HEIDI FJELSTRUP

STILHED

3

Heidi Fjelstrup - Stilhed

Rasmus og jeg var begge ved at slå hinanden ihjel det første lange stykke tid i lejligheden, vi flyttede sam-men i. Det skyldtes hunden. Den gøede som en vanvittig, og selv om der var flere etager imellem os og den, var lyden så gennemtrængende, at intet kunne holde den ude. Lige så irriteret vi var over kræet, lige så irriteret var vi over hinandens irritation. ”Slap nu af! Den skal jo også have lov til at være her!” Vi skiftedes til at brøle korreksende til hinanden, når en af os var ved at eksplodere mere end normalt. Så gik vi i seng tavse, med kroppe spændte som buer. Jeg ved slet ikke, hvordan vi kom igennem vores hverdag i det lille år, det varede. Men på en eller anden måde levede vi, og en lør-dag, da vi sad og spiste brunch, gik det op for os, at der var så forunderligt tyst. ”Har du hørt hunden gø?”, spurgte Rasmus un-drende. ”Næh … Ikke i dag …” ”Nej vel? Men ikke kun i dag, vel? Jeg tror, at det er over en uge siden?” ”Jeg så hende gå tur med den forleden. Torsdag, tror jeg.” ”Ja, men du har ikke hørt den, har du?” ”Næh … Det har jeg vist ikke … Men den må da have sagt noget?” ”Nej, jeg er ret sikker på, at den ikke siger noget

4

Heidi Fjelstrup - Stilhed

mere.” ”Men den kan jo ikke bare stoppe med at sige no-get?” ”Ja, jeg kan i hvert fald ikke høre noget. Og du har jo selv set, at den stadig lever.” ”Ja …” Et par dage efter den stille morgen løste mysteri-et sig. Jeg var på vej op ad bagtrappen, da jeg hørte nogle hæse bjæf bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg den før så larmende beagle kæmpe sig op trin for trin. Ejeren trak utålmodigt i snoren, og hundens lyd var så spag, aparte og forkert, at jeg blev helt bange. ”Er din hund syg?”, spurgte jeg medfølende. ”Nej, hun er skam helt frisk”, sagde damen forun-dret. ”Det var et hurtigt lille indgreb.” ”Indgreb?” ”Ja, hun fik jo fjernet stemmen for et par uger si-den.” ”Fjernet stemmen?” ”Ja, det var dejligt, ikke lille skat?!”, sagde hun i babysprog og kiggede kærligt ned på dyret. ”Fjernet stemmen?!”, gentog jeg. ”Hun gøede jo så frygteligt, det har du måske hørt?” ”Tjo …” ”Ja, der er i hvert fald nogle naboer, som har klaget, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville jo helst ikke af med hende. Men så fortalte min sviger-søn mig – han er dyrlæge i USA – at man nemt kunne fjerne Sidses stemme. Så nu generer hun ikke nogen mere, vel Sidse?” Sidse prustede rustent. Jeg blev forfærdelig flov og sprang hastigt op ad de

5

Heidi Fjelstrup - Stilhed

sidste trin til lejligheden. Døren blev flået op: ”De har sgu´ opereret den stum!” Rasmus kom ind fra stuen og kiggede uforstående på mig. ”Det er vores skyld, at den ikke kan sige noget mere … Vi skulle aldrig have klaget …”, tårerne flød ned af mine kinder, snotten stod i kø. ”Hvad snakker du om, Ida?” ”Hunden gør ikke mere, fordi en dyrlæge har ope-reret dens stemme væk, fordi vi har klaget over, at den larmer.” ”Kan man det?”, spurgte Rasmus forundret. ”Ja åbenbart, og nu lyder den som en tavs døende. Og det er fandeme ikke normalt. Og den ser ked ud af det!” ”Den har det sikkert fint, hvis der har været en dyr-læge ind over. Den larmede jo også helt ubeskriveligt, og vi er nok ikke de eneste, der har klaget.” Jeg kiggede på ham med afsky. Fra den dag var det som om, at stilheden var en tand værre end larmen, og jeg fandt mig selv an-strengt lyttende efter den mindste gøen, der aldrig kom. Jeg blev som besat. Det var ikke normalt, at man bare sådan fjernede en hunds stemme. Jeg huskede, at jeg engang havde set et dokumentarprogram om det på Animal Planet, og jeg var blevet så forarget. Så havde jeg glemt alt om det, indtil jeg mødte damen og hunden på bagtrap-pen. Strengt taget fjerner man ikke hundens stemme, man skruer ned for den ved at fjerne væv i stemme-båndet, så dyrets gøen bliver til en hvisken. Hvis ind-grebet ikke udføres korrekt, er der risiko for, at der

6

Heidi Fjelstrup - Stilhed

dannes arvæv, og hundens gøen bliver endnu højere end før operationen. Sidses operation holdt hende tavs. Dyrlægen hav-de været dygtig.

