københavns kommune | - sof profilen · 2017. 3. 16. · nr.1 marts 2017 • sofbladet 3 4 kort nyt...

Tag med på en historisk rundtur: Pædagoger gennem tiden

Tema: Ensomhed og netværk

SOF profilen:”Hey, nu er jeg modig”

Personalebladet for ansatte i Socialforvaltningen i Københavns Kommune

Jeg er blevet en del af et stort fællesskab

Xenia, 16 år

NR. 1 MARTS 2017

2 sofbladet • nr.1 marts 2017

Sofbladet er Københavns Kommunes blad til alle ansatte i Socialforvaltningen.

Du er altid velkommen til at komme med gode idéer til bladet, både til enkelte artikler og til temaer.

KONTAKT Pernille Søndergaardtlf. 3366 [email protected]

ADRESSESocialforvaltningenRådhuset 1599 København V

ANSVARSHAVENDE REDAKTØRNina Eg Hansen

LAYOUT OG PRODUKTIONKK Design, Københavns Rådhus

TRYKTryKKerietISO 14001 Miljøcertificeret

FORSIDEFOTOFoto: Anne-Li Engström

Sofbladet udgives af Københavns Kommunes Socialforvaltning

LederEnsomhed og netværkVenskaber, relationer og netværk er guld værd for livskvaliteten. De er basen for nærhed, tryghed og udvikling. Når man har dem i ryggen, er der større chance for, at man kan mobilisere den nødvendige styrke til at komme ud af sociale problemer, psykisk sygdom og holde fast i positive forandringer i livet.

Der er altså alt mulig grund til at sætte ind over for den ensomhed, som en stor del af borgere på vores tilbud tilkendegiver, at de oplever. Brugertilfredshedsundersøgelsen i SOF i 2016 viser således, at 45 procent af de borgere, der har besvaret brugertilfredheds-undersøgelsen, ofte eller nogen gange føler sig ensom.

Derfor ønsker vi i direktionen, at de enkelte borgercentre gør en særlig indsats for at mindske ensomheden blandt borgerne og sikrer, at flest mulige får/er under uddannelse, har et arbejde eller et aktivitetstilbud.

Vores fælles overskrift for indsatsen er: Fællesskab – alle skal med.

Her er ikke tale om, at medarbejderne er dem, der skal erstatte fraværet af venskab, kærlighed, en nær familie eller meningsfyldte aktiviteter. Der handler snarere om, at vi skal have fokus på at bygge på de muligheder for tryghed og trivsel, det giver at inddrage borgernes personlige netværk og de pårørende, herunder at vi fx hjælper anbragte børn med at holdes fast i et tæt forhold til deres søskende.

Derudover handler det også om at inddrage frivilliges engagement i forhold til at skabe aktiviteter, venskaber og sociale relationer og bygge bro til civilsamfundet.

For som kommune kan vi ikke løfte opgaven alene. Der er brug for, at vi åbner døren og et klar til at samarbejde med andre. Og vi skal lære af hinanden, så de indsatser, hvor vi har held med at understøtte positive alter-nativer til ensomhed for vores borgere, kan sprede sig på tværs af organisationen.

Inde i bladet kan du læse gode eksempler på, hvordan der rundt og omkring i SOF ar-bejdes på at forebygge ensomhed og netop tænkes i enten at invitere frivillige indenfor eller i at støtte borgere i selv at få modet og lysten til at deltage i og bidrage til aktiviteter i lokalsamfundet.

Jeg håber, at historierne kan inspirere til fælles refleksioner over, hvordan I på jeres arbejdsplads kan arbejde med ensomhed og afhjælpe den.

God læselyst!

Nina Eg Hansen

nr.1 marts 2017 • sofbladet 3

4 Kort nyt

5 Indsatser i socialpsykiatrien

6 Pædagoger gennem tiden

12 SOFprofilen: Anna Lindenhoff Elming

14 Peerstøtte skaber håb

16 Vi skal binde bånd og bygge bro

18 Tal på ensomhed

20 Xenias rejse

24 Frivilligheden skal bydes velkommen

26 Anton på visit

28 Fællesskaber handler ikke bare om gode gerninger

30 Vejen ud af ensomhed bygger på tillid og passion

Indhold

Anton på visitBeboere og personale på Verahus har fået en ny ven. Han hedder Anton og er en mops. Sammen med sin mor Stine Mouritsen er han med i Tryg-hedsfondens besøgshundekorps, som skaber trivsel og glæde på botilbud og plejehjem landet over.

Xenias rejseFor lidt over et år siden var Xenias liv sat på pause. Hun havde ikke været i skole i halvandet år. Hun isolerede sig derhjemme og dulmede sin rastløshed med hash. I dag går hun i skole og hashen er byttet ud med dans, venner og frivilligt arbejde.

20

6

26

TEMA: Ensomhed og netværk

Pædagoger gennem tidenTag med på en historisk rundtur fra 1960’erne og frem til i dag og få et indblik i, hvad der kendeteg-ner både moden og socialområdet i de forskellige årtier. Modellerne er modige medarbejdere fra forskellige tilbud i Center for Autisme og Special-pædagogik.

Af Pernille Søndergaard

Er hårde ord, spyt eller slag en del af hverdagen på din arbejdsplads?Så er der hjælp at hente i den nye inspirationsguide til forebyggelse af vold og trusler. Bliv for eksempel klogere på, hvilke redskaber du kan bruge til at vurdere, om du skal være bekymret for en borger, og hvorfor det er vigtigt at involvere borgerne på en god måde. Du kan læse hele guiden eller plukke et eller flere temaer ud, alt efter om det er hjælp til identifikation, fore-byggelse eller håndtering, I har brug for på din arbejdsplads.

Du kan bestille et eksemplar af inspirationsguiden hos Julie Dreier Jakobsen på [email protected] eller 51 73 47 78. Den ligger også på sof.kkintra.kk.dk/voldogtrusler. Her kan du også se, hvad I kan få hjælp til i arbejdet med at skabe tryghed og trivsel på din arbejdsplads.

Book en direktørSOF’s tre direktører har reser- veret nogle dage i deres kalen- der til arbejdspladser i SOF, som inviterer direktørerne til at komme ud og se det daglige arbejde. Meningen med besøget er, at direktørerne på det helt jordnære plan deltager i arbejdet og oplever, hvordan hverdagen og udfordringerne bliver tacklet en helt almindelig dag på en af SOF’s arbejdspladser.

Man kan bestille en direktør til alt fra at deltage i et afdelingsmøde til at køre en tur med hjemmeple-jen. Det er helt op til de enkelte arbejdspladser at finde de opga-ver, der kan gøre direktørerne klogere på virkeligheden.

Klik ind på KKintra og læs mere om, hvordan I booker en direktør. Skriv ’book en direktør’ i søgefeltet.

Sundby Væksthus har åbnet et spisehus, hvor borgere med udviklings-hæmning i beskæftigelsestilbud svinger grydeskeen, vasker op og serverer.

Hver dag byder Spisehuset på en frokostmenu for brugere og medarbejdere i området. Men alle andre er også velkomne til at lægge vejen forbi Spisehuset på Løvstikkevej 69 på Amager.

Spisehuset leverer også sandwich ud af huset til arbejdspladser i SOF. Bestilling på: 23 65 21 91

Hver mandag kan man desuden købe et varmt måltid aftensmad for 45 kr. som take away eller nyde det sammen med brugerne fra Café Tusindfryd. Maden er klar kl. 18 og en time frem. Hvis I er mange og vil være sikre på, at der er mad nok, kan I bestille maden ved at ringe 40 11 96 00.

Find Sundby Væksthus på Facebook og følg med i, hvad der er på ugens menu.Sundby Væksthus er en del af Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse.

Sundby Vækst-hus har åbnet et spisehus


kort nyt


INDSATSER I SOCIALPSYKIATRIENFå et hurtigt overblik over de mange tiltag, som er igangsat inden for det socialpsykiatriske område det seneste år

Flere penge112 millioner kroner er bevilget til mere trygge rammer på socialpsy-kiatriske botilbud. Pengene bruges til at sikre beboere og medarbej-dere bedre vilkår og til at finde nye løsninger for de mest udadreagerende beboere.

Flyverteam ansat Der er ansat et såkaldt flyverteam til de socialpsykiatriske bosteder. Flyverteamet skal støtte arbejdet med forebyggelse og håndtering af borgere med risikoadfærd på bo-tilbud i København. Derudover er personalet på Center Lindegården opnormeret.

Sikkerhed og forebyggelseEn fælles politik for forebyggelse af fysiske, seksuelle og psykiske over-greb mellem beboere på botilbud er igangsat. Der udarbejdes pt. overordnede fælles sikkerhedspro-cedurer gældende for alle områder i Socialforvaltningen, som sammen med lokale procedurer og tiltag reducerer risikoen for vold.

Skærpet fokus på procedurerMedarbejdere, der arbejder i botilbud med udadreagerende beboere, skal altid kunne se eller høre en kollega. Alle knive på botilbud er låst inde eller fastgjort med stålwire.

Udskrivningsaftaler og fælles sprog Regionerne skal fremover kontakte botilbud inden udskrivning af borgere med udadreagerende adfærd. Derudover er der udviklet et nyt redskab til sikker mundtlig kommunikation (psyk-ISBAR) i forbindelse med indlæggelse og udskrivning af borgere med psykiatriske adfærdsændringer.

