tjur og sortspætte banker på, og fuglelivet ved kysterne forøges med gejrfuglen og krøltoppet pelikan. Og sump skildpadderne kom-mer kravlende til.

I egetiden bliver de fleste af disse dyr her. Nytilkomne er kronhjort og rådyr, og blandt de mindre brud, hare og rødmus. Og ved kysterne boltrer sig stadig flere af havets pattedyr gråsæl, spættet sæl, grønlandssæl, puk-kelhval, hvidhval, hvidnæse, marsvin og delfin.

Bøgetiden byder ikke på så mange nye dyr. Lad os nævne sydmarkmusen og den sorte rotte (hvad angår rotter: den brune rotte, hvis hjemstavn er Nordkina, kom først til Danmark om-kring 1790, og da med skib!).

De første kronhjorte var større end nutidens hjorte, og skovmåren, vild-katten og landbjørnen var dengang og-så større end deres efterkommere i dag. Derimod var de første grævlinge min-dre, end grævlinge er i dag. Det er så-

1« SAMVIRKE 1. JUNI 1956

ledes ikke en regel uden undtagelse, at pattedyrene var større i fortiden.

Så kom tamdyrenes tid

Men det var altsammen vilde dyr. Hvordan med de tamme?

1 amhunden kommer til i mellem-stenalderen, men intet tyder på, at den er blevet tæmmet her i landet. Den er i tæmmet tilstand kommet vandrende hertil med menneskene. Hunden har jo, så langt det er muligt at føre linien tilbage, været menneskets trofaste led-sager.

Næste egentlige husdyr er katten, der dog først dukker frem engang hen i jernalderen. Inden da havde man fået sig etableret med tamokser, tamfår, tamsvin og tamgeder, og hesten var blevet tæmmet - endnu kun en ganske lille hestetype. Vi skal helt frem til middelalderen, før de danske tamheste nåer nogen mere anselig størrelse. Det samme gælder om tamokserne. Selv om de ad forskellige baner kan føres tilbage til uroksen, den store og præg-tige, så var de dog i begyndelsen og lange tider fremover så temmelig små og uanselige.

Tamdyrene har vi alle beholdt, me-dens mange af de i processionen udpe-gede vilddyr forlængst har forladt os. De var trukket til af særlige klimatiske tilstande, og når disse tilstande kom ud for væsentlige omskiftelser, har dy-rene måttet drage konsekvensen heraf. Den ejendommelige saiga-antilope trak sig tilbage mod sydøst - den er i dag den eneste antilope, som lever frit i Europa, og vi skal helt ned til det europæiske Ruslands sydøstlige hjørne for at møde den. Andre dyr trak mod nord - bævere, elsdyr, rens-dyr, bjørne og ulve. De to sidste dyre-arter har jo også været udsat for en meget stærk forfølgelse fra menne-skets side. Marsvin har vi stadig i van-dene, sæler ses ofte, og det kan hænde-at også hvaler finder herned - men kun ved et ulykkestilfælde. De hører til i det koldere nord. Her finder vi også moskusokserne, men færre og færre - de er efterhånden så godt som udryddede ved beskydning. Men me-dens alle disse dyr forsvandt fra vort land, er en stor mængde andre dyr i mellemtiden kommet til, her må først og sidst nævnes de tusinder af fugle.

Der er, som man vil forstå, sket så store klimatiske og vækstgeografiske omskiftelser siden istidens, fyrreskov-tidens og egeskovtidens dage, at kun et ringe udvalg af disse tiders dyr har kunnet tilpasse sig. Ja, fra istidens grumt kolde dage har vi vel ikke man-ge andre end visse krebsdyr, der leve-de her i ishavstiden, og som stadig kan findes forskellige steder i landet. Det drejer sig om tangloppe- og rejelig-nende dyreformer, som vi i dag ellers skal helt op til Ishavet for at finde.

MÆND MED SKJORTESANS

VÆLGER

Stafet er en elegant

og velsiddende pop-linskjorte i 100 pct.

ægyptisk bomuld. Skjorten er sanfori-

seret og indanthren-

farvet og har perma-nent halvstift indlæg

i flippen.

Stafetskjorten er kva-litetsdeklareret og fås i farverne grå, blå og

hvid. Størrelse 36—44.

2385

ET KVALITETSPRODUKT FRA

SUMMER 10 SAMVIRKE . t7

De ulykkelige instrumenter. En fortælling for børn af Henning Ipsen med tegninger af den 13-årige Jette,

Det var sådan en fin koncert, folk klappede, og alle vat glade. Men bagefter skældte violinerne trompeten og klarinetten ud, fordi de spillede så skarpt, at de små vio-liners strenge knækkede, og basunen var de gale på, fordi den var så sørgmodig. Og så smed de de tre musikfyre ud fra den dejlige koncert.

Trompeten trak dem med ind i en gård. Den talte til 3, og så begyndte de at spille for fuldt drøn. Alle folk kom frem i vinduerne og hørte på dem, det lød så godt. Men midt i det hele kom politiet og sagde, at de måtte ikke spille i gården, hvis der ikke var sølvbryllup, og det var der ikke. »Ud på gaden med jer,« sagde han.

De satte sig ned på fortovet og var kede af det. »Det er vel nok godt gjort,« råbte trompeten, »vi må slet ikke spille nogen steder.« Men i det samme så de, at der stod en negertromme foran dem og grinede. »Der er ikke noget at grine af,« hulkede basunen. »Jo, kom bare med her, så skal I se,« trommede trommen og trak dem med.

Og der stod de så udenfor og var så kede af det. Basunen begyndte straks at græde, og det gjorde de andre to også, i spandevis. »Nej, vi skal ikke stå her og hænge med hornet,« råbte trompeten pludselig, »vi blæser de andre et stykke.« De tog hinanden i hånden og gik, selv om basunen og klarinetten ikke vidste, hvor de skulle gå hen.

