Hvad synes du om os? Præsentation af resultater fra en tilfredshedsundersøgelse blandt pårørende og brugere i Handicap og Socialpsykiatrien Solrød Kommune 2014

1

Resultater fra en brugertilfredshedsundersøgelse

Brugertilfredshedsundersøgelser har igennem mange år været et alment inddraget værktøj, når

borgerenes holdninger til velfærdsydelserne skulle måles. Dette er i højere grad blevet et faktum

i forbindelse med henholdsvis kvalitetsreformen og med udviklingen af danske

kvalitetsmodeller, der også inddrager tilfredshedsundersøgelse som et væsentligt tema. De

landsdækkende undersøgelser ’de pårørende har ordet’ og ’beboerne har ordet’ er gode

eksempler på dette.

Til trods for en fornemmelse af tilfredshed blandt borgerne og løbende udvikling af kvaliteten

på handikap- og psykiatriområdet i Solrød Kommune, så er det først nu at der laves en

tilfredshedsundersøgelse. Initiativet til undersøgelsen udspringer både af politisk målsætning,

men også af ledelse og medarbejderes interesse i at se, hvorvidt deres opfattelse af hvad der

kendetegner ’den gode indsats’ stemmer overens med borgernes.

Undersøgelsen har haft til formål at besvare følgende hovedspørgsmål

Hvor tilfredse er henholdsvis brugere og pårørende med de tilbud som Solrød kommune via

Handicap og Socialpsykiatrien stiller til rådighed?

Tilfredshedsundersøgelsen blev baseret på 5 fokusgruppeinterview med henholdsvis 3 grupper

af borgere (sindslidende, udviklingshæmmede og misbrugere), en enkelt gruppe kun med

pårørende og et interview med medarbejderne i Handikap og Socialpsykiatrien.

Hver gruppe blev spurgt ind til deres oplevelser med 5 forskellige fokuspunkter:

1. Generel tilfredshed, 2. kontakt, interaktion og fællesskab, 3. medinddragelse,

4. kommunikation og 5. formidling og information.

Denne præsentation indeholder udvalgte dele af selve hovedundersøgelsen og er tænkt som en

kort præsentation af selve analysen og resultaterne heraf.

God læselyst

2

RESUMÉ

Dette resultathæfte, er baseret på en undersøgelse af den generelle oplevelse af tilfredshed med

tilbuddene i Handicap og Socialpsykiatrien i Solrød kommune. Undersøgelsen er udarbejdet på

baggrund af fem fokusgruppeinterview med henholdsvis udviklingshæmmede, sindslidende,

misbrugere, pårørende og medarbejdere og selve analysen er bygget op som en sammenfattet

meningsfortolkning af disse interview (deskriptiv meningsanalyse).

I interviewene er brugere, på rørende og medarbejdere blevet spurgt ind til fem udvalgte

fokusområder for undersøgelsen, og deres udsagn er herefter blevet ført til referat og

sammenfattet i analysen. Fokusområderne er udvalgt på baggrund af inspiration fra større

nationale tilfredshedsundersøgelser, og kan dermed give et praj om, hvordan Solrød placerer sig

i forhold til andre kommuner, hvad angår netop brugertilfredshed.

De fem fokuspunkter omhandler den generelle oplevelse af tilfredshed med aktuelle tilbud,

oplevelsen af medinddragelse, kommunikation, formidling og fællesskab. Resultaterne af

analysen peger på en stor grad af tilfredshed og engagement blandt både brugere, pårørende og

medarbejdere, men belyser også områder med behov for større indsats og med plads til

forbedringer.

Fokusgruppernes oplevelser af udfordringer og generel tilfredshed divergerer, men der er

generel enighed om behovet for en mere tydelig koordinering og et øget fokus på journalisering.

Derudover efterspørges en større vifte af tilbud og muligheder for at danne netværk med andre.

Undersøgelsen afsluttes med en liste over interviewpersonernes egne forslag, samt en

konklusion, hvor der samles op på analysens mest gennemgående temaer.

For beskrivelse af teoretisk og metodisk tilgang, interviewguide, interviewreferater og andre

supplerende bilag, henvises til hovedrapporten.

Solrød Kommune takker både brugere, pårørende og medarbejdere for deres engagement,

deltagelse og gode input til undersøgelsen.