Nye faglige tiltag og forløbPå alle botilbud er der indført tiltag, som samlet giver overblik over ri-sikosituationen på enhederne. Der er igangsat uddannelse og træning i metoden Low Arousal samt et VISO-forløb omkring forebyggel-se af seksuelle overgreb mellem beboerne.

Øget samarbejde ifm. behandlingsdomme

Større videndeling mel-lem kriminalforsorgen, psykiatrien og kommu-nen er igangsat i forbin-

delse med løsladelse eller udskrivning af

borgere med behand-lingsdomme. Samarbej-

det foregår blandt andet i de såkaldte stjernepatientmøder.

Tæt på det lokale politiDer er etableret et tættere samarbejde med det lokale politi om bekæmpelse af kriminalitet på botilbud.

Forslag om nyt botilbudRegeringen har lyttet til opfordrin-gen fra Socialforvaltningen og afsat midler til at skabe en mellemting mellem et socialpsykiatrisk botil-bud og psykiatrisk senge-afsnit for de mest udadreagerende beboere. Disse går i drift fra 2018.

Indsatsen i socialpsykiatrien - opslag - Tern NY.indd 1 17-01-2017 10:47:05


Tag med på en historisk rundtur fra 1960’erne og frem til i dag og få indblik i, hvad der kendetegner både moden og socialområdet i de forskellige årtier. Modellerne er modige medarbejdere fra for-skellige tilbud i Center for Autisme og Specialpædagogik.

TØJETI 60’erne bar personalet uniform, når de var på arbejde på de store centralinstitutioner, hvor mennesker med udvik-lingshæmning boede, ofte langt fra det øvrige samfund. Kvindernes uniform var en blå kittel og forklæde. Når de skulle uden for institutionen, bar de en mørkeblå duffelcoat, som tilhørte institutionen. Ligesom de også fik udleveret sko. Mændene bar hvide herrekitler med blåt slips. Jo højere i rang de var, jo finere var deres uniform. De øverst range-rende bar ofte et mørkeblåt jakkesæt med dobbeltradede sølvknapper og matchende kasket.

Her er det Pia fra Øresund, CAS 5, der er klædt ud som klassisk kvindelig 60’er-medarbejder.

TIDENI 1959 kom der en ny Lov om Åndssvageforsorg, hvor staten fik det fulde ansvar for borgere med udviklingshæm-ning. Med loven forsvandt bl.a. retten til tvangssterilisation. Samtidig var loven et udtryk for et ændret menneskesyn, hvor opgaven gik fra ren opbevaring til mere fokus på pleje, omsorg og en introduktion til ADL (almindelig daglig livsfø-relse). Det var også i 60’erne, at uddannelsen til omsorgs- assistent blev introduceret.

60’erne

Pædagoger gennem tiden


TØJETSelvom mange stadig bar uniform på institutionerne langt op i 70’erne, var det også i dette årti, at personalet begynd-te at insistere på at bære deres eget tøj på arbejde. Tøjet bar, ligesom tiden, præg af frisind og oprør. Det mandli-ge personale på nogle institutioner viste det bl.a. ved at batikfarve deres hvide kitler. Hvis du var ung i 70’erne har du måske selv båret en islænder, bukser med svaj, en lilla stofble om hovedet eller et partisanertørklæde?

Her er det Daniel fra CAS 3 i islandsk sweater og med majspibe. Dengang måtte du nemlig gerne ryge på jobbet.

TIDENSom følge af Socialreformen i 70’erne blev Bistandsloven indført i 1976. Loven betød, at mennesker med udviklings-hæmning fik de samme rettigheder som alle andre. Nu var det fx ikke længere tilladt at fiksere eller låse mennesker med udviklingshæmning inde. Tiden er karakteriseret af oprør og civil ulydighed. De læger, der førhen besad meget magt på området, bliver nu sagt imod og deres autoritet undergravet.

70’erne

60’erne


TØJETFra 80’erne og frem følger pædagogers tøj mere de gene-relle modetendenser, og selvom du nok stadig ville kunne finde en pagehåret piberygende pædagog, ligner pædagoger dengang og nu, dig og mig.

80’ernes mode var kendetegnet ved farver – både pang- og pastelfarver. Håret var stort og ofte kreppet eller perma-nentet. Der var bluser med skulderpuder, neon-tøj, pastel-farvede jakkesæt, bæltetasker og glimmer. Mon du stadig har din gamle Lacoste-polo eller Ball-bluse i skabet?

Her er det Nanna fra Nørrebro Vænge, CAS 6, som farve-glad 80’er pædagog.

TIDENI 1980 udlægges den statslige særforsorg til amterne. Det blev kulminationen på mennesker med handicaps lange vandring væk fra de store totalinstitutioner, hvor beboernes samlede behov lige fra tandlæge til frisør blev varetaget inden for institutionens lukkede døre. Selve handicap-begrebet undergik en ganske betydelig ændring i lyset af særforsorgens udlægning. Inden for murene herskede der et snævert medicinsk og individorienteret handicapbegreb. At have en funktionsnedsættelse blev opfattet som en fejl hos det enkelte individ, som skulle diagnosticeres og så vidt muligt, kureres. Denne forståelse blev i høj grad udfordret i takt med, at mennesker med en funktionsnedsættelse blev integreret i normalsamfundet.

80’erne


TØJET90’erne var et komplekst modeårti, der spændte vidt. Nogle klædte sig som en tro kopi af Brenda og Brandon fra Beverly Hills med højtaljede jeans og t-shirts med opsmøg, mens andre hældte mere til Spice Girls ”rumrejse-look” og andre igen tog grungelooket til sig med inspiration fra fx Nirvana, Stone Temple Pilots eller Soundgarden. Harley Davidson-gamacher, buffalostøvler og Dr. Martins er tre eksempler på noget, du kunne have gået med.

Her er det Thomas fra Det Runde Hus, CAS 4, der er klædt ud som 90’er pædagog.

TIDENI 1998 blev Lov om social service (Serviceloven) vedtaget. Med loven forsvandt institutionsbegrebet, og det blev understreget, at den sociale indsats nu skulle ydes i samar-bejde med borgere - uanset handicap. Det blev understreget, at alle mennesker med udviklingshæmning er beboere i eget hjem og skal have indflydelse på eget liv. Serviceloven sætter fokus på brugerinddragelse og medborgerskab hos den enkelte borger. Hjælp og støtte skal udføres i respekt og ud fra det enkelte menneskes behov og ønsker.

90’erne80’erne


TØJETModen i år 2000 afspejler fest og farver. For begge køn gik bling bling og store logoer igen på diverse print. Lavtalje-de bukser var højeste mode. Det samme var armybukser gerne med ordene Punk Royal skrevet hen over numsen. Nogle trak i de brede Levis Engineered bukser, Ed Hardy t-shirten og satte Von Dutch-kasketten på sned. Partisaner-tørklædet vendte tilbage i modebilledet og de mere modige bar hele veloursæt inspireret af J.Lo eller Snoop Dog.

Her er det Mie fra Nørrebro Vænge, CAS 6, der viser, hvordan du kunne have set ud i 2000.

TIDENI 2000 står borgerens selvbestemmelse højt på dagsorde-nen. Sammen med den fulgte også retten til at ”gå i hunde-ne”, der stadig den dag i dag udfordres af vores omsorgs-pligt over for borgere med udviklingshæmning. Her opstår en lang række etiske overvejelser i forhold til, om borgerne kan forstå konsekvenserne af deres handlinger. Nøgleord- ene er personlig frihed vs. omsorg.

00’erne


TØJETMeget af modens tendenser lige nu er inspireret af de foregående årtier. Særligt 90’er-moden med grungesti-len er tilbage og sågar velouren har igen sneget sig ind i manges garderober. I starten af 2010 rullede hipsterbølgen over landet, hvilket betød mange mænd med langt skæg, tatoveringer og lille tophue i gadebilledet. For kvindernes vedkommende er nogle igen hoppet i de højtaljede bukser og en bodystocking. Rygtet siger, at 80’erne er på vej tilbage i modebilledet.

Hvordan ser din forestilling om en pædagog anno 2017 ud? Måske sådan her?

TIDENRet og pligt er nøgleord for tiden. Borgerens retssikkerhed og håndhævelse af loven er i højsædet. Det fører nogle dilemmaer med sig. Fx er det ikke juridisk muligt at flytte en borger, selvom alt og alle peger på, at det vil være for borgerens bedste. Tiden er kendetegnet ved socialtilsyn og måling af indsats. Dokumentation fylder meget. De borgere, der har levet siden 1960’erne, har meget lidt med på skrift om deres liv, og kun få eller ingen kender hele deres histo-rie. Derfor er fokus nu på at få beskrevet borgerne og det, der hjælper dem, så præcist som muligt – samtidig med ikke at skrive alt det overflødige. Det kan være svært.

I disse år er der også stor politisk fokus på samskabelse med civilsamfundet, som det så fint kaldes. Det handler om at åbne for samarbejde med folk uden for tilbuddet, og det kommer fx til udtryk ved flere frivillige på tilbuddene.

