150 mm 150 mm226 m

m27 mm

Havet i tHeresienstadt

M o r t e n

B r a s k

R o m a n

P o l i t i k e n s F o r l a g

En historiE om kærlighEd

midt i dEt nazistiskE hElvEdE.

bogEn Er stor romankunst.

– l i t t e r a t u r s i d e n

Mo

rt

en

Br

as

k · H

av

et

i tH

er

es

ien

st

ad

t

noMineret til Prix du roMan Fnac

&Prix cHaPitre du roMan euroPéen

2011

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978-87 -400-0619-3

788740 0061939

”Havet i Theresienstadt” overrasker ved sin jomfruelige friskhed i sansningen, sin ømhed i tonen og sin imponerende helstøbthed … Morten Brask

kan få fangelivet til at lysleve, han kan ramme en tone af ægthed … afdæmpet, intens og afmålt poetisk.

– Politiken

Velfortalt, melankolsk underholdende og rigtig godt skruet sammen. – Weekendavisen

1943. den danske lægestuderende, daniel Faigel, vågner i en stinkende kreaturvogn. godstoget slingrer med en last af danske jøder gennem det sønderbombede tyskland. Målet er theresienstadt, lejren hvortil nazister-ne sendte europas berømte og rige jøder.

om dagen arbejder daniel som læge på lejrens største hospital hvor han kæmper for at redde blot få af de alt for mange patienter fra døden eller de frygtede transporter til auschwitz. om natten føres han til Prag hvor han tilser de prostituerede piger i ss’ernes bordel.

i theresienstadt møder han den tjekkiske jødinde ludmilla, og en usand-synlig forelskelse opstår i lejrens helvede.

Men samtidig plages daniel af erindringsglimt fra sin barndom i et over-klassehjem hvor han oplever sin mors tiltagende sindssyge og tvinges til at gemme på en forfærdelig hemmelighed.

Det er så eminent fantastisk at et menneske, der ikke selv har oplevet det, har den indfølingsevne. Det var sådan det var.

– ralPH oPPenHejM, ForFatter, overlevende Fra tHeresienstadt 1943-45

Morten Brask (f. 1970) er forfatter til syv bøger. Han fik sin skønlitterære debut i 2007 med romanen Havet i Theresienstadt. i 2011 udkom romanen William Sidis’ perfekte liv og i 2013 En pige og en dreng. Morten Brasks bøger er oversat til fransk, græsk, italiensk og svensk. Havet i Theresienstadt var nomineret til Prix du roman Fnac 2011 og Prix chapitre du roman euro-péen 2011. samme år modtog Morten Brask statens kunstfonds treårige arbejdslegat.

Fotografier

Jeg er tilbage ved havet. Alting er som jeg husker. Havet og stranden ogsolen og det store, sorte bjælkehus med den lange veranda; alt sammener som jeg husker. Verandaens trappe med det smalle gelænder. Dettredje trin der knirker når man går ned til vandet. Den øverste bræmmeaf havslebne sten som jeg faldt på i sommeren 1924. Stenene er som jeghusker dem. Og sandet, det solvarme sand som løber fra stenbræmmenned mod havet. Fuglene med de stive ben og de lange næb der pirker itangen langs vandkanten. Bølgerne der skyller op over stranden, stræk-ker sig mod fuglene, falder tilbage og forsvinder under den næste bølge-front. Det hele er som jeg husker. Jeg er tilbage ved havet fra dengang,og jeg løber lykkelig hen over sandet, springer over tangflagerne og ud ivandet med en plasken og de kolde stænk rammer min krop, og jeg løberlængere og længere ud, ud over tredje revle, selv om min far har forbudtmig at gå så langt ud, og jeg lader mig falde i det kolde, salte hav. Detslutter sig om mig, begraver mig i sin kølige grønhed. Jeg tager de førstesvømmetag, dykker ned i det kolde vand, svømmer helt nede over sand-bunden, svømmer gennem de skrånende lysstriber, svømmer til detsmerter i lungerne og jeg må op efter luft. Jeg bryder gennem havetsspejl hvor solen glitrer. Saltet svier i mine øjne, og jeg lukker dem og ny-der luftens varme på min dryppende overkrop. Her står jeg, med lukke-de øjne, og omkring mig er havet og solen og bruset fra brændingen ogbølgerne som vugger mig frem og tilbage, frem og tilbage.

