drengen der holdt op med at græde

Drengen der holdt op med at græde-FINAL:Layout 1 24/04/13 15:36 Side 2

NINNI SCHULMAN

Drengen derholdt op med at

grædeKRIMINALROMAN • PEOPLE ’SPRESS

Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild


Drengen, der holdt op med at græde

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter originaludgaven:

Pojkan som slutade gråta

Copyright © 2012 by Ninni Schulman

First published by Bokförlaget Forum, Stockholm, Sweden

Published in the Danish language by arrangement with

Bonnier Group Agency, Stockholm

Copyright © dansk udgave 2013 by People’sPress, København

Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Minion

Produktion: Bookwell

ISBN: 978-87-71087-92-5

1. udgave, 1. oplag

Printed in Finland, 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse

med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

Forfatterbooking: www.artpeople.dk


1

SÅ VAR HUN igen alene. En hel uge. Magdalena satte sig på trap-

pen op til terrassen og kiggede ud over søen. Nede ved både-

broen, knap halvtreds meter væk, lå Petters og hendes bade -

håndklæder stadig.

Den trykkende augustaften var stille. Det eneste, man kunne

høre, var lyden af en bådmotor og rytmiske sprøjt fra vandspre-

deren på Bengts og Gunvors grund. Strålerne vuggede frem og til-

bage, dannede en lille regnbue ved siden af den store røn.

Magdalena rejste sig op og gik ud i køkkenet for at hente en

skål til hindbærrene. I gangen vendte hun ryggen til spejlet, trak

undertrøjen til side og iagttog den blottede skulder. Huden var

blussende rød mellem fregnerne. Hun var virkelig blevet for-

brændt. Tænk, at man kunne nærme sig de fyrre og stadig ikke

have styr på, hvor lidt sol man kunne tåle.

Da hun til sidst fandt en gammel isbøtte og et passende låg i

det propfyldte skab over mikrobølgeovnen, gik hun udenfor igen.

Gulvet i stuen var dækket af græs og fodspor efter en varm, sløv ba-

deferie, men hun orkede ikke at gøre noget ved det. Senere, tænkte

hun. I morgen.

Magdalena gik ned ad terrassetrappen og videre hen mod hind-

bærbuskene. Det tørre græs prikkede under fødderne. Føltes næ-

sten som at gå på fyrrenåle. Ved skuret duvede afblomstrede

lupiner med frøkapsler som tænder på en ødelagt kam.

Flytte sammen. Petter havde taget det op igen. Egentlig burde

9


det være oplagt. De tilbragte allerede næsten al den tid sammen, de

kunne, men alligevel var der noget, der talte imod.

Magdalena lirkede forsigtigt et hindbær af og lod det dumpe

ned i plasticbøtten. Der lød et dæmpet bump, da det landede på

bunden.

Hun ville aldrig glemme den dag, hvor Ludvig fuldstændig ud

af det blå havde sagt, han ville skilles, og pakket sine kufferter. Det

var, som om nogen trak tæppet væk under fødderne på hende.

Pludselig var der hverken hverdag eller drømme, intet af det, der

før havde været.

Hun mindedes den bølge af kulde, der i de første måneder

kunne skylle ind over hende, lige før hun vågnede, den mærkelige

prikken på tungen, når hun tænkte på hans nye kæreste, ordene,

som hun omformulerede igen og igen for at prøve at få ham til at

forstå, hvor såret hun var.

I en eller anden selvhjælpsbog havde hun læst, at man aldrig

skal træffe afgørende beslutninger, når man er deprimeret, men

pludselig havde hun siddet i et stort hus fyldt med flyttekasser og

forventninger om et nyt liv i sin gamle hjemby. Eller i hvert fald et

liv – et liv, der var værd at leve.

Turde hun udsætte sig selv for det igen? Satse alt og risikere at

miste? Magtede hun det?

Hun plukkede lidt flere hindbær, mens hendes blik blev draget

af det store birketræ nede ved bredden, som allerede havde fået

gule stænk. Når som helst kunne luften blive efterårssprød. Og

dufte af skolestart.

Skolestart. Magdalena prøvede at skyde tanken fra sig. Uden

held.

Det her skoleår bliver bedre for Nils, slog hun i stedet fast. Ny

skole. Nye, sødere klassekammerater. Det hele bliver bedre.

“Magda,” råbte nogen bag hende.

10


Magdalena kiggede op fra bøtten. Bengt Berglund sad på sin

terrasse på den anden side af hækken og vinkede til hende med

rystende hånd.

“Jeg t… tror minsandten, det trækker op til uvejr.”

Magdalena løftede blikket. Tætte, blålilla skyer kom glidende

ind fra nordøst.

“Ja, uha!” råbte Magdalena.

“Men du er vel ikke b… bange for lidt torden,” fortsatte Bengt.

Hans tale var da i hvert fald blevet bedre i løbet af sommeren.

I begyndelsen havde det næsten været umuligt at forstå, hvad han

sagde.

“Somme tider er jeg,” sagde Magdalena.

Når jeg er helt alene.

“Er Petter allerede taget af sted?”

“Ja, han sidder nok ude i hytten sammen med Vendela og Va-

nessa nu, midt ude i skoven uden mobildækning. Hvordan man så

end kan holde det ud.”

Bengt lo. I det mindste lød det da næsten som før.

“Somme tider er det … er det svært at tro, at du er vokset op

her.”

Det var rigtigt nok. Selvom hun havde truffet beslutningen om

at flytte tilbage til Hagfors, holdt hun stadig fast på, at birkeris tog

sig allerbedst ud med farvestrålende påskefjer i store spande på

Hötorget, men det var ikke noget, hun talte højt om. Af samme

grund som hun aldrig havde fortalt, at hun plejede at købe gran-

grene til at lægge neden for hovedtrappen til jul.

“Du må … du må komme ind til os, hvis det bliver for slemt.”

“Tak, Bengt. Det er sødt af dig.”

Selvom vinduet i soveværelset stod åbent, hang det tynde gardin

helt stille. Kjell-Ove Magnusson trak Mirjam tættere ind til sig,

11


snusede til hendes hår, lukkede øjnene. Lyttede til deres åndedrag.

Somme tider lød de hver for sig, somme tider sammensmeltet til

ét.

Tænk, hvis det altid kunne være så let.

Kjell-Ove indsnusede duften af shampoo, lod, som om det hele

var anderledes.

“Hvad tænker du på?” spurgte Mirjam og løftede hovedet fra

hans skulder.

“At jeg har lyst til at blive her.”

Mirjam svarede ikke, lagde sig bare til rette igen, tog hans hånd

og flettede forsigtigt sine små fingre ind i hans.

Kjell-Ove havde hørt et eller andet sted, at hænderne afslører en

kvindes rigtige alder. Det passede ikke på Mirjam. Hendes hæn-

der var stadig glatte og lidt runde, akkurat som resten af hende.

Indimellem kunne han tænke, at hun bar hele sin verden i de hæn-

der. Altid var de i gang med noget: skrælle kartofler, vaske vinduer

hjemme hos datteren, sælge lodder for floorball-foreningen. Og

nu havde hun også et lille barnebarn at pusle om, klæde varmt nok

på og sy kludetæpper til.

De fleste, han kendte, ville vægre sig ved tanken om at blive

mormor i en alder af treogfyrre år, men for Mirjam var det hele til-

syneladende i den skønneste orden, nøjagtig som hun ville have

det.

Nu rørte hun på sig ved siden af ham, uroligt. Fingrene åbnede

og lukkede sig om hans hånd igen og igen.

“Hvad tænker du på?” sagde han. “Er der noget galt?”

“Nej, der er ikke noget,” sagde hun med en stemme, der tyde-

ligt afslørede, at der helt sikkert var noget.

“Sig det nu,” sagde han og knugede hende tættere ind til sig.

“Der er en sætning, jeg ikke kan holde op med at tænke på. ‘Du

hører ikke, når jeg holder op med at græde.’ Siger det dig noget?”

“Du hører ikke, når jeg holder op med at græde?” Kjell-Ove

12


tænkte sig om. “Næh, det kan jeg ikke påstå. Hvorfor tænker du på

det? Er det en slags quiz eller noget?”

