ISTANBULS ANSIGTER

November 2012

SKRIBENTERJeppe Nielsen

Nicolai Waldemar JacobsenMarie Lindberg Hansen

Sara Thestrup HansenSofie Helqvist

Vanessa Salome Christophersen

INDHOLD

LEDER

GUIDE:Vesterbro-miniature på tyrkiskPå tur i det chillede område Cihangir

VOXPOP: Hvorfor fisker du?De mange fiskere på Galatabroen fortæller, hvorfor de fisker dagen lang

PORTRÆT: En modig mønsterbryderHasan er homoseksuel og bryder i det hele taget med vores idé om en traditionel tyrkisk mand FOTOREPORTAGE: Frisk fiskefangstFølg fiskerne på Galatabroen, køb frisk fisk fra markedet og smag en nygrillet fiskesandwich

BAGGRUNDSARTIKEL: Istanbul er det nye Berlin Ekspert Jakob Lindgaard sætter fokus på spændet mellem det moderne og det traditionelle Istanbul

REPORTAGE: Mere end en fodboldkampTag til fodboldkamp med det elskede storhold Galatasaray

KLUMME:En rejse ind i tørklædelandPå jagt efter det traditionelle Istanbul

INTERVIEW: Kadiköy: kunst, kommunister og kul-turel diversitetIndblik i bydelen, hvor hverdagsliv, kunst og kulturelle modsætninger mødes PORTRÆT: Aarhusianer på hjemmebaneMød dansktyrkiske Cagdas, der altid har drømt om at bo i Istanbul.

QUIZ: Gæt en tyrkisk specialitetTest om du har styr på, hvad der gem-mer sig i Istanbuls gader

BAGSIDEN: Hjemløs: Istanbul er en fantastisk by

Side 5

Side 6

side 7

side 8

side 12

side 14

side 16

Side 17

side 18

side 20

side 23

Side 24

LEDERDette magasin giver dig et øjebliksbillede af Istanbul. Farverig, hektisk, varm og dragende på én gang. Lad dig inspirere af magasinets mange ansigter – måske lokker de dig, så du får lyst til at sætte kurs mod Is-tanbul, næste gang du skal på ferie.

Istanbul trænger sig på som danskernes nye must-see-rejsemål. I de seneste år har vi valfartet til Berlin på grund af dens kulturelle man-gfoldighed og dramatiske historie. Istanbul kan blive det nye Berlin.

Byen er et sammenstød mellem en trendy, europæisk vibe og et farver-igt, traditionelt mellemøstligt udtryk. Istanbul kan ikke sættes i bås. Her smelter nyt og gammelt sammen. Traditionelt møder moderne, og Asien støder sammen med Europa.

I magasinet går vi uden om de store seværdigheder og sætter i stedet ansigter på nogle af de mennesker, som er med til at skabe Istanbul. Vi giver dig deres syn på byen og deres anbefalinger.

Du kan møde dansk-tyrkeren Cagdas, der er flyttet fra Aarhus til Is-tanbul. Du kan smage fiskesandwich ved Galatabroen. Og du kan få gjort op med dine fordomme i mødet med homoseksuelle Hasan. Vi tager dig med videre ud i byen, når de andre turister stopper op for at fotografere Den Blå Moské og Hagia Sofia.

Redaktionen

6

Cihangir er en lille, hyggelig bydel i det centrale Istanbul. Et lille samfund i en stor by. Her er turister, men ikke turistet. Cafeerne er fyldte, men ikke overfyldte. Og secondhandbutikkerne er hippe, men ikke hypede.

Tekst og foto Jeppe Nielsen

Istanbul er en myldrende by. Men der findes også oaser i trængslen. Den lille bydel Cihangir ligger kun få hundrede meter fra trafikerede knudepunkter som strøggaden Istiklal og den store Taksim-plads.

I Cihangir finder man skæve caféer og restauranter, second-handbutikker, lokale tøj- og skodesignere og meget andet.

Bevares, man er stadig i fare for at blive kørt over af en ag-gressiv taxa, og mennesker er her stadig nok af, men stem-ningen er tilbagelænet. I Cihangir hygger man – og shopper.Selva Sarvan er kok i et lille charcuteri med tilhørende ca-teringfirma.

Hun fortæller, at Cihangir netop nu er i gang med en om-fattende restaurering. Her er mange historiske bygninger, som én efter én bliver sat i stand. Der går ofte uger imel-lem, Selva forlader bydelen. Fordi den har alt, hvad hun har brug for.

CafelivCaféen Datli Maya er et af de steder, som holder Cihangir-beboere fra at forlade området, og som lokker folk til fra andre områder af byen. Fra gaden træder man direkte ind i caféens bageri, hvor en flot, gammel stenovn udsender de dejligste dufte af nyt bagværk.

Fra bageriet må man smyge sig langs væggen og op ad den smalle trappe, hvor det lille køkken kommer til syne. Og først efter endnu et par trin kan man sætte sig til rette i de

hyggelige træmøbler i det lille spiserum, hvor en gylden samovar, en tebrygger, står i hjørnet og byder nye gæster på en kop te.

I det lille rum sidder en ung kvinde og drikker te. Deniz Yildiz er 33 år og bor til daglig i den asiatiske del af byen, på den anden side af Bosporus. Hun kommer tit i cafeen og i Cihangir. ”Her er en god stemning, og her er mange cafeer og restauranter, som ikke er særlig dyre,” fortæller hun.

Vesterbro-miniature på tyrkisk

BYLIV

Cafeen Datli Maya holder til i et gammelt bageri. Duften fra den gamle stenovn lokker folk ind fra gaden. Her er trangt, men hyggeligt.

