pure.au.dkpure.au.dk/.../eu_og_kina_strategiske_partnere.docx · web viewfor at kunne referere...

Kasper Baunbæk Knudsen 300747 06/05-2013Max Skjødt Sørensen 301689Simon Holm Larsen 301640 BA projekt i europæiske studier

OBLIGATORISK FORSIDEPrescribed front page

HJEMMEOPGAVER, PROJEKTER, SYNOPSER M. MUNDTLIGT FORSVARHome Assignments, Project Reports, Synopses with oral defence

INSTITUT FOR ERHVERVSKOMMUNIKATIONDepartment of Business Communication

NAVN:Name(If writing in groups, please state names of all group members)

Kasper Baunbæk KnudsenMax Skjødt SørensenSimon Holm Larsen

CPR-NR.:Danish ID-Number(If writing in groups*), please state ID-numbers of all group members)EKSAMENSNR. (6 cifret nummer på studiekortet kaldet Kortnr. eller eksamensnr.) Student Exam No.:(6 digit No at your Student ID-card called either Kortnr. or Eksamensnr.)

300747301689301640

HOLD NR.:Class No.Ex.: U02FAGETS NAVN:Course/Exam Title Bachelorprojekt

VEJLEDER:Name of Supervisor Per Lunde

ANTAL TYPEENHEDER I DIN BESVARELSE (ekskl. blanktegn):Number of Characters in your Assignment(exclusive of blanks):

300747 (45.928,83)301689 (43.964,83)301640 (43.979,33)Samlet (133.873)

*) Ved skriftlige gruppeopgaver skal den enkelte deltagers bidrag tydeligt fremgå. *) In written group exams, your individual contribution must be clearly identifiable.

Side 1 af 77


EU og Kina – strategiske partnere?- Et spørgsmål om økonomi, sikkerhed og normer

Kasper Baunbæk Knudsen, 300747Max Skjødt Sørensen, 301689

Simon Holm Larsen, 301640

Vejleder: Per Lunde

EU and China – Strategic Partners?- A question of economics, security and norms

Projektets omfang: 133.873 tegn eksl. blanktegn

Side 2 af 77


ABSTRACT

The following thesis focuses around the topic of the Sino-European relationship, and more

specifically, it is about the continuous development of the very same. Ever since the first trade

agreement from 1978 between the European Union and the Peoples Republic of China, the relations

between the two has met a series of obstacles and opportunities that have shaped the partnership to

what it is today. This paper concentrates on the question as to why the Union holds a strategic

partnership with China.

Methodologically we have constructed three hypotheses to help answer our thesis statement; why

has the EU established and developed a strategic partnership with China? The hypotheses are as

follows:

(I) The EU’s strategic partnership with China is mainly based on economic benefits. In

the long term it is of strategic priority to spread the normative policies of the Union

in China.

(II) It is of geopolitical priority that the EU strengthens the partnership with China to

secure regional and global stability.

(III) The EU strives for a closer strategic partnership with a strong and stable China in

order to strengthen its relative global power in the international system.

Through an analysis of official documents published by the EU and China, we have discovered

some general trends in the Sino-European partnership and furthermore we have explained these

trends in the light of the three major international relations theories; realism, liberalism and social

constructivism. Additionally we discuss whether the partnership is of a strategic character and

briefly what the future perspectives of the partnership are.

We conclude that it is reasonable to assume that the cornerstone and the main driving force of the

partnership is the mutual economic and trade benefits. This is the only political area without major

obstacles, as there is almost a homogenous convergence between the two. On security and

normative issues on the other hand, the partnership reaches its limitations. We conclude that the

divergence between the parts’ foreign policies, historical context and demand for sovereignty

causes difficulties in a further widening and deepening of the partnership. To sum up, this

implicates a vary of obstacles to the further development of the relations, and makes the

Side 3 af 77


forthcoming Partnership and Cooperation Agreement (PCA) a slow and difficult process, as the EU

wishes to expand their political interface with China, which in China’s opinion will compromise

their sovereignty rights. We also touch upon the subject of the Sino-European partnership as being

of a strategic character. There is no doubt that the forthcoming PCA will manifest the partnership as

strategic, but we attend to the question if it already is and in that case how far it reaches at the time

of writing. Both parties have proclaimed that they hold a strategic partnership with each other, and

this thesis works with the concept of such a partnership and raises the question whether the publicly

stated strategic partnership has the traits of such a thing. Through our definition of a strategic

partnership, the relations have to contain a series of different political areas. The partnership

between the Union and China contains these aspects, but they are yet to be put in a common

partnership agreement. This will be discussed further in the project, where we try to assess whether

the intake of political areas in a PCA is a common desire or merely rhetoric.

In general we conclude that the liberals come closest to an explanation of the relationship as it is

today, whereas the realism explains the security dilemmas and the importance of having China as a

close ally. Social constructivists seem to have a better understanding of the EU’s desire to include

more normative aspects in the relationship in the early nineties and even more after 9/11. Realism

and social constructivism fail in explaining cornerstone of the partnership, but still they have their

justification in explaining the subordinate political areas and the EU’s desire to expand these.

Despite the limitations of the partnership as it is today, neither the EU nor China can afford to

sacrifice the relationship as it brings major economic benefits to both sides. On the basis of this we

conclude that the partnership will endure, and time will tell how the out shape of the Sino-European

strategic partnership will be future wise.

Side 4 af 77


INDHOLD

Introduktion (fælles).............................................................................................................................................................7

Indledning........................................................................................................................................................................7

Opgavens struktur og begrænsning..................................................................................................................................9

Historisk kontekst..........................................................................................................................................................10

Metode (fælles)...................................................................................................................................................................13

Metakognitiv indgangsvinkel.........................................................................................................................................13

Projektets opbygning samt videnskabsteorien anvendt i praksis...................................................................................14

Praktiske overvejelser....................................................................................................................................................17

EØF/EF/EU...............................................................................................................................................................17

Sidetal........................................................................................................................................................................17

Handelsaftale fra 1985...............................................................................................................................................17

Reformpolitik.............................................................................................................................................................18

Kildekritik......................................................................................................................................................................18

Teori...................................................................................................................................................................................20

Realisme (Simon)...........................................................................................................................................................20

Liberalisme (Kasper)......................................................................................................................................................23

Socialkonstruktivisme (Max).........................................................................................................................................27

Teoriopsummering samt hypotesegenerering (fælles)...................................................................................................30

Redegørelse........................................................................................................................................................................31

Den historiske udvikling af det sino-europæiske partnerskab (Simon).........................................................................31

Udenrigspolitiske dagsordner (Max & Kasper).............................................................................................................32

Analyse...............................................................................................................................................................................36

Hypotese I (Max)...........................................................................................................................................................36

Hypotese II (Simon).......................................................................................................................................................43

Hypotese III (Kasper).....................................................................................................................................................52

Diskussion (fælles).............................................................................................................................................................59

Perspektivering (fælles)......................................................................................................................................................61

Side 5 af 77


Konklusion (fælles)............................................................................................................................................................63

Bibliografi...........................................................................................................................................................................67

Bilag A................................................................................................................................................................................74

Side 6 af 77


INTRODUKTION

INDLEDNING

I den moderne globale verden vægtes internationale relationer højt. Den Europæiske Union er i sig

selv et udtryk for internationale relationer, som er blevet tættere og tættere forbundet i løbet af

årene. De internationale europæiske relationer har på sin vis ændret sig til et andet niveau, hvis man

sammenligner det med de mere almindelige internationale relationer. I de første spæde skridt i

oprettelsen af det nuværende EU samlede europæiske stater deres ressourcer indenfor kul og stål

med det formål at skabe en europæisk føderation på længere sigt (McCormick 2011;72). Mens EU

er blevet mere og mere forbundet, har verden ligeledes udviklet sig. Stater er forsvundet, og nye har

set dagens lys. Med den rivende globale udvikling er vigtigheden af transnationale relationer blevet

større, hvilket EU tidligt har erkendt. Unionen har omfavnet mulighederne for internationale

samarbejder i mange forskellige størrelsesordener. Den har mere eller mindre relationer med hvert

eneste kontinent, nogle mere integreret end andre.

EU’s internationale relationer har taget en ny drejning efter Maastrichttraktaten (TEU) i 1993, hvor

EU oprettede en Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP). Denne institution gjorde det muligt

for EU at have en institutionaliseret og strømlinet politik i forhold til omverdenen. Yderligere

udviklinger og reformer af EU’s politik har gjort politikken mere strømlinet, så EU kan tale med en

fælles stemme. Det er ikke at sige, at den europæiske udenrigspolitik ikke har haft sine problemer.

Interne fraktioner har skabt usikkerhed på EU’s rolle som stormagt i den globale verden (Holslag

2011;310). Når der er mangler på den europæiske udenrigspolitik, samt når udenrigspolitikken ikke

lever op til de forventninger, man kunne have til Unionen, har EU derimod fundet en anden måde at

opnå global indflydelse. Igennem deres internationale relationer er EU med til at sætte den globale

dagsorden.

EU’s partnerskaber divergerer i forhold til, hvor integreret samarbejdet er. Dette projekt drejer sig

om det strategiske partnerskab med Den Kinesiske Folkerepublik. Et strategisk partnerskab er en af

de nyere definitioner, som EU benytter sig af, når de beskriver nogle af deres bilaterale

samarbejder. Begrebet strategisk partnerskab har endnu ikke fået en fast definition, og derfor er der

forskellige tilgange til begrebet, både fra EU’s side, men også fra akademikere. Begrebet blev

introduceret af EU i 90’erne under TEU og blev for første gang brugt til at beskrive forholdet

mellem EU og Rusland i 1998 (Laursen 2011;3). Siden 1998 er betegnelsen blevet anvendt bredt og

Side 7 af 77


flittigt. Det bruges omkring bilaterale aftaler mellem EU og stater, mellem EU og regionale

organisationer, som for eksempel Den Afrikanske Union, eller mellem EU og regioner, såsom

Latinamerika (Smith & Xie 2010;433).

Men hvad indebærer begrebet? I Den Europæiske Sikkerhedsstrategi (ESS) fra 2003 begynder EU

så småt at definere begrebet, hvor EU understreger, at Unionen står overfor problemer, som den

ikke kan overkomme alene, og derfor er et internationalt samarbejde nødvendigt (Europa-

Kommissionen 2003a;13). Nærmere kommer EU ikke på en definition af deres egne strategiske

partnerskaber, og derfor bruger forskellige forskere også forskellige måder til at definere et sådan

partnerskab. Jonathan Holslag har identificeret fem hovedelementer, som de fleste teoretikere

tilskriver sig (Holslag 2011;295). Før det første handler et strategisk partnerskab om, at to stater

tydeligt har defineret fælles interesser og forventninger til partnerskabet. For det andet skal disse

være baseret på et længere forløb. Derudover skal målene for partnerskabet spænde over flere

områder, såsom økonomiske, normative eller militære. Partnerskaberne skal også have en global

rækkevidde, og partnerskabet skal være af sådan en art, at målene ikke kan opnås udenom

partnerskabet, og derfor adskiller det sig fra andre partnerskaber (Holslag 2011;295). Michael Smith

og Huaixian Xie anvender derimod følgende definition på et strategisk partnerskab:

”These are partnerships that embody or express the general interest of the EU as a strategic actor,

that form relationships with key interlocutors and that contribute to the realisation of the EU’s

strategic ambitions within the context of an agreed narrative” (Smith & Xie 2010;434).

Forskellen på de to definitioner er, at Holslag fokuserer på modparten og interdependensen i

partnerskabet, mens Smith og Xie hovedsagligt har fokus på EU’s ageren i et partnerskab, og

hvordan EU kan realisere sine strategiske ambitioner.

Det sino-europæiske partnerskab er ikke nedskrevet i et konstitutionelt dokument (Holslag

2011;296). Det er i stedet en forståelse, som er opnået mellem de to parter. Den tidligere

Højtstående Repræsentant (HR) for FUSP Javier Solana og den tidligere kinesiske premierminister

Wen Jiabao har begge udtrykt deres forståelse for det sino-europæiske strategiske partnerskab.

Solana udtalte i forbindelse med et besøg i 2005 på China Europe International Business School i

Shanghai, at der i høj grad var konsensus mellem kinesiske og europæiske udenrigspolitiske

ambitioner, hvilket for ham kendetegnede det strategiske partnerskab (Solana 2005). Året forinden

udtalte Wen Jiabao under et besøg i Bruxelles:

Side 8 af 77


”It is a shared view of the two sides to work for a comprehensive strategic partnership. By

“comprehensive”, it means that the cooperation should be all-dimensional, wide-ranging and multi-

layered. It covers economic, scientific, technological, political and cultural fields, contains both

bilateral and multilateral levels, and is conducted by both governments and non-governmental

groups… By “strategic”, it means that the cooperation should be long-term and stable, bearing on

the larger picture of China-EU relations. It transcends the differences in ideology and social systems

and is not subjected to the impacts of individual events that occur from time to time” (Jiabao 2004)

David Scott inkluderer Wen Jiabaos definition af partnerskab, som et samarbejde der er ligeligt og

gensidigt givende, altså en ”win-win” situation (Scott 2007b:26-27).

OPGAVENS STRUKTUR OG BEGRÆNSNING

Projektet har til formål at belyse EU’s strategiske partnerskab med Kina. For at kunne opnå en

forståelse af, hvorfor EU har oprettet et strategisk partnerskab med Kina, er der flere elementer, som

skal introduceres først. Projektet vil kort redegøre for den historiske kontekst, hvori de bilaterale

relationer mellem EU og Kina har fundet sted. Verden er ikke det samme sted i dag, som det var, da

det sino-europæiske samarbejde begyndte. Derfor har vi fundet det hensigtsmæssigt at illustrere

skiftet i magtbalancen fra bipolaritet til multipolaritet. Derefter følger en gennemgang af teorierne

indenfor internationale relationer, som vi har fundet relevante i optrævlingen af samarbejdet mellem

EU og Kina. Teorierne anvendes som guidelines til udformningen af tre hypoteser, som vil danne

grundlaget for analysen. Med hypoteserne har vi mulighed for at belyse, hvad det sino-europæiske

samarbejde baserer sig på for EU’s vedkommende, og dermed også give et billede af, hvilke

intentioner EU har med et sådant samarbejde. Projektet har ikke opdelt EU’s politikker, men i stedet

fokuseret på hovedområder, såsom sikkerhedspolitik, normpolitik og EU’s magtposition. Ydermere

vil vi diskutere, hvorvidt der eksisterer et strategisk partnerskab mellem EU og Kina, samt hvorfor

partnerskabet er blevet oprettet.

Dette er et projekt, som i højere grad belyser EU’s incitament for at engagere sig i et samarbejde

med Kina. Derfor er fokus også på EU’s ageren, som vi får indblik i gennem de officielle

dokumenter, som EU har publiceret i forhold til Kina. Dermed har vi valgt at begrænse os

udelukkende til kommunikéer af nyere dato samt handelsaftalerne fra henholdsvis 1978 og 1985,

som er signeret af begge parter. Grunden til dette er, at vi søger EU’s intention bag det strategiske

partnerskab, hvorfor diverse fælleserklæringer ikke er blevet anvendt i analysen, da de nærmere

Side 9 af 77


inkluderer den bilaterale forståelse for partnerskabet. Handelsaftalerne er desuden anvendt for at

belyse, hvilken intention der ligger bag det europæiske engagement i begyndelsen af det sino-

europæiske samarbejde.

Projektet tager således sit udgangspunkt i følgende problemformulering:

Hvorfor har EU etableret og udviklet et strategisk partnerskab med Kina?

HISTORISK KONTEKST

Lad det være sagt med det samme; projektet er ikke en afhandling af et historisk hændelsesforløb.

Det er dog samtidigt umuligt ikke at inddrage en historisk kontekst til at forklare baggrunden for de

sino-europæiske relationer, da historien på en og samme tid sætter rammen for og afgrænser

projektet, hvorfor dette afsnit netop finder sin berettigelse som introducerende element.

Afsnittet skal således introducere nogle milepæle, som har været afgørende for udviklingen af EU

og Kinas strategiske samarbejde, såvel som det skal gøre rede for den politiske sfære globalt set.

Det vil sige, at afsnittet samtidig skal fastslå forskydninger i den politiske polaritet på et universelt

plan.

Ifølge David Scott så var interessen for hinanden gensidig lav efter 2. verdenskrig, da både

Vesteuropa og Kina betragtede hinanden som værende svag og geografisk langt væk (Scott

2007a;217). I Beijing blev de Europæiske Fællesskaber (EF) betragtet som en del af amerikansk

kapitalisme eller ”the economic arm of the aggressive NATO bloc” i et bipolart system. Modsat

anså Vesteuropa Kina, som et land der var på randen til statsbankerot og som en direkte kontrast til

det vestlige demokrati og verdensordenen generelt (Scott 2007a;218).

At samarbejdet så alligevel har udviklet sig til langt mere end først antaget, var et fælles ønske om

at gøre op med den eksisterende politiske bipolaritet, som var dominerende i efterkrigstiden med

USA på den ene side og Sovjetunionen (USSR) på den anden. Både EF og Kina begyndte så småt at

se hinanden som partnere i flere henseender i forhold til at håndtere USA samt USSR og i forhold

til at vinde større indflydelse i det internationale system (Scott 2007a;217).

I slutningen af 1960’erne eksisterede der stigende bekymringer fra Kinas side vedrørende USSR,

hvilket betød, at Kina bifaldt ethvert europæisk pres på USSR (Scott 2007a;218). I 1968 invaderede

sovjetiske kampstyrker Prag i det daværende Tjekkoslovakiet for at slå ned på de reformistiske

Side 10 af 77


tendenser i landet. Efter invasionen retfærdiggjorde USSR brugen af militærmagt i Prag under det,

som senere blev kendt som Brezjnevdoktrinen, der antydede, at Moskva havde ret til at gribe ind i

ethvert land, hvor en kommunistisk regering var truet (U.S. Department of State). Selvsamme

doktrin var således det, der markerede det endelig sino-sovjetiske brud, da Beijing frygtede, at

USSR ville benytte sig af doktrinen til at retfærdiggøre en eventuel invasion eller indgriben i

kinesisk kommunisme (U.S. Department of State). I lyset af det Europæiske Økonomiske

Fællesskabs (EØF) konsolidering til EF i 1967 (den Store Danske,a) opstod således en potentiel

aktør i henhold til at presse USSR fra både øst og vest, hvorfor geopolitiske anliggender nu var

sammensmeltet med geoøkonomiske anliggender (Scott 2007a;218).

Den geopolitiske konvergens mellem Europa og Kina blev således født i slutningen af 1960’erne og

yderligere intensiveret i løbet af 1970’erne (Scott 2007a;219). I 1975 etablerede EF således de

første officielle relationer med Kina, hvilket blev betragtet som: ”a development of prime

importance in world politics” (Scott 2007a;220)

Det er klart, at de økonomiske ambitioner mellem Europa og Kina havde været dæmpet under den

kinesiske kommunistiske leder Mao Zedongs antikapitalistiske år (1949-1976), men med Maos død

i 1976 ændrede Kina kurs med Deng Xiaopings overtagelse af magten i 1978 (Nielsen). Xiaoping

ønskede om nogen velstand og økonomisk modernisering af Kina (Scott 2007a;222), og som

konsekvens heraf blev der i april 1978 forhandlet en handelsaftale på plads mellem EF og Kina. Alt

i mens økonomiske forbindelser mellem EU og Kina var altafgørende for Kinas økonomiske

fornyelse, så var der også langsigtede strategiske incitamenter for Deng Xiaoping: ”without sound

economic foundations, it will be impossible to modernise our national defence…the role we play in

international affairs is determined by the extent of our economic growth” (Scott 2007a;222-223).

Handelsaftalen fra 1978 blev genbekræftet i en ny handelsaftale fra 1985, Aftale om handelsmæssig

og økonomisk samarbejde mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Den kinesiske

Folkerepublik, i hvilken forbindelse Scott pointer følgende: ”to intensify and diversify their trade

and actively develop economic and technical cooperation in line with their mutual interests” (Scott

2007a;223).

I slutningen af 1980’erne skete der dramatiske ændringer i det internationale system, hvilket skabte

nyt og forbedret rum for sino-europæisk samarbejde. Sovjetunionens sammenbrud i 1990-1991 og

dets overgang til et politisk mindreværdigt Rusland ændrede og forskød således internationale såvel

som regionale magtbalancer (Scott 2007a;224). I lyset af USSR’s sammenbrud øjnede Kina og EF

Side 11 af 77


klare muligheder for, at begge parter kunne vinde betydelig magt indenfor den politiske sfære og

gøre op med fordums tids bipolaritet og begge blive medregnet som poler i det internationale

system på sigt (Scott 2007a;224). Til trods for øget økonomisk og politisk konvergens mellem Kina

og EF, så var relationerne ikke uden gnidninger og stridigheder. Blandt andet så står massakren på

Tiananmen, også kendt som Den Himmelske Freds Plads, i 1989 som et klart gnidningspunkt, som

endda kompromitterer sino-europæiske relationer den dag i dag (Scott 2007a;224). EF tog klar

afstand fra massakren og fordømte den brutale undertrykkelse i Kina, hvorefter specifikke

forhåndsregler overfor Kina blev implementeret. Lån blev fastfrosset, diverse

samarbejdsprogrammer blev bremset, såsom det militære, bilaterale møder suspenderet, og generelt

blev Kinas menneskerettigheder et internationalt anliggende, og en våbenembargo blev vedtaget

(Scott 2007a;224-225).

I 1992 under TEU blev EF konsolideret i Den Europæiske Union, og med traktaten blev der sat et

klart mål om en fælles udenrigspolitik med indførelsen af den nye mellemstatslige søjle med titlen

Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (Scott 2007a;225).

Alt imens, at Kina og EU i 1980’erne havde fokuseret på intern transformation, så markerede

1990’erne sig mere i et eksternt regi også i forhold til hinanden (Scott 2007a;225).

Som afrunding på den historiske kontekst, så står 9/11 også som en milepæl i forhold til

forskydninger i den politiske magtbalance. Terrorangrebet på World Trade Center den 11.

september 2001 ændrede således verdensbilledet på afgørende vis. Den tidligere danske

udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skriver i kronikken En dag der ændrede verden: ”Der blev

vendt op og ned på globale magtbalancer. Nye alliancer og partnerskaber blev skabt, gamle blev

styrket” (Ellemann-Jensen 2011).

Terrorisme fik som følge af 11. september en central plads i enhver regerings politiske agenda og

har derfor også fået en central plads i de sino-europæiske relationer. Scott påpeger endvidere, at

man har kunnet spore en tilsløret tilbagevenden af amerikansk unilateralisme samt hegemoni i

internationale relationer i kølvandet på 11. september (Scott 2007a;229).

Side 12 af 77


METODE

METAKOGNITIV INDGANGSVINKEL

Dette afsnit danner rammen for, hvordan man arbejder videnskabeligt og giver tilmed et indblik i

det videnskabsteoretiske fundament for vores projekt.

