den'europæiske'union'indsat'i'mali' - fak€¦ · 10/10$2019'...
TRANSCRIPT
10/10$2019'Antal'anslag:'95.000'
Kadet'H.Ø.'Jakobsson' ' Vejleder:'Troels'B.'Henningsen'457727' ' IFS'18/01$1989'
''''''''
Den'Europæiske'Union'Indsat'i'Mali'''''''''$'Vurderet'med'Baggrund'i'Principal$Agent'Teori'
'
ABSTRACT
The security situation in Mali is increasingly deteriorating, and there are indications that the country
is under an existential threat. This has occurred while the nation has received a massive
international support from various state and non-‐state actors, such as the UN MINUSMA, the French
led Barkhane and the EU.
This article will attempt to find answers as to how it is possible that despite enormous
international effort the situation can continue to escalate so violently? This is a highly relevant
question in the present day context as this is not the first time this question has been asked (think
Afghanistan), and unlikely that Mali will be the last time the West decides to assist a weak state with
its internal problems. To answer this question, the thesis will focus entirely on the aforementioned
actors responsibility for Mali's security and stability; the external actor who supports the Malian
regime with various initiatives, and the Malian regime as the recipient of this support and who is
responsible for its implementation.
The article is inspired by the Principal Agent theory which describes a contract relationship
similar to the one the EU has with the Malian regime, and with a deductive approach, the article
proposes a hypothesis based on the theory: Different interests will lead to different strategies that
will undermine the external actor's initiatives. Since the hypothesis is inspired by the Principal Agent
theory, it will act as the thesis’ theoretical framework. The article will test the hypothesis’ validity
by identifying, the interests of the EU and Mali, and specifically whether Mali, due to its interests
has deliberately chosen another strategy to support its interests, thus, undermining EU’s efforts and
initiatives. In conclusion, it is imperative that external actors such as the EU handles the
aforementioned misalignment with solutions that can counter the host nation's shirking, with
appropriate measures such as incentives or conditions.
1
1. Indledning 2 2. Principal-Agent Teori 6 2.1 Indledning 6 2.2 Negativ Selektion 7 2.3 Moralsk Fare 8 2.4 Løsninger til Problemerne 9 3. Metode 11 4. Interesser og Strategier 12 4.1. Den Eksterne Aktør 12 4.1.1. Indledning 12 4.1.2. Vestens Strategi i Mali 13 4.1.3. EU’s Interesser og Formål med den Maliske Stat 14 4.2 Værtsnationen 17 4.2.1 Indledning 17 4.2.2 Værtsnationens Sikkerhedsstyrker 18 4.2.3 Korruption i Værtsnationen 21 4.2.4 Konklusion 23 4.3. Mali som Værtsnation 24 4.3.1 Indledning 24 4.3.2. Korruption i Mali 24 4.3.3 Malis Sikkerhedsstyrker 26 4.3.4 Konklusion 28 5. EU’s og det maliske regimes samarbejde 29 5.1. Opretholdelsen af Status Quo 29 5.2 EU’s Initiativer 31 5.3 Konklusion 37 6. Konklusion 38 Diskussion 38 Litteraturliste 42
2
1. INDLEDNING
Da Frankriges tidligere præsident, François Hollande landede i Mali 2. februar 2013 for at følge
Frankrigs militære intervention i forbindelse med Operation Serval blev han taget godt imod af
håbefulde Malianer der flagrede med det franske flag. Han forsikrede dem at Mali stod ikke alene i
kampen og at Frankrig ville gøre alt hvad de kunne for at hjælpe den maliske hær med at opnå sejr
mod de islamiske militser der befandt sig primært i Nord Mali. (Abderrahmane 2013) Siden da har
det internationale samfund, blandt andet EU og FN brugt milliarder af dollars i økonomisk støtte til
Mali, rådgivet den maliske regering hvordan de ville genvinde deres autonomi og legitimitet, samt
trænet flere tusinde maliske soldater med henblik på at genvinde militærets voldsmonopol og
hermed opnå sikkerhed og stabilitet i landet. Som et eksempel på den enorme indsat skiller FN-‐
missionen MINUSMA sig ud som i 2019 har et budget på en milliard dollars. Missionen har omkring
15.000 uniformeret personale indsat med det formål at støtte den politiske proces i Mali samt
hjælpe landet med at opnå stabilitet. Udover at være FNs tredje største mission er den også blevet
til organisationens farligste med over 200 dræbte. (MINUSMA 2019)
Det internationale samfunds samlede bidrag førte til en fredsaftale i Juni 2015, the Algier
Accord, som skulle give mere autoritet til et område i Nord Mali, kendt som Azawad, hvor største
delen af indbyggere er Araber og Tuaregs. Fredaftalen skulle blandt andet imødegå og forhindre
følelsen af ekskludering og ignorering af det etniske mindretal, der var blandt andet årsagen til
oprøret tilbage i 2011 af etniske Tuaregs. Fredsaftalen blev til sidst underskrevet af alle de største
aktører i Mali (undtagen de grupper der havde tilhørsforhold til Al-‐Qaeda) og forhindrede den
maliske stats sammenbrud. (BBC 2015) Mali var midlertidig reddet, stemningen var håbefuld og i en
kort periode efter fredsaftalen var der skrøbelig men relativ fred i Mali.
På trods af deres aftale med de respektive parter i 2015, og President Ibrahim Boubacar
Keita (i dagligtale kendt som IBK) inspirerende tale mens han omfavnede en Azawads repræsentant;
"hand in hand, let us make Mali better, more brotherly, more united than ever. […] Long live a
reconciled Mali! Long live peace!", (BBC 2015) så har det maliske regime været længe om at
implementere fredsaftalen. Det har ført til et nyt udbrud af konflikt og 2018 begyndte det for alvor
at manifestere sig i Mali hvor omkring 300 civile misstede livet i over 100 konflikt relaterede
hændelser i Central og Nord Mali. Den maliske hær blev anklaget for adskillige krænkelser af
menneskerettighederne, herunder tortur og udenretlig drab på mistænkte oprørere. Derudover
3
begyndte flere af fredsaftalens grupper at angribe hinanden grundet deres forbindelser med
narkotikasmugling, menneskehandel og terrorisme som eskalerede den menneskelige nød i den
grad, samt truede fredsaftalens eksistens, ifølge en UN rapport fra 2018. (The Panel of Experts 2018)
Nøden i Mali nåede det højeste niveau i 2018 siden starten af Malis sikkerheds krise i 2012 hvor 5,2
millioner mennesker havde brug for humanitær bistand i 2018 sammenlignet med 3,8 millioner i
2017. (McVeigh 2018)
Et år senere, den 23. marts 2019, tog krisen en dramatisk vending hvor mere end 160 civile,
herunder 50 børn blev dræbt i landsbyen Ogossagou i et af landets mest dødelig angreb i nyere tid.
Grundet ofrenes etnicitet, en Fulani-‐stamme, og gerningsmændenes Dogon-‐identitet frygtede
mange, at massakren var etnisk motiveret. (Di Razza 2019) Deres frygt blev bekræftet mindre end
tre måneder senere hvor en Dogon-‐landsby i det centrale Mali kom under et times langt angreb der
førte til mere end 100 døde. (BBC 2019) I den første halvdel af 2019 omkom omkring 600 Malianere
under konflikt relaterede hændelser. (Maclean, 2019)
Konflikten truer Malis eksistens og er ikke længere begrænset til Nord Mali men er også
blevet bredt ud til Central Mali. IBK i forbindelse med massakren i Dogon landsbyen gentog
nødvendigheden for at stå sammen. Det er altafgørende hvis nationen skal have mulighed for at
overleve “because this is a question of survival.” (France24 2019) Det lader til at IBK har forståelse
for vigtigheden i at national enhed er en forudsætning for lang sigtet fred og stabilitet, det kan man
læse ud fra hans retorik, men hans handlinger siger det stik modsatte. Som et eksempel, har han
valgt at udskyde implementeringen af fredsaftalen som skulle netop sørge for fred og stabilitet
igennem national inklusion af udsatte etniske mindretal. (Carriat 2018)
Situationen i Mali har på få år udviklet sig dramatisk og på nogle områder forværret sig på
trods af den enorme støtte fra blandt andet EU og FN. Indledningsvist bliver der stillet et meget
enkelt spørgsmål: Hvordan kan det være muligt? Hvordan kan det være at trods den enorme indsat
den maliske regering har modtaget siden 2013 at situationen kan fortsat udvikle sig så negativt og
blive så voldsom? Dette spørgsmål skaber rammen for den videre analyse og skal skabe en refleksion
hvordan man kan gøre så meget, og få så lidt tilbage. Spørgsmålet er simpelt men er dog yderst
relevant i nutidigt sammenhæng fordi at det er ikke første gang at dette spørgsmål bliver stillet, og
det er ikke sidste gang at Vesten vil hjælpe svage stater med oprørsbekæmpelse. Indsatsen i
Afghanistan og Irak har varet i næsten to årtier, de er hver i sær trillion dollar krige hvor flere tusinde
4
af koalitions parter og hundrede tusinde Afghaner og Iraker misstede livet, som, i sidste ende,
producerede få konkrete resultater. Derfor er det altafgørende at indsatsens tilbageslag i Mali bliver
analyseret på og årsagerne identificeret tidligt i processen for at man kan komme med ændringer
og implementere realistiske strategier til den fortsatte indsat, og dermed undgå potentielle
faldgruber og spild. Fredsaftalen fra 2015 er et eksempel på et tilbageslag for den internationale
indsat. Mens FN, Frankrig og EU ønskede at den maliske regime ville implementere fredsaftalen som
det første mod fred og stabilitet, så har IBK og dens regering, som tidligere nævnt, været længe om
at implementere den. Det vil sige, udover at true aftalens eksistens og dermed Malis fremtidige fred
og stabilitet, så har regimet bevidst valgt en anden strategi end forventet og dermed undermineret
de eksternes aktørers initiativer i Mali. Dette virker ulogisk, især taget i minde Malis eksistentiel
trussel, de internationale aktørers pres at få aftalen implementere, og IBK’s egen retorik i forhold til
national enhed som forudsætning for statens overlevelse. Men det giver et godt udgangspunkt i
hvordan to allierede aktører, der burde være enige om noget så vigtigt som en fredsaftale, har to
vidt forskellige synspunkter på processen mod deres fælles mål, som har uden tvivl ført til friktioner,
som i sidste ende har forlænget processen.
Denne afhandling vil derfor fokusere på disse to primære aktører der har ansvaret for Malis
sikkerhed og stabilitet; den maliske regering som modtager af international støtte og som har
hovedansvaret for at implementere indsatsen i Mali, og så den bidragende eksterne parter. Der er
flere forskellige eksterne aktører i Mali der handler ud fra forskellige mandater som Frankrig, UN,
IMF, World Bank og EU. Denne artikel vil fokusere på EU som den bidragende eksterne aktør.
Grunden til at artiklen vil afgrænse den videre analyse på netop disse to aktører tager udgangspunkt
i den uenighed der manifisterede sig efter fredsaftalen. På trods af at være allerede havde de
forskellige ideer om hvornår og hvordan fredsaftalen skulle implementeres, som har forhindret
Malis proces mod fred og stabilitet.
For at svare på det overordnede spørgsmål, ”Hvordan kan det være muligt?”, er artiklen
blevet inspireret af Principal-‐Agent teorien der beskriver et kontraktforhold mage til det som EU har
med den maliske regering. Teorien, beskriver to rationale og strategiske aktører, en principal og en
agent, som indgår i en aftale med hinanden mod et fælles mål, men grundet deres rationalitet har
vidt forskellige interesser. Denne interesse forskel gør at agenten, fordi han er en strategisk aktør,
vil når muligheden opstår vælge en anden strategi der passer bedre til hans egen interesser som
5
påvirker processen og underminere principalens plan. Teorien beskriver også de typiske problemer
sådan et forhold står over for samt, de løsninger en principal kan vælge at anvende med henblik på
at imødegå denne interesse forskel, og forhindre at agenten kan underminere hans indsat. Med det
i minde opsætter artiklen en hypotese med baggrund i teorien:
Forskellige interesser vil føre til forskellige strategier, som vil underminere den eksterne
aktørs initiativer
Denne hypotese, hvis den vurderes valid, kan svare på artiklens overordnede spørgsmål og forklare
hvorfor indsatsen i Mali, trods den enorme indsat, leverer ikke bedre resultater. Artiklen vil, inden
for de rammer det overordnede spørgsmål sætter teste hypotesens validitet ved at svare på tre del
spørgsmål:
1. Hvad er det for nogen interesser henholdsvis EU og den maliske regering har? Hvordan
påvirker deres interesser deres valg af strategi?
2. Er der eksempler på at den maliske regering har med vilje undermineret EU’s indsat i Mali?
Hvis det er tilfældet, i hvilken grad har EU forsøgt at modvirke mod regeringens modstand?
3. Hvordan kan EU effektivt begrænse Malis mulighed for at underminere EU’s indsat?
Næste kapitel vil forklare principal agent teorien og mere præcist hvordan EU’s relation med
Mali passer ind i den teoretiske ramme. Indledningsvist, vil artiklen dog starte med at forklare fire
forskellige begreber dette projekt vil anvende. Artiklen vil anvende begreberne værtsnation og
ekstern aktør som de to primære aktører denne artikel vil fokusere på. Mere specifikt, er
værtsnationen den aktør, oftest en svag stat, der har brug for ekstern støtte grundet manglende
kapaciteter til at løse sine interne problemer. Som navnet indikerer så er værtsnationen en vært for
en ekstern aktør der har tilbudt og fået lov til at hjælpe den førnævnte med sine problemer, inden
for statens grænser. Den eksterne aktør kan være en stat og en ikke-‐statelig aktør.
Envidere, The Democracy Index har fire klassificationer til at beskrive et regime. Ifølge den er Mali
et såkaldt hybrid regime, eftersom dets demokratiske valg lider ofte af valgsvindel som forhindrer
6
staten i at have et retfærdigt og liberalt demokrati. Men for simplificering, vil artiklen fremover
beskrive regimer som enten værende demokratiske eller autokratiske, hvor Mali vil høre under den
sidstnævnte kategori. (The Economist 2017) Slutteligt, i forhold til begrebet oprørsbekæmpelse,
eftersom at det er ikke den primære fokus i denne artikel så vil den nøjes med Oxford Lexicons
definition; ”Military or political action taken against the activities of guerrillas or revolutionaries.”
Dette kan være værtsnationens aktioner, samt den eksterne aktørs aktioner inde i værtsnationen.
