1

Mit Comrades 2011 Vækkeuret, mobiltelefonen og opkaldet fra receptionen var nogenlunde enige om at klokken var tre om morgenen, og at det var tid at stå op. Jeg vil ikke sige, at jeg sprang ud af sengen, men jeg havde ikke sovet specielt tungt. Spændingen var for stor, og sanserne var allerede i fuld gang med at lade op til en overproduktion af adrenalin, endorfin og hvad ellers en lang-løber er afhængig af. En portion hvedevælling med mælk og et stort glas juice senere var jeg iført løbetøjet på vej ned i elevatoren til den ventende taxi. Med ”løbetøjet” mener jeg mere end bare shorts, t-shirt og sko. I skoen var fastgjort den chip, der skulle sikre at min tid og alle mellemtider undervejs i løbet blev registreret hver gang jeg løb over en af de orange gummimåtter og et dyt bekendtgjorde at en computer et eller andet sted i cyberspace havde registreret, at jeg stadig var undervejs – eller kommet i mål til den tid. Jeg havde også omkring livet et bælte med mobiltelefonen, lidt penge og nogle små pakker med et eller andet geleagtigt substans som nogen havde overbevist mig om, jeg ville sætte pris på i løbet af dagen. Det hed et eller andet som ”Ultra-energy” eller ”Extreme power”. Det var søndag morgen nu – stadig mørkt – men morgen. Jeg var rimelig frisk – og nyklippet. Lige ankommet til Durban torsdag aften i Durban, træt efter en lang rejse ville jeg gå en tur inden det blev mørkt. Min sidste klipning var i Kampala i marts så jeg var efter hånden blevet noget langhåret, syntes jeg. Jeg har altid haft et princip om at gå ind til den første, omend ikke altid bedste frisør, jeg kan finde, når jeg har tid og er langhåret. Jeg nægter at bestille tid til en simpel ting som en klipning. Således blev det i Durban en barber fra Punjab. Jeg satte mig ind og fandt et laset ugeblad om et eller andet – tror ikke det var Se og Hør. Der var et rend af langskæggede mænd ind og ud af butikken, der øjensynligt bare kom for at snakke og siden gik igen. Der sad jeg som sikkert eneste europæiske kunde idag, ja måske nogensinde. Så blev det min tur til at indtage stolen og saksene blev fundet frem. Af og til spurgte den unge punjabi om det var for langt, for kort (det var der jo ikke så meget at gøre ved!) eller ”right”. Jeg var nu rimelig tilfreds som klipningen skred frem og troede, da han tog lagenet af mig, at nu var jeg klar, men nej. ”Just relax” sagde han og tog så med fast greb om mit hoved og tvang det så hårdt og pludseligt først til højre og dernæst til venstre. Jeg havde aldrig troet det kunne knække og knase så meget i nakken, og blev lidt bekymret for om den unge punjabi havde fundet ud af at jeg var fra samme land som Kurt Westergaard fra Jyllandsposten. Men jeg slap fra denne punjabi hoved massage, fik betalt de ca 30kr som hele behandlingen havde kostet og skyndte mig ud i det tiltagende mørke med en dejlig let følelse i nakken, alt stivheden efter en 30-timers rejse væk. Således vil jeg ikke tøve med at anbefale punjabi hovedmassage. Nå men som sagt, søndag morgen…

2

Efter den korte tur i taxi stod jeg blandt tusindvis af andre løbere ved det imponerende 120år gamle rådhus i Durban. Det var koldt men stemningen var høj. En gruppe sorte sydafrikanere stod i en klynge og dansede og sang, folk stod i kø ved toiletterne eller havde fundet deres plads ved starten. Alle havde en ”seeding” i forhold til deres kvalifikationstid. Jeg fandt frem til min ”afdeling”, et godt stykke fra startlinien. Musikken fra de store højtalere blev skruet op og den sydafrikanske nationalsang væltede ned over os så det rungede op igennem fodsålerne. ”Nkosi sikeleli Afrika” begyndte første vers. Andet vers er på afrikaans og tredje og sidste vers på engelsk og slutter med et højt ”freedom in our land”. Dernæst fulgte den ligeså rørende ”Shosholoza” som minearbejderne sang, når de tog afsked med deres familier og drog hjemmefra på den lange rejse mod minerne. Så lød det traditionelle hanegal, udstødt af Max Trimborn inden starten på løbet i 1948 og foreviget på vinyl da han selv stod ved startlinien som official. Løbet var nu i gang og vi havde tolv timer til at nå mål-linien i Pietermaritzburg. Men foreløbig skete der nu ikke så meget. Der, hvor jeg stod bevægede folk sig kun ganske lidt, men med små bitte skridt nærmede vi os dog startlinien. Som egentlig var ligegyldig, for uret tikkede ned fra startskuddet !

