FARVERIGE VIKINGER

i Sagnlandet Lejre den 9. september 2016

Seminar

Seminaret er arrangeret i et samarbejde mellem Sagnlandet Lejre og farvegruppen i den faglige følgegruppe ved projektet Sagnkongernes verden. Farvegruppen består af Lars Jørgensen, Jørgen Poulsen og Henriette Lyngstrøm. Grafik på forsiden: Sagnkongernes verden, Lejre

Program for seminaret

09:00 Velkomst ved Lars Holten, Sagnlandet Lejre 09:05 Tim Flohr Sørensen, Københavns Universitet Relationen mellem lys og farve 09:35 Karin Vestergaard Kristiansen, Nationalmuseet Gamle og nye farver - restaurering og metode 10:05 Amalie Skovmøller, Københavns Universitet Fra hvidt til farvet - om rekonstruktion af antikkens farver med en eksperimentelarkæolo-gisk vinkel 11:00 Tobias Jespersen, Københavns Universitet Autenticitet og rekonstruktion – en umulig opgave? 11:30Henriette Lyngstrøm, Københavns Universitet Farver i vikingetiden - mellem arkæologi og eksperiment 12:00 Mads Chr. Christensen, Nationalmuseet Maleteknik og materialer anvendt i dekorationerne på Hørningplanken og på trægenstande-ne fra kong Gorms grav i Jelling 13:15 Maj Ringgaard, Nationalmuseet Farveanalyser af arkæologisk tekstil – men hvad er det vi ser? 13:45 Ida Demant & Eva Andersson Strand, Sagnlandet Lejre/Købehavns Universitet Färg och inredningstextilier i Vikingatid 14:15 Josefine Franck Bican, Nationalmuseet Hvide haller - hvidtekalk, dens virkemiddel, funktion og symbolværdi 15:15 Catharina Oksen, Middelaldercentret I Cennino Cenninis fodspor. Maling på stof, træ og metal omkring år 1400 15:45 Jørgen Poulsen, Vikingelandsbyen i Albertslund Salshus og Risbytapet – et farverigt eksperiment 16:15 Louise Schelde Jensen, Bork Vikingehavn Trækirken i Bork , farver til Guds ære – overvejelser og praksis for farverne på en rekonstrueret trækirke ca. 1050 16:45 Afslutning

Farver og Sagnkongernes verden Lars Holten, Direktør, Sagnlandet Lejre, lah@sagnladet.dk

”Oldtiden er indhyllet i mørke.” ”Det fortaber sig i historiens tåger”. ”Det er holdninger, der er som taget ud af den mørke middelalder.” Metaforer og lyriske beskrivelser, der beskriver fortiden som diffus, grå, mørk og stivnet, skorter det ikke på i talemåder og litterære fremstillinger. I film er det også et klassisk greb at fremstille en persons erindringer i sort-hvide billeder, mens nutidens begivenheder udspilles i farver. Billedet af en farveløs oldtid bekræftes til dels i museernes samlinger af jordfundne genstande, der er præget af tidens tand eller lysets ubarmhjertige påvirkning gennem århundreder. Ikke overraskende forestiller mange sig derfor fortiden som støvet, grå og trist modsat nutidens livlighed, fest og farver. Men fortidens folk var mennesker som vi, og farver har til alle tider og steder været et stærkt visuelt medie, hvormed man har udtrykt tilhørsforhold, status, kun-nen og æstetiske idealer. I dag har forskningen dokumenteret at ”den mørke middelalder” både var farverig, dynamisk og transformativ. Antikkens kunstnere mestrede ligeledes gennem dygtig farvelægning at få statuer og relieffer til at fremstå så virkelighedstro og livagtige som muligt. I Sagnlandet Lejre har vi i 50 år også arbejdet med at gøre vores forfædres levevis og livsvilkår levende, nærværende og virkelige. Vi har genskabt boliger, tøj, husgeråd, redskaber og fødeva-rer som vores gæster kan sanse, prøve og smage i dialog med dragtklædte formidlere. I dette arbejde er vi drevet at vores mission: ”Jeg prøver og jeg forstår”. For netop ved at lade gæster-ne ”gribe, for at begribe” gør de sig egne, konkrete erfaringer med, at vores samfund og vi selv står på skuldrene af en lang række kreative og innovative generationer af mennesker. Med projekt SAGNKONGERNES VERDEN skaber vi et historisk miljø i hidtil uset skala og karakter i Danmark. Med Lejre egnens enestående arkæologiske kulturarv fra yngre jernal-der og vikingetid i samspil med områdets sagnhistoriske skat og skriftlige kilder, vil vi udfolde en levende ramme med afsæt i tre signifikante og monumentale anlæg fra Gammel Lejre: Cen-tralt i Sagnlandets landskab placerer vi HALLEN, Sagnkongens rigt udstyrede, ceremonielle residens sammen med HUSET, hirdens og husholdets hus og HØJEN, de dødes verden. De