(Oxford Lexicon 2019)
2. PRINCIPAL-‐AGENT TEORI
2.1. Indledning
Teorien beskriver et forhold mellem to parter, en principal og en agent hvor den førnævnte
ansætter agenten til at træffe beslutninger og handle på dens vegne. Med andre ord han delegerer
ansvar og magt til agenten, der handler inden for principalens begrænsninger. Grunden til selve
delegationen er at det er omkostningsbesparende for principalen at hyre nogen til at gøre et
specifikt arbejde for sig. (Elgie 2002 s. 187)
Problemet med sådan en kontrakt er at principalen og klienten vil altid have forskellige
interesser der vil påvirke dem på hver sin måde, som et eksempel; husejere (principalen) ønsker at
tømrere (agenten) arbejder hårdt med lave omkostninger, mens tømrere ønsker høje lønninger for
lettere arbejde. (Biddle, Macdonald, and Baker 2018, s. 96) Problemerne der kan opstå ud fra
Principal-‐Agent teorien har to forskellige kategorier; negativ selektion (adverse selection) og
moralsk fare (moral hazard). De opstår typisk i en situation hvor der er asymmetrisk information
mellem de to parter, normalt hvor agenten har større viden om situationen end principalen. Således
opstår der en situation, hvor agenten kan blive motiveret til at udnytte denne information forskel
og handle ud fra sine egne interesser og ikke principalens, der potentielt set kan have store
omkostninger for principalen. Teorien hviler dermed på den grundlæggende menneskelige
antagelse om, at “in the absence of any restraints, human beings are driven solely by self-‐interests,
which in turn gives rise to opportunism.” (Ulhøi 2007 s. 76)
7
2.2. Negativ Selektion
Negativ selektion er en situation hvor den ene part (oftest principalen) ikke har tilstrækkelig
information om den anden inden de skriver under en kontrakt. Denne information som principalen
mangler om agenten er essentiel viden, og kan derfor påvirke principalen negativt og have skadelige
følgevirkninger. (Hayes, 2019) I økonomi er der et eksempel på dette når et forsikringsselskab skal
skrive kontrakt med en ansøger i forhold til forsikringsdækning, men selskabet mangler essentielle
oplysninger om ansøgerens livsstil. Ansøgeren kunne som et exempel føre et mere risikabelt liv end
selskabet var klar over som betyder at “the insurance company suffers adverse effects by offering
coverage at a cost that does not accurately reflect its actual risk exposure.” (Maverick 2019) Negativ
selektion er således et fænomen, hvor risikoen ligger hos den ene part forud for oprettelsen af en
kontrakt.
Optimalt set ville principalen helst lave kontrakt med den ideelle kandidat, den som har høj
integritet og yderst dygtig, og deler principalens interesser og ideer om det endelige resultat og
hvordan det burde opnås. Sådan en kandidat minimerer risici for principalen. Problemet er at
principalens tilbud tiltrækker oftest kun dem har problemer i forvejen, det vil sige den mindre ideelle
kandidat. Dette er særlig relevant under oprørsbekæmpelse. (Biddle, Macdonald, and Baker 2018,
s. 97)
Når en ekstern aktør beslutter sig for at tilbyde hjælp til en svag stat, der lider af et oprør,
står den førstnævnte, principalen, over for negativ selektion på samme måde som det førnævnte
forsikringsselskab. Principalen ved ikke forud for oprettelsen af dette forhold hvad for nogle
underliggende interesser og motivationer værtsnationen har. Fra principalens perspektiv er det
således yderst risikabelt at etablere et forhold til agenten. Derudover kan principallen ikke vælge
den ideelle partner han helst ville starte en samarbejdsaftale med eftersom selve oprøret er en
indikation om at agenten lider af interne strukturelle problemer, og er per definition alt andet end
ideel. (Biddle, Macdonald, and Baker 2018, s. 97) Problemet er at principalen har ikke noget valg og
tvinges derfor at indgå i en aftale med agenten, eftersom oprørsbekæmpelse handler netop om at
vælge en ufuldkommen partner som man vil hjælpe. “It is rare to have a morally splendid ally in
counterinsurgency work, simply because morally pristine, administratively effective governments
do not provide the inspiration or excuse for a guerrilla war.” (Grant, 1992, s. 261)
8
Derfor, vil værtsnationen, grundet den virkelighed den stør i, højst sandsynligt have andre
interesser og prioriteringer end den fremmede aktør, selvom om de kan være enige om hvem er
fjenden og hvad formålet er med deres samarbejde. Dette vil kunne påvirke hans vilje eller evne til
at deltage effektivt i den eksterne aktørs oprørsbekæmpelse, en faktor som den eksterne aktør skal
have i minde når han tilbyder den svage stat om hjælp. Fordi set fra agentens perspektiv så er han
en strategisk aktør som ville kunne forsøge at “manipulate the dynamics of the relationship with its
patron to maximize the amount of political, economic, or military assistance it receives, while
seeking to maintain its autonomy.” (Ladwig 2016, s. 103)
2.3. Moralsk Fare
Når kontrakten er underskrevet af parterne vil det være umuligt for principalen at overvåge agenten
hele tiden og sørge for at han bevæger sig inden for principalens vilje og begrænsninger som nævnt
i deres kontrakt. Derfor vil der opstå asymmetrisk information mellem parterne. Hvis parterne har
forskellige interesser, kan agenten blive fristet til at handle ud fra sine egne interesser og ikke
principalens. (Elgie, 2002, s. 188) I økonomi vil der som et eksempel forekomme moralsk fare
mellem et forsikringsselskab og en ansøger hvor essensen i kontrakten, som er at beskytte
ansøgeren mod risici, fører til et ændret adfærd hos ansøgeren. Den fører faktisk til en mere
risikotagende holdning og attitude af ansøgeren, fordi at han ikke længere bærer de fulde
konsekvenser af hans handlinger. Som et eksempel, ansøgeren har købt forsikring mod
oversvømmelse som gør at han tager ikke de samme foranstaltninger til at forhindre at det sker
netop fordi at han er alligevel sikret. (Nickolas 2019)
Moralsk fare kan opstå, når en regering modtager hjælp fra en ekstern aktør der har til
formål at forhindre værtsnationens kollaps grundet et oprør i værtsnationen. Det kan, svarende til
førnævnte forsikringssag, føre til en mere risici villig regime, som handler mindre omhyggeligt på
grund af den sikring, som den fremmede aktør leverer, som (i det mindste i regimets øjne) er yderst
motiveret over at beskytte den mod total sammenbrud. “By providing assistance, the patron state
can alter the burden of risk in a way that might unintentionally change the behavior of the local
government.” (Ladwig 2016, s. 104)
Eftersom principalens engagement, at sikre klientens overlevelse, er ubestridelig er klienten
mere sandsynlig til at handle ud fra sine egne interesser uden at frygte de store konsekvenser fra
9
principalen. (Biddle et al., 2018, s. 96) Dette kan have den utilsigtede virkning at den eksterne aktørs
støtte vil føre til den førstnævntes fralæggelse af ansvar, som vil gøre ham dybt afhængig af den
eksterne aktørs indsat i forhold til sin egen politisk overlevelse. Den ekstern aktørs tilstedeværelse
gør at værtsnationen behøver faktisk ikke bekæmpe oprørene eller ”undertake the reforms that
such aid was intended to encourage”. (Ladwig, 2016, s. 104) Den eksterne aktør har skabt et status
quo som er acceptabelt for værtsnationen.
2.4. Løsninger til Problemerne
Alt det ovenstående; informations asymmetri, negativ selektion og moralsk fare kan føre til
en afvigelse fra det resultat, som principalen ønsker, og det resultat, som principalen opnår, grundet
agentens ageren ud fra sine egne interesser. (Biddle et al., 2018, s. 97) I forhold til
oprørsbekæmpelse hvor en ekstern aktør beslutter sig for at hjælpe en svag stat med dets interne
problemer, har litteraturen omkring Principal-‐Agent teorien efterfølgende tre løsninger som
principalen kan anvende med henblik på at imødegå ovennævnte problemer, og dermed opnå
endelige resultater der stemmer bedre overens med hans ønskede resultater.
Tilskyndelser (inducements)
Også kendt som patron-‐klient relationer, hvor principalens fokus udelukkende er at belønne
agenten med alt fra økonomisk hjælp til militær udstyr, med det formål at inspirere ham til at udføre
specifikke handlinger. Det forventes, at grundet den positive karakter af samarbejdet, vil agentens
belønning resultere i positive reaktioner fra ham der fører til ændret opførsel. Kravet for at dette
kan virke er, at principalen og agenten skal nogenlunde have samme forståelse for situationen, og
være enige om hvilke prioriteter er de vigtigste.
Fordelene ved tilskyndelser er, at de kan bruges ensidigt, det vil sige, at der er ikke et krav
om at principalen indgår i et multilateral samarbejde med andre principaler for at det virker.
Derudover, bidrager det også med opretholdelsen af gode relationer til agenten, hvilket er vigtigt i
forbindelse med patron-‐klient relationer, og øger agentens tillid til principalen. (Ladwig, 2016, s.
107) USA har brugt patron-‐klient relationer i flere tilfælde, som et eksempel, under Afghanistan-‐
Sovjet krigen i 80’s hvor milliarder af dollars og militær udstyr (herunder Stinger missiler)
10
finansiererede mujahideens oprørsbekæmpelse mod Sovjetunionen og den afghanske
kommunistiske regering. (Woody 2018)
Betingelser (conditionality)
Betingelser anvendes til at mindske moralsk fare. Trusler om at suspendere økonomisk bistand eller
militær støtte, hvis kontraktens betingelser, ikke er opfyldt af modtageren, (agenten) er en af de
mere succesrige metoder principalen kan anvende med det formål at ændre en stats adfærd.
(Ladwig, 2016, s. 107) Logikken bag betingelser er, at agenten vil ikke turde at fralægge sit ansvar
hvis det fører til ophævelsen af økonomisk bistand eller militær støtte.
Betingelser lider dog ofte af troværdighedsproblemer. Eksterne aktører som EU og USA
indrammer ofte værtslandenes overlevelse som en vital interesse for sig selv for at modtage
domestik godkendelse for deres støtte til svage stater. (Biddle et al., 2018, s. 102) USA som et
eksempel beskrev ofte Iraks overlevelse som vitale interesser for USA’s nationale sikkerhed.
Problemet med disse fortællinger er, at jo mere overbevisende de er, desto sværere bliver det for
principalen (f.eks. EU eller USA) at true agenten med suspension af bistand.
Dette gælder især, hvis kontraktbetingelserne er meget løse, hvilket gør det lettere for
agenten at fralægge (shirk) sit ansvar. Det vil sige, når principalen forsøger at berolig agenten, skaber
det således et problem med moralsk fare fra agentens side. Eftersom agenten er en strategisk og
rational aktør, vil han spørge sig selv “why risk domestic instability by forcing reform on an unwilling
military when the external threat such reform is meant to meet will presumably be met by the
[principal] on [the agents] behalf anyway? […] The principal’s arms will ultimately save them if the
external threat proves greater than expected.” (Biddle et al., 2018, s. 103) Omvendt er det også
muligt, at i tilfælde af at principalen er for aggressiv og hård i forhold til den bistand agenten
modtager, kan det føre til en for stor distance mellem de to. For høje krav kan være i lig med tvang,
og tvang er kun noget man gør mod sin modstander, eftersom det kan have negative diplomatiske
konsekvenser, og dermed kontraproduktivt under oprørsbekæmpelse. (Ladwig, 2016, s. 108)
Betingelser er således en balancegang, der kan være vanskelig at opnå, men væsentlig at
finde: for høje krav så skræmmes agenten væk, for løse krav inviterer principalen agenten at
fralægge (shirk) sine aftaler med principalen.
11
Sanktioner
Sanktioner er ligeledes en metode principalen kan bruge, men som regel aldrig på ens allierede, da
det ville ødelægge diplomatiske relationer. (Ladwig, 2016, s. 108) For eksempel, i 2018 var både den
maliske regering og ledere af Malis forskellige oprørsgrupper beskyldt for at forhindre
fredsprocessen. Mens lederne af oprørsgrupperne blev truet med sanktioner, fik den maliske
regeringen et "respectful" pres. (Carriat 2018)
3. METODE
Artiklen vil med en deduktiv tilgang til opgaveløsningen besvare det overordnede og simple
spørgsmål; Hvordan kan det være muligt? ved at teste om hypotesen; Forskellige interesser vil føre
til forskellige strategier, som vil underminere den eksterne aktørs initiativer, er valid eller ej.
Eftersom hypotesen er inspireret af Principal Agent teorien vil den være opgavens teoretiske
ramme.
EU’s initiativer i Mali vil analyseres på, med henblik på at se om hypotesen kan eventuelt forklare
Malis sikkerhedsmæssige forværring. Dette vil artiklen gøre ved systematisk svare på de tre del
spørgsmål nævnt i kapitel 1 og slutteligt konkludere på dette. Artiklen vil angive hvert spørgsmål
som et kapitel, hvor spørgsmål 1 bliver besvaret i kapitel 4, spørgsmål 2 i kapitel 5 og spørgsmål 3
bliver besvaret som en del af artiklens diskussion.
Artiklen vil teste om hypotesen er valid ved at indledningsvist, i kapitel 4, identificere EU’s og
Malis interesser, og hvad for nogen strategier støtter deres særlige interesser. Formålet er at se om
de er i uoverensstemmelse med hinanden. Hvis det viser sig at være tilfældet, vil artiklen kunne,
med baggrund i hypotesen, forudse at samarbejdet vil opleve fremtidige problemer og friktioner,
hvis EU ikke håndterer det på en passende måde.
I kapitel 5 vil artiklen teste hvor valid hypotesen er, med baggrund i to initiativer, og analysere i
hvilken grad der har opstået moralsk fare i EU’s og Malis samarbejde, og hvorledes EU har forsøgt
at imødegå dette.
Principal Agent teorien bliver anvendt på følgende måde.
• Spørgsmål 1 bliver svaret med udgangspunkt i negativ selektion som forudsætter at aktører
i et kontraktforhold har forskellige interesser der vil påvirke deres handlinger
12
o aktørernes interesser forud for oprettelsen af deres kontraktforhold bliver fundet
• Spørgsmål 2 bliver svaret med udgangspunkt i moralsk fare, samt de løsninger der blive
nævnt i kapitel 2.4.
o forsøgt at svare om de interesser der bliver fundet i kapitel 1, påvirker processen
under kontraktforholdet
• Spørgsmål 3 bliver svaret med udgangspunkt i den forudgående analyse
Det empiriske grundlag for artiklen er udelækkende kvantitativ hvor største delen vil være
sekundære kilder i form af blandt andet nyhedsartikler fra internettet og større undersøgelser fra
forskellige tænke tanke. Den vil i begrænset omfang anvende primære kilder, bortset analysen der
fokuserer på EU grundet let tilgængelige dokumenter fra selve organisationen på engelsk. I forhold
til den maliske regering, er artiklen begrænset til sekundære kilder grundet manglende materiel på
engelsk.