Solrød Kommune 2014

3

Fokuspunkt 1: informanternes generelle oplevelse af tilfredshed med

tilbuddene i Handicap og Socialpsykiatrien i Solrød kommune

Indledningsvis blev brugere og pårørende bedt om at fortælle om, hvilket tilbud de var tilknyttet

og hvad de syntes om det. Medarbejdergruppen blev bedt om at give deres bud på brugernes

tilfredshed og samtidig fortælle om de synes at tilbuddene dækkede brugernes behov.

Besvarelserne og reaktionerne i forhold til disse meget overordnede spørgsmål, var til dels

forskellige og bestod både i positive udsagn som ”jeg kunne ikke undvære min kontaktperson”

til undren over undersøgelsens formål ” er det fordi der skal spares1?”.

Der var dog både forskelle og fællestræk blandt fokusgruppernes udmeldinger, og allerede

tidligt i interviewene visse dominerende diskurser tydelige, hvilket også viste sig ved at visse

emner gik igen flere gange i løbet- og på tværs af interviewene.

Fællestræk på tværs af fokusgrupperne

Generel tilfredshed med Fasanvej 16, samt med aktiviteter i- og ude af huset

Både medarbejdere, brugere og pårørende understregede betydningen af Fasanvej som

samlingssted og udgangspunkt for flere af de brugerrettede aktiviteter i Handicap og

Socialpsykiatrien. Indtrykket af Fasanvej var overordnet positivt, om end der ikke altid var

plads nok til alle brugerne på en gang. Aktiviteterne i huset, og turene ud af huset, blev anset

som yderst vigtig for at brugerne fik mulighed for at bryde med isolation og komme i kontakt

med ligesindede. Kontakten og øvelsen i socialt samvær, blev endvidere beskrevet som

afgørende i forhold til udvikling og mental sundhed. Som en informant i gruppen af

udviklingshæmmede sagde:

”Man har jo ikke så mange venner, fordi man er anderledes end andre folk. Det er rart at

komme et sted hvor andre er som en selv. Jeg ville nok bure mig inde hvis der ikke var det her

sted”.

Generel tilfredshed med kontaktpersoner (SKP, Hjemmevejleder og mentor)

I fokusgrupperne med brugere og pårørende blev der udtrykt stor tilfredshed med henholdsvis

støttekontaktpersoner, hjemmevejledere og mentorer. Også medarbejdergruppen gav udtryk for

1 Brugere og pårørende blev orienteret om, at undersøgelsen ikke var del af en plan om besparelser på området

4

at de primært fik positiv respons og at de selv var rigtig glade for deres arbejde, som de også

fandt meningsgivende.

Brugerne og de pårørende mente at kontaktpersonerne i høj grad var med til at sikre den gode

koordinering af indsatsen og at hjælpen var afgørende for det gode forløb. Som en informant i

gruppen af stofmisbrugere sagde:

”Mange kommunalt ansatte bliver immune overfor medmenneskelighed. Min mentor er meget

medmenneskelig. Jeg forventer egentlig ikke at andre interessere sig for mig og lytter, men jeg

er bange for at miste hende. Jeg ville ikke vide hvad jeg skulle gøre”.

Det gode forløb var dog, ifølge især brugerne, betinget af en tryg og tillidsfuld relation til

kontaktpersonen. Denne type relation krævede dog samtidig at der var afsat den fornødne tid, at

alle aftaler konsekvent blev overholdt (grupperne af brugere gav tydeligt udtryk for at have

svært ved at håndtere følelsen af svigt), og at der var en vis kontinuitet i indsatsen uden for

mange skift af kontaktperson mv. Medarbejderne fortalte endvidere, at selve behovsvurderingen

af brugeren, var betinget af en vis tæthed i relationen, da brugerne ellers ikke altid var helt

ærlige omkring deres begrænsninger:

”Når de sidder ’deroppe’ (hos sagsbehandleren) så kan de jo det hele, men når vi så kommer

ud igen, så kan de ikke noget alligevel”.

Netop betydningen af tillid og kontinuitet i relationen kom også til udtryk i flere udsagn fra

brugere og pårørende, herunder er udvalgt et par af disse:

”Det er vigtigt at det er den samme (kontaktperson) så man ikke skal starte om fra bunden, det

kan man slet ikke klare”.

