Indhold Introduktion / Kirsten Thomsen, informationsspecialist Det Humanistiske Fakultetsbibliotek Præsentation af paneldeltagerne Hvad er det, der er i vejen med kvinder? / Karen Syberg, forfatter og kulturjournalist Kvinders genmæle - fra middelalderen til vor tid / Dorrit Einersen, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk Kvinders litteratur - en kort fortælling om projektet Nordisk vindelitteraturhistorie / Anne Naja Morgils Hartmann, kandidatstuderende på Moderne Kultur og Kulturformidling og Katrine Kladakis, vidensmedarbejder på KVINFO

Redaktion: Henriette Aabo Hansen og Kirsten Thomsen Informationsspecialister på Det Humanistiske Fakultetsbibliotek

Golden Days Festival har i år valgt 70’erne som tema. Dansk litteratur i 70’erne var præ-get af kvindelige forfattere, og i samarbejde med KVINFO har Det Humanistiske Fakultets-bibliotek arrangeret en paneldebat, der sæt-ter fokus på den kunstneriske, litterære bear-bejdelse af den kvindefrigørelse der tog fart i 70’erne. Vi spørger om hvorvidt der stadig er brug for kvindelitteratur, eller om der er an-dre problematikker omkring egne og samfun-dets forventninger til køn og identitet, der ligger moderne kvindelige forfattere på sinde.

Man taler om bølger af kvindefrigørelse, og vores fokus på efterdønningerne inkluderer derfor også postfeminismen, nyfeminismen, – ja ligefrem antifeminismen. Opfatter vi stadig kønnet som Simone Beauvoir påviste via sin analyse i ”Det andet køn”1

Overordnet har idéen om kønsbestemte fæl-lestræk i værker af kvindelige forfattere eksi-steret længe, som f.eks. beskrevet af Virginia Woolf i ”A Room of One’s Own”, men det var i 70’erne at begrebet kvindelitteratur opstod, som fremhævede kønnets betydning – the female condition. En af kvindebevægelsens paroler lød, at kvinder skal "offentliggøre det private", et bredere udtryk for Virginia Woolfs ønske om at "fortælle sandheden om krop-pen". Nogle kvindelige forfattere deltog aktivt i kvindebevægelsen og dens fremstød for kvindelitteraturen, andre stod udenfor. Be-kendelseslitteraturen som genre spænder fra Suzanne Brøgger, der eksperimenterer i brud-fladen mellem fiktion og virkelighed til Bente Clod, der autentisk skildrer kønskamp og fri-gørelse.

, at manden er normen og kvinden den Anden, eller har både kvinder og mænd i dag intimsfæren som det spændingsfelt de skriver ud fra?

1 Le deuxième sexe (1949) da. Det andet Køn (1965)

Det er en genre, som moderne forfattere som Lone Hørslev, Mette Moestrup og Hanne Viemose giver et moderne udtryk, om det er med et ironisk tvist, længslen efter autentici-tet, eller køn som eksistens og identitet - de skriver alle på nødvendigheden af litteratur som æstetisk erfaring.

En ting er værkerne, men hvordan forholder litteraturkritikken sig til kvindelitteratur? Rita Felski argumenterer i sin bog ”Literature after Feminism”, 2003, for at anlægge et dobbelt litteraturkritisk syn, som både inkluderer kvindelitteraturens sociale og politiske betyd-ning såvel som den æstetiske, og modgår dermed den ofte tendentiøse karikerende kritik af kvinders litteratur, som har været fremherskende i de perioder efter 70’erne, hvor køn har været knap så fremtrædende. I dag synes kvindelitteratur atter at være aktu-el, som det bl.a. kan ses, når forfattere som Tove Ditlevsen og Vita Andersen nu ligefrem er blevet kult. Nok er der sket meget siden 70’erne, men det er fortsat de private histori-er der afsøges, mens der eksperimenteres med form/ indhold og med indre/ydre køn.

At skrive er en måde at forstå og tilgå verden på, og med sit værk siger forfatteren – dette er hvad jeg ser – ser du det også – som et håb, en vision, eller måske den utopi, som en del af 70’ernes kvindelitteratur dyrkede, om hvor-dan man kan leve et liv som kvinde i et sam-fund uden undertrykkelse af kønnet.

Så, ønsker vi stadig at kvinder skriver littera-tur, hvor skildringen af det nære kvindeliv bruges til at fortælle om kønskonstruktioner samt egne og samfundets forventninger til køn og identitet?

Kirsten Thomsen, informationsspecialist

Præsentation af panelet ved debatten: Er der stadig brug for kvindelitteratur?

Foto: Gyldendal

Dorthe Chakravarty - moderator ved detabatten. Er journalist, forfatter, historisk konsulent, underviser og afholder workshops. Dorthe Chakravarty er historiker og har bl.a arbejdet med kvindehistorie, der sammen med kulturhistorie og madhisto-rie er hendes kerneområder. Dorthe Chakravarty har for nylig ud-givet bogen ”Jo”, Carlsbergfruen der gik sine egne veje. Debatten er i de bedste hænder, for Dorthe Chakravarty er en er-faren moderator og interviewer, som vi flere gange har benyttet i liT.house.

foto: Gyldendal

Mette Moestrup Forfatterskabet består af fire digtsamlinger og en kort roman. Seneste udgivelse er digtsamlingen Dø, løgn, dø (2012). Efter debuten Tatoveringer (1998) kom Golden Delicious (2002), som blev præmieret af Statens Kunstfond, og udkom i svensk over-sættelse i 2004, og endelig kingsize (2006), som Mette Moestrup modtog Montana-prisen for. Var i en årrække fast lærer på Forfatterskolen i København. Nu vejleder på den svenske forfatterskole Litterär Gestaltning i Göte-borg – og ofte gæstelærer på Skrivekunstakademiet i Bergen. Modtog Statens Kunstfond i perioden 2005-2008.