3

Efter yderligere et par minutter kunne man begynde at småløbe og vi bevægede os ud i de endnu mørke gader i Durban, hvor tusindvis af tilskuere stod langs med ruten og ønskede os god tur. ”You are awesome” stod der på et skilt. Det var nu lidt tidligt at udtrykke en sådan beundring. Måske senere jeg ville sætte pris på det, men nu tænkte jeg bare på, hvornår feltet åbnede sig, så man kunne begynde at løbe i ens eget tempo. Det var stadig koldt, ca 10 grader, så de fleste, også jeg, var stadig iført de hvide papirskjorter, der skulle holde lidt på varmen. Efterhånden som folk fik varmen og begyndte at smide disse skjorter fra sig, skulle man virkelig passe på ikke at snuble i dem. En deltager fra Holland som jeg havde snakket en del med inden løbet og mødte igen dagen efter, havde været så uheldig at snuble og blive trampet så voldsomt ned at han måtte udgå efter blot ti km. Han var helt knust, havde som jeg trænet målrettet i seks måneder for så at blive sat ud af spillet så tidligt. Jeg var stadig tæt omgivet af løbere, og måtte passe på at holde min plads. Det var ikke muligt at overhale, men efterhånden som vi kom op på den brede indfaldsvej der forsvandt op i mørket kom der gradvist lidt mere fart over feltet og jeg kunne se på mit løbeur, at jeg nærmede mig det tempo, der kunne holde mig gående, i hvert fald den første maratondistance. Jeg skulle så løbe lidt langsommere end dette – således var min teori i hvert fald. Under busturen igennem ruten dagen inden havde den ældre guide, en nu pensioneret Comrade, fortalt dem, der skulle deltage for første gang, at det var en dårlig ide at ”hægte” sig på anden-gangs løbere (som mig), idet disse som oftest havde en nøje planlagt ambition om at slå sig selv ihjel i bestræbelserne på at forbedre deres tid fra sidst. Jeg skal vise ham, tænkte jeg, men nu her kort efter starten blandt så mange overstadige løbere i alle afskygninger, var alle tanker om at ”lade løbet komme til mig” og ikke forcere, helt glemt.

4

De første lange bakker begyndte efter få kilometer og den første af de fem berygtede bakker, Cowies Hill lurede forude. Jeg havde det super fint, var i kanon-humør godt hjulpet på vej af de tusinder af feststemte tilskuerer der stod lange vejen. ”You are doing great”, ” you look wonderful” og ”Keep it up, Lars” (fornavn var trykt ovenfor løbsnummeret). Nogle tilskuere havde ikke helt fornemmelse for afstanden: ”You are nearly there” – kun 70km endnu !

Jeg overhalede en ældre herre i smoking med en rød carnation i brystlommen – jeg så ham i mål stadig i fin form og godt humør. Det var nu lyst og tegnede til at blive en fantastisk dag med sol fra en skyfri himmel. Vejen snoede sig nu op igennem de frodige grønne bakker, op over Cowie’s Hill og så videre op igennem Pinetown, et villakvarter med kæmpe huse og haver. Hele nabolag var gået sammen om at feste for løberne, havde stillet deres braii (grill) op og knappet de første kølige øl op. Heldigvis var de brægende vuvuzela-horn gået af mode siden sidste år, hvor de på det nærmeste havde hylet alverdens besøgende fodboldhold og dommere fuldstændig ud af den under fodbold VM. Under Comrades 2010, havde flere tusinde tilskuere taget disse horn med sig og troede åbenbart at det gav ekstra energi at få et hylende horn stukket lige op i ansigtet. Man havde bare lyst at komme videre og væk, så noget gavn gjorde det måske!

5

Jeg løb ind i Drummond og igennem halv-vejs-buen lige knapt 4 timer fra starten. Det var lidt dårligere end planlagt, men der var jo også en stigning på omkring 700m at undskylde sig med. Der var masser af musik og dans langs hele ruten igennem Drummond, men snart var vi igen ude på åben landevej.

6

I nærheden af Inchanga ligger Enthembeni School for handicapped children, og børnene stod eller sad langs vejen i deres nystrøgede mørkeblå skoleuniformer, nogle på krykker, andre i kørestol. Nogle sang og klappede rytmisk i hænderne og gav den i Afrika så typiske ”lulululu” En stor del af indtægterne fra Comrades går til velgørende formål og skolen for handicappede børn er en af de faste modtagere af store bidrag.

Jeg var i god form, selv om man selvfølgelig kan mærke benene, når man har løbet 50-60km. Jeg havde fulgt det anbefalede træningsprogram siden efteråret 2010. De sidste fem måneder fra jul havde dette omfattet fem træningssæt om ugen, hviledage mandag og fredag. Tirsdag havde stået på interval / bakke-træning, onsdag 1-2 timers roligt løb, torsdag 8-10km på tid, 25km om lørdagen og 40-45 km om søndagen. April, ”torturmåneden” havde kulmineret omkring påske med 25km om lørdagen og 60km om søndagen – så jeg vidste at jeg havde kilometerne i benene og psyken dertil. En stor del af træningen havde foregået i Kampala i Uganda, hvor jeg havde arbejdet indtil slutningen af marts. Mange ture rundt langs støvede, hullede veje, ind og ud imellem biler, motorcykler, overlæssede minibusser og langhornede kvæg. Til mine lange søndagsture havde jeg fundet et rimeligt stille villakvarter, hvor jeg havde en 5km-rute, som jeg løb indtil Gps’en viste 40km, dog med et drikke-stop ved en lokal kiosk, da jeg ikke kunne tage nok væske med i drikkebæltet til at holde hele turen.