7

VOXPOP

-Yücel, 53 år

Jeg betragter det som en hobby, der giver mig mad på bordet. Jeg fisker fem gange om ugen, og jeg startede med at fiske ved Bospe-russtrædet, da jeg var 12 år. Jeg har boet tyve år i Stuttgart og ta-ler derfor flydende tysk.

I Tyskland spillede jeg en del fod-bold og nåede op på et semi-pro-fessionelt niveau. Ellers var det lagerarbejde, som jeg arbejdede med, men jeg savnede Istanbul, min familie og det at fiske her, så jeg tog tilbage.

- Ümit Süleyman, 57 år

Jeg er fuldtidsfisker og har været det de sidste fem år. Det er mit ar-bejde, og jeg er glad for det. Der er et godt kammeratskab mellem de professionelle fiskere, og jeg nyder at komme her på broen og tale med mine venner.

Jeg arbejdede tidligere i et trans-portfirma, som fragtede møbler mellem Istanbul og tyske storby-er. Blandt andet arbejdede jeg i München, Køln og Stuttgart i 15 år, men jeg kom tilbage til Istan-bul for 5 år siden.

Aydin Kusar, 38 år

For mig er det ren hobby. Mange af dem, der står her på broen, ar-bejder professionelt som fiskere, men jeg har kun prøvet det et par gange. Jeg er for nylig blevet ar-bejdsløs, men jeg tager det ikke så tungt, der skal nok dukke no-get op.

Jeg er netop kommet tilbage til Istanbul for en måned siden efter 10 år på den græske ø Saloniki. Her boede jeg med min græske kone, som jeg nu er separeret fra. Jeg tog tilbage hertil fordi jeg savnede mine venner og familie også den specielle atmosfære, der er her i Istanbul.

Hvorfor fisker du?

På Galatabroen, der strækker sig tværs over det Gyldne Horns munding i Bosporus, står et hav af fiskere side om side og hiver fisk op af vandet dagen lang. Istanbuls ansigter begav sig ud på broen for at finde ud af, hvem de dér fiskere egentlig er og hvorfor de fisker så flittigt.

Tekst Nicolai Waldemar JacobsenFoto Vanessa Salome Christophersen

MODIGMØNSTER-

BRYDER

8

9

Det var med sved på panden og rystende hænder at Hasan fortalte sin mor om sin nye kæreste. Kæresten hed Tom, og i den lille havneby hvor Hasan voksede op, fandtes der ikke mange homoseksuelle – i hvert fald ikke officielt. Men Hasan valgte at stå ved sin seksualitet og vælge kær-ligheden frem for det traditionelle familieliv.

Velsmurt frisureHasan har ikke hele dagen til at sidde og sludre på café Sntlr.Dükkan i Galataområdet, hvor han bor. Han skal nemlig videre til frisør, fortæller han, selvom det ikke virker nødvendigt med det sorte hår, der sidder som smurt.

Mens han drikker sin varme urtethe brager amerikanske hits ud af højtaleren. Omkring ham sidder andre lokale tyrkere og nyder deres kaffe i de bløde stole.

Hasan har boet i Istanbul i over 12 år, af flere omgange og i flere forskellige områder af byen. Nu bor han i Galata, og hænger også meget ud her.

”I Istanbul holder folk sig meget inden for deres egne små samfund og i bestemte områder af byen. Afhængig af hvem ens familie og venner er, går man bestemte steder hen.” fortæller han.

De anderledes ungeHasan kom til byen for at studere arkitektur. Siden har han rejst væk fra byen mange gange, men han er altid vendt tilbage.

”Jeg kan godt lide forskelligheden her i byen,” fortæller han. ”Her er både de konservative folk fra mindre byer i Tyrkiet, som kommer til byen for at arbejde, og som bosæt-ter sig i små bysamfund.

Overfor dem finder man den nye generation af unge. I det meste af Tyrkiet kommer familien før karrieren, men de unge, der tager til Istanbul, vælger uddannelsen og karri-eren. De er med på beatet, og de bruger byens kulturliv. De tager til koncerter og på klubber. Jeg synes, det gør byen rigtig interessant, at så forskellige typer af grupper lever side om side,” fortæller han.

Fri for homofobi Om en uge flytter Hasan til San Francisco. Han har fået en stilling hos et arkitektbureau, der specialiserer sig i lysdesign. Men den vigtigste grund til at Hasan endnu en gang hiver rødderne op, hedder Tom og er Hasans kæreste

gennem de sidste 5 år. Tom bor i USA, og han og Hasan forelskede sig i hinanden, da Tom var på udveksling i Is-tanbul.

Siden da har de haft et langdistanceforhold, men nu er de begge mere end klar til at droppe de mange lange skypesa-mtaler og prøve at bo sammen.

Hasan ser det ikke som noget problem at være homosek-suel i Istanbul. Han sammenligner det med at være homo-seksuel i eksempelvis London.

”Det er som i enhver anden storby, hvor folk reagerer meget forskelligt på homoseksualitet. Der vil altid være dem, der ikke kan lide det, men der er flere, der slet ikke går op i det eller bekymrer sig om det. Jeg har aldrig haft nogle problemer med det,” fortæller han.

Konservative TyrkietHelt så problemfrit er det ikke at være homoseksuel i resten af Tyrkiet. I den lille sydlige havneby Antakya, med 300.000 indbyggere, hvor Hasan voksede op, bliver der set ned på homoseksuelle.

Og sådan forholder det sig også i resten af Tyrkiet, hvor forestillingerne om et forhold er lig en mand og en kvinde. Et kærestepar bestående af to mænd lever ikke op til det ”rigtige” traditionelle billede.

”Unge tyrkere er ofte utrygge ved at springe ud som enten bøsse eller lesbisk. Og derfor er der mange, der holder det hemmeligt. Hvis der var flere mennesker, der turde stå frem, ville det gøre det langt lettere og formentlig også mere accepteret”, forklarer Hasan.