For det første eksisterer der to generelle måder, hvorpå man kan tilegne sig viden; induktion versus

deduktion. Induktionen er den metodeforståelse, at videnskabelige teorier er sammenfatningen af

enkeltobservationer og intet andet. Erkendelsen begynder i observationen, og enhver teori må kunne

føres tilbage til ”sansedata” (Holm 2011;25). Kort sagt inkluderer den induktive arbejdsmetode, at

man har en sum af enkeltobservationer, som derefter sammenfattes i en generel teori. I den

induktive metode bevæger man sig således fra det specifikke til det generelle. Den induktive

metode er et klassisk element i empirismen, som foreskriver, at mennesket som udgangspunkt ikke

har nogen medførte ideer, hvorfor alle observationer går forud for og er uafhængige af teorier.

Opsummerende foreskriver empirismen og induktionen altså, at for at drage slutninger om et givent

fænomen må man sætte fænomenet under observation.

I opposition og som modsvar til empirismen står rationalismen. Rationalisterne er af den opfattelse,

at sanserne er upålidelige, og at vi hele tiden tager fejl i vores erfaringer af verden (Holm 2011;25).

Rationalisternes argument er derfor, at mennesker er født med anlæg for logisk tænkning og

igennem logisk ræsonnement kan udvikle ideer og forestillinger (Holm 2011;25). Rationalismen

proklamerer derfor, at deduktion er den rette metode til at opnå viden, da man i denne

metodeforståelse forudsætter, at sikker viden nås gennem logiske slutninger fra ubestridelige

grundantagelser. Deduktion er således en måde at opnå viden på, som ikke nødvendigvis kræver

observationer (Holm 2011;26). Deduktion slutter altså nogle grundprincipper, der betragtes som

åbenlyst sande, og anvender disse på enkelttilfælde, hvorfor man i sin deduktive metodetilgang går

fra det generelle til det specifikke eksempel.

Inddrager man Karl Poppers kritiske rationalisme i denne debat, så er deduktion derimod en metode

til at nå fra teori til hypotese. Deduktionen går således stadig ud fra et ikke-empirisk udgangspunkt,

det vil sige teorien, men man anvender teorien til at formulere sine hypoteser, som derefter testes

empirisk (Holm 2011;51). Poppers kritiske rationalisme er rationalistisk i den forstand, at den

betjener sig af den deduktive metode, selvom denne form for deduktion adskiller sig fra den

Side 13 af 77


klassiske rationalisme. Ligeledes adskiller Popper sig fra de klassiske rationalister, da han ikke

mener, at mennesket ligefrem har medfødte ideer og forestillinger, men han er alligevel nødt til at

forholde sig til den klassiske problemstilling og mener derfor, at mennesket snarere fødes med

forventninger. Mennesket har en såkaldt forventningshorisont, hvilket kan eksemplificeres med det

lille barn, som kommer til verden med forventningen om omsorg, mad og tryghed (Holm 2011;51).

Popper erkender dog, at virkeligheden ikke altid lever op til forventningerne, men betragter det ikke

som noget problem, da mennesket bare formulerer nogle nye forventninger i jagten på sandheden

(Holm 2011;51).

Endvidere koncentrerer Poppers kritiske rationalisme sig omkring et falsifikationsbegreb, som står i

kontrast til positivismens verifikation, som netop henviser til, at videnskaben gennem ubestridelige

observationer skal søge at bevise sine teorier (Holm 2011;31). Falsfikationisme indebærer det

synspunkt, at videnskaben ikke søger at bevise, men tværtimod at modbevise teorier (Holm

2011;48). Videnskabelighed består for Popper således i en kritisk efterprøvning af hypoteser.

Poppers falsfikationisme afviser verifikationsprincippet med den argumentation, at nok så mange

observationer aldrig kan bevise en videnskabelig teori, men derimod skal der blot én enkelt

observation til at modbevise den. Dette kalder Popper for asymmetritesen (Holm 2011;46-48).

PROJEKTETS OPBYGNING SAMT VIDENSKABSTEORIEN ANVENDT I PRAKSIS

I det tidlige stadie af projektet havde vi en interesse i at belyse EU og Kinas proklamerede

samarbejde på flere dimensioner. Interessen beror på det faktum, at både EU og Kina spiller en

central rolle i internationale relationer, hvorfor vi gerne ville forklare den umiddelbare årsag til, at

EU har engageret sig i at udvikle strategiske forbindelser med Kina.

I forklaringen af hvilken retning projektet nærmere skulle tage, så var det et kriterium, at vi netop

skulle opbygge en bredere forståelse indenfor området og samtidig fordybe os i, hvilke

problemstillinger samarbejdet indebærer. Knytter vi denne fremgangsmåde til videnskabsteorien, så

kan man sige, at vi før selve udarbejdelsen af projektet benyttede os af induktionen i vores

bestræbelser på at fokusere samt begrænse studiet af projektet for således at indkapsle en overordnet

problemstilling og på baggrund af denne fremstille vores problemformulering. Udgangspunktet var

således at undersøge, hvad flere teoretikere og forskere allerede havde skrevet omkring det sino-

europæiske samarbejde for herigennem at observere nogle enkelte aspekter og til sidst slutte nogle

generelle tendenser.

Side 14 af 77


På baggrund af ovenstående udarbejdede vi følgende problemformulering: Hvorfor har EU

etableret og udviklet et strategisk partnerskab med Kina?

I studiet af hvad forskere allerede havde skrevet på området, opbyggede vi i og for sig nogle

generelle erfaringer og ideer til samarbejdets eksistens. Det næste skridt i forløbet inkluderede så,

hvordan vi overordnet set ville gribe analysen an, og på hvilke parametre vi ville belyse EU’s

incitament for at engagere sig i et sino-europæisk samarbejde. Endvidere var det også et kriterium at

finde noget teori, som kunne forklare vores problemformulering og støtte os i vores analyse af

selvsamme. Valget var i og for sig åbenlyst, da internationale relationsteorier (IR-teorier) allerede

eksisterede indenfor samfundsvidenskaben. Disse teorier har i lang tid været et debatteret emne

indenfor samfundsvidenskaben, og diskussionerne omkring hvilken overbevisning, som er bedst

egnet, synes vanskelig, da samtlige teorier kan forklare elementer i det internationale system. Valget

af teorier faldt på realismen, liberalismen og socialkonstruktivismen, som alle har en forskellig

opfattelse af og forklaring på internationale relationer. På en og samme tid så komplimenterer

teorierne hinanden, men enkelte afviser også hinanden på kryds og tværs, hvilket understreges i det

efterfølgende teoriafsnit. Her er det dog væsentligt at påpege, at vi ikke ønsker at diskutere

teoriernes validitet og pålidelighed, men at vi udelukkende anvender dem som analytiske redskaber.

Knytter vi således dette trin til videnskabsteorien, så fandt vi det hensigtsmæssigt at udarbejde

nogle hypoteser, som alle kunne besvare vores problemformulering ud fra forskellige IR-teoretiske

vinkler. Valget faldt på følgende tre, og selve genereringen af de tre samt deres berettigelse følger i

teoriafsnittets opsummering:

(I) EU’s strategiske samarbejde med Kina baseres hovedsagligt på økonomiske fordele. På

længere sigt er det af strategisk prioritet at udbrede EU’s normpolitik i Kina.

(II) Det er af geopolitisk strategisk prioritet, at EU styrker samarbejdet med Kina for at sikre

stabilitet regionalt og globalt.

(III) EU ønsker et tæt strategisk samarbejde med et stærkt og stabilt Kina for at styrke sin

egen relative globale magtposition.

Hypoteserne fungerer således som konkrete forventninger, som vi, på baggrund af vores teori, har

til udfaldet af analysen (Holm 2011;50). Teorien inkluderer i denne kontekst både IR-teorierne samt

inspirationsmaterialet fra forskere, som tidligere har belyst området. Helt generelt er en hypotese et

udsagn, der fremføres som en antagelse eller en formodning snarere end en påstand. En hypotese

Side 15 af 77


formuleres således ud fra teoretiske forestillinger en formodet sammenhæng mellem kendsgerninger

eller en formodet forklaring af noget foreliggende (den Store Danske,b).

Rent praktisk så har hypoteserne til formål at overskueliggøre problemet og er således opstillet på

baggrund af rationelle overvejelser, som vi har tilegnet os via vores inspirationsarbejde. Metoden

knytter sig rent videnskabsteoretisk til Poppers kritiske rationalisme, da vi på baggrund af vores

erfaringer har opstillet hypoteserne, som vi dernæst efterprøver i analysearbejdet og slutteligt

påviser eller forkaster. Vi benytter os således af den deduktive metode, da vi netop bevæger os fra

den generelle antagelse eller formodning til det specifikke eksempel, som så enten bakker os op i

eller modargumenterer vores forventning til udfaldet.

Henviser vi desuden til Poppers falsifikationsprincip i denne kontekst, så har vi netop været

opmærksomme på ikke at lade os forblinde af vores hypoteser, da en fejlagtig eller

modargumenterende observation i det hypotetisk-deduktive arbejde er nok til at forkaste hypotesen

ifølge Popper. Hypoteserne er således blevet analyseret i henhold til, hvad den deduktive metode

foreskriver, og vores specifikke eksempler understøtter forskellige elementer fra IR-teorierne i

forklaringen af hypoteserne og problemformuleringen generelt.

Endvidere så bygger analysen på officielle dokumenter fra både EU og Kina, og det er på baggrund

af disse, at vi har villet spore forskellige interesse- og magtrationaler i det sino-europæiske

samarbejde. Argumentet for vores valg af dokumenter beror således på et ønske om at få det direkte

fra kilden. For på den måde ikke at lade os styre af, hvad forskere tidligere har påpeget i henhold til

de officielle dokumenter. Vi benytter os dog af forskellige forskeres artikler på den måde, at de

fungerer som understøttende argumenter til vores egne konklusioner. De officielle dokumenter samt

nogle videnskabelige artikler vil yderligere blive introduceret og diskuteret i den efterfølgende

kildekritik.

Slutteligt kan vi sige, at vi hovedsagligt har benyttet os af en hypotetisk-deduktiv tilgang i vores

analysearbejde, hvorfor Poppers kritiske rationalisme synes at gøre sig mest gældende for dette

projekt. Man kan dog ikke benægte, at projektet bærer præg af flere forskellige

videnskabsteoretiske elementer, da vi som påpeget, både har benyttet os af induktion og deduktion.

Der opstår således en vekselvirkning mellem de to, og man bevæger sig frem og tilbage imellem de

to i udarbejdelsen af et projekt som vores. Dette er dog en længerevarende filosofisk diskussion,

Side 16 af 77


som også kunne udgøre et projekt for sig, så derfor understreger vi blot, at begge har været anvendt

og konkluderer, at Poppers kritiske rationalisme udgør den metakognitive ramme for projektet.

PRAKTISKE OVERVEJELSER

I følgende afsnit vil vi redegøre for nogle af de praktiske overvejelser, vi har gjort os gennem

opgaven, såsom anvendelsen af termer, og hvordan vi har refereret til diverse dokumenter.

EØF/EF/EU

I opgaven forkorter vi det Europæiske Økonomiske Fællesskab som EØF, de Europæiske

Fælleskaber som EF og Den Europæiske Union som EU. Vi benytter forkortelsen EØF indtil

november 1967, hvor EØF sammen med det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og det Europæiske

Atomenergisamarbejde (EURATOM) bliver sammensluttet i EF. EØF kommer fortsat til at fungere

selvstændigt, men som en del af EF indtil TEU. Når vi henviser til hele det europæiske fællesskab

vil vi benytte os af EF, men man vil i handelsaftalen fra 1978 og videreudviklingen fra 1985 kunne

se, at disse er aftaler mellem Kina og EØF, som er en del af EF. EØF kommer i TEU til at udgøre

den første søjle i denne traktats tre-søjle system, som dog ophørte i 2009 i forbindelse med

vedtagelsen af Lissabontraktaten (ToL).

SIDETAL

Handelsaftalen fra 1978, Kinas handlingsplan for EU fra 2003 og Dingding Chens artikel fra 2001

er alle dokumenter, vi kun har kunnet tilegne os via hjemmesider. I bibliografien er der et link til

hver af disse kilder. For at kunne referere mere nøjagtigt til disse kilder har vi valgt at kopiere

teksterne over i et Word-dokument og derfra aflæse, hvilken side den givne passage optræder.

Finn Laursens The Strategic Partnership: The Case of EU-China Relations har vi ikke været i stand

til at finde som et dokument med påskrevet sidetal, men vi benytter os derimod af Adobe Readers

sidetalsanvisning.

HANDELSAFTALE FRA 1985

Vi har valgt at benytte os af den officielle danske oversættelse frem for den engelske ved

handelsaftalen fra 1985. Vi er opmærksomme på, at den engelske version indeholder bilag, som

ikke er oversat til dansk, men eftersom vi ikke refererer til disse, har vi valgt at bruge den danske

Side 17 af 77


tekst. Helt generelt for opgaven har vi brugt danske kilder, når de har været tilgængelige, og har på

intet tidspunkt selv oversat kilder i forbindelse med citater.

REFORMPOLITIK

Vi henviser flere gange til den kinesiske reformpolitik siden 1978, hvor vores projekt tager sit

udspring rent historisk. Deng Xiaopings åbning af landets økonomi og gradvise indslusning af

kapitalismen blev gjort gennem økonomiske reformer ifølge Gert Holmgaard Nielsen. Han er

uddannet journalist og exam.art i østasiatiske forhold ved Aarhus Universitet. Han har desuden boet

næsten 10 år i Kina og skrevet både artikler og bøger om kinesisk historie.

KILDEKRITIK

Af officielle dokumenter som vores analyse bygger på, har vi inddraget den første fælles

handelsaftale fra 1978 samt den økonomiske samhandelsaftale fra 1985, der er en videreudvikling

af den oprindelige aftale fra 1978. Disse to dokumenter er de eneste, der er underskrevet af begge

parter. Endvidere har vi inddraget en række kommunikéer fra EU. Det første fra 1995 har vi valgt,

da den markerer en vigtig ændring i den europæiske tilgang til det sino-europæiske samarbejde som

resultat af Tiananmen massakren i 1989. Vi har undladt at inddrage fælleserklæringer fra

topmøderne og i stedet valgt at fokusere på de individuelle udmeldelser. Vi har dog inddraget en

tekst af Jonathan Holslag, der er resultatet af en dybdegående analyse af de forskellige

fælleserklæringer. Der er hovedsagligt overvægt af EU kommunikéer i analysen, hvilket beror på

det faktum, at vores opgave tager udgangspunkt i den europæiske tilgang til samarbejdet.

På samme grundlag er de politisk-strategiske dokumenter valgt, hvor vi henholdsvis inddrager den

Europæiske Sikkerhedsstrategi fra 2003, A Maturing Partnership – shared interests and challenges

in the EU-China relations fra 2003, hvori Kina for første gang beskrives som en strategisk partner,

og endeligt de aktuelle handlingsplaner fra begge parter; China – Strategy Paper 2007-2013 og

China’s EU Policy Paper. De to sidstnævnte er essentielle for at kunne berette om de nutidige

intentioner bag de sino-europæiske relationer. De løbende handlingsplaner fungerer desuden som et

vigtigt instrument i forklaringen af den forestående Partnership and Cooperation Agreement

(PCA).

Derudover har vi anvendt både det kinesiske og det amerikanske udenrigsministeriums

hjemmesider som kilde. Vi er opmærksomme på, at den kinesiske indebærer den risiko, at data ikke

Side 18 af 77


er komplette eller fuldstændigt korrekte, da Kina ikke er så åbent et land som de europæiske, og der

ikke findes en garanti for oprigtighed. Vi har dog kun brugt denne hjemmeside som reference for

historiske fakta, som vi også har kunnet bekræfte i andre tekster. På trods af at disse fakta har været

at finde andetsteds, har vi benyttet det kinesiske udenrigsministeriums hjemmeside for at referere til

primærkilden. Det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside refererer vi til som US

Department of State, og den er inddraget i forbindelse med Brezjnevdoktrinen. Vi fandt denne

forklaring på det sino-sovjetiske brud som den mest dækkende og objektive, da USA ikke var

direkte involveret i dette brud.

Til at støtte vores argumenter i analysen har vi benyttet os af et bredt udvalg af forskere med

forskellig baggrund. Følgende kilder fortjener videre uddybning:

John Fox og François Godement udsendte i 2009 en stærkt kritisk bog om EU’s rolle i

partnerskabet med Kina, der fungerer som en primærkilde i projektet. De udsender bogen for The

European Council on Foreign Relations (ECFR), som er den første paneuropæiske tænketank, der

blev lanceret i 2007 med formålet om at adressere EU’s udenrigspolitik. I deres kritik af EU’s

udenrigspolitiske ageren lægger de i særdeleshed vægt på den interne splittelse, der forefindes i EU,

og hvordan forskellige grupperinger af medlemslande forsøger at påvirke kursen, der er sat over for

Kina, i hver sin retning. Det skal dog siges, at siden denne bog er udgivet, har EU vedtaget ToL, der

i høj grad forsøger at gøre op med denne splittelse og skabe en højere grad af samhørighed. Dette

realiseres blandt andet ved, at man har omlagt den Højtstående Repræsentants rolle og

ansvarsområder. Artiklen vakte stor debat, da ECFR ikke blot er en samling af ellers kritiske

forskere, men derimod en tænketank som blandt andre tæller prominente politiske personligheder

som Lykke Friis, Gianfranco Fini, David Miliband, Joschka Fischer og Javier Solana. ECFR er ikke

en del af EU og er heller ikke finansielt støttet af samme, men rummer politikere, der er aktive i EU

i dag.

Belgieren Jonathan Holslag hører desuden til gruppen af europæiske forskere med en kritisk

indstilling til partnerskabet mellem Kina og EU. Vi har inddraget The Elusive Axis: Assessing the

EU-China Strategic Partnership fra 2011, da Holslag i denne tekst tager fat i nogle interessante

aspekter i det sino-europæiske samarbejde. Vi har anvendt Holslag, da vi fandt hans kritik af EU-

Kina partnerskabet håndgribeligt og begrundet, og han er desuden tilknyttet Brussels Institute of

Contemporary China Studies. Teksten af Holslag er resultatet af en dybdegående analyse af

fælleserklæringerne, som EU og Kina har udsendt. Forfatteren har tidligere været koordinator for

Side 19 af 77


EU-China Academic Network, som er etableret af Europa-Kommissionen. Desuden har han

arbejdet for Europa-Parlamentet i studier omkring Kina og været rådgiver for

menneskerettighedsrådet i FN. Hans curriculum vitae alene gør ham særdeles troværdig i sine

udtalelser om EU’s samarbejde med Kina.

For diversitetens skyld refererer vi også til forskere af kinesisk oprindelse. Blandt disse er Jing

Men, som både har sin bachelor- og mastergrad fra University of Nankai i Tianjin og har

efterfølgende taget sin Ph.D. i politologi ved Vrije University i Bruxelles. Hendes tekster omkring

sino-europæiske relationer, europæisk integration og kinesisk udenrigspolitik er vidt publiceret. Vi

refererer til to tekster af Jing Men, som begge er publiceret i vestlige tidsskrifter. Teksterne lægger

vægt på det kinesiske standpunkt og påminder læseren om, at Kinas historiske kontekst påvirker

landets udenrigspolitik i det bilaterale samarbejde.

Endvidere refererer vi til Dingding Chen, der har sin bachelorgrad fra Renmin University of China

og sin master samt Ph.D. fra University of Chicago. Det er værd at bemærke, at den første

publicering af Chen, som vi henviser til, er publiceret i 2001, hvilket er samme år, som han

færdiggør sin master. Chen var allerede i årene omkring færdiggørelsen af sin master stærkt

engageret i kinesisk udenrigspolitik. Værket er publiceret i et studentermagasin fra universitetet i

Chicago. Til trods for at arbejdet er noget af det første, han har publiceret, så bekræfter ovenstående

os i, at hans arbejde alligevel var af en sådan kvalitet, at magasinet publicerede det som et

videnskabeligt dokument. Chen forholder sig forholdsvist neutral i debatten, men pointerer på lige

fod med Jing Men den kinesiske historiske konteksts vigtighed og Kinas evne til at optræde kreativt

og ikke så neutralt og reaktivt, som nogle europæiske akademikere antager. Vi er bevidste om, at

Chen på daværende tidspunkt endnu ikke var en anerkendt forsker, men hans holdninger bakkes op

af andre forskere med stor international anerkendelse.

Yderligere baggrundsinformation om de benyttede kilder og forfattere er angivet i bibliografien.

TEORI

REALISME

Denne del vil beskæftige sig med IR-teorien realisme. Først vil vi give en redegørelse af essensen af

realismen. Realismen er opdelt i flere forskellige fraktioner og har udviklet sig over tid. Derfor vil

vi også redegøre for den nyere neorealisme.

Side 20 af 77


Når realisme beskrives som teori for internationale relationer, er teoretikerne nået til enighed

omkring flere hovedprincipper, som overordnet set karakteriserer teorien. Robert Jackson & Georg

Sørensen beskriver disse som: (1) et pessimistisk syn på menneskets natur, (2) en overbevisning

om, at internationale relationer er konfliktfyldte og internationale konflikter løses ved

krigshandlinger, (3) vigtigheden ved national sikkerhed og statens overlevelse og (4) en skepsis

overfor, at en udvikling af de internationale relationer vil kunne sammenlignes med udviklingen i

det politiske liv inden for en stat (Jackson & Sørensen 2010;59).

Flere af de klassiske udgaver af realismen fokuserer på menneskets natur, mens neorealismen ikke

deler denne opfattelse af menneskets vigtighed indenfor internationale relationer (Jackson &

Sørensen 2010;73).

For realisterne er mennesket selvcentreret, i den forstand, at de er optaget af at sikre deres eget

velbefindende. For mennesker er det utroligt vigtigt at have en fordel i forhold til andre og undgå at

blive domineret af andre (Jackson & Sørensen 2010;59), og det er med denne opfattelse, at

realisterne teoretiserer de internationale relationer. Som den tyske politolog Volker Rittberger

påpeger, er realisterne af den opfattelse, at den internationale politiske scene er et farligt sted, hvor

konflikter let kan opstå (Rittberger 2004;3). Det vil sige, der findes ingen instans over hver enkelt

stat, som bestemmer, hvilken opførelse er legitim for staterne (Jackson & Sørensen 2010;59). Dette

skal forstås som et anarki, da der ikke findes nogen instans over staten. Ifølge Jackson & Sørensen

er det også staten, som er i centrum for udenrigspolitikken, som ifølge realisterne vil beskytte og

forsvare statens interesser i global politik (Jackson & Sørensen 2010;59). For selvom systemet

karakteriseres som anarki, så findes der stadigt et magthierarki staterne i mellem: ”The most

important states in world politics are the great powers. International relations are understood by

realists as primarily a struggle between the great powers for domination and security” (Jackson &

Sørensen 2010;59). Citatet afspejler således kernen af realisme nemlig national sikkerhed og statens

overlevelse. Ifølge realisterne så er staten essentiel for det gode liv og for borgernes velvære

(Jackson & Sørensen 2010;59), hvilket staten kan opnå gennem sin udenrigspolitik. Rittberger

påpeger også, at stater stræber efter at fastholde eller forøge deres sikkerhed (Rittberger 2004;12). I

bund og grund er stater nødsaget til at sikre sig ved egen hjælp. Dette afskriver dog ikke stater fra at

indgå i internationale samarbejder, så længe et givent samarbejde ikke svækker statens mulighed for

at styrke sig selv (Rittberger 2004;4). Derfor skal stater være parate til at ofre deres internationale

forpligtigelser for at sikre deres egne interesser, såfremt disse to er modstridende (Jackson &

Sørensen 2010;60).