4. INTERESSER OG STRATEGIER
4.1. Den Eksterne Aktør
4.1.1 Indledning
“Just because you have a hammer, does not mean every problem is a nail.” (Abderrahmane 2013)
Som beskrevet i artiklens indledning har situationen i Mali forværret sig. Det har ført til tvivl om
vores engagement i at hjælpe Mali med deres problemer. Som BBC fortalt det: “Western powers
are more concerned by a growing Islamist threat throughout the region than a Tuareg issue which
is considered a political internal problem”. (Fessy 2012) Yderrmere, “Mali could tear itself apart
from decades of Tuareg claims to self-‐autonomy, but the moment jihadists enter the scene the
internal situation becomes a threat unconstrained by the borders of the West African nation”. (Pitts
2014) Ifølge kritikken har de eksterne aktører i Mali nogle andre interesser end den maliske stat
hvor deres primære fokus og bekymring er at holde voldelig ekstremisme i Sahel nede, mens
stabilisering af Mali har anden prioritet og ikke nødvendigvis en umiddelbar bekymring. Så længe
Mali ikke kollapser og bliver et tilflugtssted for terrorisme så, ifølge synspunktet, har vi gjort det
13
godt nok. “Countries don’t have friends, they have interests.” (Dörrie 2019) Dette kapitel vil
undersøge EU’s engagement i Mali, hvilke interesser organisation har og om de stemmer overens
med den maliske stat hvilket har et desperat behov for lang sigtet fred og stabilitet, eller om
førnævnt kritik holder stik, og EU er mere interesseret i kort sigtede løsninger der er mere relevante
for organisationens behov, end den maliske stats overlevelse.
4.1.2. Vestens Strategi i Mali
Vestens oprørsbekæmpelse i Sahel er blevet dybt påvirket af deres tidligere missioner i Irak
og Afghanistan. Efter to årtier med konflikt, trillioner dollars brugt og tusinder døde, er Vesten
blevet modvillig og mere tilbageholdende ved at involvere sig i samme grad i andre nationers interne
problemer. Frankrig er som et eksempel det eneste land i den Vestlige verden hvis mandat byder
franske soldater at tage ud på patruljer sammen med maliske soldater. (Latorraca 2015) I stedet
ønsker Vesten at hjælpe svage stater der risikere kollaps ved at anvende et lavere fodaftryk. Dette
kan opnås med en såkaldt indirekte tilgang, hvor ”outcomes must be achieved ‘indirectly,’ by relying
on the structures and capabilities of the host-‐nation and thereby do more with less.” (Ucko & Egnell,
2014, s. 17) I praksis betyder dette, at i stedet for at bruge deres eget militær til at gå ud på patruljer,
som vi gjorde i Afghanistan og Irak for at vinde lokalbefolkningens tillid, overlader vi ansvaret til
værtsnationens regime. Vesten vil i stedet tilbyde hjælp i form af rådgivning, økonomisk bistand og
militær støtte i form af træning af lokale sikkerhedsstyrker og logistisk støtte.
Den indirekte tilgang er ikke et nyt fænomen. Den er blevet brugt i lande som Colombia mod
FARC og på Filippinerne mod Abu Sayraf med moderat succes. Nogle af de vigtigste fordele ved den
indirekte tilgang er, at den “rightly recognizes the limits on what external powers can achieve by
themselves in a foreign land, particularly one they scarcely understand.” (Ucko & Egnell, 2014, s.
18) Desuden sætter det værtsnationen i spidsen af opgaven og reducerer de eksterne aktørers
økonomiske og politiske omkostninger grundet det lave fodaftryk. Sidst men ikke mindst ”the
indirect approach puts the local government in charge for solving what is, after all, its problem: it
puts the onus of the solution on local ownership and responsibility.” (Ucko & Egnell, 2014, s. 18)
Værtsnationen har således en større rolle at spille og har generelt set et større ansvar med hensyn
til selve oprørsbekæmpelsen. Det er dog vigtigt at understrege at hvis den indirekte tilgang skal
fungere optimalt og opnå sit ønskede resultat uden problemer så er det afgørende at værtsnationen
14
deler den eksterne aktørs interesser og prioriteringer. Derudover, er der også et minimumskrav i
forhold til landets samlede styrke og kapacitet.
Dilemmaet dog er, som forklaret i kapitel 2.2, at det er sjældent at værtsnationen kan
opfylde disse krav netop fordi at stater der har brug for hjælp udefra med deres interne problemer
er næsten altid per definition langt fra at være den ideelle partner som den indirekte tilgang ellers
gør krav om. (Ladwig, 2016, s. 103) Derfor er det altafgørende at den eksterne aktør har det i minde
når han tilbyder hjælp til værtsnationen for at undgå friktioner. At anvende den indirekte tilgang og
antage at værtsnationen har de samme interesser og prioriteringer fordi at de lider af et oprør der
er i gang med at rive nationen fra hinanden, samt en fælles fjende, er en typisk fejl lavet af den
eksterne aktør under oprørsbekæmpelse; den eksterne aktør og værtsnationen er ikke “unitary
actors”. (Ladwig, 2016, s. 100) Derfor vil værtsnationen helt sikkert have forskellige interesser fra
deres esterne aktør, som vil hindre deres samarbejdsevne eller deres effektivitet i gennemførelsen
af nogle af de oprørs foranstaltninger, der anbefales af den eksterne aktør. Med andre ord står den
eksterne aktør over for en negativ selektion.
Årsagen til at missionen i Colombia havde succes, var fordi at det colombianske regering og
USA kunne være enige om oprørskampens prioriteringer og havde en fælles ide hvordan det
endelige resultat skulle se ud, samt processen dertil. Derudover, var Colombia en forholdsvis stærk
stat med en forholdsvis stærk og legitim regering samt militær. Det er således tvivlsomt, om den
indirekte tilgang ville kunne have anvendes i Afghanistan i 2001 eller Irak i 2003. (Ucko & Egnell,
2014, s. 19)
4.1.3. EU’s Interesser og Formål med den Maliske Stat
I hele Sahel-‐regionen er “the EU, together with its Member States, […] the biggest provider of
development assistance […] with €8 billion over 2014-‐2020.” (EEAS Press Team 2018)
Mali er ingen undtagelse, EU har initieret flere forskellige initiativer der skal samlet give Mali en
forudsætning for at forstærke sig selv som en stat og kunne selv håndtere dets interne problemer.
EU’s bidrag fokusere på tre områder (efterfølgende fakta vedrørende de tre områder er et udkast
fra ”EU-‐Mali Relations fact sheet 2019” (EEAS 2019)):
15
PEACE AND SECURITY;
“provide strategic advice and training to the Malian armed and security forces […] in order to
contribute to the restoration of Mali’s territorial integrity and the protection of the population and
to support security sector reform”
• EUTM (military) – “is a military training mission. […] It advises the Malian authorities on the
restructuring of the Malian armed forces”
• EUCAP (civilian) – “a civilian mission which provides expertise in terms of strategic advice,
training and equipment to the Malian police, gendarmerie and national guard”
DEVELOPMENT COOPERATION
• ”the Member States and the European Union are mobilising some EUR 2 billion for the
period 2014-‐2018 and about EUR 400 million per year in Mali”
• ”EUR 665 million will be allocated to four main sectors: (i) peace consolidation and State
reform, (ii) rural development and food security, (iii) education; (iv) infrastructure.”
HUMANITARIAN AID.
• ”more than 650 000 people need urgent food assistance in the northern and central regions
of Mali affected by the conflict, and more than 156 000 children are estimated to be suffering
from severe acute malnutrition.”
• ”allocated EUR 23.5 million to meet humanitarian needs in terms of nutrition, health,
education in emergencies, assistance with food, housing and non-‐food items.”
“These reforms will make it possible to strengthen security in Mali, fight against corruption, improve
access to elementary education, in particular for girls, improve access to a fair justice system,
increase the provision of professional training, and reduce food and nutrition insecurity.” (European
Commission 2018)
EU’s strategi i Mali er fokuseret på staten hvor formålet er at hjælpe den maliske regime
med at opnå lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet. EU har en indirekte tilgang til Mali hvor det
endelige ansvar ligger hos den maliske regime at få implementeret de initiativer der kommer fra
16
organisationen. Dette blev bekræftet i en pressemeddelelse fra 2018 når EU besluttede sig for at
tilføje 50 millioner euros til Malis reformer; “The purpose of these additional funds is to support the
progress that the Malian authorities have undertaken to deliver to the people of Mali, in
implementing structural reforms.” (European Commission 2018) Denne artikel er dermed uenig
med den kritik der var citeret i kapitlets indledning. I stedet er det i EU’s interesse og organisations
formål at Mali opnår lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet, dette med henblik på at EU kan trække
sig tilbage som ekstern aktør og stole på at den maliske stat kan håndtere dets interne problemer.
Dette vil løse Malis problemer samtidig med at fjerne Mali som high politics hos EU grundet de
sikkerhedstrusler der stammer fra statens kollaps i 2012.
EU interesser i Mali og strategi vurderes værende, og afspejles i førnævnt pressemeddelelse:
Interesser: lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet for Mali
Strategi: Inspirere eller påvirke den maliske regime at reformere med bistand, igennem en indirekte
tilgang (lang sigtede løsninger)
EU bidrag til Mali er enormt, men har dog været kritiseret for kvantitet over kvalitet og trods
deres økonomiske bidrag til humanitær hjælp og udvikling har organisationen også været kritiseret
for at fokusere for meget på sikkerhed, som en forudsætning for stabilitet og fred for Mali. (Dörrie
2019) Dette har været et gennemgående tema når de eksterne aktørers indsat i Mali har været
evalueret, hvor denne overfokus på sikkerhed og voldelig ekstremisme “served to sideline other
issues that they [the international community] had initially pledged to deal with”. (Chauzal &
Damme, 2015, s. 48)
Denne artikel vil argumentere for, at problemet med EU's engagement i Mali handler ikke
om kvantitet over kvalitet, eller sikkerhed over reform. Det grundlæggende problem med EU's
engagement er deres forhold til Mali og deres antagelse at deres partner (Mali) er ideel, en
forudsætning for at den indirekte tilgang vil fungere optimalt uden de store problemer. Som et
eksempel har EU identificerede at “development, governance in fragile areas, and improved
security, including the fight against terrorism and illicit trafficking” som “shared interest”, og antager
at grundet disse fælles interesser vil regimerne i Sahel ”cooperate”. (EEAS Press Team 2018) Med
andre ord, EU arbejder med den logik at Mali er en unitary actor og har dermed fælles præferencer,
17
interesser, mål og gensidig forståelse for processen. EU har med andre ord oprettet et
kontraktforhold med Mali uden at tage højde for negativ selektion forud for oprettelsen af
kontrakten. Derfor har EU ikke taget højde for særlige interesser Mali kunne have som potentielt
set kan undergrave EU's initiativer.
4.2 Værtsnationen
4.2.1. Indledning
Kapitel 4.1.2. har beskrevet værtsnationer som alt andet end den ideelle partner i et kontraktforhold
for en eksterne aktør. Byman fremhæver fire forskellige strukturelle kategorier som alle
værtsnationer har til en vis grad til fælles, som kan forklare grunden til førnævnte påstand. Disse
karakteristika fører til særlige interesser for værtsnationen som kan udfordre og forhindre ham i at
gennemføre en effektiv oprørsbekæmpelse: (Byman, 2006, s. 81)
1. illegitime (og ofte undertrykkende) regimer
2. civil-‐militære spændinger som manifesterer sig ved frygt for kup
3. økonomisk tilbagegang
4. diskriminerende samfund.
“Taken together, these problems and divergent interests explain in part why allies often have
security services that are poorly postured to fight insurgencies and why allies do not make the
necessary reforms to improve their performance.” (Byman, 2006, s. 82)
Med inspiration fra Byman vil dette kapitel fokusere på to grundlæggende områder, der potentielt
set kan forklare værtsnationens modvilje mod oprørsbekæmpelse grundet dets særlige interesser:
1. hvorfor værtsnationer har sikkerhedsstyrker der er dårligt stillet til at bekæmpe oprører
2. hvorfor værtsnationer tøver med at foretage de nødvendige reformer der potentielt set kan
forbedre deres præstationer
18
Politiske ledere, autoritære såvel som demokratiske, anerkender, at i staten findes der en politisk
opposition og at de er “intent on maintaining themselves in power and use the available tools of
power and rules to accomplish this end”. (Mesquita and Siverson, 1995, s. 842) Med andre ord, den
umiddelbare interesse for den politiske ledelse, regeringen, er politisk overlevelse. “Decisions are
not taken to improve the welfare of the people unless coincidentally, this simultaneously aids
survival”. (de Mesquita & Smith, 2007, s. 254) Demokratiske ledere vil “implement policy that aims
to maximize their support among voters with the least amount of effort, as it is the voters who
ultimately choose whether they will retain office.” Autoritære ledere vil “develop policy that is
directed specifically at the means that is most likely to remove them.” (Powell, 2019, s. 29)
For at forstå dynamikken i en svag stat og dets politikker i forhold til hvorfor den ville tøve
med at implementere oprørsbekæmpelses foranstaltninger, må man således tage en leder-‐
centreret tilgang i stedet for en stats-‐centeret tilgang. I stedet for at spørge; hvordan påvirker denne
politik statens velfærd, skal man spørge, hvordan påvirker denne politik sandsynligheden for at
ledelsen vil kunne fastholde magten. (Powell, 2019, s. 38) Kort sagt, hvilke interesser har lederen og
hans regering? Svar: Politisk overlevelse!
Ladwig tilbyder et overblik over de politikker som autokratiske regeringer typisk vil
implementere i forhold til politisk overlevelse og for at kunne fastholde magten fra oppositionen:
“the priority for a besieged government is often to bolster its position within its society by ensuring
that the leadership of the state’s security forces is too divided to mount a coup, using economic
patronage to co-‐opt rival elites who could pose a threat […] —all of which are likely to diminish
counterinsurgency effectiveness.” (Ladwig, 2016, s. 103)
De følgende to underkapitler vil derfor, ud fra Bymans argument skiftes i sikkerhedsstyrker
og reformer, og her i sær fokusere på Ladwigs strategier omkring kup sikring og patronage som
midler til at sikre politisk overlevelse.