“Næh, ikke rigtig. Jeg fik et kort i fredags – sådan et lykønsk-

ningskort, som man sender til folk, der lige har fået barn, med et

lille myr i en barnevogn på forsiden. Men der var ingen afsender

– der stod kun den sætning.”

“Må jeg se det?”

Kjell-Ove mærkede Mirjams hoved røre på sig.

“Nej, jeg rev det i stykker og smed det væk. Syntes på en eller

anden måde, det var ubehageligt.”

“Hvem tror du, det kan være fra?”

“Jeg har faktisk ingen anelse, men jeg har da tænkt frem og til-

bage. Jeg plejer at være god til at huske folks håndskrift, men den

her kunne jeg slet ikke placere, den …”

Tordenskraldet kom så uventet, at det gibbede i dem begge.

“Gud, hvor blev jeg bange,” sagde Mirjam og fór ud af sengen.

Med den ene arm for brysterne strakte hun sig op og lukkede

vinduet med den anden. Sommersolen havde afsat tydelige mær-

ker efter bikinien. En streg løb hen over ryggen lige under skul-

derbladene, og de runde baller lyste hvidt i tusmørket.

Da Mirjam krøb ind under dynen igen, strøg hun ham over

brystet.

“Nåh. Du må hellere se at komme af sted. Det er livsfarligt at

være ude at fiske, når det tordner, det ved du godt.”

Kjell-Ove satte sig op på sengekanten og samlede sit tøj op fra

gulvet.

Jeg har ikke lyst, tænkte han, mens han klædte sig på. Jeg mag-

ter det ikke.

“Jeg elsker dig,” sagde han. “Det må du aldrig glemme. Også

selvom det er, som det er.”

“Gå nu bare.”

Det var det sidste, han nogensinde skulle høre hende sige.

13


Magdalena blev stående ved stuevinduet og kiggede ud. Hun havde

båret hynderne til havemøblerne ind, lukket alle vinduerne, der

havde stået på vid gab døgnet rundt i den seneste uge, og trukket

både strøm- og antennekablet til fjernsynet ud. Søen var blevet

mørkere, granitgrå, og de tidligere så lette krusninger var taget til.

Nu slog bølgerne ind over bådebroen.

Magdalena tog mobiltelefonen op af lommen i shortsene. Hun

klikkede hurtigt billedet frem af Nils i stribet redningsvest med

gennemkradsede myggestik ved tindingen, som han havde fået tid-

ligere på dagen. Det kulsorte hår var vindblæst. Han så glad ud.

Gladere, end hun havde set ham længe. Han syntes tydeligvis bedre

om sejlerlivet, end hun selv havde gjort. Hun var vant til stenede

skovsøer, ferskvand og farfars robåd. Ludvig havde kaldt hende en

landkrabbe, men alligevel haft en engels tålmodighed, i hvert fald

det første par somre. Man kunne næsten forledes til at tro, at Nils

var Ludvigs biologiske søn.

“Fem uger. Det er da det mindste, jeg kan bede om,” havde Lud-

vig sagt. “Jeg vil faktisk gerne have, at Nils bliver en del af min fa-

milie også, ikke bare en gæst, der kommer på besøg hver anden

weekend. Og han skal da også lære sin lillesøster at kende.”

Eftersom Magdalena havde opfanget det lydløse, men alligevel

fuldt hørbare, ellers i hans stemme, havde hun ladet ham få sin

vilje. En hel måned i træk. Båden, skærgården og Österlen.

Da det dunkle rum blev oplyst af det første lyn, begyndte hun

at tælle.

“Et tusind og et, et tusind og to …”

Drønet, der fulgte, var så voldsomt, at Magdalena snappede

efter vejret. Da det næste lyn kom, var braget kun et sekund bag-

efter og endnu kraftigere end det første.

Magdalena slog armene om overkroppen. Gåsehuden føltes

nopret under håndfladerne. Hun tog det ternede tæppe, der lå over

gyngestolens armlæn, og svøbte det om skuldrene.

14


Da det tredje langtrukne drøn var døet hen, mærkede hun mo-

biltelefonen vibrere i hånden.

Jens Fotograf, stod der på displayet.

Magdalena listede armen ud under tæppet og tog den.

“Vækkede jeg dig?” spurgte Jens.

“Nej da,” sagde Magdalena og gik tilbage til vinduet. “Er der

sket noget, eller?”

“Ja, der er brand i en villa i Hagälven, på Källsåsvägen. Det står

næsten helt i flammer. Man mener, der er mindst én person der-

inde.”

Magdalena kunne høre oprevne stemmer i baggrunden.

“Jeg kommer med det samme,” sagde hun og lod tæppet dumpe

ned på gulvet.

Magdalena mærkede den prikkende lugt af brand, allerede inden

hun var kørt forbi det lokale frilandsmuseum. Da hun drejede ind

på Källsåsvägen, så hun først røgen, der bølgede mellem husene, og

dernæst det overtændte træhus, som stødte op til fyrreskoven. Hun

parkerede i vejkanten, men blev siddende med hænderne på rattet.

Ved siden af brandbilerne længere fremme hang nogle unge ud

med deres cykler, og i de omkringliggende vinduer kunne man se

omrids af naboerne.

Magdalena kunne ikke få blikket fra huset. Åh gud.

Hele muren på bagsiden så ud til at være styrtet sammen, og

sort røg væltede igennem de knuste ruder og ud på vejen. Over

tegltaget bølgede en tyndere, blålig røg, og flager af træfacaden

dansede i luften som kæmpe stykker konfetti. Hun havde aldrig

set noget lignende.

Først da Magdalena så Jens Sundvall komme gående hen mod

hende med kameraet over skulderen, åbnede hun langsomt døren

og steg ud. Varmen slog hende i møde, og røgen fik hendes øjne til

at løbe i vand.

15


“Godt, du kunne komme,” sagde Jens og hostede.

Han havde sod på hagen og et mørkerødt sår i panden. T-shir-

ten så fugtig ud.

“Du bløder,” sagde Magdalena og pegede på sit eget øjenbryn.

Jens følte forsigtigt på såret og kiggede derefter på sine finger-

spidser.

“Jeg stod vist lidt for tæt på et af vinduerne, da ruderne røg.

Det er ikke noget særligt.”

Jens så bleg og sammenbidt ud.

“Ambulancen kørte for ti minutter siden. De brandsår, hun

havde. Føj, for den lede.”

Han tørrede sig over panden med håndryggen.

Et stykke af metaltaget kom flyvende gennem luften og landede

på græsplænen med et brag.

“Mirjam Fransson – ved du, hvem det er?” spurgte Jens.

“Ja, det ved de fleste heromkring nok, men jeg kender hende

ikke.”

Magdalena satte i småløb hen mod brandbilerne. Jens fulgte

efter.

Mirjam Fransson. Et gammelt billede af en yppig teenager med

touperet hår og mintgrønne plasticørenringe dukkede op i hen-

des erindring. Da Magdalena var tretten, var Mirjam den sejeste

person, hun kendte. Hun arbejdede ved kassen i Domus.

“Spørgsmålet er, om hun overlever,” sagde Jens.

Han måtte næsten råbe nu for at overdøve ildens knitren og

den spruttende lyd af vandet, der mødte flammerne. Magdalena

skuttede sig trods varmen.

“Var det så slemt?” sagde hun og tog blok og papir op af tasken.

Jens nikkede.

“Ja. Det var så slemt.”


2

KJELL-OVE SKUBBEDE TERRASSEDØREN op med skulderen og satte

bakken med morgenmad på bordet.

“Se hende lige,” sagde Cecilia og nikkede over mod Tindra, der

havde fyldt sin vandkande i det oppustelige svømmebassin og nu

gik langs rækken af kornblomster i bedet og vandede meget kon-

centreret.

“Hun ligner dig,” fortsatte hun.

“Ligner mig?”

Kjell-Ove lo. Det var ikke helt let at se ligheden mellem den lille

pige med solhat og ham selv.

“Hun har dine bevægelser og din måde at tale med blomsterne

på.”

“Og mit hår,” sagde han og strøg hånden hen over issen, men

fortrød i samme øjeblik bevægelsen.