Side 21 af 77


Stater forsøger at øge deres sikkerhed ved to metoder. De kan enten gøre det ved at øge og

forstærke deres autonomi, så de undgår, at andre stater kontrollerer eller har indflydelse på dem.

Den anden metode er at forsøge at få indflydelse på andre stater. Det kan stater gøre på flere

forskellige måder; eksempelvis bilateralt eller multilateralt i gennem organisationer (Rittberger

2004;12-13). Man kan dermed sikre sig selv ikke blot ved at styrke sin egen autonomi, men ved at

påvirke hvordan andre stater anvender deres autonomi.

Realismen bygger på opfattelsen af, at aktører er homo oeconomicus, hvilket vil sige, at aktørerne,

altså staterne, er målsøgende, og baserer deres handlinger på en rationel kalkule af situationen

(Rittberger 2004;8). Dermed kan man sige, at stater vurderer hvilke omkostninger og fordele, de har

ved et givent samarbejde (Rittberger 2004;8). For eksempel vil en forsvarsalliance med andre stater

give både fordele og ulemper for en stat. Realisterne vil kunne se fordelen i at indgå i sådan en

alliance, da det vil være en hjælp til at sikre statens overlevelse, men samtidig vil der være ulempen

ved, at man skal stå andre stater bi i situationer, som ikke vedrører den enkelte stat (Rittberger

2004;12-13). Om stater indgår alliancer eller står alene, så kan de aldrig garantere deres egen

sikkerhed. De kan stræbe efter at øge deres sikkerhed, men det er ikke muligt at beskytte staten helt.

Som Rittberger skriver, så kan man på et tidspunkt i historien være omgivet af venner, men tingene

kan hurtigt ændre sig, og situationen kan ændre sig til, at man er omgivet af fjender i stedet

(Rittberger 2004;12).

Neorealisterne beskriver også det internationale system som et anarki. Derfor opstår der usikkerhed

i det internationale system, når hver beslutning tilfalder den enkelte stat (Rittberger 2004;3).

Neorealisterne opererer med begrebet ”sikkerhedsdilemma”: “(the) uncertainty makes (even) states

with defensive intentions behave in ways which are perceived by other states as threatening”

(Rittberger 2004;3). Det er dog vigtigt at påpege, at neorealismen anerkender, at stater ikke

udelukkende søger overlevelse, men det er i den umiddelbare interesse for alle stater, uanset hvilke

andre interesser de måtte have (Telhami 2010;160).

Som tidligere nævnt eksisterer der nogle ”great powers”, altså stater som er mere magtfulde end

andre, indenfor internationale relationer. Rittberger proklamerer, at magten i det internationale

system primært afhænger af statens militære eller økonomiske styrke (Rittberger 2004;4). I

modsætning til de klassiske udgaver af realismen, så er neorealismens ophavsmand Kenneth Waltz

af den opfattelse, at systemet vejer tungere end mennesket i internationale relationer. Derfor kaldes

neorealismen også for strukturel realisme (Rittberger 2004;3). I det store hele forklarer Waltz også

Side 22 af 77


udenrigspolitik på baggrund af statens ønske om sikkerhed og overlevelse. Forskellen på realismen

og neorealismen hviler således på aktørniveauet, da neorealismen foreskriver, at strukturen er over

aktørerne. Det vil sige, at aktørerne ikke er specielt vigtige, fordi strukturerne tvinger aktørerne til at

agere på en bestemt måde i det internationale system (Jackson & Sørensen 2010;74-75).

LIBERALISME

Selvom realismen er anset for at være den dominerende teori indenfor internationale relationer, så

har liberalismen dog vist sig at være det historiske alternativ (Baylis & Smith 1997;148). Modsat

realismen har liberalismen et mere fleksibelt samt positivt syn på verden (Hill & Smith 2011;27).

Liberalismen forskriver, at stater ikke er de eneste aktører indenfor international politik, men anser

på samme tid også aktører på andre niveauer som vigtige for den internationale politiske orden. Det

være sig aktører på det supranationale niveau såsom internationale organisationer, det transnationale

niveau som f.eks. multinationale samarbejder eller på det subnationale niveau såsom

interesseorganisationer eller politiske partier (Hill & Smith 2011;27). Liberalisterne mener derfor,

at mellemstatsligt anarki kan kontrolleres på baggrund af et netværk af relationer mellem stater,

mellem stater og andre aktører og mellem andre aktører alene. Ifølge liberalisterne er international

politik ikke fuldkommen forudbestemt på fordelingen af militær magt og ressourcer, men ligeledes

spiller økonomi en væsentlig rolle i international politik, og derfor har den enkelte aktør flere

valgmuligheder indenfor international politik sammenlignet med, hvad realisterne mener (Hill &

Smith 2011;27).

Liberalisterne har generelt et positivt syn på menneskets natur og har stor tiltro til individets

dømmekraft samt ræsonnement, hvorfor liberalisterne også er overbevidste om, at rationelle

principper kan overføres til internationale anliggender (Jackson & Sørensen 2010;96). Fremskridt

for realisterne er altid lig fremskridt for individet, da hovedbekymringen for liberalisterne er

individets lykke og trivsel. Ifølge den engelske filosof John Locke, som er en af ophavsmændene til

den liberale tankegang, så var staten til for at garantere friheden for dens indbyggere og ligeså gøre

det muligt for disse at leve deres respektive liv og forfølge deres lykke uden uretmæssig

indblanding fra andre (Jackson & Sørensen 2010;97). I modsætning til realisterne så anser

liberalisterne staten for at være en konstitutionel entitet, en såkaldt Rechtstaat, hvilken der

klarlægger og håndhæver retsprincippet i henhold til at respektere indbyggernes ret til livet, frihed

Side 23 af 77


og ejendom. Realisterne derimod anser først og fremmest staten for en magtkoncentration og et

magtinstrument, en såkaldt Machtstaat (Jackson & Sørensen 2010;97).

Opsummerende kan den liberale tankegang siges at være tæt knyttet til den moderne

konstitutionelle stat. Liberalisterne proklamerer, at modernisering er en proces, som involverer

fremskridt i de fleste tilfælde af livet, hvorfor moderniseringen også udvider horisonten for

samarbejde på tværs af internationale grænser, da fremskridt som minimum betyder et bedre liv for

majoriteten af befolkningen (Jackson & Sørensen 2010;98). Igen er det et faktum for liberalisterne,

at individer er rationelle væsner i besiddelse af en sund fornuft og dømmekraft, og når disse

involverer sig i internationale anliggender, så vil slutresultatet alt andet lige blive et bedre

samarbejde (Jackson & Sørensen 2010;98).

Jackson og Sørensen inddeler således liberalismen i fire forskellige kategorier, hvor den første

bærer præg af sociologisk karakter, den anden af interdependent karakter, den tredje af institutionel

karakter og den fjerde og sidste af republikansk karakter (Jackson & Sørensen 2010;98).

Den sociologiske liberalisme påpeger, at internationale relationer ikke kun er stat til stat relationer,

men at de også omhandler transnationale relationer såsom relationer mellem folk, grupper og

organisationer, som tilhører forskellige stater, hvorfor nogle også vælger at identificere den liberale

tankegang som pluralisme (Jackson & Sørensen 2010;99).

Transnationale relationer betragtes af sociologiske liberalister som værende af stadig større

betydning indenfor det internationale system, da disse støtter sig til et gammelt tema i den liberale

tankegang om, at relationer mellem mennesker bærer præg af større samarbejdsvilje og større

sympati for fred sammenlignet med relationer mellem nationale regeringer (Jackson & Sørensen

2010;99). En af de førende indenfor studiet af transnationale relationer Karl Deutsch påpeger, at en

høj grad af transnationale bånd mellem samfund vil medføre fredelige relationer, som vil føre til

mere end blot fraværet af krig (Jackson & Sørensen 2010;99). Et edderkoppespind kan ifølge den

australske diplomat John Burton være effekten af transnationale relationer. Edderkoppespindet

refererer til en verden, som i højere grad er drevet af gensidig fordelagtigt samarbejde end

antagonistisk konflikt, da ”spindet” rent figurativt illustrerer fordelene ved at sammenflette og

overlappe gruppemedlemsskaber. Argumentationen går på, at individet er medlem af mange

forskellige grupper, hvorfor konflikt vil blive dæmpet om end ikke elimineret af disse overlappende

Side 24 af 77


medlemskaber. Konklusionen er derfor, at overlappende fællesskaber minimerer risikoen for seriøs

konflikt mellem to grupper (Jackson & Sørensen 2010;99-100).

Interdependens liberalismen er tæt knyttet til moderniseringen. Interdependens betyder gensidig

afhængighed og refererer til, at folk og regeringer påvirkes af, hvad der sker andre steder, og

hvordan deres modstykke agerer i andre lande (Jackson & Sørensen 2010;101). Hvad angår

moderniseringen, så argumenterer den amerikanske samfundsforsker Richard Rosecrance for, at

stater igennem historien har stræbt efter magt ved hjælp af militære ressourcer og territorial

ekspansion, men for højt industrialiserede lande er økonomisk udvikling og udenrigshandel mere

hensigtsmæssige og knap så omkostningstunge midler til at opnå fremgang og velstand (Jackson &

Sørensen 2010;101). Rent basalt argumenterer interdependens liberalister for, at en højtudviklet

arbejdsdeling i den internationale økonomi vil øge afhængigheden mellem stater, hvilket således

afholder og reducerer voldelig konflikt mellem stater (Jackson & Sørensen: 2010; 102).

Interdependens liberalismen har tilmed fællestræk med den funktionalistiske integrationsteori, om

ikke andet så den neofunktionalistiske. Ernst Haas påpeger, at integration er en proces, hvor

politiske aktører overbevises om at skifte loyalitet til et nyt ”center”, hvis institutioner besidder eller

efterspørger kompetenceområder over allerede eksisterende stater. Denne funktionelle

integrationsproces afhænger af ideen om spillover, der foreskriver, at øget samarbejde på et område

vil føre til øget samarbejde på andre. Spillover vil således sikre, at politiske eliter ubønhørligt søger

at fremme integration (Jackson & Sørensen 2010;102).

Interdependens liberalister er dog mere balancerede i deres tilgang end andre liberalister, da de

mener, at ikke alt er ændret til det bedre, og at den ”gamle” verden med voldelig konflikt stadig

eksisterer (Jackson & Sørensen 2010;105), men at voldelig konflikt hovedsagligt forekommer i

mindre udviklede lande (Jackson & Sørensen 2010;102).

Den institutionelle liberalisme påpeger kort og godt de fordelagtige effekter af internationale

institutioner, som med den tidligere amerikanske præsident Woodrow Wilsons ord bedst beskrives

således: ”transforming international relations from ”a jungle” of chaotic power to a ”zoo” of

regulated and peaceful intercourse” (Jackson & Sørensen 2010;105-106).

Nutidige institutionelle liberalister er dog mindre optimistiske end deres mere idealistiske

forgængere. De anerkender dog, at internationale institutioner både gør samarbejde lettere og mere

sandsynligt, men de mener ikke, at institutioner af denne type alene garanterer en transformation af

Side 25 af 77


internationale relationer fra en ”jungle” til en ”zoo”, da magtfulde stater ikke uden videre indordner

sig (Jackson & Sørensen 2010;106).

En måde at anskue den institutionelle liberalisme på er at sætte den op i mod den neorealistiske

analyse. Neorealister argumenterer for, at enden på den Kolde Krig højst sandsynligt vil bringe

ustabilitet i Vesteuropa og medføre krig i regionen. Freden i regionen baserede sig ifølge

neorealisterne på den bipolare opdeling af magtbalancen med USSR på den ene side og USA på den

anden. Foruden bipolariteten vil voldelig konflikt være uundgåelig (Jackson & Sørensen 2010;108).

De institutionelle liberalisters modargument, derimod, understreger, at en høj grad af

institutionalisering reducerer de ustabile effekter af et multipolært anarki, som neorealisterne

argumenterer for, da institutionerne netop opvejer eller udjævner den mistillid, som stater har til

hinanden. Dette sker ved, at institutionerne forsyner medlemslandene med informationer, der

klargør, hvad andre stater foretager sig, og ligeledes forsyner medlemslandene med et forum, hvor

de respektive stater kan forhandle med hinanden. Den institutionelle liberalisme proklamerer

således, at internationale institutioner fremmer promoveringen af samarbejde mellem stater og

hjælper til at lindre manglen på tillid mellem stater og frygten for hinanden, hvilket synes at være de

traditionelle problemer med internationalt anarki (Jackson & Sørensen 2010;108).

Den republikanske liberalisme bygger på den påstand, at liberale demokratier er mere stemte for

fred og er mere lovlydige end andre politiske systemer. Argumentet er ikke, at demokratier ikke går

i krig, da demokratier har været i krig lige så mange gange som ikke-demokratier. Derimod er

argumentet, at demokratier ikke bekriger hinanden (Jackson & Sørensen 2010;109).

Der er tre elementer, som understøtter den republikanske liberalisme i, at demokrati fører til fred

med andre demokratier. Det første element inkluderer selve eksistensen af politiske kulturer baseret

på fredelig konfliktløsning. Demokrati opfordrer således til fredelige internationale relationer, fordi

demokratiske regeringer kontrolleres af dets indbyggere, som ikke vil tale for eller støtte krig mod

andre demokratier (Jackson & Sørensen 2010;109).

Det andet element inkluderer, at demokratier har fælles moralske værdier, hvilket fører til skabelsen

af det, som Immanuel Kant kalder en pacifistisk union. Unionen skal ikke betragtes som en formel

fredstraktat, snarere er det en fredszone baseret på et moralsk fundament gældende for alle

demokratier, hvor fredsfulde problemløsninger er moralsk overlegne i forhold til voldelig adfærd

(Jackson & Sørensen 2010;109).

Side 26 af 77


Det tredje element inkluderer, at fred mellem demokratier styrkes gennem økonomisk samarbejde

og interdependens. I den pacifistiske union er det muligt at fremme, hvad Kant kalder, the spirit of

commerce, hvor gensidig vinding for de involverede parter kan opstå indenfor det internationale

økonomiske samarbejde og udveksling (Jackson & Sørensen 2010;111).

Den republikanske liberalisme er tilmed den af de liberalistiske retninger med det stærkeste

normative element. For de fleste republikanske liberalister er der ikke kun tiltro til men også håb

for, at global politik vil udvikle sig hinsides eksisterende rivalisering, konflikt og krig mellem

uafhængige stater. De republikanske liberalister er derfor optimistiske omkring, at fred og

samarbejde med tiden vil blive fremherskende indenfor internationale relationer, da de påpeger

ansvaret og vigtigheden af at promovere demokratiet worldwide for dermed at fremme fred, hvilket

er en af de mest fundamentale demokratiske værdier (Jackson & Sørensen 2010;111).

SOCIALKONSTRUKTIVISME

Når man taler om de overordnede IR-teorier, er socialkonstruktivismen den seneste af disse og har

først vundet anerkendelse inden for de seneste år. Konstruktivismen har tidligere fundet sted

indenfor social teori, men bliver introduceret blandt IR-teorierne af Nicholas Onuf (Jackson &

Sørensen 2010;166). Socialkonstruktivismen forsøger at udfordre de traditionelle rationelle teorier

som realisme og liberalisme, da den mener, at disse til dels negligerer eller fuldstændig ignorerer

normative aspekter i internationale relationer, der specielt i 1990’erne vandt stor anerkendelse i den

internationale dagsorden. Disse aspekter, som socialkonstruktivismen fokuserer på, kategoriserer

Rittberger som ideer, der indebærer alle former for overbevisninger, opfattelser og meninger

(Rittberger 2004;6). Han fastslår desuden, at socialkonstruktivismen ikke forsøger at afvise de to

andre IR-teorier, men at man ikke kan udelade vigtigheden samt indflydelsen af normer og

ideologier i internationale forhold. Socialkonstruktivismen kommer til udtryk, når man prioriterer at

agere ud fra sine normer og ideologier frem for at søge den umiddelbare materielle gevinst, der

kunne være vundet ved at afvige en anelse fra sine overbevisninger (Hill & Smith 2011;36). Et

eksempel kan være, at man laver en handelsembargo mod et land, da dette ikke opfylder

menneskerettigheder.

Socialkonstruktivismen kommer til udtryk gennem både refleksion og diskurs, men det er ikke her

den skabes. Ideologier og normer er ikke blot værdier, vi kan vælge at bruge, når de er os gavnlige,

men de er karaktertræk, vi besidder, og det er disse, der er grundstenene i socialkonstruktivismen.

Side 27 af 77


Normer og værdier er karaktertræk for både enkeltpersoner som toppolitikere og ledere af store

multinationale virksomheder, men også af politiske institutioner og andre organisationer. Hvor

rationalismen i højere grad har en tilbøjelighed til at sige, at sociale normer er noget, vi skaber og

bringer frem, når de er nyttige, fastslår socialkonstruktivismen derimod, at normerne er noget, vi

altid besidder, men at de bringes i fokus igennem refleksion og diskurs. Aktører er altid rodfæstet i

en social kontekst, og derfor har socialkonstruktivismen sin berettigelse. Man er ikke programmeret

med faste målsætninger eller interesser, og ens handlinger har givetvis en anden drivkraft. Hellere

end at lade sig styre ud fra mulige konsekvenser, så foreslår socialkonstruktivismen, at man lader

sig styre af værdibaserede forventninger til hvilken adfærd, der er den passende set ud fra aktørens

sociale miljø (Rittberger 2004;9).

I skabelsen af udenrigspolitik mener socialkonstruktivisterne, at sociale normer samt forventninger

til, hvilken rolle man påtager sig, har en klar indflydelse på, hvilken position man tager i

udenrigspolitiske spørgsmål. Man vil altså ikke altid søge den materielle gevinst eller at styrke sin

magt, hvis det kræver, at man går for meget på kompromis med sine normer og værdier. Det skal

dog ikke forstås som om, at socialkonstruktivismen er en hæmsko for de rationelle teorier.

Socialkonstruktivisterne påpeger dog, at initiativer i international politik i lige så høj grad kan

basere sig på social værdi som på magtrationaler eller økonomi. Her kan for eksempel nævnes

ulandsstøtte og udbredelsen af demokratiet. Som nævnt udelukker den ene teori ikke den anden,

men det vil først og fremmest være socialkonstruktivismen, der er relevant i forklaringen af de to

førnævnte eksempler.

Ifølge socialkonstruktivismen bliver udenrigspolitik i høj grad bestemt af sociale normer, som de

udenrigspolitiske beslutningstagere har tilegnet sig. Aktørerne, som af Rittberger betegnes som

homo sociologicus (Rittberger 2004;8-9), er ikke programmeret af faste målsætninger, men disse

skabes igennem en socialiseringsproces. Denne socialiseringsproces opdeles af Rittberger i to

forskellige processer; en transnational samt en samfundsmæssig proces. Den transnationale

socialiseringsproces inkluderer de tilegnelser, man gør sig gennem kontakt med andre lande og

deltagelsen i mellemstatslige organisationer som for eksempel FN. Man tilegner sig nogle af samme

normer og overbevisninger, som de lande man samarbejder med, og man tager selv nogle af sine

hjemlige værdier med til det internationale samarbejde (Rittberger 2004;23). Dernæst er der den

samfundsmæssige socialiseringsproces, som i bund og grund er det hjemlige samfunds

forventninger til hvad, der er passende adfærd i en udenrigspolitisk kontekst. Denne kommer dog i

Side 28 af 77


fare for at blive påvirket og ændret igennem den transnationale socialiseringsproces, men ifølge

socialkonstruktivismen vil man dog aldrig afvige helt fra den nationale konsensus om passende

adfærd. Den udenrigspolitiske beslutningstager vil stadig være bevidst om at bevare sin legitimitet

hos nationen (Rittberger 2004;23).

Men det er ikke kun enkeltpersoner, der påvirkes på denne måde. Organisationer og unioners

sociale profil vil også lade sig modellere gennem den transnationale socialiseringsproces. Den

amerikanske IR-teoretiker Martha Finnemore mener, at det internationale samfund transmitterer de

sociale normer gennem internationale organisationer og samarbejder til de enkelte lande og derved

transformerer disse til nationale normer og overbevisninger (Jackson & Sørensen 2010;169). Det

kan for eksempel ses i Kinas optagelse i Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2001. Her er det

internationale samfund WTO, og de sociale normer er de handelsmæssige politikker, som WTO

søger at fremme. Siden optagelsen har Kina gradvist fjernet og sænket afgifter og restriktioner i

samhandlen med udlandet og er blevet et mere åbent land for omverdenen. Man har altså

implementeret nogle af de internationale handelsideer og gjort dem nationale (Glen & Murgo

2007;342).

EU kaldes blandt mange en normativ magt eller et normativt samarbejde. Dette er på baggrund af

specielt den udenrigspolitik, som EU fører, hvor de normative værdier går hånd i hånd med de

liberale tanker, som også er en af grundpillerne i det europæiske samarbejde. Hvad end det så rent

faktisk er så lige til at kalde EU for en normativ magt eller ej (Sjursen 2006;249), så bekræfter det

socialkonstruktivismens plads i den europæisk politiske debat.

Særligt neorealismen anses som værende den mest skeptiske overfor socialkonstruktivismen og

betvivler normer og ideologiers vigtighed indenfor internationale relationer. Ligeledes afviser

neorealismen tanken om, at man danner venskaber med andre nationer gennem social interaktion,

hvorimod liberalismen er mere tilbøjelig til at være enig i, at man kan danne venskaber på baggrund

af gensidig gevinst. Målet for dette er muligvis ønskeligt, men i virkeligheden er det ikke opnåeligt

ifølge neorealismen. Anarki, offensive evner og usikre intentioner overlader ikke nationer med

andet valg end at konkurrere aggressivt, og kommunitaristiske normer er ingen løsning på en sådan

situation ifølge neorealisterne (Jackson & Sørensen 2010;176). I bund og grund går meget af

kritikken på, at socialkonstruktivismen er for usikker, og at andre landes usikre intentioner er en

trussel for den enkelte nation.

