TEMA: Forårsfornemmelser i Palæstina?Ulykken i Jab’a - Bog: Kvinde på flugt - Interview med Pappé

Nr. 2 April 2012

palæstinaorientering

p

2

Forår og flygtningeDette nummer af Palæstina Orientering kommer på et tids-punkt, hvor begejstringen for udviklingen i den arabiske verden stadig er intakt. Vi har derfor valgt at sætte fokus på Palæstina-spørgsmålet i lyset af opstandene.

Ulykken i Jab’a og besættelsens infrastruktur”Dette er livet i Palæstina. Dette er besættelse. Ingen burde være vant til det (…) selvom der ingen soldater er, selv om der ingen militære operationer, våben eller bosættere er involve-ret, så øger selve besættelsens infrastruktur hver dag risiciene og udfordringerne…”

Forårsfornemmelser i Palæstina?I dette tema, ”Forårsfornemmelser”, tager vi fat i spørgsmålet om, hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke i højere grad er sat på den dagsorden, som det seneste års dramatiske udvikling i Mellemøsten, har sat.

Stenet vej mod forsoningKøreplanen rummer mange hurdler, som endnu ikke er for-handlet helt på plads, og mange års rivalisering om magten er ikke let at erstatte med tillid og samarbejde.

Lige for lige?Begejstringen for de arabiske opgør med gamle diktaturer, trækker ikke støtte med sig til de palæstinensiske krav om frihed fra besættelse og belejring. Det burde de...

’Gæt hvad, du bliver ordentlig glad, vi skal til Palæstina!’To unge dansk-palæstinensiske piger fra Mjølnerparken tager til deres bedsteforældres land for første gang i deres liv. En stor drøm går i opfyldelse.

Boganmeldelse: ”Kvinde på flugt fra meddelelse”Romanen er skrevet under den anden Intifada, hvor pa-læstinensernes militante forsvar mod genbesættelsen af Vestbredden og deres anvendelse af selvmordsbombere inde i selve Israel får angsten til at eksplodere i befolkningen.

Pappé: At nægte Nakba er som at nægte HolocaustDen israelske historiker Ilan Pappe tøver ikke: Zionistiske mi-litser og israelske styrker fordrev trekvart million palæstinen-sere i månederne op til og efter Israels oprettelse i maj 1948…

Uden etnisk udrensning – intet IsraelPappés bog afslører, hvor helt igennem planlagt den etniske udrensning af Palæstina i 1947 – 1948havde været, og at den var begyndt længe før krigen mellem de arabiskelande og Israel i 1948.

Forår i Palæstina, men kold vind fra DanmarkKommentar: Forår er tiden til at gøde jorden for gode resulta-ter sidenhen. Danmark bør kende sin besøgelsestid (…) Israels greb om de besatte områder konsolideres hver eneste dag, og de, som sidder på hænderne, er tavse støtter af denne udvik-ling

s3

s4

s6

s7

s9

s11

s13

s15

s17

s18

Palæstina Orientering udgives af foreningen Palæstina Orientering, Mjølnervej 1, 1, 3000 Helsingør.Ansvarshavende redaktør: Ole Olsen • Redaktion i øvrigt: Lars Ploug, Gitte M. Rasmussen, Henning Kosack, Else Christensen, Jan Mortensen, Dagmar Dinesen, Anne Berit Larsen, Marianne R. Thomsen • Layout: Henning Kosack • Tryk: HFA-Tryk.Bladet udkommer 4 gange årligt. Næste nummer: 1. september 2012.Abonnement 2012: Trykt udgave: 150 kr. Elektronisk/Pdf: 75 kr. • Merkur bank. Reg.nr. 8401 Kontonr. 0001161241

info@palestinaorientering.dk • www.palestinaorientering.dk • Tlf. 30 59 26 88

Forside:Børn fra Balata flygtningelejren. Foto: Beatiful Faces of Palestine/Flickr

3

Andet nummer i Palæstina Orienterings 33. årgang kommer på et tidspunkt, hvor begejstringen for udviklingen i den arabiske verden stadig er intakt. Selvom situationen i Syrien fortsat er blodig og uafkla-ret; og selvom de nu diktatorløse mennesker i Tunesien, Egypten og Libyen stadig har en usikker fremtid at bekymre sig om. For det er værd at glæde sig over, at folk gør oprør mod diktatorer, der har været holdt ved magten og muffen af stormagter uden interesse for diktaturernes ofre.

Palæstinensere udenfor fokus I dette nummer har vi tema om Palæstina-spørgsmålet i lyset af opstandene. Vi stiller tre spørgs-mål. For det første om der i palæ-stinensisk politik findes kræfter blandt folkevalgte og græsrødder der kan samle kræfterne og sætte Palæstina-spørgsmålet på det ara-biske forårs dagsorden. Fokus er i den sammenhæng sat på de skår, der i de senere år har været slået i forholdet mellem Hamas og Fatah, og på forsøgene på at få dem klin-ket. For det andet spørger vi, hvad der i den internationale opinion holder palæstinensernes krav ude af denne dagsorden, når kravene burde være inde.

Og for det tredje stiller vi spørgs-målet om, hvorfor Danmark ikke spiller en mere aktiv rolle i at gøre Palæstina-spørgsmålet til et anlig-gende i de sammenhænge, hvor vi faktisk har en vigtig international rolle at spille: Når nu vi har fået en regering, der har slået mere posi-tive takter an; når nu der faktisk sker nogle løfterige ting og sager i Israels og palæstinensernes nabo-

lag; og når nu vi har formandsska-bet for EU.

Ilan Pappe på danskDesuden har vi gjort et nummer af, at endnu en bog af den israelske historiker Ilan Pappe er oversat til dansk. Bogen handler om fordri-

velsen af ca trekvart million palæ-stinensere i månederne før og efter staten Israels oprettelse i 1948. Pappe har, sammen med andre is-raelske historikere, fungeret som en modvægt til den propaganda, der i mange år blev serveret som sandheden om det palæstinensiske flygtningeproblem.

Bogen har, som det kunne ventes, skabt furore i danske aviser. Nogle anmeldere og debattører har insi-steret på netop den historiefortæl-

ling, som blandt andre Pappe har dementeret på afgørende punkter. Vi bringer et interview med forfat-teren, og et lille kig ind i debatten om hans bog.

Om dette og meget andet i det blad, du har i hånden. Vi arbejder fortsat med layout og indhold, og

med at lære af de tilbagemeldin-ger vi har fået. Vi har fået mange abonnenter, og vi vil gerne have flere (for oplysninger om abonne-ment og pris, se omstående side). Hjemmesiden arbejder vi også på, så den med tiden kan blive til et aktuelt supplement til det trykte magasin.

Alt godt til vore læsere, og til alle Palæstina-venner

PO-redaktionen

Forår og flygtningeNye sider af (og om) palæstinensernes plads i omvæltningerne i den arbiske verden. Og om Ilan Pappe og hans arbejde med at dokumentere det palæstinensiske flygtningepro-blems historiske oprindelse og aktuelle betydning.

Demonstration på Tahrir pladsen i Cairo. Hvilken betydning har det arabiske forår for palæstinenserne? Foto: Hossam el-Hamalawy/Flickr

4

Af Yousef Munayyer

Oversat og redigeret af Gitte M. Rasmussen

17. februar 2012

Da jeg i morges hørte om den tra-giske ulykke med en skolebus nær Jab’a, hvor adskillige palæstinensi-ske skolebørn døde, blev jeg rystet over omstændighederne, og jeg begyndte at tænke over, hvor ræd-selsslagne børnene må have været, og hvor svært livet nu må blive for

de berørte familier. Det er trist og frygteligt, hver gang nogen dør eller kommer til skade, især når det er børn.

Mens jeg lyttede til detaljerne, ændrede jeg mig imidlertid fra at være trist til mode til at blive for-virret og derefter vred. Noget gav ikke mening.

