LIXEN | november 2012 | 11PORTRÆT

»Hold kæft, hvor er I damebladsagtige!« Stéphanie Surrugue lader kroppen falde tilbage mod ryglænet i sofaen, mens øjnene søger himlende mod loftet. Vi er på besøg i hendes dagligstue - den offentlige af dem. Hvor cappuccino og chai-te fylder koppen, og dankortter-minalen nupper 30 kroner fra kontoen. På Riccos Kaffebar i det inderste af København holder Stéphanie Surrugue sine fridage. De få hun har. Spørgsmålet om kæreste, børn og karriere vækker ikke den store begejstring hos tv-værten. Hun har tilsyne-ladende modtaget lignende spørgsmål tidligere fra Femina. Og SØNDAG. Og ALT for damerne. »Du spørger, om jeg har en kæreste? Øhm. Tænk, at I spørger om sådan noget, det er da helt vildt«. Vi prøver panisk at finde frem til argumenter, der kan retfærdiggøre spørgsmålet, men vores offer harlugtet lunten. Der er lagt op til en vinkel. »Det gør jo også historien bedre, kan man sige, fordi jeg

så er hende dér, der fik en god karriere, men som sidder som 35-årig og ikke har nogen børn. Så kan man skræmme alle«. Stéphanie Surrugue er 35 år og bor i København. Hun er vært på kulturprogrammet “Kulturen på NEWS”, der fire gange om ugen zoomer ind på kulturelle nyheder. Det har krævet sit at få det nye program på benene, og det er en af de ting, som der ikke havde været tid til, hvis hun havde haft børn. »Jeg ville jo ikke have oplevet alle de vilde ting, jeg har oplevet, hvis jeg havde haft to unger«. Der bliver stille et øjeblik. »Fuck, nu sagde jeg det. Jeg tror ikke, at jeg kunne få mig selv til at rejse ud i verden eller arbejde så meget, som jeg har gjort, hvis jeg havde haft børn. Jeg lover, I får den solo, når jeg bliver gravid«, siger hun, mens hun forsøger at skjule sit smil bag glasset med kaffe. Hendes blik glider lidt ud af fokus, som om hun udlever sit eget tankeeksperiment.

Franske fornemmelserEfternavnet afslører, at Stéphanie Surrugue ikke er ren hr. og fru Jensen. En fransk far, der forelskede sig i den danske hårmodel fra L’Oreal udgør hendes ophav. Selvom Stéphanie Surrugue er barn af halvfjerdserne, så var det ikke hønsestrik eller rundkredspædagogik, der domi-nerede opvæksten.

Mads Ellegaard Hansen, Morten Buttler

»Hele det der ungdomsoprør er gået lige hen over hovedet på mine forældre. De fik familie, gik til cocktailpar- ties og så cykelløb, dengang alle andre kæmpede for alt muligt«. I stedet bød hjemmet på et klassisk fransk familie-mønster, hvor kæft, trit og retning vægtede højere end girafsprog, og hvor arbejderbaggrunden blevet spædet rigeligt op med dyder om almen dannelse. »Jeg er min families første student – men ikke desto mindre, så har der altid været sådan nogle meget franske krav til, hvordan man opførte sig«, forklarer Stéphanie Surrugue. Hun lader endnu en gang øjnene flakke over den men-

tale mindereol og hiver en historie om den 13-årige Stéphanie ned fra hylderne. »Hvor andre piger sik-kert fik noget at vide om

p-piller, så var et af de første råd, som jeg fik af min mor, at når jeg skulle til reception, så var det vigtigt, at man fandt en vindueskarm, hvor man kunne lægge sin håndtaske. For når man så gik rundt med en tallerken, så kunne man bed-re mingle med folk, når man havde den anden hånd fri til at sige goddag. Det var min familie«. Liberté, egalité, sororitéMen mor kom ikke kun med dessiner for god receptions-adfærd. For selvom familiekulturen var fransk, skulle man-den ikke dominere. Vi er tilbage ved snakken om mænd.

Foto: Bjørn Hvidsteen

SurrugueKulturens nye darling er halv fransk og hel feminist. Det er en rolle, som det tog tid at acceptere. Nu bliver der kæmpet for både kvinder, kultur og kvalitetsjourna-listik. Lixen har sagt bonjour madame til Stéphanie Surrugue.