Side 29 af 77


TEORIOPSUMMERING SAMT HYPOTESEGENERERING

Disse tre teorier er de mest hyppige inden for studiet af internationale relationer. Den litteratur, som

vi har anvendt, centrerer sig også omkring disse teorier: Hill og Smith, Rittberger, Baylis og

Jackson og Sørensen. Endvidere har teorierne deres berettigelse i projektet, da de hver især kan

forklare elementer i de sino-europæiske relationer. IR-teorierne er valgt med det formål, at de kan

strukturere vores forståelse af international politik, da de hver især giver deres bud på, hvilke

faktorer der er vigtige, og hvilke der er uvæsentlige (Jackson & Sørensen 2010;53). Diskussion om,

hvorvidt en teori er bedre end en anden, synes vanskelig, da de giver grobund til en række svære og

komplekse spørgsmål. For eksempel skriver Jackson og Sørensen i denne sammenhæng: ”different

theories, such as realism and liberalism, are like different games, played by different people”

(Jackson & Sørensen 2010;54). Derfor vil vi netop ikke diskutere teorierne, da det er et projekt i sig

selv, og derfor anvender vi dem udelukkende som analytiske redskaber.

I genereringen af hypoteserne har vi haft de enkelte teoriers karakteristika med i overvejelserne for

dernæst ud fra det analytiske arbejde at kunne konkludere, hvilken teori der eventuelt forklarer

samarbejdet bedst. Som forklaret i metodeafsnittet består udarbejdelsen af hypoteserne både af IR-

teorierne og forskeres tidligere konklusioner på det sino-europæiske samarbejde. Vi har således i

hypoteserne berørt forskellige politiske områder, som alle synes at gøre sig gældende for

samarbejdet med det for øje, at IR-teorierne alle opererer implicit i hypoteserne.

Den første hypotese centrerer sig først og fremmest om økonomiske fordele og læner sig derfor op

af den liberalistiske IR-teori. Derudover indeholder hypotesen også et strategisk aspekt af

normpolitik, hvilket er det centrale omdrejningspunkt i socialkonstruktivismen. Den anden hypotese

koncentrerer sig om regional og global stabilitet og får dermed et sikkerhedspolitisk aspekt, hvorfor

realismen forekommer som central for denne hypotese. Den tredje hypotese berør i og for sig alle

områderne på en gang, da vi antager, at EU kan styrke sin relative globale magtposition via

økonomisk politik såvel som sikkerheds- og normpolitik. Derfor indeholder denne hypotese også

elementer fra samtlige af de tre IR-teorier. Endvidere kommer denne hypotese til at fungerer som en

lille opsummering på de to foregående.

Side 30 af 77


REDEGØRELSE

DEN HISTORISKE UDVIKLING AF DET SINO-EUROPÆISKE PARTNERSKAB

Der er vedlagt en kronologisk oversigt over udviklingen af det sino-europæiske samarbejde; bilag

A.

De første officielle relationer mellem EU og Kina fandt sted i 1975, hvor Christopher Soames som

den første EU kommissær og vicepræsident, besøgte Kina (Laursen 2011;8), hvilket udmundede sig

i handelsaftalen fra 1978. Mange af medlemslandende havde allerede bilaterale aftaler med Kina,

og det blev besluttet i EF, at ved aftalernes udløb skulle de erstattes af en fælles bilateral aftale for

Fællesskaberne (Laursen 2011;9). I 1985 bliver den oprindelige handelsaftale fra 1978 genbekræftet

og udvidet af en mere dybdegående samarbejdsaftale (Zank 2011;18). På grund af udvidelsen af

samarbejdet, som havde fundet sted siden den første aftale i 1978, mente begge parter, at den

oprindelige aftale ikke dækkede det fulde samarbejde, og man fandt det derfor nødvendigt med en

ny aftale.

Forholdet mellem EF og Kina forsætter i en mere positiv retning, da EF i 1988 opretter en

delegation i Beijing (Bilag A). Dog sættes forholdet på prøve i 1989 efter massakren på Den

Himmelske Freds Plads. EF reagerede på massakren ved i 1989 at stoppe alle relationer med Kina,

både politiske og økonomiske, ligesom man indførte sanktioner og en våbenembargo mod Kina

(Zank 2011;18-19). Dermed var udviklingen af forholdet for en stund sat i bero, men efter få år

begyndte forholdet igen at blomstre. Dog eksisterer våbenembargoen fortsat (Zank 2011;19).

I takt med at samarbejdet mellem EU og Kina igen begyndte at tage fart først i 90’erne, ønskede

Tyskland en fælles EU-front. Tyskland havde selv fremsat en politik i forhold til Asien, Das

Asienkonzept (Zank 2011;19). Dette spillede en vigtig rolle for udviklingen af en fælles europæisk

handlingsplan for Kina. I 1995 udsendte Europa-Kommission et kommuniké, A Long-Term Policy

for China-Europe Relations (Bilag A), som i realiteten var det første EU-dokument vedrørende

Kina. Kommunikéet blev godkendt af Det Europæiske Råd, og derfor anses kommunikéet som en

strategisk retningslinje for EU (Zank 2011;19). I dette dokument fremlagde EU deres mål for

samarbejdet, hvilket også fokuserede på regionale spørgsmål i Asien, som beskrevet af Zank (Zank

2011;19), hvorpå han fortsætter:

Side 31 af 77


”the major objectives towards China were defined as: To encourage China to work for full

integration into the international community, to contribute to reform inside China (including human

rights), and to intensify the ties between the EU and China” (Zank 2011;19).

Til trods for forbedringen af det sino-europæiske samarbejde, så står massakren på Den Himmelske

Freds Plads stadig som et negativt punkt i den europæiske bevidsthed, hvilket også komplicerer

forholdet den dag i dag (Li 2009;230).

Næste fase i forholdet mellem EU og Kina sker i 1998, hvor Kommission på ny udsender et

kommuniké, Building a Comprehensive Partnership with China (Bilag A). Med dette dokument

viste EU sin støtte til Kina i deres forsøg på at blive optaget i WTO, og samtidig bekendtgjorde

kommunikéet EU’s forsøg på at udvikle det sino-europæiske samarbejde, så det ville komme til at

ligne EU’s partnerskaber med henholdsvis USA og Japan (Li 2009;230).

Kontakten mellem Kina og EU intensiveres yderligere efter 1998, og dette resulterer i endnu en

opgradering af partnerskabet mellem EU og Kina, da begge parter i 2003 bliver enige om og

anerkender, at forholdet ikke længere udelukkende er af økonomisk karakter. Derfor udarbejdede

Kommission et nyt kommuniké, A maturing partnership: shared interests and challenges in the

EU-China relations (Bilag A), hvor EU vedkender Kina som strategisk partner (Li 2009;231).

Samtidig udarbejdede Kina deres første handlingsplan for EU i 2003 (Zank 2011;20)

Handlingsplanen fremlægger Kinas ambitioner for samarbejdet og inkluderer enkelte passager, som

divergerer fra EU’s kommunikéer (det Kinesiske Udenrigsministerium 2003). Det strategiske

aspekt i forholdet blev nu anerkendt i begge lejre. Herefter har EU udsendt flere dokumenter om det

strategiske forhold mellem Kina og EU, og på topmødet i 2009 besluttede parterne at intensivere

forholdet yderligere med forhandlingerne om en PCA, som den dag i dag ikke er afsluttet (Bilag A).

Forholdet mellem EU og Kina har udviklet sig meget i de 38 år, siden Christopher Soames besøgte

Kina, og i 2010 meddelte Tjenesten for EU’s optræden udadtil (EEAS), at der nu var samarbejde

inden for mindst 50 områder (Zank 2011;22).

UDENRIGSPOLITISKE DAGSORDNER

Fundamentet for overhovedet at kunne tale om et strategisk samarbejde mellem Kina og EU er de to

individuelle udenrigspolitikker, hver part fører. De danner baggrund for, at samarbejdet

overhovedet kan lade sig gøre, og i særdeleshed, at det ser ud, som det gør i dag. I det følgende

Side 32 af 77


afsnit vil den europæiske indgangsvinkel, som denne opgave tager, vise sig ved, at hovedvægten vil

blive lagt på FUSP, og der vil være et mindre fokus på den kinesiske udenrigspolitik.

Hvis man først retter blikket mod Kina, kommer man ikke uden deres fem principper for en fredelig

sameksistens, som den kinesiske regering fremstillede som udenrigspolitiske redskaber i 1953 i

forhandlinger med Indien om deres indflydelse i Tibet efter kolonitidens ophørelse (det Kinesiske

Udenrigsministerium 2000). De fem principper er som følger; gensidig respekt for suverænitet og

territorial ukrænkelighed, gensidig ikke-angrebslinje, ingen indblanding i hinandens

indenrigspolitiske anliggender, lighed og fælles fordel i mellemstatsligt samarbejde og endeligt

fredelig sameksistens. Disse principper er stadig, den dag i dag, vigtige redskaber i den kinesiske

udenrigspolitik. Eksempelvis stiller Kina ikke politiske krav, såsom handelsaftaler eller

menneskerettigheder, når Kina investerer i andre landes energisektor med henvisning til princippet

om ikke at blande sig i andre landes indenrigspolitiske anliggender (Nötzold 2012;139). Såvel som

Kina ikke blander sig i andre landes interne affærer, forventer de heller ikke, at andre lande eller

eksterne aktører vil blande sig i kinesiske indrepolitiske anliggender. Den kinesiske suverænitet har

været højt værdsat lige siden Maos nye Kina og er det til stadighed. Det er en politisk tradition, der

er gået i arv gennem Deng Xiaoping til Jiang Zemin, Hu Jintao og senest til den siddende præsident

Xi Jinping. I 2008 udtalte Hu Jintao: “We should always put the nation’s sovereignty and security

above anything else. We should resolutely safeguard China’s interests in terms of sovereignty,

security and development” (Men 2011;542) og bliver fulgt op af Xi Jinping i 2013: “No foreign

country should expect us to make a deal on our core interests and hope we will swallow the bitter

pill that will damage our sovereignty, security and development interests” (Torres 2013).

EU implementerer FUSP under TEU i 1993. Dermed ikke sagt, at Unionen ikke tidligere havde ført

en fælles udenrigspolitik, men at det først her blev institutionelt inkorporeret i en traktat og kom til

at fungere som den anden søjle i det nye europæiske tre-søjle system. Meningen med denne

opdeling var, at Kommissionen og Parlamentet skulle spille en langt mindre rolle her end i den

første søjle og altså lade de udenrigspolitiske beslutninger være mellemstatslige (Waele 2011;25).

Det betød også, at medlemslandene hver især havde vetoret, og dette vanskeliggjorde en egentlig

acceleration i EU’s samlede udenrigspolitiske indsats. Ikke desto mindre var det en strømlining af

udenrigspolitikken, og med ændringer i FUSP i både Amsterdamtraktaten og i særdeleshed i

Lissabontraktaten er man nu begyndt at se en stærkere fælles optræden udadtil fra EU.

Amsterdamtraktaten var en tiltrængt opgradering af FUSP, hvori forholdet mellem Unionen og

Side 33 af 77


medlemslandendes ansvarsområder blev klargjort, vetoretten blev mindsket, og posten som HR blev

oprettet og besat af Javier Solana (Waele 2011;25).

Startskuddet til FUSP ligger altså i TEU, hvori man skal finde EU’s ambitioner på det globale

niveau, som står skrevet i Art. 21, som foreskriver, at EU skal i udenrigspolitisk sammenhæng

guides af og forsøge at udbygge demokratiets principper, retsprincippet, universaliteten og

udeleligheden af fundamentale menneske- og frihedsrettigheder, principper om lighed og solidaritet

samt respekt for FN’s verdenserklæringer og international lov (Waele 2011;26). Endvidere

fortsætter Art. 24 med at forklare, at FUSP dækker over alle udenrigspolitiske områder, og alle

anliggender, der berør Unionens sikkerhed (Waele 2011;26).

Den Europæiske Sikkerhedsstrategi, som blev vedtaget af det Europæiske Råd den 12. december

2003, var et foreløbigt forsøg på at gennemtænke de bredere politiske mål bag FUSP (Hill & Smith

2011;219). ESS anerkendte samtidig EU’s globale position og dertilhørende ansvar:

”Som en Union med 25 stater med over 450 mio. indbyggere og en produktion, der svarer til en

fjerdedel af verdens bruttonationalindkomst (BNI), er Den Europæiske Union nødvendigvis en

aktør på verdensplan ... den bør være rede til at påtage sig en del af ansvaret for sikkerheden i

verden og være med til at skabe en bedre verden” (det Europæiske Råd 2003;1)

Dokumentet, som blev udfærdiget under titlen Et sikkert Europa i en bedre verden, var en

bestræbelse på at harmonisere medlemslandenes synspunkter, hvori der blev identificeret fem

hovedtrusler; terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters

sammenbrud og organiseret kriminalitet (det Europæiske Råd 2003;3-4).

Hovedtruslerne var alle identificeret som potentielle trusler mod den globale verden, og derfor også

som potentielle trusler mod det europæiske kontinent. Således påpeger dokumentet, at hvis alle

disse elementer lægges sammen, så kan Unionen komme til at stå overfor en yderst radikal trussel

(det Europæiske Råd 2003;5).

Med henblik på at forsvare sin sikkerhed og fremme sine værdier satte EU sig tre strategiske mål;

imødegåelse af truslerne, opbygning af sikkerhed i vore naboområder og en international orden

baseret på effektiv multilateralisme (det Europæiske Råd 2003;6-9).

Det første strategiske mål påpeger, at ingen af truslerne er rent militære men derimod mere

dynamiske, hvorfor disse ikke kan løses med rent militære midler alene. Truslerne skal i stedet

Side 34 af 77


bekæmpes med en kombination af instrumenter. For eksempel kan våbenspredning bremses ved

hjælp af eksportkontrol og angribes med politisk og økonomisk pres. Ligeledes kan der i

sammenbrudsstater være behov for militær indsats for at genoprette ro og orden, såvel som

humanitære midler til at klare den umiddelbare krise (det Europæiske Råd 2003;7).

Det andet strategiske mål påpeger EU’s interesse i, at dets nabolande har god regeringsførelse, og at

integrationen af tiltrædende lande vil øge EU’s sikkerhed, men samtidig bringe Unionen tættere på

urolige områder (det Europæiske Råd 2003;8). Det tredje strategiske mål påpeger, at Unionens

sikkerhed og velfærd i stigende grad afhænger af et effektivt multilateralt system, hvor både WTO,

NATO og FN er centrale aktører (det Europæiske Råd 2003;9).

Under tiden har FUSP dog ikke været så lige til at implementere, hvilket hænger uløseligt sammen

med, at udenrigs- og sikkerhedspolitik traditionelt er stærkt forbundet med medlemslandenes

suverænitet, men med ToL, som trådte i kraft 1. december 2009, har Unionen om ikke andet

kommet et skridt nærmere en fælles retning på området. Traktaten har blandt andet medført

implementeringen af HR’en, der har større ansvarsområder til trods for, at beslutningsprocesserne

har bibeholdt den mellemstatslige karakter (Hill & Smith 2011;48). Endvidere er principperne bag

ESS tydeligt inkorporeret i ToL, da de globale samt multilaterale elementer fremgår tydeligt under

de Almindelige Bestemmelser om Unionens Optræden Udadtil under Art. 21 (Folketingets EU-

oplysning 2011;34).

Den Højtstående Repræsentant skal koordinere og samordne EU’s udenrigspolitik, hvilket har skabt

større kontinuitet på området og kan ses i ToL, Art. 26 og 27:

”Art. 26, stk. 2: Rådet (red. det Europæiske Råd) og Unionens højtstående repræsentant for

udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik påser, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er

sammenhængende og effektiv.”

”Art. 27, stk. 2 Den højtstående repræsentant repræsenterer Unionen i anliggender vedrørende den

fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den højtstående repræsentant fører på Unionens vegne den

politiske dialog med tredjeparter og udtrykker Unionens holdning i internationale organisationer og

på internationale konferencer” (Folketingets EU-oplysning 2011;38).

Selvom FUSP stadig er et af de svære håndterlige områder for Unionen, så har ToL dog bidraget

med nogle instrumenter, som kan skabe større konsensus på området, og må derfor karakteriseres

Side 35 af 77


som en vigtig milepæl for Unionens udenrigspolitik: ”The development of policy commonality

between the 27 member states is unlikely to become total any time soon. But sensible management

of the Lisbon instruments can assist in minimizing friction” (Hill & Smith 2011;220).

ANALYSE

HYPOTESE I

EU’s strategiske samarbejde med Kina baseres hovedsagligt på økonomiske fordele. På længere

sigt er det af strategisk prioritet at udbrede EU’s normpolitik i Kina.

Lige siden den første handelsaftale mellem Den Kinesiske Folkerepublik og EØF blev indgået i

1978, har samhandel og økonomiske gevinster været det centrale omdrejningspunkt for det sino-

europæiske samarbejde. Det er hovedsageligt liberalistiske synspunkter, der ligger til grund for

denne handelsaftale. Aftalen indebærer et løfte om at lempe handelsbarrierer overfor hinanden, som

værende told, skat, bestemmelser og andre interne afgifter (EØF-Kina 1978;1). Endvidere bekræfter

begge parter deres vilje til at implementere de fornødne foranstaltninger med henblik på at skabe

gunstige forhold for en fælles samhandel (EØF-Kina 1978;1). Interdependens liberalismen vil

desuden forklare denne aftale, og generelt hele det sino-europæiske samarbejde, der har fundet sted

siden, ved at det var et uundgåeligt, men samtidig ønskeligt skridt i en videre udvikling af EF/EU.

Denne gren af liberalismen argumenterer for, at en højtudviklet arbejdsdeling på verdensmarkedet

vil øge den gensidige afhængighed mellem stater og samtidigt reducere voldelig konflikt. På

daværende tidspunkt befandt Kina sig i en liberaliserende periode og var i gang med at åbne deres

marked for andre lande. Kina var samtidig et lavteknologisk land i forhold til medlemslandene i EF

(The Economist 2003) og derfor er det, ifølge interdependens liberalisterne, helt logisk at fremme

samarbejdet fra et europæisk synspunkt og drage fordel af en intelligent arbejdsdeling. Desuden

fremhæver interdependens liberalismen, at den øgede kontakt mellem de to aktører unægtelig vil

fremme sikkerhed, da et øget samarbejde og fælles afhængighed vil mindske konflikter og

stridigheder. Aftalen handler i høj grad om informationsdeling og skabelsen af et venskabeligt

handelssamarbejde, hvilket specielt kommer til udtryk i Art. 5:

”De to kontraherende parter skal give hinanden oplysninger om de problemer, der maatte opstaa i

forbindelse med deres samhandel, og skal _ ud fra oensket om at fremme denne _ indlede

venskabelige konsultationer med henblik paa at finde frem til en for begge parter tilfredsstillende

loesning paa disse problemer” (EØF-Kina 1978;2).

Side 36 af 77


I 1985 genbekræftes og udvides handelsaftalen fra 1978 med et handelsmæssigt og økonomisk

samarbejde. Den nye aftale rummer ikke de store ændringer i kursen for det sino-europæiske

samarbejde, men der var dog et behov for at få samlet op på nogle punkter, som handelsaftalen fra

1978 ikke havde taget højde for, men som helhed var det stadig en aftale med udgangspunkt i

samhandel og økonomi.

Berøringsfladen mellem Kina og EF bliver udvidet, og de to aktører bliver mere gensidigt

afhængige. Det sker for eksempel ved, at EF giver et løfte om fremtidig bistand til at fremme den

kinesiske udvikling og øge interdependensen. EF forpligter sig ikke til blot at fortsætte

udviklingsbistanden til Kina, men bekræfter også sin vilje til at undersøge muligheder for at sprede

og øge denne bistand (EØF-Kina 1985;4), hvilket tydeligt markerer en udvidelse af det sino-

europæiske samarbejde til at rumme andet end handelsmæssige perspektiver.

Som beskrevet i den historiske kontekst, tog EF kraftig afstand fra massakren på Tiananmen i 1989.

Krænkelsen af basale menneskerettigheder som ytringsfrihed og retten til frit at vælge sin politiske

overbevisning, blev nu et anliggende for samtlige globale aktører og krævede en resolut

stillingtagen fra EF. Det økonomisk attraktive samarbejde med Kina blev for en stund sat i bero, da

EF tog stilling til den voldelige aktion af den kinesiske regering mod de fredelige demonstranter. EF

slog ned på Kina med sanktioner, opbremsning af samarbejdsprogrammer, suspenderinger af

bilaterale møder, såvel som de vedtog en våbenembargo mod Kina, der den dag i dag stadig er

gældende (Peterson Institute for International Economics 2013).

Socialkonstruktivismen tager her sit indtog i debatten om EF’s stillingtagen til samarbejdet med

Kina. Socialkonstruktivismen vil umiddelbart forklare sanktionerne ved, at massakren ligger så

langt fra fællesskabets normer indenfor menneskerettigheder og at EF ikke med god samvittighed

uhindret kan fortsætte det sino-europæiske samarbejde. Ifølge socialkonstruktivisterne er det helt

naturligt, at EF var nødsaget til at bremse samarbejdet med Kina, da man ikke kan fravælge sine

normer, værdier og ideologier, når det er mest belejligt. Disse er derimod karaktertræk, man ikke

kan undertrykke, når de kompromitteres på en måde, som det skete på Tiananmen. Dette er første

gang i de to parters relationer, at man ser andre interesser end lige de økonomiske spille den

afgørende rolle for, hvordan specielt EF agerer. Det skulle dog vise sig hurtigt at blive ”hverdag”

igen, og allerede fra 1990 begynder man atter at normalisere forholdet og vende tilbage til den

oprindelige samarbejdsplan fra 1985 (Bilag A). Fra 1992 betegnes forholdet mellem Kina og EF,

som værende stort set reetableret dog med en fortsættelse af våbenembargoen (Laursen 2011;2-3).

Side 37 af 77


1992 viser sig at være et spændende år for samarbejdet, da dette også er året, hvor EF introducerer

en miljødialog i samarbejdet med Kina (Bilag A). Således ser man en udvikling i samarbejdet, der

ikke blot omhandler handel og økonomisk vinding. Udviklingen kommer i kølvandet på et par

turbulente og anspændte år, men viser klart ønsket om at styrke og uddybe samarbejdet med Kina

på et normativt plan. Menneskerettighedsdebatten bliver i 1995 indført med to årlige møder mellem

Kina og det nu konsoliderede EU (EEASa). Hensigten fra EU's side var, at et møde skulle finde sted

i hver præsidentskabsperiode, således at alle EU-lande havde muligheden for at ytre deres

bekymringer om menneskerettighedssituationen i Kina i et forum, hvor kineserne var forpligtet til at

svare, hvilket stadig gør sig gældende. Både miljødialogen og menneskerettighedsdebatten

indtræder i en tid, hvor FUSP bliver dannet og implementeret. Som tidligere redegjort for,

fremlægger FUSP nogle udenrigspolitiske ambitioner for Unionen, der ikke tidligere har været på

dagsordnen. Et af de helt centrale emner i FUSP er EU’s ambition om at sikre menneske- og

frihedsrettigheder (Waele 2011;26). 1990’erne markerer endnu en milepæl, hvorfra man ser en

ændring i EF’s ambitioner for samarbejdet til også at indebærer normative spørgsmål.