Pis!

Men Cecilia blev ved, formentlig lige så opsat som ham selv på

ikke at lade sig mærke med hans klodsede bemærkning:

“Da du var to et halvt, havde du nøjagtig sådan noget hår. Jeg

har set billederne.”

Kjell-Ove kiggede på sin datter en gang til, mens han rakte

brødkurven over til Cecilia.

“Du talte i søvne i nat,” sagde hun og smurte et tykt lag rejeost

ud på en skive landbrød.

“Jaså?”

Kjell-Ove fjernede blikket fra Tindra.

17


“Du jamrede dig, som om du havde ondt et sted. En overgang

lød det næsten, som om du sagde: ‘Jeg skal nok, jeg skal nok’.”

Kjell-Ove så på hende, ventede på fortsættelsen.

“Selvom jeg prøver at forstå, hvordan du har det,” sagde hun,

“kan jeg nok kun gisne om, hvor hårdt det er – også for dig.”

Cecilia havde det blåternede tørklæde om hovedet i dag, som

sædvanlig bundet i nakken. Kjolens smalle skulderstropper så ud

til at gnave mod de markerede nøgleben, men sådan tog det sig

nok bare ud.

“Hvordan skulle jeg klare mig uden dig, Kjelle?”

Hun lagde hånden på hans arm.

“Vi gør det, så godt vi kan,” sagde han. “Ikke?”

Cecilia sank en klump, men sagde ikke noget. Skyggen havde

sænket sig over hendes ansigt, og han vidste nøjagtig, hvad hun

tænkte på.

“Vi må leve i nuet,” sagde han og hældte mere juice i hendes

glas. “Det bliver en god dag i dag.”

Magdalena slog døren til redaktionen op på vid gab. Rullede en

avis sammen og stak den ind under døren, så den ikke smækkede

i igen. Parkeringspladsen mellem Köpmangatan og Kyrkogatan

var næsten tom, men uden for rådhuset, skatteforvaltningen og

politistationen holdt flere biler, end der havde gjort i de seneste

uger. Hverdagen var så småt ved at vende tilbage.

En Volvo passerede lydløst hen over fartbumpet ud for redak-

tionen og forsvandt langsomt ned ad vejen. Magdalena rejste sig og

blinkede ihærdigt et par gange i et forsøg på at fordrive trætheden,

der skurrede under øjenlågene. I løbet af natten var hun vågnet

flere gange og havde haft svært ved at falde i søvn igen.

Hun tog en lok hår mellem fingrene og lugtede til den. Jo, den

stank stadig af røg, selvom hun havde været i bad. Eller sad lugten

bare i hendes hukommelse?

18


Da Vivianne i gavebutikken overfor kom ud for at sætte flaget

fast over døren, løftede Magdalena hånden til hilsen, før hun mod-

villigt gik indenfor.

Der var lummert og indelukket på redaktionen. I forsøget på at

skabe gennemtræk åbnede Magdalena vinduerne både i det lille

tekøkken og på sit eget kontor. Luften blev ikke udskiftet ordent-

ligt, men alligevel mærkede hun en sval brise i nakken, da hun satte

sig ved skrivebordet med kaffekoppen og bredte dagens aviser ud

foran sig.

Mens Magdalena studerede Värmlandsbladets forside, slog det

hende igen, hvor dygtig Jens var. Hun fattede ikke, hvordan det

lykkedes ham at komme først til samtlige ulykker i hele Nord-

värmland. Han måtte sidde og lytte til politiradioen døgnet rundt.

Magdalena var taknemmelig for, at Jens havde bevaret sin loya-

litet over for Värmlandsbladet som freelancer, selvom han ikke var

blevet tilbudt fastansættelse, da hans vikariat udløb i foråret.

Magdalena tog en slurk kaffe, mens hun bladrede sig videre ind

i avisen. Länstidningen havde kun en kort notits uden billede om

branden i villaen.

Hvad er det her for noget? tænkte hun og kiggede ned i koppen.

Kaffen smagte virkelig dårligt. Hun gjorde et par synkebevægelser

for at fjerne den væmmelige eftersmag. Så satte hun koppen til side

og vendte tilbage til avisen.

Dækningen af branden var blevet rigtig god. Både hendes egen

artikel og Jens’ billede var slået stort op. Da telefonen ringede, tog

hun den uden at tage blikket fra avisopslaget.

“Värmlandsbladet, det er Hansson.”

“Det er Bertilsson. Godt gået i nat.”

“Jo tak. Når man kan hægte sig på Jens, er det ingen sag.”

Bertilsson mumlede noget i den anden ende. Magdalena ville

som sædvanlig ønske, at hun havde redaktionssekretæren i Karl-

stad foran sig, så hun ikke behøvede at tolke tonefald og pauser.

19


“Hvad har du gang i i dag, ud over opfølgning på branden?”

Magdalena havde ikke nået at sætte sig ind i planerne, men tril-

lede stolen hen til arkivskabet ved vinduet og kiggede ned i dagens

mappe. Den var tom på nær et notat om en veldresseret hund i

Lakene, som skulle være med i en ny svensk tv-serie. Navn og te-

lefonnummer på den kvindelige hundeejer stod på sedlen.

“Men jeg tager nok ikke ud til hunden i dag,” sagde hun. “Jeg

har bare aftalt med ejeren, at jeg skulle ringe til hende i løbet af

ugen, når hun er tilbage fra ferie. Jeg lader høre fra mig, hvis der

dukker andet op. Måske finder jeg noget interessant under råd-

husrunden.”

Da Magdalena havde lagt på, tændte hun for radioen og blad-

rede lidt i sin arbejdskalender på skriveunderlaget, men heller ikke

dér var der noget at tage fat i. I næste uge var Barbro da i det mind-

ste tilbage i receptionen. Kun fem ensomme arbejdsdage tilbage.

Hun måtte ikke glemme at støvsuge og vaske gulvet inden da.

I den seneste rationaliseringsrunde var rengøring af lokalredak-

tionerne blevet sparet væk. Fra nu af skulle journalisterne klare

den opgave selv. Magdalena spekulerede på, hvad Journalistfor-

bundet mon mente om det, men hun turde ikke klage. Når folk

ikke var villige til at betale for deres avis længere, men læste det

meste på nettet, var det ikke så sært, at man var nødt til at spare.

Magdalena tændte for computeren. Mens den startede op, skrev

hun en sms til Petter.

“Hej, skat! Håber, I har det godt, og at det ikke tordnede lige så

meget hos jer som hos os i går. Mirjam Franssons hus brændte i

nat. Hun er kommet alvorligt til skade. Forfærdeligt. Savner dig.

Kys!”

Hun satte fingrene til tastaturet og gjorde klar til en ny ar-

bejdsuge.

20


Petra Wilander gik gennem gangene på politistationen. Venti-

lationsskakterne summede, men der var allerede meget varmt.

Efter frokost ville det blive ulideligt. Laila Ljung havde siddet i re-

ceptionen, da hun kom, med lige så ildrødt hår som altid, men el-

lers var der usædvanlig morgenstille.

Petra gik ind på sit eget kontor, satte sig prøvende på stolen og

plukkede et par visne blade af saintpauliaen på skrivebordet. Or-

kidéen i vindueskarmen, som havde blomstret så fint, da hun gik

på ferie, var der kun en tør pind tilbage af.

“Velkommen tilbage,” lød det fra døråbningen, hvor Christer

havde stukket hovedet ind.

“Jamen halløjsa, smukke,” sagde Petra.

“Smukke? Jo tak da.”

Christer lo næsten genert og strøg hurtigt hånden gennem det

solblegede hår.

Petra blev selv forbløffet over sit ordvalg. I løbet af deres år sam-

men på stationen havde hun aldrig opfattet Christer som smuk,

men med den solbrune kulør i den T-shirt var smuk det første ord,

der faldt hende ind. Og så var der også noget ved blikket – et glimt,

hun ikke havde set længe.

“Du ser ud til at have haft en god sommer?” sagde hun.

“Joh, den har været udmærket. Og dig? Kom I op på Kebne-

kaise?”