Grafik: Sagnkongernes Verden

monumentale anlæg skal sammen med en dyster offerlund, en gigantisk skibssætning og gådefulde runesten danne et magisk LANDSKAB. Fysiske og virtuelle virkemidler ledsaget af personbåren dialog skal gøre datidens sociale normer og religiøse forestillin-ger nærværende og håndgribelige for børn og voksne. De inviteres til sammen at ud-forske de stemningsfulde og anderledes verdner for på en og samme tid at blive kloge-re på livet i vikingetiden, på sig selv og på de rødder, vi er rundet af. Vores mål er at skabe en enestående pædagogisk ramme for arbejdet med et dannelses-perspektiv. I SAGNKONGERNES VERDEN skal børn og unge blive klogere på al-menmenneskelige livsvilkår og udfordringer ved at spejle sig i historien og se sig selv som del af et større hele. Gennem arkitektur og aktiviteter vil Sagnlandet bryde med de stereotype forestillinger om, at historie er støvet og kedelig. Det skal sikre, at vi åbner historien og skaber nye fællesskaber på tværs af social og uddannelsesmæssig baggrund og dermed bidrager til at bryde med social arv. Seminaret fokuserer på, hvad farver kan, hvordan de videnskabeligt kan erkendes og genskabes samt – ikke mindst – hvordan vikingetidens mennesker omgav sig med far-ver i mange sammenhænge. Jeg glæder mig til høre og drøfte den lange række af spæn-dende indlæg og vil samtidig takke alle, fordi I bidrager til at vise at fortiden – og SAGNKONGERNES VERDEN – på alle måder har været farverig.

At se det usynlige - kirkerum og jættestuer i et komparativt lys Tim Flohr Sørensen, adjunkt, ph.d., SAXO-instituttet, Københavns Universitet, klq302@hum.ku.dk

Har du set lyset? Dette udtryk er en velkendt metafor for at have erkendt det guddommeliges eksistens, og i kristendommen udgør lyset et fundamentalt element i skabelsesmyten og et ledemotiv i beskrivelsen af det guddommelige som sandhed, frelse, liv og håb. Især i moderne dansk kirkearkitektur spiller lyset desuden en væsentlig rolle som et aktivt byggestof i kon-struktionen af det religiøse rum som et klart, åbent og gennemsigtigt rum. Spørgsmålet er imidlertid, om det materielle (arkitektoniske) lys har noget at gøre med det immaterielle (guddommelige) lys i de danske folkekirker. Er lyset andet og mere end blot en metafor; er det mere end et verbaliseret, abstrakt og immaterielt fænomen? Kan man i det hele taget se lyset i en moderne, protestantisk kirke? Dette oplæg diskuterer denne problemstilling gennem en sammenligning af modernistiske kirker og mellemneolitiske jættestuer. Disse tilsyneladende forskelligartede bygningsrum rum-mer potentialet for at kontrastere de sensoriske effekter, der er forankret i lyset. Jættestuerne udgør en prisme til at udfordre den moderne (og Aristotelske) prioritering af synssansen som den primære sansemodalitet, som i modernistisk arkitektur dikterer enkelhed, transparens og belysning. I forhold til modernistiske kirker er jættestuerne bygget op om nogle grundlæggen-de anderledes kvaliteter og sensoriske effekter, hvor det uklare, det tvetydige og måske endda det (i en semiotisk forstand) ’u–tydelige’ udgør centrale referencerammer. Disse kvaliteter lægger op til, at vi kaster et kritisk blik på mørkets rolle i kirkelige lys-praksisser i det 21. år-hundrede, og undersøger indramningen af kirkegængeres muligheder for at erfare lyset i det religiøse rum: hvordan de ser lyset, hvordan de ser i lyset og hvordan de praktiserer lyset. Via eksempler vil det blive diskuteret, hvordan det metaforiske lys forholder sig til det fysiske lys, og hvilken rolle ’underdeterminerede’ atmosfærer, følelser og fornemmelser spiller i tilegnel-sen af det usynlige og immaterielle i den protestantiske religionspraksis. Det grundlæggende spørgsmål bliver således, hvad det vil sige at se. For hvor godt ser vi egentligt, hvis alt er syn-ligt eller formodes at være synligt?

Birkehøj jættestue, interiør Skæring kirke, interiør Foto: Tim Flohr Sørensen

Gamle og nye farver - restaurering og metode Karin Vestergaard Kristiansen, Kirkekonsulent, ph.d., Nationalmuseet, karin.vestergaard.kristiansen@natmus.dk