Socialkonstruktivismen vil argumentere for, at der er nogle klare forventninger fra befolkningen i

EU om, at man fortsat tager afstand fra massakren på Den Himmelske Freds Plads. Endvidere vil

denne teoretiske overbevisning henvise til, at FUSP og de to tilføjelser til debatten med Kina beror

på en samfundsmæssig socialiseringsproces. Ifølge socialkonstruktivismen er det helt naturligt, at

FUSP og det sino-europæiske samarbejde vil blive påvirket af EU’s normer omkring

menneskerettigheder og varetagelse af miljøet. Af liberalisterne kommer de republikanske

liberalister nærmest en fyldestgørende forklaring på denne udvikling i samarbejdet med Kina.

Denne retning forklarer, at en gensidig afhængighed og et økonomisk samarbejde er med til at

skabe fred, og at to liberale demokratier ikke vil være tilbøjelige til at gå i krig med hinanden. Det

sino-europæiske samarbejde inden 90’erne kan siges at bestå af meget få forbindelser, dog med en

enkelt meget stærk værende det handelsmæssige og økonomiske samarbejde. Ved at tilføje miljø og

menneskerettigheder til debatten danner man flere tråde mellem de to aktører.

Menneskerettighederne er essentielle for et liberalt demokrati, og EU går stærkt ind for udbredelsen

af disse. De republikanske liberalister vil altså fremhæve, at det er et forsøg på at indføre et liberalt

demokrati i Kina og derved mindske risikoen for alvorlige konflikter.

Indførslen af menneskerettighedsdebatten sker samtidig med, at Kommissionen udsteder det første

kommuniké for samarbejdet med Kina med titlen A Long Term Policy for China-Europe Relations

Side 38 af 77


1995. Som nævnt havde det daværende EF i starten af 90’erne et anstrengt forhold til Kina, og man

havde været nødsaget til at inddrage helt andre politikker og sanktioner i samarbejdet med Kina,

end man på daværende tidspunkt havde udviklet i et udenrigspolitisk perspektiv. Kommissionens

publikation i 1995 om en langsigtet politisk retningslinje overfor Kina kommer som en naturlig

forlængelse af FUSP. Dette kommuniké indeholder en lang række forskellige elementer, som EU

fremtidigt ønsker skal være en del af den politiske agenda med Kina. Heriblandt kan nævnes;

sikkerhedspolitik i forhold til ikke kun Kina, men hele regionen, global miljøpolitik og CO2-udslip,

økonomi, menneskerettigheder, indlemmelse af Kina i det globale samfund samt nogle mere

gunstige forhold for EU-virksomheder, der gør forretning i Kina (Europa-Kommissionen 1995). Det

er altså her, at EU understreger normpolitikken som værende en strategisk prioritet i forholdet med

Kina.

Ikke desto mindre tager Kommissionens kommuniké udgangspunkt i det økonomiske samarbejde

og anerkendelsen af en mere liberal kinesisk økonomi:

”Whilst over 80% of industrial output was subject to mandatory planning only ten years ago, the

figure is now only 15%. The same is true for price controls, which affect less than 10% of retail

sales at present. Public industry’s share of total output has fallen from 77% to 44% and its share of

retail sales to an even lower level. Although these figures should be treated cautiously, because

production factor markets remain more controlled than goods markets in China, they clearly show a

steady trend towards liberalisation of the economy” (Europa-Kommissionen 1995;9).

Kommunikéet fortsætter med at fastslå den kinesiske økonomi som værende i en rivende udvikling:

”GNP growth rates reached around 9% during the 1980s, and 12-13% in the last three years, with

industrial output and investment growing at over 20% for several years” (Europa-Kommissionen

1995;9). Økonomien er på dette tidspunkt stadig det helt centrale omdrejningspunkt for det sino-

europæiske samarbejde, men det er væsentlig at have in mente, at man fra EU’s side fremtidigt

ønsker, at samarbejdet skal rumme et mere omfattende normativt princip. Liberalismen, og i

særdeleshed den republikanske liberalisme, er altså den af IR-teorierne, som bedst forklarer det

egentlige samarbejde imellem Kina og EU på dette tidspunkt. Det økonomiske samarbejde er i

højsædet, men der er en positiv tilgang til gradvist at indføre en mere normativ politik til det

samlede samarbejde mellem de to parter. Socialkonstruktivismen, derimod, fokuserer på

udviklingen i samarbejdet og pointerer, at det var uundgåeligt for samarbejdet ikke at komme til at

rumme et mere normativt aspekt, da FUSP i høj grad er styret af netop dette.

Side 39 af 77


Socialkonstruktivismen vil forklare udviklingen ved, at der forekommer en transnational

socialiseringsproces.

Eftersom Kina og EU endnu ikke har færdigudformet en komplet fornyelse af det strategiske

samarbejde den dag i dag, bliver det relevant at se på, hvilke prioriteter henholdsvis Kina og EU har

for partnerskabet i fremtiden. EU’s udenrigspolitiske agenda for strategiske handlinger i

samarbejdet med Kina er nedfældet i Strategic Policy Paper 2007-2013. Heri står det skrevet, at EU

ønsker at fokusere de afsatte ressourcer på blandt andet at sikre Kinas overholdelse af de

forpligtigelser, som deres WTO-medlemskab har medført, hvilket er stærkt forbundet med de

liberale tanker om internationalt samarbejde:

”Future intervention will be required to back up the continued engagement with China on the

implementation of its commitment associated with WTO membership, to support China’s further

integration into the world economy, to promote further trade and economic liberalisation, and to

support regulatory reform that impacts on trade” (Europa-Kommissionen 2007;5)

Hele den strategiske handlingsplan for det sino-europæiske samarbejde bunder i stærke relationer,

der er skabt omkring den økonomiske vinding ved samhandel, informationsudveksling og et tæt

samarbejde. Planen lægger atter op til en normativ udvidelse, sågar en transformation, af det

nuværende samarbejde på nogle områder, som tidligere har været marginale i samarbejdet mellem

Kina og EU på trods af, at disse politiske områder blev introduceret i 90’erne. EU har igennem de

seneste mange år ydet en ganske anseelig udviklingsstøtte til fortsat at fremme den kinesiske

udvikling. EU mener nu, at Kina i mindre grad skal være støttemodtager og i højere grad skal være

en ligebyrdig samarbejdspartner, som EU kan interagere med på en lang række politiske områder.

Det være sig i høj grad de normative områder (Europa-Kommissionen 2007;4). Så tilfreds man fra

europæisk side er med den økonomiske udvikling, ligeså uimponeret er man over den politiske

udvikling i Kina. Dette bakkes op af Jing Men i 2008: ”China stresses more development rights of

its citizens. This somehow fails the EU’s expectations” (Men 2008;7).

I samme handlingsplan for samarbejdet med Kina pointerer Kommissionen, at en stor del af den

kinesiske energiproduktion stammer fra kul, og selvom man er begyndt at undersøge alternative og

mere miljøvenlige energikilder, så øges CO2-udslippet stadig (Europa-Kommissionen 2007;13).

I 2012 udgav EEAS en rapport om EU's handlinger indenfor menneskerettigheder og udviklingen af

samme i det forgangne år. Om Kina slår rapporten fast fra første linje: ”The EU remained

Side 40 af 77


concerned at violations of human rights in China in 2011” (EEAS 2012;241). I samme rapport

fortsætter EEAS med at berette om EU og Kinas halvårlige menneskerettighedsdialog, der blev

afholdt i juni 2011. Her rejser EU bekymring om Kinas forhold til retsprincippet og forespørger

information om kinesere, der forsvinder, andre der ikke får en ærlig rettergang og slutteligt tortur i

fængsler (EEAS 2012;242). Rapporten fortsætter med at sætte fokus på EU's utilfredshed med den

kinesiske undertrykkelse af minoriteter, hvor der her henvises til problematikken i Tibet. Den

politiske og demokratiske udvikling i Kina, som man altså forventede ville finde sted i 90’erne, blev

aldrig så fremherskende som intenderet. Dingding Chen påpeger, at socialkonstruktivismen vil have

svært ved at forklare den meget langsommelige politiske udvikling i Kina, da

socialkonstruktivismens socialiseringsbegreb glemmer at tage højde for kulturel og historisk

kontekst (Chen 2001). Han stiller desuden spørgsmålstegn ved effektiviteten af det generelle

eksterne pres på Kina, men han erkender dog, at menneskerettigheder, der før 1978 var et tabu i

Kina, nu altså er indskrevet i forfatningen (Chen 2005;180-181). Han tvivler dog ikke på, at presset,

der lå på Kina fra det internationale samfund i årene efter Tiananmen, påvirkede

menneskerettighedernes udvikling i Kina på daværende tidspunkt. Dog pointerer han, at efter 1994,

hvor USA ophæver linket mellem menneskerettighedsdebatten og handelssamarbejdet, falder

presset på Kina drastisk fra det internationale samfund (Chen 2005;177). Den fremgang, der

alligevel har været, på trods af at den ikke møder EU’s forventninger, tildeler Chen udelukkende en

intern udvikling i det kinesiske politiske styre og en ny identitet som værende en ansvarlig stormagt

(Chen 2005;179). Han afviser dermed, at det skulle skyldes en transnational socialiseringsproces,

som socialkonstruktivismen foreslår. Det eksterne politiske pres på Kina sidst i 90’erne bliver altså

mindre, og Jing Men hentyder desuden til, at en stor del af presset kommer fra den frie presse i

Europa snarere end fra de politiske instanser (Men 2008;7).

Der kan dog ikke sættes spørgsmålstegn ved, at der hersker en europæisk følelse af, at de normative

politikker i Kina bliver forsømt. Alligevel eksisterer der en følelse af, at forholdet til Kina

efterhånden er modnet så meget, at det vil kunne bære et øget pres fra EU om at forbedre sig inden

for områder som menneskerettigheder og miljø, der er blandt de normative værdier, EU sætter

øverst på sin agenda. Fox og Godement kræver et reciprokt engagement i forhold til Kina, der

indebærer en hårdere forhandling, hvor der stilles større krav (Fox & Godement 2009;13). Dette

kommer dog snarere til udtryk på en måde, hvor forfatterne føler, at det er nødvendigt at skabe

større konsensus omkring Kina internt i EU. Større konsensus vil bidrage til en stærkere rolle, der

vil komme til udtryk på en måde, hvor EU kan tillade sig at indføre de normative værdier i

Side 41 af 77


forhandlingerne med Kina. Fox og Godement tilslutter sig også Chens holdning om, at den

transnationale socialiseringsproces er stærkt overvurderet og overoptimistisk, samt at EU’s politik

mod Kina er ude af proportioner med virkeligheden (Fox & Godement 2009;20).

Som Dingding Chen pointerer, har presset på Kina de seneste år ikke været overvældende, men

dette kan ændre sig i takt med, at normværdierne stadig kommer til at udgøre en større del af FUSP.

Eftersom forholdet er styrket, har EU nu officielt indskrevet i sin handlingsplan for Kina et

fremtidigt ønske om at have en større indflydelse på værdibaseret politik i Kina. Dette strider imod

Kinas overbevisning om hensigtsmæssig udenrigspolitisk handling, da man ifølge de fem principper

ikke bør blande sig i andre staters indenrigspolitiske anliggender. Disse to modstridende

indgangsvinkler til samarbejdet gør de nuværende forhandlinger af den forestående PCA

vanskelige, men også udfaldet interessant. På den ene side vil EU insistere på, at Kina foretager

nogle forbedringer og forpligtiger sig til at overholde en række normer (Fox & Godement 2009;31).

På den anden side vil Kina stærkt afvise at kompromittere deres suverænitet og vil altid sætte den

over menneskerettigheder (Men 2011;541). Desuden har Kina ikke megen interesse i de dele af

aftalen, der strækker sig over andre emner end handel og økonomisk samarbejde (Fox & Godement

2009;31). Kina anerkender dog det internationale demokrati og menneskerettigheder, men Kina

forstår disse værdier på anden måde end EU og resten af den vestlige verden (Men 2011;549).

Samtidig vil begge parter højst sandsynligt være stærkt bevidste om vigtigheden af det økonomiske

og handelsmæssige samarbejde, da ingen har råd til at undvære den anden som samhandelspartner

(Men 2008;6). Der er en uligevægt mellem det økonomiske og det normative aspekt af samarbejdet,

hvor det roligt kan siges, at det økonomiske vejer tungest. Den PCA, der i øjeblikket er under

forhandling, lader dog vente på sig. Dette skyldes højst sandsynligt en motivation for at ændre på

omstændighederne, som de ser ud i dag. Fox og Godement skriver om den kinesiske udenrigspolitik

overfor EU:

” China wants wide access to EU markets and investment, it seeks technology transfers, and it wants

the EU and other partners to bear the lion’s share of the costs of the fight against climate change. It

also wants the EU to desist from criticism on Taiwan and Tibet” (Fox & Godement 2009;32).

Citatet fastslår en vanskelighed i at opnå enighed om en ny PCA, hvilket bakkes op af Kina’s EU-

handlingsplan, der forbyder Unionen at have kontakt med den tibetanske eksilregering eller bidrage

til Dalai Lamas aktioner (det Kinesiske Udenrigsministerium 2003;5). De to parter har udover den

Side 42 af 77


økonomiske gevinst ved samarbejdet vidt forskellige indstillinger til, hvad partnerskabet ellers skal

medføre, og så længe virkeligheden forholder sig sådan, kan der endnu være en rum tid til, at der

bliver præsenteret en PCA.

Hvor socialkonstruktivismen fejler som teori i at forklare partnerskabet mellem Kina og EU i

nutiden, kan den republikanske liberalisme give et mere kvalificeret bud på at forklare det

strategiske partnerskab. Det har tidligere været nævnt, at EU og Kina hver især er to poler, der

forsøger at trække samarbejdet i hver sin retning. Socialkonstruktivismen vil være egnet til at

forklare hensigten fra EU, mens den republikanske liberalisme er mere egnet til at forklare det reelle

samarbejde, til trods for at den også har nogle mangler. Teorien bygger på, at to demokratier ikke

vil bekrige hinanden og herved undgå voldsomme konflikter, da demokratier er styret af folket, som

ønsker fred og fremgang. Kina er dog ikke et demokrati i vestlig forstand, på trods af at de i deres

EU-handlingsplan fastslår, at de altid vil promovere demokrati i internationale relationer for at

fremme verdensfred og fælles udvikling (det Kinesiske Udenrigsministerium 2003;1). Desuden

bygger teorien på, at fred skabes gennem moralske værdier. Selvom Kina nærmer sig de europæiske

moralske værdier, må det stadig siges, at der er en væsentlig afstand på denne parameter fra Kina til

EU. Når det så er sagt, så bygger teorien også på, at fred styrkes gennem tæt samarbejde og

økonomisk interdependens. Dette er ikke blot kernen af republikansk liberalisme, men også det

centrale omdrejningspunkt for det sino-europæiske samarbejde. Dog er der gennem tiden blev tilført

gradvist flere normative aspekter på trods af den europæiske utilfredshed med tempoet, antallet og

mængden af disse. Af liberalisterne er de republikanske dem, der tilkender normværdier den største

betydning og påpeger ansvaret og vigtigheden af opretholdelsen og retfærdiggørelsen af deres plads

i fremtidens internationale relationer.

HYPOTESE II

Det er af geopolitisk strategisk prioritet, at EU styrker samarbejdet med Kina for at sikre stabilitet

regionalt og globalt.

EU’s oprindelse bygger på et ønske om et mere stabilt Europa (McCormick 2011;72-73). Ønsket

om stabilitet har siden hen udviklet sig til også at række udover det europæiske kontinent og tager

for alvor fart efter TEU. I en sino-europæiske kontekst har man i de senere år kunnet spore en

dybere sikkerhedspolitisk dimension, hvorfor denne del af analysen vil koncentrerer sig om EU's

Side 43 af 77


sikkerhedspolitiske dagsorden i forhold til Kina. EU’s forsøg på overlevelse vil også være forbundet

med et stabilt og sikkert Kina samt en sikker region. Argumentationen lyder, at hvis EU får Kina til

at blive en sikkerhedspolitisk allieret, vil man kunne undgå uroligheder både regionalt såvel som

globalt, hvilket bekræftes som værende på Unionens dagsorden af Solana under hans

embedsperiode som HR: ”Europe should be ready to share in the responsibility for global security

and in building a better world” (Men 2008;4).

I A Long Term Policy for China-EU Relations fremtræder flere passager, hvori EU’s

udenrigspolitik i forhold til Kina koncentrerer sig om det sikkerhedspolitiske i relationen:

”China is becoming part of the world security and economic system at a time of greater economic

interdependence and when global problems, from protection of the environment to nuclear non-

proliferation, require commitment from governments worldwide” (Europa-Kommissionen 1995;3).

Citatet afspejler vigtigheden af at få Kina til at samarbejde inden for det sikkerhedspolitiske

område. Derudover påpeger citatet også EU’s opfattelse af Kina som værende en stormagt, der må

tage sin del af ansvaret for stabilitet og sikkerhed globalt. Realisterne fokuserer meget på, at stater

er nødsaget til at hjælpe sig selv for at kunne sikre sin egen overlevelse. Dermed ikke sagt at stater

ikke kan indgå i internationale samarbejder, så længe disse ikke kompromitterer statens suverænitet

og sikkerhed. EU’s forsøg på at inkludere et sikkerhedspolitisk aspekt i samarbejdet med Kina

forklarer realisterne med det argument, at det er for at sikre sig selv. Kina har udviklet sig til en

fremtidens stormagt, og et sikkerhedspolitisk samarbejde vil derfor gavne EU (Europa-

Kommissionen 1995;3-4). Et ustabilt Asien vil også ramme EU hårdt på andre områder end det

sikkerhedspolitiske. Det sino-europæiske samarbejde bygger derfor også på et incitament om ikke

at skade den europæiske økonomi (Zaborowski 2006;2). Med EU’s kommuniké anerkender

Unionen vigtigheden af regional og global stabilitet og søger derfor at få Kina til at udvide

samarbejdet til også at indeholde et sådant aspekt: ”China’s political importance makes its stability

of great concern both to its neighbours and to the world community at large” (Europa-

Kommissionen 1995;3). I henhold til hypotesen er det interessant, at EU selv nævner vigtigheden af

Kinas stabilitet i forhold til dets naboer. Dette inkluderer dermed også stabilitet internt i Kina, så

Kina kan deltage i at sikre stabiliteten i regionen. EU fremsætter klart, hvad deres mål er for Kina,

og fremlægger deres forslag til ændringer i Kina, som ud fra et vestlig synspunkt vil være med til at

styrke stabiliteten internt i Kina. Det kan forstås igennem EU’s forsøg på at forbedre

menneskerettighederne i Kina. Ifølge EU så vil accepten af de internationale standarder sikre en

Side 44 af 77


langvarig stabilitet (Europa-Kommissionen 1995;6). Ifølge Zaborowski vil en intern ustabilitet i

Kina udlede øget regional ustabilitet: ”Internal instability in the states of the region would be likely

to result in the growth of illegal migraton, an increase in the activities of criminal networks and (in

the case of China) proliferation of WMD technology” (Zaborowski 2006;2).

At indgå i et internationalt samarbejde er ifølge realisterne ikke nødvendigvis positivt, da man ikke

kan garantere, at den anden stat ikke har sin egen agenda. Fox og Godement understreger, at Kina i

mange tilfælde har en anden agenda, end hvad EU forestiller sig. Det gælder eksempelvis ved de

politiske dialoger, som Kina glædeligt går med til, men kineserne formår at ændre dem til talking

shops (Fox & Godement 2009;34), og EU opnår ikke det intenderede udbytte af dialogen.

EU fremlægger mulige grunde til et sikkerhedspolitisk samarbejde med Kina: ”China is not only a

nuclear power and a permanent member of the UN Security Council, but also one of the world’s

biggest arms producers and exporters. Her role across the whole security spectrum is central to

global, as well as regional security” (Europa-Kommissionen 1995;3). Realisterne argumenterer for,

at EU’s samarbejde med Kina væsentligt forbedrer egen sikkerhed, da Kina besidder atomvåben og

har en fast plads i FN’s Sikkerhedsråd. I Sikkerhedsrådet sidder allerede to EU medlemslande som

faste medlemmer, Frankrig og Storbritannien, samt EU’s langvarige allierede, USA (FN’s

Sikkerhedsråd), hvorfor det er essentielt at have tætte relationer med Kina. Realismen vil forklare,

at et samarbejde, hvor EU kan styrke sin egen position, vil være meget relevant. Endvidere

publiceres A Long Term Policy for China-EU Relations i en tid, hvor verden er indtrådt i en ny æra

med ophøret af den amerikansk-sovjetiske bipolaritet, hvor risikoen for atomkrig var faretruende

nær. Ifølge realisterne medfører ophævelsen af den bipolare magtbalance en usikker global orden.

Skønt det internationale system beskrives som anarki, er det mere sikkert, når det er en bipolar

verden frem for en multipolær verden. Uden det bipolare system vil Europa vende tilbage til det

anarkistiske og ustabile kontinent, som det var før Den Kolde Krigs udbrud (Jackson & Sørensen

2010;78). Dermed er realisterne uenige i muligheden for, at stabilitet og fred opstår gennem

multipolaritet, hvorimod interdependens liberalisterne argumenterer for, at EU’s intention om at

skabe tættere bånd til Kina er et forsøg på at tilnærme sig global stabilitet. Det er dog værd at

påpege, at ingen af parterne ser hinanden som deres primære allierede. Så selvom EU forsøger at

skabe stabilitet ved at have endnu en allieret i FN’s Sikkerhedsråd, så har Kina andre prioriteter og

en anden dagsorden i dette forum (Holslag 2011;306).

Side 45 af 77


EU har et ønske om delte globale og regionale sikkerhedspolitiske interesser, men det er dog et

kriterium, at de kinesiske politikker stemmer overens med de europæiske:

”Shared global and regional security interests which will benefit from co-operative and responsible

Chinese policy on all fronts, including adherence to the treaties governing nuclear and other

weapons proliferation, an international drive to contain arms sales and encouragement of Chinese

domestic political, economic and social reform in the interests of its people (20% of all people alive

on the globe today)” (Europa-Kommissionen 1995;4).