Bussen medbragte børn fra en børnehave i Shuafat flygtningelej-ren på vej til en park nær Ramallah. Ifølge beboere i Shuafat befandt børnene sig i to busser med hver 80 passagerer, inklusive lærere og

chauffører. Jerusalem Post (israelsk avis,

red.) skrev om ulykken, at ’bus-sen afgik fra en palæstinensisk skole i Shuafat i Østjerusalem mod Ramallah-området med cirka 60 børn. Den vendte om og kørte tilbage på grund af dårlige vejrfor-hold. Den blev ramt af en lastbil på vej mod Østjerusalem (…) Ulykken skete kort efter klokken 9 ved Kikar Adam, et større vejkryds nord for Jerusalem, mellem hovedvej 60 og hovedvej 437’.

Børnene i bussen var fra Shuafat

Ulykken i Jab’a og besættelsens infrastruktur

Børn fra Shuafat. Foto: Ben Piven/Flickr

5

flygtningelejren. Shuafat ligger i Jerusalem-regionen. Deres mål var Ramallah, hvilket betyder, at de var nødt til at køre gennem Kufr Aqab, et andet palæstinensisk beboelses-område beliggende indenfor den israelske Jerusalem-region.

Jeg ved, at dette er kompliceret at forstå, så måske hjælper det at se på et kort, hvor man kan se, hvor Shuafat og Kufr Aqab ligger. Kufr Aqab ligger netop på hovedvejen til Ramallah fra Jerusalem. Den grønne rute viser i min beregning den mest logiske, korteste, mest direkte og desuden sikreste rute, når man skal fra Shuafat til Ramallah. Bussen kørte imidlertid ikke denne vej.

Bussen med børnene fulgte, igen ifølge min beregning, den røde rute, en omvej, som er længere, langt mere usikker, bakket, smallere og fuld af skarpe sving. Den gule cirkel angiver, hvor omtrent, ifølge Jerusalem Post, bussen forulyk-kede. Så hvorfor i alverden kører en bus fuld af palæstinensiske skole-børn ad den røde rute i stedet for den grønne?

Det gør den, fordi selvom både Shuafat og Kufr Aqab ligger inden for den (israelsk kontrollerede, red.) Jerusalem-region, så bevirker apartheidens infrastruktur - i dette tilfælde Muren – at den mest sikre og hurtigste rute er forbudt område for de indbyggere, der tilfældigvis blev født i den forkerte – den palæ-stinensiske – bydel på den anden side af Muren.

Prøv at se på det næste kort, hvor den grønne og den røde rute ifølge mine beregninger er som på det førnævnte kort, men hvor der nu er en tyk sort linje, som viser, hvor Muren løber og forhindrer palæ-stinensere i at tage den sikre, mere direkte vej.

Lad mig gøre det klart, at børnene, som døde i dag, døde i en ulykke. Ulykken skete højst sand-synligt som følge af dårligt vejr, og jeg beskylder ikke Israel og israelere for at være den direkte årsag til, at den skete. Dét, som er humlen her, er, at be-sættelsens infrastruktur regelmæssigt tvinger pa-læstinensere ud i uprak-tiske og usikre omveje, hvor risikoen for uheld er større. Ulykker kan ske overalt, særligt i dårligt vejr, men der hersker ikke tvivl i mit sind om, at jo mindre man be-finder sig på dårlige, usikre veje, jo

mindre er risikoen for ulykker.Som palæstinenser kan man for

eksempel ikke rejse fra Ramallah til Bethlehem uden at tage en lang og ofte farlig vej uden om Jerusalem, en vej der fører én næsten til Jericho. For de lokale palæstinen-sere er dette noget, man er blevet vant til. Ja, vejen er farlig, men man tager den regelmæssigt, så mange glemmer, hvor meget sikrere andre veje ville være, hvis det var tilladt at benytte disse. Jeg har (som ame-rikansk statsborger, red.) ofte selv kørt ad både den grønne og den røde rute, og det er let at se, at den grønne er langt mere sikker.

Dette er livet i Palæstina. Dette er besættelse. Ingen burde være vant til det. Kan vi lære noget af denne tragedie, er det, at selvom der ingen soldater er, selv om der ingen mi-litære operationer, våben eller bo-sættere er involveret, så øger selve besættelsens infrastruktur hver dag risiciene og udfordringerne for palæstinenserne.

Yousef Munayyer er Executive Director for The Jerusalem Fund

Gitte M. Rasmussen er medlem af Palæstinaorienterings redaktion

6

TEM

A: P

ALæ

STin

AnSi

SKE

FORå

RSFO

RnEM

MEL

SER

I sidste nummer handlede temaet om det ”palæstinensiske efterår”. Temaets titel pegede på, at der faktisk skete noget i palæstinen-sisk politik og på, at dette betød noget for det internationale poli-tiske landskab udenfor. Palæstina Orienterings Marianne Risbjerg Thomsen skrev om, hvordan den

palæstinensiske præsident Abbas efterhånden havde erkendt, at rol-len som leverandør af sikkerhed til Israel med tiden ville efterlade ham uden fremtid i palæstinensisk politik. Det var efter den erkendelse og efter en forsinket erkendelse af, at fredsforhandlingerne med Israel endte blindt, at Abbas valgte at

sætte international anerken-delse af en palæstinensisk stat på Fn’s dagsorden.

Vi bragte også et indlæg fra Nazareth i Israel, hvor den britiske journalist Jonathan Cook skrev om konsekvenserne af Abbas’ forsøg. Det ville, skrev han, endegyldigt tage livet af illusionen om muligheden for palæstinensisk gevinst i ”fredsprocessens” regi.

Men fredsprocessen, der har efterladt palæstinenser-ne med så lidt og Israel med så meget, døde i stilhed. Måske på grund af det arabi-ske forår, der i så afgørende grad har dementeret vestli-ge forestillinger om, at ara-bere og muslimer ikke evner andet end at underkaste sig diktatorer. Måske har virak-ken skygget for eller overdø-vet Palæstina-spørgsmålet. Paradoksalt nok, for det er svært at komme i tanker om en bedre anledning til at rejse det. For skønt historien og situationen er anderledes for de besatte palæstinen-sere end for deres arabiske

brødre, så står det klart, at det i hvert fald ikke står bedre til med deres rettigheder. Palæstinenserne er også underkastet militært dikta-tur, og de har tilmed levet i mere el-ler mindre permanent krigstilstand i mere end 60 år.

I dette tema, ”forårsfornemmel-ser”, tager vi fat i spørgsmålet om, hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke i højere grad er sat på den dagsor-den, som det seneste års dramati-ske udvikling i Mellemøsten har sat. Svaret falder i to artikler. Den ene af Marianne Risbjerg Thomsen, der skriver om palæstinensiske græs-rødders krav til Hamas og Fatah om enhed og samlingsregering samt om udfordringerne i forbindelse med virkeliggørelse af disse krav.

Mens Risbjerg Thomsens artikel handler om palæstinensisk poli-tik internt og om palæstinensiske græsrødders og politikeres forsøg på at drage nytte af omvæltninger-ne, spørger Lars Ploug om, hvorfor begejstringen for tilsyneladende og virkelige demokratiske foran-dringer i den arabiske verden ikke sætter Palæstina-spørgsmålet på dagsordenen hos liberale venner af universelle frihedsrettigheder, når nu parallellerne mellem det isra-elske militære regime i de besatte områder og de faldne diktatorers misregimenter er så iøjnefaldende.

Det israelske militære regime er i sin konsekvens lige så groft som det, de faldne diktatorer bød de folk, som de tvang til lydighed og underkastelse.

God læselyst!Tema-redaktionen

Forårsfornem-melser i Palæstina?Tema om det arabiske forår i palæstinensisk politik og om at Palæstina-spørgsmålet ikke omfattes af den opmærksomhed, som det internationale samfund ellers retter mod Mellemøsten.