Hans mor skulle også lige sluge en kamel, da Hasan for-talte hende om sin seksuelle orientering.

”Hun har vænnet sig til det. I starten var hun virkelig ikke glad for det, men nu har hun det fint med det.”

Hasans to yngre søskende har heller ikke det fjerneste imod, at Hasan er kæreste med Tom. Både hans bror og søster har valgt familien frem for karrieren og er begge bo-sat i de byer, hvor deres kærester også bor. Hans far kend-er derimod ikke til Hasans homoseksualitet. Hasan taler sjældent med ham.

”Jeg ser ham kun hvert andet år og har derfor ikke trang til

PORTRÆT

Tyrkiske Hasan er homoseksuel, uddannet arkitektonisk lysdesigner og om en uge flytter han til San Francisco for at bo sammen med sin ameri-kanske kæreste Tom.

Tekst Marie Lindberg Hansen og Sofie HelqvistFoto Marie Lindberg

10

at dele mit privatliv med ham. Han er officielt stadig sam-men med min mor, men har boet i Saudi Arabien i mange år”, fortæller Hasan.

Istanbul i vækstSiden Hasan kom til byen for 12 år siden, er indbyggertal-let steget voldsomt. Officielt er indbyggertallet sat til 15 millioner mennesker, men Hasan er overbevist om, at der bor langt flere.

”De første fire år jeg boede her, var der fint med plads til alle, men indenfor de sidste 3-4 år er det blevet alt for tæt-pakket. Det går ud over transporten og forbindelsen mel-lem bydelene. Det er blevet et stort problem, og det er ikke længere tilfredsstillende,” fortæller Hasan.

Uddannelsen til arkitekt har gjort Hasan meget optaget af, hvordan man udvider en by, der vokser så hastigt.

”Der er blevet lavet en del om på byen de seneste par år, og jeg synes, de har lavet mange fejl i forbindelse med udvidelsen. Den nordlige del af Istanbul, som har store skovområder, har de planer om at rydde til fordel for en tredje bro. I stedet for at smide de hjemløse på gaden og

bygge de faldefærdige bygninger om til fancy cafeer, burde de starte med at bygge huse, hvor folk kan bo. Og så flytte nogle af de store virksomheder uden for byen. For ellers vil folk blive ved med at komme ind til byen, og det vil den i sidste ende ikke kunne klare,” fortæller han.

Mulighedernes statHasan er ikke glad for den retning byen bevæger sig imod. Den nuværende konservative regering (AKP) prøver at hægte sig på den mellemøstlige verden snarere end den europæiske, fordi ministerpræsidenten har en religiøs bag-grund.

”Religion har aldrig før været talt om offentligt, netop fordi landet ikke har en fælles religion. Men den nuværende regering vil have Tyrkiet til at blive et liberalt, muslimsk land, og det er jeg ikke enig i,” fortæller Hassan.

Nu flytter han til USA. Han ser ikke sin flytning som en flugt fra den politiske situation, tværtimod forestiller han sig, at han en dag vil vende tilbage til Istanbul. Men lige nu glæder han sig til at bo i en stat, hvor homoseksuelle har regeret siden 70’erne, og hvor alt er muligt.

PORTRÆT

QUIZGæt en tyrkisk SPECIALITETPå billederne gemmer sig Istanbuls skævheder og specialiteter. Se godt efter... Find svarene på side 23

11

GALATAHasan bor i Galata, der ligger tæt ved Taksim. Vi mødes med ham på gaden Serdar-ı Ekrem – også kendt som ”fash-ion designers street”. I den snørklede gade ligger små designbutikker side om side, og langs gaden slentrer hippe yngre mennesker forbi og falder ind på gadens mange hyggelige caféer. Det er også her, Hasan drikker sin kaffe og køber gaver i de små butikker, men hvis han skal ud at spise om aftenen på restaurant tager han videre til området Cihangir, hvor der efter hans mening både findes bedre mad og bedre kokke.

MAVRAHassans yndlingscafe. Den har eksisteret i 4 år, og de besø-gende tæller både lokale tyrkere og turister. Det er primært yngre mennesker i 20’erne og 30’erne, der skyller deres kaffe ned her, og om aftenen forvandler caféen sig til en bar med farverige drinks, hvor der er mulighed for at feste igennem. Caféen indbyder til en god gang afslapning i de bløde stole og endnu mere på det lille repos, hvor en stor madras frister. Caféens menukort indeholder alt fra brunch og hjem-melavet lemonade til steaks og god rødvin, og på ca-fébesøget har man også mulighed for at shoppe lidt. Ca-féen sælger nemlig bøger, tyrkisk og internationalt design og keramik, der er lavet af caféens ejer.Adresse: Serdar-ı Ekrem Caddesi 31 Kuledibi, Beyoglu. Han er desuden en flittig bruger af onlineguide til Istanbul: www.theguideistanbul.com – her kommer der løbende opdateringer om nye caféer, restauranter og kulturelle be-givenheder i byen.

BYLIV

Hassan anbefaler

12

FOTOREPORTAGE

FRISK FISKEFANGSTTekst Sara Thestrup Hansen Foto Vanessa Christophersen

Fiskerne står side om side på Galatabroen, midt i den hek-

tiske trafik. Linerne svinger over de forbipasserendes ho-veder, og en mand hiver bege-jstret en fisk i land. Den bliver straks lagt ned i spanden til de andre fisk. På fiskemarkedet ved siden af broen kan du købe de ny-fangede fisk med hjem. Kan

du ikke vente med at sætte tænderne i fisken, kan du købe en grillet fiskesandwich lidt længere henne langs van-det. Melder tørsten sig, kan du købe dig en friskpresset gra-natæblejuice.