Ovenstående uddrag er ensbetydende med, at EU er nødsaget til at lægge et pres på Kina for at

realisere sin sikkerhedspolitiske agenda. Realisterne forklarer dette som et europæisk forsøg på at få

direkte indflydelse på kinesisk politik og dermed også deres udenrigspolitiske ageren, hvilket vil

bidrage til en større sikkerhedsfølelse.

I kommunikéet er det fremlagt, at EU ønsker et stabilt og fredeligt Asien, og Kinas beslutninger om,

hvordan de kan og vil benytte deres økonomiske og militære magt, vil have indflydelse på

stabiliteten i regionen:

”Without exaggerating the role that the EU can play, we must use the opportunity offered by

participation in regional fora and by bilateral dialogue to promote a responsible and constructive

Chinese role in the region, including issues such as nuclear weapons on the Korean Peninsula and

territorial differences such as the Spratleys” (Europa-Kommissionen 1995;5)

Ydermere vil EU også inkludere sikkerhedsmæssige aspekter i forhold til Kinas indtræden i det

internationale samfund. Det afspejles også af citatet, men EU vil også have oprettet en politisk

dialog omkring våbenkontrol, ikke-spredning af ABC-våben samt salg af konventionelle våben

(Europa-Kommissionen 1995;5). Dette er et europæisk forsøg på at skabe større konsensus på

området og herved også skabe større sikkerhed og stabilitet i regionen og verden. Realisterne mener

ikke, at sådanne dialoger er specielt værdifulde. Dialogen om eksempelvis våbenkontrol kan være

udtryk for falsk sikkerhed, da stater bryder samarbejder, hvis det går imod egne interesser.

Forholdet mellem Kina og EU er dog så gensidig afhængigt, at forskere ser et brud som tvivlsomt.

Det gælder specielt inden for den økonomiske sfære, hvor den kinesiske økonomi vil falde sammen,

hvis adgangen til det europæiske marked blev lukket, men det ville også få fatale følger for

europæisk økonomi, hvis handlen med Kina stoppede (Men 2008;6).

Side 46 af 77


Dermed handler det endnu engang omkring sikkerhed, dog set fra to forskellige sider. EU’s

intention om at skabe et sikkert Asien og dermed også en mere sikker verden, som i sidste ende

også vil sikre EU, kan være modstridende med Kinas interesser, hvis de opstillede betingelser i

dialogen begrænser Kinas opfattelse af deres egen sikkerhed.

Forholdet mellem EU og Kina tager en helt ny drejning efter årtusindeskiftet, hvor Kina opgraderes

til strategisk partner (Europa-Kommissionen 2003). I forhold til den globale stabilitet så ændrede

verden sig med terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og gjorde med ét mange lande

sårbare. Nu var fjenden ikke nødvendigvis en, som skulle bekæmpes ved grænsen. Fjenden var nu

mindre synlig og mindre forudsigelig. EU har defineret deres sikkerhedsstrategiske mål i EES, og

heri indgår terrorisme som en af prioriteterne. USA erklærede krig mod terror, og verdenssamfundet

måtte resolut reagere.

”Vi skal samarbejde med partnere. Der er ikke mange problemer, om nogen overhovedet, som vi

kan klare alene. De trusler, der er beskrevet ovenfor, er fælles trusler, som også berører alle vore

nærmeste partnere.” (det Europæiske Råd 2003;13)

EU erkender således i dokumentet, at det er nødvendigt at samarbejde med internationale partnere

for at kunne bekæmpe de trusler, som er opstået. Derfor er kampen mod terror også blevet en

prioritet i samarbejdet med Kina:

”Both the EU and China are, since 2001, engaged in a process of adaptation to a changing global

environment. International terrorism, as well as growing concerns over the proliferation of weapons

of mass destruction, have brought new types of international security concerns to the top of the

global agenda” (Europa-Kommissionen 2003;7)

Rittberger skriver: “greater security can be achieved not only by maximizing control over one’s

own resources but by getting a say in how others use theirs” (Rittberger 2004;13), og derfor kan

realismen forklare et samarbejde i kampen mod terrorisme. For at EU kan garantere sin egen

sikkerhed i forhold til terrorisme, så vil det hjælpe, at man ved, hvad den anden part gør. Dog

betyder et samarbejde ikke, at man får kontrol over, hvordan modparten agerer, men det giver i

stedet EU muligheden for at opnå samhørighed mellem EU’s og Kinas politikker indenfor området

for herigennem at opnå større og bedre resultater. Så længe der ikke forekommer en afgivelse af

Side 47 af 77


suverænitet, så kan realismen forklare tiltaget, som grundlæggende et forsøg på at forhøje

sikkerheden omkring Unionen.

EU identificerer i ESS forskellige regionale konflikter i områder, som kan påvirke den europæiske

stabilitet (det Europæiske Råd 2003;4). Her indgår både Kashmir og den Koreanske Halvø, som

befinder sig i Kinas nærområde. I kommunikéet fra 2003 påpeges de eksakt samme

problemstillinger omkring den Koreanske Halvø og det Indiske Subkontinent. Heri fokuserer EU på

et bedre samarbejde omkring den Koreanske Halvø, det Indiske Subkontinent, de politiske

ændringer i Burma (Myanmar) samt konflikten i det Sydkinesiske Hav. Dermed udtrykker EU sin

bekymring vedrørende disse områder, og igennem samarbejdet med Kina kan EU opnå større

indflydelse i områderne, så konflikterne kan løses. Polske Marcin Zaborowski tilslutter sig, at EU

bliver nødt til at samarbejde med lande i regionen, hvis EU’s sikkerhedsmæssige mål skal opfyldes.

Han ser Kina som værende en helt essentiel partner i forhold til de geografiske konflikter, som EU

har fokus på i deres sikkerhedspolitik (Zaborowski 2006;2). I forhold til problemstillingen omkring

Den Koreanske Halvø har EU i deres seneste kommuniké, EU-Kina: Tættere partnerskab, større

ansvar, også fokus på ikke-spredningspolitikken, som bygger på FN-resolutionen samt en

fælleserklæring mellem EU og Kina fra 2004 (Europa-Kommissionen 2006;12). Yderligere

introduceres det iranske kernevåbenspørgsmål også som et punkt, som EU og Kina skal tage stilling

til. Disse områder kræver et samarbejde mellem EU og Kina, som realisterne forklarer som et

forsøg på at skaffe sig en bilateral aftale, så det ikke kun er EU, som tager truslen seriøs.

Nu handler regional og global stabilitet ikke udelukkende om sikkerhed. Den institutionelle

liberalisme kan forklare Kinas indtræden i forskellige internationale organisationer. I kommunikéet

fra 1995 fremlægger EU dets ønske om en større involvering af Kina i internationale økonomiske

organisationer. EU nævner både WTO, OECD, samt hvordan G7-landende bør tage Kinas

økonomiske fremgang med i deres overvejelser (Europa-Kommissionen 1995;10). Den

institutionelle liberalisme står som et modargument til neorealismens pessimisme overfor den

anarkistiske opfattelse af det internationale samfund. Man kan altså ifølge liberalisterne sikre

stabilitet ved at få flyttet forhandlinger til internationale organisationer. I forhold til Kina og den

globale stabilitet gælder det eksempelvis WTO. EU’s støtte til Kinas optagelse i WTO forklarer de

institutionelle liberalister som et forsøg på at få Kina til at blive mere strømlinet i forhold til EU’s

økonomiske principper:

Side 48 af 77


”the full integration of China into the WTO system is in the interest of all parties concerned: for

WTO Members it would contribute to guaranteeing the continuation of China’s reform process until

a mature market economy is established, and for China it would guarantee that its goods and

services have open access to export markets around the world” (Europa-Kommissionen 1995;11).

Her ser man altså fordelene i at inddrage Kina i internationale organisationer, da formålet netop er

at transformere ”junglen” til en ”zoo”. Staterne mødes netop på neutral grund, hvor der kan

forhandles i institutionens forum, hvilket bidrager til kontrol stater imellem. I forhold til at skabe

stabilitet, så vil man have en række fælles betingelser, et regelsæt, som hver enkelt medlem af

organisationen skal følge. Dermed bliver forholdet i eventuelle problemstillinger, som før skulle stå

mellem to enkelte parter, nu varetaget af et ”neutralt” organ. Det vil altså sige, at ingen stat kan

overtrumfe andre stater, og man får dermed et mere ligevægtigt forhold. I forhold til Kina skal dette

forstås, som en måde at skabe regional stabilitet, da Kina, som stormagt, nu ikke kan dominere

småstater, i hvert fald ikke på områder som falder inden for organisationens felt. Dog er mere

nutidige liberalister ikke forblændet af det retfærdige ideal, men anerkender, at magtfulde stater

ikke uden videre indordner sig under en organisation. I forhold til Kinas indtræden i WTO, så viser

Holslags analyse, at Kina ikke deler den vestlige opfattelse af en åben økonomi. Det viser sig, at

Kina, som stormagt, har valgt ikke at indordne sig under samtlige af WTO’s regler, men i stedet

forsøge at tilpasse disse retningslinjer til sine egne interesser (Holslag 2011;307). Dette bekræftes i

EU’s ønske om at støtte Kina i implementeringen af WTO’s regler, så Kina kan blive en mere

integreret del af det internationale samfund (Europa-Kommissionen 2007;5). EU vælger en

international organisation til at skabe forandringer, som vil få Kina til at blive en del af det

internationale system og dermed også få en væsentlig rolle i sikring af stabiliteten globalt set. Her

kan man i forlængelse inddrage spørgsmålet omkring ”Great Powers must be Great Responsible”

(Jackson & Sørensen 2010;76). Neorealisterne mener, at stormagter styrer det internationale system,

mens klassiske og neoklassiske realister mener, at stormagter bør styre det internationale system, og

i tilfældet af at de ikke gør det, kan man kritisere dem (Jackson & Sørensen 2010;76). Derfor kan

EU’s forsøg på at inddrage Kina i det internationale samfund forstås som et forsøg på at få Kina til

at anerkende sin plads som stormagt og dermed også anerkende nødvendigheden af at skulle sørge

for verdensorden.

Side 49 af 77


I forlængelse heraf kan EU’s seneste kommuniké redegøre for udviklingen. EU fremlægger heri

Kinas begyndende opfattelse af sig selv som en magt, der må tage ansvar (Europa-Kommissionen

2006;4).

Kommunikéet illustrerer tilmed et stigende samarbejde mellem EU og Kina i forhold til Afrika. Det

udlægges, hvordan Kina skal bruges i samarbejdet med Afrika, og dermed vidner det om et forsøg

på at få Kina til også at sikre stabiliteten i en region, hvor EU ellers har deltaget i flere projekter

både af økonomisk og militær art (det Europæiske Råd 2003;1). Det, der udtrykkes i

kommunikéerne, er ikke nødvendigvis, hvad der i realiteten sker. De er mere et udtryk for

intentioner. Holslag har i sin analyse fundet flere uoverensstemmelser mellem virkeligheden og

intentionen. I inddragelsen af Afrika påpeger han forskellen i de to parters ageren (Holslag

2011;299), som skyldes de divergerende politiske udgangspunkter; Kinas fem udenrigspolitiske

principper versus EU som normativ magt. Der er dog udtrykt en fælles interesse i at skabe stabilitet

i Afrika for således at få en positiv økonomisk udvikling i det afrikanske kontinent samt at løse de

regionale konflikter bedst muligt (Holslag 2011;300-301).

Under overskriften Internationalt og regionalt samarbejde bliver Afrika sat i forbindelse med

Østasien og Mellemøsten som områder, hvor samarbejdet med Kina skal ajourføres og styrkes

(Europa-Kommissionen 2006;11). EU nævner selv, at der skal samarbejdes i regionen for at skabe

fred og sikkerhed, og derfor vil realisterne forklare EU's udenrigspolitiske linje, som endnu et

forsøg på at skabe sikkerhed, hvormed EU stadig kan bestå i forhold til fremmede trusler.

Derudover bruger EU også kommunikéet til at fastslå sin egen position i Østasien, men erkender

stadig, at Kina er en strategisk vigtig partner i at skabe stabilitet i regionen: ”Det er vigtigt for EU,

at der er gode forbindelser mellem regionens vigtigste aktører, og at der sker en fortsat regional

integration” (Europa-Kommissionen 2006;11). Det strategiske partnerskab fremhæver også, at

relationerne mellem andre aktører sættes i fokus, så man via bilaterale aftaler kan styrke

afhængigheden mellem stater og dermed også styrke stabiliteten. Netop dette aspekt bakkes op af

den sociologiske liberalisme, som tilegner transnationale relationer en stigende betydning indenfor

internationale relationer. Disse liberalister støtter sig til et gammelt tema i den liberale tankegang

om, at relationer mellem mennesker bærer præg af større samarbejdsvilje og større sympati for fred

sammenlignet med relationer mellem nationale regeringer.

Et vigtigt punkt i forhold til det sino-europæiske samarbejde er også konflikten vedrørende Taiwan

og problemerne i Taiwanstrædet. Det er central for EU at være til stede i et konfliktfyldt område

Side 50 af 77


som mægler for at skabe en fredelig løsning på baggrund af sin mangeårige ekspertise. EU bør være

bekymret for udviklingen i konflikten, og derfor vil man fra et realistisk synspunkt, se det, som

naturligt, at man forsøger at få indflydelse, så man skaber større sikkerhed (Zaborowski 2006;3).

Endnu et punkt i kommunikéet, som følger den realistiske forståelse af udenrigspolitik, forefindes i

afsnittet omkring EU’s ønske om større åbenhed vedrørende Kinas militære udgifter (Europa-

Kommissionen 2006;12). Inddrages i denne sammenhæng våbenembargoen, forstås den som et

udtryk for realisme, da EU vil sikre ”at ophævelsen af embargoen ikke fører til kvalitativ eller

kvantitativ forøgelse af våbensalget” (Europa-Kommissionen 2006;12). EU’s holdning til

våbenembargoen forklarer neorealisternes sikkerhedsdilemma, da en ophævelse vil resultere i en

mulig forøgelse af våben i området, og selvom intentionen fra Kina er indenfor den økonomiske

sfære samt at blive set som en ligevægtig partner, så kan frygten for konsekvenserne af ophævelsen

være større end lysten til at føje Kina. EU kan mindske dilemmaet ved at stille krav til Kina

(Europa-Kommissionen 2006;12). EU bruger også våbenembargoen til at fremme sikkerheden i

regionen. Frygten for en optrapning i Taiwan-konflikten er den primære årsag til våbenembargoen

opretholdelse (Men 2008;5).

Som analysen viser, så er det muligt at spore flere elementer af sikkerhedspolitisk karakter i EU’s

kommunikéer vedrørende deres samarbejde med Kina. Først ved introduktionen af FUSP begynder

realismen at kunne forklare EU’s udenrigspolitiske samarbejde med Kina. Der sker en yderligere

intensivering af det sikkerhedspolitiske aspekt efter ESS i 2003. Det ikke at sige, at realismen er den

teori, som kan forklare det sino-europæiske samarbejde til fulde. Der er aspekter af samarbejdet,

som adskiller sig fra den traditionelle opfattelse af relationerne, hvormed realismen kan

argumentere for de ændringer, som forholdet har fået efter FUSP. Det sikkerhedspolitiske aspekt af

det sino-europæiske samarbejde kan også forklares ved liberalismens opfattelse af internationale

relationer. Den institutionelle liberalisme forklarer, hvorfor EU vil have Kina yderligere inkluderet i

det internationale samfund. Dog er overvægten af denne analyse baseret på den realistiske

forklaring af internationale relationer, skønt realismen, som teori, ikke forklarer det fulde sino-

europæiske samarbejde.

Side 51 af 77


HYPOTESE III

EU ønsker et tæt strategisk samarbejde med et stærkt og stabilt Kina for at styrke sin egen relative globale magtposition.

I projektets skitsering af den historiske kontekst understreges det, at Deng Xiaopings liberalisering

af den kinesiske økonomi i slutningen af 70’erne var en afgørende faktor for de sino-europæiske

økonomiske relationer. Af handelsaftalen fra 1978 fremgår det tydeligt, at både Kina og EF har en

fælles interesse i at fremme økonomiske og handelsmæssige relationer med hinanden. For eksempel

står der skrevet i Art. 3:

”De to kontraherende parter bestraeber sig paa at fremme en harmonisk udvikling af deres

samhandel og paa efter evne at medvirke til opnaaelsen af ligevaegt i denne.”

”Saafremt der opstaar en klar uligevaegt, skal dette problem behandles i Den blandede

Kommission, for at denne kan foreslaa foranstaltninger til forbedring af situationen” (EØF-Kina

1978;1).

Citatet skal i denne sammenhæng og i højere grad forstås således, at den ene part ikke må profitere

på bekostning af den anden. Hermed sagt, at så længe begge parter profiterer i det lange løb, så

opnår handelsaftalen begunstigelse fra begge parters side. Ændres en sådan harmonisk udvikling, så

skal aftalen revideres for at forbedre situationen, således at ingen bærer unødvendig last, og derfor

er det også i begges interesse, at der eksisterer og bibeholdes en gensidig profit. Dette er et klart

liberalistisk synspunkt, og liberalismen forekommer også som det entydige svar på indgåelsen af

aftalen, da liberalismen netop tilskriver økonomi en vigtig rolle i international politik og derfor også

i den globale magtbalance. Det logiske ræsonnement lyder således, at EF’s incitament for at indgå

handelsaftalen på dette tidspunkt var at vinde frem på den globale scene via den profit, som

handelssamarbejdet ville kaste af sig. Interdependens liberalismen kan således forklare indgåelsen

af handelsaftalen fra 1978, da denne retning netop påpeger, at magt, fremgang og velstand i højere

grad opnås gennem økonomisk udvikling og udenrigshandel baseret på gensidig afhængighed.

Handelsaftalen fra 1978 og genbekræftelsen af denne i 1985 kan siges at være spæde skridt i

retningen af et strategisk samarbejde mellem Kina og EU. Til trods for at handelsaftalerne ikke

definerer et strategisk samarbejde, så udgør de alligevel grundstenen for den efterfølgende

udvikling af et potentielt samarbejde af mere strategisk karakter, som også på sigt ville få

Side 52 af 77


indflydelse på den internationale magtbalance. Dette understreges blandt andet af David Scott, som

med reference til handelsaftalen fra 1975 påpeger følgende: ”Sino-European convergence was to be

welcomed, to “lead to a change in the balance of power...the balance of power in the world will be

better assured as a result of their collaboration”” (Scott 2007a;220).

I A Long Term Policy for China-Europe Relations kan man ane et mere dybdegående samarbejde,

da samhandlen med Kina nu også tillægges normative samt sikkerhedspolitiske elementer.

Dokumentet påpeger således vigtigheden af, at Europa udvikler endnu tættere relationer med Kina:

”Europe must develop a long-term relationship with China that reflects China’s worldwide, as well

as regional, economic and political influence. Europe’s relations with China are bound to be a

cornerstone in Europe’s external relations, both with Asia and globally” (Europa-Kommissionen

1995;3).

Sammenlignet med de to handelsaftaler fra henholdsvis 1978 og 1985, så er intentionen nu, at

relationerne skal rumme mere end blot handelsmæssige aspekter, da Kina er forudbestemt til at

blive en ”grundpille” i EU’s udenrigspolitik. Den bredere udenrigspolitiske profil fra EU’s side skal

selvfølgelig ses i lyset af implementeringen og den institutionelle inkorporering af FUSP under

TEU.

Endvidere står det skrevet i kommunikéet: ”China’s political importance makes its stability of great

concern both to its neighbours and to the world community at large. We believe that this stability is

best served by political, economic and social reform in line with international norms” (Europa-

Kommissionen 1995;3). Citatet understreger således, at det er i EU’s interesse at sikre stabilitet i

Kina, og at dette bedst opnås ved hjælp af politiske såvel som økonomiske og sociale reformer i

overensstemmelse med internationale normer. Sammenholdes dette citat med det forrige, så kan

man tydeligt fornemme nogle realistiske aspekter i måden, hvorpå man ønsker at håndtere Kina fra

Europas side. Realisterne mener nemlig, at stater forsøger at øge deres sikkerhed ved hjælp af to

metoder. Den første metode indebærer, at staterne selv forstærker deres autonomi, hvorimod den

anden metode indebærer, at staten skal bestræbe sig på at opnå indflydelse på andre stater.

Sidstnævnte metode synes således at være rammende for situationen, da citaterne netop anerkender

Kina som en signifikant politisk aktør på den globale scene. For at EU netop ikke skal miste terræn

globalt set, så er det af stor vigtighed at opnå indflydelse i Kina samtidig med, at Kina tilskriver sig

internationale normer, som hovedsagligt og implicit bærer præg af vestlig orientering.

Side 53 af 77


Fastholdes tanken om, at de internationale normer hovedsagligt bærer præg af vestlig orientering, så

synes den republikanske liberalisme også at give et svar på ovenstående. De republikanske

liberalister argumenterer for, at et tæt samarbejde er altafgørende for at sikre stabilitet og fred, såvel

som de påpeger vigtigheden af at promovere demokratiet globalt for netop at opnå disse mål.

Argumentationen er således, at det er i EU’s interesse at fremme vestlige normer i Kina, og herved

indsluse landet i et internationalt system, hvor fred og stabilitet er i højsædet, hvilket kan fremme

EU’s egen magtposition i den forstand, at Kina vil blive nemmere håndterlig på samtlige politiske

områder.

Flere steder i kommunikéet påpeges det blandt andet, at det er i EU’s interesse at indlemme Kina i

de internationale institutioner og deres respektive politiske agendaer. Specielt var det på daværende

tidspunkt et centralt punkt på EU’s dagsorden, at Kina skulle optages i WTO, hvilket republikken

opnåede 11. december 2001 (World Trade Organization):

”The EU’s efforts to increase the WTO-compatibility of trade rules, and to improve market access

and the investment environment in China… The objective is a coherent and consistent one: to bring

about the application of general internationally agreed trade principles, and at the same time to deal

with specific issues of mutual concern” (Europa-Kommissionen 1995;11).

”As a founder member of the GATT and once more a major player on world markets, China’s

membership of the World Trade Organisation is in the interest of all trading nations” (Europa-

Kommissionen 1995;11).

EU’s åbenlyse motivation for at promovere Kinas optagelse i WTO kan forklares ud fra det

synspunkt, at EU selv ville profitere heraf, da en optagelse logisk nok medfører internationale

retningslinjer, som alle medlemslande skal efterkomme. Set ud fra et handelsmæssigt og økonomisk

perspektiv, så ville EU’s samarbejde med Kina blive væsentlig lettere igennem dets optagelse i

WTO, hvilket bakkes op af de institutionelle liberalister, som proklamerer, at en institution, som

WTO, mindsker risikoen for internationalt anarki. Internationale institutioner udjævner nemlig den

mistillid, som stater har til hinanden, og hjælper således til, at aktørerne kan kontrollere hinanden,

hvilket kan støtte EU’s magtposition.