2017

Tekst: Kathrine Schmidt Jensen efter interview

med psykolog Charlotte Buch Hansen fra

Center for Børn med Handicap og

Henning Jahn, næstformand i Støtteforeningen

for Dansk Forsorgshistorisk Museum.

Foto: Charlotte Kim Boed og Colourbox


Anna Elming lærer en masse af sine to islandske heste Kvasir og Isak, som hun bruger i sit arbejde. Siden 2011 har hun lavet pro-jekter i tæt samarbejde med en forsker i læring på Aalborg Uni-versitet. Ambitionen er at få børn og unge fra socialt udsatte bolig-områder på banen som eksperter.

Profession: Projektkoordinator i Borgercenter Børn og Unge Valby, Vesterbro og Kgs. Enghave.Alder: 46 år

Tekst og foto: Pernille Søndergaard

Anna Lindenhoff Elming

FAKTA

I afsluttede, igangværende og planlagte projekter samarbejder Anna Linden- hoff Elming bredt med de øvrige forvaltninger i Københavns Kommune, Aalborg Universitet, Den boligsociale helhedsplan, Dansk Pædagogisk Uni-versitet, lokalpolitikere, iværksættere og alle mulige andre som kan bidrage med at løfte noget i projekter for udsatte børn og unge.

Vil du vide mere, så skriv eller ring til Anna: 30 45 39 51,[email protected]

Retningen skal være klar Min gamle hest er sej og ved, hvad han vil. Hvis ikke jeg tager tøjlerne og bestemmer, så gør han, hvad der passer ham. Og viser jeg ikke klart min unge hest, hvad han skal, så bliver han bange. Så med begge mine heste, skal jeg kende retningen. Det er det samme, når jeg laver projekter med børnene og de unge. Rammen skal være klar, ellers bliver det noget rod. Der skal selvfølgelig være fri leg inden for rammen. Men det med at ’lege demokrati’ er jeg blevet mindre tilhænger af efterhånden. Til gengæld er jeg stor tilhæn-ger af, at vi kun skal inddrage de unge, hvis vi har tænkt os at lytte til det, de siger, og bruge det til noget.

Hey, nu er jeg modigJeg har to heste – to islandske ildsjæle, som jeg lærer meget af. Jeg har fx lært, at man ikke kan bede nogen om at løbe så hurtigt, som de overhovedet kan, hvis man faktisk ikke selv tør, at de løber. Man kan ikke sætte i galop og samtidig trykke på bremsen. Jeg begyndte at ride, da min datter Vie startede med at gå til ridning, og jeg var SÅ bange. Men så var der en af mine venner, der sagde: ”Husk, at man kun kan være modig, hvis man er bange.” Så hvis man er bange og kæmper med det, skal man bare huske sig selv på: Hey, nu er jeg modig. Det bruger jeg meget i mit liv og i mit arbejde.

Der må ikke gå æsel i hestenMine heste har også lært mig, at det ikke dur at bruge mange kræfter. Der går æsel i hesten, hvis du trækker i den. Selvom den er stor og meget stærk, skal men kunne flytte den med sin lillefinger. På samme måde kan du ikke presse de unge eller nogen andre til at gide noget med dig. De skal kunne se meningen. Kun på den måde kan man være med til at hjælpe dem med at rykke sig selv.


De unges viden skal i spilDe unge har en viden om deres eget liv, som vi ikke har, og som skal tages i brug, hvis vi skal forandre noget sammen med dem. I alle mine projekter er jeg meget optaget af, hvordan vi bringer dem på banen som eksperter. Det har vi fx gjort i projektet Byen på Spil, hvor børn og unge fra Folehaven har givet byplanlæg-gere input til byudviklingen. Det har både handlet om at give børnene teknisk viden og et sprog omkring byplanlægning og at lære dem, hvordan man tænker innovativt. Det er en form for fællesskabsinnovation, som også kan overføres til andre områder, hvor man inddrager de unge for at give dem magt til at skabe og drive forandringer i eget liv og i deres lokalområde.

Fællesskaber for alleMange af de børn og unge, vi kalder udsatte, deltager ikke i de tilbud om fællesskaber, som de mere ressourcestærke børn er en del af. Samtidig forlader en del af de udsatte unge folkeskolen uden eksamen. Så hvordan skaber vi åbne fællesskaber for ALLE børn? Det vil jeg gerne have, at børn og unge, som har erfaring med at stå uden for fællesskabet, til selv at være med at udvikle ideer til i et panel, hvor vi giver dem værktøjer og inspiration til at tænke på nye innovative måder. Og så vil jeg gerne skabe en bestyrelse omkring ungepanelet med eksperter, erhvervsfolk og politikere, som har ressourcerne til at skubbe tingene videre, og som samtidig kan lægge arm med de unge. Det er en af de idéer, jeg for øjeblikket er i fuld gang med at brygge på.

Tænk, at jeg får penge for det her!Jeg går glad hjem fra arbejde hver dag - og det kan godt være lidt problematisk, for jeg har svært ved at holde fri. En dag arbejdede jeg 14 timer i min ferie, for-di jeg ikke kunne lade være. Jeg møder så mange dejlige mennesker og ildsjæle blandt mine mange samarbejdspartnere i og uden for kommunen. En stor del af mit arbejde handler om at tale med mennesker, som er spændende – tænk, at jeg får penge for det!


PEERSTØTTE SKABER HÅB I Center Nørrebro har tre

peer-støttemedarbejdere været med til at skabe håb for borgerne og sat nye tan-ker i gang om, hvordan man bedst støtter borgere med psykisk sårbarhed i hverdagen. De er en del af Projekt Peer-støtte, som siden 2015 har afprøvet peer-støtte i regionale og kommunale ind-satser. En midtvejsevaluering af projektet er på vej.

”Borgere og kollegaer siger, at peers skaber en tro på, det kan lade sig gøre at komme sig, og at det er muligt at få et godt liv trods psykiske vanske-ligheder. Det skaber håb ikke kun for borgerne, men også for medarbejdere i socialpsykiatrien, som nogle gange oplever, at det er svært at bevare troen på, at recovery er muligt.” Det fortæller Klavs Serup Rasmus-sen, som er projektleder for Projekt Peer-støtte i Region Hovedstaden. Projektet er et partnerskabsprojekt, hvor der i kommunerne København, Rudersdal og Helsingør samt i Region Hovedstadens Psykiatri er ansat 13 peers inden for alt fra distriktspsykiatri, botilbud, AST-tilbud m.m. Med afsæt i egne erfaringer med psykisk sygdom hjælper de andre med at komme sig.

Vi kan åbne en dørI SOF er peer-medarbejderne ansat i Ungeenheden på Thorupgården og i Akuttilbudet og Psykiatrienheden i Huset for Psykisk Sundhed. Her tilby-der de primært individuelle og gruppe-baserede peer-støtteforløb med tilbud om samtale, samvær og aktiviteter. En af dem er Johan Hoffman. For seks år siden blev han ramt af en svær

depression og var indlagt i fem uger. Han prøvede siden at vende tilbage

til jobbet som folkeskolelærer, men røg igen ned med flaget

og måtte indse, at han var nødt til at finde andre veje tilbage til arbejds-markedet. Han er ikke i tvivl om, at han som peer har fundet drøm-mejobbet. ”Jeg har brugt en masse tid på at leve

Martin Mørk Andersen og Johan Hoffmann mener, at de blot ved at være tilstede som peers er med til at åbne en dør til borgernes nysgerrighed: Hvordan er du kommet videre? Hvordan har du gjort det?


Af Gry Krath Johansen og Pernille Søndergaard

med sygdommen og komme ud af den igen. Som peer kan jeg bruge alle mine erfaringer til noget positivt samtidig med, at det ligger fint i forlængelse af min profession at lave gruppefor-løb,” fortæller Johan Hoffmann, som mange gange har oplevet, at hans egen recovery-historie gør et stort indtryk på de mennesker, han møder. ”Når folk går rundt i deres egen sygdomsverden, så hænger de tit fast, og deres tilværelse bliver meget lukket. Som peer kan jeg være med til at åbne en dør til håb og drømme om forandring. Jeg har nogle erfaringer og et sprog omkring dét at have en depression og at have været indlagt, som betyder, at jeg nemmere kan møde andre med psykiske vanskeligheder ligeværdigt og i øjenhøjde. Og det gør en stor forskel i forhold til at indgyde håb og tillid,” slår han fast.