foto: Politiken

Lone Hørslev “Poetisk fuldemandsgang” blev Lone Hørslevs første digtsamling ”Tak” (2001) kaldt i en anmeldelse, og det er i virkeligheden en god metafor for forfatterskabets tekster, der er fulde af både krop, bevægelse, forførelse, vrøvl og skarpsindige sandheder. Sproget er i samme ånd præget af en ligefrem mundrethed og musikalitet og en herlig leg med sproglige udtryk, som ikke mindst foldes ud i fuldt flor i digtsamlingerne og i romanen “Naturlige fjender”. Te-matisk beskæftiger forfatteren sig med hverdagen og almindelig-hederne, og med hvad det vil sige at være et menneske, som føler og fejler og lever fuldt og helt. (Uddrag af ”Forfatterweb”)

foto:Politiken

Hanne Højgaard Viemose Uddannet fra Forfatterskolen 2011. Hanne Højgaard Viemose skri-ver råt, usentimentalt, nærværende, sjovt og rørende. Med virke-ligheden som motor skriver hun om et rastløst ’jeg’, der forsøger at finde sig selv – eller måske at finde ud af sig selv. Det gælder både i debuten ”Hannah” fra 2011 og i den selvstændige opfølgende ro-man ”Mado” fra 2015. I begge bøger spejler sproget det retnings-løse i hovedpersonens liv. Stilen er derfor fragmenteret, styret af indskud og associationer, og mellem linjerne i Viemoses ligefrem-me sprog sniger det fortrængte og usagte sig ud til læseren. Både i ”Hannah” fra 2011 og i ”Mado” fra 2015 læner forfatteren sig op ad det selvbiografiske, og bøgerne indeholder private farve-fotografier. Denne selvudleverende praksis giver i Viemoses tilfæl-de mosaikagtige fortællinger, der især i ”Mado” næsten helt bry-der sammen. (Uddrag af ”Forfatterweb”)

Foto: Information

Tania Ørum Anerkendt forsker, nu lektor emeritus inden for feltet æstetik og køn. Har alene og sammen med andre bl.a. udgivet Køn og moder-ne tider, 1991, og Tæt på teksten, 1994. Tania Ørum har endvidere været medredaktør af tidsskrifterne Language and Literature og Kontext. Ønsket om at formidle det svært tilgængelige for et bre-dere publikum har også fået udtryk gennem en mangeårig tilknyt-ning som klummeskriver ved dagbladet Information, som medre-daktør af tidsskriftet Politisk Revy og som ivrig debattør i den øvri-ge presse, hvad der også resulterede i en post som redaktør af Radio Ørsted, et litterært magasin ved Danmarks Radio, i 1988. I slutningen af 1990’erne påbegyndte Tania Ørum et større forsk-ningsprojekt De eksperimenterende tressere, finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd og Novo Nordisk Fonden. Tanja Ørum er medlem af Sonningprisudvalget og blev i 1996 medlem af og næstformand i det nye Litteraturråd under Kulturministeriet. (Uddrag af Dansk Kvindebiografisk Leksikon)

Hvad er det, der i vejen med kvinder?

Af Karen Syberg

I 1987 tager Poul Borum initiativet til Forfat-terskolen. Nu kan man få en uddannelse som forfatter. 29 år efter skolens start har 99 kvin-delige og 105 mandlige forfattere gennemgå-et uddannelsen. Af dem er 25 kvindelige og 19 mandlige forfattere, ud fra min skønsmæssige optælling, siden slået igennem. Man kan være uenig i min vurdering, men der er næppe tvivl om, at Forfatterskolen afgørende ændrede betingelserne for kvindelige forfattere.

Der skete præcis det samme, som der er sket med kvinders uddannelsesniveau i øvrigt: I det øjeblik, muligheden åbner sig, rykker kvinder-ne. Det var vist Friedrich Engels, der bemær-kede, at man kan måle et samfunds civilisati-onsgrad på, hvordan det behandler kvinderne, og i hvert fald hvad angår kvindelige forfatte-re, havde han ret: Deres stilling har altid ud-stillet de samfundsmæssige normer, hvilket bliver tydeligt, hvis man kaster et blik tilbage.

Thomasine Gyllembourg (1773-1856) skrev om den borgerlige intimsfære, hun selv vok-

sede op i. Hendes forfatterskab glider harmo-nisk ind i sin tid, hun formulerer og forfiner dens etiske og æstetiske idealer og fremhæ-ver kvindens betydning for intimsfæren. Helt naturligt skriver hun under pseudonym: »Af Forf. til en Hverdags-Historie«.

Så kommer Det Moderne Gennembrud og opgøret med de borgerlige normer. Ingeborg Stuckenberg (1866-1904), der som ateist og glødende tilhænger af frigørelse inkarnerer oprøret, støder frontalt mod patriarkatets mur. Hun begynder som billedkunstner, men da hun forloves med Viggo Stuckenberg, bliver hun taget ud af Tegne- og Industriskolen for Kvinder – og sendt på husholdningsskole. Hendes værker udkommer ligesom Fru Gyl-lembourgs under pseudonym, men her er pseudonymet ’Viggo Stuckenberg’. I dag til-skrives dele af hans værk og omtrent hele romanen »Fagre ord« hende. Da den udkom, blev den rost for sin mandighed. Ingeborg blev dyrket som muse, men som digter blev hun ikke respekteret. Hun begik selvmord i 1904.

Kvindelige forfattere følger samme tendens som kvinderne i øvrigt: De uddanner sig og kan derfor måle sig med mændene i såvel antal som tyngde. 99 kvinder og 105 mænd har siden Forfatterskolens start i 1987 gen-nemgået uddannelsen, der grundlæggende ændrede kvindelige forfatteres betingelser.

»Først tager vi en bedre eksamen end drengene, og så snupper vi jobbene fra dem.«

Thit og Tove på Twitter

Op gennem det 20. århundrede tilkæmper kvinderne sig stadig flere rettigheder, og sam-tidig vokser deres udfoldelsesmuligheder med velfærdens og massekommunikationens vækst. Det nyder eksempelvis Thit Jensen (1876-1957) og Tove Ditlevsen (1917-1976) godt af. Havde Facebook og Twitter eksisteret, ville de garanteret begge have været på. Thit Jensen udnyttede bevidst medierne med sin dramaqueen-fremtoning, Tove Ditlevsen kun-ne i omtrent lige så høj grad som sit forfatter-skab takke sin optræden på forskellige ’plat-forme’, ville vi sige i dag, for sin berømmelse. Hun var et ’brand’. Ved i årevis at redigere Familie-Journalens brevkasse fik hun desuden en dyb indsigt i kvindelivets almindelige vilkår, noget, hun kunne trække på i sin skønlitteræ-re virksomhed.