Og

”Jeg er så glad for hjælpen og kan slet ikke undvære den. Hun (SKP) kommer hver 14. dag og

så kan jeg også altid ringe. Jeg er helt utroligt tilfreds og hun har hjulpet mig meget med at

bryde med min isolation”.

5

Men både brugere, pårørende og medarbejdere gav også udtryk for, at der ikke altid var den

nødvendige tid til at opbygge den relation, som var så nødvendig for effekten af indsatsen. En

medarbejder sagde bl.a.:

”Man opdager ofte, at der er mange andre problemer end dem der egentlig ligger til grund for

visitationen. Nogle gange kan det være bedst at vente med et fællesmøde og en egentlig

timeberegning til efter 3 måneder inde i forløbet”.

Og en informant fra gruppen af udviklingshæmmede sagde:

”Personalet siger nogle gange (når der ikke er så mange på arbejde), at de ikke kan nå det hele.

Og så har de spurgt om det er meget nødvendigt at de kommer. De har ikke tid, og så kan man

jo heller ikke lide at spørge. Man kan især mærke det i ferierne, der tør man ikke altid bede om

hjælp”.

Generelt ønske om renovering af kommunale bygninger

I gruppen af både brugere og pårørende, blev praktiske forhold omkring henholdsvis Hjerter 9,

Fasanvej 16 og Hyldagergård betegnet som problematiske. Flere af stederne blev beskrevet som

nedslidte og trængte efter sigende til en kærlig hånd. Størst var problemer dog på ovennævnte

bosteder, og kommentarerne til Fasanvej omhandlede i højere grad pladsproblemer og ønsker

om fx et ekstra toilet til de mange brugere som benyttede stedet. Udsagnene blev bakket op af

tilbud om at deltage i istandsættelsen, hvilket i den grad afspejlede både brugernes og de

pårørendes følelse af ejerskab.

Både brugere og pårørende anså dog de fysiske rammer som værende sekundære i forhold til

indsatsen, og understregede at de generelt var rigtig glade for kommunens tilbud. Som en

pårørende til en beboer i Hjerter 9 sagde:

”De praktiske ting er noget bras, men det der er indeni og ånden – der får man valuta for

pengene”

Formålet med indsatsen

Et andet gennemgående tema i interviewene var en oplevelse af usikkerhed omkring

indsatsernes reelle formål. Dette viste sig fra flere sider: fra medarbejder siden udsprang

6

forvirringen af en oplevelse af udredning og journalisering i forbindelse med visitationen som

mangelfuld, hvilket betød af brugernes behov, og dermed formålet med indsatsen, slet ikke var

beskrevet detaljeret nok. I disse situationer måtte medarbejderne selv beskrive og definere deres

arbejdsopgaver, og der var ikke altid enighed omkring resultatet af dette, hvilket kunne medføre

nogle snitfladeudfordringer i samarbejdet med den visiterende sagsbehandler.

Fra brugernes side viste det sig ved manglende viden omkring, hvad det egentlig var for en type

hjælp de fik (om det var hjemmevejleder, SKP eller mentor), hvorfor de havde fået hjælpen og

hvad formålet var. Det skal dog tilføjes at der, til trods for dette, var stor tilfredshed med

hjælpen alligevel.

De pårørende var også lidt i tvivl om, hvilken rolle og hvilke ansvarsområder kontaktpersonerne

havde, og efterspurgte mere information omkring dette.

Forskelle mellem fokusgrupperne

Adgang til aktiviteter og udflugter

Den primære forskel mellem grupperne var i forhold til oplevelsen af udbuddet af aktiviteter og

udflugter. Her gav udviklingshæmmede og pårørende til samme, udtryk for bred deltagelse og

stor tilfredshed med tilbuddene, hvorimod størstedelen af de sindslidende og misbrugerne ikke

vidste så meget om tilbuddene og efterspurgte muligheder for at deltage i sociale aktiviteter

med ligesindede.

Skævvridningen i forhold til gruppernes muligheder for- og deltagelse i sociale tilbud, var et

tema som gik igen under flere af interviewene.

7

Fokuspunkt 2: Informanternes oplevelse af kontakt, interaktion og fællesskab

Dette emne er inddraget som tema i undersøgelsen, da netop netværk, fællesskab og

kommunikation er fokusområder i, ikke alene andre nationale tilfredshedsundersøgelser, men

også i Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakke omkring mental sundhed. Hvor det blev vurderet

relevant, blev dette fokus præsenteret for informanterne indledningsvist.