— Uhuh, hvad skal vi nu gøre? hulkede basunen. — Se der, hvinede klarinetten, der er en lirekasse, den kan vi spille sammen med. De styrtede derhen og tog fat, men lirekassen blev så fornærmet, at den drejede svinget rundt, så hurtigt den kunne, og det lød for-færdeligt, så de måtte gå fra den også.

Den tog dem med ind i en sal, hvor der var en hel masse negre og en gitar og et klaver. »Spil med os,« sagde klaveret. »Hvad er det for musik?« hvinede klarinetten. »Det er jazz,« sang gitaren. De tre musikfyre begyndte at blæse med, og alle negrene dansede og grinede og sang, og det gør de såmænd nok endnu.

Danmarks mindste jordbesiddere både bedømt efter egen og efter area-lets størrelse - er de titusinder af skole-elever, der hvert eneste forår, for-medelst et beløb svingende mellem 35 øre og 1 krone, erhverver sig en skolehave. Til gengæld er disse skole-elever så afgjort at finde mellem de allerivrigste jorddyrkere i landet. In-gen er stoltere over høsten end skole-have-drengen, når han kommer hjem og lægger sine kæmpe-græskar på mors køkkenbord og siger »værs’go«.

Skolehaverne er et af de midler, som Danmark over er taget i anvendelse for at sikre byernes børn rigelig adgang til sol og frisk luft, og det er ingen tilfældighed, at det er skolerne, der står bag dette arbejde. Arbejdet med jord, frø og planter tillægges overalt

stor pædagogisk betydning, og samti-dig betyder skolehaven et praktisk ind-blik i naturen. En skoledreng eller -pige er meget mere interesseret end ellers i antallet af støvdragere i en La-thyrus O d or at u s Praecox, når den er »hjemmelavet« og man har haft lejlig-hed til at følge dens udvikling.

Når en dreng eller pige har været i skole fra kl. 8 til 14, er det vældig sundt at kunne beskæftige sig med »noget andet« - og ikke mindst når det kan ske i fri luft. Skolehaven er midlet til at få skolebørnene til at fore-tage sig noget sundt i fritiden - og samtidig får de belæring på en fornuf-tig og interessant måde.

Ideen med at give skolebørn fra byerne lejlighed til at pusle med deres eget lille jordstykke er ikke dansk i sin oprindelse. De første skolehaver åbnedes omkring århundredskiftet i

den østrigske by Steiermark, og det var den danske skolelærer P. W. Lind-holm, som tog initiativet herhjemme, hvor de første skolehaver blev anlagt på Kløvermarken i København om-kring 1904. I dag er der spredt ca. 250 skolehaver ud over hele Danmark heraf alene i København 31 med et samlet areal på 19 ha. Disse 250 skole-haver indeholder titusinder af ganske små jordlodder, og hver skolehaveelev har ansvaret for sit jordstykke. Des-uden findes der visse steder større fæl-les-anlæg med f. eks. frugtbuske og træer, flerårige vækster o. I. Disse an-læg drives af eleverne i fællesskab, og man deler naturligvis udbyttet.

Alt arbejde i skolehaven - hvad en-

De tre billeder her på siden giver indtryk af ungdommens og børnenes havearbejde Øverst en række af de havehuse, der herer til ungdommens haver; herover er en pige i gang med vanding, og herunder ses havearbejdet på skolelodderne I fuld gang.

STORBYENS SMÅ HUSMÆND

NUMMER 10 SAMVIRKE tU

BEGGE BLINDE - men uden at se sort på det

ten det foregår i eller udenfor skole-tiden - står under opsyn af lærerkræf-ter, som har en ganske særlig forud-sætning for dette job. De skal nemlig ikke fungere som opsynsmænd blandt eleverne, men hjælpe og bistå i arbej-det med jord og planter. Lærerne er i dette forhold blevet til en slags kon-sulenter, der vejleder eleverne med hensyn til f. eks. indkøb af de rigtige frø, vanding m. v. Alle lærere har væ-ret på kursus på landbohøjskolen i Kø-benhavn, hvor professor Anton Peder-sen fra havebrugsafdelingen leder un-dervisningen, som for en dels vedkom-mende er henlagt til statens forsøgs-station i Lyngby. Her får lærerne et grundigt indblik i, hvorledes et skole-have-arbejde kan gribes rationelt an, og heller ikke den pædagogiske side af sagen bliver glemt.

Børnene disponerer over deres jord-stykke fra april til oktober, og i dette tidsrum får de lejlighed til at arbejde med jorden lige fra forårsgravningen, til der skal ryddes op efter »høsten«, som i øvrigt kan give overraskende gode og store resultater, når man tager det diminutive areal på 10-15 kvadrat-meter i betragtning.

Det fortsætter i ungdomsårene

Man behøver kun at betragte den lange kø af ivrige drenge og piger, som om eftermiddagen samler sig uden for skolehave-arealets låge og afventer lærerens ankomst, for at forstå, med hvilken interesse børnene går op i ar-bejdet som jordbrugere.

For manges vedkommende betyder skolehaven begyndelsen til en varig kontakt med havejord - en kontakt, der efter skolehaven kan følges op med de såkaldte ungdomshaver, som mange steder i landet og særlig i Køben-havn - afløser skolehaven. Her er jord-stykket større, og ofte får den unge dispositionsret over et lille hus, som hører til lodden. Hvis have-ejeren ger-ne vil være så velorienteret som muligt om havearbejdet, har han mulighed for at opnå en jordlod i en af de haver, som drives af de kommunale fortsæt-telseskursus, og når indtjeningen til-lader det, ser man ofte den tidligere skolehave-elev købe sig sin egen ko-lonihave for at få afløb for de kræfter, et almindeligt kontorjob ikke kan skil-le et menneske af med.