4.2.2 Værtsnationens Sikkerhedsstyrker
En af de mest alvorlige og sandsynlige trusler for ethvert autokratisk regime er et militært kup der
har til formål at fjerne dem fra magten. The Archigos Dataset of Political Leaders, en database der
måler uregelmæssige metoder til fjernelse af regimer, påstår at kup er ikke kun den mest
sandsynlige metode der vil være brugt, men også fem gange mere sandsynlig end fjernelse af et
19
oprør, som er den næst mest brugte metode. Set fra et autokratisk synspunkt er et militær kup en
realistisk trussel mod dets regime. (Goemans, Gleditsch, & Chiozza, 2009, s. 275)
Selvom kup ikke kun forekommer som en trussel mod autokratiske regimer, forekommer de
oftere imod autokratiske regimer end demokratiske regimer eftersom de ikke har den samme grad
af legitimitet, eller deres institutioner ikke er stærke nok til at beskytte dem mod kup. Da
autokratiske regimer mangler legitimitet og stærke institutioner for at beskytte dem mod kup, må
de henvende sig til andre midler til politisk overlevelse. Et af disse midler er at kup sikre regeringen.
Kup sikring er defineret som “a set of actions a regime takes to prevent a coup” (Quinlivan,
2014, s. 133) og er primært rettet mod dets sikkerhedsstyrker, da de har midlerne til at fjerne
regimet. Lederen vil iværksætte disse foranstaltninger, når han føler, at der er “a higher threat to
himself and his hold on office coming from his own military than any external threat“ (Bausch, 2018,
s. 1) og vil som et modforsvar “arrange their militaries in an inefficient manner that hampers the
military in international conflict or civil war.” Det betyder at “coup proofing is a deliberate attempt
to undermine the military and can occur whether a war is ongoing or not.” (Bausch, 2018, s. 4)
Kup sikring findes i mange former. Eksempler på kup sikring metoder er at udnævne eller
fremme militære ledere, der er loyale over for regeringen i stedet for dem der er kompetente, og
udelukke modstandere fra indre kredsen. (Bausch, 2018, s. 4) En anden metode er at rotere officerer
hyppigt mellem positioner i militæret. Dette nægter dem at etablere en stærk base af støtte og
loyalitet fra tropperne som gør det umuligt for dem at plotte mod regimet. Ulempen er, at disse
rotationer nægter dem at få ekspertise, erfaring og blive faglige dygtige til deres arbejde, hvilket
påvirker militærets effektivitet på slagmarken markant. (Bausch, 2018, s. 5) Andre strategier
inkluderer opdeling af militæret i flere forskellige rivaliserende styrker der mistænker hinanden der
gør at de kontrollere og afbalancere hinanden, eller skabe parallelle militære styrker der normalt er
meget bedre udstyret og trænet end den almindelige styrke og forventes af lederen at kunne
fungere som en modvægt mod den regulære hær, og dermed beskytte lederen og regimet mod den
regulære hær. (Sudduth, 2016, s. 5 og 6)
Alle førnævnte strategier “represent structural obstacles that will decrease the incentives of
military officers to organize a coup.” (Sudduth, 2016, s. 5) “Once leaders have purged enough rivals
from the regime and secured key positions for their loyal followers, the remaining officers who are
critical of the leaders find themselves too weak to successfully stage a coup.” (Sudduth, 2016, s. 6)
20
Kup sikring er derfor et paradoks. Når en leder vælger at kup sikre sit regime for at mindske
sandsynligheden for et militærkup, så vil konsekvensen være den at militærets effektivitet og
dermed dets evne til at bekæmpe oprører eller eksterne fjender mindskes markant.
Derfor er kupsikring ”based on the assumption that leaders will intentionally and knowingly
undermine the good of their state in order to increase their chances of retaining their leadership
role.” Det er et rationalt valg hvor “leaders are primarily motivated by the desire to retain office”
og “often choose to place their survival in office above the military capability of the state. (Bausch,
2018, s. 2) Med andre ord, den autokratiske leder, bevidst, vælger sin egen politisk overlevelse på
bekostning af statens mulighed for overlevelse.
Powells sammenligning mellem Irak under den Iran-‐irakiske krig og under IS fremrykning i
Irak i 2014 giver et fremragende eksempel på to forskellige tilfælde, hvor lederen tog beslutninger i
forhold til sine egen politisk overlevelse fremover statens overlevelse. (Powell, 2019, s. 34) Den
irakiske hær havde lidt meget under Saddam Husseins kup sikrings foranstaltninger og præsterede
derfor meget dårligt under krigen mod Iran i 80’s. Det var først efter at den iranske hær nærmede
sig Bagdad at Hussein valgte at trække sine kup sikrings foranstaltninger tilbage for at gøre den
irakiske hær mere effektiv. Derudover valgte han at mobilisere sine meget bedre udrustet og trænet
paramilitære enheder, den republikanske garde som indtil da havde kun været brugt omkring
hovedstaden for at beskytte Hussein og hans regime mod interne trusler, til fronten for at forstærke
hæren. Denne beslutning tog han udelukkende fordi at trusselsbilledet havde ændret sig nu hvor
Iran var kun få hundrede km væk fra Baghdad og repræsenterede derfor en eksistentiel trussel
direkte mod Hussein og hans regerings politiske overlevelse.
Maliki stod over for et lignende dilemma da IS var på vej mod Bagdad i sommeren 2014.
Under IS fremrykning mod Baghdad blev Iraks 2. Division opløst. I stedet for at indsætte sine
personlige paramilitære sikkerhedsstyrker (bestående af elite-‐specialstyrkeenheder) i fronten for at
forstærke 2. Division besluttede Maliki sig for at indsætte dem på gaderne i Baghdad grundet rygter
om et eventuelt kup. I Malikis tilfælde var den interne trussel højere end den eksterne trussel,
(bestående af IS) og beslutningen om at fastholde hans paramilitære styrker i Baghdad tog
udgangspunkt i det regnestykke.
Mens Hussein kæmpede mod en stat, stod Maliki kun over for en irregulær styrke, en
svagere fjende der “posed little threat to overrunning Baghdad” (Alwan 2014) eller hans politiske
21
overlevelse, selvom IS havde taget byen Samarra der ligger kun 130 km nord for Baghdads centrum.
Oprører generalt er “unlikely to lead the head of state to take the potentially risky step of removing
elements of their coup-‐ proofing apparatus to combat that (lesser) threat.” (Powell, 2019, s. 34)
Mens resten af landet faldt i kaos, oplevede Bagdad en hidtil uset stigning i sikkerhed og var i stand
til at afslutte det tiårige udgangsforbud i 2015. (BBC 2015)
4.2.3 Korruption i Værtsnationen
Korruption er et syndrom af de underliggende strukturelle problemer der præger en svag
stat. Generelt ses korruption fra to forskellige synspunkter med hensyn til dens rolle og indflydelse
i svage stater. (Zaum, 2013, s. 1) For det første betragtes korruption som en spoiler for fred og
stabilitet da den påvirker statens formelle institutioner, økonomisk vækst og er årsag til konflikt;
Korruption er et alvorligt problem, der skal håndteres for at opnå fred og stabilitet på lang sigt i
svage stater. (World Development Report, 2011, s. 6) For det andet betragtes korruption som det
nødvendige onde. Svage stater lider af svage økonomier, er politisk ustabile, men mest vigtigt
mangler de stærke formelle institutioner “to perform the functions associated with their
counterparts in the industrialized world.” (Arriola, 2009, s. 1344) For at kompensere for denne
manglen ses en eller anden form for korruption som en alternativ måde at opnå stabilitet på. Den
mest anvendelige form for korruption er patronage.
Patronage består af et netværk af klienter, hvor en patron, som regel magtfulde personer,
har opbygget for sig selv et netværk af loyale mennesker der kaldes for klienter. Disse klienter, som
tak for deres loyalitet, belønnes på diverse måder, f.eks. forfremmelser, adgang til ressourcer og
andre muligheder der normalt ikke ville være tilgængelige. “Leaders hold onto their positions—and
provide political stability in the process—by maintaining elite clientelist linkages that connect them
to a cross-‐section of ethno-‐regional groups, as well as localities where the state cannot make itself
felt.” (Arriola, 2009, s. 1344) Således kan patronage i nogle tilfælde ses som et verktøj for at opnå
stabilitet, hvor det er “seen as part of the ‘glue’ that holds together societies with weak state
institutions, contributing to the durability of often authoritarian regimes”. (Zaum, 2013, s. 1) Afrika
er et fremragende eksempel, hvor patronage har været “strategically deployed by leaders to
consolidate their regimes” og er “the principal mechanism regulating political and economic life in
African countries”. (Arriola, 2009, s. 1343-‐1344) Patronage kan dog kun opretholde stabilitet, så
22
længe der er rigeligt af ressourcer i staten, da patronage relationer er afhængige af patronens evne
til at belønne sine klienter for deres støtte.
Implikationerne, som patronage kan have på en stats evne til at reformere, kan være
katastrofale. I sådanne tilfælde hvor patronage er dominerende i en svag stat, og dets regime
forsøger at adresserer korruption, kan reformering føre til voldelig modstand eftersom der er
mange der er afhængige af disse relationer for personlig rigdom og magt. (Zaum, 2013, s. 1) Det vil
sige, at regeringen (patronen) kan blive tvunget af klienterne til at modstå mod reformer.
Patronage kan også forklare regimets egen personlig modstand mod at reformere, især når
regimets strategi er påvirket af kup sikring. For at understøtte regimets kup sikring kan lederen blive
fristet til at etablere relationer i forhold til etnisk identitet og derved udnytte allerede etablerede
grupper i landet for at få loyalitet og gøre det sværere for hans modstander at konspirere imod ham,
eftersom de udelukkes fra statusapparatet. Som et eksempel forklarer instrumentalister stigningen
af sekterisme i Mellemøsten langs disse linjer, hvor autoritære regimer, især det alawitiske regime
i Syrien og Baath (sunni) regimet i Irak brugte sektarisk retorik til at etablere en stærk base af
tilhængere fra dem der tilhører deres egne sekteriske grupper. (Malmvig, 2016, s. 10)
Mens det øger lederens og hans regerings chance for politisk overlevelse så, utilsigtet eller
ej, kan det føre til følelsen af politisk udstødelse. I den forbindelse hævder Roessler at “ethnic
exclusion significantly reduces the likelihood that members of a group will successfully execute a
coup”, men det kommer med en stor omkostning, da etnisk udstødelse kan stige “the risk of societal
rebellion and civil war” (Roessler, 2011, s. 302) Det vil sige selvom etnisk udstødelse reducerer kup
på kort sigt, øges risikoen for borgerkrig på lang sigt. Således vælger regeringen sin egen
umiddelbare interesse og overlevelse over statens langsigtede interesse og dens overlevelse.
De stater der er afhængige af patronage relationer “remain vulnerable to the same stresses
that precipitated fighting in the first place.” (World Development Report, 2011, s. 88) Det vil sige,
hvis politisk udstødelse som nævnt ovenfor er årsagen til borgerkrig, er reformer den eneste vej ud
og dermed altafgørende for lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet for at skabe enhed i nationen;
“without broader and deeper institutional transformation, the cycle will repeat.” (World
Development Report, 2011, s. 88)
23
4.2.4 Konklusion
Forrige to underkapitler kan eventuel forklare Herbst observation i forhold til svage staters regimers
bemærkelsesværdige evne til at opretholde status quo under borgerkrige der gør dem i stand til at
overleve trods enorme udefrakommende udfordringer og pres, der gør at selvom staten oplever
kaos er hovedstaden forholdsvis stabil. (Herbst, 2004, s. 363)
Derudover har underkapitlerne to ting til fælles. Begge strategier har det formål at opnå og
opretholde status quo for at sikre lederens og regimets politiske overlevelse, og modstand mod
reformer der potentielt set truer samtlige status quo:
Kup sikring
-‐ Status quo: et svagt militær mindsker chancen for et militær kup. Dette opretholder stabilitet.
(Malis militærkup i 2012 er et godt eksempel på hvordan et militærkup kan føre til kaos se
kapitel X)
-‐ Reformer: vil føre til et stærkere militær der truer lederen og regimet overlevelse
Patronage
-‐ Status quo: igennem et netværk af klienter skabes der politisk stabilitet igennem loyalitet
-‐ Reformer: kan føre til voldelig modstand fra eliter indefra i status apparaturet eftersom de er
afhængige af disse uformelle politiske handlinger
Regimets interesser er politisk overlevelse, og grundet statens svaghed og dets svage institutioner,
kan de kun sikre sin politisk overlevelse ved at anvende uformelle politikker som kup sikring og
patronage for at opnå status quo og dermed skrøbelig men relativ fred. Så længe regimet kan
håndtere sporadiske utilfredsheder i staten, så er de tilfredse.
Interesser: politisk overlevelse
Strategi: status quo (en kort sigtet strategi)
24
Næste kapitel vil analysere Mali med baggrund i ovennævnte resultater om ledere i svage stater, og
se hvorledes det passer til det maliske regime, forud for 2013 hvor det ny regime indgik i et
kontraktforhold med blandt andet EU.
4.3. Mali som Værtsnation
4.3.1 Indledning
I 1991 oplevede Mali en magtovertagelse hvor militæret iværksatte et militær kup imod det
autoritære diktatur. Det unikke ved denne begivenhed var at det der fulgte var en fredelig
demokratisk overgang, hvor militæret villigt opgav kontrol med hensyn til landets interesser. Det er
det eneste land i Afrika, der har formået at overgå til demokrati efter et militær kup, og opnåede
dermed stor opbakning fra det internationale samfund og goodwill fra vestlige stater. Som følge af
dette blev Mali ofte betragtet som et af de mindst sandsynlige afrikanske lande til at opleve et
yderligere kup, og blev hyldet som et fyrtårn for stabilitet og demokrati i Afrika. (Nossiter 2012)
Derudover blev det antaget, at det maliske regime var i færd med at bevæge sig væk fra politisk
korruption, som var den dominerende praksis i Afrika. Derfor var begivenhederne i 2012; Tuareg-‐
oprøret samt dets radikalisering, kombineret med et militærkup og det efterfølgende sammenbrud
af staten, et stort chok for mange.
4.3.2. Korruption i Mali
Begivenhederne i 2012 afslørede “a facade for institutional weakness and mismanagement” (Bøås
& Torheim, 2013b, s. 1279) hvilket, i sidste ende førte til implosionen af den maliske stat. Bøås og
Torheim har hævdet, at årsagerne bag oprøret i 2012 var det faktum at politiske eliter i den maliske
stat havde været i stand til at bruge Malis demokratiske overgang efter militærkuppet i 1991 til
deres egen fordel, blandt andet statens økonomiske liberalisering og decentralisering. (Bøås &
Torheim, 2013, s. 1280) Som beskrevet af en Fulani-‐leder; ”democracy and decentralisation killed
the Malian state”. (Ba & Bøås, 2017, s. 4) Ved at give lokale myndigheder mere autonomi gennem
decentralisering uden stærke institutioner, der er nødvendige for at overvåge ulovlig aktivitet i
staten, blev der skabt de perfekte forudsætninger for politik igennem patronage relationer, ikke kun
på regionalt niveau, men også på det lokale plan; “In principle, decentralized accountable
25
government is a good idea, but only if the conditions are ripe for it”. (Ba & Bøås, 2017, s. 4) Mali i
90'erne og 00'erne havde ikke de rette betingelser for at støtte decentralisering.