Men anerkendelse tilfaldt stadig et fåtal. I 1980 udkom Danske Digtere i det 20. århund-rede. Her portrætteres omkring 170 mandlige forfattere mod 46 kvindelige. På det tidspunkt havde ungdomsoprør og ny kvindebevægelse imidlertid sat sig varige spor, og desuden var kvinderne fra midten af 1960’erne kommet ud på arbejdsmarkedet, mens Ungdommens Uddannelsesfond og senere SU gjorde det muligt for helt nye samfundsgrupper at stude-re. Kvinder fik højere uddannelser i et hidtil uset omfang, i en grad så det i dag ligefrem vækker bekymring: De er på vej til at overhale mændene.

Endnu et punktnedslag kan derfor være Su-zanne Brøggers »Kærlighedens veje og vildve-je« fra 1975. Den genskrives nemlig næsten fyrre år senere af forfatter og (tilfældigvis) rektor for Forfatterskolen, Pablo Llambías, afbildet på forsiden med Brøgger-kohløjne og hat med slør. Her møder vi en mand, hvis kønsrolle er sat på spil.

Forfatterskolen

Men det er med Forfatterskolen, forandringen for alvor slår igennem. Den åbnede syv år efter at »Danske Digtere...« udkom, og herfra er siden udgået: Ursula Andkjær Olsen, Solvej Balle, Sissel Bergfjord, Connie Bork, Signe Brønserud, Julia Butschkow, Kristina Nya Glaf-fey, Katrine Marie Guldager, Kirsten Ham-mann, Ida Marie Hede, Helle Helle, Lene Hen-ningsen, Christina Hesselholdt, Lone Hørslev, Josefine Klougart, Marie Kudahl, Maja Lee Langvad, Maja Lucas, Henriette E. Møller, Asta Olivia Nordenhof, Stine Pilgaard, Dy Plam-beck, Merete Pryds Helle, Olga Ravn, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Signe Schlichtkrull, Han-ne Højgaard Viemose, Christel Wiinblad og flere endnu. Alle er de uddannet på Forfatter-skolen, mens der i de yngre generationer ikke dukker mange op uden denne uddannelse. Jeg kan komme i tanke om Lone Aburas, Adda Djørup, Birgithe Kosovic, Mette Moestrup og Kristina Stoltz. Ellers er de ældre, født i be-gyndelsen af 1960’erne som Naja Marie Aidt, Ida Jessen og Pia Juul, eller endnu tidligere som Suzanne Brøgger, Inge Eriksen, Vibeke Grønfeldt, Pia Tafdrup, Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen – eksempelvis.

Men selv uden de ’store gamle’ har Danmark aldrig haft så mange kvindelige forfattere som nu. Forfatterskolen har altså ikke blot åbnet en sluse for talentudfoldelse. Den har også skabt ligestilling.

Reaktionen

Nu er der et træk ved kvindernes befrielse, som har fulgt kvindekampen fra begyndelsen. Bedrifterne nedgøres, så snart der står en kvinde bag. Det gælder ikke kun litteratur. I 70’erne og 80’erne var kvindeandelen meget lav i amerikanske symfoniorkestre, og man indførte efterhånden at ansøgerne spillede bag et tæppe. På den måde blev fordomme om køn, etnicitet og alder med ét hjemløse,

og siden 70’erne er andelen af kvinder i sym-foniorkestre i USA steget fra fem til 36 pro-cent.

Men reglen er, at så snart et fag bliver et kvindefag, mister det status. Derfor kan det næppe overraske, at der hæver sig røster som litteraturforskeren Mette Høegs, der i maj måned 2016 leverede en bredside mod kvin-der uddannet på Forfatterskolen. »Ucharme-rende vrængende og pinligt performativt for-søger de at hævde kvinders kropslige oplevel-ser og subjektivitet,« skrev hun blandt andet. Teksterne fremstod som »den forvænte teen-agers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser (...) i al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet.« Der var tale om »flittige og stræbsomme piger«, deres sprog var »tillært gennem flid og stræbsomhed«, hvilket – uretmæssigt, forstod man – »anerkendes fuldt som egentligt og gyldigt talent.« I virke-ligheden havde disse flittige piger ikke andet på hjerte end deres »partikulære, personlige og dybest set fuldstændig uvedkommende historie.«

Jeg kom til at tænke på Klaus Rifbjergs »Anna (jeg) Anna« fra 1969, om en kvinde, der ikke føler sig forstået af sine omgivelser og havner i en dybest set partikulær og personlig de-pression og desperation. Havde en kvindelig forfatter skrevet de første par kapitler, hvor Anna kæmper svære psykiske kampe, kunne man med lige så god ret mene, at hun bare forsøgte at »hævde kvinders kropslige ople-velser og subjektivitet«, men så vidt jeg ved er netop denne indvending aldrig blevet anført mod »Anna (jeg) Anna«. Jeg husker derimod, at jeg dengang selv lagde bogen fra mig med et suk: »Bare dog en kvinde ville skrive dén historie. Rifbjerg har i hvert fald ikke fattet hvordan kvinder har det,« tænkte jeg.

Nu har vi omsider fået en lang række skildrin-ger fra folk, der ved, hvad de snakker om:

kvinder. Men så er det pinligt og uvedkom-mende. Mette Høegs diskurs er i den grad fyldt med afstandtagen fra kvindelige oplevel-ser af krop og køn, så det nærmer sig væm-melse. Ligesom når det vender sig i visse mænd, hvis de ser et bøssepar. Og så ligger mistanken i begge tilfælde nær, at det er en væmmelse ved egne følelser, der kommer til udtryk. For hvad får en kvinde til at synes, at kvindekroppen er et fuldkommen ligegyldigt emne? Hvorfor er netop disse områder ’trivi-elle’, ’komisk utidige’, ’irrelevante’, ’selvopta-gede’ og ’ordinære’? –for blot at plukke et lille udsnit af de adjektiver, Mette Høeg hæfter på kvindernes beskrivelser.