* * *

SELVBETJENING. Alkestrup Brugsfor-ening er indehaver af en sær rekord, nemlig som den mest tyvhjemsøgte brugsforening på Sjælland. I den sid-ste snes år har der gennemsnitligt væ-ret tyvebesøg en gang årligt. Ved det seneste blev der taget for 7000 kroner varer, heraf tobak for 3000 kr., mens »selvbetjenerne« lod foreningens spi-ritusbeholdning og kasseapparat i fred.

Vi besøger et blindt ægtepar, der med forstand, livsvilje og godt humør klarer sig næsten lige så godt som vi, der er så lykkelige at have synets gave.

Vi blinde må naturligvis have alle ting i huset anbragt på ganske bestemte pladser i skuffer og skabe, så vi altid ved, hvor vi har dem, siger fru Dora Seierup, gift med Dansk Blindesam-funds formand, H. C. Seierup, - men små uregelmæssigheder kan jo fore-komme, og det er slet ikke rart, når min mand kommer og vil ha’ en ren flip til skjorten, og jeg så står med to eller tre flipper i hånden, uden mulig-hed for at afgøre, hvilken af dem, der nu passer til skjorten. Og da min mand jo er i samme båd, er der for ham ikke andet at gøre end at ta’ en flip på slump og så overlade det til sin seende sekretær på kontoret at afgøre, om det nu også er den rigtige!

Her står vi altså over for et ægte-par, hvor begge er blinde, og som seen-de spørger man sig forundret, hvordan i alverden man klarer sig i en sådan situation.

Med kun een dags konehjælp pr. uge holder fruen selv sit hjem så pillent og hyggeligt, som man såmænd kun alt for sjældent oplever det hos seende. Og hun laver al slags mad selv, bager og braser og dækker et bord med blomster og hvad der ellers hører sig til.

Og hendes mand mestrer sine man-ge job med en ikke ringere effektivitet. Han er organist i en københavnsk kir-ke, hvor i øvrigt fruen synger i koret, - han spiller sin violin i Blinde Musi-keres orkester - han fungerer (døgnet rundt) som formand for Dansk Slin-desamfund, han er medlem af Borger-repræsentationen i København (dens første blinde medlem), formand for De samvirkende Invalideorganisatio-ner og dertil Nordens repræsentant i det Verdensråd af blinde, som er ned-sat under FN.

Selvfølgelig er dette ægtepar ikke, hvad man ville kalde et typisk eksem-pel. Dertil er begge for stærkt livs-aktive. For meget med i alting. Når det alligevel er dette ægtepar, vi her drager frem på ydre foranledning af Blindesamfundets årlige Solgave-ind-samling, så skyldes det, at netop et så-dant ægtepar demonstrerer, at der er ræson i at samle ind til uddannelse og oplæring af blinde.

Der er jo mange andre muligheder end lige netop orgelspillet og børsten¬

binderiet. Store muligheder ligger f. eks. i oplæring i industrielt special-arbejde, lige sådan er det med telefon-passer-jobbet i større og mindre virk-somheder, og H. C. Seierup har per-sonlig bevist, at det er muligt for en blind at gennemføre en flersproget

handels-korrespondance-uddannelse med tilhørende oplæring i tifinger-maskinskrift.

Der var vel nok dem, som syntes, at det da var noget mærkeligt noget at indvælge en blind i Borgerrepræ-sentationen - men problemet i denne forbindelse er udelukkende at kunne holde sig fuldt orienteret i sagerne in-den selve møderne på rådhuset. Under debatten kan jeg på min særlige lom-mebog i punktskrift gøre mine notater, ganske som seende i deres tegnsprog gør det på deres lommeblokke, siger hr. Seirerup. Jeg er således som møde-deltager og debattør i ingen måde han-dicappet af, at jeg intet ser.

H. C. Seierup blev blind som elleve-årig og har således bevaret minder om mange tings udseende.

- Skønt fuldstændig blind nu kan jeg altså med støtte af de øvrige sanse-indtryk godt snakke med om, hvordan skoven ser ud.

- Jeg blev blind i treårsalderen, så jeg er helt uden erindringer, siger fru Seierup. - Derimod har jeg, som jo i øvrigt mange blinde, bevaret en ube-tydelig synsrest, men alt for megen glæde heraf har jeg ikke. Jeg kan jo regne ud, at der kommer fed-tede fingre på dørene, men jeg kan ikke afgøre, hvor de sidder, så i stedet for at pletrense må jeg hver gang give hele døren en omgang. Og sådan er det også med vores storvask. Jeg kan da så udmærket betjene både vaskemaskine og centrifuge, lige som jeg skam også ofte bruger trykkoger til madlavning men det er mig ganske umuligt at »gå tøjet efter«. Derfor er storvasken lige-som fernisering af gulvene en af de ting, jeg stort set helt har overladt til min ugentlige konehjælp. Jeg har også måttet opgive at bage småkager. Dét er faktisk for svært. Men alt andet bagværk klarer jeg selv. Jeg laver jo også hver dag maden og holder her af at eksperimentere, f. eks. på basis af de anvisninger, jeg lytter mig til i ra-dioen.

- Deres synsrest er så uendelig rin-ge. Men De søger dog vel alligevel at udnytte den mest muligt?

