MUSIKEREN

Det er ligesom, når en dansker bestiller en kebab og gerne vil have creme-

fraiche på. Sådan laver man dem ikke i Tyrkiet, men det er okay at putte det på, for så glider den nemmere ned. Sådan er det også med vores musik, når vi laver nogle bas-arrangementer og spil-ler nogle akkorder, som lyder mere hen i retning af vestlig musik,” forklarer Orhan, mens de andre griner af hans forklaring.

Vi sidder i Global Color Sound Studio i kælderen under Gel-lerup Bibliotek i Århus. Her er hele Grup2000, på nær sangeren Ahmed, samlet. I dag begynder de indspilningen af en plade med lokal tyrkisk folkemusik.

Gruppen har, som navnet antyder, eksisteret siden år 2000. I begyndelsen som en form for sammenslutning af flerkulturelle musikere, men de sidste seks til syv år i en fast konstellation, der tæller de fire musikere.

”Vi spiller cirka et job om må-neden, og det passer meget fint, da vi alle sammen har arbejde ved siden af. Orhan arbejder i en vug-gestue, Turan er buschauffør og jeg selv går med post,” forklarer

Faruk, mens han peger rundt på de andre.

Gruppens spillejobs har pri-mært været som underholdning ved tyrkiske bryllupper i hele Danmark, hvor Grup2000 har spil-let traditionelle numre, som der kan danses til. Her på det sidste

har der dog også været flere jobs på århusianske spillesteder i for-bindelse med [REAL]-projektet på Musikcafeen i Århus, hvor flerkul-turelle musikere bliver inviteret til at spille for et publikum bestående af både danskere og indvandrere.

Musikerne i Grup2000 synes, det er spændende at spille for et dansk publikum, og der er stor ros til den danske musiktolerance: ”Vi synes faktisk, at danskerne er gode til at lytte til musik. Dansker-ne er jo opvokset med musik, og de fleste kan lige spille 2-3 akkor-der på en guitar og ved, hvad der er god og dårlig musik,” fortæller Orhan, og Faruk fortsætter:

”I Tyrkiet er der også musikun-dervisning i folkeskolen, men det er ikke så udpræget som i Dan-mark, så der lærer man det mest ved at lytte til musikken for sig selv. Jeg synes, det er godt, at der er musik alle steder i Danmark.”

”

Mens Faruk havde sin musik med sig fra Tyrkiet, har både Turan og Orhan lært at håndtere deres instrumenter lidt hen ad vejen. Instrumenteringen i bandet er valgt efter, hvad der kan fungere til både klassiske kompositioner og moderne tyrkisk popmusik. ”Hvis Orhan kun havde spillet oud, ville der være nogle kæ-dedanse og noget folkemusik, han ikke kunne spille til, så især keyboardet og baglamaen har vi valgt, fordi de både kan bruges til klassisk og festmusik,” forklarer Turan.

For at dygtiggøre sig på stren-geinstrumentet baglama, tog Or-han et år til Tyrkiet for at studere musik. Det gav ham en teoretisk forståelse af folkemusikken, takt-arter og skalaer. En forståelse han brændte for at videreformidle, da han kom tilbage til Danmark. ”Der var stor interesse for den undervisning, jeg kunne tilbyde, og i to sæsoner underviste jeg helt fyldte hold i ungdomsskolen. Især de unge var meget interesserede i at lære at spille på de traditio-nelle tyrkiske instrumenter. Men så lukkede ungdomsskolen mit hold. De mente, at de unge hellere ville spille fodbold og basketball, og hvis de ville spille musik, kunne de jo bare gå til guitar på musikskolen inde i byen,” fortæl-ler Orhan. Det er svært for ham at skjule skuffelsen i stemmen.

Faruk prøver dog stadig at ple-je de unges interesse i musikken. Flere gange har han sammen med Anatolsk Kulturforening inviteret undervisere i dans og musik op fra Tyrkiet. I tre til seks måneder har de konservatorieuddannede musi-kere undervist i hjemlandets toner, og hver gang har antallet af elever ligget omkring 60. Der er ingen tvivl om, at interessen findes.

”Problemet er, at det koster penge at få privat undervisning. Derfor kunne det være godt, hvis de unge i højere grad kunne få tilbudet om at lære musikken gra-tis i skolen eller ungdomsskolen,” siger han.