Samværet er en værdi i sig selvProjekt Peer-støtte er halvvejs, og en midtvejsevaluering er for øjeblikket under udarbejdelse. Interviews med både borgere og medarbejdere i den forbindelse peger på, at peer-medarbej-derne bidrager med nye kompetencer og erfaringer i medarbejdergruppen, som netop er bygget op omkring deres personlige erfaringer med at komme sig. ”Det gør en forskel, at peer-medarbej-derne også kæmper med nogle ting. Det gør det mere lige. Det kan ellers godt blive meget ’dem og os’, når man er sammen med mennesker, der ikke kender til det at have en psykisk sygdom, men med peer-medarbejderne er der ligesom en anden forståelse,” lyder det fra en af de borgere i SOF, der har haft glæde af relationen til en peer-medarbejder. De fleste borgere sætter også pris på, at peer-medarbejderne ikke er underlagt helt de samme dokumentationskrav som det øvrige personale. ”Fortroligheden er ret vigtig. For jeg har ikke et fortroligt rum med det øvrige personale her. De skal jo skrive ned, hvad vi har snakket om, og så står det i mine papirer. Det gør, at man

nogle gange kan være bange for at dele ting med dem,” fortæller en borger. Det er en situation, som Martin Mørk Andersen, der er peer-medarbej-der i Ungeenheden på Thorupgården, kan nikke genkendende til. ”I det fortrolige rum, vi har sammen med beboeren, kan vi give plads til selvbestemmelsen: Hvad har du lyst til? Hvad skal dit peer-forløb handle om? I modsætningen til de fagprofessionelle, som næsten altid tager afsæt i en på for-hånd fastlagt agenda, fx en handleplan eller en VUM, der skal snakkes igen-nem og efterfølgende dokumenteres, kan vi som peers tilbyde et samvær, som ikke nødvendigvis har et mål udover den værdi, der ligger i selve samværet,” siger Martin Mørk Andersen, som understreger, at hans ærinde ikke er at kritisere sine kolleger i Ungeenheden. ”Mine kolleger er utroligt dygtige og laver et fantastisk pædagogisk arbejde – under nogle andre vilkår og på et andet grundlag end mig som peer. Derfor er min blotte tilstedeværelse en forstyrrel-se. Jeg oplever, at der er en undren og en nygerrighed blandt mine kolleger. For hvad har jeg gang i? Det kan de ikke lige gå ind i CSC og få svar på.”

Frihed versus kravMidtvejsevalueringen peger da også på, at det skaber udfordringer i det interne samarbejde, at peer-medarbejderne ar-bejder mere frit og ikke er underlagt de samme krav som kollegerne. I Center Nørrebro er erfaringen derfor, at an-sættelsen af peers kræver en god dialog om arbejdsopgaver og rollefordeling, fortæller Klavs Serup Rasmussen. ”Vi startede projektet uden at have formuleret helt tydelige opgaver. Vi var nødt til at starte et sted. Så selvom de overordnede rammer var defineret, skulle opgaverne skabes i den lokale kontekst. Så vi gik i gang og måtte så se, hvor det bar hen. Spørgsmålet er nu, om vi skal bevare den lidt diffuse rolle, som handler om, at peers skal give støtte i hverdagen bygget op omkring egen livserfaring. Eller om de skal un-derlægges nogle af de samme krav som kollegerne,” siger han.

FAKTA om Projekt Peerstøtte i Region Hovedstaden

Projektet, som uddanner og leve-rer støtte til 13 peers, sigter mod at udvikle modeller for uddannelse og ansættelse af peerstøtte-med-arbejdere i kommuner og region.

Projektet drives af Region Hoved-stadens Psykiatri, kommunerne København, Helsingør og Ruders-dal, Psykiatriforeningernes Fæl-lesråd og Foreningen Det Sociale Netværk og løber frem til somme-ren 2018.

For mere information om Projekt Peer-støtte i Region Hovedstaden se www.peerstoette.dk

Ifølge projektlederen har peer-med-arbejdernes mere frie rolle i forhold til dokumentation fået Ungeenheden på Thorupgården til at kaste et kritisk blik på, hvordan de selv dokumenterer. ”Spørgsmålet er, om det er muligt at dokumentere mere recoveryorienteret. Altså på en måde, hvor borgerens egen ord og stemme bliver understøttet. -Og hvor den tillid og tryghed, som vi kan se følger med peer-rollen, kan bruges til at fremme en dokumentation, hvor borgeren i højere grad kan genkende sig selv. Det er en spændende diskus-sion, som vi vil dykke ned i den næste halvdel af projektet,” lover han.


FAKTA

Handleplan mod Ensomhed – alle skal have en ven

Handleplanen skal understøtte borgercentrene indsats i forhold til at arbejde med borgernes netværk og sociale relationer.

Målet er at:• Inddrage de pårørende og støtte borgernes relationer til familie og netværk.• Indtænke forebyggelse af ensomhed som en del af det daglige arbejde.• Inddrage frivilliges engagement i forhold til at skabe aktiviteter, venskaber og sociale relationer.

Borgercentrene har meldt en række indsatser ind, som tyder på en lovende praksis i forhold til at mindske ensomhed. På længere sigt er det planen, at erfaringer med indsatser, hvor Bridging and Bonding fungerer som ramme, skal spredes på tværs af borgercentre og målgrupper.

”Fra både forskning og vores egne erfaringer ved vi, at der er brug for, at vi understøtter relationerne i borgerens liv og hjælper dem med at ’knytte bånd’ og ’bygge bro’. Vi gør det allerede mange steder i SOF. Men der er brug for at arbejde mere systematisk med relations-opbygning og netværk,” siger konsulent Kristina Wimberley fra Borgercenter Børn og Unge. Hun er med i en tværgående arbejds-gruppe for SOF’s nye Handleplan mod Ensomhed. Her lægges der op til, at perspektiver fra begreberne Bridging og Bonding, som de præsenteres af bl.a. den irske forsker Robbie Gilligan, skal skabe en fælles retning i arbejdet med at forebygge eller mindske den ensomhed, som skyldes manglen på et støttende netværk.

Social kapital gør en positiv forskelRobbie Gilligan er professor i socialt arbejde og socialpolitik på Trinity College Dublin. Han har arbejdet med socialt udsatte både som socialarbejder, som plejefar og som forsker. Gilligan peger på, at social kapital er en central kilde til, at udsatte børn og unge kan skabe sociale tilhørsfor-hold og opbygge en stærk identitet. Og han argumenterer for, at man ved systematisk at arbejde med Bonding

Bridging and Bonding skal fremover bruges i arbejdet med ensomhed og netværk i SOF. Det betyder, at man som professionel får en ny rolle som facilitator, der har fokus på at støtte borgeren i at opbygge og holde fast i relatiowner.

Gilligan foreslår, at de professionelle arbejder i kulissen

og Bridging kan tilføre børn og unge den sociale kapital, der gør en positiv forskel for både deres nære relationer og netværk. Der er desuden evidens for, at social kapital generelt styrker både trivsel og sundhed og bidrager til modstandskraft over for stressfyldte begivenheder i livet. Bonding handler om de tætte relati-oner, der opstår i familiens rammer og blandt venner, der ligner en selv. Det er de vedvarende relationer, der i et

livslangt perspektiv er med til at skabe en grundlæggende følelse af tryghed og genkendelighed – en vigtig kapital, som vi alle trækker på gennem livet. ”Stærke følelsesmæssige relationer er dem, der udstråler, at vi kan lide dig, og vi vil hjælpe dig med at klare dig i livet”. Sådanne relationer er vigtige,

Vi skal knytte bånd & bygge bro

Ensomhed og netværk



Kristina Wimberley mener, at en fælles for- ståelse af relationers betydning i borgerens liv på kort og lang sigt vil styrke samarbejdet om børn, unge og familier på tværs af borgercentre – og særligt i overgangene mellem borgercentre.

fordi de giver en umiddelbar støtte,” siger Robbie Gilligan i et interview til Socialrådgiveren. I praksis betyder det, at den pro-fessionelle skal kigge efter støttende relationer i familiebaggrunden (fx bedsteforældre eller en onkel) og i det private netværk (fx en god ven eller fodboldtræneren) og støtte borgeren i at få opbygget eller genopbygget stærke relationer, der kunne blive en ressource i fremtiden. Det er et lovkrav på an-bringelsesområdet, at man skal arbejde med at inddrage børnenes og de unges familier. Men en hjemløs, som netop er flyttet i egen bolig og en borger med misbrug eller sindslidelse har lige så vel brug for støtte til at finde tilbage til de nære relationer, som måske er gået tabt undervejs i livet – og mange steder i SOF arbejdes der målrettet med borger-nes netværk som en del af behandlings-planen. Så selvom Gilligan har fokus på ud-satte børn og unge, så vurderer Kristina Wimberley, at perspektiverne fra Birdging og Bonding med fordel kan overføres til fx borgere med handicap, hjemløse og borgere med sindslidelse, som også tit risikerer, at ensomhed trækker dybe spor i livet på grund af manglende relationer og netværk.

Vi skal lægge trædesteneneBridging vedrører relationer uden for familien og nære venskaber, som giver den enkelte mulighed for at blive del af et større fællesskab og for at udfolde sine potentialer ude i samfundet. Disse mere uformelle relationer kan ifølge Robbie Gilligan åbne borgernes øjne for muligheder i livet, de ellers ikke ville have nærmet sig. ”Gilligan har en vigtig pointe om, at borgeren skal være aktør i eget liv. Kunsten er derfor, at vi som professio-nelle skal være meget opmærksomme på, hvordan vi kan være med til at skabe de bedste betingelser for at bygge broer udadtil. Vi skal tage borgerne i hånden og bane vejen til fx fritidsjob eller foreningsliv - og så give borgeren muligheden for selv at skabe relationer med andre mennesker, der kan være med til at sætte gang i en masse tanker og initiativer,” siger Kristina Wimber-ley. Hun peger på, at Robbie Gilligan er meget optaget af, hvordan de professio-nelle bedst kan hjælpe borgeren med at understøtte begge typer relationsopbyg-ning. ”Historisk set, har der inden for det sociale område været meget fokus på relationen mellem borgeren og den professionelle. Den er utvivlsomt hel

nødvendig og værdifuld, men indebærer samtidig en risiko for, at andre relatio-ner træder i baggrunden. I stedet forslår Gilligan, at de professionelle arbejder i kulissen og lægger de trædesten, der fø-rer borgeren til nye, potentielt støttende netværk,” siger Kristina Wimberley.