- Naturligvis! Derfor er det også, at jeg må have lyset tændt om aftenen. Det er jo noget, min mand aldrig ville finde på.

ao . SAMVIRKE 1. JUNI 1956

Tårnhøje avancer på radio og fjernsyn Når man køber ny radio og betaler

den opgivne pris, opnår radioforhand-leren en fortjeneste på 43 pct. Det be-tyder, at forhandleren tjener 220 kr. på en radio til 735 kr. - en meget gængs pris. For fjernsynsapparater er avancen 34 pct., hvilket f. eks. svarer til en fortjeneste på 536 kr., når fjern-synet koster 2095 kr., ligeledes en hyp-pig pris.

Tallene er autentiske og stammer fra en prisundersøgelse foretaget af mo-nopoltilsynet. Samtidig afsløredes dog, at ikke alle kommer til at betale så høje avancer, for ved at søge at prutte prisen ned kan i mange tilfælde op-nås et afslag, navnlig hvis køberen kan betale kontant eller i alt fald in-den tre måneder. Afslagene er stærkt varierende, men undersøgelsen har vist, at de i 1954 og 1955 i reglen udgjorde 10-20 pct. af de skiltede pri-ser.

Gå stille med dørene

»Fidusen« er selvfølgelig meget værdifuld for de mennesker, der står overfor at'købe radio eller fjernsyn, men ikke desto mindre er det yderst uheldigt, at prisafslagene er fortrolige og individuelt bestemte.

Både forhandler og køber skal gå stille med dørene, når det drejer sig om afslag i den »officielle« pris, for der er stærke kræfter på vagt for at forhindre, at prisen presses ned.

Ganske vist er der ikke nogen fast udsalgspris på radioapparater, efter at prismyndighederne for nogle år siden slog fastpris-systemet i stykker, men virkeligheden viser noget andet.

Alle fabrikkerne angiver vejledende priser - d. v. s. priser, som fabrikkerne anser for rimelige, men som forhand-lerne ikke er forpligtet til at overholde. Monopoltilsynets undersøgelse har imidlertid afsløret, at samtlige detail-handlere overholder disse priser ved skiltning i udstillingsvinduer og ved annoncering.

Hvem hindrer de frie priser?

Hvem er det da, som hindrer, at de frie priser slår igennem? Navnlig for-handlernes organisation, Rateksa, ar-bejder meget ihærdigt på at få de vej-ledende priser overholdt, bl. a. ved at lægge pres på de forhandlere, der an-noncerer med salg på betingelser, som Rateksa mener er for gunstige. Endvi-dere har organisationen ganske simpelt henstillet til medlemmerne kun at kø-be hos de fabrikker, der støtter dens arbejde på at få overholdt bestemte

priser og salgsvilkår. Dette kaldes med et andet ord opfordring til boycot.

Rateksa hævder, at de nuværende avancer slet ikke er for høje og hen-viser til, at der kun bliver en lille, be-skeden nettofortjeneste til rest, når om-kostningerne er trukket fra. Hvis dette er rigtigt, understreges herved blot den gamle sandhed, at når bruttofortjene-sten i en branche er for stor, vokser omkostningerne efterhånden - til re-klame, service, flottere butikker o. s. v.

Generalforsamlingen i Krogerup Brugsforening kristihimmelfartsdag fik et voldsomt forløb. Dirigent, for-mand og bestyrelsesmedlemmer kom ud for svære storme, og forhandlin-gerne endte med, at foreningen ophæ-vedes.

Krogerup Brugsforening har man aldrig hørt om før. Men foreningen var også »opfundet« i forbindelse med et andels-ungdomskursus først i maj på Krogerup Højskole. Tres unge fra medlemskredsen og funktionærstaben i vore større andelsforeninger deltog med stor iver i dette kursus, tilrettelagt af Andelsudvalget. Der blev budt på instruktive foredrag, på udflugter og underholdning, men også på arbejde for deltagerne selv, herimellem det, at nogle unge skulle forberede og gen-nemføre en brugsforenings generalfor-samling.

På et andet punkt gik dette kursus også uden for de slagne veje. Forman-den for Andelsudvalget, proprietær Sø-ren Overgaard, havde lovet at fortælle om oplevelser og erfaringer. Men i ste-det for foredrag blev dette gennemført som en samtale mellem Overgaard og redaktør Axelsen Drejer. Og netop i denne tilrettelæggelse blev denne del af programmet en uforglemmelig op-levelse.

Eksemplerne angiver nye ideer at tage op i oplysnings- og mødevirksom-heden. Hertil kan også lægges, hvad man praktiserede ved kredsmødet for FDBs 25. kreds (Randers-egnen). Ef-ter kredsrepræsentanten, proprietær .C Højlunds beretning var der diskus-sion, men man havde på forhånd sikret

Og i øvrigt lokker høj fortjeneste til oprettelse af nye butikker, så omsæt-ningen i den enkelte butik bliver for lille.

Såvel selve resultatet som de midler, brancheforeningen anvender for at hin-dre konkurrence på prisen, viser nød-vendigheden af, at den slags under-søgelser foretages, og at oplysningerne offentliggøres til forbrugernes orien-tering. At Rateksa i samme anledning har fremsat meget vrede og ubeher-skede udtalelser, fremhæver kun yder-ligere, at branchen mest af alt frygter offentlighedens søgelys.

Forhåbentlig fører offentliggørelsen til større priskonkurrence inden for ra-diobranchen. Hvis ikke kan mere ef-fektive skridt blive nødvendige fra myndighedernes side.

sig diskussionsindlæg fra fire forskel-lige sider. En uddeler, en formand for en landbrugsforening, en formand for en bybrugsforening udtalte sig foruden forretningsføreren for FDB-afdelin-gen.

Ved at følge denne idé vil man kun-ne få en ganske anden start på mødets debat, mere sagligt oplysende, end når man nøjes med at lade dirigenten efter-lyse eventuelle talelystne i forsamlin-gen.