Det var netop denne praksis af patronage og udnyttelse af statsressourcer for at opretholde
dette netværk, der gav en falsk følelse af stabilitet i Mali. (Shipley, 2017, s. 1) Patronage blev selve
fundamentet for stabilitet inden for den maliske politiske sfære hvor “problems (were) usually dealt
with by buying off competitors with aid or government job.” (Murray 2016) Som et eksempel var
Malis tidligere præsident Touré i stand til at bruge statslige ressourcer til at købe loyalitet af politiske
modstandere og dermed styrke samt udvide sit omfattende patronage netværk, for at sikre hans og
hans regimes fastholdelse af magten, og som en konsekvens heraf udelukke dem de anså som en
trussel. I 2009 blev det anslået, at $226 millioner manglede i statsbudgettet. (Shipley, 2017, s. 3)
Patronage, favoritisme, politisk udstødelse og økonomisk marginalisering tjente som
Bamakos måde at hævde sin politisk autoritet i ud til Nord Mali, samtidigt med at det opfyldte deres
egen personlige interesser for politisk overlevelse. Eksempler på Bamakos strategier mod Nord Mali
inkluderede at splitte de nordlige samfund med henblik på at holde Nord Mali for svage og
ukoordinerede til at gøre oprør mod det sydlige, (Chauzal & Damme, 2015, s. 17) økonomisk
marginalisering af det nordlige med samme formål, samt at udelukke Nord maliere fra
indflydelsesrige og magtfulde politiske og militære positioner. Samlet var det med til at skabe en
stat domineret af syd maliere. Dette har siden udviklet sig til en søndre nationalisme, hvor Bamako
er “fighting for its own interests and using the southern nationalistic ground for consolidating its
control over the Malian state.” (Chauzal & Damme, 2015, s. 20) Mens nogle nord maliere blev
integreret i statsapparatet, blev det kun gjort, hvis det tjente regimets interesse i at bruge nordlige
eliter for at håndtere de problemer der opstod fra Nord Mali, og yderligere konsolidere Bamakos
greb om de perifere områder. (Chauzal & Damme, 2015, s. 21)
Mens anvendelsen af patronage var i stand til at skabe stabilitet på kort sigt for det maliske
regime, havde dens forgrening, politisk udstødelse, skabt enorme frustrationer i forhold til det
maliske regime, og på grund af dette oplevede Mali adskillige voldelige oprør forud for 2012. De
blev dog normalt håndteret af det maliske regime gennem ”clientalism rather than genuine
inclusion or resource reallocation, providing temporary respite but little genuine reform”. (Reitano
& Shaw, 2015, s. v) Med andre ord, det maliske regime valgte kortvarige løsninger for at opretholde
status quo, der varede kun indtil det næste oprør, og derefter ville cyklussen gentage sig igen.
26
Resultatet var skrøbelig stabilitet og relativ fred i Mali, hvor regimets politiske overlevelse var
forbundet med statens overlevelse.
I 2011 blev regimets evne til at opretholde status quo udfordret. På grund af Libyas og dens
tidligere præsident Gaddafis fald blev magtbalancen vippet til fordel for oprørerne i Nord Mali, da
Mali oplevede en hidtil uset tilstrømning af tunge våben og veluddannede og erfarne militser.
(Powell, 2012, s. 48) Det blev således umuligt for regimet at vælge førnævnte kortsigtede løsninger
for at genvinde og opretholde status quo, fordi denne gang havde oprørerne overhånden. Det viste
sig, at selv om Malis regime praksis med patronage og politisk udstødelse genererede stabilitet, så
var staten yderst sårbar over for eksterne stressfaktorer, såsom tungt bevæbnede oprørere; det var
en katastrofe der ventede på at ske. For at gøre sagen værre så var “patronage seen as keeping the
average citizens in abject poverty for the benefit of the small cadre of politically connected
individuals.” (Murray 2016) Derfor lykkedes det de radikale islamister at beskrive oprøret som en
kamp mod “corrupt neopatrimonial regimes” som gav dem betydelig legitimitet. (Raineri &
Strazzari, 2017, s. 2)
Det var det maliske regimes praksis med patronage og politisk udstødelse, der til sidst
resulterede i implosionen af staten i 2012; “by establishing an independent centralised state, based
on the political and economic subordination of the north, the post-‐colonial elites laid the
foundations for northern rebellions and future state failure.” (Chauzal & Damme, 2015, s. 17)
4.3.3 Malis Sikkerhedsstyrker
Den 21. marts 2012 blev det maliske regime fjernet af ekstremt utilfredse og frustrerede maliske
soldater ledet af officerer af middelklassen. Kuppet var først og fremmest motiveret af det der blev
betragtet som regimets uagtsomhed og dårlig ledelse af krisen. Kuppet blev fordømt af det
internationale samfund, og Mali blev truet med øjeblikkelig ophævelse af udenlandsk bistand.
(Nossiter, 2012) Tuareg-‐oprørerne såvel som de radikale islamister udnyttede sig Malis kaotiske
tilstande til deres fordel hvor de iværksat et offensivt angreb der førte til deres overtagelse af mindst
to tredjedele af landet. (MacLachlan, 2015, s. 18)
Det er sandt, at det militærkup var den primære årsag til Malis spektakulære fald, men på
den anden side afslørede det også Malis civil-‐militære relationer der var fyldt med problemer.
Ligesom Tuareg-‐opstanden i 2012 var en uundgåelig konsekvens af det maliske regimes korruption
27
og dens håndtering af komplekse interne problemer med kort sigtede løsninger, kan det samme
siges om hærens kup, der havde været et offer for langvarig uagtsomhed og korruption, samt mange
årig kupsikrings foranstaltninger af den maliske regime.
For det første var patronage også udbredt og dominerende inden for militæret som
påvirkede det negativt på adskillige områder. Rekrutteringer var ofte baseret på loyalitet i stedet
for kompetencer. Dette bidrog til militærets generelle svaghed og underminerede dens
kompetence, såsom dets operationelle beredskab. Som et eksempel blev 104 officerer forfremmet
til rangen general under Toures regeringsperiode for at belønne dem for deres loyalitet.
(MacLachlan, 2015, s. 23-‐24)
For det andet, den 7350 stærke hær var modbalanceret (counterbalanced) af en paramilitær
styrke på 7800 der først og fremmest fungerede som præsidentens praetorian vagt. (Powell, 2012,
s. 48) I overensstemmelse med hvad der blev beskrevet i kapitel 4.2.1.2, var de regulære væbnede
styrker (de grønne baretter) mindre trænet, fik færre ressourcer og ringere (og forældet) udstyr end
de paramilitære enheder (røde baretter). (Henningsen, 2017, s. 7) Denne tendens havde varet i flere
år forud for opstanden i 2012, som endte med at dele Malis sikkerhedsstyrker op i to konkurrerende
enheder. Når magtbalancen ændrede sig til oprørernes fordel; “the lack of competence allowed
lightly armored, but mobile insurgency units to overcome the regular army units […] [as] the armed
forces found it difficult to withstand the insurgent offensives, most likely because the regimes had
organized the armed forces in a way that was detrimental to effective mobile warfare.“
(Henningsen, 2017, s. 8)
Den maliske hær klagede til den maliske regering over manglen på ressourcer og krævede
en opgradering for at kunne kæmpe effektivt mod oprørerne og vinde. Da de blev afvist, udførte de
et kup. Kuppet blev ledet af kaptajn Sonogo, der hævdede at "we are not here to confiscate any
power but we are here to have an army and security forces available to assume the national
security," som kunne ikke udføre deres opgave på det tidspunkt grundet "a lack of equipment, a
lack of training and our comrades are dying all the time". (BBC 2012) Moralen for den
gennemsnitlige maliske soldat, for det meste sydlige maliere, var dermed ikke høj. De kæmpede
omkring 1.400 km væk fra deres hjem og familier, med dårligt og manglende udstyr og patruljerede
en åben ørken, som var “akin to a Muscovite being sent to Siberia in the 19th century.’“ (Chauzal &
Damme, 2015, s. 12) Kort sagt, de var trætte og bange for det nordlige område, og regeringens
28
manglende interesse eller bekymring for deres tilstand var det der gjorde at de samlede sig bag
kaptajn Sonogo og støttede hans kup.
Det, der i sidste ende førte til officerens beslutning om at fjerne regimet, var baseret på en
frygt for at Toure var ”willing to fight a war against the rebels in return for staying in power.” (RFI
2012) Selvom han har afvist disse beskyldninger, var officerens frygt i tråd med den førnævnte
tendens med at opretholde status quo med kortvarige løsninger. I den forbindelse havde hæren
flere gange forud for 2012 blevet brugt til at bekæmpe oprører for at opretholde status quo, men
som nævnt i kapitel 4.2.2.2 ændrede magtbalancen sig til oprørernes fordel, hvilket betød, at hæren
pludselig stod over for en meget mere magtfuld modstander som hæren kunne overhoved ikke
håndtere grundet de mange årige kupsikrings foranstaltninger.
Kuppet var således en logisk beslutning; selvom om det var yderst risikabelt at iværksætte
et militær kup så, set fra officerernes perspektiv, havde de (og de grønne beretter) en bedre chance
for at overleve et mislykket kup end oprøret i Nord Mali uden yderligere støtte fra det maliske
regime. “Mali provides a clear case in which soldiers believed that their president was willing to
tolerate an insurgency in the long-‐run if it meant preserving their power in the short-‐term, a trend
that accurately reflects the theoretical offering that leaders will prefer to take their chances with a
civil war in exchange for lowering their primary means of removal: the coup.” (Powell, 2012, s. 48)
Kapitlet viser tydeligt, hvordan det maliske regime forsøgte at opretholde status quo under
hærens kamp mod oprørerne. Det viser, hvordan regimet valgte sin egen overlevelse frem for
statens overlevelse ved at nægte hæren at øge sin kapacitet. Det er parallelt med, hvordan Maliki
håndterede IS-‐krisen i 2014, hvor regimet besluttede, at den interne trussel var højere end truslen
der stammede fra IS. Malis regimes fejl var, i modsætning til Maliki, at indsætte de paramilitære
styrker væk fra Bamako og ud til fronten for at hjælpe den regulære hær mod oprørene, og efterlod
kun en håndfuld til at bevogte præsidentpaladset. (Henningsen, 2017, s. 10)
4.3.4 Konklusion
Ovennævnte underkapitler indikere at Malis regimes interesser vedrørende politisk overlevelse, og
opretholdelsen af status quo som en strategi for at sikre denne overlevelse, stemmer overens med
de resultater der var opnået fra kapitel 4.2.2., det vil sige at Malis interesser og strategi er som følge:
29
Mali:
• Interesser: politisk overlevelse
• Strategi: status quo/kort sigtede løsninger
Når sammenlignet med EU’s interesser og strategi fra kapitel 4.1.3, er det indlysende at de er i
uoverensstemmelse med hinanden.
EU:
• Interesser: lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet for Mali
• Strategi: Inspirere eller påvirke den maliske regime at reformere med bistand, igennem en
indirekte tilgang (lang sigtede løsninger)
Med udgangspunkt i artiklens hypotese, burde det derfor være muligt at forudse at hvis EU forsøger
at få det maliske regime til at følge sin strategi uden at tage hånd om denne interesse forskel, og
forskellige perspektiver om reformer, vil deres fremtidige samarbejde være fyldt med friktioner og
problemer. Næste kapitel vil analysere netop dette og enten bekræfte om hypotesen er valid, eller
ej.
5. EU’S OG DET MALISKE REGIMES SAMARBEJDE
5.1. Opretholdelsen af Status Quo
Presset fra internationale aktører som EU, Frankrig og FN om at oprette hurtigst muligt en legitim
demokratisk regering, efter sammenbruddet af den maliske stat i 2012, som en forudsætning for at
hindre de radikale islamisters fremgang og forudgående succes, var med til at skjule at “there [was]
something deeply rotten in the state of governance” i Mali. (Reitano & Shaw, 2015, s. 29) Det vil
sige, i stedet for at behandle symptomerne for en skrøbelig stat og de grundlæggende årsager til
sammenbruddet i 2012 forsøgte EU og de andre eksterne aktører at finde en hurtig løsning på
problemerne ved at genoprette en legitim regime i Mali, og derefter sammen med regimet
lokalisere fredsspoilerne, og afhængigt af om de havde links til Al Qaeda eller ej, enten forhandle
med dem eller fjerne dem fra slagmarken, dette med henblik på at skabe forudsætninger for Mali
at stabilisere sig og opnå fred.
30
Utilsigtet eller ej, førte det til betingelserne for at Mali kunne gå tilbage til den gamle status
quo der havde været til stede forud for statens kollaps i 2012, som gjorde at intet ændrede sig i
virkeligheden. “The Malian state is per January 2018, as it was before 2012, characterised by
inefficient and often badly managed state institutions, including a seriously flawed justice system.”
(Bøås et al., 2018, s. 14)
Med det i minde ville det eventuelt have været bedre for Malis fremtid hvis de internationale
aktører havde håndterede krisen med en bottom-‐up tilgang i stedet for og give Mali bedre chancer
for at opnå langsigtet bæredygtig fred og stabilitet. I stedet blev der anvendt en top-‐down tilgang
der har “reinforced existing elites, as well as those with access to resources (illicit as well as licit),
rather than offering the opportunity for a genuine dialogue process that might have resolved some
of the underlying tensions, or for promoting the more structural reforms that would have moved
the country away from the status quo of clientalist politics.” (Reitano & Shaw, 2015, s. vii)
Således er den politiske situation efter 2012 i Mali mere eller mindre en fortsættelse fra,
hvordan det var før krisen i 2012, hvor det maliske regime var dybt involveret i at sikre sin egen
politiske overlevelse ved at opnå skrøbelig stabilitet ved opretholdelsen af status quo “whose
political and military elites [now] seek to preserve.” (Tull, 2019, s. 410) Opnå stabilitet igennem
status quo ville dog have været en umulig opgave for malis regime efter statens kollaps i 2012, hvis
det ikke ville have været for oprørets radikalisering af radikale islamister. Den fangede
opmærksomheden fra det internationale samfund med det samme hvor krisen passede ind i den
globale krig mod terror, som automatisk blev krisens vigtigste aspekt i 2013. For det maliske regime
førte der til to vigtige ting: politisk overlevelse og status quo
Politisk overlevelse
Malis kollaps førte til stigningen i radikale islamiske grupper i landet såvel som stigning af kriminelle
netværk, der beskæftiger sig med alt fra menneskesmugling og narkotikahandel til Europa og
kidnapning af vestlige individer. Disse sikkerhedsmæssige udfordringer vægter højt i EU i øjeblikket,
hvor selve Europa-‐Parlamentet har udtrykt at “the security, stability and development of the whole
Sahel region” er i EU’s “vital interest”. (European Parliament 2012) Dette er vigtigt for det maliske
regime, for ifølge Henningsen; “Western concern about transnational threats equals a near
automatic assurance of regime survival, […] [and] the regimes can keep Western assistance as the
31
last part of their survival strategy”. (Henningsen, 2017, s. 16) Således vil EU og andre internationale
aktører (i det mindste i det maliske regimes øjne) gøre, hvad de kan for at forhindre fjenden i at nå
frem til Bamako, en påstand som Frankrig har allerede bevidst for omverdenen.