Ingen færdig opskriftNår man skal arbejde med at tilføre social kapital betyder det derfor, at man som professionel får en ny rolle som facilitator, der har fokus på at støtte borgeren i at opbygge og holde fast i relationer, som kan bidrage til skabe tryghed, støtte, struktur og mening i borgerens liv. Hvordan der helt konkret skal arbejdes med perspektiverne fra Bridging og Bonding ligger imidlertid ikke fast. ”Der er ikke én konkret metode, der på forhånd giver os opskriften på, hvordan vi bedst arbejder med bor-gernes relationer ud fra et Bridging og Bonding-perspektiv. Der er mere tale om en ramme, der skal være afsættet for at videreudvikle og sprede virksom-me indsatser og være med til at give et fælles sprog og en fælles forståelse på tværs af SOF,” understreger Kristina Wimberley.

Vi skal knytte bånd & bygge bro


Ensomhed i tal


af danskerne føler sig ensommeEnsomhed er en selvoplevet følelse, der udspringer af en uønsket social isolation. Alle kan blive ensomme. Men i nog-le perioder i livet er man mere sårbar end andre. Man kan godt have en omgangskreds og samtidig være ensom. Man kan også godt være socialt isoleret uden at være ensom.

af førtidspensionister og 17,8 % af andre uden for arbejdsmarkedet føler sig ofte uønsket alene mod 3,2 % af de beskæftigede.

danskere med en psykisk sygdom oplever, at deres sygdom spænder ben for kontakten til andre mennesker. Og halvdelen er dediceret ensomme.

5%

2 ud af 3

15,2%


nuancer af ensomhedEksistentiel ensomhedKnytter sig til den indre dialog om livets grundvilkår og store spørgsmål. At tumle alene med tanker, der ikke findes svar på.

Emotionel ensomhedKnytter sig til følelser ved sorg, svigt og tab. At have mistet noget eller nogen og efterfølgende ikke at have nogen at dele savnet og følelsen af et tomrum med.

Social ensomhed/alenehedKnytter sig til følelsen af, at ingen ønsker at være sammen med én, eller at man ikke har lyst til at være sammen med andre. Oplevelsen af ikke at blive mødt og forstået i sin eksistentielle og følelsesmæssige ensomhed.

af mennesker med handicap føler sig ofte ensomme.

cigaretter om dagenUndersøgelser viser, at det at være ensom gennem en længere periode kan være lige så skadeligt som at ryge 15 cigaretter om dagen. Vores krop reagerer nemlig med øget blodtryk og andre stresssymptomer, der kan være farlige for helbredet. Undersøgelser viser også, at frekvensen af hjer-tekarsygdomme, Alzheimers og depression stiger betydeligt blandt mennesker, der føler sig ensomme over en længere periode af deres liv. Nye undersøgelser af unges trivsel peger bl.a. på, at der er en markant sammenhæng mellem ensomhed og depression, mobning, misbrug eller selvmord.

Kilde: Lasgaard M, Friis K. Ensomhed blandt voksne. Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, 2014. Psykiatrifonden og Statens Institut for Folkesundhed

3

15

21,5%


FORTSÆTTER SIDE 22

XENIAS REJSE

For lidt over et år siden var Xenias liv sat på pause. Hun havde ikke været i skole i halvandet år. Hun isolerede sig derhjemme og dulmede sin rastløshed med hash. I dag går hun i skole, og hashen er byt-tet ud med dans, venner og frivilligt arbejde. Vendepunktet kom, da Xenia blev en del af forløbet Ingen Pauser i Idræts-projektet.

De siger altid: ”Du kan!”

Så man begynder at

tro på, at man er

noget værd.

”Da Xenia startede i Idrætsprojektet kunne hendes tro på sig selv ligge på et meget lille sted. Men vi får hurtigt øje på, at Xenia er vildt god til at danse, og vi viser hende, at vi tror på hende. Og så tager vi hende med på en rejse, hvor hun finder ud af, hvad hun kan,” fortæller Christoffer Han-sen, som er leder af Idrætsprojektet. Den rejse, som 16-årige Xenia for et år siden indløste billet til, hedder Ingen Pauser. Det er et skræddersyet læringsforløb for børn og unge, som er droppet ud af skole eller uddan-nelse. Målet er, over en periode på et halvt år, at vække barnet eller den unges tro på sig selv og dermed lysten til at vende tilbage til skolen. Barnet eller den unge får tilknyttet en eller flere personlige trænere, og som regel starter træneren forløbet hjemme hos barnet eller den unge med lige netop det, den enkelte sy-

nes, er fedt. Det kan være alt fra at lave fysikeksperimenter ved køkkenbordet til at trille rundt med en bold i haven. Når barnet eller den unge er klar, tilbydes han eller hun at deltage i nogle af Idrætsprojektets mange aktiviteter i Nørrebrohallen eller andre steder i og uden for byen.


Xenia varmer op til dansetræning i Idrætsprojektets træningslokale i Nørrebrohallen.


FORTSAT FRA SIDE 21

FAKTA 3 forskellige tilbud i IdrætsprojektetIdrætsprojektet bygger bro til fritidsliv, skole, uddannelse og beskæftigelse sammen med børn, unge og voksne. Projektet har tre forskellige typer tilbud, nemlig pakketilbud, institutionsaktiviteter og beskæftigelsesindsatser.

Pakketilbud dækker alt, hvad der hedder én-til-én træning, herunder Ingen Pauser, hvor den enkelte deltager får tilknyttet en eller flere socialfagligt funderede trænere fra Idrætsprojektets trænerstab. Her arbejdes med at udvikle kompeten-cer, som kan bruges videre i fritidsliv, skole eller beskæftigelse.

Institutionsaktiviteter finder sted på 17 institutioner og tilbud, herunder alle institutioner under Center for Udsatte og Kriminali-tetstruede Unge, E-huset, Elme-huset, Svanehuset, Peder Lykke Ældrecentret og Frederiksholm Akutinstitution.

Beskæftigelsesindsatsen be-står i at ansætte ledige i særlige jobordninger samt at facilitere praktikker og fritidsjobs for unge i Idrætsprojektet. Idrætsprojektet har i 2016 haft 144 personer i særlige ordninger. Heraf er der 41 praktikanter fra diverse uddannel-sesinstitutioner.

LÆS MERE PÅ IDRAETSPROJEKTET.KK.DK

Rastløs energi på nye vejeXenias lyst til at komme ud af lejlighe-den på Amager var ikke svær at vække til live. Der gik ikke længe, før hun tog med til fællestræning i Nørrebrohallen første gang. Her bød Idrætsprojektets ansatte, frivillige og praktikanter hende velkommen med håndtryk. I Idræts-projektet tror man på, at dét at blive godt modtaget kan gøre underværker i forhold til at føle sig inkluderet i fællesskabet. ”Da jeg startede i Idrætsprojektet, var jeg indelukket og slet ikke glad for andre mennesker. Jeg syntes, det var mærkeligt, at man skulle gå rundt og trykke folk i hånden. Men så vænner man sig til det, og man lærer efterhån-den at være åben og sige hej til folk – også selvom man har en dårlig dag. Og til sidst føler man sig pisse godt tilpas,” siger Xenia.

Hun har altid godt kunnet lide at danse, og nu begyndte hun at danse-træne dagligt. Og mens hendes rastløse energi fandt nye veje ind i kreative trin på dansegulvet, kunne hendes træner se, at hun var klar til at tage sin rejse endnu nogle skridt videre. ”Man bliver presset. Det er hårdt og irriterende, for de giver ikke op. Men hvis de ikke havde presset, så havde jeg ikke rykket mig så vildt, som jeg har gjort. De siger altid: Du kan! Så man begynder at tro på, at man er noget værd,” siger Xenia.

En ung, stærk pigeSom en del af sit læringsforløb i Ingen Pauser fik hun en helt særlig opgave – og den var lønnet. ”I idrætsprojektet fik vi en idé om, at det kunne være sjovt at bruge vores træningsrum i Nørrebrohallen som et sted, hvor arbejdspladser i SOF kan



Foto: Anne-Li Engström

holde personaledage og hvor vi tilbyder kaffe, te og smoothies og forskellige energizer-aktiviteter. Så Xenia fik job-bet med at udvikle det nye koncept. Og oveni skulle hun også selv undersøge forskellige overenskomster og regne ud, hvad hun skulle have i løn,” fortæller Christoffer Hansen. Da personalet fra E-huset som de før-ste afholdt kursusdag hos Idrætsprojek-tet, blev de modtaget med et håndtryk fra Xenia. Og ifølge Christoffer Hansen fik folkene fra E-huset en kæmpe ople-velse; de mødte en ung, stærk pige, der fik dem op af stolene for at øve danse-trinene til E-husets egen dans – en ny koreografi, som Xenia havde udviklet. Siden stod Xenia for danseopvarm-ning for alle ledere i Borgercenter Børn og Unge. Hun lavede oplæg om Idrætsprojektet for sagsbehandlere og måtte endda slå over i engelsk, da en gruppe studerende fra DIS tog til Nør-

rebrohallen for at høre om projektets aktiviteter. Et sidste stop på Xenias rejse var Idrætsprojektets Akademi, hvor hun tog en uddannelse som idrætsinstruktør sammen med frivillige, medarbejdere, praktikanter, samarbejdspartnere og mentorer. ”Når du kan alt det, kan du alt – også vende tilbage til skolen,” siger Christoffer Hansen.