* ¥ ¥

Gratis livsforsikring Andels-Anstalten Tryg har taget et

bemærkelsesværdigt initiativ, idet man har gjort en række ældre livsforsikrin-ger med meget små ugepræmier helt præmiefri. Præmiefriheden omfatter alle livsvarige livsforsikringer med livsvarig præmiebetaling samt alle for-sikringer med en ugepræmie under 50 øre - tegnet inden 1. januar 1949, og forsikringer med ugepræmie på 10—15 øre, tegnet efter dette tidspunkt.

Årsagen til præmiefriheden er den, at Trygs udgifter til administrationen af disse forsikringer er større end præ-mieindtægten, - og for øvrigt tegnes disse særlige arter forsikringer ikke mere.

Tryg holdt forleden repræsentant-skabsmøde i København, hvor kontrol-komiteens formand, direktør Hou-aard, kunne fremlægge et regnskab, er udviste et overskud på 2 miil. kr.

Året 1955 gav Tryg en forsikrings-til-vækst på godt 9000 med en samlet forsikringssum på 52 miil. kr.

Stormende generalforsamling i Krogerup Brugsforening

NUMMER 10 SAMVIRKE .

Hjem og FAMILIE!

Børn og penge - Mor, må jeg få ti øre at snolde

for? Man skal lige til at sige nej, men synet af kammeraten, der gnasker sal-miakstang til op over begge ører, på-kalder ens moderlige medlidenhed lad gå da. Men hvor er det dog irri-terende med det evindelige plageri.

At situationen er såre almindelig i alle hjem med børn, forstår man, når man læser de mange breve, redaktio-nen modtog til enqueten »Sådan kla-rede vi problemet« omhandlende lom-mepenge-spørgsmålet.

En mor fortalte om, hvor ulykkelige hun og hendes mand var, da de op-dagede, at deres lille pige rapsede små-penge i sin mors pung. Straf gjorde kun ondt væne, og de blev klare over, at de hellere måtte give hende en pung selv og egne lommepenge. Tyverierne holdt da op af sig selv, øjensynligt havde barnet olot trængt til at have egne penge at disponere over.

De allerfleste af indsenderne synes at være kommet til samme resultat. Børn er nødt til selv at have penge mellem hænderne for at lære at for-stå pengenes værdi. Spørgsmålet er så, * hvor meget de skal have og * på hvilke vilkår.

Beløbets størrelse må i nogen grad være afhængigt af, hvad det forventes at skulle anvendes til. Mange foretræk-ker at sætte beløbet så højt, at visse

udgitter samtidig skal afholdes der-for: indkøb af forskelligt skolemate-riel, gaver m. m. Denne fremgangs-måde giver børnene en udmærket træ-ning i budgetlægningens princip.

At lære dem fornøjelsen ved at spa-re sammen til et godt formål ligger på linie hermed. Anskaffer man en lille sparebøsse og forklarer dem, hvor-dan fire 25 ører bliver til 1 krone, og at man for 5 eller måske 10 kroner bliver i stand til at erhverve sig den længe ønskede dukke, cowboyvest, re-volver, eller hvad det nu kan være, vil opsparingen for de fleste hurtigt blive til en hel sport. Og samtidigt sættes en frivillig bremse på det over-drevne slikkeri.

Men på hvilke vilkår skal børnene så have deres lommepenge? Veder-lagsfrit eller som Møn«, for udført ar-bejde? Mon ikke det er det sundeste - som de fleste praktiserer det - al lade dem være betinget af visse små-pligter som byærinder, borddækning, opvask, hentning af brændsel o. lign. Blot tror jeg, det kan være uheldigt at beløtme hver enkelt tjeneste for sig. Så havner man let i den situation, at barnet uvilkårligt spørger, hvor meget får jeg for det, hver gang det bliver bedt om noget. De fleste har da også foretrukket at udarbejde en fast ugent-lig arbejdsplan, evt. på skift mellem børnene, så man ganske nøje ved, hvad man har at rette sig efter. Megen dis-kussion kan herved undgås.

Sk.

Men lommepengene kan også an-vendes endnu mere direkte i opdra-elsens øjemed. Mange har indført et ødesystem, som fratager børnene min-

dre summer for forseelser af forskellig art: hver gang tøjet ligger og flyder, betales 5 eller 10 øre, uartigheder og uvillighed til at udføre pålagt arbejde straffes med bøder udmålt efter krimi-nalitetens sværhedsgrad. De forskellige indsendere synes at have haft udmær-kede resultater med dette system. For eksempel var der hos en af indsen-derne to drenge, der havde hver sin slemme vane: pille næse og bide negle. Da man her fandt på, at hver gang Per pillede næse, skulle han lægge 3 øre i Oles sparebøsse og Ole det sam-me i Pers, når han bed negle, holdt uva-nerne op.

På hvilken måde, man end vælger at betale pengene, er det en lettelse for forældrene at have truffet en fast lom-mepengeaftale med deres børn: de dag-lige plagerier og diskussioner falder hermed bort, og børnene får, allerede fra de er små, en mulighed for at lære den vanskelige kunst at administrere pengene rigtigt.

1. JUNI 1956

DET BETALER SIG AT KØBE I BRUGSEN 33 . SAMVIRKE

SKÅN DERES KJOLE

med en fiks busseronne

BUSSERONNE Dess. 20792. Fiks, ensfarvet rød, med stribet krave og besætning ved lommer. Størr. 42-46 14,50

BUSSERONNE Dess. 20791. Flatterende storblom-stret, med marine bund. Størr. 44 8,10

KITTEL Dess. 20762. Prikket calico i marine og bordeaux, med lynlås foran. Størr. 40-46 18,85

Blomkål Har man held med dyrkningen af

egen avl, er det utroligt så mange blom-kålshoveder, man pludselig får på en gang, og så gælder det om at variere tillavningen.