Status Quo
For det andet har det måske alt for store fokus på sikkerhed i Mali haft den utilsigtede virkning at
ved at anvende krig-‐mod-‐terror fortællinger om krisen har det ført til en uagtsom malisk regering,
bevæbnet med praktiske undskyldninger for at ikke håndtere ”the root causes of conflict and the
drivers of violence.” (Bøås & Rieker, 2019, s. 13) Dette kan regimet tillade sig fordi at det er de
eksterne aktører, herunder EU, som støtter regimet med opretholdelsen af status quo i landet.
EU og de andre internationale aktører har dermed sikret Malis regimes overlevelse og
opretholdelsen af status quo. Det er dermed i regimets interesse at aktørerne i Mali fastholder i
staten. Der er dermed indikationer om moralsk fare og regimets fralæggelse af ansvar, grundet
deres egen interesser, der underminerer EU’s indsat. Næste kapitel vil teste dette og se om det
holder ved at analysere to forskellige initiativer iværksat af EU hvor formålet er at se i hvilken grad
der er tale om moralsk fare, og hvis det er tilfældet, hvordan EU har forsøgt at imødegå dette med
det formål at få regimet til at udføre sine opgaver.
5.2. EU’s Initiativer i Mali
A) Hvad er initiativet? European Training Mission (EUTM)
I 2013 lancerede EU en militær træningsmission i Mali. Som nævnt i kapitel 4.1.3 er missionens
formål at træne og rådgive den maliske hær med henblik på at gøre den i stand til at kunne håndtere
de interne sikkerhedstrusler og opnå voldsmonopol i landet. I det sidste kvartal af 2018 havde ca.
13000 medlemmer af den maliske hær draget fordel af EUTM Mali. (Tull, 2019, s. 408) Missionen
har et årligt budget på cirka 30 millioner dollars og består af omkring 500 personale. EU’s mandat
er indirekte der betyder at personellet kan hverken deltage i direkte kampoperationer eller
observere den maliske hærs operationer i felten. (Bøås et al., 2018, s. 11) EUTM i Mali opfylder alle
kriterierne for at være en stat-‐centreret mission med en indirekte tilgang til opgaveløsningen. Det
vil sige EU's formål og hensigt er at udføre opgaven med et let fodaftryk og fokusere sin energi på
32
at styrke de maliske stats kapaciteter samt give Mali et lokalt ejerskab over krisen. (Bøås et al., 2018,
s. 15)
Hvad er de forskellige interesser?
EU:
• Interesser: lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet for Mali
• Strategi: Inspirere eller påvirke den maliske regime at reformere med bistand, igennem en
indirekte tilgang (lang sigtede løsninger)
Mali:
• Interesser: politisk overlevelse
• Strategi: status quo/kort sigtede løsninger
Hvad har EU gjort til at imødegå interesseforskelen?
Det største problem med EUTM i Mali er, at instruktørerne er forbudt at gå ud på patruljer med den
maliske hær. Derfor har de ingen mulighed for selv at observere eller overvåge den maliske hær for
at sikre sig at de faktisk følger doktrinen, eller om træningen rent faktisk virker. I stedet må de stole
på den maliskes hærs egen statusrapporter. (Bøås et al., 2018, s. 191)
Det vil sige, EUTM er på mange måder brugt som en tilskyndelse, det vil sige, EU bidrager
med 500 soldater til hjælpe den maliske hær og på den måde håbe på at kunne inspirere Mali
positivt mod reformer. Desuden ville det kræve ekstra arbejdskraft og et højere budget for at kunne
gennemføre overvågning, hvilket ville besejre formålet med den indirekte tilgang hvor ideen er den
skal være en budgetvenlig operation med et lavt fodaftryk. Ulempen dog er, som tidligere forskning
har vist, at der er et sammenhæng mellem manglen på overvågning og stigning i magtmisbrug fra
militæret. (Lebovich, 2018)
Hvordan er det gået?
Manglen på overvågning og opfølgning på træningen har påvirket den maliske hær negativt på to
måder. For det første, efter 6 år er der meget der peger i retningen af at EU’s indsat har ikke haft
33
den store indflydelse på den maliske hær. Den maliske hær er yderst presset, den bliver angrebet
på flere fronter, oplever mange skader og dræbte, og viser tegn på at miste kontrollen over terræn
ved fjendernes angreb, da kampen ikke kun påvirker det nordlige Mali, men også dets centrale
områder, med angrebene på Fulani og Dogon landsbyerne som tragiske eksempler. Derudover er
den maliske hær blevet angrebet flere gange i Central Mali; i oktober 2019 mistede 25 soldater livet
i to samtidige angreb på to forskellige militære baser i byerne Boulkessy and Mondoro, (BBC, 2019)
i april 2019 blev 12 soldater dræbt ved en militær base i Ogossagou-‐Peul, (Al Jazeera, 2019) og i
marts 2019 angreb militser en malisk hærbase i Mopti-‐regionen og dræbte mindst 16 soldater
(Diallo, 2019) Dette er blot få eksempler fra 2019. Et af de værste angreb skete i 2017 efter en
selvmordseksplosion dræbte næsten 80 mennesker på hærbasen i Gao, North Mali. (Al Jazeera,
2017) Det bemærkelsesværdige ved disse angreb er, at alle fem angreb skete på en militærbase
eller en mindre militær post, der enten beskriver en meget effektiv og koordineret fjende eller en
meget uorganiseret, dårligt trænet militær enhed, eftersom at hæren kan opleve så store tab på
deres egen hjemmebane, der skulle meget gerne have høje sikkerheds foranstaltninger. En af
grundene til, at EUTM har kæmpet med at træne de maliske soldater til et acceptabelt niveau, er
på grund af soldaternes korte træningsrotationer, kun omkring 10 uger per enhed, hvilket har
kompromitteret kvaliteten af deres træning og benægtet dem muligheden for at træne på
kompagni niveau og over. (Skeppström, Wiklund, & Jonsson, 2015, s. 358) (Müller, 2018) Derudover
har de ikke fået den opgradering de havde håbet på at få i anledningen af deres kup i 2012 i forhold
til udstyr. (Müller 2018)
For det andet, grundet manglende overvågning med enhederne ude på slagmarken har der
også været en stigende tendens til magtmisbrug, noget som EUTM har haft svært ved at vende.
(Lebovich, 2018) Denne manglende overvågning, sammen med Malis svage rets system, har haft en
negativ indflydelse på den maliske hær som har "since late 2016, Malian forces have committed
extrajudicial killings, enforced disappearances, torture, and arbitrary arrests against men accused
of supporting Islamist armed groups.” (Human Rights Watch 2017) Derudover, blev maliske
soldater, i juni 2018, anklaget for udenretslige drab på mere end 30 civile i hele landet. (Lebovich
2018) Dette har haft den følgevirkning at eftersom den maliske hær rekrutterer næsten
udelukkende Syd Maliere, grundet ,blandt andet, “fear of infiltrators,” kan den brutale reaktion fra
militæret let fortolkes af “populations in the north that the MAF is captured by the political and
34
personal interest of groups in the south,” (Skeppström, Wiklund, & Jonsson, 2015, s. 360) som
tilfældigvis også bruges som et rekrutteringsredskab af radikale islamiske militser. (The Economist
2018) En af årsagene bag Denne udelukkelse føder de voksende etniske skillelinjer i Mali, og “since
one of the primary sources of conflict in Mali has been the marginalization of the north, where a
majority of the Tuareg and other minorities reside, such exclusion may undermine the legitimacy of
the MAF in the eye of the Tuareg and other minority populations.” (Skeppström, Wiklund, &
Jonsson, 2015, s. 360)
Det er især vigtigt for den maliske hær at genvinde legitimitet som en institution efter disse
overgreb, og derfor burde ”civilian control of the armed forces (...) be a high priority for the EUTM
missions.” (Skeppström, Wiklund, & Jonsson, 2015, s. 359) Ovennævnte case har vist at kup sikring
kan øge fornemmelsen af etnisk udstødelse, og som nævnt, den eneste vej mod lang sigtet
bæredygtig fred når konflikten stammer fra udstødelse, er national enhed. Derfor burde EU udnytte
sin status som principalen og forsøge at påvirke det maliske regime til at gøre den maliske hær mere
inklusiv med henblik på lang sigtet bæredygtig fred. Dette kan EU gøre ved at opsætte betingelser
for den fortsatte EUTM indsat.
B) Hvad er initiativet? Økonomisk bistand
Som tidligere nævnt i kapitel 4.1.3 er “the EU, together with its Member States, (...) the biggest
provider of development assistance (...) with €8 billion over 2014-‐2020” i hele Sahel-‐regionen. (EEAS
Press Team 2018) EU har støttet Mali med adskillige bistandsprogrammer siden 2013. I maj 2013
lovede EU under en EU-‐ledet donorkonference at støtte den maliske stat med 520 millioner euro
for 2013 og 2014 så den kunne reformér sig selv og var, sammen med andre eksterne aktører, med
til at samle i omkring 3,25 mia. EUR. (Barroso 2012) Som nævnt i kapitel 4.1.3, i juni 2018, besluttede
EU at mobilisere en ekstra støttepakke på 50 millioner dollars til Mali med samme formål og under
donor-‐konferencen så den maliske stat ville kunne “improve security, governance and access to
basic services in the country.” Dette skulle bekræfte EU's fortsatte forpligtelse over for Mali og
“support the progress that the Malian authorities have undertaken to deliver to the people of Mali,
in implementing structural reforms.” (European Commission, 2018) Derudover er det muligt, på side
14, at gennemgå de forskellige projekter og økonomisk støtte, EU har igangsat for at hjælpe Mali
igennem deres krise.
35
Økonomisk bistand er en stor del af EU's bestræbelser for at hjælpe svage stater med deres
interne problemer. Deres primære mål er at inspirere og hjælpe med at skabe forudsætningerne for
det maliske regime at kunne gennemføre de nødvendige strukturelle reformer med henblik på at
opnå lang sigtet bæredygtig stabilitet og fred i Mali. I overensstemmelse med den indirekte tilgang
ønsker EU at hjælpe den maliske stat med økonomisk bistand, men det er regimets endelige ansvar
at reelt gennemføre de nødvendige reformer og tage ansvar for sine forpligtelser.
Hvad er de forskellige interesser?
EU:
• Interesser: lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet for Mali
• Strategi: Inspirere eller påvirke den maliske regime at reformere med bistand, igennem en
indirekte tilgang (lang sigtede løsninger)
Mali:
• Interesser: politisk overlevelse
• Strategi: status quo/kort sigtede løsninger
Hvad har EU gjort til at imødegå interesseforskelen?
Finansiel støtte, der kommer fra EU, er bundet af visse betingelser ifølge Cotonou-‐
partnerskabsaftalen. Til gengæld for bistand skal det land der modtager, respektere en række
politiske og demokratiske betingelser, og i tilfælde af alvorlig overtrædelser, tillader artikel 97,
suspension af bistanden, som "last resort". (The Cotonou Agreement, 2000, s. 105)
I praksis vil EU dog kun suspendere bistandsprogrammet “in response to a breakdown of the
democratic order.” Dette var, som et eksempel, kravet for den 3,25 milliarder Euro-‐bistandspakke,
der blev annonceret på den EU-‐ledede donorkonference i 2013, hvor det blev aftalt at finansiere
Malis-‐udviklingsplaner med den forudsætning, at “the interim government must live up to its
promises to democratic and social reforms in exchange for the international lifeline.” (Spence og
Simon, 2013)
36
Selvom dette skaber rammen for begge parter, er betingelserne ikke strenge og giver
værtsnationen et rimeligt rum til at bevæge sig rundt i. Spørgsmålet vedrørende betingelser af
bistandsprogrammer til udviklingslande er en genstand for uenighed mellem EU-‐landene. Belgien
suspenderede sit støtteprogram på 40 millioner dollars til Rwanda i 2015, fordi den rwandiske
regering ikke havde overholdt sine forpligtelser, såsom pressefrihed, god regeringsførelse og politisk
gennemsigtighed. Dette førte til, at belgierne meddelte, at de ville sætte endnu strengere
betingelser for fremtidige bistandsprogrammer.
Frankrig mener imidlertid, at indstilling af betingelser for støtte, der er baseret på regimets
krænkelse af menneskerettighederne, kan være kontraproduktiv og en unødvendig straf for den
fattige befolkning i landet. Således bør suspension af bistand kun ske i de mest alvorlige tilfælde,
såsom når regeringen ikke har nogen legitimitet eller i tilfælde af statskup. I disse tilfælde, ville
Frankrig suspendere sine bistandsprogrammer til staten men opretholde sit engagement til
humanitær bistand i landet. (Barbière, 2015) Det fremgår af EU's indsats i 2012 efter statskuppet i
Mali, at de følger den franske ramme, da organisationen suspenderede midlertidigt
udviklingsprogrammer til Mali, men opretholdte dets humanitær bistand til landet. (European
Commission, 2012)
Hvordan er det gået?
Den maliske regering har indtil videre ikke lagt meget vægt på reformer. Forbedringer er marginale
og har taget lang tid. Selv om der er implementeret et bedre retssystem, har regimet været længe
om at oprette anti-‐korruptions institutioner. Derudover ser Mali ud til at vende tilbage til de gamle
måder at håndtere problemer og konflikter på; gennem et patronage netværk samt bruge disse til
at udvide (og købe) loyalitet. (Shipley, 2017) Som en konsekvens af dette har Malis placering på
Transparancy-‐indekset, et indeks, der scorer lande efter deres korruptionsniveau, hvor scoren 100
antyder intet korruption, har ikke ændret sig markant siden 2012, og kun vist moderat udsving;
34/100 (2012), 28/100 (2013), 32/100 (2014), 35/100 (2015), og i 2018 scorede Mali 32/100.
(Shipley, 2017)
Præsident IBK har personligt været involveret i forskellige skandaler omkring korruption.
Disse inkluderer en forsvarskontrakt til en værdi af 136 millioner dollars, der blev tildelt en ven af
præsidenten, der efter en undersøgelse resulterede i, at IMF overtog kontrol over Malis udgifter.