Farver har stor betydning for vor opfattelse af fortidens huse, rum og genstande uanset om deres farvede egenskab skyldes maling eller materialets egen farve. Siden 1800-tallets ’Mindesmærketid’ har de kulturhistoriske fag og restaureringsfagene be-skæftiget sig med undersøgelse og forståelse af fortidens farver på arkitektur, bemalet skulp-tur og i de rum, som datidens mennesker omgav sig med. Man har herigennem opnået kend-skab til de materialer og malemetoder, som skiftende tider anvendte fra den sene vikingetid til nutiden. Man ved også at fortidens huse, rum og genstande har haft en farvet egenskab og at de har skiftet farve igennem tiden. Farverne er kulturhistoriske vidnesbyrd, som fortæller både om de farver som mennesker igennem tiden har yndet at omgive sig med og om de farver som mennesker ikke har ønsket, og derfor har fjernet. Indlægget vil fortælle om farvernes forandring fra den allertidligste middelalder til i dag. Fo-kus vil være på farver og farveforandring i danske kirker, der som bygningstype er opført og brugt af mennesker til det samme formål siden vikingetidens ophør. I kirker har den farvehi-storiske forskning derfor en unik mulighed for at følge den menneskeskabte farveforandring kontinuerligt igennem næsten 1000 år. Det vil også fortælle om de tanker og metoder som restaureringsfagene har udviklet for at genskabe og bevare fortidens farver, samt om restaureringsetikkens holdninger til det at fjer-ne, genskabe og fremdrage fortidens farver eller til det at erstatte gamle farver med nye - eller simpelthen at undlade farver, fordi man ikke har tilstrækkelig dokumentation for, hvordan farverne har været anvendt specifikt på den enkelte genstand. Herunder fortælles også om farvearkæologien som den tværvidenskabelige metode til at indhente viden om fortidens far-ver, fra middelalderen eller senere tider, eller om vikingetidens farver. I restaurerings- og bevaringsmæssig sammenhæng står man overfor besvarelse af en række

Middelalderfigurer i helt nye farver. Kværndrup Kirke. Foto: Karin Vestergaard Kristiansen.

metodiske spørgsmål, hvis man vil rekonstruere, det vil sige genskabe, fortidens far-ver. Besvarelsen skal klarlægge alle de forhold, som har betydning for den genskabte farvede egenskabs troværdige karakter. Drejer det sig om bemaling kan den farvede egenskab være opnået ganske enkelt - eller på et næsten uanet antal måder. Spørgs-målene skal derfor klarlægge, hvor mange farver der har været anvendt og detaljere, hvordan de har været fordelt på hele genstanden, herunder hvorledes farven på orna-mentik og mønstre har været i kombination med farven på malede flader. De skal også klarlægge hvilke materialer og pigmenter der har været anvendt, og hvordan pig-menterne er bearbejdet og maling er påført, og endeligt vil det være væsentligt at ken-de farvetoner, laseringer, transparens, bundbehandlinger samt overfladernes blank-hed og mathed. På et restaureringsetisk grundlag viser det sig ofte uladsiggørligt at genskabe kultur-arvsgenstandes og unikke værkers farver, fordi alle spørgsmålene ikke kan besvares og meget vil være overladt til ’gætteri’. Imidlertid gælder de samme spørgsmål, hvis man i formidlingsmæssigt øjemed ønsker at tilføre en farvet egenskab til en ny rekon-strueret genstand. Hvis man på et vidensbaseret grundlag kan besvare spørgsmålene generelt om en given periodes farvede egenskaber på en bestemt genstandsgruppe, vil der måske kunne tilvejebringes vidensgrundlag for at give ’et bud’ på fortidens farver.

Fra hvidt til farvet - om rekonstruktion af antikkens farver med en eksperimentelarkæologisk vinkel Amalie Skovmøller, Projektforsker, ph.d., SAXO-instituttet, Københavns Universitet, skovmoller@hotmail.com

Forskningen i antikkens farver på hvide marmorskulpturer, som Ny Carlsberg Glyptotek har beskæftiget sig med i over et årti, indebærer i stigende grad arbejdet med eksperimentel ar-kæologiske rekonstruktioner. Men rekonstruktionerne, udstillet i Glyptotekets gallerier, bliver altid mødt med skepsis fra museets besøgende. Selvom de er produkter af lærerige, tværfagli-ge samarbejder, bliver de kun evalueret på deres visuelle resultat; som ses i konkurrence med originalen. Er den hvide, antikke marmorskulptur et historisk falsum? Eller er det den u-patinerede, farvelagte kopi, som er problemet? Farven var ikke med i skabelsen af den vestlige verdens skulpturkanon. Antikke skulpturer, som blev opkøbt af mæcener og udstillet i offentlige og private samlinger, er blevet grundigt afrensede. I denne proces er skidt og snavs såvel som farverester blevet fjernet. Billedhugge-re, såsom Bertel Thorvaldsen, foretrak - med antikken som forbillede - at arbejde med pletfri, ren og hvid marmor. Thorvaldsens succes vidner om konstruktionens sejrsgang. Den hvide, skulpturelle form dominerede det vestlige kunstmarked helt op til modernismens gennem-brud i starten af det 20. århundrede. Dog har viden om antikkens farver altid været til stede. Interessen blomstrede i slutningen af 1800-tallet, hvor udgravninger på blandt andet Athens Akropolis og i Tanagra i Grækenland afslørede nye skulpturfund; i farver! På trods at disse fund sejrede den hvide form, og interes-sen for farverne ebbede gradvist ud. Nu har teknologien indhentet forskningen, og i dag kan vi dokumentere farver, som ikke længere kan ses med det blotte øje. Alligevel rummer arbejdet med at rekonstruere antikkens bemalede skulpturer en del udfor-dringer. De bevarede rester er fragmenterede, og viden om skulpturens oprindelige kontekst er sparsom. Faktorer såsom lyssætning, vejrforhold, vedligehold og genmaling overses ofte.