Blomkålen er hurtig at rense, kun de yderste grønne blade skæres af, og der skæres et kryds i stokken, før kå-len lægges i vand tilsat lidt salt og eddike (ca. 1 kvarter).

Ved kogning må man endelig passe, at kogevandet er tilpas saltet, og kålen kun lige netop koges mør. Et flot blom-kålshoved, tilpas kogt og anrettet ry-gende varmt og overdrysset med hak-ket persille og serveret med smeltet el-ler rørt smør, er den enkleste tillav-ningsmåde.

Eller man kan servere blomkålen sammen med andre grønsager som ær-ter, asparges, gulerødder og bønner og dertil give en sovs lavet af kogevandet, eventuelt lieret med æggeblommer.

Men blomkålen kan varieres på mange måder. F. eks.:

Blomkål med ost

Den kogte blomkål lægges på en sigte, og når først vandet er løbet fuld-stændig fra, lægges blomkålen i et ild-fast fad. En meget jævn, hvid mælke-sovs lieres med æggeblommer og sma-ges til med reven ost, sukker og salt efter smag. Den hældes over kålen og bestrøes med rasp samt overdrysses med smeltet smør eller margarine. Ba-ges ca. et kvarter ved stærk overvarme. Serveres som for- eller efterret.

Rå blomkålssalat med gulerod og rosiner

Et lille blomkålshoved, 2 gulerød-der, 50 g rosiner.

Flødemarinade: 1 dl kaffefløde, 2 spk. eddike eller citron, 1 tskf. sukker, evt. paprika.

Kålen deles i småstykker, gulerød-derne rives på den fine del at råkost-jernet og blandes sammen med rosiner i marinaden. Sammen med blomkål kan også blandes agurkeskiver, tomat-skiver samt lidt dild.

Blomkålsragout

2 blomkål, 10 små løg, 50 g Tre-kroner margarine, 6 tomater, 2-3 spskf. mel, salt og vand.

Løgene pilles og svitses i margari-nen, hvorefter blomkålsbuketterne og tomatskiverne (tomaterne flåes) læg-ges i gryden, melet samt salt drysses på, og liat vand hældes ved.

Kogetid ca. 15 min. Ved anretnin-gen drysses rigeligt hakket persille over.

1

PLASTIC I KØKKENET. Vi har tidligere omtalt de praktiske plasticspande og -baljer. Nu kan man få tilsvarende plastic opvaskebakker og -opvaskestativer, så det hele svarer sammen i eet nydeligt og praktisk redskabssæt. Blot vil vi gøre op-mærksom på, at der findes to slags opvaskebakker, hvoraf den ringere kun dårligt tillader vandet at løbe af. Spørg der-for efter den rigtige og svære type.,

¥ ¥ ¥

CIGARER TIL FEM ØRE. Til særlig glæde for de yngre årgange kan vi fortælle, at det nu er muligt at få cigarer til 5 øre stykket. Det drejer sig - som man måske kan tænke sig om cigarer fremstillet af bolchemasse.

TIL INDPAKNING. Plasticruller er en nyhed med mange an-vendelsesmuligheder: velegnet til indpakning af frysevarer, brød, kød, ost m. m. og til lukning af syltetøjsglas. Rullerne er af vanddamptæt polyethylen, som kan afvaskes. Leveres med ti meter i 50 cm’s bredde og koster godt 3 kr.

* *

SERVIETTER. Næste gang De skal have gæster til middag, så køb i brugsen en pakke middagsservietter og kig lidt på bag-siden af pakken, inden De river den op. Her vil De nemlig kunne finde flere udmærkede og med fotos og tegninger illu-strerede ideer til morsom servietopsætning.

* *

TIL BLOMSTERNE. Hvis De vil glæde Dem over et frodigere blomstervindue eller en mere yppig altankasse, så køb en pakke trækul og læs i den medfølgende brugsanvisning, hvor-ledes trækullene holder jorden frisk og sund, og hvor-dan De i fremtiden kan undgå, at planterne dør på grund af overvanding, og hvordan selv afskårne blom-ster får en længere levetid med blot et par stykker trækul i bunden af urtepotten eller vasen.

¥ ¥ ¥

UDEN SKIND. Ved ethvert pølsegilde er der menne-sker, der piller skindet af pølserne og efterlader det på kanten af tallerkenen. Det er for fremtiden unød-vendigt - for nu kan man få pølser uden skind. I ste-det for at stoppe farsen i en ret kostbar lammetarm bliver pølserne nu røget i en tarm af kunststof, og før de puttes i dåsen, fjernes tarmen. Hvordan pølserne så hænger sammen er pøl-semesterens hemmelighed.

NUMMER 10 SAMVIRKE . 23

Drik hvidvin om sommeren Tre indenlandske Kryderier

som anbefales unge Husmodre paa Grund af, at de kun koste lidet, aldrig tabe deres Kraft og derhos have den Egenskab, at jo tarveligere Maden er, desto mere forhøje de dens Velsmag.

S*>

* Det første Kryderi bestaar i en be-stemt og fast overholdt Spisetid. Thi Mand og øvrige Deltagere i Maaltidet ere i Almindelighed ingensinde mere utaalmodige end i den Tid, der for-løber efter det bestemte Klokkeslet, og indtil Maden staar paa Bordet.

* Det andet Krydert er en snehvid Dug, en proper Anretning. Selv den tarveligste Kost faar en forøget Vel-smag, naar Øjet med Velbehag hviler paa det hvide Linned, det blanke Por-cellain, de klare Glas - og Tanken om en flink Husmoder knytter sig Uvil-kaarligt dertil.