Foto: karathepirate/Flickr

6

7

TEMA: PALæ

STinAnSiSKE FORåRSFORn

EMM

ELSER

Af Marianne Risbjerg Thomsen

Kampen for forsoning Den 15. Marts 2011 samledes store folkelige demonstrationer på de store pladser i Ramallah og i Gaza by. Det arabiske forår var nået til Palæstina, og ligesom i andre op-rørsbyer som Tunis og Cairo var demonstrationerne domineret af unge, der havde gjort brug af de sociale medier til at samles.

De mange efterretninger, de havde fået om fredelige og vellyk-kede protestdemonstrationer mod magthavere i regionen, havde skabt optimisme og selvtillid hos befolk-ningsgrupper overalt i det opsplit-tede Palæstina.

Krav om en enhedsregeringUanset partifarve var palæstinen-serne frustrerede over de interne kampe mellem Fatah-styret på Vestbredden og Hamas-styret i Gaza. Razziaer og fængslinger var ved at gøre begge områder til poli-tistater samtidig med, at de israel-ske besættelsesstyrker strammede deres greb overalt.

Nu samlede plakater og kampråb sig om et fælles krav om national forsoning, om ophør af intern be-krigelse og om samling omkring oprettelsen af en enhedsregering for de to områder.

Helt konkret krævede arrangø-rerne løsladelse af alle politiske fanger, og de krævede, at alle flygtninge i diasporaen skulle have mulighed for at deltage i det kom-mende valg til det Palæstinensiske nationalråd, PnC.

Fatah og Hamas bøjede sig for de folkelige demonstrationer, og kravene fra den 15. marts kom til at indgå i forsoningsprocessen.

Det arabiske oprør i Palæstina fik ikke nær så dramatiske udtryk som andre steder, og verdenspressens interesse søgte da også hurtigt an-dre steder hen. ’Foråret i Palæstina’ har ikke siden indgået i den inter-nationale fortælling om det arabi-ske forår.

Et paradigmeskiftDemonstrationerne i marts 2011 i Palæstina kom til at betyde en total ændring af de ’spilleregler’, der har været gældende for Vestens hånd-tering af israel-Palæstina konflik-ten, siden Osloaftalerne i 1994-95. I stedet formulerede det palæstinen-siske folk en ny selvstændig politik.

De afviste at vende tilbage til de USA-ledede fredsforhandlinger, der placerede dem i en ulige position overfor en supermagt. I stedet øn-skede de at tage deres sag tilbage til det FN, der anerkendte den isra-elske stat i 1948, og anmode om en

lignende anerkendelse.Endelig blev der indgået en forso-

ningsaftale mellem Fatah og Hamas, der skulle føre til parlamentsvalg, præsidentvalg og valg af en enheds-regering.

Tilsammen udgør disse krav et paradigmeskift for Palæstinas rolle i regionen.

Forsoningsaftale i Cairo den 4. Maj 2011Da det nye styre i Cairo den 4. Maj 2011 indkaldte Fatah og Hamas til et forsoningsmøde, var begge parter parat. Et lignende møde havde tidligere været forsøgt under Mubaraks ledelse i oktober 2009, hvor parterne ikke kunne blive eni-ge. Efter en række tilføjelser til det oprindelige forsoningsdokument skrev Hamas og 14 andre politiske grupperinger nu under.

Hverken USA eller Europa øn-skede at støde det nye ægyptiske regime ved direkte at sabotere dets første udenrigspolitiske satsning og måske anbringe sig på den ’for-kerte’ side af historien. De valgte i første omgang en ’vent og se’ hold-ning.

Lige siden har verden imidler-tid kunnet iagttage, hvordan det internationale samfund har søgt

Stenet vej mod forsoning

Gaza by, 15. marts 2011. Foto: M. Hassona/Flickr Ramallah, 15. marts 2011. Foto: pirates and plants/Flickr

8

TEM

A: P

ALæ

STin

AnSi

SKE

FORå

RSFO

RnEM

MEL

SER

8

at presse Abbas til at ophæve for-soningsaftalen og vende tilbage til forhandlingsbordet.

Med henvisning til USA’s og EU’s terrorlister har Israel reageret med at nægte at anerkende en mulig pa-læstinensisk regering med ministre fra Hamas.

Strategiske skift i regionenDet var imidlertid ikke kun de store fredelige protestmøder, der frem-skyndede enigheden mellem Fatah og Hamas. Ifølge en rapport fra ’international Crisis Group’ fra juli 2011 har de strategiske skift, som er foregået i regionen i forbindelse med det arabiske oprør, også haft betydning. Afsættelsen af Mubarak betød, at Fatah og især præsident Abbas havde mistet en pålidelig allieret i Cairo, og for Hamas var det af afgørende betydning, at re-volutionerne i Nordafrika havde ført til en ny og styrket position for Det muslimske Broderskab – som Hamas er en udløber af.

ægypten var nu Hamas’ naturlige samarbejdspartner, snarere end det shiamuslimske Iran og Assads Syrien. I forbindelse med Assads stadig voldsommere reaktion på det folkelige oprør valgte Hamas at flytte sin eksterne ledelse fra Syrien.

Det arabiske forår gav lederne af Fatah og Hamas mulighed for at foretage rundrejser til de arabi-ske lande og søge støtte til deres forsoningspolitik. Inddragelse af magtfulde lande som ægypten og mæglerlandene Tyrkiet og Qatar i forsoningsaftalerne gav dem såle-des en opbakning, der kunne styrke palæstinensernes ekstremt udsatte position overfor den israelsk/ame-rikanske magt.

FNI september 2011 hyldede en stå-ende Generalforsamling i Fn Abbas, da han fremlagde ansøgningen om anerkendelse af en palæstinensisk stat, hvorefter Sikkerhedsrådet sendte den i udvalg.

Kort efter gik forhandlingerne om forsoningsaftalen i stå på grund af intern uenighed mellem Fatah og Hamas. Men da Sikkerhedsrådets udvalg meddelte, at det ikke kunne videreføre sit arbejde med palæ-stinensernes ansøgning, så længe Palæstina ikke var et samlet land, blev forhandlingerne genoptaget.

Køreplan for oprettelsen af en enhedsregeringDen 22. Februar 2012 blev der med hjælp fra ægypten og Qatar opnået enighed om en køreplan, der skal forberede parlamentsvalg og præ-

sidentvalg i hele Palæstina i maj 2012.

Men køreplanen rummer mange hurdler, som endnu ikke er for-handlet helt på plads, og mange års rivalisering om magten er ikke let at erstatte med tillid og samar-bejde.

Mens denne artikel skrives, har de to parter udsat køreplanen mid-lertidigt for at nå til enighed om en sådan hurdle – ledelsen af den korte overgangsregering af tekno-krater, der skal forestå organiserin-gen af valgene.

På årsdagen for den afgørende

demonstration den 15. Marts 2011 udtrykte arrangørerne deres bekymring for den midlertidige udsættelse af køreplanen og over-vejede nye tiltag for at bevare den folkelige indflydelse.

Hvis det lykkes at bevare allian-cen mellem demonstranterne og deres ledere og gennemføre folkets ønske om forsoning, kan man kun håbe, at det vil være det længe ønskede Columbusæg, der kan ud-klække en bæredygtig palæstinen-sisk stat.

Marianne Risbjerg Thomsen er medlem af Palæstina Orienterings

redaktion

Demonstration i Al Ma’asara den 5. maj 2011. Foto: PSP Photos/Flickr

9

TEMA: PALæ

STinAnSiSKE FORåRSFORn

EMM

ELSER

9

Af Lars Ploug

En af forårets varmeste kartofler i international politik er præsident Assads ekstremt voldelige forsøg på at nedkæmpe opstanden mod sit regime samt USAs og andre in-ternationale aktørers manglende succes med at presse Rusland til at lægge pres på Syrien. Rusland har som Assad-styret selv henvist til, at oprøret er væbnet, og at der blandt oprørerne er terrorister, som den syriske stat har ret til at bekæmpe og forsvare sig imod.