7

8

På mine løbeture i Kampala var jeg vant til at folk i almindelighed ikke tog megen notits af mig (desværre heller ikke minibusserne, de såkaldte matatus, som kørte tæt og ofte tvang mig til at springe for livet for ikke at blive ramt). En gang om ugen kørte jeg i forretningsøjemed ud til det vestlige Uganda, til Kasese. Der bor ikke mange hvide mennesker, og træningsprogrammet skulle jo holdes så det var på med løbesko og ud ad landevejen. Når jeg således kom oksende forbi i min selvlysende orange t-shirt blev jeg mødt af tilråb som ”Hey, Mzungu, give me money”, latter og fnis. En sen eftermiddag var der en hel flok skolebørn på vej hjem fra skole da jeg passerede dem i stift løb og med koncentreret mine. Det synes de var hyle-morsomt og satte derfor i løb efter mig i deres lilla skoleuniformer og for de flestes vedkommende barfodet. Et par halvstore piger nåede op på siden af mig og forsøgte at tage fat i min trøje. ”Ok, vi leger med”, tænkte jeg og pludselig og uden varsel vendte jeg mig om mod flokken og udstødte et frygteligt brøl, hvorved hele flokken hylende spredtes for alle vinde. Men så begyndte latteren. De skreg af grin, og siden da – når jeg løb forbi senere hen, også flere måneder senere – hørte jeg fra hytter og bag hegn, forsigtige brøl efterfulgt af fnis og latter. Nej, man er aldrig anonym i Afrika ! De bedste træningsture løb jeg dog hjemme i Island – helt alene ad grus-stier igennem lavaen eller langs havet ud til fyrtårnet i den vestligste ende af Reykjavik. Luften var ren og klar. Tankerne kunne flyde frit og afslappet – jeg skulle ikke være på vagt for trafik, hunde eller tilråb.

9

Det var efterhånden midt på eftermiddagen. Solen stod ikke længere højest på himlen men bagte stadig ubønhørligt fra oven mens varmen steg op fra asfalten. Landskabet var tørt og det høje gule græs stod afsvedet helt ud til vejkanten. Der var strækninger, hvor der ikke var så mange tilskuere, og man drev ind i sig selv, hvor tankerne om målstregen et sted forude begyndte at blive mere og mere påtrængende. Samtidig var tørsten nu en evig følgesvend, og jeg følte ikke at jeg kunne få nok væske – men det var mere indbildning, tror jeg. Vi havde passeret det højeste punkt på ruten, Umhlaas Road, og der kom lange nedadgående sving igennem det tørre landskab. Udsigten røbede stadig ikke meget om. at Pietermaritsburg lå derude et sted i varmedisen bag bakkerne.

Med ca 15-20 km igen fik jeg et voldsomt krampeanfald i den ene store lægmuskel. Underligt med krampe; man får lige et sekunds advarsel men der er intet at stille op, som musklen stivner og bliver

10

til sten. Jeg måtte ned at sidder, og heldigvis var der straks tililende søde piger med kølende kamfor-salve, som med faste hænder langsomt fik løsnet musklen op igen, så jeg efter nogle minutter kunne humpe videre. Der forsvandt håbet om at komme i mål på under ni timer. Fra nu af gjaldt min tilværelse ene og alene om at undgå, at krampen fik overtaget igen. Heldigvis gik det stort set op ad fra nu af. Det hjalp - Polly Shotts og hendes søsterbakker gav forventning om Pietermaritsburg inden for få kilometer. Endelig endelig begyndte forstæderne, og i det fjerne kunne anes larmen, menneskemængdens summen og musikken fra stadion. Jeg SKULLE løbe i mål, og selvom de sidste to-tre kilometer gjorde ondt over det hele og åndedrættet hvæsede i halsen på mig, var jeg lykkelig og rørt, da jeg løb ind på stadions sidste 300m. Speakeren kaldte mit navn og endelig trådte jeg på den sidste målemåtte og i mål til et håndtryk og et ”well done, my friend” fra en jakkeklædt løbs-official.

Løbet var forbi og på stive ben vaklede jeg hen i det internationale telt for at få lidt mad og drikke og bare finde en STOL. Sidde ned og lade nogen komme med mad og drikke til mig. På vejen kom en sød kvinde mig imøde og hængte to medaljer om halsen på mig. En for at fuldføre i bronze-tid og en såkaldt ”back-to-back” medalje, fordi jeg også havde løbet året inden, 2010. Dvs Et ned-løb og et op-løb lige efter hinanden. I de rette kredse er der respekt om en back-to-back medalje ! Jeg havde løbet mit sidste Comrades og hvilken oplevelse for livet, det havde været. Lars Peter Jensen

11

Dagen derpå i Durban