37
Kort efter kom præsidenten under angreb, da det blev afsløret, at han netop havde brugt 40
millioner dollars på et præsidentfly. Dette skete samtidig med FN’s vurdering om at 1,4 millioner
maliere havde brug for madhjælp. Ikke nok med at Præsidentskabet ejede allerede en ældre model,
men militæret manglede luftkapacitet. Dette førte til, at IMF, Verdensbanken og EU suspenderede
deres direkte budgetstøtteprogrammer -‐ med en samlet værdi i området 280 millioner dollars.”
(Reitano & Shaw, 2015, s. 37)
5.3 Konklusion
Det er klart fra ovennævnte kapitler at det maliske regime har i stor grad fralagt sit ansvar i forhold
til oprørsbekæmpelsen, hvor konsekvensen er at hverken hæren eller det politiske landslag har
ændret sig markant siden 2012. EU har forsøgt at anvende de løsninger der blev beskrevet i kapitel
2.4. med få resultater. EU har brugt EUTM som tilskyndelse med henblik på at håbe at kunne
inspirere Mali positivt mod reformering af sit militær. Som denne artikel har argumenteret for har
de maliske regimes interesser påvirket deres strategier i så høj grad at EU kan ikke håbe på at
inspirere regimet mod ændringer. Der skal noget mere til. Betingelser kan være en løsning her, som
anbefalet i slutningen af kapitlet om EUTM. Den økonomiske bistand fra EU er underlagt betingelser
men det lader til at de har heller ikke været tilstrækkelige til at påvirke den maliske regime mod
iværksættelsen af reformer, der potentielt set kunne skabe lang sigtet bæredygtig fred i deres land.
Årsagen er at betingelserne for EU's økonomiske bistand er både for svage og løse; eftersom
værtsnationen er en logisk rationel aktør vil han gøre så lidt som muligt, hvor han dog stadigvæk
opfylder kontraktens minimumskrav. Kravene giver for meget frirum for det maliske regime.
Faktum er, at med sin retorik om hvordan Malis sikkerhed er vitale interesser for EU,
sammen med svage betingelser, har skabt et miljø, hvor det maliske regime ikke frygter en
konsekvens for deres handlinger, så længe den maliske regime opretholder sin legitimitet gennem
demokratiske valg (bemærk: kun 34% af befolkningen stemte i 2018 -‐ man kan alvorligt sætte
spørgsmålstegn ved dens uformelle legitimitet, selvom dens formelle er til stede) (Burke 2018)) og
undgå alvorlige skandaler. De frygter ikke at EU vil suspendere eller straffe regimet fordi fra deres
synspunkt har EU lige så meget brug for Mali som Mali har brug for EU. Dette kan blandt andet
forklare, hvorfor det har taget længere tid end håbet for det maliske regime at implementere til
38
fulde fredsaftalen fra 2015 på trods af et enormt pres fra eksterne aktører, samt kritik fra forskellige
organisationer.
6. KONKLUSION
Denne artikel har vist at når en ekstern aktør beslutter sig for at hjælpe en svag stat at håndtere
dets interne på, så vil de indgå i et kontraktforhold hvor, grundet deres forskellige interesser vil have
forskellige ideer og perspektiver hvordan problemet skal løses. Med baggrund i Principal Agent
teorien har artiklen opsat en hypotese; ”Forskellige interesser vil føre til forskellige strategier, som
vil underminere den eksterne aktørs initiativer”, som artiklens undersøgelse i kapitel 4 og kapitel 5
har bekræftet. Det har artiklen bevidst med en analyse på EU’s engagement i Mali, hvor Principal
Agent teoriens koncepter, negativ selektion og moralsk fare, var anvendt på EU’s og Malis
relationer. Det viste sig at disse to aktører, EU som den eksterne aktør, og det maliske regime som
værten, har vidt forskellige interesser der vil påvirke deres valg af strategi, og i forhold til værten,
har den bevidst undermineret EU’s initiativer med det formål at understøtte sine egne interesser.
Derfor er det altafgørende at eksterne aktører som EU, håndterer disse problemer med
hensigtsmæssige løsninger der kan imødegå denne interesse forskel, og værtsnationens fralæggelse
af ansvar, såsom tilskyndelser eller betingelser.
Det er vigtigt at forstå at Mali er ikke en ekstraordinær case. Det der blev beskrevet i kapitel
4.2.1 beskriver generelle komplikationer i svage stater samt deres regimers interesser. Metoden kan
derfor anvendes på flere stater end Mali med henblik på at finde ud af deres særlige interesser og
dermed forsøge at forstå hvorfor en indsat går som den går.
DISKUSSION
Denne artikel har beskrevet værtsnationen som en rational logisk aktør med andre interesser end
den eksterne aktør. Regimets fundamentale interesse er politisk overlevelse men grundet interne
strukturelle problemer, såsom svage institutioner, så er han ikke sikret politisk overlevelse i samme
grad som et demokratisk regime. Derfor skal han tage stilling til sin egen politisk overlevelse. Dette
kan han gøre igennem uformelle politikker såsom patronage relationer og kup sikring. Samtidig med
at sikre sin overlevelse, skaber lederen et udbredt, komplekst loyalitet-‐netværk hvor alle dem der
er involveret bliver afhængige af hinanden og det uformelle (korrupte) system. Deres personlige
39
velfærd og rigdom er forbundet med disse netværk. Derudover, sikrer lederen at militæret ikke kan
overtage magten med kupsikringsforanstaltninger. Lederen opnår dermed status quo i staten og
dermed skrøbelig stabilitet og relativ fred.
Ulempen med disse foranstaltninger er at de er meget svære at opløse, og hver form for
reformering vil være betragtet som en trussel. Lederen vil derfor opleve en stor modstand når han
forsøger at implementere strukturelle reformer, eftersom at det vil skabe utryghed og usikkerhed
for statens elite. Denne modstand vil kunne udvikle sig så voldsomt at det vil føre eliterne til at
konspirer mod den eksisterende regime, og ved succesfuld magtovertagelse føre til statens kollaps
og ustabilitet.
Dilemmaet med reformer er dermed at det kan på den ene side føre til lang sigtet bæredygtig
fred og stabilitet, eller, hvis dårligt fremført lede til en implosion af staten indefra. Som et eksempel,
taget ud fra EU’s interesse og ønskede strategi og det maliske regime interesse og perspektiv på
EU’s strategi:
• EU vil at staten reformer fordi at det kan føre til lang sigtet bæredygtig fred og stabilitet
• Regimet ønsker ikke at reformér fordi fra dets perspektiv er det en trussel mod statens status
quo, og dermed statens stabilitet, som truer direkte regimets politiske overlevelse
Derfor, grundet disse interne uformelle politikker i staten er lederen under pres at opretholde det
skrøbelige status quo i staten, ikke kun på grund af sin egen overlevelse men også eliternes
overlevelse. Det dilemma som den maliske regime står over for ligner på mange måder det
regnestykke som Maliki lavede i 2014, hvor præsidenten vurderede den interne trussel værende
højere end den eksterne trussel fra IS. Mens Nord Irak faldt under kontrol af IS, var Baghdad relativ
stabil og sikker. Dette regnestykke lavet af lederen vil fremover være kaldt regnestykke for egen
overlevelse.
Set fra EU’s perspektiv, så hysteriet, der omgiver terrorisme, migration og anden high politics
i EU, resulterer ofte, i kortvarige løsninger, hvor ønsket om en hurtig løsning ofte skjuler
grundlæggende problemer, der er essentielle for langsigtet stabilitet. At forsøge at vinde over
radikale islamiske militser ved at træne og støtte en svag stats sikkerhedsstyrker med rådgivere og
økonomisk støtte uden efterfølgende overvågning, eller donere millioner af dollars til en stat med
40
svage institutioner for at bekæmpe korruption uden strikte betingelser, er alle kortvarige løsninger
og ofte kontraproduktive grundet den svage stats tilstand. Årsagerne kan virke indlysende; ved at
sprøjte en massiv mængde af økonomisk støtte til en svag stat hvilket fundament hviler på
patronage, eller styrke et svag stats militær, der ikke har institutionerne til at vægte mod dens
styrke, er en invitation for misbrug. Desuden, har de to aktører to forskellige perspektiver på
reformer som nævnt. Det der gør løsningerne langsigtede er når EU implementerer forholdsordre i
sin bistand, som tager den svage stats tilstand i minde. Det vil sige, der er et specifikt formål med
støtten. Dette forvandler kortvarige løsninger til lang sigtede løsninger.
EU har som nævnt har forsøgt at implementere betingelser i sin bistand men har haft
problemer grundet organisationens håndtering af Mali som en unitary actor, og tager derfor ikke
negativ selektion med i regningen. Det har så ført til friktioner og begrænsede resultater, og som
selvfølge, til moralsk fare.
For at EU’s bistand kan have den virkning organisationen ønsker at den vil have; langsigtet
løsning, så vil denne artikel argumentere for, som et resultat af dens forrige analyse, at den mest
optimale løsning er at forsøge at påvirke lederens regnestykke for egen overlevelse. Dette
udelukkende med det formål at få det maliske regime ombord, trods deres særlige interesser.
Ved at påvirke lederens regnestykke for egen overlevelse kan EU lave realistiske planer og have
realistiske forventninger til processen og de endelige resultater fordi, både principalen og agenten
ville køre efter den samme strategi, grundet principalens indsat ved at imødegå deres
interesseforskel.
For at EU kan få det maliske regime ombord er der to ting der skal ske:
1. EU's betingelser til bistand skal skruves op, og indeholde mere krævende og strammere krav
end dem der bliver refereret til i kapitel 5.2. Dette med henblik på at sparke regimet i den
rigtige retning og tvinge reformer ned i halsen på dem (metaforisk set). Det vil, og det skal
gøre, ondt. Hvis de ikke får sparket vil de ikke tage chancen grundet deres regnestykke. Det
handler om at påvirke staten mod reformer, og ikke forsøge at inspirere dem. Som beskrevet
i kapitel 2.4. er det en balancegang hvor meget man må true en værtsnation med
suspendering af deres bistand og hvor hård generelt man må være. Hvis EU er for hårde
skræmmer de det maliske regime væk, for bløde så invitereres regimet at fralægge sit
41
ansvar, og som præsenteret i kapitel 5.2. er det den situation som EU befinder sig i øjeblikket.
Det første er dermed at finde den rigtige balance.
2. For det andet, med henblik på at ramme lederens regnestykke for egen overlevelse er det et
ufravigeligt krav, og eventuelt det vigtigste for at EU kan påvirke regimet mod reformer, at
den førnævnte overbeviser regimet om at den eksterne aktør vil agere sikkerhedsnet for
regimet og at de har deres ryg i tilfælde af at reformer leder til modstand fra interne eliter,
og ikke mindst vigtigt at vi også støtter dem efter reformerne, i tilfælde af at der kommer et
senere bagslag.
Kun under disse omstændigheder kan den eksterne aktør skrue kravene op og forvente at regimet
vil agere derefter, og ikke skræmmes væk. Når regimet fralægger sit ansvar er det fordi at han har
med sit regnstykke for egen overlevelse vurderet at det ikke er det værd at forsøge at reformér,
eventuelt fordi at han stoler ikke på at EU vil være til stede som støtte under reformeringen eller
efter. Fra hans perspektiv er de eksterne aktører ligeglade med hvad der sker for regimet, så længe
staten ikke kollapser og bliver et tilflugtssted for radikale islamister. EU’s overbevisningen skal
derfor fokusere mod regimets overlevelse, så begynder de at tale det samme sprog.
42
LITTERATURLISTE
Abderrahmane, Abdelkader. 2013. “Unclear Strategy in Mali Leads Western Powers Toward Same Mistakes.” The Global Observatory, May 20, 2013. https://theglobalobservatory.org/2013/05/unclear-‐strategy-‐leads-‐western-‐powers-‐toward-‐same-‐mistakes-‐in-‐mali.
Al Jazeera. 2012. “International condemnation for Mali coup.” Al Jazeera.
https://www.aljazeera.com/news/africa/2012/03/2012322234952301942.html Al Jazeera. 2017. “Suicide blast kills dozens at army base in Mali's Gao.” Al Jazeera.
https://www.aljazeera.com/news/2017/01/mali-‐suicide-‐attack-‐kills-‐dozens-‐gao-‐military-‐camp-‐170118113919950.html.
Al Jazeera. 2019. “Attackers kill 12 Mali soldiers in major attack on military base.” Al Jazeera.
https://www.aljazeera.com/news/2019/04/attackers-‐kill-‐12-‐mali-‐soldiers-‐major-‐attack-‐military-‐base-‐190421161108628.html.
Alwan, Aziz. 2014. “Islamic State Seizes Iraq Base Amid Concern for Baghdad.” Bloomberg
https://www.bloomberg.com/news/articles/2014-‐10-‐13/airbase-‐falls-‐to-‐islamic-‐state-‐as-‐u-‐s-‐warns-‐of-‐baghdad-‐threat.
Arriola, L. R. (2009). Patronage and political stability in Africa. Comparative Political Studies,
42(10), 1339–1362. https://doi.org/10.1177/0010414009332126 Ba, B., & Bøås, M. (2017). Mali: A Political Economy Analysis. Oslo. Barbière, Cécile. 2015. “EU divided over ‘conditionality’ of aid.” EURACTIV
https://www.euractiv.com/section/development-‐policy/news/eu-‐divided-‐over-‐conditionality-‐of-‐aid.
Bausch, A. W. (2018). Coup-‐Proofing and Military Inefficiencies: An Experiment. International
Interactions, 44(1), 1–32. https://doi.org/10.1080/03050629.2017.1289938 BBC. 2012. “Mali coup leader Sanogo 'will not cling to power'.” BBC.
https://www.bbc.com/news/world-‐africa-‐17491522 BBC. 2015. “Baghdad celebrates lifting of curfew after 12 years.” BBC.
https://www.bbc.com/news/world-‐middle-‐east-‐31220604 BBC. 2015. “Mali's Tuareg rebels sign peace deal.” BBC. https://www.bbc.com/news/world-‐africa-‐
3321393.