Da jeg vågner, er havet forsvundet. Hjulene gungrer under kreaturvog-nen der vugger og knirker i sit ophæng. Når vi kører over togskinnernes

7

afsnit, banker tunge stød op gennem trægulvet og smælder i rygsøjlenshvirvler.

Den første morgensol falder ind gennem bræddevæggens sprækker;den glimter i luftens støvkorn som svæver i konturløse mønstre og afteg-ner sig på væggen som jeg læner mig op ad, i lange, lysende lameller.Den nederste lyslamel når mit ansigt; den varmer som en hånd, og øjen-lågene blusser orange under lysets pres, og da jeg åbner dem, er havetforsvundet, og omkring mig er kun den lukkede vogn og solstriberne ogstøvet og stanken. Stanken var forsvundet i drømmen, men den kommertilbage som et uventet, råddent vindpust. Stanken af dyr. De har ikkespulet vognen ordentligt; den ramme lugt af ko og urin og afføring sid-der i gulvplankerne, den hænger i væggene, i loftet, og den blander sigmed lugten fra latrinspanden i hjørnet, med emmen af sved fra 81 ang-ste mennesker, med den metalliske, kvalmende stank af paradentose frade gamles tandkød.

Jeg vil sætte mig op. Jeg er øm i kroppen efter en nat i akavede stillingerpå det trange gulv. Mine lemmer er stive af kulden; det knækker i minefingre da jeg strækker dem. Tungen føles opsvulmet og tør. En hovedpi-ne dunker dybt i hjernen. Kaffe. Jeg vil give alt for en kop kaffe lige nu.Og brød. Ja! Brød. Sulten tvinger mig til at tænke på brød. Så ubetyde-lig, så hverdagsagtig en ting; mel og vand og gær i ovnen, tykke skivermed margarine, den sprøde lyd når kniven skærer gennem skorpen ogden velsignede smag af brød. For ganske få dage siden var det så nemt.At gå ned til bageren på Købmagergade, vælge et af de mange brød ogtage det med tilbage til kollegiets lyse køkken, skære en skive og spise detvidunderlige brød. Hvornår spiste jeg sidst? Det var før vi kom om bordpå Warnemündefærgen, før vi forlod opsamlingslejren. Er det et døgnsiden? Nej. To? Nej. Dette er rejsens tredje døgn, og vi har ikke fåetnoget at spise siden de kørte os til færgen i lastbilerne. Tre døgn uden atspise. Sulten var værst den første nat; jeg sov næsten ikke og tænkte påmåltider jeg havde spist. Jeg tænkte på middage og fester, genkaldte migretterne jeg havde fået, huskede tyngden af bestik i hænderne og serviet-

8

ten i skødet, varmen fra lysene i kandelabrene, den lette konversationhen over bordet, serveringspigerne som holdt fadene mens man, stadigtalende, øste over på tallerkenen. Og spiste. Spiste til mætheden kom ogman lænede sig tilbage i stolen.

Om morgenen lettede sulten, suget i maven forsvandt, som om krop-pen vidste at den ikke ville få noget og gik i dvale. Men i går vendte sul-ten tilbage, og hen over dagen kunne jeg ikke tænke på andet end atspise, spise, spise. Jeg kiggede på de heldige der havde fået mad med ogsom i skjul fortærede det sidste af deres rationer, og mine sanser omfor-mede genstande til føde; børnenes røde bolde blev æbler, en lædertasketil postejens top, en elfenbensrunding på en spadserestok blev et æg.

De andre begynder at vågne. Et ægtepar hvisker. Et barn græder. Her erkun ganske få familier med børn, måske er her fire familier, og så denlille pige og hendes bedstefar der ligger ved siden af mig. De fleste ergamle mennesker. Her er nogle stykker på min egen alder, og der er for-ældrene til børnene, men de fleste her er gamle. Dem som de tog underrazziaen om natten på plejehjemmet og hospitalerne. Dem der ikkehavde kræfter til flugten.