13

FOTOREPORTAGE

14

”På et gadehjørne i de snoede gader i Beyoglu står en gal-lerist i sit fineste puds. I hånden holder hun en cigaret, og ganen er fyldt af en god Chardonnay. Inde i varmen bag glas-facaderne fejrer kunstnere ferniseringen af en ny udstilling.

Et øjeblik senere kommer en burkaklædt kvinde forbi, og en skærmydsel udvikler sig mellem de to kvinder,” fortæller Jakob Lindgaard, PhD i filosofi og religion, som beskæftiger sig med Istanbul.

Der er lige nu mange strømninger i Istanbul, på den ene yderpol moderne kræfter, der vil udvikle det globaliserede Istanbul, i den anden traditionalister, som vil have islamiske symboler mere ud i bybilledet, blandt andet med en ny stor-moske, forklarer han.

”Især er der et kæmpe spænd mellem konservative grupper og folk, der sidder på gaden og drikker øl udenfor natklub-ber.”

Myten om IstanbulDenne diversitet kom ifølge Jakob Lindgaard klart til udtryk i 2010, da Istanbul blev udnævnt til Europæisk kulturhoved-stad. Diskussionen om, hvad kulturpuljen skulle gå til, blev rødglødende.

”Der var en grundlæggende kamp mellem de progressive, moderne små gallerifolk og de mere konservative om, hvad der var Istanbuls ’founding myth’, altså den afgørende myte for Istanbuls grundlæggelse,” fortæller han. De mere konservative kræfter herunder Erdogan og AKP ud-nævner 1453 som det afgørende år, da tyrkerne indtog Kon-stantinopel og gjorde byen til hovedstad for det Osmanniske rige og ønsker derfor fokus på bevaring af det gamle.

”Den konkurrerende myte, som de moderne fokuserer på, er 1915, da Atatürk vandt over de allierede styrker i Dardanel-lerne og blev en national helt,” forklarer Jakob Lindgaard. Pengene fra kunstpuljen endte med hovedsageligt at gå til restaurering af de gamle bygninger.

Porscher og æslerEfter imperiets forfald lå Istanbul hen i en lang periode, men på det seneste halve århundrede har byen gennemgået en befolkningstilvækst uden sidestykke. I 1950 boede der om-kring 700.000 mennesker i Istanbul, i dag er det steget til 15 millioner.

”Istanbul er det nye Berlin for mange europæere. Nu er det Istanbul, der er hot og hipt,” forklarer han. Et natteliv, som Danmark knap kan matche, store fancy hoteller og endda Trump Tower gør Istanbul mere moderne og globaliseret. Men blot to gader væk er der storbyslumområder.

Byen er ifølge Jakob Lindgaard ”blevet til den europæiske storby, der har flest porscher og æsler”. Mens nogle områder er enormt rige, er kontrasten i den grad til stede. Tyrkerne er meget bevidste om, hvor de flytter hen, og at deres nabolag tilhører deres segment.

Jakob Lindgaard forklarer, at det ikke er afgørende, om du bor på den asiatiske eller europæiske side af Bosporusstræ-det. Det viser noget om din pengepung, hvor tæt du bor på vandet.

Det nye sortIfølge Jakob Lindgaard foregår der mange dynamikker lige nu på kryds og tværs i Istanbul. Blandt andet venstreorien-terede muslimer, der går imod den mere konservative linje anført af præsidenten Erdogan.

Med Erdogan i spidsen har de muslimske konservative fået mere magt, og er blevet mere selvbevidste. ”Men medmindre Erdogan får større og større tilslutning, er det svært for ham at gå for langt. Vi oplever nu en tilbagevenden af politisk aktivisme og socialpolitisk bevidsthed,” fortæller han.

Denne tilbagevenden kan ifølge Jakob Lindgaard dels til-skrives det Arabiske Forår og troen på, at man kan ytre sig uden at blive tortureret og dels ”globaliseringen og os eu-ropæere, der kommer til Istanbul, fordi det er blevet ’det nye sort’. Og alt dette sætter grænserne for konservatismen,” forklarer Jakob Lindgaard.

Istanbul er det nye Berlin

Istanbul gløder. Af udvikling og spændinger, som du skal opleve på nært hold. Ekspert Jakob Lindgaard fortæller, hvad der gør byen til smeltediglen af det traditionelle og det moderne.

Tekst og foto Vanessa Salome Christophersen

BAGGRUND

15

“I dag er det Den Blå Moské, der pryder Istan-buls skyline. Præsident Erdogan er i gang med

at bygge verdens største moské på Istanbuls højeste punkt, som vil tårne over hele byen.”

- Jakob Lindgaard

16

REPORTAGE

Vi står i metroen. Transportvejene i Istanbul er som regel tætpakkede. Men i dag er det helt ekstremt. Lyden af støv-letramp hænger monotont i det underjordiske rum. Men pludselig bliver skosålerne overdøvet af dybe, taktfaste brag. Bragene kommer fra flere hundrede tyrkiske hænder, som banker løs på siden af den lange rulletrappe. Øjeblikket efter er tunnelen opslugt af øredøvende fællessang. De synger alle sammen med, så hårene rejser sig i nakken. Tyrkerne elsker fodbold - og det mærker man.

Trængsel og larm Vi er på vej til fodbold på Türk Telekom Arena. Ligesom mange tusind tyrkere er det. Galatasarays hjemmebane er i Guinness rekordbog for det højeste publikumsbrøl målt på et sportsstadion, nogensinde. Den rekord blev sat i 2011 da Galatasaray havde besøg af Istanbul-rivalerne fra Fen-erbahce. Her nåede lydniveauet op på 131,76 decibel. Til sammenligning når et fly på landingsbanen op omkring 120 decibel.