Det er et argument, som ikke mindst den amerikanske regering burde kunne forstå. For var det ikke netop krigen mod terrorisme, der indtil for nylig blev brugt til at mo-tivere støtten til de nordafrikanske diktaturer, der holdt prodemokra-tiske kræfter nede med fængsel , tortur, forsvindinger og den slags? Og er det ikke netop krigen mod terrorisme sammen med ”ameri-kanske interesser”, der bliver brugt til at begrunde støtten til Israel, der selv kaster bomber på sages- og værgeløse palæstinensere i det belejrede Gaza?

Men det tænkte Hillary Clinton ikke på, da hun gik i rette med Rusland:

”Vi afviser enhver sidestilling af planlagte mord begået af en regerings militær med handlinger begået af belejrede civile, der er presset ud i selvforsvar”, sagde den amerikanske udenrigsminister i midten af marts måned.

Mens Hillary Clinton talte om sy-riske grusomheder og russisk for-lorenhed, angreb israel igen Gaza med missiler og bomber. Og som så mange gange før begrundede Israel de 26 palæstinensiske ofre med de raketter, som terrorister eller ”mi-litante” blandt de belejrede affyrer mod byer i det nordlige Israel. Men hun fandt det ikke underligt at sige

om de syriske regeringsstyrkers angreb på belejrede civile i Homs, hvad hun lige så godt kunne have sagt om de israelske luftangreb på det elendiggjorte og voldsomt overbefolkede Gaza. Og hun fandt det ikke underligt at skose russerne for deres geopolitiske kynisme, når hun kunne have skoset sig selv, sin præsident og den ubetingede poli-tiske og militære støtte til det Gaza-belejrende Israel.

Lejligheds-liberalClintons erklæring er i sig selv ikke kontroversiel. Den udtrykker den udbredte liberale forståelse, at en regerings legitimitet er afledt af dens respekt for de regeredes frihedsrettigheder. Diktaturer har

ingen eksistensberettigelse, og volden mod borgere, der truer dik-taturets eksistens, er derfor ikke acceptabel. Det bør de fleste – alt andet lige – kunne skrive under på som et universelt princip.

Det kan Hillary Clinton imidlertid

ikke, for i hendes verden er det ikke et universelt princip. I mere end fyrre år har skiftende amerikanske regeringer, inklusive hendes egen, legitimeret Israels drab på sages-løse palæstinensere med, at der var tale om selvforsvar mod terrorisme, der truede Israels eksistens. Og det er såmænd ikke så forskelligt fra den måde, hvorpå regimet i Syrien forsvarer angrebene på menne-skene i Homs, Hama og andre ste-der. Det klinger hult, og det rejser spørgsmålet om, hvorfor den vest-lige begejstring for de relativt nye arabiske og nordafrikanske krav om frihed fra tyranni ikke af sig selv slår om i støtte til gamle palæsti-nensiske krav.

Ikke det samme?Formentlig vil Clinton og andre for-årsbegejstrede Israel-støtter afvise ligheden mellem Assad-regimets blodige håndtering af opstanden på den ene side og Israels krigshand-linger mod de besatte og belejrede

Lige for lige?Begejstringen for de arabiske opgør med gamle diktaturer trækker ikke støtte med sig til de palæstinensiske krav om frihed fra besættelse og belejring. Det burde de...

Hr. Præsident - riv denne mur ned! Foto: Danny Birchall/Flickr

10

TEM

A: P

ALæ

STin

AnSi

SKE

FORå

RSFO

RnEM

MEL

SER

på Vestbredden og i Gaza på den anden. Men hvad er i grunden for-skellene? Er de så tydelige, og er de relevante?

Liberale forårsbegejstrede israel-støtter vil formodentlig pege på tre ting: For det første på, at blodsud-gydelserne i Syrien overgår, hvad der er sket på Vestbredden og i Gaza. For det andet vil de hævde, at palæstinensiske væbnede ak-tioner er forskellige fra det syriske folks kamp mod diktatoren Assad, at Israel er et demokrati, og for det tredje at palæstinenserne i de besatte områder ikke er israelske borgere .

Hvad angår forskellen på Israels og Syriens blodsudgydelser, så handler det selvfølgelig om, hvor-dan man regner. Udregnet i gen-nemsnitlige dødstal pr. måned kan Israels 20 dage lange angrebskrig mod Gaza for tre år siden rigeligt måle sig med den værste måned i Assads forsøg på at nedkæmpe op-positionen.

Men det er selvfølgelig perverst at lave den slags regnestykker. Det afgørende er, at ofrene i Gaza lige

som ofrene i Homs og Hama var belejrede og indespærrede, og at de israelske regeringssoldater ligesom de syriske angreb de indespærrede med tunge våben, som ofrene ikke havde skyggen af chance for at for-svare sig imod.

Demokratisk tyranni og retsløse ikke-borgereTilsvarende perverst er det at argumentere for, at Israels status som ikke-diktatur legitimerer dets angreb på sages- og forsvarsløse belejrede palæstinensere. Den heldigvis udbredte begejstring for demokrati og tilsvarende modvilje mod terrorbombardementer af sagesløse civile giver anledning til en forventning om, at demokratier ikke gør den slags. Tortur bliver heller ikke acceptabelt, fordi den hævdes udført i demokratiets tje-neste. Vi går ind for demokrati, blandt andet fordi vi regner med, at demokratiet er bedre til at sikre menneske- og frihedsrettigheder, end diktaturer er.

Tilbage står argumentet om, at palæstinenserne ikke er borgere i

Israel, og at det er det, der er den væsentlige forskel på for eksempel de syriske regeringsstyrkers drab på Assads ”egne borgere” og Israels drab på belejrede og besatte palæ-stinensere. Denne skelnen mellem borgere som dem, der har rettig-heder, og ikke-borgere, som man altså kan bombe og torturere, uden at der slides på det demokratiske image, er kernen i påstanden om Israel som det ”eneste demokrati i Mellemøsten”.

Det israelske demokrati har siden 1967 tvunget palæstinenserne i de besatte områder til at leve under et regime, der har kunnet måle sig med det, de værste arabiske dikta-turer har udsat deres befolkninger for. Og på nogle punkter har det væ-ret værre. Men alligevel skulle det altså være mere acceptabelt, fordi det er et liberalt demokrati, der ud-sætter dem for det, og fordi de ikke er borgere i dette demokrati.

Lars Ploug er medlem af Palæstinaorienterings redaktion

Hjemløse efter israelske ødelæggelser i Alatara, Gaza. Hvorfor interreserer Vesten sig ikke for disse menneskers rettigheder på samme måde, som de belejrede i Benghazi i Libyen eller de udbombede i Homs i Syrien? Foto: Physicians for Human Rights - israel/Flickr

11

”Gæt hvad,du bliver ordentlig glad,vi skal til Palæstina!”Af Gitte M. Rasmussen

I et beboerlokale i Mjølnerparken på det yderste af nørrebro befin-der der sig en lørdag eftermid-dag i februar en mindre gruppe unge, lokale beboere. De er mødt op for at møde Iyad Burnat, en frontkæmper og mangeårig palæ-stinensisk aktivist fra den israelsk besatte Vestbred, nærmere bestemt byen Bil’in. De unge er, udover at være interesserede i Palæstina-israelkonflikten, alle frivillige ved ”Mjølnerparkens Magasin”, et lokalt blad, som udgives af og for Mjølnerparkens beboere. I 2011 vandt de Lejerbos initiativpris samt 15.000 kroner i præmie. Pengene skal nu bruges til en tur til Palæstina hen over påsken 2012. Iyad Burnats besøg hos dem er en del af forberedelsen til turen. Otte unge tager af sted, seks piger og to fyre. Palæstina Orientering inter-viewede to af pigerne, Fatema og Duaa, før de skulle af sted og efter, at de kom tilbage.