De vågnende flytter på sig og river de endnu sovende med sig, knuserderes søvn med bevægelser og stemmer. Når de vågner, slår de øjneneop, forvirrede over at befinde sig her; det varer øjeblikke, så husker dehvor de er, og nedtryktheden størkner i ansigterne. En kvinde rejser sigop med vidt opspilede øjne. Jeg genkender hende. Under overfarten medfærgen til Warnemünde brød hun sammen i et hysterisk anfald. Læbernemimrer som om hun hele tiden er ved at bryde i gråd, og hun flytterhovedet i hønseagtige ryk mens hun forskrækket ser på menneskeneomkring sig. Hendes mand rejser sig, krammer hendes hånd og hviskerberoligende ord i hendes øre. Et stykke fra dem ligger en døende mand.Han er helt skaldet, i slutningen af tresserne. Kroppen er tynd, og allemuskler atrofieret af måneders indlæggelse, han ryster konvulsivisk, oghvert andet øjeblik bøjer han sig sammen i kraftige hosteanfald. En slim-tråd siler fra mundvigen og danner en rødbrun, skummende pyt på gul-

9

vet. Han begyndte at ryste på Warnemündefærgen. Folk blev forskrække-de; de troede det var et epileptisk anfald, og der blev råbt: “Er der en lægetil stede, er her en læge?” Da jeg er den eneste mediciner iblandt os, blevdet mig der undersøgte ham. Jeg kunne med det samme konstatere at detikke var epilepsi. De konvulsiviske sammentrækninger var forårsaget afalmindelig morfinabstinens. Af hans fremstammede tale forstod jeg athan har været indlagt på Rigshospitalet. De havde taget ham under raz-ziaen. Afdelingens personale havde protesteret. Overlægen, som der gikrygter om havde forbindelser til frihedskæmperne, var kommet til oghavde forklaret Gestapo at han ikke kunne tillade at patienten flyttedes;han havde endda prøvet at tale til deres fornuft og sagt at det slet ikke varnødvendigt; patienten var jo allerede døende. Det nyttede naturligvisingenting, og nu ligger han her, rystende og nærmere den uundgåeligeslutning. Overlægen havde ganske ret. Manden har metastatisk cancer ibegge lunger og er ubetinget i det terminale stade. De sidste uger harlægerne givet ham morfin for at holde smerterne nede og gøre afskedennemmere for alle. Der er intet jeg kan gøre for manden. Abstinensernevil aftage over et par dage, og det sagde jeg til ham. Jeg sagde ikke at sand-synligheden for at han vil overleve denne rejse, er meget, meget lille.

Der lyder skingre hvin fra bremserne. De som står op, mister fodfæsteog falder oven på de der sidder og ligger. Et nyt ophold begynder. Hvormange gange har vi gjort holdt? Jeg tæller ikke længere. Ved stationer,ved sporkryds, i forstæder til tyske byer. Hver gang venten, ingen forkla-ring, ingen vished. Venten.

Hvor jeg dog trænger til kaffe nu. Kun kaffe kan fortrænge den forban-dede hovedpine. Kaffe, netop skænket i en hvid porcelænskop, dampen-de, bitter, sort. Jeg er ligeglad med om det er erstatningskaffe, roe, ciko-rie, bare det er kaffe, i en kop så varm at den kan optø mine stive fingreog blæse smerten fra min hjerne.

Jeg sætter mig op ad væggen og prøver at strække benene ud, og tilfæl-digvis kommer jeg til at ramme bedstefaren i ryggen.

“Undskyld,” siger jeg. Bedstefaren vender sig og ryster venligt på hove-det.

10

“Alt forladt, alt forladt.”Ved siden af manden ligger den lille pige. Hun må være fire-fem år

gammel, med fint, næsten hvidt hår som er bundet i en hestehale. Helenatten har bedstefaren strøget pigen over håret, måske mere for at bero-lige sig selv end hende. Hun vågner ved lyden fra bremserne. Hun sæt-ter sig op og ser på mig med søvnige, blågrå øjne. På kinden sidder end-nu aftryk af gulvet.