Har fundet en anden rusOg det er netop, hvad Xenia har gjort. I dag pakker hun sin skoletaske på alle hverdage og tager bussen til Sput-nikskolen, som er en specialskole på Nørrebro for elever med ADHD og autisme. Hun har en drøm om at blive dyrlæge, og nu tror hun på, at det kan lade sig gøre. For hun har fundet moti-vationen til at gå i skole, og hun lært at tøjle den rastløse energi, som tidligere gav hende problemer med skolegangen.

”Dansetræningen har lært mig at hol-de fast i koncentrationen. Det betyder, at jeg i dag kan sidde stille i timerne. Det kunne jeg ikke før. Nu ved jeg, at jeg har brug for at træne for at komme ud med min energi på en god måde, så jeg ikke bliver sur og irritabel. Og jeg har ikke røget hash i 11 måneder, for jeg har fundet en anden rus,” siger Xenia, som i dag er en del af Idrætspro-jektets store netværk af medarbejdere, frivillige, mentorer og praktikanter – og bruger en del af sin fritid i Idrætspro-jektet som frivillig. ”Det kan jeg slet ikke undvære. For her har jeg fået mange venner. Jeg er blevet en del af et stort fællesskab,” siger hun.



Frivilligheden skal bydes

I de frivilliges verden oplever man tit, at kommuner bestiller frivillige til en opgave, hvor både opgaver og mål på forhånd er fastlagt. Og det er en skam, mener Frivilligcenter Amagers leder Teddy Sidelmann Rasmussen. For når man fra centralt hold definerer det hele på forhånd, går man glip af både den lokale viden og den viden, de frivillige kommer med. I Teddy Sidelmann Rasmussen bog er det et stort plus, at de to botilbud i Center Amager er gået åbent og under-søgende til opgaven.

Frivilligcenter Amager skal bistå med at rekrutte-re frivillige til et projekt, som skal være med til at nedbringe ensomheden blandt beboerne på Botil-buddene Røde Mellemvej og Sundbygårdsvej. For at samarbejdet skal lykkes, skal rammer og roller fra starten afstemmes, og frivilligheden skal bydes velkommen. Det understreger leder af Frivilligcen-ter Amager Teddy Sidelmann Rasmussen.

velkommen



”Det er utrolig positivt, at man fra kommunens side har besluttet sig til, at man gerne vil bruge frivillige til at ar-bejde med ensomhed og så starter med at invitere os indenfor til en åben snak om, hvordan vi sammen kan bygge indsatsen op,” understreger han. Siden efteråret har Teddy Sidelmann Rasmussen siddet med i en arbejds-gruppe med medarbejdere og ledere fra de to botilbud for at blive klogere på, hvordan der kan laves det bedst mulige setup for samarbejdet. Spørgsmål om sikkerhed, jura, klar rollefordeling og veldefinerede opgaver er på dagsorden- en. ”Der er ikke så lang tradition for at inddrage frivillige i socialpsykiatrien, så det er praktisk talt ny jord, vi betræder. Og så er der måske også nogle fordom-me om botilbud for psykisk syge, og dermed nogle barrierer i forhold til at kaste sig ud i arbejdet som frivillig sådan et sted. Derfor har vi valgt at satse på et meget grundigt forarbejde til projektet med både ledere og medar-bejdere,” fortæller Teddy Sidelmann Rasmussen.

Opbakning og lyst skal der tilDet er en kulturændring fra botil-buddenes side at åbne op for frivillige. Derfor har det fra start været vigtigt for


FAKTA

Hvad er et Frivilligcenter?

Et frivilligcenter er organiseret som en selvstændig forening og er uaf-hængig af både kommune og stat. Centret er omdrejningspunkt for det lokale frivillige sociale arbejde, og det har til formål at støtte, udvikle og fremme den frivillige so-ciale indsats for sårbare og socialt udsatte mennesker.

Teddy Sidelmann Rasmussen både at mane myter til jorden om, at de frivil-lige kommer og tager de professionelles arbejde. Og at skabe forståelse for, at der ikke er noget at spare ved frivillig-heden. Tværtimod kræver det ekstra ressourcer at få samarbejdet med de frivillige til at fungere i dagligdagen. ”Der skal være en opbakning fra både medarbejdere og ledelse og en lyst fra borgerne selv til at tage imod de frivillige. Frivilligheden skal bydes velkommen, og der skal være en fælles tro på, at den kan tilføre noget ekstra,” siger han. Botilbudleder Sofie Gottlieb Coumi-ne Riis er ikke i tvivl om, at frivillige kan noget, som personalet ikke kan. De kan tage med på tur, drikke en kop kaffe og snakke privat. En frivillig kan være den fortrolige, man deler glæder og sorger med, når relationen til fami-lien og vennerne er blevet kompliceret eller brudt som følge af ens sygdom. ”Mange af vores beboere har et stort behov for at være sammen med deres kontaktpersoner, fordi vi typisk er deres nærmeste. Og den rolle kan vi ikke al-tid tage på os. Vi har jo en professionel relation. Men vi kan mærke at mange af vores beboere gerne vil noget mere, og derfor giver det rigtig god mening at inddrage de frivillige,” siger hun.

Mod og modenhedFor at få en fornemmelse for området og de mennesker, det hele handler om, er Frivilligcenter Amager startet med nogle enkelte aktiviteter og tilbud. Det er blevet til en busudflugt til Den blå planet med frivillige og brugere fra Nabocenter Amager. En fællespisning i Center Amagers aktivitets- og samværs- tilbud Kompasset i samarbejde med Madskolen Jorden Rundt og julehygge med en frivillig pianist og fem frivillige.”Her i starten prøver vi forskellige ting af. Indtil videre har vi allieret os med frivillige organisationer, som har kunnet gå direkte ind og skabe enkelt-stående aktiviteter. På længere sigt vil vi gerne rekruttere frivillige, som kan fungere som følge- eller besøgsvenner i

beboernes hjem,” fortæller Teddy Sidel-mann Rasmussen. Han vurderer, at det kræver både mod og modenhed at være frivillig for mennesker med sindslidelser. ”Jeg tror, det er en fordel, hvis man har personlig eller faglig interesse i om-rådet. Det kan være, man er pårørende, eller at man er studerende på UCC eller Metropol. Det kunne også være folk, som tidligere har arbejdet inden for området og gerne vil bidrage i en anden rolle som frivillig nu,” siger Teddy Si-delmann Rasmussen, som understreger, at de frivillige ikke skal have opgaver, som er faglige. De frivillige er der for at skabe relationer og give en hånd med praktiske opgaver.

Frivilligheden skal bygges op stille og roligtPlanen er nu at få etableret en soci-al café i Kompasset med tilbud om forskellige aktiviteter, drevet af frivillige kræfter. Flere ture ud af huset er også på tegnebrættet. I løbet af foråret er det desuden planen at tilbyde kurser, der skal være med til at klæde medar-bejderne på til at samarbejde med de frivillige. ”Vi er meget afhængige af at få borgernes kontaktpersoner med på banen, og det får vi kun, hvis de kan se, at det er meningsfuldt at bruge kræfter på at motivere borgerne til at engagere sig i aktiviteterne. Vi er godt klar over, at ressourcer kan være en mangelvare i hverdagen, så vi skal bygge det hele stille og roligt op på en måde, der giver både medarbejdere, frivillige og borgere mod og lyst på mere,” siger Teddy Ras-mussen. Og lysten og modet skorter det ikke på, vurderer Sofie Gottlieb Coumine. ”Jeg oplever, at der generelt er en positiv stemning omkring projektet blandt vores medarbejdere. De aktivi-teter, vi kan sætte i gang sammen med frivillige, er noget, man har savnet at kunne tilbyde borgerne for at mindske den ensomhed i hverdagen, som mange oplever.”

velkommen


Syv-årige Anton med det orange tørklæde, som alle besøgshunde fra Trygfonden har på, når de er på besøg.