Fatema, 19 år, studerer interna-tional virksomhedskommunikation på universitetet, er ansvarshavende redaktør på Mjølnermagasinet. Duaa, 18 år, går i 3. g, skriver artik-ler i magasinet.

De er begge født og opvokset i Mjølnerparken og har begge palæ-stinensisk baggrund.

DrømmenIdeen om at tage til Palæstina har de unge længe haft. Fatema fortæl-ler, at ”det er noget, vi har snakket om blandt mine veninder, som også er nogle af dem, der arbejder på magasinet. Vi plejede at sige, at nå ja, en dag skal vi rejse derned, det

er bare sådan noget, vi har sagt, det er ligesom en drøm, man har haft - og den går nok ikke lige i op-fyldelse”.

Men så vandt de prisen, og de begyndte at snakke om, at de kunne tage derned og skrive en artikel - og så blev det pludselig muligt.

Duaa fortsætter: ”Det var min største drøm. Jeg plejer altid at sige: jeg vil til Palæstina, jeg vil til Palæstina, og jeg plagede altid mine forældre med, at jeg vil godt der-ned, jeg vil godt derned. Og pludse-lig ringede Fatema til mig og sagde: ”Gæt hvad, du bliver ordentlig glad, vi skal måske til Palæstina!””

MjølnerparkenBåde Fatemas og Duaas forældre er født og opvokset i Libanon. Det var bedsteforældrene, der flygtede, da staten Israel blev oprettet. Deres forældre har heller aldrig været tilbage. Men nu tager de to pigers fædre med: ”De er ikke bange for, at der skal ske os noget, men de blev misundelige. Når vi skal til Palæstina må de også med, for de vil også gerne se landet”, siger pi-gerne.

Duaa fortæller, at det, hun glæder sig mest til, er at møde menneske-ne, som bor der: ”Hvordan bor de, hvordan har de det, har de, hvad de skal bruge. Og er de glade for, at de blev i Palæstina?” Hun fortæller, at hun ofte har spurgt sine bedstefor-ældre, hvorfor de flygtede, hvorfor kunne de ikke blive – selvom der er krig?

Fatema ser frem til at se, hvordan israelerne behandler palæstinen-serne. Hun fortæller, at hun har et stort had til israelerne. Hun kan ikke holde ud at se videoklip og

nyheder fra Palæstina, for så får hun det dårligt. ”Det irriterer mig, at jeg ikke kan gøre noget, du ved. Jeg er sådan, at der er ingen, der skal træde på mig, der er ingen, der skal sige noget til mig, for så svarer jeg igen”, siger hun. Men hun fortæl-ler også, at ”jeg er bange for at se, hvordan de lever, palæstinenserne, men glæder mig til at møde folk. Det er en overvældende oplevelse, det hele”. Duaa fortsætter: ”Når vi ser nyheder fra Palæstina og ser, hvordan palæstinenserne bliver behandlet, så sidder jeg og kan ikke klare mere,… de der aggressioner, de vil bare ud”. Hendes mor har formanet hende til at holde igen, ”for israelerne skelner ikke mellem hvilket land, man kommer fra”, for-tæller Duaa.

Rejsen”Tag derhen!” siger Duaa som no-get af det første. Hun fortæller det til alle, hun møder, siger hun, ”Tag derhen, I vil ikke fortryde det, det er det smukkeste, jeg nogensinde har set!” Tilbage igen møder jeg pigerne i Mjølnerparken efter deres otte dages intense rejse til flere forskellige byer, både i staten Israel og på Vestbredden.

”Det var alt andet end det, vi havde forventet”, supplerer Fatema, ”det var rigtigt fedt at være der, det var sjovt, det var spændende, det var alt andet end forfærdeligt. Det var slet ikke sådan, vi havde set det. Vi frygtede for vores liv nærmest, før turen”. Duaa tager over: ”Vi troe-de, der ville være mange problemer, konflikter, skænderier og sådan over det hele”. Fatema: ”Dét jeg sy-nes er værst dernede, er nok de der checkpoints, bare den dér følelse af,

12

at man skal have en tilladelse til at komme ind..for at besøge sin egen familie, og så kan man blive nægtet den dér tilladelse”.

Jeg spørger dem, om de er blevet klogere på, hvorfor deres bedstefor-ældre flygtede dengang. Duaa sva-rer, at ”ærligt, jeg forstår det ikke, for i Akka mødte vi nogen, der ikke flygtede, og de bor der stadig”. Mens Fatema svarer, at ”jeg forstår det fra min mors side, for hendes landsby på Akka-egnen blev fuldstændigt jævnet med jorden”. Men hendes fars landsby findes stadig. Dog, hun forstår mere nu end før rejsen, ”for nu giver det ligesom mere mening”. Duaa fortsætter: ”Jeg ville stadig ønske, at mine bedsteforældre var blevet, at alle var blevet, så ville det nok ikke være blevet, som det er nu i landet”. Men Fatema svarer, at ”det ved man aldrig, måske var der ble-vet flere massakrer”. Duaa: ”Ja, man ved aldrig, men man tænker bare, sådan..”. Og hun fortæller også, at hendes far plukkede blomster fra Duaas mors landsby og tog dem med hjem til sin kone, som blev så glad for dem, og Duaa tog også nog-le sten med hjem derfra. De fort-sætter: ”Det hele er israelsk nu, der er ikke en skid tilbage til palæsti-

nenserne. Kun meget få dele, og når vi finder noget til palæstinenserne, så er der de der idiotiske bosæt-tere, som har sat sig lige ved siden af. Hvor kom i fra lige pludselig? Jeg troede, det her var til palæstinen-serne, men der er bosættere over det hele”, siger Fatema. Og Duaa fortsætter: ”Du kan se, hvordan det er israelerne, der styrer landet og sådan, du kigger på palæstinenser-ne, og de kan ikke gøre noget”.

På turen har pigerne bl.a. be-søgt Det danske Hus i Ramallah, Deheisheh flygtningelejren ved Betlehem, Ibrahim-moskeen og meget andet. Men besøget i Hebron har gjort et særligt stort indtryk på pigerne. Med bosættere helt tæt på og et besøg hos en mands familie, som har problematikken inde på livet med grov chikane, bosætteres urinering i familiens vandtank f.eks. og mange andre horrible ting som daglig kost. ”De er jo psykopater dernede, de er meget ekstreme, der er noget galt med dem”, siger Fatema om bosætterne i byen.

Den største oplevelse har til gengæld været ”bare at tage over og se vores land, at se folk, at se hvordan det egentlig er, ja, jeg er så taknemmelig for denne her tur, det

er helt vildt, det er det, jeg er mest taknemmelig for i hele mit liv, se-riøst”, siger Fatema med eftertryk. Duaa siger også, at ”det var en af mine største drømme - og nu skete det”. Hun vil af sted igen. Det vil de begge, og Fatema siger, at man skal ”opleve det med egne øjne, før man vælger side”. Duaa fortsætter: ”Ja, for nyhederne er fulde af løgn”. Man får en fed oplevelse, er de enige om og en god idé om, hvordan det egentlig er.

Gitte M. Rasmussen er medlem af Palæstinaorienterings redaktion

Foto: Thorkil Rothe

13

Af Marianne Risbjerg Thomsen

Angsten eksploderer i IsraelRomanen er skrevet under den anden Intifada, hvor palæstinen-sernes militante forsvar mod genbesættelsen af Vestbredden og deres anvendelse af selvmordsbom-bere inde i selve Israel får angsten til at eksplodere i befolkningen. Romanen begynder i 2003, da også Oras yngste søn Ofer endelig har afsluttet sin værnepligt på den gen-

besatte Vestbred, og hendes mare-ridt kan få en ende. Men i stedet for at tage på den planlagte vandretur i Galilæa med sin mor for at fejre hjemkomsten beslutter Ofer i sidste sekund at melde sig frivilligt til en afgørende militær kampagne i de besatte områder.