Mette Høeg klager over, at Forfatterskolen i høj grad dyrker formen. Man kan spørge, hvad man ellers har en forfatterskole til? Indholdet kommer de studerende jo selv med. Men det er indholdet, Mette Høeg hæfter sig ved, og det fylder hende med væmmelse og foragt. Ifølge hende skyldes kvindernes popularitet på bogmarkedet »Femina-segmentet.«

Ikke overraskende er Mette Høeg over en bred kam blevet beskyldt for kvindefjendsk-hed og kvindehad, og had er det jo, der kom-mer til udtryk. Had og væmmelse ved kvinde-kroppen. Men når det er en kvinde, der i så voldsomme vendinger lægger afstand til kvin-dekropsbeskrivelser, leder væmmelsen snare-re tanken hen på selvhad.

Mette Høeg er så forhippet på at gennemføre sin påstand om Forfatterskolens favorisering af kvinder, at hun også – formentlig ubevidst – kommer til at forvrænge realiteterne. Hun overdriver forskellen på kvinders og mænds optag på Forfatterskolen, når hun til indled-ning hævder, at der siden 2008 er blevet op-taget 33 kvinder og 19 mænd. Havde hun talt 2007 med, blev der dér kun optaget én kvinde og fem mænd, men uanset hvor man skærer, er forskellen mindre, end hun hævder. Fra 2008 til i dag er der optaget 36 kvinder og 29

mænd, ikke 19. I 2005 blev der optaget to kvinder og fire mænd. Og tager man alle åre-ne med, er der, som indledningsvis anført, stadig en lille overvægt af mænd. Den er der rettet op på i de seneste år, så min påstand om at Forfatterskolen har betydet ligestilling af kvinder og mænd, holder indtil videre vand.

Men reaktionerne på at kvinder dygtiggør sig – og især hvis de truer med at overhale mændene – er endnu en gang de samme som altid: Det, der er i vejen med dem er, at de er kvinder.

Karen Syberg i døren til sin gamle bindingsværksgård på Møn

Kvinders genmæle Fra middelalderen til vores tid

Dorrit Einersen, lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Kbh. Universitet

Siden middelalderen har der været enkeltstå-ende eksempler på, at kvinder har hævdet

deres ret til at give deres besyv med og tage ordet. Et tidligt eksempel er Marie de France,

der i det 12. århundrede skrev, at hun havde udformet sine "lays", fordi hun kunne give

disse korte, mundtligt overleverede fortællin-ger form og nyt liv, og hun fremhæver i sit

forord sine egne skabende talenter.

I senmiddelalderen fik Margery Kempe to

skrivere til at nedfælde og bevare hendes livshistorie, som er en omvendelsesberetning

om en verdslig ølkones Kristusvision og efter-følgende ønske om at blive Kristi brud i stedet

for sin seksuelt krævende ægtemands kone. Hun fødte ham 14 børn, hvoraf kun én omta-

les i hendes bog, fordi han ligesom hun selv havde levet et liv i synd, indtil han omvendte

sig og blev en from kristen. Margery Kempe

tror på værdien af hendes for os at se brogede beretning om et liv med udfordringer og kon-

frontationer, fordi den har et gudfrygtigt sigte og kan lede andre – mænd såvel som kvinder

– bort fra dødssynder som lystenhed og grå-dighed og ind på dydens smalle vej.

I Frankrig skrev Christine de Pisan sin bog om kvindebyen (The Book of the City of Ladies),

hvori hun fremhæver alle de stærke og initia-tivrige kvinder, der har eksisteret op igennem

historien fra amazonerne til hendes egen samtid og hende selv. Hendes bog er et opgør

med de mandlige kirkelige autoriteter, der har fremstillet kvinder som egoistiske, upålidelige

og uduelige.

I Francis Lee Utleys bog The Crooked Rib nævnes det, at 90 pct. af alle udsagn om kvin-der i middelalderen var negative, og de 10

pct., der var positive, var generelt om Jomfru Maria – den ideelle, kyske og moderlige kvin-

de.

Eksempler på kvindelige forfattere fra det 20. århundrede, der har givet kvinder stemmer,

er Angela Carter, Fay Weldon og Margaret Atwood. De har alle genfortalt og transforme-

ret gamle eventyr, bibelen eller det klassiske epos Odysseen og skabt nye tekster med

kvinder i centrum.

Angela Carters The Bloody Chamber er en ung

17-årig piges fortælling om sin beslutning om at gifte sig med en stenrig, uudgrundelig mar-

kis imod sin mors vilje. Hendes mor har som ung skudt en tiger og giftet sig af kærlighed

med en upålidelig mand, men datteren vælger en mand, som kan give hende et liv i luksus.

Efter bryllupsnatten, som er pinefuld men også lystfyldt, forlader markisen hende på

grund af presserende forretninger og overla-der hende nøglerne til hans slot med forbud mod, at hun bruger én af nøglerne. Hun bry-

der naturligvis forbuddet og finder tre lemlæ-stede kvindekroppe. Markisen vender tilbage

og er ved at straffe hende ved halshugning, men idet sværdet er løftet over hende kom-

mer hendes handlekraftige mor og skyder markisen i hjertet. Den forførende nyversion

af Blåskæg ender lykkeligt med en usædvanlig "ménage à trois" bestående af den unavngiv-

ne pige, hendes mor og den blinde, blide kla-verstemmer, der viste empati over for hende i

hendes udsatte position. Stilen i den korte, tætte novelle er en pastiche på fin-de-siècle

prosa iblandet parodiske elementer såsom et marionetteatertableau til sidst, hvor den livs-farlige situation, fortælleren er i, paralleliseres

til et "deus ex machina" tableau, hvor dukke-føreren bliver den stærke mor. I eventyret om

Blåskæg bliver den unge pige reddet af sine to brødre.