Fællestræk på tværs af fokusgrupperne

Ensomhed og isolation

Flere af informanterne fortalte at isolation og ensomhed var et vilkår i deres tilværelse, og at der

var et stort behov for at komme ud og mødes med andre mennesker. De pårørende og

medarbejderne delte også oplevelsen af brugerne som ensomme og isolerede, og påpegede

samme behov for aktiviteter og fællesskab. Der var dog en tendens til, at visse brugere var mere

isolerede end andre og at kommunens tilbud i højere grad kom især de udviklingshæmmede end

misbrugere og sindslidende til gode.

Hvor de pårørende og udviklingshæmmede udtrykte tilfredshed med tilbuddene, men bare gerne

ville have dem udbygget lidt, så var der et decideret hul i viften af tilbud målrettet den gruppe af

brugere, som blev vurderet til at ligge midt imellem kategorier og indsatser – fx de psykisk

dårlige unge med lettere misbrug (dobbeltdiagnosticerede socialt sårbare unge). En medarbejder

sagde:

”Der mangler et aktivitetscenter, altså ligesom Beskæftigelsescenteret, bare for lidt dårligere

fungerende unge. Så kunne de komme og sy, danse, snakke og være i alt fra 1 time om ugen til

hver dag. Det tror jeg godt vi kunne motivere dem til, for de savner et sted at komme. Mange af

dem kommer jo slet ingen steder, og så har de heller ikke råd”.

En anden medarbejder sagde (om Fasanvej):

”Mange af de unge passer simpelthen ikke ind i tirsdagstræf, og så kommer de bare ikke. Vi kan

sagtens henvise til MA, NA og andet, men der passer de heller ikke ind. Og så mangler der altså

igen tilbud i nærmiljøet – tilbud hvor de kan få nogle gode relationer.”

8

En informant fra gruppen af sindslidende sagde:

”Der er rigtig mange gode fritids- og idrætstilbud i kommunen, men der er rigtig svært at

komme ind i en gruppe. Derfor kunne det være rigtig rar med nogle fælles aktiviteter, så vi

kunne få rørt os”.

Forskelle mellem fokusgrupperne

Motivation og indhold af tilbud

Medarbejderne understregede flere gange at der, for en del af brugerne, manglede tilbud. Men

det blev også påpeget, at en del af de brugere, som allerede havde en masse tilbud (primært de

udviklingshæmmede), var svære at motivere til deltagelse. Dette var også oplevelsen blandt de

pårørende, som ønskede at blive informeret om aktiviteter og tilbud, således at de også kunne

’skubbe på’ og hjælpe til at motivere brugerne til at deltage.

For de sindslidende og misbrugerne lod det nærmere til at det var manglen på relevante tilbud

og muligheden samvær med ligesindede som var problemet og ikke så meget lysten til

deltagelse. En informant fra gruppen af sindslidende sagde:

”Jeg ved ikke hvad der er af muligheder, men kunne godt savne en gruppe af nogen med

lignende problematikker. Jeg savner nogle at spejle mig i, som ikke presser mig eller siger at

jeg bare skal tage mig sammen. Man føler sig sgu lidt alene, det er jo ikke for sjov”.

9

Fokuspunkt 3: Informanternes opfattelse af muligheder for medinddragelse ift.

tilbuddene

Også begreber som medinddragelse, medbestemmelse, ejerskab og handleevne (empowerment)

fylder meget i de større undersøgelser af brugertilfredshed, og er også inddraget her.

Informanterne blev derfor spurgt ind til deres oplevelse af medinddragelse i forhold til

tilbuddenes formål, indhold og udvikling.

Fællestræk på tværs af fokusgrupperne

Hjemmevejlederen som samarbejdspartner

Der var en generel enighed om, at hjemmevejlederne var en slags sparringspartner og at man,

som bruger, havde mulighed for at selv at definere sit behov og planlægge indsatsen i et

samarbejde, hvor opgaverne ikke bare blev løst, men hvor indsatsen fungerede som en slags

hjælp til selvhjælp. En informant fra gruppen af udviklingshæmmede sagde:

”Vi får hjælp til det vi beder om. Jeg siger hvad jeg vil have hjælp til, og så kommer

hjemmevejlederen med andre gode ideer……Vi skal selv prøve at løse opgaverne først. Det er

godt, det er den måde vi udvikler os på. Nogle gange prøver vi nemlig også at hjælpe hinanden

på kryds og tværs”.