Vk

* Det tredie Kryderi er Husmoderens milde og venlige Ansigt, der lig Solen straaler over det Hele og forjager de smaa Skyer af Utilfredshed eller Mis-nøje med Et og Andet, som ellers kun-de svæve paa Husets Himmel og un-dertiden faa Lejlighed til at samle sig til en Regnbyge.

Fra en Fader til en Datter i hendes første Kogebog. (Uddrag af Madam Mangors Kogebog, udgivet omkring 1850.) if

Er der ikke lidt for mange fordom-me blandt os, når talen er om vin. Det synes, som om reglen er den, at man kun serverer vin til vinterens større selskaber og da fortrinsvis rødvin og hedvin, som også egner sig bedst til den tungere vinterkost. Når man har

ENHVER LEDNING til strygejernet er erfaringsmæssigt for kort, og lednin-gen volder ofte husmoderen'kvaler un-der arbejdet. Anskaf derfor en for-længerledning, hvis ene ende gøres fast på strygebrædtet, således at led-ningen altid er ved hånden, når den skal bruges. En lille krog i strygebræd-tets ene ben hjælper til at holde orden

på ledningen, når den ikke er i brug.

gæster i sommertiden, byder man oftest blot på et glas øl. Men hvorfor egent-lig? En flaske hvidvin er festlig, og den egner sig i høj grad til den lette sommermad.

Til maden Til stegt eller kogt fisk vil selv en

almindelig hvidvin til en populær pris gøre sig storartet, en bagatel hvidvin i sovsen giver denne prikken over i’et, og har De flottet Dem og serveret reje-mad, gør et glas hvidvin underværker. Selv til desserter af enhver art er hvid-vin fortrinlig. Prøv blot en gang en god hvidvin til jordbær eller hindbær, og De får den herligste ret. Men husk altid: jo sødere dessert, jo sødere vin.

Og så har hvidvin den fordel, at den ikke skal tempereres, men kan hen-tes lige op fra kælderen, trækkes op og drikkes med det samme. Den bed-ste temperatur er 8-10°.

Når der kommer uventede gæster Får De uventede gæster en sommer-

aften, så dæk blot bordet med brød, smør, sardiner og eventuelt en mild ost og server hvidvin til. Det er nemt, og De er sikker på at få sukces med anretningen.

Eller server efter en varm sommer-dag en festlig hvidvinspunch: I U/2 liter vand koges 150 gram sukker. Når det er koldt, hældes en dåse ananas i samt en hel flaske hvidvin, 1 halv flaske sherry og saften af et par citro-ner.: Punchen serveres kold og helst med isstump'ér. Vil man have den til at perle i glasset, kan man umiddelbart før serveringen komme en apollinaris i punchen.

Sensafions- Tilbud fa

Gillette Gillette

givet verdens bedste baibeiing!

Nu kan ogsaa DE overbevise Dem om, at

- en Gillette-barbermaskine + 2 Blaa Gillette-blade for

24 . SAMVIRKE l. JUNI 1956

lædersål eller super-softsål. med lædersål.

Dessin 11-296 med super-softsål

B En virkelig elegant og fornem cognacfarvet fjedersko med enkelt sål. Fremstillet over italiensk læst. Usædvanlig god pasform. Dessin 11-299.

C En virkelig elegant og nobel sko med enkelt lædersål. Føres i sort og brun. Dessin 11-290 sort. Dessin 11-291 brun.

D Semi-golfsko med patineret perforering. Den helt rigtige sportssko. Dessin 11-286.

E Herresko med dobbelt lædersål, fabrikeret over fremra-gende læster i 5 vidder. Kan tilpasses alle fødder. Føres i brun og sort boxcalf. Dessin 11-263 sort. Dessin 11-264 brun.

SKOENE FØRES

Rønne • Slagelse • Kalundborg • Holbæk Nyborg • Odense • Kolding • Aarhus • Randers Aalborg • Nykøbing M • Skive • Glostrup

SAMT t MAGASIN „ANVA”.

hjemmets teknik

Maleamatørens bibel Ingeniør H. K. Raaschou Nielsen er

leder af malerbranchens forsøgslabo-ratorium - og herefterdags vil han have en høj stjerne hos landets mange male-amatører. Han har nemlig skrevet en fortrinlig bog om maling - »Mal rig-tigt« hedder den, og den giver i en nøddeskal besked på alt, hvad male-interesseredé hjemmehåndværkere bør vide. Bogen er udgivet af Statens Byg-geforsknings-Institut - og det bedste ved den er, at den ikke forsøger at lære folk at male. Den har derimod en

lang række værdifulde »tips«, som kan lette amatøren malerarbejdet, og som hjælper til med at få resultatet helt rigtigt.

»Mal rigtigt« behandler indgående alle forekommende typer maling og giver desuden besked om, hvilken slags maling, der skal anvendes på varieren-de typer overflade. Et helt afsnit er helliget arbejdet med malerulle og pla-sticfarver, og der findes i det hele ta-get ikke ret mange spørgsmål inden for malerbranchens amatørafdeling,

med pressede eller støble ALMIN-Laag Laagene med den gode Pasform!

Dev slaar Glans om ALM1N Spanden

FREDERIKSBERG METALVAREFABRIK

som bogen ikke besvarer kort og klart. Bogen bør ikke savnes i hobbyman-

dens bogreol. Den fås gennem Det danske Forlag og kan bestilles i Brug sen. „ „ „ » „

SKAL MAN SAVE en tynd strimmel krydsfinér af, kommer man ofte ud for, at kanterne flosser. Det undgår man ved at lægge en bred klæbestrim-mel på træet, og derefter save ned gen-nem strimlen.

NAR ALUMINIUM SKAL LODDES. Hvis man er meget dreven, kan man slag-lodde aluminium, og loddemetallet be-står af en blanding af 30 g aluminium, 15 g zink, 5 g kobber, 10 g vismut og 10 g sølv. Ingredienserne skal varmes op til mindst 700 grader for at smelte sammen.