Fay Weldons The Life and Loves of a She Devil

har en jeg-fortæller, Ruth, hvis liv går i styk-ker, da hendes mand, Bobbo, erklærer, at han

vil flytte ud til den succesrige forfatter, Mary Fisher, som er hans elskerinde og Ruths mod-

stykke, smuk, berømt og eftertragtet, hvor Ruth er kæmpestor, klodset og uattraktiv. Da

Bobbo efter en mislykket middag, hvor Ruth har tabt suppeterrinen på gulvet og illoyalt fortalt Bobbos forældre, at han vil flytte fra

hende og deres to børn, låser hun sig inde på badeværelset, og Bobbo bebrejder hende, at

hun har ødelagt aftenen., at hun er en elendig husmor og kok, og at han tror, at hun er en

hundjævel. Det får Ruth til at påtage sig en ny rolle og erklære, at hun ønsker hævn, magt og

at blive elsket uden at elske igen. Det gen-nemfører hun ved at ødelægge Mary Fishers

og Bobbos tilværelse, overlade børnene og Mary Fishers Mor til dem og få Bobbo fængs-

let i syv år for svindel med sine klienters pen-ge, efter at hun har fået overført alle hans

penge til sig selv. Hun bruger formuen på pla-stiske operationer, hvorved hun genskaber sig selv om en replica af Mary Fisher. Til slut bor

hun i Mary Fishers fyrtårn ved havet, efter er Mary Fisher er død af cancer. Bobbo er en

nedbrudt, forvirret skal af en mand, der er blevet hendes tjener og henter hendes taske

og drinks. Ruth er blevet "ruthless" uden em-pati, selvcentreret, en moderne Lucifer eller

Satan, og på vejen til hævn og magt har hun mistet sin sjæl og sin menneskelighed. Roma-

nen skifter mellem Ruths egen fortælling og en 3. persons objektive, faktuelle beskrivelse

af, hvad der sker med Ruth, og hvad hun gør på vejen til at opnå sit endelige mål. Paradok-

salt nok gør hun meget godt for kvinder ved bl.a. at etablere "The Vesta Rose Agency", der

giver kvinder mulighed for at arbejde ved at sørge for børnepasning. Selv Mary Fisher,

Ruths rival og fjende, får et mere meningsfyldt liv, da hun bliver tvunget til at tænke på andre

end sig selv og Bobbo.

Margaret Atwoods The Robber Bride tager sit udgangspunkt i eventyret om "The Robber

Bridegroom", hvori en grusom mand lokker unge kvinder til sig og dræber dem, indtil det lykkes en af dem at undgå sin skæbne. Tony,

der er militærhistoriker, fortæller Roz's 12-årige tvillinger, Paula og Erin, denne historie,

men de vil have den lavet om, så hovedperso-nen skal være en kvinde, en "robber bride". I

romanen er det den uudgrundelige Zenia, der bryder ind i Tonys, Charis og Roz's liv og lokker

deres mænd fra dem, West, Billy og Mitch. Tonys mand, West, vender tilbage tll hende,

Billy forsvinder ud af Charis' liv, og Mitch be-går selvmord. Zenia er egoistisk og destruktiv,

men samtidig en katalysator for forvandling for de tre kvinder. Ved at opfinde tre forskelli-

ge fortællinger om sin egen ulykkelige barn-dom får hun dem til at indse, at deres respek-tive barndomme kunne have været endnu

værre. Hun får dem også til at indse, at deres mænd, som var så lette at lokke, ikke var de

guddommelige væsener, de troede, men uperfekte mennesker, der ikke behøvede at

være det eneste centrum i deres liv. Det væ-sentligste for Tony, Charis og Roz er det varige

venskab, den tilsyneladende ødelæggende indgriben fra Zenia har skabt, og de tre vil

blive ved med at mødes en gang om måneden for at tale om Zenia og om sig selv og hinan-

den.

Margaret Atwoods The Penelopiad er – som titlen antyder – et epos i stil med Iliaden og

Odysseen, men et moderne, postmodernistisk epos med den passivt ventende, tålmodige

Penelope i centrum. Penelope begynder sin beretning med det slående udsagn: "Now that

I am dead I know everything". Hun er i under-verdenen, i de Elysiske blomstermarker, og i

tidløsheden. Hun ser tilbage på sit liv, sin for-elskelse i Odysseus, bryllupsnatten, som hun

havde frygtet, men som han med sin empati gjorde til en god oplevelse. Efter et par år,

hvor hun har født deres eneste barn, sønnen Telemachos, ødelægger Helena Penelopes liv

ved at udløse den trojanske krig. Odysseus forsøger at undgå at gå i krig for Helena, men har givet et løfte om, at han vil bistå med at få

hende tilbage til ægtemanden, da hun er ble-vet bortført til Troja af Paris. Den trojanske

krig varer i 10 år, og derefter hindres Odysse-us i at vende tilbage til Penelope i yderligere

10 år, hvor havguden Poseidon søger at lægge ham hindringer i vejen, fordi han har blindet

hans søn, Polyfen, på det ene øje. Odysseus fristes bl.a. af troldkvinden Kirke, af Calypso

og lokkes af sirenerne, så hans mænd må bin-de ham fast til masten. Alt det hører Penelope

om fra sine 12 unge piger, som også som et græsk kor får stemmer i The Penelopiad. De

unge piger nævnes blot i Odysseen, hvor de anklages for at have været i ledtog med og ligget i med Penelopes bejlere, som hun i 20

år holder på afstand ved at væve et tæppe til sin svigerfar – et tæppe som hun om natten

trevler op igen. Både Penelopes egen og de unge pigers fortællinger er ambivalente og

mystificerende. Bevarede Penelope sin dyd, eller gav hun efter for en af bejlerne? Var de

unge piger uskyldige ofre, der på Odysseus' befaling blev klynget op og dræbt af Telema-

chos? Selv efter at hun er død og er i under-verdenen er Penelope i tvivl om sammen-

hængen i den historie, hun fortæller. Læseren forbliver også usikker på, hvad der er sand-

hed, og hvad der er fiktion. Kapitlet, der kal-des "The Trial of Odysseus", er en moderne

retssag mod Odysseus og Telemachos og et eksempel på at betragte en klassisk tekst ud

fra et moderne perspektiv og se de to delvis heroiske, men også uperfekte mænd fra et

senere synspunkt og sætte dem under ankla-ge for at have ofret 12 måske uskyldige piger.