Netop brugernes medinddragelse og ansvar for egen udvikling, var også højt prioriteret af

medarbejderne:

”Borgerne skal selv sætte dagsordenen for hvad der er relevant i deres liv – de skal selv

definere målene og tage ansvar”.

Medarbejderne var dog meget opmærksomme på, at visse brugere ikke altid var i stand til at

varetage egne interesser bedst muligt, og at der derfor i nogle tilfælde måtte gøres en ekstra

indsats for at sikre forståelsen og følelsen af ejerskab hos disse brugere.

”De udviklingshæmmede kan være svære at medinddrage, for de siger ja, uden at vide hvad de

egentlig siger ja til. Der er min opgave at sikre forståelsen”.

10

Samarbejdet med resten af kommunen

Hvad angik samarbejdet omkring visitationsprocessen, så gav flere af informanterne udtryk for,

at de ikke havde følt sig hørt, ikke vidste hvad der lå bag visitationen og ikke følte at de selv

havde været med til at sætte dagsordenen. Dette kom primært til udtryk hos gruppen af

misbrugere og sindslidende, og kun mindre grad til udtryk blandt de udviklingshæmmede.

Tendensen var dog også, at det primært var i forbindelse med bevillingen af mentor og i

samarbejdet omkring aktivering, uddannelse og job, at der var en oplevelse af manglende

medinddragelse. Dette kan forklare hvorfor gruppen af udviklingshæmmede ikke havde

oplevelsen af dette som et større problem, da denne gruppe kun i mindre grad havde tilknytning

til arbejdsmarkedet. Fokusgruppen af medarbejdere, gav også udtryk for at en del af brugerne, i

højere grad kunne medinddrages i forhold til udredning, målsætning og visitation.

For de af informanterne der ikke følte sig inddraget i planlægningen af egen sag, var problemet

ofte, at de ikke følte sig i stand til at leve op til de målsætninger som kommunen havde sat, og

at formålet med indsatsen derfor ikke dækkede deres behov. En informant fra gruppen af

sindslidende sagde om sin mentor:

”jeg er da glad for at have en at snakke med, men hun kan ikke gøre noget ved at jeg ikke er

arbejdsklar. Mit behov er derfor noget helt andet end hendes målsætning, og det gør det lidt

svært”.

Det var blandt gruppen af stofmisbrugere at oplevelsen af manglende medinddragelse i forhold

til den kommunale indsats var størst.

Forskelle mellem fokusgrupperne

Inddragelse af familiemedlemmer

Udover de forskelle, som fulgte med graden af kontakt til kommunen, så var der også et enkelt

spørgsmål vedrørende medinddragelse, som fokusgrupperne ikke var helt enige om – nemlig, i

hvor høj grad de pårørende skulle medinddrages.

Medarbejderne gav udtryk for at den aktuelle grad af medinddragelse lå på et passende leje og

at det i visse situationer slet ikke var hensigtsmæssigt at de pårørende var alt for involverede i

en sag, da dette gjorde brugerne forvirrede, skabte konflikter og medførte en uklar rolle- og

ansvarsfordeling. En medarbejder sagde bl.a.:

11

”Så bliver man ufrivilligt familierådgiver, og skal mægle mellem flere parter, hvilket gør det

rigtig svært at definere sin rolle i forhold til arbejdet”.

Informanterne i fokusgruppen med pårørende bakkede faktisk op om denne opfattelse, og gav

ikke udtryk for et ønske om at blive yderligere inddraget i indsatsen. Dog ville de gerne have

mulighed for at mødes med de relevante medarbejdere så der kunne laves en gensidig

forventningsafstemning, deltage i eksempelvis en sommerfest og også meget gerne, som

tidligere nævnt, bakke op om aktiviteter og lignende. Men der var en klar tendens til, at de som

gruppe, ønskede at gøre deres pårørende uafhængige af dem, og dermed blande sig så lidt som

muligt2.

En del af brugerne gav dog udtryk for at have behov for en øget inddragelse af pårørende, især i

forhold til at sikre forståelsen af deres udfordringer og diagnoser. Fokusgruppen med

sindslidende gav endda udtryk for et ønske om familierådgivning, da de i høj grad oplevede at

blive misforstået på grund af deres diagnoser. En informant fra gruppen af sindslidende sagde:

”Hverdagen er bare smadder hård, og det kan også være rigtig svært at være sammen med

familien når de heller ikke forstår hvad der er galt”.