Interdependens liberalismen kan ligeså forklare situationen, da denne gren af liberalismen

foreskriver, at øget samarbejde på et område vil føre til øget samarbejde på andre ved en såkaldt

spillover-effekt. Derfor kan EU’s engagement vedrørende Kinas optagelse i WTO også betragtes

Side 54 af 77


som et forsøg på at udbrede vestlige samt europæiske normer og værdier til regionen på mere

institutionelle og normative områder.

Dette aspekt kommer således også til udtryk flere steder i kommunikéet: ”EU interests will

therefore be well served by supporting the development in China of institutions and a civil society

based on the rule of law” (Europa-Kommissionen 1995;5).

Et klart sted i kommunikéet, som påviser hypotesen om, at EU ønsker et tæt strategisk samarbejde

med et stærkt og stabilt Kina for at styrke sin egen relative globale magtposition, er følgende: ”in

order for European industry to be globally competitive we must be present on the world’s most

dynamic markets… An active role for EU business in China, where US and Japanese competition is

already fierce, is essential” (Europa-Kommissionen 1995;4-5).

Citatet indikerer således, at EU ikke har råd til at stå foruden et samarbejde med Kina, da Unionens

konkurrenceevne i så fald vil lide et alvorligt knæk i forhold til andre globale aktører. Dette kan

ligeledes forklares ud fra et realistisk synspunkt med den antagelse, at økonomi også udgør en

faktor i at sikre Unionens overlevelse. Realismen foreskriver netop, at aktører er homo

oeconomicus, altså målsøgende af natur, og derfor baserer sine handlinger på en rationel kalkule af

den givne situation. I dette tilfælde opvejes fordelene af samarbejdet, nemlig profitten og

markedsandelene som tætte relationer med Kina vil kaste af sig. Traditionelt set er det liberalisterne,

som tilskriver økonomi en væsentlig rolle i international politik, hvorfor denne IR-teori også

forklarer incitamentet for at engagere sig i et samarbejde med Kina.

I Kommissionens kommuniké fra 2003, som er en opdatering af forudgående kommunikéer

vedrørende sino-europæiske relationer fra 1998 og 2001, tydeliggøres hypotesens statement

yderligere. Blandt andet står det skrevet: ”The EU, as a global player on the international stage,

shares China’s concerns for a more balanced international order based on effective multilateralism,

and wants to engage China as a responsible power in the management of global issues” (Europa-

Kommissionen 2003;23). Citatet understreger, at EU deler Kinas overbevisning om en mere

balanceret international orden baseret på multilateralisme, hvorfor et samarbejde med Kina også er

af vigtig betydning for EU’s egen magtposition. Et strategisk samarbejde med Kina beror således

på, at flere bånd på tværs af landegrænser er med til sikre en mere stabil og fredelig global orden,

og derfor er det vigtigt for EU at have relationer med Kina såvel som med andre nationer.

Argumentationen bakkes op af de sociologiske liberalister og er meget rammende for det, John

Side 55 af 77


Burton refererer til som et edderkoppespind af internationale relationer. Edderkoppespindet er en

figurativ forklaring på, hvordan transnationale bånd kan sikre og opretholde stabilitet og fred i

verden, da overlappende transnationale medlemskaber vil minimere risikoen for seriøs konflikt

mellem to parter, da disse to parter netop indgår i flere transnationale fællesskaber, der i givet fald

vil søge at forhindre en eventuel konflikt. EU’s samarbejde med Kina er derfor vigtigt i og med, at

selvsamme til en hvis grad sikrer Unionen og på samme tid garanterer, at EU er berettiget til at

blive hørt og konsulteret i internationale politiske anliggender, hvilket styrker, eller om ikke andet

cementerer, EU’s position i den globale magtbalance.

Betragter vi ligeledes ESS, så understreges vigtigheden af sino-europæiske relationer i et

sikkerhedspolitisk perspektiv med en lignende retorik:

”Et internationalt samarbejde er nødvendigt. Vi skal forfølge vore mål både gennem et multilateralt

samarbejde i internationale organisationer og gennem partnerskaber med nøgleaktører… Disse

forbindelser er et vigtigt aktiv at bygge videre på. Vi bør navnlig søge at udvikle strategiske

partnerskaber med Japan, Kina, Canada og Indien og med alle dem, der deler vore mål og værdier

og er rede til at støtte dem” (det Europæiske Råd 2003;14).

Citatet indikerer, at Unionens sikkerhed generelt set er et globalt anliggende, da vi står overfor

fælles verdensomspændende trusler, og er derfor også nødsaget til at arbejde sammen på tværs af

landegrænser. Unionens eksistens står og falder således med effektiviteten af diverse multilaterale

samt bilaterale relationer, som de Unionen har med Kina. Kina betragtes som værende en anseelig

militær aktør (Europa-Kommissionen 1995;3), og derfor er det også i EU’s interesse at skabe en tæt

alliance med Kina af rene sikkerhedspolitiske årsager, hvilket bakkes op af realisterne. Realismen

anser alliancer som en måde, hvorpå man kan øge sin sikkerhed og bedre sikre statens overlevelse.

En alliance er dog ikke altid en garanti for ovenstående, da realismen netop antager, at verden er et

konfliktfyldt sted bestående af anarkistiske aktører, hvor allierede hurtigt kan ændre status fra

venner til fjender.

Til trods for denne antagelse så kan den realistiske teori stadig godt anvendes så langt, at EU søger

at styrke sin egen relative globale magtposition rent sikkerhedspolitisk ved at skabe en tæt alliance

med Kina og for den sags skyld også med andre stater.

I denne sammenhæng er det dog væsentligt at påpege, at EU til stadighed anser USA som en

vigtigere allieret end Kina på det sikkerhedspolitiske område. I sikkerhedsstrategien fremgår det:

Side 56 af 77


”De transatlantiske forbindelser er uundværlige. Sammen kan EU og USA udrette overordentlig

meget til gavn for verden. Vort mål bør være et effektivt og afbalanceret partnerskab med USA”

(det Europæiske Råd 2003;13). Holslag påpeger, at hverken EU eller Kina anerkender hinanden

som værende hinandens vigtigste partnere. Til trods det proklamerede samarbejde, så er der ifølge

Holslag en begrundet tvivl om, hvor dybt det egentlig stikker (Holslag 2011;308-9). Statementet

støttes tilmed af Jing Men, som understreger, at USA’s tilstedeværelse i det internationale system

afslører, at sino-europæiske relationer ikke er på samme niveau som amerikanske og europæiske

relationer (Men 2008;8).

Konstateringen, af at EU nok på nogle områder har et tættere samarbejde med USA end Kina,

forkaster dog ikke hypotesen. Det ene samarbejde kompromitterer ikke nødvendigvis det andet, og

som det også fremgår flere steder i de officielle dokumenter, så ønsker EU netop en balanceret

verden baseret på multilateralisme (Europa-Kommissionen 2003;23). Spørgsmålet er nærmere, på

hvilke områder EU profiterer af det givne samarbejde med Kina, og hvorledes disse områder styrker

EU’s position på den internationale scene. Først og fremmest profiterer EU af de økonomiske

fordele, som et samarbejde med en så blomstrende økonomi kaster af sig, hvilket kan konstateres

som værende den primære drivkraft bag samarbejdet fra EU’s side. En drivkraft som kun yderligere

er blevet intensiveret under finanskrisen (Hill & Smith 2011;381-383).

I forlængelse heraf påpeger Jing Men blandt andet, at EU har haft en forkærlighed for

multilatarisme, hvorimod Kina hovedsagligt har haft en forkærlighed for multipolaritet (Men

2008;4). EU’s forståelse for problemløsning i internationale relationer har således baseret sig på

flere entiteter, hvor øget samarbejde har været nødvendigt for netop at komme problemerne til livs.

Hvorimod Kinas opfattelse har baseret sig på, at enkelte poler ville svække og begrænse hegemoni i

den internationale orden og som følge heraf bidrage til verdensfred og udvikling. Ud fra dette må

EU’s opfattelse af verdensordenen siges at bære præg af et mere liberalistisk synspunkt, hvor Kinas

opfattelse tydeligt påpeger et mere realistisk synspunkt.

Jing Men understreger dog, at der efter 2003 er opnået en større konsensus på området, og skriver

blandt andet:

”While the term multipolarity is still used by the Chinese government, its implication has been

quietly changing. In the new interpretation, the Chinese highligt the elements of multilateralism

such as democratization of international relations and the strengthening of coordination and

Side 57 af 77


dialogue, which to a large degree has brought them closer to the EU’s understanding of the

international relations” (Men 2008;4).

De normative elementer, der skildres i ovenstående, er også af væsentlig prioritet for EU, som ofte

refereres til som en normativ magt. Det normative element kommer blandt andet til udtryk i

kommunikéet fra 2003: ”The EU stands for a set of common values, with democracy, human rights

and peaceful resolution of conflicts through multilateral mechanisms at the core of it. Its unique

raison d’être and institutions differentiate the EU from classical regional organisations” (Europa-

Kommissionen 2003;24).

Set ud fra et socialkonstruktivistisk synspunkt, så kan EU’s engagement i dets samarbejde med

Kina ikke entydigt forklares på baggrund af den umiddelbare materielle og økonomiske gevinst.

Socialkonstruktivisterne argumenterer netop for, at man ikke kan udelade vigtigheden samt

indflydelsen af normer og ideologier i internationale forhold, hvorfor EU’s samarbejde også søger

at fremme og udbrede europæiske værdier i Kina. I så fald er det ikke for egen vindings skyld alene,

at EU engagerer sig i et samarbejde med Kina, men nærmere en moralsk forpligtigelse overfor Kina

som region og verdenssamfundet generelt om at udbrede ”gode” demokratiske værdier. Det

socialkonstruktivistiske synspunkt reflekteres ligeså i EU’s China Strategy Paper 2007-2013:

”Europe has a major economic and political interest in supporting China’s sustainable development

and succesful transition to a stable, prosperous and open country. The cooperation programme is an

important mechanism for supporting this interest and for strengthening the relationship between the

Community and China” (Europa-Kommissionen 2007:4).

Til trods for de normative elementer, så kan socialkonstruktivismen dog ikke forklare samarbejdet

tilfredsstillende sammenlignet med det svar, som liberalisterne fremlægger. EU’s engagement

bygger hovedsagligt på økonomiske og sikkerhedsmæssige fordele, hvilke Unionen ønsker at styrke

sin relative globale magtposition igennem. I ovenstående citat står det forklaret sort på hvidt, at det

er på grund af EU’s økonomiske og politiske interesser, at man ønsker at støtte en bæredygtig

udvikling i retningen af et stabilt, velstående og frit Kina.

På baggrund af analysen kan hypotesen ikke forkastes, da vi netop har fastslået, at EU engagerer sig

i et samarbejde med Kina for at styrke sin egen økonomiske og politiske kapacitet i den globale

magtbalance. Dette er samtidig den realistiske måde at forklare samarbejdet på, da aktørerne som

Side 58 af 77


tidligere nævnt agerer ud fra selvcentreret ræsonnement og en rationel kalkule af omkostninger og

fordele af den givne situation.

På den anden side, så bliver det også slået fast med syvtommer søm i de officielle dokumenter, at de

vestlige samt liberale demokratiske normer og værdier skal udbredes og implementeres i Kina.

Liberalismen forekommer i denne sammenhæng, som den bedst egnede til at forklare samarbejdet,

da såvel økonomiske interesser som sikkerhedsmæssige bedst sikres ved multilaterale samarbejder

og relationer. Socialkonstruktivismen kan forklare enkelte aspekter, men vinder ikke i det lange løb,

når vi netop fastslår, at samarbejdet med Kina beror på økonomiske, handelsmæssige samt

sikkerhedspolitiske interesser, der om ikke andet skal fremme Unionens magtposition så beskytte

denne i den internationale orden.

DISKUSSION

I det store hele centrerer projektet sig omkring et spørgsmål, hvorvidt de sino-europæiske relationer

har opnået status af at være et strategisk partnerskab. Det står klart, at der eksisterer bilaterale

relationer mellem EU og Kina, men disse er ikke nødvendigvis af strategisk karakter, da sådanne

relationer inkluderer nogle generelle betingelser.

Både Kina og EU betegner hinanden som strategiske partnere, men der foreligger ikke en konkret

strategisk aftale, som er defineret og signeret af de to. Derfor kan man diskutere, om de egentlig har

opnået denne status, eller om det blot er tomme ord, som udelukkende kommer til udtryk i

retorikken. Ud fra vores synspunkt findes der klare strategiske elementer i samarbejdet, såsom

samarbejdet på handelsområdet samt menneskerettigheds- og miljødialogerne. Det strategiske

kommer således til udtryk i for eksempel EU’s interesse samt engagement i at indlemme Kina i

WTO for herigennem at lette samhandel, men også indsluse Kina i det globale samfund for på

længere sigt at opnå eventuel konsensus på andre områder end handel.

Menneskerettigheds- og miljødialoger er ikke kun løs snak, men udmunder i fælleserklæringer, der

opstiller forpligtigelser, hvis ikke blot mindre justeringer, for især Kina indenfor de normative

områder. Når der så alligevel ikke foreligger en PCA endnu, kan det blandt andet skyldes, at Kina

ikke er parate til at acceptere de krav, EU stiller indenfor miljø og menneskerettigheder, og at EU

ikke vil vige fra at tage en aktiv rolle i problematikker, som set i forbindelse med Tiananmen, Tibet

og Taiwan. I bund og grund er de to parters grundpiller samt udenrigspolitikker for divergerende.

EU er bygget op omkring liberaldemokratiske principper og baserer deres udenrigspolitik på

Side 59 af 77


spredningen af disse, hvorimod Kina for alt i verden vil beskytte deres suverænitet og har en

udenrigspolitik, der bunder i gensidig respekt og gevinst. I Kina har det altoverskyggende fokus de

seneste årtier været på den fremstormende økonomi, og hvorledes den kinesiske regering kan sikre

en fortsat rivende udvikling. Spørgsmålet er dog, om Kina kan afvise enhver form for international

indblanding i indenrigspolitiske affærer, når man er en pol i den globale verden uden dog at have

vundet hegemoni, eller om Kinas fem udenrigspolitiske principper og stærke krav på suverænitet er

forældede standpunkter i det 21. århundrede. Der er ingen tvivl om, at verden, og i særdeleshed de

store internationale aktører, hele tiden bliver mere gensidigt afhængige. Det er utopisk, at Kina

forestiller sig en verden, hvor Kina som stormagt kan stå uden for andre staters påvirkning og heller

ikke selv blande sig i andre staters indre anliggender.

For selvom relationen kan have elementer af et strategisk partnerskab, så vidner samarbejdet også

om mangler i forhold til definitionen. Når EU og Kina eksempelvis påbegynder nye dialoger, er det

for at tilføre flere aspekter til samarbejdet, men som udviklingen af det sino-europæiske samarbejde

også har vist, så betyder det ikke samtidigt, at EU og Kina i realiteten nærmer sig hinanden. Der er

flere dialoger, som er blevet til politiske diskussionsfora, hvor parterne bringer deres holdninger til

forhandlingsbordet. Resultaterne udebliver dog. Det sino-europæiske forhold rummer også

problemer, da parterne har forskellige opfattelser af, hvad der er vigtigt i relationerne. Det er

problemet ved, at der ikke findes et udfærdiget dokument med betingelserne for det strategiske

partnerskab. Da Dalai Lama var på besøg hos flere europæiske ledere i slutningen af 00’erne,

udløste det stærke reaktioner hos kineserne. I stedet for at fastsætte rammerne for deres forhold, så

går EU og Kina skævt af hinanden. Efter de europæiske møder med Dalai Lama valgte den

kinesiske regering at melde fra til det årlige topmøde med EU. Eksemplet er ikke enestående, og

man kan identificere dem inden for flere områder af det såkaldte strategiske partnerskab. Retorikken

peger i én retning, men oftest viser virkeligheden, at retorikken ikke leves ud i praksis, hvilket ikke

ligefrem vidner om et strategisk partnerskab.

I en forklaring af, hvad EU er, referer man ofte til institutionen som sui generis, den eneste af sin

slags. Det skyldes, at der både er supranationale og mellemstatslige elementer, og denne form for

opbygning ikke er set i andre tilfælde eller i samme størrelsesorden. EU skal varetage 27

medlemslandes interesser, og dette kan til tider fragmentere EU. Fox og Godement refererer til

disse fragmenteringer, og hvordan de lammer den europæiske parlamentariske styrke ved, at EU

står splittet i forskellige problematikker med Kina. Når EU ikke er i stand til at opnå en højere grad

Side 60 af 77


af konsensus omkring det sino-europæiske forhold, vil Kina være i stand til at manøvrere sig rundt

om EU’s normative krav. Siden teksten af Fox og Godement har EU vedtaget ToL og udvidet HR’s

rolle og ansvarsområde, men det fulde potentiale af dette menes til stadighed ikke at være udløst.

Selvom HR er øverst ansvarlig for FUSP, er EU stadig en union af 27 medlemslande, der har hver

sin nationale agenda overfor Kina, som de fører sideløbende med Unionens. Her kan specielt

pointeres Frankrigs ønsker om en ophævelse af våbenembargoen, hvorimod de skandinaviske lande

samt Holland og Storbritannien er imod en sådan ophævelse. Dette resulterer i en slinger i valsen i

EU’s Kina-position.

For at vende tilbage til indledende opsummering af dette projekt som værende et forsøg på at svare

på spørgsmålet om det sino-europæiske samarbejdes udvikling til et af mere strategisk karakter, så

må det siges, at en sådan transformation eller udvikling er mødt af nogle udfordringer.

Udfordringerne i fuldstændig at kunne bekræfte samarbejdet mellem Kina og EU som værende

strategisk, bunder, som vi ser det, i en manglende forståelse for hinandens politiske traditioner, en

intern splittelse i EU medlemslandenes nationale agendaer og helt grundlæggende to vidt forskellige

udgangspunkter for samarbejdet, der til tider består mere af løs retorik fra Kina og flere halvhjertede

krav fra EU. Endvidere så udfordrer Kina og EU’s divergerende verdensopfattelser også en mere

strategisk retning i samarbejdet. Kinas forkærlighed for multipolaritet hænger uløseligt sammen

med dets krav om ikke at afgive suverænitet, og Kina anser i denne sammenhæng sig selv for

værende en magtpol i det internationale system, som skal sikre verdensfred og udvikling samt

begrænse hegemoni. EU’s forkærlighed for multilateralisme hænger på den anden side sammen

med dets sui generis karakter og interne fragmenteringer, som gør det vanskeligt at opnå noget

politisk uden at samarbejde med flere aktører udover det økonomiske område. EU’s prioritering af

multilateralisme frem for multipolaritet kan desuden ses i lyset af Unionens umiddelbare større

tilknytning til USA, da USA gerne vil fremstå som en den eneste supermagt i verden, altså en

unipol, hvorfor en udmeldelse fra EU om en multipolar verden kan kompromittere dets relationer

med USA.

PERSPEKTIVERING

Kina hører til de såkaldte BRIK-lande, som alle har haft en utrolig høj vækst og bejler til at blive

morgendagens stormagter. EU’s forhold til BRIK-landene er ikke ens, da landene har hver deres

historik med EU og desuden befinder sig på forskellige udviklingsstadier. Som USSR’s efterfølger

har Rusland været et naturligt fokuspunkt for EU, som også er blevet udtrykt igennem aftaler.

Side 61 af 77


Allerede kort efter USSR’s sammenbrud forhandlede EU en PCA på plads med det nye Rusland

(EEASb). De to resterende BRIK-lande har tidligere været europæiske kolonier, og dermed har de

allerede bånd til to af EU-medlemslandene.

Indien har senest fået uafhængighed fra den tidligere kolonimagt, Storbritannien, men forbindelsen

mellem Europa og Indien virker alligevel ikke til at have udviklet sig i det omfang, som så tætte

forbindelser kunne have ledt an til. Faktum er, at Indien, såvel som Kina, har en samarbejdsaftale

med EU, blev udnævnt som strategisk partner i 2004 og er mål for en handlingsplan for

tidsperioden 2007-2013 (EEASc).

Vi har tidligere diskuteret, hvordan det kompromitterer det sino-europæiske forhold, at der er

mangel på forståelse for hinandens historiske kontekst, ligesom der eksisterer divergerende politiske

standpunkter. Eftersom Indien er en noget mere liberaldemokratisk stat end Kina, og at forståelsen

af hinandens historiske kontekster burde være noget større på baggrund af Indiens tidligere status

som britisk koloni, så er det bemærkelsesværdigt, at det indisk-europæiske samarbejde ikke er mere

omfattende, end det egentlig er. Når det sino-europæiske forhold bremses på grund af faktorer, som

ikke spiller ind i det indisk-europæiske forhold, er det interessant, hvorfor samarbejdet med Indien

ikke er mere udviklet end det med Kina. Udviklingen af europæiske relationer med en tredjepart

viser sig ikke at være baseret på historiske bånd, men i stedet med fokus på det strategiske aspekt af,

hvad forholdene kan kaste af sig. På den baggrund kan det fastslås, at Kina er langt mere interessant

som strategisk partner for EU, på trods af at det er en noget mere langtrukket og omkostningsfuld

proces end at istandsætte et strategisk partnerskab med Indien. Faktum er, at Kina udgør en

væsentlig større rolle i forhold til Indien i den globale magtbalance.

Brasilien har ligesom Rusland en partnerskabsaftale med EU, som blev underskrevet i 2007. Denne

aftale rummer politiske områder som menneskerettigheder, klimaændringer, kampen mod fattigdom

og ikke mindst Brasiliens vigtige rolle i Mercosur. Brasiliens rolle i Mercosur kan også berette om,

hvorfor EU lægger så stor vægt på det sino-europæiske samarbejde, da Kina, ligesom Brasilien, er

hovedaktør i den regionale udvikling og sikkerhed.

Et studie af EU’s forhold til disse tre lande ville i sammenligning med dette projekt kunne belyse

relationerne med relativt tættere historiskforbundene lande i forhold til EU. Alle BRIK-landene

anerkendes af EU som værende strategiske partnere, men hvor meget vægt, der lægges på hvert

enkelt samarbejde, er mål for en anden opgave end denne. Vi kan dog se, at nogle af de tendenser i

Side 62 af 77


forholdet til de andre BRIK-lande også gør sig gældende i relationerne til Kina. På baggrund af en

komparativ analyse af disse relationer i forhold til de sino-europæiske, vil man kunne konkludere på

nogle tendenser i EU’s strategi overfor morgendagens stormagter.

Endnu en perspektivering til projektet kunne være det specielle forhold mellem EU og USA, da det

er langt mere udviklet og omfattende end det forhold, som EU har med Kina. Det historiske

udgangspunkt for relationerne til USA er dog anderledes end de for relationerne til BRIK-landene.

