Arken

Astrup Fernley Museet

Kærlighedens paradoks

Tør du se livet og døden i øjnene? Det gør den engelske kunstner Damien Hirst (f. 1965), og han inviterer dig til at se med. Skønhed og forfald går hånd i hånd i hans kunst. Hirst er det mest prominente medlem af konceptkunstsammenslutningen ”Young British Artists”, som for alvor tordnede frem på den britiske kunstscene i 90´erne. Hirsts gennembrud kom med den britiske reklamemand og kunstsamler Charles Saatchis indkøb af værket, tigerhaj i formaldehyd, der er 18 fod langt. Siden har Hirst haft travlt med at

udstille konserverede, døde dyr, ikke mindst køer, rundt omkring i verden. Det var da også den oplevelse der førte mig til tasterne denne gang. Synet af to halverede køer i formaldehyd på Astrup Fernley Museets faste samling i Oslo for nogle uger siden, tidligere har jeg set det på Arken i Ishøj, hvor de også udgør en del af samlingen. Jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvad er det Hirst vil have mig til at tænke på? Faktisk er koen jo et smukt dyr, som vi kender fra guldaldermalernes utallige skildringer af den med status næsten som et nationalikon. Det gamle landbrugssamfunds største aktiv. Men at dele den på midten som kan ses i to forskellige versioner henholdsvis på Kunstmuseet Arken og på Astrup Fernley Museet kan undre. Her bygger Hirst dog videre på en ældgammel tradition indenfor kunsthistorien, nemlig den franske nature morte, som er en billedfremstilling af opstillede, livløse genstande. I modsætning til traditionen, hvor genstandene, ofte frugter, blomster og glasvaser er medie lader Hirst tredimensionelle, døde dyr optræde i glasmontrer hvor de kan ses fra alle vinkler. Når køerne her deles, er det for at fokusere på, at fænomenet samhørighed først kan opstå når en adskillelse har fundet sted. Museumsgæsten kan faktisk stille sig imellem dyrehalvdelene og manifestere adskillelse. Dyrehalvdelene bliver så at sige forudsætningen for at kærligheden kan opstå, når de to halvdele har fundet sammen igen. Hirst forsøger dermed at cementere kærlighedens paradoks. At kunstværkerne så sætter dyrevelfærd på dagsordenen og får mange mennesker til at væmmes er også en realitet. Mit håb er, at det er syge dyr som får evigt liv i formaldehyd, fordi de ikke kunne leve mere. De bliver dog her midler i en højere sags tjeneste for at vække vore sanser og vor bevidsthed.

Det er dog ikke bare store pattedyr som har Hirsts bevågenhed. Fluer og sommerfugle indgår i en række værker, som symboler på flygtighed, skønhed og grimhed side om side. Også diamantbelagte kranier er faste elementer i lang række af Hirsts udstillinger. Kraniet, der er en klassisk ingrediens i en lang malerier fra 1600-tallet og fremefter, udtrykker livets forgængelighed og udødeliggøres via Hirsts storsmilende versioner med strålende diamanter i millionklassen. Summa summarum livet kan ikke forlænges via rigdom, synes Hirst at bemærke. Hirst overskrider derfor ofte vores grænser, når han fortolker de eksistentielle temaer i værkerne. Han provokerer os for at få os til at tænke over livet og over, hvordan kunsten virker. Han udfordrer vores fascination af døden, vores angst for kroppens forfald og vores ønske om sundhed og et langt liv.

Hirst søger opmærksomhed, og han har en del til fælles med popstjerner og skuespillere. Han dyrker masseproduktionen som en strategi og har f.eks. designet modetøj og albumcovers. Han skiftevis understreger og nedtoner sin seriøsitet som kunstner - tvetydig, oprigtig og fuld af sarkasme. Hirst er født og opvokset i Bristol. Nu bor og arbejder han i Devon udenfor London. Han er uddannet på Goldsmiths College i London og har opnået en række udmærkelser, herunder modtog han Turner-prisen allerede i 1995. Ofte undrer han sig over det moderne menneskes bevidsthedsniveau, og siger et sted: “Kunst er som medicin - den kan helbrede. Alligevel har jeg altid været forundret over, at folk kan tro på medicin, men ikke på kunst, uden at stille spørgsmål til begge dele.”

Hirst er dog langt fra pessimist. Ofte krydres hans scenerier med festlige farver der giver associationer til cirkusforestillinger og børnefødselsdage. Hirst er en moden mand der formår at bevare barnets uskyld i forening med en seriøs, eksistentiel kunstnerisk praksis. Båret af nødvendighedens indre kraft. Øj, hvor jeg glæder mig til at møde Hirsts kunst igen!