Blandt gruppen af misbrugere blev pårørende slet ikke nævnt som relevante at medinddrage.

Dette kunne dog til dels hænge sammen med at gruppen gav udtryk for mindre kontakt til

samme.

2 OBS. Det skal tilføjes at der i forhold til dette emne ikke kan generaliseres på baggrund af denne fokusgruppes

udtalelser, og ikke alle pårørende gav udtryk for samme ønsker og samme grad af tilfredshed med tilbuddene generelt. Dette er tydeligt i forhold til brevet fra en anden pårørende (vedlagt hovedrapporten som bilag).

12

Fokuspunkt 4: Informanternes oplevelse af kommunikation

Med emnet kommunikation henvises primært til ’den gode tone’ og til grundlaget for det

produktive samarbejde. Dette emne er også at genfinde i større nationale undersøgelser af

brugertilfredshed, og vurderes også relevant her, da en italesættelse af eventuelle

kommunikative udfordringer, vil kunne danne grundlag for indsatser der kan forbedre

samarbejdet og brugernes udvikling.

Brugerne- og de pårørendes kommunikation med medarbejderne og hinanden

Brugerne var generelt set meget tilfredse med kommunikationen internt og beskrev hvordan de

var meget opmærksomme på at sikre den gensidige respekt for hinanden. De gav endvidere

udtryk for at have en god kommunikation med deres kontaktpersoner og andet personale

tilknyttet Handicap og Socialpsykiatrien.

Dog nævnte flere af brugerne i grupperne af henholdsvis sindslidende og misbrugere, at de ikke

altid følte sig hørt i mødet med kommunen (sagsbehandlere på rådhuset), og flere havde siddet i

situationer, hvor de havde følt at sagsbehandleren havde presset dem ud i et forløb.

Blandt informanterne i gruppen af pårørende var der en generel oplevelse af en god

kommunikation og behagelig tone mellem dem og medarbejderne.

Medarbejdernes kommunikation med brugere og pårørende

Blandt medarbejderne var der overordnet set en oplevelse af velfungerende kommunikationen

med brugere og pårørende, men der var også eksempler på, hvor kommunikationen havde slået

fejl og medarbejderne havnede mellem parter i konflikt, eller selv blev genstand for konflikt på

grund af misforståelser og frustration hos de pårørende, hvilket også kunne medføre verbale

overfusninger.

Dette påvirkede medarbejdergruppen meget og stemningen under interviewet var da også

trykket, da samtalen omhandlede dette. Internt i medarbejdergruppen var der dog god

kommunikation, og alle støttede op om hinanden i de, heldigvis meget få tilfælde, hvor sådan

noget var sket.

Det blev da også understreget, at disse situationer var sjældne og at samarbejdet,

kommunikationen og tonen for det meste var rigtig god. En medarbejder sagde:

Det kører bare med brugerne og kommunikationen er god! Og generelt har vi det altså også

rigtig fint med de pårørende – der er bare nogle få som fylder virkelig meget. Men måske er det

som forældre også bare rigtig svært at give slip på sine børn”

13

Fokuspunkt 5: Informanternes oplevelse af formidling og information

Dette tema er inddraget i undersøgelsen med henblik på at belyse, hvorvidt brugere og

pårørende får nødvendige og relevant information om henholdsvis visitationsgrundlag for-,

formål med-, indhold af- og ændringer i tilbud. Derudover er inddragelsen af emnet også et

forsøg på at finde frem til eventuelle ’huller’ i videregivelsen af informationer af relevans for

sagsbehandling og indsatsen som helhed.

Kontaktpersonen som koordinator og formidler

Både blandt brugere og pårørende var der oplevelse af kontaktpersonerne (mentor,

hjemmevejleder og SKP), som den vigtigste formidler af information omkring både indhold og

koordinering af-, formål med- og ændringer af tilbuddene.

