lHUGO H0RLYCH KARLSEN

BipersonenHugo Herlych. Karlsen: HOLLÆNDEREN

Historisk romanOmslag: Svetlana Makarenko

Hovedland 2008.160 sider, kr. 188,-

Af Anna Poulsen

"Hollænderen har som hovedperson en af bi-personerne fra Hugo Herlych. Karlsens for-rige roman Den første senderhoning. De toromaner kan læses hver for sig og sammen."

Denne vejledning gives på bogomslagets bag-side. Og det er sandt, at bøgerne kan stå alene oglæses hver for sig; men bedst er det, at de læsessammen. Dog er rækkefølgen ligegyldig.

Således læste jeg Hollænderen først, og en affascinationerne i den efterfølgende læsning afDen første senderhoning blev netop at opdage,.hvorledes hovedpersonen Erik fra bog to reeltset er biperson i bog et.

Når det ikke spiller nogen større rolle, i hvilkenrækkefølge man læser de to bøger, er det fordide ikke ligger i kontinuerlig forlængelse af hin-anden. De løber derimod som to samtidige for-tællinger, der fletter sig ind og ud af hinanden.Den ene har Ann Katrinns vinkel og tolkning afbegivenhederne. Den anden er set ud fra Erikssynsvinkel.

Erik er altså biperson i bog et. Og biperson kanman være på flere måder. Man kan være tilfredsmed en placering i periferien, fordi man ikke Øn-sker at være i centrum; og man kan føle sig satudenfor.

I bog et er Erik biperson for hovedpersonenAnn Katrinn. I bog to, som er Eriks fortælling, erhan - som hovedperson - imidlertid langt hen advejen en slags biperson i sit eget liv. Hovedper-sonen er nemlig i høj grad stadig Ann Katrinn,den kvinde han aldrig får, men som alligevel in-direkte er så styrende for, hvad han foretager sig.

Det kan således være en spændende, berigende,men også smertefuld oplevelse at læse om iden-tiske forløb, som ses med forskellige synsvink-ler. At læse om den altafgørende betydning, denene lægger i et bestemt møde, som næppe be-mærkes af den anden.

At begivenheder kan foregå samtidigt rent hi-storisk, men alligevel forløbe usamtidigt i men-neskelig henseende, pointeres allerede i det digt,der indleder romanen og således står som etmotto for bogen:

"Det rette øjeblikbliver det forkertefør man kan nåat trække vejret.Den, der handler overilet,mister mulighederne,og den, der tøver for længe,står tomhændet tilbage.Solen sejler sin fastlagte kurs,månen følger sin bestemte bane,og det rette øjeblikstopper ikke opfor at ventepå noget menneske."

YuanDao

Det rette øjeblik! Den der vil fange' det retteøjeblik, må turde gøre sig selv til hovedpersoni situationen. Den, der tøver, får rollen som bi-person.

Ann Katrinn er således til en vis grad hoved per-

67

HUGO H0RLYCH KARLSEN

smukke beskrivelser af, hvorledes romaen Ma-this er livgivende for de mennesker, der om-vendt har givet ham et frit livsrum blandt sig.Det er gensidige kærlighedserklæringer.

Hvor Ann Katrinn selv fører pennen i Denførstesonderhoning, er det en alvidende fortæller, derberetter om Erik, kaldet Hollænderen, fordi hanhar sejlet med en hollænder. Som Ann Katrinnsberetning var en erindring, er fortællingen omErik ligeledes erindringsbilleder, der går tilbagetil den barndom, han havde sammen med AnnKatrinn. Men hvor Ann Katrinns beretning slut-ter i 1607, føres vi med Erik videre frem til året1657, hvor han i sin høje alderdom endelig harbesluttet sig for at fri til Ann Katrinn, eftersomMathis har været forsvundet i mange år.

Da Erik når frem til Ann Katrinn er det ble-vet for sent - igen. Men siddende i hendes stueoplever han i tilbageblik sit liv, sit forhold tilkvinder og kammerater, arbejdsliv på havet, høj-depunkter, katastrofer, liv og død.

Det er karakteristisk at hvert kapitel indledesmed et udråb: Erik! - Erik, pisst! - Erik, ungemand, langlemmede rodtopl - Erik, se! - Erik!Erik! - Erik vi skal op igen! - Hollænder - afvejen! Osv. Hovedpersonen kaldes hele tidenfrem fra periferien. Andre sætter liv i ham. Også fortælles hans liv frem i lyset.