Rekonstruktion af bemalingen af et portræt af en ung romersk mand (Ny Carlsberg Glyptotek, IN 821a). Origi-nalen dateres til ca. 235 e. Kr. Copyright Ny Carlsberg Glyptotek.

De eksperimentelle rekonstruktioner mangler et teoretisk og metodisk ståsted, og arbej-det varierer derfor i praksis fra forsker til forsker. Hvad de færreste bryder sig om at indrømme på nuværende tidspunkt er, at rekonstruktionerne i bund og grund er nye konstruktioner, der - mere eller mindre bevidst - søger at skubbe den tidligere til side. Men denne konflikt driver ikke forskningen frem. Forskere skal finde ud af at balancere den gamle, hvide og romantiske idé med den nye, farvede og videnskabelige, hvis ud-forskningen af skulpturens (relativt korte) liv med farve på ikke skal spænde ben for sig selv.

Autenticitet og rekonstruktion – en umulig opgave?

Tobias Jespersen cand. mag., SAXO-instituttet, Københavns Universitet, mobimobi@privat.dk

I de sidste mange år har jeg været fascineret af begrebet autenticitet og dets mange betydnin-ger. Begrebet har fyldt meget på min kandidatuddannelse, hvor jeg både har arbejdet med det i forhold til rekonstruktion, eksperimentelarkæologi og reenactment og senest i forhold til kommodificeringen og tivoliseringen af de danske kulturhistoriske institutioner. Men hvad er autenticitet og hvordan skal begrebet forstås? Er der kun tale om materiel kul-turarv eller er det også et spørgsmål om design, form, ide og sjæl? Theseus-parakdokset spiller en vigtig rolle i denne diskussion og ligeledes er det interessant at undersøge, hvordan de stør-re organisationer og chartre, som UNESCO og ICOMOS, forholder sig til begrebet. Der vil derfor redegøres for de forskellige definitioner af autenticitet, som objektiv, konstruktiv og eksistentiel autenticitet, samt den postmodernistiske autenticitet. Herunder vil Helaine Silver-mans nyfortolkning af begrebet inkluderes i redegørelsen. På denne baggrund konkluderes det, at det er en umulig opgave at definere og opnå autenticitet. Et typisk eksempel på dette er de rekonstruerede guldhorn i Nationalmuseets udstilling. De typiske strategier og metoder man anvender i forsøget på at genskabe fortiden, er rekon-struktion, reenactment og eksperimentelarkæologi. Ved reenactment er man nødsaget til at lappe på de huller, der ikke findes et videnskabeligt grundlag for. Eksperimentelarkæologi, som der for eksempel anvendes ved Sagnlandet Lejre eller Vikingeskibsmuseet i Roskilde, giver forsigtige bud på at genskabe fortiden, men udelukkende på baggrund af videnskabeligt data. Også Stanley T. Prices argumenter vil blive nævnt, da han har beskæftiget sig med re-konstruktion af ruiner og nævner både fordele og ulemper ved rekonstruktion, i forhold til autenticitet. Relevante danske eksempler er Kongernes Jelling, Koldinghus eller den nye debat om en ombygning af Vikingeskibsmuseet i ’vikingestil’ og disse vil derfor blive inddraget. På baggrund af eksemplerne konkluderes det, at uanset hvilket resultat man kommer frem til og hvilken farve der vælges, så vil rekonstruktionen af kongehallen altid være inautentisk. Vo-res opgave som fagfolk er at give det bedste bud på en i forvejen umulig opgave.

Foto: Tobias Jespersen

Farver i vikingetiden - mellem arkæologi og eksperiment Henriette Lyngstrøm Lektor, ph.d., SAXO-instituttet, Københavns Universitet, lyngst@hum.ku.dk