”Jeg ville jo ikke have oplevet alle de vilde ting, jeg har oplevet, hvis jeg havde haft to unger

Madame

12 | november 2012 | LIXEN PORTRÆT

»Det sjove er, at det med årene er gået op for mig, at min mor jo er ærke rødstrømpe. Det har hun bare aldrig selv defineret sig som. Vi har virkelig fået den der: ”Du har et godt hoved – få dig en uddannelse, så du aldrig skal være afhængig af en mand. Du skal virkelig kunne klare dig selv“«. Selvom familien ikke ligefrem dyrkede rødstrømpe-bevægelsen, og den konservative katolske privatskole ikke hyldede de feministiske forbilleder, så gik det med årene op for Stéphanie Surrugue, at hun selv havde stærkeholdninger til kønskampen. »De første år, der sagde jeg sådan: ”Det er altså ikke fordi, at jeg er feminist, men jeg synes måske, at det er lidt uretfærdigt, at mine mandlige kolleger på Politikentjener mere end mig, men det er altså ikke fordi, at jeg er feminist”«, siger hun og indtager et splitsekundrollen som den undskyldende unge Stéphanie Surrugue. »En eller anden dag tænkte jeg så: ”Hvorfor fanden er jeg så bange for det der ord?” Det er jeg, fordi folk nogle gange bliver enormt trætte og får det der: ”Årh nej, du er bare en skinger rødstrømpe”. Og det tror jeg måske, at jeg har taget på mig siden hen: ”Ja, jeg er feminist, og nej, jeg gider ikke sidde og underholde utrolig meget med det”«.

Smid aldrig kvindekortetStéphanie Surrugues forhold til feminismen har været stærkt forbundet med en af de journalistiske grundregler – for hende er det nemlig først og fremmest et spørgsmål om handling. »Jeg forsøger at være fe-minist på show it, don’t tell it-måden. Jeg synes, det er super vigtigt, at der er nogle, som kæfter op, men også at der er en hel masse, der bare gør det. Jeg har tænkt: ”Lad mig tage nogle vilde beslutninger i min karriere og håbe, at der er nogle kvinder, der ser det”«. Men ligestilling i mediebranchen er ikke bare noget, der kommer af sig selv. »Det kræver simpelthen, at man finder sine egne nosser frem og går ned og banker i bordet og siger: ”Jeg vil ikke finde mig i det. Jeg er dygtig. Jeg vil have en lønforhøjelse”. Aldrig nogensinde sætte sig ind på et eller andet hjørne-kontor og smide kvindekortet i lønforhandlingen, men være velforberedt, og ikke blive bange for, at der sidder en eller anden mand på 60 år, der dybest set synes, at man

skal tie stille og være enormt glad for, at man overhovedet har fået sit job«. Men et eller andet sted nyder hun også den evige kamp på jobbet med alle sine mandlige kolleger. »Jeg synes, det er enormt sjovt at vade ind til et møde,

hvor der sidder syv mænd rundt om bor-det, og når jeg går ud igen, så har jeg fået min idé igennem. Jeg kan godt lide den der evige forhandling, som for mig dybest set handler meget mere om jour-