Fra begyndelsen er hans liv en kredsen om AnnKatrinn. Han overhører tilfældigt sine forældretale om den sørgelige kendsgerning, at AnnKatrinns mor døde i barselseng, at hendes farMads lever alene og at pigen opholder sig hosplejeforældrene Mossing og Berta.

Ann Katrinn på 5 år kender ikke sandheden, ogEriks mor mener, at:

son i begge bøger, og i Denførste sonderhoninglader forfatteren hende føre pennen. Hun beret-ter om sine erindringer og tiden 1550 -1607.

Ann Katrinn lærer nemlig at læse og skrive, ogdenne læreproces er en af de begivenheder, derfører hende bort fra barndomsvennen og lege-kammeraten Erik. Inden Ann Katrinn kom iskole hos præsten, legede hun med Erik, og degemte sig for præstens Peder, fordi han var såkedelig.

Men et møde med Anders SØrensen Vedel, somkommer til Fanø for at samle og nedskrive hi-storier, ændrer hendes liv:

"Sorte tegn på hvid grund - som sporene efterfuglekløerne i sneen. Sådan landede de ord,munden frit kunne sige, og blev bundet til dethvide ark, hvorfra de så fløj op igen og barlyden og meningen med sig, når andre læstedem. Min [Ann Katrinns, red.] betagelse varså stor, at han til sidst tog fat i mine skuldre,holdt mig ud fra sig og så nøje på mig. [...]Hør, du skal læse sammen med Peder, præ-stens søn. Du vil gerne lære dette, ikke? [...]Intet forekom mig vigtigere i verden end atlære denne kunst, der var trolddom for mig.For den magt, man fik over mennesker - mankunne fange deres ord, fæstne dem og sættedem fri igen, som man selv syntes. Og sådanblev Peder og jeg læsekammerater."

(Side 37).

Ann Katrinn og Peder bliver dog ikke kærester,dertil er han nok stadig for kedelig; men det erMathis til gengæld ikke. Han er tater eller roma,og som sådan tilhørende en fredløs race, dermå jages hvor som helst. Men han har fundet etfristed på Fanø, og her skaber han glæde medsit fantastiske violinspil. Hvad Ann Katrinn kanudtrykke med sit sprog, kan han udtrykke medsin musik.

Og Den første senderhoning er musik og dansskabt af romaen Mathis, Ann Katrinns kæreste.Ligeledes tolker han mennesker via sin musik,og mange får således deres specielle "styk" [mu-sikstykke, red.]. Mads' Styk', Krestens Styk',Hans' Styk', Mossings Styk' osv. Så er der så atsige noget tilbage efter fiskerne, hvis de skulleomkomme på havet. Og således gives mange

"nogen skulle fortælle hende det nu, så hunkan lære at leve med det."

(Side 16).

Den opgave påtager 4 årige Erik sig! Selvstæn-digt og uden forældrenes viden løber han ud iklitterne og hen til Mossing og Berthas hus, hvorAnn Katrinn sidder udenfor og hugger til denfrosne is i en spand:

68

HUGO H0RLYCH KARLSEN

"Du ødelægger spanden, Ann Katrinn - - Pasdig selv! - - Pas du bare dig selv, for du haringen mor. - - Mads er din far, at du ved det.Din mor er ikke din mor." (Side 17).

Så er det sagt. Ann Katrinn kyler isspanden efterErik, den rammer ikke, og Erik går hen for atvarme hende, giver hende sin hue og lægger sigkærligt ved siden af hende i sneen.

Men Eriks modige tiltag som 4 årig varer ikkeved; gradvist er det Ann Katrinn, der tager før-ingen, og da han en dag har fundet en flot gåse-fjer, som han vil snitte til en fjerpen til hende,kommer hun ham i forkøbet ved at kræve denfra ham:

"Fjeren, du vil jo ikke engang give mig den."(Side 27).

Der var intet, Erik hellere ville; men Ann Katrinnskulle opleve ham som giver, nu står han frysen-de tilbage som gerrig. Og Erik bliver mere for-sigtig i forhold til hende. Da hun begynder atlæse hos præsten, føler Erik, at hun er taget fraham. Og han lader det ske, som den sagtmodigedreng han er.