“Godmorgen,” siger jeg til pigen. Hun smiler, genert.Vi er standset på en mark. Den sædvanlige ængstelige mumlen løber

gennem vognen: “Skal vi ud her?”, “Hvorfor standser de på denne mark?”Jeg vender mig og ser ud gennem sprækken i bræddevæggen. To sol-

dater er steget af og står godt ti meter ude på marken i knæhøje støvlerog med åbne uniformsfrakker. Den ene byder den anden en cigaret ogtrækker derpå selv en ud fra pakken med munden. De taler sammen;stemmerne når mig, men ordene er ikke hørlige. Røgen siver fra læber-ne når de taler. Deres ludende holdning og sløsede bevægelser tyder påat der ingen overordnede er i nærheden. Dette er blot en rutinetur, eneskorte af godsvogne gennem Tyskland. Intet usædvanligt. Blot jøder fraDanmark. Hjelmenes hageremme er løsnet, helt mod reglementet, ge-værerne er skubbet om på ryggen, og de sortglinsende løb med sigtekornrager over deres hoveder. Cigaretterne gløder på det sidste, nye blivertændt, frisk røg suges ind, og alt sammen på denne henkastede, ligegyl-dige måde. Den ene soldat ler ad noget den anden fortæller. Han bøjersig let tilbage og ler, overgivent, og kommer selv med en morsom be-mærkning, og så ler de begge, indtil den ene vender ryggen til vogntogetog lader sit vand på jorden. Jeg tænker over hvad der fik dem til at le.Hvad kan man sige som er morsomt når man står ved et godstog medkreaturvogne fulde af danske jøder på en mark i Preussen? Den urine-rende soldat ser ned ad sig, bøjer sig let forover idet han stopper sin penistilbage gennem gylpen og nikker så over til sin kammerat. De ler beggeigen, denne gang mere afdæmpet og forsvinder fra mit synsfelt. Minuttersenere sætter lokomotivet ind, det kraftige ryk glider ned gennem vogn-stammen, og igen falder de svagelige og vælter andre omkuld.

11

Forbi er dette ophold på vores rejse mod ingen-ved-hvor, og der falderro over passagererne. Selv om ingen ved noget, selv om alle gør deresnervøse tanker om destinationen, er det befriende atter at være i bevæ-gelse. Stilstanden er forfærdelig; i stilstanden standser tiden. Når vi kører,er vi urørlige. Toget fortsætter gennem et kuperet landskab af frysendeefterårsmarker. Enkelte steder står små klynger strå tilbage; en bondesdovenskab, fordybelser i jorden og tilfældigheder har sparet stråene forleens klinge under sensommerens høst.

“Kan du gætte hvad jeg har i min taske?” Jeg ved ikke det er mig hun taler til, før hun forsigtigt rører mit ærme.

Jeg ser ned på den lille pige.“I din taske?” spørger jeg, fraværende, i mine egne tanker.“Ja, kan du gætte hvad jeg har i den?”Bedstefaren bryder ind.“Lad være med at forstyrre folk, Ingelise.”Han ser undskyldende på mig.“Det gør ingenting.”Pigen trækker en lille, rød taske af pap op på skødet. Der er forvent-

ning i de blågrå øjne.“Det er svært ... lad mig se ... Du har en elefant i din taske?”Pigen begynder at grine.“Neeej! En elefant? Man kan da ikke have en elefant i en taske!

Hvordan skulle den komme ned i min taske, måske?”“Det kan jeg godt se ... så har du en politibetjent i din taske?”Pigen griner igen og ser op på sin bedstefar. Han aer hende over håret

og smiler til hende.“Vil du se hvad jeg har i tasken?”“Ja, vis mig det.”Hun åbner tasken og trækker en lille dukke frem.“Det er frøken Katinka.”“Det er en glæde at møde Dem, frøken Katinka,” siger jeg til dukken.Hun løfter dukken op foran sig og ændrer sin stemme.