“Ork ja, vi kom både op og ned. Det var vist ikke så sjovt for un-

gerne hele tiden, men da vi kom op på toppen, syntes de jo, at det

var sejt. Jeg tror faktisk, der gik flere timer, hvor Nellie ikke brok-

kede sig over mobildækningen.”

Petra plukkede endnu et par tørre blomsterblade af og smed

dem i papirkurven under bordet.

“Nå, hvad vil chefen så gerne have, jeg går i krig med? Hvordan

er det gået med branden?”

Nøjagtig som forrige sommer havde Christer været fungerende

21


chef under Sven Munthers ferie. I en alder af seksoghalvtreds år

havde Munther fået sit første barn, og nu så han frem til at få fem

ugers ferie om sommeren, så han kunne være sammen med sin

unge kone og deres to døtre.

“Ja, det var lige det,” sagde Christer. “Teknikerne er langtfra fær-

dige, men jeg har fået indikationer i retning af, at det ikke var tor-

denvejret, der satte ild til huset, som de fleste af os nok ellers troede

i første omgang.”

“Hvad tror de så der er sket?”

“De har mistanke om, at den var påsat.”

“Påsat? Seriøst?”

Christer nikkede.

“Vinduesruden i stuen var åbenbart smadret, da redderne

nåede frem, knust udefra. Og under køkkenvinduet var der spor i

bedet og på facaden. De er selvfølgelig ikke hundrede procent sikre,

men lige nu er det den teori, de arbejder ud fra.”

“En pyroman?” sagde Petra. “Der kan man bare se. Velkommen

tilbage på arbejde.”

“Så vi må lægge ud med at afhøre naboerne. Forhåbentlig har

nogen set noget. Du og Folke må tage derud, så hurtigt I kan.”

“Ja, selvfølgelig. Hvordan går det med Mirjam Fransson?”

“Det er meget kritisk.”

Kjell-Ove lagde en pakke Pampers og tre pakker vådservietter ned

i indkøbsvognen og kiggede på indkøbssedlen.

“Nu er vi færdige, du gamle,” sagde han. “Så skal vi hen og be-

tale.”

“Petale,” efterabede Tindra og svingede med benene på ind-

købsvognens barnesæde.

“Ja, netop. Betale. Men du må altså ikke bide i agurken,” sagde

Kjell-Ove og stillede sig i kø ved den eneste åbne kasse. “Nej, sagde

22


jeg, ikke bide. Så går den bare i stykker, og du kan få plastic i

maven.”

Han tog agurken fra Tindra, der kiggede slukøret på ham, og

gav hende en pakke kanelknækbrød i stedet.

Kjell-Oves blik gled åndsfraværende hen over tyggegummihyl-

den og æskerne med chokolade. Tre stykker for ti kroner. Efter-

middagsaviserne var ikke kommet endnu, der stod kun de to

lokalaviser i hvert sit stativ.

“Villabrand i Hagfors – 43-årig kvinde i livsfare,” læste han på

Värmlandsbladets forside.

Da køen bevægede sig fremad, og han trådte et skridt nærmere,

så han billedet: et træhus i brand, flammer, der slikkede op ad en

lys træfacade, tyk røg, skrævende brandmænd med slanger.

Hans hænder begyndte at ryste, da han tog avisen op af stati-

vet og bladrede frem til den første artikel.

En 43-årig kvinde er kommet alvorligt til skade … boligkvarteret

Hagälven … huset stod hurtigt i flammer, ifølge indsatsleder Viktor

Hed … lynnedslag … kvinden er overført til Akademiska-sygehuset

i Uppsala … efterslukning …

“Her er ledigt nu.”

Da Kjell-Ove så op, var køen foran ham forsvundet, og kasse-

damen ventede. Uden at ænse Tindras højlydte ønske om at hjælpe

til lagde han mekanisk vare efter vare op på båndet. Hans hænder

føltes opsvulmede, livløse, som tilhørte de en anden.

Mirjam.

Da de var kommet ud i bilen, og Tindra var spændt fast i sit

barnesæde, læste Kjell-Ove hele artiklen en gang til. Så tog han

mobilen frem og tastede Mirjams nummer, der skjulte sig bag nav-

net Pelle, og ringede op. Den gik direkte på telefonsvareren.

“Hej. Det er Mirjam. Læg en besked, så ringer jeg. Eller send en

sms.”

23


Kjell-Ove slukkede for opkaldet uden at lægge en besked og

blev siddende med telefonen i hånden. Hjertet hamrede, og han

tog sig instinktivt til brystet.

“Far ondt,” sagde Tindra og så på ham. “Puste?”

Han prøvede at smile til hende, men kunne mærke, at det kun

blev til en stiv grimasse.

Petra Wilander og Folke Natt och Dag havde parkeret bilen på ven-

depladsen for enden af Källsåsvägen og gik mellem husene på den

sparsomt bebyggede villavej. Husene lå tilbagetrukket fra vejen, og

på den ene side af gaden knejsede høje fyrretræer omme bag grun-

dene.

“Egentlig er det ikke så sært, at ingen har set noget,” sagde

Folke. “Det er nok ikke synderlig svært at smutte ned bagved uden

at blive opdaget.”

“Nej,” sagde Petra. “Det har du ret i.”

Selv i dagslys stod skoven som en høj, mørk mur, og uden alt for

farvestrålende påklædning kunne man med lethed falde i med træ-

stammer, sten og buskads.

Petra kastede et flygtigt blik over på brandmændene, der stadig

var i gang med efterslukningsarbejdet. Røglugten blev kraftigere et

kort øjeblik ,når vandet ramte den varme jord.

“Så må vi bare håbe på bedre held denne gang,” sagde Folke.

Han gik forrest hen ad grusstien, der førte op til det hvide mur-

stenshus nærmest brandstedet. Petra måtte praktisk taget løbe for

at følge med.

Græsplænen var sirligt slået; alligevel så haven forsømt ud, for-

ladt. Petra plejede at passere huset, når hun var ude at gå tur med

familiens norske elghund, Roy, og fik tit en fornemmelse af, at det

stirrede på hende, men der var sjældent nogen at se. Langs trappen

på forsiden af huset førte en kørestolsrampe op til hoveddøren.

24


Folke ringede på. Da der ikke skete noget, trykkede han på rin-

geklokken en gang til.

“Ja ja, jeg kommer,” lød det derindefra. “I har sandelig travlt.”

Petra havde svært ved at bedømme, om tonefaldet var irriteret

eller opgivende.

Sikkerhedskæden raslede længe, før låsen til sidst blev drejet

om, og døren blev åbnet. Indenfor sad en lille, hvidhåret dame i

kørestol. En gammel kone, tænkte Petra. Det var ikke så tit, den

betegnelse passede, men det her var lige præcis en lillebitte, gam-

mel kone.

“Nå, så det er politiet, kan jeg forstå,” sagde den gamle kone og

bakkede langsomt ind i gangen.

Hun havde åbenlyst svært ved at manøvrere med den store kø-

restol. Dækkene knirkede let mod korkbelægningen på gulvet, da

hun drejede ind mod en skabsdør, der nøjagtig ligesom væggene i

gangen var beklædt med brunt tapet.

Hun rettede på håret, der formentlig skulle forestille at være

krøllet, før hun rakte hånden frem mod Folke og præsenterede sig

som Hildegard.

“Jeg hedder Folke Natt och Dag,” sagde han.

“Natt och Dag. Kan man virkelig hedde det?”

“Ja, åbenbart.”

Da Petra også havde givet hånd og forklaret, at hun selv boede

lidt længere væk i samme kvarter, sagde Hildegard:

“I kommer formentlig på grund af branden.”

“Ja,” sagde Petra og udvekslede et flygtigt blik med Folke. “Kan

vi sætte os ned et sted?”

“I kan sidde i sofaen. Det er efterhånden så sjældent, nogen gør

det.”

Før Hildegard nåede at genoptage kampen med kørestolen, gik

Petra hen for at hjælpe hende.

25


“Jeg skal nok skubbe, hvis du viser, hvor vi skal hen.”

