Johny Wilslew

2

Første gang jeg mødte Johny Wilslew, lignede han en af vildmændene i det danske rigsvåben – i surrealistisk udga-ve. Det var i Aage Meyers Galleri i Jyl-landsgade. – Og det er længe siden. Det var Johnys debut, og man blev advaret i forvejen. – Johny er meget morsom, havde Aage Meyer oplyst, som om an-melderen kunne være totalt blottet for humor. Det blev et absolut fornøjeligt møde. Men med al respekt for Johny Wilslews gags og latter, så var det nu hans arbej-der, der gjorde størst indtryk. Her var et gå-på-mod og en smittende livsglæde, som kunstneren heldigvis har bevaret siden den vildskæggede debut. Tiden har fart på, og nu fylder Johny alt-så 3x20. Han er et fint menneske med et overrumplende overskud til at hjælpe an-dre. En kunstner, der er tro mod sit eget, men som altså også har ressourcer til at lytte og støtte, og dermed gøre en for-skel - på flere planer. Egenskaber, der er sjældne i billedmagernes brogede ver-den. Finkulturelle snerper er blevet regel-mæssigt irriterede af Johny gennem åre-ne. Han har været med på en statsaner-kendt censureret udstilling, udført store udsmykningsopgaver o.s.v. Men det har ligesom ikke været tilstrækkeligt. Nu er det jo et faktum, at 95 % af alt kre-ativt virke går i glemmebogen. Så med al respekt for den uomtvisteligt banebry-dende genialitet, må mindre dog vel U

GL

ER

I M

OS

EN

3

kunne gøre det her og nu? Johny Wilslew er en farveglad, dekorativ og finurlig kunstner. En kreativ optimist, som også har en dybere, mørkere ind-sigt. Han er halvfætter til Cobra-malerne og en staldkåd repræsentant for homo ludens, det legende menneske. Det bør være nok. Det kan ikke være meningen, at en mand, der har glædet og opmuntret så mange, skal have en karakterbog i fødselsdagsgave... For undertegnede har det altid været en fornøjelse, at følge Johny. Det betyder ikke, at alt er slugt råt. Det ligefremme er nemlig ikke altid så ligetil, når underfun-digheden, som det hænder, kommer med ind i billedet. Et personligt eksempel: Da Johny W. ud-smykkede en boghandel (nu Arnold Busck) med ugler, var det svært at blive dus med nattens fugle. Men efterhånden kom fortroligheden. Hver tirsdag hilser jeg på uglerne, og dags dato ville det være en personlig tragedie, hvis de for-svandt. Fødselsdagsudstillingen er værd at gå på opdagelse i. Her er koloristisk øjen-fryd, eventyr for viderekomne og sikre, utraditionelle kompositioner. Det er tyde-ligt, at det er et overskudsmenneske, der taler til os. Her er skønhed men også en diskret snert af vemod. Midt i overdådigheden fornemmes al tings midlertidighed. Vi er til stede. Vi er nærværende. Men hvor længe? Johnny giver os en blues i dagens festlige an-

ledning. En traditionel 12 takters. Det swinger. Det opmuntrer. Der fokuseres på det positive – men der vil altid være ugler i mosen! Til lykke med de 60. I dit tilfælde, Johny, er det absolut ingen alder.

ULF GUDMUNDSEN

Marts 2010

4

5

6

7

8

9

I DET BLÅ Uberegnelige formler sover under det hellige øjes vågen over håbets fjerne bassiner. Den skønnes læber hvisker fordi frugten ikke kan forbydes men blot observeres imens den vokser i smug indtil den eksploderer i en granatregn af æbler der suger sig fulde af tyngde og kraft i alverdens hængende haver. Og over øjet, håndens skærm og det lange blå slør, hvor natten og dagen smeltet sammen som et delta af søvnens og sindets floder, en farve i stadig vekslen imellem tilfældets og håndværkets drømte nuancer. Og i det blå er det blå, alt det blå man ser svæve, alt det blå der er som munden fuld af vingede væsner alt det blå der er som at vågne under vandet, og ånde alt det blå der er som at findes uden at forgå, Mayaernes og Middelhavets blå, kyssets alkymi omregnet til et sekundkortglimt med evig tyngde. Det er erindringens lille notesbog der roterer nøjagtig lige så skrøbelig og uforgængelig som alle andre atomare rester af det big bang, hvis blå nu pulserer i hver deres grundstofs takt i samme øjeblik vi blinker.

Erik Trigger, Digter Marts 2010

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19