Dette var ifølge medarbejderne ikke helt uproblematisk, da brugerne og de pårørende ofte

tillagde dem nogle ansvarsområder og roller som de slet ikke havde, hvilket som tidligere nævnt

kunne medføre misforståelser og frustrationer. Dog var der blandt medarbejderne et stort ønske

om at videreformidle vigtig information til brugerne, og der blev derfor gjort meget ud af at

følge brugerne til møder i banken og på rådhuset, hjælpe med at læse officielle breve osv. I

forhold til de pårørende ønskede medarbejderne, at regler om samtykke, samt rolle- og

ansvarsfordelingen blev mere klar, så man måske kunne komme nogle af frustrationerne i

forkøbet. En medarbejder sagde:

”Forældrene kender jo ikke altid reglerne omkring samtykke, og bliver derfor meget vrede når

man ikke vil udlevere oplysninger om brugerne”

Manglende information om ændringer og mangelfuld journalisering

I alle fokusgrupperne gav udtryk for, en følelse af utilstrækkelig information i forbindelse med

ændringer i en brugers sag (ny sagsbehandler, hjemmevejlederens afholdelse af ferie, ny

mødetid, nyt indkomstgrundlag mv.) og at der også var store udfordringer i forhold til

videreformidling af relevante sagsoplysninger internt i kommunen.

En del brugere, og til dels også de pårørende, havde oplevet flere gange at møde helt nye

sagsbehandlere, hvor de havde haft en oplevelse af at pågældende enten ikke havde læst sagen

eller at relevante sagsoplysninger ikke var blevet noteret. En informant fra gruppen af

sindslidende sagde:

”man skal fortælle sin historie 1500 gange og der er altid skiftende sagsbehandlere.

De bør måske starte med at læse journalen”.

14

Information om tilbud – ønsker om overblik

I alle fokusgrupper blev der givet udtryk for en oplevelse af generel mangel på information om

tilbud i- og udenfor kommunen. Nogle af brugerne og de pårørende savnede oplysninger om

indholdet af de tilbud som de allerede havde fået, herunder aktiviteter og muligheder for socialt

samvær.

Andre af brugerne, samt medarbejdere og pårørende, savnede information om andre

kommunale og private tilbud, både indenfor og udenfor kommunegrænsen.

De pårørende efterspurgte et aktivitetskatalog med primært en beskrivelse af ture og aktiviteter i

Handicap og Socialpsykiatrien, med henblik på at de kunne støtte deres pårørende til øget

deltagelse.

Medarbejderne ønskede et katalog over både behandlings-, fritids-, aktiverings- og

beskæftigelsestilbud i og uden for kommunen, således at de kunne henvise brugerne til disse

ved behov.

Brugerne selv var meget interesserede i et katalog over gratis- og billige fritidstilbud i

lokalområdet, så de kunne komme ud og møde andre mennesker i hverdagen.

15

FOKUSGRUPPERNES FORSLAG TIL FORBEDRINGER

I forbindelse med afrunding af hvert af de ovenstående temaer, fik informanterne mulighed

for selv at komme med gode ideer og forslag til ændringer og forbedringer. Dette

resulterede i en lang række forslag, som alle er gengivet i punktform herunder:

Samarbejdet mellem brugere/pårørende og kommunens medarbejdere

Tid – flere timer med kontaktpersonen pr. borger

Tværfaglig koordinering af indsats – fællesmøder med alle relevante parter med henblik

på at lægge en fælles forpligtende plan og afstemme gensidige forventninger

Fast koordinerende sagsbehandler på rådhuset og bedre information ved skift og

mødeindkald – inddragelse af kontaktpersoner

Inddragelse af brugerne i hele sagsforløbet

Aktiviteter

Etablering af aktivitetscenter for psykisk- og socialt sårbare (unge) brugere. Fx et sted,

hvor der også kommer andre ’normale’ unge. Vigtigt med placering i nærmiljøet og

gratis eller billigt medlemskab, så de unge har en realistisk mulighed for at gøre brug af

stedet. Solrød skole blev foreslået som ide. Stedet kunne tilbyde forskellige former for

aktiviteter, såsom træning, spil, kreative sysler, have, uddannelses- og jobvejledning.