De unge piger tilkalder Erinyerne og forlanger hævn og erklærer, at de aldrig vil lade Odys-

seus og Telemachos få fred for den forbrydel-se, de har begået imod dem. The Penelopiad er en både humoristisk og alvorlig genskriv-

ning af Odyseen med mange ubesvarede spørgsmål og en kvindelig fortæller, der er lige

så kløgtig som sin mand, Odysseus. De er beg-ge beskyttet af Pallas Athene og begge lige

taktiske, Odysseus ved sin snedige plan om at bruge den trojanske hest til at føre græske

krigere ind i Troja, Penelope ved sin idé om det vævede tæppe, som hun trevler op om

natten.

Den måske allermest kvindeforsvarende og

samtidig ambivalente tekst i engelsk litteratur er forfattet af en mand, Geoffrey Chaucer,

der i det 14. århundrede skabte konen fra Bath, der nedbrød mandlige kirkelige autorite-

ter og afdækkede det mandsforherligende og kvindeundertrykkende budskab, som var sam-

let i hendes femte ægtemands Book of Wik-ked Wives (bog om slette kvinder). Hver aften

læste Jankin op af denne bog for at få hende til at makke ret og underkaste sig hans autori-

tet. Jankin er teologisk studerende og 20 år, og konen fra Bath er 40, men han har hele det

mandlige skyts med sig, når han forsøger at nedgøre hende. Han nævner bl.a. Eva og Kly-

temnestra, der fik sin elsker til at dræbe æg-temanden, men han nævner også – noget

overraskende – Éloise, som ifølge Abelard rådede ham til ikke at gifte sig med ham, fordi

ægteskabet ville ødelægge hans filosofiske karriere. At Éloise er med på listen over slette

kvinder viser, hvor manipuleret den liste er. En aften bliver det for meget for konen fra

Bath, og hun river 3 sider ud af Jankins bog. Han farer op som en rasende løve, de slås,

han slår hende omkuld og tror, han har slået hende ihjel. Da hun vågner op, beder han om

forladelse, og de bliver forsonet. Han giver hende alle hendes penge tilbage, som hun ufornuftigt havde givet ham, og overlader

styringen til hende, og de lever – siger hun – lykkeligt sammen, indtil han dør, måske af

pest. Hun er på pilgrimsrejsen fra London til Canterbury på udkig efter ægtemand nummer

seks. Konen fra Bath kan både tolkes som en mands forsvar for kvinders selvstændighed og

ret til at blive respekteret og som en illustrati-on af kvinders magtsyge. Konen fra Bath er

både livskraftig og seksuelt aktiv, men også dybest set romantisk, som hendes fortælling

viser. I hendes fortælling voldtager en ung ridder en forsvarsløs ung pige – fordi han kan

– og for den forbrydelse idømmes han døds-straf af kong Arthur. Dronningen, Guinevere, går i forbøn for ham og siger, at han kan red-

de livet, hvis han finder svaret på, hvad kvin-ders højeste ønske er, inden for et år. Han

spørger i øst og vest og får mange forskellige svar, men da et år er gået, og tiden er inde,

ser han en gruppe elverpiger, der forsvinder, og tilbage bliver en gammel kvinde, der hvi-

sker svaret i hans øre. Han går tilbage til kong Arthurs hof og siger, at kinders højeste ønske

er magt over såvel deres ægtemænd som deres elskere. Ingen siger ham imod, og han

redder livet. Men så springer den gamle kvin-de op og siger, at han havde lovet at opfylde

hendes ønske, som er at blive gift med ham. Han bliver ført til sengs sammen med hende

og vrider og vender sig for at undgå at kysse hende. Hun holder så en lang gardinprædiken

for ham, der munder ud i, at han kan vælge imellem at have hende, som hun er, gammel

og grim og trofast, eller at få hende ung og smuk og potentielt troløs. Han ved ikke, hvad

han skal svare, men overlader det til hende. Dermed har han gjort det rigtige og belønnes

med, at hun forvandles til en ung, smuk pige, der lover ham at være trofast og måske bliver

det. Konen fra Baths fortælling er – ligesom hendes lange prolog – ambivalent og åben for

fortolkninger. Taler hun for, at kvinder skal have magt, eller taler hun for, at mænd og

kvinder skal have respekt for hinanden og give hinanden frihed? Som al stor litteratur er ko-

nen fra Baths tekster tvetydige eller flertydige og opfordrer til, at vi tænker videre over dem.

Henvisninger

The Lais of Marie de France, Penguin Classics

The Book of Margery Kempe, Penguin Classics Christine de Pisan The Book of the City of Ladies, Penguin Classics

Francis Lee Utley The Crooked Rib Octagon Books

Angela Carter The Bloody Chamber 1979 Fay Weldon The Life and Loves of a She Devil 1985

Margaret Atwood The Robber Bride 1993 Margaret Atwood The Penelopiad 2005 Geoffrey Chaucer The Canterbury Tales

Penguin Classics

Kvinders litteratur - fra margin til mainstream?

En kort fortælling om projektet Nordisk Kvindelitteraturhistorie Af Anne Naja Morgils Hartmann (kandidatstuderende på Moderne Kultur og kulturformidling) og Katrine Kladakis (Vidensmedarbejder på KVINFO)

For snart 30 år siden satte en nordisk forskergruppe sig for at hive Nordens glemte kvindelige for-fattere frem i litteraturhistoriens rampelys. Med bogværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie blev kvinders forfatterskaber gjort til hovedpersoner i den litteraturhistorie, der før blot havde tildelt dem biroller. Projekt kvindelitteratur fortsætter ind det nye årtusind. Til vinter udkommer en ræk-ke artikler, der giver samtidens nordiske forfatterinder en stemme. Spørgsmålet, der i den forbin-delse melder sig, er: Har vi stadig brug for et specifikt fokus på kvindelitteratur i dag - i 2016?