12

“Goddag, hr. ...? Hvad hedder du?”“Jeg hedder Daniel.”“Goddag, hr. Daniel.” Pigen lægger dukken i skødet som et spædbarn der skal skiftes.“Frøken Katinka er min bedste ven.”Hendes blik falder på min taske på gulvet.“Hvad har du i din taske?”Jeg løfter tasken op, åbner den. Øverst ligger et eksemplar af Medi-

cinsk kompendium. “Har du ikke andet end en bog?”“Jeg har lidt tøj og nogle breve, og det her ...” Jeg tager det gamle fotoalbum frem. I de febrilske minutter jeg var i

min lejlighed for at pakke til flugten, var fotoalbummet det eneste vig-tige jeg kunne komme i tanke om at tage med til Sverige.

“Fotografier!” siger pigen begejstret.Albummets omslag er af imiteret læder, men de mange år hvor det er

blevet taget ud og ind af bogreoler, har slidt så meget på omslaget at detflere steder er sprækket. De sorte kartonsider hvor fotografierne er klistretop, er mørnede i kanterne.

“Vil du se nogle af billederne?”Pigen nikker. Jeg åbner albummet. På den første side er der et daguerreotypi af en

dame med en stor pels. Hun har et hvidt klæde om håret, som det varmoderne i slutningen af forrige århundrede. Der står et navn skrevetmed sirlige bogstaver under billedet.

“En fin dame,” siger pigen. “Hvad hedder hun?”“Nelly Helene,” svarer jeg. “Det er min bedstemor, men jeg kendte

hende ikke. Hun døde mange år før jeg blev født.”Jeg bladrer forbi de første sider for at finde frem til billeder som jeg

tror vil interessere pigen. Jeg standser ved en række fotografier taget påen familieskovtur.

“De billeder her er fra Silkeborgsøerne hvor min mors familie kom-mer fra. De er fra jeg var omkring på din alder, eller nok lidt yngre.”

13

“Er det din mor?”Hun peger på et billede af en kvinde i starten af tyverne. Hun sidder

i en robåd og ser op mod fotografen. Kvinden er iført en stor hat med etbånd der er bundet i en sløjfe under hagen. Hendes træk er sarte, gen-nemsigtige og let udviskede i det kraftige sollys. I hendes skød ligger enlille tynd bog, titlen kan ikke skelnes i fotografiets korn. Hun ler menshun forsøger at holde balancen mellem tæpper og madkurve. Man skel-ner akkurat hendes øjne under hatten; leende, glade, øjne der vækkerlyst til at le med, men der er noget i ansigtstrækkene, en krusning vedmunden, en fold ved det ene øje der afslører denne intense skrøbelig-hed; en sårbarhed der uden varsel kan forvandle latteren til sorg; som enganske tynd skal der kan briste ved en pludselig lyd eller en uventet skyg-ge fra skyer der passerer sommersolen.

“Ja, det er min mor.”“Hun er meget smuk.”Jeg peger på et billede, klistret ind på siden overfor.“Det her er så min far, og dét er mig som helt lille.”På billedet sidder min far iført lange bukser, skjorte og vest. Han har

en avis bredt ud foran sig. Udtrykket er alvorligt, koncentreret, fjernt.Ved siden af ham står min mor og kigger ud over søen hvor en båd gli-der forbi. Mellem min fars knæ sidder en lille dreng. Det er mig. Jeg sid-der nøgen i græsset og graver i jorden med en pind. Jeg ler mod kame-raet så hele det lille barneansigt forvrides i en lykkelig grimasse.

Jeg bladrer videre gennem albummet. Ansigter, situationer, landska-ber, skolebilleder; koncentreret lys på matte flader, øjeblikke fanget påpapir.

“Hvor er din mor og far? Er de her i toget?”“Nej, mine forældre er her ikke mere.”“Er de døde?”“Ja, de er døde.”Pigen krammer dukken ind til sig.“Min mor og far er ikke døde. De er i Sverige. Er de ikke også, bed-

stefar?”