Ude af sig selv af rædsel vælger Ora at gennemføre vandreturen uden ham, for hvis hun ikke er hjemme, kan ’meddelerne’ jo ikke aflevere deres ’meddelelse’.

Den gode lytteri stedet ’bortfører’ hun sin ung-doms elskede Avram, der har været fysisk og psykisk nedbrudt siden torturen i et ægyptisk fængsel un-der Yom Kippur krigen. Han skal lytte og være modtager af den en-deløse fortælling med de tusinde detaljer om den elskede søn. Så længe Ofer lever som ord imellem dem, kan hun måske holde ham i live, til kampagnen er overstået.

En erkendelsesrejse gennem Det hellige Land Men romanen er også en erkendel-sesrejse ind i Ora og Avrams fortid, og den samtale om Ofer, der skal beskytte ham mod døden, bliver samtidig en forløsning og en afkla-ring af deres ungdoms komplice-rede kærlighed. Langsomt taler de sig ind til hinanden på vandringen gennem de historiske landskaber.

Tildragelse i HebronDer er visse sorte pletter i histo-rien, som kun kan berettes efter mange tilløb. Baggrunden er en til-syneladende lykkelig familiemiddag

på yndlingsrestauranten, da Ofer uventet har fået orlov på grund af en ’tildragelse’ i Hebron. Hans gruppe fra checkpointet var blevet sendt ind for at dække op bag li-kvideringen af terrorister i casbaen i Hebron, og noget var gået galt. Under middagen fortæller Ofer og storebroderen Adam detaljeret om brutale rutiner ved checkpointene, og disse ubærlige detaljer væves under almindelig munterhed sam-men med det, der skete i Hebron. Ora overvældes af et ildebefin-dende, og hun gennemrystes af et surrealistisk syn.

’Det var som om nogen kom ude-

Boganmeldelse:

Kvinde på flugt fra MeddelelseDen israelske forfatter David Grossman har med ’Kvinde på flugt fra meddelelse’ skre-vet en stærk anti-krigs roman. Men har den også et budskab om en to-statsløsning, såle-des som det anføres på bogomslaget?

David Grossman. Foto: Das blaue Sofa/Flickr

14

fra, fra markerne, og brød ind med et spring, stillede sig med begge ben på bordet, trak bukserne ned og satte sig på hug her imellem dem, og uden at lade sig opholde sked han en enorm, stinkende dynge mellem deres tallerkner og glas. Og de fortsatte med at snakke, som om intet var hændt, - hendes tre mænd…’

Ora bliver ved med at vende til-bage til Ofers mulige rolle i ’tildra-gelsen’ og prøver at forklare Avram, hvordan hun kommer til at støde sønnen fra sig ved igen og igen at konfrontere ham med hans afstum-pede reaktioner.

Var det hans ide at lukke den gamle palæstinenser inde i et kø-lerum under huset i Hebron? Og hvorfor gjorde han ikke noget i de næsten 3 døgn, han derefter op-holdt sig i huset? Hvordan kunne han ’glemme det’ og igen glemme det, da han blev tilbudt en ekstra orlov og et lift til Jerusalem?

Dehumanisering og forråelseVed sin indlevende fremstilling af krigens konsekvenser for Ora og hendes familie, sender romanen et manende budskab om den dehuma-nisering og forråelse som genera-tion efter generation af unge isra-elske soldater udsættes for under den permanente krigstilstand.

Romanen bliver dermed en gen-nemlysning af krigstilstandens konsekvenser for hele det israelske samfund.

Det, der får kvinden Ora i David Grossmans roman fra 2008 til at gå i opløsning, er ikke kun frygten for sønnernes liv, mens de i rap aftjener deres 3-årige værnepligt på Vestbredden. Det er også den forråelse, som hun ser vokse frem i dem. I sine forsøg på at bremse det mister hun både mandens og søn-nernes accept og udstødes af deres fællesskab.

Ved romanens afslutning er ’med-delelsen’ endnu ikke blevet afleve-ret, men i en efterskrift fortæller Grossman, at han selv modtog en meddelelse om sin yngste søns død i Libanonkrigen i 2006, mens han var ved at skrive bogen i et forsøg på at holde ham i live.

Grossmans bud på en tostatsløs-ning

På flappen af bogen anføres det, at et af romanens budskaber er en støt-te til en tostatsløsning. Ifølge min

læsning er tostatsløsningen - set inde fra Oras klaustrofobiske boble - snarere et udmattet nødværgegreb end en reel politisk løsning.

Hvordan kan man hævde et bud-skab om en tostatsløsning, når den altdominerende hovedperson kun refererer til palæstinenserne som ’dem’, som ansigtsløse eksistenser, der lurende og utilregnelige færdes i kanten af hendes synsrand?

Kun ved ganske få lejligheder refereres der direkte til konflikten mellem Israel og Palæstina, og den omtales da kun som ’situationen’. Samtidig er det netop ’situationen’, der skæbnetungt fastholder fami-lien i sit jerngreb og knuser den.

Da den ældste søn Adam som barn udvikler en angstneurose overfor ’araberne’, hører vi, hvor-dan han skriger til sin mor ’Hvorfor skal araberne altid tage alting fra os? Hvorfor kan de ikke bare tage hjem til sig selv!’

Kun en enkelt palæstinensisk is-raeler præsenteres med et menne-skeligt ansigt, taxachaufføren Sami, der har arbejdet som fast chauffør

for familien i mere end 20 år. Sami kender de jo. Han har en familie og en historie. Han er ikke en af ’dem’.

Måske er det dette ene menne-skelige portræt af en palæstinen-sisk israeler, der skal give håb om en positiv israelsk opbakning til en tostatsløsning?

De unge dødeVi forlader Ora et sted på Israel Stien, der løber fra det nordligste Galilæa til Eilat i syd gennem stor-slåede landskaber med spredte ruiner af arabiske landsbyer, om-givet af ældgamle blomstrende frugthaver.

Men også landskabet er vævet tæt ind i fortællingen om ’situatio-nen’, idet idyllen konstant punkte-res af endeløse gravindskrifter over unge israelere på klippesiderne langs stien.

Marianne Risbjerg Thomsen er medlem af Palæstina Orienterings

redaktion

En ung mand tilbageholdes. Foto: Michael Loadenthal/Flickr

15Ilan Pappé. Foto: Hossam el-Hamalawy/Flickr

Af Lars Ploug

”Den eneste ‘løgn’, Benni Morris fandt, var et fejlcitat fra David Ben Gurions dagbog. Morris’ påstand om, at jeg lyver, er et eksempel på, hvad der kan ske, når nogen taber moralsk terræn. Så hager de sig fast i detaljer som for eksempel fejlcitater eller trykfejl. Det er præ-cis det, Holocaust-benægtere som David Irving gør, når de forsøger at bevise, at Holocaust ikke har fundet sted: De gør det til en kamp om no-teapparat og ubetydelige detaljer. Der er ingen forskel på at benægte Holocaust og på at benægte den palæstinensiske Nakba.”

Den israelske historiker Ilan Pappe tøver ikke, når han skal karakterisere moralen hos dem, der fortsat afviser, at zionistiske militser og israelske styrker for-drev trekvart million palæstinen-sere i månederne op til og efter Israels oprettelse i maj 1948. Ilan Pappe hører til den generation af nye historikere, der op gennem 80’erne og 90’erne satte alvorlige spørgsmålstegn ved den officielle israelske historieskrivning, der frikender Israel for ansvar for det palæstinensiske flygtningeproblem. Hans bog ”Den Etniske udrensning af Palæstina” er netop udkommet på dansk, og det er i den anledning, at Ilan Pappe har givet Palæstina Orientering et interview.