Tv-programmet, der nuanceret berettede om fordele og ulemper ved en sådan operation, sluttede med en dyrlæge, som pointerede, at ligegyldig hvor humant indgrebet kunne foretages, så løste det ikke de pro-blemer, der fik hunden til at gø. Hunde gør for at advare eller udtrykke behov, og det er simpelthen ondt at fjerne dyrenes kommunika-tionsmuligheder uden på nogen måde at have lyttet til, hvorfor de gør så voldsomt, fastslog han.

I den periode tænkte jeg mere på dig end normalt. Vreden kom op i mig. Jeg huskede, hvordan du havde lovet mig en hun-dehvalp. Hanne, en af pædagogerne i fritidsklubben, havde en labrador, der lige havde fået hvalpe. Hun beret-tede stolt hver dag og viste billeder. Alle vi børn i klubben var på den anden ende af begejstring, og jeg havde plaget og plaget. Til sidst gav du efter. Jeg blev så glad, og de andre blev så misundelige. Jeg havde allerede navngivet den Basse. Jeg skulle hente ham, når han var blevet gammel nok til at blive taget fra sin mor. Det var i den periode, at du ombestemte dig. ”Jeg kan ikke lide hunde, og det bliver for meget besvær,” sagde du uden yderligere forklaring.

Jeg hadede dig, hver gang jeg så Sidse.

7

Heidi Fjelstrup - Stilhed

Når jeg en sjælden gang kom tæt nok på til at re-gistrere hendes lave, raspende hvisken, savnede jeg Basse som aldrig før, og jeg hadede dig en lille smule mere. Og jeg hadede mig selv for alle de gange, jeg var blevet sur over hendes høje bjæf. Jeg følte mig som dig, og jeg kunne ikke holde det ud. Rasmus måtte konstant høre fortællinger om Bas-se. Antallet af anekdoter var astronomiske, taget i be-tragtning at jeg aldrig havde fået kræet endsige mødt det andet end på et par enkelte billeder. ”Vi har ikke rigtig plads til en hund”, sagde han en dag ud af det blå. ”Men hvis du virkelig gerne vil have en, så synes jeg, at vi skal gøre det.” ”En hund?”, udbrød jeg forbavset. ”Vil du gerne have en hund?” ”Ja, jeg ved jo, hvor meget det betyder for dig.” ”Jamen, jeg vil ikke have en hund. Det har jeg slet ikke tid til lige nu. Jeg gider ikke være så bundet. Og vi kommer jo også tit sent hjem. Hvorfor tror du, at jeg vil have en hund?” ”Du taler jo altid om Basse.” ”Nåh det … Jamen, jeg ville jo have, at min mor skulle give mig en hund. Og hun lovede det jo …” ”Ja, men nu er du voksen, og nu kan du selv købe en hund.” ”Jeg siger jo, at jeg synes, at det er for besværligt lige nu.” ”Sådan havde din mor det nok også.” Jeg stirrede irriteret på ham: ”Måske.” Jeg var især blevet forelsket i Rasmus, fordi han var så rummende og så fair. Han så altid en sag fra alle sider, og han prøvede hele tiden at finde det bed-

8

Heidi Fjelstrup - Stilhed

ste i alle. Derfor kunne jeg ikke snakke med ham om dig. Mit billede af os tålte intet spejl. Så gjorde det for ondt. Det er smertefuldt at blive såret, men det gør end-nu mere ondt, når man indser, at man måske selv har såret lige så meget. At den forsvarsskal, man har byg-get op gennem årene og omhyggeligt holdt tåretæt, måske er lige så meget et angreb som et forsvar. ”Jeg prøver jo bare på at gøre dig glad”, hørte jeg Rasmus sige lettere opgivende, idet jeg fornærmet trak mig ind i mig selv. Jeg blev som altid angst for at miste ham. ”Det ved jeg godt.” Jeg gav ham et kæmpe kram og holdt fast så længe og så hårdt, at han ikke kunne lade være med at le. ”Du er sgu´ heller ikke let”, grinede han. ”Nej …”

Du har ikke mødt Rasmus. Og du kender ikke histo-rien om Sidse. De kom begge ind i mit liv længe efter, jeg brød med dig. Alligevel forbinder jeg dem med dig. Ligesom alt andet, der er sket i mit liv, efter vores kontakt stoppede. Det er ved at gå op for mig, at det måske er forkert at tale om et før og et efter, for du er der altid, uanset hvad jeg gør. Det har overrasket mig. Jeg narrede mig selv til at tro, at det hele ville blive lettere, hvis jeg blot skar dig bort. Som stemmen på en gøende hund, man bliver vanvittig af. Men på en måde fylder du mere, når jeg ikke ser dig. Du fylder i hvert fald ikke mindre. Gennem alle årene redigerede jeg dig væk fra min virkelighed; jeg forsøgte desperat at fjerne alt, der mindede mig om dig og indså ikke, at du er og altid

9

Heidi Fjelstrup - Stilhed

har været en uudslettelig del af min virkelighed. Mit sind var generøst nok til at lade dig gå i hi, men du er blot vågnet stærkere af søvnen. Og i et lys jeg aldrig har set før. Den voksnes lys; Rasmus’ lys.