Farver er bølger af synligt lys, der kastes tilbage fra den overflade, de rammer. Derved er opfattel-sen af farver helt afhængig af det menneskelige øje - og det gælder ikke alene farverne på den far-vede genstand, men også de lysforhold, som den farvede genstand betragtes under. Lysbølgerne er således et målbart fysisk fænomen, mens opfattelsen af dem som farver er subjektiv og af-hængig af det enkelte menneskes opfattelse—såvel generelt som lige netop i den situation, hvor farven ses. Og der er farver, der intuitivt opfattes og anvendes på samme måde af flere individer. Farver kan derfor fungere som en slags kulturbestemt, visuelt sprog. Dette fænomen implicerer også et kronologisk aspekt og det er derfor, der kan skrives farvehistorie. I den tidlige fase af yngre germansk jernalder bar kvinderne ensartede, matte, monokrome glas-perler i gule, orange og røde farver. Et hundrede år senere var det ændret. Da havde perlerne mange flere farver: rød, gul, grøn, blå og hvid og de fleste havde en glat, næsten transparent over-flade. Den tendens fortsatte ind i første del af vikingetiden og kombinerede med de ensfarvede tekstiler, der afløste ældre germansk jernalders dragter med polykrome, brikvævede kanter. Måske kan samme udvikling aflæses i anvendelsen af farver til bemaling af træ. Dette indlæg skal derfor være en opfordring til, at arbejdet med den træbyggede hal i Sagnkonger-nes verden bidrager til at undersøge udviklingen af farvehistorien i yngre germansk jernalder og vikingetid. Måske som en serie kontrollerede forsøg med bearbejdning af pigmenter og bindemid-ler kombineret med fænomenologiske forsøg med opfattelsen af de bemalede overflader, når de ses under forskellige forhold og af forskellige individer. For selv om det arkæologiske kildemateriale af bemalet træ er sparsomt, så er det dog, især for 900-tallets vedkommende, eksisterende. Her er der malet på eg (Quercus sp.), el (Alnus sp.), naur (Acer campestre) og fyr (Pinus sylvatica). Både på forholdsvis store, sammenhængende og plane overflader (Grimstrup, Ladby, Trelleborg), men også på udskårne enkeltelementer (Jelling). Det flygtige kildemateriale er alene identificeret ved udgravninger (Ladby, Grimstrup), identificeret i laboratorier som ganske små pigmentkorn (Trelleborg) eller identificeret på trægenstande, der stadig er bevaret (Jelling). Farverne stammer fra organiske forbindelser som kulstof (sort) eller fra forbindelser med metallerne jern (i form af jernoxid som gul, orange, rødbrun, mørkebrun og i form af vivianit som grå, blå), bly (i form af blycarbonat som hvid og i form af blyoxid, kaldet for blymønje, som rustrød), arsen (i form af arsensulfid som gul) og kobber (blå, grøn). Som binde-

Det bemalede trælag fra Grimstrup efter Stoumann 2009, Ryttergraven fra Grimstrup fig. 20.

middel er der fundet rester af linolie (Jelling) og et proteinholdigt materiale (Hørning 1000-tal). Og inden bemalingen er overfladerne måske forbehandlet ved slibning med finmalet kvarts (Jelling) eller ved grunding med kridt (Hørning 1000-tal). Som malered-skaber er anvendt pensler (Grimstrup, Jelling), skabeloner og passerlignende redskaber til cirkelslag (Jelling). Projektet Sagnkongernes verden kan ikke alene resultere i en imponerende træbygget hal men også i en række veldokumenterede forsøg, der skriver et nyt kapitel i Danmarks farvehistorie.

Maleteknik og materialer - anvendt i dekorationerne på trægenstandene fra kong Gorms grav i Jelling

og på Hørningplanken Mads Chr. Christensen Seniorkonsulent, cand. scient., Nationalmuseet, mads.christian.christensen@natmus.dk

Genstandene fra kong Gorms gravkammer i Jelling er dateret til ca. år 960. Der er tale om nedbrudte fragmenter af bemalede træskærerarbejder udført i slynget stil. De fleste af trægen-standene, som befinder sig på Nationalmuseet, blev udgravet i 1820 og 1861. De bemalede trægenstande fremtræder i dag kun med sparsomme rester af den oprindelige farvekraftige bemaling. Skarpe detaljerede indridsninger foretaget direkte i træet afgrænser motiverne. Der er ikke på-ført sammenhængende grunderingslag. Derimod forekommer der farvelag, som kan tolkes som undermalinger for visse farver. Farvelagene er tykke og forekommer at være helt dækken-de. Farverne er påført med pensel, idet man i de bedst bevarede partier kan se penselstrøgene. Det eneste hvide pigment, der er påvist på trægenstandene, er blyhvidt, basisk blycarbonat. De mest fremtrædende røde farver er jordfarverne, der fremtræder med forskellige rødbrune toner. Den eneste lyse røde farve, der er fundet, er den intenst orangerøde blymønje. Det mest markante gule pigment, der er brugt på trægenstandene, er auripigment. Som sort pig-ment er der brugt forkullede plantedele, som man kan betegne som trækul. På to af fragmen-terne er der områder med en gråblå eller grønlig farvetone. Analyser af prøver herfra kunne tyde på, at der er tale om blå eller grønne kobberpigmenter. Gul okker er ikke med sikkerhed påvist i bemalingen af trægenstandene på trods af, at det er et ret let tilgængeligt pigment. Der er heller ikke fundet sikre spor af blåt pigment, ligesom den højrøde cinnober ikke forekommer på genstandene. Linolie er påvist som bindemiddel i en del af farverne. Hørningplanken er et bemalet fragment af et hammerbånd af eg (91x57 cm) fra en stavkirke. Den er fundet som murfyld i den romanske Hørning kirke ved Randers. Planken, som er ud-stillet på Nationalmuseet, er dateret til ca. 1060. Den side, der har vendt ud ad i stavkirken, er forsynet med et udskåret ormeslyng i Urnesstil, som er dekoreret med oliemaling. Ormens krop har været gulmalet med auripigment, og baggrunden har været malet sort med trækul.

Hørningplanken. Foto: John Lee, Nationalmuseet.