14

Manden kigger på mig. Han lader hånden løbe ned over pigens hårder netop nu rammes af solen og lyser hvidt i kreaturvognens mørke.

“Jo, Ingelise,” siger bedstefaren, “mor og far er i Sverige. De venter påos til vi kommer tilbage.”

En aften for fire år siden ringede kollegiets telefon. Telefonen var place-ret ude på gangen, og reglen var at den der hørte den ringe, skulle tageden og finde personen der blev spurgt efter. Jeg havde været til forelæs-ning hele formiddagen, og indtil det blev aften havde jeg haft vagt påFrederiksberg Hospital. Jeg var træt, alt for træt til at rejse mig fra sengenhvor jeg havde ligget siden jeg kom hjem. Jeg blev liggende og håbedeat nogen tog telefonen. Der var ingen døre der åbnedes. Ingen trin udepå gangen. Ingen tog telefonen. Den kimede fire gange, og det forekommig at den skingre lyd steg i styrke for hver gang den kimede. Femte ring.Sjette ring. Hvem var det dog der var så emsig at blive ved med at ringe?Syvende. Ottende. Ni gange kimede den, før den opringende endeliglagde på og klokken på telefonapparatet klingede af og stilheden bredtesig i kollegiet. Jeg følte et øjebliks dårlig samvittighed, men skød det tilside. Hvorfor skulle det have været vigtigt? Det var sandsynligvis blot tilMeldgaard i værelset over for mit. Hans familie ringede så ofte ved den-ne tid.

Jeg blev liggende og kiggede op i loftet over sengen. Den grønnemaling var krakeleret, og en revne løb fra et hjørne hen over loftet i enzigzagformet linje. Et sted, lige over min seng, løb den ind i en andenrevne. De to revner krydsede hinandens løb flere steder og fulgte derpåhinanden et stykke. Så standsede den anden revne abrupt mens den før-ste fortsatte til den modsatte væg. Med lidt god vilje kunne revnerneminde om et luftfoto af to floders forgreninger i et junglelandskab. Jeg låog fulgte de to floders forløb og forsøgte at se sammenhænge og mønstrei deres færden. To forløb fra hver sin ende der delte en meter på loftetsflade indtil den ene flod døde ud og den anden fortsatte sin ensommekurs gennem junglen i loftet. Jeg var så optaget af at kigge op i loftet atjeg ikke lagde mærke til at telefonen var begyndt at ringe igen. Nu blev

15

der åbnet en dør derude; nogen måtte være kommet hjem uden at jeghavde hørt det. Nogen gik hen over løberen i gangen og tog røret. Mum-len. Trin hen over løberen; de kom denne vej, de nærmede sig mit væ-relse. Jeg håbede at de ville fortsætte videre ned ad gangen, men der blevbanket hårdt mod min dør.

“Faigel! Telefon!” Det var Meldgaards stemme.“Tak, Meldgaard.”“Det er en ung dame!”Der var drilleri i hans stemme. Vi drillede ofte hinanden.“Hvem er det?”“Ja, det ved jeg sørme ikke, Faigel. Jeg kan da ikke holde regnskab

med alle Deres beundrerinder.”“Hvad drejer det sig om?”“Det spurgte jeg da virkelig ikke om. Men jeg vil da foreslå at De selv

taler med den unge dame.”Meldgaard fjernede sig, og jeg hørte hans dør blive lukket. Jeg så på

uret. Den var ti. Hvem ville ringe til mig så sent om aftenen? Og en ungdame? Det var efterhånden længe siden jeg havde haft noget der baremindede om en affære med en pige. Med et suk rejste jeg mig og gik udaf værelset.

Røret lå ved siden af telefonen på det lille bord for enden af gangen. “Det er Daniel Faigel.”Ingen sagde noget. Fra ørestykkets munding lød en sivende elektro-

nisk knitren. Jeg pressede røret mod øret og hørte svagt lyden af en kvin-de der græd.

“Hallo, hvem taler jeg med?” sagde jeg. Der lød en skramlen, som om røret nu blev samlet op.“Hr. Faigel?” sagde kvinden, snøftende.“Ja?”“Hr. Faigel, det er Louise. Louise Hansen.”Jeg kunne ikke komme i tanker om at jeg kendte nogen med det

navn.“Deres fars hushjælp.”