nalistik end om køn«. Fadersmålet franskMed det halvfranske ophav fulgte også det franskesprog. Et sprog, der både fandt vej til rygraden gennemhyggesnakken over middagsbordet, men også blev pisket ind på farens foranstaltning. »Jeg hadede det, da jeg var lille. Det var jo sindssygt irriterende at skulle hjem fra dansk skole, og så køre to timers skriftlig diktat med min far, når man hellere ville ud og lege. Det var sådan en magtkamp, der bare aldrig holdt op. Men han fik jo ret, og jeg er glad for det i dag, og jeg ville tvinge mine egne stakkels børn til det samme«. Kendskabet til det franske sprog og den franske kultur viste sig som et effektivt es i den journalistiske verden. »Da jeg var i praktik, var jeg skide genert. Jeg synes ikke rigtig, at det var noget, som jeg skulle sige til nogen. Men da det gik op for Politiken, at jeg kunne fransk, så var de sådan ”Hvorfor har du ikke sagt det? Af sted med dig”«. Med fadersmålet i bagagen blev Stéphanie Surrugue sendt til FN-afstemning i Schweiz, præsidentvalg i Frankrig, terror i Marokko. Og til Haiti. Hold roen i Haiti12. januar 2010 ramte et kraftigt jordskælv Haiti. Både bygninger, samfund og skæbner blev rusket og revet fra hinanden, da skælvet ramte med en styrke på 7.0.I kaosset måtte Stéphanie Surrugue finde fodfæste mellem murbrokker og fortabte mennesker. »Det var en kæmpe journalistisk opgave, fordi det var så enormt voldsomt, og fordi det var en enormt kompliceret opgave at komme frem til et land, hvor intet virker. Helt lavpraktisk at skulle sende hjem, hvordan fanden gør man det? Og hvordan skaber man sig et overblik i en situation, hvor der intet overblik er?« Men der skal findes en løsning, for Stéphanie Surruguesætter en ære i at få historierne hjem, og det kræver ikke bare, at man får teknikken til at virke. »Det gør ikke nogen godt, at jeg står der og bliver vestligt rørstrømsk midt i kaos. Der har jeg været meget firkantet gennem årene og sagt: ”Nu arbejder jeg, nu skriverjeg, og jeg lader være med at forholde mig til det, før der er tid til det”. Det kræver noget selvdisciplin, og at man bider tænderne sammen. For selvfølgelig siver det ind«. Derfor ventede der også et stort arbejde med at bear-bejde turens indtryk, da hun og fotografkollegaen Peter Hove Olesen vendte hjem til redaktionen på Politiken. Pro-cessen var blevet sat i system af avisen med obligatoriske debriefinger af medarbejderne, og det er ifølge Stéphanie Surrugue en god idé. »Der er ufatteligt mange mænd i de forrige generation-er, som er kommet hjem fra, hvad fanden der nu har været af konflikter, sat sig ned i kantinen, åbnet en øl og så har folk spurgt ”nå, hvordan var det?” – ”jamen, det var ikke så sjovt, skål”. Og så var dét det. Jeg tror, at det har været med til at bygge den der mytologi op, som har gjort, at folk er blevet skilt og fordrukne og haft mareridt om natten”«, siger hun og fortsætter. »Debriefing er måske den gode side af det der helt triste fænomen med, at journalistikken er blevet sådan lidt Dan-ske Bank-agtig med åbne kontorlandskaber og DHL-stafet, for i det mindste tjener det for mig at se et formål for mig i modsætning til alt det andet«. Prisen fra TøgerTuren til Haiti bragte ikke kun minder til sindet eller artikler i avisen. Den 22. maj 2010 kunne Stéphanie Foto: Bjørn Hvidsteen

”Hele det der ungdomsoprør er gået lige hen over hovedet på mine forældre. De fik familie, gik til cocktailarties og så cykelløb, dengang alle andre kæmpede for alt muligt

LIXEN | november 2012 | 13PORTRÆT

Surrugue og Peter Hove Olesen finde sig selv i Kon-gens Have. Lige dér foran statuen af Viggo Hørup - med favnen fuld af blomster og et hoved, der brusede af glæde. Politiken havde valgt at give de to journalister husets in-terne pris for deres dækning af katastrofen. Og det var en pris, som faldt på det helt rette tidspunkt, fortæller Stéphanie Surrugue. »Jeg tror, jeg er begyndt at slappe mere af. I begyndelsen havde jeg jo den der, hvor man er sådan en fuldstændigoverdrevet kålhøgen, overglad og nyuddannet type, der bare ville have nogle priser, men ikke fik dem. Nu var det mere sådan en – rar og behagelig ting«. Den dag i maj blev prisen overrakt af Politikensdaværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden. En person,som havde haft stort betydning for hendes tid på Politiken. »Jeg tror tit, at man knytter sig ret meget til den første, som ligesom ser lyset i en. Jeg var så grøn, da jeg startede derinde, og han var den første chef, der sagde: ”Hey, Du kan faktisk godt noget. Du skal noget mere end det, du la-ver lige nu«. Men den 27. januar 2011 var Tøger Seidenfaden der ikke mere. Og prisen fik nu en stor merbetydning for Stéphanie Surrugue. »Da Tøger døde, var det endnu mere rart, at jeg havde fået prisen overrakt af ham. Lidt closure-agtigt. Og det var enormt mærkeligt at stå der året efter. Det var lidt vildt. Vi nåede at få det sidste Tøger med os. Som jeg jo stadig på en eller måde savner. Jeg synes, at han var et pisse dygtigt, dejlig flabet og gennemført ordentligt men-neske«.