Ud over selv at spille til fester og koncerter er Faruk og Grup2000

også selv begyndt at afholde kon-certer. For fjerde gang skal han den kommende fredag præsentere en stor tyrkisk stjerne for et fler-kulturelt publikum.

”Det har krævet meget arbejde, og jeg har brugt over 20.000 kroner af egen lomme på at ar-rangere koncerterne. Men penge er ikke alt. Da vi holdt den sidste koncert i Århus, sagde jeg til mig selv, at hvis der ikke kom nogle, ville jeg stoppe med det. Der kom 800 mennesker fra hele landet – selv nogle fra Aabenraa,” fortæller Faruk og smiler.

Det gav ham atter blod på tanden, og han glæder sig til at præsentere popsangeren Yusuf Güney på spillestedet VoxHall. Sangeren, der bliver fløjet ind fra London, er nøje udvalgt efter, hvad de unge godt kan lide. Det samme er spillestedet.

”Det er første gang, vi holder en koncert på VoxHall, og vi glæ-der os rigtig meget til at have en koncert på et rigtigt spillested med god lyd og lys, og hvor vi ikke selv skal stå for alt det praktiske, som vi ellers er vant til. Det bliver noget helt nyt,” forklarer Faruk. Det er dog ikke helt uden proble-mer at få de tyrkiske familier til at sende deres børn til koncert nede i byen. Mange forbinder spillestedet med alkohol og diskoteksdans, og selvom Faruk har arrangeret, at baren ikke sælger spiritus til koncerten, er han godt klar over, at han piller ved et tabu.

”For mig er det vigtigste, at de unge får hørt den musik, de gerne vil høre, og at de lærer noget om deres kultur,” siger han.

I studiet ved Gellerupparken er en teknikker netop ankommet. Han skal hjælpe Grup2000 med at ind-spille på det store ProTools-setup, der står midt i rummet. Inden længe vil det trange kælderrum genlyde af kvarttoner, syv-otten-dedelsrytmer og sprød strengeleg. Indspilningerne vil Grup2000 bruge til at promovere bandet med fremover, men der er ingen der sætter næsen op efter en decideret albumudgivelse.

Selv med en stor fanskare blandt den tyrkiske minoritet i

Danmark, er der ikke noget stort marked i Danmark, mener Orhan.

”Der er mange danskere, der er mest vant til fire-fjerdedele og akkorder, og det kan være svært pludselig at skulle omstille sig til at høre skæve toner og mærkelige taktarter. Når vi er ude at spille for et delvist dansk publikum, plejer

vi derfor også at skifte lidt rundt i arrangementet, så vi ændrer lidt på formationen og undgår at spille akkorder på kvarte toner, der ikke findes på guitar og kla-ver. På den måde bliver musikken alligevel spiselig for alle – ligesom en kebab med cremefraiche.”

CMS Series

Compact Monitoring Systems

2 vejs bi-ampli ed professionelle nærfelt monitor systemer

CMS Sub 300W 11�” 30Hz - 250Hz 1�” MDF kabinet

Stort fyldigt og præcist lydbilledeNeutral, dynamisk og detaljeret lyd for optimal lytte-kontrol

CMS 60 100+60W 6�” + tweeter 45Hz - 28kHz Alu kabinet

Hør og test FOCAL hos:

CMS 50 80+50W 5�” + tweeter 55Hz - 28kHz Alu kabinet

4Sound Aage - København, Århus og OdenseCyberfarm - København og Århus

4Sound Eskildsen - Århus og ÅlborgMusikhuset Proffshoppen Næstved

MUSIKEREN

Peter Hvalkof er grand old man, når det kommer til verdensmusik i Danmark.

Som booker på Global og ansvar-lig for verdensmusikken på Ros-kilde Festivalen, samt jurymedlem på WOMEX 2003, 2010 og nu også i 2011 har han fingeren på pulsen, når talen falder på musik fra de sydlige himmelstrøg.