16

Det trak sammen i min mave.“Ah. Goddag, Louise. Ja, undskyld jeg kunne ikke genkende Deres

stemme. Hvorfor græder De?”“Der er sket noget forfærdeligt ...”Hun begyndte at græde igen.“Louise, De må prøve at lade være med at græde og fortælle mig hvad

der er sket.”“De må komme herhen med det samme. Jeg ved ikke hvad jeg skal

stille op. Det er Deres far. Jeg så at der var lys inde på hans værelse, oghan havde ikke lukket døren og ... han ligger inde på sin seng ... Deresfar er død.”

Toget ruller langsomt gennem Berlin. Mens vi glider ind mod de cen-trale dele af byen, ser jeg hvor voldsomt de britiske bombardementer harvansiret den preussiske metropol. Da jeg besøgte byen i 1936 vandredejeg i flere dage omkring og beundrede skønheden og storheden i Berlin.Den by der nu passerer udsigten fra min sprække, er et helt andet Berlinend det jeg besøgte dengang. De engang så smukke forsiringer og gesim-ser på de elegante hvide karréer er bortsprængt af eksplosionernes luft-pres, og granatsplinterne har trukket lange, ujævne ar ned ad murværketsom hjortehud flænset af et rovdyrs kløer. I bombernes nedslagscentre erder ødelæggelse og pludseligt tomrum. Knuste kirker uden tårne og ap-sis, tage trepaneret som hjerneskaller, teglværk i stumper på asfalten.Statuernes lemmer er amputeret, huse står som knækkede tænder i allé-ernes undermund, og det rustrøde vand fra torvepladsernes flækkedefontæner siler ud mellem murbrokker og lindetræernes stammer.

Men i denne tidlige morgen er det ødelagte Berlin ved at genopstå afsin aske. Berlinerne kravler op fra kælderskakter og inspicerer skaderne.Nattens ødelæggelser skal udbedres, myretuen repareres. De døde og deoverlevende graves ud af ruinerne. Ambulancer, trillebøre, lastbiler,traktorer, familier med kufferter, grædende børn.

Toget kører gennem Hitlerkrigens hverdag. De uendelige boligkvarte-rer; proletariatets boliger afløses af de finere forstæder, så spredes huse-

17

ne, og vi kører ud i de flade områder med enorme industrianlæg. Sortrøg fra lange skorstene. Militæranlæg med antiluftskytset og sandsække-mure. Derpå skovene og marker med gårde. Jeg bliver siddende og kig-ger på det forandrende landskab. Af og til, med en horntuden som var-sel, passerer et modkørende tog med et langtrukkent brag. Vognen ryster,vind slår ind gennem sprækkerne, støvet presses gennem næsen ned isvælget så vi hoster. Det modkørende tog forsvinder med ét, landskabetkommer tilbage. Langt syd for Berlin kommer ensformigheden.

For at få tiden til at gå, giver jeg mig til at læse i Medicinsk kompen-dium. Der er vel ingen anden bog jeg har studeret så intenst som denne,og alligevel gør jeg nye erkendelser hver gang jeg læser i den. Så sentsom til min sidste eksamen denne sommer, sad jeg i forberedelsesloka-let og læste i kompendiet mens jeg ventede på at min professor skullekalde mig ind til eksamination. Jeg havde trukket et spørgsmål i venero-logi; det er mit specialefelt, og jeg havde ikke brug for nogen forberedel-sestid, men alligevel slog jeg op i kompendiet. Selv om jeg var så forbe-redt som det er muligt at være, opdagede jeg nu detaljer i teksten som tilmin overraskelse forekom mig helt nye og ulæste. Jeg havde været denigennem måske fem gange, men nu, i sidste sekund, åbnede teksten sigendnu mere for mig, og jeg blev næsten angst ved tanken om at man al-drig når til enden på det. At man tror at det hele er inden for rækkevid-de, og så, alligevel, er der så meget mere.