Ormens tunge og øje har været rødmalet med mønje ligesom udskæringerne på kanten af planken. Den flade side, som har vendt indad mod kirken, er malet i en helt anden teknik med en dækkende kridtgrund som bund for den malede dekorationen, der forestil-ler et rankeslyng med blomster og vindruer. De sparsomt bevarede farver udgøres af rød jord, mønje og cinnober, gult auripig-ment, grøn basisk kobberchlorid, blålig vivianit og sort trækul. Bindemidlet på in-dersiden består af protein, og der er derfor tale om temperamaleri.

Farveanalyser af arkæologisk tekstil - men hvad er det vi ser? Maj Ringgaard konservator, ph.d., Nationalmuseet, maj.ringgaard@natmus.dk

Når tekstiler har ligget i jorden, har de, som oftest, mistet deres oprindelige farve og antaget en eller anden brunlig nuance. Gennem de senere år er man blevet bedre og bedre til gennem chromatografiske analyser at finde og bestemme farvestoffer, der ligger gemt i disse brunlige tekstiler. Men der er stadig mange kritiske spørgsmål, man må stille i forbindelse med tolkningen af re-sultatet. Hvor blev prøven taget, hvordan blev den taget - og hvilken indflydelse kan det have? Kan vi være sikre på, at farvestoffet oprindeligt stammer fra dette tekstil? Kan det komme fra omgivelserne? Kan man skelne uldens naturlige farve fra påført farve. Dekomponerer farve-stofferne, eller kan de sive ud i omgivelserne - og hvordan påvirker det analyseresultatet? Nogle farvestoffer indeholder garvesyrer. Kan de garvesyrer, man finder i analyserne, ligeså vel stamme fra jorden? Her skal fortælles om et forsøg, med fokus på blandt andet nogle af disse spørgsmål. Hvordan en række forskellige naturlige farvestoffer ændrer sig under nedgravning i ’kunstig mose’ og hvilke farver, der efterfølgende blev fundet hvor. Blandt resultaterne var, at nogle farvestoffer reduceres, forsvinder fra tekstilet og siver ud i jorden. At metalioner i bejdser, der er bestemmende for hvilken farve farvestoffet fremstår med, også vil vandre ud af tekstilet og kan erstattes med andre metalioner fra omgivelserne. At nogle ikke synlige forureninger opstået under farveprocessen kan aflæses i analyserne. At visse farver villigt flytter sig fra et tekstil over i de nærliggende. At nogle farver bevares bedre end andre, samt at nogle farvestoffer bevarer selve tekstilet, mens andre øger dets nedbrydning. Resultaterne må tages med i tolkningen af farveanalyser fremover. Hvis der for eksempel ses, at et tekstil er vævet af rødfarvet garn med striber af garn med både rød og blå farve. Her er det nærliggende at tolke at et hvid/blåstribet tekstil kunne være farvet rødt i et farvebad (stykfarvet), så det blev rødt med lilla striber; men det kan ligeså vel være, at tekstilet oprinde-ligt var blåt og rødstribet, men at den røde farve var sivet ind i de blå striber under opholdet i jorden.

Prøve før og efter nedgravning. Foto: Maj Ringgaard

Färg och inredningstextilier i Vikingatid Ida Demant & Eva Andersson Strand Cand. mag. Sagnlandet Lejre, Lektor, ph.d., Centre for Textile Research, Københavns Universitet, eva.andersson.strand@hum.ku.dk

"Av hallen på Oseberg prydet til fest skimter vi da et kontrastrikt bilde: På benkene langs veggene lå puter trukket med samme tunge stoff som tjaldene der dekket veggenes nedre del, enkle og kraftige i virkningen med sin markerte tekstur og den stadig gjentatte, men rymtmiskt lett varierte rutemønstring, snarest i tre farver, Og synligt over de sittendes hoder løp hallen rundt revlene som en næsten båndsmal frise med sitt tette mylder av fortellinger fra saga og gudetro i mange og sterk farver" (Hougen i Osebergsfunnet Bind IV Tekstilene. 2006, 169). Ovanstående mycket beskrivande citat bygger på analyser av textilier funna i den berömda Osebergsgraven daterad till första delen av 800-talet. Materialet och analyserna visar här en mängd skilda typer av oftast färgrika textilier som även representerar inredningstextilier som kuddar, bolster och inte minst väggbeklädnader. Fynden från Oseberg är dock inte unika, också i andra gravkontexter, i t ex Birka och Hedeby har textilier som tolkats som inredningstextil påträffats. Ett unikt fynd är också Överhogdalsbonaderna som nu generellt daterats till 1050-1150 och som med sina välbevarade färger visar inte bara en på textilteknisk skicklighet utan också en unik kunskap om färg och färgning. Denna typ av väggbonader har inte bara varit komplicerade att tillverka/färga, de har också getts som gåvor och fungerat i ett socialt sam-manhang då de togs fram och användes för att smycka hallarna vid gästabud och dyl. I detta föredrag kommer vi, med fokus på väggbeklädnader, att presentera den färgrika kun-skap som idag finns om inredningstextilier och den kontext som de ingått i.