Tilbage under jorden er vi kun et enkelt stop fra stadion. Vi står på perronen. Den er pakket med mennesker. Da toget standser, står der en enkelt mand i døren i vognen ud for os. Han skal ud her. Dørene åbner. Manden træder et skridt frem, men når ikke længere, før en udstrakt arm rammer ham i brystkassen. Menneskemængden vælter frem, og de lader sig ikke stoppe af en ældre mand, som har valgt det forkerte tog på det forkerte tidspunkt.

Jeg står med min jakke over armen. Den kommer i klemme mellem to tyrkere, og jeg kæmper for at holde fast i den, mens jeg bliver trukket frem. Den ældre mand er forsvundet et sted bagerst i toget, som er fyldt på få sekunder. Mine ven-ner og jeg står stadig tilbage på perronen, kun få centimeter fra kanten. Nu er vi sikre på at komme med det næste tog. Men vi er også i overhængende fare for at udgøre de men-neskelige rambukke, som skal torpedere de mennesker, der håber på at kunne stige af det næste tog.

Fællessang og fællesskabEndelig ude af metroen og i det fri. Kampen er gået i gang på stadion, men det vrimler stadig med mennesker uden-for. Tyrkerne kommer åbenbart ikke i god tid. Vi når med 10 minutters forsinkelse frem til vores pladser. Vi sidder i hjør-net. Lige ved siden af de mest hardcore fans, som står bag målet. I bunden af endetribunen står tre små platforme. De er flere meter høje, og oven på dem står nogle tyrkiske mænd og opildner publikum. Manden på den midterste platform hæver med en hurtig bevægelse sin højre arm, og straks sæt-ter den ene del af tribunen i gang med slagsang. Herefter vender han sig mod venstre og sætter en anden del af trib-unen i gang. De to dele synger og råber til hinanden, skiftevis og i kor. Det er svært ikke at lade sig betage.

Spillet på banen er ikke prangende, og Galatasaray har ikke en god dag. De kommer bagud efter 22 minutter, men 10 minutter efter udligner de, og stadion går amok. Overalt er der tyrkere, der krammer, smiler og råber. Hele stadion hop-per sammen, og det gør de stadig, da Galatasaray igen kom-mer bagud få minutter efter. Jeg accepterer, at det ikke er i dag, at vi kommer til at nyde sublimt fodboldspil. Men fod-boldspillets manglende kvalitet kan ikke tage oplevelsen fra os. Stadion er indhyllet i fællesskabsfølelse. Tilskuerne pifter, når deres helte begår frispark eller brænder en chance. Men kun i få sekunder. Så slår de over i fællessang, som igen får hårene til at rejse sig.

Tryghed i kaosKampen er næsten slut. På endetribunen får jeg pludselig øje på en lille pige. Hun har et lyserødt joggingsæt på og grå dynejakke. Hun går og leger med et par tomme sæder. I andre situationer ville jeg føle, at det var upassende for en lille pige at være her blandt alle de vilde fodboldfans. Men i nuet føles det trygt og rigtigt. Et øjeblik efter bliver hun løftet op af sin fars sikre arm, og her sidder hun hjemmevant blandt tusinder af syngende fodboldfans.

Mere end en fodboldkamp

I Istanbul er en fodboldkamp ikke bare en fodboldkamp. Den er et studie i tyrkisk kultur, temperament og fællesskab. Fredag den 16. november tog jeg til Türk Telekom Arena i distriktet Sisli, hvor det berømte storhold Galatasaray holder til.Tekst Jeppe Nielsen, Foto Sebastian Osterwald-Lenum

17

Jeg er på jagt efter det traditionelle Is-tanbul. Efter et par dage med knald på i Istanbuls turistede, moderne og mere eller mindre kaotiske bydele, går jeg om bord på færgen og krydser Bospo-russtrædet. Jeg lander på den asiatiske side af Istanbul – nærmere bestemt Üsküdar. Her siger rygtet, at det tradi-tionelle Istanbul gemmer sig.

Ved første øjekast er det som om, jeg lander i en helt anden by. Jeg ser til-dækkede kvinder overalt. Noget jeg ikke har set hidtil i Istanbul. Men ved nærmere eftersyn opdager jeg, at de tørklædeklædte kvinder slet ikke ser ud, som jeg havde forestillet mig.

Tørklæderne er blomstrede og spra-glede, og pigerne, der bærer dem, ryger cigaretter og læser modeblade. De flotte stykker stof, der kun løst dækker håret, giver ikke associationer til et religiøst symbol. I stedet får jeg en fornemmelse af, at der er gået mode i hovedbeklæd-ningen blandt kvinderne fra Üsküdar.

Hm. Jeg havde forestillet mig at møde sorte tørklæder, der dækkede alt un-dtagen øjnene. Burkaer, der ville få tørklædekvinderne på Nørrebro til at ligne letpåklædte damer. Måske er jeg ikke kommet til det traditionelle Istan-bul alligevel?

Sprogbarrieren sætter en effektiv stop-per for min videre research. De unge kvinder smiler venligt og lidt undsky-ldende for deres manglende engelsk-kundskaber, og jeg får ikke svar på, hvad tørklæderne betyder for dem. I stedet får jeg et dejligt måltid mad til frokost, et besøg på det farverige marked og en nøddesnack hos bageren. Jeg støder på en håndfuld turister nede på havne-promenaden, men ellers er Üsküdar tilsyneladende ikke et tilløbsstykke for besøgende i Istanbul.

KLUMME

En rejse ind i tørklædelandFoto og tekst Vanessa Salome Christophersen

Üsküdar. Fra lækker havnepromenade til farverig basar. Overalt lyser kvindernes hovedtørklæder op.