Det sagte mod er i det hele taget karakteristiskfor Erik, som på den ene side lader tingene ske,som de kommer til ham, men som på den andenside altid yder sit allerbedste, når han står i detilskikkede situationer. Som 12 årig ligger detsåledes lige for, at han begynder at sejle ud medfiskerbådene, og han påmønstrer hos den bryskeLars Peter, som lige står og mangler en mand.Det var egentlig ikke Eriks ønske, men nu bliverdet sådan, og han glæder sig til at fortælle ny-heden til Ann Katrinn. Men da han forventnings-fuldt løber ud til hendes hus, ser han på afstand,at hun sidder og lytter til Mathis, som spillerviolin:

"Og Erik trækker sig krybende på alle fire,tæt presset mod jorden tilbage ..."

(Side 40).

Denne tilbagetrukne position beholder han iforhold til Ann Katrinn. For hver gang han be-slutter sig for at åbne sig for hende, kommer Ma-this i vejen; og da Ann Katrinn på et tidspunkt

beder ham om hjælp - og på det nærmeste indi-rekte antyder ægteskab - forstår Erik ikke situa-tionen.

Erik bliver skibsdreng og senere tager han pålangfart med forskellige handelsskibe. Ikke for-di det er det, han ønsker, men fordi det er, hvadhan har mulighed for:

"Erik var en af dem, der ikke hørte hjemmepå havet, men ikke så anden mulighed, ogheller ikke ville andet."

Således skriver Ann Katrinn om Erik i Denførstesenderhoning (side 187). Når der ikke er andenmulighed, vil Erik det, der er mulighed for! Deter sagte mod. Og efterhånden klarer han sig godtpå havet og vender hjem som Hollænderen. Enhæderstitel, fordi Holland i disse tider oplevedeen blomstrende periode med skibsfart, handel ogstor velstand.

Erik drog ud, fordi han ikke fik sig en konepå Fanø, men han kom hjem og høstede aner-kendelse som Hollænderen. Og også han fik sit"styk'" af Mathis. Det blev ikke til Eriks Styk',men til Hollænderen. Han blev en, som smådrenge på Øen længtes efter at ligne. Ud at sejlepå de store verdenshave og opleve eventyr.

HUGO HØRLYCH KARl~EN

69

HUGO H0RLYCH KARLSEN

Det er en utrolig smuk beskrivelse af en udvik-ling - fra dreng til mand - med sagtmodighedeni behold. Og hvorfor er det nu en dyd at gå stillemed sit livs mod, kunne man spørge? Måske for-di det knytter sig til hverdagslivets eksistentielletildragelser. Måske fordi det er et mod, der visersig på trods af. På trods af, at sømands livet ikkeer let for ham; på trods af at død og ulykke ram-mer ned blandt hans nærmeste, og på trods af, athan aldrig får sin store kærlighed Ann Katrinn.

Han har ladet livet komme til sig og levet detefter bedste evne. Bipersonen, som har været iperiferien - i forhold til Ann Katrinn og Fanø- kommer hjem, da livscirkelen er ved at væresluttet, og her træder han så ind i centrum, i AnnKatrinns stue som Hollænderen.

Det er en historisk roman, hvor den lille historieog den store historie er i dialog med hinanden.Danmarkshistoriens Chr. d. 4. med hans krige ogheksebrændinger influerer på fannikkernes liv.Handel og søfart sætter Fanø på verdenskortet.Historikeren Anders SØrensen Vedel går rundt iden lille historie og prøver at fange og fastholdeden og den store danmarkshistorie på papiret.

Og forfatteren Hugo Hørlych Karlsen gendigterdet hele på baggrund af gedigen research og i etsprog, som man til tider - med et datidigt udtryk- måske ville have kaldt "tunge tale." Det vil sigeen sprogbrug, der kommer som en guddommelignådegave udefra og bryder frem som af sig selv.

Og Erik siger:

"Dit åndedræts fjer strejfer mit sind. Du dag-ens danser over havets runding. Så nær i denfjernhed ligger du formet i kimingens bue,toner frem i aromaerne fra blæretangens vug-gen, i bølgernes salte gus, når de krummersig over stenene nær det efterårsmodne hy-benrøde skær fra strandens solhvide slette

(Side 93).

Så poetisk lader forfatteren Erik udtrykke sig, dahan ligger på stranden hos kvinden Sidsel, menshan omvendt - på vej til Ann Katrinns hus - sletikke kan finde de ord, han vil sige til hende ogderfor må stoppe op - tøve - og lede.

Det er poesi, det er realisme; det er medrivendeog fascinerende læsning.