Överhogdal; överst bonad 1 a (184x32 cm) nederst bonad 1b (195x35 cm) efter Oskarsson 2010.

Hvide haller - arkæologisk evidens, funktion og symbol Josefine Franck Bican forskningsassistent, cand.mag., Nationalmuseet, josefine.franck.bican@natmus.dk

Rekonstruktionen bygger på arkæologisk evidens og farver fra oldtidens bygninger er et spar-somt fænomen. Fund fra Tissø og Lejre giver os vigtige oplysninger om netop dette emne. Hallerne fra henholdsvis Fredshøj og Bulbrogård, begge dateret til ca. år 550, har været hvid-kalkede med læsket kalk. Fundene fra Bulbrogård viser, at hallerne herfra var kalket hvide ind-vendig såvel som udvendigt. Her er til trods for forholdsvis store mængder brændt lerklining med hvidtekalk ikke evidens for farvelægning af anden art: mønstre eller lignende. En lerklinet, hvidkalket væg har en ganske praktisk funktion, idet den kalkede overflade altid er diffusionsåben, hvilket vil sige, at væggene kan ånde. Hermed afgiver væggene fugt og hol-der et tørt og godt indeklima. Dette er også medvirkende til at holde tømmeret i huset tørt. De lerklinede vægge har tillige en god evne til at holde på varmen. Derudover beskytter hvid-tekalken mod vejr og vind, hvilket gør ydervæggen mere holdbar. Efter Bulbrogård blev nye haller ved Fugledegård opført omkring år 700. Her er ligeledes fun-det brændt lerklining med hvidtekalk, om end i meget mindre omfang. Ved Fugledegård er fundet Danmarks hidtil ældste kalkbrændingsovne, dateret til vikingetid. Hallerne ved Fugle-degård har derfor også været lerklinet og hvidkalket som på Bulbrogård. På Kungsgårdsplatå-erna i Gl. Uppsala er der fra den yngste hal fra omkring år 700 fundet spor af hvidkalkede in-dervægge. Der findes også fund af lerklining med hvidtekalk fra såvel Gudme og Uppåkra og på Mysselhøjgård er fund af brændt lerklining i hus XLI. Halbygningerne på de elitære pladser har fremstået som monumentale bygningskomplekser i landskabet. Monumentaliteten har gjort sig gældende i konstruktionen, og det arkitektoniske udtryk. Svære tagbærende stolper har båret taget, og heri ligger en symbolværdi om kontrol og magt over ressourcerne. Ét aspekt af hallernes arkitektoniske udtryk er det visuelle. De er pla-ceret højt i landskabet, ofte på terrasser eller platforme, der har gjort bygningerne højere. Det har været vigtigt, at være synlig i miles omkreds og denne effekt fås netop, ved at kalke hallen hvid.

I Cennino Cenninis fodspor, maling på stof, træ, læder og metal omkring år 1400 Catharina Oksen mag..art. Middelaldercentret, catharina.oksen@mail.dk

At "den mørke middelalder" i mange henseender i virkeligheden var "den farverige middelal-der", er nok de fleste bekendt i dag. Især farvning af tekstiler er veldokumenteret og også kir-kernes kalkmalerier har været genstand for forskernes interesse. Maling på andre emner har derimod ikke haft helt så stor bevågenhed. På Middelaldercentret er der gennem de sidste ca. 15 år arbejdet med maling på især tekstiler, træ, læder og metal. Det er primært gjort ud for et behov for at fremstille blandt andet faner og bannere, bemalede religiøse træskulpturer, malede skrin og kister, malede knivskeder og malede tinamuletter. De anvendte metoder er udviklede efter litteraturstudier og praktiske forsøg. Den mest benyt-tede kilde er Il libro dell’Arte, eller Bogen om Malerkunsten, af Cennino Cennini. Forfatteren var maler og levede i Italien, antagelig fra 1370’erne til engang i begyndelsen af 1400-tallet. Nogle af forsøgene er udført som projekter, hvor hele processen er dokumenteret og beskrevet i en rapport. Andre er blot lavet efter de engang høstede erfaringer, som formidling, eller som ren produktion af en genstand til et bestemt formål, og er ikke dokumenteret. Der er dannet et laug af interesserede frivillige under ledelse af en professionel kunstmaler og Middelaldercentret har indrettet et malerværksted som lauget levendegør. Her kan publikum følge de enkelte processer og spørge ind til teknikkerne. Der afholdes en del kurser i farver, limblandinger, maleteknikker, forgyldning med videre for de frivillige, ligesom museumsbutikken har et sortiment af farvepigmenter og hudlim med medfølgende brugsanvisning for de besøgende, som har lyst til at prøve de middelalderlige ma-leteknikker.