18

Midt i den asiatiske bydel Kadiköy i Istanbul ligger en hyggelig lille gade, der hedder Ali Suavi Sokagi. For områ-dets beboere går gaden dog under navnet ”Kunstner-gaden”. Her holder kunstnere til og udstiller deres malerier, keramik og smykker i små boder, og prisniveauet er til at have med at gøre. Det tyrkiske kommunist-hovedkvarter ligger her og er nabo til et armensk nonnekloster, hvilket kun gør gaden endnu mere speciel.

Gaden er et dejligt afbræk fra det hektiske liv, som præger billedet i Kadiköy. Efter at have gået lidt ned af gaden møder jeg en venlig midaldrende mand, Ben Hussein, som inviterer mig på te i hans café. Hans hår og skæg er hvidt, men ellers er det ikke til at se, at han er 55 år. Han er pensioneret læge og bruger det meste af sin tid på at male. Hans ven, Oguz Tansel, professor i litteratur, møder mig inde i det store to-etagers hus, som Ben Hussein selv for nylig har istandsat.

For Ben Hussein er ”kunstner-gaden” det perfekte sted i Kadiköy. ”Denne gade er lidt mere isoleret end andre gader i Kadiköy. Den er ikke lige så fyldt med mennesker, og der er ikke trafik, hvilket giver et afslappet miljø. Der er en helt unik atmosfære her, som jeg værdsætter.

Armenske nonner, tyrkiske kommunister og kunstnere præger gadebilledet, og det ser, og oplever man ikke i mange andre bydele. Jeg kan godt lide den diversitet , som er her i gaden. ”Kunstner-gaden” er på mange måder et symbol på, hvad Kadiköy indeholder – en kulturel mangfoldighed man ikke finder på samme måde andre steder,” siger Ben Hussein.

Mangfoldigheden i KadiköyOguz Tansel mener, at man skal holde sig til den europæiske side af Istanbul, hvis det blot er historiske attraktioner, man er på udkig efter. Men hvis man vil have et indblik i, hvordan over en halv million mennesker lever tæt sammen med vidt forskellig kulturel baggrund, så skal man tage til Kadiköy.

”Som sådan er der ikke noget historisk eller arkitektonisk vigtigt i den asiatiske bydel. For mig er det mere mangfol-digheden i bylivet, der er interessant her i Kadiköy. Den an-den dag var jeg ved et persisk marked, og jeg fik købt nogle gode krydderier, og ved siden af lå en indisk restaurant, der var beskeden prismæssig, men lavede fabelagtig mad. Alle de her ting gør Kadiköy værd at opleve, og det er det, og ikke de historiske monumenter, som er charmerende ved ste-det her. Dem skal man tage over på den europæiske side af Istanbul for at opleve. De lokale steder, restauranter og små kunstbutikker som folk ikke kender meget til, er værd at gå på opdagelse efter,” fortæller Oguz Tansel.

Istanbul i en brydningstidAt der netop er kommet så mange restauranter i Kadiköy og i Istanbul generelt, ser Oguz Tansel som udtryk for den foran-dring, Tyrkiet har gennemgået de seneste 40 år.

”Vi lever i en brydningstid. I min barndom var der ikke alle de her döner og kebabsteder. Dengang spiste tyrkere ikke særligt tit ude, men det er blevet meget mere almindeligt nu. For 40 år siden var der mange i den ældre generation, der kun havde prøvet at spise ude én gang i deres liv. Men

Kadiköy: kunst, kommunister og kulturel diversitetI Kadiköy kan man tage på persisk marked, gå på opdagelse i gamle kirker og i ”kunstnergaden” kan man havne i en tilfældig snak om Istanbul, med en professor i litteratur. Mangfoldighed og muligheder er der nok af i Kadiköy.Tekst Nicolai Waldemar Jacobsen

INTERVIEW

19

ting forandrer sig, og i takt med at tyrk-erne får flere penge mellem hænderne, er der også flere, der flytter rundt,” siger Oguz Tansel.

Netop det at tyrkerne flytter rundt i Is-tanbul bevirker, at man ikke længere kan tale om den traditionelle tyrker, mener Oguz Tansel:

”Der findes ikke længere lokale distrik-ter i Istanbul. De lokale flytter rundt, og de nye, der kommer til, erstatter de lokale, så der er ingen traditionelle tyrkere på den måde – folk kender ofte ikke deres egne naboer. Hvem lever nu om dage det traditionelle tyrkiske liv? Ingen gør dette. Det er blot fantasier. Der er traditioner man kan opdage her, men ren orientalskhed i Istanbul er en fantasi i vores tid. Det er ligesom at lede efter en enhjørning i Istanbul.”

Ben Hussein ANBEFALERBalik Pazari fiskemarkedMit favoritsted i Kadiköy er fiskemark-edet Balik Pazari ned til havnen. Der er mange hyggelige restauranter og fiskest-eder i og omkring det område.

Mange små fiskeboder er samlet her, og de konkurrerer alle om at sælge mest, hvilket medfører et hektisk miljø. Hvis man vil have fingre i friske tyrkiske fisk, er Balik Pazari stedet at gå hen.

I forlængelse af Balak Pazari finder man frugt og grøntsagsmarkedet, der blandt andet tilbyder lækre figner og Kalamata oliven.

De mange trubadourer, der spiller ori-entalsk tyrkisk musik på gaderne i om-rådet omkring Balik Pazari, er værd at stoppe op og lytte til.

Nazim Hikmets’s te-have Haven, der ligger på Ali Suavi Sokagi, er en del af kommunistpartiets hoved-kvarter i Istanbul. Den er opkaldt efter poeten og kommunisten, Nazim Hik-met(1902-1963), som endte med at til-bringe det meste af sit liv i fængsel og eksil på grund af hans politiske hold-ninger.