Da den omdiskuterede litteraturkanon blev præsenteret for den danske offentlighed i 2004 var der kun én kvinde blandt de 15 ka-noniserede danske forfatterskaber. Side om side med Adam Oehlenschläger, Tom Kristen-sen og Johannes V. Jensen fik Karen Blixen plads som ene dronning blandt dansk littera-turhistories konger. Ikke overraskende gav dette fravær af kvindelige forfattere udslag i en kritik: »Hvis vi skal have en dansk litterær kanon, bør den obligatoriske liste som mini-mum udvides til at omfatte store navne som Leonora Christina, Tove Ditlevsen og Inger Christensen« argumenterede litteraturforsker Pil Dahlerup, forhenværende direktør i KVIN-FO Elisabeth Møller Jensen og professor An-ne-Marie Mai i et åbent brev til uddannelses-udvalget kort efter offentliggørelsen af kano-nen2. Kritikken blev dog hurtigt afmonteret ud fra devisen, at de kanoniserede værker blot afspejler en historie, der har givet mænd flere udfoldelsesmuligheder end kvinder: »Vi kan ikke rette op på flere hundrede års asymmetri og undertrykkelse af kvinder. Og det er ikke nemt at udskifte nogen af forfatterne på listen med kvinder uden at gøre det med den be-grundelse, at de er kvinder« beklagede for-mand for kanonudvalget Jørn Lund3

Men er det virkelig så enkelt? Skyldes fravæ-ret af anerkendte kvindelige forfatterskaber udelukkende et fravær af litterær kvalitet blandt kvindelige forfattere op gennem tiden? Eller har de litteraturhistoriske kvalitetskrite-rier favoriseret mænds erfaringer og forfatter-skaber og usynliggjort kvindernes ditto? Det var spørgsmål som disse, der i slutningen af 1980’erne dannede baggrund for det storsti-lede projekt Nordisk Kvindelitteraturhistorie. På opfordring fra forelægger Merete Ries og

.

2 http://politiken.dk/kultur/boger/ECE100109/kvinderne-mangler-i-den-litteraere-kanon/

3 http://politiken.dk/kultur/boger/ECE100109/kvinderne-mangler-i-den-litteraere-kanon/

med Elizabeth Møller Jensen og Anne-Marie Mai i spidsen, satte en græsrodsbaseret for-skergruppe sig for at hive nordens glemte kvindelige forfattere frem i litteraturhistoriens rampelys. Hovedformålet var at skrive en al-ternativ litteraturhistorie til tidens normative litteraturhistorieskrivning. Nordisk Kvindelit-teraturhistorie tog afsæt i det fundamentale spørgsmål: Hvad sker der, når man placerer kvindelige forfattere i centrum af en littera-turhistorie, hvor de hidtil er blevet marginali-serede? Projektet var dermed både et synlig-gørelsesprojekt og et opgør med tidens an-drocentriske litteraturhistorie. Med Nordisk Kvindelitteraturhistorie insisterede man på at kaste et kritisk blik på den litteraturhistoriske tradition, der har givet mandlige forfattere spalteplads i litteraturhistoriebøgerne samti-dig med, at kvindelige forfatteres litterære erfaringsuniverser blev dømt ude som mindre betydningsfulde - bl.a. fordi kvindelige forfat-tere af historiske årsager i højere grad har tematiseret privatsfæren og familielivet. Den-ne udelukkelse af kvindelige forfattere fra den fælles historieskrivning ville man med Nordisk Kvindelitteratur lave om på - og man ville for-tælle verden, hvor stort og rigt et stof, der hidtil er blevet overset, undervurderet eller endnu ikke forstået og fortolket. 4

Projektet mundede ud i et storslået 5-bindsværk. I årene 1993-1998 udkom først 4 tekstbind, der kaster lys over ca. 1000 års kvindelitteraturhistorie i Norden. Her behand-les alt fra de islandske sagaer, over det mo-derne gennembruds kvindelige forfattere, der satte 1800-tallets dobbeltmoralske seksual-moral under lup, til 1980’erne og 90’ernes postmoderne kvindelige forfattere, der erstat-tede visioner med versioner

5

4

. Bogværket Nor-

http://nordicwomensliterature.net/da/page/hvorfor-en-kvindelitteraturhistorie

5 http://nordicwomensliterature.net/da/page/om-bogv%C3%A6rket-nordisk-kvindelitteraturhistorie

disk Kvindelitteratur afsluttes med et biogra-fisk leksikonbind, der kort opridser forfatter-nes livshistorie og hovedværker 6. Ud over synliggørelsen af hidtil oversete forfatterska-ber har værket også bidraget med nye temati-ske læsninger af litteraturhistorien. Kvindelige forfatterskaber, der hidtil har stukket ud i hver deres respektive nationale litteraturhi-storiske kontekst, kunne nu kædes selvfølge-ligt sammen med tendenser og tematikker hos andre nordiske kvindelige forfattere. Fx fremstår Leonora Christina Ulfeldt måske nok som en enlig svale i 1600-tallets Danmark, men samlæses hun med svenske Agneta Horn, som i samme periode skrev en selvbiografi, tegner der sig ifølge Nordisk Kvindelitteratur-historie et mønster. På baggrund af denne samlæsning konkluderer Elisabeth Møller Jensen følgende om Leonora Christina: Hen-des iscenesættelse af sin troskab mod fader, ægtemand og Gud er ikke bare et personligt anliggende, men også et særligt dilemma, som har med hendes køn at gøre. Samlæsnin-gen af Leonora Christinas Jammersminde og Agneta Horns dagbog kan således fungere som et fremkalderbad for 1600-tallets kvinde-lighed.7

Har vi brug for en kvindelitteraturhistorie i dag?

Med Nordisk Kvindelitteraturhistories systematisering af kvindelige nordiske forfat-terskaber træder nye fælles tematikker såle-des frem.