43
BBC. 2019. “At least 25 killed in Mali militant attack.” BBC. https://www.bbc.com/news/world-‐africa-‐49904226
BBC. 2019. “Mali attack: '100 killed' in ethnic Dogon village.” BBC.
https://www.bbc.com/news/world-‐africa-‐48579475. Biddle, S., Macdonald, J., & Baker, R. (2018). Small footprint, small payoff: The military
effectiveness of security force assistance. Journal of Strategic Studies, 41(1–2), 89–142. https://doi.org/10.1080/01402390.2017.1307745
Bøås, M., & Rieker, P. (2019). EUNPACK Executive Summary of the Final Report & Selected Policy
Recommendations. Centre for European Policy Studies. Brussels. Bøås, M., & Torheim, L. E. (2013). The Trouble in Mali-‐corruption, collusion, resistance. Third
World Quarterly, 34(7), 1279–1292. https://doi.org/10.1080/01436597.2013.824647 Bøås, M., Cissé, A. W., Diallo, A., Drange, B., Kvamme, F., & Stambøl, E. (2018). The EU, security
sector reform and border management in Mali. (Implementation of EU crisis response in Mali The No. 7) (Vol. 4). https://doi.org/10.13140/RG.2.2.19963.41760
Bruce Bueno de Mesquita, R. M. S. (1995). War and the Survival of Political Leaders: A
Comparative Study of Regime Types and Political Accountability. American Political Science Review, 89(4), 841–855.
Burke, Jason. 2018. “Mali’s president wins second term in country plagued by violence” The
Guardian. https://www.theguardian.com/world/2018/aug/16/malis-‐president-‐wins-‐second-‐term-‐in-‐country-‐plagued-‐by-‐violence
Byman, D. L. (2006). Friends like these counterinsurgency and the war on terrorism. International
Security, 31(2), 79–115. https://doi.org/10.1162/isec.2006.31.2.79 Carriat, Julie. 2018. “France to press Mali to implement peace deal with rebels.” Reuters.
https://www.reuters.com/article/us-‐mali-‐security-‐france/france-‐to-‐press-‐mali-‐to-‐implement-‐peace-‐deal-‐with-‐rebels-‐idUSKCN1M11ZZ.
Chauzal, G. ;, & Damme, T. van. (2015). The roots of Mali’s conflict: Moving beyond the 2012 crisis.
Clingendael: Netherlands Institute of International Relations. The Hague. Retrieved from https://www.clingendael.org/sites/default/files/pdfs/The_roots_of_Malis_conflict.pdf
“The Cotonou Agreement,” conclusion date: 23 June, 2000.
http://www.europarl.europa.eu/intcoop/acp/03_01/pdf/mn3012634_en.pdf?fbclid=IwAR37FjsmqjLQS1mvGvO5W8o5p-‐N0LD15nwx4NnpAWh2hFMxS5Z0VqygRL3k
Crisis Group. 2015. “Mali: An Imposed Peace?” International Crisis Group.
https://www.crisisgroup.org/africa/west-‐africa/mali/mali-‐imposed-‐peace
44
de Mesquita, B. B., & Smith, A. (2007). US foreign aid and economic policy concessions. The
Journal of Conflict Resolution, 51(2), 251–284. https://doi.org/10.1080/01442872.2018.1533111
Delsol, Gabriel. 2019. “Fault Lines in the Sahel: Mali’s Patronage Politics and Regional Instability.”
The World Mind. https://www.theworldmind.org/home/2019/4/26/fault-‐lines-‐in-‐the-‐sahel-‐malis-‐patronage-‐politics-‐and-‐regional-‐instability.
Di Razza, Namie. 2019. “Massacre in Mali Demonstrates Need to Prioritize Protection of Civilians in MINUSMA’s Mandate.” The Global Observatory. https://theglobalobservatory.org/2019/04/massacre-‐mali-‐demonstrates-‐need-‐prioritize-‐protection-‐civilians-‐minusma.
Diallo, Tiemoko. 2019. “Gunmen attack Mali army base, kill at least 16 soldiers.” Reuters.
https://www.reuters.com/article/us-‐mali-‐security/gunmen-‐attack-‐mali-‐army-‐base-‐kill-‐at-‐least-‐16-‐soldiers-‐sources-‐idUSKCN1QY0ER.
Dörrie, Peter. 2019. “Europe Has Spent Years Trying to Prevent ‘Chaos’ in the Sahel. It Failed.”
World Politics Review. https://www.worldpoliticsreview.com/articles/27977/europe-‐has-‐spent-‐years-‐trying-‐to-‐prevent-‐chaos-‐in-‐the-‐sahel-‐it-‐failed.
EEAS. 2019. “EU-‐Mali Relations.” European Union.
https://eeas.europa.eu/sites/eeas/files/factsheet_eu_mali.en19.pdf. Elgie, R. (2002). The politics of the European Central Bank: Principal-‐agent theory and the
democratic deficit. Journal of European Public Policy, 9(2), 186–200. https://doi.org/10.1080/13501760110120219
EEAS Press Team. 2018. “The European Union's partnership with the G5 Sahel countries.”
European Union. https://eeas.europa.eu/csdp-‐missions-‐operations/eucap-‐sahel-‐mali/46674/european-‐unions-‐partnership-‐g5-‐sahel-‐countries_en.
European Commission. 2012. “EU suspends its development aid to Mali.” Relief Web.
https://reliefweb.int/report/mali/eu-‐suspends-‐its-‐development-‐aid-‐mali European Commission. 2018. “The European Union mobilises an extra €50 million for structural
reforms in Mali.” European Commission. https://ec.europa.eu/europeaid/news-‐and-‐events/european-‐union-‐mobilises-‐extra-‐eu50-‐million-‐structural-‐reforms-‐mali_en.
European Parliament. 2012. “European Parliament resolution on the situation in Mali.”
www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=MOTION&reference=B7-‐2012-‐0212&language=EN.
Fessy, Thomas. 2012. “Mali Tuareg rebels declare independence in the north.” BBC.
https://www.bbc.com/news/world-‐africa-‐17635437.
45
France24. 2019. “Malian premier visits site of Dogon village massacre.” France24.
https://www.france24.com/en/20190611-‐mali-‐official-‐visit-‐site-‐dogon-‐village-‐massacre-‐sobane-‐keita.
Goemans, H. E., Gleditsch, K. S., & Chiozza, G. (2009). Introducing archigos: A dataset of political
leaders. Journal of Peace Research, 46(2), 269–283. https://doi.org/10.1177/0022343308100719
Grant, Thomas A., “Government, Politics, and Low-‐Intensity Conoict,” in Edwin G. Corr and Stephen Sloan, eds., Low-‐Intensity Conoict: Old Threats in a New World (Boulder, Colo.: Westview, 1992)
Hayes, Adam. 2019. “Adverse Selection.” Investopedia. https://www.investopedia.com/terms/a/adverseselection.asp.
Henningsen, T. B. 2017. "Can Old Regimes Handle New Wars? A comparative study of regime survival strategies in Chad and Mali in the face of insurgencies." Paper presented at ISA's 58th Annual Convention: Understanding Change in World Politics, Baltimore, Maryland, 22-‐27 February.https://pure.fak.dk/files/6065953/Troels_Henningsen_ISA_paper_2017_Can_Old_Regimes_handle_New_Wars.pdf.
Herbst, J. (2004). African Militaries and Rebellion: The Political Economy of Threat and Combat Effectiveness. Journal of Peace Research, 41(3), 357–369.
Human Rights Watch. 2017. Mali: Unchecked Abuses in Military Operations. Human Rights Watch.
https://www.hrw.org/news/2017/09/08/mali-‐unchecked-‐abuses-‐military-‐operations. Ladwig, W. C. (2016). Influencing Clients in Counterinsurgency. International Security, 41(1), 99–
146. https://doi.org/10.1162/ISEC Latorraca, Matteo. 2015. “Operation Barkhane: goals and reasons why it could fail.” Geopolitica.
https://www.geopolitica.info/operation-‐barkhane. Lebovich, Andrew. 2018. “Mali’s impunity problem and growing security crisis.” European Council
on Foreign Relations https://www.ecfr.eu/article/commentary_malis_impunity_problem_security_crisis
Lebovich, Andrew. 2018. “Mali’s impunity problem and growing security crisis.” European Council
on Foreign Relations https://www.ecfr.eu/article/commentary_malis_impunity_problem_security_crisis.
MacLachlan, Karolina. 2015. “Security assistance, corruption and fragile environments Exploring
the case of Mali 2001-2012” Transparency International UK. London
46
Maclean, Ruth. 2019. West Africa correspondent “Sharp rise in number of children killed in Mali's deadly attacks.” The Guardian. https://www.theguardian.com/global-‐development/2019/aug/13/sharp-‐rise-‐number-‐children-‐killed-‐mali.
Malmvig, Helle. 2016. “Coming in from the Cold”. POMEPS Briefing, vol. 28, 8-‐12 Maverick, J.B. 2019. “Examples of Adverse Selection in the Insurance Industry.” Investopedia.
https://www.investopedia.com/articles/insurance/082516/examples-‐adverse-‐selection-‐insurance-‐industry.asp.
McVeigh, Karen. 2018. “Mali peace deal jeopardised by armed groups linked to terrorism, UN
warns.” The Guardian. https://www.theguardian.com/global-‐development/2018/sep/05/mali-‐peace-‐deal-‐jeopardised-‐armed-‐groups-‐terrorism-‐un-‐security-‐council-‐warns.
Müller, Björn. 2018. “EUTM Mali’s problematic strategy – more rebuilding rather than fielding an
army.” Offiziere. https://www.offiziere.ch/?p=34265. Murray, Philip. 2016. “Human Insecurity in Mali: Overcoming Obstacles to Economic Solvency and
Democratic Governance through External Intervention.” Small Wars Journal. https://smallwarsjournal.com/jrnl/art/human-‐insecurity-‐in-‐mali
Nickolas, Steven. 2019. “Moral Hazard vs. Adverse Selection: What's the Difference?” Investopedia.https://www.investopedia.com/ask/answers/042415/what-‐difference-‐between-‐moral-‐hazard-‐and-‐adverse-‐selection.asp.
Nossiter, Adam. 2012. “Soldiers Overthrow Mali Government in Setback for Democracy in Africa.” The New York Times. https://www.nytimes.com/2012/03/23/world/africa/mali-‐coup-‐france-‐calls-‐for-‐elections.html.
Oxford Lexicon, s.v. "counter-‐insurgency" 2019 Pitts, Patrick. 2014. “The Securitization of Mali.” E-‐International Relations. https://www.e-‐
ir.info/2014/02/19/the-‐securitization-‐of-‐mali. Powell, J. (2019). Leader Survival Strategies and the Onset of Civil Conflict: A Coup-‐Proofing
Paradox. Armed Forces and Society, 45(1), 27–44. https://doi.org/10.1177/0095327X17728493
Powell, J. M. (2012). Coups and Conflict: The Paradox of Coup-‐Proofing. University of Kentucky. Quinlivan, T. (2014). Coup-‐Proofing: Its Practice and Consequences in the Middle East.
International Security, 24(2), 131–165.
47
Raineri, L and Strazzari, F.. (2017, June). Jihadism in Mali and the Sahel: Evolving dynamics and patterns (Issue Brief No. 21). Retrieved from https://www.iss.europa.eu/content/jihadism-‐mali-‐and-‐sahel-‐evolving-‐dynamics-‐and-‐patterns.
Reitano, T., & Shaw, M. (2015). Fixing a fractured state? Breaking the cycles of crime, conflict and
corruption in Mali and Sahel. Geneva. RFI. 2012. “Mali President Touré tells RFI he is ready to leave power.” RFI.
en.rfi.fr/africa/20120224-‐mali-‐president-‐amadou-‐toumani-‐toure-‐tells-‐rfi-‐he-‐ready-‐leave-‐power.
Roessler, P. (2011). The enemy within: Personal rule, coups, and civil war in Africa. World Politics,
63(2), 300–346. https://doi.org/10.1017/S0043887111000049 The Panel of Experts (UN) to the President of the Security Council (UN). 8 August, 2018. United
Nations. https://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=%20S/2018/581. Shipley, T. (2017). Mali: Overview of corruption and anti-‐corruption. Transparency International
U4 Helpdesk. Bergen. Retrieved from https://www.u4.no/publications/mali-‐overview-‐of-‐corruption-‐and-‐anti-‐corruption
Shipley, Thomas. 2017. “Mali: Overview of corruption and anti-‐corruption.” U4.
https://www.u4.no/publications/mali-‐overview-‐of-‐corruption-‐and-‐anti-‐corruption. Skeppström, E., Wiklund, C. H., & Jonsson, M. (2015). European Union Training Missions: security
sector reform or counter-‐insurgency by proxy? European Security, 24(2), 353–367. https://doi.org/10.1080/09662839.2014.972382
Spence, T. and Simon,F. 2013. “Donors offer Mali over €3 billion in aid – with strings attached.”
EURACTIV. https://www.euractiv.com/section/development-‐policy/news/donors-‐offer-‐mali-‐over-‐3-‐billion-‐in-‐aid-‐with-‐strings-‐attached.
Sudduth, J. K. (2016) Coup-‐proofing and civil war. In: The Oxford Research Encyclopedia of Politics.
Oxford Research Encyclopaedias . Oxford University Press. , http://dx.doi.org/10.1093/acrefore/9780190228637.013.27
The Economist. 2017. The Economist Intelligence Unit's Democracy Index. The Economist
infographics.economist.com/2018/DemocracyIndex/ The Economist. 2018. “Why UN forces are finding it hard to bring peace to Mali.” The Economist.
https://www.economist.com/middle-‐east-‐and-‐africa/2018/02/03/why-‐un-‐forces-‐are-‐finding-‐it-‐hard-‐to-‐bring-‐peace-‐to-‐mali.
The Panel of Experts (UN) to the President of the Security Council (UN). 8 August, 2018. United
Nations. https://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=%20S/2018/581.
48
Tull, D. M. (2019). Rebuilding Mali’s army: The dissonant relationship between Mali and its
international partners. International Affairs, 95(2), 405–422. https://doi.org/10.1093/ia/iiz003
Ucko, D. H., & Egnell, R. C. (2014). Options for Avoiding Counterinsurgencies. Parameters, 44(1),
11–22. Ulhøi, J. P. (2007). Revisiting the principal-‐agent theory of agency: Comments on the firm-‐level and
cross-‐national embeddedness theses. Journal of Organizational Behavior, 28(1), 75–80. https://doi.org/10.1002/job.405
United Nations Peace Keeping. 2019. “MINUSMA Fact Sheet.” https://peacekeeping.un.org/en/mission/minusma.
Woody, Christopher. 2018. “'A fighting war with the main enemy': How the CIA helped land a mortal blow to the Soviets in Afghanistan 32 years ago.” Business Insider. https://www.businessinsider.com/32-‐year-‐anniversary-‐of-‐first-‐stinger-‐missile-‐use-‐in-‐afghanistan-‐2018-‐9?r=US&IR=T.
World Development Report 2011: Conflict, Security, and Development (World Bank) Washington DC. https://siteresources.worldbank.org/INTWDRS/Resources/WDR2011_Full_Text.pdf
Zaum, Dominik. Political economies of corruption in fragile and conflict-‐affected states: Nuancing the picture Addressing. Bergen: Chr. Michelsen Institute, 2013.