Guldringene gled frem og tilbage på Hildegards tynde fingre,

mens hun dirigerede dem gennem det mørke, men nydeligt ren-

gjorte, hus. På væggen ved siden af glasdørene ind til stuen hang

et billede med tråde, der var trukket frem og tilbage mellem mes-

singsøm og dannede et blomstermønster.

“Vær så god at sidde ned,” sagde Hildegard, da Petra havde fået

kørestolen hen over dørtrinnet.

Plyssofaen så næsten ud som et barnemøbel, da Folke slog sig

ned og lagde det ene ben over det andet. Petra satte sig ved siden

af og sagde:

“Som sagt. Du har jo allerede gættet, at vi er her på grund af

branden. Hvor besynderligt det end må lyde, har nogen tilsynela-

dende sat ild til Mirjam Franssons hus med vilje.”

Indtil nu havde Hildegard set uinteresseret ud, men et kort øje-

blik kom der liv i øjnene.

“Jaså? Skulle den være påsat, mener I?”

Petra nikkede.

“Meget tyder på det, og nu spekulerer vi på, om du kan have set

eller hørt noget.”

Hildegard rettede igen på håret og kiggede på Folke.

“Jeg er ikke den, der lurer, det er jeg ikke.”

“Nej, det er jeg med på.”

“Jeg synes, at enhver skal passe sig selv, uden at andre blander

sig. Så længe ingen kommer til skade, må folk leve deres liv, nøj-

agtig som de lyster. Det er i hvert fald min faste overbevisning.”

“Bestemt,” sagde Folke. “Men man kan jo komme til tilfældigt

at se noget, også selv om man ikke vil. Det er svært at undgå at

vide, hvad der foregår hos de nærmeste naboer. Og det er jo ikke

det samme som at lure. Man kan ikke gå rundt med lukkede øjne

dagen lang.”

26


“Næh, det ville være et kønt syn,” fniste Hildegard.

Petra besluttede sig for at lade Folke tage sig af Hildegard. Det

kunne han lære noget af. Desuden antog den gamle kone helt ty-

deligt, at hun var Folkes assistent.

Hun så sig omkring i rummet. De fleste overflader var dækket

af hæklede duge, selv armlænene på lænestolen foran fjernsynet

var beskyttet med snirklede flakoner, og i vindueskarmene lå en

glatstrøget løber under urtepotterne. Mellem to keramikkrukker

med hver sin svigermors skarpe tunge stod en kikkert med snoren

viklet omkring.

“Den dér er min søns,” sagde Hildegard hurtigt.

“Din søns?” sagde Petra.

“Ja, han er blevet umådelig interesseret i fugle. Forleden dag,

da han var her for at slå græsplænen, fik han øje på en ørn, eller

hvad det nu var. Han troede, det var en kongeørn, men den slags

har man vel ikke på de her kanter?”

Hildegard så spørgende på Folke, der trak på skuldrene.

“Jeg er desværre ikke så god til fugle.”

Hildegard blev ved med at kigge ud ad vinduet.

“Hvor godt kender du Mirjam?” sagde Folke.

Hildegard kiggede ned på sine hænder, drejede lidt på de løse

ringe.

“Ja, det var jo ikke, som da Siw og Wolfgang boede her, det var

det ikke. Vi sås tit, Siw og jeg. Men da de solgte for syv år siden og

flyttede ind i ældreboligen, så kom Mirjam. Vi veksler et par ord i

ny og næ. Som sagt har jeg ingen holdning til, hvordan andre lever

deres liv.”

Folke rettede sig op i sofaen og strakte benene under bordet.

“Og hvordan lever hun sit liv?”

“Ja, der var et værre rend der. Folk, der kom og gik ustandselig.

Ikke at jeg kiggede så nøje efter, men som du selv sagde: Man kan

jo ikke gå rundt med lukkede øjne.”

27


“Mirjam boede ved siden af dig i syv år,” sagde Petra. “Men du

virker ikke, som om du tager det her så tungt.”

Hildegard så træt ud. Hun drejede på fingerringene, mens hun

kiggede op på Folke. Solen glimtede i hendes upudsede brilleglas.

“Tungt og tungt. Jeg ved ikke rigtig, hvad du mener. I min alder

har man vænnet sig til meget. Jeg har mistet mange, skal I vide. Et

barn, to søskende, mine forældre, venner. At en nabos hus bræn-

der ned – ja, det er selvfølgelig trist, men det kommer nok ikke til

at påvirke mig det store, vil jeg tro. Ud over at det er sørgeligt.”

Petra fortsatte sin granskning af det lille menneske på den

anden side af bordet, de årede hænder, der nu lå stille i skødet, den

blomstrede kjole med lommer i skørtet, de hævede fødder, der var

stukket ned i et par Ecco-sko med snører. Tænk, at kvinden, den

gamle kone med en marmeladeplet midt på striktrøjen, ikke en-

gang havde spurgt, hvordan Mirjam havde det. Om hun var i live

eller ej.

“Du så ikke tilfældigvis noget i går, som du har lyst til at fortælle

os?” sagde Folke.

“Som sagt,” sagde Hildegard, “er jeg ikke den, der lurer – men

jo, det gjorde jeg faktisk.”

Kjell-Ove bar maden ud i køkkenet, tændte for radioen og gav sig

til at stille varerne på plads. Sveden fik brillerne til at glide ned på

næsen, da han bøjede sig ind over poserne på gulvet.

Jeg er nødt til at se det, tænkte han og proppede de tomme pla-

sticposer ned i den nederste køkkenskuffe. Jeg kan ikke tro det, før

jeg får det at se med mine egne øjne.

Cecilia sad ubevægelig ude på altanen, mens Tindra skubbede

sin dukkevogn rundt om bordet, omgang efter omgang.

“Jeg glemte at købe kaffe,” sagde han. “Jeg tager af sted igen.”

“Okay,” sagde Cecilia uden at dreje hovedet. “Gør du bare det.”

Hænderne klæbede til rattet, da Kjell-Ove kørte ind mod Hag -

28


älven, benene rystede. Da han tog det sidste sving ind på Källsås-

vägen, var han knastør i munden.

Det kan ikke være sandt. Det må ikke være sandt.

Mirjams hus så uvirkeligt ud midt i alt det sensommergrønne,

som et sort-hvidt fotografi, der var blevet smidt ind mellem en

stak farvebilleder. Facaden ud til vejen stod stadig, ligesom en tea-

terkulisse, men på bagsiden manglede murene. Det føltes som et

overgreb at se direkte ind i det, der engang havde været en daglig-

stue.

To brandmænd kiggede efter ham fra den tilsølede græsplæne,

da han kørte forbi. Da vejen sluttede, drejede han og kørte tilbage,

denne gang lidt hurtigere.

Min elskede, elskede Mirjam.

Endnu en gang hentede han hendes nummer frem på mobilen,

men også nu gik den direkte på telefonsvareren. Selvom han var

forberedt på det, gibbede det alligevel i ham, da han hørte hendes

glade stemme.

“Hvordan har du det?” hviskede han. “Jeg er så urolig. Vil du

ikke nok give lyd fra dig?”

Da Kjell-Ove atter var kommet ud på den brede Dalavägen,

drejede han ind til OKQ8 og parkerede. En mand i bar overkrop

var i gang med at slå græs uden for eternithuset oppe på bakken.

Kjell-Ove betragtede ham længe, så ham gå frem og tilbage mellem

huset og den fritstående garage. Den dagligdags handling havde

en beroligende virkning, allerede efter et par sekunder føltes det

hele næsten som normalt.

Så tastede han nummeret til oplysningen. Mens den ringede,

studerede han en knust humlebi, der sad fast under viskerbladet.

Den ene vinge var gået løs, og benene pegede i forskellige retnin-

ger.

“118 118, hvad kan jeg hjælpe med?”

29


Kjell-Ove rømmede sig og sank en klump. Nu gjaldt det om at

være hurtig. Det var dyrt at ringe til oplysningen.

“Jeg vil gerne have nummeret til Akademiska-sygehuset i

Uppsala.”

“Uppsala, siger du, ja … Områdenummer 018. Skal jeg sende

dig nummeret pr. sms?” spurgte manden sindigt i den anden ende.

Kjell-Ove overvejede det.

“Ja tak.”