For nutidens generation af litteraturinteresse-rede kønsforskere kan Nordisk Litteraturhisto-ries skarpe opdeling i mænd og kvinder fore-komme arkaisk. Queerteori og intersektionel feministisk tænkning har også i litteratkredse for længst vundet indpas. Og nok vil mange i den yngre generation medgive, at køn og

6 http://nordicwomensliterature.net/da/page/hvorfor-en-kvindelitteraturhistorie 7 http://nordicwomensliterature.net/da/page/om-bogv%C3%A6rket-nordisk-kvindelitteraturhistorie

kønnet erfaring spiller en stor rolle i litteratu-rens tilblivelsesvilkår og udformning, men samtidig vil man også vægte andre positione-ringer som etnicitet, social klasse mv. som lige så vigtige. En helt åbenlys anke fra en queer-teoretisk optik er desuden, at termen kvinde-litteratur bidrager til at fastfryse og oprethol-de kønnede stereotyper – fremfor, som in-tenderet at bidrage til en overskridelse af sådanne stereotyper. Og der hersker ingen tvivl om, at projektet Nordisk Kvindelittera-turhistorie tog sit afsæt i 1970’ernes kvindelit-teraturforskning. Som Elisabeth Møller Jensen skriver: I takt med de nordiske kvindebevægel-sers voksende styrke gennem 1970’erne, op-stod et behov for nye fortællinger om kvinders liv og en efterspørgsel på genudgivelser af kvindelig forfattere 8. Men Elisabeth Møller Jensen gør også opmærksom på, at selvom initiativet til projektet skal forstås i lyset af 1970’ernes forskning i kvindelitteratur, så udgør Nordisk Kvindelitteraturhistorie et pro-jekt i konstant bevægelse, der bygger på flere generationer af skribenter. Værket Nordisk Kvindelitteraturhistorie har således løbende været i dialog med vidt forskellige forsknings-traditioner og udviklet sig i takt med tiden: Da det fjerde bind udkom i 1997, var tiden så helt og aldeles en anden end de fjerne 70’ere, der på sæt og vis havde været projektets afsæt og inspiration.9

Nordisk Kvindelitteraturhistorie bevæger sig også helt ind i det nye århundrede. I 2012 udkom Nordisk Kvindelitteraturhistorie i digi-talt format, og ved samme lejlighed opdate-redes værket med seks nye artikler, der sæt-ter fokus på seks markante kvindelige forfat-terskaber fra dette århundredes begyndelse – bl.a. finske Sofi Oksanen og danske Helle Hel-le. Til vinter udkommer yderligere 14 artikler, der giver nordens kvindelige forfatterskaber

8 http://nordicwomensliterature.net/da/page/hvorfor-en-kvindelitteraturhistorie 9 http://nordicwomensliterature.net/da/page/hvorfor-en-kvindelitteraturhistorie

anno 2016 en stemme. Netop fordi Nordisk Kvindelitteraturhistorie er et værk, der er under konstant forandring, er de 14 artikler skrevet i dialog med samtidens syn på køn og litteratur10

Tilbage står det helt åbenlyse spørgsmål: Har vi overhovedet brug for en Nordisk Kvindelit-teraturhistorie i dag – i 2016? Som Tania Ørum allerede pegede på i 1993, er det måske mere tidssvarende at beskæftige sig med, hvordan køn – og, kunne man tilføje, seksuali-tet - tematiseres i litterære tekster fremfor at fokusere på forfatterens køn.

. I nyudgivelsen tages bl.a. nordisk børnelitteratur, de nordiske krimidronninger samt problemstillinger i forhold til køn og forfatterroller under kærlig behandling.

11

Blandt nuti-dens yngre danske forfattergeneration, ser man, at også mænd er begyndt at tematisere køn og seksualitet i deres litterære produkti-on. Tænk bare på anmelderroste forfattere som Bjørn Rasmussen og Caspar Eric. En an-den indvending, der melder sig, er, om vi ikke for længst er nået et punkt i historien, hvor litteratur skrevet af kvinder er mindst lige så mainstream og anerkendt som litteratur skre-vet af mænd?

10 http://nordicwomensliterature.net/da/page/velkommen-til-nordisk-kvindelitteraturhistorie 11 http://nordicwomensliterature.net/da/page/et-n%C3%B8dvendigt-og-uomg%C3%A6ngeligt-v%C3%A6rk

Kigger man på, hvilke forfattere, der både i Norden og internationalt, udmærkes med litteraturpriser, ser det ud til, at kvinder stadig bedømmes ud fra andre kriterier end mænd. Til dags dato har blot 12 af de i alt 43 modta-gere af Nordisk Råds Litteraturpris været kvinder. Selvom denne skævvridning langsomt er blevet udjævnet, således at 5 ud af de i alt 16 priser siden årtusindeskiftet er gået til kvinder, så er der stadig lang vej til reel lige-stilling. Og løftes blikket op fra vores hjemlige nordiske breddegrader står det klart, at sam-me tendens gør sig gældende på verdensplan. Ud af 112 nobelpriser i litteratur er kun 14 gået til kvinder.12

"I de nye artikler lytter vi stadig til kvinders stemmer, men ud fra årtusindskiftets erken-delse af, at køn ikke kan stå alene. Køn spiller sammen med andre faktorer som etnicitet, klasse, kultur og alder, når der skrives littera-tur i dag", slår hovedredaktør Anne-Marie Mai fast.

Tal som disse peger på, at der fortsat er brug for synliggørelsesprojekter som Nordisk Kvindelitteraturhistorie - omend i opdaterede versioner, hvilket også erkendes af redaktørerne bag:

13

12 http://nordicwomensliterature.net/da/page/velkommen-til-nordisk-kvindelitteraturhistorie

13http://www.apmollerfonde.dk/projekter/nordisk-

kvindelitteratur.aspx

Fakta om Nordisk Kvindelitteraturhistorie • Bogværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie udkom i 4 tekstbind og et biobibliografisk bind fra 1993-1998.

• Nordisk Kvindelitteraturhistorie blev digitalt tilgængeligt i 2012 – find sitet her: http://nordicwomensliterature.net/da

• I 2012 blev bogværket desuden suppleret med seks artikler, der behandler seks markante kvindelige forfattere i det

nye århundrede og til vinter udkommer yderligere 14 nye artikler. Bag den nye del af Nordisk Kvindelitteraturhistorie står KVINFO, SDU og KvinnSam, Göteborg Universitetsbibliotek.

Læs mere her http://kub.kb.dk/lithouse og tilmeld dig vores nyhedsbrev