En farlig erkendelseBenny Morris, som Pappe henviser til, var pioneren blandt de nye hi-storikere. Morris har i det store og hele anerkendt, at der var tale om en planlagt etnisk udrens-ning, men også søgt at baga-tellisere spørgsmålet ved at henvise til, at USA ikke ville være blevet til uden etnisk udrensning af de indfødte. Desuden har han offentligt beklaget, at fordrivelsen af palæstinenserne ikke blev ført til ende.

Ilan Pappe er ikke så op-taget af Benny Morris som person eller figur i den isra-elske offentlighed:

”Som person er Benny Morris ikke så interessant. Han er interessant som re-præsentant for et større fæ-nomen. Som så mange isra-elske jøder – og blandt dem var han og jeg selv – opdagede vi temmelig sent sandheden om, hvad der var gjort mod palæstinenserne. Det var en frygtelig sandhed for en israelsk jøde, og mange indså, at staten og samfundet ville behandle dem som forrædere, hvis de insiste-rede på at sige sandheden. Nogle, som Ephraim Karsh, veg tilbage fra deres originale position med hen-syn til, hvad der skete i 1948, andre valgte at retfærddiggøre det. Den ’ny Benny Morris’, for eksempel.”

Kriminel erindringPå spørgsmålet om, hvorvidt Morris’ retfærdiggørelse af etnisk udrensning kan finde udbredelse som ”løsning” på Israels moralske

problem med moralsk at håndtere sig som etnisk udrenser, peger Pappe på, at der findes israelske organisationer, der gør et stykke ar-bejde for at huske israelere på det, de har glemt. Samtidig kriminalise-rer den israelske stat erindringen:

”Det israelske samfund og det israelske politiske system er endnu ikke rede til at komme overens med den etniske udrensning. Men jeg tror, at den unge generation i kraft af nGO’er som ZOCHROT,

At nægte Nakba er som at nægte HolocaustPalæstina Orientering taler med den israelske historiker Ilan Pappe om modtagelsen af bogen ”Den Etniske Udrensning af Palæstina” om udrensningsnægtere og om flygtnin-gespørgsmålets fremtid i den israelske offentlighed .

16

Foto: Hossam el-Hamalawy/Flickr

med tiden vil finde det lettere at håndtere deres stats forbrydelse mod de indfødte i Palæstina. Men samtidig har Israel i 2012 vedtaget Nakbah-loven. Kan du forestille dig en dansk lov, der forbød jøder at mindes Holocaust, eller forbød armenere at mindes det armenske folkemord. Eller kurdere at mindes Halabja?”

Bagvaskelse frem for ærlighedDet kan Palæstina Orienterings ud-sendte ikke og spørger i stedet den israelske historiker om hans bogs modtagelse i Danmark. Den er ble-vet kaldt propagandistisk, og i dag-bladet Politiken har forhenværende overrabbiner Bent Melchior skoset Pappe for at være anti-israelsk og venstreorienteret. Læst bogen havde han ikke, skrev han, men han havde været der (i 1948). Og så var der ikke mere at komme efter for historikerne, skulle man tro.

”Ikke alene kommenterede Melchior bogen uden at have læst den. Herbert Pundik, der heller ikke havde læst den, deltog i en offentlig debat om den (Jf omstående arti-kel, LP) Det bærer i hovedsagen vidnesbyrd om deres frygt og deres mangel på moralsk rygrad. De har viet deres liv til at forsvare det ufor-svarlige, og de vil hellere bagvaske

end tage del i debatten med åbne jødiske, moralske og menneskelige øjne. For hvis de gjorde det sidste, måtte de skamme sig. Som jøder og mennesker.”

Men er Pappe ikke anti-israelsk, sådan som Bent Melchior hævder det?

”Jeg er meget mere israeler, end rabbineren er det. Og jeg er meget mere pro-israelsk. Blind støtte til zionismen vil med ti-den ødelægge jødisk tilstedevæ-relse midt i den arabiske verden. Apartheid i Sydafrika endte sådan. Ulig Melchior arbejder jeg for en bedre fremtid for alle, der har boet i Palæstina, er emigreret dertil, eller smidt ud derfra.”

OptimismeÉn af de ting, der har gjort Pappe til persona non grata i Israel, er hans støtte til de israelske palæstinen-sere og deres krav om et Israel med lige rettigheder til alle borgere. Hvordan hænger deres kamp sam-men med de palæstinensiske flygt-ninges?

”Jeg tror, at man fra en nationali-stisk forståelse af palæstinensiske rettigheder er gået over til en for-ståelse, der handler om menneske-rettigheder og borgerlige friheds-rettigheder. I det perspektiv er både

Nakba og undertrykkelsen af palæ-stinenserne i Israel konsekvenser af en ideologi, der ikke er acceptabel i det enogtyvende århundrede.”

Endelig vil vi høre, om Ilan Pappe, der arbejder og bor i England, er optimist. Og om hvordan han i så fald bærer sig ad med at blive ved med at være det?

”Jeg har altid været optimist. Man kan ikke være aktivist på dette område og ikke tro på det gode i mennesket. Men i forhold til den korte bane er jeg meget bekymret. Fordi Israel har mistet sit moralske argument, som den politiske elite fandt nødvendigt for overlevelse, vil staten være mere tilbøjelig til regelmæssigt at bruge magt. Mod palæstinenserne, men ikke kun imod dem....”

Lars Ploug er medlem af Palæstinaorienterings redaktion

17

Af Dagmar Dinesen

”At nægte Israel retten tiI at eksi-stere er antisemitisme.”

Politikens forhenværende chef-redaktør slog en velkendt tone an, da han skulle forholde sig til, hvad der stod i ilan Pappe’s bog om Israels etniske fordrivelse af palæ-stinenserne i månederne op til og efter Israels oprettelse i 1948. Han erklærede, at Ilan Pappe er antizio-nist, og det, mente han, er lig med antisemitisme. Men selve fordrivel-sen benægtede Pundik ikke.

I stedet forsvarede han fordri-velsen med den situation, som de overlevende blandt Europas jøder stod i efter Nazitysklands nederlag. Han gik endda så langt som til at sige, at dannelsen af staten Israel

uden etnisk udrensning ikke ville have været mulig. Den nødvendige jødiske stat behøvede et flertal af jøder. ”Uden etnisk udrensning – in-tet Israel,” erklærede han.

Udtalelserne faldt den 27. marts under et debatmøde arrangeret af den danske afdeling af Europæiske Jøder for en Retfærdig Fred, hvor Kjeld Koplev og Herbert Pundik skulle tale sammen om ilan Pappe’s bog ”Den etniske udrensning af Palæstina”. Mødet blev holdt i Enhedslistens mødesal, og der var så mange tilhørere, at mange måtte stå op under hele mødet.

Baggrunden for mødet var en artikel af Kjeld Koplev i Politiken i slutningen af februar i år, hvor han skrev, at han var blevet meget chokeret af at læse Ilan Pappes

bog, fordi den afslørede, hvor helt igennem planlagt den etniske ud-rensning af Palæstina i 1947 – 1948 havde været, og at den var begyndt længe før krigen mellem de arabi-ske lande og Israel i 1948.

Herbert Pundik mente ikke, at der forelå en plan for fordrivelsen af palæstinenserne. Han under-stregede, at han var i et moralsk dilemma, for han var selvfølgelig modstander af etnisk udrensning. Men i 1948, 3 år efter holocaust, var det så nødvendigt for jøderne at få deres egen stat.

Han kunne overleve med sit di-lemma, fordi udrensningen kunne forklares som en del af krigen.