“Så gør jeg det. Skal jeg også stille dig direkte igennem?” fort-

satte manden.

“Meget gerne.”

“Vær så god.”

Magdalena havde svært ved at samle tankerne i varmen. Solen

bagte ind gennem det store panoramavindue. Hvis bare der havde

været en markise. Eller aircondition. Hun tog en slurk vand og

mærkede sveden drive under armene. Lige da hun skulle til at tage

telefonrøret og ringe til hundeejeren i Lakene, hørte hun skridt

ude i receptionen. Jens Sundvall nikkede til hilsen ind gennem

glasruden, før han trådte ind på hendes kontor med kameratasken

over skulderen. Han så noget friskere ud end i går aftes, men var

stadig sammenbidt. Over øjenbrynet sad et stort plaster.

“De er fortsat i gang med slukningsarbejdet ovre i Hagälven,”

sagde han og satte sig på stolen ved siden af printeren. “Jeg kom-

mer lige derfra. Det blev ret gode billeder. Politiet var der også. For

at stemme dørklokker, lod det til. Giver du en kop kaffe?”

Før Magdalena nåede at svare, havde Jens rejst sig op og var

gået ud i tekøkkenet. Magdalena kunne høre kopperne i opvaske-

stativet skramle.

“Jeg tror, der er noget galt med kaffemaskinen,” råbte hun. “Kaf-

fen smager dårligt.”

“Der er da ikke noget særligt i vejen med det her,” sagde Jens, da

30


han havde sat sig på stolen igen og taget en slurk. “Lidt vel stærkt

måske, men det kan du jo godt lide, så vidt jeg ved.”

“Stemme dørklokker?” sagde Magdalena. “Er du sikker?”

“Ja, så godt som.”

“Jamen hvorfor skulle de gøre det, hvis det var et lynnedslag?”

“Netop,” sagde Jens. “Måske er der kommet andre oplysninger

frem.”

Endnu en gang lød der skridt gennem den åbne dør til redak-

tionen. En velfriseret mand i tresårsalderen blev stående ved den

ubemandede receptionsskranke og så sig spørgende om. Magda-

lena rejste sig og gik ud til ham.

“Kan jeg hjælpe dig med noget?”

“Ja, jeg vil gerne indrykke et læserbrev.”

Manden, der var iført ternede shorts med pressefolder, kort -

ærmet skjorte og brune lædersandaler, lagde et A4-ark, som var

foldet to gange, foran sig på skranken og lod nervøst fingerspid-

serne glide hen over papiret.

“Et læserbrev?” sagde Magdalena, der var vant til, at folk blan-

dede annoncer, notitser, artikler og læserbreve sammen.

“Ja, til læserbrevssiden.”

Manden vippede lidt fra den ene fod til den anden.

“Du er godt klar over, at man kan maile den slags direkte til re-

daktionen i Karlstad, ikke?”

“Jo, men jeg foretrækker at skrive på almindeligt papir. Jeg er

ikke så vild med computere.”

“Okay. Jeg skal nok tage mig af det. Det er ikke noget problem.”

Magdalena tog arket op.

“Hvornår tror du, det kommer i avisen?” spurgte manden.

“Det kan jeg desværre ikke svare på – det er redaktøren der-

nede, der bestemmer det. Men jeg skal nok sørge for, at det bliver

sendt af sted.”

31


Magdalena holdt arket op foran sig i noget, hun håbede blev

opfattet som en tillidvækkende gestus.

Manden sagde et kort “tak skal du have” og forsvandt ud gen-

nem den åbne dør.

“Det var da ham fra Kommunbostäder,” sagde Jens Sundvall,

da Magdalena kom ind på sit kontor igen. “Han hjalp mig med at

finde en lejlighed i foråret.”

Magdalena foldede papiret ud. Håndskriften var smuk, næsten

feminin, tænkte hun.

“Thorbjörn Hermansson,” læste hun.

“Netop, det var det, han hed,” sagde Jens og drak det sidste i

koppen. “Jeg er nødt til at smutte. Tak for kaffe.”

Et klap på skulderen, og så var han ude på gaden igen.

Da Magdalena var alene, læste hun hele læserbrevet.

Smid ikke mennesker på lossepladsen!

Det er efterhånden et koldt samfund, vi lever i, et sam-

fund, hvor mennesker ikke længere har en værdi, men blot er

tal i forskellige tabeller. Det gælder om at ende i den rigtige

spalte i politikernes oversigt – den effektive, indtægtsgivende.

Syge og svagelige og ikke-produktive mennesker er ikke noget

værd.

Dette “gevinsthungrende” menneskesyn er ikke blot frem-

herskende i magtens korridorer på regeringsniveau, men også

på det kommunale plan, uanset det politiske flertal.

Hvad er der blevet af vores solidaritet?

Ja, det kunne man jo godt undre sig over. Gennem årene som jour-

nalist havde Magdalena mødt mange mennesker, der var faldet ned

gennem sprækkerne i det svenske velfærdssamfund.

Stemme dørklokker på Källsåsvägen? Det måtte hun tjekke op

på.

32


Kjell-Ove lagde på og lod hænderne synke ned i skødet.

“Vi oplyser desværre kun den slags til de nærmeste pårørende.”

Og hvad var han? En fejt vatpik, som ville have det hele uden at

behøve at give noget igen. Som ikke ville ofre noget.

Da Mirjam var begyndt at arbejde på stålværkets kontor for tre

år siden, var det, som om lynet var slået ned i ham. Sådan tænkte

han på det bagefter, som et kraftigt smæld.

Han begyndte at gøre ærinder inde på kontoret. Lærte hendes

rutiner at kende, vidste, hvornår hun kom og gik, og hvornår hun

plejede at holde frokostpause. Siden hen havde hun indrømmet, at

det allerede et par måneder før julefesten var gået op for hende, at

han nok var interesseret.

Cecilia troede, hans nyfundne gejst skyldtes, at han skulle være

far. At han ikke rørte ved hende længere, bekymrede hende tilsy-

neladende ikke. Måske havde hun hørt, at det var normalt for vor-

dende fædre at reagere sådan.

Når Tindra blev et år, ville han forlade Cecilia, det havde han

lovet Mirjam. De havde talt om bryllup, et lille et, kun de to. Måske

på en rejse. Tilværelsen så lys ud. Han var så forblændet, at der slet

ikke var plads til dårlig samvittighed.

Da Cecilia mærkede knuden, var Tindra syv måneder. Først

troede de begge, at det var noget med amningen, en ophobning af

mælk i brysterne. Men så fik de beskeden. Dommen. Fremtiden

blev sat på standby, mens Cecilia blev opereret, og Kjell-Ove gik på

tidlig forældreorlov.

Nu var den dårlige samvittighed halet ind på ham. Den var som

et sultent dyr, der åd ham op indefra, sad lige under hjertet og nap-

pede og gnavede, uanset hvad han gjorde.

Han tørrede ansigtet med hænderne, trykkede fingerspidserne

mod øjenlågene, indtil det begyndte at flimre inde i hovedet.

Jeg magter ikke det her.

33


Petra satte sig ind i bilen, spændte sikkerhedsselen og lagde hove-

det tilbage mod nakkestøtten.

“Hildegard var pænt underlig, var hun ikke?”

Hun skævede over til Folke på passagersædet.

“Hvordan mener du?” sagde han og smækkede bildøren.

“Hendes understregning af, at hun ikke lurer, og så kikkerten i

vindueskarmen. Uanset hvordan det hænger sammen, synes jeg,

hun virkede følelseskold.”

“Stivbenet gammel kone springer op fra kørestol og stikker ild

på naboens hus. Er det det, du tænker?”

Hvis Urban Bratt havde sagt det samme, vidste Petra, at hun

ville have taget ham det ilde op, men nu kunne hun ikke andet end

le. Der var noget befriende ved, at en så forholdsvis ung vikar turde

sige sin mening og tænkte højt. Computernørden havde vist sig

også at være god til mennesker.

“Ved du, hvad jeg tror?” fortsatte Folke, mens Petra startede

motoren. “Jeg tror, du blev irriteret på hende, fordi hun ignore-

rede dig.”