Udefra ser man ikke umiddelbart haven, men når man opdager den, er den en dejlig oplevelse og speciel her i Tyrkiet, fordi vi ikke på den måde har mange åbne områder – Ben Hussein

Kirker, synagoger og moskeerDer er utrolig mange kirker, synagoer og moskeer i Kadiköy. Nogle af de flot-teste man må nå at se er:

Suap Takavor Ermeni Kilisegi. En lille fin Armensk kirke som ligger på Mühürdar. Agia Efimia. En græsk ortodoks kirke, der er dedikeret til den første kvindelige kristne helgen. Kirken ligger på Sögütlü Cesme.

INTERVIEW

20

PORTRÆT

Jeg møder Cagdas Citirikkaya i Besik-tasområdet på den europæiske side af Istanbul. Han bor normalt i Danmark, men er udvekslingsstuderende for et semester. Han trasker hjemmevant ig-ennem gaderne og følger mig hen til en lille lokal café.

”Jeg har været i Istanbul hver sommer hele mit liv. På det seneste flere gange om året. Jeg er her for at læse og ikke for at lære byen at kende ligesom de andre udvekslingsstuderende,” fotæller Cag-das. ”Jeg kender den allerede.”

Indenfor i caféen er der travlt med mor-genmadsserveringen. Cagdas udveksler et hurtigt nik og et par ord med tje-neren. Et par minutter efter bliver der stillet an med en stor brødkurv, oliven, ost, honning og æg på vores bord. Vi får te til, selvom jeg egentlig foretrækker en morgenkaffe. ”Man drikker jo mest te her,” forklarer Cagdas.

På trods af at kalenderen viser midt i no-vember, sidder vi under åben himmel i caféens gårdhave. Og netop udelivet er noget af det, som Cagdas nyder mest ved at bo i Istanbul.

”Jeg kommer til at savne det liv, der er i Istanbul,” siger han. ”Det lyder måske lidt som en kliché, men der er virkelig

liv. Caféerne er altid fyldte. Folk er ude, og de bruger det udendørs rum meget mere end derhjemme. I Danmark kan man jo ikke være udenfor længere, når vi kommer til oktober.”

Dansker i Tyrkiet, tyrker i DanmarkJeg lyser op med mit blonde hår som eneste ikke-tyrker på den lokale café. Cagdas falder derimod ind i mængden. Hans forældre er begge tyrkere og kom til Danmark som unge. De mødte hi-nanden i Aarhus og slog sig ned i byen, selvom Cagdas’ bedsteforældre tog tilbage til Tyrkiet.

”Jeg føler mig ikke fremmed her. Det er jo klart, når jeg taler sproget, er tyrkisk af udseende og så videre. Men når jeg er ude med andre danskere, taler tyrkerne engelsk til mig. Så føler jeg mig som turist i min egen by,” siger Cagdas og tilføjer med et skævt smil: ”Det er lidt paradoksalt. I Tyrkiet føler jeg mig mere som dansker, end jeg gør derhjemme. I Danmark føler jeg mig mere som tyrker, fordi jeg er anderledes end danskerne.”

Cagdas dypper sit brød i honningen, skyller det ned med en slurk te og kig-ger rundt i caféen.

”Jeg kan godt lide at bo her. Byen har forandret sig de sidste ti år. Den er ble-vet lettere at bo i og mere tryg. Det sky-

ldes især den økonomiske vækst, og at mange er blevet rigere,” siger Cagdas. ”Der er stadig fattige og sigøjnere, men det er langt færre, end det var før.”

Men selvom en stor del af befolkningen er blevet mere velhavende, påvirker det Cagdas, at der stadig er lang vej til vel-stands- og velfærdsniveauet i Danmark. ”Jeg er træt af, at der stadig er alt for mange, der har alt for lidt. Det prikker mig i øjnene. Og det irriterer mig. Hvis fattigdommen ikke var der, ville det være lettere for mig at bo her,” fastslår Cagdas. ”Men så er der selvfølgelig lige det, at mine venner og mit hjem er i Danmark. Det trækker jo.”

Religion er moralCagdas kalder sig selv muslim. Han spiser ikke svinekød, og han overholder Ramadanen. Men for ham handler reli-gion ikke om at overholde de religiøse praksisser og traditioner.

”Det praktiske med at bede og gå i moské er ikke essensen af religion. For mig er religion et spørgsmål om moral. Det at være en god muslim er at være et godt menneske,” siger Cagdas.

Mens Cagdas studerer i Istanbul, bor han med sin danske kæreste, som også er udvekslingsstuderende. I Tyrkiet er det ikke velset at bo sammen, før man

AARHUSIANER PÅ HJEMMEBANE

Cagdas er født og opvokset i Aarhus. Men hans rødder er i Istanbul. I Aarhus føler han sig tyrkisk. Nu bor han i Istanbul. Her føler han sig hjemme – og alligevel mere dansk end nogensinde. Tekst og foto Sara Thestrup Hansen

21

PORTRÆT

er gift, men det dansk-tyrkiske par må nogle gange tage beslutninger, som ikke alle er tilfredse med.

”Det giver nogle udfordringer at have en dansk kæreste. Vi har for eksempel diskuteret, om vores fremtidige børn skal omskæres. Man vil jo helst lade mest muligt være op til barnet selv, men man bliver nødt til at træffe nogle valg som forældre,” siger Cagdas.Vi bliver forstyrret af tjeneren, som tager vores tallerkener af bordet. Cagdas gør ophold i talestrømmen.

”Nu kommer vi til at snakke meget om religion, men det er faktisk ikke noget, der fylder særlig meget for mig. For mig er det vigtigere, at mit barn kender til tyrkisk kultur end til islam,” tilføjer han efter en kort tænkepause.

Drømmen om IstanbulTyrkisk kultur er en stor del af Cagdas’ identitet. Og Istanbul har en særlig plads. Som barn og ung legede han tit med tanken om at flytte til Istanbul. Han drømte om at tage på stadion til fod-

boldkamp med yndlingsklubben Gal-atasaray hver anden weekend. Og om at gå ud i Beyoglu-kvarteret om aftenen. Derfor er han glad for at få mulighed for at bo i byen et halvt år.