Når det så er sagt, så har USA alligevel sin plads i debatten om EU’s forhold til Kina. For eksempel

spekulerer flere forskere i, at EU tager en tilbageholden sikkerhedspolitisk indgangsvinkel til

forhandlingerne med Kina, da man er under pres fra USA, som for eksempel er stærk modstander af

våbenembargoens ophævelse. USA’s rolle har dog været for omfattende til at inddrage i dette

projekt, og den amerikanske indflydelse på FUSP og EU's bilaterale relationer med tredjepartslande

kan være omdrejningspunktet for et fremtidigt projekt.

Der er i opgaven allerede delkonkluderet på udsigten til en PCA mellem EU og Kina, hvilket tager

en relativ pessimistisk tilgang til fremtiden. Det er umuligt at komme udenom de helt centrale

stridspunkter, som i dag vanskeliggør og begrænser samarbejdet. Dog har vi ikke foretaget en

dybdegående analyse af de igangværende PCA-forhandlinger, hvilket vil være opgaven for et andet

projekt. Et sådant projekt vil i højere grad kunne vurdere, hvorvidt FUSP rent faktisk er Unionens

udenrigs- og sikkerhedspolitik, eller om det blot er retorik, hvormed vi sætter spørgsmålstegn ved,

om EU vil afvige fra sin officielle politik, når den står i vejen for den økonomiske gevinst, eller om

Unionen tør stille stærkere normative krav til et strategisk partnerskab med Kina, der på kort sigt

kan have negativ indflydelse på det økonomiske samarbejde.

KONKLUSION

Hypoteserne kan alle forklare problemformuleringen, men nogle aspekter i hypoteserne synes at

forklare samarbejdet bedre end andre. Ligeledes synes nogle af disse aspekter også at harmonere

bedre med IR-teorierne end andre.

Når dette så er sagt, så kommer det netop til udtryk i analysen, at økonomiske samt handelsmæssige

fordele hovedsagligt er det, der driver samarbejdet mellem de to parter. EU og Kina lukrerer begge

på samhandlen, som siden slutningen af 1970’erne blot er blevet yderligere intensiveret mellem de

to. Tilsyneladende eksisterer der en gensidig erkendelse af, hvor vigtig den anden aktør er i et

økonomisk perspektiv. Kina er en af de hurtigst voksende økonomier i verden og har i mange år

Side 63 af 77


haft en enorm vækst, som har medvirket til en rivende udvikling af landet. Kina har for længst

meldt dets ankomst på den internationale scene og kan om nogen regnes for en økonomisk pol i den

globale magtbalance. Kina er EU’s anden største handelspartner, kun overgået af USA (Europa-

Kommissionen 2012), og derfor er det også af strategisk prioritet for EU at opretholde og

videreudvikle sunde og tætte handelsforbindelser med Kina, specielt i en trængt økonomisk tid.

Skal vi således forklare samarbejdet på baggrund af teorien, så synes liberalismen at være den mest

hensigtsmæssige, da denne tilskriver økonomi en væsentlig rolle i internationale relationer og

tilmed påpeger vigtigheden af samarbejde på tværs af landegrænser samt organisationer. Økonomi

er en magtfaktor og en parameter, hvorpå staten kan måle sin styrke i det internationale system, og

derfor finder den økonomiske interdependens også begunstigelse fra både europæisk og kinesisk

side.

Realismen er tilmed et godt udgangspunkt for at belyse det sikkerhedspolitiske aspekt i

samarbejdet. Realismen bygger netop på den antagelse, at stater i deres grundvold er anarkistiske og

selvcentrerede. En alliance mellem EU og Kina beror således på, at man sammen står stærkere, og

derfor også nemmere kan sikre sin egen overlevelse i det internationale system, såvel som sin

globale magtposition. Sikkerhedspolitikken har under tiden vundet større prioritet i det sino-

europæiske samarbejde, da vi i de officielle dokumenter ser en klar overbevisning om at fremme

global stabilitet og fred gennem multilateralisme. Efter 9/11 er terror blevet et centralt punkt på

dagsordenen, og EU ser det som en nødvendighed, at alle stater tager ansvar i bestræbelserne på at

imødekomme truslerne og reducere de eventuelle følger heraf. Normpolitikken vinder frem i

begyndelsen af 1990’erne, men kommer i særdeleshed også til syne efter 11. september, da EU

forpligtiger sig til at udbrede liberale demokratiske normer worldwide med tesen om, at dette vil

mindske risikoen og effekten af de globale trusler som for eksempel terror. Dette vidner om en klar

bekymring for det generelle verdenssamfund fra EU’s side, og socialkonstruktivismen synes således

at kunne forklare EU’s engagement på området. Socialkonstruktivister afviser ikke

sikkerhedsmæssige samt økonomiske aspekter i internationale relationer, men påpeger blot, at man

ikke kan fornægte vigtigheden af moral og etik. Som det også påpeges i analysen, så kan den

republikanske liberalisme også forklare ovenstående, da denne netop foreskriver, at udbredelsen af

demokrati vil sikre stabilitet og fred, samtidig med at økonomien fungerer som det centrale

omdrejningspunkt for samarbejdet.

Side 64 af 77


EU’s sikkerheds- og normpolitik er imidlertid også noget af det, der kompromitterer samarbejdet

med Kina. Som påpeget flere steder i projektet, så er massakren på Tiananmen i 1989 samt Kinas

syn på menneskerettigheder, noget som den dag i dag vanskeliggør samarbejdet mellem de to

parter. Ovenstående står i skarp kontrast til EU’s acquis communautaire, og man kan rent figurativt

sige, at uoverensstemmelserne på både menneskerettigheder og udenrigspolitik er det, som deler

vandene i det sino-europæiske samarbejde. Kina synes at være principfast i deres holdning om ikke

at interferere i andre nationers indenrigspolitiske anliggender, hvorimod EU på baggrund af sin

påtaget moralske forpligtigelse overfor verdenssamfundet, betragter det som et must, hvis hjælpen

synes berettiget og truer demokratiet.

Til trods for disse stridspunkter, så opretholder vi vores strategiske samarbejde med Kina, og derfor

konkluderer vi, at det hovedsagligt er de økonomiske fordele, som driver værket. På længere sigt er

det dog af strategisk prioritet for EU, at Kina tilskriver sig vestlige standarder på såvel

menneskerettigheder som på andre områder. Hvis dette opnås, så har EU således en endnu stærkere

allieret i Asien og kan således påvirke magtbalancen i en ønskelig retning i forhold til egne

interesser. Med dette mener vi, at EU for netop at sikre sig selv bliver nødt til at slå sig på de

økonomiske samt normative elementer i dets udenrigspolitik, da EU som sådan ikke udgør nogen

militær magtfaktor i det internationale system. Hvis EU skulle udgøre en militær magtfaktor i det

internationale system, så vil det umiddelbart kræve en endnu dybere integrering af FUSP. Et samlet

militært Europa ville i givet fald udgøre en stor militærmagt, men dette forekommer dog urealistisk,

da området er særlig følsomt i forhold til medlemslandenes suverænitet. Man kan sige, at så længe

EU ikke opnår en større militær udlicitering til institutionen, så er EU nødsaget til at benytte sig af

de økonomiske samt normative instrumenter for at bevare og styrke sin globale magtposition. Kina

er af samme grund vigtig for EU i den henseende, at man netop anerkender landet for at være en

stor militær magt, og derfor bør EU netop kontrollere Kina på området ved hjælp af de økonomiske

samt normative redskaber, som står til Unionens rådighed.

Umiddelbart kan vi ikke konkludere, at EU’s ønske om at udbrede vestlige demokratiske normer til

Kina blot er ren og skær retorik, da en strømligning af Kina i en vestlig retning i givet fald vil gøre

samarbejdet væsentlig lettere. Som understreget flere gange, så er det dog samhandlen, der er

samarbejdets byggesten, og derfor skubbes normer og værdier lidt i baggrunden, når man betragter

diverse politiske områders prioritet i samarbejdet.

Side 65 af 77


EU har derfor udviklet og engageret sig i et samarbejde med Kina på baggrund af en utilitaristisk

kalkule, som opvejer fordelene ved økonomisk samhandel frem for omkostninger af de normative

stridspunkter, som kompromitterer samarbejdet.

Den moralske forpligtigelse overfor EU selv er således ikke en streg regningen, som vil forhindre

samarbejde i fremtiden. Stridspunkterne gør dog videreudviklingen af samarbejdet til en

langsommelig proces, som vi for eksempel ser med den forestående PCA.

I henhold til IR-teorierne, så finder de alle deres berettigelse i forklaringen af EU’s samarbejde med

Kina, men i store træk så argumenterer liberalismen bedst for samarbejdets eksistens og udforming.

Side 66 af 77


BIBLIOGRAFI

Baylis, John & Smith, Steve. (1997). The Globalization of World politics – an introduction to

international relations. (1. udg. genoptryk). New York: Oxford University Press

- Britiske John Baylis er internationalt anerkendt for sine studier i internationale relationer

med fokus på sikkerhedspolitiske aspekter. Han er i dag tilknyttet Swansea University som

vicerektor. Landsmanden Steve Smith er IR-teoretiker og har udgiver mere end 13 bøger og

over 100 akademiske artikler. Han er i dag tilknyttet University of Exeter som vicerektor.

Chen, Dingding (2001). Understanding China’s Human Rights Policy: The Limits of International

Norms. Chinese Dimension, Vol. 1/2001 (1). Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://cosa.uchicago.edu/dingdingchen3.htm

Chen, Dingding (2005). Explaining China’s Changing Discourse on Human Rights 1978-2004.

Asian Perspective, Vol. 29/2005 (3). pp. 155-182

Den Store Danske,a. (2009-13). EU. Lokaliseret den 21. april 2013 på

http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2c_jura_og_politik/EU/EU

Den Store Danske,b. (2009-2013). Hypotese. Lokaliseret den 21. april 2013 på

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/

Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/hypotese

Det Europæiske Råd. (2003). Et Sikkert Europa i en bedre Verden – Europæisk Sikkerhedsstrategi.

Det Kinesiske Udenrigsministerium. (17.11.2000). China’s Initiation of the Five Principle of

Peaceful Co-Existence. Lokaliseret den 21. april 2013 på

http://www.fmprc.gov.cn/eng/ziliao/3602/3604/t18053.htm

Det Kinesiske Udenrigsministerium. (13.10.2003). China’s EU Policy Paper. Lokaliseret den 16.

april 2013 på http://www.fmprc.gov.cn/eng/topics/ceupp/t27708.htm

Ellemann-Jensen, Uffe. (09.11.2011). Kronik: En dag der ændrede verden. Berlingske. Lokaliseret

den 20. april 2013 på http://www.b.dk/kronikker/en-dag-der-aendrede-verden

- Tidligere dansk udenrigsminister og sidder i dag i ECFR.

Side 67 af 77

http://www.b.dk/kronikker/en-dag-der-aendrede-verden

http://www.fmprc.gov.cn/eng/topics/ceupp/t27708.htm

http://www.fmprc.gov.cn/eng/ziliao/3602/3604/t18053.htm

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/hypotese

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/hypotese

http://www.denstoredanske.dk/Samfund%2C_jura_og_politik/EU/EU

http://cosa.uchicago.edu/dingdingchen3.htm


European External Action Service (EEASa). (u.å.). Human Rights Dialogue. Lokaliseret den 20.

april 2013 på http://eeas.europa.eu/delegations/china/eu_china/political_relations/

humain_rights_dialogue/index_en.htm

European External Action Service (EEASb). (u.å). EU relations with Russia. Lokaliseret den 22.

april 2013 på http://eeas.europa.eu/russia/index_en.htm

European External Action Service (EEASc). (u.å). India. Lokaliseret den 22. april 2013 på

http://eeas.europa.eu/india/index_en.htm

European External Action Service. (EEAS 2012). Human Rights and Democracy in the World –

Report on EU action in 2011.

Europa-Kommissionen. (1995). A Long Term Policy for China-EU Relations. Bruxelles.

Kommuniké fra Europa-Kommissionen.

Europa-Kommissionen. (2003). A Maturing Partnership – Shared Interests and Challenges in EU-

China Relations. Bruxelles. Policy Paper afsendt til Det Europæiske Råd.

Europa-Kommissionen. (2006). EU-Kina: Tættere partnerskab, større ansvar. Bruxelles.

Kommuniké fra Europa-Kommissionen.

Europa-Kommissionen. (2007). China – Strategy Paper 2007-2013. Bruxelles.

Europa-Kommissionen. (2012). China – EU bilateral trade and trade with the world. Bruxelles.

Lokaliseret den 21. april 2013 på

http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113366.pdf

EØF-Kina. (1978). Handelsaftale mellem Det europæiske økonomiske Fællesskab og Den kinesiske

Folkerepublik. Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:21978A0403(01):DA:HTML

EØF-Kina. (1985). Aftale om Handelsmæssig og Økonomisk Samarbejde mellem Det europæiske

økonomiske Fællesskab og Den kinesiske Folkerepublik. Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:1985:250:0002:0007:DA:PDF

FN’s Sikkerhedsråd. (u.å.). Current Members. Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://www.un.org/en/sc/members/

Side 68 af 77

http://www.un.org/en/sc/members/

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:1985:250:0002:0007:DA:PDF

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:21978A0403(01):DA:HTML

http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/september/tradoc_113366.pdf

http://eeas.europa.eu/india/index_en.htm

http://eeas.europa.eu/russia/index_en.htm

http://eeas.europa.eu/delegations/china/eu_china/political_relations/humain_rights_dialogue/index_en.htm

http://eeas.europa.eu/delegations/china/eu_china/political_relations/humain_rights_dialogue/index_en.htm


Folketingets EU-oplysning. (2011). Lissabontraktaten. (4. opl) .København: Folketingets EU-

oplysning

Fox, John & Godement, François. (2009). A Power Audit of EU-China Relations. London:

European Council on Foreign Relations.

Glen, Carol M. & Murgo, Richard C. (2007). EU-China Relations: balancing political challenges

with economic opportunities. Springer Verlag.

- Carol Glen er i dag tilknyttet Valdosta State University, og Richard Murgo er ansat ved

Tallahassee Community College.

Jackson, Robert & Sørensen, Georg. (2010). Introduction to International Relations – Theories &

Approaches. (4. udg). New York: Oxford University Press.

- Bogen fungerer som lærebog, hvilket har gjort den let håndgribelig uden at være mindre

troværdig. Georg Sørensen forsker i dag i det internationale samfund ved instituttet for

statskundskab ved Aarhus Universitet. Robert Jackson forsker ligeledes i internationale

relationer, men ved Boston University.

Hill, Christopher & Smith, Michael. (2011). International Relations and the European Union (2.

udg.). New York: Oxford University Press

- Bogen fungerer ligeledes som lærebog, hvilket har gjort den let håndgribelig uden at være

mindre troværdig. Christopher Hill arbejder ved University of Cambridge, hvor han er

professor i internationale relationer, og han forsker inden for international politik i Europa.

Michael Smith er professor indenfor europæisk politik ved Loughborough University og har

tidligere været formand for University Association for a Contemporary European Studies.

Holm, Andreas Beck. (2011). Videnskab I Virkeligheden: En Grundbog i Videnskabsteori. (1. udg.).

Frederiksberg: Samfundslitteratur

- Bogen er den førende lærebog indenfor videnskabsteori ved de danske universiteter.

Andreas Holm er uddannet filosof og tilknyttet Aarhus Universitet.

Holslag, Jonathan. (2011). The Elusive Axis: Assessing the EU-China Strategic Partnership.

Journal of Common Market Studies, Vol. 49/2011 (2). pp. 293-313

Side 69 af 77


Jiabao, Wen. (2004). Vigorously Promoting Comprehensive Strategic Partnership between China

and the European Union, China-EU Investment and Trade Forum. Lokaliseret den 29. april 2013 på

http://www.fmprc.gov.cn/ce/cebe/eng/zt/t101949.htm

- Tidligere kinesisk premierminister.

Laursen, Finn. (2011). The EU’s Strategic Partnerships: The Case of EU-China Relations.

Dalhousie EUCE Occasional Paper nr. 19, Dalhousie University, Halifax, Canada

- Finn Laursen er i dag leder af EU Centre of Excellence ved Dalhousie University.

Li, Mingjiang. (2009). China-EU relations: Strategic Partnership at a Crossroads. China: An

International Journal, Vol. 7/2009 (2). pp. 237-254

- Mingjiang Li er professor ved S. Rajaratnam School of International Studies i Singapore.

McCormick, John. (2011). European Union Politics. Palgrave Foundations

- McCormick er politolog, og bogen er udgivet for at være en lærebog. Han er tilknyttet

Indiana University.

Men, Jing (2008). EU-China Relations: Problems and Promises. Jean Monnet/Robert Schuman

Paper Series, Vol. 8/2008 (13)

Men, Jing (2011). Between Human Rights and Sovereignty – An Examination of EU-China

Relations. European Law Journal, Vol. 17/2011 (4). pp. 543-550

Nielsen, Gert H. (u.å.). Deng Xiaoping (1904-1997), Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://www.kinakontoret.com/kinas-ledere/deng-xiaoping

Nötzold, Antje. (2012). Chinese Energy Policy and Its Implications for Global Supply Security. The

Journal of East Asian Affair, Vol. 26/2012 (1). pp. 129-151

- Magasinet publiceres hvert halve år af Institute for National Security Strategy. Nötzold

forsker indenfor kinesisk og europæisk energipolitik ved Chemnitz University of

Technology i Tyskland.

Peterson Institue for International Economics. (2013). Case Studies in Sanctions and Terrorism.

Lokaliseret den 21. april 2013 på http://www.piie.com/research/topics/sanctions/china.cfm

Side 70 af 77

http://www.piie.com/research/topics/sanctions/china.cfm

http://www.kinakontoret.com/kinas-ledere/deng-xiaoping

http://www.fmprc.gov.cn/ce/cebe/eng/zt/t101949.htm


Rittberger, Volker. (2004). Approaches to the Study of Foreign Policy Derived from International

Relations Theories. Tübinger Arbeitspapiere zur Internationalen Politik und Friedensforschung,

(46). Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://tobias-lib.uni-tuebingen.de/volltexte/2005/1617/pdf/tap46.pdf

- Den afdøde Rittberger var uddannet politolog og har blandt andet været tilknyttet Standford

University.

Scott, David. (2007a). China-EU Convergence 1957-2003: towards a “strategic partnership”.

Springer-Verlag

Scott, David. (2007b). China and the EU: A strategic axis for the twenty-first century?.

International Relations, Vol. 21/2007 (1). pp. 23-45

- David Scott forsker i Kinas voksende globale magtposition ved Brunel University i London.

David Scott har udgivet adskillige bøger og en lang række artikler og må anses for at være

en anerkendt forsker indenfor området.

Sjursen, Helene. (2006). The EU as a “normative” power: how can this be?. Journal of European

Public Policy, Vol. 13/2006 (2). pp. 235-251

- Sjursen forsker inden for områderne; EU som en international aktør, EU’s udenrigs- og

sikkerhedspolitik samt EU’s udvidelse. Hun er tilknyttet Universitetet i Oslo.

Smith, Michael & Xie, Huaixian. (2010). ‘The European Union and China: The Logics of “Strategic

Partnership”’, Journal of Contemporary European Research. Vol. 6/2010 (4). pp. 432-448

- Michael Smith er introduceret tidligere og som nævnt tilknyttet Loughborough University,

hvor Huaixian Xie ligeledes er tilknyttet og har udgivet en lang række artikler.

Solana, Javier. (2005). Driving Forward s the China-EU Strategic Partnership. China Europe

International Business School, Shanghai. Lokaliseret den 29. april 2013 på

http://ue.eu.int/ueDocs/cms_Data/docs/pressdata/en/discours/86125.pdf

- Tidligere Højtstående Repræsentant i EU

Telhami, Shibley. (2002). Kenneth Waltz, Neorealism, and Foreign Policy. Security Studies, Vol.

11/2002 (3). pp. 158-170

Side 71 af 77

http://ue.eu.int/ueDocs/cms_Data/docs/pressdata/en/discours/86125.pdf

http://tobias-lib.uni-tuebingen.de/volltexte/2005/1617/pdf/tap46.pdf


- Shibley Telhami er tidligere rådgiver for USA’s udsending til FN og er ekspert i amerikansk

udenrigspolitik i Mellemøsten.

The Economist (18.12.2003). The Allure of Low Technology. Beijing and Hong Kong Office.

Lokaliseret den 21. april 2013 på http://www.economist.com/node/2300174

Torres, Ida. (30.01.2013). China’s Xi Jinping claims to pursue peaceful development, but won’t

stand down on sovereignty. Japan Daily Press. Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://japandailypress.com/chinas-xi-jinping-claims-to-pursue-peaceful-development-but-wont-

stand-down-on-sovereignty-3022361

- Japan Daily Press har til formål at linke Asien med den øvrige verden, hvor Ida Torres er

ansat som junior editor

US Department of State. (u.å.). Milestones: 1961-1968 – Soviet Invasion of Czechoslovakia, 1968.

Lokaliseret den 20. april 2013 på http://history.state.gov/milestones/1961-1968/soviet-invasion-

czechoslavkia

Waele, Henri de. (2011). The Common Foreign and Security Policy. I: Waele, Henri de, Layered

Global Players – Legal Dynamics of EU External Politics. Berlin: Springer

- Waele har taget en doktorgrad indenfor EU lovgivning og er tilknyttet Radboud University i

Nijmegen.

World Trade Organisation. (u.å.). Members and Observers. Lokaliseret den 20. april 2013 på

http://www.wto.org/english/thewto_e/whatis_e/tif_e/org6_e.htm

Zaborowski, Marcin. (2006). Developing a European Security Perspective on China, EU Institute

for European Studies, Paris

- Leder for the Polish Institute of International Affairs i Warszawa.

Zank, Wolfgang. (2011). The EU and China: The historical genesis of a new “strategic axis” in

world politics. CCIS Research Studies, Working Paper, nr. 12

- Lektor på Aalborg Universitet og interesserer sig hovedsageligt for europæisk integration og

transformation til markedsøkonomi.

Side 72 af 77

http://www.wto.org/english/thewto_e/whatis_e/tif_e/org6_e.htm

http://history.state.gov/milestones/1961-1968/soviet-invasion-czechoslavkia

http://history.state.gov/milestones/1961-1968/soviet-invasion-czechoslavkia

http://japandailypress.com/chinas-xi-jinping-claims-to-pursue-peaceful-development-but-wont-stand-down-on-sovereignty-3022361

http://japandailypress.com/chinas-xi-jinping-claims-to-pursue-peaceful-development-but-wont-stand-down-on-sovereignty-3022361

http://www.economist.com/node/2300174


Side 73 af 77


Side 74 af 77


BILAG A

Side 75 af 77


Side 76 af 77


Side 77 af 77

pure.au.dkpure.au.dk/.../eu_og_kina_strategiske_partnere.docx · web viewfor at kunne referere...

Documents