Petra standsede midt i en bevægelse og så forbavset på ham. Ja,

selvfølgelig. Selvfølgelig hang det sådan sammen. Det burde hun

selv have indset.

“Eller tager jeg fejl?”

“Næh,” sagde hun. “Næh, du har nok mere ret, end jeg har lyst

til at indrømme. Det er bare synd, man skal være så letpåvirkelig.”

Petra kørte ud fra vendepladsen. Da de passerede Hildegards

hus, så de hende sidde i vinduet.

“En afkrydsning på listen over forbipasserende biler,” sagde

Folke og vinkede op til huset gennem sideruden.

“Der kan du bare se. Hun har tjek på det hele.”

“Men det her er jo noget andet. Det er ikke hver dag, hun får

besøg af så rare politifolk,” sagde han. “Gad vide, hvem ham den

kasketklædte cyklist, som hun talte om, er .”

34


Christer lænede sig ind over skrivebordet og skimmede den fore-

løbige rapport fra teknikerne i Torsby. Ganske rigtigt to arnesteder:

et uden for køkkenvinduet, et på gulvet i stuen. Formentlig benzin.

Spor af væske i et uregelmæssigt mønster på gulvet. Jordprøve fra

bedet sendt til analyse ved Statens Kriminaltekniske Laboratorium

i Linköping. Begrænset forkulning, hvilket tydede på hurtig brand-

udvikling.

Tankerne fløj tilbage til en udbrændt dagligstue en vinternat

for længe siden, en nøgen lædersofa, der fik det til at løbe koldt

ned ad ryggen på ham.

Han prøvede at skyde mindet fra sig. Var nødt til det.

Sven Munther kom først tilbage om en uge. Nu havde han alle

muligheder for at bevise sit værd. Eller for at mislykkes.

De senere år havde Christer været Sven Munthers kronprins.

Sådan havde det i hvert fald føltes. Munther havde taget ham under

sine vinger lige siden praktikken på Politiskolen, troet på ham,

støttet ham og lært ham ting. Men i løbet af vinteren havde noget

ændret sig mellem dem. Hvad det skyldtes, vidste han ikke rigtig,

det var ikke noget, de havde talt om, men indimellem fik han en

fornemmelse af, at Munther ikke syntes, han var opgaven voksen.

Måske er det her min sidste chance.

Christer var fugtig under armene og på ryggen. Om morgenen

havde han håbet, at gårsdagens tordenvejr ville have renset luften

lidt, men varmen lå stadig som et varmt grydelåg over byen.

Længere nede ad gangen kunne han høre Petra og Folke nærme

sig hans kontor.

“Hvordan er det gået med jer?” spurgte han, da de dukkede op

i døråbningen.

“Nja, ikke noget videre faktisk,” sagde Petra og trådte et par

skridt ind på kontoret. “Men Mirjams nabo havde i hvert fald set

en mand med kasket forlade hendes grund på cykel i går aftes.”

“Da det brændte?” spurgte Christer.

35


“Nej, lidt tidligere,” sagde Folke. “Det kan vel næppe være py-

romanen, der bevæger sig så frit omkring, men under alle om-

stændigheder må vi hellere finde ud af, hvem han er.”

“En mand med kasket på cykel. Er det hele signalementet?”

Christer kradsede et par hurtige notater ned.

“Sort T-shirt med print,” læste Petra op fra sin blok. “Kasketten

var også sort, eller i hvert fald meget mørk.”

“Okay,” sagde Christer. “Ikke andet?”

“Desværre ikke,” sagde Petra.

“Så må vi gå videre med Mirjams nærmeste og tjekke telefon-

trafikken.”

Christer tog en post-it-seddel op, som han havde klistret fast

på skriveunderlaget, og rakte den til Petra.

“Datteren, Zandra, sad i en bil på vej til Uppsala sammen med

sin kæreste og deres lille datter, da jeg fik fat på hende,” sagde han.

“Hun var meget oprevet, den stakkel. Da jeg fortalte, at branden

virker påsat, brød hun helt sammen.”

“Hun kendte ikke til nogen, som Mirjam var kommet op at

toppes med?” sagde Folke.

Christer rystede på hovedet.

“Vi skulle tales ved igen, når de var nået frem, og hun lovede at

tænke over det, men umiddelbart virkede hun helt uforstående.

Og meget chokeret.”

“Hvem er Zandras far?” spurgte Petra. “Ham har vi vel afhørt?”

“Han hed Lennie Forss,” sagde Christer. “Boede nede i Myra,

men døde i en bilulykke for nogle år siden. De gik fra hinanden, al-

lerede da Zandra var otte måneder gammel, og siden da har Mir-

jam haft fuld forældremyndighed.”

“Og hvem er det her?” spurgte Petra og læste på den seddel, hun

havde fået.

“Det er Mirjams nærmeste veninde, ifølge datteren. Jonna Lun-

din. Tal med hende så hurtigt som muligt.”

36


“Forældre? Søskende?”

“Forældrene er ikke i live, og hun var enebarn,” sagde Christer,

i samme øjeblik telefonen begyndte at ringe.

Han løftede hånden til Petra og Folke, der forlod rummet,

hvorefter han rakte ud efter telefonen og så på displayet. Område-

nummer 018. Uppsala. Det måtte være fra Akademiska-sygehuset.

Efter et par sekunders tøven løftede han røret.

Magdalena kiggede ned i kaffekoppen, som om svaret på, hvor den

underlige smag kom fra, var at finde der. En enkelt slurk var nok

til at konstatere, at kaffen var akkurat lige så dårlig som om mor-

genen.

Hun stillede koppen til side og satte telefonrøret op mellem

skulderen og øret. Mens ringetonerne til politiet lød, tog hun en

blok fra bunken på skrivebordet.

“Christer Berglund.”

“Det er Hansson. Hvordan går det?”

“Jo tak, det går. Og dig?”

“Det samme her. Hør, jeg så på Facebook, at Tina har købt hus.

Det så rigtig fint ud.”

“Ja, så ved du næsten mere, end jeg gør.”

“Hva’ – vidste du ikke det?”

Christer lød tøvende, da han svarede.

“Jeg vidste godt, at de havde været ude at kigge på hus, men

ikke at det var faldet på plads.”

“Tja, somme tider gør man jo spontane impulskøb,” sagde

Magdalena for at glatte ud over, at hun vidste mere om Christers

søsters liv, end han selv gjorde. “I øvrigt – var det ikke lynene, der

var årsag til branden i aftes? Jeg hører, I har været ude at stemme

dørklokker på Källsåsvägen i dag.”

Hun kunne næsten høre Christer veje sine ord i den anden

ende.

37


“Ja, der er visse tegn på, at branden kan have været påsat.”

“Hvad for eksempel?”

“Det kan jeg ikke komme ind på.”

Af hensyn til efterforskningen, supplerede Magdalena.

Dengang Magdalena havde fået jobbet som lokalredaktør, var

hun blevet glad, da det gik op for hende, hvor Christer arbejdede.

Det var ikke så dumt at have en gammel barndomsven på politi-

gården. Selvom hun havde set Tina mest, havde hun alligevel håbet

på et eller andet eksklusivt tip. Men Christer havde ikke mistet sin

udprægede trang til at have orden i sagerne, og hun indså, at det

ikke var tilfældigt, han var blevet politibetjent. Så var hans chef al-

ligevel lettere at have med at gøre.

Hun besluttede sig for at skifte spor.

“Hvordan gik det med at stemme dørklokker? Fandt I frem til

noget?”

“Tja, jeg kan ikke sige så meget andet, end at vi gerne vil i kon-

takt med en mand, der er blevet set uden for Mirjam Franssons

hus.”

Magdalena noterede omhyggeligt, mens Christer beskrev man-

dens tøj. Han understregede, at manden “for øjeblikket ikke var

mistænkt for noget”, men at politiet alligevel havde brug for at tale

med ham.

“Og I klassificerer det som mordbrand?” spurgte Magdalena til

sidst.

“Ja, som det ser ud nu, gør vi.”

“Og hvordan går det med Mirjam Fransson?”

“Hun er desværre død,” sagde Christer og rømmede sig. “I ef-

termiddags.”