Besøg af foredragsholdere og politikere på Fasanvej - prøvet tidligere, hvilket var yderst

populært blandt brugerne

Flere aktiviteter i bofællesskaberne

Flere fælles aktiviteter for brugerne, gerne med fokus på sund kost og motion

Bedre træningsmuligheder til brugerne – (gratis tilbud, bedre beliggenhed, udvidede

åbningstider)

Etablering af flere gruppetilbud, så man kan få mulighed for at mødes med ligesindede –

gerne gratis tilbud med forskellige aktiviteter

Ledsagerordning

Evt. nogle aktiveringsforløb (job) målrettet socialt udsatte

Øget fokus på borgernes praktiske forhold (økonomi mv.) og hjælp til strukturering

Vagttelefon – øget tilgængelighed til medarbejdere, således at brugerne i højere grad

kunne blive uafhængige af deres familiemedlemmer

Hjælp til oprydning og rengøring (kan være en helt uoverskuelig opgave)

16

Behandling, terapi og støtteindsatser

Ambulant behandling og/eller midlertidigt bo- og aflastningstilbud til sindslidende, der

ikke er dårlige nok til indlæggelse, men som behøver en mere intensiv indsats end en

hjemmevejleder.

Voksen-barn-grupper

Tilbud om familierådgivning, med henblik på en øget forståelse for den psykiske lidelse

Samtalegrupper (både frivillige og professionelt styrede)

Information, formidling og vidensdeling

Udarbejdelse af informationsmateriale omkring tilbuddene og aktiviteter i Handicap og

Socialpsykiatrien

Udarbejdelse af et ydelses- og aktivitetskatalog over kommunale og private tilbud – både

i forhold til aktivering, bolig, behandling fritids- og foreningsliv.

Fast procedure for videregivelse af informationer og journalisering af brugernes forhold

Udbygning af hjemmeside med flere oplysninger både til brugere og pårørende

Bedre journalisering og videregivelse af sagsoplysninger generelt

Efteruddannelse af personale, med henblik på at sikre opdateret viden om nye

målgruppers problematikker og takle nye udfordringer

Praktiske forhold

Renovering af bofællesskaber

Mere plads på Fasanvej – evt. udbygning og et ekstra toilet

Ny og større tavle på Fasanvej til informationer om aktiviteter, ferie osv.

Bedre boligforhold

17

KONKLUSION På baggrund af undersøgelsen, kan man generelt udlede at der både blandt brugere, pårørende

og medarbejdere, er stor tilfredshed med tilbuddene i Handicap og Socialpsykiatrien i Solrød

kommune. Undersøgelsen belyser dog samtidig nogle udfordringer og områder med

udviklingspotentiale.

Medarbejderne er engagerede og ønsker i høj grad, at kunne imødekomme både brugernes og

de pårørendes behov, hvilket dog desværre ikke altid er muligt grundet ressourcemæssige

begrænsninger, strukturelle forhold, snitfladeproblematikker, lovgivningsmæssige rammer osv.

Dette medfører desværre en gang imellem udfordringer of usikkerhed omkring fordelingen af

ansvar.

Brugerne giver udtryk for stor tilfredshed med tilbuddene, men beskriver også en tilværelse

præget af isolation og forvirring. De efterspørger en større grad af medinddragelse i

planlægningen og koordineringen af indsatsen, samt at få tilbud om deltagelse i meningsfyldte

aktiviteter, med henblik på at optimere muligheden for netværksdannelse og fællesskab med

andre. Derudover understreger de vigtigheden af en ordentlig videreformidling af

sagsoplysninger og færre skift i sagsbehandlere, da især uro og utryghed er en barriere i forhold

til udvikling.

De pårørende giver også udtryk for stor tilfredshed med kommunens tilbud, men efterspørger at

blive orienteret om aktiviteter og indsatser, således at forventningerne er afstemt og så de kan

støtte op om brugernes deltagelse og dermed bidrage til deres øgede selvstændighed. Som

interessant sidebemærkning giver de pårørende også udtryk for et ønske om, at Solrød

Kommune i højere grad anlægger en ’grøn profil’ og satser mere målrettet på at give brugerne

sund kost og flere tilbud om motion.

Undersøgelsen peger dermed på henholdsvis et ønske om en mere koordineret indsats med en

øget medinddragelse af brugerne i planlægningsprocessen, nogle målrettede fritids og

aktivitetstilbud, samt øget viden om de eksisterende. Derudover er der en række praktiske

ønsker, såsom ønsket om etablering af vagttelefonordning og renovering af boliger og lokaler.

Undersøgelsen giver også indtryk af forskelle grupperne imellem, hvilket nye indsatser på

området, også fremadrettet, bør tage højde for.