”Det er spændende at prøve, og det le-ver op til mine forventninger på mange måder. Det, der mangler, er at dele oplevelsen med mine forældre og ven-ner. Men det er rart at få besøg hjemme-fra og vise min by Istanbul frem,” siger Cagdas.

På den lille lokale café i Besiktasområdet får vi serveret morgenmad på tyrkisk manér. Cagdas holder af det folkelige kvarter, hvor der bor mange forskellige mennesker men næsten aldrig kommer turister.

22

Cagdas anbefaler ORTAKÖYOrtaköy er en hyggelig by i byen, hvor fiskere, unge, ældre og et par turister nyder roen og udsigten over havet.

Tekst Sara Thestrup HansenFoto Vanessa Salome Christophersen

Med små gader, et hyggeligt torv, en moské og ingen trafik, er Ortaköy et dejligt alternativ til andre, mere travle steder i Istanbul. Kvarteret ligger i Be-siktas og var tidligere en landsby, der nu er opfanget af storbyen.

På torvet, der ligger helt ned til vandet, har duerne monopol på den centrale del af pladsen. I højre side holder fisk-erne til, mens venstre side af den lille plads er reserveret til den store moské.

Fredag er helligdag, og moskéen kan ikke rumme alle de bedende muslimer. Derfor er også pladsen foran moskéen fuld af mennesker på knæ, der hengiver sig til Allah. Fiskerne sorterer fisk imens, og på caféerne sidder folk og drikker te.

Ortaköy har været hjemsted for både jøder, kristne og muslimer. Det giver sig til udtryk ved, at der ligger en moské, en kirke og en synagoge i samme lille landsby.

I de små gader, der strækker sig fra torvet og op til hovedvejen, findes en masse små cafeér, barer, restauranter, gal-lerier og butikker. Der sælges smykker og sten, tøj og lidt souvenirs. Ortaköy bærer præg af, at her kommer turister, men stedet er på ingen måde overrendt af udlændinge.

Den gastronomiske specialitet i Ortaköy er en stor, bagt kartoffel, fyldt med for-skellig slags salat, , pølse og tapenader. De mange slags fyld er flot anrettet på disken, og man kan selv vælge, hvad man vil have i sin varme kartoffel.

BYLIV

QUIZ - Gæt en tyrkisk SPECIALITET

23

Tekst Sofie HelqvistFoto Marie Lindberg Hansen og Vanessa Christophersen

KrydderierOveralt i Istanbul kan du købe farverige kry-dderier. Tag en tur til Spice bazaar, der ligger lige ved Galatabroen i Eminönü, og tank op til vinterens krydrede retter.

FiskGalatabroen er sort af fiskere døgnet rundt, så her er det altid muligt, at erhverve sig en frisk-fanget fisk. Eller at få en sludder med de lokale fiskere.

KatteNår du slentrer igennem Istanbul, kan du ikke undgå at støde ind i et hav af katte. Bænke, caféer og endda universiteter er tæt befolket af kattedyret.

TeTag en slapper fra Istanbuls hektiske stemning og skyl en æblete ned på en stille café. I Istan-bul bliver der drukket te på alle tider af døgnet – te, der er uhyggelig sød men lækker.

Turkish delightTyrkiets nationalslik, Turkish delight, er hvinende sødt og fuld af nødder og mandler. Snup en snack på farten eller køb de søde sag-er med hjem fra de utallige bugnende boder.

MajsMajs er en populær spise i Istanbul. Ved alle de store seværdigheder finder du også en vogn med grillede, velduftende majs, der kan stille den lille sult.

Ramazan er hjemløs. Hans familie består af gadekatte. Al-ligevel er han glad for sit liv – og for Istanbul.

Tekst Nicolai Bang Jacobsen, Foto Vanessa Salome Christophersen

Ramazan sidder på en stor sten ved vandet og ryger tobak, som hans ven Adirjaman har skaffet ham. På højen bag ham ligger de to kæmpemæs-sige bygningsværker Den blå moské og Hagia Sofia. Ramazan er hjemløs og 50 år gammel. Han sidder her dagen lang, kun afbrudt af få gåture i løbet af dagen. Han ejer ikke meget. Det vigtigste, Ramazan ejer, er hans pressening, som han bruger til at holde vind og kulde en smule på afstand. Men Ramazan beklager sig ikke.

”Om vinteren er her koldt, men det er ikke noget problem, heller ikke selvom det sner. Så længe jeg har min pressening, kan jeg lave ly for kulden, og så er der også plads til, at min familie kan være her,” siger Ramazan, og peger på sine katte.

Han har i alt syv katte, som holder til hos ham, og kattene lever godt. Om natten har de ly hos Ramazan, og om dagen fodrer han dem med yo-ghurt. Selv drikker Ramazan primært rødvin af teglas og ryger op til fyrre cigaretter om dagen. På mange måder tager han sig væsentligt bedre af sin familie end af sig selv. Kattene er hans et og alt, eftersom han ikke længere har sin rigtige familie. Hans mor og far er døde, og han har aldrig selv fået børn. Den eneste ven, han har tilbage, er Ardirjaman, der besøger ham et par gange om ugen. Men trods ensomheden er Ramazan ved godt mod og i godt humør.

”Jeg har alt, hvad jeg har brug for her. Istanbul er en dejlig by, og jeg kan se det meste af den herfra, når jeg kigger ud over Bosporusstrædet. Især om sommeren er byen fantastisk, og om vinteren har jeg mine katte til at holde mig med selskab,” siger Ramazan.

Hjemløs: Istanbul er en fantastisk by