Loddefedtet til aluminiumslodning fremstilles af 60 g kaliumklorid, 20 g litiumklorid, 12 g natriumklorid og 4 g kaliumbisulfat, som blandes, pulveri-seres og røres ud i vand til en tyk pa-sta. Loddevandet består af 5 g klor-kalk udrørt i en liter denatureret koge-sprit, og opløsningen filtreres omhyg-geligt inden brugen

Vi sliber værktøj - og gør det rigtigt

En ikke uvæsentlig del af enhver snedkers læretid går med at indøve slib-ning af stemmejern, høvlejern, bugt-høvlejern, huljern og maskinværktøjer som fræsestål og bor. Og det er ikke uden grund. Den rigtige udførelse af ethvert stykke snedkerarbejde er nem-lig betinget af, at værktøjet holdes skarpt - og det er absolut ikke nok engang imellem at gnubbe sit stemme-jern mod trappestenen.

Godt skæreværktøj kræver gode slibegrejer, og på tegningerne ses, hvorledes man skal slibe stemme- og høvlejern samt metalmejsel og bor. Stemmejern kan skures op mod en strygesten og finslibes på en såkaldt belgisk brok, men navnlig metalbor og de små bugthøvlejern kræver en roterende slibeskive med et bekvemt anlæg foran. En sådan skive kan man købe i en anordning, som muliggør opspænding på arbejdsbordet, men har man en eller anden form for f. eks. boremaskine, kan man selv lave slibe-anordningen, og næste gang bringer Hjemmets Teknik arbejdstegningen til en sådan slibemaskine.

En carborundumsten er ikke absolut nødvendig til slibning af grovere værk¬

Stemmejernet slibes på carborundumstenen og finslibes på brokken. Læren sikrer, al topvinklen ved let stikke-arbejde bliver 22 grader, til grovere arbejde 26 grader.

tøj, men den har den fordel, at den bedre end noget andet er i stand til at give f. eks. huljern og stemmejern den rigtige, let afrundede fas.

Høvlejern skal helst slibes på den roterende skive, idet den holdes i den rigtige vinkel mod anlæget. Desværre er forholdet det, at æggens hældnings-vinkel er forskellig for de forskellige fabrikater, idet jernets tykkelse varie-rer. Enhver hobbymand og professio-nel snedker burde i fremtiden nægte at købe høvlejern med over 3 mm tyk-kelse. Dette ville sikkert bevirke, at alle fabrikanter holdt sig til jern på

Øverst til venstre har vi slibeskiven raed det faste anlæg foran. Derunder ses, hvor-ledes et høvlejern skal behandles efter grovslibningen på maskinen. Først trækkes det et par gange på carborundumstenen frem og tilbage, hvorefter det finslibes foran og bagpå i ottetaller på den belgiske brok eller Arkansasstenen. Til slut trækkes det et par gange frem og tilbage over en fedtet læderstrimmel med carborundumpulver. Øverst i midten ses den hjemmelavede lærer, som kontrollerer jernets skærevinkel.

mellem 2 og 3 mm, som ikke alene er finest udført, men også er under-støttet nærmest æggen og lettest at holde i orden. Høvlens jern skal have

en hældningsvinkel på 26 grader, og det kan kon-trolleres ved hjælp af en »lære«, som laves af en stump metal med meget omhyggelig opmåling af vinkelen og påfølgende udskæring. Nar vinklen passer, foretages finslib-ningen på en skifersten, en belgisk brok eller al-lerbedst - på en Arkansas, en meget ayr sten, som er næsten uopslidelig. Køb i hvert fald en hård sten, idet en blød i ukyndige hænder snart vil blive ud-hulet og uegnet til præci-sionsslibning.

Grovslibningen på sli-beskiven foregår tørt, men

til den fine sten bruges rigeligt vand, petroleum eller tynd olie. For at fjerne de sidste rester af råæggen trækkes værktøjet nogle gange hen over en læ-derflade, præpareret med fedtstof og en anelse støvfint carborundumpulver.

Metalmejslen skal slibes til en top-vinkel på 60 grader for at kunne holde, men det letter mejslens indtrængen i metallet, hvis den lige bag spidsen rundes en smule. Mejslen arbejder bedst, hvis den finslibes som høvle-og stemmejern.

Metalbor støttes på anlægget foran slibeskiven og drejes langsomt rundt

under slibeprocessen. Det er let at sammenligne skærevinklen med et nyt bor. Til undersænkning af skruer skal spidsen være 90 grader imod det nor-male 116-120 grader.

Når en slibeskive har været brugt i nogen tid, vil den blive slidt uregel-mæssigt i overfladen, som derfor skal afrettes, og dette spørgsmål vender vi tilbage til, når vi næste gang viser, hvorledes man laver sin egen slibe-maskine.

Metalmejslen til venstre slibes til 60 gra-ders topvinkel og rundes bagover, me-dens metalboret skal have en topvinkel på

ca. 120 grader.

Ar

DET FIRKANTEDE gummistykke fra en afslidt cykle-pedal egner sig fortrinligt til håndtag på filen.

STEMMEJERN, hulejern og andre fine skære-værktøjer holdes let fri for rust-dannelser, hvis man efter brugen ind-smører dem i et tyndt lag automobil-voks.

SAMVIKKE’S redaktion, annonceardeling, abonnementsafdeling: Njalsgade 15, København S TIf. C. 4015 SAMVIRKE påtager sig' intet ansvar for manuskripter, fotografier eller tegninger, dei uopfordret indsendes — Trykt i FDB trykkeriet, København S-

der drikkes

over 3 millioner

kopper

Cirkel kaffe hver dag