”Det er kærlighed ved første blik,” udbryder 63-årige Lis Lethan, da den nougatfarvede mops Anton tripper ind ad døren til hendes lille lejlighed i Vera-hus – et botilbud i Vanløse for menne-sker med erhvervet hjerneskade. ”Jeg har selv haft en silkepuddel, som hed Dip. Da hun døde, fik jeg en kat, der hed Duchesse. Så havde jeg undula-ter og kanariefugle, men da jeg fik min hjerneskade, gik det ikke længere. Jeg er vokset op med dyr og elsker dem så meget. Det er en stor sorg for mig, at jeg ikke kan have hund eller kat mere,” fortæller Lis Lethan fra sin røde læne-stol ved vinduet. Derfor føltes det som et lys i mørket, da hun fik at vide, at Verahus havde fået en besøgshund – og hun har glædet sig som et lille barn til Antons første visit. ”Det er jo helt fantastisk for mig, at en sød vufilivuf som Anton kommer på besøg her i min lejlighed, for jeg har en angst, som betyder, at jeg ikke så godt selv kan komme udenfor,” fortæller hun. Besøgshunden Anton er et nyt tiltag i Verahus, som skal være med til at mindske ensomheden og hjælpe beboerne på Verahus med at indgå i netværk. I brugertilfredshedsunder-søgelsen giver omkring 50 procent af Verahus’ beboere udtryk for, at de føler sig ensomme. Derfor har Verahus sat spot på ensomhed og arbejder løbende med forskellige initiativer. ”Beboerne har på grund af deres kognitive vanskeligheder svært ved at opsøge og pleje nye relationer og net-værk på egen hånd. Så vi har skærpet vores opmærksomhed på, hvordan vi kan hjælpe dem. Vores beboere elsker

kram og knus, og det kan helt sikkert give noget ekstra glæde med en hund på skødet,” fortæller botilbudsleder Lita Trantel om baggrunden for, at besøgshunden Anton er blevet inviteret indenfor. Oppe på tredje sal hygger Anton sig på skødet af Lis, tryllebundet af de godbidder, hun har fundet frem. Imens fortæller Antons mor Stine Mouritsen,

hvorfor hun har valgt at blive frivillig besøgsven sammen med Anton. ”Jeg kan godt lide at gøre andre glade, og både Anton og jeg får selv en masse ud af at komme ud og møde andre mennesker. Jeg har oplevet, hvor meget liv og glæde Anton bragte med sig, da vi en overgang besøgte min mor-mor på plejehjem. Derfor besluttede jeg mig til at få Anton optaget i Trygfon-dens besøgshundekorps”. Og Anton gik glat igennem alle Trygfondens dyrlægetjek og adfærds-test. Den syvårige mops er nemlig glad, rolig og robust. Hverken kørestole eller gangstativer, glatte gulve eller plud-selige lyde skræmmer livet af den lille hund. Mest af alt er Anton optaget af de godbidder, han kan charmere sig til på sin vej. Og når han har fået nok af kærlige hænder, der nusser og klør, er han selv mand for at tage sig en slapper i et roligt hjørne. Dagens besøg er ved at være slut, og Lis er opløftet og glad. ”Hvis jeg var en hund, ville jeg slå krøller på halen!” siger hun med et stort smil.

Vil I også have besøg af en hund?

Tryghedsfondens Besøgs-hunde er et korps af frivillige hundeejere og deres hunde, som tager på besøg hos sårba-re og udfordrede mennesker på plejecentre og bosteder. Ordningen er landsdækkende, og hvis man gerne vil have en besøgshund, skal man tilmelde sig ordningen direkte.

Læs mere på www.besogshunde.dk

Beboere og personale på Verahus har fået en ny ven. Han hedder Anton og er en mops. Sammen med sin mor Stine Mouritsen er han med i Tryghedsfondens besøgshundekorps, som skaber trivsel og glæde på botilbud og plejehjem landet over.

Anton på visit


”Socialpsykiatrien kan have en tendens til at lukke sig om sig selv. Vi er gode til at skabe trygge rammer i vores sam-værs- og aktivitetstilbud og give folk mulighed for at sætte deres kompeten-cer i spil som både brugere og frivillige. Men vi er ikke så gode til at åbne os ud-adtil mod lokalsamfundet. Den trygge vej ud til foreningsliv og arbejdsmarked er der ikke i dag.” Sådan lyder det fra projektleder Camilla Roed Simpson, som sammen med kollegerne Karoline Kjeldtoft og Christina Færch-Jensen i FriNova har taget initiativ til et projekt, de kalder ’Nye fællesskaber i Nordvest’. Projektets vision er, at mennesker med psykisk sårbarhed skal have en tryg vej ud af socialpsykiatrien med mulighed for at være med i lokalsam-fundet. Og drømmen er desuden, at erhvervslivet og mennesker i lokalom-rådet får øjnene op for de uudnyttede ressourcer hos borgerne, som ikke bliver udfoldet i dag,” understreger Christina Færch-Jensen. Målet er nemlig at skabe

fællesskaber, som ikke handler om, at man har en sindslidelse. ”Vi vil gerne bane vejen til autenti-ske relationer med både erhvervs- og foreningsliv, som ikke er defineret af - eller med professionelle. Og som ikke handler om, at man som virksomhed eller forening skal gøre en god gerning. Det skal handle om at se ressourcer frem for svagheder,” forklarer hun. Hun peger på, at dét at engagere sig som frivillig i lokalsamfundet kan være et stort skridt videre for mange af centrets borgere, både dem, der bor på botilbud og dem, der bor i selvstændig bolig. Men hvordan får man både virk-somheder og foreninger til at indgå i et samarbejde, som alle parter kan se, at de vil få glæde og udbytte af? Det spørgsmål vil de tre projektledere nu dykke nærmere ned i. ”Her i lokalområdet er der fx et værksted, der indsamler og reparerer it-udstyr, som sendes til skoler i Afrika som ulandshjælp. De kan bruge noget

Fællesskaber handler ikke bare om gode gerningerVi åbner døren, når vi har brug for frisk luft, når vi byder gæster velkommen, og når vi selv vil ud i ver-den. I Center Nordvest drømmer de om at slå døren op på vid gab og give borgere med psykisk sårbarhed mulighed for, på lige fod med andre, at blande sig i lokalsamfundets mange fællesskaber.



frivillig arbejdskraft. Vi kan bruge et sted tæt på, hvor vi kan skabe frivillige arbejdspladser til vores borgere,” fortæl-ler Karoline Kjeldtoft og fortsætter: ”Værkstedet har brug for frivillige hænder, de kan regne med, men faktum er, at vores borgere ikke altid er stabile. Det er en reel udfordring. Så hvad skal der til for at garantere den nødvendige stabilitet? Sådan noget skal vi finde helt nye løsninger på. Forudsætningen er, at de unge i værkstedet er villige til at indgå i et samarbejde med en offentlig organisation som os.”

Kræver mange hænder at bygge broCenter Nordvest er kun en lille brik i fællesskabets store puslespil. Derfor kan centret kun komme i mål med sin visi-on om at bygge bro til lokalsamfundet ved at samarbejde tæt med alle de andre brikker, der udgør lokalsamfundet, både erhvervsliv, foreningsliv, NGO’ere, lokaludvalg og beboere i området. Med andre ord kræver det en kollek-tiv indsats at bygge bro. Netop derfor er projektet fra start af blevet rodfæstet i tankerne bag Collective Impact. Kort fortalt, er det en særlig tilgang til at arbejde med komplekse sociale proble-mer, hvor aktører på tværs – offentlige, frivillige og private virksomheder – giver hinanden håndslag på et forplig-tende samarbejde - og arbejder ud fra en fælles vision, fælles mål og en fælles plan. Tanken er, ifølge Karoline Kjeldtoft, at skabe forandring dér, hvor det ikke før er lykkedes at gøre en forskel alene. Socialt Udviklingscenter (SUS), som allerede er i gang med to andre collecti-ve impact-initiativer, har tilkendegivet en interesse for at være med som part-ner, og også den lokale områdefornyelse i Nordvest stiller sig klar som partner. Men endnu er projektet kun i støbe-skeen. De tre projektledere, erkender, at døren til de nye, fagre fællesskaber i

Nordvest ikke åbnes med et trylleslag. Langt fra. Der er et langt sejt træk for-ude med at skabe ligeværdige alliancer i lokalsamfundet. Og især spørgsmålet om, hvordan man vækker erhvervslivets interesse for projektet, er en hård nød, der skal knækkes. ”Derfor har vi tænkt os i første om-gang at prøve nogle lokale samarbejder af i en mindre skala, så vi kan gøre os nogle erfaringer, vi kan tage med os vi-dere, når vi skal finde endnu flere lokale partnere, der kan se de fede perspekti-ver i at indgå i et ligeværdigt samarbej-de med os om en fælles vision,” siger Camilla Roed Simpson.


Foto: Gloria

FAKTA

Fem principper for Collective Impact-tilgangen

1. Fælles agenda og konkrete mål, som er målbare, og som alle parterne arbejder aktivt sammen om at nå.2. Fælles målemetoder, som alle parter skal bakke op om.3. Forpligtende aktiviteter, som bidrager til at nå det fælles mål.4. Hyppig og åben kommunikation, som bygger på tillid og videndeling.5. Fælles sekretariat, som sætter retning for arbejdet sammen med parterne, faciliterer proces- sen og sikrer læring og evalue- ring gennem hele samarbejdet.

Det blev afholdt kickoff for projektet i november med en workshop for borgere, brugere, medarbejdere og aktører fra lo-kalsamfundet. Det var en dag med fokus på alle de fede ting i NV og deltagernes interaktion med bydelen. ”Vi var meget bevidste om ikke at snak-ke om skånejobs, svagheder, sygdom, ensomhed og mismod. Det er nemlig mere spændende at tale om alt det, der peger fremad som fx fællesskaber, livsmod, engagement og medmenneske-lighed. Derfor handlede workshoppen om, hvordan folk bruger deres bydel og alle de fede ting, der foregår. Og det var en enorm succes,” fortæller Karoline Kjeldtoft.