“Blev du virkelig mæt af så lidt?” sagde Cecilia og begyndte at

rydde af bordet.

38


Kjell-Ole havde kun kunnet klemme en enkelt lille svinekote-

let ned.

“Det må være varmen,” sagde han og skubbede brillerne læn-

gere op på næsen med pegefingeren.

Cecilia gik frem og tilbage mellem spisebordet og køkkenbor-

det, langsomt. Kjell-Ove så på de hvide bogstaver, der stod oppe på

hylden over spisebordet. H.Å.B.

“Du er så stille i dag,” sagde Cecilia.

Hun gav sig til at hælde vand op i kaffekanden, hvorefter hun

løftede den op i øjenhøjde for at tjekke, at der var den rette mængde.

“Er jeg?” sagde Kjell-Ove.

Han registrerede, hvordan hans hænder rev et stykke køkken-

rulle af og tørrede Tindra om munden, hvordan de knappede ha-

gesmækken op og lagde den på bordet, så dem løfte hende ned fra

barnestolen.

Cecilia sagde noget, som han ikke fik fat i.

“Hvad for noget?”

“Ja, jeg sagde, at du knap nok har sagt et ord hele dagen. Er der

sket noget?”

Cecilia åbnede døren til spisekammeret, ledte på hylderne.

“Købte du ikke kaffe?”

Kaffe? Havde han glemt at købe kaffe? Var de virkelig løbet tør?

Kjell-Ove åbnede munden, men vidste ikke, hvad han skulle sige.

“Du kørte jo af sted igen for at købe kaffe og var væk i over en

time.”

Cecilia rodede videre mellem melposer og pakker med rasp.

Fra radioen lød jinglen til Värmlandsnyheterna.

“Den 43-årige kvinde, der i går aftes kom alvorligt til skade i for-

bindelse med en villabrand i Hagfors, afgik i eftermiddag ved dø…”

Resten af sætningen druknede i skrabelyden fra Kjell-Oves stol.

“Hvor skal du hen?” sagde Cecilia og vendte sig om.

Kjell-Ove kunne ikke svare. Han gjorde en kraftanstrengelse for

39


at lukke døren stille og roligt og gå normalt ud til bilen. Ét skridt

ad gangen. Den ene fod foran den anden. Og så et skridt til.

Han kunne mærke Cecilias blik gennem vinduet, men vendte

sig ikke om.

Mirjam er død.

Magdalena tog striktrøjen på, gik ud på altanen og lukkede døren

bag sig, så myggene ikke kom ind. Mens hun begav sig ned mod

søen, fiskede hun mobiltelefonen op af lommen. Som så mange

andre gange denne sommer var hun kommet til at sætte den på

lydløs og slog det hurtigt fra igen, før hun tastede nummeret til

Ludvig. Nils tog den.

“Hej, skat, det er mor.”

“Det ved jeg godt. Det stod da på telefonen.”

“Nå ja, selvfølgelig.”

“Hvordan har du det?” sagde hun.

“Fint …”

“Hvad har du lavet i dag?”

“Badet og sådan. Og ved du hvad? Jeg har lært at springe ud fra

bådebroen – sådan rigtigt, ligesom far gør.”

“Har du? Det lyder sjovt. Det vil jeg gerne se, når du kommer

hjem.”

“Mmm. Hvordan har Fisen det?”

“Han har det smaddergodt, men jeg tror, han savner dig. Næ-

sten lige så meget som jeg gør faktisk.”

“Hvor er han nu?”

“Han ligger her på trappen og spinder, som katte nu gør. Nej,

nu hoppede han ned og løb sin vej. Han leder nok efter dig.”

“Jah.”

Magdalena kunne mærke, at Nils begyndte at blive ukoncen-

treret. Han blev altid glad, når hun ringede, men kunne sjældent

holde sig i ro til at tale særlig længe ad gangen. Små, løsrevne brud-

40


stykker af sin tilværelse var alt, hvad han delte ud af. Han kunne

fortælle, hvor mange is han havde spist, at han havde set en mand

med et kunstigt ben på stranden, eller at han havde fået en lom-

melygte af farfar. Han fortalte det første, der faldt ham ind, og det

hørte hurtigt op.

“Jeg ringer igen i morgen, skat. Og så ses vi på søndag. Der er

kun seks dage til.”

“Mmm.”

“Godnat og sov godt.”

“Godnat.”

Magdalena trak striktrøjen tættere til om kroppen. Duggen var

faldet, og græsset var fugtigt. Da hun trådte ud på bådebroen, ef-

terlod hun synlige fodspor på træet. I aften var søen blikstille.

Ringe fra lurende fisk, der langsomt voksede sig større, var det ene-

ste, der rørte sig på den ellers spejlblanke vandoverflade. Ingen

både, ingen kanoer.

Tankerne gled af sig selv hen til Mirjams hus. Mordbrand. Mag-

dalena skuttede sig. Hvem ville gøre hende sådan fortræd? Mag-

dalena kiggede op mod sit eget hus, fornemmede atter røglugten

fra den foregående aften, hørte de knitrende lyde og braget, da me-

taltaget ramte jorden. Så lidt vidste man. Så hurtigt kunne det være

forbi. Livet.

En lom skræppede højlydt fra den anden side af søen. Magda-

lena viftede et par myg væk, der forsøgte at snige sig ind under

håret i nakken. Hun trak hænderne ind i striktrøjens ærmer. Det

var nok på tide at gå ind.

I samme øjeblik kom det, det allerførste strejf af efterår, som

en kølig brise gennem luften, før det forsvandt igen.

Christer lukkede både persiennerne og trak rullegardinerne ned,

men lod vinduet stå åbent. Så tog han trøjen af, lagde den sam-

men og anbragte den på fyrretræsstolen ved siden af sengen.

41


Mirjam. Hun var ikke mere. Tanken bundfældede sig ikke rig-

tig, han kunne ikke helt fatte det. Han havde allerede sørget over

hende, den del var han afklaret med. Men alligevel. Nu var hun

død. Rigtigt.

Molotovcocktails. Kenny Edermo, en af kriminalteknikerne i

Torsby, havde fortalt om den uhyggeligt hurtige brandudvikling,

på ganske få sekunder kunne et helt rum stå i flammer. “Ekstremt

effektivt,” var udtrykket, han havde brugt. “Med benzin går det

meget, meget stærkt.”

Havde hun mon været vågen, da det skete? Christer prøvede at

forestille sig den frygt, Mirjam måtte have følt, da branden bredte

sig, men orkede det ikke, magtede ikke at tænke tanken. Somme

tider føltes det ekstra rart at bo allerhøjest oppe, på niende etage.

Han bøjede sig ned og tog aftenens armbøjninger, en gammel

vane, han havde taget op i forsommeren. Derefter halvtreds ma-

vebøjninger. Man begyndte da også at kunne ane en forskel. Det

føltes i hvert fald bedre. Han satte sig på sengekanten, tog mobil-

telefonen op og trykkede sig frem til sms-indbakken.

“Jeg syntes også, det var hyggeligt at mødes. Håber, vi ses igen

snart! Torun.”

Christer læste sætningen en gang til, prøvede endnu en gang at

tolke, hvad der stod. Helt præcist. “Hyggeligt at mødes.” Ja, det var

de samme ord, som han selv havde brugt, da han skrev den første

besked. “Håber, vi ses igen snart.” Hvis man ville, kunne man godt

tolke det køligt, lidt ligesom når man møder nye bekendte på en

konference. Der var ikke noget “jeg savner dig” eller “jeg tænker

på dig”, intet af den slags. Man så var der udråbstegnet, som et lille

håb til sidst.

Måske alligevel. Christer krøb ned i sengen med mobilen i hån-

den. Måske turde han godt prøve. Men hvad skulle han skrive?

Han forsøgte sig med forskellige formuleringer om, at det kunne

være rart at ses igen på et tidspunkt og måske drikke en kop kaffe

42


eller noget; slettede det, begyndte forfra. Endelig var han nogen-

lunde tilfreds og trykkede send.

To varme, brune øjne kiggede smilende på ham, da han faldt i

søvn.


drengen der holdt op med at græde

Documents