Fra tryk til tv I løbet af sommeren 2011 fik Stéphanie Surrugue et opkald, som ændrede hendes dagligdag. »Mikkel Hertz, som er kanaldirektør på NEWS, ringede. Jeg var stadig på Politiken, og jeg blev overrasket. Jeg havde længe med jævne mellemrum brokket mig over, at Danmark ikke kunne finde ud af at have et dagligt kultur-program. Jeg havde dog ikke regnet med, at det blev TV 2, der gjorde det«. Bevidst om, at det skulle blive en kæmpe ud-fordring, takkede hun ja til jobbet. Hun sagde op på Politiken for at dedikere sig fuldt ud til opgaven på TV 2. »Jeg vidste, at det ikke ville nytte noget at prøve at tage orlov, for det ville blive fucking hårdt at bygge det her op, hvis jeg havde en nødudgang. Politiken er jo det tryggeste for mig, og jeg ville simpelthen ende med at være fristet til at komme tilbage«. Udfordringen var dog ikke blot at lave et kvalitetspro-

gram. TV 2 NEWS havde aldrig tidligere beskæftiget sig med kulturstoffet på den måde, og derfor var de første udfordringer af mere lav-praktisk, men absolut væsentlig, karakter. »Det har været et pionerarbejde på den lidt frustre-rende måde, hvor man finder ud af, at man ikke kan lave en kultur-voice over, fordi der ikke findes nogle kulturbil-leder i arkivet på TV 2«. Desuden måtte de ud og sætte et hold af kulturjour-nalister, der kunne fylde den tomme redaktion ud. For i

lighed med kulturbil-leder i arkivet manglede TV 2 NEWS også kultur-journalister i huset. Og generelt er der lavvande i kulturkassen, hvis man

er på jagt efter journalister med næse for nyheder. »Der findes jo stort set ingen kulturjournalister, som oprigtigt kan lide at lave nyheder. Den værste race er dem, som drømte om at blive kunstnere, der opdagede, de ikke havde talentet, og som så måtte nøjes med at være kul-turjournalister. De er lidt mavesure og umulige at få til at vinkle«. Armene flyver rundt i luften, mens Stéphanie

Foto: Bjørn Hvidsteen

”Det gør ikke nogen godt, at jeg står der og bliver vestligt rørstrømsk midt i kaos

Surrugue forklarer om den skepsis, som det nye kul-turhold mødte i begyndelsen. »Selvom TV 2 gerne ville have programmet, har der også været rigtig mange, som lige har skulle lure præcis, hvor mærkelige vi var. Vi har beroliget dem med, at vi vinkler og så videre. Der er ingen journalistiske kriterier, der bliversat ud af kraft, bare fordi det er kulturstof«. I branchen har man allerede sat pris på hendes arbejde – to priser. Ved sensommerens tv-festival vandt Stéphanie Surrugue og ”Kulturen på NEWS” både prisen for bedste aktualitetsprogram og prisen som årets værtstalent.

… Og en lille smule kærlighedDen næste aftale i Surrugues kalender har tikket sig nærmere, mens vi har siddet på caféen. Kopperne på bordet er også ved at være tomme. Men inden vi forlader Riccos, så er der lige et hænge-parti, der skal afklares. Vi er tilbage ved begyndelsen. Damebladsjournalisterne vil have et svar: ”Har du nogle, som du skal lave tulipanbed med i weekenden?” »Nej. Det er det korte svar. Måske får jeg mere lyst til at lave tulipanbed senere«.

madha11@student.sdu.dkmobut11@student.sdu.dk

Stéphanie Marie Surrugue

Født 1977 i Danmark

Har læst journalistik på RUC. Men nåede aldrig at blive færdig, da hun blev ansat på Politiken

Ansat på Politiken fra 2002 til 2011

Desuden fungeret som vært på DR 2-programmet ”Kulturguiden” (2009)

Har siden 2010 været en del af panelet i ”Mads & Monopolet” på P3

Står bag bøgerne ”Det Store Bogtyveri” (sammen Lea Korsgaard) og ”Enegænger - portræt af en prins”

Har modtaget følgende priser: De Berlingske Journalisters Pris (2005) sammen med Lea Korsgaard, Politikens Hørup-pris (2010), Årets Værtstalent (2012) og Årets Aktualitetsprogram sammen med resten af holdet fra NEWS (2012)

Kilder: DR, Politiken, TV 2 m.m.

FAKTA

Foto: Bjørn Hvidsteen