Mette Harms og Tine Jensen er blevet klogere på, hvordan ensomhed set ud fra brugernes perspektiv. Den viden bruges i det daglige arbejde med at understøtte brugerne i deres personlige og sociale udvikling.


Vejen ud af ensomhed bygger på tillid og passion

Hver dag tager 59 mennesker med mange års rusmiddelbrug og sociale problemer i bagagen turen ud til det københavnske Nordvestkvarter for at få lægeordineret heroin. På Valmuen udleverer sundhedspersonalet heroin til brugerne to gange dagligt – om formid-dagen og om eftermiddagen. I de fem timer, der går mellem de to medicinud-leveringer, er det op til brugerne, om de vil forlade Valmuen eller opholde sig i stedets café. Her er der pc’er til fri afbenyttelse, daglig morgenmad, motionstilbud og mulighed for at tale med personalet. Omkring 45 procent af brugerne an-giver i Valmuens brugertilfredshedsun-dersøgelse, at de ofte eller nogle gange føler sig ensomme i dagligdagen. Men hvad er det egentlig ensomhed konkret betyder for brugerne? Og hvad kan Valmuens personale gøre for at afhjælpe

oplevelsen af ensomhed? De spørgsmål ville leder af Valmuen Mette Harms og hendes medarbejdere gerne blive lidt klogere på. Derfor fulgte de i 2015 op på årets brugertilfredshedsundersøgelse med en række fokusgruppeinterviews med brugerne, som gav deres bud på, hvordan ensomheden ser ud fra bruger-nes perspektiv.

Føler sig stigmatiseretFor de fleste mennesker er den værste form for ensomhed at føle sig ensom, selvom man er sammen med andre. Og det gælder også for brugerne i Valmuen. Ifølge Mette Harm udtrykker bruger-ne et ønske om at være helt almindelige og blende ind blandt andre mennesker. ”Følelsen af at være ensom sammen med andre har at gøre med en følelse af stigmatisering, der hænger tæt sammen med en bekymring for, hvad andre tænker om deres udseende. Især dårlige tænder kan gøre, at man føler sig stig-matiseret. Og det kan blive en barriere i forhold til den selvtillid, der er brug for, når man skal ud og opsøge andre menneskers selskab. Det er vanskeligt at møde andre mennesker, når man ikke tør smile,” siger hun. Når brugerne starter i behandling i Valmuen, tager de fleste afsked med rusmiddelmiljøet, hvor de i mange år har haft deres primære netværk. Og selvom de er glade for at lægge miljøet

Næsten halvdelen af brugerne i Valmuen føler sig ofte eller nogle gange ensomme. De har brændt mange broer bag sig, og tit har de tabt tilliden til både andre mennesker og sig selv på vejen. Valmuen har sat fokus på at hjælpe brugerne med at finde frem til modet og lysten til at kaste sig ud i nye fællesskaber.

bag sig, så er det med til at øge følelsen af ensomhed, fordi de tidligere venner og bekendte fra miljøet ikke uden vide-re bliver erstattet af nye. Brugerne fortæller, at rusmiddel-miljøet er et miljø, hvor det skorter på tilliden, og hvor det er svært at stole på andre. Og oveni mistro og skuffelser tynger også den skam, der følger med at være afhængig, og en viden om, at man selv har skuffet mange mennesker i livet. ”Så det handler om at finde tilliden til og troen på de sunde relationer frem,” påpeger Mette Harms.

FORTSÆTTER SIDE 32

Hvis man får hjælp til at genfinde sin passion, kan den blive en ambition eller drivkraft for,

hvad man gerne vil.


FAKTA om Valmuen

Valmuen tilbyder behandling med lægeordineret heroin til belastede, opiatafhængige borgere, der til trods for substitutionsbehandling fortsat har et misbrug af heroin. Den tværfaglige personalegruppe består af sygeplejersker, læger, pædagoger og socialrådgiver, som tilbyder:• Adgang til behandling med læge- ordineret heroin to gange dagligt, alle ugens dage• Psykosocial behandling og sund- hedssamtaler• Støtte til besøg i sundhedsvæs- net og myndighedscentre• Samvær i cafe• Motion Behandlingen sigter mod at fremme brugernes livskvalitet, sociale situati-on, fysiske og psykiske helbred samt at nedsætte indtaget af illegale stof-fer og begrænse kriminel adfærd.

mig håb om at komme videre og tilbage på arbejdsmarkedet,” siger sosu-uddan-nede Kasper, som arbejdede som hospi-talsmedhjælper og havde planer om at videreuddanne sig til fysioterapeut, før han røg ud i sit misbrug.

Fra passion til ambitionDet er ikke alle brugere i Valmuen, der brænder for motion og sport, og det er planen, at samarbejdet med Idrætspro-jektet skal følges op af andre tilbud. Nogle af Valmuens brugere vil gerne noget med finere madlavning, keramik eller noget andet kreativt. ”Vi er optaget af, at brugerne skal have mulighed for at indgå i fælles-skaber med andre omkring noget, der interesserer dem. Vi arbejder med det, vi kalder ’fra passion til ambition’ ud fra den tanke, at alle mennesker har en passion eller en unik interesse. For vores brugere er den måske røget i baggrunden i årene, hvor jagten på rusmidler og penge har fyldt det meste. Men hvis man får hjælp til at genfinde sin passion, kan den blive en ambition eller drivkraft for, hvad man gerne vil,” forklarer Mette Harms. Mest af alt handler det om et vedhol-dende fokus i dagligdagen som en del af det pædagogiske arbejde i Valmuens café. ”Vi har meget fokus på at tale med brugerne om, hvad det er for forandrin-ger, der skal til for at mindske følelsen af ensomhed. Vi spørger nysgerrigt ind for at finde frem til den passion, som enkelte har. Hvad kunne du godt lide at lave før i tiden? Hvad var det, der fyldte og gjorde dig glad?” fortæller Tine Jensen. For alle mennesker – også for Val-muens brugere - handler nye venskaber og mødet med andre mennesker om kemi. Og undersøgelsen gjorde det klart, at brugerne ikke ser sig selv som nogen, der har brug for besøgsvenner.

Venskaber er noget, de selv mener, at de har ansvar for at skabe. På den anden side er det med at hoppe ud i tingene på egen hånd en grænse, der skal overskri-des. Det kræver en tillid til sig selv og andre, som de fleste ikke har. Sammen med sine kolleger er Tine Jensen derfor gået i gang med at kigge efter lokale tilbud og foreninger i de lo-kalmiljøer, hvor brugerne bor. Tanken er at invitere frivillige og andre aktører ind i Valmuen for at få sat ansigt på nogle af de muligheder, der findes uden for brugernes gadedør. ”På den måde kan vi være med til at bane vejen for at bygge bro til fællesska-ber uden for Valmuen, hvor brugerne kan mødes med andre om noget – et fælles tredje - der ikke har noget at gøre med rusmiddelafhængigheden,” siger Tine Jensen.

FORTSAT FRA SIDE 31

”Og så handler det også meget om, at brugerne identificerer sig med at være rusmiddelafhængige. Og nu skal finde frem til en ny identitet,” tilføjer Tine Jensen, som er pædagog, og som sammen med kolleger i Valmuen arbej-der med understøtte brugerne i deres personlige og sociale udvikling.

En dør er åbnetSidste sommer indgik Valmuen et sam-arbejde med en instruktør fra Idræts-projektet, som en dag om ugen kom forbi specialenheden på Tomsgårdsvej for at sætte gang i motionsaktiviteter og træning for brugerne. Det tændte en gnist hos 40-årige Kasper. Han be-gyndte at træne regelmæssigt sammen med Idrætsprojektets instruktør. Før Kasper for ti år siden gik fra at sniffe kokain i weekenden til at tage det i hverdagen og derfra til at ryge og fixe heroin, havde idræt og sport fyldt meget i han liv. Så det gav blod på tan-den at komme i gang igen. Og da han siden blev tilbudt at hoppe om bord på Idrætsprojektets instruktøruddannelse, greb han sammen med en anden af Valmuens brugere chancen. Og det var en stor oplevelse pludselig at være en del af et fællesskab uden for misbrugs-miljøet, fortæller han. ”Misbrugsmiljøet kan være et barskt miljø, hvor det er svært at stole på folk. Jeg kan godt være naiv engang imellem, og det giver bagslag. Så det betød rigtig meget for mig pludselig at møde mere reelle mennesker. Det gav mig håb om at få et nyt netværk. Det har åbnet for nogle døre, som motiverer mig til at komme helt ud af miljøet,” siger Kas-per, som øjeblikket overvejer at tage i mod et tilbud om at komme i praktik i Idrætsprojektet. ”Det kan måske være det første skridt til, at jeg kan komme til at arbejde igen. Det er en stor motivation, at den dør er blevet åbnet. Det har givet

københavns kommune | - sof profilen · 2017. 3. 16. · nr.1 marts 2017 • sofbladet 3 4 kort nyt...

Documents