Da jeg lod mig immatrikulere ved det medicinske fakultet i 1937, varmin far, i modsætning til alle de andre medstuderendes fædre, ikke tilstede da vi trykkede rektors behandskede hånd. Det var ikke fordi jegikke havde informeret ham om immatrikulationen; jeg havde både lagten besked telefonisk og skrevet det i et brev. Jeg vidste at han ikke villemøde op, naturligvis gjorde jeg det. Intet ville have kunnet drive ham tildet, men dog håbede jeg at han ville komme. At han ville stå der medde andre fædre og nikke til mig.

Han nævnte det ikke engang, da jeg nogle aftener senere kom til mid-dag i huset ved havet. Han fortsatte med at indbetale det månedlige be-

18

løb til mit underhold, men fra den dag og indtil han døde, omtalte hanaldrig mine medicinstudier med et eneste ord. Han spurgte aldrig hvor-dan det gik med studierne, og når jeg, for at pine ham, fremviste minekarakterer fra universitetet, kiggede han ikke på dem, men rejste sig irri-teret og skænkede portvin i et af de lave krystalglas. Han ville ikke haveat jeg så det, så han stod altid med ryggen til mig. Men jeg vidste at bagden brede ryg, rystede han let på hænderne når han kiggede ned i port-vinen og så sit ansigt i den mørke flade.

150 mm 150 mm

226 mm

27 mm

Havet i tHeresienstadt

M o r t e n

B r a s k

R o m a n

P o l i t i k e n s F o r l a g

En historiE om kærlighEd

midt i dEt nazistiskE hElvEdE.

bogEn Er stor romankunst.

– l i t t e r a t u r s i d e n

Mo

rt

en

Br

as

k · H

av

et

i tH

er

es

ien

st

ad

t

noMineret til Prix du roMan Fnac

&Prix cHaPitre du roMan euroPéen

2011

P O L I T I K E N S F O R LAG

p o l i t i ke n s fo r l a g . d k

ISBN 978-87 -400-0619-3

788740 0061939

”Havet i Theresienstadt” overrasker ved sin jomfruelige friskhed i sansningen, sin ømhed i tonen og sin imponerende helstøbthed … Morten Brask

kan få fangelivet til at lysleve, han kan ramme en tone af ægthed … afdæmpet, intens og afmålt poetisk.

– Politiken

Velfortalt, melankolsk underholdende og rigtig godt skruet sammen. – Weekendavisen

1943. den danske lægestuderende, daniel Faigel, vågner i en stinkende kreaturvogn. godstoget slingrer med en last af danske jøder gennem det sønderbombede tyskland. Målet er theresienstadt, lejren hvortil nazister-ne sendte europas berømte og rige jøder.

om dagen arbejder daniel som læge på lejrens største hospital hvor han kæmper for at redde blot få af de alt for mange patienter fra døden eller de frygtede transporter til auschwitz. om natten føres han til Prag hvor han tilser de prostituerede piger i ss’ernes bordel.

i theresienstadt møder han den tjekkiske jødinde ludmilla, og en usand-synlig forelskelse opstår i lejrens helvede.

Men samtidig plages daniel af erindringsglimt fra sin barndom i et over-klassehjem hvor han oplever sin mors tiltagende sindssyge og tvinges til at gemme på en forfærdelig hemmelighed.

Det er så eminent fantastisk at et menneske, der ikke selv har oplevet det, har den indfølingsevne. Det var sådan det var.

– ralPH oPPenHejM, ForFatter, overlevende Fra tHeresienstadt 1943-45

Morten Brask (f. 1970) er forfatter til syv bøger. Han fik sin skønlitterære debut i 2007 med romanen Havet i Theresienstadt. i 2011 udkom romanen William Sidis’ perfekte liv og i 2013 En pige og en dreng. Morten Brasks bøger er oversat til fransk, græsk, italiensk og svensk. Havet i Theresienstadt var nomineret til Prix du roman Fnac 2011 og Prix chapitre du roman euro-péen 2011. samme år modtog Morten Brask statens kunstfonds treårige arbejdslegat.