I hans øjne er der behov for gensidig dialog og erfaringsud-veksling mellem spillestederne og koncertarrangører med anden etnisk baggrund, hvis fælles kon-certprojekter skal blive en succes. ”Jeg kender til eksempler på at ”etniske danskere” har arrangeret koncert på Vega, hvor der kom to

ludere og en lommetyv. Et stykke tid efter arrangerede tre filip-pinere en tilsvarende koncert i et medborgerhus, og der kom 1500 mennesker. Mange gange drejer det sig om, hvem der har fat i net-værket, og hvordan arrangementet promoveres. Om der skal en stor annonce i Politiken, eller der skal bruges sms-kæder,” forklarer han. For at det overhovedet bliver interessant for alle parter, er det også helt afgørende, at musikken er af en sådan art, at den kan stå for sig selv og fremstå som en spændende oplevelse. ”Der skal være noget i musikken, som man kan afkode og få noget ud af. Hvis det drejer som om

musik, som det er tilfældet med nogle populære kurdiske kunst-nere, hvor kvaliteten i oplevelsen i høj grad er baseret på et tekstu-nivers, som man som bleg dansker overhovedet ikke forstår, bliver det naturligvis en noget decimeret oplevelse. Musikken skal udfordre og kunne bære sig selv.” Som booker har Peter Hvalkof selv stået i situationer, hvor han er blevet kontaktet af koncertar-rangører, der lige nu-og-her havde kendskab til, at en megastjerne fra hjemlandet spillede i nærheden, og derfor ønskede en koncert med kunstneren i Danmark. ”Det kræver en vilje og forståelse fra begge sider, hvis det skal virke.

Spillestederne har nogle procedur-er og forretningsgange, der bare skal fungere, især når de modtag-er støtte. Det må arrangørerne fra de etniske grupperinger forstå og sætte sig ind i,” understreger han.

På Global arbejder man i øje-blikket på et dialogkursus hen-vendt til udlændinge for at formi-dle arbejdsgangene for afvikling af koncerter. På den måde håber spillestedet, at flere arrangører med tiden kan byde ind med bud på spændende kvalitetskoncerter.

Den etniske musik skal ud af medborgerhusene og ind på spillestederne.”

Så klar er meldingen fra Eva Fock, musiketnolog og forfat-ter til bl.a. ”Mon farven har en anden lyd?” om unge flerkulturel-les forhold til deres oprindelige musikkultur.

”Den etniske musik har længe været koblet til indvandremiljøet på en uheldig facon. Så snart musik går hen og bliver repræ-sentativt for noget, bliver det et problem. Så bliver det ”din” musik frem for noget, man deler,” forklarer hun.

Eva Fock mener, at en af grun-dene til at danskere har så mange forbehold overfor den ”ukendte” musik, kan findes i, at nationen aldrig har været en kolonimagt på størrelse med Holland, Frankrig og England. Her var der i alle familier nogen, der boede i kolonierne, og på den måde blev der skabt kon-takt til anden musik. En form for uforskyldt musikalsk dannelse. ”Når jeg hører, at musikere tilpas-ser den traditionelle folkemusik, for at alle kan få glæde af den,

bliver en lille del af mig betæn-kelig. Det kan være nødvendigt, men musikken risikerer at blive tandløs.”

I stedet efterspørger hun modet til at gå mod strømmen og stå ved sin kulturelle baggrund:

”Tyrkisk musik har nerve, saft og kraft i mødet med den modale musiks enstemmige karakter. Det

er legen med intervallerne, der giver musikken karakter, hvor det i vestlig musik er forholdet mellem akkorder. Min drøm er, at nogle af de musikere der vil det her, endelig skal gøre det. At man ikke sigter mod at ’please’ alle, men i stedet vælger at gå efter den højeste fællesnævner. På den måde vil vi fjerne os fra den musi-

kalske tandløshed og risikoen for, at musikken bliver middelmådigt i begge kulturer,” forklarer hun

I Eva Focks øjne er det vigtigt, at man bliver kastet hovedkulds ud i musik, som man ikke kender.

”Så kan man sige til sig selv: ”Nu kender jeg så TO former for musik. Gud ved hvad der findes mere.” Der ligger en stor ud-fordring i at stille spørgsmål til musikken.”

For Eva Fock er den stigende interesse for eksempelvis balkan- og klezmermusik ikke ensbetyden-de med, at vi mere generelt er ved at få øjnene op for andre musik-kulturer herhjemme. Disse ener-giske danseegnede stilarter har i højere grad fundet en egen niche. Lidt ligesom det, hun betegner som verdensmusik-lagkagen:

”Hvor man tager en bund af jazzakkorder, tilsætter lidt indisk fløjte og slutter af med nogle balkanrytmer, og så kalder man det verdensmusik. Det er nemt at sample og efterligne med vokale fraseringer, men det udfordrer ikke ens musikforståelse.”

”

Importør:

Tel.: +45 4399 8877mail@sc-sound.dkwww.sc-sound.dk