Foto: Middelaldercenteret

Salshus og Risbytapet - et farverigt eksperiment (1995-2002) Jørgen Poulsen, tidligere leder af Vikingelandsbyen i Albertslund, jorgenviking@mail.dk

Var vikingerne et farverigt folk? Det er i hvert tilfælde en farverig historie, der fortælles om dem i disse år. Men er det ofte skønmaleri, der videreformidles? Vi skylder dem at se deres liv og handlinger i sammenhæng med den historiske periode, hvori de levede. Normer, sæder, skikke, religion og politik er foranderlige, og vi er akkurat, som vikingerne, selv en del af en epoke - en tid. Vi ser dem igennem det farvede filter, som vores eget liv repræsenterer. Vi ved, at vikingerne i deres møde med andre folkeslag fik kendskab til udsmykning og et væld af far-ver. På baggrund af analyser af fund ved vi også, at vikingerne selv brugte farver på alt fra tøj, smykker, vægge, sten, skibe og udskårne trægenstande. Når vi fortalte publikum, at Salshuset skulle bemales i kraftige farver, var reaktionen som regel ærgrelse, men det var vores nye bud på en rekonstruktion. Igangværende analyser af Hørning-planken, bemalede genstande fra Jelling nordhøj og farverne på Bayeuxtapetet blev udgangs-punktet. Bindemidler var linolie og okseblod. Udover kalk, blev farvepigmenter som rød- og gulokker, grønjord og kønrøg anvendt. Vikingelandsbyens første 10 år er fortalt med udgangspunkt og inspiration i Bayeuxtapetet. Form, teknik og farver er helt som forlægget. Det svære arbejde med plantefarvning af garnet tog et år. Broderiarbejdet yderligere to år. Tapetet er en væsentlig del af Salshusets udsmykning og farvestrålende præg. Eksperimenter med fremstilling af linolie, farvepigmenter og pensler, nåede vi ikke. Det var det farvestrålende udtryk, der var vores mål i første omgang. Den anvendte maling har vist sig holdbar og vejrbestandig. Tapetet er noget præget af røg og sod, men stadig flot. 22 år efter vores valg og 14 år efter det færdige resultat, er der meget, der tyder på, at vi gjorde vikingerne ret. Har vi med projektet føjet en nuance mere på fortællingen om deres liv, er vi glade.

Foto: Vikingelandsbyen i Albertslund

Trækirken i Bork, farver til Guds ære - overvejelser og praksis for farverne på en rekonstrueret trækirke ca. 1050

Louise Schelde Jensen

museumsinspektør, Bork Vikingehavn, lsj@levendehistorie.dk

Bork Vikingehavn har siden år 2010 haft dørene åbne til museets rekonstruerede trækirke. Kirken er indviet af biskoppen af Ribe, og museets ønske er at formidle Danmarks 1000-årige kristne kulturarv. Kirken er derfor ikke kun en kulisse, men også en funktionel kirke-bygning, som sammen med de øvrige bygningsrekonstruktioner på museet skal give et leven-de og differentieret indblik i datidens kulturelle, sociale og håndværksmæssige aspekter. Trækirken i Bork er baseret på arkæologiske fund fra Vorgod kirke nord for Skjern samt fund af trækirker fra det øvrige Norden. Arkitekt Bente Draiby udførte en yderst grundig research, og museets håndværker Olav Martinsen stod for opførelsen af de mange vigtige detaljer. Byggeprocessen forløb over en 3-årig periode, og de mange aspekter af byggeriet blev nøje diskuteret blandt museet medarbejdere. I dag står kirken som et færdigt anlæg med jordvold rundt om kirkegården, anlagte grave, samt klokkestabel placeret vest for kirken. Indvendigt er kirken udsmykket med nøje valgt inventar og motiver. Kirkens udseende både ind- og udvendigt har været en vigtig del af byggeriet og et udtryk museet ønskede at bygningen skulle signalere. Kirken fremstår udvendigt sortmalet med trætjære iblandet kønrøg, og med ubehandlede tagbærende stolper. Indvendigt er vægge ma-let med temperamaling i farven spansk grøn, og den smukke indgangsdør med fint smedede jernbeslag er farvet med den højrøde cinnober. Kirken fremstår som en bombastisk bygning, og kirken har et særkende i forhold til farve er detaljer, som museets gæster lægger mærke til. At indvielseskors, udskæringer og kirkens krucifiks også har et farverigt udtryk gør, at disse får særligt fokus og en øget interesse blandt de besøgende. De daglige rundvisninger ender altid i kirken, hvor både danske og udenlandske gæster bemærker og stiller spørgsmål til det forskelligartede udseende. Der skabes en kobling mellem fortid og nutid, kirker i forskellige lande, samt interesse for forskellige religioners brug af inventar og farver. Skolebørn i muse-ets skoletjeneste giver også stærkt udtryk for, at kirkens udseende er anderledes, og via sam-tale med formidleren bygges en kobling til deres egen lokale stenkirke og dennes udseende. Kirken er for de ansatte også en levende bygning, som via vejr, vind, besøgende børn og voksne, slid og vedligehold, samt nye tiltag i forhold til inventar hele tiden udvikler sig. Ved-ligehold af kirken er således en vigtig del af museets arbejde udenfor lukketid, og der bruges årligt arbejdstimer på at tjære hele kirken, både hvad angår vægge og tag, samt at opfriske farverne på blandt andet dør, udskæringer og vinduer.

Foto: Bork

Vikingehavn

Deltagere i seminaret

Endnu ikke komplet