Dagmar Dinesen er medlem af Palæstinaorienterings bestyrelse

Uden etnisk udrensning – intet Israel

En israelsk bosætter forpost ved Hebron beskyttet af soldater. Fordrivelsen af palæstinenserne finder stadig sted. De mister konstant mere og mere af ders jord. Foto: Michael Loadenthan/Flickr

18

Af Ole Olsen

Det arabiske forår er udsprunget af folkelige ønsker om at få regimer, der vil regere ud fra befolkninger-nes ønsker og behov. Det svarer godt til det syn, som vi har på de-mokrati og myndigheder på vore breddegrader. Opbakningen til det arabiske forår i Danmark har derfor været betydelig, uanset om de nye regeringers politik har et indhold, vi alle vil kunne sympatisere med eller ej.

I de besatte palæstinensiske områder er der også (blandt palæstinenserne, men næppe blandt de illegale jødiske bosæt-tere…) et ønske om, at der bliver regeret efter befolkningens ønsker. Der har været – og er fortsat – manifestationer, der understreger dette beret-tigede ønske.

Krav om frihed og vel-færdKravene fra palæstinen-serne er adresseret i to retninger. Den ene adres-sat er palæstinensiske ledere og myndigheder, og her er kravet primært, at der findes et fælles grundlag mellem den Fatah-baserede selvsty-

reregering på Vestbredden og den Hamas-baserede myndighed i Gaza. Enhver kan se, at splittet ledelse er ensbetydende med såvel en svag position overfor Israel som en utilfredsstillende varetagelse af de lokale opgaver.

Den anden adressat er Israel og de lande, som hjælper Israel med at vedblive at være en besættel-sesmagt. At leve under besættelse er den absolutte modsætning til at have folkeligt baserede myndighe-der og er formentligt endnu værre end en lokal diktator. En sådan

havde man måske en chance for at slippe af med ved at foranstalte et oprør.

Ringe international opbakningPalæstinenserne ønsker som an-dre arabiske befolkninger at være myndige og have foden under eget bord. Dette ønske burde de kunne forvente en enorm international opbakning til, ikke mindst fra rege-ringer i demokratiske lande.

Den opbakning er det svært at få øje på. Anmodningen om en anerkendelse af Palæstina i

Kommentar:

Forår i Palæstina, men kold vind fra Danmark

Den danske regering med Udenrigsminister Villy Søvndal i spidsen holder en meget lav profil i Palæstinaspørgsmålet. Foto: mortenf/Flickr

19

FN – et skridt på vejen til at få foden under eget bord – er der modstand imod fra især USA, men også fra flere europæiske lande. Anerkendelsesspørgsmålet er spar-ket til hjørne af centrale aktører.

Økonomisk straffeekspedition?I skrivende stund kæmper Selvstyret med mangel på penge. De lovede bidrag, heraf store bidrag fra Vesten, men også fra arabiske lande, er mere end forsinkede. Bliver der løn til de offentligt an-satte i næste måned, og vil Gaza få el-forsyning fra Israel i den kom-mende tid? Det er nogle af de bru-tale spørgsmål.

Hvor det rige Israel aldrig er blevet straffet på pengepungen for sine krigeriske handlinger, har Vesten altid været villig til at bruge det økonomiske våben mod det fat-tige Palæstina. Derfor kan man næ-sten ikke lade være med at spørge sig selv, om de manglende penge er udtryk for politisk pression.

Det er velkendt, at Vesten ikke var glad for, at Abbas bragte aner-kendelsesspørgsmålet frem i FN. Knap så kendt er det, at Vesten fak-tisk er imod en forsoning mellem Fatah og Hamas, altså imod det som den palæstinensiske befolkning ønsker.

Begrundelsen fra Vestens side er, at man for flere år siden har beslut-tet, at Hamas er en terrororgani-sation, som skal bekæmpes. Det synspunkt har man svært ved at flytte sig fra.

Gode geopolitiske vilkår for for-soningEn af grundene til, at Fatah og Hamas har haft svært ved at nå til enighed er, at mange nabolande har betragtet dem som klienter for egen politik. Fatah havde bl.a. Egypten og Jordan i ryggen, mens Syrien og Iran ønskede et stærkt Hamas.

Disse forudsætninger har ændret sig. Egypten har med magtskiftet justeret sine holdninger og er ikke mere klart på den ene parts side. Hamas har lukket sit hovedkvarter i Damaskus og bakker ikke (længere) op bag Assads styre. Hamas skylder ikke Syrien en særlig holdning til Israel.

Det arabiske forår har forbedret forudsætningerne for palæstinen-sisk enhed, men der synes at være benspænd udefra.

Danmark skuffer fortsatEn særlig skuffelse er det at følge den danske regerings ageren i Palæstina-sagen som formand for EU, og dermed med en særlig mu-

Foto: Ted Swedenburg/Flickr

lighed for at sætte dagsordenen.Selv om regeringspartierne angi-

ver at være tilhængere af palæsti-nensisk selvstændighed, er de øjen-synligt også tilhængere af at holde lav profil under EU-formandskabet. I hvert fald i denne sag.

Argumentet synes at være, at det er en fordel i interne EU-forhandlinger, at landet ved bord-enden ikke selv erklærer sin me-ning. Det er meget tæt på at svare til, at regeringen ikke ville lægge sin egen politik frem i forhandlinger i et udvalg i Folketinget. Det ville hos enhver vælger og iagttager blive be-dømt som mangel på handlekraft.

I denne sag synes regeringen også at overse, at man faktisk tager stilling ved at forholde sig passivt. Israels greb om de besatte områder konsolideres hver eneste dag, og de, som sidder på hænderne, er tavse støtter af denne udvikling.

Forår er tiden til at gøde jor-den for gode resultater sidenhen. Danmark bør kende sin besøgelses-tid. Ellers bliver der for alvor poli-tisk vinter i Palæstina.

Ole Olsen er formand for Palæstinaorienterings bestyrelse

20

Afsender: Mjølnervej 1, 1, 3000 Helsingør

Günther Grass iDen nobelprisbelønnede tyske forfatter Günter Grass har igen fået ørerne i maskinen. Denne gang på grund af digtet “Hvad der må siges”, om Israel og verdensfreden. Blandt andet følgende (oversat af Information):

Men hvorfor tav jeg indtil nu?Fordi jeg mente, at min herkomst,der er befængt med uafvaskelige pletter,forbyder mig at præsentere denne kendsgerningsom udtalt sandhed om landet Israel,hvormed jeg er og bliver forbundet.

Og

Og indrømmet: Jeg tier ikke mere,fordi jeg er led og ked af Vestens hykleri;desuden må man håbe,at mange vil befri sig fra tavsheden, (…)

Fanger IHighligts fra den israelske menneskerettighedsorgani-sation B’tselems statistik for palæstinensiske fanger i israelske sikkerhedsstyrkers fængsler (ved udgangen af februar 2012:I alt sidder 4411 palæstinensere indespærret. Af dem er 3213 i færd med at afsone en straf. 164 er tilbage-holdt, mens de afventer retssag, 713 venter på en en-delig dom. I fængslerne sidder også 320 administrativt fængslede, tilbageholdt uden rettergang.

(www.btselem.org)

Günther Grass ii”I seks årtier skjulte han sin fortid i Waffen SS. Så det kommer ikke som en overraskelse, at det kun er den jødiske stat, og at han modsætter sig, at den udruster sig til selvforsvar”

Den israelske premierminister Netanyahu om Günter Grass (Haaretz)

Fanger II” Vi sender vores tanker og lykønskninger til Gilad, hans familie og hele det israelske folk. Israelerne har igen med fangeudvekslingen vist verden at man sætter liv foran død, og har været villig til at betale en meget høj pris for at få en soldat levende hjem igen. Med hils-ner til hele det israelske folk, og alle der gennem 5 år har været med til at gøre denne dag mulig. Vi sender vores tanker og lykønskninger til Gilad, hans familie og hele det israelske folk.

Dansk Zionistforbund om løsladelsen af Gilad Shalit (www.danskzionistforbund.dk)

Günter Grass. Foto: Sebastian niedlich/Flickr

To exist is to resist. Foto: Adam Walker Cleaveland/Flickr